I Forord. p.1. Genre p.1. Klangfigurer. p.2. Gentagelser og ordspil.. p.3. III Det poetiske kosmos p.4. Makrokosmos. p.4. Mikrokosmos.. p.

Transkript

1 1 Indholdsfortegnelse I Forord. p.1 Genre p.1 II Form og metrik p.2 Klangfigurer. p.2 Gentagelser og ordspil.. p.3 III Det poetiske kosmos p.4. Makrokosmos. p.4 Mikrokosmos.. p.5 Syntaks p.7 IV Tema p.8 Afslutning p.8 Litteraturliste. p.10 Bilag 1..p.11 Bilag 2. p.12 Bilag 3. p.13

2 2 I Forord Thøger Larsens digt Pan er fra 1904 og udgivet i digtsamlingen Jord. Denne tekst skal i det følgende være udgangspunktet for min analyse. Allerede i digtets titel får vi en fornemmelse for digtets emne. Pan er dels en græsk skovgud, men heraf er også afledt betydningen panteisme (pan alt, theos, Gud jf. Gyldendals fremmedordbog), en filosofi eller religion, der ser Gud i alt. Her opfattes Gud og verden som en enhed, hvor alt hænger sammen, og naturen er besjælet, levendegjort. Således ser det ud til, at der i digtet er en kosmisk tankegang, hvor alt er harmoniskt, og digtet synes at være en stor hyldest, en lovsang, til naturen, universet, elementerne og Gud. Jeg vil i det følgende begynde min analyse med en genredefinition af teksten. Gennem genren etablerer man den første forståelse for teksten, og det er herudfra, man bestemmer, hvilke værktøjer man vil gribe til for at åbne tekstens univers. Da det, der først springer læseren i øjnene, er digtets grafiske præg, vil jeg begynde min analyse med en gennemgang af form og metrik. Dernæst vil jeg forsøge at indkredse det poetiske kosmos forstået som digtets emne eller indhold. Hertil henter jeg hjælp i det figurative sprog, troperne og syntaksen, hvilket gerne skulle føre frem til digtets tema(er). Selvom form og indhold er betinget af hinanden, vil jeg alligevel tillade mig i min analyse at behandle de to sider af digtet hver for sig med det formål at bringe klarhed over tekstens helhed. Genre Denne teksttype digtet - kan genrebetegnes som lyrik og hører således til under en af de tre storgenre: lyrik, epik og drama. Lyrikkens særtegn er den specielle lyriske form kombineret med en lyriske holdning. Den lyriske holdning kan defineres som digtets særlige måde at bruge og organisere sproget på, som adskiller sig fra de to andre hovedgenrer. Hvor epik og drama er kendetegnet ved at beskrive en situation eller en række hændelser, giver lyrik som regel udtryk for følelser og stemninger. Ofte defineres lyrik ud fra sin form (vers, rim, rytme etc.), men som Hans Lauge Hansen påpeger, holder denne definition ikke altid, da også de andre genrer ofte benytter sig af denne form. I stedet definerer han lyrik således: I stedet kan vi definere lyrik som tekster hvor forfatterpersonen eller det lyriske jeg, træder åbent frem og taler om spændingsforholdet mellem sin inderverden (tanker og følelser) og yderverden (natur-og tingsverdenen). Det lyriske jeg er således traditionelt placeret i midten af det vi kan kalde det poetiske kosmos, hvor inder og yderverden er ligeligt repræsenteret. (1994, p.41) Med det poetiske kosmos menes det lyriske univers, altså selve indholdet. Derudover peger kosmosbetegnelsen også på temaet, idet lyrik ofte er centreret omkring livets store spørgsmål. Således omhandler lyrik ofte en stemning, en spænding mellem den indre og den ydre verden, en spænding der ofte også gør sig gældende i forhold til formen. Hans Lauge Hansen (1994, p.110) ser ordenes mening som byggesten på indholdssiden, altså i det poetiske kosmos, mens ordlydene og tekstens grafiske aspekt er byggesten på udtrykssiden. Således opstår der et særligt forhold mellem form og indhold, der oftest viser sig at hænge uløseligt sammen. Også Carsten Nicolaisen vælger at definere genrerne ud fra stemmen der taler, altså fortælleren (Møller, 1999, p.203). I Lyrikken er der en meget tydelig og ekspressiv

