Ergoterapi 2013: Medvind og medansvar

Transkript

1 Mundtlig beretning. REP november 2013 Ergoterapi 2013: Medvind og medansvar 1 Indledning Velkomst til gæster medlemmer repræsentanter. Siden sidste Repræsentantskabsmøde i 2010 har Etf i Sundhedskartellet været med i to OK forhandlingsrunder, som var domineret af de store finansielle og styringsmæssige forandringer i samfundet. Arbejdspladser har gennemgået mange omgange af effektivisering, besparelser og såkaldte tilpasninger. Der er modvind og udfordringer. Men perioden siden 2010 har også forstærket nogle helt andre tendenser: hverdagen som begreb, velfærdsteknologi og visionen om den aktivt deltagende borger, er blevet udbredte samlingspunkter for mange planer for velfærdsudviklingen. Det er stærke tegn på medvind og helt nye udfordringer for ergoterapi og Etf. Denne mundtlige beretning er kun én af flere anledninger til at gøre status på de sidste tre år. Jeg vil i dag bruge mest taletid til at se fremad. Etf s aktiviteter de sidste tre år er også præsenteret i detaljer i den skriftlige beretning i bladet. Et eksemplar af dette blad ligger på jeres bord. Samtidig er det vigtigt for mig at sige, at de mange aktiviteter, som de faglige klubber, netværk og faglige selskaber er fordybet i, samt alt det, som vores tre regioner varetager, slet ikke bliver dækkende beskrevet her. De planlægges og perspektiveres på de årlige regionale og faglige generalforsamlinger. De faglige og regionale aktiviteter er øget i antal gennem de seneste år, og udgør i dag en stærk rygrad i Etf s tætte medlemssamarbejde, tæt på praksis. Stor tak for det til alle I faglige fordybere, frontløbere, regionsformænd og bestyrelser, lokale tillidsfolk og arbejdspladser! 2013 er jubilæumsår. Etf 75 år. Dette er derfor også en festtale, men med påmindelser om, at festen fortsætter længst, hvis vi fortsat fornyer og udfordrer os selv og vore omgivelser. Dette REP13 er en generel, stolt fejring af professionens historie, anerkendelse og fremtidspotentiale. Til lykke med os, og alt det, som alle aktive ergoterapeuter og foreningsansatte har opnået gennem 75 år! 1

2 Hvad er Etf så nu i dag for et fællesskab? En rigtig god vane i arbejdslivet? Et nødvendigt forsvarsværk for skiftende samfundsudviklinger? Et lokomotiv, der udfordrer og trækker fagfolk fremad, så den enkelte ergoterapeut ikke står alene med sine forudsætninger og krav fra arbejdsstedet, men får styrket sin dømmekraft ved at have et kollektivt mandat bag sig? Er Etf også en samfundshjælper, der skubber til de tendenser og politiske visioner, som til enhver tid eksisterer? Jeg tror Etf er og skal være det hele for medlemmerne. Vi ved, at ergoterapeuter fordi vi er en af de professioner, som arbejder med mennesker ofte står med modstridende solidaritetsfølelser: med borgerne, med arbejdspladsen, med professionen, med de valgte politikere, med jeres helt personlige forsørgelse. Etf skal bevæge sig fremad midt imellem disse mange forhold. Balanceret men også fokuseret. Jeg vil derfor slå fast her, at Etf s allerstærkeste prioritering er arbejdsmarkedsudviklingen: at være en visionær og rationel motor, for ordentlige rammer og vilkår i medlemmernes arbejdsliv. I vil opdage, at jeg i denne beretning kommer til at tale en del om denne nødvendige prioritering af, hele tiden at forstærke ergoterapiens samfundsrelevans som et godt arbejde man kan leve af, og som giver mening og stolthed. 