Den sidste reformation af Torben Søndergaard

Transkript

1 Den sidste reformation af Torben Søndergaard Copyright: 2010, Torben Søndergaard Udgivelse: Mission Produktion ISBN: Bestilling: eller pr. tlf Bagsidetekst: Kirken er Kristi legeme her på jorden, men mange kirker drives i dag som virksomheder, hvor kirkegængerne bliver betalende kunder, der skal få hele maskineriet til at køre rundt. Hvis et legeme bliver gjort til en forretning, er det så ikke prostitution? Desværre er vort fokus og formål med kirken blevet ændret. Resultatet er, at kirkerne ikke længere formår at gøre folk til disciple. I stedet for at gå tilbage til Bibelens skabelon er man gået en hel anden vej. Man laver bl.a. søgervenlige kirker, hvor Bibelens mest radikale budskaber pakkes ind eller helt forties. Vidste du - at de første kristne hverken havde kirkebygninger, medlemskab, vedtægter, platform, stolerækker eller gudstjenester hver søndag? - at de første kristne primært lærte gennem eksemplets magt, og at det bl.a. var derfor, at det lykkedes at gøre folk til disciple? - at nadveren ikke kun var lidt saft og et stykke brød, men et helt måltid mad, hvor man delte fællesskabet med hinanden og mindedes Jesus? - at vi i den nye pagt alle er præster ind for Gud, og Bibelen derfor siger, at når vi kommer sammen har alle noget at dele? - at tiende aldrig kun var 10 %? Meget af det vi i dag forbinder med kirken, bygger på alt andet end Det Nye Testamente. Det bygger i stedet på Det Gamle Testamente, kirkekultur og hedenskab. Det er derfor nødvendigt, at vi som Guds folk tør stoppe op og se på kirken i dag i forhold til den første menighed, vi læser om i Bibelen. Skal vi lykkes i at gøre hele nationen til hans disciple må vi gå tilbage til den skabelon, vi finder i Bibelen. Lad reformationen begynde! Om forfatteren: Torben Søndergaard er forfatter til seks andre bøger, samt manden bag missionsorganisationen OplevJesus. Han er kendt for sin direkte tilgang til Bibelen og sit personlige liv med Gud kender ham fra national tv, hvor han har medvirket flere gange. Du kan læse meget mere om Torben Søndergaard på hjemmesiden:

2 Den sidste reformation Før du starter. I denne bog har jeg forsøgt at bruge ordene menighed og kirke på to forskellige måder. Når jeg bruger ordet menighed tænker jeg primært på fællesskabet af mennesker uden kirkebygning mens jeg ved brug af ordet kirke både tænker på kirkebygning, kirkegængere og alt hvad dertil hører. Altså en kirke er inklusiv en kirkebygning, og en menighed er uden en kirkebygning. Det er ikke altid, dette kan lykkes, men da vil du ud fra konteksten vide, hvad jeg tænker på. Samtidig vil jeg primært beskæftige mig med frikirkerne så når der ikke står folkekirken, tænker jeg hovedsageligt på frikirkerne. Står der Bibelen på hverdagsdansk ud fra Bibel citaterne, er det fordi citatet er hentet fra Bibelen på hverdagsdansk år Ellers vil alle Bibel citater være fra den danske, autoriserede oversættelse, år Den tredje reformation (FORORD) Den tyske kirkevækstsforsker Christian Schwarz siger, at meget tyder på, at vi nu er i tiden, hvor vi skal se den tredje reformation. Den første reformation skete i det 16. århundrede, hvor Martin Luther gik imod den katolske kirke og dens lære. Han fik genoplivet selve kernen i evangeliet; nemlig: retfærdighed ved troen alene. Så man kan sige, at denne reformation omhandlede teologien. Kigger man på strukturen i og omkring den lutherske kirke i dag, så ligner den utrolig meget den katolske kirkes struktur. Selve strukturen fik Martin Luther nemlig ikke ændret så meget ved. Den anden reformation fandt sted i det 18. århundrede på tidspunktet omkring den tid, hvor Wesley brødrene havde deres virke. I denne reformation blev den personlige intimitet med Kristus genopdaget. Man kan sige, at dette i høj grad var en åndelig reformation. En reformation, hvor den lidenskabelige kærlighed til en personlig frelser blev vakt. Dette førte også til en ny brand, når det gjaldt mission og evangelisation. Men endnu en gang blev der ikke ændret så meget på selve strukturen, rammerne for kirken og gudstjenesten. Det blev som at sætte en ny lap stof på gamle klæder. Ser man op igennem historien, så har der været mange forskellige vækkelser, men ingen af disse har for alvor gjort noget ved kirkens struktur. Det, vi for alvor mangler, er en ny og gennemgribende reformation. En tredje reformation, som, Christian Schwarz og mange andre mener, kommer til at reformere hele vores kirkestruktur. Den tredje reformation handler altså ikke kun om små ændringer hér og dér. Nej, det er en reformation, der går så dybt, at det bliver som at starte forfra. Jeg er meget enig i, hvad Christian Schwarz, Wolfgang Simson og andre, der taler om dette, siger. Så det, jeg vil komme ind på i denne bog, er langt fra noget, jeg er alene om at mene. Der er faktisk skrevet rigtig mange gode bøger om dette emne, men mange af disse bøger er så dybdegående, at det kræver, at man virkelig interesserer sig for kirke og kirkestrukturer, for at læse dem. Gør man ikke det, kan de være lidt svære at komme igennem. Derfor vil jeg i denne bog ikke gå så meget i dybden, som mange af de andre gør. Jeg vil i stedet give en smagsprøve på, hvad det er, Gud er ved at gøre. En smagsprøve på fremtidens menighed i vort land. Selvom jeg således ikke kommer med noget nyt, så vil det alligevel være meget nyt for de fleste i Danmark. Det virker som om, at det endnu ikke rigtig er slået igennem i Danmark, Skandinavien og Europa, som så mange andre steder i verden. Så forhåbentlig kan denne bog være med til at starte en reformation i dig. En reformation, hvor du måske bagefter vil grave dybere ned i, hvad Bibelen siger om disse ting.

3 Jeg ved, at Gud vil, at noget nyt skal ske i Danmark. Jeg ved også, at denne reformation er nødvendig. Selvom jeg er så sikker i min sag, så er det alligevel med stor frygt og bæven, at jeg skriver, hvad jeg gør. Jeg ved nemlig også, at det ikke kommer til at gå stille for sig. I dag er vi alle glade for den reformation, som Martin Luther kom med. Ja, her femhundrede år efter sidder vi og tænker, hvor fantastisk Reformationen var, og har næsten en glansbilledagtig forståelse af, hvad der faktisk foregik. Vi forestiller os, hvordan Luther stod ved Wittenberg kirke d. 31. oktober 1517 og stille og roligt satte sine 95 teser på døren, mens folk stod og klappede bag ham. Ja, det var så smukt, og dette dannede så Reformationen, hvilket vi i dag er glade for. Men vi glemmer flere ting. Vi glemmer, at det ikke gik stille for sig. Det skabte en stor modstand, hvor man brændte hans bøger og beskyldte ham for at være sendt af djævelen for at bekrige Guds kirke. Vi glemmer, at det faktisk førte til voldsomme kampe, hvor tusindvis af mænd, kvinder og børn blev slået ihjel. Vi glemmer, at kirken dengang ikke ønskede, at dette skulle ske, og derfor gjorde alt for at bekæmpe det. Det kan være, at du nu tænker: Ja, men det var jo den katolske kirke. Til det kan jeg kun sige: Ja, det var den katolske kirke, men det var stadig kirken. I dag vil det være en anden kirke, der vil prøve at bekæmpe, hvad Gud ønsker. Hvorfor tror vi egentlig, at det vil være meget anderledes i dag? Jeg siger ikke, at vi skal se tusindvis af mænd, kvinder og børn blive slået ihjel, men hvorfor tror vi, at dette vil gå stille for sig uden splittelse og beskyldninger om, at man arbejder imod Gud og er ved at ødelægge kirken? Sandheden er, at vi trænger til at se denne reformation! - og nej, det kommer ikke til at gå stille for sig. Man vil nemlig blive beskyldt for at ødelægge kirken. Man vil opleve, at mange kristne går imod én, fordi de er uenige i det, man har gang i. Man vil blive beskyldt for at være forført og farlig. Men vi ved også, at sandheden er, at alt det, vi gør, gør vi faktisk for kirken og for Gud. Vi gør det, fordi vi har set noget, Gud ønsker skal ske. Hvorfor gik kirken imod Martin Luther? Var det, fordi det ikke stemte overens med Guds ord, det han sagde? Nej, det var ikke derfor. For kirken handlede det ikke om, hvad Bibelen sagde. Det handlede om noget helt andet Martin Luthers lære gik imod et system, der var bygget op omkring økonomi, magt og kontrol. Og det samme kan vi også sige, det handler om i dag. I dag vil folk også gå imod dette, ikke fordi det er ubibelsk, men fordi det vil ødelægge det system, som de har været med til at bygge op. I dag handler det stadig om, at økonomi, magt og kontrol spiller en stor rolle. Det er ikke fordi, at præsterne ikke ønsker at tjene Gud og gøre det rigtige. Det handler i det store hele bare om, at de enten ikke kan se det, eller at de har meget at miste, og det gør det svært for dem at gå denne vej. Når de så ser, at andre forlader deres system, vil de bekrige det, fordi det netop gør, at de mister medlemmer og dermed også penge, som får systemet til at køre rundt. Dette vil jeg komme nærmere ind på senere i bogen. Vi skal læse lidt om, hvad det var, Jesus gjorde og sagde: Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem. På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde. Til dem, der solgte duer, sagde han: Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som

4 markedsplads! Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: Nidkærhed for dit hus skal fortære mig. (Joh 2, 13 17) Nu bor Gud ikke i et tempel bygget af sten. Han bor i os kristne. Men hvis Jesus i dag gik rundt her på jorden og så, hvad der sker rundt omkring, så ville han reagere på samme måde. Han vil ikke ligesom os bare sidde tilbage og se igennem fingre med det. Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid. Fra nu af vil fem i samme hus være i splid, tre mod to og to mod tre, far i splid med søn, og søn med far, mor med datter, og datter med mor, svigermor med sin svigerdatter, og svigerdatter med sin svigermor. (Luk. 12, 51 53) Jesus har virkelig en nidkærhed for Guds menighed på jorden. Har vi i dag den samme nidkærhed? Jesus sagde, at det ville koste at følge ham. Er vi villige til at betale den pris? Det vil skabe splid, og nogle kristne vil bekæmpe dette, da det ser ud som noget, der vil ødelægge kirken. Jeg kan for mit eget vedkommende ærligt sige, at jeg på ingen måde udgiver denne bog for at ødelægge Guds menighed. Jeg udgiver ikke denne bog, fordi jeg er imod Guds menighed. Jeg udgiver denne bog, fordi jeg er for menigheden, og jeg ønsker at redde den. Jeg elsker Guds folk, og jeg elsker Gud og derfor gør jeg det, jeg gør. Forskellen er bare, at jeg i dag har et andet syn på, hvad der er Guds menighed, end hvad mange andre har. Efter Reformationen med Martin Luther begyndte Gud igennem forskellige vækkelser på ny at åbenbare tabte sandheder ud fra sit ord. Sandheder, som altid har eksisteret, men som i det store hele gik tabt i det 4. århundrede. Sandheder, som igennem middelalderen kun blev bevaret af mindre grupper rundt omkring. Der har været mange andre vækkelser igennem tiden, men disse vækkelser bragte hver især en sandhed med sig. Sandheder, som f.eks. retfærdiggørelse ved tro, som den Luther fik nåde til at bringe. Ved at se på disse vækkelser ser man tydeligt, hvordan menigheden hver gang kom et skridt nærmere den første menighed, som vi læser om i Bibelen. Det stoppede altså ikke med Martin Luther og Reformationen. Efter Reformationen kom den baptistiske vækkelse, hvor Gud på ny åbenbarede den bibelske dåb af troende (fuld neddykkelse på sin egen tro). Senere kom den metodistiske vækkelse, hvor det var sandheden om helliggørelse ved tro, som igen blev åbenbaret og fik nyt liv. Så var det adventisternes vækkelse med håbet om Jesu genkomst, der kom. De næste store vækkelser skabte et fornyet fokus på dåben med Helligånden og Åndens gaver. Den sidste store vækkelse var i Wales med Evan Roberts. I denne vækkelse kom der en fornyelse ind over de apostolske tjenester. Der kom igen fokus på tjenesterne som hhv. apostel, profet, evangelist, hyrde og lærer, som de tjenester, Gud har givet til menigheden. Alt sammen noget, der i det store hele gik tabt via kirkemødet i år 325 e. kr., hvor man begyndte at opbygge kirken efter det romerske kejserriges struktur med pave, biskopper, præster, munke og nonner, hvilket senere igennem protestantismen blev til præster, biskopper og menighedsråd. Ud fra alle disse vækkelser, hvor Gud fornyede sandhederne i sit ord, har vi i dag de forskellige kirkesamfund, såsom Den Lutherske kirke, metodisterne, baptisterne, adventisterne, Pinsebevægelsen og den Apostolske Kirke. Disse vækkelser har alle været vigtige i forhold til at få fat i de sandheder, som i det store hele var gået tabt. Men sandheden er, at ingen af disse vækkelser fik gjort op med selve strukturen i og omkring kirken. Igen blev det som at sætte nyt stof på gamle klæder.

5 Jesus kommer meget snart igen, og jeg er overbevist om, at vi er dem, der skal få lov at opleve hans genkomst. Inden han kommer igen, vil han gøre sin menighed klar som en brud, der gøres klar til at møde sin brudgom. Kigger man på disse vækkelser, er det svært at se, at vi mangler så meget andet end at se en reformation af selve strukturen, og igen at se disse sandheder fornyet og føjet sammen. Gud havde nemlig aldrig tænkt sig, at disse sandheder skulle blive til selvstændige kirkesamfund, som efterhånden ville kvæle vækkelses-ilden. Gud havde ikke tænkt sig, at kirkerne skulle sidde hver for sig med sin lille sandhed, som i sig selv kun er en del af sandheden, hvis man ikke får de andre ting med. Retfærdiggørelse ved tro er vigtig - og indgangen til det nye liv i Kristus. Men efter retfærdiggørelsen af tro kommer der et liv, der også skal leves. Et liv, hvor vi i høj grad behøver den bibelske dåb i vand for at begrave vores gamle natur. Vi behøver også helliggørelsen ved tro, for Jesus døde ikke bare for at tilgive vore synder men også for at bryde syndens magt, så vi i tro også kan leve det hellige liv, Gud kalder os til. Vi behøver også Åndens dåb og de andre ting for at kunne leve som disciple og efterfølgere af Jesus Kristus og for at se menigheden vokse. Så vores udgangspunkt er derfor ikke Martin Luther og Reformationen eller de andre vækkelser, da de hver især kun fik nåde til at bringe lidt af Guds sandhed med sig. Vores udgangspunkt er Guds ord, Bibelen og Jesus Kristus, for i ham har vi alt, hvad vi behøver til liv og gudsfrygt (2. Pet. 1, 3). Dette gælder også, når vi kigger på strukturen i og omkring menigheden. Jeg tror, det er rigtigt, at vi står overfor den tredje reformation. Men jeg tror også, at det er den sidste reformation, inden Jesus kommer igen. En reformation, hvor Gud vil samle alle brikkerne og gøre menigheden klar til at møde sin brud. Så lad reformationen begynde. Torben Søndergaard Et tankeeksperiment November 2009 udgav jeg bogen Kristen, discipel eller slave. Bogen er en rejse tilbage til, hvordan de første kristne levede. Vi så især på, hvad det var, Jesus sagde om det at følge ham. Vi kiggede også på de forskellige ting, som man kaldte de første kristne, hvilket hovedsageligt var disciple, men også Kristi slaver, som faktisk forekommer mange gange på grundsproget. Vi kiggede på, hvorfor det er vigtigt, at vi tør læse Bibelen, som den er. At vi ikke hele tiden skal tolke Bibelen ud fra, hvad vi ser omkring os i dag. Problemet er nemlig, at når vi læser noget i Bibelen om f.eks. det at følge Jesus, kigger vi ofte omkring os og tænker, at sådan kan det ikke hænge sammen, og derfor må det være anderledes i dag. Det ser nemlig ud til, at man i dag ikke behøver at give alt for at være en kristen. Det er i hvert fald det, vi ofte ser i vore kirker. Vi tolker altså Bibelen ud fra vores omgivelser og kultur, hvilket kan være meget farligt. Dette kan ende med, at det bliver som en blind, der leder en blind. Derfor er det så vigtigt, at vi lader Bibelen forvandle vores forståelse af tingene og ikke omvendt. I bogen Kristen, discipel eller slave kom jeg med et tankeeksperiment, hvorefter jeg stillede spørgsmålet: Hvis det var dig, hvordan tror du så, at du ville leve? Tror du, at du ville leve, som du gør i dag? Og tror du, at du ville leve som de fleste kristne i dag? I denne bog vil jeg starte med det samme tankeeksperiment, hvor jeg dog har ændret lidt på spørgsmålet og vil efterfølgende stille nogle andre spørgsmål.