3 3 stemme, hvis følelser kommer til udtryk. Således spiller det lyriske jeg altså en afgørende rolle for definitionen af lyrik. Hans Lauge Hansen kalder endvidere tidsoplevelsen i lyrikken for en poetisk altid (2000, p.41), dvs. et intenst øjeblik, der kan tale for sig selv uden at skulle ses i forhold til en fortid og en fremtid. Derudover er lyrik kendetegnet ved hyppig og dristig brug af figurativt sprog. Med denne genredefinition i baghovedet vil jeg vil nu kaste mig over selve digtanalysen. II Form og metrik Digtet består af 22 verslinjer fordelt på 6 strofer af forskellig længde. At digtet indledes med en couplet ( to parrimede vers) giver digtet sin egen lille indledning, hvor stemningen slås an. Vi bevæger os nu ind i digtet og dets forestillingsverden, hvor vi præsenteres for det evige blå univers og kloderne i evigt kredsløb om hinanden. Vi fornemmer en kosmisk digtning, hvor evighed og uendelighed står i fokus. Således kommer titlen til sammen med coupleten at sige noget afgørende og sammenfattende om digtet allerede fra begyndel - sen. Digtet ser jeg som faldende i to dele centreret omkring det lyriske jeg, der kommer eksplicit til udtryk i strofe 4. Strofe 1-3 beskriver universet, naturen og mennesket, hvilket samles i et begreb, nemlig Gud, i strofe 4. Strofe 5-6 er en beskrivelse af denne Gud. Således er strofe 1-3 en bred, altfavnende beskrivelse af kosmos, hvorefter der sker en indsnævring i strofe 4 til at omhandle en indre tilstand ( jeg aner en Gud ), hvorpå beskrivelsen i strofe 5-6 peger ud i verden igen og således bredes ud. Dette giver digtet en timeglasagtig form, hvilket er et billede, der viser sig på flere niveauer. Dette uddybes i det følgende. Rent grafisk understreges denne inddeling i strofe 4, der er kendetegnet ved at være rykket ind og således bryde den grafiske opstilling. Også metrisk er der en klar opdeling her. Vha. en skandering bemærker man, at versefødderne i strofe 1-3 primært består af trokæer og daktyler, strofe 4 udgøres overvejende af daktyler, hvorimod strofe 5-6 hovedsageligt består af jamber og anapæster (jf. bilag 1). Fra og med strofe 5 sker der således et skift i rytmen, hvilket yderligere er med til at give strofe 4 en særlig status i digtet. Carsten Nicolaisen definerer jamben som stigende i rytme, og derfor opleves den som mere energisk og optimistisk end trokæen, som er dømmende og længselsfuld i sit udtryk. Anapæsten giver verset et energisk præg og kan virke noget bombastisk, men sammen med jamben giver den en lettere rytme. Daktylens rytme er faldende (Møller, 1999, p ). Dette passer fint til indholdssiden, hvor strofe 1-3 er en fundering over universets sammenhænge, hvilket netop giver en lidt drømmende og eftertænksom stemning. Denne stemning brydes i strofe 4, hvor det lyriske jeg træder frem og definerer Gud. Her er stemningen en anelse mere begejstret. De to spondæer i vers 15 og 17 bryder igen rytmen og lægger tryk på han (Gud), hvilket sammen med jamber og anapæster giver et mere livfuldt udtryk. Klangfigurer Digtet består af enderim, hvoraf flertallet er mandlige rim. Enderimet har ifølge Albæk betydning for versets struktur, idet det fremhæver rytmen og giver strofen en naturlig slutningspointering (1939, p.144). Ydermere skaber enderimet sammenhæng og parallelisme mellem versene. Rimmønsret hedder: parrim, fletrim, omsluttende rim, fletrim, parrim og omsluttende rim. Således er strofe 3 omsluttet af parrim og fletrim, der spejler

