Tidlig opsporing og Indsats TOPI

Transkript

1 VIA University College Tidlig opsporing og Indsats TOPI Viborg Kommune En virkningsevaluering Line Dahl Olesen, Malte Sandvej Thomsen og Håkon Grunnet Videreuddannelse og Kompetenceudvikling VIA UC 2014

2 VIA University College Dato: 27. oktober 2014 INDHOLD 1 Forord Indledning Læsevejledning Hovedkonklusioner og anbefalinger Analyse Trivselsundersøgelsen Implementeringen af trivselsskemaet Systematikken i Trivselsundersøgelsen Den fællesfaglige refleksion Det fælles sprog Trivselsundersøgelsen og sundhedsplejen Trivselsundersøgelsen og dagplejen Trivselsundersøgelsen, børnehusene og skolerne Ressourcer, opsporing og indsats Delkonklusion Overgangsmodellen Implementeringen af overgangsskemaet Systematikken i Overgangsmodellen Overgangsmodellen og vidensoverleveringen Overgangsmodellen og forældreinddragelsen Overgangen fra sundhedsplejen til dagplejen Overgangen fra dagplejen, børnehusene og til skolen Delkonklusion /70

3 5.3 Den tværfaglige model Den tværfaglige model som stillads De fem niveauer i Den tværfaglige model Det tværfaglige samarbejde Den tværfaglige model og TOPI Delkonklusion Forældreinddragelsen Forældre som aktiv ressource Delkonklusion Tovholderfunktionen Tovholderens funktion Delkonklusion Ekstern sparring Den eksterne sparring, det tværfaglige samarbejde og TOPI Den eksterne sparring og PPR Den eksterne sparring og socialrådgiverne/familieafdelingen Den eksterne sparring og ressourcekorpset Om brugen af underretninger Delkonklusion Dialogmodellen Domænerne i Dialogmodellen Delkonklusion Undersøgelsesmetode og dataindsamling Litteratur, dokumenter, rapporter og links

4 1 Forord Denne afsluttende rapport formidler evalueringen af projektet Tidlig opsporing og indsats (TOPI). I denne evaluering har vi haft fokus på, hvad der har virket, for hvem og under hvilke omstændigheder i forbindelse med implementeringen af opsporingsmodellens forskellige metoder og redskaber i Viborg Kommune. Viborg Kommune har valgt professionshøjskolen VIA som evaluator, hvilket vi selvfølgelig er glade for. Vi, undertegnede medarbejdere, er ansat i professionshøjskolens afdeling for Videreuddannelse og Kompetenceudvikling, VOK, og vi arbejder med evaluering, efteruddannelse og kompetenceudvikling. Vi har som evaluatorer været afhængige af praktisk støtte, hjælp og vejledning til undersøgelsens forskellige elementer. Vi har holdt møder og fungeret i tæt samarbejde med nu forhenværende projektleder Britta Hilding Jeppesen, Børn og Unge Sekretariatet, Viborg Kommune. Efter d. 1. juni 2014 har vi fortsat det gode samarbejde, nu sammen med Britta H. Jeppesens efterfølger projektleder, konsulent Heidi Therkildsen, ligeledes fra Børn og Unge Sekretariat, Viborg Kommune. Vi har to gange deltaget i chefgruppens (for Børn og Unge) møder. Her har vi fremlagt og diskuteret evalueringsdesign, omfanget af undersøgelsen og i et vist omfang praktiske forhold vedrørende evalueringen. Vi har mødt stor velvilje og beredvillighed med hensyn til at få løst problemer i forbindelse med evalueringen. Blandt andet i forbindelse med en workshop til opstillingen af en programteori i december 2013, i forbindelse med evalueringen, i forbindelse med spørgeskemaundersøgelsen og med gruppeinterviews har ledere og personale i Børn og Unge-sekretariatet beredvilligt ydet os opbakning og praktisk hjælp. Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke de involverede i Viborg Kommune, herunder særligt Britta Hilding Jeppesen (og hendes efterfølger Heidi Therkildsen), for et fortrinligt samarbejde. Rigtig god læselyst Line Dahl Olesen, adjunkt, ph.d. VOK, VIAUC Malte Sandvej-Thomsen, stud.scient.pol. VOK, VIAUC Håkon Grunnet, evalueringskonsulent VOK, VIAUC 3

5 2 Indledning Viborg Kommune har siden 2010 og frem til udgangen af 2012 deltaget i et forsknings og udviklingsprojekt under Socialstyrelsen, som har til formål at opkvalificere den tidlige indsats i kommunen. Forskningsprojektets resultater er evalueret af Rambøll 1, der vurderer, at projektets udviklede metoder og redskaber fremmer den tidlige indsats og opsporing af udsatte børn. Viborg Kommune har siden januar 2013 implementeret disse metoder og redskaber i et tværfagligt samarbejde på hele Børn og Unge området. Projektet kaldes Tidlig opsporing og indsats (TOPI), dvs. tidlig i alder og tidlig i problemudvikling, samt tidlig indsats. Projektet tager afsæt i Opsporingsmodellens (fællesbetegnelse for forskningsprojektets) forskellige metoder og redskaber. Det gælder for alle deltagende kommuner 2, at der har været et ønske for lokal videreudvikling, supplering eller tilpasning af nogle af Opsporingsmodellens elementer 3. I Viborg Kommune har det blandt andet betydet anvendelse af analyseredskabet LP-modellen. 4 LP-modellen medvirker til at skabe et forbindelsesled mellem trivselsvurderingen jf. trivselsskemaet, opsporingen og iværksættelsen af en konkret indsats i forhold til barnet; og benævnes samlet som Trivselsundersøgelsen. 5 Viborg Kommune har tillige udviklet en Overgangsmodel, som er en fast procedure, der behandler og foreskriver alle overgange for barnet mellem eller internt i institutionerne, og som samtidig kobler overgangsskemaet og overgangssamtalen. 6 Opsporingsmodellen baserer sig på tre værdimæssige grundprincipper: 1. Barnets adfærd skal ses i den sociale kontekst, som barnet indgår i (tage afsæt i en systemteoretisk tankegang og se på barnets ressourcer og udviklingsmuligheder) 2. Forældre er en ressource og skal være aktive samarbejdspartnere (styrke forældresamarbejdet/forældreinddragelsen og fokus på forældreansvar) 1 Se videre her: hvor henvisning til såvel KORA s forskningsrapport som Rambølls evalueringsrapport kan findes. 2 De 5 pilotkommuner (oprindeligt seks): Vordingborg Kommune, Assens kommune, Haderslev Kommune, Norddjurs Kommune og Viborg Kommune 3 Rambøll-rapporten 2013, s. 6 4 LP, Læringsmiljø og Pædagogisk Analyse, se videre: 5 KORA-rapporten, 2012, s KORA-rapporten 2012, s. 65 og 69 4

6 3. Styrkelse af det tværfaglige samarbejde (vægte dette højere og drage fordel af de tværfaglige ressourcer) 7 Projektet Tidlig opsporing og indsats (TOPI) i Viborg Kommune involverer alle faggrupper, som arbejder med børn i 0 til 10 års alderen, og det indbefatter sundhedsplejen, dagplejen, børnehusene, skolerne, PPR (psykologerne og tale/høre konsulenterne), ressourcekorpset og socialrådgiverne fra Familieafdelingen. Målet med Opsporingsmodellen/ TOPI-projektet er, at implementere fælles metoder og redskaber, styrke opsporingen af børn i mistrivsel og styrke (videns-)grundlaget for de nødvendige handlinger, så der handles på baggrund af en mere sikker viden, dvs. medvirker til at kvalificere indsatsen. Dette sker på baggrund af, at den enkelte medarbejder udvikler en større handlekompetence samtidig med, at deres faglige praksis forstærkes, fokuseres og professionaliseres, og at det tværfaglige samarbejde konkretiseres i det fælles tredje, nemlig barnets trivsel. 8 3 Læsevejledning Rapporten indledes med en kort gennemgang af evalueringens hovedkonklusioner (afsnit 4). Afsnittet består af en sammenfatning af de delkonklusioner, som undervejs er fremkommet i analysen under de enkelte delafsnit 5.1 til 5.7. Således er afsnittet at opfatte som en resumeret udgave af den samlede rapport. Derefter følger hovedafsnittet (afsnit 5), der udgør selve analysen af det indhentede datamateriale fra evalueringens forskellige kilder. Det drejer sig om evalueringsworkshoppen (december 2013), om spørgeskemaundersøgelsen (april/maj 2014) og om de afholdte fokusgruppeinterviews (maj 2014) samt af dokumenter og undersøgelser vedrørende Tidlig opsporing og indsats i Viborg Kommune. Hovedafsnittet opdeles i 7 delafsnit, hvori hvert af de seks redskaber og metoder i Opsporingsmodellen gennemgås og behandles; det vil sige: trivselsskemaet (Trivselsundersøgelsen), overgangsskemaet (Overgangsmodellen), forældreinddragelsen, tovholderfunktionen, den eksterne sparring, Dialogmodellen, samt Den tværfaglige model, som har lidt en anden status. 7 Se videre her: TOPI/Om-opsporingsmodellen 8 Se videre her: 5

7 Efter selve analysen følger metodeafsnittet (afsnit 6). Heri redegøres der for metodedesign, datagrundlag, metoder for databehandlingen samt virkningsevaluerings væsentligste elementer. Det indbefatter syv trin fordelt på følgende aktiviteter; at stille evalueringsspørgsmålet, finde kilder til programteorien, opstille programteorien, gøre programteorien klar til evaluering. Helt central for virkningsevalueringen er opstillingen af programteorien, som illustreres grafisk på side 66 (se figur 21), og som udgør afsættet for/rammen om ovennævnte analyse. Rapporten afsluttes med en litteraturliste samt en fortegnelse med relevante links. Heri findes evalueringsfaglig litteratur, der særligt vedrører virkningsevaluering. Desuden oplistes baggrunds- og inspirationsmateriale, som evalueringen har gjort brug af; enten som inspirationsmateriale (til det samlede TOPI-projekt fx) eller som på anden måde har været nyttige ved løsning af evalueringsopgaven. Denne rapport kan fås ved henvendelse i Viborg Kommune og elektronisk på VIA UC s hjemmeside, 4 Hovedkonklusioner og anbefalinger Trivselsundersøgelsen (herunder trivselsskemaet, LP-modellen, handleplanen fra SMTTE-modellen/LP-modellen): Evalueringen viser, at trivselsskemaet har den højeste implementeringsgrad af de seks redskaber i Opsporingsmodellen, og det er velintegreret i praksis. 80 pct. af de adspurgte faggrupper i Viborg Kommune svarer, at de altid bruger trivselsskemaet i vurderingen af børnenes trivsel. Trivselsskemaet opfattes på tværs af faggrupperne som et godt arbejdsredskab, der giver struktur, en mere systematiseret kollegial sparring og vurdering af barnets trivsel. Trivselsskemaet medvirker også til at alle børn ses og vurderes/analyseres. Trivselsundersøgelsen understøtter den tidlige opsporing, herunder identificeringen af børn i mistrivsel. 9 Sammenlagt oplever 22 pct., at de i høj grad står fagligt stærkere i forhold til at identificere og vurdere tegn på mistrivsel og udsathed, mens 51 pct. svarer i nogen grad. Halvdelen af de adspurgte lærere og SFO- 9 Det kan ikke udelukkes, at der i besvarelserne også er indtænkt de kompetencer som er opnået gennem den eksterne sparring. 6

8 pædagoger anfører, at de i mindre grad eller slet ikke oplever at stå stærkere fagligt set. Trivselsundersøgelsen har ikke blot styrket den kollegiale sparring, men også faggruppernes mulighed for at italesætte deres bekymringer overfor forældrene. Det har betydet, at medarbejderne tøver mindre i forhold til at henvende sig til forældrene, og at de kommer hurtigere i gang med en indsats i forhold til barnet. Anbefalingerne for det videre arbejde med Trivselsundersøgelsen: At trivselsskemaet i større udstrækning tilpasses de enkelte faggruppers arbejdsopgaver og børnegruppe (her tænkes der primært på sundplejerskerne og dagplejerne). Eksempelvis peger sundhedsplejerskerne på en mulig ændring af trivselsskemaet, således at det stemmer bedre overens med barnets alder og bestemte besøg, i stedet for de anviste tre besøg om året. Sundhedsplejerskerne oplever, at der er et hul i indsatsen. Primært i forhold til de flergangsfødende mødre/familier, hvor barnet allerede afsluttes ved syv uger. Denne problematik ser dog ud til at være løst per 1. august i år, hvor sundhedsplejen i Viborg Kommune opnormeres med to sundhedsplejere. Dette er med til at realisere en opfølgning af de flergangsfødende mødre/familier, også efter de syv uger. At der findes strukturelle løsninger i forhold til at opnå en grundigere gennemgang af børn i grøn position. Eksempelvis har dagplejerne i nogle legestuer kun ro i 45 min. i middagsstunden, mens andre generelt mangler tid til opgaven. Konsekvensen er, at det videre analysearbejde, særligt i forhold til børnene i grøn position, nedprioriteres. Overgangsmodellen (herunder overgangsskemaet og overgangssamtalen): Evalueringen viser, at overgangsskemaet har en høj implementeringsgrad, hvor 76 pct. af de adspurgte faggrupper vurderer, at de altid bruger overgangsskemaet i barnets overgang fra en institution til en anden. Hos lærerne og SFOpædagogerne er der dog en væsentlig procentdel, som slet ikke anvender overgangsskemaet i overleveringen af barnet. Alle faggrupper oplever, at Overgangsmodellen fremmer forældreinddragelsen og det tværfaglige samarbejde. I alt oplever 27 pct. at Overgangsmodellen i høj grad medvirker til en bedre kommunikation og et tættere samarbejde på tværs af institutionerne, mens 53 pct. oplever det i nogen grad. 7

9 Evalueringen viser også, at Overgangsmodellen er med til at styrke vidensoverleveringen på tværs af faggrupperne, samt øge kendskabet til barnet og de indsatser der evt. er sat i værk. Det har den væsentlige effekt, at den modtagende institution kan være mere på forkant og sætte tidligere ind. Anbefalingerne for det videre arbejde med Overgangsmodellen: At overgangsskemaet i større udstrækning tilpasses barnets alder og udvikling (her tænkes der primært på overgangen fra sundplejen og til dagplejen). Dagplejerne vurderer eksempelvis, at overgangsskemaet bliver udfyldt for tidligt i forhold til barnets alder, og at relevansen derfor er for lille. At der foretages en sproglig tilretning af overgangsskemaet. Det er oplevelsen blandt sundhedsplejerskerne, at spørgsmålene i skemaet trænger til en revidering. At der udvikles nye måder at mødes på. Nye måder som kan imødegå nogle af de logistiske udfordringer som faggrupperne står overfor i overleveringen af barnet fra en institution til en anden. At lederne fortsat sikrer organiseringer og klare aftaler omkring overgangssamtalerne samt fordeler/tydeliggør rollerne blandt de involverede fagpersoner. Den tværfaglige model: Evalueringen viser, at Den tværfaglige model er med til at understøtte det tværfaglige samarbejde og forældrenes aktive deltagelse. Den tværfaglige model medvirker til at nedbryde faglige siloer, og giver faggrupperne mulighed for se ind i hinandens fagligheder, møde hinanden på andre måder og udvikle sig i fællesskab. 42 pct. af de adspurgte socialrådgivere oplever at Den tværfaglige model i høj grad fremmer det tværfaglige samarbejde og medvirker til at nedbryde faglige siloer. Det gør 55 pct. af sundhedsplejerskerne også, mens dagplejerne, medarbejderne i børnehusene, lærerne og SFOpædagogerne, lederne og PPR-medarbejderne oplever det i nogen grad. Det vurderes også, at Den tværfaglige model sammen med redskaberne i Opsporingsmodellen medvirker til en større ligestilling af de involverede faggrupper, hjulpet på vej af et fælles sprog og et fælles systematisk udgangspunkt. Det pointeres, på tværs af faggrupperne, at mange indsatser kan og bliver klaret på de første tre trin i Den tværfaglige model; dette samtidig med at flere har 8

10 svært se forskellen på niveau 3 og 4, særligt når det gælder involveringen af Familieafdelingen. Mange af de adspurgte oplever, at de ikke rigtig får Familieafdelingen i spil eller etablereret en egentlig kontakt, netop med tanke på at få fulgt op på børnene. Vurderingen er, at mange tiltag strander i overgangen fra niveau 3, og til niveau 4 og 5, dvs. i inddragelsen af Familieafdelingen. Konsekvensen er, at tingene går i stå og at der ikke bliver sat tidligt nok ind. Faggrupperne oplever til gengæld at fokusgruppemøderne og kompetencecentermøderne (niveau 3) er med til at understøtte den tidlige indsats og kvalificerer handleplanerne. Samt at mange ting faktisk løses inden det bliver til en sag. Anbefalingerne for det videre arbejde med Den tværfaglige model: At uklarhederne omkring niveau 4 udredes og præciseres, i særdeleshed hvori forskellen mellem niveau 3 og 4 ligger. Det påpeges blandt de adspurgte faggrupper, at Familieafdelingen også kan inviteres ind til deltagelse og konsultativ bistand på niveau 3. At viden om Den tværfaglige model, og dets 5 niveauer med fordel kan styrkes. At socialrådgivernes rolle og ansvar i forbindelse med overgangen fra niveau 3 til niveau 4 og 5 afklares, da uklarheder skaber frustration og tab af momentum i indsatser og sagsforløb. Derudover opleves socialrådgivernes til tider manglende deltagelse som problematisk. Den eksterne sparring og underretninger: Evalueringen viser, at udviklingen i anvendelsen af den eksterne sparring har været størst blandt dagplejerne, hvor 83 pct. af de adspurgte vurderer, at de i høj og nogen grad gør brug af den eksterne sparring i arbejdet med børnene. Udviklingen hos lærerne og SFO-pædagogerne har været noget mindre, kun 20 pct. anfører at de i højere grad end tidligere gør brug af den eksterne sparring. Det pointeres, at det netop er i samvirket mellem de forskellige fagligheder, at de bedste resultater opnås. Der kan dog opstå frustration over ventetider, problemer med at kunne aftale møder (logistik, kalenderproblemer) osv. Det er i samarbejdet med Familieafdelingen, at de største frustrationer findes. Der peges på vanskeligheder i forhold til at få en sagsbehandler til de børn, som har 9

