Hjernens udvikling gennem tilknytning

Transkript

1 Bachelorgruppe nr. 38 Hjernens udvikling gennem tilknytning Bachelorrapport, 2015 Emne: Hjernens udvikling gennem tilknytning Forfatter: Louise Madsen (172527) og Maja Faaborg Jensen (172528) Vejleder: Nanna Mørck Skaarup Pædagoguddannelsen Aarhus, Peter Sabroe Anslag:

2 Indholdsfortegnelse Indledning... 4 Begrebsafklaring... 5 Metode... 6 Max... 7 Emil... 7 Den tredelte hjerne... 8 Krybdyrhjernen den sansende hjerne... 9 Den ældre pattedyrhjerne den følende hjerne Den nye pattedyrhjerne den tænkende hjerne Imitation og spejlneuroner Hjernens udvikling i samspil med omsorgspersonen Tilknytningsteori Tidlig tilknytning Indre arbejdsmodeller Tilknytningsmønstre Samspillets betydning for tilknytning Stern og barnets selvfornemmelser Det emergente selv (0-2 måneder) Kerneselv (2-3 op til 7-9 måneder) Intersubjektivt selv (7-9 op til måneder) Verbalt selv (15-18 måneder og frem) Selvets udvikling i samspil med omsorgsperson Hvad er omsorgssvigt? Vanrøgt Fysiske overgreb Side 2 af 44

3 Psykiske overgreb Seksuelle overgreb Konsekvenser af omsorgssvigt Opsamling Pædagogiske opmærksomheder hos omsorgssvigtede børn Pædagogens rolle i anbringelser Konklusion Perspektivering Litteraturliste Artikler Bøger Love Medier Side 3 af 44

4 Indledning Det senmoderne samfund kræver af individet, at det kan navigere rundt i valg og krav om at kunne leve selvstændigt. Individet skal tage stilling til rigtig mange ting i livet bl.a. familie, karriere mm. Oplever individet ikke et stabilt samspil fra spæd gennem tilknytning, som medvirker til at modne og udvikle hjernen, kan det ikke ruste sig til at tage disse valg, og det bliver derfor rigtig svært at indgå i samfundet. Nogle børn og unge har deres hverdag hos en plejefamilie eller på en døgninstitution. Det er omsorgssvigtede børn, som ikke har haft forældre, der kunne drage den omsorg for dem, som de har haft brug for. Men hvad gør det egentligt ved et barn, når det ikke indgår i et samspil med omsorgspersoner, f.eks. mor og far, som har positiv indflydelse på barnets udvikling gennem tilknytning. Der er i den seneste tid kommet mere og mere fokus på hjernen og dens udvikling. Vi vil derfor undersøge betydningen af samspil og derigennem tilknytning, og hvilken betydning det har for udviklingen af barnets hjerne. Desuden vil vi undersøge, hvilke konsekvenser det kan have for et barn, som ikke oplever positivt samspil. Interessen for dette emne udspringer af en nysgerrighed for, hvordan vi kan anvende viden om hjernen og dens udvikling i det pædagogiske arbejde. Ydermere hvad samspil mellem barn og omsorgspersoner betyder i forhold til tilknytning, og hvad det kan betyde for et barn, hvis det oplever omsorgssvigt. Mange anbragte børn og unge oplever mange skift i omsorgspersoner, når de bor på døgninstitutioner. Derudover har de højst sandsynligt ikke oplevet, at hverken mor eller far kunne bidrage positivt til det samspil og den tilknytning, der gerne skulle udvikle barnets hjerne. For pædagogerne handler det derfor om at have viden om, hvordan vi støtter omsorgssvigtet børns udvikling bedst muligt. Vi er derfor kommet frem til følgende problemformulering: Hvilken betydning har samspillet mellem omsorgspersoner og barnet for tilknytning og hjernens udvikling? Hvordan kan vi, som pædagoger, inddrage og anvende denne viden i arbejdet med anbragte børn? Side 4 af 44

5 Begrebsafklaring Affekt: En følelsesmæssig tilstand, ofte heftig, forårsaget af en ydre situation af en positiv eller negativ art. Interpersonel: Den fornemmelse og oplevelse, der sker mellem mennesker i en form for social kontekst; social samspil, interaktion, dialog. Omsorgsperson: Ved omsorgsperson forstår vi en person(er) som er tættest på og bruger mest tid med barnet, f.eks. forældre eller pædagoger. Det er altså den person, som barnet helst skal knytte sig primært til og som yder den primære omsorg for barnet. Der anvendes lignende termer for omsorgsperson i de forskellige teorier, men for at skabe ensartethed i vores opgave har vi valgt begrebet omsorgsperson, som bl.a. dækker tilknytningsperson, moderen, omsorgsgiver, en selvregulerende anden mv. Vanrøgt: Grov forsømmelse af pligten til at pleje og passe personer, her børn. Side 5 af 44

6 Metode Vores opgave er baseret på følgende teoretikere, som bidrager til det fokus, vi ønsker, at opgaven skal have. For at få en grundlæggende viden om hjernen har vi inddraget Susan Hart. Hendes teori belyser et naturvidenskabeligt element i vores opgave gennem beskrivelse af hjernens opbygning og udvikling. Dette gør det muligt at se på hvilke dele af hjernen, der påvirkes gennem samspil og tilknytning, og hvad mangel på stimuli gør ved hjernens udvikling. Det er gennem tilknytning, at omsorgspersonen har mulighed for at stimulere hjernens udvikling, derfor vælger vi at inddrage John Bowlby ( ), som er psykoanalytiker. Han er inspireret af psykoanalysen og etologiske undersøgelser, og har derigennem udviklet tilknytningsteorien. Tilknytningsteorien bruger vi til at undersøge spædbarnets adfærd i samspil med den primære omsorgsperson, og for at finde ud af vigtigheden af dette samspil for barnets psykiske udvikling. Bowlbys kollega Mary Ainsworth byggede videre på tilknytningsteorien og udviklede teorien om tilknytningsmønstre som vi vælger at inddrage, for at se hvordan barnet tilknytter sig til omsorgspersoner på baggrund af dets oplevelser og erfaringer med disse. Derudover har vi valgt at inddrage Daniel Stern, udviklingspsykolog og psykoanalytiker, som gør det muligt for os at belyse barnets udvikling af selvfornemmelse gennem samspil med omsorgspersoner. Stern bidrager med en humanistisk tilgang til tilknytning, hvor der er mere fokus på følelserne og deres betydning for samspillet og udviklingen af spædbarnet, end der er hos Bowlby. Kari Killéns teori om omsorgssvigt bygger på en humanistisk og samfundsvidenskabelig tilgang, som bidrager med en forståelse for vores valgte brugergruppe, anbragte børn. Den gør os i stand til at skelne mellem de forskellige typer af omsorgssvigt, og hvilke konsekvenser de kan have for barnet og dets udvikling. Vi har i vores opgave indsamlet empiri gennem observationsmetoden (Launsø 2011, s ). Vi har arbejdet med observationer i forhold til praksis og dokumentarfilmen Er du mors lille dreng (1998), hvor vi har haft øje for at observere samspillets betydning for tilknytning, for derefter at kunne knytte dette til hjernens udvikling. Ydermere har observation af dokumentarfilmen givet inspiration til hvilke handlemuligheder, der er i arbejdet med spædbørn, som mangler tilknytning. Vi har dog været opmærksomme på, at dokumentarfilm ofte har en dagsorden eller et budskab, og forsøgt at observere objektivt. Vi vil løbende, i forbindelse med vores teori, analysere på de to cases. Ud fra viden vi tilegner os gennem teorierne, vil vi se på hvilke handlemuligheder, der er for pædagoger i forhold til de to cases. Den ene case om Max er inspireret af dokumentaren Er du mors lille dreng (1998), som Side 6 af 44

7 giver os et indtryk af samspillets betydning for tilknytning for et spædbarn samt hjernens udvikling. Casen om Emil er inspireret af observationer fra en tidligere praktik på en døgninstitution, og giver et indtryk af konsekvenserne af det manglende samspil og tilknytning for hjernens udvikling. Max Max er to måneder gammel og bor sammen med hans mor og far, der begge har alkoholproblemer. Mor drak under graviditeten, men forsøger at holde op, efter at have født Max. Far drikker dog stadig, han er en gang imellem hos mor og Max, men oftest er han ude og drikke med hans venner. Max er parrets første barn, og de får regelmæssig besøg af sundhedsplejersken, som kommer og undersøger Max. Under et af sundhedsplejerskens besøg observerer hun, at når forældrene flytter på Max, så sker det meget pludseligt og ofte uden nogen form for støtte af Max nakke og hoved. Derudover observerer sundhedsplejersken også på hendes besøg, at hver gang Max begynder at græde, lægger mor ham til at sove, og at det er svært for Max forældre at få øjenkontakt med ham. Ydermere er han underernæret og usoigneret, og det er tydeligt, at Max ikke har været i bad længe. Mor kan heller ikke redegøre for, hvornår Max sidst har været i bad, og hun kan heller ikke huske, hvor tit Max får mad. Emil Emil er en 14-årig dreng, som siden han var syv, har boet på en døgninstitution, hvor han blev frivilligt anbragt. Han bor på en afdeling sammen med syv andre unge mellem år. Emil er enebarn og har boet med sin mor indtil han blev anbragt. Mor har skiftende partnere og havde det også, mens Emil boede hjemme. Emil er engang imellem på weekend hjemme hos mor, men både Emil og mor giver udtryk for, at de ikke har behov for at se hinanden særlig ofte. Emil søger pædagogerne og den voksenkontakt, som pædagogerne kan give ham. Enkelte pædagoger har beskrevet det, som en klæbende søgen på voksenkontakt, med lange knus og blide berøringer. Emil har ofte afføring i underbukserne, og er meget pinlig omkring det. Han kan rigtig godt lide at spille spil med de andre børn og pædagoger. Han spiller tit Partners, som er et spil hvor, man skal samarbejde med sin partner, men han spiller til sin egen fordel, og glemmer at inddrage sin partner. En dag, hvor Emil spiller Partners, spiller han igen til sin egen fordel, selvom han har et kendskab til spillets præmisser og regler. Det ender med, at Emil taber og bliver rigtig sur, smider med stole og råber grimme ting til de andre deltagere. Han stormer ned på værelset og smækker med døren. Efter 15 minutter kommer han tilbage til de andre og giver dem en undskyldning. Side 7 af 44

8 I følgende afsnit vil vi inddrage Susan Hart og hendes forståelse af den tredelte hjerne, som er én måde at se hjernen på. Denne forståelse skal senere medvirke til, at vi kan undersøge samspillets betydning for hjernens udvikling. Den tredelte hjerne Menneskehjernen er en fantastisk struktur, som er et resultat af de forudgående evolutionsmæssige udviklinger og tilpasninger (Hart 2009, s. 45). Grundet forudgående evolutionsmæssige udviklinger og tilpasninger er hjernen en kompliceret struktur. Dette ses bl.a. ved, at der ikke er et hjernecenter, som varetager én funktion. Hjernens funktioner består i stedet af forskellige kredsløb, som varetager bestemte funktioner. Det, der skaber hvert enkelt individs personlighed, er individets nerveceller, som er forbundet forskelligt i unikke forbindelser (Hart 2006, s. 183). I samspil med det miljø hjernen er omgivet af, organiserer og tilpasser nervesystemet sig ud fra stimulering fra f.eks. ansigtsudtryk og øjenkontakt. Man kan derfor tale om, at hjernen er plastisk (Hart 2009, s. 94). I de første leveår er hjernen meget følsom både overfor positive og negative påvirkninger (ibid., s. 33). Hjernen er i stand til at tilpasse sig under de rette forhold, og udvikles gennem erfaring og stimulering (ibid., s. 31). Hart mener, at stimulering er lige så vigtig for hjernens modning, som mad er for kroppen (ibid., s.35). Ved stimulering, og dermed benyttelse af hjernen, opstår en højere grad af celletæthed, mens der ved understimulering af hjernen reduceres i de neurale forbindelser. Dette betyder, at den ydre stimulering er bestemmende for hvilke forbindelser, der styrkes og hvilke, der forfalder. Det neurale netværk kæmper efter et darwinistisk princip, det er altså det stærkeste kredsløb, der overlever (ibid., s.35-36). Hjernen opdeles i tre lag med forskellige strukturer, men de er forbundet til hinanden gennem massive nerveforbindelser, og fungerer som tre hjerner i én. De kan fungere delvist uafhængigt af hinanden, selvom de tre hjernestrukturer er tæt forbundne. De tre strukturer er på forskellige niveauer, et sansende, følende og tænkende niveau (ibid., s ), som vi vil uddybe i det følgende afsnit. Side 8 af 44