4 4 hinanden på begge sider af strofen. Til gengæld står strofe 6 med omsluttende rim lidt for sig selv, dog skabes der sammenhæng mellem strofe 5 og 6 via fletrimet, idet vers 19 trækkes med over i strofe 6 qua vers 22. Det samme gør sig gældende mellem strofe 3 og 4. Rent stilistisk er der således skiftende stærk og svag forbindelse mellem rimene, idet parrim og fletrim anses for at have en tæt forbindelse, hvorimod omsluttende rim er svagere forbundet. Denne manglende regelmæssighed i formen og i rimene giver digtet sit helt eget mønster, der tvinger læseren til af holde sig vågen. Vi bliver ikke lullet ind i en på forhånd givet metrik, men præsenteres hele tiden for nye rimmønstre og rytmer. Dette sker dog uden at digtet bliver kaotisk i sin form, og i stedet opnår det en fin balance mellem regelmæssighed og overraskelse, og som læser tvinges man til at have opmærksomhed på alle digtets dele. Ud over de ovennævnte enderim er digtet også præget af assonans og allitteration. Dette er rimvirkninger, der finder sted inden for eller mellem versene. Assonans er vokalsamklang mellem ord inden for en eller flere linjer, og vi finder det f.eks.i strofe 1-2, hvor vokalen o fremhæves, hvorved universets og naturens elementer betones: I Universets evige Blaa / hvor Kloderne tavst om Kloderne gaa - - / i Jordens Luft, hvor Torden og Storm, / Solskin og Slud som Stemninger skifter,/ mens Skyerne skifter Farve og Form Strofe 2 er ud over assonans spækket med allitterationer, der er en gentagelse af konsonanter, der her anvendes i ordenes begyndelseslyde i betonede stavelser - i ovenstående eksempel s. Her knyttes sol, storm, slud og skyer sammen i fællesbetegnelsen stemninger via allitterationen, og vi fornemmer, at disse elementer har en vigtig funktion i digtet. Jeg vil senere komme ind på især solens symbolværdi. Også i strofe 5 og 6 finder vi allitterationer med begyndelseskonsonanten s : Sønnernes Sind og strømmer som en Sankt-Elmsild ud. Både enderimet, assonans og allitteration er med til at fremhæve bestemte ord, således at de får en særlig vægt (jf. også behandlingen af troper i det poetiske univers p.4). Gentagelser og ordspil Digtets ordningsprincip er anaforen, en retorisk stilfigur, hvor starten af en verslinje gentages i et eller flere vers. Albæk kalder anaforen for den almindeligste Form for den retoriske Parallelisme (1996, p.164). Således sidestilles de tre første strofer via i i de tre strofers første verslinje, der på denne måde bevirker, at de tre strofer kommer til at syne som en opremsning af det, jeg et aner. Dette bevirker, at de tre strofer ligestilles og tillægges lige stor værdi, intet er vigtigere end andet, hvilket understreger den kosmiske tankegang. Samtidig med at disse tre strofer ligestilles anaforisk, er der dog også en betydningsmæssig sammenhæng mellem stroferne, som vises gennem enjambement (jf. afsnittet om syntaks p.7). Ligeledes er strofe 4 præget af anaforen og og og hvis i vers Samme ordningsprincip ses i vers 15 og 17: han. Endvidere ses eksempler på epiforen, der ligeledes er en retorisk stilfigur blot med gentagelse af et eller flere ord i slutningen af flere led eller sætninger: af Muld, over Muld, i Muld. Ulla Albæk (1996, p.165) påpeger, at epiforen ofte har ordspilsagtig karakter, hvilket også kan siges at være tilfældet her. Konstruktionen giver associationer til frasen af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå, og peger således

