45352 God forvaltningsskik og administrativ praksis

Transkript

1 45352 God forvaltningsskik og administrativ praksis Efteruddannelsesudvalget for Handel, Administration, Kommunikation & Ledelse Undervisningsministeriet Materialet er udviklet af Efteruddannelsesudvalget for Handel, Administration, Kommunikation og Ledelse i samarbejde med Inger Merete Pedersen, AMU-Fyn Materialet kan frit kopieres med angivelse af kilde. Materialet kan frit viderebearbejdes med angivelse af følgende tekst: Dette materiale indeholder en bearbejdning af God forvaltningspraksis og administrativ praksis, udviklet for Undervisningsministeriet af Efteruddannelsesudvalget for Handel, Administration, Kommunikation og Ledelse i samarbejde med Inger Merete Pedersen, AMU-Fyn 1

2 Kompendie til God forvaltningsskik og administrativ praksis (Inden for folkekirken) 3

3 Indhold En forvaltningsretlig myndigheds organisation... 5 Retsgrundlaget... 5 Den statslige forvaltning ministerier... 5 De forvaltningsretlige regler... 6 Skrevne regler:... 6 Uskrevne regler:... 6 Eksterne regler... 6 Habilitet og inhabilitet... 8 Speciel inhabilitet... 8 Myndighedsinhabilitet... 8 Kompetence... 9 Delegation... 9 Hvordan rejser man en forvaltningssag? Sagens forberedelse Indhentelse og videregivelse af oplysninger Rettigheder for borgeren (parten) under sagsforberedelsen Repræsentation (en bisidder) Partshøring Partens aktindsigt Undtagelser fra aktindsigt Frist for meddelelse af aktindsigt Sagens afgørelse Aktindsigt for enhver (efter offentlighedsloven) Frist for meddelelse af aktindsigt Begrundelse og klagevejledning Formulering af afgørelsen Begrundelse Begrundelsens indhold Klagevejledning Klagevejledningens indhold Administrativ rekurs Klagefrister Klagens form og indhold Prøvelsesgrundlaget Reaktionsmulighederne hos rekursmyndigheden Domstolskontrol Fx fremgår det af 3 i Lov nr. 307 om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder, at Domstolens funktion Hvad prøver domstolen? Prøvelse af faktum Endelighedsbestemmelser

4 En forvaltningsretlig myndigheds organisation Forvaltningens område kan afgrænses enten funktionelt (hvilke opgaver der er) eller organisatorisk (hvilken stilling området har). For eksempel behandler ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold visse sager efter navneloven (se 4, stk. 5), hvorimod lovens 16, stk. 2 henviser til statsforvaltningen, der hører under Økonomi- og Indenrigsministeriet. Organisatorisk afgrænsning kan fx være Kirkeministeriet i forhold til provstierne. Myndighederne i den offentlige forvaltning kan være hierarkisk opbygget, hvilket vil sige, at én person principielt har alle beføjelser (fx kirkeministeren) eller være et kollegialt organ med flere i princippet sideordnede personer, hvor det er organet, der har beføjelsen (fx menighedsrådet). Kollegiale organer består af flere personer, hvis afgørelser som hovedregel træffes ved afstemning. Styring af forvaltningsmyndigheder kan bl.a. finde sted ved: Over/underordnelsesforhold (kirkeministeriet i forhold til biskopperne, biskopperne i forhold til provsterne og præsterne) Rekurs (klage til en administrativ overordnet myndighed) fx navnelovens 21 Bevillinger og budgetter Udfærdigelse af bekendtgørelser/cirkulærer/vejledninger (se afsnittet om forvaltningsretlige regler) Planer Hjemtagelse og henskydning af kompetence Retsgrundlaget Efter grundloven er forvaltningen organiseret i ministerier med en politisk valgt leder (her kirkeministeren). Ministeren kan have forskellige navne alt efter hvilke områder, der lægges under ministeren og alt efter, hvad Statsministeren beslutter. Kirkeministeriet har bl.a. heddet Ministeriet for Ligestilling og Kirke. Den statslige forvaltning ministerier Ministerierne består af departementet, der er ministerens sekretariat. Derudover findes ofte direktorater, styrelser m.v., der har en upolitisk ansat leder. Til den statslige styrelse hører også råd og nævn, der typisk er kollegialt organiserede, og som ikke indgår i det ministerielle hierarki. Kirkeministeriet er nok det mindste ministerium, hvis departement pr. maj 2015 består af 37 medarbejdere og en IT-afdeling af samme størrelse. 5

5 De forvaltningsretlige regler Gældende ret betegner de normer, man kan forvente, at domstolene anvender ved afgørelse af forelagte, konkrete retsspørgsmål. Der findes både skrevne og uskrevne forvaltningsretlige regler. Skrevne regler: Love (herunder lovbekendtgørelser) Anordninger Vedtægter Cirkulærer Uskrevne regler: Retsgrundsætninger Retssædvaner Forholdets natur Domspraksis Folketingets Ombudsmands praksis Administrativ praksis Eksterne regler Eksterne regler gælder både for forvaltningen og borgerne og skal offentliggøres for at få gyldighed. Love, fx forvaltningsloven, offentlighedsloven, navneloven Ofte af speciel karakter (fx navneloven), giver ofte bemyndigelse til at udstede anordninger og forvaltningsakter (afgørelser) Der er ofte behov for fortolkning, da loven ikke tager stilling til alle tænkelige (og utænkelige) situationer Anordninger, fx kongelige anordninger, ministerielle bekendtgørelser (fx navnebekendtgørelsen) Der er tale om generelle retsakter, der retter sig til forvaltningen og borgerne, og som er udstedt af forvaltningen (ministeriet) De har sjældent betydning for forvaltningsretten i al almindelighed, da de ikke omfatter al forvaltningsvirksomhed (fx kan man ikke forestille sig, at navnebekendtgørelsen bruges i Kriminalforsorgen, Finansministeriet eller Retslægerådet) Til gengæld har de stor betydning inden for det konkrete område (som kordegn skal man kende navnebekendtgørelsen) 6

6 Retsgrundsætninger, hvad man i almindelighed antager, gælder for forvaltningens virksomhed, specielt inden for større forvaltningsområder De er bredt og vagt udformet (for at de kan dække mange konkrete situationer) De indeholder momenter af vurdering/afvejning Vigtige grundsætninger: magtfordrejningsgrundsætningen (grundsætningen om saglig forvaltning), lighedsgrundsætningen, proportionalitetsgrundsætningen, forbud mod skøn under regel Retsgrundsætninger kan være hjemmel for udstedelse af forvaltningsakter (afgørelser). Hvis man fx har givet en tilladelse i ét tilfælde, så kan man med hjemmel i lighedsgrundsætningen give tilladelse i et lignende tilfælde, medmindre der er ny lovgivning Retssædvaner, er handlemåder, der er fulgt almindeligt, stadigt og længe i den overbevisning, at den er retligt bindende Den skrevne ret er ikke højere (hierarkisk) end sædvaneretten = lovene har samme vægt (plads i hierarkiet) som en retssædvane Retssædvaner kan danne grundlag for bemyndigelse til at udstede forvaltningsakter (afgørelser) 7

