Kastekrigerne. Om oprøret fra bunden af samfundet

Transkript

1 Kastekrigerne Om oprøret fra bunden af samfundet Lalu Yadav var en mand af folket. Han kom fra fattige kår, vogtede bøfler som barn og fik sine første par sko da han rejste hjemmefra. Hans far var bonde og dyrkede sine to tønder land, hans mor solgte mælk på markedet. Ingen af dem kunne læse og skrive. Da Lalu startede i skole som tolvårig blev han mødt med prygl og ydmygelse fra højkasteeleverne, for han var en Yadav, en lavkaste der vogtede køer, og dét skulle han ikke glemme. Den 10. marts 1990 fik Lalu sin hævn. Han blev valgt som leder af Bihar, en nordindisk delstat med over 100 mio. indbyggere. Snart græssede hans køer på plænen langs den brede indkørsel, der førte op til embedsboligen i hovedstaden Patna, en prangende hvid bygning fra kolonitiden, som engang havde tilhørt den britiske udsending. I forhaven dyrkede han kartofler og spinat, i baghaven indrettede han bistader, kaninavl, fiskebrug og en stald til bøflerne. Jeppe var vågnet i baronens seng. Lalu Yadav er en af Indiens mest markante politikere, en lille tætbygget mand med gråt Beatles-hår, der er berygtet for sine sjofle jokes og giftige one-liners. I sine velmagtsdage førte han sig frem som en indisk landarbejder, kløede sig i skridtet med uforstyrret grundighed og brød ud i Bollywood-sange midt under valgmøderne. En gang tonede han frem på tv med en papegøje på skulderen. Hans taler var skarpe og vittige, han hudflettede højkasterne som få havde gjort før ham: I århundreder har præsterne snydt landsbyboerne. Nu siger jeg; lad dem selv malke deres køer og vogte deres kvæg, eller lad dem sulte.1 Folket jublede, endelig én der turde tale braminerne imod.

2 Men Lalus urtehaver og kraftige bondedialekt var politisk teater. Han havde en kandidatgrad i statskundskab og blev valgt til parlamentet i Delhi første gang i 1977, kun 29 år gammel, det yngste medlem nogensinde. Men det devaluerede ikke hans folkelighed. Han var stadig en af deres egne, den jævne mands beskytter, manden der kæmpede mod Kongrespartiets pampere og hindunationalisternes højkastevælde. Samtidig med Lalus sejr i Bihar, kom en anden Yadav til magten i nabostaten Uttar Pradesh, Indiens folkerigeste delstat med 200 mio. indbyggere. Mulayam Singh Yadav var en tidligere landsbybryder. Han havde ikke Lalus charme, men lignede en, der var sej som læder. Med ét var to nordindiske delstater, med i alt 300 mio. indbyggere, styret af politikere uden for parnasset. Lalu og Mulayam Yadav kom begge fra Sudra-kasten, den største af de fire hovedkaster, der udgør halvdelen af Indiens befolkning. Sudra-kasten er også kendt som lavkasterne; ifølge det traditionelle kastehierarki hævet over de kasteløse, men underkastet de tre højkaster; Bramin, Kshatriya og Vaisya. Men en halv milliard mennesker er en broget flok. Mange befinder sig på samfundets bund, lever som tiggere og daglejere og er nærmest umulige at skelne fra kasteløse. Endnu flere hører til i den lavere middelklasse og arbejder som bønder, butiksejere og offentligt ansatte. Og endelig en lille elite af velhavende storbønder og magtfulde embedsmænd, der nyder samme anseelse og respekt som deres ligemænd blandt højkasterne. Det var denne elite blandt lavkasterne, der antændte 90 ernes oprør mod højkastevældet. I løbet af få år mobiliserede en ny generation af politikere som Lalu Yadav og Mulayam Yadav lavkasterne i en fælles front mod højkasterne, som har udgjort den traditionelle magtelite siden tidernes morgen. De udnyttede demokratiet og sejrede i kraft af deres talmæssige overlegenhed. I dag er Sudra-kasten tungt repræsenteret i de nordindiske delstatsparlamenter,

3 styrende i det politiske liv og indtager stadig flere ledende poster i den offentlige forvaltning. Siden har vækkelsen bredt sig til andre grupper; stammefolket, de kasteløse og muslimerne, der sammen med lavkasterne udgør 85% af befolkningen. Den politiske vækkelse af de laveste kaster i Nordindien er blevet kaldt den anden demokratiske revolution (den første var indførelsen af folkestyre efter uafhængigheden) eller mere poetisk, den stille revolution. Der er tale om en historisk magtforskydning på mange niveauer. De højeste kaster har afgivet magt til de laveste. Centralmagten i Delhi har afgivet magt til delstaterne. Og Kongrespartiet har afgivet magt til en række nye regionale partier. For det er ikke kun Nordindien, der har været ramt af den politiske revolution. Over hele Indien er nye partier og karismatiske politikere trådt frem på scenen i et opgør med Kongrespartiets enevælde og Delhis dominans. Men hvor kasteidentitet har været omdrejningspunktet for revolutionen i Bihar og Uttar Pradesh, har udviklingen i resten af Indien været drevet af en mere lokalpatriotisk kraft. Enten som regionale afskalninger fra Kongrespartiet, hvor lokale udbrydergrupper stiftede deres eget parti i protest mod moderpartiets enerådighed eller manglende vælgertække. Eller som gamle selvstændighedspartier, der fik en renæssance og talte til vælgernes etniske og sproglige særpræg typisk i de sydlige dele af Indien. Følgende kapitel fokuserer på revolutionen i nord, i delstaterne Bihar og Uttar Pradesh, dels fordi deres samlede befolkning udgør en fjerdedel af Indiens, og derfor vejer tungt i regnskabet. Dels fordi oprøret i Nordindien i særlig grad er bundet op på kastesystemet, der er så grundlæggende for det indiske samfund. For vækkelsen af Indiens laveste kaster er ikke kun en politisk bevægelse. Det er en bevægelse, som kan have vidtrækkende konsekvenser for Indien. Både for landets unge demokrati, og for det tusind år gamle