11 brug for det. Der er også uklarheder i forhold til, om der følges op, primært på de underretninger som indsendes. Der er forskel på hvordan faggrupperne oplever, at den eksterne sparring styrker deres kompetencer i forhold til at kunne se tegn på mistrivsel hos det enkelte barn. Sundhedsplejerskerne og dagplejerne oplever det i væsentlig højere grad end lærerne og SFO-pædagogerne, hvoraf knap en fjerdedel slet ikke føler sig styrket. Lærerne og SFO-pædagogerne vurderer også i væsentligt mindre grad end de andre faggrupper, at den eksterne sparring øger deres handlemuligheder i forhold til at sætte tidligere ind overfor et barn i mistrivsel. Anbefalingerne for det videre arbejde med den eksterne sparring og underretninger: At der fortsat arbejdes på at fremme den hurtige sagsbehandling og samarbejdet på tværs (jf. Barnets Reform), herunder at tilgængeligheden af sagsbehandlerne i Familieafdelingen øges. Der er ingen tvivl om, at der er tale om et meget svagt led, både i det tværfaglige samarbejde, og i forhold til den tidlige indsats. Dette gælder særligt i forhold til underretninger. At den eksterne sparring, eller rettere sagt udbyttet af den eksterne sparring styrkes bl.a. i forhold til lærerne og SFO-pædagogerne. Lærerne og SFOpædagogerne har ikke i samme grad oplevet, at den eksterne sparring har styrket deres kompetencer eller viden om tegn på mistrivsel/udsathed, eller hjulpet dem i forhold til at kunne sætte tidligere ind. Forældreinddragelsen: Evalueringen viser, at alle faggrupper inddrager forældrene, når de oplever noget ved barnets trivsel, som bekymrer. Sundhedsplejerskerne har en meget høj forældreinddragelse på hele 100 pct. Dagplejerne inddrager også i høj grad forældrene i en bekymring (85 pct.), det samme gør medarbejderne i børnehusene (73 pct.) samt lærerne og SFO-pædagogerne (69 pct.). Der er hos lærerne og SFOpædagogerne en erkendelse af, at man godt kunne blive bedre til at inddrage forældrene. Det kræver dog, at man bryder med den eksisterende praksis, hvori man overvejende inddrager sine kollegaer i de bekymringer, man har omkring barnet. 10

12 Det er opfattelsen på tværs af faggrupperne, at forældrene er en betydelig ressource, og at man gennem forældrene får adgang til en vigtig viden, som hjælper til en bredere forståelse af barnet. Forældrene har fået en mere aktiv rolle, hvori de sammen med personalet skal reflektere over barnet og dets udvikling, og ikke længere sidde passivt lyttende og få alle konklusionerne serveret. Forældrene har også fået et større ansvar, samtidig med at deres synspunkter bliver tillagt mere vægt i den samlede vurdering af barnets trivsel. Det opleves på tværs af faggrupperne som en betydelig lettelse i deres arbejde, at de ikke længere skal beslutte (fra sag til sag) hvornår forældrene skal inddrages, samt hvornår man som fagpersonale er berettiget til at inddrage forældrene og i forhold til hvad. Anbefalingerne for det videre arbejde med forældreinddragelsen: At forældreinddragelsen øges samt at opfattelsen af forældrene som en betydelig ressource i arbejdet med barnet fortsat formidles og udvikles frem mod et mål om forældreinddragelse som en integreret del af praksis og som en fast rutine hos de involverede faggrupper. Tovholderfunktionen: Tovholderfunktionen har en moderat anvendelsesgrad; 46 pct. af de adspurgte faggrupper vurderer, at der i et forløb om et barns mistrivsel altid udpeges en tovholder. Det skal dog fremhæves, at der blandt faggrupperne og særligt hos dagplejerne er en procentdel, som har svarer ved ikke/ikke relevant til spørgsmålet. Der er en vis usikkerhed omkring tovholderfunktionen, og hvem der skal eller burde have rollen som tovholder. Nogle gange er det den medarbejder, der står med bekymringen, som udnævnes til tovholder, mens det andre gange er fastsat (på forhånd) som værende primærpædagogen i børnehuset, klasselæreren eller kontaktpædagogen i SFO en. Det er tovholderens funktion at sikre, at alle aktiviteter omkring et barn i mistrivsel bliver fulgt op og behandlet. De adspurgte faggrupper er enige om, at dette generelt er tilfældet. 11

13 Anbefalingerne for det videre arbejde med tovholderfunktionen: At informerer om, og udbrede anvendelsen af tovholderfunktionen blandt de involverede faggrupper. Dialogmodellen: Dialogmodellen er et mødeledelsesredskab, som skal skabe klare rammer omkring de møder, hvor børns trivsel diskuteres, og formidle mødelederens ansvar samt opgaver før, under og efter mødet. Evalueringen viser, at det overvejende er PPR-medarbejdere og ledere som har erfaring med og som anvender Dialogmodellen. Det har sin forklaring i, at det primært er PPR-medarbejdere og ledere som er mødeledere og at det er dem, som har ansvar for at lede/forberede mødet samt anvende Dialogmodellen. Det er oplevelsen blandt de adspurgte faggrupper, at Dialogmodellen er med til at skabe systematik og kvalificerer mødet, samt skabe et større udbytte og hæve det faglige niveau. Dialogmodellen er også ifølge de adspurgte med til at fremme forældreinddragelsen, den interne og eksterne vidensdeling, samt det kritiske blik på egen praksis. Dialogmodellen er desuden med til at sikre, at mødedeltagerne bliver i analysen og i afdækningen, og ikke går over i handlemode og løsningsforslag med det samme. Evalueringen viser, at 50 pct. af PPR-medarbejderne og 28 pct. af lederne slet ikke anvender Dialogmodellen på møder, hvor børns trivsel diskuteres. Det skal dog sammenholdes med, at op mod 25 pct. af lederne altid anvender redskabet, mens andre 50 pct. anvender det en gang imellem. Anbefalingerne for det videre arbejde med Dialogmodellen er: At man tænker i mulighederne for at korte arbejdsprocessen med Dialogmodellen og de fire domæner ned. Flere af de adspurgte oplever processen som værende for tidskrævende, og de 1 ½ time som modellen foreskriver, som værende for omfattende i forhold til den enkelte indsatsvurdering. 12

14 5 Analyse I de kommende afsnit vil vi tage fat på en af analyse af, hvad der har virket, for hvem og under hvilke omstændigheder i forbindelse med implementeringen af Opsporingsmodellens forskellige metoder og redskaber i Viborg Kommune. Vi ser på implementeringen af de nedenstående metoder og redskaber, og vi gør det således, at vi ser på både processen undervejs og på de opnåede mål for denne implementering. Det omhandler: 1. Trivselsskemaet. Trivselsskemaet udgør sammen med LP-modellen, med handleplanen (der har afsæt i SMTTE-modellen) og/eller med handleplanen fra LP-modellen, Trivselsundersøgelsen. 2. Overgangsskemaet. Overgangsskemaet udgør sammen med overgangssamtalen (dialogark og forventningsskema) Overgangsmodellen. 3. Ekstern sparring. Det omfatter sparring, konsultativ bistand fra PPR (psykologer, tale-/hørekonsulenter), ressourcekorpset og fra socialrådgivere, ansat i Familieafdelingen. 4. Tovholderfunktionen. Tovholderfunktionen har til formål at sikre det bedste udkomme af det tværfaglige samarbejde omkring barnet. 5. Dialogmodellen. Dialogmodellen er en ramme for det professionelle møde, og modellen skal: medvirke til at skabe ramme og klarhed om mødet og om deltagernes roller og opgaver. 6. Underretninger. Underretninger rettes mod Familieafdelingens Frontteam, og underretninger angår særlig støtte til et barn Den tværfaglige model. Den tværfaglige model er udviklet i Viborg Kommune som rammen for og omkring det tværfaglige samarbejde i kommunen. Den tværfaglige model fungerer som stilladset under den tidlige opsporing og indsats (TOPI). I de følgende afsnit vil metoderne og redskaberne blive belyst og analyseret, samtidig med at centrale pointer fra både den kvantitative og kvalitative undersøgelse uddybes og diskuteres i relation til det enkelte redskab. Evalueringen har desuden set på tværs af redskaberne og metoderne og undersøgt implementeringsgraden af de enkelte redskaber (se figur 1). 10 Se videre om de enkelte redskaber og metoder her: 13

15 Undersøgelsen viser, at overgangsskemaet, trivselsskemaet og forældreinddragelsen er de redskaber, som faggrupperne vurderer, at de anvender mest eller altid (figur 1). I gennemsnit ligger de tre redskaber på en implementeringsprocent eller anvendelsesgrad på 78 pct. Det indikerer, at de tre redskaber har opnået en stor udbredelse, og at faggrupperne gør brug af dem i praksis. Figur 1. Implementeringsgraden Hvor ofte bliver følgende af opsporingsmodellens metoder og redskaber anvendt? Trivselsskema 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% Overgangsskema Forældreinddragelse Tovholder og Underretning Altid En gang imellem Slet ikke Ekstern sparring Dialogmodellen Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale, PPR, ledere og Familieafdelingen i Viborg Kommune N= Endvidere ses det i figur 1, at der med hensyn til tovholderfunktionen er en lille overvægt af de adspurgte som anvender denne en gang i mellem og ikke altid, samt at kun 7 pct. slet ikke bruger tovholderfunktionen. Den eksterne sparring, brugen af underretninger samt Dialogmodellen er i ringere grad implementeret, dvs. bragt i anvendelse i daglig praksis. Disse redskaber opnår kun en implementeringsgrad på mellem pct. Der ses således betydelige forskelle i implementeringen og anvendelsen af Opsporingsmodellens metoder og redskaber i Viborg Kommune. 11 Ikke alle redskaber anvendes af alle faggrupper, hvilket medfører variation i populationsstørrelsen (N). F.eks. vedrører anvendelsen af trivselsskemaet hos børnene kun frontpersonalet og derfor indgår PPR, ledere og Familieafdelingen ikke i populationen ved dette redskab. Populationsstørrelsen henviser derfor til alle individer som vi er interesseret i ved et givent redskab. Væsentligt er det, at i denne undersøgelse har det været ønsket, at hele populationen undersøges. Populationen udgør derfor alle de adspurgte i denne undersøgelse. 14

16 5.1 Trivselsundersøgelsen Målet med Trivselsundersøgelsen, som består af trivselsskemaet, LP-modellen, handleplanen fra SMTTE-modellen/LP-modellen, er, at alle børn ses, og at de bliver set der, hvor de er, dvs. i den kontekst de indgår i. Samtidigt er det målet, at frontpersonalet får italesat det, som de observerer (det anede ) på en systematisk vis, og at de, lige så vigtigt, handler på det, de observerer hos børnene. Målsætningen/succeskriteriet er flere børn i grøn position 12, at signaler på mistrivsel opdages tidligere, og at barnet oplever større trivsel på grund af en mere professionel tilgang og indsats fra frontpersonalets side, som netop indebærer at gå fra synsninger til ny systematiseret viden Implementeringen af trivselsskemaet Trivselsskemaet er blevet taget godt imod af frontpersonalet og opleves som værende anvendeligt i praksis og i vurderingen af børnenes trivsel. Figur 2 illustrerer, hvor ofte frontpersonalet anvender trivselsskemaet, og om de gør det. Besvarelsen giver en indikation på, hvor høj implementeringsgraden af trivselsskemaet er blandt kommunens frontpersonale. 12 Grøn position: Barnet trives ; Gul position: Der er områder, der undrer. ; Rød position: Der er grund til bekymring. Definitioner, retningslinjer for brug af betegnelserne og udførlige beskrivelser af dem findes i de konkrete trivselsskemaer, se videre: (beskrivelse - definition på Viborg Kommunes website) 13 Opsamling fra workshopdagen d

17 Figur 2. Trivselsundersøgelsen Bruger du trivselsskemaet i vurderingen af børnene, dvs. tre gange årligt? 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% Altid Skole/SFO En gang imellem Børnehuse Sundhedsplejen Dagplejen Slet ikke Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale i Viborg Kommune N=1689 Sammenlignes frontpersonales anvendelse af trivselsskemaet viser grafen, at medarbejderne i børnehusene (84 pct.), sundhedsplejerskerne (96 pct.) og dagplejerne (87 pct.) anvender trivselsskemaet i markant højere grad end lærerne og SFO-pædagogerne (62 pct.). Der er hos lærerne og SFO-pædagogerne en stor andel på 33 pct., som anvender trivselsskemaet en gang imellem. Det sidste indikerer, at der er stor forskel på hvor langt skolerne er med implementeringen af trivselsskemaet; nogle af skolerne er stadig i implementeringsfasen (det første trivselsskema blev afleveret 1. april i år), mens andre har arbejdet med Trivselsundersøgelsen i noget længere tid (Interview nr. 6, ledere) Systematikken i Trivselsundersøgelsen Trivselsundersøgelsen har til formål at sikre en regelmæssig og systematisk vurdering af barnets trivsel og udvikling, og den skal medvirke til at kvalificere 1) frontpersonalets vurderinger med afsæt i fællesfaglig refleksion og analyse, samt 2) handlinger, herunder sikre en mere kvalificeret og systematiseret indsats, med afsæt i en fælles systematik og procedure Se videre: kommune.viborg.dk om Opsporingsmodellens metoder og redskaber (beskrivelse - definition på Viborg Kommunes website) 16

18 Det er netop systematikken, herunder den skærpede opmærksomhed på barnets trivsel, samt konkretisering af hvad frontpersonalet skal være opmærksom på og den fællesfaglige refleksion, som har haft betydning for praksis: Systematikken hjælper mig, og opmærksomheden. (Interview nr. 4, sundhedsplejersker) Vi famlede lidt i blinde, nu er det blevet mere systematisk det vi gør (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus) Trivselsundersøgelsen giver frontpersonalet en klar handlingsretning og arbejdsgang, selvom flere mener, at der ikke er tale om en fundamental ændring af praksis. 15 For sparringen og vurderingen af børnenes trivsel havde personalet også i forvejen: Vi havde jo også møderne om børnene før og gennemgik alle børnene, men det var ikke de samme spørgsmål vi stillede os. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus) Da vi så skemaet, tænkte vi alle sammen, det er jo meget det vi gør, det er bare sat i system. (Interview nr. 4, sundhedsplejersker) Hos sundhedsplejen, og i særdeleshed for dagplejen, er der sket en betydelig ændring i praksis i forhold til den kollegiale sparring, som før var udfordret af tavshedspligten og manglende mødefora. Alle faggrupper peger på systematikken som den væsentligste forskel fra tidligere, og at der nu er fokus på at komme omkring alle børnene, også de stille og måske lidt oversete (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus). Alle de grønne børn har været overset. Dansk skoletradition, at man så efter de børn, som ikke havde det så godt, ikke klarede sig så godt. Vigtigt at vi ser på alle. (Interview nr. 1, SUF-gruppe) Den fællesfaglige refleksion Langt størstedelen af frontpersonalet vurderer, at de får udbytte af den faglige sparring med deres kollegaer i forhold til vurderingen af barnets trivsel. Særligt den systematiske italesættelse af de bekymringer/observationer man har gjort sig som fagperson, og den 15 Fra interview med en medarbejder (pædagog) fra et børnehus 17

19 fællesfaglige refleksion har haft betydning, ikke kun for opsporingsarbejdet, men også for en meget vigtig selvrefleksion: Refleksionsdelen i TOPI, hvorfor du ser et barn i rød position og jeg ser det i grøn. De drøftelser i mellem er med til at sætte spot på ens børnesyn. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus) Det kan faktisk være den tilgang du har til barnet, som gør, at du synes det er i rød position. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus) Denne selvrefleksion understøttes naturligvis af LP-modellens systemteoretiske kongstanke om at se barnet i sin kontekst herunder den enkelte medarbejder og den fælles praksis og således undgå at se på barnets som et isoleret problem. Hendes input har fået mig til at reflektere over min praksis. Det er da vildt godt. Hun kan se noget, hvor jeg måske ikke havde mit fokus. (Interview nr. 7, medarbejdere Skole/SFO) Trivselsundersøgelsen er også med til at sikre, at frontpersonalets vurderinger bliver dokumenteret, problemerne/bekymringerne synliggjort og skrevet ned: Før snakkede vi længere uden at der blev skrevet noget. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus) Samtidig er Trivselsundersøgelsen, med dets de tre årlige nedslag, med til at sikre, at Trivselsvurderingen opprioriteres og ikke overses: man husker at få det gjort. Ellers kan det godt være, åh, er der gået et halvt år siden sidst. Tiden smutter. (Interview nr. 3, SUF-gruppe) Trivselsundersøgelsen har også medvirket til, at frontpersonalet i deres fælles refleksion og trivselsvurdering kommer længere i undersøgelsesfasen, og at de er blevet mere undersøgende (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus): Før var det mere en synsning, og [den der, jeg tror, jeg ved]. Nu er den blevet opkvalificeret, og man laver dissideret analysearbejde på den. (Interview nr. 3, SUF-gruppe) Det fælles sprog Trivselsundersøgelsen har også været med til at udvikle et fælles sprog og udgangspunkt, som frontpersonalet kan tale trivsel ud fra på tværs af fagområderne. 18