6 Forestil dig, at der ikke er en eneste kristen på hele jorden. Der findes ingen kirker, ingen kristne bøger, intet kristent tv eller kristne aviser. Faktisk findes der intet, der direkte har noget med kristendommen at gøre på nær en Bibel. En dag finder en person denne Bibel. Vedkommende har aldrig set eller hørt om Bibelen, Jesus eller kristendommen men begynder straks at læse Bibelen igennem. Han starter med at læse Det Gamle Testamente om, hvordan det hele startede, og hvordan landet Israel opstod. Han læser, hvordan Gud arbejder med sit folk. Igennem det, han læser, får han et tydeligt billede af Gud som en hellig og retfærdig Gud. En Gud, der kan blive vred, men også en Gud, der er barmhjertig og langmodig. En Gud, som har en enorm kærlighed til sit folk. En Gud, som en dag vil sende os alle en frelser, hvilket er den røde tråd igennem hele Det Gamle Testamente. Da han når til slutningen af Det Gamle Testamente, har han dannet sig et indtryk af, hvordan Gud er, og hvordan han handler. Han fortsætter med at læse i Det Nye Testamente, hvor han ser, hvem denne frelser er, som, Gud har lovet, skulle komme. Han begynder med at læse de fire evangelier, der beretter om, hvordan Jesus Kristus gik omkring, forkyndte evangeliet og helbredte de syge. Side efter side læser han, hvordan Jesus forkyndte, at folk skulle omvende sig og tro på evangeliet; at enhver, der ville arve Guds rige, skulle tage sit kors op og følge ham, samt alt det andet radikale han sagde og gjorde. Evangelierne fortæller ham, hvordan Jesus tog sine disciple til sig og derefter sendte dem ud for at forkynde evangeliet og helbrede de syge. Han læser, hvordan Jesus var elsket af nogle og hadet af andre. Han læser om, hvordan han gav sig selv på korset for os alle, og hvordan han ved sin død og opstandelse besejrede døden. Alt dette gav ham en rigtig god forståelse for, hvem Jesus var, og hvad han forkyndte. Han fortsætter derefter med at læse i Apostlenes Gerninger, hvor han ser, hvordan Jesus efter sin opstandelse kom og fortalte, at de, der tror på ham skal iføres kraft fra det høje, ved at Helligånden vil komme over dem. Han læser også om, hvordan det rent faktisk skete der. Som han læser sig gennem Apostlenes Gerninger, begynder han at forstå, hvordan de første kristne levede. Et liv med rigtig megen modstand og forfølgelse. Et liv, hvor det virkelig kostede alt at følge Jesus. Et overnaturligt liv i fællesskab med Gud og i fællesskab med hinanden. Efter Apostlenes Gerninger bevæger han sig videre til Romerbrevet. Han læser de første fire kapitler om, hvordan vi alle har syndet og er kommet langt væk fra Gud. Han læser kapitel 5 om, hvordan Jesus er den nye Adam, som skal tilgive os vores synd og forlige os med Gud. Han læser kapitel 6-8 om, hvordan der i Kristus er frihed fra synden, og at denne frihed findes ved, at vi bliver døbt og vandrer i lydighed mod Ånden og ikke mod kødet. Han kommer derefter til kapitel 9, så kapitel 10, der forklarer, hvordan der er frelse ved at gøre Jesus til sin Herre. Da han læser dette, bøjer han sine knæ og beder Jesus Kristus om at komme og blive hans herre og frelse ham. Da han gør dette, oplever han med det samme den nye fødsel, som Bibelen taler om. Han oplever frelsen i Kristus og oplever også, hvordan han straks bliver døbt med Helligånden, som man igen og igen kan læse om i Apostlenes Gerninger. Som han knæler der, født på ny, kan han mærke en forskel i sit indre. Han ved nu, at han er tilgivet og, at det, der står i Bibelen, er rigtigt, da han selv har mærket det på sin krop og nu har dette vidnesbyrd i sit indre. Han rejser sig op fast besluttet på at følge Jesus 100 % og starter derfor med at døbe sig selv, da der jo ikke er andre til at gøre det. Han begynder derefter at leve som en discipel, og han begynder også at se andre vende om for at følge Jesus. Efter nogen tid har han og de andre disciple startet flere menigheder rundt omkring. Mit spørgsmål er nu: Hvordan tror du, deres menigheder ville være? Ville de være, som vi kender dem fra den danske folkekirke eller mere som de danske frikirker? Eller noget helt tredje? Ville deres menighed have en flot kirkebygning med en talerstol på en platform, mens alle stolene står i pæne rækker? Eller ville de slet ikke have nogen bygning, talerstol eller stolerækker? Tror du, at de ville holde gudstjeneste hver søndag formiddag samt have søndagsskole ved siden af? Ville de have

7 en liturgi, der består af en velkomst, nogle sange, info/kollekt, flere sange, tale og nadver? Eller ville de slet ikke have en liturgi og bare lade Ånden lede dem? Sandheden er, at deres menighed ville være meget anderledes, end hvad vi ser i dag. Problemet i dag er, at meget af det, vi gør, når det kommer til kirken, ikke bygger på Bibelen. Det bygger ikke på Bibelen men på kristne traditioner, hedensk kultur samt national kultur. Jeg skriver kristne traditioner i gåseøjne, da mange af de kristne traditioner i dag faktisk kommer fra jødedommen og Det Gamle Testamente. Når vi taler om kultur, så bliver vi nødt til at prøve at dele det lidt op, selvom det kan være svært. Der findes nemlig en kultur indenfor kirken, som jeg kalder en kirkekultur. Der findes også en national kultur, som er forskellig fra land til land og fra folk til folk. Nu kan vi ikke med sikkerhed sige, hvordan de i min opdigtede historie ville forme deres kirke, da det selvfølgelig ville afhænge af den nationale kultur, de kommer fra. Kommer de f.eks. fra en kultur, hvor familierne er knyttet tæt sammen, og hvor man bor sammen i flere generationer, ville det påvirke deres kirker på en anden måde, end hvis de kom fra en kultur, der ligner den danske, hvor man ikke altid gør så meget ud af det med familien. Én ting ved vi om dem i historien. De ville ikke have nogen kirkekultur med sig derfor ville de spejle sig mere i Bibelen og ikke som i dag, hvor vi bygger på traditioner og kirkekultur. Derfor ved jeg også, at deres kirke ville være meget anderledes, end hvad vi ser i Danmark i dag. Meget af det, vi gør i kirken i dag, kan man nemlig ikke finde eksempler på i Bibelen, og det bygger udelukkende på kirkekultur og traditioner. Jeg tror, det er vigtigt, at vi prøver at skelne mellem vores danske kultur og så vores kirkekultur. Vi kan sagtens nå danskerne uden meget af vores kirkekultur, da de jo ikke er en del af den i forvejen. Men vi kan samtidig bedst nå danskerne ved at forblive danskere, da vi jo taler det samme sprog, hvis du forstår, hvad jeg mener. Vi kan sige, at vores danske kultur er meget vigtig for os, og meget af den behøver vi ikke at prøve at ændre på, da den er en del af vores identitet. Nu siger jeg meget af den, da noget af den danske kultur naturligvis er direkte imod Bibelens lære, og derfor skal vi selvfølgelig ikke holde fast i den del. Det er f.eks. meget dansk, at unge drikker, men det betyder jo ikke, at kirkerne skal til at servere alkohol til ungdomsmøderne. Så jeg håber, at du kan følge mig. Meget af det, kirken i dag bygger på, skyldes ikke vores danske kultur, og det bygger heller ikke på Bibelens lære. Meget af det, vi gør, bygger faktisk på hedenskab og en kirkekultur, der går tilbage til 300-tallet. En kirkekultur, der allerede dengang var meget anderledes, end hvad Jesus stod for, og hvordan den første menighed levede i flere århundreder. Vores kirkekultur behøver vi altså ikke presse ned over folk, for at de er rigtige kristne. Når vi fjerner meget af den kirkekultur, vi har i dag, vil vi faktisk se, at folk er åbne for Gud. De fleste siger nemlig ja til Jesus, men nej til kirken som den er mange steder. Så lad os prøve at lægge vores kirkekultur og de hedenske traditioner bag os og se, hvad Bibelen faktisk siger om tingene. I skal gøre disciple Vi vil starte med at se på, hvad formålet med menigheden er. Når jeg kigger rundt på vores kirker i Danmark, så kan jeg se, at netop dette er meget nødvendigt at få genopfrisket. Jeg vil stille dig nogle spørgsmål. Hvad er formålet med en kirke? Er formålet, at man skal blive mange mennesker i kirken? Ja, selvfølgelig ønsker vi mange i en kirke, men gik Jesus efter at samle mange mennesker, eller havde han et andet fokus? Vi ser igen og igen, at Jesus ikke var optaget af skarerne. Jesus stod heller ikke med en stor kirke efter hans tre års tjeneste på jorden selvom han sikkert kunne få en kæmpe kirke, hvis han ønskede det. Nej, Jesus gik ikke efter antal af mennesker.

8 Jesus ønskede mennesker, som var villige til at følge ham, og som han kunne bruge til at bygge sit rige. Er formålet med en kirke at få en flot kirkebygning, der fungerer med café, ungdomsmøder, søndagsskole osv.? Nej, de første kristne havde hverken en kirkebygning, ungdomsmøder, søndagsskole og meget af det, vi i dag forbinder med en god kirke. Jesus talte heller ikke om nogle af disse ting. Så hvis formålet med en kirke ikke er at få mange mennesker samlet eller at få en flot kirkebygning, hvad er formålet så egentligt? Jo, formålet er ene og alene det, Jesus har befalet os nemlig at gøre folk til hans disciple. Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. (Matt 28, 18-20) Jesus har intet sted sagt til sine disciple, at de skulle gå ud og bygge en masse kirker. Nej, han sagde, at de skulle gå ud og gøre til disciple, så han med dem kunne bygge sin menighed. Det vil sige, at en stor flot kirkebygning med mange mennesker ikke er noget mål i sig selv, hvis ikke alle disse mennesker bliver gjort til disciple og efterfølgere af Jesus Kristus. Nu taler vi ikke om, at de tror på Jesus, men om, at de virkelig lever med ham. Vi taler ikke om, at de kommer til gudstjeneste, men om de virkelig er disciple, der følger og adlyder ham, hvilket er det, Bibelen taler om. (Meget mere om dette i min anden bog Kristen, discipel eller slave ). Antal af mennesker, bygninger eller økonomi burde ikke være i fokus, når det kommer til spørgsmålet, om en menighed er sund eller ej. Alt dette er i sig selv ligegyldigt, hvis det ikke skaber det, som Jesus befalede nemlig disciple. Så Jesus har altså ikke kaldet os til at starte kirker men til at gøre folk til disciple. Menigheden, eller kirken, er altså i sig selv ikke noget mål. Nej, det er Guds middel til at nå målet, nemlig at skabe disciple. Så hvis vi har en kirke, hvor dette ikke lykkes, hvorfor forsætter man så på samme måde år ud og år ind? Tænk på alle de ressourcer af penge, tid og kræfter, der bruges på at holde en sådan maskine i gang, og så skaber det ikke engang det, som Gud ønsker. Hvorfor inviterer man igen og igen talere fra store menigheder i udlandet for at komme og tale, når man ikke har nogen idé om, hvordan mennesker i deres kirke lever? At samle mennesker er ikke det store problem, hvis man bare vil give dem, hvad de ønsker. Men at gøre til disciple og efterfølgere af Jesus er noget helt andet. Jeg ved, at en af de større menigheder i Danmark for kort tid siden holdt en konference om, hvordan man skulle gøre søgere til disciple. Til denne konference ville man tale om den store udfordring i dag, nemlig at gøre folk i kirken til disciple. Men hvorfor kigger andre så på selvsamme kirke og kopierer dem, når det, de har opnået, er at få en masse søgere til at komme i deres kirke? Hvis Jesus kom tilbage i dag, ville han så hente alle søgere med hjem, eller ville han kun tage alle disciplene med? Mange af de menigheder, som vi i dag ser som store, er i Guds øjne meget små. Den dag forfølgelse for alvor begynder, og tingene vil vise sig, som de virkelig er, da vil alt blive vendt på hovedet. De store menigheder vil med ét ikke være så store, da det nu pludseligt koster en pris at følge Jesus en pris de fleste aldrig har været villige til at betale, når det kom til stykket. Det er jo derfor, de kommer dér og ikke et andet sted, hvor man taler ordet radikalt om omvendelse og selvfornægtelse. Derfor er det meget vigtigt, at vi igen får fokus på at skabe disciple, da vi netop lever i en tid, hvor vi fjerner fokus mere og mere fra, hvad Guds ord egentlig siger. Mange kigger i dag på, hvad der umiddelbart ser ud til at virke her og nu. Men vi skal ikke bygge noget, der kun holder her og nu. Vi skal bygge noget, der holder ind i evigheden! Vi kan altså ikke bedømme en menigheds helbredstilstand ved at se på økonomien eller antallet af mennesker, kirkebygninger eller aktiviteter. Den eneste måde, hvorpå vi kan bedømme en menigheds sundhedstilstand, er ved at se på, om de mennesker, der kommer i kirken, bliver disciple

9 og er efterfølgere af Jesus. Om det er et folk, der fornægter sig selv, og tager sit kors op og følger ham. Om de adlyder de befalinger, Jesus har givet. Om de elsker Gud af hele deres hjerte og deres næste som sig selv. At leve som en discipel af Jesus er ikke kun noget, man gør søndag formiddag nogle få timer, mens man resten af ugen lever for sig selv. Jeg vil påstå, at den måde, man lever på en fredag aften, viser meget mere om ens liv med Gud, end hvordan man lever søndag formiddag. Eller hvad, der kommer ud af ens mund en lørdag aften, viser mere om, hvad man er fyldt af, end hvad man siger i kirken om søndagen. Hvis vi ikke vil fortsætte med at bedrage os selv og hinanden, så må vi turde stoppe op og tage den rigtige vurdering af vore kirkers tilstand. Også selvom det kan vise et helt andet billede, end det vi forventer. Hvis du vil finde ud af, om din kirke er en sund kirke, så se efter, hvordan de unge lever fredag aften, eller hvad folk i menigheden taler om og fylder sig med en lørdag aften. Det vil vise det sande billede og et billede af, hvordan du selv ender, hvis du forsætter samme vej som dem. Vi ender som dem, vi omgås. Så i stedet for at stille dette spørgsmål til en kirke: Hvor mange er I i jeres menighed?, så skal man hellere stille disse spørgsmål: Hvad laver de unge fra kirken en fredag aften?, Hvad snakker de ældre om, når de er sammen med vennerne fra kirken?, Hvordan adlyder I Jesu befaling om at sprede evangeliet?. Svarene vil nok give et mere korrekt billede af menighedens sundhedstilstand. Antal af mennesker, bygninger, programmer, økonomi osv. er ikke et mål i sig selv. Faktisk kan meget af det være ødelæggende for målet. Målet, og det kald som Jesus giver os, er altså at gøre folk til hans disciple, idet vi døber dem og lærer dem at adlyde alt, hvad han siger. Så lad dig ikke snyde af alt det andet. At blive kristen er jo en rejse, som for nogle tager lang tid. Mange af dem i kirkerne i dag skal nok blive disciple med tiden, tror du ikke? Lad mig sige, at dette er, hvordan mange i dag ser på det. Men vi må huske, at mennesker ikke er frelst, før de bliver født på ny. Enten er man Guds barn eller djævelens barn (1.Johs. 3,10). Født af kød eller født af ånd (Johs. 3,6). På vej til Himmelen eller helvede (Matt. 25, 46). Der er ikke noget midt imellem. Man kan derfor være søger, og man kan være på vej, men så længe man er det, er man stadig ikke født på ny og vil derfor gå fortabt, hvis man dør. Dette uanset om man kommer i en kirke, beder til Gud eller læser i Bibelen. Det vil sige, at alle, som kun er på vej i vores kirker, vil gå fortabt, hvis de dør, inden de er kommet igennem til frelsen. Hvis man virkelig forstod dette, ville man også prædike langt mere klart for dem, og dette ville resultere i, at flere ville vende om her og nu. Studerer man vækkelses- og kirkehistorie, vil man se, at dette med at acceptere lange omvendelser, som tager flere år, er et nyere fænomen. Vi ser ikke dette i Bibelen. Så tal ordet og forvent, at folk vender om, og du vil se det ske!! Prædik et anderledes evangelium, som passer til søgere, og du vil få søgere, der aldrig kommer videre. Selvfølgelig er der nogle få, der vender om efter noget tid, hvor de har søgt i lang tid i en kirke, men jeg garanterer, at vi mister endnu flere ud af bagdøren ved at gøre det på den måde. Desuden får vi på den måde ikke de samme radikale omvendelser, hvor folk er villige til at give alt til Gud. Lad os aldrig acceptere noget andet mål end det, Jesus har givet os. Han gav os ikke befalingen at gå ud og gøre folk til søgere eller kirkegængere. Han sagde klart og tydeligt, at det handler om at gøre disciple, dvs. efterfølgere af ham, som adlyder, hvad han har befalet os. Når man først virkelig griber Jesus, vil man også være villig til at adlyde ham. Han er selve livet og årsagen til, at vi er her. Kirkekultur Når du hører ordet kirke, hvad tænker du så på? Hvis du kommer fra en folkekirkelig baggrund, så tænker du nok på en kirkebygning med et stort kirketårn. Du tænker nok også på et alter samt kirkebænke, hvor folk kan sidde, når præsten taler. Hvis du kommer fra en frikirkelig baggrund, så

10 tænker du garanteret mere på en moderne kirkebygning med en stor scene og moderne musikinstrumenter. Kirkebænken er skiftet ud med stole, som kan flyttes rundt, selvom de næsten altid står på pæne rækker. Selvom det kan være lidt forskelligt, hvad folk tænker på, når de hører ordet kirke, så er der alligevel mange ting, der er fælles for de fleste. Langt de fleste tænker nemlig på en bygning, som er bestemt til formålet at holde gudstjeneste. I denne bygning er der så en scene eller et alter, bænke eller stolerækker m.m. Disse ting er noget af det første, der dukker op, når man tænker ordet kirke. Kirken er et sted, hvor man går til gudstjenester, hører taler og gør andre kirkerelaterede ting. Hvad tænker du så på, når du hører ordet gudstjeneste? Igen er det vidt forskelligt alt efter, hvem man er. Men fælles er, at folk tænker på noget, der foregår en søndag i en bygning kirken. Til gudstjenesten er der sang, kollekt, tale og nadver. Sandheden er bare, at de ting, som vi tænker på, faktisk ikke kommer fra Bibelen f.eks. kirkebygning, scene/alter, bænke/stolerækker osv. Alt dette fandtes slet ikke hos de første kristne, og det kom faktisk først flere hundrede år efter, at Jesus var her på jorden, og den første menighed var startet. Alt det med gudstjeneste om søndagen med sang, kollekt, tale og nadver finder vi heller ikke i Bibelen. De første kristne havde ingen af disse ting, som vi i dag ser som nødvendige for at være en rigtig kirke og for at kunne holde en rigtig gudstjeneste. De første kristne havde altså ingen speciel kirkebygning beregnet til gudstjenester og andre kirkelige ting. De havde heller ikke et alter/en scene, hvor en særlig person kunne stå og tale Guds ord til en masse, der sad og lyttede. De mødtes faktisk heller ikke søndag formiddag til gudstjeneste, og de havde heller ikke nadver, som vi har det i dag. Alt dette, som virker så nødvendigt i dag, finder vi slet ikke i Bibelen - eller hos de første kristne. Alligevel (og måske netop derfor) havde de første kristne stor fremgang. For sandheden er, at alt dette faktisk kan være en hindring for fremgang og vækst. Når en præst i dag står søndag formiddag med Bibelen i hånden og siger: Vores kirke bygger på Bibelen og Bibelen alene så passer det altså ikke. For rammerne og traditionerne omkring ham bygger overhovedet ikke på Bibelen men derimod på kirkekultur og afgudsdyrkelse. Går vi tilbage til de kristne i vores historie i begyndelsen af bogen, så ville de heller ikke have alt det, vi i dag forbinder med en kirke. De ville nemlig ikke være præget af en kirkekultur, men af hvad der rent faktisk står i Bibelen. Spørgsmålet kan så være: Betyder det noget, hvordan vi mødes? Vi skal jo mødes på en eller anden måde, så hvorfor kan vi ikke ligeså godt fortsætte, som vi altid har gjort? Svaret er enkelt. Hvis det, man gør, ikke er direkte ubibelsk eller hindrer én i at fuldføre Jesu befaling om at skabe disciple, så er det selvfølgelig i orden, at man fortsætter, som man gør. Men sandheden er desværre bare, at meget af det, man gør, netop er ubibelsk og netop hindrer os i at skabe disciple, som Jesus, har befalet os. Som jeg var inde på tidligere, så er det forskelligt, hvad folk tænker på, når de hører ordet kirke. Men én ting er sikkert, og det er, at næsten alle tænker på en bygning. Et sted, som er beregnet til formålet at holde gudstjeneste m.m. Men dette med en speciel kirkebygning beregnet til formålet, findes som sagt ikke i Bibelen. Vi finder det heller ikke hos de første kristne. Faktisk skal vi hele 300 år frem, før vi ser den første rigtige kirkebygning, som vi kender den i dag. Det var på kejser Konstantins tid, at man så de første kirkebygninger. Faktisk stammer mange af de ting, vi gør i dag, helt tilbage fra tiden omkring Konstantin. Konstantin den Store var kejser i det romerske rige fra år 306 til 337 e.kr. Han havde en afgørende betydning for udbredelsen af kristendommen. Men udbredelsen var ikke omkostningsfri. Som betaling gav man afkald på kristendommen, som man havde kendt den de første 300 år. Konstantin omdannede kristendommen fra at være for en forfulgt minoritetsgruppe til at være en anerkendt statsreligion. Men kristendommen kan ikke tvinges ind over folk. Man må fødes på ny, ellers vil man ikke kunne se Guds rige. Så at tvinge folk til at blive kristne vil aldrig bringe noget godt med sig. Ved Konstantin skete der altså mange ændringer. En af de ting, der ændrede sig, var dette med kirkebygninger. Indtil da levede de kristne rundt omkring i hjemmene og det var hér, de kom sammen og brød brødet. Kirkebygninger har ikke sit udspring i

