8905 7/4 83: I. beh. af f. t. beslutn. vedr. forskningsbibliotekerne

Transkript

1 8905 7/4 83: I. beh. af f. t. beslutn. vedr. forskningsbibliotekerne Ingerlise Koefoed (SF): Enhver minister og ethvert regeringsparti, der har en hurtig fornemmelse af, at et forslag ikke ville kunne komme igennem folketinget, har mulighed for med det samme at indkalde folketingets partier til en drøftelse af, hvad vi så skal gøre, ganske uafhængigt af, hvor mange spørgsmål der er stillet i kulturudvalget. Povl Brøndsted (V): Der skulle sådan set ikke være grund til at tærske langhalm på det, der vitterlig er historie og forhåbentlig bliver ved med at være historie: det kuldsejlede socialdemokratiske forslag, men hele proceduren op til det forslag viste, at det var noget, der ligesom skulle presses igennem, og da det så viste sig i salen, at der ikke var nogen vilje dertil, tabte man fuldstændig ævred fra socialdemokratiets og den daværende kulturministers side, og vi mødte intet positivt forslag til at komme andre synspunkter i møde end det, der var en snæver gruppes grundforslag til en ny blbliotekslov. Jeg synes ikke, fru Mette Groes kan komme uden om, at det hverken var kulturudvalget eller kulturudvalgets formand, der syltede det. Vi sad simpelt hen og ventede på, om der var et initiativ, en tanke, en forståelse for andet end det, man engang havde lavet. Det er historie, og lad det være det, men her må sandheden alligevel også noteres på rette sted. Mette Groes (S): Sandheden var jo, at vi sled og slæbte for at få et eller andet pænt resultat igennem. Nu synes jeg ikke, vi skal diskutere disse ting, men for at der ikke skal være nogen misfotståelse af nogen art omkring proceduren i dem, vil jeg blot sige, at lige så lidt som udvalgsformanden forsinkede noget - og det har jeg heller ikke beskyldt hende for - gjorde vi det. Hermed sluttede forhandlingen. Afstemning : II I Forslagets overgang til anden (sidste) behandling vedtoges uden afstemning. Første næstformand (Knud Østergaard): Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til kulturudvalget. Hvis ingen gør indsigelse mod dette forslag, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget. Den næste sag på dagsordenen var: 5) Første behandling af lovforslag nr. L 163: Forslag til lov om ophævelse af lov om nyog ombygning af Det kgl. Teaters Gamle Scene. (Stop for byggéarbejder på Det kgl. Teater). Af Glistrup (FP) m.fl., (Fremsat 1/3 83). Lovforslaget sattes til forhandling. Forhandling Ministeren for kulturelle anliggender (Mimi Stilling Jakobsen): Jeg har på regeringens vegne ikke meget håb at give hr. Glistrup i dag og ikke megen glæde at præsentere fremskridtspartiet for. Nu har hr. Glistrup jo også offentligt udtalt, at jeg ér den minister, der har skuffet ham mest, og det vil jeg altså så give ham en bekræftelse på i dag. Regeringen har naturligvis på et tidligere tidspunkt drøftet, hvorvidt denne ombygning skulle stilles i bero, skulle udskydes, ligesom man har drøftet et utal af andre udgifter i en situation, som er økonomisk meget tung. Vi er for et godt stykke tid siden kommet til det resultat, at denne ombygning skulle gennemføres. Det er der et meget stort flertal i folketinget der har ønsket. Nedrivningen er nu påbegyndt, og jeg har ikke tal på, hvor mange millioner der vil være spildt, hvis man stopper det. Hvis man ikke ønsker et projekt, kan man selvfølgelig altid stoppe det, uanset om der ' er millioner, der er gået til spilde, eller ej, men vi satser på at få denne ombygning gennemført og få løst de problemer, som der nu har været på Det kgl. Teater på grund af de

2 8907 7/4 83: L beh. af f. t. 1. vedr. Det kgl. Teaters Gamle Scene 8908 [Ministeren for kulturelle anliggender] bygningsmæssige forhold i så mange år, så nu må det projekt køre, og jeg må derfor afvise forslaget fra fremskridtspartiet. Birte Weiss (S): Vi var i socialdemokratiet meget glade for, at det lykkedes at få skabt et flertal for den meget, meget hårdt tiltrængte ombygning af Det kgl. Teater, som det lykkedes her for forholdsvis kort tid siden. Vi er stadig væk glade for det, og derfor afviser vi det foreliggende lovforslag. Annelise Gotfredsen (KF): Med vedtagelsen af loven om ny- og ombygning af Det kgl. Teater sagde folketinget ja til at bevare en national scene med den økonomiske støtte og de offentlige forpligtelser, som dette medfører, og med de forpligtelser, som det også indebærer for en national scene at varetage kulturelle, traditionelle og historiske opgaver, samtidig med at man også varetager forpligtelser til moderne opførelser. Fremskridtspartiet siger i dag nej til at fortsætte Det kgl. Teater som nationalscene - det er slet ikke nogen nationalscene, siger fremskridtspartiet i sine bemærkninger, det er TV-teatret - men dér tager fremskridtspartiet nu alligevel så grueligt fejl. Uanset om vi har nok så smukke og dygtige TV-opførelser af dramaer og opera og ballet, vil lyset af det, vi forstår ved et nationalteater, en nationalscene, hurtigt slukkes, hvis ikke inspirationen fra det levende teater og gnisten mellem publikum og kunstnerne består. Denne gnist kan, når TV-opførelserne er bedst, også forplante sig gennem dette medium, men det kræver, at det ægte teater er der som baggrund. Det, er da også en forudsætning for hele ja-signingen til ombygningen, at flest muligt mennesker skal opleve det levende teater, og det er også en forudsætning, at hele landet har krav på en blomstrende turnévirksomhed. Vi er naturligvis enige med fremskridtsparr tiet i, at økonomien ved ombygning og drift i øvrigt må holdes i stram styring, og vi er ogr så villige til at diskutere,, hvor meget teatret skal hvile i sig selv, om billetpriserne skal forhøjes, også de laveste, for man må jo tage i betragtning, at en biografbillet i dag koster. I. betydelig mere end en af de billigste teaterbilletter. Det kan også være vanskeligt at afgøre, om det, der er vedtaget teknisk, er rigtigt. Der er kunstnere og medarbejdergrupper, som er uenige i det, men der har været de bedste specialister på til at varetage teknikken og ombygningsplanerne, og det er i hvert fald et faktum, at Det kgl. Teater er upraktisk og gammeldags i sine bygninger, så det