Erfaringer. Kolding Kommune EFTERDØNNINGER AF INGE VESTERDAL SKOVBJERG

Transkript

1 EFTERDØNNINGER AF INGE VESTERDAL SKOVBJERG Erfaringer En væsentlig del af det krisepsykologiske arbejde efter Seest-katastrofen udgik fra PPR i Kolding Kommune. En fireårig psykologansættelse gav mulighed for et langsigtet arbejde med de ramte beboere. Kolding Kommune har organiseret et krisepsykologisk beredskab bestående af psykologer ansat på kommunens PPR. Dette beredskab blev alarmeret om aftenen 3. november 2004, få timer efter at fyrværkerikatastrofen i Seest var en realitet. Samme aften blev alle PPR s psykologer bedt om at møde den følgende morgen samt aflyse alle øvrige aftaler. Børn og familier i Seestområdet skulle have absolut første prioritet. Umiddelbart efter katastrofen gik man i gang med at planlægge, hvordan indsatsen i Seest skulle forme sig. PPR etablerede en åben rådgivning på den nærliggende Bakkeskolen, og psykologerne i PPR s kriseberedskab tilbød krisesamtaler for borgerne i Seest. Borgerne fik ydermere tilbudt samtaler hos blandt andre krisepsykologer på Kolding Sygehus, hos Falck og hos privatpraktiserende psykologer i Kolding. PPR Kolding Kommune arrangerede informationsmøder på Bakkeskolen, hvor der blev orienteret om generelle krisereaktioner og om, hvad man især skulle være opmærksom på. Ligeledes blev borgerne opfordret til at henvende sig, hvis de havde behov for psykologhjælp. Der blev ret hurtigt formidlet råd og vejledning fra PPR Kolding Kommune til personalet på Bakkeskolen og i SFO, til børnehaver og dagpleje i Seest samt til plejehjem. Der blev informeret om generelle krisereaktioner, og hvad man kan gøre ved disse, og igen blev der opfordret til at søge psykologhjælp, hvis man havde behov for det. PPR Kolding Kommune udarbejdede akut to informationshæfter. Disse hæfter blev delt ud til børn og forældre, lærere og pædagoger på Bakkeskolen og blev sendt rundt til samtlige borgere i Seest. En del af lærerne og pædagogerne på Bakkeskolen var temmelig påvirkede af situationen, og PPR bistod over for dem med information om krisereaktioner og sekundær traumatisering. PPR havde udarbejdet en tjekliste, som pædagoger og lærere kunne bruge i deres daglige arbejde med især de børn, som gav anledning til bekymring På Bakkeskolen blev der etableret en krisegruppe bestående af AKT-læ- 8 PSYKOLOG NYT Nr

2 fra Seest rere (Adfærd-, Kontakt-, Trivsel-), som fik til opgave at observere og hjælpe børn efter rådgivning fra PPR. Man gik hurtigt i gang med at sætte børnene til at tegne og fortælle eller skrive om det, de havde oplevet. På den måde kunne man få identificeret, hvilke børn der i særlig grad var berørt af katastrofen. Dette har man på Bakkeskolen gjort med jævne mellemrum i løbet af det første år. Langsigtet indsats Med en bevilling på fem mio. kroner fra Socialministeriet kunne Kolding Kommune iværksætte en dækkende psykosocial indsats for de berørte borgere i Seest. Det var PPR Kolding Kommune, der fik til opgave at forvalte en del af disse penge. Som et led heri var jeg i marts 2005, dvs. fire måneder efter katastrofen, ansat som psykolog. Ansættelsen er fireårig, og min opgave har været at varetage det krisepsykologiske opfølgningsarbejde omkring både børn og voksne. Det er usædvanligt, at myndighederne bevilger penge til en mere langsigtet indsats, sådan som man valgte at gøre i Seest. Hos politikere og andre møder man ofte en ubegrundet optimisme med forventning om, at tiden hurtigt læger alle sår. Der findes ofte et stærkt ønske om hurtigt at blive færdig med begivenheden, se fremad og lægge alt det tunge og triste bag sig. I forbindelse med min ansættelse blev der sendt materiale ud i Seestområdet, hvor der blev givet en generel information om krisereaktioner, og hvor der ligeledes blev gjort opmærksom på at man kunne henvende sig til mig, hvis man følte sig plaget af nævn- Nr PSYKOLOG NYT 9