5 5 på menneskets forgængelighed, men også på dets plads i et evigt kredsløb (jf. tematisk analyse p.8). En anden form for ordspil ses i vers 14: hvis væsen er Væsnernes Tarv. Et væsen defineres som en levende organisme (Nudansk Ordbog), og således samles alt levende i et begreb, der ligestiller dem. Hvis væsen indeholder betydningen hvis grundlæggende egenskab og peger tilbage til en Gud, et evigt Jeg i vers 10. Igen en fremstilling af et kosmisk billede, hvor alt levende ligestilles, og hvor den guddommelige kraft er en forudsætning for dette liv. Sluttelig vil jeg kommentere symploken i vers 10: jeg aner en Gud, et evigt jeg. Qua denne emfase af jeg et understreges dets vigtighed, selvom der refereres til to forskellige jeg er (digter-jeg et og Gud). Samtidig indrammer det den sætning, jeg har taget udgangspunkt i, som det vigtigste struktureringsprincip både på indholdssiden og i kompositionen. III Det poetiske kosmos For at beskrive det poetiske univers vil jeg se nærmere på ordvalget i digtet. Ved at beskæftige mig med de sproglige elementers karakter håber jeg at udfolde tekstens motiv på indholdssiden. Motiv skal ikke forveksles med tema, men skal mere ses som den konkrete situation i digtet. For at definere det poetiske kosmos vil jeg strukturere min analyse i to klasser, makrokosmos og mikrokosmos. Med makrokosmos forstås yderverdenen set i forhold til digter-jeg et, hvorimod mikrokosmos siger noget om jeg ets indre tilstand. Herved vil jeg forsøge at afdække, hvad det er for et univers, der fremstilles i digtet. I denne fase af analysen finder jeg det relevant også at inddrage digtets brug af figurativt sprog, idet det ligeledes er med til at definere de to kosmosbegreber og ikke mindst det lyriske jeg. Digtet er spækket med troper hele vejen igennem, og jeg vil her blot kommentere de efter min mening mest betydningsfulde i forhold til analysen. Makrokosmos Strofe 1-3 er kendetegnet ved at have en paradigmatisk lighedsrelation, idet alle substantiverne er hentet inden for det samme paradigme: natur. Det drejer sig bl.a. om ord som: univers, klode, jord, torden, solskin, slud, stemning, sky, drift, kuld, muld. Således samles universet, natur og menneskeheden i det samme paradigme og bliver på denne måde ligestillet. Via substantiverne jord, luft, sol og slud præsenteres vi for de fire elementer: jord, luft, ild og vand, som jo netop er de grundlæggende elementer i kosmosmodellen. Universets evige blaa ser jeg som en metafor for uendeligheden, evigheden, hvilket er et område jeg har berørt tidligere. Dette ses både gennem adjektivet evig og farven blå, som symboliserer det uendelige rum. Endvidere er blå kendt for at symbolisere sandheden (Politikens Symbolordbog), og således er der måske også en trang i jeg et til at finde en eviggyldig sandhed. Kloderne tavst om Kloderne gaa signalerer en evig cyklisk opfattelse af verden, hvilket også stemninger skifter er med til at illustrere. Via store urolige Drifter føres vi over i det menneskelige univers. I ordet drifter ligger der en dobbeltbetydning, idet det kan gå på naturens kræfter, f.eks. torden og storm, og er således også med til at underbygge naturens skiftende stemninger. Men læser man vers 6 og 7 med enjambement kan man lægge en anden betydning i det, således at drifter bliver en metafor for menneskets drifter. Herved får digtet erotiske undertoner, idet det forstået