ville være uforsvarligt nu at stoppe projektet. Naturligvis havde det været nr. ét, hvis vi kunne have fået det skuespilhus, som man havde ønsket, men det fortoner sig nu langt ud i fremtiden, og måske kunne man så, indtil det engang bliver aktuelt, forestille sig, at man kunne undersøge mulighederne for trods alt at bevare alle tre kunstarter, også med et nyt skuespilhus, på Kongens Nytorv. Det er vel trods alt den løsning, som de allerfleste helst ser. Men nu får vi altså forøgede muligheder for kunstnere, medarbejdere og personale, og det skulle også give større muligheder for publikum, både i hovedstaden og ud over landet. Nu hviler ikke alt på bygningerne. Vi kunne diskutere mange forhold omkring Det kgl. Teater. Man kunne spørge, om ikke man i for vidt omfang har forladt det ensembleteater, som var med til at garantere kvaliteten af forestillinger på Det kgl. Teater. Hermed mener jeg naturligvis ikke, at man ikke også skal foretage engagementer en gang imellem af folk udefra, men alligevel! Vi kunne også pege på, om ikke det ville være rimeligt at begynde, bare i lille omfang, at retablere teaterskolen, som man har kendt den før, på Det kgl. Teater. Det ville være meget ønskværdigt, og det er en hjertesag for det konservative folkeparti. Så kunne man endelig spørge, om vores teaterpolitik i det hele taget er rigtig. Er det rigtigt med støtten til alle de mange teatre - vi har procentuelt en dækning af teatre i København, der er større, end den er i London - når man ønsker et eliteteater og man ønsker en nationalscene. Alt dette er spørgsmål, som nok kan være værd at tage op, og som også vil blive diskuteret meget i fremtiden. både under ombygningen og senere, men i hvert fald kan vi sige meget kraftigt, at vi afviser fremskridtspartiets forslag i dag.

3 8909 l 홢 7/4 83: I. beh. af f. t. 1. vedr. Det kgl. Teaters Gamle Scene Mette Madsen (V): Venstre afviser lovforslaget. Ingerlise Koefoed (SF): Påskuddet til, at fremskridtspartiet igen fremsætter forslaget om at aflyse ombygningen af Det kgl. Teater, er denne gang, at personalegrupperne i forbindelse med de afbrudte forhandlinger om regulativerne har udtalt sig kritisk om ombygningen og rådet politikerne til at gøre mindre ud af den end det, der står i loven. Men det er også kun et påskud, for hvornår har fremskridtspartiet i øvrigt nogen sinde ladet sig inspirere af personalegruppers modstand? Det, som fremskridtspartiet vil, er vel blot endnu en gang at fastlå, at det er spild af skatteyderpenge at foretage ombygningen, og at det i øvrigt er spild af penge at have et nationalteater, som støttes af skatteyderne. De synspunkter er vi jo, som vi tidligere har sagt, også i forbindelse med dette forslag, ikke enige i. Vi synes også, at den nye publikumsundersøgelse var trist læsning, og at den for tydeligt fastslog, at det først og fremmest er de ældre og de mere velstående; der benytter Det kgl. Teater i København. Hvem der benytter turnéforestillingerne, ved vi jo ikke så meget om. Vi synes også, at der bør gøres noget ved det, f.eks. gennem bedre ungdomsrabatordninger, gennem repertoiret måske også. Det er i hvert fald meget vigtigt at drøfte problemerne, det er vigtigt at se, om man kan finde ud af, hvordan man kan ændre på tingenes tilstand, men man klarer dem i hvert fald ikke ved at sætte billetpriserne endnu højere op, sådan som man fra tilsynsrådets side har accepteret at man vil gøre det. Jeg kan acceptere, at man sætter prisen på de dyreste billetter lidt højere op, men jeg kan ikke acceptere, at man går længere end til de. to dyreste billetpriser, bl.a. fordi jeg mener, at det er prohibitivt for de unge mennesker, der måske også gerne ville i teatret. I øvrigt vil jeg sige, at vi stadig mener, at det ombyggede teater vil byde på nogle publikumsmæssige og arbejdsmæssige fordele, selv om ombygningen ikke er så omfattende, som nogle - og det var altså ikke os - havde ønsket. De mennesker, som det går mest ud over på teatret, er skuespillerne, fordi de vil være henvist til først og fremmest at spille på Nye Scene, og det er jo ikke lykken. Derfor er det nødvendigt, at man, når ombygningen er afsluttet, tager fat på en renoyering af Nye Scene. Jeg kan ikke se, at projekteringen af en sådan renovering ikke godt kunne gå i gang hurtigt, og jeg vil spørge kulturministeren, om hun vil være indstillet på at se på sagen, før ombygningen er afsluttet. Det er klart, at hvis man havde fået et nyt skuespilhus, var det blevet bedre for skuespillet, men det mener vi ikke ville have været rimeligt, når så mange teatre er i stor økonomisk nød, og vi mener, det er meget vigtigt, at man ser på teatertilbuddet som en helhed og ikke skiller nationalteatret ud som noget, der helt for sig selv fortsat skal have de største bevillinger. At vi i dag med det forslag, vi skal. diskutere efter dette, prøver at få ombygningen udskudt, indtil kulturministerens forhandlinger med personalegrupperne om deres fremtidige regulativer er genoptaget og afsluttet, har altså ikke udgangspunkt i, at ombygningen slet ikke bør foretages. Vi finder det bare helt urimeligt, at de ændringer af regulativer, arbejdstider osv., som skal gå i gang under og efter ombygningen, nu bliver dikteret ensidigt, men det vender jeg altså tilbage til ved behandlingen af det næste forslag. Kruse Rasmussen (CD): Når man læser bemærkningerne til lovforslaget, må man desværre konstatere, at de er gennemsyret af mistænkeliggørelse, og beskyldninger - mistænkeliggørelse af hele byggesagen og personerne deromkring, beskyldninger mod ministeren og ministerens indstilling. Ministeren handler jo på baggrund af en folketingsvedtagelse. Det er efter min opfattelse ikke ouverturen til stykket om konstruktivt samarbejde, vi her ser fra fremskridtspartiet. Jeg kan derfor kun opfatte forslaget som et trut i et gammelt fremskridtshorn. Fremskridtspartiets lovforslag bibringer ikke sagen noget nyt, der kan medføre udskydelse af eller stop for byggeriet. Teaterpersonalets arbejdsforhold er på en lang række områder uhensigtsmæssige og fremfor ' - alt meget tidkrævende og dyre for en fornuftig produktion. Med disse bemærkninger skal jeg på centrum-demokraternes vegne afvise forslaget.