7 Habilitet og inhabilitet Almindelig habilitet Der er ikke i forvaltningsloven nogen bestemmelser om den almindelige habilitet. Habilitet betyder i denne sammenhæng krav til lovlig offentlig udnævnelse eller valg til et offentligt hverv. Der kan imidlertid stilles forskellige krav til den almindelige habilitet, herunder om Fysisk og psykisk tilstand Alder Dekorum (værdig til agtelse og tillid som stillingen kræver) Uberygtethed Nogle krav er fastsat direkte ved lov og benævnes positive habilitetskrav (fx lovbekendtgørelse om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v.). I nogle råd og nævn er der ofte krav om en speciel sammensætning af medlemmerne, enten fra bestemte erhverv eller bestemte grupper. Det er, for at rådets/nævnets kollegiale sammensætning kan dække bredere på den tilsigtede måde. Dette er ikke tilfældet for menighedsråd (jfr. lovbekendtgørelse om menighedsråd). Speciel inhabilitet Speciel inhabilitet vedrører her enkeltsager (forvaltningslovens kapitel 2). Reglerne gælder for afgørelsessager (i modsætning til sager om faktisk forvaltningsvirksomhed), indgåelse af kontrakter eller lignende privatretlige dispositioner. Reglerne gælder alle inden for den offentlige forvaltning. Inhabiliteten kan bevirke, at man ikke kan behandle en sag, hvis man har en særlig interesse eller tilknytning til sagen. Inhabilitet skal betragtes objektivt. Man skal stille sig spørgsmålet, om personens forhold til sagen eller dens parter ud fra en generel vurdering er egnet til at skabe tvivl om en upartisk og saglig sagsbehandling. Man skal med andre ord ikke se, om personen faktisk vil handle upartisk, men om en generel vurdering (omverdenens syn på situationen) skaber tvivl om det. Myndighedsinhabilitet Denne type inhabilitet er ikke behandlet i forvaltningsloven, men den er velkendt om end ikke så hyppigt forekommende. Myndigheden må i dette tilfælde afgive sagsbehandlingen til en sideordnet eller overordnet myndighed. Man kan læse et eksempel på myndighedsinhabilitet i kirkeministeriet i Folketingets Ombudsmands Beretning fra 2004, side 226. ( Ligeledes var kirkeministeriet inhabil i lukning af nogle københavnske kirker, og derfor blev kompetencen overført til kulturministeriet. Baggrunden var, at ministeren (Manu Sareen) tidligere havde givet udtryk for, at han godt kunne tænke sig at følge en indstilling om lukning fra biskoppen, selv om han på det tidspunkt ikke havde set alle sagens dokumenter. Da han var øverste chef for den myndighed, der skulle træffe afgørelse (kirkeministeriet), var myndigheden inhabil og kompetencen måtte derfor overføres til en anden myndighed, og det blev derfor kulturministeriet, der skulle træffe afgørelsen i stedet. 8

8 Kompetence Kompetence Ordet kompetence betegner i forvaltningsretten, hvilken forvaltningsmyndighed, der kan eller skal udføre en opgave. Kompetencen kan tildeles myndigheden enten ved lov eller bevillingslov. Man skelner mellem tre typer kompetence, nemlig Saglig kompetence, der er en opdeling efter hvad sagerne vedrører (fx Kirkeministeriets område contra Justitsministeriets område) Stedlig kompetence, der omhandler samme opgaver i geografisk afgrænsede områder (fx de forskellige stifter i landet) og Funktionel kompetence, der er en begrænsning i den saglige og stedlige kompetence, hvor der ikke kan træffes afgørelse vedr. alle aspekter i en sag. Der kan fx være fastsat regler om, at afgørelser om byggeprojekter på over et vist beløb altid skal træffes af provstiet efter indstilling fra menighedsrådet. Der er ingen almindelige regler om afgørelse af kompetencespørgsmål. På Folkekirkens/kordegnens område vil der formentlig sjældent være tvivl om kompetencen. Hvis der er tvivl kan man anvende følgende muligheder: Spørgsmålet kan afgøres af myndigheden selv (præsten/kordegnen) med mulighed for klage, Spørgsmålet kan afgøres af en eller flere myndigheder med mulighed for klage, hvis det er samme overordnede myndighed (flere præster/kordegne med rekurs til biskoppen/kirkeministeriet) Hvis det er to forskellige overordnede myndigheder (fx kirkeministeriet og justitsministeriet) må spørgsmålet formentlig afgøres af domstolene Delegation Der er tale om delegation af kompetence, når den oprindeligt kompetente myndighed beslutter at overføre en forvaltningsopgave til en anden myndighed, enten for så vidt angår en konkret opgave eller generelt. Der kan fx være tale om, at kirkeministeriet overfører visse opgaver til stifterne. Hvis kompetence delegeres fra én myndighed til en anden (som eksemplet ovenfor) hedder det ekstern delegation. Hvis der derimod delegeres til et andet led inden for samme myndighed (fx at præsten lader kordegnen træffe afgørelse i bestemte sager), er der tale om intern delegation. Der, hvor der ikke lovmæssigt er forudsat delegation (altså ved ulovbestemt delegation), skal man være opmærksom på følgende momenter: 9