9 Krybdyrhjernen den sansende hjerne Krybdyrhjernen består af hjernestammen og den inderste del af lillehjernen (se figur 1). De fleste grundlæggende følelsesregulerende funktioner foregår på dette niveau, som f.eks. forskrækkelsescentreret. Dette gør, at individet kan reagere øjeblikkeligt på en pludselig bevægelse eller lyd. Den indeholder også alle vigtige ikke viljestyrede kontrolcentre (Hart 2009, s. 46). En af de vigtigste funktioner i hjernestammen er at sørge for at åndedræt, fordøjelse og hjerteaktivitet fungerer. Figur 1 Hjernens anatomi (Hart 2009, s. 26) Ydermere findes der også i hjernestammen et aktiveringssystem, som skal sørge for, at centralnervesystemet er i en aroused 1 og vågen tilstand. De grundliggende kredsløb for opmærksomhedsstyring, søvntilstande og nærvær reguleres i hjernestammen. Der findes også i hjernestammen nogle strukturer, der er vigtige i forhold til vores spontane engagement i verden (ibid., s. 46). Fra fødslen er den inderste del af lillehjernen aktiv. Vores tidligste følelsesmæssige selvregulering foregår på dette primitive niveau, bl.a. gennem det såkaldte autonome nervesystem. Det autonome nervesystems hovedfunktion er at bidrage til kroppens balance. Det er et selvstyret og kompliceret system, som er med til at overvåge og styre kroppens tilstand. I dette system opleves følelser af ubehag og behag, hvilket er med til at skabe grundlag for sansninger, som senere får en betydning for adfærd og tanker. De 4 f er: fighting, fleeing, feeding and fucking (kamp, flugt, fødeindtagelse og seksualdrift) betegner det autonome nervesystem, der danner basen for instinkter og drifter, og er følelsernes rødder. Det autonome nervesystem består af det sympatiske og parasympatiske nervesystem. Energiaktiveringen af nervesystemet kontrolleres af det sympatiske nervesystem, f.eks. i forbindelse med aktiviteter, der kræver høj energi som bl.a. trusler og glæde. 1 Energifyldt Side 9 af 44

10 Det parasympatiske nervesystem er derimod et beroligelsessystem, der aktiveres ved blid berøring af huden eller let behagelig stimulering (ibid., s. 50). Lillehjernen har betydning for reguleringen af kognitive, motoriske og følelsesmæssige funktioner og forbinder sig med kredsløb i præfrontal cortex 2. Som tidligere nævnt er lillehjernen fra fødslen aktiv, dog modnes den langsomt gennem stimulering og påvirkes af miljøet (ibid., s ). For at stimulere spædbarnets hjerne er det vigtigt, at det bliver kærtegnet, berørt, rokket og båret, for ved mangel på stimulering vil lillehjernen ikke modnes tilstrækkeligt (ibid., s. 61). Den ældre pattedyrhjerne den følende hjerne En stor del af hjernens selvregulering foregår i mellemhjernen og de limbiske strukturer, disse selvreguleringer er ubevidste, og er en del af den ældre pattedyrhjerne (Hart, 2009, s. 64). Mellemhjernen regulerer kroppens hormonale balance og stofskifte samt automatiske bevægelser (ibid., s.63). Mellemhjernen er bestående af thalamus, basalganglierne og hypothalamus (Se figur 1), som er strukturer, der er med til at koordinere informationer fra hjernestammen samt regulere følelser og motorik på grundlæggende og ubevidste niveauer. Thalamus er hjernens relæstation forstået på den måde, at alle signaler, der kommer fra kroppen og sanseorganer passerer thalamus og videre til cortex. I thalamus sendes informationer videre til den del af hjernen, hvor informationen skal til yderligere behandling. Det er også i denne struktur, at systemer, som er vigtige for orientering, opmærksomhed og adfærd koordineres, ligesom strukturen muliggør det at bruge flere sanser samtidigt (ibid., s ). Basalganglierne er grundlæggende kilde til viljekraft og sørger for, at motoriske færdigheder organiseres. Det er også her glæde aktiveres. Ved forstyrrelser i basalgangliernes forbindelse til præfrontal cortex kan der opstå hyperaktivitet og opmærksomhedsforstyrrelser (ibid., s. 65). Den sidste struktur i mellemhjernen er hypothalamus, som overvåger individets interne tilstande og sørger for, at de er tilpasset og balanceret, heri indgår søvnrytme og fødeindtag. Hypothalamus regulerer også de sympatiske og parasympatiske komponenter, altså arousal- og beroligelsessystemerne. De basale affekter, frygt, glæder, lykke og raseri, udløses i dette område (ibid., s.66-67). Det limbiske system (Se figur 1) belønner adfærd som maksimerer chancen for overlevelse, og det sørger for at holde individet væk fra situationer som er ubehagelige. Det limbiske system består af amygdala, hippocampus og hypothalamus (Se figur 1) (ibid., s. 67). Aktiviteten i det limbiske 2 Præfrontal cortex er en del af frontallapperne som uddybes i afsnit Den nye pattedyrhjerne - den tænkende hjerne Side 10 af 44

11 system er med til at sortere interne og eksterne signaler i individet og er følelsesmotiveret. Amygdala udvikles i fosterperioden og fungerer ved fødslen. Den er med til at scanne for eventuelle fare og gøre barnet klar til handling. Den sørger for at arbejde med sanseindtryk og regulerer f.eks. frygt og aggression. Opstår der skader i amygdala, svækkes individets vurdering af, hvem det kan have tillid til og følelsen af angst mindskes. Individet kan derfor opleves som værende frygtløs, og bringer tit sig selv i situationer, som kan være faretruende. Ydermere kan individet have svært ved at sætte sig ind, i hvis andre er bange eller triste (ibid., s ). Hippocampus er central i forhold til individets indlæring og hukommelse, og bidrager til at forbinde erindringer med tid og sted. Den er med til at regulere informationsoptagelsen i hjernen og gør, at individet kan fastholde informationer i kortere perioder. Hippocampus sørger for, at der ikke sker en overaktivering af individets arousal tilstand, og på grund af denne regulerende effekt har den en vigtig funktion for den mentale tilstand. Opstår der skader i denne struktur, vil individet blive hyperfølsom overfor ydre stimulering og vil hurtigt kunne indgå i voldsomme følelsesmæssige reaktioner (ibid., s ). Det limbiske system tager sig altså af følelser og hukommelsesfunktioner, samt den adfærd som følelserne dikterer (ibid., s. 63). Den nye pattedyrhjerne den tænkende hjerne Enhver opgave, som kalder på en symbolsk repræsentation, strategi, plan eller problemløsning, har sit hovedkvarter i den neocortikale hjerne (Hart 2009, s. 73). I den tænkende hjerne, er der altså strukturer, der gør det muligt for mennesker at have komplekse følelser, at kunne behovsudsætte, gøre sig tanker om følelser, tage logiske beslutninger og reflektere over sig selv (ibid., s. 73). Den tænkende hjerne består bl.a. af frontallapperne (ibid., s. 73). Mellem det limbiske system og præfrontal cortex er der mange strukturer, som varetager koordineringen mellem følelsesmæssige, kropssansende og rationelle strukturer: Gyrus cinguli (Se figur 1) er en forudsætning for, at individet kan indgå i menneskelige relationer. Følelsesmæssig adfærd igangsættes i gyrus cinguli, og forbindes med tilknytnings- og omsorgsadfærd, hvilket uddybes i afsnittet Tilknytningsteori. Det er et følelsesmæssigt system, som muliggør moderlig omsorg, legeadfærd og sproglig kommunikation som har til opgave at bevare kontakten til omsorgspersonen. Når området er aktiveret, giver den en følelse af tryghed og fællesskab (ibid., s ). Insula og gyrus cinguli har et tæt samarbejde. I insula opleves den ubearbejdede smerte, hvor gyrus cinguli reagerer følelsesmæssigt på smerten. Når den midterste del Side 11 af 44

12 af insula aktiveres, igangsætter det behagelig sansning gennem berøring, og dermed er det muligt at fornemme respons på kærlig hudkontakt. Ved negativ stimulering, er det derimod den forreste del af insula, der aktiveres (ibid., s ). Parietallapperne (Se figur 1) har indflydelse på individets oplevelse af sig selv i verden. Er der skader på parietallapperne, kan det forstyrre identitetsfølelsen og opfattelsen af hvem og hvor man er (ibid., s ). De kropssansende områder i parietallapperne samarbejder med præfrontal cortex, som tilsammen udgør en stor del af vores intelligens (ibid., s. 73). Præfrontal cortex (Se figur 1) er hjernens mest komplekse system, som har afgørende betydning for bevarelsen af følelsesmæssig stabilitet og er med til at skabe mental fleksibilitet, da den kan ændre tanker og handlinger, det er et affektregulerende system (ibid., s. 77). Det præfrontale område gør det muligt at huske situationer fra fortiden og forestille os fremtiden, samt kunne integrere fortid, nutid og fremtid. Det gør det muligt, for individet at træffe valg, som der ikke umiddelbart er nogen korrekt løsning på og kunne udarbejde strategiske overvejelser og langsigtede planer (ibid., s 79). Når barnet er omkring 8-12 måneder gammelt, begynder funktionerne i præfrontallapperne at modnes. De er lang tid om at modne, da det neurale kredsløb i præfrontal cortex er plastisk, hvilket vil sige, at de er under indflydelse af oplevelser og læreprocesser gennem barnets opvækst. Først omkring årsalderen, er frontallapperne færdigudviklet (ibid., s. 79). Præfrontal cortex er en slags kontrolcenter, der har forbindelse til og fra andre hjernestrukturer. Derfor vil skader i præfrontal cortex medføre konsekvenser overalt i hjernen, og skader andre steder i hjernen vil også have konsekvenser, da det griber ind i præfrontal cortex funktion. Konsekvenser af skader i præfrontal cortex kunne f.eks. være, at man konstant bliver distraheret af stimuli og ikke kan bevare fokus, man kan fastlåses i en konkret og rigid tankegang, og kan have svært ved at aflæse sociale interaktioner. Selv minimale skader kan medføre ligegyldighed eller adfærd, der er blottet for sociale hæmninger og ansvarlighed (ibid., s. 80). I forskellige områder i præfrontal cortex findes de eksekutive funktioner, som bl.a. er styringsfunktioner for planlægning, dømmekraft, opnåelse af mål og fleksibilitet - det er dem der gør os i stand til at finde løsninger på problemer. De er først og fremmest styret af dorsolateral præfrontal cortex (Se figur 1) (Hart 2007, s. 192). Dorsolateral præfrontal cortex, er et bevidst og viljestyret system, hvor informationer og reaktioner koordineres. Det er også her, at følelsesmæssige og mentale indtryk samles og målrettes, og handlinger planlægges (ibid., s. 146). Det eksekutive kredsløb er et plastisk kredsløb, som kan udvikle sig hele livet (ibid., s. 193). De er Side 12 af 44

13 afhængige af positiv påvirkning fra miljøet, da de er sårbare over for fejludvikling og skader (Kjærgård et al. 2012, s. 75). De fem første leveår har dog stor betydning for udviklingen af de eksekutive funktioner, hvor omsorgspersonen spiller en stor rolle. Det er vigtigt, at omsorgspersonen er sensitiv over for barnets parathed til selvstændighed. At kunne støtte og være indlevende i barnet er afgørende for barnets udvikling af de eksekutive funktioner (ibid., s. 75). Tæt på det limbiske system er orbitofrontal cortex placeret (Se figur 1). Orbitofrontal cortex er et af de få områder i hjernen, som kender til alle aktiviteter, som finder sted i individet. Til en hvis grad overtager orbitofrontal cortex amygdalas funktioner og skaber et højere bearbejdningsniveau og et forventningsbaseret system, som kan være med til at korrigere responserne fra amygdala og ydre og indre stimuli (Hart 2007, s ). I dette område finder behovsudsættelse sted, derudover er orbitofrontal cortex også i stand til at hæmme uhensigtsmæssige handlinger. For at orbitofrontal cortex kan modnes, er den afhængig af ydre stimulering og den kræver, at omsorgspersonen kan indgå i en socialisering af barnet, hvor omsorgspersonen hæmmer barnets uhensigtsmæssige adfærd (ibid., s. 153). Er orbitofrontal funktionerne færdigudviklet, er det muligt for individet at balancere mellem indre behov og ekstern realitet (ibid., s. 152). Andre skader, der kan opstå i orbitofrontal cortex, er, at individet kan bryde regler, det egentlig godt ved er der. Det har ingen skamfølelse, sympati eller skyldfølelse og har svært ved at fungere i socialt samspil med andre, og finder det svært at indleve sig i andres behov. Ydermere kan det have svært ved at adskille virkelighed fra fantasi (ibid., s. 155). Imitation og spejlneuroner Individer forsøger at synkronisere eller tilpasse sig med hinandens nervesystem, når de indgår i samspil med hinanden (Hart 2009, s. 100). Når to nervesystemer forbindes med hinanden over tid, kan der opstå nye kommunikationsmønstre, som kan medføre et øget kompleksitetsniveau i begges nervesystemer. Hjernens udvikling er derfor afhængig af dyadisk kommunikation (ibid., s. 101). Allerede ca. 3 uger efter fødslen begynder spædbarnet at imitere ansigtsudtryk. Spædbarnet imiterer kun ansigtsudtryk, hvis omgivelserne er trygge og rolige. Imitationen er stærkest når omsorgspersonen og spædbarnet har rettet opmærksomheden mod hinanden. Der igangsættes en proces, når spædbarnet og omsorgspersonen imiterer hinanden, som på sigt er med til at udvikle evnen til at kunne indgå i følelsesmæssigt regulerede samspil (ibid., s. 103). Side 13 af 44

