Den sidste reformation. af Torben Søndergaard

Transkript

1 1

2 2

3 Den sidste reformation af Torben Søndergaard 3

4 Den sidste reformation af Torben Søndergaard Omslagsdesign og grafisk tilrettelæggelse: Ronald Gabrielsen Trykt hos ScandinavianBook Copyright: 2010, Torben Søndergaard Udgivelse: Mission Produktion ISBN: Bestilling: eller pr. tlf

5 Indhold: Forord: Den tredje reformation... 9 Et tankeeksperiment I skal gøre disciple Kirkekultur Vores rejse ud på de grønne marker Et nyt sted og endnu en menighed Ørkenvandringen Fik besøg af engle Økonomien Tiende Et missionsredskab? Søgervenlige kirker En kirke Kirken er dig Gudstjenesten Eksemplets magt De to spejle

6 Udruste til at gøre tjeneste De femfoldige tjenester Lederskab Helligånden Mange nye menigheder Simple fællesskaber Mad, fællesskab og bøn Apostlenes lære Lad reformationen begynde Om forfatteren: Torben Søndergaard er forfatter til seks andre bøger, samt manden bag missionsorganisationen OplevJesus. Han er kendt for sin direkte tilgang til Bibelen og sit personlige liv med Gud andre kender ham fra national tv, hvor han har medvirket flere gange. Du kan læse meget mere om Torben Søndergaard på hjemmesidene:

7 Før du starter. I denne bog har jeg forsøgt at bruge ordene menighed og kirke på to forskellige måder. Når jeg bruger ordet menighed tænker jeg primært på fællesskabet af mennesker uden kirkebygning mens jeg ved brug af ordet kirke både tænker på kirkebygning, kirkegængere og alt hvad dertil hører. Altså en kirke er inklusiv en kirkebygning, og en menighed er uden en kirkebygning. Det er ikke altid, dette kan lykkes, men da vil du ud fra konteksten vide, hvad jeg tænker på. Samtidig vil jeg primært beskæftige mig med frikirkerne så når der ikke står folkekirken, tænker jeg hovedsageligt på frikirkerne. Står der Bibelen på hverdagsdansk ud fra Bibel citaterne, er det fordi citatet er hentet fra Bibelen på hverdagsdansk år Ellers vil alle Bibel citater være fra den danske, autoriserede oversættelse, år

8 8

9 Forord: Den tredje reformation Den tyske kirkevækstsforsker Christian Schwarz siger, at meget tyder på, at vi nu er i tiden, hvor vi skal se den tredje reformation. Den første reformation skete i det 16. århundrede, hvor Martin Luther gik imod den katolske kirke og dens lære. Han fik genoplivet selve kernen i evangeliet; nemlig: retfærdighed ved troen alene. Så man kan sige, at denne reformation omhandlede teologien. Kigger man på strukturen i og omkring den lutherske kirke i dag, så ligner den utrolig meget den katolske kirkes struktur. Selve strukturen fik Martin Luther nemlig ikke ændret så meget ved. Den anden reformation fandt sted i det 18. århundrede på tidspunktet omkring den tid, hvor Wesley brødrene havde deres virke. I denne reformation blev den personlige intimitet med Kristus genopdaget. Man kan sige, at dette i høj grad var en åndelig reformation. En reformation, hvor den lidenskabelige kærlighed til en personlig frelser blev vakt. Dette førte også til en ny brand, når det gjaldt mission og evangelisation. Men endnu en gang blev der 9

10 ikke ændret så meget på selve strukturen, rammerne for kirken og gudstjenesten. Det blev som at sætte en ny lap stof på gamle klæder. Ser man op igennem historien, så har der været mange forskellige vækkelser, men ingen af disse har for alvor gjort noget ved kirkens struktur. Det, vi for alvor mangler, er en ny og gennemgribende reformation. En tredje reformation, som, Christian Schwarz og mange andre mener, kommer til at reformere hele vores kirkestruktur. Den tredje reformation handler altså ikke kun om små ændringer hér og dér. Nej, det er en reformation, der går så dybt, at det bliver som at starte forfra. Jeg er meget enig i, hvad Christian Schwarz, Wolfgang Simson og andre, der taler om dette, siger. Så det, jeg vil komme ind på i denne bog, er langt fra noget, jeg er alene om at mene. Der er faktisk skrevet rigtig mange gode bøger om dette emne, men mange af disse bøger er så dybdegående, at det kræver, at man virkelig interesserer sig for kirke og kirkestrukturer, for at læse dem. Gør man ikke det, kan de være lidt svære at komme igennem. Derfor vil jeg i denne bog ikke gå så meget i dybden, som mange af de andre gør. Jeg vil i stedet give en smagsprøve på, hvad det er, Gud er ved at gøre. En smagsprøve på fremtidens menighed i vort land. Selvom jeg således ikke kommer med noget nyt, så vil det alligevel være meget nyt for 10

11 de fleste i Danmark. Det virker som om, at det endnu ikke rigtig er slået igennem i Danmark, Skandinavien og Europa, som så mange andre steder i verden. Så forhåbentlig kan denne bog være med til at starte en reformation i dig. En reformation, hvor du måske bagefter vil grave dybere ned i, hvad Bibelen siger om disse ting. Jeg ved, at Gud vil, at noget nyt skal ske i Danmark. Jeg ved også, at denne reformation er nødvendig. Selvom jeg er så sikker i min sag, så er det alligevel med stor frygt og bæven, at jeg skriver, hvad jeg gør. Jeg ved nemlig også, at det ikke kommer til at gå stille for sig. I dag er vi alle glade for den reformation, som Martin Luther kom med. Ja, her femhundrede år efter sidder vi og tænker, hvor fantastisk Reformationen var, og har næsten en glansbilledagtig forståelse af, hvad der faktisk foregik. Vi forestiller os, hvordan Luther stod ved Wittenberg kirke d. 31. oktober 1517 og stille og roligt satte sine 95 teser på døren, mens folk stod og klappede bag ham. Ja, det var så smukt, og dette dannede så Reformationen, hvilket vi i dag er glade for. Men vi glemmer flere ting. Vi glemmer, at det ikke gik stille for sig. Det skabte en stor modstand, hvor man brændte hans bøger og beskyldte ham for at være sendt af djævelen for at bekrige Guds kirke. Vi glemmer, at det faktisk førte til voldsomme kampe, hvor tusindvis af mænd, kvinder og børn blev slået ihjel. Vi glemmer, at kirken dengang ikke ønskede, at dette 11