4 /4 83: l. beh. af f. t. I. vedr. Det kgl. Teaters Gamle Scene 8912 Bernhard Baunsgaard (RV): Det radikale venstre kan ikke støtte dette forslag. Hvis man virkelig mener noget alvorligt med, at man ønsker at bevare dansk kultur og dansk sprog, er det nødvendigt at ofre en rimelig sum på at bevare et nationalt teater. Man kan forestille sig, hvad et nationalt teater har betydet for udviklingen af det danske sprog, bare vi går et par hundrede år tilbage. Der har i denne forbindelse været talt om mange ting med hensyn til teaterordninger. Det har været nævnt, at udbuddet af teaterpladser i København er ganske overordentlig stort i forhold til byens størrelse. Det er jo ikke mindst Arte selv, der har peget på det, og der var nok grund til at tage det op til diskussion ved en anden lejlighed. At gøre det netop ved et fremskridtsforslag, der har til opgave at ødelægge dansk teaterkultur, er vel ikke det rigtigste, men jeg vil gerne være med til at støtte, at vi engang får en diskussion om det i al almindelighed. Så har også undersøgelsen vedrørende Det kgl. Teater været nævnt: hvem der tegner abonnement, hvem der kommer, og hvordan de er fordelt geografisk og socialt. Der kom mange morsomme og interessante oplysninger frem, også at Arteabonnementstilskuddet blev givet til teatergængere i Det kgl. Teater, der var yngre og mere velstående end abonnenterne i almindelighed. Det kan vel også få os til at tænke endnu en gang over, hvad det er, vi har lavet med Arteordningen. Så må jeg sige om dette med at sætte billetpriserne op i Det kgl. Teater, at hvis vi sammenligner nationalteatrets priser med nationalteatre i andre lande, så koster i Wieneroperaen f.eks. de dyreste pladser 400 kr. Den dyreste plads i Det kgl. Teater har hidtil kostet 90 kr. Jeg vil gerne være med til at støtte teater, jeg vil også gerne være med til at bruge rimelige og store beløb til det, men jeg føler ikke, at det rimelige i et tilskud til nationalteatret først og fremmest består, i at gøre det billigt for dem, der har bedst, råd til at gå i teatret. Derfor er jeg intetesseret i, at' vi får en regulering af billetpriserne i Det kgl. Teater, og dette med, at det skulle genere - nogen, at vi regulerer dem med en tikrone for de dyreste pladser og en femkrone for de næstdyreste, hører ingen steder hjemme. Det kan enhver, der ønsker at gå i Det kgl. Tea- ter, nok klare, og for de unge er der jo de helt billige pladser. Hvor kan man ellers komme ind og nyde et godt stykke for en. femkrone, som de billigste pladser i Det kgl. Teater koster? Men som sagt, selve lovforslagèt her må jeg afvise. Det er spild af tingets tid, og en gennemførelse af det ville være til skade for dansk kultur og kan kun forsváres, såfremt man har det som formål. Inge Krogh (KrF): Kristeligt folkeparti afviser forslaget, sådan som vi tidligere har gjort det, når det har været fremsat. Glistrup (FP): Galskabens kavalkade er nu så vidt fremskreden, at hver gang staten får 100 kr. ind i skatteindtægter, har man belastet sig selv med 140 kr. i udgifter, og det går jo vildere og vildere. Skal vi nogen sinde få dette brudt, skal vi for det første gøre os klart, at vi skal have skatteplyndringen i dette land nedbragt meget kraftigt. Når vi så samtidig skal opnå balance, og når vi ved, at det låneri og den gældsætning, som er følgen af dette misforhold mellem indtægter og udgifter for statens vedkommende, betyder, at man belaster fremtidens udgiftsbudgetter nok så kraftigt, bliver det nødvendigt at sætte en ganske høj tærskel for, hvor man vil tillade at statens penge skal bruges til udgiftsformål. Da nytter det ikke noget, at man bare kommer og siger: ja men denne udgift, som vi lige taler om i dag, er så rimelig og så passende, at den skal have lov til at passere over tærsklen. Vi ser det dag efter dag. I går var det socialforskningsinstituttet, i dag er det Det kgl. Teater, i morgen er det loven om kreditformidling; og sådan er der hver evig eneste dag et område, hvor man kommer rendende og siger fra regeringens side: ja, vi skal nok spare principielt, men lige det, vi snakker om nu, skal vi ikke spare på, og lige det, vi snakker om nu, skal vi ikke spare på. Dette land med dets kongelige teater, adel og bønder, præster og synder' glider fuldstændig ned i afgrunden, fordi man ikke kan lære, at det er nødvendigt at sætte tæring efter næ- '. ring. Hermed er givet den aldeles tvingende og nødvendige begrundelse for, at det er det

5 8913 7/4 83: 1. beh. af f. t. -1. vedr. Det kgl. Teaters Gamle Scene 8914 [Glistrup] eneste sagligt rigtige og moralsk forsvarlige at stemme ja til det forslag, som her er fremsat, og over for denne katastrofesituation, som de gamle partier har bragt landet ud i, kan det. ikke nytte noget at komme med det, som f.eks. makkerparret fru Annelise Gotfredsen og hr. Bernhard Baunsgaard kørte så rørstrømsk her i dag om, hvad rolle denne kulturscene har spillet ned gennem tiden, vel specielt for den storkøbenhavnske befolkning, i retning af at udvikle dansk kultur. Det er da højst sandsynligt, at nationalscenen har gjort en gevaldig gavn i fortiden, på samme måde som gaslygtetne i Grønnegade også var i allerhøjeste grad noget værdifuldt i fortiden, og dihgencen, j der bragte H. C. Andersen til Skagen, da Anna Ancher blev født, og hvad der ellers har været af mærkelige ting, som er sket ned gennem tiden. Men det kan bare ikke nytte noget at tro, at den danske stat har råd til at fortsætte på denne måde. Den danske stat spiller fuldstændig fandango med de økonomiske naturlove i disse år, og derfor er det ikke fremskridtspartiets forslag, vi behandler, det er nødvendighedens forslag, og når man ikke vil høre i tide, ja, så kommer man til at føle i løbet af nogle år. Men dertil kommer så, at jo mere man beskæftiger sig med Det kgl. Teater i nutiden i stedet for som f.eks. hr. Bernhard Baunsgaard at svælge i fortiden, jo grimmere stank kommer man faktisk, ud for, hvad enten det er forholdene på arbejdspladsen, der kun kan sammenlignes med, hvordan engelske fagforeninger var ved at køre England i sænk i 1950erne og 1960erne på grund af den fuldstændig fantastisk usaglige og hensynsløse måde, man behandler sin arbejdsplads på, eller man begynder at se på, hvordan dette teater, der engang for 270 år siden var det eneste teater, vi havde i Danmark, nu blot er ét blandt mange teatre, ét sted blandt mange steder, hvor modersmålet får lov til at trives og udvikle sig. Fru Ingerlise Koefoed troede, at det var disse forhold, der var vores påskud til at genfremsætte forslaget. Nej, det er det ikke. Hvis man endelig skulle tage noget aktuelt, så er det, at Det