4 kastesystem. Heart of Darkness Da Lalu Yadav kom til magten i 1990 havde Bihar en nærmest triumferende bundplacering i alle nøgletal; de dårligste veje, de færrest biografer, de fleste mord, den højeste analfabetisme. Bihar var og er stadig i mange inderes øjne indbegrebet på alt hvad der er galt i Indien. Ludfattig, bundkorrupt og stærkt overbefolket. 104 mio. indbyggere på et område, der er to gange større end Danmark. 90% af befolkningen levede på landet, hvor de enten udkradsede en mager eksistens fra egne småbrug, eller arbejdede som fæstebønder hos de store godsejere, de såkaldte Bhumihars. Godsejerne udgjorde 3% af befolkningen, men ejede en tredjedel af jorden, og herskede som feudalherrer. Ofte havde de deres egne væbnede militser, som håndhævede deres magt overfor genstridige lavkaster, med natlige togter til deres landsbyer. Politiet var naturligvis køb og betalt af godsejerne, hvis der overhovedet var en politistation inden for de nærmeste 50 kilometer. Kun 10% af Bihars befolkning havde adgang til elektricitet. Ikke overraskende søgte tusindvis af daglejere lykken i andre delstater. De hobede sig op i slumkvartererne i Mumbai, Delhi og Bangalore, blev anset som parasitter af de lokale slumboere, fik tæv og tildelt de værste jobs; som svedende murstens-kulier i det sydindiske byggeboom, eller frysende vejarbejdere i Himalaya, med en osende asfalttønde som eneste varmekilde. Udover almindelig fattigdom var Bihar plaget af omfattende kriminalitet og social uro. Folk rejste ikke om natten af frygt for landevejsrøvere. Med væbnede overfald om året, var der en reel risiko for at blive lænset på vejen, eller værre endnu, afkortet med 6 tommer, som de lokale kaldte en halshugning. I Bihars hovedstad Patna lå biograferne øde hen om aftenen, folk turde ikke gå hjem efter mørkets

5 frembrud. Men værst stod det til i landdistrikterne, hvor røverbander angreb landsbyer i flæng. Øjevidner skildrede en virkelighed, der flugtede med tidens Bollywood-film, hvor skurkene havde store buskede overskæg og holdt hof med billig brændevin. Politiet holdt sig væk, og i tomrummet opstod landsbyværn, der patruljerede sukkermarkerne om natten med hjemmelavede haglgeværer. Store dele af Bihars økonomi byggede på illegale aktiviteter, ikke mindst en blomstrende produktion af tvivlsom kopimedicin; falske hovedpinepiller, antibiotika lavet fra presset puddersukker og tandpasta tilført store mængder kalk, og markedsført under navnet Colfate.2 Dertil en udbredt praksis af kidnapninger med krav om løsepenge. Alene i 1997 blev mennesker bortført, og typisk gik det ud over folk med gode indtægter, men uden særlige forbindelser til den politiske klasse, dvs. Yadav-klanen: Forretningsfolk og højtuddannede med gode jobs og indtægter. I løbet af 90 erne søgte de i sikkerhed i andre dele af Indien, hvilket blot forværrede økonomien yderligere. Bihars forfald er en klassisk fortælling om historisk deroute. For 2500 år siden var de frugtbare områder langs Ganges-floden arnestedet for den hinduistiske højkultur. Det var hér man opfandt skakspillet og 10-tals systemet og hér Siddhartha fik sin åbenbaring under et figentræ og grundlagde buddhismen. Ashoka den Store havde sin hovedstad Patalipura i nærheden af den nuværende hovedstad Patna. I gamle dage var Patalipura større end Rom på sit største. I dag ligger byen begravet under flere meter skrald i udkanten af Patna. Selvom Bihar nok var hårdest ramt, var forholdene ikke meget bedre i de øvrige nordindiske delstater, navnlig Uttar Pradesh og Vestbengalen, men i forhold til Sydindien var kontrasten slående. Her voksede økonomien med rekordhast. I midten af 90 erne var Bangalore allerede et globalt brand inden for IToutsourcing, multinationale selskaber flokkedes til byen og nye bygninger i stål og glas skød frem som paddehatte. De unge

6 blev ansat til startlønninger, der overgik deres fædres efter 40 års anciennitet, og en ny middelklasse fejrede de gode tider i smarte shoppingcentre. Det evige skisma mellem Nordog Sydindien stod skarpere end nogensinde. At situationen skulle udvikle sig så drastisk lå ikke i kortene. Under det britiske kolonistyre var Bihar og Uttar Pradesh blandt de mest veldrevne provinser i Indien, embedsmænd herfra var højt agtede og tilhørte eliten.3 Agerjorden var frugtbar og længere nede lå store forekomster af kul, jern og mineraler. I 1947 var den gennemsnitlige indtægt på niveau med resten af Indien, alle lå på samme lave niveau. I årtierne efter uafhængigheden tog Sydindien fra, mens Nordindien sad fast. Årsagerne er mangfoldige, men vigtigst er kastesystemet, hvis hierarki var langt mere fastlåst i Nordindien end længere sydpå. Forskellen skyldes en vifte af sociale og historiske forhold, først og fremmest, at der er flere højkaster i nord, og at deres magt er tilsvarende større. I Nordindien udgør de tre øverste kaster ca. 20% af befolkningen, mens de i Sydindien kun udgør 5%.4 Samtidig nød de nordindiske højkaster anderledes godt af mødet med den britiske kolonimagt end deres fæller i syd. I Nordindien byggede briterne videre på det mogulske skattesystem, og udliciterede skatteindkrævningen til de lokale godsejere, de såkaldte zamindarer, og dermed blev magt og velstand konsolideret hos nogle få jordejere, der fastholdt det store flertal af lavkaster og kasteløse i et jerngreb af feudal undertrykkelse. Det samme gjorde sig ikke gældende i Sydindien, hvor bønderne betalte deres skat direkte til statsmagten. Det fastlåste kastehierarkiet satte sit præg på alle dele af samfundet og var stærkt hæmmende for den sociale og økonomiske udvikling. Højkasternes magt var total og uangribelig. De sad på det meste af landbrugsjorden, deres fæstebønder var billige

7 i drift og der var ingen behov for investering og udvikling. Og de sad på alle de vigtige poster i statsforvaltningen med fri adgang til de offentlige ressourcer. Reformer og effektiviseringer var ikke i deres interesse. Infrastrukturen forvitrede, investeringer søgte mod grønnere egne i syd, fattigdommen bed sig fast og sendte det gamle indiske hjerteland ud i en negativ spiral, som kun blev værre i løbet af 90 erne. I 1991 lå Uttar Pradesh gennemsnitlige indkomst 25% under landsgennemsnittet, cirka det samme som i slutningen af 60 erne. I 2006 var det faldet til 50%.5 Noget for noget Der var en gang hvor Uttar Pradesh var Kongrespartiets højborg. Det var her Nehru/Gandhi-dynastiet kom fra, her klanens tre statsministre voksede op, og her de alle sammen, inklusiv Sonia og Rahul Gandhi, stillede op til valg. Med 80 mandater ud af parlamentets 543, var og er Uttar Pradesh en nøglestat i kampen om regeringsmagten i Delhi. Men udover Nehru-klanens magi, og den ærbødighed, som mange indere stadig føler over for familien, var det i høj grad den lokale magtelite af godsejere, forretningsfolk og pengeudlånere, der sikrede Kongrespartiets overherredømme i Nordindien op gennem 50 erne og 60 erne. Det var dem, der styrede Kongrespartiets lokalafdelinger, og sørgede for, at deres undersåtter satte deres kryds ved partiet. Og det gjorde de bønderne, daglejerne, arbejderne, skyldnerne, de kasteløse og muslimerne af lige dele frygt og hengivenhed, velvidende at straffen for et nej overskyggede belønningen ved et ja. Til gengæld udviste Kongrespartiet stor gavmildhed for sine støtter. De milde gaver flød ned gennem systemet og smurte hjulene under valgkampen. Det var sådan partiet sikrede sit enevælde gennem 40 år. De lokale stormænd byggede bro mellem parti og vælgere. Det var ikke Nehrus idealisme, der fik de indiske græsrødder til at spire, men konkrete forventninger om