2 Seks præmisser og konklusioner - Der har sandsynligvis ikke været et større eller stærkere momentum i samfundet for ergoterapi, som etableret profession, end det vi ser i disse år. - Velfærdsstaten står midt i de mest gennemgribende omlægninger i årtier. Økonomi, demografi, teknologi og globalisering nødvendiggør nye holdninger og genetablering af et velfærdssamfund på fremtidens vilkår. - Den enkelte ergoterapeut og Etf som kollektiv har lang erfaring og viden om, hvordan borgere kan gå fra en passiviserende rolle som service-modtager, til at være deltagende og samskabende aktør i sin hverdag. - Midt i de barske og krævende omlægninger, er det min erfaring, at ergoterapeuter er usædvanligt konstruktive, inspirerende, realistiske og kreative i skabelsen af fremtidens arbejdsmarked og velfærd. - Styringen af de statslige, regionale og kommunale sektorer er blevet mere centraliseret til Folketinget. Da denne forstærkede politiske styring sker fra de samme politikere, som også har rollen som OK part og arbejdsgivere, forventer Etf langt mere gennemtænkt samarbejde og politikernes respekt for de professionelle, end vi har set i de senere år. - Fagbevægelsen er godt begyndt på en nødvendig, kreativ genopfindelse af sig selv: som medlemsfællesskab, som OK part, og som reformdeltager i samfundet. 2

3 3 Ergoterapeuter skaber konkrete løsninger i fremtidens velfærdssamfund På adskillige rehabiliteringskonferencer, kommunale dagsordner, i lovgivning, blå eller røde regeringsudspil og blandt andre meningsdannere er der nogle tendenser, der peger i samme retning, frem mod et dansk velfærdssamfund 2.0.: Rehabilitering, hverdagsfokus, ressourceoptimering er tre af de mest afgørende tendenser for ergoterapeuter: Rehabiliteringsinteressen har vist nye veje til at skabe bedre sammenhæng mellem sektorer. Der er dog stadig meget at forbedre, så borgerne møder en helhedsorienteret forståelse af sygdom, sundhed og sociale vilkår. Borgerens muligheder for at leve en ønsket hverdag under alle forhold og uanset hvor hverdagen leves, er godt på vej til at blive et tiltrængt supplement til det individorienterede sundhedsfokus, som vi jo kender så godt. Borgernes funktionsniveau set i sin konkrete hverdagskontekst er blevet et bredt samfundsanliggende. Ergoterapeuter forventes at bidrage med konkret fagligt indhold med høj faglig kvalitet. Nu ind i en åben og offentlig sammenhæng. Der er brug for at se ressourcer overalt. Etf og mange ergoterapeuter har allerede været i gang med meget: Oprettelse af netværk om hverdagsrehabilitering, bud på principper for hverdagsrehabilitering, adskillige artikler i fagbladet, og adskillige møder med planlæggere, ledere og medarbejdere i kommuner, konferencer og rådgivning. Og der ER skabt flere stillinger til ergoterapeuter, både for ledere og medarbejdere. Selv om krisen og besparelser har skåret så meget andet væk. Men, for at kunne puste endnu mere til det momentum, der lever derude, er vi langt fra færdige med vores faglige udvikling. Tværtimod. Der er i hvert fald tre store udviklingsopgaver, som I som ergoterapeuter har et særligt ansvar for i den nærmeste fremtid: Alle tre opgaver er meget specifikke faglige procedurer og redskaber, som kan bidrage til ergoterapiens arbejdsmarkedsværdi, og dermed understøtte foreningens fokusområde. 3

