STUDERENDE SØGER SVAR - INDBLIK I PLAN 98 OG GENTLE TEACHING

Transkript

1 STUDERENDE SØGER SVAR - INDBLIK I PLAN 98 OG GENTLE TEACHING Bachelorprojekt studienummer: Relationen mellem pædagogen og udviklingshæmmede børn i forhold til behaviorisme i institutionen. studienummer: Pædagoguddannelsen 15. juni anslag

2 Pædagoguddannelsen i Horsens Denne bachelorprojektopgave er udarbejdet af studerende på - Pædagoguddannelsen i Horsens. Den skriftlige opgave er et resultat af de studerendes selvstændige arbejde, og den er ikke rettet eller kommenteret fra uddannelsesstedets side. Endvidere skal der gøres opmærksom på, at den skriftlige redegørelse ikke er hele produktet. Bachelorprojektet vurderes efter 7-trinskalaen på grundlag af den studerendes mundtlige fremlæggelse og en efterfølgende faglig diskussion mellem vejleder, ekstern censor og den studerende med udgangspunkt i det skriftlige arbejde. Jens Norup Simonsen Uddannelsesleder Side 1 af 31

3 Abstract Formålet med denne opgave er at finde ud af, om det som pædagog er nødvendigt med den gode relation til udviklingshæmmede børn, når man arbejder ud fra en behavioristisk tilgang til det pædagogiske arbejde. For at belyse relationsdannelse og arbejde benytter vi os blandt andet af teorierne omkring de tre dialogformer, de fire relationstyper, anerkendelsesbegrebet, det fælles tredje og Gentle Teaching som pædagogisk metode. For at belyse behaviorismen benytter vi os af Pavlov, Watson, Skinner og Plan 98 som pædagogisk metode. Vi er nået frem til, at pædagogen kan og skal implementere relationsarbejdet i arbejdet med Plan 98. Side 2 af 31

4 Indholdsfortegnelse Abstract Emne (Susanne og Vicki) Emnebegrundelse (Susanne og Vicki) Emneafgrænsning (Susanne og Vicki) Problemstilling (Susanne og Vicki) Metodeafsnit og læsevejledning (Susanne og Vicki) Begrebsafklaring (Susanne og Vicki) ADL-færdigheder Case (Susanne og Vicki) Videnskabsteori (Susanne) Behaviorisme og Plan Redegørelse Behaviorisme (Vicki) Plan 98 (Susanne) Analyse (Susanne og Vicki) Relationer, det fælles tredje, anerkendelse og Gentle Teaching Redegørelse Relationer (Susanne) Det fælles tredje i den komplementære relation (Vicki) Anerkendelse (Vicki) Gentle Teaching (Vicki) Analyse (Susanne og Vicki) Diskussion og konklusion (Susanne og Vicki) Litteraturliste...29 Bilag Side 3 af 31

5 1. Emne (Susanne og Vicki) Relationen mellem pædagogen og udviklingshæmmede børn i forhold til behaviorisme i institutionen. 2. Emnebegrundelse (Susanne og Vicki) Da vi begge to i vores tredje praktik har arbejdet i institutioner, der arbejder med Plan 98, der læner sig op ad behaviorismen, har vi fundet det interessant, at fordybe os i dette emne. Vi har fra forskellige pædagoger hørt, at relationen ikke er så vigtig, når man arbejder med Plan 98 og behaviorisme, primært fordi belønningen er den samme, uanset hvilken pædagog, der giver den til brugeren. Dette synspunkt er vi ikke enige i, da vi i praksis har erfaret, at selv om belønningen er den samme, kan der være stor forskel på, hvilken succes man har med den enkelte bruger, alt efter hvilken pædagog og hvilken relation denne har til brugeren. Derfor vil vi også gå nærmere ind i relationens vigtighed i pædagogisk arbejde. I denne sammenhæng, er der mange forskellige emner, vi finder interessante og som vi gerne vil undersøge nærmere: Vi finder, at det som kommende pædagoger er vigtigt, at vi har øje for vores samfundssyn, menneskesyn, handicapsyn, habitus og den kultur vi kommer fra og agerer i, da det er med til at påvirke vores faglige identitet og vores mulighed for at hjælpe barnet til den bedst mulige udvikling, ved at møde det, hvor det er. Da vi begge har været i praktik i institutioner for udviklingshæmmede børn er det én af grundene til, at vi har valgt at fokusere på denne målgruppe. I den sammenhæng synes vi blandt andet, at det er interessant at kigge på videooptagelser som en metode til refleksion over praksis samt belønning, projektblad, adfærdsmodifikation, sprogudvikling, tegn til tale, piktogrammer og vigtigheden af knus og professionel kærlighed. Desuden finder vi også det historiske perspektiv med fokus på, hvordan udviklingshæmmede har levet i vores samfund gennem tiden og de paradigmeskifter, der har været, interessant. Vi mener endvidere, at det er vigtigt, at vi har øje for vores definitionsmagt som pædagoger og at vi skal være opmærksomme på vigtigheden af det gode forældresamarbejde og den lovsamling, som vi er underlagt. Side 4 af 31

6 I forhold til relationsarbejdet med udviklingshæmmede børn har vi valgt at fokusere på Gentle Teaching, primært fordi, det er den pædagogiske metode, vi mener ligger længst fra behaviorismen og Plan 98 og derfor finder vi det interessant at kigge på modspillet og det eventuelle samspil og ligheder mellem de to. I den forbindelse finder vi det relevant at kigge på anerkendelse og det fælles tredje. 3. Emneafgrænsning (Susanne og Vicki) Vi havde i starten af vores proces med bacheloren mange forskellige emner, som vi fandt relevante i forhold til vores problemstilling. Vi har valgt målgruppen udviklingshæmmede børn, da det er her vi har vores interesse samt vores praksiserfaringer. Vi har undervejs frasorteret i emnerne, da vi har reflekteret over hvad vi i realiteten ville med vores opgave, samt hvad det er vi har oplevet i vores tredje praktik. På den baggrund kom vi frem til, at vi ville se på Plan 98, der indeholder elementer fra behaviorismen, der udspringer fra naturvidenskaben, som vi har fundet relevant i forhold til de to nævnet emner. Set ud fra vores egne erfaringer kan det oftest være svært i samfundet at fortælle at man arbejder med belønning, der er en del af Plan 98 samt et element i Skinnes teori om operant betingning. Før vi gjorde erfaringer med belønning, fandt vi, at det mindede om hundetræning. Efter at have arbejdet med belønning i praksis og har læst Per Ankjærs tekster om Plan 98, har vi som kommende pædagoger ændret mening. Da Plan 98 og ikke mindst behaviorismen ikke ser på relationen imellem bruger og pædagog, har vi fundet det meget interessant at se på relationsarbejdet, samt hvordan vi kan reflektere over vores egen rolle i opbygningen af relationerne. Vi har derfor søgt viden i blandt andet Flemming Andersens teori om forskellige relationstyper, samt om det fælles tredje, da det er en metode vi benytter i relationsarbejdet. Da vi begge ydermere mener, at anekendelse er en positiv metode at benytte i relationer, har vi desuden taget Berit Bae med. Vi har fundet en pædagogisk metode, hvor man vægter relationen, da vi ønsker at belyse en anden metode end Plan 98, denne metode blev Gentle Teaching. I vores valg af emner har vi vægtet den berømte røde tråd, samt vores egen nysgerrighed og ønske om mere faglig viden. Side 5 af 31