kgl. Teaters ombygning ret I givet vil komme til at spille en tilsvarende rolle i 1990ernes debat, som postterminalens ombygning med tilhørende kommissionsdomstol o.lign. spiller her i 1980ernes debat, i I og derfor er der al mulig grund til, at vågne oppositionspartier - eller rettere sagt det vågne oppositionsparti, vi har her i salen - bringet denne sag frem til beskuelse med jævnlige mellemrum, sådan så man simpelt hen i Folketingstidende sort på hvidt får afsløret, hvilken overfladiskhed og arrogance der f.eks. prægede partiet venstres ordførertale i denne sag, hvordan f.eks. formanden for Det kgl. Teaters tilsynsråd på et tidspunkt, da man endnu kunne undgå, at den store skandale indtrådte, i den grad var aldeles himmelråbende ligeglad med sit ansvar og bare kom med en enkelt afvisende sætning. Der er god grund til at have ført en debat som den, vi har ført i dag, og så kom der jo det lille tillægsbarn ud mellem kulturministerens ribben, at hun havde hørt, at jeg et eller - andet sted skulle have sagt om hende, at hun var den, som havde skuffet mig mest blandt de 21 ministre. Jeg skal da meget gerne give hende den trøst, at hvis hun slog kilden efter, ville hun opdage, at der i den næste linje står, at hun faktisk også er den, som jeg har den største forhåbning til med hensyn til fremtiden, fordi vi jo kender hende som en langsom starter, og 'det håber vi ikke bare gælder hendes folketingskarriere, men også kommer til at gælde hendes ministerkarriere, så det var altså ikke helt så uvenligt i sin helhed, som kulturministeren selv fremstillede det. Det tør dog nok siges at være et biprodukt af debatten her i dag. Det afgørende er, at den danske stat ikke har råd til at fortsætte med udgifter på det niveau, som den danske stat kører sin udgiftspolitik på. Herunder har man heller ikke råd til at fortsætte denne ombygning, som der efter alt at dømme ikke kommer noget godt ud af. Mette Madsen (V): Da hr. Glistrup pludselig nævnede ordet Grønnegade, blev jeg så glad, for jeg troede, at så ville man dog gå tilbage til rødderne for Det kgl. Teater og fortælle, hvad der udsprang af Grønnegadetiden. Men hr. Glistrup blev ved gaslygterne. I stedet for kunne vi jo have mindedes, at dette teater, der lå i Grønnegade, det første danske teater, vi havde her i landet, i sin. korte, glorværdige, 6-årige periode bestilte og spillede bogstavelig, talt alle Ludvig Holbergs

6 8915 7/4 83: 1. beh. af f. t. I. vedr. Det kgl. Teaters Gamle Scene 8916 [Mette Madsen] komedier, dem, der er en så uadskillelig del af dansk kulturarv i dag, og for øvrigt har siden Det kgl. Teater ved bestillingsarbejder føjet stykke for stykke til vores kulturarv. Jeg skal helt springe over»elverhøj«, men jeg vil godt nævne en anden ting, som jeg tror også hr. Glistrup selv er glad for rundt omkring ved alle de møder, vi kommer til i forsamlingshusene, og det er, når vi synger»som en rejselysten flåde«, et bestillingsarbejde fra Det kgl. Teater i anledning af genforeningen. Og sådan kunne vi blive ved. Men jeg blev altså skuffet over hr. Glistrups lille besøg i Grønnegade. Bernhard Baunsgaard (RV): Det var hr. Glistrups sarkastiske bemærkninger om, at jeg bare beskæftigede mig med fortiden. Jeg ønsker ikke bare at beskæftige mig med fortiden, men jeg ønsker at pege på, at nutiden hviler på fortiden, og når vi har et godt dansk sprog i dag, når vi har en god dansk kultur, så er det kun, fordi datidens mennesker var klar over, at det var nødvendigt at støtte kulturen, og gav den tids forfattere rimelige kår, så de kunne overleve. Holberg har været nævnt, og vi kan pege på en hel række andre strålende forfattere, som er baggrunden for, at vi i dag har et kultursprog, der hedder dansk. Det, jeg godt ville have vi gav os til at drøfte, var, om vi giver vor egen tids forfattere rimelige kår, sådan at de kån bringe kulturen videre til eftertiden. Jeg tvivler meget stærkt på, at Det kgl. Teater af os er sat i stand til at behandle vor tids forfattere på en rimelig måde, både på grund af den måde, vi har sat reglerne for, hvordan deres honorar beregnes, og med den smålighed, der ofte - ikke mindst fra hr. Glistrup og hans parti - vises, når der drøftes kulturbevillinger i denne sal. Det var sådan noget, vi skulle drøfte i stedet for. Vi har en pligt over for eftertiden til at sørge for, at dansk kultur har tålelige kår. Ingerlise Koefoed (SF): Det er jo ikke første gang, vi hører hr. Glistrup her fra talerstolen udtrykke den formodning, at ombygningen af Det kgl. Teater i løbet af 1990erne vil udvikle sig til en historie som den omkring postterminalen, og nu vil jeg gerne bede om at 홢 få at vide: hvor ved hr. Glistrup det fra? For hvis det er rigtigt, er vi mange, der er interesserede i at få det at vide. Jeg tror ikke, det er rigtigt. Jeg tror, at der er kontrol og stærk kontrol på dette byggeri og denne ombygning, men jeg ønsker ikke at være med til skandalebyggerier, og derfor vil jeg meget gerne have at vide: hvor har -hr, Glistrup sin viden fra? Hvad er beviset for, at det vil gå sådan? Annelise Gotfredsen (KF): Det er hr. Glistrups udtalelser om Grønnegade og gaslygterne og så bemærkningerne i lovforslaget om Det kgl. Teaters altmodische menuetter, der kalder mig herop. Jeg tror slet ikke, hr. Glistrup har forstået rigtigt, at ægte kunst er kunst, hvad enten det er gammelt eller nyt, men det kan være vanskeligere at fremstille den klassiske kunst på en forståelig måde for den nye generation. Denne specielle forpligtelse har Det kgl. Teater, og bl.a. på grund af de vanskeligheder, som kan være ved at klare den, er det, at vi understreger ønsket om at få teaterskolen tilbage, som den har været der før. Birte Weiss (S): Bagvendtheden i fremskridtspartiets holdning til disse ting afspejler sig jo igen her under debatten i dag. Man har gentagne gange, uanset hvilken form for kulturlovgivning vi har diskuteret, haft argumenter, der gik på, at alt det nye, alt det, som ikke havde tilslutning fra alle i starten, skulle man ikke spilde samfundets penge på. Jeg er ganske enig med hr. Bernhard Baunsgaard, når han siger, at en af de meget vigtige opgaver for Det kgl. Teater er at. være arnested og drivhus for nye skabende danske forfattere. Det skal vi forsøge at leve bedre op til, end man har gjort hidtil. Men hvad siger så fremskridtspartiet i bemærkningerne til lovforslaget her? Man siger:»grunden til, at teatret ikke er fulgt med tiden, men stadig væk hygger sig alt for meget med altmodische menuetter, der ikke siger vor tids mennesker noget, er givetvis, at folketinget har givet teatret lov til at løsrive sig fra markedsøkonomiens...«osv.