11 Det Nye Testamente. Det kom faktisk heller ikke fra Det Gamle Testamente; men det kom fra afgudsdyrkelse/hedenskab, som var en stor del at Konstantins liv. Kejser Konstantin var nemlig i en periode af sit liv tilbeder af bl.a. solguden Sol Invictus og ønskede derfor at bringe denne tilbedelse med ind i kristendommen og lavede på den måde en blandingsreligion. Helligdagen blev ændret fra lørdag til søndag, som oprindeligt var solgudens dag (Sunday, the day of the sun = Solens dag). Han byggede templer, som blev placeret på gravpladserne og opkaldt efter de afdøde, for at de døde kunne tilbedes. Kirkerne blev vendt mod øst, så præsterne, som han også indsatte, kunne få solens stråler (Sol Invictus) i ansigtet, mens de forrettede gudstjenesterne. Så hvorfor er den danske folkekirke og mange frikirker, som de er i dag? Hvorfor holder vi netop søndagen hellig? På grund af en solgud. Hvorfor har vi gravpladser udenfor mange folkekirker, når vi læser i Bibelen, at de døde blev begravet udenfor byporten? På grund af gammel tilbedelse af de døde. Hvorfor vender de fleste danske folkekirker mod øst? På grund af solguden. Hvorfor er mange danske folkekirker opkaldt efter en afdød helgen? På grund af hedenskab og tilbedelse af de døde. Sandheden er, at rigtig meget af det, vi i dag forbinder med kristendommen, stammer helt tilbage til Kejser Konstantin eller andre folk, der levede århundreder efter de første kristne. Denne kirkekultur ligger så dybt i os. Derfor tolker vi tit Bibelen forkert, da vi sætter den i nogle rammer, der er forkerte. Siger jeg ordet gudstjeneste, er det altså vores forståelsesramme, der tolker, hvad der menes. Det samme med ordet kirke, discipel osv. Så jeg håber, denne bog kan hjælpe dig til at se ud over denne kirkekultur. Hvis vi ser bort fra denne kirkekultur, vil vi begynde at forstå, hvad Bibelen virkelig siger om, hvordan menigheden var og burde være i dag. Kommer vi tilbage til, hvad Gud har tænkt sig, vil vi igen se, hvordan han dagligt føjer mennesker til, der bliver frelst. Vores rejse ud på de grønne marker Inden vi kigger nærmere på de forskellige områder vedrørende kirke og gudstjeneste, vil jeg tage dig med på en lille rejse. Det, jeg fremfører i denne bog, er nemlig noget, min kone og jeg ikke selv kunne se for år tilbage. Men Gud har taget os med på en rejse, hvor den forkerte kirkeforståelse er blevet fjernet. I dag kommer vi ikke bare i en kirke i dag er vi kirke. Det, Gud har gjort i os de sidste år, er noget, vi ser, han gør i flere og flere mennesker rundt omkring i dag. Vi ser, at Jesus netop er ved at bygge sin kirke. En kirke, der ikke er bygget af døde sten, programmer, struktur, medlemskab, kirkebygninger o.l., men en kirke bygget af levende sten; ledt af hans hellige ånd - med Jesus selv som hovedhjørnesten (Ef 2,20). Det har været en lang rejse for os, hvor vi har lært meget. Det har været sværere at komme af med den forkerte forståelse, end jeg troede, det ville være. Det har faktisk indtil nu taget os næsten 12 år, 3 menighedsplantninger, masser af oplevelser, skuffelser, modstand, fejl, timer i Bibelen samt kirkehistorie, før vi kan sige, at vi nu føler os frie til at være den kirke, Gud har skabt os til at være. Sagt med andre ord; Det har taget mig 12 år og 3 menighedsplantninger at komme ud af den kirkekultur, jeg fik ind i begyndelsen. I dag kommer jeg ikke længere i en institution eller en bygning, som vi kalder kirke. I dag er jeg fri fra frygt, og hvad andre har lagt på mig af kontrol, hvilket jeg vil komme nærmere ind på senere. Jeg er Kristi legeme her på jorden, og jeg elsker den frihed, det har givet. Livet er blevet så meget mere spændende, og dette ønsker jeg, at endnu flere skal opleve. Jeg ser også, at de, der er omkring os i dag, vokser endnu mere end før, hvor vi havde kirke på den gamle måde. Jeg er i dag overbevist om, at vores omgivelser og de rammer, vi er i, har enorm betydning for den personlige vækst. Når jeg om lidt vil dele vores rejse med dig, håber jeg, at det kan hjælpe, opmuntre samt give en forståelse af, hvordan tingene hænger sammen set ud fra vores frikirkelige synspunkt. Jeg kan ikke gå i detaljer med alle ting, da jeg så skulle skrive flere bøger. Desuden ville det resultere i, at jeg kom til at udstille nogle personer for meget. Jeg vil dog plukke forskellige store ting frem, som har påvirket os og ført os til det sted, vi er i dag. Jeg vil også komme med kommentarer til, hvad der dengang skete, og

12 hvorfor det skete. Det har været en lang rejse, hvor vi igen og igen har følt det som om vi gik ind i en mur, indtil vi endelig oplevede at vi kunne komme videre. For kort tid siden fik jeg dette ord fra en profet, som beskriver det rigtig godt. Jeg ser, at du, Torben, står med blod og vabler på hænderne, imens du slår hul i et kæmpe bjerg. Lene kommer og hjælper dig, og børnene kommer med vand til jer. På den anden side af bjerget er der en kæmpe dal med grønne og frugtbare marker. Jeg ser, at I baner en vej, så mange andre kan gå igennem bjerget ind på de grønne og frugtbare marker. Jeg håber, at du vil med ud på de grønne og frugtbare marker, der venter på den anden side af dette bjerg. Det kan blive en lang rejse afhængig af, hvem du er, - men det er det hele værd. Det tog ikke så lang tid for Moses, at få Israelitterne ud af Egypten, hvor de var i fangenskab (2 mos). Men det tog mange år at få Egypten ud af dem (israelitterne). På samme måde er det i dag. Det er ikke svært at komme ud af denne kirkekultur, men det er svært at få kirkekulturen ud af den enkelte. Når det først lykkes, er det som at blive født på ny. Man ser pludselig tingene på en helt ny måde og undrer sig over, at man ikke kunne se det før. Ja, man undrer sig også over, at andre ikke kan se det, når man fortæller, hvor fantastisk det er. I April måned i 1995 blev jeg født på ny. Jeg kommer ud af en ikke-kristen familie, som ikke havde nogen specielle kirketraditioner, så hvis jeg f.eks. besøgte en folkekirke, ville jeg på daværende tidspunkt ikke ane, hvornår jeg skulle stå op, og hvornår jeg skulle sidde ned under en gudstjeneste. Før den aften jeg blev frelst, havde jeg heller aldrig sat mine ben i en frikirke - og alligevel gik der ikke lang tid, før jeg begyndte at tilegne mig den kultur, jeg var havnet i. Frikirken, jeg blev frelst i, var en rigtig trosmenighed, hvor der bl.a. var en del fokus på det med gudsmanden. Dette handler kort om at disse gudsmænd, havde en særlig kontakt til Gud og derfor burde man respektere og ære dem, som om det næsten var Gud selv. Jeg husker specielt en oplevelse nogle måneder efter, at jeg var blevet frelst, der virkelig viser, hvor hurtigt man kan blive en del af en speciel kultur. Det er til at grine af i dag, men det er faktisk også ret skræmmende. Jeg husker en dag, hvor jeg var inde på kirkens toilet og vaskede hænder. Pludselig fik jeg et stort chok, for bagved mig gik toiletdøren op og ud kom ja, ud fra toilettet kom gudsmanden, som skulle tale den aften. Da jeg så ham, tænkte jeg: Chok, går han virkelig på toilet ligesom os andre? Ja, det var faktisk, hvad jeg tænkte på det tidspunkt. I løbet af den korte tid, jeg havde været i kirken, havde jeg fået den opfattelse af, at disse gudsmænd befandt sig på et helt andet plan end os andre almindelige kristne. Ikke at jeg tror, andre i menigheden tænkte sådan, men jeg var jo helt ny i troen og vidste ikke så meget om, hvordan tingene hang sammen i Guds rige. Jeg troede, at disse gudsmænd var helt særlige og slet ikke levede som os andre dødelige mennesker. Denne oplevelse skræmmer mig stadig i dag og viser, hvor hurtigt man kan komme til at tænke på en bestemt måde på grund af en speciel kirkekultur. Lige siden jeg blev kristen, har jeg haft et ønske om at tjene Gud. Derfor gik der heller ikke lang tid, før jeg blev mødevært i kirken, - dét var nemlig et af de få områder, hvor jeg kunne tjene Gud under gudstjenesten i en frikirke for synge kan jeg ikke, så lovsangskoret var udelukket. Jeg blev mødevært, og stod for at hente vand til de store talere samt at stå ved døren og byde folk velkommen. Jeg fik også hurtigt købt mit første jakkesæt, da jeg jo skulle passe ind. Jeg var virkelig glad for at kunne tjene som mødevært, men jeg vidste også, at jeg var kaldet til mere. Jeg var kaldet til selv at undervise andre i Guds ord. Men hvordan jeg skulle komme dertil, vidste jeg bare ikke. En dag spurgte jeg så min ungdomsleder, hvordan jeg kunne komme til at tale oppe på platformen. Hans svar kom virkelig til at påvirke hele min fremtid. Han sagde nemlig: Torben, du kan blive søndagsskolemedhjælper. Efter nogle år kan du så blive teenagemedarbejder, og efter nogle år igen kan du blive ungdomsleder. Og som ungdomsleder vil du så få lov til at tale én søndag om året. Jeg kan stadig huske, at jeg stod og talte på mine fingre og kom frem til fem år. Det vil sige, at hvis jeg gjorde alt det rigtige ifølge dette system, ville jeg om fem år kunne få lov til at tale én søndag om året. Det fik mig virkelig til at tænke. Jeg begyndte at se på de andre i menigheden. Dem, der havde siddet dér i mange år uden at være kommet ret meget længere. Alt dette gjorde, at Lene og jeg begyndte at

13 snakke om, at vi bare måtte se at komme væk. Hvis vi blev, ville vi blive som dem, der bare sidder år efter år uden at komme videre og samtidig ville jeg aldrig komme til at tale. Menigheden var ikke en dårlig menighed. Faktisk var den en god menighed på mange punkter. Men den led under det system, som vore kirker er bygget på i dag. Et system, hvor få tjener, og en masse blot sidder passivt og lytter år efter år. På det tidspunkt hørte vi om et ungt ægtepar, der var ved at starte en menighed i en anden by. Vi besøgte dem, og det endte med, at vi forlod vores hidtidige menighed og flyttede til den anden by. Da vi flyttede til den anden by, lavede vi vedtægter for menigheden og startede vores første gudstjeneste. Vi var alle meget spændte på, hvordan det ville gå, og jeg husker tydeligt, at jeg stod med præsten og talte om, hvordan vores første gudstjeneste skulle være. Vi var unge og i brand for Herren. Nu havde vi endelig muligheden for at gøre præcis, hvad vi ville. Og vi ville ikke bare gøre som alle andre. Nej, vi ville give plads til, at Gud kunne virke. Men hvordan skulle det være? Jo, vi blev enige om, at jeg skulle lede mødet, mens han talte. Vi skulle også have en kollekt, så vi snakkede frem og tilbage om, at vi ikke kunne tage kollekt og talen lige efter hinanden. Vi blev derfor enige om, at jeg skulle byde velkommen, og så ville vi tage nogle sange, så kollekt og sange igen, før han skulle tale. Ja, sådan ville vi gøre, og vi var begge meget begejstrede over det, vi var kommet frem til. I hvert fald lige indtil jeg så på programmet og skuffet tænkte: Dette er da ikke spor anderledes. Det er præcis, hvad vi kommer fra. Ja, jeg var virkelig skuffet, for jeg ønskede oprigtigt at gøre noget, der var anderledes. Det får mig i dag til at tænke på forfatter Wolfgang Simson, der siger noget lignende dette: Det sværeste ved at starte den menighed, Gud ønsker, er, at få vores egen forståelse af hvad kirke er, ud af os. Det kan tage flere år. Vores forståelse af, hvad en gudstjeneste eller kirke var på det tidspunkt, var en hindring for, at vi kunne gøre det, Gud ønskede. Altså må Gud først fjerne det forkerte, før han kan bygge videre med os. Det er ikke altid så nemt, da det er en stor del af os og vores kirkekultur. Jeg kender mange, der har startet en menighed med længsel efter noget andet og efter virkelig at skabe disciple, men efter noget tid sidder de med en halvdød menighed, som de underholder søndag efter søndag, uden at der rigtig kommer disciple ud af det. Hvorfor det? Jo, fordi deres kirkekultur hindrer dem i at gøre det, Gud ønsker. De starter oprigtigt med store drømme, men de ender med det, de absolut ikke ønskede. De ender med det, de netop flygtede fra, og som var årsagen til, at de i første omgang var startet. For mig er det helt klart den sværeste opgave at få kirkekulturen ud af os. Da vi flyttede til den nye by, kom vi også til en meget mindre menighed. Dette gjorde, at der pludselig var plads til, at jeg kunne få muligheden for at dele Guds ord. Min tur var kommet til at tale. Jeg husker, hvordan jeg sad ved havnen og tænkte frem og tilbage over, hvad jeg skulle tale om. Jeg sad og bladrede Bibelen igennem, mens jeg tænkte på, hvilke prædikener jeg havde hørt i den gamle menighed, som jeg kunne give videre. Ja, jeg havde ikke så meget at give på det tidspunkt, men jeg kom i gang, og det var det vigtigste. Jeg husker stadig min første tale, - det var ikke noget særligt, men i gang kom jeg, og der behøvede ikke gå fem år. Faktisk gik der kun få uger, før der var plads til mig. Der var også plads til Lene, som hurtigt kom til at lede lovsangen. At vi dengang forlod den større menighed er årsagen til, at vi i dag er, hvor vi er. Jeg ved nu, at hvis vi ikke var rejst dengang, så var vi aldrig kommet ind i det, vi skulle. Det lyder barskt, men jeg er overbevist om sandheden i dette. Ser jeg tilbage, kan jeg se, at vi i dag lever et helt andet liv end mange af vores gamle venner gør. Ja, faktisk lever flere af dem ikke med Gud i dag. Jeg må derfor til min bedrøvelse konstatere, at det system, vi kom fra, ikke har formået at skabe disciple og frigøre tjenester, som det burde. Systemet har i stedet langsomt kvalt folks iver og brand for Herren Og dette har ikke kun fundet sted i vores gamle menighed; Dette finder sted i kirkerne generelt. Det er sørgeligt at tænke på, at jeg måtte forlade kirken for at kunne komme videre i mit liv med Gud. Se, hvor mange, der i dag sidder i kirken og bare lytter og hvor få, der virkelig virker og er i brand for Herren, selv efter mange år. Kig omkring dig og tænk på, hvor få tjenester, der egentlig er blevet rejst op ved at gøre, hvad systemet har forlangt af dem. Tilstanden er delvist den samme i de lutherske

14 kirker. Blot er det andre områder, der låser folk fast i deres system. Jeg fik for nyligt dette profetiske ord: Jeg ser en stor gryde med store flammer i. Der bliver lagt låg på gryden, og ilden begynder langsomt at blive kvalt og dø ud. Jeg ser, at Gud har givet dig et særligt kald og nåde til at fjerne dette låg, så ilden igen kan flamme op. Dette er virkelig, hvad jeg ønsker, skal ske - også med denne bog. Det var også hårdt for os at være med til at starte den føromtalte menighed. Vi var unge og havde ikke nogen erfaring med at stå i lederskab. Det gav os en masse udfordringer, og efter et år rejste vi videre. Når jeg i dag kigger tilbage på vores liv, så var flugten fra den anden menighed starten på en spændende vandring med Gud. Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg stadig ikke, om det var Guds vilje, at vi lige skulle rejse til dén by og hjælpe dem, at starte den nye menighed op. Men jeg ved, at det satte os i bevægelse, så Gud senere kunne flytte os derhen, hvor han ville have os. Jeg ville ønske, at endnu flere ville gøre det, vi gjorde, også selvom det var hårdt. Det er nemlig det bedste bibelskoleophold, man kan få. Vi lærer nemlig ved at gøre og ikke kun ved at høre. Et nyt sted og endnu en menighed Efter et år rejste vi til en anden by for at arbejde sammen med en ven dér. I begyndelsen kom vi i en frikirke, men efter kort tid kom min ven til mig og sagde, at Gud ville, at vi skulle starte en ny menighed. Vi vidste, at vi skulle arbejde sammen med ham, så vi sagde ja til det og startede hjemme i vores stue. Han var præst for menigheden, men vi var i lederskabet, og jeg arbejdede som evangelist. Vi så mennesker blive frelst og forvandlet, og fællesskabet voksede. Som altid var de andre kirker i byen ikke særlig begejstrede over den nye konkurrent. Og sådan er det desværre i dagens Danmark, når vi driver menighederne som små virksomheder. Når kirker bliver som små virksomheder, hvor hele maskineriet skal køre rundt økonomisk, og der så starter en lille virksomhed ved siden af, så bliver der ballade. Dette gør, at der tit bliver advaret mod den nye menighed, for at man ikke skal miste kunder (sine medlemmer). Ja, sådan er det desværre, og dette er også en stor årsag til, at jeg skriver denne bog. Vi må se at komme ud over at bygge vore egne små virksomheder. Hvis man virkelig er fri og arbejder for Guds rige, så vil man glæde sig over, at Guds rige vokser, i stedet for at fokusere på at man måske mister medlemmer. Vores nye menighed voksede primært med nye folk og ikke folk fra de andre kirker. Og selvom de andre kirker i starten ikke kunne lide os, blev samarbejdet godt efter nogen tid, og vi mødtes sammen med de andre ledere fra byen. Vores menighed voksede som sagt, og det var hjemme i vores egen stue, vi for alvor begyndte at opleve at blive brugt af Guds ånd. Jeg husker en aften, hvor en dame pludselig faldt om på gulvet, og en dæmon begyndte at manifestere sig igennem hende. Hun lå og vred sig fra side til side, mens hun talte et eller andet på engelsk med en meget dyb mandestemme. Min første tanke var: Hjælp, en dæmon, vi må hellere få fat i en præst. Hvorefter jeg stoppede op og tænkte: Åh nej, der er jo ingen her ud over mig. Så der var ikke andet at gøre end at bede og håbe på, at Gud ville hjælpe os. Det gjorde han, og dæmonen forlod hende. Dette var starten til, at jeg begyndte at se, at det, der står i Bibelen, faktisk virker. Siden har vi kastet dæmoner ud af mange og set, hvordan Gud er den samme i dag, som vi læser om i hans ord. Jeg er igen overbevist om, at jeg aldrig var kommet i gang, hvis dette foregik i en af de større menigheder. I større menigheder er det nemlig præsten, ældsteteamet eller et bønneteam, der gør den slags. Dette efterlader en stor flok, som passivt kigger på, og som aldrig kommer i gang. Heldigvis havde vi forladt den store menighed og stod nu selv med det. Efter nogen tid i menigheden blev vi for mange og pladsen blev for trang. Derfor lånte vi en bygning, hvor vi kunne holde vores møder. Jeg husker, at jeg på et tidspunkt var glad for, at vi nu endelig var blevet en rigtig menighed med lokale, trommesæt, stolerækker m.m. I starten var vi alle også meget begejstrede, og vi følte os lidt mere rigtige, nu hvor vi havde et andet sted at samles end vort hjem. Men da vi fik stedet samt stolerækker, trommesæt, program og alt, hvad der hører til en rigtig kirke, så var det som om, vi havde mistet