7 4. Problemstilling (Susanne og Vicki) Hvordan kan vi som pædagoger på en institution, der arbejder med Plan 98, bruge relationsarbejdet, så vi kan støtte udviklingshæmmede børn i deres udvikling af ADL-færdigheder? 5. Metodeafsnit og læsevejledning (Susanne og Vicki) Det første vi belyser i vores opgave, er to forskellige videnskaber, den naturvidenskabelige samt den humanistiske, da vi i disse videnskaber finder ligheder med de pædagogiske metoder, som vi anvender i vores opgave. Vi vil se på Plan 98, som er en metode der bliver anvendt i pædagogernes arbejde med udvikling af udviklingshæmmede i Horsens kommune. Vi vil ydermere se på behaviorismen, da vi finder elementer fra Plan 98, der er behavioristiske. I gennemgangen af behaviorismen, ser vi på Pavlov, Watson samt Skinner. I vores analyse af dette afsnit, har vi som empiri blandt andet brugt en case fra vores praktik. Da behavioristismen samt Plan 98 ikke har fokus på relationer, har vi valgt at belyse hvorfor relationsarbejdet er vigtig. Her vil vi se på Flemming Andersens fire relationstyper samt Hundiges forskellige dialogformer. Da vi finder det fælles tredje samt anerkendelse værende en god pædagogisk metode til opbygning samt styrkelse af relationer, har vi valgt at se på Flemming Andersens tilgang til det fælles tredje, samt Berit Baes tilgang til anerkendelsesbegrebet. Vi har som modpol til Plan 98 set på den pædagogiske metode Gentle Teaching, hvor der er fokus på relationer. Da vi ikke har arbejdet med Gentle Teaching i praksis, har vi blandt andet fået vores viden omkring dette fra et foredrag på Sølund af Vivi Skov. Efterfølgende har vi ud fra samme case, som vi brugte i analysen af Plan 98 og behaviorismen lavet en analyse af Gentle Teaching og relationer. Til sidst i vores bachelor, vil vi diskutere de to forskellige pædagogiske metoder, med egne faglige begrundede meninger samt vores praksiserfaringer. 6. Begrebsafklaring (Susanne og Vicki) 6.1 ADL-færdigheder ADL-færdigheder betyder færdigheder indenfor almindelig daglig levevis, altså eksempelvis selv at gå på toilettet, spise selv og tandbørstning. Side 6 af 31

8 Vi har valgt at fokusere på udvikling af ADL-færdigheder, da vi mener, at det har stor betydning for de udviklingshæmmedes mulighed for selvstændighed og selvværd at kunne mestre så mange som muligt af dagligdagens opgaver selvstændigt. Som pædagoger skal vi ifølge kapitel 6 i Lov om social service blandt andet sikre udvikling hos det enkelte barn (Jappe, 2011), dette mener vi også styrkes, når barnet mestrer så mange ADLfærdigheder som muligt. 7. Case (Susanne og Vicki) Vi har lavet en case baseret på egne praksiserfaringer. Denne case vil vi anvende igennem hele opgaven til analyse af teorien: Mikkel er otte år og bor på en døgninstitution for udviklingshæmmede børn og unge. Mikkel har angelman syndrom og sidder i kørestol. Mikkel kan ikke bruge ord som kommunikationsmetode. Han kan dog sige høje lyde: Grinelyd, der er et udtryk for glæde og lyde der minder om gråd, som et udtryk for utilfredshed. Grundet hans handicap kan hans nonverbale kommunikation være svært for personalet at tolke. Tidligere boede Mikkel hjemme hos sin mor, og kom i institutionen i aflastning hver anden uge. Personalet har ikke formået at kunne komme til at børste tænder på Mikkel. Personalet har forsøgt flere gange at tale med mor om hans tænder. Mikkels mor har fortalt at hun ikke oplever det problem hjemme for derefter at give udtryk for at hun ikke ønsker at fortælle mere. Efter et halvt år flytter Mikkel ind på institutionen. For et halvt år siden flyttede Mikkel permanent ind på institutionen og det blev vigtigt for personalet, at få lært ham, at han skulle have børstet tænder to gange om dagen. Mikkel bryder sig ikke om, at få børstet tænder. Når personalet forsøger at børste hans tænder er han meget undvigende og skærmer blandt andet af med armene. 8. Videnskabsteori (Susanne) Der findes tre forskellige videnskabsteorier; naturvidenskab, humanvidenskab og samfundsvidenskab. I vores opgave arbejder vi med to modsætninger; den naturvidenskabelige metode og den Side 7 af 31

9 humanvidenskabelige metode i arbejdet med udviklingshæmmede børn. Derfor laver vi her en beskrivelse af de to videnskabsteorier, vi anvender i opgaven. I den naturvidenskabelige tilgang til mennesket, er der fokus på naturen og den fysiske verden. Fokusset i forbindelse med undersøgelsen af mennesket, vil derfor være mennesket som værende et biologisk væsen. Formålet er at finde frem til de årsager, der ligger bag menneskets adfærd. Den naturvidenskabelige tilgang benytter sig af bestemte forskningsmetoder, hvor målet er at opnå en så objektiv og pålidelig viden, som det er muligt. Forskeren benytter sig af en kvantitativ metode, som indeholder metoder, der kan måle, veje og indsamle data, der kan sættes i talform. Da forskningen skal være objektiv, er det et krav at forskeren holder sin egen person uden for processen. I den naturvidenskabelige tilgang til mennesket er der forskellige metoder, som forskeren kan benytte sig af: Observation, hvor forskeren laver systematiske observationer om bestemte fænomener. Eksperimenter, hvor forskeren på forhånd har en hypotese om en bestemt årsag, der ligger til grund for et bestemt fænomen. Disse eksperimenter vil oftest foregå i et laboratorium, da forskeren så er sikker på, at han kan kontrollere alle de faktorer, der påvirker det han vil undersøge. Tværsnits- og længdesnitsundersøgelser, som er to metoder, der er meget anvendt indenfor udviklingspsykologi. I tværsnitsundersøgelser bliver et udvalg af en gruppe observeret med hensyn til et træk. Det samme træk bliver efterfølgende observeret på en gruppe, som er et år ældre end den første gruppe. På den baggrund kan forskeren skitsere en udviklingsmodel af bestemte træk. I længdesnitundersøgelser følger forskeren udviklingen af en bestemt gruppe over en årrække, for at opnå indblik i forandringsprocessen hos gruppen. Tests, som eksempelvis kan være intelligenstests, hvor man svarer på en række spørgsmål og derefter får målt sin intelligenskvotient, alt efter, hvor mange rigtige svar man har. Korrelationsstudier, hvor forskeren eksempelvis har en hypotese om at et stort forbrug af vold på tv skaber en voldelig adfærd hos børn. Her kan forskeren teste sin hypotese ved at indhente to vigtige oplysninger fra en gruppe af børn. Oplysninger om, hvor mange voldelige film de ser og hvor ofte de reagerer aggressivt i bestemte situationer. I det tilfælde, af at det viser sig, at dem der ser meget vold på tv er dem der udviser mest voldelig adfærd, ville dette bakke hypotesen op. I den humanvidenskabelige tilgang ses mennesket som værende et menneske, som er et bevidst individ med bestemte hensigter og motiver. Da mennesket handler ud fra deres egne overvejelser Side 8 af 31