9 Modtagerens kvalifikationer Styrings- og instruktionsbeføjelsen Opgavens art m.v. Det betyder, at præsten hvis han delegerer sin afgørelseskompetence til kordegnen skal være opmærksom på kordegnens kvalifikationer, herunder at forskellige kordegne kan have forskellige kvalifikationer og dermed få delegeret forskellige opgaver, men også at præsten løbende skal styre arbejdet og føre (et vist) tilsyn med opgaveløsningen, ligesom det er præsten, der har instruktionsbeføjelsen over for kordegnen. Visse steder findes der forbud mod delegation, 1 fx hvis det er anført eller forudsat, at en afgørelse skal træffes af et kollegialt organ (fx nævn eller råd) eller i et møde. Det kan fx være tilfældet ved sager om ansættelse af en ny kordegn, hvor det er menighedsrådet, der skal beslutte, hvem der skal ansættes, ikke kun et enkelt medlem af rådet. Det kan dog delegeres til et kollegialt organs formand (eller et underudvalg under organet), hvis opgaven er af mindre betydning eller der er en frist, der ellers vil springe, men ikke hvis afgørelsen vil være praksisdannende eller brydende. Det betyder i praksis, at menighedsrådet godt kan delegere kompetencen til at udfærdige et høringssvar på rådets vegne til menighedsrådsformanden, hvis rådet ikke kan nå at holde møde inden svaret skal afgives. Til gengæld har det formodningen imod sig, at kompetencen til at afskedige en medarbejder (selve beslutningen om at afsked skal finde sted) delegeres til formanden. Det bør være rådet, der træffer den afgørelse. 1 Kirkeministeriet anfører imidlertid følgende i punkt i forslag til Lov om ændring af lov om menighedsråd, 2012/1 LSF 182 (Bedre samarbejdsmuligheder, lempelse af udvalgsstrukturen, nye regler om fælles menighedsråd, forenkling af arbejdsgange m.v.): Det antages, at det enkelte menighedsråd gennem intern delegation kan flytte ansættelseskompetencen til et udvalg under menighedsrådet. Udvalget varetager herefter ansættelseskompetencen på vegne af menighedsrådet. Det forudsættes samtidig, at et sådant udvalg ikke nedsættes med det formål at sætte et mindretal i menighedsrådet uden for indflydelse. Nedsættelse af et særligt udvalg er således en administrativ og forvaltningsmæssig foranstaltning, der har til formål at lette menighedsrådets arbejde. Deraf følger, at det endelige ansvar fortsat er hos menighedsrådet. Hvis eksempelvis det enkelte menighedsråd nedsætter et ansættelsesudvalg, så vil det endelige ansættelses- og afskedigelsesansvar fortsat være hos menighedsrådet. 10

10 Hvordan rejser man en forvaltningssag? En sag kan rejses enten af det offentlige (kordegnekontoret) eller af borgeren, efter ansøgning eller af kordegnekontoret selv uden forudgående henvendelse/ansøgning fra borgeren, fx hvis kordegnen finder ud af, at der er en fejlregistrering m.v. (ex officio). Der er ikke i forvaltningsloven foreskrevet en bestemt fremgangsmåde, men der kan i speciallovgivningen være fastsat bestemmelser herom, fx at der skal bruges et bestemt ansøgningsskema. Hvis en sag er rejst efter en ansøgning, er der også pligt til at træffe en formel afgørelse. Afgørelsen kan gå ud på følgende: Afvisning Oversendelse til rette myndighed En egentlig afgørelse, enten afslag eller hel eller delvis imødekommelse, herunder på nærmere angivne vilkår Man afviser en sag, hvis der er formelle grunde til det, fx at ansøger slet ikke kan søge (en mormor søger om navneændring til et barnebarn i stedet for barnets forældre). Man oversender til rette myndighed, hvis borgeren har henvendt sig til den forkerte myndighed, og myndigheden kan finde ud af, hvem der er rette myndighed. Hvis myndigheden ikke kan det, skal man skrive til borgeren og meddele, at man ikke er rette myndighed, så borgeren ved, at henvendelsen ikke bliver behandlet. Hvis man giver afslag på en ansøgning, skal man give en begrundelse og klagevejledning (se herom nedenfor). Man kan kun stille betingelser (vilkår) for en tilladelse, hvis det står i en lov eller en bekendtgørelse. 11

11 Sagens forberedelse I forvaltningsretten gælder officialprincippet. Det betyder, at det er forvaltningen, der har ansvaret for at det fornødne grundlag for at træffe afgørelse er til stede. Det gælder også i klagesager. I visse sagstyper er der regler for, hvilke oplysninger der er nødvendige. Det er der fx i omsorgs- og ansvarserklæringer, hvor der på forhånd er taget stilling til, hvilke oplysninger præsten/kordegnen skal have. I andre sager er der ikke fastsat regler, og så er det myndigheden der selv afgør, hvad der er nødvendigt. Man skal indhente de oplysninger, der er nødvendige, ikke flere. Jo mere indgribende afgørelser, der er tale om, jo grundigere skal sagsbehandlingen være. Fremgangsmåden ved sagens oplysning kan bl.a. være følgende: Myndighedens egne oplysninger (fx fra tidligere sagsbehandlinger) Oplysninger fra en anden forvaltningsmyndighed (fx et andet kordegnekontor) Indhentelse og videregivelse af oplysninger Myndigheden skal indhente de nødvendige oplysninger også hos andre myndigheder. I forvaltningslovens 31 findes bestemmelsen om videregivelse af oplysninger til anden myndighed, der også omfatter ikke fortrolige oplysninger. Det er den myndighed, der har oplysningerne, der afgør, om den er berettiget til videregivelse. Persondataloven har karakter af lex specialis (der har forrang), men regler om personoplysning i anden lov, der giver en bedre retsstilling har fortrin for persondataloven. Fx fortrænger forvaltningslovens 29 og 31 persondataloven. Persondatalovens 7 og 8 definerer, hvilke oplysninger, der anses for fortrolige. Af 8 fremgår det, at oplysningerne kan videregives, hvis Der er samtykke Videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår Det er nødvendigt for den modtagende myndigheds sagsbehandling eller tilsyns- og kontrolvirksomhed I ansøgningssager (altså hvor en borger har henvendt sig til kordegnen og søgt om noget) må der kun indhentes oplysninger fra andre dele af forvaltningen, hvis ansøger har givet sit samtykke. Det står i FVL

12 Det gælder dog ikke, hvis der i en lov står, at kordegnen skal have oplysningerne, eller hvis hensynet til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgers interesse i, at oplysningen ikke indhentes. I dette tilfælde skal kordegnen spørge præsten. Det er vigtigt, at det er præstens ansvar ikke kordegnens. I ansøgningssager kan retsvirkningen af et nægtet samtykke være helt eller delvist afslag på ansøgningen (processuel skadevirkning). I sager som forvaltningen har rejst kræves der lovhjemmel til at afkræve oplysninger af borgeren ellers har borgeren ikke pligt til at udlevere dem. Som i alle andre situationer gælder det almindelige proportionalitetsprincip (det skal være nødvendigt og forholdsmæssigt). Hvis borgeren har oplysningspligt, vil denne om nødvendigt gennemføres ved magt eller tvangsbøder. Det er aldrig noget, som kordegnen vil komme til at beskæftige sig med. 13