4 1) Der er et øget behov for at vi som ergoterapeuter udvikler realistiske, tidssvarende screeningsredskaber til dokumentation af de aktive ressourcer hos og omkring den enkelte borger. For også ergoterapeutiske undersøgelsesredskaber har jo været domineret af at identificere aktivitetsproblemstillinger, funktionsbegrænsninger og andre behov for hjælp. Nu må professionshøjskolerne, de faglige ledere og selskaber gå mere strategisk til værks med at kortlægge de ressourcer, som kan understøtte den aktivt, deltagende borger. Der er store ergoterapeutiske forskningsmuligheder her, og samtidig stof, der kan konkretisere, hvordan forebyggelse kan få specifikt indhold i rehabilitering. For ergoterapeuters helt særlige ansvar for forebyggelse tager vel afsæt i at styrke og udvikle bestemte ressourcer i hverdagen! 2) Vi må som ergoterapeuter også komme med meget mere systematiske og konkrete bud på, hvordan vi kan måle udvikling af borgernes deltagelse, og dermed præcisere de elementer, som tilsammen udgør hverdagens bestanddele eller struktur. Også hverdagen har sin anatomi og DNA. Det er grundforskning for ergoterapeuter. Vi bliver ofte mødt med politiske slagord, om at myndigheder kun skal støtte indsatser, der allerede er evidens for. Men vi skal som faggruppe vise beslutningstagerne, at de faglige ydelser, som understøtter ressourcer og forebygger deres forsvinden, dem kan og vil vi udvikle evidens for, hvis ergoterapeuters forskning får mere opmærksomhed og finansiering. Og den evidens skabes ikke nødvendigvis i de former, der karakteriserer naturvidenskabelige årsags-virknings forhold. Men definerer i stedet præcist de sammensatte rehabiliteringsforløb, som ergoterapeuter indgår i. 3) Det tredje store udviklingsområde, som I som ergoterapeuter overalt fortsat må tage en motorrolle i, drejer sig netop om virkeliggørelse af de politiske og faglige visioner om at borgere og professionelle skal samarbejde. Samarbejde er nemlig mere indgribende end f.eks. klientcentrering, borgerinvolvering eller pårørendeinddragelse. Der venter kompetenceudviklinger her både for os professionelle, og hos borgerne når kravet er samarbejde. Etf har i de seneste år medvirket i projekter om Den Aktive Borger, og vi er i øjeblikket midt i et nyt forløb sammen med andre nøgleaktører i et opfølgende Mandag Morgen projekt, som netop skal søge at identificere, hvordan alle interessenter kan blive til hinandens samarbejdspartnere. Det er et realistisk håb og en vision, som studerende, ergoterapeuter og ledere kan udvikle konkret ergoterapi på. 4

5 Det var noget om rehabilitering i bred forstand. Men inden for det højt specialiserede hospitalsområde, er der også gang i gennemgribende ændringer og nye faglige udfordringer for os. Danmark er ved at udvikle et stærkt og afgrænset sygdomsvæsen, som primært skal tage sig af de definerede diagnostiske- og behandlingsmæssige opgaver. Også her har ergoterapeuter vigtige roller at spille. Der skal samarbejdes mere, i regioner og kommuner om sygdomsbehandling, og alle de sociale, psykiske, arbejdsmæssige og relationelle forhold. Så de sygehusansatte ergoterapeuter både i psykiatrien og i de specialiserede, somatiske sygehuse - er allerede langt inde i nye roller som effektive udredere, henvisere, koordinatorer og nøglepersoner f.eks. i udfærdigelse af genoptræningsplaner. Psykiatriske patienter har endnu ikke fået de samme rehabiliteringsrettigheder som somatiske patienter, men det må der vel snart ske lovændringer om? Ikke sandt, Astrid Krag? Selve hospitalsarbejdets indhold er i dag, i stor udstrækning blevet screening, og i nogle tilfælde hurtig varetagelse af sygdomsrelaterede behandlingsopgaver. De tidligere omtalte ergoterapeutiske udviklingsopgaver er derfor i det sammenhængende social- og sundhedsvæsen - også vigtige for regionalt ansatte ergoterapeuter. For også sygehusene skal udrede og skabe overblik over de helt konkrete og materielle ressourcer, som skal være til stede, hvis patienten så at sige skal vendes i døren og hjem igen. På sygehusene præciseres desuden vores faglige roller i kliniske pakkeforløb, der har specialiseret behandling som omdrejningspunkt. Etf vil i samarbejde