20 Man får samme sprog, i forhold til andre faggrupper. Det er en god ting. Det redskab styrker det tværfaglige samarbejde. Det styrker også os internt. (Interview nr. 4, sundhedsplejersker) Det er dog ikke alle, der deler den opfattelse. Nogle ser det nærmere som en fælles ramme inden for hvilken, der stadig eksisterer meget forskellige perspektiver på og omkring trivsel, herunder positionerne grøn, gul og rød, og det kan være en udfordring for det tværfaglige samarbejde (Interview nr. 6, ledere). Det har måske været et lidt overset element i implementeringen af trivselsskemaet, eller også har videreformidlingen til frontpersonalet omkring farverne/positionerne ikke været klare nok, for der hersker stadig udbredt tvivl om, hvorvidt disse skal formidles til forældrene: Forældregruppen er orienteret om TOPI, og de ved at vi skal positionere børnene, og jeg troede det var en del af åbenheden, der forventes af os og at vi italesatte, dit barn er i rød position. (Interview nr. 2, SUF-gruppe) Vi gør det ikke, fordi vi ikke var klar over at vi kunne nævne positionerne overfor forældrene. Vi føler lidt, at vi putter børnene i kasser. (Interview nr. 7, medarbejdere Skole/SFO) Vi var sådan i tvivl i sundhedsplejen, bør man sige farven eller ej, og var der lagt op til at man skal, for så skal man jo. Nogle siger farver, andre siger bekymret, meget bekymret. (Interview nr. 4, sundhedsplejesker) Den manglende afklaring omkring brugen af farverne eller positionerne i forhold til forældrene, samt spørgsmålet om hvor åben man som personale kan/vil være omkring børnenes positionering i fx en klasse, kan sætte den enkelte medarbejder i et dilemma som skitseret af en repræsentant fra en af SUF-grupperne: [Man kan risikere at sidde til et forældremøde, hvor der vil være forældre som spørger] hvor mange i den her klasse er i rød position. Og så vil man stå i den situation, at der er fire forældre, som ikke ved at deres børn er i rød position. Hvad svarer man så? Vil man udtale sig om det? (Interview nr. 1, SUF-gruppe) Positioneringen ved hjælp af de tre farver opfattes som værende et internt redskab - som en indledende kategorisering eller fase, som man forlader, når det fælles sprog er oparbejdet og blevet en integreret del af praksis (Interview nr. 1, SUF-gruppe). 19

21 5.1.5 Trivselsundersøgelsen og sundhedsplejen Trivselsundersøgelsen er ifølge de adspurgte sundhedsplejersker et godt redskab i forhold til at fremme den kollegiale sparring og i forhold til at komme omkring hele familien, samtidig med at argumentet for at gå ind med en indsats er blevet stærkere (Interview nr. 4, sundhedsplejesker): Hvis vi har et barn i gul position, så er det ud fra de og de parametre. Vi kan gøre det klart, at det er derfor. (Interview nr. 4, sundhedsplejesker) Overordnet set giver TOPI retningslinjer for, hvilke tiltag man som personale skal sætte i gang, og hvilke procedurer man skal følge: Med TOPI ved man nogenlunde, hvad man skal nu. Før blev man usikker på, hvilken vej går jeg nu. Men det er nu blevet tilrettelagt. Det synes jeg er en kæmpe hjælp for os. Man føler sig ikke så alene i det. (Interview nr. 4, sundhedsplejesker) Trivselsundersøgelsen kunne godt tilrettes bedre i forhold til sundhedsplejerskernes arbejde og i forhold til de flergangsfødende: Der er et hul i indsatsen, i forhold til Trivselsundersøgelsen, vi ser kun de flergangsfødende, og slutter dem ved 7 uger. Det er meget svært her, at vurdere om det her barn udvikler sig normalt. (Interview nr. 1, SUF-gruppe) Det giver ifølge de adspurgte sundhedsplejersker først mening at bruge skemaet, når barnet er 2-4 måneder, og de understreger samtidig et behov for at lave Trivselsundersøgelsen om, så det stemmer bedre overens med barnets alder og bestemte besøg, i stedet for at det stemmer overens med de anviste besøg tre gange om året: Nytænke det, så det passer bedre ind i vores arbejde. Virkningen skulle gerne være at indsatserne bliver gjort tidligere. (Interview nr. 4, sundhedsplejersker) I mellemtiden er der ændringer på vej i sundhedsplejen, nemlig en opnormering på to sundhedsplejersker pr. 1. august 2014, hvilket blandt andet betyder, at man ikke længere behøver at afslutte flergangsfamilierne ved syv uger (Interview nr. 6, ledere). 20

22 5.1.6 Trivselsundersøgelsen og dagplejen Trivselsundersøgelsen har for dagplejerne betydet, at de nu mødes i heldagslegestue en gang om måneden, og at de må snakke om hinandens børn (Interview nr. 2, SUF-gruppe). Det har haft stor betydning: Vi får også et andet arbejdsforhold, os kollegaer i mellem. Der er pludseligt ikke noget, som er forbudt at sige. Man siger det, fordi man undrer sig. [Vi har fået et rum hvor der er faglig sparring, og hvor man får andre øjne på]. (Interview nr. 5, dagplejere). Trivselsundersøgelsen, og TOPI, har haft stor betydning, både i forhold til systematisering og faglig højnelse (Interview nr. 6, ledere), men også i forhold til forældresamarbejdet. Det er ifølge de adspurgte blevet lettere at snakke med forældrene: Det er ikke så farligt. ( ) Fordi, før var det mine øjne og det var mig, som skulle fortælle om det lille barn. Nu er vi nogle stykker, som har snakket sammen om det. Forældre tager meget bedre imod det end før. (Interview nr. 5, dagplejere) Den fælles trivselsvurderingen udfordres dog noget af tid, da dagplejerne i nogle legestuer kun har ro i 45 min. i middagsstunden eksempelvis, og det har betydning for gennemgangen af særligt de grønne børn: I starten kørte vi også meget i de grønne børn [vi diskuterede] hvad mere vi kunne gøre for denne grønne udvikling. Men det er vi nødt til at gå lidt fra, fordi vi også har en del gule børn. Det er jo mere vigtigt, at vi tager os af. Det er jeg lidt træt af, at tid er lidt en faktor ude hos os. (Interview nr. 5, dagplejere) Trivselsundersøgelsen, børnehusene og skolerne Medarbejderne i børnehusene er også udfordret på tid, fx i forhold til at finde tid til at sætte sig ned og lave fx LP-analysen: Det kan være svært at finde tiden til at arbejde målrettet [med Trivselsundersøgelsen] med overbelægninger og normeringer. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus) For skolerne handler det om samarbejdet lærer og pædagog imellem. Trivselsundersøgelsen har, ifølge de adspurgte, været med til at skabe sammenhæng og mere forståelse. Men det er en relation, som skal kultiveres, og den kræver tid: Det er en proces, der tager tid, at to faggrupper skal møde hinanden og samarbejde. At få vendt kulturer, det er en proces. (Interview nr. 7, medarbejdere Skole/SFO) 21

23 Som det var tilfældet hos dagplejerne, så er det hos lærerne og SFO-pædagogerne blevet mere legalt at tage en snak med familien, også en som går udover det faglige: ( ) det [er] ikke så ømfindtligt længere. Fordi det er noget som jeg skal, ikke noget jeg har fundet på. (Interview nr. 7, medarbejdere Skole/SFO) En interessant pointe, fra de adspurgtes side, er forespørgslen efter en faglig TOPI, det vil sige en fælles vurdering eller diskussion af elevens faglige trivsel med udgangspunkt i trivselsskemaets positioner (Interview nr. 6, ledere): Vi mangler en faglig TOPI, men det kan være elevplanen, [som så integreres] med den sociale TOPI. (interview nr. 1, SUF-gruppe) Udfordringen består i, at kunne skelne den ene form for trivsel fra den anden: Et barn i gul position, kunne også være et barn som mangler faglige udfordringer. (Interview nr. 2, SUF-gruppe). Der mangler ifølge en skoleleder en klar trivselsdefinering (Interview nr. 6, ledere): Vi ryger ud i diskussionen, er det nu fagligt, man trives godt, eller socialt? (Interview nr. 7, medarbejdere Skole/SFO) Ressourcer, opsporing og indsats Der arbejdes forskelligt med Trivselsundersøgelsen, og den tilpasses den lokale kontekst: Vi har justeret på nogle knapper, så det giver mening for vores sted (Interview nr. 6, ledere). Samtidig synes den tidsmæssige udfordring heller ikke at være løst, særligt ikke i dagplejen: Virkningen i forhold til den tid vi bruger. Vi får ikke den dybdegående snak om børn i grøn position, fordi jeg skal vinge dem af. Hvis vi skal snakke tidlig indsats, så skal vi omkring alle børn, grundigt. Og det er tiden ikke til. (Interview nr. 5, dagplejere) TOPI er et fantastisk koncept, men det er ikke fantastisk, hvis vi skal gøre det ud fra de ressourcer, vi har. [TOPI udfrier ikke sit potentiale pga. af manglende tid og ressourcer]. (Interview nr. 5, dagplejere) Men det er frontpersonalets og ledernes samlede oplevelse og vurdering, at Trivselsundersøgelsens helt store styrke ligger i at synliggøre og italesætte det anede, og i at opspore (ud fra de kriterier der står i trivselsskemaet og den efterfølgende systematiske dialog) andre/ikke-opdagede tegn på mistrivsel (Interview nr. 6, ledere): 22

24 Før havde man en fornemmelse, og med undersøgelsen, hov, der kunne være noget vi kunne gå ind i. Som er en lillebitte ting, men som kan gøre en stor forskel. Det er forskellen for mig i forhold til Trivselsundersøgelsen. (Interview nr. 4, sundhedsplejesker) Der kommer flere ting til overfladen, som ikke gjorde det før. (Interview nr. 7, medarbejdere Skole/SFO) Denne væsentlige pointe understøttes til en vis grad af resultater fra spørgeskemaundersøgelsen, hvor der bliver spurgt til, om man som personale, står fagligt stærkere i forhold til at identificere og vurdere tegn på mistrivsel og udsathed, se figur 3. Dertil svarer 51 pct. i nogen grad, mens 22 pct. svarer i høj grad. Dagplejerne, sundhedsplejerskerne og medarbejderne fra børnehusene er de faggrupper, som oplever, at de står mest styrket med Trivselsundersøgelsen som redskab og metode, mens lærerne og SFOpædagogerne ikke har helt samme vurdering. Figur 3. Trivselsundersøgelsen - Står du/ I fagligt stærkere i forhold til at identificere og vurdere tegn på mistrivsel og udsathed hos barnet? 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad I nogen grad I mindre grad Skole/SFO Børnehuse Sundhedsplejen Dagplejen Slet ikke Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale i Viborg Kommune N=1689 Der spørges også til indsatsen, om denne er blevet mere kvalificeret, og om der fra frontpersonalets side bliver sat tidligere ind, netop ved anvendelse af Trivselsundersøgelsen. Dertil svarer dagplejerne (84 pct.) og medarbejderne i børnehusene (77 pct.) i høj grad og i nogen grad, mens det igen er lærerne og SFO-pædagogerne, som oplever den mindste effekt af anvendelsen: 74 pct. svarer i nogen og mindre grad. Derudover oplever 22 pct. af lærerne og SFO-pædagogerne slet ingen forskel, hvilket igen refererer til, at mange skoler stadig er i de indledende faser med at implementere trivselsskemaet. 23

25 Figur 4. Trivselsundersøgelsen: - Synes du at du/ I er blevet bedre - tidligere og mere kvalificeret - til at sætte ind med den rette indsats? 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad I nogen grad I mindre grad Skole/SFO Børnehuse Sundhedsplejen Dagplejen Slet ikke Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale i Viborg Kommune N= Delkonklusion Evalueringen viser, at anvendelsesgraden af trivselsskemaet er høj, med 80 pct. i gennemsnit for frontpersonalet. Samtidig er trivselsskemaet relativt uproblematisk blevet integreret og implementeret i den eksisterende praksis. Der er dog stor forskel på hvor langt skolerne er, nogle er stadig i starten af implementeringsfasen (hvor det første trivselsskema blev afleveret 1. april i år), mens andre har arbejdet med Trivselsundersøgelsen i noget længere tid. Trivselsundersøgelsen opfattes på tværs af faggrupperne som et godt arbejdsredskab, der giver struktur og en mere systematiseret sparring og vurdering af barnets trivsel. Samt at personalet, i en vis grad, ser og kommer omkring alle børn. Trivselsundersøgelsen har også gjort det nemmere og mere legalt at snakke med forældrene. Derudover er argumentet for at gå ind med en indsats blevet stærkere. Det synes også at være indtrykket i interviewene, at der arbejdes forskelligt med Trivselsundersøgelsen, og at den flere steder tilpasses og ønskes bedre tilpasset til den lokale kontekst og de enkeltes faggruppes arbejdsopgaver. I sundhedsplejen har Trivselsundersøgelsen været med til at fremme den kollegiale sparring, styrke argumentet for handling og gøre det mere klart hvilke tiltag man kan/skal 24

26 sætte i gang, og hvilke procedurer man skal følge. Det har haft betydning for sundhedsplejerskernes mulighed for at sætte ind tidligere og handle hurtigere. I midlertidig opleves det af sundhedsplejerskerne, at der er et hul i indsatsen i forhold til de flergangsfødende, hvor det kan være svært at vurdere, om det 7 uger gamle barn udvikler sig normalt. Risikoen er, at man kommer for sent ind med indsatsen. For dagplejerne er den kollegiale sparring også blevet styrket, og de har fået et mødeforum i form af heldagslegestuer, samt muligheden for at snakke om hinandens børn. Det er også blevet nemmere at italesætte sin bekymring overfor forældrene. Dette betyder, at man tøver mindre med henvendelsen til forældrene. Tidligere ville man, grundet usikkerhed omkring berettigelsen af ens bekymring, måske udskyde henvendelsen. Således kan man nu kommer hurtigere i gang med at gøre noget for barnet. I dagplejen er man dog udfordret af, at man fx i nogle legestuer kun har ro i 45 min i middagsstunden, hvilket har betydning for gennemgangen af børnene, særligt dem i grøn position. Det har betydning for det forebyggende arbejde og opsporingen af endnu ikke særligt tydeligt manifestede tegn på mistrivsel, ligesom det medfører, at alle børn (måske) ikke ses lige meget. Trivselsundersøgelsen har for medarbejderne i børnehusene betydet en større systematik i praksis, og det har givet dem en klar handlingsretning og arbejdsgang, ligesom de, til forskel fra tidligere, kommer omkring alle børn. Dog udfordres medarbejderne også i forhold til tidsaspektet, og det betyder, at man ikke altid har tid til eksempelvis at sætte sig ned og lave en LP-analyse. Den manglende tid til en dybdegående snak og grundighed i analysen gør, at muligheden for tidlig indsats forringes. Det opleves, at TOPI derfor ikke indfrier sit fulde potentiale grundet manglende tid og ressourcer. Hos lærerne og SFO-pædagogerne har Trivselsundersøgelsen været med til at skabe sammenhæng og mere forståelse på tværs, men det tager tid, fordi det indebærer en egentlig kulturændring. I interviewene efterspørges der en faglig TOPI, som kan integreres med den sociale TOPI. Pointen er, ifølge en adspurgt skoleleder, at der mangler en klar trivselsdefinering (er det faglig eller social trivsel som tales om?) på skoleområdet. Det er tydeligt, både i interviewene og i spørgeskemaundersøgelsen, og på tværs af faggrupperne, at Trivselsundersøgelsen medvirker til at synliggøre og italesætte det anede og til at opspore andre/ikke-opdagede tegn på mistrivsel. I alt oplever 51 pct. af de ad- 25

27 spurgte, at de står fagligt stærkere i forhold til at identificere og vurdere tegn på mistrivsel og udsathed i nogen grad, mens 22 pct. svarer i høj grad. Dette billede er dog ikke gældende for lærerne og SFO-pædagogerne, idet 55 pct. af disse anfører at det oplever de kun i mindre grad eller slet ikke. Trivselsundersøgelsen medvirker yderligere til at understøtte, at frontpersonalet er blevet bedre i stand til at agere tidligere og sætte ind med den rette indsats, samt at gøre det mere kvalificeret. 19 pct. svarer, at det er de i høj grad, 52 pct. mener, at det er sket i nogen grad, mens 20 pct. svarer, at det er de i mindre grad til dette spørgsmål. Endvidere svarer 22 pct. af lærerne og SFO-pædagogerne slet ikke, hvilket igen understreger, at processen og implementeringen ikke er så langt fremskreden i skolen, som den er blandt de øvrige faggrupper. 5.2 Overgangsmodellen Målet med Overgangsmodellen, herunder overgangsskemaet og overgangssamtalerne, er at skabe en rød tråd i barnets liv, knytte verdener sammen og synliggøre forældrene i overgangen. Målet er yderligere at skabe de bedste forudsætninger for gode overgange og sikre sammenhæng i overgangene (ensartet overlevering) samt at give barnet den bedst mulige start. Der skal afholdes overgangssamtaler for alle børn, også for børn i grøn position, og de relevante oplysninger/vigtige informationer om barnet videregives her, og de indsatser der er/har været iværksat synliggøres for den modtagende institution. Samtalerne skal være med til at klæde den modtagende institution bedre på, sikre at viden ikke går tabt og medvirke til at man kommer hurtigere i gang med opfølgning og/eller nye tiltag, så barnet kommer hurtigst mulig i trivsel det nye sted. Ovennævnte udgør en fælles opgave og et fælles ansvar for både den overdragende og den modtagende institution samt for forældrene. Samarbejdet mellem frontpersonalet og forældrene er centralt for overgangen og for barnets trivsel. Dog vil muligheden for at løfte overleveringsopgaven være afhængigt af de lokale forhold Opsamling fra workshopdagen d

