Forskel på forventninger

Transkript

1 Forskel på forventninger Karl Maksten skriver i Nordjyske Stiftstidende. MESSIAS: Der var travlhed i musikforretningen. Folk skulle gøre deres køb af musikalske julegaver. En kunde, der for længe siden havde bestilt Händels Messias, fik at vide, at den ikke var kommet. I sin skuffelse udbrød kunden: Kan det passe? Jeg har ventet på Messias i tre måneder, og så er den ikke kommet endnu!. En ældre jøde, som stod i køen bagved kom med denne trøstende bemærkning: Tre måneder! Vi jøder har ventet på Messias i århundreder! Fra vor tidligste barndom har vi hørt bibelhistorie og lært jødernes historie at kende; vi hørte om Jerusalem og Jordanfloden længe før vi vidste, at Danmarks hovedstad hedder København, og Danmarks længste å hedder Gudenåen. Vi lærte netop så meget, at vi forstod, at der er en direkte sammenhæng mellem jødedom og kristendom. Uden jødedom ingen kristendom, for det var i jødefolket, Jesus blev født. Ikke mindst her i adventstiden kan det vække til eftertanke, at både jøderne og vi kristne lever med forventninger om, at Messias skal komme. Men der er unægtelig forskel på jødernes og kristnes forventninger, og det er et spørgsmål, om det er den samme Messias, jøder og kristne venter på. Ortodokse jøder venter måske nok på, at en Messias skal komme. Men inden for jødedommen taler man ikke så meget om en personificeret Messias, men finder det vigtigere at tale om messianske tider. Om disse tider vil komme med en person eller hvordan, er for jødisk tankegang ikke afgørende. Som en integreret del af det kristne evangelium venter vi kristne på Kristi genkomst. Jøden Jesus blev født her i verden. Men gennem sit evangelium gjorde han op med jødedommen. Han udbredte sit evangelium blandt mennesker her på jorden. Han led og blev korsfæstet af mennesker, men opstod fra de døde og for til himmels. Endemålet for det kristne evangelium er, at Jesus Kristus som Messias skal komme tilbage for at oprette en ny himmel og en ny jord. Advent betyder komme eller forventning, og vist kan vi sige, at advent skal minde os om, at Jesus blev født her på jorden. Men advent er egentlig en tid til eftertanke og til påmindelse om, at på et eller andet

2 tidspunkt vil Messias komme igen. Derfor skal vi i adventstiden i kirken bl.a. høre budskabet om dommedag og om de kloge og de mindre kloge brudejomfruer. Besøger man Ranum Kirke i Vesthimmerland, kan man iagttage maleren Niels Larsen Stevns fresko, som viser, hvordan han opfatter Kristi genkomst, netop over Ranum-egnen. Det er ikke en ny beslutning Lars Nielsen skriver i Nordjyske Stiftstidende JERUSALEM: Holger Graversen angriber ( ) præsident Trump, fordi han vil flytte den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. Men det er langt fra nogen ny beslutning. Sagen er, at USA s kongres i 1995 vedtog, at ambassaden skulle flyttes. Siden har diverse præsidenter udskudt loven med den begrundelse, at det stred mod USA s sikkerhedsinteresser. Formålet var, at israelere og palæstinensere aftaler Jerusalems status, inden ambassaden blev flyttet. Men forhandlingerne er ikke kommet ud af stedet i 22 år, fordi palæstinenserne ikke er villige til at indgå kompromiser. Derfor har Trump besluttet at flytte ambassaden. Det er led i en ny taktik, der skal lære palæstinenserne, at manglende forhandlingsvilje har ubehagelige konsekvenser. Det bryder Holger Graversen sig ikke om, for han foretrækker en situation, hvor Israel opgiver den militære kontrol med Vestbredden og Gaza uden modydelse fra palæstinensisk side. For ifølge Holger Graversen begår Israel massakrer på Vestbredden og i Ghaza. Men det er langt fra rigtigt. Realiteten er, at konflikten mellem de to parter fra 1987 til 2017 har kostet palæstinensere og 1600 israelere livet (Kilde: Wikipedia). Det er ca. 400 palæstinensere og 50 israelere om året. De fleste af disse drab skyldes skærmydsler, når man ser bort fra de krige, som Hamas har fremprovokeret ved at beskyde Israel fra Gazastriben (Kilde: Wikipedia).