med vores faglige selskaber arbejde på højtryk for fortsat at kunne levere faglig kvalitet, indhold og viden til de efterspurgte kliniske retningslinjer. Set under ét: Der er store bestræbelser i gang for at omlægge den danske (måske skandinaviske) velfærdsstat til et nyfortolket velfærdssamfund, hvor det offentlige, civilsamfund, erhvervsliv, naboer, familie, frivillige og den enkelte borger spiller aktivt sammen. Og hvor offentlige foranstaltninger først og fremmest skal tilbydes de mest belastede og trængende borgere. Sådan må Etf læse de aktuelle vilkår med realismens briller. Og udnytte dem. Denne omlægning sker ikke uden oplevede forringelser for nogle borgere og medarbejdere. Så selv om besparelser ofte vil være begrundelsen for omlægninger, så må vi konkludere, at vi står os bedst ved at bidrage konstruktivt med effektive, faglige kvalitetsydelser. Etf konstaterer også, at sidste års evaluering af kommunalreformen fra 2007, gav os ret i, at der er bestemte grupper af borgere, som skal have genopbygget målrettede tilbud. Børn og hjerneskadede med særlige behov er eksempler på disse grupper, som bl.a. kan drage nytte af ergoterapi i nyspecialiserede sammenhænge. 5

6 Det er fortsat Etf s overordnede holdning, at fordi der er en klart stigende interesse for ergoterapi, så er foreningens arbejdsmarkedsstrategi fortsat den, at vi sætter pris på ergoterapi. Vi vil derfor blive ved med at arbejde på, at ergoterapi skal være tilgængeligt for borgerne i alle de offentlige, forsikringsmæssige og private sammenhænge, hvor ergoterapi efterspørges og kan organiseres. Det her er fortsat den helt afgørende udfordring for Etf, de enkelte medlemmer, og for faget som et arbejde. Vi vender tilbage til dette emne senere på dagsorden om politiske fokusområder for de næste tre år. 4 En progressiv fagbevægelse skaber løsninger på fremtidens arbejdsmarked Ved de sidste par OK forhandlinger både på det private og det offentlige arbejdsmarked er det finanskrisen, Danmarks svækkede konkurrenceevne og produktivitet, der har været de mest uomgængelige problemer. Fagbevægelsen har været presset i defensiven i bestræbelser på at bevare flest mulige goder, og arbejdsgivernes beslutsomhed og sammenhold er vokset modsvarende. Senest har vi i Sundhedskartellet været involveret i Moderniseringsstyrelsens og Finansministerens stålsatte plan om at ville decentralisere arbejdsplanlægningen i undervisningssektoren ud til den enkelte institution. Det har virket som overgreb, hetz og magtmisbrug på store grupper af lærere, der i mange tilfælde slet ikke fremadrettet er klar til at anerkende og udnytte de nye vilkår, men står skuffede og utilfredse tilbage som ofre og kampens uretfærdige tabere. Det er en meget, meget høj konfliktpris at betale. Og den betales af alle parter i samfundet. Også af fagbevægelsen, som værdifuld motor for reformer. I Etf arbejder vi målrettet på at undgå, at Sundhedskartellet og fagbevægelsen som sådan, tager og får rollen som taberne i nedgangstider, og tilsvarende kan beskrives unuanceret af medier og arbejdsgivere som en forhandlingspart, der ser ud til at have mest at byde medlemmerne på, når der er opgangstider i samfundet. Etf har med andre ord et medansvar for, at fagbevægelsen aldrig må kunne ses isoleret som et historisk udlevet kamporgan for industrisamfundets arbejdere, der alene forstår at kræve flere forbedringer og rettigheder på de etablerede OK områder. Og som i den nuværende situation kan fristes til at indtage positionen som den konservative forsvarer af opnåede værdier. Værdier og resultater, som af andre parter måske ikke længere ses som en løsning, men som en del af nutidens problemer. 6