28 5.2.1 Implementeringen af overgangsskemaet Overgangsskemaet har en høj implementeringsgrad på 76 pct. i gennemsnit (jf. figur 1). Figur 5 viser, at medarbejderne i børnehusene (70 pct.), sundhedsplejerskerne (96 pct.) og dagplejerne (90 pct.) anvender overgangsskemaet i langt højere grad end lærerne og SFO-pædagogerne. Kun 27 pct. af lærerne og SFO-pædagogerne anvender altid overgangsskemaet, 35 pct. anvender det en gang i mellem, og 38 pct. anvender slet ikke overgangsskemaet. Der skal imidlertid tages et stort forbehold for resultaterne ved lærerne og SFOpædagoger og medarbejderne i børnehusene i figur 5. Det skyldes, at mange respondenter har svaret ved ikke/ikke relevant. Her har 82 pct. af lærerne og SFO-pædagogerne og 45 pct. af medarbejderne i børnehusene svaret ved ikke/ikke relevant. Denne gruppe udgør kun en andel på 26 pct. hos sundhedsplejen og 11 pct. hos sundhedsplejen. Disse respondenter er sorteret ud af figuren. 17 Resultatet medføre imidlertid, at vi ikke kan udtale os om lærerne og SFO-pædagogernes anvendelse af Overgangsmodellen. Figur 5. Overgangsmodellen Bruger du overgangsskemaet som redskab ved barnets overgang fra en institution til en anden? 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% Altid En gang imellem Slet ikke Skole/SFO Børnehuse Sundhedsplejen Dagplejen Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale i Viborg Kommune N=1689 Forklaringen på, at andelen af besvarelserne ved ikke/ikke relevant er særlig høj ved lærerne og SFO-pædagogerne er hovedsageligt at finde i, at overgangsskemaet foreløbigt kun anvendes ved indskolingen og ikke i overgangen til mellemskolen og udskolingen (dette forventes dog igangsat efter sommerferien 2014 (Interview nr. 7, medarbejdere Skole/SFO)). Derfor er der mange af de adspurgte lærere, som ikke endnu har haft 17 Se metodeafsnittet for en videre uddybning 27

29 overgangsskemaet i anvendelse. Det skyldes også, at nogle skoler er længere med implementeringen af overgangsskemaet end andre; nogle skoler har deltaget i pilotprojektet, mens andre lige er kommet i gang. Det står også i modsætning til overdragelsessamtalerne, som skolerne altid har haft (Interview nr. 7, medarbejdere Skole/SFO). Hos medarbejderne i børnehusene (45 pct.) og dagplejerne (26 pct.), svare mange respondenter også ved ikke/ikke relevant. Frafaldet må sandsynligvis tilskrives førnævntes manglende anvendelse af overgangsskemaet, og i tilfældet med børnehusene, at en betydelig del af de ansatte ikke tilhører/arbejder med de børnegrupper, som overleveres Systematikken i Overgangsmodellen Overgangsmodellen er som Trivselsundersøgelsen med til at skabe systematik - i overgangene og i overleveringen af barnet: Der har været overlevering før, men ikke på en så systematisk måde. (Interview nr. 1, SUF grupperne). Samtidig er systematikken med til at imødegå den faglige diversitet; Det er godt med en systematisering på tværs af de mange forskellige syn på tingene. (Interview nr. 8, Børnehus) og i særdeleshed fremme vidensoverleveringen Overgangsmodellen og vidensoverleveringen Det er ikke noget nyt for dagplejen og børnehusene, at de laver overleveringer til de modtagende børnehuse/skoler (nogle institutioner har haft egne overgangsskemaer (Interview nr. 2, SUF-gruppe)). Der hvor Overgangsmodellen udvikler og understøtter den eksisterende praksis, er i forhold til at hjælpe frontpersonalet med at sætte ord på, hvad det er, der skal overleveres og i forhold til at øge kendskabet til barnet, gennem den viden der nu overleveres: Det er virkelig noget, som de kan bruge til noget. Tidligere har vi fået nogle børn, som vi har vidst for lidt om. Nu kan vi sætte ting i værk, inden børnene kommer. (Interview nr. 1, SUF-gruppe). Særligt det at man som den modtagende enhed får indsigt i hvilke indsatser, der er sat i værk, gør, at personalet kan være mere på forkant, ikke gentage forfejlede indsatser og bedre støtte op omkring barnet (Interview nr. 2-3, SUF-gruppe og Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus). Samtidig hjælper det personalet til at sætte tidligere ind: 28

30 Mulighed for at komme rigtig tidligt i gang, vi bedre kan gå ind og have det her forebyggende arbejde. (Interview nr. 1, SUF-gruppe) En generel forudsætning for at viden bliver overleveret er, at kommunikationen og samarbejdet på tværs af institutionerne styrkes, hvilket Overgangsmodellen, som illustreret i figur 6, i overvejende grad har været med til at sikre. Figur 6. Overgangsmodellen - I hvilken grad oplever du, at Overgangsmodellen medvirker til bedre kommunikation og tættere samarbejde på tværs af institutionerne? 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad Skole/SFO I nogen grad I mindre grad Børnehuse Sundhedsplejen Dagplejen Slet ikke Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale i Viborg Kommune N=1689 I gennemsnit oplever 27 pct., at Overgangsmodellen i høj grad medvirker til en bedre kommunikation og et tættere samarbejde på tværs af institutionerne og 53 pct. i nogen grad. Den største afvigelse hos faggrupperne ses hos lærerne og SFO-pædagogerne, hvor der er en væsentlig mindre positiv opfattelse af en bedre kommunikation og tættere samarbejde på tværs af institutionerne. Generelt er det indtrykket i interviewene, at Overgangsmodellen har været med til at styrke det tværfaglige samarbejde, netop fordi faggrupperne mødes på tværs, og fordi personalet har fået en større indsigt i hinandens fagligheder. Det skaber ifølge de adspurgte; mere sammenhæng for børnene og i vores arbejde. (Interview nr. 2, SUFgruppe). For eksempel oplever personalet på skolen og i børnehusene, at de snakker sammen på en helt anden måde. Der er bygget en bro, som gør det meget lettere at kontakte hinanden (Interview nr. 6, ledere): 29

31 I forhold til de ressourcer der er kastet i det, tvivler jeg på der er noget værdi i overleveringen. Vi har altid overleveret de børn, vi i dag kalder i mørkegul og rød position. Værdien ligger i, at der sker et meget større netværksarbejde mellem personalet i indskolingen og pædagogerne i dagsinstitutionerne. (Interview nr. 6, ledere). Værdien ligger også i, at faggrupperne kommer til at lære hinanden bedre at kende, og at de udvider det i forvejen eksisterende samarbejde. Det er nemlig ifølge en adspurgt leder relationerne og kendskabet til hinanden, som gør forskellen: Der hvor overgangene fungerer rigtig godt, er der hvor dagplejer og pædagog kender hinanden. (Interview nr. 6, ledere). Dette gælder også for det tættere samarbejde mellem SFO-pædagogen og lærerne samt lærerne imellem, en udvikling, som Skolereformen er med til at understøtte (Interview nr. 3, SUF-gruppe), hvor lærerne skal arbejde i teams og bruge hinandens fagligheder (Interview nr. 1, SUF-gruppe) Overgangsmodellen og forældreinddragelsen Overgangsmodellen har også været medvirkende til at inddrage forældre i og inden overgangene: Det nye er, at forældrene er med, dem har vi først mødt, når vi er i gang. [Tidligere afholdte vi dog inden start møder om de røde børn.] (Interview nr. 1, SUF-gruppe). Det at inddrage forældrene giver frontpersonalet mulighed for, at få indsigt i hvorfor barnet fx har det svært, og samtidig komme tættere på forældrene. Det kræver dog, at der skabes gensidig tillid, så også de svære ting bliver nemmere at få sagt (Interview nr. 2, SUF-gruppe). Overgangsmodellen giver mulighed for at inddrage forældrene mere. Men det ser også ud til, at forældrene tager imod invitationen om deltagelse i overgangssamtalen. I gennemsnit vurderer frontpersonalet (62 pct.), at forældrene i høj grad deltager, og 30 pct. vurderer, at forældrene i nogen grad deltager i overgangssamtalerne. 30

32 Figur 7. Overgangsmodellen - Deltager forældrene i overgangs-/ overleveringssamtaler? 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad Skole/SFO I nogen grad I mindre grad Børnehuse Sundhedsplejen Dagplejen Slet ikke Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale i Viborg Kommune N=1689 Overgangsmodellen er ikke kun med til at invitere, men også til at involvere forældrene i overgangssamtalerne. De har fået mulighed for at bidrage og samtidig vide, hvad der bliver sagt og overleveret mellem faggrupperne. Men det betyder også, at de er blevet gjort mere ansvarlige, og at initiativet ikke kun er hos fx medarbejderen i børnehuset (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus): Der er ikke så meget nyt i overgangen til skolen [det er det samme vi overleverer], dog er det spørgeskema til forældrene med til at bringe dem mere på banen. De er tvunget ud i at skal sige noget. Der er spørgsmål, de er nødt til at tage stilling til. Forældrene er mere med der. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus). Det virker også til, at mange forældre har taget godt imod deres nye rolle (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus) Overgangen fra sundhedsplejen til dagplejen Der hersker udbredt tvivl blandt de adspurgte sundhedsplejersker om, hvorvidt det udfyldte overgangsskema overhovedet bliver anvendt af de modtagende dagplejere: Vi udfylder overgangsskemaet i sundhedsplejen, men hvor meget det bliver brugt, det ved jeg ikke. Det kommer med over i dagplejen, men om det er til nogen gavn, det ved vi ikke noget om. (Interview nr. 2, SUF-gruppe). 31

33 For os er der en stor diskussion om, hvis bliver det brugt, gør vi det gerne, men hvis de blot arkiveres, så synes vi det er en stor arbejdsindsats, at vi sidder og udfylder skemaerne. (Interview nr. 2, SUF-gruppe). Seriøsiteten overfor forældrene, det kommer til at virke mindre troværdigt. Hvis vi sidder sammen med forældrene, som er koncentreret og finder informationer til dagplejen, som så ikke bruger det. (interview nr. 4, sundhedsplejersker). Det er generelt indtrykket i interviewene, at anvendelsesgraden i dagplejen heller ikke er særlig høj: Vi læser dem ikke i dagplejen. Jeg plejer og tage dem med ind på kontoret og opbevare dem. (Interview nr. 2, SUF-gruppe) Men det modsiges af spørgeskemaundersøgelsen, hvori 90 pct. af dagplejerne svarer, at de altid anvender overgangsskemaet som redskab ved barnets overgang fra en institution til en anden (se figur 5). Sandsynligvis refererer besvarelsen kun til overgangen fra dagplejen og skolen, og ikke overgangen fra sundhedsplejen til dagplejen. Noget af forklaringen er måske at finde i, at ikke alle forældre medbringer overgangsskemaet til opstartsmøderne i dagplejen. Men det kan også skyldes, at sundhedsplejerskerne afslutter barnet ved syv uger (for almindelige flergangsfødende). Hvis barnet er i grøn position (Interview nr. 4, sundhedsplejersker), er relevansen for dagplejerne meget lille: Skemaet bliver brugt, hvis barnet er tidligt født, der bliver det selvfølgelig læst igennem. Vi kan ellers ikke bruge det, fordi barnet udvikler sig så hurtigt. (Interview nr. 2, SUF-gruppe). Det betyder også, at ikke alle børn får lavet et overgangsskema, da man, ifølge de adspurgte sundhedsplejersker, ikke kan lave et overgangsskema på et syv uger gammelt barn (Interview nr. 4, sundhedsplejersker). Relevansen for dagplejerne er stadig for lille, selv når barnet afsluttes ved 8 måneder, som det er tilfældet for de førstegangsfødende, og hvor et overgangsskema udfyldes: Overleveringen fra sundhedsplejen har ikke den store effekt. [Da det kun omhandler det første barn, og skemaet laves ved otte måneder]. Det har ikke den effekt, som sundhedsplejerskerne ligger i det af tid. (Interview nr. 5, dagplejere) 32

34 Der hvor overleveringen har fungeret, har betydningen været stor, både fordi det har løst problemet omkring forældrenes usikkerhed over den fremmede dagplejer, og fordi dagplejerne oplever at få adgang til informationer, som de ellers ikke ville have fået (Interview nr. 5, dagplejere). I dagplejen er vi også udfordret i forhold til at lave overleveringerne. En ting er, hvordan det er bestemt, det skal være, men vi skal også være fleksible i forhold til at få det sat i gang. Pga. vores fysiske placering, laver vi vores egne måder på det. (Interview nr. 2, SUF-gruppe) Overgangen fra dagplejen, børnehusene og til skolen Nogle dagplejere oplever ikke, at praksis har ændret sig betydeligt ved implementeringen af overgangsskemaet: Jeg synes ikke, at overgangen er blevet så meget anerledes med overgangsskemaet. Det var det samme, som man var inde og vende. Nu har man bare et stykke papir, der hører til. (Interview nr. 5, dagplejere). Men det nye element i praksis er, at der nu afholdes overgangssamtaler for de grønne børn, og at det er dagplejerne selv, der laver overleveringen på børnene i grøn position. Samtidig oplever en af de adspurgte medarbejder i børnehusene, at Overgangsmodellen har været med til at øge vidensflowet: Fra dagpleje til børnehave er der mere information. Der fik vi ikke så meget før. Dagplejeren skulle have carte blanche til at sige en masse. Den er man ovre fordi forældrene er med. Mere bliver overbragt. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus) Der er stadig tvivl om overgangssamtalernes organisering, og uklarheder omkring hvad der fx er dagplejernes rolle i overleveringsmøderne (Interview nr. 5, dagplejere), samt hvordan og hvornår møderne afholdes: Det skriger på nogle helt klare aftaler, for hvornår er det, at vi kan lave formaliserede møder omkring de her overleveringer. Det har vi fået i stand, og det giver nogle andre overleveringer, end at vi lige er på legepladsen, eller de tilfældigvis er på besøg. Det har styrket overgangene fra dagplejen til os. Og at vi taler ud fra det samme. (Interview nr. 6, ledere). I anvendelsen af Overgangsmodellen er der en betydelig udfordring i forhold til tidsforbruget og logistikken. Nogle steder skal medarbejderen i børnehuset ud til dagplejeren, 33

35 andre steder kommer dagplejerne og forældrene på besøg i børnehuset - der er på det område meget forskellig praksis: Det er mange møder og meget tid, jeg tager ud til dagplejen og forældrene kommer på besøg og skal have en rundvisning. To tre timer på bare en familie. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus). Vi slår det sammen, så forældre og dagplejer kommer her til overlevering, så vidt det kan lade sig gøre. Efter mødet viser vi forældrene rundt. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus). I overgangen fra børnehusene til skolen er der samme udfordring, og det har nogle steder betydet, at tiltag, som personalet har arbejdet med i mange år, bevidst fravælges for at give tid til overleveringen og overgangssamtalerne (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus): Det er ekstra ressourcer der skal bruges på overleveringen, vi får børn fra hele Viborg. Mange gange nogle logistik problemer. Vi leverer til fem seks skoler, og det er et kæmpe system der skal køres op. Køre langt for at overleverer i et kvarter. ( ). Der kommer heller ingen vikar ind. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus): I dagplejen er vi også udfordret i forhold til at lave overleveringerne. En ting er, hvordan det er bestemt, det skal være, men vi skal også være fleksible i forhold til at få det sat i gang. Pga. vores fysiske placering, laver vi vores egne måder på det. (Interview nr. 2, SUF-gruppe) Delkonklusion Overgangsskemaet har en implementeringsgrad på 76 pct., men der er store forskelle mellem faggrupperne. 96 pct. af sundhedsplejerskerne og 90 pct. af dagplejerne samt 70 pct. af medarbejderne i børnehusene anvender altid overgangsskemaet, hvorimod 38 pct. af lærerne og SFO-pædagogerne slet ikke anvender det. Overgangsmodellen er med til at fremme forældreinddragelsen og det tværfaglige samarbejde og 27 pct. af de adspurgte faggrupper oplever, at Overgangsmodellen i høj grad medvirker til en bedre kommunikation og et tættere samarbejde på tværs af institutionerne, mens 53 pct. oplever det i nogen grad. Det tværfaglige styrkes netop ved, at faggrupperne mødes på tværs, skaber netværk og tættere relationer, og fordi de har fået en større indsigt i hinandens fagligheder. Det er særligt vigtigt, da tæt relation mellem insti- 34

36 tutionerne er med til at understøtte/sikre den gode overlevering eller overgang. God ledelse er også med til at styrke overgangene. Lederne skal blandt andet være med til at sikre organisering og klare aftaler omkring overgangssamtalerne samt fordele/tydeliggøre rollerne blandt faggrupperne. Evalueringen viser også, at Overgangsmodellen er med til at styrke vidensoverleveringen på tværs af faggrupperne, og øge kendskabet til barnet og de indsatser der evt. er sat i værk. Det giver personalet i den modtagende institution mulighed for at være mere på forkant og sætte tidligere ind, samt fortsætte det forebyggende arbejde. Overgangsmodellen skaber ifølge de adspurgte mere sammenhæng for børnene, og mere sammenhæng for personalet i deres arbejde med barnet. I overgangen fra sundhedsplejen til dagplejen er det opfattelsen blandt de adspurgte, at overgangsskemaet bliver udfyldt for tidligt i forhold til barnets alder, altså ved de syv uger for almindelige flergangsfødende, og ved 8 måneder for de førstegangsfødende, og derfor er relevansen for dagplejerne meget lille, da barnet udvikler sig meget hurtigt. Det er dog samtidig opfattelsen, at dagplejerne med overgangsskemaet får adgang til, en for deres arbejde, vigtig viden, som de ellers ikke ville have haft adgang til. Dagplejerne og medarbejderne i børnehusene oplever, at de, i overgangen fra dagplejen til børnehusene, er udfordret i forhold til at lave overleveringer på grund af dagplejernes meget forskellige geografiske placeringer, og fordi der også i overgangen er en betydelig udfordring i forhold til tidsforbrug og logistik. Medarbejderne i børnehusene oplever dog, at Overgangsmodellen har været med til at øge vidensflowet på tværs af dagplejen og institutionerne. I overgangen fra børnehusene til skolen er der samme typer af udfordringer, særligt hvor der overleveres til mange skoler. Medarbejderne på skolerne og i børnehusene oplever dog, at de snakker sammen på en helt anden måde nu, og at Overgangsmodellen har været med til at bygge den bro, som gør det meget lettere at kontakte hinanden. Der efterspørges blandt flere af de interviewede en effektivisering og videreudvikling af overgangsskemaet. Det er oplevelsen, at der i skemaet er gode spørgsmål, men at de trænger (fra interview med en sundhedsplejerske) til en revidering, så de bliver mere mundrette. Denne revidering/videreudvikling kunne fx indbefatte en elektronisk version af overgangsskemaet til erstatning for den nuværende papirudgave. Herunder en mappe til 35