15 noget. Vi mistede noget af det personlige, vi havde før, og flere begyndte langsomt at blive passive tilskuere. Efter nogen tid begyndte vi at blive frustrerede, og vi blev enige om at dele kirken op i 3 grupper for at kunne gå tilbage til den gode start, vi havde i begyndelsen. Så vi 3 par i lederskabet fik nu en gruppe hver, og vi gik tilbage til at mødes i hjemmene. Men dette kom aldrig rigtig til at lykkes, da vi nu havde splittet folk fra hinanden. Nogle i vores gruppe ville hellere være i en anden og omvendt. Det blev aldrig som før, hvor det var et organisk og levende fællesskab. Efter nogen tid med frustration i menigheden skete der nogle ændringer i måden, menigheden kørte på. Dette resulterede i, at jeg måtte vælge mellem menigheden og missionsorganisationen OplevJesus. Jeg havde på det tidspunkt travlt med arbejdet i OplevJesus og med at holde møder rundt omkring. Men nu skulle vi til at bygge mere sammen på en anden måde, hvilket betød, at jeg måtte lukke organisationen ned. Der var en lære, som kørte i nogle menigheder på det tidspunkt. Den lød således: Lad sædekornet dø, og adlyd din leder i alt, så vil du til sin tid lykkes endnu mere. Det kunne jeg bare ikke. Jeg kunne ikke lukke organisationen OplevJesus og stoppe med at rejse ud og holde møder, heller ikke bare for en kort tid. Vi måtte være tro mod det kald, Gud havde givet os. Derfor havde vi ikke andet valg end at stoppe i menigheden. Der var også flere af de ældre, der stoppede på det tidspunkt. Perioden herefter var utrolig hård for os, og vi følte os virkelig nede, men vi fik et ord fra Herren, der lød: Gå, men tag ét skridt ad gangen. Ca. et år efter vi forlod menigheden, lukkede den ned og folk begyndte at komme i andre kirker. Da vi havde besluttet os for at stoppe i menigheden, ringede en bekendt og tilbød os at komme til hans bibelskole. Det sagde vi ja til, da vi havde brug for ro og luft til at søge Herren. Men pludselig ændrede dette sig, så vi også dér skulle lægge vores organisation ned, hvis vi skulle komme der. Igen lød det, at vi skulle lade sædekornet (i vores tilfælde OplevJesus) falde i jorden og dø, før det kunne bære mere frugt. Dette kunne jeg bare ikke, da jeg vidste, at det, jeg stod med, var fra Gud, og jeg måtte være lydig imod ham før andre. Det endte med, at vi også sagde nej til bibelskolen, og vi vidste ikke, hvad vi skulle. Det var utrolig hårdt. Vi valgte som sagt selv at gå, men vi følte det som om, vi havde startet en menighed for derefter at blive smidt ud af den, eftersom vi ikke havde andet valg end at gå. De fleste, der kom i menigheden, var blevet frelst igennem mig, og pludselig var vi som luft for dem. Det forstod vi heller ikke. Flere år senere fik jeg at vide, at de havde hørt, at vi oplevede os kaldet videre, og derfor rejste vi, hvilket gjorde, at de følte, det var os, der ikke ville dem mere. Det var bl.a. årsagen til, at ingen kontaktede os. Nogle uger efter vi stoppede, var vi på en bibelcamping. På det tidspunkt følte jeg, at vi ikke kunne klare mere. Jeg gik en aften ud fra mødet og græd til Gud, klar til at opgive det hele. Men en aften kaldte en afrikaner mig frem og gav mig bl.a. dette ord: Jeg ser, at du skriver under på kontrakter. Jeg ser dokumenter blive givet til dig. Jeg ser, at du skriver under på kontrakter, og du skal ikke selv betale. Jeg ser andre betale. Jeg er ligeglad med, hvem der ikke stod sammen med dig. Jeg er ligeglad med, hvem der gik væk fra dig. Der er nogen, der har betydet så meget i dit liv, men du skal vide, at denne adskillelse er fra Gud, - så du ikke skal blive komfortabel og miste din vision fra Gud. Hvis det var fortsat, så havde du mistet din vision fra Gud. Men Gud har skabt en adskillelse og gjort, at du er gået igennem en ørken, så din afhængighed ikke bliver af andre end Gud. Nu er din tid med smerte slut, og du vil se, at Gud kommer til at samle dig op fra støvet og sætte dig op på bjergets top. Din smerte er slut. Det vil blive en ny dag for dig. Det vil blive en ny sæson for dig. Dette var virkelig til stor opmuntring for os. Adskillelsen var netop fra Gud. Var vi blevet, havde vi mistet vores vision. Det ramte virkelig plet ind i det, vi stod i. Jeg troede derfor, at ørkenvandringen var ovre, og at det nu kun ville gå fremad. Sandheden var bare, at det kun lige var begyndt. Gud skulle nemlig fjerne vores forkerte kirkeforståelse fra os, så han kunne bygge med os. Det skulle komme til at tage yderligere 5 år. Ørkenvandringen

16 Vi stod nu uden en menighed og vidste ikke, hvad vi skulle gøre, men så kontaktede en menighed fra en anden by os. De ville have os til at komme og hjælpe dem. Vi mødtes med lederskabet, men der var nogle områder, der gjorde, at jeg bakkede ud. Det var angående medlemskabet, samt, at vi skulle være underordnet dem. Jeg kunne bare ikke det med medlemskab, da jeg følte, at hvis jeg blev medlem, så skulle jeg også stå inde for alt, der foregik i menigheden, og det kunne jeg ikke. Menigheden havde nemlig et (forkert) syn på gengiftning af fraskilte, som jeg ikke kunne forenes med. Desuden kunne jeg ikke finde det med medlemskab i Bibelen. I den tidligere menighed havde vi ikke medlemskab på papir, man skulle underskrive. Vi var bare sammen, som de første kristne var det. Det at vi skulle være underordnet dem, var svært for mig. Hvorfor skulle de bestemme over mit liv, når jeg ikke var et barn længere? Jeg havde på det tidspunkt set så meget usundt i dette. Ikke at jeg ikke ville gøre det, Bibelen sagde, men jeg havde flere gange oplevet ledere prøve at underlægge mig for bagefter at sige, at jeg skulle lægge min vision ned eller gå på kompromis med Guds ord. Jeg var bange for, at det ville ske igen. Jeg måtte være tro mod Gud og hans kald og ikke, hvad mennesker mener. Det med underordnelse er et stort problem i nogle frikirker i dag. Ikke at nye ikke skal lytte til deres åndelige forældre, men at modne kristne bliver låst fast i et hierarkisystem, der gør, at de ikke kommer videre. Pga. dette havde vi nogle ekstra samtaler, hvor det endte med, at vi ikke behøvede at blive medlemmer. Jeg skulle bare tale en søndag om måneden og ellers arbejde med OplevJesus, hvilket vi syntes lød som en god aftale. Så derfor valgte vi at flytte til byen. Angående underordnelse sagde de, at det ikke ville være et problem. Det var det heller ikke, så længe jeg var i systemet. Senere brugte de det dog imod mig for at stoppe mig i at gøre det, jeg oplevede, Gud ville. Jeg vil lige pointere at jeg ikke skriver disse ting for, at give afløb for sårede følelser, men for at give et indtryk af hvordan dette system nogle steder kan hænge sammen, da vi igennem alt dette har lært utrolig meget, som vi i dag ikke ville være foruden. Da vi skulle flytte, stod vi pludselig uden noget sted at bo. Men jeg havde jo fået de ord om, at jeg skulle skrive under på nogle papirer uden at betale, så jeg tænkte, at dette måtte være et hus til os. Så jeg bad og troede fuldt og fast på, at Gud ville give os et sted at bo. 14 dage før vi skulle flytte, havde vi stadig ikke et sted at flytte hen. 10 dage før havde vi endnu ikke fået noget sted at bo, og vi var pressede og søgte Gud. Men 8 dage før vi skulle flytte, kom der en kristen og sagde, at Gud havde sagt, at han skulle købe et hus, som vi kunne bo i. Så jeg skulle finde et hus til os, han kunne købe. 7 dage før vi skulle flytte, fandt jeg et dejligt hus. Jeg afleverede papirerne til ham. Senere samme dag ringede han og sagde, at han nu havde købt huset på betingelse af, at de, der havde boet i huset i 33 år, skulle være ude i løbet af 6 dage. Det sagde de ja til, da de havde et sommerhus, de kunne flytte ud i. Så den dag, vi skulle flytte, havde vi et stort hus at flytte ind i, og vi var utrolig glade og priste Gud. Aftalen var, at vi skulle betale huslejen til ham samt alle udgifter til huset. Når vi så kunne låne pengene i banken, kunne vi overskrive huset til os, og evt. friværdi ville da være vores. Vi begyndte da at tjene i menigheden som aftalt, men i løbet af kort tid blev jeg spurgt, om jeg ville være ungdomsleder, da de ikke havde andre til opgaven. Vi følte os lidt pressede og sagde ja. Dette gik rigtig godt et stykke tid, men så kunne jeg se, at det ikke kunne fortsætte. Det, vi havde oplevet i vores stue, hvor vi boede før, havde gjort så stort indtryk på os. Det gjorde, at vores syn på menighed var så meget anderledes end kirkens. Jeg kunne se, at hvis vi fortsatte som ledere for de unge, så ville vi føre ungdomsgruppen i én retning, mens menigheden gik i en anden. Der var også nogle gange, hvor vi kunne se, at vi rent teologisk var forskellige. Så vi trak os tilbage og begyndte at søge Gud for, hvad vi nu skulle gøre. Et stykke tid efter var jeg på Færøerne, hvor Gud talte til mig gennem et profetisk ord. Så da jeg kom hjem, vidste vi, at tiden var inde til at tage det næste skridt, og det var at begynde at starte eget fællesskab. Vi vidste, at lederskabet bestemt ikke ville være glad for dette, så jeg forhørte mig hos nogle andre menigheder, der var i netværk med vores menighed, for at høre hvad jeg skulle gøre. Det endte med, at vi kaldte flere menighedsledere sammen og delte, hvad vi oplevede os kaldet til. Vi troede, at alt nu var i orden, men nej, det var det langt fra. Vi havde åbenbart talt helt forbi hinanden, og kirkens lederskab kunne ikke følge vores menighedssyn. De havde samtidig en stor frygt for at miste

17 medlemmer. Derfor endte det med, at der blev advaret imod os - og vi mistede pludseligt en masse venner fra menigheden. Manden, der ejede det hus, vi boede i, ombestemte sig også pga. dette, og det medførte, at vi samtidig mistede en friværdi på og måtte flytte igen, da han ikke mente, at aftalen gjaldt længere. Det var utrolig hårdt, og vi kunne ikke forstå, hvorfor der skulle være så meget ballade, når vi blot gjorde, det vi oplevede os kaldet til. Vi prøvede virkelig at gøre det efter bogen, men det lykkedes alligevel ikke. Hvorfor er kirkerne så bange for nye menigheder, når alle tal viser, at det er vejen frem for at nå verden? Det med huset gjorde ekstra ondt på mig. Jeg har før oplevet, at folk kalder mig ting og lyver om mig. Men pludselig gik det også ud over min kone og mine børn. De var så glade for at bo i huset, og vi havde nogle skønne naboer, som vores børn legede med. Jeg prøvede at snakke med de andre menigheder i netværket, men det var som om, vores side af sagen var ligegyldig. Vi var jo kun os imod en større menighed, så der skete aldrig mere. Historien med, at der pludselig blev advaret imod os, er desværre ikke ny. Jeg mødte senere en afrikaner, der nogle år forinden var gået ud af samme menighed i byen og havde startet en international menighed. Han oplevede præcis det samme med, at han pludselig stod for vranglære, og der blev advaret imod ham, hvilket resulterede i, at også han mistede en masse venner. På mange måder ligner vores system Jehovas Vidners. Det kan være svært at forstå, før man selv har stået i en lignende situation. Men nu har jeg efterhånden mødt så mange mennesker, der har forladt systemet og efterfølgende fortalt mig om deres oplevelser, så det med, at det ligner Jehovas Vidners praksis, hvor man bliver udstødt, er desværre ikke helt forkert. Fik besøg af engle I denne tid fik vi også en stor opmuntring. Vi fik besøg af nogle engle, eller rettere sagt mennesker, der blev til stor velsignelse i vores liv. På en mærkelig måde fik jeg kontakt til et ægtepar fra Canada, som halvdelen af året bor i Holland. De hedder Steve og Marilyn Hill. Jeg snakkede med Steve i telefonen om, hvad vi stod i, og uden at kende os hoppede de i bilen og kørte helt fra Holland til Danmark og besøgte os. Det var en kæmpe velsignelse, og samtidig var det første gang, vi mødte nogen i et husmenigheds-netværk, der tænkte som os. At have besøg af dem var stort. Jeg forstod nu, at det, vi oplevede angående vores syn på menighed, var helt bibelsk, og at vi slet ikke stod alene med vores syn. Jeg havde faktisk mange gange følt, at jeg ikke passede ind i kirkesystemet og troede derfor, at det var mig, der var noget i vejen med. Men deres besøg åbnede vores øjne og viste os, at vi ikke var galt på den. Da de rejste efter nogle dage, sagde Lene: Har vi lige haft engle på besøg, eller hvad?. Det var så stort og uvirkeligt for os, at sådanne modne og erfarne mennesker ville komme så langt for at møde os. Dette blev til et godt venskab og et netværk, vi i dag arbejder sammen med. Hos Steve Hill oplevede jeg for første gang en leder, jeg kunne underordne mig. Han var som en far, der ønskede, at vi skulle lykkes, og han havde ikke ambitioner om at bruge os til at bygge sin egen vision. Der skete så det, at vi skulle flytte fra vores hus. Vi købte da et ældre hus, som jeg begyndte at sætte i stand. På det tidspunkt var vi begyndt at starte menighed, eller hvad folk nu vil kalde det. Vi var nemlig kun to nyfrelste unge mennesker og så os som familie. Så vi kunne godt føle, at det gik tilbage for os. Før var vi trods alt omkring 20 unge i ungdomsgruppen, men jeg ved i dag, at det er bedre at bygge forfra og så bygge rigtigt. På det tidspunkt begik jeg en stor fejl, som jeg senere måtte omvende mig fra. Da vi startede op, gik snakken lystigt omkring os. Der blev snakket om, at jeg havde skabt ballade og var oprørsk og ikke ville underordne mig. Ja, rygter florerer virkelig hurtigt i vore kirker, og der var ingen, der kom og hørte vores version af det hele. Jeg ønskede derfor at vise folk, at jeg ikke var oprørsk, og at jeg ikke stod uden en menighed, hvilket også var noget af det, folk sagde om os. Så jeg sendte en pressemeddelelse ud til den kristne ugeavis Udfordringen og lavede en hjemmeside for vores menighed - så kunne folk se, at vi var en rigtig kirke. Dette gjorde jeg, selvom jeg oplevede, at Gud sagde, at jeg ikke skulle gå ind under et sådant system

18 igen, men at vi bare skulle mødes og have menighed i hjemmet uden alt det der med hjemmeside, organisation osv. Desværre lyttede jeg ikke. Jeg var så presset og ville så gerne have ro fra folks meninger, at jeg ikke lyttede til, hvad Gud ville. Ikke at det at have en hjemmeside er forkert, men motivet bag er vigtigt. Pludselig var jeg altså præst for en menighed. Ved tidligere menighedsplantninger var det altid en anden, der havde været præst, men nu var det mig. Da det skete, skete der noget ubehageligt indeni mig. Jeg kom pludselig under et stort pres, som jeg vil sige var dæmonisk. Pludselig skulle jeg nemlig stå til regnskab for folks spørgsmål: Hvor mange er I nu? Dette spørgsmål var virkelig slemt for mig, for vi var jo kun 5 6 stykker. Det føltes nu som om, at alt hvilede på mig. Gik det godt med dem i menigheden, var jeg en god præst - men havde folk problemer, var det også min skyld. Dette medførte, at jeg begyndte at se anderledes på ting. Før arbejdede jeg for Guds rige. Når én blev frelst igennem min hjemmeside i en anden by, henviste jeg dem bare til en lokal menighed, og jeg var glad for, at Guds rige voksede. Men nu var det som om, jeg skulle stå til regnskab for folks spørgsmål om, hvor mange vi var. Det var som om, at der nu var en konkurrence om at blive mange og have de bedste folk. De andre menigheder var nu som konkurrenter, vi skulle konkurrere imod. Jeg husker især en dag, hvor én fra Fyn blev frelst igennem hjemmesiden. Jeg tog da mig selv i at prøve at overtale ham til at rejse over til os, da vi så ville vokse i antal. Det var frygteligt, og jeg bad til Gud om at hjælpe mig, da jeg ikke kunne forstå, hvad der skete med mig. Det var som om, vores menighed nu var en konkurrent til de andre. Det var frygteligt, og det gjorde, at jeg begyndte at styre dem, der var hos os. Ikke at jeg ikke ville dem det godt, for jeg elskede dem virkelig og ønskede, at de skulle lykkes. Man kan sige, at jeg ville dem det så godt, at jeg prøvede at styre dem til at lykkes. Men sådan kan man jo ikke gøre tingene. Alt dette blev jeg heldigvis senere sat fri fra. Det kan lyde voldsomt for dig, der ikke har stået som præst i den kirkestruktur, der er bygget op. Men der er jo en grund til, at mange præster går ned med stress, og at mange i menighederne føler sig svigtet eller låst fast af kontrol, når de ønsker at komme videre. Dette gav mig en virkelig forståelse for mange ting. Ja, selvfølgelig tænker alle præster nok ikke sådan. Men sandheden er, at Kristi legeme er blevet delt op i små virksomheder, der ikke kan arbejde sammen, og især ikke med folk fra ens egen by, mod hvem man konkurrerer om de samme potentielle kunder. Der skete så det, at Lene blev syg af angst og stress, hvilket bl.a. skyldtes alt det, vi var gået igennem af modstand, flytning, tab af venner osv. Samtidig var vi meget pressede på det økonomiske område. Vi havde mistet mange penge, og pludselig mistede jeg også et job, fordi jeg på jobbet havde fortalt om Jesus, - og det var ikke vellidt blandt alle mine kolleger. Så pludselig stod vi også uden fast indtægt og med et stort gammelt hus, der samtidig trængte til istandsættelse. Da det skete, havde jeg virkelig ikke lyst til at leve mere. Al den modstand de seneste år og så nu dette. Vi var virkelig pressede på alle måder, og jeg var træt af det hele og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Vi var virkelig i ørkenen, og det virkede som om, det aldrig ville stoppe. Men der søgte vi Gud, og en overgang bad jeg faktisk mellem 8-10 timer hver dag, da jeg ikke kunne andet. Tingene begyndte så langsomt at ændre sig, og Gud gav mig en nat en drøm, som ændrede mange ting. I drømmen stod jeg sammen med to mænd, der stod og røg en cigaret. Den ene rakte mig cigaretten og sagde, at jeg skulle ryge den. Jeg sagde nej, for det ville jeg ikke. Men han pressede på og sagde, at jeg skulle ryge den, ellers ville folk opdage, at de røg. Jeg tog da cigaretten og røg, selvom jeg vidste, jeg ikke skulle. Så vågnede jeg. Jeg vidste, at drømmen var fra Gud, og jeg forstod også, hvad drømmen betød. De to andre personer var de to menigheder, vi havde været med til at starte. Jeg var så menigheden, vi nu stod med. Cigaretten og røgen var hele det system, der forurener legemet og som dræber livet. Gud ville, at vi ikke skulle ligge under for dette, men af pres og frygt for hvad andre ville tænke, røg jeg. Hvor fik jeg det bare dårligt over dette, da det gik op for mig. Jeg var træt af mig selv og vidste præcis,