14 For overlevelse og tilpasning, er det vigtigt at kunne afkode og genkende andres intentioner. En persons humør kan genskabes i de neurale mønstre gennem imitation og spejling (ibid., s. 104). Spejlneuronerne giver et indblik i, hvordan nervesystemet kan imitere andre mennesker. Spejlneuronernes nervebaner er forbundet til ansigtsmusklerne, og de er med til, at individet kan fornemme hvad den anden føler, kan forstå andres adfærd og kan sætte sig i andres sted (ibid., s ). Spejlneuronerne er med til, at vi kan være en del af den andens handlinger og mentale liv, uden at man imiterer den anden. Dette er med til at give en sansning af at kunne dele og forstå den anden persons følelser og intentioner (ibid., s. 107). De handlinger, som gennem tiden har aktiveret barnets spejlneuroner, vil være gemt i barnets hukommelse, og er med til at danne en helhed af de erfaringer som barnet har gjort sig (ibid., s. 107) Barnet og omsorgspersonen får en forventning af, hvordan de hver især agerer og responderer på hinanden. Derfor opnår barnet gennem affektregulerende spejling at kunne regulere egne impulser, fordi omsorgspersonens handlinger er forudsigelige. Er spædbarnets omgivelser derimod uforudsigelige, vil det have den modsatte effekt, da barnet ikke har mulighed for at organisere sine erfaringer (ibid., s. 102). Hjernens udvikling i samspil med omsorgspersonen Hjernen er et utroligt komplekst system og består af mange strukturer og forbindelser, som alle er vigtige for hjernen og dens udvikling. Vi vælger ikke at gå i dybden med alle de strukturer, der kan have betydning for udvikling af hjernen i samspil med omsorgspersonen, men i stedet at uddrage nogle af de ting vi finder vigtigst i de to cases. Det er svært for Max forældre at have øjenkontakt med ham, hvilket kan give dem et dårligt udgangspunkt for at kunne stimulere Max. Øjenkontakten er f.eks. vigtigt for imitationen mellem forældrene og Max, for at han på sigt kan lære at indgå i følelsesmæssigt regulerede samspil. Den manglende øjenkontakt vil også have indvirkning på Max spejlneuroner, som vil have stor betydning for, at han senere kan udvikle empatiske evner og kunne organisere sine erfaringer. Det er derfor vigtigt, at mor og far lærer, hvilken betydning det har for Max, at de er i samspil med ham gennem øjenkontakt. For at hjælpe forældrene til at forstå dette, vil daglig kontakt med en pædagog, som kunne rådgive og vejlede dem i deres samspil med Max, være et muligt tiltag. Pædagogen kunne støtte forældrene i at have mere øjenkontakt med Max, ved at sætte sig med en forælder ad gangen, i rolige omgivelser, og vise dem hvordan de kan have øjenkontakt med Max. Dette kunne være en måde at lære forældrene hvordan samspil, med udgangspunkt i Max behov, Side 14 af 44

15 kan foregå. Max mangler grundlæggende stimulering fra forældrenes side, som hverken kærtegner eller bærer ham stille rundt. Denne understimulering er med til at påvirke, at hjernen ikke udvikles tilstrækkeligt, da der højst sandsynlig sker en reducering i de neurale netværk. Max oplever heller ingen daglige rutiner i forhold til hans søvn og fødeindtag. Han får nødvendigvis ikke mad, når han er sulten, og bliver ikke puttet når han er træt. Moderen formår ikke at forstå de signaler han sender, hvilket har konsekvenser for det autonome nervesystem, som står for kroppens indre balance. Max vil dermed ikke få nogen erfaringer med at sove, når han er træt og spise, når han er sulten. Det er vigtigt at huske, at hjernen er plastisk og dermed kan udvikles hele livet igennem. Når nervesystemet tilpasser sig en kaotisk verden uden struktur og rutiner, og hvor alt handler om simpel overlevelse og konstant beredskab, har barnet svært ved at omstrukturere sig og tilpasse sig til en verden, hvor man tager hensyn og udviser forståelse for sine omgivelser. Max har højst sandsynlig måtte tilpasse sig kaotiske tilstande og konstant været på vagt overfor mor og fars følelsesmæssige tilstande. Derfor kan vi forvente, at Max får svært ved at omstille sig til f.eks. en børnehave, hvor det handler om at tage hensyn til andre børn. Max vil formentlig være på vagt hele tiden, og vil udvise manglende tillid til omverdenen. Her vil det være pædagogens opgave at observere og støtte Max i samspil med de andre børn. Det er svært for mor og far at strukturere og planlægge en daglig rutine for Max, dette kunne være et tegn på, at forældrene har skader eller fejludvikling i deres egne eksekutive funktioner. Derfor kunne pædagogen i samspil med forældrene udarbejde en detaljeret dagsplan, for hvad de skal gøre med Max. Når mor og far har svært ved strukturering og planlægning, er det vigtigt at lave en plan med klokkeslæt på, for hvornår Max f.eks. skal spise og sove for at gøre det mere overskuelig for forældrene. Emil har formentlig oplevet en lignende opvækst, med mangel på stimulering, ligesom Max. Hos Emil ser vi eventuelle skader på præfrontal cortex, det affektregulerende system. Det ses i hans mangel på følelsesmæssig stabilitet, som ses i spillet hvor Emil ikke formår at samarbejde med sin partner og taber. Han bliver sur og kaster med stole og råber grimme ting til de andre deltagere. Han virker frygtløs, som kan være et tegn på, at der er skade i amygdala. Emil har svært ved at styre sin aggression, hvilket kan skyldes, at der er skade på orbitofrontal cortex, som gerne skulle hæmme den aggressionsrespons, der kommer fra amygdala. Der er også tegn på, at Emils eksekutive funktioner ikke er udviklet optimalt, da Emil har en manglende evne til at tænke strategisk i og om spillet. Han kan ikke planlægge, hvad han skal gøre for at vinde spillet, selvom han er velvidende om, at han, for at have større chance for at vinde, skal samarbejde med sin partner. Han er Side 15 af 44

16 impulsstyret og handler ud fra, hvad der er bedst for ham uden at tænke på, hvad det gør for hans spil. 15 minutter efter hans vredesudbrud kommer Emil tilbage for at undskylde hans adfærd. Det kunne evt. tænkes, at Emil ikke føler skam og skyld, men undskylder fordi, at han ved, at det forventes af ham. Dette kan være et tegn på skade i orbitofrontal cortex, grundet den mulige mangel på skyldog skamfølelse for, hvad han har gjort. Pædagogen kunne hjælpe Emil med at snakke om hans reaktioner, når han henholdsvis taber eller vinder spillet. På den måde støtter pædagogen Emil ved at give ham nogle alternative handlemåder, når han i fremtiden møder lignende situationer. Pædagogen indtræder som Emils frontallapper og hjælper ham til selv at kunne regulere hans impulser, planlægge alternative handlemåder og tænke langsigtet ved at danne alternative handlemuligheder. Det kunne evt. være en idé at have regelmæssige samtaler med Max, fordi hans reaktioner sandsynligvis ligger dybt i ham og det kræver derfor en del arbejde for at få dem ændret. Men med viden om, at hjernen er plastisk, er det muligt at ændre hans handlemønstre. Det er også vigtigt at huske på, at frontallapperne først er færdigudviklet omkring årsalderen, og Emils hjerne er derfor på nuværende tidspunkt ikke færdigudviklet. For at få en større forståelse for hvor vigtigt tilknytning er for hjernens udvikling, vil vi i det følgende afsnit undersøge John Bowlbys tilknytningsteori. Tilknytningsteori Tilknytningsteorien gør det muligt at forklare barnets behov for at skabe følelsesmæssige bånd til omsorgspersonen (Bowlby 2000, s. 135), samt udvikle grundlæggende tryghed og tillid til livet (Sørensen 2008, s. 46). Bowlby gik imod datidens tænkning om, at barnets største behov var mad hos moderen. Han mener derimod, at det er behovet for kontakt og tilknytning, som driver barnet (ibid., s. 48). En sund tilknytning påvirker den generelle udvikling, læring og trivsel gennem barnets liv (ibid., s. 48). Den biologiske forklaring på tilknytning er, at individet ved at søge klogere/stærkere individer at knytte sig til, har større chance for at overleve (Bowlby 2000, s. 139). Den primære tilknytningsadfærd er gråd og kald efter omsorgspersonen, hvilket gerne fremkalder omsorgspersonens omsorgsadfærd. Tilknytningsadfærden er mest synlig i den tidlige barndom, dog er tilknytningen kendetegnet ved at følge mennesket fra vugge til grav (ibid., s. 137). Side 16 af 44

17 Det er vigtigt, at omsorgspersonen erkender og har respekt for, at barnet har behov for en såkaldt sikker base, som forstås ved omsorgspersonens evne til at være til rådighed for barnet. Dette er medvirkende til at udforme barnets adfærd. Det kræves af omsorgspersonen, at den har en fornemmelse og indfølende forståelse af barnets tilknytningsadfærd, og at den har en villighed til at komme barnet i møde, være til rådighed for, og erkende dets behov og følelser (ibid., s. 144). Samtidigt er det også omsorgsgiverens opgave at sørge for at reagere samstemt med barnet, hvis det er ved at komme i vanskeligheder. Bowlby forklarer, at et sundt individ, når det har en sikker base, vil forsøge at udforske det omkringliggende område og dermed skulle der gerne opstå en vekselvirkning mellem disse to (ibid., s. 141). Omsorgspersonen skal være til rådighed som sikker base, og reagere hvis barnet er på vej ud i vanskeligheder, som det har brug for hjælp til at løse. Her skal der være en respekt for det behov, som barnet har for udforskning, og senere i livet et behov for at udvide sine forhold til venskaber og andre voksne. Hvis barnet har en sikker base og dermed mulighed for at udforske omgivelserne, er der stor sandsynlighed for, at barnet opleves som værende sikker, har selvtillid, er tillidsfulde, samarbejdende og hjælpsomme overfor andre (ibid., s. 144). Hvis ikke spædbarnet får tilstrækkelig tilknytning og kontakt, kan det medføre alvorlige hjerneskader eller i værste fald, at barnet dør (Sørensen 2008, s.52). Hjernen og dens udvikling er altså afhængig af tilknytningen til omsorgspersonen, samt kvaliteten af den tilknytning som omsorgspersonen udbyder. Det er gennem daglige interaktioner og stimulering med det omgivende miljø og omsorgspersonen, at barnets hjerne udvikles og formes. Derigennem etableres neurale netværk af hjerneceller. Hjernen og dens neurale netværk udvikles og differentieres gennem barnets oplevelser gennem omgivelserne (ibid., s. 54). Det er igennem tilknytningsprocessen, at spædbarnet, gennem samspil med omsorgsgiveren, lærer at værdsætte nære relationer, samvær og intimitet. Det er også her barnet udvikler en grundlæggende tillid og tryghed til andre, og ser andre som individer med følelser og hensigter, som der skal tages hensyn til og anerkendes. Ydermere lærer barnet at regulere og udvikle mestringsstrategier, for hvordan stærke følelser kan håndteres og reguleres (ibid., s. 58). Tidlig tilknytning (0-7 mdr.) Fra fødsel foretrækker spædbarnet menneskelige smilende ansigter. Disse ansigter aktiverer en livslyst og nysgerrighed i barnet og fordrer, at barnet tager initiativer f.eks. ved at indgå i samspil med omsorgspersonen (Sørensen 2008, s. 63). Da tilknytningen er vital for barnet, vil det søge tilknytning hos hvem end, der tilbyder omsorg og kontakt til barnet, oftest er det moderen, som indtager positionen som primær omsorgsperson (ibid., s. 84). Det er generelt for individet at Side 17 af 44

18 foretrække en positiv respons fra omsorgspersonen. Dog søger individet hellere negativ end slet ingen respons, altså ignorering. Ignorering kan nærmest være smertefuldt for spædbarnet, og det vil hurtigt reagere ved f.eks. at optræde uroligt, forsøge at vende sig væk fra personen, der ignorerer det eller begynde at græde (ibid., s. 63). Gennem samspil, tillid og forudsigelighed fra omsorgspersonen, skulle barnet gerne danne en sikker base, som det kan udforske verden fra, som nævnt tidligere. Hvis barnet bruger for meget energi på at sikre en sikker base, f.eks. hvis omsorgspersonen optræder uforudsigelig, kan barnet ikke fokusere på at udforske, men forsøger i stedet at overleve gennem sikring af en sikker base. Det er gennem udforskning af omgivelser, at al læring i almindelighed samt udvikling af hensigtsmæssige mestringsstrategier finder sted (ibid., s. 65). Der skelnes mellem overlevelsesstrategier, hvor barnet søger at opnå beskyttelse mod angst og smerte, og mestringsstrategier, hvor barnet søger at udvikle måder hvorpå det kan løse problemer i vanskelige situationer. Det handler altså i bund og grund om, hvorvidt barnet har en oplevelse af at kunne mestre eller overkomme eget liv (ibid., s. 60). (7-12 mdr.) Når barnet er lidt over et halvt år, begynder det at danne indre arbejdsmodeller, som er indre forestillinger om og forventninger til omsorgspersonen. Barnet kan begynde at skelne mellem kendt og ukendt og har en tydelig forventning til disse. F.eks. vil otte måneder gamle børn udvise fremmedangst og have visse personer, det hellere opsøger med hensyn til f.eks. samspil og trøst (ibid., s. 66). Barnet begynder at danne, hvad der beskrives som tilknytningshierarki, det vil sige, at barnet begynder at differentiere mellem omsorgspersonerne. Barnet bliver i stand til at kunne knytte sig til flere omsorgspersoner og differentiere hierarkisk mellem dem (ibid., s. 66). Det der bestemmer, hvor omsorgspersonen ligger i tilknytningshierarkiet, er henholdsvis hvor meget tid barnet og omsorgspersonen har brugt sammen, kvaliteten af den omsorg der udbydes, hvor mange følelser omsorgspersonen har investeret i barnet samt omsorgspersonens regelmæssige tilstedeværelse, som skaber stabilitet i omsorgen (ibid., s. 67). At barnet begynder at kunne danne tilknytningshierarki, er et sundhedstegn og er grundlag for, at barnet kan udvikle empati, intimitet og nærhed, samt det at barnet kan differentiere og prioritere følelsesmæssig investering. Dette får senere stor betydning for barnet i forhold til relationsdannelse (ibid., s. 68). Små eksklusive relationer er et grundlæggende behov for individet og oplevelsen af at have en særlig betydning for nogen, fremmer selvværd og lyst til at være social (ibid., s. 70). Indre arbejdsmodeller Barnet begynder at kunne forestille sig omsorgspersonen, selvom hun/han ikke er til stede. Omsorgspersonen eksisterer i barnets bevidsthed, også hvis hun ikke er fysisk til stede. Disse indre Side 18 af 44