10 og derefter fortager valg, kan man ifølge den humanvidenskabelige tilgang ikke finde frem til faste regler, der kan forklarer hvorfor mennesket handler som det gør. I den humanvidenskabelige tilgang handler det der i mod om at finde frem til de særlige motiver, der ligger til grund for menneskets handlinger. Man vil benytte sig af en hermaneutisk metode, hvor forskerne forsøger at forstå hensigten med det mennesket gør. Dette opnås ved at fortolke ytringer, erindringer, myter, litteratur, historie, kunst med mere. Empirien er her ikke ydre iagttagelige fænomener, som i naturvidenskaben, men mere subjektive fænomener så som samtaler og tekster. En bestemt adfærd hos et menneske, kan psykologen tolke og forstå på mange måder. Den tolkning psykologen fastholder vil afhænge af den helhedsforståelse psykologen opnår. Helhedsforståelsen forandres i takt med at psykologen får mere og mere indblik i det pågældende menneskes liv. Den hermaneutiske forsker opnår aldrig nogen endegyldig og objektiv forståelse af sit materiale, dog forsøger han at opnå en helhedsforståelse, det giver mest mulig sammenhæng. Forskerne benytter sig af sin egen viden samt erfaringer, når de forsøger at opnå forståelse af det materiale, de undersøger. Ydermere har forskerne nogle bestemte forventninger til materialet, som bliver kaldt forskernes forforståelse. I den humanvidenskabelige tilgang er der to undersøgelses metoder: Interview, hvor der er tale om en samtale med et bestemt mål. Forskerne stiller spørgsmål, for at opnå at få oplysninger om forskellige karaktertræk af vedkommendes verden. På den måde kan forskeren så fortolke og forsøge at finde en sammenhæng. Casestudier, hvor forskeren benytter sig af en mere dybdeborende undersøgelse. Her benytter forskerne sig af observation, interview og skriftlige kilder på samme tid. Her handler det om at opnå en forståelse af menneskets adfærd og tænkemåde set i lyset af den verden de lever i. (Larsen, 2008) 9. Behaviorisme og Plan Redegørelse Behaviorisme (Vicki) Da behaviorismen danner grundlag for Plan 98, som vi vil beskrive senere, vil vi i dette afsnit beskrive teorien omkring behaviorismen. Side 9 af 31

11 Behaviorisme kommer af det amerikanske ord behavior, altså adfærd. Og er betegnelsen for en moderne psykologisk retning, der har fokus på adfærd og ændringer af adfærd. (Hansen, 2012) Udgangspunktet for behaviorismen er at behandle, hvordan vores psykiske liv hænger uløseligt sammen med vores handlinger og hvordan disse handlinger har en konsekvens i den konkrete verden. (Nielsen, 2011) I behaviorismen er det vigtigt, at den psykologiske forskning tager udgangspunkt i adfærd, der kan observeres og altså ikke i indre psykiske forhold eller menneskets bevidsthed. Det er altså en psykologisk retning, der er naturvidenskabelig og dermed tilstræber klart påviste årsagsforklaringer. (Hansen, 2012) Behaviorisme kan defineres på følgende måde: Behaviorisme er en videnskabelig tilgang til undersøgelsen af menneskelig adfærd, der fremhæver hvorledes helheden er kendetegnet ved at mennesket gennem erfaringer får tillært sig en hensigtsmæssig adfærd, samt at det indre psykiske forhold ikke udgør en faktor i beskrivelsen af den observerbare menneskelige adfærd. Ifølge behaviorismen skal de teorier man udvikler om menneskelig adfærd, således tage afsæt i den direkte observerbare adfærd. Muligheden for at forudsige adfærden er grundantagelsen i behaviorismen, det er dog mere nuanceret end som så. På den baggrund vil vi tage nogle skridt tilbage og se på den tidlige form for behaviorisme ved hjælp af tre centrale personer, der har bidraget til den tidlige behaviorisme, velvidende at der siden hen er kommet nye perspektiver på behaviorismen. Den behavioristske tanke, begyndte hos den russiske fysiolog og psykolog Ivan Petrovitj Pavlov ( ). Pavlov blev verdenskendt for sine laboratoriestudier af dyrs responser på forskellige former for udefrakommende påvirkninger. Han var interesseret i at lokalisere samt kortlægge observerbare adfærdsmæssige responser på ydre påvirkning af organismen. Pavlov blev verdenskendt for sine studier af de savlende hunde, der var et eksperiment som omhandlede, hvordan man ved at stimulere hundes hørelse, ved en ringende klokke, i en kombination med deres synssans, hvor de så mad, kunne frembringe en respons, som kom til udtryk ved savl, selv om udsigten til mad senere blev fjernet. Hundene associerede lyden af klokken eller synet af mad med udsigten til at blive fodret, og kom derfor med en ubetinget respons. Igennem erfaringer optrænes og udbygges ens respons. Grundprincippet for den betingede respons er som følger: Der introduceres en neutral stimulus, en såkaldt betinget stimulus, så som den ringende klokke, og en stimulus med en vis signifikans, en ubetinget stimulis så som fodringen, for en given organisme, hundene. Den Side 10 af 31