19 hvor jeg havde røget. Det var nemlig, da jeg sendte pressemeddelelsen ind til den kristne ugeavis Udfordringen og lavede vores hjemmeside for menigheden. Jeg var så presset over, at folk mente, jeg var oprørsk, og at vi ikke var en rigtig menighed. Derfor havde jeg gjort det, selvom Gud ville noget andet. Gud ville, at jeg skulle stole på ham - og ham alene. Det medførte, at jeg pludselig kom ind under det gængse kirkesystem igen. Samme dag ringede min ven Steve Hill pludselig til mig og sagde, at han ville komme om nogle dage og besøge os. Han har det virkelig med at dukke op på de rigtige tidspunkter. Han kom, og vi snakkede om drømmen, og han kunne sagtens se, hvordan jeg igen var begyndt at efterligne det, vi kom fra. Første gang Steve havde været hos os, gik jeg frem og tilbage i vores stue, og jeg kæmpede med en forkert forståelse, jeg havde fået ind omkring det med kirken. Jeg kunne godt følge Steves tanker og kunne godt se i Bibelen, at det, han sagde, var rigtigt. Men det andet menighedssyn lå bare så dybt i mig!! Denne gang gik jeg igen frem og tilbage i stuen og sagde til mig selv: Hvornår lærer du det, Torben? Hvornår lærer du det? Ja, det er virkelig svært at komme ud af dette system og bare stole på Gud og Gud alene. Jeg kaldte da menigheden sammen og fortalte om min drøm, og jeg bad om tilgivelse. Jeg lukkede menigheden og dens hjemmeside ned. Folk var der stadig, og vi var stadig sammen, så det var i praksis kun systemet, der blev lukket ned. Det var vigtigt for mig at lukke hele systemet ned og starte forfra. Herefter er der sket rigtig meget. Nye kræfter er kommet til og har overtaget menigheden, og vi har set flere nye menigheder starte rundt omkring. Gud har nu endelig ført os igennem og ud af ørkenen og har kaldt os tilbage til vores gamle by, hvor vi bor igen i dag. Disse 5 år i ørkenen har været utroligt hårde - men også nødvendige. De var nødvendige for at få kirkesystemet ud af os og for at lære os at være afhængige af Gud og Gud alene. Jeg føler mig nu endelig fri af dette system, og fri af hvad folk forventer af mig. Den seneste tid har været utrolig stærk for os. Vi har set, hvordan Gud har virket stærkere end nogensinde før, og manges liv er blevet forvandlet. Vi ved i dag, at det er noget, Gud ønsker at gøre overalt i vores land. Vi skal se folk komme ud af kirkesystemerne og ind på de grønne frugtbare marker. Se Jesus bygge sin menighed. En menighed, der ikke bygger på medlemskab, kontrol og ydre rammer. En menighed, som er ledt af hans ånd, bygget af levende stene, nemlig hans disciple. En menighed, der glæder sig over, at folk flytter hjemmefra og starter deres egen familie i nabolaget i stedet for at bekrige dem. Hvilke forældre glæder sig over, at deres børn bor hjemme som 40-årige? Eller hvem har lyst til at bo hjemme hos mor og far hele livet igennem? Sådan er det også i den bibelske menighed, som er som en familie. Jeg er overbevist om, at Gud har taget os igennem dette, for at vi skulle lære at stole på ham, og for at systemet kunne komme ud af os. Selvom det har været utrolig hårdt, er vi på ingen måde bitre på nogen. Ja, brødrene har smidt os i brønden som med Josef, men Gud var med i det og førte os hertil, for at vi i dag kan befri hans folk. Gud har nemlig været med i det hele og brugt det til sin egen fordel. Så jeg tilgiver alle. Jeg ved nemlig, at Gud bruger, hvem han vil, til hvad han vil. Nogle gange forstår vi det ikke, men senere ser vi, hvordan Gud faktisk var med i alt, hvad der skete. Så jeg vil opfordre dig til at gå den vej, du skal, også selvom det kan blive hårdt. Der er nemlig frihed og sejr på den anden side af bjerget. I dag kommer vi ikke bare i en menighed, vi er menigheden. Lige siden jeg blev frelst for 15 år siden, har jeg hørt, at Kristi legeme ikke består af en bygning men af os kristne. Men det er først nu, jeg virkelig forstår, hvad der menes. Vi kan se, at Gud virkelig er ved at bygge sin menighed, en menighed der ikke er bygget af stene, programmer, økonomi, frygt og kontrol. Jeg håber, at vores rejse kan opmuntre dig og give dig en forståelse for mange af de ting, der sker rundt om i kirkerne i dag. Jeg er sikker på, at mange vil kunne se sig selv i meget af dette. Økonomien

20 Kigger jeg på kirkerne i dag, så ser jeg kirkebygningerne som den største udfordring. At have en kirkebygning behøver ikke nødvendigvis at være forkert, - men at have en kirkebygning fører ofte meget andet med sig, som ødelægger det, Gud havde tænkt. Lad os se på økonomien. Der skal mange penge til at betale for bygning, stole, gulvtæppe, varme og alt det andet, der hører til det at have en kirkebygning. Disse penge skal drives ind, og derfor bliver folk i kirken meget hurtigt nødvendige for, at man kan drive kirken. Jo flere mennesker, der kommer, jo flere udgifter får kirken som regel også. Så mange kirkegængere betyder ikke nødvendigvis, at man har et kæmpe overskud i budgettet. Præsten står så med det sidste ansvar for at få pengene ind, samtidig med at han også tit selv bliver lønnet af menigheden. Det betyder, at antallet af folk altså ikke bare er nødvendige i forhold til kirkens drift men også i forhold til præstens personlige indkomst. Forestil dig en frikirke med 80 medlemmer og en årlig omsætning på kr. Ud af disse penge går kr. til præstens løn % går til mission, hvilket, ifølge en undersøgelse, er det normale i kirkerne i dag. Det vil sige, at resten, hvilket er omkring kr., går til kirkens drift, hvor den største udgift er selve kirkebygningen, inventar og vedligeholdelse. Kirkens overskud er meget begrænset, da udgifterne er steget sammen med antallet af medlemmer. Der sker så det, at et ægtepar i menigheden oplever sig kaldet til at rejse videre - eller endnu værre; de føler sig kaldede til at starte et fællesskab ud fra deres eget hjem. Det vil betyde, at to tiende-betalere forlader menigheden. Lad os sige disse to medlemmer hidtil har betalt ca kr. i tiende til menigheden om året og pludselig forsvinder denne indkomst. Hvad vil kr. mindre pr. år betyde i sådan en kirkes budget? Jo, hvis det i forvejen næsten kun lige kører rundt, vil det have stor betydning. Forestil dig så, hvad der sker, hvis endnu et ægtepar eller to oplever, at de vil ud og rejse som missionærer? Sandheden er, at mange kirker i dag drives som virksomheder. Kirkegængerne bliver betalende kunder, der skal få det hele til at køre rundt. Forestil dig, at et modent ægtepar, som har levet med Gud i flere år, kommer til præsten og siger: Vi har virkelig søgt Gud og oplever, at tiden er inde til, at vi rejser videre. Vi ønsker din velsignelse over dette. Tror du, præsten vil velsigne dem? Jeg må med bedrøvelse sige, at hvis der ingen penge var involveret, og præsten ikke havde noget at miste, ville han hellere end gerne velsigne dem. Det skulle gerne være alle forældres ønske, at deres børn engang rejser hjemmefra og stifter deres egen familie. At man netop bliver klar til at rejse videre ud og stå på egne ben. Selv Jesus havde kun sine disciple for en kort tid, før han sendte dem videre. Det skulle gerne være en leders mål at gøre mennesker afhængige af Gud og ikke af sig selv. At lægge et fundament i deres liv, så de selv kan bygge videre på det. Hvis vi taler om det naturlige, så kan vi alle hurtigt blive enige om, at det er unaturligt, hvis man som 40-årig stadig bor hjemme hos sin mor og far. Det samme gælder i Guds rige og den måde, hvorpå Jesus og de første kristne gjorde folk til disciple. Sandheden er bare, at dér, hvor der er en stram økonomi, findes der ofte meget kontrol og manipulation. Der, hvor der er en stram økonomi, holder man på folk. Nogle præster vil derfor svare: Nej, jeg oplever ikke, at I er klar, og I må adlyde jeres leder. Dette er ikke bare et eksempel taget ud af den blå luft. Dette har jeg efterhånden oplevet flere gange. Derfor ser jeg kirkebygningen som den store synder. Præster, der er afhængige af menighedsmedlemmernes penge, lader sig desværre styre mere af økonomi, end af hvad Guds ord siger. I stedet for at sætte folk fri til tjeneste vil han bruge dem til at opfylde sin egen vision, hvilket tit bliver at drive en kirkevirksomhed. Nu er jeg ikke ude på at være specielt hård ved præsterne, da jeg faktisk ser dem som ofre i dette system. Det er synd for dem, og jeg ønsker faktisk at redde dem fra dette system. Det er ikke dem eller folket, der er problemet! Nej det er hele det system, vi i dag har bygget op, der er problemet. Er der bevidst synd i en menighed, handler det heller ikke kun om at formane ud fra Guds ord og i sidste tilfælde at udelukke synderne, som Bibelen siger. Nej, i kirkesystemet handler det også om økonomi. Når en synder bortvises fra menighedens midte, siger man nemlig ikke kun farvel til nogle personer, der lever i synd og oprør imod Gud, men også til en stak penge. Dette er desværre skyld i, at mange kirker går på kompromis med Guds ord, hvad angår forkyndelsen af, hvad synd er, og hvordan vi skal reagere overfor synd. For ikke mindre end et par måneder siden havde jeg en samtale med en

21 præst om nogle medlemmer i deres menighed, som de ikke havde det godt med og som ødelagde en masse i menigheden. Jeg spurgte, hvorfor de ikke bare lod dem gå, hvortil præsten svarede dette. Jamen vi behøver jo deres penge. Pga. penge gør man altså ting, man ikke skulle og undlader ting, man burde gøre. Dette er også ofte årsagen til, at mange præster med tiden går ned med stress. Jeg hørte for et stykke tid siden dette stærke citat: Kristendommen startede i Israel som et legeme; den kom til Grækenland og blev en filosofi; den kom til Italien og blev en institution; den kom til Europa og blev en kultur; den kom til Amerika og blev en virksomhed. Nu kan man desværre ikke kun sige dette om Amerika. Det samme gælder også i høj grad Danmark og resten af Europa. En virksomhed er det samme som en forretning. Hvis et legeme bliver gjort til en forretning, er det så ikke prostitution? Derfor finder vi ingen kirkebygninger og lønnede præster i den første menighed. De gjorde tingene meget anderledes end i dag, - også når det gjaldt økonomi. Kigger vi så på den danske folkekirke bliver det endnu værre. Folkekirken driver omkring 2300 kirker og lønner 2400 præster. Kirkeskatten alene er ikke nok til at få maskineriet til at løbe rundt, så oveni kirkeskatten skyder staten hvert år 1 milliard kr. i og Folkekirkens samlede omsætning bliver således 6,5 milliarder kr. Det medfører, at staten har taleret ind i kirken. Altså er det ikke Guds kirke men folkets kirke, hvilket den jo også kalder sig. Som følge heraf ser vi, hvordan kirken mere og mere tilpasser sig majoriteten af befolkningen frem for Bibelen. Kigger man på folkekirkens lære og det faktum, at den ikke formår at gøre folk til disciple, så er det helt galt. Min klare holdning er, at vi burde lukke folkekirken, da den forfører mennesker og skaber en kirkekultur, der ikke bygger på Bibelen. Når man spørger en ikke-kristen, hvad han tænker på, når han hører ordet kristendom, så dukker den lutherske folkekirke og dens bygninger og lære op som første tanke. Dette selvom den lutherske folkekirke faktisk er meget lille, hvis man kigger på verdensplan. Tæller man den katolske kirke med, findes der 2 milliarder kristne i verden. Den lutherske kirke tæller kun 70 millioner. Det er faktisk en ret lille procentdel. Pinsebevægelsen og den karismatiske bevægelse tæller omkring 800 millioner. Altså over 10 gange så mange som i den lutherske kirke. Men dette ser danskerne ikke, da den lutherske kirke er altoverskyggende i Danmark. Folkekirkens kultur ligger så dybt i de fleste af os, at denne kultur også har påvirket frikirkernes kultur. Som du vil se senere i bogen, er der en verden til forskel på den danske folkekirke og på, hvordan kristendommen så ud i begyndelsen for 2000 år siden. Så luk hele dette system og giv pengene til noget andet!! For de 6,5 milliarder kr. pr. år kunne man f.eks. støtte 2,7 millioner børn i Afrika hvert år. Det vil sige, at 2,7 millioner børn kunne få mad, medicin og komme i skole for de penge, vi bruger på noget, der slet ikke bygger på Bibelen, men som ødelægger vores forståelse af, hvad kirke og kristendom i virkeligheden går ud på. At lukke systemet er ikke det samme som at ødelægge det for de kristne, der kommer der. De vil nemlig fortsætte andre steder, hvilket på sigt også vil gavne dem. Tiende Lad os se på, om vore frikirker bliver drevet som virksomheder. Det er sådan i dag, at de fleste frikirker kører efter et princip, der hedder, at man betaler tiende. For dem, der ikke kender til tiendeprincippet, så går det ud på, at man betaler 10 % af sin indtægt til den kirke, man tilhører. Kigger man på folkekirken i Danmark, så drives den ikke af tiendeindtægter men af kirkeskat. Fjerner man barnedåben fra folkekirken, vil man også fjerne årsagen til de mange medlemmer, hvilket vil fjerne økonomien, som igen vil betyde folkekirkens død. Så folkekirken er mere styret af penge end noget andet, og barnedåben er en vigtig del af kirken, for at den kan få pengene ind. Derfor er der et stort postyr omkring barnedåben, som man ikke finder belæg for i Bibelen. Babydåben, som jeg kalder den, da større børn godt kan døbes, stammer også tilbage til 300-tallet. Kigger man på historien bag babydåben, vil man se, at den næsten altid var knyttet sammen med et medlemskab, og derfor er der økonomi indblandet. Men jeg vil her kigge nærmere på vore frikirker.

22 Hvad ville der ske, hvis man fjernede tiendeprincippet i vore frikirker? Der ville ske det, at mange frikirker ville lukke, da de netop er bygget op omkring dette princip. Det vil sige, at et enkelt princip er det, der driver mange frikirker i dag. Men tiende tilhører jo kirken, tænker du måske? Sandheden er, at tiende ikke er et nytestamentligt princip som det, vi i dag har gjort det til. Hvis det er rigtigt, så betyder det, at mange i dag bygger deres frikirker på et forkert grundlag, hvilket jo egentligt er værd at tænke over. De fleste kristne i frikirkerne kender dette afsnit fra Malakias bog: Kan et menneske bedrage Gud, siden I vil bedrage mig? I spørger: Hvordan bedrager vi dig? Med tiende og afgifter. Forbandet skal I være, når I bedrager mig, det gælder hele folket. Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus. (Mal. 3, 8-10) Du stjæler fra Gud ved ikke at betale din tiende, siger præsten. Den tilhører nemlig kirken. Tiende tilhører Herren og skal betales til forrådskammeret, hvilket er den kirke, du kommer i. I nogle frikirker er denne udtalelse lige så kendt som Johannes 3, 16. Sandheden er bare, at de præster, der siger dette, meget nemt selv kommer til at stjæle fra Gud. De misbruger for det første skriften, og for det andet bruger de pengene på noget andet end det, Gud har sagt. Ved du, hvad teksten her i Malakias bog henviser til, når der står tiende og afgifter? Ved du, hvad de afgifter egentlig er for nogle? Ved du, at der findes flere former for tiende? Nej, vel. De fleste tænker ikke over dette, da de bare har hørt, at tiende er 10 % af ens indtægt. Jeg vil vove at påstå, at alle de, der betaler 10 % af deres indtægt og henviser til Malakias som grundlag, slet ikke ved, hvad Malakias henviser til. Vidste du, at når man skulle indløse sin tiende, skulle man nogle gange lægge en femtedel til? Al tiende af landet, både jordens korn og træernes frugt, tilhører Herren. Det er helliget Herren. Hvis nogen vil indløse noget af sin tiende, skal der lægges en femtedel til. (3. Mos. 27, 31-32) Vidste du, at man nogle gange selv skulle spise af sit tiende? År for år skal du tage tiende af hele den afgrøde, din mark bærer og på det sted, Herren din Gud udvælger til bolig for sit navn, skal du for hans ansigt spise tienden af dit korn, din vin og din olie, samt det førstefødte af dine køer og får, for at du må lære at frygte Herren din Gud alle dage. (5. Mos. 14, 22-23) Vidste du, at tiende var af afgrøderne fra ens jord i Israel, og at man ikke skulle bringe penge? Men bliver vejen for lang for dig, så du ikke kan bringe det derhen, fordi det sted, Herren din Gud udvælger til at sætte sit navn på, er for langt borte fra dig, og fordi Herren din Gud har velsignet dig, så omsæt det i penge; læg dem i pungen, og tag den med dig til det sted, Herren din Gud udvælger. Giv pengene ud på alt det, du har lyst til, køer og får, vin og øl, alt hvad dit hjerte begærer, og hold så måltid der for Herren din Guds ansigt, og glæd dig sammen med din familie. (5. Mos. 14, 24 27) Ja, her står også, at de selv skulle spise det. Vidste du, at hvert tredje år skulle man lade sin tiende blive hjemme? Den skulle altså ikke bringes til forrådskammeret men gå til de faderløse og enkerne. Hvert tredje år skal du udtage hele tienden af din afgrøde i det år og lade den blive hjemme i dine byer. Så skal levitterne, der jo ikke har fået tildelt arvelod, sådan som du fik det, og de fremmede, de faderløse og enkerne, der bor i dine byer, komme og spise sig mætte, for at Herren din Gud kan velsigne dig i al den gerning, du udfører. (5. Mos. 14, 28-29) Som du ser, har man i dag taget noget ud fra Bibelen uden at vide, hvad det egentlig betyder, og bygget en hel kirkevirksomhed op omkring det. Vi kunne forsætte med, at det kun var dem, der havde fået tildelt arvelod af jord i Israel, der skulle betale tiende, hvilket er én af de tiender, vi møder. Ja, de tiender vi læser om hér er nemlig flere forskellige. Der er f.eks. en tiende til levitterne, da de jo ikke havde fået tildelt noget jord. De skulle så selv betale tiende af deres tiende til Aron og de andre præster