8 ydelser og modydelser op og ned gennem hele systemet. Det indiske demokrati blev klientbaseret. Årsagen er især strukturel. I de fattige og feudale egne i Nordindien, hvor statsmagten er svag og jungleloven hersker, søger vælgerne ikke en politisk repræsentant, men en beskytter. Der hersker udbredt fattigdom og social ulighed, og en benhård og ofte uretfærdig kamp om ressourcerne, og derfor søger de fleste beskyttelse hos de lokale godsejere, klanledere eller mafiabosser. Og således videre op i systemet. De lokale stormænd vender sig mod deres egne beskyttere, og øverst i fødekæden ligger statsmagten, som råder over den største pulje af ressourcer. Det er denne Alladins hule, som de folkevalgt higer efter. En politisk karriere bliver den ultimative genvej til velstand og social opdrift. For én selv, og alle ens støtter.6 Denne vertikale magtstruktur gennemsyrer de fleste politiske partier i Indien i dag. Jo flere klienter man har under sig, jo stærkere står man. Der er ingen moralske skrupler forbundet med den gensidige hjælp og støtte, som man tilbyder hinanden, det er spillets regler. Og heri ligger kimen til den korruption og nepotisme, som præger det politiske system i Indien.7 Af samme grund er en kriminel baggrund ingen hæmsko for en politisk karriere. Ifølge en stor analyse foretaget i 2014, udtalte 46% af adspurgte indere, at de ingen problemer havde med at stemme på en kriminel kandidat hvis blot de leverede varen.8 Resultatet afspejles med al tydelighed i de rapporter, som Association for Democratic Reform (ADR), en indisk NGO, der overvåger indiske politikere i forhold til personlig formue og kriminelle forhold, har leveret siden Ved det sidste nationale parlamentsvalg stod 34% af de folkevalgte anklaget for en eller flere kriminelle forhold,

9 dvs. 185 ud af 543 parlamentarikere. Af disse 185 kriminelle folkevalgte, var 21% anklaget for alvorlige forbrydelser som mord, røveri, voldtægt og kidnapninger. Forholdene i de nordindiske delstatsparlamenter er endnu mere udtalte. I Bihars nuværende parlament er tallene hhv. 58% og 35% i forhold til kriminelle sager og alvorlige forbrydelser.9 Det skal understreges, at kriminelle forhold dækker anklager, tiltaler og sigtelser ikke domfældelser. Mange af de berørte er ofre for falske politianmeldelser fra politiske modstandere. Alligevel er tallene interessante, især når man sammenligner forholdet mellem kriminelle kandidater og endelige sejrherrer. Her synes en blakket baggrund ikke at være en ulempe, for hele 13% af de kriminelle kandidater sejrede, mens det samme kun gjorde sig gældende for 5% af de rene kandidater. Dertil kom, at 83% af parlamentarikerne havde en personlig formue på over 10 mio. rupees (1 mio. kroner). For stort set alle var formuen steget, efter de kom til magten. Det er ikke uden ironi, at det var Nehrus revolutionære Kongresparti, der banede vej for klient-demokratiet i Nordindien. Nehru håbede, at demokratiet ville frigøre folket fra kastesystemets bånd, at vælgerne ville stemme på de bedste og mest kompetente politikere, men i stedet blev partiet en reaktionær kraft, der underbyggede de eksisterende magtstrukturer, med godsejere og braminere øverst i hierarkiet. Også Bhimrao Ambedkar havde høje forhåbninger til demokratiet, men var mere afmålt omkring perspektiverne. Ambedkar var sammen med Nehru og Gandhi den vigtigste af Indiens landsfædre, en kasteløs mønsterbryder, der fik en juridisk embedseksamen fra Columbia University i New York og blev Indiens første justitsminister. Han var den drivende kraft bag landets moderne forfatning. I en tale til forfatningsudvalget i 1948 beskrev han Indiens

10 folkestyre som garniture top-dressing på et grundlæggende udemokratisk samfund. Tre år senere tog han sin afsked som justitsminister, og leverede følgende ætsende kritik af Nehrus regering: At acceptere ulighed mellem klasser og kaster, og kvinder og mænd, som er det hinduistiske samfunds inderste sjæl, og blot vedtage lovforslag, der vedrører økonomiske problemer, er at latterliggøre vores forfatning, og bygge et palads på en mødding.10 Demokratiet hvilede på et grundlag kastesystemet som var uforeneligt med demokratiet. Kastesystemet er demokratiets anti-tese; elitært, hierarkisk og undertrykkende, og rangordner borgere ud fra forestillinger om en iboende og medfødt urenlighed. Demokratiet kunne ikke nedfælles fra toppen, idealismen var ikke nok, men krævede gennemgribende reformer, som han indså, at Kongrespartiet ikke evnede at gennemføre.11 Ambedkars ord var nærmest profetiske. 70 år senere skriver den kyniske og anmelderroste forfatter Pavan Varma, at det sande mirakel ved Indiens demokrati er, at det har blomstret i fem årtier uden skygge af demokratisk sindelag demokratiet har ikke overlevet i Indien fordi inderne er demokratiske, men fordi det har vist sig at være den mest effektive måde at opnå magt. Han tilføjer, at det ikke var de demokratiske idealer, der fik inderne til at omfavne demokratiet, men de potentielle goder, som den demokratiske proces kastede af sig. Demokratiet gav de eksisterende magthavere, især på landet, mulighed for at styrke deres status og dominans.12 Klientdemokratiets ånd kaster skygger over stemmeboksen, men også partiernes indre liv, dels i forhold til en grundlæggende mangel på ideologi hos de fleste folkevalgte, dels i forhold til en stærkt hierarkisk partistruktur. Da det primære mål med demokratiet er status og personlig vinding, følger de folkevalgte ofte magten uden skam og skrupler. Partiskift er hyppigt forekommende og især