6 6 på denne måde er drifterne, der fremmaner, altså skaber, jordlivets mylrende Kuld, som bliver en metafor for mennesket. Læser man det mere generelt, kan det forstås som alt liv. Det ydre kosmos er karakteriseret ved skiftende stemninger og aktivitet: årets gang og naturens skiftende årstider. Dette ses også i valget af verber, der alle er aktive: gå, skifte, jage og mane. Samtidig er det også en beskrivelse af menneskeslægtens gang i historien, hvorved jeg et forholder sig til døden, hvilket ses i ordet muld. Således er der knyttet en dødsbevidsthed til muld, som bliver et symbol på den uundgåelige død, men da jeg et selv vil forvandle sig til muld, bliver det således en del af den kosmiske cyklus, da solen vil skabe liv af jorden. Umiddelbart kunne det se ud som om, der er en modsætning mellem himmel og jord, men i strofe 4 samles universet, kloderne, naturen og menneskeheden i begrebet Gud, og hermed er der ikke tale om et hierarkisk kosmos men derimod et kosmos, hvor alt er ligestillet og organisk. Dette leder over til en beskrivelse af det indre kosmos, idet det er i strofe 4, at vi eksplicit møder det lyriske jeg. Mikrokosmos Mikrokosmos er som nævnt kendetegnet ved at definere en indre tilstand hos digterjeg et, hvilket som sagt er eksplicit i strofe 4. Som nævnt i kompositionsanalysen, ser jeg digtet som værende centreret omkring jeg aner, hvorved aner bliver den dominerede sansning. At ane noget vil sige, at man lige akkurat kan skimte det eller fornemme det. Kosmos gådefulde sammenhæng kan kun anes af jeg et, men det higer (vers 20) efter at erkende den. I betydningen af at hige efter noget ligger der et ønske fra jeg et, og således er det med til at beskrive dennes indre tilstand. Fornemmelse for denne al-rige Gud er således det, der sætter det hele i gang. Jeg et kan fornemme denne evige Gud, som er i alting: universet, naturen og menneskeheden. Således bliver Gud en metafor for selve livskræften, idet den har Nerver i Klodernes indre/ og Slægternes Marv,/ og hvis Evner fra Solene tindre. Her sker yderligere en personificering af begrebet Gud, der levendegøres og tillægges menneskelige egenskaber gennem nerver, der henviser til den menneskelige fysiologi og evner, der ligeledes er en menneskelig egenskab. Marv er en metafor for menneskets inderste væsen, og viser os den guddommelige kraft som en fundamental bestanddel af mennesket. Dette giver et billede af en Gud, en kraft, der lever dybt i alt, og igen sidestilles mennesket og naturen. Evner ser jeg som en metafor for liv, altså gudens liv tindrer, dvs. kommer fra solene. Denne Gud tillægges solens egenskaber, hvilket giver solene en central betydning i jeg ets virkelighedsopfattelse. I vers 13 får de en livgivende funktion, herfra tindrer guddommen, som jo er livskræften. Solen har da også en generel symbolsk værdi som liv, men bliver også betragtet som symbol på guddommelighed. Jeg mener, der her er tale om en personificering af gudsbegrebet og ikke en besjæling, da gud her skal opfattes som noget abstrakt i modsætning til det kristne gudsbegreb. En lignende personificering ses i vers18: [han=gud] aanded, hvilket dels er en menneskelig egenskab, dels kan læses i betydningen puste nyt liv i mennesket, hvilket igen peger på gud som livgivende. I strofe 5 sætter Gud en erindring i gang hos jeg et om en fortid, hvor virkelighedsopfattelsen var en anden, nemlig den kristne tros opfattelse af verden som delt i to: himmel og jord, der på denne måde bliver en metafor for kristendommen. Fædre og sønner kommer til at stå som metaforer for det nye verdensbillede versus det gamle den ældre generation i modsætning til den nye, hvor Fornyelsens Østenvind ligeledes