7 Fagbevægelsen har været den nødvendig modpart i aftaler med de ansvarlige arbejdsgivere. Så det er de aftalte resultater, som alle parter må være solidariske med, og stolte af. Sådan skal det blive ved med at være! Den danske forhandlingsmodel er netop karakteriseret ved, at hverken arbejdsgivere eller lønmodtagerorganisationer - hver på vores side af bordet kan tage æren for de opnåede resultater. Det er vel mest præcist at sige, at det er de fælles aftaler, der har udviklet det gode, dansk arbejdsmarked, og at disse aftaler altid har haft gyldig bund i en historisk bestemt, fælles virkelighed. Fagbevægelsens grundlæggende legitimitet ligger så i vores evne til altid at sætte os selv midt i tidsbundne spil, og byde ind med løsningsforslag til de vilkår og problemer, som er nutidens. Vi må derfor fortsat udvikle kollektive aftaler og progressive ordninger, der skaber stabilitet og prioriterer tid til det, vi kan aftale er vores kerneopgaver. Den aktuelle dagsorden om tillid forstået som et alternativ til de vildt overdrevne kontrol-dokumentationer og den noget oppustede New Public Management er skabt bl.a. af medarbejdernes vedholdende BUM-kritik og deraf følgende bureaukratiske arbejdsdelinger. Det er positivt, at tillid er blevet en del af regeringens program, og progressive kommuneplaner. Vi vil ikke bare mere af det, vi plejer. Fagbevægelsen som en troværdig og magtfuld del af det etablerede system er underlagt de samme ansvars- og udviklingsregler som andre parter: At kunne bygge op, bygge ud, bygge til, men så også at kunne bryde ned, forenkle og navigere i den justerede virkelighed. Ikke for at tabe det indvundne territorium, men for at komme tilbage til start og til en ny opbygning på historisk nye vilkår. Denne erkendelse er uden tvivl vanskeligst at se i øjnene for de mest magtfulde fagforeninger og deres medlemmer. Jeg er dog overbevist om, at både de offentlige arbejdsgivere og mange små og store fagforeninger alligevel i disse dage og måneder tænker grundigt over, hvordan vi undgår gentagelser af dette års lockout og den alt for høje konfliktpris. Jeg konstaterer også, at de 11 organisationer i Sundhedskartellet er godt på vej med nye takter. Nogle af dem kommer til at indgå i vores debat i morgen, hvor bl.a. Sundhedskartellets næstformand Bert Asbild kommer. Det rumler heldigvis også på gangene mellem hovedorganisationerne. 7

8 Lige om lidt bliver de store spørgsmål helt konkrete, når vi skal opstille OK15 forventninger og nye mål sammen med medlemmerne. Fagbevægelsens samlede navigationsmuligheder skal vi derfor drøfte meget nærmere på dagsorden i morgen! Den sidste udfordring for fagbevægelsen i disse år - som jeg vil tale om i dag - drejer sig om Etf og de andre professionsforeninger, som siden 2001 har organiseret professionsbachelorer, og dermed første trin i den akademiske uddannelsesstruktur. Efterfølgende har mange masteruddannelser, kandidat- og ph.d. forløb understøttet udviklingen af professionerne. Helt efter planen. Hvordan sikrer vi som professionsforening den fortsatte organisering af medlemmer med alle fagrelaterede, akademiske uddannelser, så viden og forskning knyttes til praksis, og ikke får professionen til at knække over i to organisatoriske enheder med sin praksis og sin teoretiske overbygning? Og hvordan kan vi i fremtiden både være medlem af FTF, som vi kender det i dag, og være blevet til en af de nye, godt nok endnu ikke-universitære, men fuldt etablerede akademiske professioner? Denne afgørende uddannelses- og forskningsdebat skal vi videre med senere i dag. 5 Etf: Et fællesskab, der promoverer