11 problematiske i forbindelse med tætte valgresultater, hvor en enkelt afhopper kan ændre på magtbalancen mellem parterne. I visse ekstreme tilfælde har partiledelser sendt hele folketingsgrupper i eksil, f.eks. på et hotel i Goa med whisky og kortspil, og vagter, der skærmede af for ubudne gæster med gode tilbud. Først når regeringskabalen var på plads, og det ikke længere gav mening at skifte parti, blev de lukket ud igen.13 Derudover er de indiske partiet stærkt hierarkiske og anført af en enkelt magtfuld leder, der bestemmer kursen. Lederen tildeler sine familiemedlemmer de sikreste valgkredse, og overdrager med tiden ledelsen til sønner og døtre, hustuer og elskerinder. Kongrespartiet er et præmieeksempel, det har været domineret af Nehru-klanen siden starten af det 20. århundrede. Det var Jawaharlal Nehrus far Motilal, der bad Mohandas Gandhi udnævne den unge Nehru som ny partipræsident, og senere udnævnte Gandhi Jawaharlal som landets første statsminister, uden at rådføre sig i partiet. I dag er stort set alle de indiske partier, nye som gamle, kendetegnet ved dynastier og familieforbindelser. Alle er topstyret og præget af en ringe grad af internt partidemokrati. Forfatteren Patrick French foretog en analyse af de 543 folkevalgtes adkomst i Lok Sabha i Delhi: alle under 30 år havde arvet deres plads fra familiemedlemmer. For de årige drejede det sig om 86,4%. Hvis tendensen fortsatte, ville de fleste parlamentsmedlemmer med tiden være repræsentanter for familiedynastier, og Indien ville vende tilbage til deres udgangspunkt før uafhængigheden, hvor landet var regeret af konger og fyrstendømmer.14 I et forsøg på at skabe en dybere forståelse for det forhold, henviser Pavan Varma til det hinduistiske begreb Bhakti, der er fordringen om underkastelse i vejen til spirituel frelse. Fordringen om underkastelse er et grundlæggende element i det indiske samfund. Det definerer ikke kun forholdet mellem Gud

12 og menighed eller guru og discipel, men også forholdet mellem far og søn, svigermor og svigerdatter, godsejer og daglejer, leder og medarbejder, konge og undersåtter. Og således også intern i partierne, hvor medlemmerne forventes at underkaste sig den øverste leder, som til gengæld forventes at være stærk. I den brede befolkning er Indira Gandhi stadig den mest ærede af Indiens statsministre. Jeppe på Bjerget Tilbage i Bihar satte Lalu Yadav hurtigt sit præg på statsadministrationen. Familiemedlemmer, kastefæller og andre politiske allierede blev belønnet med lukrative poster i den offentlige sektor. Politistyrken blev opmandet med rekrutter fra Yadav-kasten og andre tilhængere fik uddelt dhoti er og sari er (hhv. herre- og damebeklædning) til spotpris; to kroner stykket, billigt selv efter indiske forhold. Den samlede omkostning for statskassen beløb sig til 200 mio. kroner. På den anden side at statsgrænsen i Uttar Pradesh kastede Mulayam Yadav sig ud i lignende tiltag, og erstattede pc erne i den offentlige administration med gamle Remington skrivemaskiner, i et bevidst forsøg på at de-effektivisere forvaltningen, og dermed skabe flere jobs til sine tilhængere. Også deres respektive fødebyer nød godt af de nye tider, de blev omdannet til såkaldte VVIP-landsbyer. Very Very Important People. Lalu Yadavs landsby Phulwaria fik tilført solceller, vindmøller og elektriske vandpumper, samt en ny vej, der ifølge Lalu var ligeså glat som Hema Milinis kinder. Hema Milinis er en berømt Bollywood diva, som Lalu har et godt øje til. Da hans vælgere senere klagede over manglende veje andre steder i Bihar, svarede han at man kun har brug for veje hvis man har en bil. Mulayam Yadav gik videre endnu. Hans landsby, Saifai, gik fra at være en lille støvet flække i det vestlige Uttar Pradesh

13 med et par tusinde indbyggere i små lerklinede hytter, til den perfekte legoby med lufthavn, hospital, skoler og universitet. Samt vand og strøm døgnet rundt; en flygtig drøm for de fleste landsbyboere i Uttar Pradesh. Hospitalet i Saifai er én af delstatens største, og gennemfører operationer og konsultationer om året. En specialafdeling for neurokirurgi, hjertekarsygdomme og særligt komplekse operationer er under opførelse. I 2014 åbnede et sportskompleks til en samlet pris af 200 mio. kroner, med indendørs svømmehal i olympiske dimensioner, øvebassin og pool til udspringskonkurrencer. Hockeybane med kunstigt græs, badmintonhaller, cricket stadion, beboelses- og uddannelsesfaciliteter samt en bryderring, som en enkelt gestus mod fordums traditioner. Snart følger en safaripark med løver, der skal fremme turismen i denne oversete del af Indien; én at landets fattigste egne.15 At Saifai stadig kun huser indbyggere og sæsonarbejdere gør ikke indtryk på Mulayam Singh. Han fastholder at landsbyen er et knudepunkt for uddannelse, sundhed og kultur i 200 km. radius. Saifai og Phulwaria står som monumenter over Lalu og Mulayam Yadav magt og ære, og fungerer samtidig som deres stensikre valgkredse. Der findes VVIP landsbyer over hele Indien. Uden for de små oaser bredte krisen sig. Mens multinationale IT-selskaber flokkedes mod Sydindien, stivnede den økonomiske udvikling i Nord. Alligevel blev Lalu Yadav genvalgt i 1995, denne gang med et endnu stærkere mandat. Lalu viste med al tydelighed, at det ikke krævede god regeringsførelse at blive genvalgt, der var alligevel ingen, der troede det var muligt, slet ikke de fattigste i landsbyerne, der levede i godsejerens skygge. Med Lalu levede håbet om et opgør med den etablerede magtelite.16 I 1997 blev Lalu Yadav ramt af den såkaldte Foderskandale, der omfattede snyd med tilskud til dyrefoder og medicin til

14 fiktive kvæghold for 2½ milliard kroner. Men Lalu var kun øverste led i fødekæden. Alle i systemet havde været indblandet, fra inspektørerne i marken, der tilså de fiktive køer, til afdelingsledere, der godkendte rapporterne, til de højerestående embedsmænd, der frigav midlerne og politikerne, der vedtog bevillingerne. Retfærdigvis videreførte Lalu bare en praksis, som havde stået på i 20 år. Men selvom Lalu Yadav blev tvunget til at træde tilbage, slap han ikke magten af den grund. Han overdrog embedet til sin kone, Rabri Devi en indisk husmor uden politisk erfaring, der knapt kunne skrive sit eget navn og fortsatte sit virke fra kulissen. Og på trods af, at Bihar på ingen måde oplevede større økonomisk fremdrift under Rabri Devi, i en tid hvor resten af Indien i øvrigt oplevede sin største vækst nogen sinde, blev hun genvalgt to gange og styrede Bihar frem til Hvorfor? MY-alliancen fremhæves ofte som Lalus største styrke, og meningsmålinger viser, at 75-80% af alle muslimer og Yadav er stemte på ham, uanset hvor dårlig hans regeringsførelse var. I deres optik adskilte hans opportunisme sig ikke fra tidligere herskere, nu var det bare én af deres egne, der kunne nyde dens frugter, og dermed også dem selv. Men ligeså vigtig for muslimerne var Lalus hårde kurs overfor hindunationalisterne. I en tid hvor antallet af sekteriske angreb på muslimer voksede over hele landet, oplevede Bihar ingen særlige overgreb i de 15 år, hvor Lalu var ved magten. Politiet holdt hindunationale aktivister i skak og forhindrede kendte ballademagere i at holde offentlige møder. Lavkastepartierne var muslimernes nye beskytter. Men frem for alt sejrede Lalu Yadav på sin person. Det var hans folkelighed og den respektløshed, som han udviste overfor højkasterne, der gav ham hans brede appel, og han formåede med stor dygtighed at mobilisere brede udsnit af de fattigste dele af befolkningen, især de kasteløse. Han bidrog med en ny følelse af selvværd, som var ganske unik.17