3 Baggrund 3. november 2004 opstod der brand i en container på Johnsens Fyrværkerifabrik i Seest ved Kolding. Branden udviklede sig ukontrollabelt, og flere containere med fyrværkeri eksploderede. En brandmand blev dræbt, flere beredskabsfolk og en del af beboerne i Seest blev kvæstet. Politiet fik evakueret området, før selve fabrikken sprang i luften. Eksplosionen forårsagede ødelæggelse af 176 huse, hvoraf 75 var totalskadet personer måtte evakueres. Nærværende artikel beskriver tiden efter Seest-katastrofen ud fra en klinisk synsvinkel. Den ligger i forlængelse af en artikelrække i Psykolog Nyt: Det store brag (16, 2005), Tre måneder efter Seest (8, 2006), Oplevelsen af en katastrofe (9, 2006), Læren af Seest-katastrofen (10, 2006), Indsatsen i Seest I-II (13-14, 2007). Alle artikler er tilgængelige på på > Psykolog Nyt > Artikelarkiv. te symptomer og havde brug for en samtale. Også gennem lokalpressen fik borgerne oplysning om muligheden for at få krisehjælp i form af samtaler hos mig. Der kom da også hurtigt henvendelser fra borgere i Seest, men selv om der kom henvendelser næsten dagligt i halvandet år, kunne ventetiden til en samtale holdes nede på højst en uge. Kontakt fra Holland Undersøgelser fra andre katastrofer viser, at man må forvente reaktioner og dermed henvendelser fra de berørte af en sådan katastrofe i indtil femsyv år (Mitchell, 1983). I den hollandske by Enschede var der i maj 2000 sket en tilsvarende, om end langt mere omfattende katastrofe, hvor et fyrværkerilager eksploderede. De psykologer i Holland, som indgik i indsatsen der, tog kontakt til Kolding Kommune umiddelbart efter Seest-katastrofen, og vi kunne på mange måder drage nytte af deres erfaringer. Til forskel fra Danmark, hvor man i høj grad gjorde brug af de eksisterende beredskaber og forvaltninger, havde man i Holland valgt at opbygge en særlig katastrofeforvaltning, helt isoleret fra det normale kommunale system. Det betød, at man måtte bruge adskillige måneder på systemopbygning og ansættelse af medarbejdere. Da den nye forvaltning var fuldt opbygget, var der over 60 nye ansatte, som skulle fordele kompetencer og arbejdsområder mellem sig. Da man fire måneder efter katastrofen i Holland var klar til at tilbyde behandling til de mennesker, der var berørt af katastrofen, måtte man konstatere, at mange af de 4000 personer, der henvendte sig, allerede led af (PTSD. Nogle af de gode råd, vi fik fra Holland, var: - Sæt krisehjælpen i gang med det samme. - Brug det eksisterende system, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre. Eventuelt med en midlertidig omprioritering af opgaverne og en personalemæssig udvidelse. - Etablér en åben rådgivning, hvor de berørte kan henvende sig for at få krisehjælp og rådgivning. - Følg op på den åbne rådgivning med møder for de berørte, hvor der gives egentlig psykoedukation. - Vær forberedt på, at der kan komme henvendelser over meget lang tid, sandsynligvis flere år. Der kan komme nye henvendelser fra børn og voksne, som i første omgang har ment, at de ikke havde behov for hjælp, og der kan komme henvendelser fra mennesker, som har været i behandling og har ment, at de havde problemerne under kontrol, men som har fået senreaktioner, evt. udløst af andre begivenheder i deres liv. - Sæt børnene til at tegne, skrive og fortælle om deres oplevelser med det samme, det hjælper og støtter, og det gør det muligt ret hurtigt at identificere de børn, der har brug for individuel hjælp. Hvem henvendte sig? Ikke overraskende var der langt flere kvinder end mænd, der henvendte sig. Judith Hermann (1995) peger på, at kvinder bearbejder psykiske traumer noget anderledes end mænd, og at de er langt mere tilbøjelige til at bruge deres netværk samt målrettede hjælpeforanstaltninger. Der kom mange henvendelser umiddelbart efter katastrofen. Dette fortsatte i to år. 2½ år efter var der fortsat hen- 10 PSYKOLOG NYT Nr