12 betingede stimulus giver i sig selv ingen respons, men når den betingede og den ubetingede stimulis kombineres kommer der af erfaringer, en betinget respons. Den amerikanske psykolog John B. Watson ( ), anses som værende grundlæggeren af den moderne videnskabelige behaviorisme. Watson er kendt for Little Albert -eksperimenterne, hvor han viste hvordan en klassisk betingning påvirker menneskets adfærd. Ved en klassisk betingning tages der afsæt i en kombination af to stimuli for at frembringe en refleksbetonet adfærd. Eksperimenterne blev filmet i 1920 og demonstrerede, hvordan frygt skabes hos børn ved at koble høje lyde som gjorde Albert forskrækket sammen med tilsynekomsten af forskellige men ikke farlige dyr. Albert lærte at frygte dyrene, fordi den betingede og ubetingede stimulus i barnets bevidsthed blev forbundet med hinanden og derved skabte en klassisk betinget respons i form af frygt. (Nielsen, 2011) Senere i hans karriere, blev Watson en vigtig person i debatten om børneopdragelse. Han var af den overbevisning, at det stimulusmiljø som børn har deres opvækst i, vil være afgørende for deres livschancer og fremtidige adfærd. Ifølge Aakvaag skrev Watson på følgende måde: Giv mig et dusin sunde, raske og velopdragede børn, og mn helt egen indrettede verden at opfostre dem i, og jeg vil garantere for, at jeg kan tage et hvilket som helst af dem og optræne ham til at blive en hvilken som helst type af specialist, jeg måtte ønske- læge, advokat, kunstner, direktør, ja sågar tigger eller tyv, helt uafhængigt af hans talenter, vaner, tilbøjeligheder, evner, interesser eller hans forfædres race. Jeg indrømmer, at jeg her bevæger mig hinsides empiriske belæg, men det samme gør fortalerne for det modsatrettede synspunkt, og de har gjort det i årtusinder. (Aakvaag, 2013, s. 106) Ifølge Watson omhandler behaviorismen udelukkende observerbar adfærd uden hensyn til mentale processer. (Aakvaag, 2013) I den første del af 1900 tallet, var det den amerikanske psykolog Burrhus Frederic Skinner ( ), der videreudviklende på behaviorismen. Han var ansvarlig for at behaviorisme udviklede sig til et sammenhængende forskningsprogram, hvor der var lagt vægt på at skabe en særlig adfærdspsykologisk naturvidenskab, der i sidste ende kunne have en positiv effekt på samfundsudviklingen. Skinner betegnede sin variant af behaviorismen som radikal behaviorisme. Han mente at personlige oplevelse, erfaringer og følelser både eksisterer og kan beskrives, i modsætning til tidligere Side 11 af 31

13 behaviorisme, som ikke så dette muligt. Skinner var optaget af forbindelsen mellem adfærd og konsekvenserne heraf. Skinner opfattede to konsekvenser af adfærd, som værende styrende for hvorvidt en given adfærd blev gennemført: frygten for straf og ønsket om belønning. Dette udgør menneskets grundlæggende motivation, som Skinner ligesom Watson og Pavlov testede igennem dyreforsøg. Skinner arbejdede videre med den klassiske betingning. Han var optaget af operant betingning. Den operante betingning handler om, hvorvidt adfærd er betinget eller om det kontrolleres af dets konsekvenser. Operant betingning betragtes som værende frivillig og afhængig af forsøgspersonens egen adfærd. En adfærd som har udgangspunkt i genetiske, evolutionære og biologiske egenskaber, samt de konsekvenser som adfærden opleves at have. Arbejdet med operant betingning handler om kontrollen med og forandringen af konsekvenserne for at frembringe den fremtidige adfærd og al adfærd betragtes som konsekvensstyret. Klassisk betingning tager afsæt i en kombination af to stimuli for at frembring en refleksbetonet adfærd; stimulis og respons. Operant betingning tager afsæt i relationen mellem adfærden og dens konsekvenser; respons og stimulis. Den operante betingning er altså, at adfærd plus konsekvens medfører indlæring. Skinner mente, at man kunne forme og fremme en bestemt adfærd, hvilket han forsøgte at gøre med inddragelsen af enten positive eller negative forstærkere. Ud fra sit arbejde med operant betingning kom Skinner frem til at positive forstærkere, der giver en oplevelse af behag, fungerer bedre end negative forstærkere, så som straf eller ubehag, da straf kan medføre den modsatte virkning af den tilsigtede adfærd, eksempelvis modstand eller flugt. Ifølge Skinner er mennesket i mange hverdagssammenhænge ikke i stand til at medtænke de konsekvenser, deres handlinger har. Vi tænker ofte ud fra vores eget perspektiv og overvejer ikke den effekt, vores handlinger kan have for andre. Behaviorismen udvikler en række analytiske redskaber, der giver mennesket mulighed for at forstå sammenhængen mellem vores handlinger og deres konsekvenser. (Nielsen, 2011) I dag er behaviorisme ofte et skældsord. Mange anser det for værende mekanisk, menneskefjendsk og historisk forældet. Skinner fremhævede at det moderne menneske, når man så på forurening, fattigdom og holocaust ikke er i stand til at bedømme de langsigtede konsekvenser af sine handlinger. Men han så videnskaben og i særdeleshed behaviorismen som et middel til, at mennesket gennem opdragelse kun- Side 12 af 31

14 ne blive klar over konsekvenserne af dets handlinger og dermed på lang sigt overleve som art på jorden. (Nielsen, 2011) Behaviorismen har haft direkte betydning indenfor forskellige pædagogiske områder. For eksempel dele af sprogundervisningen og specialundervisningen. Inden for socialpædagogikken har arbejdet specielt med fysisk og psykisk handicappede været påvirket af adfærdsmodificerende pædagogik. (Hansen, 2012) Plan 98 (Susanne) I vores tredje praktik, arbejdede vi i begge vores praktikinstitutioner med plan 98. Vi har på den baggrund fået et indblik i hvordan plan 98 benyttes i praksis. Da vi i praktikken skulle lave et udviklingsprojekt, valgte vi begge at benytte muligheden til at lave det efter plan 98-metoden. Dette afsnit omhandler plan 98, samt hvordan dette benyttes i praksis. Plan 98 er en videnskabelig metode udviklet specielt til udviklingshæmmede. Den indeholder elementer der læner sig op ad behaviorismen, blandt andet registreringer og belønning, dette vil vi belyse yderligere i vores analyse. Plan 98 stammer fra 1994, en af grundlæggerne af Plan 98 er Cand. Psych. Per Ankjær. (Styregruppen) Når en institution benytter Plan 98, er en fra personalet på kursus som projektleder, dette varer to år. En del af Plan 98 er systematik, da der er systematik i projektet. Når projektlederen har fundet sig et projekt med en bruger i institutionen, starter lederen med at basisregistrere. Dette kan lederen gøre på forskellig vis; der kan blive lavet en basis-video, hvor man optager hvordan de givende situationer forekommer inden opstarten af projektet. Det kan også være registreringer af, hvor mange gange en given adfærd forekommer i løbet af en given dag. Ydermere benytter lederen sig af at observere samt analysere disse situationer. Projektlederen har ansvaret for det gældende projekt. Når disse registreringer er lavet, kan projektet startes op. Formålet med projektet er at synliggøre målet for brugeren, videreudvikle på brugerens ressourcer samt give brugeren flere ressourcer, så han derigennem får mindst mulig brug for de professionelle/pædagogerne. (Ankjær 1) Der er altid i forbindelse med et projekt indlagt en belønning til brugeren, disse belønninger kommer efter at brugeren har gjort det der forventes af den. Det er vigtigt at denne belønning er det Side 13 af 31