15 En artikel i det ansete indiske tidsskrift Caravan beskrives forandringerne i landsbyen Barbigha i det centrale Bihar, et klassisk lille samfund hærdet af århundreders had, og hvis små jordslåede veje udgør dybe kløfter mellem højkasterne og de øvrige indbyggere. Barbighas indbyggere var fordelt på 35 kasteløse familier, 300 lavkaste-familier (heraf 200 fra Yadav-kasten) og 15 fra Bhumihar-kasten, som trods deres lave antal, var landsbyens mest magtfulde gruppe. De var braminere, godsejere ejede 45% af jorden. De dominerede landsbyrådet og levede adskilt fra de andre i finere huse med hvidkalkede mursten. Når lavkasterne passerede godsejernes huse, skulle de tage skoene af og bære dem på hovedet berøring af skosåler er forbundet med skam og ydmygelse. Godsejerne var hævet over loven og kunne behandle de andre som det passede dem, politiet greb ikke ind. Men i starten af 00 erne fik Barbigha ny leder af landsbyrådet. I 28 år havde rådet været styret af den samme Bhumihar, hvis ryg var plettet med skudsår, som han havde fået i kamp mod lavkastemilitser. Nu måtte han vige for en Yadav, og tilmed bukke for ham i respekt, selvom han foragtede ham. Lavkasterne sikrede sig ret til at opdyrke mere af deres egen jord og fik bedre priser for deres afgrøder. Lavkasterne blev rigere på bekostning af godsejerne, som begyndte at sælge fra. De gamle strukturer gik i opløsning.18 MY alliancen Allerede i 1957 forudså den store indiske sociolog Srinivas, at demokratiet ville styrke betydningen af kasteidentitet. Fremtidens politiske kamp ville afspejle kastemæssige rivaliseringer, hvor vælgere samlede sig i stemmebanker og vendte sig mod politikere fra deres egen kaste. Lalu og Mulayam Yadavs var kastekrigere af højeste karat, og fuldbyrdede Srinivas profeti. Deres sejre byggede på støtte fra muslimerne og deres egne Yadav-fæller, den såkaldte MYalliance.

16 Det var en stærk alliance. Muslimerne var tungt repræsenteret i Nordindien og Yadav erne var den største, rigeste og mest veluddannede Sudra-underkaste, og udgjorde over 10% af den samlede befolkning af Bihar og Uttar Pradesh.19 Til sammen dækkede MY-alliancen næsten 25% af vælgerne, en solid blok i et samfund, der er splittet på kryds og tværs af kaster og religion. Muslimerne havde altid været Kongrespartiets trofaste støtter. De huskede hvordan Nehru og Gandhi havde stået dem bi under delingen i 1947, hvor store dele af befolkningen i Indien lagde dem for had. Men som årene gik, blev muslimernes loyalitet taget for givet, de stemte troligt på Kongrespartiet, men fik ingenting retur. Da Rajiv Gandhi i slutningen af 80 erne gav efter for de voksende hindunationale strømninger, og lod Rama-aktivisterne få adgang til Babri Masjid moskeen i Ayodhya (se Kongrespartiets storhed og fald), mistede Kongrespartiet sin sidste rest af sekulær troværdighed. Muslimerne søgte nye politiske allierede. I modsætning til muslimerne, havde lavkasterne aldrig været de store tilhængere af Kongrespartiet. Allerede fra starten blev de afskåret fra den brede koalition, som gjorde Kongrespartiet uovervindelig de første 30 år., en koalition, der bestod af kasteløse, muslimer og andre minoriteter, anført af højkasterne. Lavkasterne blev set som en trussel mod den harmoni, som herskede i Kongrespartiets, de var større, stærkere og mere motiverede end de andre, og ville næppe affinde sig med rollen som føjelige klienter på højkasternes nåde.20 Deres udelukkelse fik konsekvenser. Lavkasterne blev underrepræsenteret på alle niveauer i det indiske samfund; de havde færre folkevalgte i parlamenterne og færre beskæftigede i den offentlige sektor. Stadig i 1980 sad de på kun 12% af stillingerne, heraf 5% i de øverste lag, selvom de udgjorde halvdelen af befolkningen. Selv de kasteløse klarede sig

17 formelt set bedre. For i modsætning til de kasteløse, havde lavkasterne ingen jobkvoter, og fik det heller ikke. For mens Nehru accepterede positiv særbehandling af de kasteløse, hvis armod var åbenbar, mente han at yderligere særbehandling ville udkrystallisere eksisterende skel i samfundet og styrke kastesystemet. Kongrespartiets konservative lokalafdelinger bifaldt Nehrus beslutning, for de vidste, at den ville afskære lavkasterne fra den offentlige sektor og det politiske liv, og sikre højkasternes magt og indflydelse de næste mange år. Lavkasterne fandt sammen i nye fællesskaber, bondebevægelser og socialistiske partier, der skulle blive Kongrespartiets nemesis. Varna & Jati Yadav-kasten var kodrivere. De vogtede køer, solgte mælk og arbejdede i markerne. Ofte fungerede de som godsejernes håndlangere, holdt styr på de kasteløse daglejere og sikrede ro i geledderne. Ifølge braminerne tilhørte Yadav erne Sudra-kasten, for deres arbejdsopgaver lå under højkasternes værdighed. Yadav erne solgte mælk, og tjente dermed penge på den hellige ko. Og hvad værre var, så arbejdede de med dyreavl, herunder kastrering af tyrekalve, som var forbundet med blod, vold og kropsvæsker aldeles urent i en braminsk optik. Derfor var Yadav erne lavkaster. Men Yadav-kastens placering i hierarkiet var ikke et udtryk for den endegyldige sandhed, det afspejlede blot det braminske verdensbillede jf. Manus bog, et gammelt hinduistisk skrift fra omkring 100 fvt., som definerede kastesystemet ned til mindste detaljer. Ifølge Manus bog er alle hinduer indplaceret i en af fire store kaster, og alle kender deres plads og accepterer deres lod i livet som del af en kosmisk retfærdighed. De fire kaster, eller varna, som de hedder på sanskrit, er Bramin (præstekasten) som ligger øverst,

