Med mellemrum opstår der i den audiofile verdens mange afkroge langstrakte diskussioner om kablers lyd.

Transkript

1 Forord. Målgruppen er de, der målrettet går efter en signalvej med ingen eller absolut mindst mulig ændring af musiksignalet. Ingen tonekontroller, equalizere eller anden elektronisk påvirkning, der uundgåelig tilslører resultatet. For hvorfor lede efter arbejde på at fremstille et kabel med ideelle egenskaber og efterfølgende tilføre kablers dårligdomme ad elektronisk vej. For at få den rigtige lyd. Improving linearity by reducing inductance. Arbejdet med at skabe en lineær impedanskurve. Et kabel med samme ledeevne ved alle frekvenser i det hørbare område. Eller mere. Med mellemrum opstår der i den audiofile verdens mange afkroge langstrakte diskussioner om kablers lyd. De der ikke registrerer nogen forskel overhovedet, mener man bør stille en diagnose på de arme stakler, der bemærker det. For de kan da nok forstå, at der selvfølgelig ikke er tale om nogen lyd når bare kablerne er tykke nok til at bære strømstyrken. Blandt de der hårdnakket påstår, der er forskelle, opstår diskussionen om hvilken fabrikat og type der er bedst i en given sammenhæng med en specifik forstærker og/eller højttaler. Så længe man ikke kan måle forskel på kabler, er der ingen forskel, siger modstanderne af kabeldiskussionerne. Jeg vil i det følgende bevise, at kabler ikke måler ens. Og er det mulig, vil jeg forsøge at finde en forklarlig sammenhæng mellem målingerne og en eventuel hørbar forskel. Kan man måle sig frem til et specifikt hørbart resultat. Kan der laves en facitliste? Kaj Reinholdt Mogensen

2 Et højttalerkabel har kun én opgave i et anlæg. Det skal overføre strømmen fra forstærkeren til højttaleren uden tab eller tilførte frekvensafhængige ændringer. Jeg har i flere sammenhænge vist, at en elektrisk leder indeholder seriemodstand og induktion. Elektriske værdier, som begge er årsag til tab i kablets evne til at overføre strøm ved varierende frekvenser. Resulterende i ulinearitet i signalvejen. Ændring af lydgengivelsen. Kablets opgave er alene, at overføre strømmen fra forstærkeren til højttaleren upåvirket af frekvensen. Med mindre man vil acceptere tabet kablet giver. Det ideelle kabel har egenskaber som den grønne linje på kurvebladet. Spørgsmålet er så hvordan vi når dertil? Tanken er naturligvis at undgå kablet og dets forringelse af forstærkerens signal på vej til højttaleren. Bortset fra de praktiske vanskeligheder. Hvad med at afkorte kablerne? Flytte forstærkeren tættere på højttalerne? Hvad giver det? Og er det ikke muligt hvad gør man så? Til illustration af eksperimentet har jeg anvendt et 1,5mm2 massivt kobber kabel. Som det ses halveres seriemodstanden ved halvering af længden. Og induktionen reduceres næsten tilsvarende. Det samme sker ved yderligere halvering af længden. Og sådan kunne man fortsætte til længden er nul. Fri for kablet. Men hvad gør vi når der er behov for at beholde afstanden? Uden at tabe kvalitet.

3 Med det ovenfor viste er tanken nærliggende. Brug et tykkere kabel eller brug flere parallelt koblede for at forbedre situationen. Formålet er at forbedre lineariteten ved at reducere seriemodstanden og induktionen. Kablets samlede impedans. (Induktion giver stigning i impedans i takt med stigende frekvens). Jeg kobler to kabler parallelt. Til eksperimentet lægger jeg kablets parallelle plus og minus-ledere pænt sammen, med god afstand mellem plus og minus lederne. Som det ses, er der da heller ingen tvivl om at der er skabt en forbedring. En beskeden forbedring. Seriemodstanden er halveret, men induktionen er stort set den samme!? Der er nu blevet større ulinearitet mellem lave og høj frekvenser end tidlige. Og hvis jeg ikke var blevet klogere gennem forløbet af mine forudgående eksperimenter, ville jeg insistere på, at jeg måler forkert. Men jeg måler ikke forkert. FORDI de parallelt lagte ledere kobler sig induktivt til hinanden og derved - stort set opretholder de deres induktion. Balancen mellem lave og høje frekvenser er forrykket. Modsat intensionerne. Kabelillustrationerne er visuel støtte til forklaringerne.