37 hvert barn, som opsamler viden elektronisk, og som forældrene har adgang til. Derudover kunne der udvikles nye måder at mødes på, og som kunne løse nogle af de ovennævnte logistiske udfordringer Den tværfaglige model Den tværfaglige model ses som stilladset under opsporingsmodellens metoder og redskaber, og som den nødvendige organisering og struktur for at kunne yde en tidlig indsats 19. Målet er, at øge kvaliteten af og professionalisere det tværfaglige samarbejde, herunder at kvalificere indsatsen i forhold til barnet og familien. Den tværfaglige model skal rammesætte samarbejdet og sikre, at arbejdet både mellem fagpersonalet og familien er koordineret og sammenhængende, samt at alle de involverede desuden får mulighed for at bidrage. Den tværfaglige model skal give et fælles afsæt for arbejdet med det enkelte barn, herunder fælles forventninger til hvad den enkelte faggruppe gør, og hvilken rolle de spiller (det indebærer, at personalet kender næste arbejdsgang og handlemulighed), så det samlede fagpersonale kan arbejde hurtigere og mere effektivt, med de bekymringer de har. Ønsket er, at der arbejdes mere på tværs og at man ikke tænker i siloer, men gøre hinanden bedre og øger vidensdelingen på tværs af de forskellige fagligheder. Det indebærer naturligvis en gensidig respekt for hinandens (forskellige) faglige perspektiver. 20 Den tværfaglige model skal desuden være med til at øge forældresamarbejdet og sikre forældreinddragelsen Den tværfaglige model som stillads Den tværfaglige model faciliterer, forenkler og præciserer arbejdet med børnene, og opleves som værende baseret på den rigtige grundtanke, nemlig at man ikke bare skal fare ud og gøre det til en sag. (Interview nr. 1, SUF-gruppe). I stedet skal frontpersonalet gøre brug af trinene i Den tværfaglige model, af hinanden og af de tværfaglige kom- 18 Opsamling fra workshopdagen Se videre om Den tværfaglige Model: Tvaerfaglige-Model (beskrivelse - definition på Viborg Kommunes website) 20 Opsamling fra workshopdagen d

38 petencer, for mange ting kan løses inden det bliver en sag. (Interview nr. 1, SUFgruppe). Men det er ikke en praksis, som har grundfæstet sig overalt: Nogle lærere kommer stadig direkte til lederen, og springer trinene over. Men det siger vi så til dem. (Interview nr. 1, SUF-gruppe). Jeg skal stadig have folderen frem i forhold til Den tværfaglige model, og hvem skal ind. ( ). Den tværfaglige model mangler udbredelse til de nye, der er kommet ind. (Interview nr. 4, sundhedsplejersker) De fem niveauer i Den tværfaglige model Den tværfaglige model består af fem forskellige niveauer eller trin, hvor arbejdsopgaverne, fokus og deltagergrupperne er forskellige. Det vurderes af faggrupperne og af deres ledere, at mange indsatser kan og bør klares på de første tre trin i Den tværfaglige model (se figur 8). Resultaterne i figur 8 dækker samtidig over, at 35 pct. af faggrupperne har svaret ved ikke/ikke relevant, hvor det især er dagplejerne, der svarer således. Figur 8. Den tværfaglige model Jeg vurderer, at mange indsatser bliver klaret på trin 1-3 i Den tværfaglige model 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad I nogen grad I mindre grad Slet ikke Skole/SFO Børnehuse Sundhedsplejen Dagplejen PPR Ledere Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale, PPR og ledere i Viborg Kommune N=1887 Det er en opfattelse, som også bliver udtrykt i interviewene: Der er ikke grund til at gå højere op end niveau 3, fordi man også kan invitere Familieafdelingen ind ad hoc. Man ved ikke lige, hvad man skal med resten. (Interview nr. 3, SUF-gruppe). 37

39 Samtidig kan det være svært at se forskel på niveau 3 og 4, særligt i forhold til de førnævnte socialrådgivere: Hvorfor slår man ikke det sammen? Før var der en forskel. (Interview nr. 1, SUF-gruppe). Trin 4 opleves som værende for omstændeligt og for langt væk, hvilket giver sig til udtryk i meget få møder på niveau 4: Vi får taget tingene, inden det kommer på det niveau. ( ). Deltagerne giver heller ikke mening, det er ledere, og det er mere relevant, at det var os. (Interview nr. 2, SUFgruppe) Samtidig oplever frontpersonalet, at der er gråzoner. Det vil sige, at der er sager, som er svære at placere, og nogle møder som hverken er på niveau 3 eller 4, fordi der eksempelvis er brug for PPR, men ikke nødvendigvis en sundhedsplejerske eller en socialrådgiver (Interview nr. 1, SUF-gruppe). Fokusgruppemøderne på niveau 3 opleves, ifølge en leder, som værende givende og positive, og der sker handlinger på de aftaler, som bliver lavet til møderne (Interview nr. 6, ledere). Men det kunne godt blive tydeligere, hvilken funktion man som fagperson havde på sådan et fokusgruppemøde, for det ville også lette min opgave som mødeleder. (Interview nr. 6, ledere). Der mangler en tydeliggørelse af hvem-gør-hvad, og hvilken rolle man som medarbejder har (Interview nr. 5, dagplejere). Yderligere skal der sættes tid af til, at man som gruppe får snakket sammen og koordineret i fællesskab (Interview nr. 1, SUF-gruppe). På niveau 4 og 5 udfordres samarbejdet, og det er ikke oplevelsen, at man får frontteamet, det vil sige Familieafdelingen, rigtig i spil eller etablereret en kontakt til socialrådgiverne i forhold til få fulgt op på børnene (Interview nr. 6, ledere): Tænke et bedre samarbejde og sparring så vi kan gøre noget mere for familierne. Netværksmøder med forskellige sagsbehandlere og til sidst ingen. Vi overtager deres opgaver, og der skrider TOPI. Sker der noget, så sker det for sent. (Interview nr. 5, dagplejere). 38

40 5.3.3 Det tværfaglige samarbejde Den helt store fordel ved eksempelvis fokusgruppemøderne er, at man møder de andre på en lidt anden måde [...]. Man lærer hinanden og hinandens fagligheder lidt bedre at kende. (Interview nr. 4, sundhedsplejersker). Det har været udviklende, det tværfaglige samarbejde udvikler sig. Vi udvikler os sammen. Man reflekterer sammen. Jeg lærte rigtig meget af de andre fagligheder, og det har udviklet mig. (Interview nr. 4, sundhedsplejersker). Der opleves også at være en større ligeværdighed mellem faggrupperne, fordi deltagerne er godt forberedte, og fordi de deler et fælles sprog og udgangspunkt (Interview nr. 6, ledere). Det vurderes af faggrupperne, at Den tværfaglige model fremmer det tværfaglige samarbejde og medvirker til at nedbryde faglige siloer (se figur 9). Figur 9. Den tværfaglige model Jeg vurderer, at Den tværfaglige model fremmer det tværfaglige samarbejde og medvirker til at nedbryde faglige siloer. 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad I nogen grad I mindre grad Slet ikke Skole/SFO Børnehuse Sundhedsplejen Dagplejen PPR Ledere Familieafdelingen Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale, PPR, ledere og Familieafdelingen i Viborg Kommune N=1905 Sundhedsplejerskerne oplever det i høj grad og de andre faggrupper oplever det i nogen grad. Resultaterne for lærerne og SFO-pædagogerne og dagplejerne er imidlertid meget usikre, pga. at en stor gruppe der har svaret ved ikke/ikke relevant Se metodeafsnittet for en videre uddybning 39

41 5.3.4 Den tværfaglige model og TOPI TOPI fordrer en omstilling og anviser nye procedurer og nye samarbejdsformer, som skal skabe en ny kultur. En vigtig del af denne omstilling består i en løbende omstilling til Den tværfaglige model. Det er oplevelsen, at TOPI og Den tværfaglige model spiller godt sammen (Interview nr. 4, sundhedsplejersker), og at TOPI, ifølge en leder, har fået Den tværfaglige model til at give mere mening overfor medarbejderne (Interview nr. 2, SUF-gruppe). Men det er dog ikke alle, som er enige i den opfattelse: Man har ikke fået koblet tankerne. Man kan godt se nogle systemer, men det kan godt være systemer [TOPI og DTM], som står parallelt, de behøver ikke koble sig ind i hinanden. (Interview nr. 1, SUF-gruppe). En anden leder peger på, at man godt kunne få Den tværfaglige model bedre i spil, for der bliver ikke sat de rigtige handlinger på børn, som er i rød og gul position (Interview nr. 6, ledere). Dog oplever en stor procentdel af de adspurgte faggrupper, at fokusgruppemøderne og kompetencecentermøderne understøtter den tidlige indsats og kvalificerer handleplanerne (se figur 10). Figur 10. Den tværfaglige model Fokusgruppemøderne og Kompetencecentermøderne understøtter tidlig indsats og mere kvalificerede handleplaner 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad I nogen grad I mindre grad Slet ikke Skole/SFO Børnehuse Sundhedsplejen Dagplejen PPR Ledere Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale, PPR og ledere i Viborg Kommune N=

42 5.3.5 Delkonklusion Evalueringen tegner et billede af, at Den tværfaglige model er med til at understøtte forældrenes aktive deltagelse, fremme det tværfaglige samarbejde (Sundhedsplejerskerne oplever det i særdeleshed, og de andre faggrupper i overvejende grad) og medvirke til at nedbryde faglige siloer. De tværfaglige møder giver mulighed for at se ind i hinandens fagligheder, møde hinanden på andre måder og udvikle sig i fællesskab. Der opleves også at være en større ligeværdighed mellem faggrupperne, hjulpet på vej af et fælles sprog og et fælles udgangspunkt. Det vurderes også, at mange indsatser kan og bliver klaret på de første tre trin i Den tværfaglige model, samtidig med at flere har svært ved at se forskel på niveau 3 og 4, særligt når det gælder involveringen af Familieafdelingen. På niveau 3 kunne det godt tydeliggøres hvilken funktion/rolle man som medarbejder har til/på mødet, og samtidig ville det være fordelagtigt, hvis der blev sat tid af til at man som gruppe fik snakket sammen og koordineret i fællesskab - inden mødets start. På niveau 4 og 5 udfordres samarbejdet i særdeleshed, og det er oplevelsen, at man ikke rigtig får Familieafdelingen i spil eller etablereret en kontakt til socialrådgiverne i forhold til få fulgt op på børnene. Konsekvensen er, opleves det af de adspurgte faggrupper, at man ikke får gjort nok for familierne, og at der bliver sat alt for sent ind i forhold til børnene i mistrivsel. Mange tiltag/sager synes at strande i overgangen fra niveau 3, og til niveau 4 og 5. Til gengæld oplever en stor procentdel af de adspurgte faggrupper, at fokusgruppemøderne og kompetencecentermøderne (niveau 3) er med til at understøtte den tidlige indsats og kvalificerer handleplanerne. Det er oplevelsen at TOPI og Den tværfaglige model spiller godt sammen, og at TOPI har været med til at give Den tværfaglige model mening samt metoder/værktøjer til anvendelse. Dog kunne samspillet mellem de to systemer ifølge en adspurgt leder godt optimeres. Enkelte peger på muligheden for en revidering af Den tværfaglige model, og henviser til den gamle model (som blev revideret i 2013), og som oplevedes som værende mere forpligtende, fordi deltagerne på de forskellige niveauer var mere ansvarlige i forhold til der er foregået på møderne. Eksempelvis at sagsbehandleren i den nuværende model er 41

43 konsultativ, og tager derfor ikke sagen med sig. Denne bliver i stedet videreformidlet. Samtidig kunne udbredelsen af den eksisterende tværfaglige model med fordel styrkes. Ifølge de adspurgte kunne den faglige sammensætning af eksempelvis fokusgrupperne godt diskuteres, og fra Viborg Kommunes side har der også været et ønske om at effektivisere fokusgruppemøderne. Den 14. august 2014 har Afdelingen for Børn, Unge og familie i Viborg Kommune besluttet at ændre på, hvem der fremadrettet skal deltage i møderne. Blandt andet går tale/hørekonsulenterne og ressourcepædagogerne fra at være faste deltagere, til at deltage afhængigt af dagsordenen eller tilknytning til gældende sag eller problemstilling. 5.4 Forældreinddragelsen Opsporingsmodellens øvrige redskaber benytter sig i større eller mindre grad af forældreinddragelsen, som en væsentlig ressource i dialogen om- og analysen af det enkelte barn. Dette afsnit ser overodnet på, om forældrene inddrages, involveres og opfattes som en aktiv ressource i arbejdet med barnet frem mod en bedre trivsel. Generelt vurderer alle faggrupper, at de i høj grad inddrager forældrene, når de oplever noget bekymrende ved barnets trivsel, som vist i figur 11. Figur 11. Forældreinddragelsen Inddrager du forældrene, når du oplever noget ved barnets trivsel, som bekymrer? 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad I nogen grad I mindre grad Slet ikke Skole/SFO Børnehuse Sundhedsplejen Dagplejen PPR Familieafdelingen Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale, PPR og Familieafdelingen i Viborg Kommune N=

44 Sundhedsplejerskerne har en meget høj forældreinddragelse på 100 pct., som især må tilskrives, at de er i tæt kontakt og relation til familierne (de kommer helt ind i hjemmene), men også hos andre faggrupper er der en høj grad af forældreinddragelse. Lærerne og SFO-pædagogerne ligger lavest med en forældreinddragelse på 69 pct. Der er hos lærerne og SFO-pædagogerne en erkendelse af, at man godt kunne blive bedre til at inddrage forældrene: Jeg tror, vi har været meget vant til at tale om de ting, der har med barnet og med hinanden, lærer og pædagog imellem at gøre. Men det at sørge for at inddrage forældrene, det tror jeg bestemt vi kan blive bedre til. Og det tror jeg TOPI, kan hjælpe til. (Interview nr. 7, medarbejdere Skole/SFO) Forældrene opfattes som en betydelig ressource, som faggrupperne skal blive bedre til at benytte sig af: vi bruger i vores samarbejde ressourcen hos forældrene alt for lidt, der ligger en kæmpe ressource, som bare venter på at blive brugt, og forældrene vil gerne bruges. (Interview nr. 6, ledere) Forældre som aktiv ressource Et væsentligt element i forældreinddragelsen er opfattelsen af forældrene som en aktiv ressource i samarbejdet omkring barnet. Som figur 12 illustrerer, er der i overvejende grad en positiv tilbagemelding fra frontpersonalet omkring forældrene, omend der også er plads til forbedring. Figur 12. Forældreinddragelsen - Det øgede fokus på forældreinddragelse betyder at vi gør brug af forældrene som en ressource i arbejdet med barnet. 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad I nogen grad I mindre grad Slet ikke Skole/SFO Børnehuse Sundhedsplejen Dagplejen Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale i Viborg Kommune N=

45 I gennemsnit vurderer 33 pct. af frontpersonalet, at forældrene i høj grad bruges som en ressource og 52 pct. i nogen grad. På tværs af frontpersonalet er der en markant forskel, hvor sundhedsplejen i væsentlig højere grad end de øvrige faggrupper gør brug af forældrene som en ressource. Samtidig er der en tendens til, at lærerne og SFO-pædagogerne i mindre grad gør brug af forældrene som en ressource. Opfattelsen af at forældrene er en betydelig ressource, kommer også til udtryk i interviewene: Forældre bidrager meget til den forståelse, vi har af barnet. Når forældrene er med, kommer vi det spadestik dybere. Vi får adgang til en vigtig viden. (Interview nr. 3, SUFgruppe). Tidligere var forældrene, ifølge en medarbejder fra et børnehus, mere vant til at få alt præsenteret (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus), men nu har forældrene fået en mere aktiv rolle, hvor de sammen med personalet skal reflektere over, hvor deres barn er henne, hvilket de, ifølge en leder, generelt set har taget positivt imod (Interview nr. 6, ledere): At vi inddrager forældrenes synspunkter noget mere, i stedet for at man som pædagog kommer og fortæller, hvordan det er. At man undrer sig mere sammen, det gør en forskel. (Interview nr. 2, SUF-gruppe). Det er indtrykket i interviewene, at det er blevet nemmere at snakke med forældrene om barnet. Omvendt er det et væsentligt aspekt, at der fra frontpersonales side bliver skabt tryghed og tillid, så forældrene tør åbne sig på møderne og sige de svære ting. (Interview nr. 2, SUF-gruppe). Det er samtidig afgørende, at familierne mærker, at deres deltagelse på møderne gør en forskel, og at man med personalet er samlet om en fælles opgave, for det er, ifølge en adspurgt, meget af forældrenes tid, som der bliver lagt beslag på (Interview nr. 2, SUFgruppe). Til gengæld får forældrene indblik i, hvad personalet foretager sig i forhold til deres barn, samt hvilke tiltag som er blevet sat i værk, samtidig med at de selv får tildelt en ny ansvarlighed (Interview nr. 3, SUF-gruppe). Det øgede fokus på forældreinddragelsen er ikke kun med til at løfte forældresamarbejdet, det løfter også medarbejdernes kompetence og evne til at have den faglige dialog. (Interview nr. 6, ledere). Samtidigt bliver samarbejdet mere ligeværdigt: 44