3 Hjemsøgt - igen Thure Barsøe-Carnfeldt skriver JERUSALEM: Jerusalem er igen hjemsøgt af hvide mænds begær efter magt. Præsident Donald Trump har for få dage siden hældt eksplosivt brændstof på det ulmende bål Jerusalem. Europæiske riddere prøvede med hellig krig at indtage Jerusalem flere gange i middelalderen, men da det var baseret på religiøs fanatisme, endte det hele med, at muslimernes Saladin smed ridderne ud Jerusalem og det blev sidste gang, europæerne forsøgte at indtage Den hellige stad. Amerikas præsident har nok tænkt: Når Europa ikke kunne, så skal jeg vise dem, at verdens stærke mand, i samarbejde med Israelerne kan tøjre denne by. Det ser ud til, at Trump igen har gjort regning uden vært. Hans ganske særlige form for disjunktion krigsførelse kan kun medføre, at alle muslimer rejser sig mod os kristne endnu en gang og måske starter en tredje verdenskrig, hvis udfald helt afhænger af, hvilken side Rusland og Kina vælger at støtte. Det er nok klogt, at verdenssamfundet accepterer, at Jerusalem udnævnes til en selvstændig stat i lighed med Vatikanet, dog med en non-religiøs forfatning, som i al evighed holder alle religioner neutrale i forhold til hinanden, inden for staten Jerusalems mure. Den hellige by bør være åben Karl Maksten skriver i Nordjyske Stiftstidende JERUSALEM: USA s præsident Donald Trump har overraskende meldt ud, at han agter at flytte sit lands ambassade i staten Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. Næppe til manges tilfredsstillelse. Det var en vedtagelse i FN, der medførte, at jøderne i 1948 fik deres egen selvstændige stat, Israel. Hvad det har betydet for jøder, som i deres udlændighed ofte har sagt: Næste år i Jerusalem, kan vist alle

4 forstå. Rimeligt også, at jøderne efter mange års forfølgelser fik deres eget land at bo i. At jøderne nogle jøder ønsker Jerusalem som deres hovedstad, forstår man sådan set godt. Men i stedet for at være et evigt stridspunkt burde Jerusalem blive den by, der forener de tre største religioner i verden. Derfor bør denne hellige by være en åben by, fri for politisk strid. Byen Jerusalem har eksisteret i 3000 år og har været jødernes hovedby, som vi kender det fra Bibelen. Templet i Jerusalem var jødernes vigtigste sted, og efter jødisk overbevisning Guds tilstedeværelse på jorden. Dette første tempel blev ifølge 1. Kong. kapitel 6-7, opført på Tempelbjerget i Jerusalem og blev ifølge Bibelen opført i det 10. århundrede f.kr. af kong Salomon og dannede centrum for den jødiske religion frem til 587 f. Kr, hvor det blev ødelagt af babylonerkongen Nebukadnesar. Det blev genopbygget som det andet tempel i 515 f.kr. og flere hundrede år senere renoveret og udvidet af Herodes den Store. Dette tempel stod indtil 70 e.kr., hvor det blev ødelagt af romerne. Tempelpladsens vestmur, Grædemuren, er i dag det eneste vidnesbyrd om jødernes tempel og regnes for jødedommens helligste sted. Navnet grædemuren henviser til jødernes klager ved muren over templets ødelæggelse. Grædemuren kom under israelsk kontrol i 1967, da israelerne besatte området som led i Seksdagskrigen. Få dage efter besættelsen af Jerusalem, nedrev israelerne det marokkanske kvarter for at skabe plads, så israelske jøder kunne bede foran Grædemuren. Jerusalem har tillige en enestående betydning for alverdens kristne. Staden Jerusalem var just det sted, den by, hvor Jesus Kristus levede en tid, udbredte sin lære, og hvor han til sidst blev dømt og korsfæstet for sine ord og gode gerninger, og hvor han igen opstod fra de døde. Jerusalem er netop kristendommens arnested, det jordiske Jerusalem, mens vi kan se hen til et åndeligt Jerusalem som vi synger om i salmen På Jerusalem det ny, på den store konges by, lad os alle bygge. Tusindvis af kristne fra hele verden rejser hvert år til Israel, til Jerusalem for at opleve de hellige steder. Der er naturligvis intet kristent land, der ønsker at få Jerusalem som hovedstad. Mens omverdenen følger den standende strid mellem jøder og palæ stinensere, kan det frygtes, at striden kan ende med regulær krig. Det ønsker næppe nogen. Ethvert rettænkende menneske ønsker fred i Jerusalem.