13 Rettigheder for borgeren (parten) under sagsforberedelsen Partsbegrebet De fleste af forvaltningslovens regler vedrører parter, men der er ingen definition af parten i loven. Parter kan være fysiske eller juridiske personer. Som hovedregel er en myndighed ikke en part, og det gælder også for kordegnekontoret. Undtagelsen er, hvor kordegnekontoret kan sidestilles med en privatperson. Når man skal afgøre, hvem der er part, er det graden af tilknytningen og art til sagen, der vil være et væsentligt moment. Som udgangspunkt vil en afgørelses adressat (den, afgørelsen er stilet til) være part i sagen. Dette gælder hvad enten der er tale om en ansøger eller en klager. Væsentlig, individuel interesse Man kan kort sige, at parten er den, der har en væsentlig, individuel interesse i sagen. Sagen skal vedrøre en afgørelse som skal angå den pågældendes forhold med en vis intensitet og styrke. Man kan have en afledet interesse, men der skal være et vist direkte forhold mellem den involverede interesse og parten. Også pårørende kan i visse tilfælde være parter. Repræsentation (en bisidder) Den generelle regel om repræsentation findes i FVL 8, men det er ikke formuleret, hvem der kan repræsentere eller bistå parten. Man kan have en professionel repræsentant som fx en advokat, revisor m.v. Udgifterne ved at have en professionel repræsentant bæres af parten, med mindre der er en særlig hjemmel til at betale eller myndigheden ligefrem er forpligtet til at betale. Myndigheden kan beslutte, om det er nødvendigt at få dokumentation for repræsentationsforholdet. Det er ikke altid, at man kan nøjes med at lade sin repræsentant møde, nogle gange kan det kræves at parten medvirker personligt fx hvis man skal sikre sig, at parten virkelig er den, vedkommende giver sig ud for eller man skal udelukke tvang. Parten har som hovedregel frit valg med hensyn til valg af repræsentant, medmindre partens valg på vige for afgørende hensyn til offentlige eller private interesser, eller det er fastsat ved lov (fx i en inhabilitetssituation). Partshøring Forvaltningslovens regler om partshøring er minimumsregler, og de gælder derfor kun hvis der ikke er fastsat andre og bedre regler i særlovgivningen (som der fx er i navneloven). Man kan ikke aftale sig ud af partshøring. Betingelsen for partshøring på myndighedens initiativ findes i FVL 19, stk. 1. Her står det bl.a., at der skal foretages høring, hvis ikke parten ved, at myndigheden er i besiddelse af 1. bestemte oplysninger om en sags 2. faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, hvis 3. oplysningerne er til ugunst for parten og 4. er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. 14

14 Hvis parten godt ved, at myndigheden har nogle oplysninger, men ikke oplysningerne indgår i Jeres sagsbehandling, skal I høre parten om oplysningerne. De faktiske omstændigheder af væsentlig betydning svarer til de oplysninger, der efter OFF 13, stk. 1 er notatpligt om. Man kan undlade partshøring med hensyn til de oplysninger, der er opregnet i FVL 19, stk. 2 (og 20). Det kan fx være ved autentiske oplysninger, som parten ikke har nogen indflydelse på (som fx cpr.nr. og bopæl). Det samme gælder ved overskridelse af lovbestemte frister (mindre praktisk betydning), hvor partens interesse i partshøring må vige for væsentlige hensyn til andre. Endelig kan man undlade parthøring, hvis parten ikke har ret til aktindsigt. Helt generelt kan man sige, at parten ved partshøringen skal kende sagens faktiske omstændigheder og have lejlighed til at udtale sig om dem. Der kan fastsættes en frist for fremsættelse af bemærkninger. Bemærk, at parten ikke er forpligtet til at afgive udtalelse, og at parten kan bede om, at sagens afgørelse udsættes med henblik på at afgive udtalelse. Partens aktindsigt (gælder både under og efter sagens afgørelse både verserende og afsluttede sager) Partens adgang til aktindsigt fremgår af FVL kap. 4 og gælder alle dokumenter efter 1. oktober 1964 (dog senere for straffesager). Der er ingen formkrav til fremsættelse af en begæring om aktindsigt. Det betyder, at kordegnen ikke kan kræve, at borgeren fx skriver en ansøgning, en mundtlig ansøgning er ligeså godt, men kordegnen skal her sikre sig, at borgeren er den, han/hun giver sig ud for. FVLs regler om aktindsigt gælder for afgørelsessager (i modsætning til sager om faktisk forvaltningsvirksomhed). Som hovedregel kan man få aktindsigt i alt materiale i sagen. Hvis materiale er digitalt, skal det gøres tilgængeligt. Der er dog et krav til identifikation i FVL 9a Myndighedens tavshedspligt begrænser ikke pligten til at give aktindsigt (FVL 9, stk. 5). Undtagelser fra aktindsigt Undtagelserne fra hovedreglen kan opdeles i følgende kategorier, nemlig sager, dokumenter og oplysninger. Fx kan der ikke fås aktindsigt i sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser (mens de verserer FVL 9 efter dom, se FVL 18) eller sager om visse afsoningsspørgsmål m.v. Undtagne dokumenter findes i FVL 12 14, hvoraf særligt interne arbejdsdokumenter i 12 har interesse. Efter sin ordlyd er et arbejdsdokument internt, når det ikke er afgivet til udenforstående. 15

15 Dette gælder dog ikke, når dokumenterne alene gengiver indholdet af myndighedens endelige beslutning om sagens afgørelse, gengiver notatpligtige oplysninger eller dokumenter, der er udfærdiget af myndigheden for at skaffe bevismæssig klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder. Endelig kan der undtages aktindsigt i de oplysninger, der fremgår af 15 15c. Af særlig interesse for kordegne vil særligt 15b, nr. 5 være. Hvis kun en del af et dokument skal undtages fra aktindsigt, har myndigheden pligt til at give aktindsigt i resten, medmindre man dermed kommer til at afsløre indholdet af det, man har undtaget, eller dokumentet efter undtagelsen fremstår som uden mening (FVL 15c). Frist for meddelelse af aktindsigt Fristen for at ekspedere en ansøgning om aktindsigt findes i FVL 16, stk. 2. Ansøgningen skal således være behandlet inden 7 arbejdsdage efter modtagelsen af ansøgningen, medmindre det er umuligt pga. sagens omfang eller kompleksitet. Det understreges, at dette er undtagelsen. Hvis man ikke kan nå at afgøre sagen inden 7 arbejdsdage, skal ansøger underrettes om grunden hertil og om, hvornår ansøgningen kan forventes færdigbehandlet. Parten har krav på at få dokumenterne i den form, den pågældende ønsker, medmindre det er umuligt eller meget vanskeligt, eller der foreligger tungtvejende modhensyn (FVL 16, stk. 3). Bemærk, at der efter FVL altid særskilt kan klages over afgørelser om aktindsigt, medmindre andre regler måtte bestemme noget andet ( 16, stk. 4). 16