46 Vi har altid haft fokus på at samarbejde med forældrene, men i og med, at vi også stiller vores praksis til skue, og siger, er der noget vi kan gøre bedre, er der noget i den kontekst vi tilbyder barnet, som ikke fungerer. Det gør det nemmere for dem at invitere os ind i deres kontekst, som er derhjemme. Vi er ikke eksperterne, og tidligere var det sådan, kom hen til os og få løsningen. (Interview nr. 6, ledere) Opsporingsmodellens, og hermed TOPI s, grundværdi om at se barnet i sin kontekst, frem for at se barnet, medarbejderne eller forældrene som problemet selv (samt det styrkede samarbejde mellem faggrupperne), har, ifølge en leder, gjort den helt store forskel i forhold til forældrene og samarbejdet med dem (Interview nr. 6, ledere). Før det blev et krav med TOPI var forældreinddragelsen naturligvis en velintegreret del af den eksisterende praksis (Interview nr. 2, SUF-gruppe), og den opleves stadig som værende en meget positiv ting. Eksempelvis er det en lettelse for frontpersonalet, at de ikke længere skal beslutte, hvornår forældrene inddrages, hvornår man er berettiget til at inddrage dem og i forhold til hvad. [Med TOPI] er det bestemt hvad der næste trin, det er dejligt i forhold til forældrene. (Interview nr. 5, dagplejere) Delkonklusion Evalueringen viser, at alle faggrupper i et stort omfang inddrager forældrene, når personalet oplever noget ved barnets trivsel, som bekymrer. Samtidig tegner der sig et billede af, at forældrene i overvejende grad bliver brugt, som en vigtig ressource i arbejdet med barnet, omend der er plads til forbedring, især hos lærerne og SFO-pædagogerne. Endvidere er der en oplevelse af, at forældrenes synspunkter i højere grad bliver inddraget, når der er en fælles undren mellem fagpersonalet og forældrene. I forhold til den tidlige opsporing og indsats indikeres det, at forældrene i højere grad end tidligere tør sige de svære ting, når der er opbygget tryghed og tillid mellem fagpersonalet og forældrene. Desuden er det en styrkelse af forældresamarbejde og forældreinddragelsen, at forældrenes deltagelse nu ligger i faste rammer. 45

47 5.5 Tovholderfunktionen Der skal altid udpeges en tovholder, når der arbejdes på tværs af faggrupperne. En tovholders opgave er at være den røde tråd i det tværfaglige arbejde. Det indbefatter at deltage i alle aktiviteterne omkring barnet, samt at sikre koordineringen af perspektiver, meninger og indsatser og føre de trufne beslutninger ud i livet. Yderligere er det tovholderens opgave at inddrage og informere forældrene. Figur 13 viser, at der er en jævn fordeling blandt frontpersonalet, hvor 46 pct. af de adspurgte vurderer, at der i høj grad udpeges en tovholder i et forløb om et barns mistrivsel. Samtidig vurderer en lidt mindre gruppe på 38 pct., at de i nogen grad udpeger en tovholder. Figur 13. Tovholderfunktionen Der er i mit arbejde/ på min arbejdsplads altid udpeget en tovholder i et forløb om et barns mistrivsel? 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad I nogen grad I mindre grad Skole/SFO Børnehuse Sundhedsplejen Dagplejen Slet ikke Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale i Viborg Kommune N=1689 En stor andel på omkring 32 pct. svarer ved ikke/ikke relevant til alle spørgsmålene omkring tovholdholderfunktionen. Andelen er især høj hos dagplejerne (50 pct.). Det kan skyldes, at denne gruppe ikke er bekendt med tovholderfunktionen eller selve betegnelsen. Interviewene antyder også, at der er usikkerhed omkring betegnelsen: Et gammelt begreb som bliver brugt til alt muligt, vi kalder det ikke tovholder. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus). Der er noget begrebsforvirring. (Interview nr. 3, SUF-gruppe). 46

48 Det ser ud til, at det er den, som står med bekymringen, også er den som er tovholder (Interview nr. 2, SUF-gruppe). I andre tilfælde er tovholder fastsat som primærpædagogen i børnehusene og klasselæreren eller kontaktpædagogen i skole eller SFO (Interview nr. 3, SUF-gruppe) Tovholderens funktion Det er tovholderens funktion at sikre, at alle aktiviteter omkring et barn i mistrivsel bliver fulgt op og behandlet. Figur 14 viser, at 41 pct. af frontpersonalet vurderer, at tovholder og tovholderfunktionen sikrer, at sagerne i høj grad bliver fulgt op og behandlet. Figur 14. Tovholderfunktionen - Tovholder og tovholderfunktionen sikrer, at sager med børn i mistrivsel - altid følges op og bliver behandlet. 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad I nogen grad I mindre grad Skole/SFO Børnehuse Sundhedsplejen Dagplejen Slet ikke Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale i Viborg Kommune N=1689 En tilsvarende andel på 44 pct. af de adspurgte faggruper svarer, at tovholderen i nogen grad følger op på sager med børn i mistrivsel. Overvejende tegner der sig et positivt billede, men en stor gruppe af de adspurgte (31 pct.) svarer ved ikke/ikke relevant til, hvorvidt der på deres arbejde altid bliver udpeget en tovholder i forløb om et barns mistrivsel. Det medfører, at der skal tages forbehold for en usikkerhed i spørgeskemaundersøgelsens resultater ved dette redskab. Der er et positivt indtryk i interviewene af selve tovholderfunktionen, selvom der flere steder ikke er meget erfaring med funktionen (Interview nr. 2, SUF-gruppe): Tovholder har ansvaret [ ] for at inddrage forældrene, afholde møder, skrive tingene ned, evaluere, sikre dokumentation og opfølgning. Det er rigtig rigtig vigtigt. En der 47

49 føler ansvar. Ellers bliver det, nå, det troede jeg, at du gjorde. (Interview nr. 3, SUFgruppe) Delkonklusion Evalueringen viser en positiv anvendelse af tovholderfunktionen, hvor 46 pct. vurderer, at der udpeges en tovholder i et hvert forløb omkring et barns mistrivsel. Et lignende resultat fremkommer i faggruppernes vurdering af, om tovholder og tovholderfunktionen sikrer, at sager med børn i mistrivsel bliver fulgt op og behandlet. Det er imidlertid nødvendigt at tage et mindre forbehold for resultaterne, fordi faggrupperne i interviewene udtrykker, at tovholderfunktionen ikke er et fastforankret begreb. Hvilket også kommer til udtryk i spørgeskemaundersøgelsen, hvortil mange svarer ved ikke/ikke relevant til spørgsmålet omkring tovholderfunktionen. Evalueringen tegner et billede af, at der er en usikkerhed omkring funktionen, og hvem der skal eller burde have rollen som tovholder, - og at der er en mangel på erfaring med tovholderfunktionen. 5.6 Ekstern sparring Fortløbende, ekstern faglig sparring til frontpersonalet i skoler, dagtilbud og sundhedspleje skal medvirke til bedre og mere kvalificeret opgaveløsning og til faglig understøttelse, eventuelt opkvalificering af personalet. Den eksterne sparring er en integreret del af indsatsen i det daglige arbejde med børnene, således som det beskrives i Den tværfaglige model. Den eksterne sparring finder sted i form af konsultativ bistand fra PPR (psykologer, tale/ høre-konsulenter mv), fra socialrådgivere, fra medarbejdere i ressourcekorpset og andre. Den eksterne sparring har varierende karakter og formål, og sparringen tilbydes på de forskellige niveauer i Den tværfaglige model, som forventeligt medvirker til at fremme frontpersonalets anvendelse af den eksterne ekspertise. Besvarelserne i spørgeskemaundersøgelsen peger da også på, at faggrupperne i overvejende grad gør brug af den eksterne sparring på et tidligere tidspunkt end før, som vist i figur 15. Det er særligt dagplejen, som anvender den eksterne sparring tidligere end før, 48

50 og omvendt er lærerne og SFO-pædagogerne den faggruppe, hvor udviklingen har været mindst markant. Figur 15. Ekstern sparring På min arbejdsplads gør vi tidligere end før brug af ekstern sparring i forhold til børnene. 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad Skole/SFO I nogen grad Børnehuse I mindre grad Sundhedsplejen Slet ikke Dagplejen Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale i Viborg Kommune N=1689 En af forklaringerne på at lærerne og SFO-pædagogerne i mindre grad end tidligere eller slet ikke anvender den eksterne sparring kan ses i lyset af, at en stor andel af alle faggrupper vurderer, at de nævnte medarbejdere ikke er blevet mere tilgængelige. Yderligere giver lærerne og SFO-pædagogerne udtryk for, at de ikke i så høj grad føler, at den eksterne sparring styrker deres kompetencer med hensyn til at kunne se tegn på mistrivsel hos det enkelte barn, se figur 16. Dagplejen, sundhedsplejen og børnehusene derimod vurderer, at de i højere grad har gavn af den eksterne sparring. 49

51 Figur 16. Ekstern sparring - Den eksterne sparring styrker mine kompetencer specielt med hensyn til at kunne se tegn på mistrivsel hos det enkelte barn. 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad Skole/SFO I nogen grad Børnehuse I mindre grad Slet ikke Sundhedsplejen Dagplejen Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale i Viborg Kommune N=1689 Som vist i figur 17 lægges hovedvægten af lærernes og SFO-pædagogernes vurderinger på i nogen- og i mindre grad eller på slet ikke. Den eksterne sparring øger således for dem at se ikke i nævneværdig grad handlemulighederne med hensyn til at lave en tidligere indsats overfor det enkelte barn. For sundhedsplejen, dagplejen og børnehusene opleves betydningen af den eksterne sparring som tydeligst eller mest gavnlig. Der er således for disse sidste tre grupper - tale om en meget positiv effekt, hvor mere end 80 pct. af sundhedsplejen, dagplejen og børnehusene mener, at de i høj grad eller i nogen grad har fået øget deres handlemuligheder som følge af den (øgede) eksterne sparring. Figur 17. Ekstern sparring - Den eksterne sparring øger min og mine kollegers handlemuligheder i forhold til at lave en tidligere indsats for det enkelte barn. 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad Skole/SFO I nogen grad Børnehuse I mindre grad Slet ikke Sundhedsplejen Dagplejen Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale i Viborg Kommune N=

52 5.6.1 Den eksterne sparring, det tværfaglige samarbejde og TOPI Den eksterne sparring er lagt i faste rammer i Den tværfaglige models samarbejdsfora, og med forankringen af Opsporingsmodellens metoder og redskaber, er der kommet kød på kroppen af den tværfaglige models handleguide. Men har projektet Tidlig opsporing og indsats (TOPI) været med til at forandre noget i forhold til det tværfaglige samarbejde og den i forvejen rammesatte ekstern sparring. Det oplever en adspurgt sundhedsplejerske bestemt, at TOPI har gjort: Jo, det syntes jeg, det har. Man møder de andre på en lidt anden måde ved fokusgruppemøderne. Man lærer hinanden og hinandens fagligheder lidt bedre at kende. Vi er kun få, og man kan nemmere få det til at blive fælles. (Interview nr. 4, sundhedsplejersker). Sparringen og blikket udefra giver indsigt i hinandens forskellige arbejdsforhold og viden om, hvorledes arbejdet udføres hos andre medarbejdergrupper. Men tilgængeligheden af den eksterne sparring synes ifølge en repræsentant fra en SUF-gruppe at være mere personafhængig end eksempelvis strukturel: Jeg ved ikke, om det er TOPI, der har gjort psykologer og socialrådgivere mere tilgængelige, eller det er strukturen i Viborg Kommune. For det er personafhængigt. (Interview nr. 2, SUF-gruppe). Relationen er meget vigtigt (Interview nr. 1, SUF-gruppe), det giver en nemmere tilgang til de fagligheder, som der er brug for at konsultere, og kendskabet gør det nemmere at spørge dem til råds. (Interview nr. 4, sundhedsplejersker): Det der flytter noget mellem mennesker, er relationer. (Interview nr. 6, ledere) Den eksterne sparring og PPR PPR og psykologerne arbejder i dag mere konsultativt end tidligere. Det medfører en række nye tiltag, nye rammer for arbejdet og nye måder at arbejde sammen med andre faggrupper på: PPR og sundhedsplejerskerne er kommet ud på skolerne med faste arbejdstider. (Interview nr. 7, medarbejdere Skole/SFO). De nye arbejdsmetoder og rammer er også befordrende for en øget synlighed: Vi er kommet tættere på vores psykolog. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus). 51

53 Men den mere konsultative praksis, samt retningslinjerne for det niveaudelte tværfaglige samarbejde (jf. Den tværfaglige model), kan til tider, ifølge en PPR-psykolog, virke uhensigtsmæssig, særligt i forhold til oplevelsen af at blive kaldt for sent ind i processen: I dag har de en forpligtelse for først at have klaret det selv, så i teamet og klaret det på skolen, før de må komme til PPR. Der kan det nå at blive en ildebrand, og PPR kommer for sent ind som brandslukker. Det er senere end PPR er vant til at blive trukket ind. (Interview nr. 1, SUF-gruppe) Denne oplevelse bekræftes af en adspurgt leder, som gerne vil have PPR ind i processen så tidligt som muligt: Hvis vi virkelig skal rykke med det her, så skal vi have det tværfaglige, vi skal have PPR og Familieafdelingen til at sidde, hvor der er røde og gule børn lige fra starten. Vi er allerede bagud med at lave indsatsen, fordi PPR ikke er med til overleveringsamtalerne. (Interview nr. 6, ledere). Jeg kunne godt tænke mig, at vi får PPR mere i spil i forhold til TOPI. Det skal Familieafdelingen også]. (Interview nr. 6, ledere). Det er førnævnte PPR-psykolog ikke uenig i: Vi skal bløde op for, hvornår man må snakke med mig. (Interview nr. 1, SUF-gruppe). Naturligt nok ville det kræve langt flere ressourcer, og mere tid, end det PPR-psykologen i dag kan/og må afsætte til det konsultative arbejde på den enkelte skole, eksempelvis: Jeg synes, det er en barrierer for, at vi handler hurtigt nok, hvis vi skal holde nogle møder, hvor der er en skolepsykolog med. Hun har timer om måneden til os, og kalender der er lidt optaget. Det er et issue. ( ). Systemet kan næsten ikke handle hurtigere og sætte tidligere ind, for der er en kalender. (Interview nr. 2, SUF-gruppe) Den eksterne sparring og socialrådgiverne/familieafdelingen I Den tværfaglige model deltager socialrådgiverne og hermed Familieafdelingen først fra og med niveau 4. Møderne i det tværfaglige forum på niveau 4 kræver, at det vurderes, at der er brug for konsultativ bistand fra den samlede Familie og Rådgivningsen- 52

54 hed i forhold til, at ændre på de vilkår, der omgiver barnet, så vedkommende kan navigere i eget liv. 22 Socialrådgiverne yder på disse møder konsultativ bistand, ligesom psykologerne og sundhedsplejerskerne. Det virker som om samspillet mellem socialrådgiverne og de øvrige faggrupper i opsporingsmodellen stadig lader noget tilbage at ønske. Der er frustration og en del forvirring, om deres rolle og varetagelse af ekstern sparring: hvad må de og hvad kan de? Frustrationerne kommer til udtryk på forskellig vis, som eksempelvis: Det er ligesom ikke tydeligt, hvordan vi kan bruge dem [Familieafdelingen] til noget, som kan handle om faglig sparring. Det kunne være fint at trække dem ind noget tidligere. Frustration over at tingene går lidt i stå. (Interview nr. 3, SUF-gruppe). Der er også en oplevet uklarhed i forbindelse med Den tværfaglige models niveau 3 og 4, hvor flere af de adspurgte har svært ved at se forskellen på de to niveauer (Interview nr. 1, SUF-gruppe). Samtidig kan det være svært at se det virksomme i niveauerne efter niveau 3: Jeg synes ikke, at vi spiller hinanden bedre. Vi får ikke frontteamet rigtig i spil, og heller ikke Den tværfaglige model. Det går godt til niveau 3, men derefter. Det handler om at få kontakt til socialrådgiverne og få fulgt op på de her børn. (Interview nr. 6, ledere) Det mere end antydes, at socialrådgiverne ikke er lette at komme i kontakt med; Udfordret af deres kalender, hvis man kommer en måned før. (Interview nr. 3, SUF grupperne). Eller udtrykt med lidt andre ord: Vores kamp er at komme igennem til dem. (Interview nr. 8, Børnehusene); eller: svært at få en sagsbehandler til de børn som har brug for det. (Interview nr. 8, Børnehusene). Dette kan betyde, at tingene går i stå, taber fart og indsatsen bremses: Gule og røde positionerede børn der er på 2-4 måneder på venteliste, hvor sagerne ikke er blevet fordelt. Det er bare ikke godt nok. (Interview nr. 6, ledere). Vi bliver dybt frustreret. Lærerne siger, hvorfor skal vi lave underretninger, når vi får de her svar. (Interview nr. 6, ledere). 22 Se videre: kommune.viborg.dk om Den tværfaglige model 53