15 helt rigtige for brugen. Belønningen er meget individuel; det kan som oftest være noget spiseligt, det kan også være tid alene med en pædagog eller eksempelvis kortspil. Det drejer sig om at finde den belønning, som er betydningsfuld for den enkelte bruger. Ifølge Per Ankjær, er det oftest svært for den udviklingshæmmede at se deres belønning i form af, at det er rart at gøre tingene selv. Hvorfor skal jeg for eksempel selv spise, når jeg kan blive madet? Belønningen bliver brugt som en forstærker til den positive udvikling. Per Ankjær argumenterer for belønning, ved at drage opmærksomheden på os normale mennesker. Vi får også belønninger ved de ting vi gør i vores hverdag. Vi får løn, når vi går på arbejde og når vi vasker vores tøj, får vi rent tøj til dagen efter. Denne fornuft ser udviklingshæmmede ikke altid i disse former for opgaver, derfor er belønningen en stor del af Plan 98. (Ankjær 3) Løbende igennem projektet mødes projektlederen med andre projektledere fra andre institutioner og Per Ankjær. Her viser hver leder en video af deres projekt for efterfølgende at modtage konstruktiv kritik omkring projektet. Til disse møder, opdager lederen ofte nye mulige måder at udføre projektet på, da man får set på projektet fra et andet perspektiv. I Plan 98 har de ydermere det der kaldes et afdansningsbal, hvor projekter afsluttes, med en større forsamling af mennesker fra de forskellige institutioner, der er tilknyttet Plan 98. (Ankjær 1) Vi har erfaret, at det kan være en stor faglig og personlig udfordring, at stille sig op foran så mange fremmede mennesker og fremlægge sit projkt. Men det er samtidig en øvelse i, at modtage og handle på konstruktiv kritik. Plan 98 indeholder overordnet systematik og struktur. Systematikken kommer til udtryk gennem formen, hvor man arbejder gennem registreringer samt observationer. Strukturen kommer til udtryk ved, at når et projekt er lavet, findes den bedste fremgangsmåde, hvorpå den skal udføres. Fremgangsmåden bliver grundig beskrevet, så alt personale kan udføre den. I følge Per Ankjær, er strukturen vigtig, da det giver brugerne en overkommelig og gennemskuelig hverdag, hvor brugeren ikke er i tvivl om hvad dagen overordnet byder dem. Igennem brugen af struktur, bliver dagene ens for den enkelte bruger. Brugeren behøver ikke at bruge unødvendig kræfter på at finde ud af, hvordan deres dag kommer til at gå. Personalet bliver derved nødt til at arbejde på samme måde efter samme struktur. Ydermere mener Per Ankjær, at alle mennesker har behov for struktur. Vi benytter os alle af struktur, når vi planlægger vores dag. Vi normale mennesker, kan dog hurtig ændre vores planer, når andre elementer spiller ind. Det kan oftest være svært for den udviklingshæmmede. Hvor ofte har personalet ikke hørt den udviklingshæmmede spørge for 117. gang, Side 14 af 31

16 hvilken pædagog der kommer til eftermiddag, da de er bekendt med at det oftest ikke holder stik det de får at vide første gang de spørger. Per Ankjær ser dette som værende et udtryk for et behov for struktur, han tænker altså på mennesket bag handlingen. (Ankjær 2) 9.2 Analyse (Susanne og Vicki) Når vi kigger på plan 98 og behaviorismen er der nogle sammenhænge, som vi vil bringe frem i denne analyse. Ydermere vil vi ved hjælp af casen forsøge at forstå behaviorismen i praksis. Vi har valgt at lave en projektblad fra Plan 98, som er vedhæftet som bilag 1. I behaviorismen ser man mennesket som værende et biologisk væsen, hvor fokus er på det ydre, altså det man kan måle, veje og se. Der er med andre ord ikke plads til fortolkninger. I behaviorismen forsøger man ikke at finde frem til årsagen for, hvordan det kan være Mikkel ikke vil have børstet tænder. Derimod ser man konkret på, hvad det er man oplever i situationen, hvor Mikkel skal have børstet tænder. Et af punkterne i projektbladet fra Plan 98 er derfor hvad personalet oplever. I følge Plan 98 og behaviorismen ser man på det man oplever, dette gøres for at forsøge at forstå de bagvedliggende årsager. Man ser på mennesket og situationen fra en ydre optik og ikke fra en indre optik. En anden ting, der kan drages til sammenligning er registreringen. I Plan 98 starter man altid et projekt op ved at registrere. I forhold til casen kunne det første man registrerer på eksempelvis være, hvor mange gange Mikkel får børstet tænder, for at man fra personalets side har en reel ide om, hvorvidt han faktisk får børstet tænder eller om det kun lykkes nogle gange, samt hvilket personale det lykkes for. Igennem disse registreringer kan problemet blive vejet og målt. Belønning bliver også omtalt i begge afsnit. Skinner taler om en positiv forstærkning, når adfærden er som ønsket. Den positive forstærkning vil bidrage til positiv adfærd. En del af Plan 98 er belønning, som kommer til udtryk på samme måde. Belønningen vil blive givet til Mikkel, når han har udvist den ønskede adfærd, som i casen vil være at han har fået børstet tænder. Det er meget vigtigt at finde den helt rigtige belønning til Mikkel og at han oplever, at belønningen kommer lige efter den ønskede adfærd. Personalet skal være opmærksomt på, at belønningen gives til Mikkel, når han har fået børstet tænder, og ikke at belønningen kommer ved at Mikkel flytter sit hoved væk fra tandbørsten. Belønningen skal altså komme, når Mikkel har haft tandbørsten i munden og personalet har taget den ud af munden på Mikkel igen, ikke ved at Mikkel efter tandbørsten er Side 15 af 31