7 8917 7/4 83 : l. beh. af f. t. I. vedr. Det kgl. Teaters Gamle Scene ' ' 8918 [Birte Weiss] Jeg citerer fra side 3 i bemærkningerne, spalte 2. Det vil sige, at på den ene side vil man ikke have alt det nye, på den anden side vil man altså heller ikke have alt det gamle. Jeg vil godt spørge: hvad er det egentlig, man vil have? Det med menuetterne får mig til at tænke på en af de mest elskede forestillinger, der overhovedet opføres på Det kgl. Teater, nemlig»elverhøj«. Så vidt jeg ved, spillede man med røde lygter uafbrudt, så påstanden om, at det vil folk heller ikke have, er i hvert fald ikke rigtig. Poulsgaard (FP): Det, der kalder mig op, er faktisk hr. Bernhard Baunsgaard. Det er så sjældent, jeg har lyst til at sige tak til de radikale, men i dag har jeg faktisk lyst til at sige tak for noget af det, de radikales ordfører sagde, for han sagde, at i Wien kunrie man betale 400 kr. for at gå i teatret, og jeg tør vove den påstand, at en lønarbejder i Wien, ikke har den samme lønindkomst som i Danmark. Det viser endnu grellere, hvordan det er. Hr. Bernhard Baunsgaard sagde også, at den undersøgelse, jeg refererer til, har vist, hvad vi har sagt hele tiden, at det er de velbjærgede, der går i Det kgl. Teater, og det var hr. Bernhard Baunsgaard parat til at se på. Det synes jeg i hvert fald der er grund til at sige hr. Bernhard Baunsgaard tak for. Men når al den taksigelse er overstået, vil jeg også godt sige, at det forbavser mig lidt, når hr. Bernhard Baunsgaard står og siger her, at man godt kan lægge 10 kr. på. Ja men hvorfor dog 10 kr.? Det vil slå til som en vis mand et vist sted. Ikke engang personalet ønsker denne ombygning af Det kgl. Teater, og vi, der er almindelige TV-seere, vi savner den heller ikke. Det fungerer aldeles udmærket. Jeg kunne fortælle om mange små virksomheder, der må slås med meget dårligere forhold; det er man nødt til, når man skal spænde livremmen lidt ind. Men hvis vi skal have lagt Vi mia kr. oven på de udgifter, vi har i forvejen, hvor langt vil den tier så række? Ingen vegne. Vi kan jo se, at nu skal vi have forhøjet portoen, simpelt hen fordi vi har fået bygget den postterminal, og der kommer til at ske præcis det samme her. Det synes jeg nok at hr. Bernhard Baunsgaard skulle tænke lidt over. I Og så har jeg kun én kommentar - jeg ser, hr. Glistrup kommer op igen - til fru Mette Madsen, der snakker så smukt om en rejselysten flåde. Ja, det kunne i hvert fald møntes på folketinget. Når man ser den rejseaktivitet, der udfoldes herindefra, kunne man godt have lyst til at skrige: som en rejselysten flåde. Glistrup (FP): Fru Birte Weiss spurgte: hvilken kultur vil fremskridtspartiet gerne have, og dermed afslørede hun faktisk i selve sin spørgsmålsformulering forskellen, afgrunden, mellem socialdemokratiets 홢 og de andre partiers, de a,ndre socialdemokratiers - syn på kultur og fremskridtspartiets syn på kultur. Vi vil ikke trække nogen form for kultur ned over hovedet på den danske befolkning. Det skal ikke være sådan, at fremskridtspartiet gerne vil have en bestemt kultur. Fru Mette Madsen vil gerne have»som en rejselysten flåde«, og fru Birte Weiss vil gerne have nogle menuetter, eller hvad der nu ligger i det socialdemokratiske kultursyn. Det skal være således, at den danske befolkning skal være selvhjulpen på kulturområdet og selv finde frem til, hvilken kultur den- vil have; det er ikke noget, som de enkelte partier skal blande sig i. Men i og med at man bruger alle de mange skatteyderpenge, som ødsles ud over kulturministerens budget og over de forskellige kommunale budgetter og amtsbudgetterne, så forvrider ' og fordrejer man kulturudbuddet her i dette land til at være, hvad de enkelte partier vil have og absolut synes er rigtig kultur, som de i deres ophøjede stilling skal belære den jævne, skikkelige menigmand om, og det er det, vi ikke vil have. Vi vil have, at kulturen skal have lov til at trives i frihed. Det er den måde, fremskridtspartiet vil have det på,, og specielt da i en situation, hvor riget i den grad fattes penge. Hr. Poulsgaard takkede hr. Bernhard Baunsgaard, og nu vil jeg genere hr. Bernhard Baunsgaard ved også at takke ham, nemlig fordi han var så venlig om frem-.. skridtspartiets kulturpolitik at bruge ordet smålighed - fedtethed lå der i det. Ja, gud ske lov, for ih, hvor er der brug for nogle, der kan være smålige og fedtede herinde i dette folketing med hensyn til ät bruge skatteydernes penge, og det er da godt, vi har. 15

8 8919 7/4 83: I. beh. af f. t. I. vedr. Det kgl. Teaters Gamle Scene 8920 [Glistrup] nesker herinde, der i hvert tilfælde er sådan indstillet. Fru Ingerlise Koefoed stillede mig spørgsmålet, hvormed jeg begrunder, at det nok må forventes, at det, vi her er i gang med, i fremtidens historieskrivning bliver skrevet under kapitlet skandalebyggeri. Der er mange momenter, som stykker det sammen, alene at læse selve lovteksten, at man skal anvende indtil 175 mill. kr. til ny- og ombygning af Det kgl. Teaters Gamle Scene. Og det at tro, når man kender byggeforholdene, grundforholdene, bygningsindretningen osv. dernede på Gammelholm, at der kan foretages en rationel ombygning, som ikke enten vil komme til at kræve enormt med tillægsbevillinger gennem årene eller komme til at blive halvfærdigt og udueligt for den beløbsstørrelse! Det er det første, som faktisk allerede fra lovens vedtagelse har født dette til at blive aldeles håbløst, selv om det var blevet administreret med en bedre hånd end den, som