5 Islams krigeriske fremtrængen lige fra denne religions opståen fik katastrofale følger for såvel jødedommen som kristendommen. I dag findes Klippemoskeen på Tempelpladsen, foruden Al-Aqsa-moskéen, og området regnes for islams tredje helligste sted efter Mekka og Medina. Men ifølge islam foretog Muhammed en natlig himmelfart fra Kabaen i Mekka til al-aqsa-moskéen i Jerusalem og videre gennem de syv himle. Desværre har palæstinenserne også et ønske om Jerusalem som deres hovedstad. Men før 1948 var der ikke en palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad. Tempelområdet er desuden helligt for katolske og ortodokse kristne. Den amerikanske præsident synes at spille højt spil, når han vil anerkende den hellige stad Jerusalem som hovedstad i staten Israel. Det vil næppe tjene ønsket om at skabe fred i de mellemøstlige områder. Unøjagtig beskrivelse Lars Nielsen Dronninglund skriver i Nordjyske Stiftatidende ISRAEL-KONFLIKT: Jimmy Munk Larsen beskriver (11.12.) konflikten mellem israelere og palæstinensere. Desværre med enkelte unøjagtigheder, som herved søges korrigeret. - De kristne fik ikke overtaget efter gentagne jødiske oprør mod romerne. Romerne indtog Judæa og fordrev de fleste jøder i På det tidspunkt var de kristne forfulgt. Det vedblev til 311. Der gik derfor ca. 200 år, fra romerne erobrede Judæa, til de kristne kunne overtage landet. - Da englænderne indtog Jerusalem i 1917, havde de lovet jøderne et nationalt hjem i Palæstina. I 1923 gav Folkeforbundet englænderne mandat til at regere den nyoprettede stat Palæstina (Det nuværende Israel inkl. Vestbredden og Ghaza). I mandatet stod, at Palæstina skulle være et nationalt jødisk hjem. Der var derfor fri indrejse for jøder. Men op gennem 1930 erne begrænsede englænderne alligevel indvandringen og forsøgte at gennemføre et indvandringsstop. - Det var FN, ikke England, der opdelte Palæstina i tre delstater. En, jødisk, en arabisk og Jerusalem. Opdelingen var nødvendig, fordi det arabiske flertal ellers ville sætte sig på magten og undertrykke jøderne.

6 Men det var stadig meningen, at de tre delstater skulle indgå i en fælles forbundsstat. - FN traf sin beslutning efter afstemning i generalforsamlingen, hvor bl.a. Danmark stemte ja. Beslutningen skulle træde i kraft Indtil da skulle England opretholde ro og orden. Men det skete ikke. I december begyndte et arabisk oprør, og i januar 1948 invaderede en arabisk hær fra Syrien for at støtte oprøret. På det tidspunkt rådede Israel kun over militser på ca infanterister uden flyvemaskiner og tunge våben. Men det lykkedes ved en feberagtig indsats at øge forsvaret og anskaffe tidssvarende udrustning. Det var også påkrævet, for 15 maj invaderede soldater fra Ægypten, Syrien, Jordan og Irak. Efterhånden blev Israel imidlertid så stærkt, at de kunne trænge fjenderne tilbage til det, der nu kaldes Vestbredden og Ghaza. Derefter blev der indgået våbenstilstand i Men der blev ikke fred, for det ville araberne ikke, og derfor blev det palæstinensiske flygtningeproblem ikke løst. - Det er derfor ikke rigtigt, at Israelerne begyndte krig for at fordrive palæstinenserne. Men det er rigtigt, at Israel besluttede at afvæbne alle arabere i Israel, for at kvæle oprøret. De der modsatte sig, skulle fordrives fra deres hjem. Det medførte, at der i 1949 var ca fordrevne palæstinensere uden for Israel. Deres ejendomme blev herefter overtaget af den israelske stat. Det kunne muligvis være undgået, hvis de arabiske stater havde sluttet fred med Israel, men det gjorde de som nævnt ikke. - De fordrevne er nu blevet til fem mio. statsløse palæstinensere, som kræver ret til at bosætte sig i Israel og få den jord tilbage, som Israel konfiskerede efter Det drejer sig om størstedelen af Israels beboede område. Herved vil den jødiske befolkning blive en minoritet i sit eget land. Dette krav støttes af det palæstinensiske selvstyre og et stort flertal i FN s generalforsamling. Det er selvsagt uspiseligt for Israel og den største hindring for, at der kan blive fred mellem israelere og palæstinensere.