19 forestillinger kalder Bowlby for indre arbejdsmodeller. Det er barnets erfaringer, som er generaliseret gennem følelsesmæssig og fysisk omsorg. Det forsyner barnet med regler, ud fra generaliseret erfaringer, som kan organisere og regulere adfærd og følelser i forhold til omsorgspersonen. De indre arbejdsmodeller gør barnet i stand til at planlægge dets adfærd, samt forudse og fortolke omsorgspersonens adfærd. For at barnet har mulighed for at udvikle disse arbejdsmodeller, er barnet afhængig af samspil med omsorgspersonen, der indeholder følelser og intentioner. Når arbejdsmodellerne er dannet, er de uden for bevidstheden (Sørensen 2008, s. 71). Senere i livet vil de få indflydelse på hvilke forventninger, holdninger og reaktionsmønstre barnet har, og hvordan det forholder sig til omgivelserne. Det skaber struktur og rutiner for barnet og de forventninger det gør sig til andre, samt det andre forventer af barnet (ibid., s. 70). Når barnet er omkring et år, er de indre arbejdsmodeller mere eller mindre stabile, men dermed ikke sagt, at de ikke kan ændres (ibid., s. 71). Gennem fortolkninger af og erfaringer med at tage kontakt og være i samspil, kan de indre arbejdsmodeller tilpasses (ibid., s. 72). Tilknytningsmønstre Psykolog Mary Ainsworth udvidede Bowlbys teori om tilknytning. Hun udviklede testen fremmedtest-situationen med udgangspunkt i tilknytning, hvor hun undersøgte og udviklede forskellige former for tilknytningsmønstre hos børn i alderen måneder (Sørensen 2008, s. 74). Tilknytningsmønstrene er en afspejling af barnets erfaringer, i forhold til hvordan det er blevet mødt, samt barnets subjektive oplevelse af at være sammen med omsorgspersonen (ibid., s ). De forskellige mønstre er baseret på observationer af barnet og moderen, adskillelse og genforening, samt barnets møde med en fremmed med og uden moderens tilstedeværelse (ibid., s. 74). Ainsworth udviklede forskellige typer af tilknytningsmønstre: Det trygge tilknytningsmønster: Barnet reagerer med nysgerrighed og interesse for det, der foregår (ibid., s.75). Barnet har fuld tillid til, at omsorgspersonerne er til rådighed og vil reagere og evt. hjælpe, hvis barnet oplever modgang eller bliver bange. Barnet føler, at den sikre base er så sikker, at det trygt og frit kan udforske omverden. Dette tilknytningsmønster fremmes, hvis den primære omsorgsperson, især i de første leveår, har været til rådighed for barnet, har været modtagelig for barnets udspil og har reageret kærligt, når barnet har søgt beskyttelse eller trøst (Bowlby 2003, s ). Det ængstelig-klæbende tilknytningsmønster: Barnet oplever sig ikke sikker i, hvorvidt omsorgspersonerne vil være til rådighed, og at de vil reagere og hjælpe hvis barnet får brug Side 19 af 44

20 for det. Barnet udviser angst for adskillelse, er bange for at udforske og klynger sig til omsorgspersonen. Mønstret fremmes hvis forældrene til tider er let tilgængelige og hjælpsom og andre gange ikke. Ydermere fremmes det, hvis adskillelser og trusler om at blive forladt anvendes som styringsmiddel (ibid., s ). Det ængstelig-undvigende tilknytningsmønster: Barnet tror ikke på, at omsorgspersonerne vil reagere hjælpsomt, når det søger omsorg. Det forventer afvisning. Børn, der har dette tilknytningsmønster vil ofte forsøge at være emotionelt selvtilstrækkelig, at leve et liv uden andres kærlighed og støtte. Dette tilknytningsmønster er resultat af en primær omsorgsperson, som altid har afvist barnet, når det nærmer sig for at søge trøst og beskyttelse (ibid., s ). Det desorganiserede tilknytningsmønster: Barnets adfærd er ofte meget uforudsigelig, og barnet pendler mellem de andre tilknytningsmønstre. Dette kan være udløst af en oplevelse af indre kaos (Sørensen 2008, s.79). Det er børn, som har oplevet fysisk overgreb og/eller alvorlig vanrøgt. Dog kan der også være tilfælde hvor mor har lidt af en alvorlig form for bipolær affektiv sygdom, og derfor behandler barnet excentrisk og uforudsigeligt (Bowlby 2003, s ). Tilknytningsmønstrene bliver højst sandsynlig en stabil del af barnets personlighed, som får betydning for f.eks. barnets samarbejdsevner, sociale kompetencer, empati, selvagtelse og tolerancetærskel (Sørensen 2008, s. 80). Samspillets betydning for tilknytning Bowlby nævner visse krav til omsorgspersonerne herunder en fornemmelse for, samt en indfølende forståelse af barnets behov og en villighed til at leve op til disse krav og på den måde imødekomme barnets behov for en sikker base. De skal kunne udvise omsorgsadfærd overfor barnet. For at sikre en sikker base kræver det også af omsorgspersonerne, at de formår at være til rådighed for barnet. Kan omsorgspersonerne ikke det, får barnet ikke mulighed for at danne en sikker base, som giver grobund for, at barnet kan udforske verdenen. Tager vi fat i casen om Max, ser vi, at forældrene ikke formår at udgøre en sikker base. Forældrene er uforudsigelige, og har ikke en forståelse for de behov som Max har, f.eks. få mad regelmæssigt. Ingen af forældrene formår at udvise den omsorgsadfærd, som Max har behov for. Grundet Max manglende øjenkontakt, kan man gå ud fra, at Max ikke længere søger det menneskelige ansigt, som normale spædbørn ellers ville gøre. Han vil evt. søge omkringliggende objekter i stedet, fordi Side 20 af 44

21 han ikke mødes med øjenkontakt, når han har behov for det. Han er altså stoppet med at søge den nærhed og voksenkontakt, som ellers er karakteristisk ved et spædbarns adfærd. Ud fra forældrenes manglende interaktion, som medfører manglende stimulering, bliver Max hjerne højst sandsynlig ikke udviklet optimalt. Det kræver dagligt samspil for, at Max hjerne kan udvikle sig. Hvis vi udsatte Max for en fremmedtest-situation vil vi forvente, at han ville kunne kategoriseres som værende ængstelig-undvigende i sit tilknytningsmønster. Begrundelsen for dette ville være, at han sandsynligvis vil være opmærksom på objekter omkring ham. Ydermere er han, grundet mors uforudsigelighed, højst sandsynlig være immun overfor, at hun forlader ham, og derfor vil han sikkert ikke reagere, når hun kommer tilbage. Det er svært for forældrene at aflæse Max behov, hvilket kunne tænkes at ses i situationer, hvor Max f.eks. græder. Forældrene har derfor brug for hjælp og støtte, så de bedst muligt kan tilgodese disse behov. De kunne derfor have gavn af støtte fra en pædagog, som kunne hjælpe dem til at forstå hvilke behov et spædbarn som Max har. Støtten kunne bestå i at forklare dem, at gråd ikke er ensbetydende med, at Max er træt og skal sove. Der er forskellige signaler og tegn, de skal lære at aflæse, og derfor kunne det som tidligere nævnt, også hjælpe forældrene at gøre hverdagen mere forudsigelig for Max. Dette kan også være en støtte for forældrene, fordi en strukturering af hverdagen evt. kunne gøre det nemmere at aflæse hans signaler. Forældrene kunne i samspil med pædagogen udarbejde nogle hjælpespørgsmål, som kunne guide dem i at aflæse hvilke signaler Max prøver at sende gennem hans gråd. F.eks. Er det længe siden Max har spist? - Hvis ja, kunne det være et tegn på, at Max er sulten, hvis nej - er det så længe siden, at han har sovet eller er blevet skiftet? På den måde kunne man forestille sig, at forældrene kunne blive mere opmærksomme på Max behov. Når spædbarnet bliver ældre, vil der også være tydelige tegn på, hvilken tilknytning barnet har haft til sine omsorgspersoner. Ser vi på casen med Emil, er der flere tegn på, at han har haft en opvækst, hvor der har været mangel på en sikker base. Dette skulle have dannet grundlag for, at Emil kunne udvikle tillid til andre og omverdenen, samt lyst til at udforske verden og samarbejde med andre. Vi ser i eksemplet, at moderen har haft skiftende partnere, hvilket kan have betydning for, at Emil ikke har fået al den opmærksomhed, han som spædbarn havde brug for, for at kunne udvikle sig. Den omsorgsadfærd som Emil skulle have draget nytte af fra mor, har været mangelfuld, hvilket tydeliggøres i Emils sociale samspil f.eks. i casen hvor Emil bliver så sur over at tabe, at han smider med stole og råber af andre. Side 21 af 44

22 I og med, at Emil ikke har den store tillid til andre omkring ham hvilket bl.a. ses i spillet, hvor han ikke formår at samarbejde med sin partner, evt. fordi han ikke tror, at den anden vil ham det godt, kan også skyldes hans indre arbejdsmodeller. Børn begynder fra de er omkring et halvt år at danne sig indre forestillinger, f.eks. om hvad barnet forventer af sine omsorgspersoner. Når Emil ikke har oplevet en tryg tilknytning til sin mor, kan han have dannet sig indre arbejdsmodeller om, hvad han kan forvente af andre mennesker omkring ham. I dette tilfælde kan Emils indre arbejdsmodel være, at han ikke kan stole på sin mor, at han aldrig har vidst, hvor han havde hende, hvornår hun var hjemme, og han har dermed ikke udviklet en tillid til andre mennesker. Da tillid er vigtig for, at Emil kan stole på andre mennesker og indgå i dybere relationer, er det for pædagogen en vigtig opgave at arbejde med Emils tillid til andre. Dette arbejde kunne bestå i, at pædagogen gør det klart for Emil, at han/hun er der for ham, også hvis det handler om nogle svære emner. Ydermere handler det også om, at pædagogen holder de ting, der loves overfor Emil, så vidt muligt, sådan at han får fornemmelsen af, at pædagogen er til at regne med. På den måde går pædagogen også ind og arbejder med Emils indre arbejdsmodeller, som højst sandsynlig handler om, at ingen vil ham det godt. Her ville pædagogen også i samspil med Emil kunne ændre hans indre arbejdsmodel i forhold til at tabe. Pædagogen ville hjælpe ham til at få følelsen af, at selvom han taber, så er det ikke jordens undergang. Gennem handlinger som at være til stede for Emil og sørge for at hjælpe og støtte ham, vil der forhåbentlig skabes en tillid fra Emil til, at pædagogen vil ham det godt. Vi ser i de to cases vigtigheden af nærværende og forudsigelige omsorgspersoner i samspil med barnet for, at det kan udvikle sig. Dette fører os videre til Daniel Stern, som har fokus på barnets udvikling af selvet i samspil med omsorgspersonen. Stern og barnets selvfornemmelser En af de centrale pointer i Sterns teori er, at ligesom føde er en nødvendighed for, at kroppen kan vokse, er det også en nødvendighed med stimulering for at kunne forsyne hjernen med de råmaterialer, som skal til for at kognitive, motoriske og perceptuelle processer kan modnes. Det er gennem samspil med andre, at barnet får disse råmaterialer (Hart og Schwartz 2011, s. 110). Ser vi på Sterns selvfornemmelser omhandler det måden, hvorpå barnet oplever sig selv, men også hvordan spædbarnet oplever sig selv sammen med andre. Selvet defineres som et opmærksomhedsmønster, der i forbindelse med spædbarnets handlinger og mentale processer bliver synlige (Sørensen, s ). Der skelnes mellem to selvområder; det nonverbale og det verbale, Side 22 af 44