17 kommet i munden flytter hovedet, og personalet tager tandbørsten ud af munden igen. I dette tilfælde vil personalet belønne Mikkel for at afslutte tandbørstningen. Belønningen må kun gives i situationen, hvor Mikkel får børstet tænder. Belønningen kan for eksempel være noget spiseligt eller et specielt kærtegn, som personalet ved at Mikkel holder meget af at modtage. Pavlov snakker om, at når den betingede og den ubetingede stimulus kombineres, kommer der en betinget respons, i forhold til casen vil det sige at den betingede stimulus vil være, at Mikkel hører personalet sige: Mikkel, du skal have børstet tænder. Den ubetingede stimulus er, at Mikkel ser tandbørsten, dette skulle ifølge Pavlov give Mikkel den betingede respons, at han åbner munden. At Mikkel ikke åbner munden, må derfor skyldes, at han endnu ikke har lært at kombinere den betingede og den ubetingede del af, at få børstet tænder. Skinner derimod talte om den operante betingning, der er, at adfærd og konsekvens medfører indlæring. Skinner mente, at man kunne forme og fremme en bestemt adfærd. Dette forsøgte han at gøre med inddragelsen af enten positiv eller negativ forstærkning. I forhold til casen, vil dette betyde, at når Mikkel har den ønskede adfærd ved tandbørstning, vil han gøre det i forventning om en positiv forstærkning. Det vil medføre den indlæring, at der sker noget rart, når han har fået børstet sine tænder. Da belønningen er en stor del af Plan 98, må disse tanker stamme fra behaviorismen. Vi mener, at behaviorismen og plan 98 har ligheder med hinanden og at de begge har stor lighed med den naturvidenskabelige måde at se mennesket på. I det naturvidenskabelige syn på mennesket benyttes der kvantitativ metode, som indeholder metoder, der kan måle, veje og indsamle data, der kan sættes i talform. Dette gør sig også gældende i behaviorismen samt plan 98. For når pædagogen arbejder med Plan 98 og opstarter et projekt, starter hun med at lave en basisregistrering på, hvor mange gange det lykkes for personalet at børste Mikkels tænder. Ydermere er der i den naturvidenskabelige tilgang samt i behaviorismen særlige metoder til at lave eksperimenter. Disse eksperimenter vil oftest foregå i et laboratorium, da forskeren så er sikker på, at han kan kontrollere alle de faktorer, der påvirker det, han vil undersøge. Her kan man blandt andet se på Watson og hans forsøg med Little Albert, samt Pavlov og Skinners forsøg med dyr som foregik i laboratorier. Plan 98 er ikke rendyrket behaviorismen, men det indeholder elementer, der minder om behaviorismen så som belønningen og registreringer af menneskets adfærd. I det tilfælde, at man søger en mere rendyrket form for behaviorisme, tænker vi at man skal se på eksempelvis lægernes arbejde med mennesket. Side 16 af 31

18 10. Relationer, det fælles tredje, anerkendelse og Gentle Teaching 10.1 Redegørelse Relationer (Susanne) Da relationer er en stor del af Gentle Teaching, har vi valgt at se på, hvordan pædagogen opbygger relationer samt hvilke forskellige faser der tilhører et relationelt forhold. Ydermere kigger vi på Karsten Hundeides arbejde med de tre dialogformer og Flemming Andersens fire relationstyper. Evnen til at etablere, fastholde samt udbygge relationer en del af fundamentet i det pædagogiske arbejde. Det kræver et godt samspil med en voksen som har kompetencer indenfor relationsdannelse, således kan barnet udvikle sig til at være ressourcestærkt samt socialt kompetent. I et relationelt forhold er der fire faser: Kontaktetableringsfasen, hvor det første indtryk skabes. Man præsenterer langt mere end sit navn. Måden hvorpå man gør det på, præsenterer også en personlig holdning samt humør, der har betydning for hvilke forventninger man har til den anden. Det kan have langvarige negative konsekvenser i de tilfælde, hvor mødet ikke forløber hensigtsmæssig. Fastholdelses og udbygningsfasen, hvor pædagogen skaber en pædagogisk alliance med barnet, hvorved relationen bliver opbygget. I denne fase af relationen er det vigtigt at pædagogen er åben for kommunikation samt henvendelser. Ydermere skal pædagogen være opmærksom på barnets initiativ samt tilpasse sin egen adfærd efter barnets udspil. Når dette sker, medfører det fastholdelse samt udvidelse af relationen. Stabiliseringsfasen, hvor pædagogen tillægger barnets forklaringer samt oplevelser en værdi. Herigennem kan pædagogen opdage barnets intentioner og oplevelser, og derved kommer muligheden for at barnets opfattelse af verden inddrages gennem fælles nærvær. Afviklingsfasen, hvor afslutningen af relationen sker. Afslutningen er lige så vigtig som opstarten af relationen. Afslutningen af relationen påvirker, om barnet ønsker at genoptage relationen samt hvordan relationen bliver husket. Den norske psykolog Karsten Hundeide, der er skaberen af ICD-programmet (International Childhood Development Program), arbejder med tre dialogformer, der hjælper med at begrebsliggøre samt italesætte erfaringer med relationsdannelse: Side 17 af 31

19 Den følelsesmæssige dialog, hvor kontakten skabes, fastholdes samt udvikles. Pædagogen viser her at hun er glad for barnet, ser barnets initiativer, inviterer barnet til samtale samt giver det anerkendelse. Den meningsskabende dialog, hvor pædagogen bringer omverdenen ind i det relationelle forhold gennem den fælles opmærksomhed. Pædagogen skal her fange samt fastholde barnets opmærksomhed og hjælpe barnet med at forbinde dets oplevelser. Den guidende/vejledende dialog, hvor pædagogen vejleder barnet og kommer med tydelige handleanvisninger, der fortæller barnet hvad der forventes af det. Det er altid pædagogen, der har ansvaret for kvaliteten af kommunikationen samt relationen. For at pædagogen kan forstå sine egne relationelle evner er alle tre dialogformer nødvendige. (Linder, 2006) Dannelsen af en relation sker ved at man involverer sig i hinandens aktiviteter og handlinger på en uforbeholden måde og udviklingen skabes igennem fælles social aktivitet. Da udviklingshæmmede børn er anderledes end børn uden handicap og derfor kan være sværere at skabe relationer til, handler det om at skabe muligheder for at relationen kan udvikle sig på alternative måder, samtidig med, at der tages hensyn til de misforhold der måtte være mellem barnets udvikling og den omgivende kultur. I denne sammenhæng er kommunikationen vigtig og den opstår ud fra den umiddelbare glæde i samværet, der skal være det centrale. Det er altid pædagogen, der skal ændre samt tilpasse sin indgangsvinkel til, hvordan relationen dannes i mødet med det udviklingshæmmede barn. Det er mødet med mennesket der skal være i fokus i arbejdet med udviklingshæmmede børn. (Bøttcher, 2013) I vores pædagogiske arbejder med børn har vi en vigtig rolle. Vi er dem, som barnet møder i sin hverdag og den der ser barnets personlighed udfolde sig. Den pædagogiske opgave er at opbygge relationer til børnene, så de føler sig set samt mødt af en voksen i en ligeværdig relation. For at blive en betydningsfuld voksen skal pædagogen kunne tage ansvar for sig selv, sine handlinger samt sine ord. Pædagogen skal være en voksen, som er til at stole på, en voksen der er i stand til at sætte grænser for sig selv samt en voksen, der kan tage vare på egne behov i relationen. Pædagogen skal møde barnet på en ligeværdig samt respektfuld måde også selv om barnets måde at tage kontakt på eventuelt er negativ. (Broeng, 2002) Ifølge Flemming Andersen findes der fire relationstyper: Side 18 af 31