12 skulle ske, og derfor gjorde alt for at bekæmpe det. Det kan være, at du nu tænker: Ja, men det var jo den katolske kirke. Til det kan jeg kun sige: Ja, det var den katolske kirke, men det var stadig kirken. I dag vil det være en anden kirke, der vil prøve at bekæmpe, hvad Gud ønsker. Hvorfor tror vi egentlig, at det vil være meget anderledes i dag? Jeg siger ikke, at vi skal se tusindvis af mænd, kvinder og børn blive slået ihjel, men hvorfor tror vi, at dette vil gå stille for sig uden splittelse og beskyldninger om, at man arbejder imod Gud og er ved at ødelægge kirken? Sandheden er, at vi trænger til at se denne reformation! - og nej, det kommer ikke til at gå stille for sig. Man vil nemlig blive beskyldt for at ødelægge kirken. Man vil opleve, at mange kristne går imod én, fordi de er uenige i det, man har gang i. Man vil blive beskyldt for at være forført og farlig. Men vi ved også, at sandheden er, at alt det, vi gør, gør vi faktisk for kirken og for Gud. Vi gør det, fordi vi har set noget, Gud ønsker skal ske. Hvorfor gik kirken imod Martin Luther? Var det, fordi det ikke stemte overens med Guds ord, det han sagde? Nej, det var ikke derfor. For kirken handlede det ikke om, hvad Bibelen sagde. Det handlede om noget helt andet Martin Luthers lære gik imod et system, der var bygget op omkring økonomi, magt og kontrol. Og det samme kan vi også sige, det handler om i dag. I dag vil folk også 12

13 gå imod dette, ikke fordi det er ubibelsk, men fordi det vil ødelægge det system, som de har været med til at bygge op. I dag handler det stadig om, at økonomi, magt og kontrol spiller en stor rolle. Det er ikke fordi, at præsterne ikke ønsker at tjene Gud og gøre det rigtige. Det handler i det store hele bare om, at de enten ikke kan se det, eller at de har meget at miste, og det gør det svært for dem at gå denne vej. Når de så ser, at andre forlader deres system, vil de bekrige det, fordi det netop gør, at de mister medlemmer og dermed også penge, som får systemet til at køre rundt. Dette vil jeg komme nærmere ind på senere i bogen. Vi skal læse lidt om, hvad det var, Jesus gjorde og sagde: Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem. På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde. Til dem, der solgte duer, sagde han: Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads! Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: Nidkærhed for dit hus skal fortære mig. [Joh 2, 13 17] 13

14 Nu bor Gud ikke i et tempel bygget af sten. Han bor i os kristne. Men hvis Jesus i dag gik rundt her på jorden og så, hvad der sker rundt omkring, så ville han reagere på samme måde. Han vil ikke ligesom os bare sidde tilbage og se igennem fingre med det. Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid. Fra nu af vil fem i samme hus være i splid, tre mod to og to mod tre, far i splid med søn, og søn med far, mor med datter, og datter med mor, svigermor med sin svigerdatter, og svigerdatter med sin svigermor. [Luk. 12, 51 53] Jesus har virkelig en nidkærhed for Guds menighed på jorden. Har vi i dag den samme nidkærhed? Jesus sagde, at det ville koste at følge ham. Er vi villige til at betale den pris? Det vil skabe splid, og nogle kristne vil bekæmpe dette, da det ser ud som noget, der vil ødelægge kirken. Jeg kan for mit eget vedkommende ærligt sige, at jeg på ingen måde udgiver denne bog for at ødelægge Guds menighed. Jeg udgiver ikke denne bog, fordi jeg er imod Guds menighed. Jeg udgiver denne bog, fordi jeg er for menigheden, og jeg ønsker at redde den. Jeg elsker Guds folk, og jeg elsker Gud og derfor gør jeg det, jeg gør. Forskellen er bare, at jeg i dag har et andet syn på, hvad der er Guds menighed, end hvad mange andre har. 14

15 Efter Reformationen med Martin Luther begyndte Gud igennem forskellige vækkelser på ny at åbenbare tabte sandheder ud fra sit ord. Sandheder, som altid har eksisteret, men som i det store hele gik tabt i det 4. århundrede. Sandheder, som igennem middelalderen kun blev bevaret af mindre grupper rundt omkring. Der har været mange andre vækkelser igennem tiden, men disse vækkelser bragte hver især en sandhed med sig. Sandheder, som f.eks. retfærdiggørelse ved tro, som den Luther fik nåde til at bringe. Ved at se på disse vækkelser ser man tydeligt, hvordan menigheden hver gang kom et skridt nærmere den første menighed, som vi læser om i Bibelen. Det stoppede altså ikke med Martin Luther og Reformationen. Efter Reformationen kom den baptistiske vækkelse, hvor Gud på ny åbenbarede den bibelske dåb af troende (fuld neddykkelse på sin egen tro). Senere kom den metodistiske vækkelse, hvor det var sandheden om helliggørelse ved tro, som igen blev åbenbaret og fik nyt liv. Så var det adventisternes vækkelse med håbet om Jesu genkomst, der kom. De næste store vækkelser skabte et fornyet fokus på dåben med Helligånden og Åndens gaver. Den sidste store vækkelse var i Wales med Evan Roberts. I denne vækkelse kom der en fornyelse ind over de apostolske tjenester. Der kom igen fokus på tjenesterne som hhv. apostel, profet, evangelist, hyrde og lærer, som de tjenester, 15

16 Gud har givet til menigheden. Alt sammen noget, der i det store hele gik tabt via kirkemødet i år 325 e. kr., hvor man begyndte at opbygge kirken efter det romerske kejserriges struktur med pave, biskopper, præster, munke og nonner, hvilket senere igennem protestantismen blev til præster, biskopper og menighedsråd. Ud fra alle disse vækkelser, hvor Gud fornyede sandhederne i sit ord, har vi i dag de forskellige kirkesamfund, såsom Den Lutherske kirke, metodisterne, baptisterne, adventisterne, Pinsebevægelsen og den Apostolske Kirke. Disse vækkelser har alle været vigtige i forhold til at få fat i de sandheder, som i det store hele var gået tabt. Men ingen af disse vækkelser fik gjort op med selve strukturen i og omkring kirken. Igen blev det som at sætte nyt stof på gamle klæder. Jesus kommer meget snart igen, og jeg er overbevist om, at vi er dem, der skal få lov at opleve hans genkomst. Inden han kommer igen, vil han gøre sin menighed klar som en brud, der gøres klar til at møde sin brudgom. Kigger man på disse vækkelser, er det svært at se, at vi mangler så meget andet end at se en reformation af selve strukturen, og igen at se disse sandheder fornyet og føjet sammen. Gud havde nemlig aldrig tænkt sig, at disse sandheder skulle blive til selvstændige kirkesamfund, som efterhånden ville kvæle vækkelses-ilden. Gud havde ikke tænkt sig, at kirkerne skulle sidde hver for sig med sin 16