23 (4. Mos. 18). Der var også en festtiende, som modsat levitternes tiende skulle bringes til Jerusalem. Den var til at feste med. Så var der tiende til de fattige, som, vi læste, skulle betales hvert tredje år. Alt i alt giver dette 23,3 %, hvis du altså havde fået jord i Israel. Dog skulle en af dem ikke betales hvert 7. og 50. år. Som du ser, er dette med tiende ikke så ligetil. Det skal lige siges, at Abraham ikke betalte tiende af sine egne penge men af et krigsbytte, og han betalte kun tiende én gang i sit liv, efter hvad vi kan læse. Det med tiende er faktisk ikke så enkelt, som vi gør det til. Men én ting kan vi være sikre på, og det er, at tiende ikke kun er 10 %, og at forrådskammeret ikke er den lokale kirkebygning. Grunden til, at jeg mener, at præster nogle gange selv stjæler, når de taler om tiende, er, at formålet med tienden ikke var at drive en ny kirkebygning med alt, hvad det indebærer. Formålet var primært at støtte dem, der arbejdede i templet, da de ikke selv havde jord, samt enkerne og de fattige, så de kunne blive mætte. I dag går tienden til store bygninger samt løn til en præst, der gør de ting, som folket i dag faktisk selv kan gøre. I dag er vi alle præster for Gud. Så levitternes tjeneste, som var dengang, er ovre. Så man kan ikke overføre dette fra Det Gamle Testamente til i dag. Vi glemmer også helt enkerne og de fattige iblandt os, som der står om. Hvorfor ikke betale tiende til dem, da dette i det mindste er mere bibelsk? I den første menighed gik pengene ikke til at drive store bygninger eller til lønnede præster. I den første menighed gik pengene til dem, der havde behov, samt til de omrejsende tjenester, hvis opgave var at sprede evangeliet og udruste menighederne. Bibelen siger altså ikke, at man skal betale 10 % af sin indkomst til den lokale kirke, man kommer i. Jamen, Jesus sagde, at vi skulle give tiende? Ve jer, farisæere! I giver tiende af mynte og rude og af alle slags grøntsager, men kommer let om ved ret og kærlighed til Gud. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. (Luk. 11, 42) Nej, Jesus sagde ikke, at vi skulle betale tiende. Han sagde, at farisæerne og de skriftkloge skulle betale tiende. Grunden var, at de var en del af Israel, og tiende og afgifter var en slags skat af jorden, som Gud havde indstiftet på den tid. Derfor skulle de betale tiende af mynte, rude og andre afgrøder af jorden samt af kvæget. Derfor siger Malakias også til dem, at de bedrager Gud, hvis de ikke betaler denne skat, da den var med til at holde landet Israel kørende. Sandheden er, at det kun er de færreste, der ved, hvad tiende faktisk er. Så når man i dag siger, at man skal betale 10 % til kirken, hvilket er forrådskammeret ja, så kender man enten ikke skriften, eller også misbruger man den bevidst for at kunne drive sin virksomhed. Nu siger jeg ikke, at det er forkert at betale 10 % af sin indtægt. Jeg mener faktisk, at 10 % kan være en god start. Men som jeg ser det i Det Nye Testamente, så tilhører alle vores penge Gud og ikke kun 10 %. Tiende kan være en rigtig god ting, og jeg synes, at man skal give det af et glad hjerte, hvis man giver. Men faktisk kan tiende også være en sovepude for folk. Man kommer nemt til at tænke, at nu har jeg betalt mine 10 %, og så tilhører resten mig. Men nej, min ven. Alt det, du har, tilhører Ham, og du skal en dag stå til regnskab for, hvad du bruger det til (Matt. 25). Bibelen taler meget om at give. Så er du nu blevet forvirret, så må du selv dykke ned i Bibelen og spørge Gud, hvad du skal gøre med dine penge. Hvorfor tager jeg sådan et farligt emne som tiende op? Jeg ved godt, at dette virkelig er sprængfarligt og kan skabe en masse problemer. Grunden til, at jeg tager det op, er for at vise, at mange kirker er bygget på et forkert grundlag. Et grundlag, som er med til at holde et ødelæggende system oppe. Dette system låser folk fast og hindrer dem i at adlyde Gud. Systemet stresser præsterne og hindrer os i at sprede evangeliet og optræne disciple. Mange kirkegængere ønsker også at kunne give til andre formål, men det kan de ikke ifølge det, de har lært. Så i stedet for at give til de fattige, enkerne samt udbredelse af evangeliet, hvilket faktisk er det, Bibelen siger vi skal, giver man motiveret af frygt sine penge til en

24 bygning, stole, lydudstyr o.l. Tænk på alle de hundrede tusindvis af kroner, der kunne blive frigjort ved at lave bibelske menigheder, der mødes i hjemmene i stedet for i dyre lokaler? Tænk, hvis de dyre frikirker ville lukke, og præsterne fik et arbejde eller begyndte at sprede evangeliet, så ville der virkelig ske noget i vores land. Da kunne pengene gå til det, Gud havde tænkt. Forestil dig et fællesskab, hvor to ægtepar bliver enige om, at denne måned vil de betale deres tiende eller et andet tilsvarende beløb til en enlig mor med 3 børn i fællesskabet. Wow, det ville sprede sig som en løbeild, når folk hørte det. Dér i fællesskabet hjælper de virkelig hinanden. Forestil dig alle de unge, man kunne sende ud med evangeliet, så evangeliet kunne blive spredt. Læren, om at 10 % skal gå til kirken, driver rigtig nok kirken videre, men den stjæler også fra det, Gud havde tænkt, og hvad vi læser om i Det Nye Testamente. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. (ApG. 2, 44 45) På samme måde har Herren bestemt, at de, som forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet. (1. Kor. 9, 14) Som du måske kan se, spiller økonomien en meget stor rolle i kirkerne i dag. Den låser folk fast og skaber passivitet. For når man lønner en præst for at høre fra Gud, hvad man selv er kaldet til, vil man med tiden selv blive passiv. Præsten bliver nemlig hurtig en professionel mellemmand mellem Gud og mennesker. Tænker du nu: Jubii, nu behøver jeg ikke betale penge mere og kan bruge dem på mig selv, så vil jeg gerne sige, at dette afslører, at Gud ikke er herre over dine penge. Tilhører du ham, gælder det også dine penge. Denne undervisning skulle i stedet gøre, at du søger Herren og bliver fri til at give endnu mere, men at du nu kan give dér, hvor du oplever dig ledt til at give. Det vil Gud nemlig velsigne! Jamen, skal jeg ikke adlyde den kirke, jeg er medlem af, og give min tiende der? Hvis du er medlem af en kirke, hvor man skal betale tiende, må du selvfølgelig fortsætte med det, så længe du er medlem, eller indtil ordningen laves om. At nogle kirker beslutter at indføre, at man skal betale 10 % af sin indkomst for at være medlem, vil jeg ikke sige noget imod. Det er ikke bibelsk, men det er heller ikke en synd. Det er op til den enkelte kirke, om man vælger tiende som en slags kontingent eller ej. Den enkelte kirke må selv stå til regnskab overfor Gud med, hvad de bruger pengene til. Man skal bare ikke forkynde, at det er en bibelsk lov, når det ikke er det. Man skal også stille folk fri i forhold til, om de så vil være medlemmer af kirken eller ej. Stopper nogle med at betale tiende og dermed opsiger sit medlemskab, er man altså ikke ulydig imod Bibelen. Det er nemlig ikke Bibelen, der siger, at man skal betale 10 % i kontingent. For mig er det ikke noget problem, at nogle vælger at tage imod 10 % af medlemmernes indtægter. Problemet opstår, hvis man siger, at folk stjæler ved ikke at gøre det, eller at de er ulydige imod Gud og under forbandelse, hvis de lader være, eller hvis de beslutter at stoppe i kirken. Begge dele er tyveri. Man stjæler folks penge og folks frihed til at tjene Gud. Jamen, hvad med alle de vidnesbyrd om mennesker, der er blevet velsignet ved at betale tiende? Ja, der er utallige vidnesbyrd om mennesker, der er blevet velsignet ved at give 10 % af deres indtægt. Men de blev velsignet, fordi de gav, og ikke fordi de lige præcis gav 10 % af deres indtægt til en bestemt kirke. Giver du i tro, vil Gud velsigne dig. Det siger han i sit ord. Oplever du derfor, at Gud siger 10 %, og du er lydig, vil han velsigne din lydighed. Siger han 15 % eller et bestemt beløb, og du giver det, gælder det samme. Siger han, at du skal give til nogle missionærer eller andre i dit fællesskab, der mangler, vil Gud helt sikkert også velsigne det. Gud elsker en glad giver, og han velsigner dem, der giver i tro. Jeg kan også fortælle vidnesbyrd om mennesker, der er stoppet med at give tiende til en kirke og i stedet giver et andet tilsvarende beløb til nogle andre og pludselig oplever velsignelse ved det. Så det er ikke de 10 %, der gør det, men lydighed imod det Gud siger. Ja, 10 % til en menighed kan også være en del af dette.

25 Et missionsredskab? Inden vi går videre og ser på, hvordan den første menighed var, er der noget, vi skal have på plads. Jeg vil derfor starte med at stille dig et spørgsmål: Ser du kirken som et sted, hvor kristne skal komme sammen og blive udrustet, eller et sted hvor ikke-kristne skal komme og høre evangeliet? Det har faktisk stor betydning, hvordan man ser på dette. Hvis kirken er for de kristne, vil fokus nemlig være på, hvordan man bedst udruster de kristne, altså hvordan man skaber disciple, hvilket Jesus netop har kaldet os til at gøre. Men hvis kirken er et sted, hvor de ikke-kristne skal komme og blive kristne, så vil fokus være på noget helt andet, nemlig hvordan man bedst får de ikke-kristne ind i kirken, og hvordan man kan bevare dem der. Derfor er det afgørende, at man har på plads, hvad formålet med kirken er. Det, at man i dag gør kirken til stedet, hvor ikke-kristne skal komme og høre evangeliet, er faktisk en ret ny tankegang. Vi skal ikke gå mange årtier tilbage, før denne tankegang var fremmed. Da var kirken stedet, hvor de kristne var sammen, og hvor de kunne blive opbygget og gjort til disciple. Når præster og ledere i dag snakker om kirken, handler det derfor meget ofte om, hvordan de får ikkekristne til at komme til deres kirker. I stedet burde de søge Gud for, hvordan de bedst muligt kan udruste de kristne, der allerede kommer der. Det vil nemlig give et helt andet og mere bibelsk fokus. I den første menighed var det de kristne, der kom sammen. Når de var sammen, var de ét i ånd og sandhed. De var ét, da de alle var født på ny ind i den samme familie. De havde alle den samme længsel, nemlig Jesus Kristus. Derfor, og kun derfor, kunne de dele liv sammen og sammen vokse i Herren. Når de var sammen, delte de også nadver, hvilket ikke bare var lidt brød og vin. Nej, det var en del af et måltid, hvor de spiste sammen. Lige meget om man deler nadver, som vi læser om i Bibelen, eller som de fleste gør i dag, er nadveren stadig en handling, der er meget stærk. Det er faktisk ikke noget, man bare skal tage let på. Disse vers bliver tit læst op i forbindelse med nadver: For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig! Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig! For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer. (1. Kor. 11, 23-26) Men det er katastrofalt, hvis vi stopper her, som mange gør i dag. Vi må også læse de næste vers: Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til. Derfor er der mange syge og svage hos jer, og ikke så få sover hen. Hvis vi agtede på os selv, ville vi ikke blive dømt. Men når vi dømmes af Herren, opdrages vi, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden. (1. Kor. 11, 27-32) Nadveren er altså mere end bare et måltid mad eller lidt brød og saft. Den er en åndelig handling, der er meget stærk, men hvor det også kan få fatale følger, hvis man tager den på forkert vis. Derfor er det vigtigt, at man ikke lader alle og enhver tage del i nadveren, som mange ellers gør i dag. Vi læser her, at det da kan medføre, at folk spiser og drikker sig en dom til. Derfor må menigheden være et sted for dem, der har gjort Jesus til deres herre og lever med ham. Jeg læste for nyligt en præst udtale, at han ikke længere havde problemer med, at ikke-kristne tager nadver, for han havde nemlig læst, at Judas jo også tog nadver, og han havde ikke et ret forhold til Gud. Det sagde han for at forsvare, at han nu havde en kirke, hvor de, der ikke var født på ny, deltog i nadveren. Men Judas er et meget dårligt eksempel at bruge, da vi netop læser, at Satan fór i ham, og at han kort tid efter forrådte Jesus og døde. Nu ser det faktisk ud til, at Jesus netop ikke lod Judas deltage i nadveren, da det at bryde brødet ikke er selve nadveren. Det var noget, man gjorde i den kultur i starten af måltidet. Efter de havde spist, tog de så nadveren. Jesus brød brødet, og det ser ud til, at Judas

26 derefter gik, før selve nadveren. Nadveren har altså altid været beregnet for de kristne, og sådan burde det også være i dag. Det kan få fatale følger, hvis vi ikke forstår, at kirken/menigheden er for de kristne. Det, at mange i dag ser kirken som et sted, hvor ikke-kristne skal komme og møde Gud, er altså en nyere tankegang. Hvorfor inviterer man ikke i stedet folk hjem til aftensmad eller møder dem der, hvor de er? Så forkynder man selv evangeliet for dem og døber dem i sit eget badekar eller i en sø. På den måde har de nye allerede et naturligt forhold til dem, der ledte dem til frelse, i stedet for at de får et (u)naturligt forhold til en præst, der ikke kender dem. Det er helt klart den bedste og mest bibelske måde at gøre det på. Derefter kan man så tage de nye med til de menigheds-samlinger, man har. Når de så kommer, vil de ikke undre sig over, at folk f.eks. står og taler i tunger. Dette er nemlig ikke fremmed for dem, da de også selv taler i tunger nu. Dette er faktisk måden, hvorpå man gør det i mange lande. Især i de lande, hvor de kristne er forfulgte, og hvor kirkerne vokser meget mere end herhjemme. I stedet gør flere desværre i dag det, at de fjerner tungetale og andre kontroversielle ting fra kirken for at blive mere søgervenlige for de ikke-kristne. Men det er ikke bare ubibelsk, det er også meget farligt. Én spurgte mig, om vi bad i tunger, når vi havde møde, hvortil jeg svarede ja! Hun sagde så, at det da var ubibelsk, da Paulus siger dette: Hvis nu hele menigheden kommer sammen, og alle taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller nogle ikketroende ind, vil de så ikke sige, at I er vanvittige? ( 1. Kor. 14, 23) Til det kunne jeg så svare, at der hos os ikke kommer en udenforstående ind. Skulle der komme en ikke-kristen ind, tager vi selvfølgelig hensyn eller snakker med vedkommende om det med Helligånden og tungetale, hvilket gør, at vedkommende ikke mere er udenforstående. Nej, da er tungetale netop et tegn for ham, da han kan se, at den faktisk er omtalt i Bibelen. Vi må ikke gøre kirken til et missionsredskab, når den i virkeligheden burde være et discipelcenter. Kirkens mål er at skabe disciple, som Jesus befalede det. Det, at man mange steder i dag har ændret kirkens formål til, at den skal nå de ikke-kristne, gør, at de kristne, der kommer i kirkerne, ikke bliver gjort til disciple. De får ikke den føde, de behøver for at vokse, så de selv kan bære frugt. Der sker også det, at man i mange frikirker ikke længere taler i tunger. Dette gør så, at de nye kristne ikke selv bliver døbt med Helligånden og får tungetalen, da de ikke møder det i praksis. Eller de møder det senere i en cellegruppe men ser ikke vigtigheden af det, da de ikke fik det i starten. Dette ser vi selv i flere pinsekirker i dag, så om få år er der ikke mere pinse over dem, hvis de fortsætter på den måde. Vi må ikke lægge låg på Guds ånd iblandt os, hvis vi skal være effektive. Uden Guds ånd kan vi intet gøre. Når vi kristne er sammen, burde det derfor være med henblik på, at vi kan søge Gud og selv blive fyldt op og blive udrustet til at leve som disciple i hverdagen. At være discipel indebærer også at sprede evangeliet, så menigheden derved vokser. Dette aspekt mister man ofte, når kirkens fokus bliver at nå ikke-kristne. Så der er mange farer ved at gøre kirken til et missionsredskab i stedet for et discipelcenter, som Bibelen siger, det bør være. Det med at gøre kirken til et sted for ikke-kristne, som vi gør i dag, kan vi ikke læse om i Bibelen. Denne nye måde at være kirke på har også banet vej for det, man kalder de søgervenlige kirker. Som ordet antyder, er det en kirke, som er venlig imod dem, der søger. Fokus bliver derfor ikke bare flyttet fra, at man vil udruste og træne de kristne, men man ændrer mange ting for at behage søgerne (de ikkekristne) og det er både forkert og farligt. Jeg kan egentlig godt forstå, hvorfor mange præster og ledere i dag vælger at gå den vej. De ønsker virkelig at se flere mennesker blive frelst og har svært ved at se andre muligheder. De har svært ved at se de kristne i menigheden gøre de ting, jeg talte om før, nemlig at invitere folk hjem og selv lede dem til frelse. Dette er jo noget, man har snakket om i kirken i mange år, men de kristne gør det bare ikke. Derfor må præsten finde nye veje. Det er nemlig meget nemmere for en kristen at invitere en ikkekristen med til en koncert i kirken eller til en søgervenlig gudstjeneste i stedet for at invitere dem hjem til sig selv for selv at skulle forkynde evangeliet for vedkommende. Selv at skulle gøre dette, skaber

27 virkelig frygt og virker helt uoverskueligt for de fleste kristne. Derfor må man tænke i andre baner, hvis man overhovedet skal have håb om at nå mennesker. Men der er jo netop en årsag til, at kristne i dag ikke gør de ting de bør, og at menigheden ikke vokser. Årsagen finder man i, at man for år tilbage ændrede kirken fra at være et discipelcenter til et missionsredskab. Dette har betydet, at de kristne netop ikke er blevet gjort til disciple, hvilket gør, at de har svært ved at nå mennesker med evangeliet. De er altså ikke blevet trænet i dette, og derfor er de fulde af frygt ved tanken om, at de selv må række ud til omverdenen. Så der er altså sket det, at man har ændret hele kirkens fokus og formål, hvilket gør, at man ikke har formået at gøre folk til disciple. På grund af dette vokser kirkerne ikke, og præsterne begynder at blive desperate. I stedet for at gå tilbage til den skabelon, vi finder i Bibelen, går man en helt anden vej. Man begynder nu at lave søgervenlige kirker og ændrer en masse med henblik på, at få de ikke-kristne ind i kirken. Dette løser bare ikke problemet, tværtimod!! Jeg må med stor bedrøvelse konstatere, at langt de fleste frikirker i dag bevæger sig på denne vej. De har fokus det forkerte sted og arbejder hele tiden på at blive mere og mere søgervenlige. Når man gør det, har man rigtignok nemmere ved at få mennesker ind i kirken, men på lang sigt vil det ikke bære god frugt. Husk, at hvis vi skal undersøge, om et fællesskab er sundt, kan vi ikke bare kigge på antallet af mennesker, der kommer. Nej, vi må se på, om de bliver gjort til disciple og efterfølgere af Kristus. Dette kan man ikke undersøge en søndag formiddag, når menigheden mødes i 1½ time til gudstjeneste. Nej, dette kan f.eks. undersøges ved at se på, hvordan menighedens medlemmer lever fredag og lørdag aften, og om de adlyder Jesu ord i hverdagen. Så formålet med kirken er at gøre de kristne til disciple, så de netop kan bære frugt i deres hverdag, og menigheden på den måde vokser. Søgervenlige kirker Jeg hørte forleden om en søgervenlig kirke, der har fjernet deres kors på bagvæggen i kirken, fordi dette provokerede nogle af de mennesker, der kom der. Dette, synes jeg, er et godt billede på hele ideen bag de søgervenlige kirker. Vi fjerner nemlig det i evangeliet, som støder folk. Vi gør evangeliet mere spiseligt, så de ikke-kristne netop vil komme og spise hos os. Men dette gør også, at de kristne, der allerede kommer, ikke får den føde, de behøver for at vokse. Hvis man fjerner korset, og det der støder syndere væk, hvad har vi så tilbage? Kirken påstår så, at det ikke er evangeliet, men selve indpakningen, der ændres. Men sandheden er, at vi kan pakke budskabet så meget ind, at saltet mistet sin kraft, og vi står tilbage med noget, der ikke længere er evangeliet. Vi burde ikke bare ændre indpakningen men fjerne den helt!! I stedet for at bruge så meget tid på at snakke om, hvordan man sænker dørtrinet til kirken for at få ikke-kristne ind, burde man i stedet udruste de kristne til at gå ud og leve det kristne liv i hverdagen. Så er problemet løst én gang for alle og på en mere korrekt måde. Dette kommer helt af sig selv, hvis man begynder at være en menighed, som de første kristne var det. Evangeliet om Jesus Kristus er ikke bare en Guds kraft til frelse, det er også en anstødssten. Noget, Jesus sagde igen og igen, var dette: Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det. (Luk 9,23-25) Det, at fornægte sig selv, er i dag ikke populært. Men det var det faktisk heller ikke dengang, Jesus sagde det. Det resulterede flere gange i, at folk gik bedrøvede bort eller blev sure. Men Jesus vendte ikke om og løb efter dem for derefter at gå på kompromis med sandheden eller for at pakke det anderledes ind. En af de største og mest populære søgervenlige kirker i USA lavede for et stykke tid siden en undersøgelse blandt deres medlemmer. Dette var, hvad der kom ud af det:

28 47 % af medlemmerne tror ikke på, at de er frelst af nåde. 57 % af medlemmerne tror ikke på Bibelens autoritet. 56 % af medlemmerne tror ikke, at Jesus er den eneste vej til Gud. Er dette, hvad vi ønsker skal ske i vore kirker i dag? Jeg møder igen og igen kristne, der faktisk ikke aner, hvad evangeliet går ud på. De er kommet i en kirke i flere år, men de lever slet ikke som kristne og disciple af Jesus. Nu spurgte man ikke, hvor mange af medlemmerne i denne kirke, der faktisk var disciple af Jesus, og som adlød ham i hverdagen. Selvom det jo egentlig er det, det handler om. Havde man gjort det, kan jeg ud fra de tal, vi ser her, kun forstille mig, at tallet ville være meget lavt. Undersøgelsen giver et godt billede af, hvad man får ud af at ændre formålet med kirken og gøre kirken til et missionsredskab frem for et discipelcenter. Ved at gå på kompromis med evangeliet, fjerner vi det, der kan frelse og forvandle mennesker. Dette vil resultere i en masse mennesker, der lever i et bedrag, og som en dag vil gå fortabt. For nogen tid siden blev jeg kontaktet af en dame fra København. Hun havde lyttet til vores undervisning om dåb inde på OplevJesus.dk og ville gerne døbes. Hun havde kommet i en søgervenlig frikirke i mange år men havde aldrig rigtig forstået det med dåben, før hun hørte vores undervisning. Dette er skræmmende, når man i Bibelen ser, hvor vigtig dåben er. Dåben er nemlig indgangen til det nye liv i Kristus. I dag er den blevet skiftet ud med en frelsesbøn, hvilken vi heller ikke finder belæg for i Bibelen. Alle, der ville tage imod Jesus som herre, blev døbt med det samme, om det så var 3000 på en dag eller midt om natten. Nogle vil så sige: Jamen, hvad med røveren på korset, han blev ikke døbt? Nej, han blev ikke døbt, da Jesu dåb ikke fandtes på det tidspunkt. Da røveren hang der på korset, var det stadig den gamle pagt, der var i funktion. Jesus hang jo lige ved siden af ham. Jesu dåb er et billede på Jesu død og opstandelse. Jesus hang ved siden af røveren på korset, og dåben til at tilhøre Jesus var derfor endnu ikke indstiftet, som den er i dag. Derfor finder vi i evangelierne ikke nogen, der blev døbt til Jesus. Men vi finder heller ikke nogen efter korset, der kom til tro uden at blive døbt med det samme. Jeg ved godt, at det, med at døbe folk med det samme, ikke passer så godt ind i kirkernes programmer, hvor de fleste har dåb hvert kvartal eller hvert halve år, men vi må bygge på Bibelen og ikke egne traditioner. Dette er måske endnu et godt billede på, hvor langt vi faktisk er kommet fra den første menigheds praksis, som vi læser om i Bibelen. Efter at kvinden havde hørt vores undervisning om dåb, ville hun gerne høre mere og kom derfor til et af mine møder på Sjælland. Efter min tale sad hun og græd. Hun fortalte, at hun aldrig havde hørt noget lignende, hvilket i sig selv er skræmmende, da jeg jo bare forkyndte evangeliet. Jeg tog hende i hænderne, og vi bad sammen. Guds ånd kom stærkt over os, og hun begyndte med det samme at tale i tunger, mens vi begge græd. Guds ånd var virkelig til stede. Hun åbnede da sine øjne, så på mig og spurgte stille: Hvad er det, jeg gør?. Jeg fortalte hende, at hun bare skulle fortsætte, da dette var tungetale, og at det var Helligånden, der var over hende. Hun lukkede da øjnene igen og forsatte med at tale i tunger. Næste formiddag kom hun for at blive døbt. Hun fortalte, at da hun var kommet hjem aftenen før, var hendes datter kommet til hende. Datteren havde for nogle år siden slået sin hånd igennem et vindue og skåret sig. Dette gjorde, at hun tit fik mange smerter. Moderen havde bedt for hende mange gange, men intet var sket. Da hun kom hjem, kom datteren og havde ondt igen. Moderen lagde da sin hånd på hende og bad, og denne gang var det som om, bønnen kom fra hendes mave og ikke hendes hoved, og datterens smerter forsvandt. Lene og jeg har siden besøgt kvinden og hendes familie. Da jeg hilste på datteren på 13 år, spurgte jeg, om hun var blevet døbt med Helligånden, hvortil hun svarede nej. Det snakkede man ikke rigtig om i den søgervenlige frikirke, de kom i. Hun var jo heller ikke så gammel, men hun ville da meget gerne døbes med Helligånden. Overfor Gud, er en 13-årig gammel nok, så pigens mor og jeg gik med hende ind på hendes værelse og bad for hende. Helligånden kom stærkt over hende, og hun begyndte at tale i tunger, mens hun græd og fortalte, at hun aldrig i sit liv havde haft det så fantastisk. Ja, Gud virker ligeså kraftigt på et

29 teenagepigeværelse som i en kirke. Senere døbte moderen selv sin egen datter i vand i deres badekar, og de er nu stoppet i den kirke, de kom i, og er ved at starte en menighed hjemme hos sig selv, hvilket de uden tvivl vil få meget mere ud af. Faktum er, at de i flere år var kommet i en af disse søgervenlige kirker, som andre kirker ønsker at efterligne pga. deres høje medlemsantal. Men vi må ikke lade os snyde af antallet af mennesker. Søgervenlige kirker formår rigtignok at få mennesker indenfor i kirken, og selvfølgelig er der mennesker, der møder Gud dér. Det vil jeg ikke sætte spørgsmålstegn ved. Men lad os håbe, at mange af dem efter et stykke tid rejser videre for at komme tættere på Herren. De mere modne kristne får nemlig ikke den åndelige føde, de behøver for at forsætte med at vokse. Konceptet gør det nemlig utrolig svært at skabe disciple. Problemet ligger altså ikke bare i, at man vil tage hensyn til dem, der søger. Det mener jeg faktisk også, at vi skal. Jeg prøver personligt selv at nå ud til de ikke-kristne på forskellige måder; bl.a. prøver jeg at tale et sprog, som ikke-kristne forstår. Nej! - Problemet ligger i, at vi netop har gjort kirken til et missionsredskab i stedet for et discipelcenter, hvor de kristne mødes og opbygger hinanden. Et sted, hvor de kristne får det, de behøver, så de frimodigt og med opløftet pande kan gå ud til høsten og gøre det, de skal. Men nu bliver de ikke udrustet, og de lader præsten gøre det hele. Dette skaber også en endnu større afstand imellem de professionelle, der gør tingene, og så den store mængde, der bare sidder og betragter det hele. Ved søgervenlige kirker kommer verden ind i kirken, selvom kirken burde være hellig og sat til side for Gud og udruste mennesker til at gå ud i verden med evangeliet. Til et kristent sommerstævne for nogle år siden havde man for de unge bl.a. arrangeret et diskotek med dans, lysshow og røg. Nogle af arrangørerne fortalte, at de startede med lidt lovsang for at få folk i den rette stemning. Derefter var der så diskotek med ikke-kristen musik, hvor de unge rigtigt kunne danse og feste. Dette er endnu et forsøg på at være en kirke, hvor ikke-kristne vil kunne føle sig hjemme. Resultatet af dette vil vi i fremtiden se i form af stort frafald og lunkenhed blandt de kristne unge ja det ser vi faktisk allerede. Fordi jeg rejser en del rundt i landet, er jeg blevet mere opmærksom på dette de senere år. Jeg møder nemlig mange kristne fra forskellige kirker, og det, jeg ser, bekymrer mig. Jeg er bekymret for, hvordan den næste generation af kristne bliver, hvis det fortsætter på denne måde. Bibelen på hverdagsdansk siger dette om vores forhold til synden: Flygt fra de ting, som frister unge mennesker, og stræb efter hæderlighed, trofasthed, kærlighed og fred ligesom alle de andre, der påkalder Herren af et rent hjerte. (2. Tim. 2, 22. Bibelen på hverdagsdansk). Vi skal altså flygte fra de ting, der frister os, i stedet for at lade fristelserne blive serveret for os på et sølvfad. At være relevant for ikke-kristne, er ikke det samme som, at vi skal være ligesom denne verden. At være relevant er at skille sig ud fra denne verden og tilbyde noget andet, end det verden allerede gør. Kirken er altså et sted for kristne, og det må vi ikke lave om på. Det er dér, vi skal mødes og opbygge hinanden, for derefter at bringe Jesus UD til verden. Man kan selvfølgelig godt invitere en ikke-kristen med. Til det er små grupper også bedst egnet; i små grupper er man nemlig nemmere opmærksom på, om der er nye eller ej. Man kan bedre tage hensyn, og det går derfor ikke ud over udrustningen og træningen af de kristne, at der engang imellem kommer en ikke-kristen med, tværtimod. Jeg er bange for, at mange desværre ikke ser problemet, før det er for sent. Man er så optaget af de store kirker i USA, at man ikke kan tage imod dette budskab. Antallet af frugter blænder, så man ikke ser på, hvilken type frugt, man bærer. Jesus sagde, at vi kun kan kende træet på hvilken frugt, det bærer, og ikke på antallet af frugter. Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. (Matt. 7, 15-18)

30 Grunden til, at søgervenlige kirker netop har fået en sådan fremgang, er, at man i USA og i Danmark ikke oplever modstand/forfølgelse, som man gør i andre lande. Dette gør nemlig, at vi ikke kan se, hvordan tingene i virkeligheden ser ud. I Markus evangeliet kapitel 4 kommer Jesus med en meget vigtig lignelse, nemlig lignelsen om sædemanden. Denne lignelse er meget vigtig, fordi Jesus hér siger: Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? (Mark. 4, 13) Lignelsen om sædemanden er altså vigtig for at kunne forstå de andre lignelser. Jeg kommer især til at tænke på lignelserne i Mattæus evangeliet kapitel 25: Lignelsen om de ti brudepiger, de betroede talenter og verdensdommen. De handler alle om Guds dom og om, hvordan folk bliver overraskede over dommen, da de troede, de havde Jesus som deres herre. I lignelsen om verdensdommen kan man læse, at Jesus skiller fårene fra bukkene og ikke fårene fra ulvene, som man måske skulle tro. (Matt 10, 16). Verdensdommen handler altså om nogle i kirken, der bekender Jesus som herre. Lignelsen om sædemanden handler om de forskellige jordtyper/jordbunde, der findes. Én er denne: Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Mark. (4, 5-6) Her ser vi noget, der vokser op. Det ser faktisk rigtig fint ud, og umiddelbart kan man ikke se noget problem. Nogle tager imod ordet, kommer i kirken og er kristne, der lever med Gud. Det ser umiddelbart ud, som det skal, men der er noget helt galt, hvilket man først ser, når solen kommer højt på himlen. Jesus fortæller senere, hvad solen repræsenterer. Det, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. (Mark. 4, 16-17) Solen repræsenterer altså trængsler og forfølgelse, som er med til at afsløre den sande tilstand. Dette kan faktisk være et problem i Danmark og USA, da vi ikke oplever de samme trængsler og forfølgelse, som kristne gør i mange andre lande. Vi kan tro, at det vokser, som det skal. Men der, hvor vi tror, det er godt, er det i virkeligheden rigtig skidt, da Guds ord aldrig rigtig har slået rod. Hvad vil der ske, hvis den forfølgelse de kristne f.eks. oplever i Kina, pludselig rammer USA eller Danmark? Jo, da vil det blive afsløret, hvor forførende hele denne bevægelse af søgervenlige kirker har været. Da vil der ikke være nogen søgervenlige kirker tilbage. De fleste kirkegængere i den søgervenlige kirke vil fornægte deres tro, da det pludselig ikke er sjovt og underholdende at være en kristen. Da de tog imod ordet var det med glæde, som vi læser. Budskabet lød så godt, at man med glæde kunne tage imod det. Der var altså ingen bedrøvelse over ens synd eller noget med at fornægte sig selv og tage sit kors op. De tog imod det, de hørte, og de kom trofast i kirken, men evangeliet slog bare aldrig rigtig rod i dem. Desværre ser vi ikke dette før den dag, solen står højt på himmelen, og sandheden bliver afsløret, som den er. Derfor bliver vi nødt til at lære af de forfulgte kirker og lytte til, hvad de har at sige. Kigger vi på dem, finder vi ikke denne søgervenlige tankegang, hvor man pakker budskabet ind og trækker folk til med underholdning. Der finder man radikal forkyndelse om Jesus som herre, som vi læser om det i Bibelen. Man finder også husmenigheder, som udruster kristne til at blive Jesu disciple, som vi også læser om i Bibelen. Ja, faktisk vokser disse husmenigheder mange gange mere end disse store søgervenlige kirker. Vi hører bare ikke om det, da det ikke er dem, der er på kristent tv eller i kristne aviser. Nogle argumenterer imod husmenigheder ved at sige, at grunden til, at man netop har husmenigheder rundt omkring i verden, er forfølgelse. Det er på grund af forfølgelse, at de ikke kan have en rigtig kirke. Men sådan er det ikke. Den første menighed i Bibelen havde også perioder med fred. I disse perioder ændrede de ikke måden at være menighed på. Nej, også der fandt man kun husmenigheder. Husk! Det er ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt vi bygger noget, der kan holde nu og her, men om

31 det holder helt ind i evigheden. Desuden er det kun et spørgsmål om tid, før forfølgelse også vil ramme Danmark. Når det sker, vil vore kirker blive nødt til at ændre sig for overhovedet at overleve. Så hvorfor ikke komme det i forkøbet og allerede nu bygge på klippen, så huset står fast, når bølgerne slår ind mod det? En kirke Ordet kirke er nævnt en del steder i vores danske bibel. Et af stederne er i 1. Korintherbrev:..i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger... (1. Kor. 12, 28) Dette afsnit skal vi senere se nærmere på. Noget, der tit er svært, er, at ord kan have forskellige betydninger for os, afhængigt af hvem vi er som personer. For mig har ordet kirke ikke noget med en bygning at gøre, hvorimod de fleste andre netop tænker på en bygning, når de hører dette ord. Derfor bliver jeg tit nødt til at bruge ordet i den betydning, hvor de fleste forstår det, så vi ikke går fejl af hinanden. Dette har jeg også gjort i de foregående kapitler. Jeg har talt om kirken som en bygning, man tager hen i. Men nu skal vi gå videre og se på, hvad den rigtige betydning af ordet kirke egentlig er. Ordet, der her er blevet oversat til kirke, lyder på grundsproget: ekklesia. Når man i dag hører ordet kirke, dukker der som sagt næsten altid en bygning op i ens tanker. Men ordet ekklesia har faktisk intet med en bygning at gøre og er i sig selv slet ikke et religiøst ord. Ordet betyder ganske enkelt en forsamling. I Apostlenes Gerninger kapitel 19 kan vi læse om nogle uroligheder i Efesos. Paulus havde forkyndt evangeliet, og nogle blev rasende og begyndte at råbe: Stor er efesernes Artemis!. Denne uro bredte sig, og i vers 32 læser vi flg.: Nogle råbte ét, andre noget andet, for forsamlingen var blevet forvirret, og de fleste vidste ikke, hvorfor de var stimlet sammen. (ApG. 19, 32) Her står der, at forsamlingen var forvirret. Hvilken forsamling var det, der var tale om? Jo, det var en forsamling af ikke-kristne, hvor størstedelen tilbad guden Artemis. Men det interessante er, at ordet forsamling, som bruges her er oversat fra ordet ekklesia på grundsproget. Så vi kunne faktisk oversætte det sådan: Nogle råbte ét, andre noget andet, for kirken var blevet forvirret, og de fleste vidste ikke, hvorfor de var stimlet sammen. Men det ville ikke give nogen mening, da vi kan læse, at der her var tale om en masse Artemis-tilbedere. Når vi hører ordet kirke, danner vi os alle et billede i hovedet, - og det billede er helt forkert i den sammenhæng, vi lige har læst om. Men ikke kun i den forbindelse udgør det et problem. I høj grad drejer det sig nemlig om, at vi har dannet os et forkert billede af ordet kirke, hvilket gør, at vi i dag bygger noget andet, end hvad Bibelen faktisk siger, vi skal. Ordet ekklesia (kirke) har altså intet med en bygning at gøre. Ekklesia betyder ganske enkelt en forsamling af mennesker. De kan så være forsamlet ude på gaden, i hjemmene eller andre steder. Nu ved vi, at der tit henvises til en forsamling af kristne, og derfor er ordet ekklesia oversat med kirke i stedet for forsamling for at give større mening. Men det fordrejer desværre også meningen, da kirke for os er kommet til at betyde mere end en forsamling af kristne. Hvis du en aften har besøg af nogle kristne venner til spisning og fællesskab, vil du så kunne sige: Sikken en dejlig kirke, vi har her? Nej, vel. Men dette er faktisk mere korrekt, end at du siger: Jeg kører lige ned i kirken for at hente noget og derefter kører ned til en tom bygning, hvor I normalt mødes. Denne tomme bygning har jo slet intet med en forsamling af mennesker (kirke) at gøre, da den jo er tom. At man i dag tænker på en bygning, når man hører ordet kirke er lidt det samme som, at man kalder en gruppe af mennesker for et hus. De to ting har intet med hinanden at gøre.