20 Den asymmetriske relation, hvor den ene person i relationen har magt og ret til at bestemme, hvad den underordnede må tænke og gøre og dermed er overordnet. Det skaber et gensidigt afhængighedsforhold, hvor den overordnede kun kan beholde sin magt, hvis den underordnede bliver i relationen og omvendt. Den symmetriske relation, hvor der tilsyneladende er en gensidig uafhængighed mellem de to parter og parterne antager, at der er lighed mellem dem. Parterne har hver deres tanker og handlinger og er meget opmærksomme på, hvad den anden i relationen tænker og gør. Den konfluente eller symbiotiske relation, hvor parterne har et mentalt og praktisk samarbejde, der gør det vanskeligt for dem at afgrænse sig fra hinanden. Parterne flyder altså sammen og kan ikke eksistere uafhængig af hinanden. Den komplementære relation, hvor parterne ser verden fra hver sin position - det er ikke muligt for dem, at se verden på samme måde. Kun igennem samtale har parterne mulighed for at forstå hinanden. Det komplementære i relationen gør samtalen mellem parterne nødvendig. Det er ikke tilstrækkelig, kun at kende sin egen forståelse af tingene. For at udvikle vores forståelse skal vi se tingene fra begge parters synspunkt. I den komplementære relation er der dermed både risiko for konflikter og muligheder for læring. I denne relation er der risiko for, at der opstår en konflikt om, om en person har ret til at tænke og gøre som personen gør. Da parterne jo ser verden fra hver sin position, ser de noget forskelligt. Det skaber risiko for, at relationen går fra at være oplevet som komplementær til at blive asymmetrisk eller symmetrisk. Den komplementære relation kræver bevidsthed om, at parternes syn på verden ikke nødvendigvis er den samme. For at løse en komplementær konflikt, deltager man i en asymmetrisk magtkamp eller i en symmetrisk konkurrence. (Andersen, 2010) Det fælles tredje i den komplementære relation (Vicki) Da vi begge har brugt det fælles tredje som en pædagogisk metode til relationsdannelse i praksis, vil vi i dette afsnit belyse Flemming Andersens tilgang til dette emne. Ifølge Flemming Andersen, er det når barnet og pædagogen orienterer sig om noget udenfor sig selv, at relationen bliver frugtbar, og det er derfor indholdsrigt, at søge det fælles tredje med barnet. Det fælles tredje kommer til udtryk, når barnet og pædagogen ud fra hver deres situation forholder sig til samme emne, aktivitet, leg, følelse eller konflikt. Så alt det vi forholder os sammen til, Side 19 af 31

21 udover vores ønske om at forholde os nysgerrigt samt bekræftende til hinanden, er altså det fælles tredje. Det er igennem det fælles tredje, at vi ønsker, at finde frem til et fælles sprog for følelser, ting, begivenheder og fornemmelser. Det kræver vågenhed for at forstå hinandens positioner, associationer og meninger. Det er igennem forhandlinger vi finder frem til hvem du og jeg er. Vi vil fortolke verden ud fra vores egen opfattelse og derved undre os over, at andre opfatter verden på en anden måde. Det er i denne undren, at udviklingen går i gang. Det er vores forskellighed som gør forskellen, og det er forskellen som bidrager til at vi udveksler meninger og erfaringer om verden, hvorved det fælles tredje toner frem som andet og mere end en frase. I tilfældet af at barnet og pædagogen ser ens på fænomenerne i verden ville alt gå tabt i en uvæsentlighed. Når vi mødes for at udforske og identificere det fælles tredje, er vi med til at påvirke hinandens mentale og personlige udvikling. Det fælles tredje bliver derved til en fælles handling, hvori der er et pædagogisk ansvar, altså det medansvar pædagogen har for andres udvikling og en pædagogisk værdi. (Andersen, 2010) Anerkendelse (Vicki) Da anerkendelse er en del af grundlaget for Gentle Teaching, vil vi i dette afsnit belyse Berit Bae s tilgang til denne teori. Når pædagog og professor Berit Bae taler om anerkendelse, mener hun, at for at have en anerkendende tilgang til barnet er det vigtigt, at barnet føler sig set, hørt og forstået. Pædagogen skal bestræbe sig på at være imødekommende og vise interesse for barnet, man skal ikke bare bruge rosende ord i flæng og virke ligeglad med barnets præstation i situationen. Pædagogen skal give sig tid til at være sammen med barnet om dets præstation. Ved at have en anerkendende tilgang til barnet, styrker man at barnet føler sig som et værdifuldt individ, man styrker altså barnets selvfølelse. For at have en anerkendende tilgang, skal pædagogen være i dialog med barnet, lytte og spørge ind til det pågældende emne og lade barnet udtrykke sig uden afbrydelser. Når man anerkender, snakker man til et andet menneskes væsen, men får øje på hvad barnets lyst og dets kunnen er og hvad barnet gerne vil. Side 20 af 31

22 Anerkendelse foregår i et møde mellem mennesker, hvor pædagogen skal kunne sætte sig selv til side. Anerkendelse foregår gennem en relation mellem mennesker, og derved er det at tale til et menneskes kerne. (Bae, 1996) Gentle Teaching (Vicki) Da vi anser Gentle Teaching, der har fokus på relationsarbejdet, som værende en modpol til Plan 98 samt den behavioristiske tilgang til mennesket, har vi valgt at belyse denne pædagogiske metode. Gentle Teaching er skabt af den amerikanske professor John J. McGee og betyder nænsom læring. Gentle Teaching er en psykologisk baseret filosofi om menneskers relationer, der er i familie med blandt andet den anerkendende metode og ikke-voldelig kommunikation. Man mener, at der er fire basale følelser, det er nødvendigt at mennesker oplever og lærer, for at kunne trives. Disse kaldes de fire bærende søjler: Man skal være sikker, altså føle sig sikker og tryg. Det betyder, at man skal føle sig godt tilpas og ikke føle frygt. Et menneske, der føler sig sikker og tryg kan nemmere rumme, at nogen stiller krav eller retter vedkommende. Man skal være elsket, altså føle sig værdsat og elsket. Det betyder, at man er sikker på, at der findes mennesker, der kun ønsker én det bedste og aldrig vil én noget ondt. At nogen passer på én og tænker på, hvad man har brug for. Desuden skal man føle sig forstået, respekteret, tolereret, tilgivet, beskyttet, god, accepteret, ønsket, mødt med værdighed og mødt som myndig. Man skal være kærlig, altså føle kærlighed og varme for andre. Det betyder, at man vil gøre noget for andre og opleve, at det bringer dem glæde og lykke. For at kunne føle kærlighed for andre, skal man først selv føle sig tryg og elsket. Man skal være med, altså føle sig inkluderet i de fællesskaber, man lever i. Det betyder, at man gerne vil være sammen med andre i stedet for at være alene. Man vil altså gerne være med til noget, man kan dele med andre og deltage i andres liv. Pædagogen skal bruge sig selv som værktøj til at lære at andre, at bruge de fire bærende søjler ved at være til stede, bruge sine hænder til at vise tryghed og kærlighed, bruge sin stemme opløftende og bruge sine øjne som et knus. Side 21 af 31