4 Det er sådan at to ens induktive komponenter kabler i denne sammenhæng - som ikke kobler til hinanden (d.v.s. er i nærheden af hinanden) halverer de to parallelle lederes samlede værdi ved at blive forbundet parallelt. Altså flytter man alle lederne - såvel de to plussom de to minus-lederne fra hinanden, så ledernes induktion ikke kan koble deres magnetfelter til hinanden, reduceres den samlede induktion. Dermed er vi igen på vej til idealet. Den grønne linje Det ideelle kabel. Kabelillustrationerne er visuel støtte til forklaringerne.

5 Bruger man iagttagelsen af kablernes indbyrdes kobling til hinandens induktion med deraf resulterende magnetfelter og lægger plus og minus-lederne sammen i en perfekt tæt symmetrisk fysisk kobling, kan man teoretisk set annullere induktionen. Og her nedenfor ses resultatet af fremgangsmåden. Nu skete der noget! Induktionen er reduceret til en overraskende lav værdi. Hastigt på vej mod idealet. Den grønne linje. Det ideelle kabel. Idealet er et kabel med passende lav seriemodstand og ingen induktion. Dermed er målet nået. Kablet uden ændringer af lydsignalet. Kablet hvor det alene er forstærkeren og højttaleren som bestemmer lydkvaliteten. Kabelillustrationerne er visuel støtte til forklaringerne. Konklusion på det forsøg. Det skal retfærdigvis siges at kablet på 2x75 cm ER kort. Forlænges det vil værdierne øges. Med mindre man lægger flere individuelt isolerede ledere sammen og søger for den nødvendige nærkontakt og symmetri mellem plus og minuslederne. Øget tykkelse på kablet - alene - er ikke vejen frem. Det reducerer seriemodstanden. Men ikke induktionen. Reduktion af seriemodstand og induktion skal følges ad, hvis man ønsker et kabel, som ikke forandrer forstærkerens signal undervejs til højttaleren.

6 Med udgangspunkt i de viste iagttagelser og målinger er jeg gået videre med at afprøve et nyt kabelkoncept. Jeg har konstruere et kabel, som tilnærmet lineært overfører det hørbare frekvensområde fra forstærker til højttaler. Konstruktionsprincippet vil med passende tilføjelser gøre det muligt at fremstille det i den dobbelte længde samtidig med at impedansen bliver lineær mellem Hz. Lytteindtrykket ved brug af kablet. Man skal aldrig lade sig begejstre eller skuffe af det umiddelbare indtryk. Altid en god regel. For umiddelbart lyder det ikke som det plejer. Den analytiske skarphed er forsvundet. Underligt for den forbedrede ledeevne ved højere frekvenser burde trække i den retning. Men... nej. I et splitsekund havde jeg mest lyst til at kassere projektet. Gå tilbage til det jeg var vant til... for det lød bedre, var min hurtige reaktion. Så er det jeg mellem de mange reference numre falder over den røde tråd i gengivelsen af stemmer. Annisette. The Savage Rose Wild Child fra albummet af samme navn, Enya O Come, Oh Come Emmanuel fra albummet And Winter Came og ikke mindst den til højre viste indspilning. Numre jeg har lyttet til utallige gange. Med undtagelse af den sidste, som jeg til nu ikke har følt var noget specielt. Fælles for disse er at stemmerne har fået den længe savnede krop. Noget jeg først opdager og nu tydeligt bemærker. Det tenderende svagt nasale bidrag er borte. Solister og korets stemmer har fået den manglende naturlige harmoniske samklang man oplever live. Oplevelsen giver fornemmelsen af at være på rette vej. Være tilstede hvor musikken er optaget. Dermed ikke sagt at man springer op i spontan ekstase straks man starter musikken. For man vil sikkert opleve at der mangler noget af det man har vænnet sig til. Jeg vil sammenligne oplevelsen med en kaffedrikker, som pludselig skal undvære sukker eller andet i kaffen, for i stedet tvinges til at nyde dens uforfalskede aroma. For gengivelsen lyder IKKE som det plejer! Og så kunne man tro at gengivelsen er dårlig. Nej. Den er anderledes. Kaj Reinholdt Mogensen Supplerende info