55 Lærerne oplever gang på gang, at der ikke sker noget, de ser at man som system tillader, at et barn er i mistrivsel. (Interview nr. 6, ledere). Der er ingen tvivl om at: Indsatsen stopper ved frontteamet. (Interview nr. 6, ledere). Dette billede af socialrådgiverne som utilgængelige modificeres dog af følgende udtalelser: Min erfaring er, at hvis man taler ind i deres socialrådgivernes sprog og bruger deres vendinger, så kører underretningerne lige igennem. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus). En indsats i Familieafdelingen, uafhængigt TOPI, har gjort dem lidt mere tilgængelige. De svarer i hvert fald mails. Vi vidste nærmest ikke, hvem vi skulle kontakte. (Interview nr. 2, SUF grupperne). Eller som følgende udsagn giver udtryk for: Vi oplever stor åbenhed fra socialrådgivernes side som en samarbejdspartner på lige fod, som eksterne. (Interview nr. 2, SUF grupperne). Der nævnes eksempelvis et kommende forsøgsprojekt omkring den fremskudte socialrådgiver, samt at der hos socialrådgiverne selv er et ønske om at deltage på andre niveauer end de nu angivne (Interview nr. 3, SUF-gruppe). En medarbejder fra et børnehus oplever ydermere, at samarbejdet med socialrådgiverne er blevet nemmere, og tilgængeligheden større, efter de er begyndt at deltage i fokusgruppemøderne (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus). Flere af de adspurgte er inde på, at det giver særlige udfordringer for socialrådgiverne og Familieafdelingen, at de sidder med myndighedsopgaver og i højere grad er bundet af restriktioner i forbindelse med personfølsomme data hvilket, ifølge en adspurgt leder, sætter spot på behovet for et betydelig større kendskab til hinanden og indsigt i hinandens praksis. [Der er] også denne her myndighedsopgave i Familieafdelingen, som har et andet perspektiv, end det vi sidder med ude i praksis. Der skal være et link, så vi får den forståelse, viden og indsigt i, hvordan det er de opererer. (Interview nr. 6, ledere) Der er simpelthen behov for et mere effektivt og professionaliseret samarbejde mellem Familieafdelingen og så praksis (Interview nr. 6, ledere). 54

56 5.6.4 Den eksterne sparring og ressourcekorpset Ressourcekorpset er et tilbud til dagtilbuddene på 0-6 års området i Viborg Kommune og indgår samtidig som ekstern ressource på fokusgruppemøderne. 23 Men der er blandt de øvrige faggrupper en skepsis omkring den rolle, som ressourcepædagogen spiller i den tværfaglige sparing samt den faglige vinkel, som vedkommende repræsenterer (Interview nr. 3, SUF-gruppe). Det er lidt svært i forhold ressourcekorpset. [For] hvad er ressourcekorpsets spidskompetence nu? Det kan vi ikke finde ud af. De er på alle steder, og skal de være det? Er det forstyrrende eller hjælpsomt. Skal der en særlig guidning fra deres system og ledelse, i forhold til hvad skal de kigge på. De er lidt allround. (Interview nr. 3, SUFgruppe). I stedet ønsker man at vende tilbage til den tidligere praksis, hvor ressourcepædagogen agerede som ekstra ressource ude i institutionerne: Vi ville ønske, at ressourcekorpset gik tilbage til gammel praksis, hvor man får en støttepædagog ud og bidrager med at lave LP model for de børn, som har brug for støtte. I stedet for at de skal komme og give os råd og vejledning. For det er ikke det, vi har brug for. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus). Vi mangler hænder til at tage over, tage barnet lidt fra, og være på forkant med nogle ting. Man kan få nok så meget råd og vejledning i forhold til et barn, men man har bare ikke tid. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus). Enkelte steder, som i dagplejen, er der stadig stor gavn af ressourcekorpsets ydelser: Det er en stor gave til dagplejerne med ressourcepædagogen. Her får vi jævnlige besøg. Vi får en fantastik sparring. (Interview nr. 5, dagplejere) Om brugen af underretninger Med Barnets Reform skærpedes underretningspligten for de offentligt ansatte, samtidigt med et stigende behov for at sikre at en underretning får en hurtig sagsbehandling, og at de indberettende institutioner får en tilbagemelding omkring hvilke handlin- 23 Se videre: kommune.viborg.dk om om ressourcekorpset 55

57 ger/indsatser, der er sat i værk, så arbejdet med familie og barn kan tilpasses ud fra denne viden. 24 Underretninger skal sikre kvalificerede underretninger og hurtig opfølgning, herunder sikre en styrkelse af samarbejdet mellem fagområder (jf. Barnets Reform). 25 En hurtig(ere) indsats fra de sociale myndigheders side, sammen med en hurtig tilbagemelding til institutionerne, skal sikre adækvate handlinger for det udsatte barn. I vurderingen af om der er kommet øget fokus på underretning og den skærpede underretningspligt, er der store forskelle blandt faggrupperne, som vist i figur 18. Faggrupperne vurderer meget forskelligt, om der i høj grad er kommet øget fokus på underretninger (6-50 pct.). Her er andelen markant lav hos lærerne og SFO-pædagogerne (6 pct.) og omvendt meget højt hos Familieafdelingen (50 pct.). Dernæst vurderer den største andel af faggrupperne, at der i nogen grad er kommet fokus på det (41-71 pct.). Efterfølgende vurderer en lidt mindre gruppe på 0-31 pct., at der i mindre grad er kommet fokus på det. Endelig er der en meget lille gruppe (0-11 pct.), med undtagelse af lærerne og SFOpædagogerne (22 pct.), som vurderer, at der slet ikke er kommet fokus på det. Figur 18. Underretninger Jeg vurderer, at der er kommet øget fokus på underretninger og den skærpede underretningspligt. 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad I nogen grad I mindre grad Skole/SFO Børnehuse Sundhedsplejen Dagplejen PPR Slet ikke Familieafdelingen Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale, PPR og Familieafdelingen i Viborg Kommune N=1752 Det vurderes således meget forskelligt hos de enkelte faggrupper, om der er kommet øget fokus på underretninger. Faggrupperne vurderer imidlertid, at de i overvejende grad 24 Se videre: KORA 2012, s Se videre: kommune.viborg.dk om Opsporingsmodellen (beskrivelse - definition på Viborg Kommunes website) 56

58 har tilstrækkelig viden om hvordan og i hvilke tilfælde, der skal laves underretning. Samtidig er der også en gruppe på omkring 23 pct., som i mindre grad eller slet ikke vurderer, at de har tilstrækkelig viden omkring en underretning. Det er især hos lærerne og SFOpædagogerne og medarbejderne i børnehusene, at det gør sig gældende. Dertil svarer faggrupperne heller ikke entydigt positivt på, at der kommer hurtigere tilbagemelding og sagsbehandling, når der er lavet en underretning på et barn. Det er især oplevelsen hos lærerne og SFO-pædagogerne. Samtidig vurderer faggrupperne heller ikke, at socialrådgiverne er gjort mere synlige i arbejdet med børnene. Endelig er faggrupperne overvejende positive for det tværfaglige samarbejde og dialog i fokusgrupperne/kompetencecentermøderne, som de vurdere medvirker til at forebygge tiltag som fx underretninger. Figur 19. Underretninger - Når der er lavet en underretning på et barn, kommer der en hurtigere tilbagemelding og sagsbehandling. 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad I nogen grad I mindre grad Slet ikke Skole/SFO Børnehuse Sundhedsplejen Dagplejen PPR Familieafdelingen Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale, PPR og Familieafdelingen i Viborg Kommune N=1752 I interviewene viser der sig et lignende billede, og med hensyn til tilbagemeldingerne på underretningerne er der udtalt frustration: Utilfredsstillende at vi ikke har fået en tilbagemelding på indsendte underretninger. Ofte ikke en gang en kvittering for modtagelse. (Interview nr. 1, SUF-gruppe). Man har et problem i Viborg Kommune, at man aldrig får en kvittering tilbage, den skal man rykke efter. Det er problematisk. Og den skal man have, inden for 14 dage. 57

59 ( ). [Det kræver] vedholdenhed, man skal ringe rigtig mange gange. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus). Det peger på det problem, som den hurtigere reaktion på underretninger netop skulle løse, nemlig at danne udgangspunkt for hurtigere og mere kvalificerede handlinger i forhold til det udsatte barn: Det er uheldigt, at det bremser os i at komme videre. Vi tænker, nej, kom nu, lad os nu gøre noget for den dreng. (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus). Det er akilleshælen. Det er godt med den tidlige indsats, og vi er rigtig tidlige ude, men så strander den. Familieafdelingen skal være gearet til at tage sager hurtig ind og ekspederer dem hurtigt. (Interview nr. 4, sundhedsplejersker). Der er helt klart et hul i forhold til den tidlige opsporing. (Interview nr. 4, sundhedsplejersker). Det hjælper ikke noget, at vi står og vifter med et rødt skema. Tingene tager også lang tid her i Viborg. (Interview nr. 7, medarbejdere Skole/SFO). De manglende tilbagemeldinger gør, at frontpersonalet ikke ved, hvad der sker videre i systemet, og hvordan de derfor kan tilpasse deres arbejde i forhold til barnet og familien: Det at have lagt et stykke arbejde i at hjælpe det barn og den familie og vil det bedste, og så står bagefter og ved intet! (Interview nr. 7, medarbejdere Skole/SFO). En enkelt medarbejder fra et børnehus understreger dog, at der kan være bedringer på vej, for internt i Familieafdelingen er man i gang med at implementere nogle ny tiltag, netop i forbindelse til underretningerne, og at de samtidig undergår nogle strukturændringer i deres eget system (Interview nr. 8, medarbejdere Børnehus) Delkonklusion Der er stor variation i faggruppernes svar på spørgsmålet, om de tidligere end før gør brug af ekstern sparring i forhold til børnene. Dagplejerne er den faggruppe, hvor udviklingen har været størst, mens udviklingen hos lærerne og SFO-pædagogerne har været noget mindre. Den eksterne bistand, styrkelsen af de konsultative aspekter i samarbejdet giver indsigt i hinandens faglighed. Det pointeres, at det er vigtigt at fastholde egen faglighed, og at det netop er i samvirket mellem de forskellige fagligheder, at de bedste resultater opnås. 58

60 Men der kan dog opstå frustration over ventetider, problemer med at kunne aftale møder (logistik-problemer/ kalenderproblemer) osv. Med hensyn til samarbejdet med Familieafdelingen, socialrådgiverne, så er det her, de største frustrationer findes. Der tales om forventninger, der ikke indfries, vanskeligheder ved at opnå kontakt med socialrådgivere og uklarheder i forhold til, om der følges op, primært på de underretninger, som er indsendt. Der er usikkerhed om relevansen af både niveau 3 og 4, og der er forslag om at slå disse niveauer sammen. Der tales dog om forbedringer i samarbejdet og om Familieafdelingens generelt anderledes funktion som myndighedsudøver i forhold til børn og familie, hvilket vanskeliggør samarbejdet (juridiske forhold mv.). Med hensyn til brugen af underretninger og generelt øget fokus på underretninger og den skærpede underretningspligt, ses der igen en forskel på faggrupperne. Denne gang er det socialrådgiverne, der vurderer, at der er kommet øget fokus på underretninger. Til gengæld er der fra de øvrige faggrupper stor utilfredshed med, hvordan underretninger fungerer. Der er generelt viden om hvorledes og hvornår, man skal bruge underretning, men der er frustration over, at man end ikke modtager kvittering fra Familieafdelingen, når en underretning er sendt af sted. Der tales om, at langsommelig og ugennemsigtig ( sker der noget?) sagsbehandling forsinker indsatser i forhold til barnet. 5.7 Dialogmodellen Dialogmodellen er et mødeledelsesredskab til effektivisering af møder og til at skabe ramme og klarhed om deltagernes roller og opgaver, herunder formålet med mødet og krav til forberedelse. Dette er mødelederens primære ansvar. Mødelederens ansvar indebærer også, at gøre status (over mødet), fremlægge tiltag og vedtagne beslutninger samt inddrage forældrene og holde dem grundigt informeret. Dialogmodellen består af de 4 domæner: 1) refleksion, 2) sparring, 3) analyse og 4) beslutning om indsats og som hjælp til analysen og iværksættelsen af konkrete tiltag, anvendes henholdsvis LP-analysemodellen og SMTTE-modellen. Spørgeskemaundersøgelsen viser, at stort set ingen af de adspurgte faggrupper anvender Dialogmodellen på de møder, hvor børnenes trivsel diskuteres. Interviewene indikerer 59

61 dog en smule mere variation, særligt hos lærerne og SFO-pædagogerne og på Fokusgruppemøderne: Vi synes, det har været givende, når vi har valgt at bruge tiden på det. (Interview nr. 7, medarbejdere Skole/SFO). Vi bruger det rigtig meget på fokusgruppemøderne. (Interview nr. 4, sundhedsplejersker). Ifølge spørgeskemaundersøgelsen er det næsten overvejende PPR (psykologer, talehørekonsulenter) og lederne, som gør brug af dialogmodellem, og selv her er procentsatserne meget lave. Hele 50 pct. af PPR og 28 pct. af lederne gør slet ikke brug af redskabet. Figur 20. Dialogmodellen Anvender du på din arbejdsplads Dialogmodellen på de møder, hvor børnenes trivsel diskuteres? 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% Ja, altid PPR Af og til Ledere Nej Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale, PPR og ledere i Viborg Kommune N=198 Meget af forklaringen er sandsynligvis at finde i den usikkerhed, der er blandt frontpersonalet omkring Dialogmodellen - og hvilket kommer til udtryk i interviewene. Mange har svært ved at skelne Dialogmodellen fra LP-modellen og SMTTE-modellen. En anden forklaring er, at det som oftest er lederen, som er mødeleder, og PPRpsykologen som er processtyrer (Interview nr. 3, SUF grupperne) i forhold til LPanalysemodellen. Derved har en stor procentdel antageligvis ikke har været pålagt at anvende eller haft behov for at skifte nærmere bekendtskab med Dialogmodellen. Nogle PPR-psykologer oplever det dog som lidt af en udfordring både at være procesleder og samtidig repræsentere sin psykologfaglighed til mødet: 60

62 Rolleforvirring, PPR har to kasketter på. Og et eller andet sted kunne jeg også godt tænke mig, at have min psykologfaglighed på, men det er svært at være procesleder og så have psykologfaglighed på. Nogen gange får jeg ikke budt så meget ind, fordi jeg skal styreprocessen. Det kan jeg selvfølgelig gøre i andre situationer. Det snakker vi psykologer meget om, hvordan klarer vi det og finder en balance. (Interview nr. 3, SUFgruppe). Der er dog en udbredt positiv oplevelse og vurdering af Dialogmodellen som et redskab til at skabe systematik og opkvalificere de deltagende faggrupper: Der var en far som sagde, jeg har siddet på 100 møder på mit arbejde, og hvis de bare kunne lære lidt af det her. Forældrene oplever en systematik, og at der kommer noget ud af møderne. (Interview nr. 2, SUF-gruppe). De adspurgte ledere og PPR-medarbejdere oplever da også i overvejende grad, at Dialogmodellen medvirker til at give et større udbytte af møderne. Figur 20. Dialogmodellen Oplever du, at Dialogmodellen medvirker til at give et større udbytte af møderne? 0,0% 25,0% 50,0% 75,0% 100,0% I høj grad I nogen grad PPR Ledere I mindre grad Slet ikke Kilde: SurveyXact blandt frontpersonale, PPR og ledere i Viborg Kommune N=198 Der er fra en mødedeltagers side af et forslag om at korte mødetiden noget ned og derved imødegå den tidsmæssige udfordring, som mange faggrupperne har: [vi har gjort brug af Dialogmodellen] en lille smule, men vi synes, vi har haft svært ved at finde tiden. (Interview nr. 7, medarbejdere Skole/SFO). Vi snakker også tidsforbrug, for det er 1 ½ time, hvis man bruger den, som den står, i de papirer vi har fået. Man kan godt korte den vældig meget ned og have en hurtig omgang. (Interview nr. 7, medarbejdere Skole/SFO). 61

63 5.7.1 Domænerne i Dialogmodellen Blandt SUF-grupperne, som også består af PPR-medarbejdere og ledere, er der en opfattelse af, at Dialogmodellen fremmer læring og en systematisk tankegang hos frontpersonalet. Der er læring i det for pædagogerne. Når de har en samtale, skal de tænke på at komme alle perspektiverne igennem og få samlet op. Og få inddraget forældrene. (Interview nr. 2, SUF-gruppe). Kritisk blik på os selv og hvordan får vi en gruppe til at fungere. Den ramme kommer der med Dialogmodellen. (Interview nr. 3, SUF-gruppe). Det er oplevelsen, at Dialogmodellen generelt er med at hæve niveauet (Interview nr. 3, SUF-gruppe), og at den er med til at fremme vidensdelingen blandt faggrupperne. Samtidig får den deltagerne til at se på egen praksis og snakke om børnene på en ny og en mere kvalificeret måde (Interview nr. 1, SUF-gruppe): Der ligger meget vidensdeling i det, for det tvinger dem i Analyse- og Dialogmodellen til at arbejde sammen og se på nogle ting med hinanden, lærer og pædagog. Den tvungne sparring. Inden for lærergerningen har vi været utrolig dårlige til at vidensdele. (Interview nr. 1, SUF-gruppe). Derudover er Dialogmodellen med dets fire domæner, hvoraf domænet beslutning om en indsats er det sidste, medvirkende til, at deltagerne ikke straks går i gang med at handle førend, at en analyse af barnet og dets kontekst er foretaget: Det gode ved [Dialogmodellen] er, nu skal vi først afdække og så handle til sidst. Før i tiden, gik vi tit over i handlemode med det samme. Det kan stadig frustrere medarbejderne, at man ikke bare lige hurtigt kan gå over i handling. Det er vigtigt at blive ved analysen. Det er så dejligt at handle, det kan man forholde sig til. (Interview nr. 3, SUFgruppe). Det er lidt en kultur, som skal ændres. Vi er vant til at komme med løsninger. Men nu skal vi lige først have den vendt. (Interview nr. 7, medarbejdere Skole/SFO) Delkonklusion Evalueringen viser, at det udelukkende er PPR-psykologer og ledere som kender og anvender Dialogmodellen på møderne. Det har sin forklaring i, at det primært er psykolo- 62