18 efterfulgt af Kshatriya (krigerkasten), Vaisya (købmandskasten) og Sudra (bondekasten).uden for varnasystemet, og lavest i systemet, ligger stammefolket og de kasteløse. Varna-systemet udgør stadig grundlaget for den gængse opfattelse af kastesystemet i Vesten, ikke mindst fordi den britiske kolonimagt og de første antropologer og sociologer fra Europa abonnerede på det syn. Det var braminerne, som briterne rådførte sig hos, da de skulle forstå det indiske samfund, og braminerne kvitterede med en fortælling, som underbyggede deres egen magt i samfundet. Men varna-systemet ligger langt fra den sociale virkelighed. For mange indere er deres varna irrelevant. Langt vigtigere er den såkaldte jati, som er kastesystemet anden struktur. Stort set alle indere har en jati. Man fødes ind i sin jati, og den udgør ens vigtigste fællesskab udover familien. Jati en kan bedst sammenlignes med et etnisk stammeforhold. Der findes tusindvis af jati er og de bestemmer stort og småt for de fleste indere. Farven og formen på deres turban, måden de binder deres lændeklæde på, hvordan de ruller deres skæg (op, ned eller lige ud ) og hvilke guder de tilbeder. Normalt gifter man sig indenfor sin jati, bor i samme bydel, har samme beskæftigelse. Ofte kan jati en udledes fra efternavnet. Når indere omtaler deres kaste, er det jati en de mener, ikke deres varna. Jati en er kastesystemet i praksis. Jati en beskrives ofte som en underkaste til de fire varna, men reelt er der tale om to særskilte strukturer. For det første er varna-systemet uforanderligt mens jati er er dynamiske. Der findes kun fire varna, og de ændrer sig ikke, men der opstår løbende nye jati er. Hvis f.eks. en stor gruppe danskere emigrerede til Indien, ville de blive opfattet som en ny jati.21 Dermed er jati-systemet heller ikke begrænset til hinduer, men gælder alle trossamfund og etniske minoriteter. Varna-systemet, derimod, omfatter kun en del af hinduerne. De kasteløse har som bekendt ingen varna men masser af jati er.

19 Den anden grund til, at jati er ikke blot er en underopdeling af varna-systemet er, at der hersker delte meninger om hvilken varna, de enkelte jati er hører under. Ofte mener jati er, der officielt er lavkaster eller kasteløse, at de egentlig er højkaster. Alle ligger de inde med myter, som fortæller om deres storhed og fald, hvordan de engang i tidernes morgen tabte en krig, trodsede en gud, blev forrådt af brødre eller bare var uheldige. Chamar-kasten, en kasteløs jati, der arbejder som garvere og læderarbejdere, mener f.eks. at de i virkeligheden er malplacerede braminere. Ifølge deres fortælling, nedstammer Chamar fra den yngste af fire braminske brødre, der engang for længe siden var ude og bade i en flod. Her så de en ko, som kæmpede for livet i noget kviksand. De tre ældste sendte deres yngste bror ud for at redde koen, men forgæves, koen døde før han fik den i land. Nu blev den yngste bror tvunget til at fjerne liget, og herefter fratog de ham hans kaste, da han nu havde håndteret døde dyr. Han fik navnet Chamar, og fremover skulle hans slægt leve af det læder, som de kunne trække af døde dyr.22 Det samme gør sig gældende for Yadav-kasten, som mener, at deres placering i Sudra-kasten er en historisk fejl, at de i virkeligheden er Kshatriya, og tilhører kriger- og kongekasten. Ifølge dem selv, er de ikke simple hyrder, men vogter Indiens helligste dyr. Derudover er de efterkommere af guden Krishna, en af Indiens mest populære guder, det fremgår i hvert fald af deres egen oprindelsesmyte. Krishna var både en kriger og en hyrde, den guddommelige hyrde, der nedlagde malkepiger på stribe og spillede på tværfløjte for sit følge af køer. Endelig blev de godkendt som krigere af den britiske kolonimagt, der udnævnte Yadav-kasten til et martial race på linje med sikher, pashtuner og gurkhaer folkeslag, som briterne mente var særligt egnede til militærtjeneste. Mange Yadav er gjorde tjeneste i den britisk-indiske hær, og er stadig talstærkt repræsenteret i den indiske hær i dag. Yadavkasten er derfor ikke Sudra men Kshatriya, mener de altså

20 selv.23 De mange oprindelsesmyter er et sværd, der skærer to veje i den sociale mobilitet. For når de nederste kan være malplaceret på bunden, kan det modsatte jo også gøre sig gældende; så kan de øverste også være malplaceret på toppen. I det lys er kastesystemet ikke en statisk struktur, der fastlåser folk i tid og al evighed, men en struktur, der giver plads til social mobilitet. Og udviklingen i dag går måske hurtigere end nogensinde. Forandringer, der før tog århundreder at gennemføre, sker nu på årtier, og demokratiet er en af de stærke katalysatorer. Turen til valgboksen har givet den sociale opdrift ny luft under vingerne. Dermed ikke sagt, at selve kastesystemet befinder sig i en dødskamp, ånden lever videre i bedste velgående. Inderne er enige om, at der findes et hierarki, og de er som regel også enige om hvor i hierarkiet alle de andre jati er befinder. Det eneste de er uenige om er, hvor på strukturen deres egne jati befinder sig. Det er ikke kun højkaster, der anser lavkaster for urene, væmmelsen går begge veje. En Kuricchan, en jæger fra Sudra-kasten, mener at hans jordhytte bliver forurenet hvis en braminer betræder det, og vil efterfølgende dække det til med kokasser som led i en rituel rensning. Og Kurmis en, også fra Sudra-kasten, vil ikke dele et måltid med en braminer, med mindre det er hans guru.24 Og således lever de forskellige kaste-samfund hver for sig. Der findes ingen samhørighed på tværs af jati erne, ingen særlig solidaritet, der knytter den ene lavkaste-jati til en anden lavkaste-jati, udover et fælles (og forbigående) politisk mål. Arbejderklassen holder ikke sammen, og det afspejler sig også i den politiske proces. Hver jati hytter deres eget skind. Og i et samfund som det indiske, hvor ressourcerne er knappe, er den enes død som regel den andens brød. Kodrivernes magt