17 lille sandhed, som i sig selv kun er en del af sandheden, hvis man ikke får de andre ting med. Retfærdiggørelse ved tro er vigtig - og indgangen til det nye liv i Kristus. Men efter retfærdiggørelsen af tro kommer der et liv, der også skal leves. Et liv, hvor vi i høj grad behøver den bibelske dåb i vand for at begrave vores gamle natur. Vi behøver også helliggørelsen ved tro, for Jesus døde ikke bare for at tilgive vore synder men også for at bryde syndens magt, så vi i tro også kan leve det hellige liv, Gud kalder os til. Vi behøver også Åndens dåb og de andre ting for at kunne leve som disciple og efterfølgere af Jesus Kristus og for at se menigheden vokse. Så vores udgangspunkt er derfor ikke Martin Luther og Reformationen eller de andre vækkelser, da de hver især kun fik nåde til at bringe lidt af Guds sandhed med sig. Vores udgangspunkt er Guds ord, Bibelen og Jesus Kristus, for i ham har vi alt, hvad vi behøver til liv og gudsfrygt [2. Pet. 1, 3]. Dette gælder også, når vi kigger på strukturen i og omkring menigheden. Jeg tror, det er rigtigt, at vi står overfor den tredje reformation. Men jeg tror også, at det er den sidste reformation, inden Jesus kommer igen. En reformation, hvor Gud vil samle alle brikkerne og gøre menigheden klar til at møde sin brud. Så lad reformationen begynde. Torben Søndergaard 17

18 18

19 KAPITEL 1 Et tankeeksperiment November 2009 udgav jeg bogen Kristen, discipel eller slave. Bogen er en rejse tilbage til, hvordan de første kristne levede. Vi så især på, hvad det var, Jesus sagde om det at følge ham. Vi kiggede også på de forskellige ting, som man kaldte de første kristne, hvilket hovedsageligt var disciple, men også Kristi slaver, som faktisk forekommer mange gange på grundsproget. Vi kiggede på, hvorfor det er vigtigt, at vi tør læse Bibelen, som den er. At vi ikke hele tiden skal tolke Bibelen ud fra, hvad vi ser omkring os i dag. Problemet er nemlig, at når vi læser noget i Bibelen om f.eks. det at følge Jesus, kigger vi ofte omkring os og tænker, at sådan kan det ikke hænge sammen, og derfor må det være anderledes i dag. Det ser nemlig ud til, at man i dag ikke behøver at give alt for at være en kristen. Det er i hvert fald det, vi ofte ser i vore kirker. Vi tolker altså Bibelen ud fra vores omgivelser og kultur, hvilket kan være meget farligt. Dette kan ende med, at det bliver som en blind, der leder en blind. Derfor er det så vigtigt, at vi lader Bibelen forvandle vores forståelse af tingene og ikke omvendt. 19

20 I bogen Kristen, discipel eller slave kom jeg med et tankeeksperiment, hvorefter jeg stillede spørgsmålet: Hvis det var dig, hvordan tror du så, at du ville leve? Tror du, at du ville leve, som du gør i dag? Og tror du, at du ville leve som de fleste kristne i dag? I denne bog vil jeg starte med det samme tankeeksperiment, hvor jeg dog har ændret lidt på spørgsmålet og vil efterfølgende stille nogle andre spørgsmål. Forestil dig, at der ikke er en eneste kristen på hele jorden. Der findes ingen kirker, ingen kristne bøger, intet kristent tv eller kristne aviser. Faktisk findes der intet, der direkte har noget med kristendommen at gøre på nær en Bibel. En dag finder en person denne Bibel. Vedkommende har aldrig set eller hørt om Bibelen, Jesus eller kristendommen men begynder straks at læse Bibelen igennem. Han starter med at læse Det Gamle Testamente om, hvordan det hele startede, og hvordan landet Israel opstod. Han læser, hvordan Gud arbejder med sit folk. Igennem det, han læser, får han et tydeligt billede af Gud som en hellig og retfærdig Gud. En Gud, der kan blive vred, men også en Gud, der er barmhjertig og langmodig. En Gud, som har en enorm kærlighed til sit folk. En Gud, som en dag vil sende os alle en frelser, hvilket er den røde tråd igennem 20

21 hele Det Gamle Testamente. Da han når til slutningen af Det Gamle Testamente, har han dannet sig et indtryk af, hvordan Gud er, og hvordan han handler. Han fortsætter med at læse i Det Nye Testamente, hvor han ser, hvem denne frelser er, som, Gud har lovet, skulle komme. Han begynder med at læse de fire evangelier, der beretter om, hvordan Jesus Kristus gik omkring, forkyndte evangeliet og helbredte de syge. Side efter side læser han, hvordan Jesus forkyndte, at folk skulle omvende sig og tro på evangeliet; at enhver, der ville arve Guds rige, skulle tage sit kors op og følge ham, samt alt det andet radikale han sagde og gjorde. Evangelierne fortæller ham, hvordan Jesus tog sine disciple til sig og derefter sendte dem ud for at forkynde evangeliet og helbrede de syge. Han læser, hvordan Jesus var elsket af nogle og hadet af andre. Han læser om, hvordan han gav sig selv på korset for os alle, og hvordan han ved sin død og opstandelse besejrede døden. Alt dette gav ham en rigtig god forståelse for, hvem Jesus var, og hvad han forkyndte. Han fortsætter derefter med at læse i Apostlenes Gerninger, hvor han ser, hvordan Jesus efter sin opstandelse kom og fortalte, at de, der tror på ham skal iføres kraft fra det høje, ved at Helligånden vil komme over dem. Han læser også om, hvordan det rent faktisk skete der. 21

22 Som han læser sig gennem Apostlenes Gerninger, begynder han at forstå, hvordan de første kristne levede. Et liv med rigtig megen modstand og forfølgelse. Et liv, hvor det virkelig kostede alt at følge Jesus. Et overnaturligt liv i fællesskab med Gud og i fællesskab med hinanden. Efter Apostlenes Gerninger bevæger han sig videre til Romerbrevet. Han læser de første fire kapitler om, hvordan vi alle har syndet og er kommet langt væk fra Gud. Han læser kapitel 5 om, hvordan Jesus er den nye Adam, som skal tilgive os vores synd og forlige os med Gud. Han læser kapitel 6-8 om, hvordan der i Kristus er frihed fra synden, og at denne frihed findes ved, at vi bliver døbt og vandrer i lydighed mod Ånden og ikke mod kødet. Han kommer derefter til kapitel 9, så kapitel 10, der forklarer, hvordan der er frelse ved at gøre Jesus til sin Herre. Da han læser dette, bøjer han sine knæ og beder Jesus Kristus om at komme og blive hans herre og frelse ham. Da han gør dette, oplever han med det samme den nye fødsel, som Bibelen taler om. Han oplever frelsen i Kristus og oplever også, hvordan han straks bliver døbt med Helligånden, som man igen og igen kan læse om i Apostlenes Gerninger. Som han knæler der, født på ny, kan han mærke en forskel i sit indre. Han ved nu, at han er tilgivet og, at det, der står i Bibelen, er rigtigt, da han selv har mærket det på sin krop og nu har dette vidnesbyrd i sit indre. 22