kulturministerens forgænger havde til at administrere det med. Men inden for dette beløbs størrelse har det jo så vist sig, at man har disponeret på en måde, så man har slugt af ressourcerne til ting, som ikke er særlig rimelige. Fru Ingerlise Koefoed kan selv læse i bemærkningernè, hvor vi har opregnet det i seks punkter, A, B, C, D, E, F, hvor hvert enkelt punkt faktisk viser, at dette er på vej til at blive et skandalebyggeri. Men også hele den forkælethed, man er næsten ved at sige råddenskab, som går i svang mellem mange af personaleorganisationerne på Kongens Nytorv, vil uundgåeligt bidrage til, at der ikke kan komme noget lykkeligt ud af dette forehavende og da slet ikke med de krigeriske holdninger, som scenefunktionærer og andre har indtaget ved de -- forhandlinger, som har været ført gennem. den forløbne vinter. Der er al mulig grund til at tro, at disse og andre momenter, når de skal virke i sammenhæng i det virkelige liv, ikke kan andet end resultere i, at dette ikke inden for de givne lovmæssige rammer kan blive til noget, som vi på nogen som helst måde kan være stolte over fra folketingets side at have sat i værk. Bernhard Baunsgaard (RV): Det er de mærkeligste argumenter, der tages i brug, når fremskridtspartiet drøfter kulturpolitik. Nu sagde hr. Glistrup lige heroppefra: kulturen skal trives i frihed. Fremskridtspartiet ønsker ikke at trække nogen som helst kultur ned over hovedet på folk. Det er vel et udslag af dette ønske om, at kulturen skal trives i frihed, når hr. Glistrups partifælle hr. Poulsgaard gang på gang ønsker at udøve censur over for bibliotekernes boganskaffelser, sidst i forbindelse med Kristen Bjørnkjærs bøger, ikke? Ingerlise Koefoed (SF): Jeg noterer mig, at det altså foreløbig var fri fantasi og fiktion fra hr. Glistrups side al den tale om denne ombygning, der ville udvikle sig til en byggeskandale som postterminalen. Det er da klart, at vi både i finansudvalget og i kulturudvalget - og i øvrigt da vel også i tilsynsrådet - vil følge hele udviklingen, men foreløbig er der altså, så vidt jeg kan se, ikke nogen som helst grund til at sige, at tingene løber løbsk for os, og jeg mener sådan set, det er meningsløst, at hr. Glistrup og hr. Poulsgaard bliver ved med at gentage de samme ting. Og så vil jeg godt lige lægge meget kold luft til udtrykket den råddenskab, der eksisterer i forskellige personalegrupper. Sådan noget kan man simpelt hen ikke være bekendt at stå og sige fra folketingets talerstol. Ministeren for kulturelle anliggender (Mimi Stilling Jakobsen): Jeg vil reagere på påstanden om, at det hele vil udvikle sig til en skandale, som engang vil blive opdaget i 1990erne. Må jeg sige, at der for mig heller ikke er noget som helst, der tyder på, at denne byggesag er ved at løbe løbsk. Vi har så sent som for 2 måneder siden haft et orienterende aktstykke i finansudvalget, hvori man redegjorde for, hvordan overslagene nu så ud, og licitationen vil finde sted her engang om en måneds tid. Så ved vi selvfølgelig mere, end vi gør i dag. Men det er jo også meget omkostningsfrit at stille sig op og sige: det. går nok helt galt. For hvis det ikke går galt, bliver det nok glemt, at man har sagt det, og går det galt, så kan man finde de grønne hæfter frem og sige: jeg sagde også spalte ditten og dat-

9 8921 7/4 83 : l. beh. af f. t. I. vedr. Det kgl. Teaters Gamle Scene [Ministeren for kulturelle anliggender] ten den og den dag, at det gik galt, og dér kan I bare se! Ja, den er gratis, og jeg er heller ikke imponeret af hr. Glistrups argumentation for det. Jeg har også læst de 6 punkter i bemærkningerne. Jeg synes ikke, det er rimeligt. Lad os se, hvordan licitationsresultaterne kommer til at se ud. Jeg håber sandelig også, at det hele holder, og jeg har ingen grund til at tro, det ikke skulle gøre det. Det vil jeg gerne sige til beroligelse for de ordførere, der har bedt om en beroligelse. Det andet, jeg gerne ville sige, drejer sig om besparelser. Man redder altså ikke bespa-. reiser af en stor størrelsesorden igennem i dette samfund ved bare at stoppe nogle anlægsopgaver. Det har kommunerne gjort i de seneste par år, og hvad har det betydet? Det har bare betydet en større arbejdsløshed blandt bygningshåndværkere. Det er ikke den måde, man kan gøre det på. Hvis man overhovedet vil igennem med nogle kraftige besparelser - og regeringen ligger jo noget i underkanten af, hvad hr. Glistrup gerne ville igennem med - må man ændre nogle systemer, og så man f.eks. på et tidspunkt drøfte, om vi skal blive ved med at give store tilskud til folk med meget høje indkomster, så de kan komme meget billigt i teatret, eller vi skal bryde vores systemer op og lave nogle andre. Se, det er noget, der kan give nogle gennemgribende ændringer, hvorved tingene ikke nødvendigvis behøver at blive dårligere, men bare kan gøres på en anden måde. Det er ikke ved at stoppe nogle snoldede anlægsopgaver - og i statens sammenhæng er dette en snoldet anlægsopgave, selv om det selvfølgelig er mange penge til Det kgl. Teater - man redder økonomien. Det er en engangsudgift, som man finansielt i fremtiden ingen glæde har af at stoppe. Det har man derimod af at gå ud og nyvurdere nogle af vore store, fine, flotte systemer, og det kunne godt være, man skulle pille noget ved dem, for dér har man nogle varige virkninger, plus at man, som flere ordførere var inde på, har mulighed for nogen nytænkning, for at spekulere over, hvad det er for et teaterliv, vi skal have. Hvem skal støtte hvad? Skal