4 vendelser, dog med flere ugers mellemrum, og de henvendelser, der kom på det tidspunkt, omhandlede typisk svære ubehandlede traumer, som lå adskillige år forud for fyrværkerikatastrofen, aktiveret af fyrværkerieksplosionen. Meget få ældre har henvendt sig til mig. I de tilfælde hvor det har drejet sig om ældre, har jeg som oftest tilbudt hjemmebesøg. Det fremgår af mit journalmateriale, at relocation har været en stor belastning for dem, der oplevede dette, og graden af belastning var styret af personlighedsstrukturen. Et stort antal henvendelser, i alt 108, handlede om børn. Alle former for hjælp og behandling til børn, som har oplevet traumer i forbindelse med katastrofer, baserer sig på nødvendigheden af at bearbejde eller reprocessere begivenheden. Det indebærer, at barnet ved hjælp af leg, tegning eller samtale i tanker eller i handling går tilbage til begivenheden. Begivenheden genspilles for barnets indre øje og fremstilles direkte eller symbolsk i form af tegninger eller samtale. Det kræver en detaljeret gennemgang af barnets erindring. I mit arbejde med børnene var der altid papir og farver på bordet, når vi talte sammen. Når barnet tegner og fortæller, vil det få tanker, følelser og oplevelsen af det skete ned på papiret. Når det er på papir, er det konkret, noget, vi kan dele og tale om. På den måde bearbejder barnet begivenhederne aktivt i tankerne, og både den ydre trussel i form af katastrofen og de indre trusler i form af fantasien efter katastrofen reduceres eller omskabes. Stort set alle børnene var godt hjulpet ved, at jeg havde en eller flere samtaler med forældrene, hvor jeg klædte dem på til at håndtere angst i familien på en mere hensigtsmæssig måde. Hos især de store børn i Seest var en del af den frygt koblet til konflikter og skænderier hos de voksne i familien, i relation til fyrværkerikatastrofen, genopbygningen af huset og relocation og det pres, det lagde på familien. Forskellige redskaber Jeg har anvendt forskellige indfaldsvinkler i langtidsinterventionen. Mit arbejde har bl.a. været kendetegnet ved en fleksibel og eklektisk angrebsmåde. Jeg har kombineret posttraumatisk terapi eller traumeterapi med familieterapi, kognitiv adfærdsterapi, såkaldt Eye Movement Desensitization and Reprocessing, EMDR, (Shapiro, 1995), afspændingsteknikker osv. for at hjælpe enkeltpersoner og familier. Desensibilisering eller andre adfærdsorienterede teknikker kan fx være gode behandlingsformer mod frygt og angst, mens familieterapi kan være det bedste i forhold til de problemer, der er opstået i familien efter katastrofen. EMDR er efterhånden blevet en af de mest benyttede metoder af alle i traumebehandling. Den er omdiskuteret som metode, men har en indiskutabel virkning (Davidson & Parker, 2001). Nr PSYKOLOG NYT 11