7 er en metafor for den nye tankegang. Østenvind giver endvidere associationer til den opgående sol i øst, som igen kan ses som et billede på liv. Således opstår der en modsætning mellem den gamle, traditionelle virkelighedsopfattelse: Fædrenes hellige Ord og Himmel og Jord og det nye, en panteistisk naturtro, der lukker op for nye måder at tænke på, idet den gamle har været hæmmende for mennesket: [han] aanded fornyelsens Østenvind over hæmmede Tankers Ranker. At der er tale om en erindring ses ved at tempus skifter fra nutid til datid: vakte, spurgte, ånded. Også i strofe 5 6 er der en lighed på paradigmeplan i ordvalget, idet flere ord refererer til en kristen tankegang: hellige ord, himmel og jord, Gud. Strofe 4 står også på dette niveau som det samlende fokus, idet det henter sit ordvalg både fra naturparadigmet og kristendomsparadigmet. Ud over de mange metaforer ses enkelte sammenligner. Sammenligningen er i familie med metaforen, men mindre dristig i sit udtryk. Den er heller ikke meget brugt i digtet. Vi finder den i vers 3-4: hvor Torden og Storm,/Solskin og Slud som Stemninger skifter. Således peges ikke bare på de fire årstider, men på det cykliske forløb, årets gang og den evige gentagelse. Ligeledes ses en sammenligning i vers 20-21, hvor Higen mod denne al-rige Gud/strømmer som en Sankt-Elmsild ud. Dette giver et aldeles kraftfuldt billede på den længsel jeg et føler, idet sankt-elmsild er en lysende udladning af atmosfærisk elektricitet fra spidse genstande, her Tinderne af alle folkeslags Tanker. Således munder digtet ud i en voldsom kulmination af lys og kraft, hvor jeg et både taler på vegne af sig selv og hele menneskeheden: alle Folkeslags Tanker. Sammenligningen er måske nok ikke så dristig, men den bruges her på centrale steder til at danne centrale billeder, hvilket også ses ved, at sammenligningen yderligere forstærkes af allitteration (dette gælder også for den fornævnte sammenligning - jf. også p.3). Metrikken er ligeledes med til at forstærke billedet, idet vi så i skanderingen, at rytmen vender og bliver mere kraftfuld gennem jamberne og anapæsterne. Besjæling af døde men konkrete genstande ses hyppigt i digtet, eksempelvis vers 2, 6, 13: Kloderne tavst om Kloderne gaa, [Skyerne] jages af store, urolige Drifter og hvis Evner fra Solene tindre. Således sker der en menneskeliggørelse af naturen, samtidig med at det figurative sprog også er med til at gøre noget abstrakt konkret, så det er lettere at forholde sig til for læseren. Via besjælingerne samles gud, natur og mennesker i billedsproget, hvilket viser den kosmiske sammenhæng på endnu et plan. Endvidere kan det bemærkes at strofe 1-3 forholder sig synekdotiskt til strofe 4 som en del af helheden. Hermed mener jeg, at man kan se strofe 1-3, altså beskrivelserne af universet, naturen og menneskeheden som en del af en større helhed, nemlig Gud, som defineres i strofe 4. Omvendt forholder strofe 5-6 sig metonymisk til strofe 4 som et årsags-virkningsforhold, idet årsagen er Gud, det evige jeg, og virkningerne beskrives i strofe 5-6 via han vakte, [han] aanded og Higen mod denne al-rige Gud strømmer. Således er metonymien knyttet til digter-jeg ets sansninger. Igen ses, hvordan timeglasformen tydeligøres gennem strofe 4 s centrale placering både indholdsmæssigt og formmæssigt. I den forbindelse kan nævnes, at timeglasset netop ses både som et symbol på livets korthed, altings forgængelighed (sandet der løber ned), og på evigheden (glassets to halvdele) (jf. Politikkens symbolleksikon). Således læses altså også i selve formen tidstematikken og dødsbevidstheden. Via troperne får jeg et formidlet en indre tilstand (følelser og stemninger), som det ellers kan være svært at sætte ord på. Således gøres det abstrakte synligt og konkret, og 7