23 Han rejser sig op fast besluttet på at følge Jesus 100 % og starter derfor med at døbe sig selv, da der jo ikke er andre til at gøre det. Han begynder derefter at leve som en discipel, og han begynder også at se andre vende om for at følge Jesus. Efter nogen tid har han og de andre disciple startet flere menigheder rundt omkring. Mit spørgsmål er nu: Hvordan tror du, deres menigheder ville være? Ville de være, som vi kender dem fra den danske folkekirke eller mere som de danske frikirker? Eller noget helt tredje? Ville deres menighed have en flot kirkebygning med en talerstol på en platform, mens alle stolene står i pæne rækker? Eller ville de slet ikke have nogen bygning, talerstol eller stolerækker? Tror du, at de ville holde gudstjeneste hver søndag formiddag samt have søndagsskole ved siden af? Ville de have en liturgi, der består af en velkomst, nogle sange, info/kollekt, flere sange, tale og nadver? Eller ville de slet ikke have en liturgi og bare lade Ånden lede dem? Sandheden er, at deres menighed ville være meget anderledes, end hvad vi ser i dag. Problemet i dag er, at meget af det, vi gør, når det kommer til kirken, ikke bygger på Bibelen. Det bygger ikke på Bibelen men på kristne traditioner, hedensk kultur samt national kultur. Jeg skriver kristne traditioner i gåseøjne, da mange af de 23

24 kristne traditioner i dag faktisk kommer fra jødedommen og Det Gamle Testamente. Når vi taler om kultur, så bliver vi nødt til at prøve at dele det lidt op, selvom det kan være svært. Der findes nemlig en kultur indenfor kirken, som jeg kalder en kirkekultur. Der findes også en national kultur, som er forskellig fra land til land og fra folk til folk. Nu kan vi ikke med sikkerhed sige, hvordan de i min opdigtede historie ville forme deres kirke, da det selvfølgelig ville afhænge af den nationale kultur, de kommer fra. Kommer de f.eks. fra en kultur, hvor familierne er knyttet tæt sammen, og hvor man bor sammen i flere generationer, ville det påvirke deres kirker på en anden måde, end hvis de kom fra en kultur, der ligner den danske, hvor man ikke altid gør så meget ud af det med familien. Én ting ved vi om dem i historien. De ville ikke have nogen kirkekultur med sig derfor ville de spejle sig mere i Bibelen og ikke som i dag, hvor vi bygger på traditioner og kirkekultur. Derfor ved jeg også, at deres kirke ville være meget anderledes, end hvad vi ser i Danmark i dag. Meget af det, vi gør i kirken i dag, kan man nemlig ikke finde eksempler på i Bibelen, og det bygger udelukkende på kirkekultur og traditioner. 24

25 Jeg tror, det er vigtigt, at vi prøver at skelne mellem vores danske kultur og så vores kirkekultur. Vi kan sagtens nå danskerne uden meget af vores kirkekultur, da de jo ikke er en del af den i forvejen. Men vi kan samtidig bedst nå danskerne ved at forblive danskere, da vi jo taler det samme sprog, hvis du forstår, hvad jeg mener. Vi kan sige, at vores danske kultur er meget vigtig for os, og meget af den behøver vi ikke at prøve at ændre på, da den er en del af vores identitet. Nu siger jeg meget af den, da noget af den danske kultur naturligvis er direkte imod Bibelens lære, og derfor skal vi selvfølgelig ikke holde fast i den del. Det er f.eks. meget dansk, at unge drikker, men det betyder jo ikke, at kirkerne skal til at servere alkohol til ungdomsmøderne. Så jeg håber, at du kan følge mig. Meget af det, kirken i dag bygger på, skyldes ikke vores danske kultur, og det bygger heller ikke på Bibelens lære. Meget af det, vi gør, bygger faktisk på hedenskab og en kirkekultur, der går tilbage til 300-tallet. En kirkekultur, der allerede dengang var meget anderledes, end hvad Jesus stod for, og hvordan den første menighed levede i flere århundreder. Vores kirkekultur behøver vi altså ikke presse ned over folk, for at de er rigtige kristne. Når vi fjerner meget af den kirkekultur, vi har i dag, vil vi faktisk se, at folk er åbne for Gud. De fleste siger nemlig ja til Jesus, 25

26 men nej til kirken som den er mange steder. Så lad os prøve at lægge vores kirkekultur og de hedenske traditioner bag os og se, hvad Bibelen faktisk siger om tingene. 26

27 KAPITEL 2 I skal gøre disciple Vi vil starte med at se på, hvad formålet med menigheden er. Når jeg kigger rundt på vores kirker i Danmark, så kan jeg se, at netop dette er meget nødvendigt at få genopfrisket. Jeg vil stille dig nogle spørgsmål. Hvad er formålet med en kirke? Er formålet, at man skal blive mange mennesker i kirken? Ja, selvfølgelig ønsker vi mange i en kirke, men gik Jesus efter at samle mange mennesker, eller havde han et andet fokus? Vi ser igen og igen, at Jesus ikke var optaget af skarerne. Jesus stod heller ikke med en stor kirke efter hans tre års tjeneste på jorden selvom han sikkert kunne få en kæmpe kirke, hvis han ønskede det. Nej, Jesus gik ikke efter antal af mennesker. Jesus ønskede mennesker, som var villige til at følge ham, og som han kunne bruge til at bygge sit rige. Er formålet med en kirke at få en flot kirkebygning, der fungerer med café, ungdomsmøder, søndagsskole osv.? Nej, de første kristne havde hverken en kirkebygning, ungdomsmøder, søndagsskole og meget af det, vi i dag forbinder med en god kirke. Jesus talte heller ikke om 27

28 nogle af disse ting. Så hvis formålet med en kirke ikke er at få mange mennesker samlet eller at få en flot kirkebygning, hvad er formålet så egentligt? Jo, formålet er ene og alene det, Jesus har befalet os nemlig at gøre folk til hans disciple. Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. [Matt 28, 18-20] Jesus har intet sted sagt til sine disciple, at de skulle gå ud og bygge en masse kirker. Nej, han sagde, at de skulle gå ud og gøre til disciple, så han med dem kunne bygge sin menighed. Det vil sige, at en stor flot kirkebygning med mange mennesker ikke er noget mål i sig selv, hvis ikke alle disse mennesker bliver gjort til disciple og efterfølgere af Jesus Kristus. Nu taler vi ikke om, at de tror på Jesus, men om, at de virkelig lever med ham. Vi taler ikke om, at de kommer til gudstjeneste, men om de virkelig er disciple, der følger og adlyder ham, hvilket er det, Bibelen taler om. (Meget mere om dette i min anden bog Kristen, discipel eller slave ). Antal af mennesker, bygninger eller økonomi burde ikke være i fokus, når det kommer til spørgsmålet, om en 28