23 hvor de forskellige selvfornemmelser er opdelt herefter. Det emergente selv, kerneselvet og det intersubjektive selv foregår på det nonverbale selvområde, mens det verbale selv foregår på det verbale selvområde (ibid., s. 103). Det er vigtigt at forstå, at selvfornemmelserne ikke skal forstås som stadier, hvor individets udvikling går i stå, hvis ikke det opnår de endelige mål i hvert stadie, men snarere som domæner, hvor en kontinuerlig og lagdelt udvikling finder sted, som kan bearbejdes hele livet igennem (Hart og Schwartz 2011, s. 124). Det emergente selv (0-2 måneder) Barnet fornemmer i denne periode verdenen og begynder at få en fornemmelse af et selv. Spædbarnets krop bliver et referencepunkt for barnet, og dermed en forudsætning for barnets fornemmelse af verden (Hart og Schwartz 2011, s ). Netop dette kalder Stern for den primære bevidsthed, det at spædbarnet danner sig erfaringer gennem kroppen (ibid., s. 127). Dette foregår i samspillet med omsorgspersonen, hvor følelsesmæssig stemning og tilstandsregulering bidrager til barnets udvikling af selvfornemmelse. Spædbarnets læring og dannelse af erfaringer udvikles gennem interaktive processer (Sørensen 2008, s. 111). Det emergente selv kan observeres gennem spædbarnets lyst til at leve, og når barnet bliver ældre vil det også komme til udtryk i dets mod til at kaste sig ud i ting, samt barnets kreativitet (Sørensen 2008, s. 112). Ifølge Stern kan spædbørn fra fødslen overføre de informationer, de får fra en sans til en anden og erkende sammenhæng mellem disse. Det kan være, at børn oplever at blive kærtegnet og ser, at omsorgspersonen udfører handlingen og erkender, at disse hænger sammen. Herigennem udvikles barnets evne til at forstå konkrete sammenhænge. Dette kaldes for amodal perception, altså at man kan opfatte sanserne på tværs af hinanden. Når barnet hører tale og ser ansigtsudtryk og mundbevægelser, vil synsindtrykket dominere. De hører, hvad de ser, og ikke hvad der siges (Hart og Schwartz 2011, s ). Kerneselv (2-3 op til 7-9 måneder) Barnet begynder at fornemme sig selv som fysisk adskilt fra omverdenen, og det får en større fornemmelse af sig selv. Denne fornemmelse understøttes af barnets oplevelser og erfaringer med, at det selv kan handle og har egen vilje (Sørensen 2008, s. 116). I to-tre månedersalderen begynder spædbarnet at tage direkte øjenkontakt, det smiler oftere og pludrer. Derfor er netop denne periode, ifølge Stern, den mest gennemgribende sociale periode i livet (Hart og Schwartz 2011, s. 130). Side 23 af 44

24 Stern nævner fire fornemmelser i kerneselvet. Den første er selvhandling, hvor barnet får en oplevelse af at have kontrol over handlinger, og af at være ophav til egne handlinger men andres. I selvsammenhæng har barnet en fornemmelse af at være en fysisk sammenhængende person, der er afgrænset fra omverdenen. Selvaffektivitet er, hvor barnet oplever at have forskellige følelser, som det oplever som sine egne. Og den sidste fornemmelse, Stern nævner, er selvhistorie, hvor barnet oplever at kunne huske sig selv og sin historie, og har en fornemmelse af noget vedvarende, en kontinuitet med en fortid (ibid., s ). Disse fire selvoplevelser, resulterer i fornemmelsen af et kerneselv, som integreres i et socialt subjektivt perspektiv (ibid., s. 131). Den episodiske hukommelse er afgørende for at kunne forstå, hvordan disse fire selvfornemmelser integreres i den levede oplevelse (Stern 2006, s. 139). Den episodiske hukommelse kan samle spædbarnets erindringer i en sammenhængende oplevelsesperiode, i forhold til dets handlinger, perceptioner, tanker og affekter (ibid., s. 140). Når spædbarnet oplever en episode gentagende gange, vil barnet have nogle personlige forventninger til, hvordan tingene vil forløbe, som Stern betegner som en generaliseret episode (ibid., s. 141). En generaliseret episode har ikke nogen specifikke erindringer, men er baseret på gennemsnitlige oplevelser, som er med til at skabe nogle forventninger om handlinger, følelser, sansninger osv., som enten kan opfyldes eller brydes (ibid., s. 142). Episoder, der omfatter interpersonelle samspil af forskellige typer, betegnes ifølge Stern som Repræsentationer af Generaliserede Interaktioner (RIG er). RIG er er fleksible strukturer, der repræsenterer gennemsnittet af adskillige konkrete oplevelser (Hart og Schwartz 2011, s. 150). En RIG er noget, der aldrig er sket på lige præcis den måde før, men er et gennemsnit af mange faktiske tilfælde som danner en prototype, der repræsenterer dem alle (Stern 2006, s. 157). Det, der gradvis danner RIG er, er oplevelsen af at være sammen med en omsorgsperson. Der er forskellige RIG er, der kan aktiveres, som kan få spædbarnet til at opleve forskellige måder at være sammen med omsorgspersonen på (Hart og Schwartz 2011, s. 150). Barnet møder en fremkaldt ledsager hver gang, der aktiveres en RIG af at være sammen med nogen, som har forandret selvoplevelsen (Stern 2006, s. 158). En fremkaldt ledsager er en aktiveret hukommelse fra én RIG eller flere, som fremdrages på baggrund af genkaldelsestegn (Hart og Schwartz 2011, s. 151). En fremkaldt ledsager fungerer både i konkret kontakt og i den andens fravær og forsvinder aldrig. Den Side 24 af 44

25 aktiveres gennem kropsfølelser, og herigennem kan den aktivere selvregulerende strategier, der kan være med til at fremme udviklingen (ibid., s. 151). Intersubjektivt selv (7-9 op til måneder) Barnet begynder at få oplevelsen af at kunne dele oplevelser, følelser og de intentioner som barnet har, hvilket kaldes for intersubjektivitet. Det er især i begyndelse af perioden, at intersubjektiviteten bliver tydelig, da det er her barnet gerne skulle have tilegnet sig kompetencer til at se ind i omsorgspersonens psykiske univers (Sørensen 2008, s. 128). Hermed menes, at barnet kan fornemme, hvad omsorgspersonen føler og mener - altså en spirende empatisk evne. Barnet får også en oplevelse af, at følelser, tilstande og hensigter kan deles og kommunikeres, og samtidig opstår der en forståelse for, at omsorgspersonen og barnet har hver sin mening, som er til forhandling (ibid., s.129). Det er netop de psykiske tilstande, der i dette selv er omdrejningspunktet. Omkring den niende levemåned udviser barnet reaktioner, når det møder fremmede, og kort tid efter begynder det at reagere med separationsangst, når den primære omsorgsperson forsvinder. Ved genforening udviser barnet også en reaktion, og det er her man kan snakke om, at der er en egentlig relation til en anden, som er adskilt fra selvet (Hart og Schwartz 2011, s.122). Barnet begynder at få en fornemmelse af og erfarer, at mennesker kan være forskellige men også ligne hinanden (Sørensen 2008, s. 128). Barnet begynder at kunne forholde sig til flere end den enkelte omsorgsperson, og kan begynde at have fælles oplevelser med omsorgspersonen. Dette betegnes som triangulering (ibid., s.130). Kvaliteten af det intersubjektive rum, hvor delingen foregår, har stor indflydelse på både individets vitalitet, dets selvværd, verbale kompetencer, sociale kompetencer og dets narrativer, som er grundstrukturer i selvfornemmelserne. Ifølge Stern er intersubjektivitet en betingelse for at udvise menneskelighed, og giver individet store overlevelsesfordele (ibid., s. 128). Barnet begynder i denne periode at kunne informere sig om, hvorvidt dets adfærd bør stoppe eller kan fortsætte ved at kigge på omsorgspersonens reaktioner, hvilket Stern betegner som social referering (ibid., s. 129). Barnet benytter ofte social referering til opretholdelse af en sikker base, som er beskrevet af Bowlby, samt oplevelsen af at kunne dele opmærksomhed, følelser og hensigter (ibid., s. 129). Det er derfor vigtigt, at omsorgspersonen i denne periode har for øje at kunne rumme barnets følelser og hjælpe det til konstruktivt at kunne håndtere dem. Når barnet oplever at føle sig forstået, er det muligt for barnet også at kunne lære at forstå andres følelser, barnet får en samforståelse med omsorgspersonen og andre i samspillet. Dette er medvirkende til at udvikle barnets empatiske kompetencer (ibid., s. 137). Side 25 af 44

26 Omsorgspersonen vil ofte imitere barnets adfærd, mere eller mindre præcist, men vil også modificere disse imitationer, sådan at det ikke bare er en række kedelige gentagelser af barnets adfærd (Stern 2006, s. 187). Det at være fælles om følelsesmæssige tilstande er et generelt træk ved det intersubjektive samspil. For at der kan ske en udveksling i det intersubjektive samspil, er det vigtigt, at omsorgspersonen ikke kun imiterer barnet, men er i stand til at aflæse barnets følelsesmæssige tilstand ud fra dets ydre handlinger, samt modsvare denne tilstand (ibid., s. 186). Barnet må dog også være i stand til at kunne aflæse, at omsorgspersonen giver et modsvar, som er relateret til barnets oprindelige følelsesmæssige tilstand, og at det ikke kun er ren imitation fra omsorgspersonens side. Når barnet og omsorgspersonen har formået dette, vil der opstå en oplevelse af, at der er sket en udvikling af erkendelse af følelsestilstande (ibid., s. 187). Affektiv afstemning omhandler netop omsorgspersonens evne til at kunne afstemme sine følelser til barnets (Sørensen 2008, s. 130). Stern ser det som en intuitiv fornemmelse hos moderen, der opstår, når barnet er omkring ni måneder gammelt, og moderen fornemmer, at barnet er klar til at indgå i intersubjektiv relation og dermed udvide sin adfærd fra imitation til affektiv afstemning (Stern 2006, s ). Stern beskriver imitation som gengivelse af form, mens afstemning gengiver følelser (ibid., s. 190). Affektiv afstemning foregår nærmest automatisk og stort set ubevidst og kan komme til udtryk gennem mimik, tale, lyde eller bevægelser (ibid., s ). Vi må gå ud fra at samme intuitive fornemmelse gør sig gældende, hvis moderen er erstattet af en anden omsorgsperson. Denne intuitive fornemmelse betegnes af Stern som værende tavs relationel viden (Sørensen 2008, s. 130). Omsorgspersonen støtter gennem den affektive afstemning barnets kompetencer til at kunne regulere egne følelser samt udøve kontrol for impulser. Barnet danner herigennem modeller, for hvordan følelser og impulser kan tackles (ibid., s. 131). Der kan hos barnet og omsorgspersonen forekomme andre former for afstemning, som vi kort vil redegøre for. Den selektive afstemning omhandler, at der er sider af barnets følelsesliv som omsorgspersonen giver opmærksomhed, som medfører udvikling, mens der er andre sider, som bliver ignoreret alt efter, hvad omsorgspersonen værdsætter (ibid., s. 133). Dette giver barnet erfaringer med dybden på det intersubjektive rum, fordi det erfarer hvilke følelser, der kan rummes og deles med omgivelserne og hvilke, der ikke kan (ibid., s. 135). I samspillet mellem barn og omsorgsperson kan der opstå misafstemninger, hvis omsorgspersonen kommer til at omforme barnets følelser og intentioner gennem uhensigtsmæssig respons på barnets udspil. Det opstår ofte, hvis omsorgspersonen er mere optaget af, hvad det selv føler, end hvad barnet føler (ibid., s. 135). Sidst er der fejlafstemninger, hvor omsorgspersonen forsøger at ændre på barnets følelsesmæssig tilstand Side 26 af 44

27 ved enten at overdrive eller nedtone barnets følelser. Dette resulterer i, at barnet har svært ved at lave sammenkobling mellem dets følelser og omsorgspersonens respons. Ydermere får dette betydning for barnets erfaringsdannelse og deling af følelser og tilstande, som påvirker barnets selvforståelse og sociale kompetencer (ibid., s. 136). Verbalt selv (15-18 måneder og frem) Når barnet begynder at udvikle sprog omkring månedersalderen, dannes det verbale selv, da barnet kan begynde at skabe narrative meninger om sig selv og verden (Hart og Schwartz 2011, s. 139). Sprogtilegnelsen er med til at forandre fornemmelsen af selvet, og sproget er med til at give barnet flere muligheder (Stern 2006, s. 218). Det kunne f.eks. være i forhold til måden barnet er sammen med omsorgspersonen på, da sproget er med til, at omsorgspersonen og barnet kan skabe fælles oplevelser af betydning, som ikke tidligere kunne have eksisteret, før de kunne blive formet af ord (ibid., s. 211). Samtidig er sproget også med til, at barnet får mulighed for at skabe en historie om sit eget liv (Hart og Schwartz 2011, s. 139). Det ser umiddelbart ud til, at sproget er en klar fordel i forhold til udvidelsen af interpersonel oplevelse, men sproget er i virkeligheden dobbelt, da det er med til at give os to former for interpersonel oplevelse: Sådan som den leves, og sådan som den repræsenteres verbalt (Stern 2006, s. 211). Derfor er sproget med til at bevirke en splittelse i oplevelsen af selvet (ibid., s. 211). Barnet vil nemlig opleve samme hændelse på to forskellige måder - selve oplevelsen og ordene om oplevelsen. Når små børn begynder at tale, har de allerede inden tilegnet sig en stor viden om verden, og om hvordan socialt samspil foregår (ibid., s ). Hermed forstår vi, at det derfor er vigtigt, at omsorgspersonerne i denne periode, hjælper barnet til at forsone disse to verdener. Barnet begynder i denne periode at betragte sig selv som objekt, dvs. repræsenteres i en form, der eksisterer uden for deres subjektivt oplevede selv (ibid., s. 214), og kan derfor genkende sit eget spejlbillede. Barnet kan derfor i denne alder begynde at udvise empatiske handlinger, fordi det både er i stand til at forestille sig selv som et objekt, der kan opleves af den anden og den objektiverede andens subjektive tilstand (ibid., s. 215). Selvets udvikling i samspil med omsorgsperson Selvet udvikles i samspil med barnets omsorgspersoner, hvor barnet får en forståelse af sig selv og sig selv sammen med andre. Det er derfor vigtigt, at omsorgspersonerne formår at aflæse og respondere på barnets behov og følelser. Da Max nærmest ingen kropserfaring og følelsesmæssig afstemning får, vil han have svært ved at Side 27 af 44