8 8 gennem troperne flyder jeg ets makrokosmos og mikrokos sammen til et sanseligt øjebliksbillede. Samtidig subjektiviserer troperne teksten, her træder det lyriske jeg tydeligt frem, idet der i disse ligger en værdiladning. Dette tydeliggøres ligeledes i de valg af paradigmer jeg et trækker på. Derudover så vi i genredefinitionen, at lyrik netop er kendetegnet ved hyppig brug af figurativt sprog, hvilket også hænger sammen med, at jeg et er tydelig i lyrik. Opsummerende kan det siges, at det poetiske kosmos er domineret af en række konturløse elementer: sol, luft, torden etc. suppleret med konkrete elementer som jordlivet og muld. Teksten er sanseligt centreret omkring det lyriske jegs anelser, fornemmelser for naturen, universet og jordelivet samt dets higen efter at blive et med Gud. Således flyder makrokosmos og mikrokosmos sammen i det lyriske jeg, og beskriver på den måde jeg ets tilstand i et øjebliksbillede. Samtidig reflekterer jeg et dog over fortiden, hvilket bryder øjebliksfornemmelsen i digtet. Ligeledes mener jeg, at der ligger et fremtidigt aspekt i higen, idet det udtrykker et ønske, et håb, om at noget må ske. Således peges igen på tiden, der går via fortid nutid fremtid, og på denne måde kan man sige, at digtet går ud over at beskrive en al-tid, en evig nutid. Der er således tale om etableringen af et kosmos, hvor alt samles i begrebet Gud, der fylder jeg et. Jeg et skaber en ny virkelighed, der omfatter alt og alle. Tidsbegrebet er dobbelt, idet der både refereres til tiden, der går, hvilket inkluderer døden, og til evigheden, det evige kredsløb. Således siger makrokosmos karakter noget om det lyriske jegs forhold til omverdenen og dets virkelighedsopfattelse. Syntaks Der er kun to punktummer i digtet, et efter strofe 4 og et efter strofe 6, som lukker digtet. Strofe 1, 2, 3 og 4 er bundet sammen via tankestreger, hvilket også gælder for strofe 5 og 6. Den første helsætning vi støder på er jeg aner en Gud i vers 10, som må siges at være meget kort. Til denne hovedsætning er underordnet flere ledsætninger. Strofe 1-3 er ordnet anaforisk (jf. p.3) og læst på denne måde får tankestregerne karakter af pause (jf. bilag 2). Læses strofe 1-3 med enjambement, hvor tankestregerne viser indgrebet i næste verslinje og således forbinder stroferne, giver dette et lidt mindre komplekst underordnings -system af ledsætninger (jf. bilag 2). Strofe 1-3 indledes uden finit verbum: i Universets evige Blaa, i Jordens Luft og i Kræfternes Løb ad Lovenes vej. Resten af versgrupperne knytter sig beskrivende til sætningsemnerne hovedsageligt som relativsætninger, og således knyttes kosmos - elementerne sammen både billedligt og syntaktisk. Resten af strofe 4 lægger sig til Gud som parallelle relativsætninger. Sådanne syntagmer, der er præget af underordnede ledsætninger knyttet til en helsætning, kaldes hypotakse (Albæk, 1996, p.223). Dette giver en dybere og mere reflekterende stil, end når teksten er præget af paratakse, idet hver ny sætning trækker en ny mening med sig. Resten af digtet er derimod karakteriseret ved paratakse, da det hovedsageligt består af sideordnede, selvstændige sætninger. Dette medfører en mere tilgængelig og let stil. I strofe 5-6 finder man fire helsætninger og kun en relativsætning (jf.bilag 2 og 3, hvor man vha. trappediagrammet kan afbilde ledsætning - ernes dybde og placering (jf. Galberg, 1998, p.128)). Ved at opstille et sætningsskema, ses det, at der i den første del af digtet er tendens til forvægt, mens der i sidste del af digtet er bagvægt (jf. bilag 3). Også på syntaksniveau ses timeglasformen således, idet syntagmerne ligeledes er centreret omkring jeg.