23 Det er vigtigt, at pædagogen lærer fra sig med nænsomhed, så brugerne kan mærke, at pædagogen er kærlig, at det er godt at være sammen og foretage sig noget sammen med pædagogen og at de får lyst til at vise pædagogen, at de godt kan lide vedkommende. Som pædagog venter man ikke på, at brugeren skal gøre noget godt og derefter belønne dem. Man giver efter for, hvad brugeren ønsker, da det skaber tid og rum til at føle sig set og kærligt imødekommet. Gentle Teaching beder pædagogen om at være kærlig overfor brugeren uden at forlange noget til gengæld. (McGee, 2010) I Gentle Teaching bruger man ofte kærlighedsbegrebet. Man siger, at kærlighed ikke først og fremmest er et forhold til en bestemt person, men en holdning, der er afgørende for et menneskes forhold til tilværelsen. Pædagoger skal være kærlige ved at drage omsorg for andre mennesker. Hvis mennesker ikke oplever kærlighed, vil der ikke ske nogen udvikling. (Skov, 2015) For at lære brugeren at danne relationer skal pædagogen have små forventninger, forblive tæt ved brugeren, tale sagte - måske med let berøring, gå hen til brugeren langsomt, roligt og med varme og tage ansvar for, at lære brugeren, at det er godt at være sammen med pædagogen. (McGee, 2010) Det er endvidere vigtigt, at pædagogen er autentisk, det er ikke muligt at lade som om, man vil en relation med brugeren. Pædagogen skal gøre brugerens verden betydningsfuld. Det er vigtigt, at pædagogen er nysgerrig omkring den enkelte bruger. Det kræver blandt andet en ordentlig udredning herunder brugerens udviklingsalder, kendskab til brugerens faglige og personlige livshistorie og faglig viden om brugerens diagnose. Pædagogen skal have en forståelse for den enkelte bruger og ikke kun for diagnosen, da det vil medføre empati. Ifølge Gentle Teaching er problemskabende adfærd en adfærd, der er et problem for pædagogerne. Det er altså ikke brugeren, der oplever et problem, men den professionelle. Derfor er det pædagogernes opfattelser og følelser, der ser problemet. Og disse kan der arbejdes med. Hvis den professionelle kan håndtere problemadfærd mindskes vanskelighederne. En stor del af de konflikter der findes inden for handicapområdet skyldes kravsituationer. Det er fordi krav ofte er forbundet med dominans. Der findes to slags krav: minuskrav, som for eksempel hold op, lad være, nej og pluskrav, der er handleanvisninger som for eksempel nu skal vi, nu skal du, kom med mig. Da enhver har ret til at sige nej er det vigtigt, at pædagogen stiller kravet, så det er let for brugeren at sige ja. (Skov, 2015) Side 22 af 31

24 10.2 Analyse (Susanne og Vicki) Da Gentle Teaching omhandler relationer, vi vil analysere på relationen mellem pædagogen og Mikkel. Flemming Andersen taler om fire relationstyper. Den første relation pædagogen opbygger med Mikkel er kontaktetableringsfasen, her er det vigtigt at pædagogen er opmærksom på hvordan hun møder Mikkel, da det er her der er risiko for, at relationen kan komme dårlig fra start. For at opnå en god relation med Mikkel er det bedst at deres relation er i stabiliseringsfasen, her er det muligt at have et fælles tredje med Mikkel samt, som beskrevet Gentle Teaching, mulighed for at deltage i Mikkels verden. Ifølge Karsten Hundeide er der tre dialogformer, i forhold til Mikkel i casen vil vi befinde os i den guidende/vejledende dialog, da vi kommer med tydelige anvisninger om at pædagogen vil børste Mikkels tænder. Årsagen til Mikkel ikke vil have børstet tænder kunne være, at han ikke forstår pædagogens dialogform. Det kunne være, at pædagogen skulle være i den meningsskabende dialog med Mikkel, når han skal have børstet tænder, da det vil give muligheden for Mikkel og pædagogen om at være sammen om tandbørstningen. Derimod hvis pædagogen og Mikkel befinder sig i den komplementære relation er det muligt at opnå det fælled tredje. I det fælles tredje tager vi udgangspunkt i Flemming Andersen, der siger, at relationen bliver frugtbar, når vi opnår det fælles tredje med Mikkel. Så det er muligt, at pædagogen skal søge at opnå det fælles tredje med Mikkel, inden man begynder at arbejde med tandbørstningen. Da Gentle Teaching samt den humanistiske videnskab står for, at pædagogen skal forsøge at se det hele menneske, lægger de begge op til anerkendelse, hvor pædagogen skal forsøge at se, høre og forstå Mikkel. Dette vil komme til udtryk ved at pædagogen verbalt samt nonverbalt, giver udtryk for at se, høre og forstå, hvorfor Mikkel ikke vil have børstet tænder. Pædagogen skal altså forsøge at se samt forstå hele Mikkel, og derigennem forsøge at forstå årsagen til at Mikkel ikke ønsker at børste tænder. Ifølge Gentle Teaching er det også vigtigt at pædagogen ser på problemet udfra pædagogens optik, og reflekterer over årsagen til at pædagogen ser tandbørstningen som værende et problem. Ydermere skal pædagogen se på, hvad det er Mikkel gerne vil. Ønsker han eksempelvis at få Nutella på tandbørsten igennem en periode for derigennem at blive vænnet til at få børstet tænder. Gentle Teaching taler om pluskrav, hvor pædagogen på en kærlig måde får stillet krav til Mikkel, dette kunne lyde som følger: Mikkel, nu skal vi have børstet tænder, når kravet bliver opstillet på denne måde, skulle det medføre at det bliver vanskeligt for Mikkel at sige nej, da Side 23 af 31