7 Hvor dum kan man være? Holger Graversen skriver i Nordjyske Stiftstidende JERUSALEM: Trumps seneste dumhed er USA s vedtagelse af at anerkende Jerusalem som Israels udelte hovedstad. Hvor dum kan man være? Ingen kan nu være i tvivl om, hvem der er ansvarlig for, at striden mellem Israel og palæstinenserne endnu ikke er løst. Denne vedtagelse er i strid med FN og verdenssamfundets ønsker og bestemmelse. Nu kan vi desværre forvente en ny massakre fra stormagten Israels side imod en i mange år undertrykt palæstinensisk befolkning. Hvor megen umenneskelig krig, mord, nød og ydmygelse i Mellemøsten havde vi mon været foruden, hvis Israel efter krigen i 1967 var blevet tvunget til at forlade de af dem besatte palæstinensiske områder? Dette har jo siden krigen været FN s og verdenssamfundets ønsker og krav. Dette beviser FN s mange resolutioner siden Hvorfor er det endnu ikke sket? Langt de fleste kendere er ikke i tvivl om, at årsagen er den ganske simple og uretfærdige, at verdenssamfundet har været og fortsat er lig med USA. Og dette forhold parret med Israels brug af stædighed, misbrug af jødernes egen umenneskelige skæbne og omsiggribende selvtægt med fordrivelse, underkuelse, etnisk udrensning og tyveri af palæstinensisk ejendom, nu har fundet sted i over 50 år. EU har heldigvis allerede meldt klart ud med skarp kritik af USA s uvidende præsident. Det kunne være opløftende at høre en klar melding fra de danske politiske partier. Sat i brand Bjarne Houmann skriver i Nordjyske Stiftstidende MELLEMØSTEN: Nu har Trump med anerkendelse af Jerusalem - primært for at tilfredsstille sine rige jødiske amerikanske støtter under valgkampen - på det nærmeste sat Mellemøsten i brand. Selv højreregeringen i Israel har erklæret sig klar til krig. Som altid er det den stakkels civilbefolkning på begge sider, som disse tåbeligheder går ud over. Rige amerikanske jøder kan jo sagtens holde fanen højt. De bor jo fedt og godt - langt fra Mellemøsten! Nu kan vi andre så gå i frygt i de

8 næste tre år for, hvornår han sætter resten af verden i brand? Husk syv tidsler Knud Preben Hassing skriver i Nordjyske Stiftstidende JØDEHAD: De fleste ved, at Martin Luther i 1517 formulerede 95 teser mod den katolske kirkes afladshandel. At han også udfærdigede markante sentenser mod jøderne, er nok knap så kendt. Jødernes og de kristnes Kristus/Messias-opfattelse ligger langt fra hinanden. Det var Luther meget optaget af, men der var stor forskel på, hvad han i løbet af livet mente om uenigheden. I 1523 gav han udtryk for stor sympati for jøderne, som han regnede med at kunne omvende til kristendom, hvis man behandlede dem med næstekærlighed. Det ændrede sig i løbet af 1530 erne, da det viste sig, at jøderne ikke ønskede at blive omvendt. Hans opfattelse skiftede til et frådende had. Tonen kom til at lyde: Djævlen har besat dette folk, De er tørstige blodhunde og mordere over for hele kristenheden. Martin Luthers inderlige afsky for jøderne kulminerede i 1543 med udgivelsen af smædeskriftet Om jøderne og deres løgne. Her skriver Luther, om hvilken behandling, han mener jøderne fortjener. Det gør han med det, jeg vil tillade mig at kalde Luthers syv tidsler. De lyder i kort form: 1. For det første foreslår jeg, at man sætter ild på deres synagoger. 2. Dernæst tilråder jeg, at man ligeledes skal nedbryde og ødelægge deres huse. 3. For det tredje, at man fratager dem alle deres bønnebøger og talmudskrifter. 4. For det fjerde, at man under dødsstraf forbyder deres rabbinere fremtidig at undervise. 5. For det femte, at man fuldstændig fratager jøderne retten til at rejse frit omkring. 6. For det sjette skulle man forbyde dem al ågerhandel og fratage dem alle rede penge og guld og sølvsmykker.