9 9 Desuden skal det kommenteres, at der i vers 10 er inversion, hvilket betyder at jeg kommer til at stå først i verslinjen. Dette er yderligere med til at lægge emfase på jeg et, hvilket også ses i symploken (jf. p.4). IV Tema og fortolkning Jeg vil nu forsøge af samle trådende med det formål af afdække digtets tema. Tema skal her forstås sådan som Erik Nielsen definerer det: tema forstås fra først til sidst som en modsætningsstruktur som et spændingsforhold altså som en relation mellem to. (Møller, 1999, p.46) Til at afdække temaerne vil jeg derfor opstille konstituerende modsætningspar, sådan som de er blevet tydeliggjorte i løbet af gennemgangen af digtet. Dette skulle gerne anskueliggøre digtets konflikt og indbyggede spænding, idet der opstår et dialektisk spændingsforhold mellem modsætningsparrene. Som nævnt præsenteres vi allerede i digtets titel for et af digtets nøgleord: panteisme, som skal ses i modsætning til kristendommen (himmel og jord tankegangen). Her står vi overfor en organisk, kosmisk virkelighedsopfattelse, hvor alt er ligestillet i modsætning til kristendommens opdeling af virkeligheden i himmel og jord. Således skaber jeg et en ny virkelighedsopfattelse, hvori mennesket får en ny rolle og indgår i en ny sammenhæng i den kosmiske helhed på lige fod med alt levende. Det er dog vigtigt at slå fast, at der i digtet ikke ligger en egentlig interesse for det enkelte individ men derimod for menneskeheden ( alle Folkeslag ). Ligeledes præsenteres vi for et anderledes gudsbegreb en det, vi traditionelt kender fra kristendommen. Pan er således et udtryk for en central og skabende kraft i naturen og universet, og ikke en hyldest til hverken guden Pan eller nogen anden konkret gud. Der er tale om en livskræft, der udgår fra solen, og som er ophav til alt liv. Knyttet til dette er dog også tanken om naturens cyklus, forgængeligheden, altså død. Således er dødsbevidstheden nært knyttet til besyngelsen af den kosmiske uendelighed, og naturdyrkelsen. Dette medfører endvidere et spændingsforhold i digtets behandling af tidsproblematikken, hvor der opstår et spil mellem nuet og evigheden. Nuet, øjebliksoplevelsen, sættes i relief til naturens cyklus og planeternes evindelige kredsløb om hinanden. Således er digtet på én gang præget af tidløshed og tidsbevidsthed. Dette skaber ligeledes et spændingsforhold mellem det nære og det fjerne, jordelivet konkretiseret via muld, og universet, solene, kloderne og alt det man ikke umiddelbart kan se. For alt det, som ikke kan ses og opfattes af det menneskelige øje, er også en del af jeg ets virkelighedsopfattelse, en del af det inderste mysterium. Afslutning Således er der i dette forholdsvis korte digt et koncentrat af utrolig mange temaer, der står i et dialektisk forhold til hinanden. Dette giver digtet en stor dybde, samtidig med at der via troper og figurer skabes et personligt, poetisk sprog, hvor makrokosmos og mikrokosmos flyder sammen i ét sanseligt udtryk, hvorved det lyriske jeg placeres i midten at det poetiske kosmos (jf. genrediskussion p.1). Samtidig er der også et dialektisk forhold mellem form og indhold, idet formen også er med til at illustrere temaerne. Dette så vi rent grafisk, hvor strofernes inddeling og placering er med til at fremhæve den centrale

10 formulering: jeg aner en Gud, et evigt jeg samtidig med, at det grafiske udtryk kan minde om et timeglas, som yderligere er med til at fremhæve tematikken via sin symbolværdi. Ydermere fremhæves dette centrale vers gennem metrikken, nemlig symploken, hvorved der fokuseres på det lyriske jeg og dets sansning. Også i troperne fremhæves timeglasbilledet, via metonymiske og synekdoktiske relationer til jeg aner en Gud. Dette billede fremhæves ligeledes i syntaksen, hvor vi så en tydelig forvægt i første del af digtet og bagvægt i anden del igen centreret omkring jeg aner en Gud. Således hænger struktur, form og indhold uløseligt sammen. Vi præsenteres i digtet for en levende, besjælet natur, og via den kosmiske virkeligheds - opfattelse etableres et helstøbt univers. Trods dødsbevidstheden og forgængeligheden etableres et livsbekræftende univers, en slags harmonisk naturalisme, hvor naturens gang og menneskelivet er en del af samme organiske helhed. Thøger Larsen er ikke moraliserende eller dogmatisk i sit udtryk, men tilkendegiver en glæde ved livet og dets mysterier. I forhold til genredefinitionen først i analysen må man således sige, at vores forventninger både til digtets form og indhold indfries, dog uden at det virker kedsommeligt eller forudsigeligt. 10