28 danne en fornemmelse af sig selv og af sig selv i samspil med andre. Hverken mor eller far giver ham kropskontakt gennem berøring, og reagerer heller ikke på Max følelsesmæssige stemninger. Derfor vil hans udvikling af selvfornemmelse muligvis være mangelfuld. Mor har svært ved at afstemme Max følelser, fordi hun lader sig påvirke af egne følelser, når hun forholder sig til Max, hvilket senere kan få betydning for ham, da han kan få svært ved at regulere sine egne følelser. Hun besidder ikke tavs relationel viden, som gør hende i stand til alt dette. Vi kan forestille os en situation, hvor Max har slået sig, og i stedet for at trøste ham, lægger mor ham i seng med den begrundelse, at han er opmærksomhedskrævende. Hun kommer altså til at misafstemme Max, fordi hun er mere optaget af egne følelser og tillægger Max andre intentioner, end han har. Max vil evt. danne nogle indre RIG er om, at hver gang han græder, bliver han puttet i seng, hvilket kan give ham en følelse af at være forkert. Max vil ikke opnå en fornemmelse for at kunne dele oplevelser og følelser med mor, hvilket betyder, at kvaliteten af det intersubjektive rum er lav. Dette kan påvirke Max sociale kompetencer, selvværd mm. Ud fra dette vil Max sandsynligvis ikke have de bedste muligheder for at udvikle et højt selvværd, og han vil få svært ved at indgå i sociale relationer. Da mor har minimalt samspil med Max, vil han heller ikke få en begyndende fornemmelse for, hvad mor føler og mener, hvilket er grundlag for den empatiske evne. Max vil højst sandsynligt også få svært ved at sætte sig i andres sted og forstå deres følelser. Når Max begynder at få et sprog, kan han begynde at danne sig nogle narrative meninger om sig selv og verden, og hvis han hele tiden får at vide, at han ikke er god nok, som den han er, vil det påvirke det billede han får af sig selv. Han vil kunne opleve en splittelse ved, at der lige pludselig bliver sat ord på oplevelserne, som muligvis ikke stemmer overens med den oplevelse, han i bund og grund har af sig selv. For at Max får mulighed for at udvikle sit selv i samspil med mor, vil hun have brug for støtte og hjælp til, hvordan hun bedst mulig kan støtte hans udvikling. Som pædagog ville man kunne støtte mor i samspillet med Max ved f.eks. at få mor til at smile eller se forbavset ud og se, og hvilken reaktion han kommer med. Max vil højst sandsynligt imitere mors smil, hvilket kunne danne grundlag for en snak om, hvor god Max er til at imitere de følelsesmæssige stemninger, der er omkring ham. Ydermere ville pædagogen kunne forklare mor, hvor vigtigt det er for Max at have mulighed for at indgå i imitation i samspil med hende. Pædagogen kunne udarbejde nogle lignende arbejdsopgaver til mor, som støtte til hendes samspil med Max. Side 28 af 44

29 Hvis ikke barnet har været i et samspil med en omsorgsperson, der har formået at afstemme barnet følelsesmæssigt, kan det have stor betydning for, hvordan barnet udvikler sig. Ser vi f.eks. på Emil, kan vi i casen se, at han har svært ved at rumme sine egne følelser. Han bliver efter spillet, hvor han taber, rigtig sur og kaster med stolene og råber grimme ting til de andre deltagere. Dette kunne være et tegn på, at Emils mor ikke har formået at afstemme Emil følelsesmæssigt, da han var et spædbarn, og han har dermed ikke lært at kunne regulere sine følelser og kontrollere sine impulser. Moderen kan derimod have misafstemt Emil, hvis hun har været mere optaget af sine egne følelser, fordi hun f.eks. har haft skiftende partnere, og de højst sandsynligt har fået hendes opmærksomhed i stedet for Emil. Hun kan have haft rigtig svært ved at rumme hans følelser. Dette kan have haft betydning for Emils muligheder for at udvikle en god selvfornemmelse. Emil har måske oplevet, at hans mor er blevet aggressiv, hvis ikke det er gået som hun gerne ville, og han kan derfor have udviklet en RIG ud fra de episoder, han har oplevet med sin mor. Han kan have dannet sig en forestilling om, at det er i orden at blive sur, hvis man f.eks. ikke vinder. Ud fra Emils voldsomme reaktioner kan man forestille sig, at han ikke har udviklet social referering, da mor muligvis ikke har responderet på Emils adfærd, sådan at han har fornemmet hvorvidt hans adfærd skulle stoppe eller fortsætte. I casen smider Emil med stolene uden højst sandsynligt at tage notits af, at de andre, der sidder ved bordet ser skræmte og forskrækkede ud. Dette ville være et eksempel på, at Emil har manglende erfaringer og evne til social referering. For at give Emil nogle positive oplevelser og erfaringer med sociale samspil med de andre børn og unge på døgninstitutionen, kan pædagogerne i samarbejde med Emil, finde frem til nogle handlemuligheder han kan benytte, når han kommer ud i situationer hvor han har svært ved at regulere sine følelser. Det kunne f.eks. være, at han i stedet for at blive aggressiv, når han taber, øver sig i at tælle til ti og derefter siger tak for spillet til de andre. Hvis han derefter stadig føler, at han er sur, så kunne det være Emil skulle gå ned på værelset eller udenfor. Man ændrer ikke Emils RIG fra den ene dag til den anden, men det er vigtigt, at pædagogerne hjælper ham med det over længere tid, hvor han får mulighed for at arbejde med at kunne regulere egne følelser, og dermed får mulighed for at danne nye og mere hensigtsmæssige RIG er. Mange anbragte børn oplever omsorgssvigt i forskellige former og grader. En viden om omsorgssvigt, er derfor vigtig for at få en forståelse af de problematikker som barnet kan have med sig, for at kunne støtte barnet bedst mulig i dets udvikling. Side 29 af 44

30 Hvad er omsorgssvigt? Socialforvaltningen kan ifølge den danske servicelov 58 gribe ind uden forældrenes samtykke, når der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade (Serviceloven 58). Med omsorgssvigt forstår vi, at forældre eller de personer, der har omsorgen for barnet, påfører det fysisk eller psykisk skade eller forsømmer det så alvorligt, at barnets fysiske og/eller psykiske sundhed og udvikling er i fare (Killén 2005, s. 41). Børn, der er udsat for omsorgssvigt, oplever forældre, der ikke kan tage vare på barnets fysiske og/eller psykiske udvikling. De bliver ofte udsat for mere end én af følgende fire former for overgreb, som Kari Killén beskriver. De forskellige former for omsorgssvigt udelukker ikke gensidigt hinanden (ibid., s. 41). Vanrøgt Vanrøgt er den mest almindelige form for omsorgssvigt, og er ofte nem både at se og lugte. Den påvirker barnets udvikling på mange områder. Bl.a. påvirkes barnets kognitive, følelsesmæssige, sociale og adfærdsmæssige udvikling. Allerede under svangerskabet, kan barnet være blevet udsat for vanrøgt, hvis moderen har haft et misbrug af rusmidler f.eks. alkohol. Børn som oplever vanrøgt, oplever forældre, som ikke engagerer sig følelsesmæssigt positivt i dem. (ibid., s. 42). Barnets behov bliver ikke registreret, og der er ingen, der engagerer sig i det, og giver udtryk for, at barnet er ønsket. Spædbarnet kan skrige, hvilket kan signalere, at det er sulten, fryser eller har ondt, men barnet bliver enten overhørt eller udløser aggressive reaktioner hos forældrene. Når barnet bliver understimuleret grundet manglende gensvar fra forældrene, kan det medføre forsinkelser i barnets sproglige og psykomotoriske udvikling samt dårlig kontaktevne. Dette kan bevirke, at barnet efterhånden holder op med at skrige og gøre sine forældre opmærksom på dets behov (ibid., s. 43). Nogen af de børn, der oplever vanrøgt, kan tidligt påtage sig en form for voksenrolle, hvor de må kompensere for forældrenes mangler, hvor de må passe på sig selv og deres forældre (ibid., s. 45). Fysiske overgreb Børn, der udsættes for fysiske overgreb er børn, der lider skade enten ved manglende tilsyn eller ved aktiv handling. Et almindeligt synligt tegn på fysisk overgreb er blå mærker og brandsår efter cigaretter (Killén 2005., s. 45). Men der findes også fysiske skader, som er mindre synlige. For Side 30 af 44

31 eksempel skader i hovedet hos især spædbørn, som er blevet rystet kraftigt dette kan have alvorlige konsekvenser for barnet (ibid., s. 46). Barnet går ofte rundt med følelser af angst, smerte, hjælpeløshed og fortvivlelse, hvilket på længere sigt kan medføre psykiske skader (ibid., s. 46). Selvom sårene heler og de blå mærker med tiden forsvinder, vil barnet hele tiden leve med en frygt for, hvornår et nyt overgreb sker. Barnets mistillid til omverdenen vil vokse, og barnet vil opleve sig selv som et dårligt menneske, som ikke fortjener omsorg og kærlighed (ibid., s ). Psykiske overgreb Psykiske overgreb er den sværeste at definere af de fire former for omsorgssvigt, da den kan omfatte børn i meget forskellige livssituationer. Kort kan den defineres som en kronisk holdning eller adfærd hos forældre eller andre omsorgsgivere, som er ødelæggende for, eller forhindrer udviklingen af, et positivt selvbillede hos barnet (Killén 2005, s. 50). Psykisk overgreb indebærer et vedvarende kronisk adfærdsmønster over for barnet, som bliver dominerende i barnets tilværelse. Til forskel fra fysiske overgreb, er de påførte skader ikke synlige men indvendige, og kan være mere ødelæggende end de andre former for overgreb. Barnet lever hele tiden med en bekymring for, om forældrene er i stand til at beskytte barnet og sig selv (ibid., s. 50). Nogle børn tillægges negative egenskaber, som de ikke har, men de bliver behandlet, som om de har dem. Barnet lærer derfor tidligt, at der er noget galt med det, da barnet ikke bliver set, som den det er (ibid., s. 53). Barnet har en angst for at miste omsorgspersonen, hvilket ifølge Bowlby er den mest alvorlige form for psykisk overgreb, omsorgspersonerne kan udsætte barnet for (ibid., s. 51). Børn, der lever i familier med vold, oplever også denne trussel om at miste omsorgspersonen (ibid., s. 54). Forældre, der har alkohol- eller rusmiddelproblemer, er ofte optaget af deres egen verden og deres egne behov, og glemmer derfor barnets. Dette er også psykisk overgreb, da forældrene ikke kan drage omsorg for barnet på grund af deres misbrug (ibid., s.55). Psykiske overgreb adskiller sig fra fysiske overgreb, da barnet ikke nødvendigvis er klar over, at det udsættes for overgreb, og ligeledes er det heller ikke sikkert, at krænkeren er klar over sin overgrebsadfærd (ibid., s. 53). Psykiske overgreb registreres sjældent, før barnet har udviklet alvorlige problemer (ibid., s. 61). Side 31 af 44

32 Seksuelle overgreb Børn, der udsættes for seksuelle overgreb, involveres i seksuelle aktiviteter af deres omsorgspersoner, som barnet ikke er udviklingsmæssigt moden til, hverken følelsesmæssigt eller seksuelt (Killén 2005, s. 62). Gennem belønning og/eller trusler kan barnet stimuleres eller presses til at involvere sig i overgrebssituationer (ibid., s. 63). Det er forskelligt, hvordan børn, der udsættes for seksuelle overgreb, viser det. De mindste børn er ofte mere direkte, de kan gennem leg, tegning eller direkte udsagn formidle sine seksuelle erfaringer. De ældre børn er mere bevidste, og holder det for det meste for sig selv og vil benægte, at det er sket, hvis de bliver spurgt (ibid., s. 64). Først når barnet oplever, at det er hemmeligt, finder det ud af, at der er noget galt, og vil i den forbindelse kunne opleve trusler eller bestikkelser for at forblive tavs (ibid., s. 64) Børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, vil på et tidligt tidspunkt kunne udvise seksualiseret adfærd. Andre tegn på, at barnet udsættes for seksuelle overgreb kan være søvnforstyrrelser og mareridt, kløe og blødning i området omkring kønsorganerne og anus. Mange vil også regrediere og udvise adfærd, der er normal på et tidligere alderstrin, f.eks. tisse i bukserne eller tale babysprog (ibid., s.65-66). Konsekvenser af omsorgssvigt Omsorgssvigt kan få alvorlige konsekvenser for barnets udvikling. Børn, der har været udsat for fysiske, seksuelle og følelsesmæssige overgreb og forsømmelse i løbet af deres opvækst, får ofte senere i deres liv en depression, lav selvfølelse, personlighedsforstyrrelser, seksuelle problemer og rusmiddelproblemer. Brug af rusmidler kan for nogens vedkommende virke bedøvende for smerten (Killén 2005, s. 70). Der ses ofte en sammenhæng mellem det barnet har oplevet i hjemmet, og så det barnet tager med sig videre. Har barnet oplevet vold i hjemmet, er der derfor også stor sandsynlighed for, at det vil have en voldelig adfærd, når det bliver ældre (ibid., s.70). Det er derfor tydeligt at se, at omsorgssvigt kan have mange konsekvenser, når barnet bliver voksent både for dets adfærd og sociale liv samt dets fysiske og psykiske helbred. Det er rigtigt svært at skelne mellem de forskellige former for omsorgssvigt, og ofte har mange af de børn, der oplever omsorgssvigt været udsat for flere af formerne. Max mor har svært ved at huske, hvornår hun sidst har givet Max et bad, og hvor ofte hun giver ham mad. Dette kan være et tegn på, at Max bliver vanrøgtet af sin mor. Max oplever ikke, at hans Side 32 af 44