det være staten, der støtter det hele? Skal staten have nogle opgaver, amterne nogle og kommunerne nogle? Og hvor varieret et teaterudbud skal vi have? Hvor mange teatre osv.? Se, det er der perspektiv i, men det nemmeste er selvfølgelig bare at sige: punktum, vi stopper den anlægsudgift. Det har man gjori rundt omkring mange steder, men det har ikke hjulpet noget særligt hverken på kommunernes budgetter eller på den økonomiske situation. Det har bare nogle meget store bivirkninger. Poulsgaard (FP): Jeg var så pæn, sidst jeg. var heroppe, mod hr. Bernhard Baunsgaard, og så ville jeg egentlig godt, om han ville blive i den samme tone og ikke tillægge mig ord, som jeg aldrig nogen sinde har sagt. Hvornår har fremskridtspartiet villet have censur på kunstens område andet end den, der er folkets sunde fornuft? Den censur, vi ønskér i biblioteksvæsenet, er simpelt hen, at disse lektører skal have pligt til at sende en skrivelse ud til kommunerne om, at den bog er af den og den karat. Nu er der jo en masse bøger, der overhovedet ikke bliver indkøbt i dette land. Der blev øvet censur, allerede da de ikke blev indkøbt. Vi har aldrig nogen sinde forbudt Kristen Bjørnkjær at skrive eller Borgen at udgive det svineri, hvis de ønsker det, og så kan hr. Bernhard Baunsgaard gå ned i en boghandel og købe de bøger dér. Det har vi aldrig nogen sinde udtalt os om. Men hvis vi via skattepengene skal betale bibliotekerne, så må de folkevalgte også have en lille smule indsigt i, hvad der skal stå på bibliotekerne. Det er dér, vi er uenige, men det har ingenting med censur at gøre. Hvis man har censur, er det forbudt, og jeg har aldrig nogen sinde gjort mig til talsmand for, at det skulle forbydes. Så vil jeg gerne sige, at det er tilgiveligt at gøre en dumhed, men det er utilgiveligt at fremture i dumhed. Vi har så mange eksempler på byggeskandaler i den offentlige sektor, og så tror man virkelig, at man her har fundet det rigtige tal. Det klapper lige præcis på 175 mill. kr. Det har vi ikke, minister. Det er der vist ingen der tror på. Ikke engang ministerens egne partifæller troede på det, dengang vi diskuterede det første <gang. Hvorfor ikke? Det var en klar. forudsætning, dengang vi vedtog loven, at det skulle holdes inden for den nævnte ramme; det var det, det store, brede flertal tilsluttede sig. Hvis man har forsøgt at bygge om på gamle huse, ved man også, hvilke overraskelser man

10 8923 7/4 83: I. beh. af f. t. 1. vedr. Det kgl. Teaters Gamle Scene 8924 [Poulsgaard] kommer ud for, og hvis ikke der kommer nogen overraskelser denne gang, siger jeg ellers, at så er de dygtigere, end jeg tror de er, de, der har tegnet det, arkitekter osv. Bernhard Baunsgaard (RV): Må jeg tage det sidste først. Vi ønsker ikke censur på bibliotekerne, sagde hr. Poulsgaard. Det kan man nok have sine tvivl om, men lad os nu bare som udgangspunkt gå ud fra, at det ønsker hr. Poulsgaard ikke. Men har hr. Poulsgaard mon nogen sinde spurgt sig selv om, hvad virkningen af det, han foretager sig, er, om det er spor andet end censur? Det, der kaldte mig op her i sidste omgang, var ministerens ord om, at det nok var på tide, at vi kiggede lidt på, hvordan vi havde opbygget vores systemer, og brød dem op. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige, at det er noget meget væsentligt for mig, for det er jo ikke alene i skattesystemet, vi har reglen om, at vi giver størst tilskud til dem, der bedst selv kan klare sig. Sådan som vi har opbygget vor abonnementsordning på Det..kgl. Teater, og som vi ikke mindst har opbygget Arteordningen, er det jo sådan, at vi giver stadig større beløb til folk, jo rigere de er, og jo mere de selv vil ofre på en billet, og det burde dog være en tåbelighed at fortsætte med det. Om vi kan komme igennem med en ændring af dette, ved jeg skam ikke, men jeg synes nok, det var væsentligt at gøre det. Vi begyndte jo meget stilfærdigt på Det kgl. Te- ' ater ved at maksimere det tilskud pr. billet, vi ville give, sådan at folk kom til at betale bare en lille smule mere selv, selv i abonnementet, af den plads, de ønsker i teatret. Glistrup (FP): I sit seneste indlæg lykkedes det ministeren at sige to ting, der ikke var så helt forkerte. For det første fremhævede hun, at regeringen med sine spareønsker ligger noget i underkanten af, hvad fremskridtspartiet fremsætter af spareforslag. Det er korrekt, og det er endda ikke så helt lidt, men der er bare det ved det, at når nu fakta viser, at vi i 1983 for første gang kommer til at opleve, at der ud af statens kasse går et trecifret milliardbeløb, ud over hvad der kommer ind i statens kasse, og vi samtidig ved, hvilket enormt behov der er for skattenedsættelser, så er det aldeles urealistisk, som regeringen regner med efter udtalelserne i går, at skulle spare netto noget med 5 mia kr. til næste år. Det er jo så fuldstændig fjernt fra problemets virkelige størrelsesorden, og derfor må vi som udgangspunkt for denne og alle andre folketingsdiskussioner tage, at det er nødvendigt med gange så store besparelser som dem, regeringen lægger op til. Det er simpelt hen bare påkrævet og nødvendigt. Den anden ting, som ministeren fremhævede, var, at vi redder ikke Danmarks økonomi ved at begrænse sådan nogle snoldede anlægsopgaver, og man kan selvfølgelig godt bruge det udtryk, for der skal ikke være censur i Danmark med hensyn til, hvordan man bruger det danske sprog. Nu er sådan et par hundrede millioner kroner ikke særlig snoldede efter fremskridtspartiets