29 menighed er sund eller ej. Alt dette er i sig selv ligegyldigt, hvis det ikke skaber det, som Jesus befalede nemlig disciple. Så Jesus har altså ikke kaldet os til at starte kirker men til at gøre folk til disciple. Menigheden, eller kirken, er altså i sig selv ikke noget mål. Nej, det er Guds middel til at nå målet, nemlig at skabe disciple. Så hvis vi har en kirke, hvor dette ikke lykkes, hvorfor forsætter man så på samme måde år ud og år ind? Tænk på alle de ressourcer af penge, tid og kræfter, der bruges på at holde en sådan maskine i gang, og så skaber det ikke engang det, som Gud ønsker. Hvorfor inviterer man igen og igen talere fra store menigheder i udlandet for at komme og tale, når man ikke har nogen idé om, hvordan mennesker i deres kirke lever? At samle mennesker er ikke det store problem, hvis man bare vil give dem, hvad de ønsker. Men at gøre til disciple og efterfølgere af Jesus er noget helt andet. Jeg ved, at en af de større menigheder i Danmark for kort tid siden holdt en konference om, hvordan man skulle gøre søgere til disciple. Til denne konference ville man tale om den store udfordring i dag, nemlig at gøre folk i kirken til disciple. Men hvorfor kigger andre så på selvsamme kirke og kopierer dem, når det, de har opnået, er at få en masse søgere til at komme i deres kirke? 29

30 Hvis Jesus kom tilbage i dag, ville han så hente alle søgere med hjem, eller ville han kun tage alle disciplene med? Mange af de menigheder, som vi i dag ser som store, er i Guds øjne meget små. Den dag forfølgelse for alvor begynder, og tingene vil vise sig, som de virkelig er, da vil alt blive vendt på hovedet. De store menigheder vil med ét ikke være så store, da det nu pludseligt koster en pris at følge Jesus en pris de fleste aldrig har været villige til at betale, når det kom til stykket. Det er jo derfor, de kommer dér og ikke et andet sted, hvor man taler ordet radikalt om omvendelse og selvfornægtelse. Derfor er det meget vigtigt, at vi igen får fokus på at skabe disciple, da vi netop lever i en tid, hvor vi fjerner fokus mere og mere fra, hvad Guds ord egentlig siger. Mange kigger i dag på, hvad der umiddelbart ser ud til at virke her og nu. Men vi skal ikke bygge noget, der kun holder her og nu. Vi skal bygge noget, der holder ind i evigheden! Vi kan altså ikke bedømme en menigheds helbredstilstand ved at se på økonomien eller antallet af mennesker, kirkebygninger eller aktiviteter. Den eneste måde, hvorpå vi kan bedømme en menigheds sundhedstilstand, er ved at se på, om de mennesker, der kommer i kirken, bliver disciple og er efterfølgere af Jesus. Om det er et folk, der fornægter sig selv, og tager sit kors op og følger ham. 30

31 Om de adlyder de befalinger, Jesus har givet. Om de elsker Gud af hele deres hjerte og deres næste som sig selv. At leve som en discipel af Jesus er ikke kun noget, man gør søndag formiddag nogle få timer, mens man resten af ugen lever for sig selv. Jeg vil påstå, at den måde, man lever på en fredag aften, viser meget mere om ens liv med Gud, end hvordan man lever søndag formiddag. Eller hvad, der kommer ud af ens mund en lørdag aften, viser mere om, hvad man er fyldt af, end hvad man siger i kirken om søndagen. Hvis vi ikke vil fortsætte med at bedrage os selv og hinanden, så må vi turde stoppe op og tage den rigtige vurdering af vore kirkers tilstand. Også selvom det kan vise et helt andet billede, end det vi forventer. Hvis du vil finde ud af, om din kirke er en sund kirke, så se efter, hvordan de unge lever fredag aften, eller hvad folk i menigheden taler om og fylder sig med en lørdag aften. Det vil vise det sande billede og et billede af, hvordan du selv ender, hvis du forsætter samme vej som dem. Vi ender som dem, vi omgås. Så i stedet for at stille dette spørgsmål til en kirke: Hvor mange er I i jeres menighed?, så skal man hellere stille disse spørgsmål: Hvad laver de unge fra kirken en fredag aften?, Hvad snakker de ældre om, når de er 31

32 sammen med vennerne fra kirken?, Hvordan adlyder I Jesu befaling om at sprede evangeliet?. Svarene vil nok give et mere korrekt billede af menighedens sundhedstilstand. Antal af mennesker, bygninger, programmer, økonomi osv. er ikke et mål i sig selv. Faktisk kan meget af det være ødelæggende for målet. Målet, og det kald som Jesus giver os, er altså at gøre folk til hans disciple, idet vi døber dem og lærer dem at adlyde alt, hvad han siger. Så lad dig ikke snyde af alt det andet. At blive kristen er jo en rejse, som for nogle tager lang tid. Mange af dem i kirkerne i dag skal nok blive disciple med tiden, tror du ikke? Lad mig sige, at dette er, hvordan mange i dag ser på det. Men vi må huske, at mennesker ikke er frelst, før de bliver født på ny. Enten er man Guds barn eller djævelens barn [1.Johs. 3,10]. Født af kød eller født af ånd [Johs. 3,6]. På vej til Himmelen eller helvede [Matt. 25, 46]. Der er ikke noget midt imellem. Man kan derfor være søger, og man kan være på vej, men så længe man er det, er man stadig ikke født på ny og vil derfor gå fortabt, hvis man dør. Dette uanset om man kommer i en kirke, beder til Gud eller læser i Bibelen. Det vil sige, at alle, som kun er på vej i vores kirker, vil gå fortabt, hvis de dør, inden de er kommet igennem til frelsen. Hvis man virkelig forstod dette, ville man også prædike langt mere klart for dem, og dette ville resultere i, at flere ville vende om her og nu. 32

33 Studerer man vækkelses- og kirkehistorie, vil man se, at dette med at acceptere lange omvendelser, som tager flere år, er et nyere fænomen. Vi ser ikke dette i Bibelen. Så tal ordet og forvent, at folk vender om, og du vil se det ske!! Prædik et anderledes evangelium, som passer til søgere, og du vil få søgere, der aldrig kommer videre. Selvfølgelig er der nogle få, der vender om efter noget tid, hvor de har søgt i lang tid i en kirke, men jeg garanterer, at vi mister endnu flere ud af bagdøren ved at gøre det på den måde. Desuden får vi på den måde ikke de samme radikale omvendelser, hvor folk er villige til at give alt til Gud. Lad os aldrig acceptere noget andet mål end det, Jesus har givet os. Han gav os ikke befalingen at gå ud og gøre folk til søgere eller kirkegængere. Han sagde klart og tydeligt, at det handler om at gøre disciple, dvs. efterfølgere af ham, som adlyder, hvad han har befalet os. Når man først virkelig griber Jesus, vil man også være villig til at adlyde ham. Han er selve livet og årsagen til, at vi er her. 33