64 gerne og lederne som er mødeledere/processtyrere, og at det derfor er dem, som har ansvar for at lede mødet, og anvende Dialogmodellen. De adspurgte ledere og PPR-medarbejdere oplever at Dialogmodellen medvirker (i overvejende grad) til at øge udbyttet af møderne. Samtidig med at den fremmer en systematisk tankegang hos frontpersonalet. Dialogmodellen bevirker også, at der bliver skabt en større afklaring, inden der træffes en beslutning om en indsats, hvilket også modvirker den udprægede tendens til at gå i handlemode med det samme. 6 Undersøgelsesmetode og dataindsamling En virkningsevaluering har til formål, at undersøge hvad der har virket, for hvem og under hvilke omstændigheder ( What works for whom in what circumstances? ) i forbindelse med implementering af Opsporingsmodellens forskellige redskaber i Viborg Kommune. Udgangspunktet er således, at virkningen af indsatsen forventes at variere afhængigt af hvilken kontekst den iværksættes i (Pawson og Tilley, 1997). I Viborg Kommune, som for alle de kommuner der deltog i forsknings og udviklingsprojektet under Socialstyrelsen 26, har der været et behov for lokal videreudvikling af nogle af Opsporingsmodellens elementer. I Viborg Kommune har det eksempelvis betydet tilføjelsen af analyseredskabet LP-modellen og handleplanen fra SMTTE-modellen, som samlet set går under betegnelse Trivselsundersøgelsen. Den tværfaglige model udgør den organisatoriske ramme om/struktur omkring redskaberne. Det kan ikke udelukkes, at ovennævnte tiltag og lokale tilpasninger kommer til at påvirke Opsporingsmodellens formodede virkning, som ekspliciteret i projektets Tidlig opsporing og indsats (TOPI) tilgrundliggende teser: H1) Når opsporingsmodellen med dets redskaber implementeres, så opspores udsatte børn tidligere og indsatsen kvalificeres. H2) Det tværfaglige samarbejde styrkes og effektiviseres, når opsporingsmodellens metoder og redskaber implementeres og organiseres i Den tværfaglige model. 26 Rambøll-rapporten 2013, s. 6 63

65 Men som det indledningsvist nævnes, så består Opsporingsmodellen af afprøvede og veldokumenterede redskaber udviklet i forsknings og udviklingsprojektet ( ) under Socialstyrelsen, og er som sådan (anvendt systematisk) `viden der virker uafhængigt af kontekst. En virkningsevaluering indeholder syv trin fordelt på følgende aktiviteter; at stille evalueringsspørgsmålet, finde kilder til programteorien, opstille programteorien, gøre programteorien klar til evaluering osv. Grundet projektets opdrag opstilles programteorien som det første trin, hvorefter evalueringsspørgsmålet eller evalueringsspørgsmålene formuleres med afsæt heri. 1. Finde kilder til programteorien Helt centralt i en virkningsevaluering er opstillingen af programteorien. En programteori består af begrundede forestillinger om, hvordan og hvorfor en indsats kan tænkes at virke. Der findes mange kilder til opstillingen af en programteori, men den primære kilde til udvikling af TOPI-projektets programteori var en workshop afholdt i december 2013, som involverede 54 medarbejdere og ledere fra Viborg Kommune. På dagen bidrog de inviterede medarbejdere og ledere i grupper med at opstille tre programteorier over redskaberne Trivselsundersøgelsen, Overgangsmodellen og Den tværfaglige model. 27 Efterfølgende opstillede evaluatorerne programteorier for Opsporingsmodellens resterende 5 redskaber. Dette skete med udgangspunkt i forskelligt materiale om tidlig opsporing og indsats: KORA-rapporten: Tidlig opsporing af børn i en socialt udsat position. Oplæg (Viborg Kommune): Ledelse og metoderne, Ledelse og implementering af Opsporingsmodellen, Implementeringsdesign for Dagtilbud/Skoler, Dialogmodel som ramme for det tværfaglige professionelle møde, Den tværfaglige model - Handleguide for ledere og medarbejdere i Børn & Unge. Selvevalueringsrapport for Viborg Kommune. Læringsmål og tegn for Dagtilbud/Skoler/Familie og Rådgivning i forbindelse med implementering af TOPI. Samt anden relevant baggrundslitteratur, samtaler med projektleder mv. 27 Dette skete på baggrund af et udkast til og eksempel på en programteori og med assistance fra projektets evaluatorer 64

66 2. Opstille programteorien I programteorien tydeliggøres og ekspliciteres forestillingerne om, hvordan en given indsats tænkes at virke. Grundmønsteret i programteorien er, at indsatsen forbindes med effekten via sætningskonstruktionen hvis så (kausalslutning). På den måde dokumenterer virkningsevalueringen sammenhæng mellem indsats og effekt (resultat). Programteorien kan opbygges ved, at man systematisk beskriver indsatsen, herunder de forskellige redskaber (fra Opsporingsmodellen) og dernæst trin for trin forklarer hvordan man antager at komme frem til resultaterne, det vil sige medarbejderne/ledernes forbedrede præstation, virkningen i praksis og TOPI-projektets målsætning for det enkelte redskab. På næste side illustreres denne opstilling grafisk: 65

67 Figur 21. Grafisk fremstilling af programteori over Trivselsundersøgelsen, Overgangsmodellen, Dialogmodellen, den eksterne sparring, forældreinddragelsen, tovholderfunktionen, underretninger og Den tværfaglige model Indsats Redskab Trin på vejen Trin på vejen Trin på vejen Præstation Virkning Mål Alle børn ses Trivselsundersøgelsen Barnets trivsel vurderes Tværkollegial vurdering Systematisk dokumentation Systematisk dialog Mere sikker identifikation - handler tidligere Tidlige signaler ses/opdages Tidlig opsporing Børn i øget trivsel Overgangs-modellen Forældre inddrages Skema udfyldes Viden overleveres mellem faggrupper Øget kendskab til barnet - handler tidligere Tidlig behovsforståelse God overgang Vellykket integration Dialogmodellen Ansvar og rollefordeling Fælles reflektion og sparring Grundig analyse Kvalificeret beslutningstagning Kvalificerede indsatser Effektiv mødestruktur TOPI Ekstern sparring Tværfaglig sparring Indsigt i praksis Faglig opkvalificering Forældreinddragelse Forældre indgår som aktiv ressource Forældreansvar - samarbejdspartner Dialog med forældrene omkring barnet Sikre på egne vurderinger Bedre forståelse af barnet og dets kontekst Problemet tages i opløbet Kvalificeret indsats Tidlig indsats Styrket forældreinddragelse Tovholderfunktionen Udpegning af tovholder Inddrager og informerer forældrene Koordinering af tværfaglig dialog og indsats Sikre fælles mål Sammenhæng i forløb Kontinuerlig dialog Koordineret forløb Informerede forældre Underretninger Væsentlig bekymring Udarbejdelse af underretning Tilbagemelding om handling/ indsats Bedre tilpasse støtte Hurtig opfølgning og indsats Hurtig sagsbehandling Niveau 1-5 Inddragelse af fagligheder Konsultativ bistand og tværfagl. sparring Indsigt i hinandens praksis Større forståelse Gensidig faglig respekt Styrket tværfagligt samarbejde Mere effektiv problemløsning 66

68 3. Gøre programteorien klar til evaluering En tydelig og grundig udtrykt programteori er det bedste udgangspunkt for evalueringen. Her er det vigtigt at sikre sig, at den overordnede programteori konkretiseres, så der ikke opstår tvivl om, hvad indsatsen egentligt består af og hvilke mere præcise effekter (præstation/virkning) indsatsen leder til, samt hvilket mål/målsætning projektet søger at nå. Virkningsevalueringen bygger i sin grundtanke på en realitetstestning af forestillingerne (teorien) om, hvordan en indsats virker i praksis samt hvilke kontekstuelle moderatorer, som kunne tænkes at fremme og hæmme virkningen, og hvilke virksomme mekanismer (hvad) som giver/skaber denne virkning. 4. At stille evalueringsspørgsmålet Evalueringsspørgsmålet handler om, hvorvidt en bestemt indsats har virket, på hvilken måde og under hvilke betingelser. Spørgsmålet søger at identificere de virksomme mekanismer i indsatsen ud fra den empiri som indsamles samt de antagelser eller teser, erfaringerne fra forsknings og udviklingsprojektet under Socialstyrelsen, som er grundlag for indsatsen (TOPI). I denne undersøgelse har vi opdelt evalueringsspørgsmålet i 8 underspørgsmål, som omhandler hvert af de syv redskaber i opsporingsmodellen samt Den tværfaglige model. De er som følger: Hvordan virker Trivselsundersøgelsen/Overgangmodellen/Dialogmodellen osv. for den enkelte faggruppe, og hvilken virkning, oplever de, at redskabet har haft for deres praksis, og for den tidlige opsporing og indsats? Spørgsmålet for Den tværfaglige model og den eksterne sparring er formuleret en smule anderledes: Hvordan og i hvilket omfang understøtter Den tværfaglige model og den eksterne sparringen faggruppernes praksis, og den tidlige opsporing og indsats? 5. Metodevalg Til belysning af programteorien og projektets implementering og virkning blev der valgt en kvalitativ og kvantitativ inddataindsamling, der dels består af 8 semistrukturerede fokusgruppeinterviews med repræsentanter fra de involverede faggrupper og dels af en 67

69 spørgeskemaundersøgelse, der sendt ud til samtlige involverede medarbejder i TOPIprojektet. I alt 1905 medarbejdere. Kombinationen af de to metoder muliggør besvarelsen af undersøgelsesspørgsmålet; hvad der har virket, for hvem og under hvilke omstændigheder - herunder hvordan og hvorfor (det kvalitative aspekt) samt om hvad, i hvor høj grad og hvor udbredt (det kvantitative aspekt). 6. Indsamle data Dataindsamlingen er essentiel i evalueringen, da de indsamlede data udgør grundlaget for vurderingen af, om indsatsen har haft de tilsigtede eller utilsigtede effekter. Der er gennemført i alt 8 fokusgruppeinterviews, som typisk har haft en varighed af ca. 2 timer. Interviewene er gennemført som semistrukturerede interviews (med interviewguides); deltagerne, 8-12 personer pr fokusgruppeinterview, er blevet udpeget, så den bedst mulige spredning på institutioner/institutionstyper (herunder institutionsstørrelse) og mht. geografi har kunnet tilgodeses. Alle interviews er gennemført på VIA UC, Campus Viborg, dvs. udenfor deltagernes normale arbejdssituation og kontekster. Oversigt over interviews: Fokusgruppeinterviews (TOPI) Dato Interview nr. Sundhedsplejersker Ledere Dagplejere SUF gruppe SUF gruppe SUF gruppe Børnehus (medarbejdere) Lærere og SFO-pædagoger Den kvantitative del af evalueringen er gennemført som en sammenføjning af to helt ens spørgeskemaundersøgelser. Begge er oprettet og gennemført som webbaserede undersøgelser i surveyxact (Rambøll), som VIA UC har adgang til. Den første del af undersøgelsen er gennemført ved udsendelse direkte til respondenterne adresser, dvs. respondenternes private eller deres arbejdsmails. adresser 68

70 er beredvilligt stillet til rådighed fra projektlederen TOPI-projektet, Viborg Kommune. Forløbet har herefter været som følger: 1. Distributionsmail med unikt link sendt d. 24. april 2014 til respondenter 2. Rykkermails sendt et antal gange, første gang til 886 respondenter, 28. april Mails sendt til ressourcekorpset (9), dagplejere (3), dagplejeledere (5), lærere (5) mandag d. 28. april Dvs. i alt respondenter 4. Heraf besvarer 636 undersøgelsen, dvs. 64,85 % 5. Denne del af undersøgelsen afsluttes d. 19.maj 2014 Den anden del af undersøgelsen, med de helt samme spørgsmål og opbygning, formidles gennem Børnenettet i Viborg Kommune, se nedenfor 6. Infobrev til ledere og medarbejdere (pædagoger, -medhjælpere mv.) i Børnehusene i Viborg Kommune m/ link til undersøgelsen lægges ud i Børnenettet via Jette Christensen d. 24. april Et estimat (fra Viborg Kommune, konsulent Jette Christensen, Børnenettet) anfører, at der er 700 pædagoger/ -medhjælpere mv. samt 70 ledere ansat i Børnehuse i Viborg Kommune 8. Af disse besvarer 250 respondenter spørgeskemaundersøgelsen, dvs. 32,47 % 9. Denne del af undersøgelsen afsluttes 16. juni De to målinger sammenkøres derefter. Samlet set er besvarelsesprocenten 51,7, hvilket er i underkanten af det acceptable. Men med de mange faggrupper, deres spredning og de forskellige mail- og kommunikationssystemer taget i betragtning, vurderes det at være det bedst muligt opnåelige. For en del af redskaberne er der en stor andel af respondenter, som har svaret ved ikke/ikke relevant. Det gælder specielt for Overgangsmodellen, tovholderfunktionen, underretninger og den eksterne sparring. I rapporten står det derfor angivet, hvis en enkelt faggruppe har en høj andel af ved ikke/ikke relevant ved et redskab, fordi det påvirker resultatets udsagnskraft for den enkelte faggruppe. De hyppigste bagvedliggende årsager til respondenternes besvarelse ved ikke/ikke relevant skyldes: 1. Respondenten har ambivalente holdninger til spørgsmålet. 2. Respondenten har neutrale holdninger til spørgsmålet og der fremgår i spørgeskemaet ikke er en neutral mulighed. 69

71 3. Respondenten kan være usikker imellem to svarkategorier og derfor vælger respondenten ikke at svare. 4. Selvom respondenten har information og viden til at kunne danne en holdning omkring et spørgsmål, har respondenten ikke motivation til at svare på spørgsmål og derfor er det nemmere at svare ved ikke/ikke relevant. Det er derfor meget komplekst, hvilke bagvedliggende årsager der er til, at respondenter svarer ved ikke/ikke relevant. Gruppen af respondenter, som har svaret ved ikke/ikke relevant betragter vi derfor i denne undersøgelse som en forholdsvis heterogen gruppe, da vi ikke har en formodning om én bestemt bagvedliggende årsag, som ville trække resultatet i en bestemt retning, hvis de havde svaret. 7. Analysere og konkludere Virkningsevalueringen består i, at undersøge hvad der har virket, for hvem og under hvilke omstændigheder i forbindelse med implementering af Opsporingsmodellens metoder og redskaber. Svarer virkeligheden til, hvad programteorien har sagt? Evalueringens hovedresultater må vurderes i forhold til a) om indsatsen er implementeret, så den faktisk svarer til det, programteorien forudsiger og b) om resultatet faktisk har indfundet sig som forudsagt af programteorien. Hvilken indsats, der reelt er iværksat og de adfærdsmæssige konsekvenser heraf, og hvilke indikatorer for ændret adfærd hos de professionelle til dokumentation af effekter. Det vigtigste i undersøgelsen er netop at finde ud af, hvad der har virket, for hvem og under hvilke omstændigheder. Uden en detaljeret indsigt i hvad der giver virkningen, de virksomme mekanismer, kan det være svært at anvende resultaterne, og programmet vil derfor ikke kunne ændres (eller gentages i en anden sammenhæng) uden risiko for manglende effekt (Pawson & Tilley). Dvs. resultater i form af nye metoder og redskaber, færre børn i rød position, forbedrede samarbejdsrelationer og forbedrede kompetencer mv. Virkningsevalueringen baserer sig på data (spørgeskemaundersøgelsen og de 8 fokusgruppeinterviews), som primært søger at besvare spørgsmålet; hvad virker og hvordan virker det. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at de indsamlede data udelukkende består af de interviewedes og adspurgtes subjektive vurdering af hvad virker, hvordan og hvorfor det virker, og at virkningsevalueringen ikke er et klassisk effektstudie af om im- 70

72 plementeringen af Opsporingsmodellen har haft en målbar effekt/virkning i praksis. Hvilket fx kan måles/udføres ved kontrolgrupper og før- og eftermålinger. 7 Litteratur, dokumenter, rapporter og links Dahler-Larsen, Peter & Hanne Kathrine Krogstrup (2003): Nye veje i evaluering. Systime Dahler-Larsen, Peter og Hanne Kathrine Krogstrup (2001): Tendenser i Evaluering. Odense Universitetsforlag Pawson, R. and Tilley, N. (1997) Realistic Evaluation, London: Sage. Sivertsen, M. (2007) Hvilke metodiske (minimums) betingelser skal der stilles til projekter for at kunne indikere virkninger/effekter? (SFI) Links til diverse ressourcer, websites & undersøgelser vedrørende tidlig indsats, tidlig opsporing mv. Tværgående indsatser, Viborg Kommune: TOPI-projektet Viborg kommune: Den tværfaglige model, Viborg Kommune: Socialstyrelsen Viden til gavn : Tidlig indsats livslang effekt Forskningsrapport, KORA: Opkvalificering af den tidlige indsats - ved tidlig opsporing af børn i en socialt udsat position Evalueringsrapport, Rambøll: Evaluering af projektet opkvalificering af den tidlige indsats i kommunerne. Slutrapport: opsporingsmodellens implementering og effekter (maj 2013) Selvevalueringsrapport for Viborg Kommune + Bilag. Selvevaluering af TOPIprojektet, interne dokumenter, 1. marts Udleveret til evaluator 71