21 Allerede i 1920 erne begyndte Yadav-kastens sociale opstigning. De organiserede sig i en landsdækkede interesseorganisation, der kæmpede for at fuldbyrde deres skæbne som krigerkaste, og herske over det nordlige Indien. De kom skidt fra start ved uafhængigheden, og fik hverken jobkvoter eller anden hjælp fra Kongrespartiet, men de nød godt af Nehrus landsbrugsreformer. I løbet af 1950 erne blev en del af de store godser brudt op og fordelt blandt de jordløse bønder, ofte fra Sudra-kasten. Da Indira Gandhi i 1965 lancerede den grønne revolution og mangedoblede Indiens kornproduktion på få år, stod de største og dygtigste Sudrabønder klar til af høste. Men trods deres voksende økonomiske styrke, var de stadig udelukket fra den administrative og politiske magt. I løbet af 60 erne samlede lavkasterne sig derfor i et politisk parti, Janata Party (Folkepartiet), som kæmpede for egne jobkvoter i det offentlige. Snart fulgte de første politiske sejre i de regionale forsamlinger i Bihar og Uttar Pradesh. Kongrespartiets deroute var begyndt, og Indira Gandhi handlede resolut, i 1975 annullerede hun demokratiet og indførte sin Emergency. Men det var en stakket frist. Da hun i 1977 genindførte demokratiet og udskrev valg, led Kongrespartiet sit største nederlag. For første gang nogen sinde måtte de afgive magten i Delhi. Den ny regering var en koalition anført af Janata Parti. Janata-regeringen blev en rodet og kortvarig affære, et sammenrend af socialister og hindunationalister, hvis eneste fællesnævner var et had til Kongrespartiet og multinationale selskaber. Efter tre kaotiske år gik regeringen i opløsning, og folket vendte sig atter mod Indira Gandhis faste og trygge favn. Janata-regeringens eneste eftermæle var deres fordrivelse af Coca-Cola fra Indien, samt etableringen af Mandal-komiteen, der skulle undersøge indførelse af positiv særbehandling for lavkasterne. Komiteens rapport skulle blive gnisten, der for alvor antændte lavkasternes revolution 10 år

22 senere. Det teknokratiske grundlag for Mandal-komiteens arbejde var ikke Sudra eller Lavkaste, men OBC, der står for Other Backward Classes. Det var et begreb, som Nehru opfandt i 1950 erne i et forsøg på at udviske kastebegrebet fra den offentlige forvaltning, og det mindede i påfaldende grad om SC/ST-kategorien, der dækkede stammefolket og de kasteløse. Men hvor SC/ST var en betegnelse, som briterne indførte sammen med den positive særbehandling SC/ST stod for Scheduled Castes/Scheduled Tribes, og omfattede dem, som stod på listen (on the schedule) så fulgte der ingen særlige rettigheder med for OBC erne. De var bare en definition på en gruppe, der var ringere stillet end højkasterne, men hævet over stammefolket og de kasteløse. OBC erne omfattede 3741 jati er, eller 52% af befolkningen. I bedste Nehruviansk-sekulære ånd, omfattede gruppen alle trossamfund, ikke kun hinduer.25 Men i 1979 pustede Mandal-komiteen atter liv i Nehrus gamle kategori, i et omfang som han næppe havde forestillet sig. Komiteen anbefalede at OBC-gruppen skulle tildeles 27% af alle jobs i den offentlige sektor. Da SC/ST erne i forvejen sad på 22,5% af alle stillinger, ville halvdelen af alle offentlige jobs dermed være reserveret på forhånd, mens de anden halvdel skulle gå til de bedst egnede. Men inden anbefalingerne kunne omsættes til lov, gik Janataregeringen i opløsning, Indira Gandhi vente stærkt tilbage og lagde Mandal-komiteens rapport på is. Det var først 10 år senere, da Kongrespartiet for anden gang måtte vige for en Janata-regering, at rapporten blev vakt til live, denne gang for alvor. Regeringens dominerende parti var Janata Dal, en ny inkarnation af det gamle Janata Party, og deres valgsejr byggede netop på løftet om positiv særbehandling af OBC erne. Den 13. august 1990 ophøjede den ny statsminister Mandalkomiteens anbefalinger til lov. Højkasterne var i oprør, især studerende fra de fattigere segmenter af højkasterne, som havde kurs mod arbejdsmarkedet.

23 Nu skulle yderligere 27% af de stillinger, som traditionelt var deres, fordeles på lavkasterne. Det reducerede deres jobmuligheder væsentligt. Det første måned var protesterne fredelige. Delhis politi holdt sig i ro, selvom de ellers var kendte for deres korte lunte. I et indlæg fra en tidligere braminsk demonstrant, tilskrives denne blide adfærd den menige politimands sympati for studenterne. De fleste af dem tilhørte Jat-kasten, en magtfuld bonde-kaste, som lå udenfor OBC-kategorien. Også de ville blive berørt negativt af den ny lov, også de ville se deres egne sønner afvist ved optagelsen, til fordel for OBC erne, som nu lagde beslag på 27% af stillingerne. Men i midten af september indgik statsminister V. P. Singh en studehandel med lederen af Jat-kasten, og tilbød dem en andel af jobkvoterne.26 Den fælles front gik i opløsning, de øvrige Jat-studerende indstillede deres protester og Delhis politi genfandt formen. Højkasterne fik prygl af politiets bambuskæppe, slaget var tabt og den 19. september 1990 satte en braminsk studenterleder ved navn Rajiv Goswami ild til sig selv på Delhis universitet. Billederne af den brændende Rajiv gik landet rundt, de fredelige demonstrationer i Delhi blev til voldelige oprør over hele landet, især i Nordindien. I Sydindien var presset mindre. Her var økonomien bedre, der var flere jobs i det private, og højkasternes dominans var allerede begrænset. I løbet af de efterfølgende måneder oplevede Nordindien nogen af de mest omfattende uroligheder siden Studerende kastede sten efter busser, der vovede sig ud på landevejene. Skoler lukkede ned, togene holdt stille, offentlige bygninger blev vandaliseret. Hver dag var der blodige sammenstød med politi, som slog ned på demonstranterne med stokkeslag og skarpe skud. Over 200 unge mennesker satte ild til sig selv, 63 døde. Rajiv selv blev stærkt forbrændt. Han overlevede med nød og næppe, men fik mén for livet. Han døde i 2004, 33 år gammel.

24 Det forunderlige var, at de nye jobkvoter kun lagde beslag på offentlige jobs ud af , og de i øvrigt kun gjaldt nyansættelser. De var en dråbe i havet blandt de mange millioner, som hvert år trådte ud på arbejdsmarkedet. Men Mandal var ikke kun en jobordning. Faktisk fremgik det tydeligt af rapporten, at øremærkede jobs kun ville have begrænset betydning for OBC erne økonomiske status. Til gengæld ville de have en enorm psykologisk betydning og give lavkasterne følelsen af at have deres egen mand repræsenteret i magtens korridorer. Og det var lige præcis hvad der skete, og derfor urolighederne spredte sig som en lynild over Indien i september Mandal gav lavkasterne en følelse af magt og anerkendelse og social opdrift.27 De efterfølgende uroligheder skærpede kløften mellem høj- og lavkaster og polariserede inderne ud fra kasteidentitet. I miljøer, hvor efternavn og kastemæssig adkomst ikke før havde været afgørende, blev det pludselig en konfliktzone. Det ydre pres skabte et uset fællesskab blandt lavkasterne på tværs af jati er, og den støvede og bureaukratiske OBC-betegnelse blev omdrejningspunktet for deres sociale aspirationer og politiske kamp. For første gang begyndte lavkasterne at stemme konsekvent på folk fra deres egen kaste. Det gamle højkaste-oligarki et indspist fællesskab af folkevalgte, der alle kom fra de samme familier, gik på de samme skoler og minglede med hinanden til lukkede fester på mondæne farmhouses syd for Delhi blev nu truet af en flok politiske opkomlinge, der var født og opvokset i landsbyerne.28 I 1952 udgjorde andelen af OBCparlamentsmedlemmer 4,5% af de folkevalgte i Delhi. I 1998 var tallet steget til 23%. I samme periode faldt højkasternes andel fra 64% til 35%. Da lavkastepartierne kom fra store folkerige delstater, fik de meget magt, ikke kun i deres egne fattige baggårde, men også nationalt, hvor den rigtige magt lå. Fra 1998 til 2009 blev Lalu og Mulayam Yadavs partier Kongrespartiets vigtigste