16 Sagens afgørelse Før man afgør sagen, skal man have fastlagt det faktiske grundlag, nemlig hvilke forhold/oplysninger, der anses for godtgjort i en sådan grad, at de kan lægges til grund for afgørelsen. Bevisbedømmelsen er fri inden for visse rammer. Hvis der skal udøves et skøn, skal det ske inden for lovlige rammer. Der er en række omstændigheder/grundsætninger, der begrænser skønsudøvelsen som fx magtfordrejningsgrundsætningen (forbud mod at varetage usaglige hensyn) private hensyn (hvor en kordegn uberettiget giver afslag i en navnesag, da vedkommende ikke ønsker at ansøger kommer til at hedde det samme som kordegnen selv) finansielle hensyn (hvis disse ikke er forudsat varetaget i loven) procedurefordrejning (hvor man vælger en forkert fremgangsmåde/procedure, fordi den er lettere) lighedsgrundsætningen (lige tilfælde behandles lige) forbud mod skøn under regel Det retlige grundlag skal også fastlægges i ens sag (hvad er hjemmel for ens afgørelse). Det kan fx være: lovregler eller bekendtgørelser administrative forskrifter retssædvaner retspraksis administrativ praksis En sag kan enten afgøres på den bureaukratiske måde (og det hedder det). Det betyder, at afgørelsen principielt ligger en ved enkeltperson = kordegnen eller ved den kollegiale måde, således at sagen forberedes (evt. i et sekretariat eller et stiftskontor), hvorefter sagen drøftes i fx menighedsrådet, der stemmes evt. og afgørelsen træffes i plenum eller efter udfaldet af afstemningen. Som hovedregel kan man sige, at en afgørelse for at være gyldig skal opfylde tre følgende betingelser: den skal have hjemmel den skal være saglig og den skal være proportional (nødvendig og forholdsmæssig) 17

17 Aktindsigt for enhver (efter offentlighedsloven) Ordet enhver i overskriften skal ses i modsætning til aktindsigt for parten efter FVL. Aktindsigten for enhver reguleres af OFF. Hovedreglen om aktindsigt for enhver findes i OFF 7. Der gælder det samme om formkrav, som anført under partens aktindsigt (nemlig ingen), men også her gælder der, at kordegnen skal sikre sig, at den der søger aktindsigt, er den, vedkommende giver sig ud for. OFF gælder både afgørelsessager og sager om faktisk forvaltningsvirksomhed. Da FVL kun omfatter afgørelsessager, kan en part få en bedre retsstilling ved at anvende OFF, hvis der er tale om en ansøgning om faktisk forvaltningsvirksomhed i loven betegnes dette som egenacces (i 8). I lighed med FVL kræver OFF, at en ansøgning om aktindsigt opfylder kravet til identifikation ( 9) Til gengæld er der efter OFF hjemmel til, at myndigheden kan afslå ansøgningen, hvis behandlingen vil kræve et uforholdsmæssigt ressourceforbrug. Et uforholdsmæssigt ressourceforbrug er mere end ca. 25 timer, og det er derfor en bestemmelse, der ikke anvendes ret tit og formentlig meget sjældent på et kordegnekontor. Der kan også gives afslag, hvis aktindsigten må antages at skulle tjene et retsstridigt formål eller lign. (fx chikane af ansatte eller andre). Denne mulighed skal anvendes med forsigtighed og efter megen vurdering, og jeg kan ikke anbefale, at det er kordegnen, der selvstændigt træffer den. I disse tilfælde bør ansøgningen vendes med præsten (og evt. stiftets jurister). I OFF gælder princippet om meroffentlighed ( 14), og det betyder, at det altid skal overvejes, om der er mulighed for at give ansøger aktindsigt i videre omfang end de indskrænkninger, der findes i Tavshedspligten skal dog fortsat respekteres, ligesom meroffentligheden ikke må være i strid med anden lovgivning, herunder PDL. I lighed med FVL er der en række tilfælde, hvor der ikke kan gives aktindsigt. De opdeles i sager ( 19 22), dokumenter ( 23 29) og oplysninger ( 30 34). Af sager kan især nævnes ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste, ligesom enkeltpersoners ansættelsesforhold heller ikke er undergivet aktindsigt (med undtagelse af egenacces) ( 21) Af dokumenter har især interne dokumenter betydning. Der henvises i det hele til det under undtagelser fra partens aktindsigt anførte. Endelig kan visse oplysninger undtages fra aktindsigt. Det gælder navnlig oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold ( 30, nr. 1), ligesom det kan være nødvendigt at begrænse retten til aktindsigt, hvis det er nødvendigt af hensyn til beskyttelse af væsentlige hensyn til bl.a. private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet ( 33, nr. 5). 18

18 OFF forhold til tavshedspligten er formuleret i 35. Efter denne bestemmelse er pligten til at give aktindsigt begrænset af særlige bestemmelser om tavshedspligt (enten fastsat ved lov eller med hjemmel i lov for personer, der er offentligt ansatte). Hvis kun en del af et dokument skal undtages fra aktindsigt, har myndigheden pligt til at give aktindsigt i resten, medmindre man dermed kommer til at afsløre indholdet af det, man har undtaget, eller dokumentet efter undtagelsen fremstår som uden mening (OFF 34). Frist for meddelelse af aktindsigt Fristen for at ekspedere en ansøgning om aktindsigt findes i OFF 36, stk. 2. Ansøgningen skal således være behandlet inden 7 arbejdsdage efter modtagelsen af ansøgningen, medmindre det er umuligt pga. sagens omfang eller kompleksitet. Det understreges, at dette er undtagelsen. Hvis man ikke kan nå at afgøre sagen inden 7 arbejdsdage, skal ansøger underrettes om grunden hertil og om, hvornår ansøgningen kan forventes færdigbehandlet. Parten har krav på at få dokumenterne i den form, den pågældende ønsker, medmindre det er umuligt eller meget vanskeligt, eller der foreligger tungtvejende modhensyn, eller hvis materialet er offentligt tilgængeligt (OFF 40, stk. 1). Bemærk forskellen fra FVL, hvor den omstændighed, at materialet er offentligt tilgængeligt ikke er nævnt. Bemærk, at der efter OFF altid særskilt kan klages over afgørelser om aktindsigt (OFF 37, stk. 1). 19