mening, for havet består af dråber. Skal vi op på de fornødne besparelser, må vi også tage det snoldede med, ellers kommer vi ikke derop, men specielt kunne ministeren altså ikke lide, at vi tog anlægsopgaverne ud. Og så siger ministeren, at vi ved fra kommunerne, hvordan det går, når de udskyder anlægsopgaver. Ja, det ved vi. Så går nemlig de dygtige folk inden for entreprenør- og byggebranchen over i eksportområdet, og så får vi den byggeeksport, vi har fået, takket være den politik, som kommunerne har ført vedrørende anlægsarbejderne gennem de senere år. Vi er pisket til, ikke fordi det er morsomt, men fordi det er nødvendigt - efter at vi har festet så meget, som vi har i Danmark ved at bruge af udenlandsk produktion - at få vore folk overført fra at bygge om på Det kgl. Teater på Kongens Nytorv - som sikkert vil trække flere udlændinge til, når det har sit romantiske, gamle præg, end hår det bliver mere funkiseret, som det nu er tanken - til at arbejde inden for eksportområdet. Men selvfølgelig skal det gode da ikke være det bedstes fjende, og jeg er da helt enig med ministeren i, at hvis man virkelig kan komme og lægge på bordet nogle milliardbesparelser i form af privatiseringer og andre ting, så har vi også brug for det. Vi har brug for begge dele, og det er bare det, ministeren må gøre sig klart, at sådan er nu engang den økonomiske virkelighed, at det er nødvendigt, at vi ikke blot tager de besparelser, som mere eller mindre ligger på Månen, og som ministeren i ufor-

11 8925 7/4 83: I. beh. af f. t. I. vedr. Det kgl. Teaters Gamle Scene 8926 [Glistrup] bindende, forblommede vendinger knytter et håb om kan komme engang om 3 eller 5 eller 8 år, men også at gøre dagens gerning og skære hakkelse i døgnets rejsestald, altså med andre ord se at stoppe det, som nu skal ske i næste måned med licitationen, der skal lade de 175 mill. kr. springe i henhold til lovforslaget. Vi har hverken råd til at lade skillingen eller daleren springe i dette land. Hermed sluttede forhandlingen. Afstemning Lovforslagets overgang til. anden behandling vedtoges uden afstemning. Første næstformand (Knud Østergaard): Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til kulturudvalget. Hvis ingen gør indsigelse mod dette forslag, betrager jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget. Den sidste sag på dagsotdenen var: 6) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 89: Forslag til folketingsbeslutning om genopta-, ' gelse af forhandlingerne mellem ministeren for kulturelle anliggender og Det kgl. Teaters personale. Af Ingerlise Koefoed (SF) m.fl. (Fremsat 17/3 83). Forslaget sattes til forhandling. Forhandling Ministeren for kulturelle anliggender (Mimi Stilling Jakobsen): SF ønsker, at man skal udskyde ombygningen på Det kgl. Teater, indtil kulturministeren har genoptaget og færdiggjort forhandlingerne med personalerne på Det kgl. Teater. Jeg vil godt lige stoppe op et øjeblik ved udtrykket»færdiggøre forhandlingerne«, for hvad betyder egentlig det? Betyder det, at kulturministeren herefter forpligtes til at blive ved med at forhandle, uanset om der kan opnås et resultat eller ej? Hvem skal skønne, hvornår forhandlingerne er færdige? Vil man pålægge ministeren under alle vilkår at blive enig med personalerne? For det betyder, at ministeren, som jeg ser det, skal bryde en lang række forudsætninger. For det første vil jeg sige, at der har jo været forhandlet længe. Jeg mener ikke, at det er problemet om tid, der har gjort, at man nu er nået til det også for mig at se ulykkelige resultat, at man har været nødt til at træffe den beslutning, at nu må kulturministeren diktere disse arbejdsregulativer ensidigt. Jeg synes ikke, det er nogen heldig udvikling. Jeg er ikke spor tilfreds med den, jeg er ikke spor glad for den, og det er ikke udtryk for magtsyge hos ministeren, at det er rart, at man nu selv kan sidde og bestemme. Jeg havde langt hellere set, at man i en god atmosfære havde fået nogle forhandlingsresultater, hvor alle parter kunne have sagt: o.k., vi nåede et godt stykke af vejen. Men hvad er så problemet? Hvorfor har man ikke kunnet få det? For det første har problemet været penge. Da regeringen tiltrådte i september sidste år, havde jeg meget ' kort tid efter min tiltræden et møde med Det kgl. Teaters personalegrupper, hvor jeg måtte gøre dem klart, at det var regeringens holdning, at der ikke kunne gives lønfòrbedrin- ger. Nu skal jeg ikke kaste mig ud i et stort, samfundsbeskrivende, nationaløkonomisk foredrag om, hvorfor der ikke kunne det, men regeringen, finansministeren, fandt det meget svært at plukke enkelte grupper ud og sige: her vil vi give lønforbedringer, uanset hvordan det i øvrigt går i samfundet. Ergo måtte man sige til personalerne: vi ved godt, at der hos personalerne har været en mere eller mindre udtalt fornemmelse af, at der skulle penge på bordet, men det må vi nu skuffe jer med; vi kan ikke lægge penge på bordet. Det betød så også, at man derefter frafaldt nogle af de krav, som man med rimelighed kunne sige havde, noget med lønforbedringer at gøre, altså gik man fra ministeriets side tilbage i sine krav og opstillede herefter nogle minimumskrav, som ikke var de oprindelige. Hvorfor gjorde man så det? Ja, det gjorde I, man, fordi man af folketinget er blevet pålagt at få gjort noget ved de regulativer, og det pålæg fik den daværende kulturminister, da loven om Det kgl. Teaters ombygning blev vedtaget, hvilket selvfølgelig ikke er SFs ordfører ubekendt.