34 34

35 KAPITEL 3 Kirkekultur Når du hører ordet kirke, hvad tænker du så på? Hvis du kommer fra en folkekirkelig baggrund, så tænker du nok på en kirkebygning med et stort kirketårn. Du tænker nok også på et alter samt kirkebænke, hvor folk kan sidde, når præsten taler. Hvis du kommer fra en frikirkelig baggrund, så tænker du garanteret mere på en moderne kirkebygning med en stor scene og moderne musikinstrumenter. Kirkebænken er skiftet ud med stole, som kan flyttes rundt, selvom de næsten altid står på pæne rækker. Selvom det kan være lidt forskelligt, hvad folk tænker på, når de hører ordet kirke, så er der alligevel mange ting, der er fælles for de fleste. Langt de fleste tænker nemlig på en bygning, som er bestemt til formålet at holde gudstjeneste. I denne bygning er der så en scene eller et alter, bænke eller stolerækker m.m. Disse ting er noget af det første, der dukker op, når man tænker ordet kirke. Kirken er et sted, hvor man går til gudstjenester, hører taler og gør andre kirkerelaterede ting. 35

36 Hvad tænker du så på, når du hører ordet gudstjeneste? Igen er det vidt forskelligt alt efter, hvem man er. Men fælles er, at folk tænker på noget, der foregår en søndag i en bygning kirken. Til gudstjenesten er der sang, kollekt, tale og nadver. Sandheden er bare, at de ting, som vi tænker på, faktisk ikke kommer fra Bibelen f.eks. kirkebygning, scene/alter, bænke/stolerækker osv. Alt dette fandtes slet ikke hos de første kristne, og det kom faktisk først flere hundrede år efter, at Jesus var her på jorden, og den første menighed var startet. Alt det med gudstjeneste om søndagen med sang, kollekt, tale og nadver finder vi heller ikke i Bibelen. De første kristne havde ingen af disse ting, som vi i dag ser som nødvendige for at være en rigtig kirke og for at kunne holde en rigtig gudstjeneste. De første kristne havde altså ingen speciel kirkebygning beregnet til gudstjenester og andre kirkelige ting. De havde heller ikke et alter/en scene, hvor en særlig person kunne stå og tale Guds ord til en masse, der sad og lyttede. De mødtes faktisk heller ikke søndag formiddag til gudstjeneste, og de havde heller ikke nadver, som vi har det i dag. Alt dette, som virker så nødvendigt i dag, finder vi slet ikke i Bibelen - eller hos de første kristne. Alligevel (og måske netop derfor) havde de første kristne stor fremgang. For sandheden er, at alt dette faktisk kan være en hindring for fremgang og vækst. 36

37 Når en præst i dag står søndag formiddag med Bibelen i hånden og siger: Vores kirke bygger på Bibelen og Bibelen alene så passer det altså ikke. For rammerne og traditionerne omkring ham bygger overhovedet ikke på Bibelen men derimod på kirkekultur og afgudsdyrkelse. Går vi tilbage til de kristne i vores historie i begyndelsen af bogen, så ville de heller ikke have alt det, vi i dag forbinder med en kirke. De ville nemlig ikke være præget af en kirkekultur, men af hvad der rent faktisk står i Bibelen. Spørgsmålet kan så være: Betyder det noget, hvordan vi mødes? Vi skal jo mødes på en eller anden måde, så hvorfor kan vi ikke ligeså godt fortsætte, som vi altid har gjort? Svaret er enkelt. Hvis det, man gør, ikke er direkte ubibelsk eller hindrer én i at fuldføre Jesu befaling om at skabe disciple, så er det selvfølgelig i orden, at man fortsætter, som man gør. Men sandheden er desværre bare, at meget af det, man gør, netop er ubibelsk og netop hindrer os i at skabe disciple, som Jesus, har befalet os. Som jeg var inde på tidligere, så er det forskelligt, hvad folk tænker på, når de hører ordet kirke. Men én ting er sikkert, og det er, at næsten alle tænker på en bygning. Et sted, som er beregnet til formålet at 37

38 holde gudstjeneste m.m. Men dette med en speciel kirkebygning beregnet til formålet, findes som sagt ikke i Bibelen. Vi finder det heller ikke hos de første kristne. Faktisk skal vi hele 300 år frem, før vi ser den første rigtige kirkebygning, som vi kender den i dag. Det var på kejser Konstantins tid, at man så de første kirkebygninger. Faktisk stammer mange af de ting, vi gør i dag, helt tilbage fra tiden omkring Konstantin. Konstantin den Store var kejser i det romerske rige fra år 306 til 337 e.kr. Han havde en afgørende betydning for udbredelsen af kristendommen. Men udbredelsen var ikke omkostningsfri. Som betaling gav man afkald på kristendommen, som man havde kendt den de første 300 år. Konstantin omdannede kristendommen fra at være for en forfulgt minoritetsgruppe til at være en anerkendt statsreligion. Men kristendommen kan ikke tvinges ind over folk. Man må fødes på ny, ellers vil man ikke kunne se Guds rige. Så at tvinge folk til at blive kristne vil aldrig bringe noget godt med sig. Ved Konstantin skete der altså mange ændringer. En af de ting, der ændrede sig, var dette med kirkebygninger. Indtil da levede de kristne rundt omkring i hjemmene og det var hér, de kom sammen og brød brødet. Kirkebygninger har ikke sit udspring i Det Nye 38

39 Testamente. Det kom faktisk heller ikke fra Det Gamle Testamente; men det kom fra afgudsdyrkelse/hedenskab, som var en stor del at Konstantins liv. Kejser Konstantin var nemlig i en periode af sit liv tilbeder af bl.a. solguden Sol Invictus og ønskede derfor at bringe denne tilbedelse med ind i kristendommen og lavede på den måde en blandings-religion. Helligdagen blev ændret fra lørdag til søndag, som oprindeligt var solgudens dag (Sunday, the day of the sun = Solens dag). Han byggede templer, som blev placeret på gravpladserne og opkaldt efter de afdøde, for at de døde kunne tilbedes. Kirkerne blev vendt mod øst, så præsterne, som han også indsatte, kunne få solens stråler (Sol Invictus) i ansigtet, mens de forrettede gudstjenesterne. ~ Hvorfor holder vi netop søndagen hellig? På grund af en solgud. ~ Hvorfor har vi gravpladser udenfor mange folkekirker, når vi læser i Bibelen, at de døde blev begravet udenfor byporten? På grund af gammel tilbedelse af de døde. ~ Hvorfor vender de fleste danske folkekirker mod øst? På grund af solguden. ~ Hvorfor er mange danske folkekirker opkaldt efter en afdød helgen? På grund af hedenskab og tilbedelse af de døde. 39