19 Begrundelse og klagevejledning En afgørelses form er som hovedregel skriftlig, men der er intet krav herom. Visse afgørelser gives dog altid skriftligt (fx dåbsattester og vielsesattester). Det er god forvaltningsskik at bekræfte byrdefulde afgørelser skriftligt, hvis de er givet mundtligt, ligesom en skriftlig henvendelse bør have en skriftlig afgørelse. Formulering af afgørelsen En afgørelse skal altid fremstå med udstederbetegnelse hvor kommer den fra, og en angivelse af hvem der har truffet afgørelsen. Der skal være klarhed over, hvad afgørelsen går ud på. Hvis der ikke er det, kan myndigheden risikere, at afgørelsen fortolkes til borgerens fordel. Den skal formuleres på dansk sprog, der er til at forstå, og i øvrigt fremstå i et pænt og høfligt sprog. Begrundelse En afgørelse, der ikke fuldt ud giver parten medhold (hvor parten ikke får fuldstændig ret eller det, han søger om), skal begrundes (FVL 22). Hvis man afviser en sag af formelle grunde (fx afvisning af en ansøgning om navneændring fra en, der ikke er berettiget til at søge (naboen søger uvist af hvilken grund navneændring for sin genbo)), så er der også her tale om en afgørelse, der selvstændigt kan påklages, og derfor skal den også begrundes. Derimod skal en beslutning i forbindelse med sagsbehandlingen (processuel beslutning, fx om hvem der er sagsbehandler i en bestemt sag, om der skal høres eller ej) ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Derfor skal den ikke begrundes, og den kan heller ikke særskilt påklages. Skriftlige afgørelser begrundes samtidig med selve afgørelsen. Begrundelse skal ske til den, der er part i sagen. Hvis der er flere parter, og ingen fuldt ud får medhold, skal der begrundes overfor dem alle. Hvis kun nogle af parterne ikke fuldt ud får medhold, skal der begrundes overfor disse. Hvis en bebyrdende afgørelse (afslag/påbud/forbud) er givet mundtligt, kan der kræves en skriftlig begrundelse. Dette krav skal være fremsat inden 14 dage efter, at parten har fået underretning om afgørelsen (FVL 23). 20

20 Begrundelsens indhold der skal henvises til retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, lovens titel, nr. og dato eller populærtitel (fx navneloven) og paragrafhenvisning der er ikke noget krav om gengivelse af lovens tekst (men det er en god service at skrive paragraffens ordlyd af, så borgeren kan se bestemmelsen) hvis der er tale om fortolkning, skal det anføres hvis der er tale om en skønsmæssig afgørelse, skal hovedhensynene, der har været bærende for skønsudøvelsen gengives (FVL 24, stk. 1) de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, refereres ( 24, stk. 2) En begrundelse kan udelades eller begrænses. Hvis der ikke kan opnås aktindsigt i oplysninger, så kan man heller ikke få oplysningerne, ved at myndigheden skal begrunde en afgørelse ( 24, stk. 3). Det er ikke tilladt at give en urigtig begrundelse, enten objektivt urigtige begrundelser, ved at henvise til ugyldige retsregler, ulovlige hensyn og fakta, som efter gældende ret ikke kan lægges til grund og subjektivt urigtige begrundelser, hvor man anfører en skinbegrundelse med momenter, der nok kunne bære et afslag, men hvor vægten reelt har været lagt på andre momenter. Klagevejledning De afgørelser, der kan påklages, skal være ledsaget af en klagevejledning. Hvis der er begrænsninger i klageadgangen, skal der alligevel gives en vejledning, hvis klage kan finde sted i principielle sager eller efter særlig tilladelse. Der skal kun gives klagevejledning ved skriftlige afgørelser, og kun hvor parten ikke fuldt ud får medhold. Det vil sige, at hvis der gives et mundtligt afslag (fx telefonisk), så er man ikke forpligtet til hverken at begrunde afslaget eller give klagevejledning. Til gengæld er det meget vigtigt, at man gør et notat om afgørelsen, og at den er truffet mundtligt. Klagevejledningens indhold klageinstansens navn og adresse fremgangsmåden og evt. klagefrist Klagevejledningen skal følge afgørelsen, det er ikke nok, at den fx findes på en hjemmeside. 21

21 Administrativ rekurs Administrativ rekurs betyder, at den der er berørt (= som ikke har fået helt eller delvist medhold) af en forvaltningsmyndigheds afgørelse, har ret til at påklage afgørelsen til en anden forvaltningsmyndighed. Den anden forvaltningsmyndighed har pligt til at tage stilling til klagen, hvis man har ret til at klage (hvis procesforudsætningerne er opfyldt). Administrativ rekurs kan følge både af lov (fx navnelovens 21) og af uskreven ret (= retssædvane). En af virkningerne ved administrativ rekurs er, at en forvaltningsmyndighed kommer til at kontrollere en anden. Hvis rekursmyndigheden (klagemyndigheden) kommer til et andet resultat end den første myndighed, der traf afgørelse, er den første myndighed forpligtet til at respektere rekursmyndighedens afgørelse. Klagefrister Der er ikke nogen uskreven fast regel for klagefrister. Hvis der ikke direkte i loven eller en bekendtgørelse er angivet en klagefrist, skal rekursmyndigheden også behandle en klage, der indgives selvom der er gået meget lang tid. Klagens form og indhold Der er stort set ingen formkrav til indgivelse af klage, hverken i form eller indhold og det er i orden at klage mundtligt, hvilket kan sætte myndigheden i den situation, at den skal hjælpe borgeren med at skrive klagepunkterne ned. Klageren (borgeren) skal kunne identificeres, og det samme skal det, hvad klagen går ud på, men det behøver ikke at være nærmere specificeret. Principielt er det nok at skrive, at man klager. Hvis det i lovgivningen er beskrevet, at klage skal indgives skriftligt og begrundes, så skal disse krav selvfølgelig opfyldes. Prøvelsesgrundlaget Som udgangspunkt prøver rekursmyndigheden sagen fuldstændigt. Både de retlige forhold, de faktiske omstændigheder, afgørelsens hensigtsmæssighed og rimelighed vil blive prøvet. Som udgangspunkt vil prøvelsen være lige så fri, som hvis det havde været en førsteinstansafgørelse. Men hvis rekursmyndigheden helt skal tilsidesætte en truffet afgørelse, så skal der være en vis styrke i begrundelsen herfor. De retlige forhold prøves (er afgørelsen lovlig), ligesom dens hensigtsmæssighed gør (rimelig, fornuftig, praktisk og ønskværdig afgørelse). Eller sagt juridisk er de relevante kriterier og 22