9 7. For det syvende skulle man give de unge kraftige jøder og jødinder plejl, økse, hakke, spade, rok og ten i hånden og lade dem tjene brødet i deres ansigts sved. Mange ønsker at bortforklare og undskylde Luthers enorme jødehad. Man siger, at det er meget forståeligt, fordi der var tale om et udbredt had til jøderne på den tid. Men selvom det var tilfældet, behøvede han ikke bevidstløs at have tilsluttet sig det. Han sagde jo i den grad fra over for afladshandlen, selvom den havde enorm tilslutning. Det er heller ikke særligt smukt at lade en religiøs konflikt udvikle sig til skinger fjendtlighed og et ønske om at skade dem, man er uenig med. Det er vist heller ikke specielt næstekærligt. Andre synes, at det ikke var så galt med Luthers jødehad, fordi det ikke var baseret på race, men på religiøs uenighed. Det gør det dog ikke bedre. Der er ikke holdningsmæssig forskel på den måde, Luther anviste til behandling af jøderne og den metode, man på et andet idégrundlag behandlede dem på i NaziTyskland. Der var da også her stor begejstring for Luther. Allerede i 1923 udtalte Hitler: Luther var en stor mand, en kæmpe. I et tag brød han gennem tusmørket, og han så jøderne, som vi først i dag er begyndt at se dem. Endelig mener nogle, at Luthers opfordring til afbrænding af synagoger ikke var en tilskyndelse af vold. De skulle blot væk. På Krystalnatten, der fandt sted på Luthers fødselsdag 10. november 1938, blev der blandt de grusomme ting der foregik afbrændt mindst 200 synagoger (267?). Her var der i hvert fald tale om ekstrem vold. Vovestykke Carl Frede Haugaard skriver i Nordjyske Stiftstidende JERUSALEM: Hvo intet vover, intet vinder. USA s præsiden Donald Trump viger ikke tilbage fra at vove noget. Det er han ofte blevet bebrejdet for eller lagt for had for blandt sine modstandere. Senest har Trump vovet at bakke staten Israel op om at gøre hele Jerusalem til Israels hovedstad, trods voldsomme protester fra palæstinenserne. Nu er det ikke første gang, at en republikansk præsident bliver ugleset for, hvad han vover. Da Ronald Reagan, også

10 republikaner, som præsident 12. juni 1987 tordnede mod Sovjetunionens daværende diktator, Mikail Gorbatjov, var man ellevild. Ordene om Berlin-muren lød: Mr. Gorbatjov, tear this wall down. Man yndede ellers at betragte Reagan som en uduelig skuespiller. Men godt, at Reagan vovede. Berlin blev en hel by, og Tyskland genforenet. Modstandere af Israel må erindre sig, at israelerne fik ødelagt deres helligdom, Templet, i år 70 af Romerriget. Kun grædemuren står i dag tilbage som et minde herom. Israelerne blev fordrevet til alverdens hjørner af en daværende verden. Først i vores tid er de lidt efter lidt kommet tilbage til deres hjemland, og har siden kæmpet for dets overlevelse. Om palæstinenserne er der at konstatere, at disse ikke har et for godt ry i den arabiske del af Mellemøsten. Trumps træk er et vovestrykke - men noget måtte der ske for at bringe denne heksekedel ud af tryk.