25 allierede. Store dele af den braminsk dominerede pressekorps vekslede mellem hån og forfærdelse over de nye tider, denne endelige deroute af indisk demokrati, den sidste glidetur ned i en muddergrøft af populisme og korruption. Især Lalu Yadavs ustoppelige færd hen over de bonede gulve vakte furore. Da Lalu i 1997 blev tvunget fra posten som delstatsleder af Bihar, og overlod magten til sin kone, vendte han sig mod den nationale scene. I 1998 meldte han fra sin fængselscelle at han stillede op til det nationale folketingsvalg. Han blev løsladt mod kaution, førte valgkamp mellem afhøringer i foderskandalen og vandt sit mandat med sikker hånd. Retssagen trak ud, kronvidner trak sig eller døde under mystiske omstændigheder, og i 2004 blev Lalu atter genvalgt til Lok Sabha i Delhi. Nu udgjorde hans parti den største koalitionspartner i Kongrespartiets regering og Lalu blev udnævnt til jernbaneminister, en populær ministerpost, da den gav råderet over 1½ mio. ansatte og 40% af Indiens godstransport. I 2009 blev Lalu genvalgt for tredje gang til Lok Sabha. Solidariteten mellem OBC er varede ikke ved. I løbet af 90 erne opstod en urskov af partier, ikke kun kastepartier, men også afskalninger af Kongrespartiet og egentlige regionale partier, der tvang enhver siddende statsminister ud i vanskelige koalitionsregeringer og umulige kompromisser. Den politiske beslutningsdygtighed fortonede sig i skrøbelige samlingsregeringer og hyppige valg. Fra havde Indien syv statsministre, ligeså mange som i de foregående 42 år. Et højhus uden trappe og indgang Bhimrao Ambedkar er en af Indiens mere oversete landsfædre, i hvert fald i Vesten. Han var helt skrevet ud af David Leans storfilm Gandhi fra 1981, måske fordi filmen var en festskrift til ære for Mohandas Gandhi, og Ambedkar var en af hans hårdeste kritikere. Det var især i forhold til kastesystemet, at deres veje skiltes. Gandhi var selv højkaste, og var ikke modstander af

26 kastesystemet. I 1925 advarede han mod, at braminere og kasteløse spiste sammen og giftede sig indbyrdes (en holdning han reviderede kort før sin død). Han mente, at de kasteløse skulle acceptere deres lod, og påtage sig deres skæbne med værdighed, mens højkasterne skulle hylde de kasteløse for deres selvopofrelse. Gandhi udtalte, at han håbede at blive genfødt som kasteløs, så han kunne tjene gud gennem deres ydmyge gerninger. I hans aktuelle liv udviste han en anden adfærd. I 1946 overnattede han i en kasteløs bydel under stor mediebevågenhed, bl.a. med besøg af en fotojournalist fra det amerikanske Life Magazine. Kort før hans ankomst blev landsbyen sminket. Halvdelen af indbyggerne blev forflyttet og deres rønner revet ned, det lokale tempel blev kalket og indgangen til Gandhis hytte sprinklet med vand. Da en kasteløs senere overrakte ham nødder som gave, fodrede han dem til sin ged, og sagde han ville spise dem senere, i gedens mælk. Siden har overnatninger i kasteløse landsbyer været en fast del af Kongrespolitikernes mediecirkus.29 Ambedkar var anderledes klar kompromisløs. Som kasteløs kendte han alt til kastesystemets undertrykkelse. Han kom fra Maharkasten, der traditionelt arbejdede som rakkere, gadefejere, murerarbejdsmænd og nattevagter. I 1700-tallet bandt Maharfolket lerkrukker om halsen, så deres spyt ikke ramte jorden. Og slæbte koste efter sig, bundet til deres kroppe, så deres beskidte fodspor blev visket bort mens de passerede. Selv deres skygger blev anset for urene, hvorfor de kun måtte bevæge sig ud på offentlige steder midt på dagen, når solen var på sit højeste og skyggerne kortest. I de kølige morgenog aftentimer, hvor skyggerne var lange, skulle de holde sig væk. Ambedkar mente, at problemets kerne lå i selve hinduismen. Han beskrev det hinduistiske samfund som et højhus uden trapper og indgang. Alle skulle leve og dø på den etage, de nu var født på.30 Den eneste måde at besejre kastesystemet var at rive

27 hinduismen op med rode, og bygge et samfund baseret på moderne, sekulære værdier. I dag er Ambedkar stadig den største helt blandt Indiens 200 mio. kasteløse, og der er sandsynligvis rejst flere statuer til ære for ham end der er for Gandhi. Forskellen på statuerne er i øvrigt slående. Hvor Gandhi typisk præsenteres som en lille, senet guru med vandrestav, lændeklæde og runde metalbriller, ligner Ambedkar en pendler, der venter på bussen, altid iført jakkesæt og hornbriller og en bog under armen (som er forfatningen). Det er Ambedkars navn for de kasteløse, som de bruger om sig selv i dag: Dalit (De knuste mennesker). Gandhi navn Harians (Guds børn), er nærmest et skældsord. De kasteløse udgør Indiens absolutte underklasse. Typisk arbejder de som gadefejere og garvere, kloakarbejdere og lokumsrensere, slagtede, skomagere, svinehyrder og skraldemænd. Deres faglige fællesnævner er kontakt med læder, kropsvæsker og døde dyr, som er tabu for højkasterne. Også jordemødre er kasteløse, men udsættes for en rituel renselse, inden de føres ind på højkasternes barselsstue. Urørligheden gennemsyrer alle aspekter af livet, især i landsbyen, hvor de bor afsides fra de andre og hverken må vise sig i templer eller chai-shops. Hér er de henvist til fortovet og drikker te fra egne kopper. I skolerne sidder de kasteløse børn på bagerste række og bliver snydt for det statsgaranterede skolemåltid, eller bliver serveret på særligt markerede tallerkener. Eneste undtagelse til urørligheden synes at være seksuel misbrug, som til gengæld sker med overvældende hyppighed. I en tilfældig landsby, som en journalist fra tidsskriftet The Economist besøgte, havde 40% af byens mænd misbrugt kasteløse kvinder.31 Så meget mere desto overvældende var det, at Uttar Pradesh i 1995 fik sin første kasteløse delstatsleder. Og tilmed en kvinde. I landsbyerne måtte kasteløse kvinder ikke trække vand fra brønden, og hvis de mødte en braminer på deres vej, skulle