medlemmer og profession Jeg har talt en del om de mange positive muligheder for ergoterapi, som ligger i tidens prioriteringer og fremtidens mål for velfærdssamfundet. Men for den enkelte ergoterapeut er der ofte også en helt anden virkelighed, der skal forbedres, og derfor tales mere om her. Der er ikke tvivl om, at mange ergoterapeuter oplever et stadigt mere krævende arbejdsliv og et arbejdsmiljø med flere og flere stressfaktorer: for færre midler skal medarbejdere og faglige ledere præstere voksende og tidskrævede dokumentation, sikkerhed, fejlfrie behandlingsforløb, høj tilfredshed, hurtig implementering af viden, fleksibilitet, loyalitet og teknologisk parathed. Alt dette er vilkår, der kræver en meget større tillid, ledelsesopmærksomhed og meget mere nuanceret respekt for medarbejdernes engagement og faglige, sunde dømmekraft. På den enkelte institution eller kommune er der også bred enighed om, at vilkårene specielt for AMiR, TR og ledere er radialt ændrede efter finanskrisen. Fra et tidligere, ofte mere åbent på-langsigt perspektiv, arbejdes der nu som regel presset-her-og-nu: Budgetoverholdelse hvert år. Statsindgreb ved overskridelser. Mere for mindre. Nulsums-udvikling. Nødvendigheden af at kunne gebærde sig i hurtigt skiftende og loyalitetskrævende organisationer er vokset, ligesom konkurrenceudsættelsen har sat sit præg på tempo og krav om såkaldt fleksibilitet. 8

9 Jeg efterlyser væsentligt mere anerkendende signaler og handlinger fra politikere og direktioner: Når I skal prioritere, så må I interessere jer meget mere for medarbejdernes arbejdsliv og have tillid til deres faglige rationaler og bidrag. Lad være med ukritisk at ønske endnu en ny omgang bureaukratisk registrering. Kontrol er ikke altid bedre end tillid. Faglige rationaler og kvalitet skal i større udstrækning påvirke beslutningstagernes måde at styre produktivitet og økonomi på. Engagerede medarbejdere er og bliver jeres stærkeste ressource! Jeg startede denne beretning med at tale om det fællesskab, som Etf er i dag, og som vi gerne vil være i fremtiden. Som jeg har forsøgt at argumentere for, er vi som professionelt kollektiv i dag langt mere infiltreret i samfundsperspektiver, samfundsrelevans og udvikling af en selvkritisk, selvforvaltende profession. Sådan er det vel at blive 75 og en del af the establishment? Vi Etf og ergoterapi og ergoterapeuter forventes at være synlige deltagere på en lang række medieplatforme. Derfor er vi i foreningen langt inde i en større digital strategi, som skal udnytte langt flere af de muligheder, som findes for dialog, åbent medlemssamarbejde, synlige enkeltpersoner, tekst, billeder og film og links imellem det hele. Strategien betyder bl.a. en helt ny hjemmeside med en ganske anderledes opbygning end den nuværende. Vi står lige over for en tilsvarende omlægning af vores fagblads-univers, som også digitaliseres efter helt andre principper. Fordi teknologien gør det muligt i dag, og fordi rigtig mange af medlemmerne jo for længst har adapteret likes, tags, blogs, billeder og instant, real time documentation. I morgen på dagsorden vil vi løfte sløret for nogle af planerne, og fra 2014 vil det trykte fagblad komme til at spille ganske anderledes sammen med on line formidling af fagligt stof og nyheder. Nogle af medlemmerne vil sikkert ryste på hovedet til en start, og andre af medlemmerne vil sige, at det sandelig var på tide. Jeg er sikker på, at de kommende måneder vil vise en opdateret 75 årig forening, som både vil udfordre og promovere medlemmerne på nye måder. Vi har meget at bedrive sammen! Lad os se at komme videre. Tak for jeres opmærksomhed! 9