5 Når jeg indimellem har foretrukket denne metode, er det, fordi den ofte hurtigere giver en effekt. Den er ikke så belastende for klienterne at gennemføre, og i høj grad baserer den sig på aktivering af klientens egne ressourcer (Zabukovec, Lazrove & Shapiro, 2000). Med den viden, vi har om andre risikofaktorer ud over selve eksponeringen i relation til langtidsgener, er det nødvendigt også at lægge vægt på andre forhold under terapien end blot traumet. De specifikke traumebehandlingsmetoder vil i ringe grad påvirke forhold, som har sammenhæng med personlighed, social støtte mm. Det er min erfaring, at jo længere væk vi bevæger os i tid efter katastrofen, jo mere komplekse bliver problemerne, jo mere indbefatter de det enkelte menneskes selvforståelse og dermed også den behandling, som skal til. Jeg har indimellem anvendt screeningsredskaber som spørgeskemaer, fx Impact of Event Scale (Horowitz, Wilner & Alvarez, 1979) og General Health Questionnaire (Goldberg, 1978), for at sikre mig, at graden af opfølgning var sufficient. Selv om disse metoder kan være både vigtige og anvendelige, har samtale og klinisk vurdering alligevel ofte været af afgørende betydning for mit valg af videre intervention. Community-psykolog I relation til katastrofer sker det ofte, at hjælpeforanstaltningerne trækker sig for hurtigt ud af området. Det er ret usædvanligt, at man som i Seest har været opmærksom på den langsigtede hjælp til dem, der i større eller mindre grad var berørt af katastrofen. Med afsæt i den funktion, jeg har haft, kunne man anvende det amerikanske ord community-psykolog. Altså en psykolog, som er ansat i et afgrænset område med en afgrænset population som ansvarlig for den psykologiske sundhed i dette område. Det at man kan følge en afgrænset population og lave en mere langsigtet opfølgning og screening i et område med mennesker, som alle har været udsat for samme ulykke, er ret usædvanligt. 59 af de klientforløb jeg har haft, har været længere, end hvad man traditionelt oplever i en kriseterapeutisk kontekst. Disse forløb har været på 11 samtaler eller derover. For langt de fleste af dem, der kom i den åbne rådgivning, var det ikke én, men flere problemstillinger, der flettede sig ind i hinanden: det personlighedsmæssige, det kønsspecifikke, det sociale/familiemæssige eller det relationelle. Funktionen som communitypsykolog satte en ramme, der gjorde det muligt også at behandle sådanne problemområder. Hvad har vi lært? Det har været yderst positivt og effektivt, at man brugte det eksisterende kriseberedskab i såvel Kolding som i PPR Kolding Kommune. Det betød, at de, der havde brug for det, meget hurtigt kunne få hjælp. Uanset om det var relocation, selve katastrofen eller efterforløbet med genopbygningen af huset med deraf følgende pres på familien, var det ofte personlighedsstrukturen og det enkelte menneskes samlede livsbagage, der afgjorde, hvilken indflydelse fyrværkerikatastrofen fik på deres liv. Med afsæt heri er den langsigtede indsats absolut gavnlig for dem, der rammes af katastrofen. Men flere ting kunne overvejes i relation til planlægningen af indsatsen ved en eventuelt lignende katastrofe. Først og fremmest vil jeg pege på, at når man vælger den åbne rådgivning som krisepsykologisk indsats, er både fordele og ulemper. Mange henvender sig og får god hjælp af det, især fordi der bliver gjort opmærksom på tilbuddet gennem aviser, tv og andre medier. Nogle får ikke hjælp på denne måde. Det er bekymrende, at meget få med PTSD blev registreret i den åbne rådgivning. Det kan skyldes flere ting. Når det handler om børn med PTSD, er der en fare for, at der underrapporteres både fra forældre (som måske selv har PTSD) og fra lærerne på skolen. Vi ved, at når man lider af PTSD, har man samtidig trang til at undgå traumet. Derfor benyttes den åbne rådgivning sjældent af mennesker med PTSD. Man kunne overveje at screene mere systematisk på skolen for ad den vej at få kontakt til de børn, der lider af PTSD. Ligeledes kunne man screene den voksne befolkning i området mere systematisk. Når man tænker på omfanget af materiel skader i Seest og deraf følgende relocation for beboerne, kunne man overveje mere information og under- 12 PSYKOLOG NYT Nr

6 visning om, hvordan relocation påvirker personligheden og familien. Et kommunalt krisepsykologisk beredskab og politikere med indsigt og handlekraft gjorde en positiv forskel i håndteringen af det psykosociale arbejde i forbindelse med fyrværkerikatastrofen i Seest. Det viste sig at være en fordel, at Kolding Kommune s PPR havde trænede krisepsykologer ansat. 6 ud af 13 psykologer har gennem de sidste otte-ti år udgjort Kolding Kommunes psykologiske kriseberedskab til eget personale, herunder blandt andre de frivillige brandfolk. Med denne ressource kunne PPR mønstre samtlige 13 psykologer til indsats dagen efter katastrofen, og ikke mindst kunne indsatsen holdes over lang tid. Inge Vesterdal Skovbjerg, cand.pæd.psych. PPR, Kolding Kommune Referencer: Davidson, P., Parker, K. (2001) Eye movement desensitization and reprocessing (EMDR): A meta analysis. Journal of consulting and clinical psychology. 69, Dyregrov, A. (2002) Katastrofepsykologi. Dansk psykologisk Forlag. Goldberg, D. (1978) Manual of the general health questionnaire. Winsov. Horowitz, M.J., Wilner, N., Alvarez, W. (1979) Impact of Event Scale. Psychomatic Medicine 41, Herman, J.L. (1992) I voldens kølvand. Om psykiske traumer og deres heling. Hans Reitzels Forlag. Mitchell, J.T. (1983) When disaster strikes. The Critical Incident Stress Debriefing. Journal of Emergency Medical Services, 8, Shapiro, F. (1995) Eye Movement Desensitisation and Reprocessing. Basic principles. Protocols and procedures. New York. The Guilford Press. Zabukovec, J., Lazrove, S., Shapiro, F. (2000) Self-healing aspects of EMDR : The therapeutic change process and perspectives of integrated psychotherapies. Journal of psychotherapy. 10. Nr PSYKOLOG NYT 13