22 præmisser eller interesser korrekt afvejet og prioriteret i de tilfælde, hvor der i lovgivningen er forudsat et skøn. I visse love står det direkte, at alene retlige spørgsmål prøves. I disse tilfælde prøves alene dette. Rekursmyndigheden kan prøve de faktiske omstændigheder fuldt ud. Den må i officialprincippets ånd prøve, om sagen har været tilstrækkeligt belyst. Klager har som hovedregel ikke krav på, at bestemte sagsbehandlingsskridt foretages, med undtagelse af partshøring, hvis betingelserne herfor er oplyst. Reaktionsmulighederne hos rekursmyndigheden afvisning som sker af formelle, fx hvis procesforudsætningerne ikke er opfyldt (man er ikke klageberettiget) og hvis klagefristen er overskredet (og der ikke dispenseres herfra) stadfæstelse som betyder, at afgørelsen tiltrædes af rekursmyndigheden/den opretholdes tilsidesættelse af afgørelsen, som har flere former - annullation = afgørelsen ophæves (der sker bl.a. ved hjemmelsmangel) - ændring hvor rekursmyndigheden sætter sin afgørelse i stedet - hjemvisning hvor klagen sendes tilbage til førsteinstansen med besked om, at sagen skal behandles i første instans på ny Rekursmyndigheden kan ikke frit vælge sin reaktion den skal bero på en saglig overvejelse. 23

23 Domstolskontrol Foruden administrativ rekurs findes også en adgang til domstolskontrol. Enten fordi det står direkte i loven, at en afgørelse kan prøves (indbringes) ved domstolene, eller fordi det fremgår af grundloven. Fx fremgår det af 3 i Lov nr. 307 om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder, at 3. Generel karantæne efter 2 meddeles af politidirektøren. Afgørelsen skal være skriftlig og indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor. Stk. 2. En afgørelse om meddelelse af generel karantæne kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning om indbringelse for retten har ikke opsættende virkning. 13) Stk. 3. Anmodning om indbringelse for domstolene skal være modtaget hos politiet, senest 4 uger efter at afgørelsen om generel karantæne er meddelt den pågældende. Stk. 4. Politidirektøren indbringer inden 1 uge fra modtagelsen af anmodningen sagen for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80. Stk. 5. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85. Går afgørelsen ud på, at karantænen godkendes, anføres i kendelsen de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne er opfyldt. Stk. 6. Med hensyn til erstatningskrav finder retsplejelovens 1018 h anvendelse. Her fremgår det direkte, at der er mulighed for domstolskontrol, og loven angiver, at det er politidirektøren, der skal indbringe sagen for retten. Det har kun været muligt at finde en kirkelov, hvor det er myndigheden, der skal indbringe sagen for retten. Det er i 9, stk. 1 i lov om begravelse og ligbrænding, hvor der står, at det er begravelsesmyndigheden (sognepræsten på afdødes bopælssted), der forelægger spørgsmålet for skifteretten, hvis der gøres indsigelse mod en afgørelse om begravelse eller ligbrænding, og om en præst skal medvirke ved begravelseshandlingen. Der er formentlig ikke tale om egentlig domstolskontrol, da det er nødvendigt med en hurtig afgørelse fra skifteretten, og da der er tale om en skriftlig proces, dvs. at parterne ikke skal møde i retten som udgangspunkt. Hvis det ikke fremgår direkte af loven, at der er mulighed for domstolskontrol, findes der en sådan almindelig adgang i grundlovens 63, stk. 1, der er sålydende: Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Den, der vil rejse sådant spørgsmål, kan dog ikke ved at bringe sagen for domstolene unddrage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedens befaling. Det, der er den store forskel (i hvert fald for borgeren) er, at borgeren selv skal indbringe sagen, når det er efter grundloven, og borgeren skal selv betale omkostningerne derved. 24

24 Sådan en mulighed er beskrevet i 9, stk. 2 i lov om begravelse og ligbrænding. Der står, at hvis der er uenighed mellem de efterladte om valg af gravsted, kan spørgsmålet herom indbringes for skifteretten. Sådan som bestemmelsen (paragraffen) er formuleret, er det nok de efterladte, der skal indbringe sagen. Der er formentlig heller ikke her tale om egentlig domstolskontrol. Domstolens funktion Domstolskontrol med forvaltningens afgørelser har karakter af en retssikkerhedsgaranti. Ligeledes har afgørelserne præjudikatskabende funktion. Domstolene er oprettet ved lov, og de er funktionelt og personelt uafhængige. Dommerne kan kun afskediges ved dom (se grundlovens 64). En sag indbringes for domstolene i den civile retsplejes former (med mindre andet er bestemt). Sagen anlægges ved retten i den retskreds, hvor den indbragte afgørelse er truffet. Der vil som hovedregel være mulighed for prøvelse i to instanser. Sagens parter vil på den ene side være den forvaltningsmyndighed, der havde habiliteten og kompetencen til at træffe afgørelsen og på den anden side borgeren (der har anlagt sagen). Påstanden i sagen er afgørende for sagens udfald. I civile sager kan man ikke få mere (en bedre retsstilling), end der er nedlagt påstand om. Hvis der er flere påstande, tager retten stilling til dem alle, eller indtil man imødekommer en påstand. Det er sagens parter, der sørger for sagens oplysning ikke domstolen. Bevismidlerne kan bl.a. være vidne- og partsforklaringer, dokumentbevis, sagkyndiges erklæringer m.v. Hvad prøver domstolen? Domstolene prøver forvaltningens retsanvendelse, herunder fortolkning og skøn. Har afgørelsen hjemmel, er afgørelsen i strid med love/anordninger, prøvelse af retsgrundsætningerne (bl.a. saglig forvaltning, lighedsgrundsætningen og proportionalitetsgrundsætningen), sagsbehandlingsreglerne m.v. Hvis der er tale om en skønsmæssig afgørelse, findes der en kerne, som kan anses for det egentlige skøn, som domstolene ikke prøver, medmindre der i loven eller andet retligt grundlag undtagelsesvis er klart grundlag for denne prøvelse. Den kerne af skønnet, som domstolene normalt ikke prøver, er forvaltningens afvejning af lovlige og saglige hensyn. Eller med andre ord hvis skønnet er foretaget inden for rammerne af de gældende retlige krav, så prøves forvaltningens afvejning af saglige hensyn ikke. 25

25 Til gengæld prøver domstolen, om afgørelsen er baseret på saglige hensyn, og om alle saglige hensyn er inddraget. Ligeledes om forbuddet mod skøn under regel er iagttaget og om lighedsgrundsætningen er overholdt. Et eksempel fra miljøretten findes i Ugeskrift for Retsvæsen 2007, side 1575H (Højesteretsdom), hvor Højesteret udtaler: Højesterets begrundelse og resultat Som anført af landsretten beror afgørelsen af, om der i en sag som den foreliggende skal gives landzonetilladelse, på en skønspræget afvejning af hensynet til adressatens interesse i en tilladelse over for de hensyn, som skal varetages ved administrationen af planloven. Der er ikke grundlag for at fastslå, at Naturklagenævnets afgørelse lider af retlige mangler, og der er ikke anført omstændigheder, som kan medføre, at nævnets afvejning af relevante hensyn må tilsidesættes. Som man kan læse i dommen, lagde Højesteret til grund, at der ikke var grundlag for at fastslå retlige mangler, og der var ikke anført omstændigheder, der kunne gøre, at afvejningen af relevante saglige hensyn kunne tilsidesættes. Hvis man er interesseret i at læse hele dommen, kan et lokalt bibliotek være behjælpeligt med at skaffe den. Prøvelse af faktum Domstolene prøver om forvaltningen har lagt fyldestgørende og korrekte oplysninger om de faktiske forhold til grund. Det er fordi, der her er tale om prøvelse af beviser, og bevisvurdering er domstolenes kerneområde. Der er fri bevisbedømmelse. Endelighedsbestemmelser Der findes i sjældne tilfælde endelighedsbestemmelser, hvilket betyder, at forvaltningens afgørelse ikke kan indbringes for domstolene. Dette er ikke i strid med grundlovens 63, da den skal læses som om en afgørelse kan prøves ved domstolene, med mindre noget andet er bestemt i lov. 26