33 mor er følelsesmæssigt engageret i ham, og hun har svært ved at tilgodese Max behov frem for sine egne. Hun har ikke formået at skabe øjenkontakt til ham, hvilket kan betyde at Max bliver understimuleret. Moderen har under graviditeten haft et alkoholmisbrug, og har svært ved at lægge det helt på hylden. Dette kan også medføre en risiko for, at Max vil opleve psykiske overgreb. Det kan være svært for ham at vide, hvor han har sin mor, og kan derfor gå i frygten for at miste hende. Hvis moderen begynder at drikke igen, vil hun højst sandsynlig være endnu mere optaget af sin egen verden og behov, og dermed kan hun ikke drage den omsorg for Max, som han har behov for, for at han kan udvikle sig. Man kan også frygte, at forældrene vil føle sig magtesløse, når Max græder og ikke ved, hvad de skal stille op for at få ham til at stoppe. I værste tilfælde kan forældrene derfor måske komme til at slå Max i magtesløshed, over ikke at kunne stoppe hans gråd eller forsøge at ryste ham af samme grund for at få ham til at tie stille. Dette ville være et fysisk overgreb, som kan have store konsekvenser for Max. For at undgå, at forældrene når der til, hvor de oplever magtesløshed, men i stedet lærer at tilgodese Max behov, vil de pædagogiske tiltag som tidligere foreslået, om f.eks. strukturering af hverdagen være forebyggende for, at Max ikke udsættes for fysiske overgreb og yderlig vanrøgt. I casen om Emil, er der tegn på, at han kan have oplevet seksuelle overgreb. Casen beskriver, at Emil ofte har afføring i underbukserne. Børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, regredierer ofte, hvor de udviser en adfærd på et yngre alderstrin, end der hvor de er. Pædagogerne nævner også, at Emil kan være klæbende og kærlig i sin kontakt med pædagogerne, hvilket også kan være et tegn på, at han er blevet seksuelt misbrugt. At Emil også har oplevet psykiske overgreb og vanrøgt er ikke usandsynligt. Emils mor har højst sandsynlig haft svært ved at engagere sig følelsesmæssigt i ham, hvilket kan have haft konsekvenser for Emils udvikling bl.a. kognitivt, følelsesmæssigt og socialt. Emil har svært ved at afstemme sig selv, når han f.eks. bliver vred over at tabe i Partners. Dette viser også, at hans sociale udvikling har lidt skade, fordi han ikke formår at afstemme sig med de andre og reagerer voldsomt. Her kunne pædagogen hjælpe Emil med at arbejde med hans følelser, og lære ham at sætte ord på dem. Der er stadig tegn på, at moderen kan have svært ved at engagere sig følelsesmæssigt i Emil bl.a. gennem hendes udtryk om, at hun ikke har det store behov for at se ham i weekenderne. Emil har muligvis ikke oplevet at blive set og hørt, som den han er, men har mere en oplevelse af sig selv som værende ikke ønsket af mor og omverdenen. Emil har derfor brug for nogle pædagoger, som viser, at de vil ham det bedste for, at Emil kan få et andet syn på sig selv og Side 33 af 44

34 omverdenen. Grundet mistanken om, at Emil har været udsat for seksuelle overgreb og med viden om, at ældre børn ofte benægter, at det har fundet sted, vil en samtale med en psykolog være en mulighed for, at Emil kunne få bearbejdet de mulige overgreb. Dette vil forhåbentlig også medvirke til, at Emil med tiden ikke vil opleve afføring i bukserne. Samtidig er det vigtigt, at pædagogerne er opmærksomme på, at risikoen for, at Emil krænker andre er større, da han sandsynligvis derhjemme har oplevet seksuelle overgreb. Opmærksomheden skulle gerne være forebyggende for, at Emil ikke krænker andre. Opsamling Hvis vi ser på både Max og Emil gør det sig gældende for dem begge, at de har oplevet omsorgssvigt i forskellige former. Max vanrøgtes af moderen, som ikke engagerer sig følelsesmæssigt i ham og ikke giver ham mad og bad regelmæssigt. Der er også tegn på, at Max oplever vanrøgt, når man kigger på hans tilknytning til sin mor. Når Max udviser tilknytningsadfærd, er det svært for moderen at udvise den omsorg, som Max hungrer efter, fordi hun ikke besidder disse kompetencer. Der er ingen øjenkontakt mellem moderen og ham, og han kan derfor få en opfattelse af, at moderen ikke vil ham det bedste. Han oplever ikke den kontakt og nærvær gennem stimulering fra moderen, som han har behov for, for at kunne udvikle en tillid til sin mor og omverdenen, han finder altså ikke en sikker base i mor. Når han ikke oplever stimulering fra moderen gennem samspil, vil han muligvis kunne udvikle et ængstelig-undvigende tilknytningsmønster, hvor han forventer afvisning fra moderen, og derfor med tiden ikke vil søge hendes opmærksomhed særlig meget. Manglende stimulering vil også have betydning for udviklingen af Max hjerne, som på et senere tidspunkt vil kunne give ham problemer, f.eks. kan han få svært ved at regulere sine følelser. Hans indre arbejdsmodel i forhold til hans forventninger til sin mor er, at han ikke kan regne med hende. Hun er uforudsigelig i hendes kontakt til ham hvilket gør, at han når han bliver ældre, kan danne en grundlæggende mistillid til mennesker og verden og han tror ikke, at der er nogen, der vil ham noget godt. Det er vigtigt, for udviklingen af Max hjernen, at moderen indgår i et samspil med ham, som kan være med til at modne og stimulere hjernens kredsløb og udvikling. Emil har svært ved at kunne kontrollere sig selv i samspil med andre både i forhold til følelser, planlægning og forudse konsekvenser. Det ser vi, når Emil ikke formår at tænke situationen igennem, da han spiller for egen vinding i Partners, og ikke samarbejder med sin partner selvom Side 34 af 44

35 dette forstørrer chancen for at vinde. Han er fokuseret på sig selv og følelsen af at skulle vinde. Dette kan også være et resultat af, at Emil ikke er blevet affektivt afstemt, samt manglende udvikling af eksekutive funktioner. Især når han følger sin vrede og impuls og smider med stolene, i stedet for at regulere sig selv og bare være ærgerlig over at have tabt spillet. Dette kan være tegn på, at orbitofrontal cortex ikke er udviklet tilstrækkeligt, da den ikke hæmmer amygdalas aggressionsrespons. Ydermere kan Emils reaktion være tegn på, at han er drevet af krybdyrhjernen og derfor styret af hans impulser. I Emils tilfælde har mor muligvis ikke formået at give ham en sikker base ved at skabe en tillid til, at hun er der for ham, hvis noget går galt. Det kan muligvis påvirke Emil sådan, at han udvikler en manglende tillid til voksne, fordi han oplever dem som værende uforudsigelig og ikke til at regne med, som er en indre forestilling han har dannet. De to cases viser os, hvor vigtigt samspillet mellem omsorgspersonen og barnet er for tilknytning og hjernens udvikling. Når børn oplever omsorgssvigt og forældre, der ikke er nærværende i deres samspil med barnet, kan det få alvorlige konsekvenser for barnets udvikling og liv senere hen. Det er derfor vigtigt, at vi som pædagoger, har en forståelse og viden, som vi kan anvende i arbejdet med anbragte børn, så vi på bedst mulig vis kan støtte det enkelte barn i dets udvikling. Pædagogiske opmærksomheder hos omsorgssvigtede børn Ifølge Serviceloven kapitel 11, 46 skal der; (...)ydes støtte til børn og unge, der har særligt behov herfor, at sikre at disse børn og unge kan få de samme muligheder for personlig udvikling (...) som deres jævnaldrende. (Serviceloven 46) Det er herudfra, at pædagogen skal agere med sin viden om, hvilken betydning samspillet har for tilknytning og hjernens udvikling. Med den viden kan pædagogen opfylde flere af de punkter, der er at finde under 46. Det er vigtigt for barnet at have en sikker base, og at pædagogen sørger for at agere som denne, hvis barnet har haft mangel herpå. Dette opfylder punkt 1 i 46, som bl.a. skal sørge for, at barnet oplever et trygt omsorgsmiljø med nære og stabile relationer til voksne. Ydermere bidrager vores viden om barnets udvikling til, at pædagogen kan støtte op om punkt 2 i 46, som omhandler en sikring af barnet eller den unges muligheder for personlig udvikling og kompetencer til at kunne indgå i sociale relationer og netværk (Serviceloven 46). Ofte kan man først, når barnet bliver ældre, se hvilke skader, der er sket, når barnet har været udsat for omsorgssvigt. Det er som pædagog, i arbejdet med anbragte børn, derfor vigtigt at have en Side 35 af 44

36 forståelse for de problematikker, som barnet har med sig. Pædagogen skal være indstillet på, at selv små skridt kan være store skridt for barnet, men at det med tiden er muligt at hjælpe det til nogle mere hensigtsmæssige adfærdsmønstre. Hjernen er plastisk, og er derfor stadig modtagelig for ændringer. Det er derfor vigtigt, som pædagog, at være opmærksom på barnets adfærdsmønster, og hvordan det reagerer i forskellige situationer for at kunne hjælpe barnet bedst muligt. Som pædagog er der mange ting man skal have for øje, når man arbejder med omsorgssvigtede børn, i forhold til barnets udvikling. Det er vigtigt at kigge på barnets alder og opvækst, da det er forskelligt fra barn til barn, hvad det har brug for, og hvilke opmærksomhedspunkter pædagogen kan have for øje i arbejdet med henholdsvis det spæde barn og det ældre anbragte barn. Arbejder pædagogen med anbragte børn på en døgninstitution, er det ofte andre ting, pædagogen skal være opmærksom på, da barnet også ofte vil være ældre og ikke spæd. Det er derfor vigtigt at kigge på barnets følelsesregulering og hvilke følelser, der er dominerende for barnet, og om det formår at sætte ord på sine følelser. Pædagogen kan også kigge på, hvordan barnet indgår i samspil med andre, om det udviser empati, og hvordan barnet opnår kontakt til andre og indgår i sociale relationer. Derudover er det vigtigt at kigge på, hvordan barnet formår at løse konflikter, og om barnet er impulsstyret. En af de problematikker, der ofte ses hos omsorgssvigtede børn, er, at deres frontallapper er fejludviklet eller skadet, og de har derfor brug for en pædagog, som kan hjælpe dem med f.eks. at strukturere deres hverdag og tage beslutninger. En pædagog kan guide dem i situationer, hvor barnet har svært ved at regulere sine følelser og optræder impulsstyret. Her er det pædagogens opgave, at støtte barnet i, at anvende andre løsninger end, f.eks. at være udadreagerende og voldelig, men i stedet lære barnet nogle nye indre arbejdsmodeller, som er mere hensigtsmæssig for barnet og dets omgivelser. Det er vigtigt at huske på, at det er en længerevarende proces at forsøge at skabe nye indre arbejdsmodeller, som barnet kan benytte sig af. Derfor skal man være støttende, både når barnet oplever succes med de nye indre arbejdsmodeller, og når det anvender de gamle og de måske mere uhensigtsmæssige indre arbejdsmodeller. I arbejdet med det spæde barn er det vigtigt, at pædagogen kigger på samspillet mellem mor og spædbarnet. Pædagogen kan have for øje hvordan deres øjenkontakt er, hvad barnet har opmærksomheden på - om det er moderen eller objekter i rummet, barnets daglige rutiner, i forhold til mad, søvn og hygiejne, og hvorvidt moderen formår at tilgodese barnets behov. Oplever pædagogen manglende samspil mellem barn og omsorgsperson, kan dette være et tegn på, at barnet Side 36 af 44