40 Sandheden er, at rigtig meget af det, vi i dag forbinder med kristendommen, stammer helt tilbage til Kejser Konstantin eller andre folk, der levede århundreder efter de første kristne. Denne kirkekultur ligger så dybt i os. Derfor tolker vi tit Bibelen forkert, da vi sætter den i nogle rammer, der er forkerte. Siger jeg ordet gudstjeneste, er det altså vores forståelsesramme, der tolker, hvad der menes. Det samme med ordet kirke, discipel osv. Så jeg håber, denne bog kan hjælpe dig til at se ud over denne kirkekultur. Hvis vi ser bort fra denne kirkekultur, vil vi begynde at forstå, hvad Bibelen virkelig siger om, hvordan menigheden var og burde være i dag. Kommer vi tilbage til, hvad Gud har tænkt sig, vil vi igen se, hvordan han dagligt føjer mennesker til, der bliver frelst. 40

41 KAPITEL 4 Vores rejse ud på de grønne marker Inden vi kigger nærmere på de forskellige områder vedrørende kirke og gudstjeneste, vil jeg tage dig med på en lille rejse. Det, jeg fremfører i denne bog, er nemlig noget, min kone og jeg ikke selv kunne se for år tilbage. Men Gud har taget os med på en rejse, hvor den forkerte kirkeforståelse er blevet fjernet. I dag kommer vi ikke bare i en kirke i dag er vi kirke. Det, Gud har gjort i os de sidste år, er noget, vi ser, han gør i flere og flere mennesker rundt omkring i dag. Vi ser, at Jesus netop er ved at bygge sin kirke. En kirke, der ikke er bygget af døde sten, programmer, struktur, medlemskab, kirkebygninger o.l., men en kirke bygget af levende sten; ledt af hans hellige ånd - med Jesus selv som hovedhjørnesten [Ef 2,20]. Det har været en lang rejse for os, hvor vi har lært meget. Det har været sværere at komme af med den forkerte forståelse, end jeg troede, det ville være. Det har faktisk indtil nu taget os næsten 12 år, 3 menighedsplantninger, masser af oplevelser, skuffelser, modstand, fejl, timer i Bibelen samt kirkehistorie, før vi kan sige, at vi nu føler os frie til at være den kirke, Gud har skabt os til at være. 41

42 Sagt med andre ord; Det har taget mig 12 år og 3 menighedsplantninger at komme ud af den kirkekultur, jeg fik ind i begyndelsen. I dag kommer jeg ikke længere i en institution eller en bygning, som vi kalder kirke. I dag er jeg fri fra frygt, og hvad andre har lagt på mig af kontrol, hvilket jeg vil komme nærmere ind på senere. Jeg er Kristi legeme her på jorden, og jeg elsker den frihed, det har givet. Livet er blevet så meget mere spændende, og dette ønsker jeg, at endnu flere skal opleve. Jeg ser også, at de, der er omkring os i dag, vokser endnu mere end før, hvor vi havde kirke på den gamle måde. Jeg er i dag overbevist om, at vores omgivelser og de rammer, vi er i, har enorm betydning for den personlige vækst. Når jeg om lidt vil dele vores rejse med dig, håber jeg, at det kan hjælpe, opmuntre samt give en forståelse af, hvordan tingene hænger sammen set ud fra vores frikirkelige synspunkt. Jeg kan ikke gå i detaljer med alle ting, da jeg så skulle skrive flere bøger. Desuden ville det resultere i, at jeg kom til at udstille nogle personer for meget. Jeg vil dog plukke forskellige store ting frem, som har påvirket os og ført os til det sted, vi er i dag. Jeg vil også komme med kommentarer til, hvad der dengang skete, og hvorfor det skete. Det har været en lang rejse, hvor vi igen og igen har følt det som om vi gik ind i en mur, indtil vi endelig oplevede at vi kunne komme videre. 42

43 For kort tid siden fik jeg dette ord fra en profet, som beskriver det rigtig godt. Jeg ser, at du, Torben, står med blod og vabler på hænderne, imens du slår hul i et kæmpe bjerg. Lene kommer og hjælper dig, og børnene kommer med vand til jer. På den anden side af bjerget er der en kæmpe dal med grønne og frugtbare marker. Jeg ser, at I baner en vej, så mange andre kan gå igennem bjerget ind på de grønne og frugtbare marker. Jeg håber, at du vil med ud på de grønne og frugtbare marker, der venter på den anden side af dette bjerg. Det kan blive en lang rejse afhængig af, hvem du er, - men det er det hele værd. Det tog ikke så lang tid for Moses, at få Israelitterne ud af Egypten, hvor de var i fangenskab [2 mos]. Men det tog mange år at få Egypten ud af dem (israelitterne). På samme måde er det i dag. Det er ikke svært at komme ud af denne kirkekultur, men det er svært at få kirkekulturen ud af den enkelte. Når det først lykkes, er det som at blive født på ny. Man ser pludselig tingene på en helt ny måde og undrer sig over, at man ikke kunne se det før. Ja, man undrer sig også over, at andre ikke kan se det, når man fortæller, hvor fantastisk det er. I April måned i 1995 blev jeg født på ny. Jeg kommer ud af en ikke-kristen familie, som ikke havde nogen specielle 43

44 kirketraditioner, så hvis jeg f.eks. besøgte en folkekirke, ville jeg på daværende tidspunkt ikke ane, hvornår jeg skulle stå op, og hvornår jeg skulle sidde ned under en gudstjeneste. Før den aften jeg blev frelst, havde jeg heller aldrig sat mine ben i en frikirke - og alligevel gik der ikke lang tid, før jeg begyndte at tilegne mig den kultur, jeg var havnet i. Frikirken, jeg blev frelst i, var en rigtig trosmenighed, hvor der bl.a. var en del fokus på det med gudsmanden. Dette handler kort om at disse gudsmænd, havde en særlig kontakt til Gud og derfor burde man respektere og ære dem, som om det næsten var Gud selv. Jeg husker specielt en oplevelse nogle måneder efter, at jeg var blevet frelst, der virkelig viser, hvor hurtigt man kan blive en del af en speciel kultur. Det er til at grine af i dag, men det er faktisk også ret skræmmende. Jeg husker en dag, hvor jeg var inde på kirkens toilet og vaskede hænder. Pludselig fik jeg et stort chok, for bagved mig gik toiletdøren op og ud kom ja, ud fra toilettet kom gudsmanden, som skulle tale den aften. Da jeg så ham, tænkte jeg: Chok, går han virkelig på toilet ligesom os andre? Ja, det var faktisk, hvad jeg tænkte på det tidspunkt. I løbet af den korte tid, jeg havde været i kirken, havde jeg fået den opfattelse af, at disse gudsmænd befandt sig på et helt andet plan end os andre almindelige 44