26 Bilag ordliste Ordliste til forvaltningsretligt kompendium Forkortelser FVL forvaltningsloven OFF offentlighedsloven PDL persondataloven HR hovedregel U - undtagelse Ordforklaring bekendtgørelse - En bekendtgørelse er konkrete regler, der uddyber og supplerer lovens regler. En bekendtgørelse skal altid have hjemmel (retlig bemyndigelse) i en lov og skal i sin indledning henvise dertil. En bekendtgørelse, der udstedes af ministeren eller en styrelse under ministeriet, har samme retskraft som en lov og gælder for den samme kreds som loven (borgere og myndigheder). En bekendtgørelse skal offentliggøres i Lovtidende inden ikrafttræden for at få virkning. cirkulære - et cirkulære er en tjenstlig befaling fra en overordnet til underordnede myndigheder. Der er ikke tale om egentlige retsregler, fordi det kun er forpligtende i forhold til de underordnede myndigheder. Et cirkulære forpligter derfor ikke borgerne. I cirkulæret vil der ofte være fortalt nærmere om, hvordan den underordnede myndighed skal administrere loven, og hvordan reglerne i lov og bekendtgørelser skal forstås. Et cirkulære udarbejdes af ministeren, et ministerium eller styrelse og offentliggøres i Retsinformation. ex officio at myndigheden foretager sig noget af egen drift forvaltningsmyndighed myndighed, der anvender forvaltningsretten, fx en statslig styrelse, kommune eller kordegnekontoret (i modsætning til fx domstolene, der anvender retsplejeloven) hjemmel at en afgørelse skal have retlig bemyndigelse - støtte i lovgivningen (det skal stå i en lov/lovbekendtgørelse eller bekendtgørelse) indbringelse for domstolene at man anlægger en sag ved en domstol lex specialis en speciallov i forhold til en anden, generel lov. Fx er navneloven lex specialis til forvaltningsloven. Specialloven har forrang (gælder før). Dvs. at navneloven gælder før forvaltningsloven, hvis der er modsætninger mellem lovene 27

27 lov - En lov er et sæt regler, der er vedtaget i folketinget og underskrevet af Dronningen og medunderskrevet (paraferet) af den ansvarlige minister på området. Love skal offentliggøres i Lovtidende, før de kan få virkning (ikrafttræden) lovbekendtgørelse - en lovbekendtgørelse er en sammenskrivning af den oprindelige lov og de ændrede regler, som senere er vedtaget. En lovbekendtgørelse udstedes af ministeren og offentliggøres i Lovtidende magtens tredeling magten er delt mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt officialprincippet betegner at det er myndighedens ansvar, at en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse på et forsvarligt grundlag proportionalitetsprincip dette princip deles op i nødvendighed man må ikke foretage noget mere indgribende end det er nødvendigt og forholdsmæssighed man må ikke foretage sig noget mere vidtgående end formålet tilsiger vejledning - En vejledning er en forklaring om lovgivningens (love og bekendtgørelser) baggrund og hensigt, samt om, hvordan reglerne skal forstås. Desuden er det også ofte forklaret, hvad man som borger kan i praksis kan gøre for at efterleve lovgivningens regler. Der er ikke tale om egentlige lovkrav eller regler, men derimod snarere anvisninger og gode råd. Vejledningen retter sig typisk mod både borgere og de myndigheder og andre, som skal administrere de regler, som vejledningen handler om. vilkår en betingelse, der kan stilles ved en afgørelse. Det kræver altid hjemmel (se dette) at stille vilkår. Ligeledes gælder proportionalitetsprincippet (se dette) 28

28 Bilag Opgaver Opgave 1. Bent Hansen døde den 1. juli år gammel. Han havde altid været medlem af folkekirken, og hans hustru, der var død i 2010, var blevet brændt og blevet sat ned i et dobbelt urnegravsted på den lokale kirkegård. Da børnene (2) havde en samtale med præsten, opstod der imidlertid uenighed mellem dem om Bent Hansen skulle begraves eller brændes. Sønnen mente, at faderen skulle kistebegraves, hvorimod søsteren mente, at faderen skulle brændes. Spørgsmål 1. Prøv at træffe den afgørelse, som præsten skal træffe. Hvilke omstændigheder kan der lægges vægt på? Spørgsmål 2. Kan den, der ikke får medhold klage? I givet fald hvortil og hvilken fremgangemåde skal der anvendes? Opgave 2. Kordegnen er også medlem af den lokale banks bestyrelse. Banken har modtaget en ansøgning til bankens fond til udbygning af det lokale forsamlingshus. I den forbindelse er der opstået tvivl i bankens bestyrelse om der foregår nepotistiske i forsamlingshusets bestyrelse i forhold til at tilgodese et familiemedlem til udførelsen af byggeentreprisen. Kordegnen er et menneske, der ønsker ordnede forhold og sørger derfor for at få klarhed over evt. indbyrdes familieforhold og foretager forskellige søgninger i personregistret fra kordegnekontorets pc. Spørgsmål 1. Hvilke forvaltningsretlige spørgsmål er i spil her? Kordegnen opdager i samme forbindelse, at hans datters mellemnavn ikke er anført i personregistret, hvilket han straks tilføjer og udskriver en ny navne/dåbsattest. Spørgsmål 2. Hvilke forvaltningsretlige spørgsmål giver denne situation anledning til? Opgave 3. En mor henvender sig på kirkekontoret for at få sin datters efternavn ændret fra Jensen til Petersen. Datteren er 13 år, og moderen er skilt fra datteren far, men de har fælles forældremyndighed. Spørgsmål 1. Hvilke regler i navneloven og forvaltningsloven finder anvendelse her? Spørgsmål 2. Ville det gøre nogen forskel, at datteren var 11 år, og at hendes udvikling var svarende til en 4-årigs? 29