37 oplever vanrøgt, hvilket kan have konsekvenser for barnets tilknytning til sine omsorgspersoner og hjernens udvikling. Det er derfor vigtigt, at pædagogen kan udvise støtte og guide moderen til, hvordan hun kan optimere hendes samvær med sit barn for at støtte barnets udvikling bedst muligt. Det kunne være at fortælle moderen om vigtigheden af øjenkontakt for deres samspil, og at barnet oplever, at moderen gerne vil barnet gennem deres samspil. Ydermere er det vigtigt, at moderen er forudsigelig overfor barnet, og sørger for, at barnet oplever en struktureret hverdag, med faste måltider og sovetider. Dette er afgørende for, hvordan barnet tilknytter sig til sin mor, og at barnets hjerne udvikler sig optimalt. Oplever pædagogen ingen forbedring i bl.a. samspillet mellem mor og barn, hvilket ikke giver barnet mulighed for at udvikle sig, er det pædagogens pligt at underrette kommunen ifølge 154 i Serviceloven, som siger følgende: Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen. (Serviceloven 154) Det er altså derfor pædagogens pligt at observere barnets udvikling, og derudfra vurdere hvorvidt der er behov for en underretning evt. med henblik på anbringelse, sådan at barnets udvikling ikke bringes i fare. Anbragte børn kommer ofte fra familier som ikke har haft ressourcerne og kompetencerne til at varetage barnet og dets behov. Den bedste løsning for barnet har derfor været at blive anbragt udenfor hjemmet, f.eks. hos en plejefamilie eller på en døgninstitution. Der kan være forskellige argumenter for, hvorfor man skal vælge det ene frem for det andet, hvilket vi vil se på i følgende afsnit. Pædagogens rolle i anbringelser Med udgangspunkt i vores viden om hjernens udvikling og tilknytningens betydning, samt vores viden om omsorgssvigtede børn, vil vi diskutere fordele og ulemper ved anbringelse af spædbørn i henholdsvis plejefamilier og døgninstitutioner. Serviceloven 46 stk. 2 fordrer, at indsatsen for særlig støtte skal foregå tidligt og helhedsorienteret. Det er altså vigtigt, at pædagogen griber ind tidligt, også i forhold til underretningspligten hvis der observeres, at barnet ikke bør være hos forældrene. For at yde en helhedsorienteret indsats kan forældrene evt. inddrages så vidt mulig i denne indgriben. Ydermere er det vigtigt, i henhold til 46 stk. 3, at barnets ressourcer inddrages i Side 37 af 44

38 støtten. I denne paragraf vil man kunne observere, hvad spædbarnet har behov for, og hvad det ville kunne rumme, inden det bestemmes, hvorvidt anbringelsen bør finde sted hos en plejefamilie eller på en døgninstitution (Serviceloven 46). I artiklen Tid til tilknytning (Blem 2006) argumenterer Viborg Amt for at sende spædbørn i plejefamilier i stedet for observation på døgninstitution. De har udviklet et spædbarnsteam, som udvælger plejefamilier, der har kompetencer til at rumme et spædbarn og dets behov. Her ville spædbarnet skulle være de første 3-6 måneder, før en mere permanent anbringelse. Forløbet har til formål, at spædbarnet kan danne tæt tilknytning til plejeforældrene (Blem 2006). Ud fra Bowlby og Sterns teorier kan vi argumentere for, hvor vigtigt det er for spædbarnet at have en primær omsorgsperson, som det netop vil få, ved Viborg Amts tiltag med plejefamilierne. Det skiftende personale på døgninstitutioner gør det svært for barnet at skabe tilknytning til én, og giver det ringe muligheder for at danne en sikker base, som er med til, at barnet senere tør udforske og skabe tillid til verden. Der vil derfor være større grundlag for dannelse af en sikker base i en plejefamilie, frem for på en døgninstitution. Hvis spædbarnet oplever skift i omsorgspersoner, som det vil gøre på en døgninstitution, ville det være sværere for barnet at udvikle et trygt tilknytningsmønster. Barnet har mange omsorgspersoner, det skal forholde sig til, hvilket kan betyde, at barnet kan udvikle et ængstelig-klæbende tilknytningsmønster. Dette bevirker også, at barnet ikke oplever at blive adskilt fra én omsorgsperson, men konstant skal forhold sig til mange ansigter. Man kunne forestille sig, at dette vil skabe en kraftig separationsangst, når barnet endelig knytter sig til én. De skift barnet oplever i forhold til personalet, vil give barnet et billede af, at det ikke kan knytte sig til nogen, fordi de forsvinder om lidt, hvilket vil blive en del af barnets indre arbejdsmodel. Her vil plejefamilien kunne medvirke til, at barnet danner en anden indre arbejdsmodel af en tryg og tillidsfuld verden, fordi det har haft enkelte at forholde sig til som har været stabile i barnets omsorg. Skal vi se på konsekvenserne af skift i omsorgspersoner i forhold til hjernen, ligger vigtigheden stadig i, at der er enkelte personer, som barnet skal forholde sig til. Dette for, at barnets hjerne ikke overstimuleres, men har rolige og trygge omgivelser den kan udvikle sig i. Det er dermed ikke sagt, at plejefamilier er den eneste rigtige løsning. For spædbørn er det rigtig vigtigt at have en primær omsorgsperson, hvor barnet oplever samspil og tæt tilknytning, som er med til at udvikle barnets hjerne. Men for ældre omsorgssvigtede børn, kan det i visse situationer, være bedre for dem, at komme på en døgninstitution. Her er der uddannet personale, som har en Side 38 af 44

39 faglig forståelse for deres problematikker, og har erfaringer og kompetence til at hjælpe barnet på rette vej og støtte dem i deres udvikling. Det er vigtigt, at barnet oplever, at pædagogen udviser omsorg og får oplevelsen af, at han/hun gerne vil barnet. Omsorgssvigtede børn har ofte forskellige vanskeligheder, som kan være svære for en plejefamilie at tackle, da de højst sandsynligt ikke har de samme ressourcer og kompetencer som en døgninstitution. Vi finder det derfor vigtigt ud fra vores viden, at man tager udgangspunkt i det enkelte barn og dets behov, og derudfra ser om en anbringelse hos en plejefamilie eller på en døgninstitution vil give barnet de bedste udviklingsmuligheder. Side 39 af 44

40 Konklusion Gennem opgavens delelementer er vi kommet frem til, at samspillet mellem omsorgsperson og barn har en stor betydning for tilknytningen og derigennem hjernens udvikling. Denne viden kan vi som pædagog anvende ved at have fokus på og støtte det enkelte barn i dets udvikling. I de to cases, som vi løbende i opgaven har anvendt, ser vi tydeligt, hvor vigtigt samspillet mellem omsorgspersonen og barnet er, for at barnet oplever en tryg tilknytning, som kan være medvirkende til en positiv udvikling af hjernen. Oplever barnet ikke en tryg tilknytning, kan der ske skade på hjernen, som ikke modnes tilstrækkeligt, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for barnet på sigt. Omsorgssvigtede børn oplever oftest ikke tryg tilknytning til deres omsorgspersoner, som påvirker udviklingen af hjernen. Max og Emil har højst sandsynlig ikke oplevet en sikker base hos deres forældre. Når de har udvist tilknytningsadfærd i form af f.eks. gråd, har forældrene muligvis ikke formået at udvise den omsorgsadfærd som børnene har haft brug for, hvilket er et tegn på vanrøgt. Der kan derfor være opstået skader i hjernen, som kan have konsekvenser for Max og Emil resten af deres liv. Konsekvenserne kunne f.eks. være skader i præfrontal cortex. Bl.a. i casen om Emil ses skader på præfrontal cortex, hvor hans eksekutive funktioner ikke er udviklet tilstrækkeligt, hvilket giver ham problemer. Emil kan have brug for støtte og guidning fra f.eks. pædagoger, når der er skader i præfrontal cortex, som gør, at han bl.a. har svært ved at styre sine impulser, og reagerer voldsomt, når han f.eks. taber i Partners. Det er i denne situation pædagogernes opgave at hjælpe Emil til, hvordan han kan tackle situationen anderledes, og dermed give ham nogle redskaber til at arbejde med hans følelsesmæssige reguleringer bl.a. gennem samtaler med Emil. Det er dog vigtigt at huske på, at frontallapperne først er færdigudviklet omkring årsalderen, derfor er Emils frontallapper ikke færdigudviklet. Når barnet er spæd, er hjernen mest sårbar, og det er derfor vigtigt, at omsorgspersonen er nærværende i samspillet med barnet. Det er vigtigt, at omsorgspersonen formår at afstemme barnets følelser og behov, som på sigt hjælper barnet til at kunne regulere sine egne følelser. I casen om Max ser vi, at mor har svært ved at afstemme Max følelser, men i stedet misafstemmer ham, da hun ikke formår at tage hensyn til hans behov, men mere er optaget af egne følelser. Mor putter ofte Max når han græder, Max kan derfor danne en RIG om, at han bliver puttet hver gang han græder. Det har konsekvenser for Max udvikling, og moderen har derfor brug for hjælp, da hun ikke selv formår at varetage de opgaver der er, ved at have spædbarn. Hun har brug for hjælp til at kunne strukturere sin hverdag sammen med Max, f.eks. hvornår han skal spise og sove. Her kan pædagogen gå ind og varetage denne strukturering i samspil med moderen. Hvis ikke mor vokser Side 40 af 44

41 med opgaven, kan det til sidst ende med, at Max skal anbringes enten hos en plejefamilie eller på en døgninstitution. Man kan diskutere, hvorvidt døgninstitutionen er det mest optimale valg for et spædbarn. Ud fra artiklen Tid til tilknytning (Blem 2006) og vores viden om tilknytning og hjernens udvikling, kan vi konkludere, at det for spædbarnet vil være mest optimalt, hvis det blive anbragt hos en plejefamilie, hvor der er mulighed for tæt tilknytning til én primær omsorgsperson. Men for ældre børn, der har oplevet massiv omsorgssvigt, kan det være mere hensigtsmæssigt at anbringe barnet på en døgninstitution, hvor der er uddannet personale med kompetencer og forståelse for barnets problematikker, som kan støtte dets udvikling. Børn, der har oplevet omsorgssvigt af den ene eller anden form, har ofte ikke oplevet nærværende og omsorgsfulde omsorgspersoner. Dette har stor betydning for barnets tilknytning og udvikling af hjernen, som sker i samspil med omsorgspersonerne. Derfor er det, som pædagog vigtigt, at vi kan anvende og inddrage denne viden omkring tilknytningens betydning for hjernens udvikling i arbejdet med anbragte børn. Bl.a. med vores viden om, at hjernen er plastisk, kan vi som pædagoger forsøge at hjælpe barnet på rette vej, samt støtte barnet i dets videre udvikling. Side 41 af 44

42 Perspektivering Der er ingen tvivl om, at viden om tilknytning og hjernens udvikling er vigtigt, ikke kun i den brugergruppe, vi har valgt at have fokus på. Det kunne være interessant at arbejde videre med emnet ved at undersøge, hvordan viden om tilknytning kan anvendes i daginstitutioner, og hvilken betydning dette ville have for praksis. I samme ombæring ville man kunne undersøge, hvilken betydning det har for børn, at de opholder sig meget i institutioner. Her kan man inddrage Lars Dencik og hans teori om dobbeltsocialisering, og undersøge hvor stor betydning normering har for en god pædagogisk praksis. Den teoretiske viden om hjernen kan også komme i spil, hvor man kan kigge på, hvad det gør ved hjernens udvikling at blive adskilt fra de primære omsorgspersoner i den alder, som barnet har. Vi kunne forestille os, at når vi ser på daginstitutioner i forhold til tilknytning og hjernes udvikling, så vil der være fordele og ulemper ved, at børn kommer i institutioner i den alder, som de gør. En fordel kunne være, at barnet lærer, at der er mange forskellige mennesker i verden og at udvise hensyn til dette. En ulempe kunne være, at børnene tilbringer meget af deres vågne tid i institutioner og ikke sammen med deres primære omsorgspersoner. Dette kan skabe en forvirring hos barnet. Der er derfor mange muligheder, hvor viden om samspillets betydning for tilknytning og hjernens udvikling kan anvendes i det pædagogiske arbejde. Side 42 af 44

43 Litteraturliste Artikler Blem, Karianne Bengtsen (2006): Tid til tilknytning. I: Socialpædagogen. nr. 6/2006. s.4-5 Bøger Bowlby, John (2003): En sikker base - tilknytningsteoriens kliniske anvendelser. Frederiksberg, DET lille FORLAG, s Bowlby, John (2000): At knytte og bryde nære - tilknytning og tab, selvtillid og sorg. Frederiksberg, DET lille FORLAG, s Hart, Susan (2007): Hjerne, Samhørighed, personlighed - introduktion til neuroaffektiv udvikling. København K, Hans Reitzels Forlag. s og Hart, Susan (2009): Den følsomme hjerne. København K, Hans Reitzels Forlag Hart, Susan og Schwartz, Rikke (2011): Fra interaktion til relation. København K, Hans Reitzels. s Killén, Kari (2005): Omsorgssvigt er alles ansvar. København K, Hans Reitzels Forlag. s og Killén, Kari (2010): Omsorgssvigt - det teoretiske grundlag. 4. udgave. København K, Hans Reitzels Forlag. s og Kjærgård et al. (2012): Barnets lærende hjerne - børneneuropsykologi, kognition og neuropædagogik. Frederiksberg C, Frydenlund. s Launsø, Laura et al. (2011): Forskning om og med mennesker - forskningstyper og forskningsmetoder i samfundsforskning. 6. udgave. København K, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. s Stern, Daniel (2006): Spædbarnets interpersonelle verden. 3, udgave. København K, Hans Reitzels Forlag. s , s , s , s Sørensen, Jytte Birk (2008): Støt mestring bryd mønstre. Frederikshavn, Dafolo. s Love Serviceloven: Bekendtgørelsen af lov om social service, nr af 23. september Kap og Kap Side 43 af 44

44 Medier Eksperimentet: Sådan udvikler du dit barns hjerne bedst (2012): DR2. 3. januar. 28 minutter Sådan er det bare 3. (2013): DR december. 28 minutter TV2 dok: Er du mors lille dreng? (1998): TV2. Genudsendt 10. april minutter. TV2 dok: Er du mors lille dreng? - 10 år senere (2008): TV april. 42 minutter. Side 44 af 44