45 kristne. Ikke at jeg tror, andre i menigheden tænkte sådan, men jeg var jo helt ny i troen og vidste ikke så meget om, hvordan tingene hang sammen i Guds rige. Jeg troede, at disse gudsmænd var helt særlige og slet ikke levede som os andre dødelige mennesker. Denne oplevelse skræmmer mig stadig i dag og viser, hvor hurtigt man kan komme til at tænke på en bestemt måde på grund af en speciel kirkekultur. Lige siden jeg blev kristen, har jeg haft et ønske om at tjene Gud. Derfor gik der heller ikke lang tid, før jeg blev mødevært i kirken, - dét var nemlig et af de få områder, hvor jeg kunne tjene Gud under gudstjenesten i en frikirke for synge kan jeg ikke, så lovsangskoret var udelukket. Jeg blev mødevært, og stod for at hente vand til de store talere samt at stå ved døren og byde folk velkommen. Jeg fik også hurtigt købt mit første jakkesæt, da jeg jo skulle passe ind. Jeg var virkelig glad for at kunne tjene som mødevært, men jeg vidste også, at jeg var kaldet til mere. Jeg var kaldet til selv at undervise andre i Guds ord. Men hvordan jeg skulle komme dertil, vidste jeg bare ikke. En dag spurgte jeg så min ungdomsleder, hvordan jeg kunne komme til at tale oppe på platformen. Hans svar kom virkelig til at påvirke hele min fremtid. Han sagde nemlig: Torben, du kan blive søndagsskolemedhjælper. Efter nogle år kan du så blive teenagemedarbejder, 45

46 og efter nogle år igen kan du blive ungdomsleder. Og som ungdomsleder vil du så få lov til at tale én søndag om året. Jeg kan stadig huske, at jeg stod og talte på mine fingre og kom frem til fem år. Det vil sige, at hvis jeg gjorde alt det rigtige ifølge dette system, ville jeg om fem år kunne få lov til at tale én søndag om året. Det fik mig virkelig til at tænke. Jeg begyndte at se på de andre i menigheden. Dem, der havde siddet dér i mange år uden at være kommet ret meget længere. Alt dette gjorde, at Lene og jeg begyndte at snakke om, at vi bare måtte se at komme væk. Hvis vi blev, ville vi blive som dem, der bare sidder år efter år uden at komme videre og samtidig ville jeg aldrig komme til at tale. Menigheden var ikke en dårlig menighed. Faktisk var den en god menighed på mange punkter. Men den led under det system, som vore kirker er bygget på i dag. Et system, hvor få tjener, og en masse blot sidder passivt og lytter år efter år. På det tidspunkt hørte vi om et ungt ægtepar, der var ved at starte en menighed i en anden by. Vi besøgte dem, og det endte med, at vi forlod vores hidtidige menighed og flyttede til den anden by. Da vi flyttede til den anden by, lavede vi vedtægter for menigheden og startede vores første gudstjeneste. Vi var alle meget spændte på, hvordan det ville gå, og jeg 46

47 husker tydeligt, at jeg stod med præsten og talte om, hvordan vores første gudstjeneste skulle være. Vi var unge og i brand for Herren. Nu havde vi endelig muligheden for at gøre præcis, hvad vi ville. Og vi ville ikke bare gøre som alle andre. Nej, vi ville give plads til, at Gud kunne virke. Men hvordan skulle det være? Jo, vi blev enige om, at jeg skulle lede mødet, mens han talte. Vi skulle også have en kollekt, så vi snakkede frem og tilbage om, at vi ikke kunne tage kollekt og talen lige efter hinanden. Vi blev derfor enige om, at jeg skulle byde velkommen, og så ville vi tage nogle sange, så kollekt og sange igen, før han skulle tale. Ja, sådan ville vi gøre, og vi var begge meget begejstrede over det, vi var kommet frem til. I hvert fald lige indtil jeg så på programmet og skuffet tænkte: Dette er da ikke spor anderledes. Det er præcis, hvad vi kommer fra. Ja, jeg var virkelig skuffet, for jeg ønskede oprigtigt at gøre noget, der var anderledes. Det får mig i dag til at tænke på forfatter Wolfgang Simson, der siger noget lignende dette: Det sværeste ved at starte den menighed, Gud ønsker, er, at få vores egen forståelse af hvad kirke er, ud af os. Det kan tage flere år. Vores forståelse af, hvad en gudstjeneste eller kirke var på det tidspunkt, var en hindring for, at vi kunne gøre det, Gud ønskede. 47

48 Altså må Gud først fjerne det forkerte, før han kan bygge videre med os. Det er ikke altid så nemt, da det er en stor del af os og vores kirkekultur. Jeg kender flere, der har startet en menighed med længsel efter noget andet og efter virkelig at skabe disciple, men efter noget tid sidder de med en halvdød menighed, som de underholder søndag efter søndag, uden at der rigtig kommer disciple ud af det. Hvorfor det? Jo, fordi deres kirkekultur hindrer dem i at gøre det, Gud ønsker. De starter oprigtigt med store drømme, men de ender med det, de absolut ikke ønskede. De ender med det, de netop flygtede fra, og som var årsagen til, at de i første omgang var startet. For mig er det helt klart den sværeste opgave at få kirkekulturen ud af os. Da vi flyttede til den nye by, kom vi også til en meget mindre menighed. Dette gjorde, at der pludselig var plads til, at jeg kunne få muligheden for at dele Guds ord. Min tur var kommet til at tale. Jeg husker, hvordan jeg sad ved havnen og tænkte frem og tilbage over, hvad jeg skulle tale om. Jeg sad og bladrede Bibelen igennem, mens jeg tænkte på, hvilke prædikener jeg havde hørt i den gamle menighed, som jeg kunne give videre. Ja, jeg havde ikke så meget at give på det tidspunkt, men jeg kom i gang, og det var det vigtigste. Jeg husker stadig min første tale, - det var ikke noget særligt, men i gang kom jeg, og der 48

49 behøvede ikke gå fem år. Faktisk gik der kun få uger, før der var plads til mig. Der var også plads til Lene, som hurtigt kom til at lede lovsangen. At vi dengang forlod den større menighed er årsagen til, at vi i dag er, hvor vi er. Jeg ved nu, at hvis vi ikke var rejst dengang, så var vi aldrig kommet ind i det, vi skulle. Det lyder barskt, men jeg er overbevist om sandheden i dette. Ser jeg tilbage, kan jeg se, at vi i dag lever et helt andet liv end mange af vores gamle venner gør. Ja, faktisk lever flere af dem ikke med Gud i dag. Jeg må derfor til min bedrøvelse konstatere, at det system, vi kom fra, ikke har formået at skabe disciple og frigøre tjenester, som det burde. Systemet har i stedet langsomt kvalt folks iver og brand for Herren Og dette har ikke kun fundet sted i vores gamle menighed; Dette finder sted i kirkerne generelt. Det er sørgeligt at tænke på, at jeg måtte forlade kirken for at kunne komme videre i mit liv med Gud. Se, hvor mange, der i dag sidder i kirken og bare lytter og hvor få, der virkelig virker og er i brand for Herren, selv efter mange år. Kig omkring dig og tænk på, hvor få tjenester, der egentlig er blevet rejst op ved at gøre, hvad systemet har forlangt af dem. Tilstanden er delvist den samme i de lutherske kirker. Blot er det andre områder, der låser folk fast i deres system. 49