32 Set med Ny-testamentelige briller findes der faktisk ikke nogen bygning, der er hellig!! Det, at vi i dag gør bygninger til noget helligt, er forkert. Det er dig og mig, altså os kristne, der er hellige. Mødes vi så et bestemt sted, er det ikke stedet, der er helligt. Går vi fra stedet, er vi stadig hellige, og bygningen er stadig bare en bygning. Gud bor nemlig ikke i en bygning bygget af sten. Nej, han bor i os, som lever med ham. Vi er Guds tempel her på jorden. Derfor betyder det ikke noget, hvor vi mødes. Det er ikke mindre helligt at mødes på Mc Donalds end i Ribe Domkirke. Det betyder heller ikke så meget, om man er to eller to tusind, der er sammen. Jesus er jo iblandt os, bare to eller tre er forsamlet. Om man mødes på gaden eller i et hjem er altså ikke mindre rigtigt, end hvis man mødes i en bygning, man kalder kirke snarere tværtimod. Det, at mødes på gaden og rundt omkring i hjemmene, er nemlig, hvad de første kristne gjorde. Stedet betyder altså ikke så meget, da kirke som sagt betyder en forsamling af kristne. Der, hvor en forsamling mødes, der har/er man altså kirke. Omkring år 300 begyndte man at bruge ordet kirke, - det vides ikke med sikkerhed hvorfor. Det siges, at ordet kirke kommer af det græske ord kuriakos, hvilket betyder det som hører Herren til eller Herrens. Dette ord finder man dog kun 2 steder i Bibelen, og ingen af stederne har det noget med kirken/menigheden at gøre. Begge steder er kuriakos oversat til Herrens...på Herrens (kuriakos) dag blev jeg grebet af Ånden og hørte bag mig en høj røst som af en basun (Åb 1,10) Når I kommer sammen, er det ikke Herrens (kuriakos), måltid, I holder (1 Kor 11,20) Som du ser, finder vi faktisk ikke ordet kirke på Bibelens grundsprog. Vi finder for den sags skyld heller ikke ordet menighed. Men i stedet finder vi igen og igen ordet forsamling (Ekklesia). Men hvorfor begyndte man at bruge ordet kirke i stedet for forsamling, når man ikke finder det i Bibelen? Tja, det kunne måske skyldes at Kejser Konstantin tilbad en solgud og var meget optaget af det. En overgang var han faktisk ypperstepræst i en solguds kult (Sol Invictus-kulten). Slår man ordet kirke op i det store leksikon wikipedia, kommer dette frem: Kirke (eller Circe) er en troldkvinde fra græsk mytologi. Hun er datter af solguden Helios og månegudinden Perse. Måske dette kan forklare hvorfor man dengang begyndte at bruge ordet kirke? Vi kan kun gisne om svaret, for vi kan ikke med sikkerhed sige, hvor ordet kirke kommer fra. Vi ved blot, at når der i vores danske bibel står kirke/menighed, så er det oversat fra ordet ekklesia, hvilket ganske enkelt betyder forsamling. Så når der i Bibelen står kirke eller menighed, menes der forsamling, - og denne forsamling har intet at gøre med en kirke-bygning, medlemskab, vedtægter, søndags gudstjenester o. lign. Når man begynder at forstå dette, vil Bibelen give en hel ny mening for mange mennesker. Vi lægger nemlig nemt vores egen tolkning ind i teksten, - og giver derved teksten en anden betydning, end hvad der oprindeligt var tænkt. Således også med ordet kirke og menighed. Prøver vi i stedet at indsætte ordet forsamling, kan dette måske hjælpe os til at komme ud over vores fejlagtige forståelse af ordet kirke. Prøv selv!! Glem alt om kirke-bygninger, vedtægter, medlemskaber, gudstjenester, og hvad du ellers forbinder med kirken. Læs så Det Nye Testamente og indsæt ordet forsamling, hver gang der står kirke eller menighed, så vil du se, hvad jeg mener. Før læste vi, at Gud havde sat nogle tjenester i kirken. Når vi læser dette, tænker de fleste på, at Gud havde sat disse tjenester i en kirkebygning eller et kirkesamfund bestående af flere kirker. Men der henvises altså ikke til en bestemt kirkebygning eller et bestemt kirkesamfund. Nej, der henvises til hans forsamling af troende. For det første, havde de første kristne ikke bestemte kirkesamfund dengang. For det andet havde de heller ikke en bygning, som de kaldte kirke. Så når der står, at Gud havde sat tjenester i kirken, menes der i forsamlingen af troende, der mødtes rundt omkring, hvor de kunne mødes.

33 Vi læser lige skriftstedet om disse tjenester igen, hvor jeg har omskrevet det lidt, så det giver en mere korrekt forståelse: Blandt forsamlingerne af troende rundt omkring i hjemmene og på gaderne har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger. (1. Kor. 12, 28) Når man begynder at forstå, hvad de forskellige begreber virkelig betyder, vil det give en helt ny mening at læse Bibelen. Det vil gøre, at man begynder at forstå, hvordan de første kristne virkelig levede. Dette vil sætte én fri til at leve med og tjene Gud i hverdagen, hvor end man er. Gud kommer ud af den boks, vi har sat ham i, og kristendommen anno 2010 bliver, som vi læser om den i Det Nye Testamente. Kirken var altså en forsamling af troende, der mødtes rundt omkring i mindre og større grupper. Når de mødtes, var det udenfor alle de mure, vi har opbygget i dag. Der var ingen bygning eller noget kirkesamfund, hvor man havde mærkat som enten pinseven, baptist eller lutheraner. Disse mure er nogle, vi har sat op, og Gud vil i den sidste tid bryde dem ned. Dette sker ikke ved, at alle de store kirkesamfund bliver enige og lægger deres store systemer sammen. Det sker ved, at murene falder, og mennesker igen begynder at mødes rundt omkring i hjemmene, på gaderne, hvor der ikke er et navn, program eller organisation ud over Bibelen, der fortæller, hvad vi skal tro og mene. De første kristne var ikke medlemmer af et kirkesamfund, de var tilhørere af vejen, altså tilhørere af Jesus Kristus. Der er mange problemer med disse opdelinger i dag. Et af problemerne er, at man i hvert sit kirkesamfund ikke får fat i det, som Gud ønsker at åbenbare for os gennem de andre. Gud gav mig et billede af dette for et stykke tid siden. Bibelen siger, at vi erkender stykkevis, men en dag skal vi kende Gud fuldt ud. (1. Kor. 13). Det, at vi erkender stykkevis, er det samme, som at, vi alle hver især får nogle stykker/brikker af Kristus. Jeg har nogle brikker af ham, og du har nogle brikker af ham. En anden har en anden brik, en tredje har en tredje osv. Gud åbenbarer noget forskelligt for os hver især. Vi sidder i dag i hvert vores kirkesamfund med hver vores egen lille brik. Men hvad ville der ske, hvis vi mødtes med brikkerne på kryds og tværs rundt omkring i hjemmene? Jo, ligesom i et puslespil, ville vi se mere af helheden, hvis vi samlede brikkerne. Vi ville pludselig få et større billede af, hvem Kristus er. Når folk i dag mødes rundt omkring til gudstjenester, bliver Kristus begrænset til, hvad den enkelte præst ved om ham, eftersom præsten er den eneste, der deler noget i dette system. Derfor siger Bibelen, at når vi kommer sammen, har alle noget at dele. Men dette kan igen kun lade sig gøre i små forsamlinger. Jeg har gode venner i forskellige kirkesamfund. Venner, der virkelig elsker Jesus, og som er mine brødre i Herren. Vi kan sagtens mødes og dele ordet sammen, også selvom der er områder, hvor vi endnu ser forskelligt på tingene. Men vi rykker os alle lidt efter lidt. Dette er til stor velsignelse, da man i et sådant samvær ser andre brikker, end man normalt gør. Dette giver en større åbenbaring af skriften, og hvem Kristus er. Dette vil aldrig kunne ske på samme måde i en kæmpe organisation, da man desværre tit advarer imod de andre og låser sine medlemmer fast - af frygt for at miste dem. Skal vi være ét, må det derfor ske på det personlige plan, hvilket er nemt, hvis vi fjerner de mure, vi har bygget op i vores store organisationer. Først må den enkelte være ét med Kristus, og da kan vi nemt blive ét med hinanden. Du er Kristi kirke her på jorden. Dette er du 24/7 hele tiden. Møder du én fra en anden kirke, burde det derfor være tilladt at dele Kristus sammen, da I jo er en del af samme legeme/kirke. Når I er sammen, er det jo kirke, og I kan derfor dele Kristus og være til velsignelse og opbyggelse for hinanden. Sådan burde det være - men sådan er det desværre ikke altid i dag, da man i dag skal holde fingrene fra de andres får.

34 Jeg tror virkelig på enhed, men på en enhed der bygges på Jesus Kristus og ikke på systemer og strukturer. I den første menighed havde man ikke medlemsoptagelse. Når man omvendte sig og blev døbt, blev man døbt til at være en del af Kristi legeme. Man tilhørte nu Kristus - og altså ikke et bestemt kirkesamfund eller en kirke, og man kunne derfor let mødes med andre, der også tilhørte Kristus. Man var ikke medlem af nogen kirke og derfor ikke en del af en menneskelig vision. Derfor var der ingen frygt for, at man ville begynde at mødes med andre. Den første menighed bestod af mange små selvstændige grupper, der bare relaterede til hinanden i kærlighed. Der fandtes ikke kirkesamfund, konkurrence eller kontrol. Disse forsamlinger kunne være små; helt ned til kun at bestå af 2-3 mennesker, men de kunne også være større og bestå af mennesker. Der var tit udskiftning, da nye kom til, og man derved startede nye grupper eller delte sig. Man var tit sammen, og det var som en lille familie, der voksede. Det handlede ikke om medlemskab og om, hvor man mødtes, eller hvor mange man lige var. Det handlede om, at man mødtes og delte Kristus, idet alle lagde deres brikker til fællesskabet. Man spiste også sammen, og nadveren var en del af dette kærlighedsmåltid. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem. (Matt. 18, 20) Det, at man var i mindre grupper, gjorde netop, at man var som en familie, hvor man dagligt kunne komme sammen, og hvor man kunne dele liv. Jeg er i mine 15 år som kristen kommet i forskellige kirker, men jeg må sige, at det først er i de senere år, at jeg virkelig har oplevet kirken som min familie, og jeg virkelig kan sige, at jeg elsker de folk, jeg er sammen med. Det er kærligheden og Kristus, der holder os sammen - og ikke en bygning eller et medlemskab. Dette er noget, jeg vil ønske, at andre også skal få lov at opleve. Kirken er dig Kirken er ikke en bygning eller et bestemt sted, man tager hen. Kirken er dig! Du er Kristi legeme her på jorden. Du er kirken der, hvor du er og kommer. Dette, med at vi er Kristi legeme, er noget, jeg tror, de fleste kristne har hørt på et eller andet tidspunkt. Men ét er at høre det, noget andet er at få det åbenbaret og leve det ud. De fleste kristne har hørt dette, men det er de færreste, der lever som om, de har forstået det. Et af problemerne ved at have en kirkebygning er, at vi nemt kommer til at gøre kirken mere hellig end andre steder. Samtidig kan en kirkebygning være med til at reducere kristenlivet med Gud til noget, man gør på et bestemt tidspunkt og på et bestemt sted. Jeg siger ikke, at det altid er sådan, men faren er der. Det skal forstås på den måde, at vi i dag har mennesker, der siger ting, opfører sig og gør ting hjemme og andre steder, som de aldrig kunne finde på at gøre i kirken. For dem er kirken - og især søndag formiddag - noget helt specielt. Det er et sted, hvor Gud er, og hvor man må opføre sig rigtigt. Dette har aldrig været meningen, og det var netop noget af det, Jesus gjorde op med i den nye pagt. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem? Jesus sagde til hende: Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed. (Joh. 4, 20 25) Jesus kom netop for at indstifte en ny og bedre pagt. Han kom for at skabe sig et nyt hus, nemlig dig og mig. Gud vil bo i os, og dette gælder 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen. Det vil sige, at der ikke er noget, der sker i kirken, som ikke kan ske derhjemme i hverdagen. Når vi forstår dette og for alvor får Gud med i vores hverdag, vil vores liv aldrig blive det samme igen. Men i dag lever mange et hverdagsliv, som de aldrig kunne finde på at leve, når de er i kirke. De lever desværre et helt andet liv lørdag aften, end når de står i lovsangen søndag formiddag. De lever i et bedrag og tror, at alt er i orden, bare man kommer i kirken søndag. Denne fare er der også.

35 Livet med Gud er et liv i hverdagen og ikke noget, man bare kan gå fra og til. Det er alle steder og ikke noget bestemt sted. Der er selvfølgelig tidspunkter, hvor man giver ham sin fulde opmærksomhed frem for andre. Men selvom man er optaget af andre ting, så forsvinder Gud aldrig. Jamen, at Gud er en del af hverdagen, kan man da også opleve, samtidig med at man kommer fast i en kirke hver søndag? Ja, selvfølgelig kan man det!! Problemet er bare, at det desværre ikke er det, vi altid ser. Livet med Gud reduceres langsomt til at skulle foregå et bestemt sted, hvor en bestemt person (præsten) gør bestemte ting (nadver og taler) på et bestemt tidspunkt (gudstjenesten søndag formiddag). En undersøgelse fra USA viser, at kun 10 % af dem, der går fast i kirke, taler med hinanden og deres børn om Gud i dagligdagen. Det vil sige, at 90 % af dem, der kommer i kirkerne, lader Gud ligge i hverdagen. Dette er virkelig skræmmende, når Gud helt fra begyndelsen netop har tænkt, at kristenlivet skulle udspringe i familien og dagliglivet. Så vi ser bare, at det ene meget nemt bliver en erstatning for noget andet. Vi ser det samme i søndagsskolerne. Den første søndagsskole så lyset i slutningen af 1700-tallet i Europa. Da den i starten af 1800-tallet kom til USA, gik flere store kirkesamfund faktisk imod den. De ville ikke have den ind i deres kirker. Dette er svært at forstå for os danskere. Hvorfor i alverden ville de ikke have søndagsskole i deres kirker? Der er da intet forkert ved søndagsskolen? Men årsagen til dette var, at man frygtede, at en søndagsskole ville fjerne ansvaret fra dem, hos hvem Gud havde placeret ansvaret, nemlig forældrene og særligt faderen, som er præsten i hjemmet. Kigger vi på kirkerne i dag, kan vi ikke sige andet, end at de amerikanske kirker havde ret i deres formodning. Søndagsskolen har nemlig mange steder erstattet forældrenes ansvar for at undervise deres børn. Kun 10 % af dem, der kommer i kirkerne, taler med deres børn om Gud i hverdagen. Hvor få procent er det så, der rent faktisk underviser deres børn i Guds ord? Hvor mange forældre herhjemme sidder og underviser og taler med deres børn om Gud? Højst sandsynligt ikke mange! Og årsagen er netop, at mange i dag tænker, at det med at undervise deres børn er noget, søndagsskolen tager sig af. Vi har altså lagt ansvaret fra os over på et system, man ikke finder i Bibelen. Søndagsskolerne er i sig selv ikke forkert, men hvis de fører noget forkert med sig, må man jo stoppe op og se på, hvad man så kan gøre i stedet. På samme måde er også kirken blevet en erstatning for ens eget personlige liv med Gud. Mange tænker: Det er præstens job at høre fra Gud og undervise mig. Det er kirkens job, at jeg vokser i mit liv med Gud osv. Ansvaret for ens liv med Gud er blevet flyttet over på et system, hvor det ikke burde være. Igen vil jeg understrege, at det ikke nødvendigvis er sådan alle steder men er man ikke på vagt, er det hvad, der kan ske. Kigger vi igen på kirken, så er du altså den eneste kirke, Gud har. I Bibelen kan vi læse, at vi nu er Guds tempel (kirke) her på jorden. Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? (1. Kor. 3, 16) Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme! (1. Kor. 6, 19 20) Vi er altså Guds tempel - det eneste tempel han har. Vi skal derfor ære Gud med vores legemer, hvilket, som tidligere sagt, selvfølgelig er noget, der gælder syv dage i ugen. Vi er Guds tempel, og vi er faktisk også alle præster. Ham, som elsker os og har løst os fra vore synder med sit blod, og som har gjort os til et kongeligt folk, til præster for Gud, sin fader, ham være ære og magt i evighedernes evigheder. Amen. (Åb. 1, 5-6)

36 Dette er vores stilling i dag - i den nye pagt. Vi er i dag Guds tempel, og vi er alle præster. Eller sagt mere personligt: Du er Guds kirke, og du er præst med adgang ind for Gud. Det eneste hellige ved en kirkebygning er dig og de andre, der kommer der. Du har i dag adgang ind i det allerhelligste på grund af Jesu dyrebare blod, hvis du altså er født på ny og lever med ham. Man behøver altså ikke en ypperstepræst som mellemmand, som vi læser om i Det Gamle Testamente. Ergo behøver vi ikke nødvendigvis at komme i en bestemt kirkebygning eller have en rigtig præst for at have gudstjeneste. Vi er alle præster og kan derfor alle høre fra Gud, døbe folk, dele nadver ud, bede for syge osv. Kirken er dig. Præsten er dig. Gudstjenesten er faktisk også dig. Hvis du søger på ordet gudstjeneste i den danske bibel, dukker det kun op to steder. Det ene sted er flg.: Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag - det skal være jeres åndelige gudstjeneste. (Rom. 12,1) Gudstjenesten er ikke kun noget fysisk med specielle ritualer og en liturgi, som vi ser den i dag. Dette vers forklarer rigtig godt, hvad en gudstjeneste også er. Den er nemlig ikke noget, man bare går til på et bestemt tidspunkt. Gudstjeneste er, at vi bringer vores legemer (Guds tempel) som et helligt offer til Gud, så han kan bo i os. Et offer, så han netop kan tage bolig i os og bruge os til sit formål. Vi har reduceret kirken til at være et bestemt sted, men i virkeligheden er kirken en bestemt person, - nemlig dig!! Præsten er også blevet til en bestemt person, der skal gøre bestemte ting for dig; ting du i virkeligheden selv burde gøre, da du i dag er præst ind for Gud. Gudstjenesten er på samme måde blevet gjort til noget, man kun gør på et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt - nemlig søndag formiddag. Men gudstjeneste er, at vi alle hver især bringer vores legemer til Gud, hvilket kan ske når som helst og hvor som helst, hvor to eller tre er forsamlet. Det stærke åndelige liv, de første kristne havde, hænger sammen med deres forståelse af disse ting. Så når dette bliver åbenbaret for dig, vil det betyde, at du får en endnu større frihed ind for Gud. Gudstjenesten Kigger vi på de forskellige typer af gudstjenester i dag, så er de næsten alle ens, uanset hvor man kigger hen. I den katolske kirke er det dog nadveren, der er centrum i gudstjenesten, da man der tror, at nadveren rent faktisk bliver til Jesu kød og blod. Denne opfattelse stammer helt tilbage fra Gregory the Great, e.kr. Men Luther gik imod denne opfattelse, og vi har derfor i dag en luthersk gudstjeneste, hvor i stedet det er prædikenen, der er i centrum. I 1523 kom Luther med et udkast til en fornyelse af den katolske messe, hvilket faktisk har lagt grunden for den protestantiske og lutherske folkekirkes liturgi. I dag er det i stedet for nadveren prædikestolen, med prædikenen som det vigtigste element i gudstjenesten. En af ændringerne er også, at hele forsamlingen i dag synger med på sangene under gudstjenesten, hvilket den ikke gjorde dengang. Ellers er der ikke stor forskel på det, Gregory the Great fremførte i 500-tallet, og det Luther sagde i 1500-tallet. Kigger vi på gudstjenesten i den lutherske folkekirke og i frikirkerne i dag, finder vi heller ikke nogen særlig forskel på selve opbygningen af gudstjenesten. Der er selvfølgelig forskel på, hvordan sangene og talen præsenteres, men selve opbygningen er temmelig ens. I en typisk frikirke i dag starter man med en velkomst, så har man bøn og derefter nogle lovsange. Herefter kommer information/kollekt, nogle flere sange og så kommer taleren på og taler. Efter talen, som altid er envejs kommunikation, er der forbøn. Nogle steder sætter man nadveren ind efter talen. og slutteligt runder man af med kirkekaffe. Denne opbygning minder rigtig meget om opbygningen af en gudstjeneste i folkekirken. Til sådan en gudstjeneste i frikirkerne i dag er der normalt en mødeleder, en lovsangsleder og én, der taler, hvilket tit er præsten. Resten af forsamlingen kan synge med på sangene, men må ellers nøjes med at betragte, hvad de andre aktører gør. Møder man så én om mandagen, der spørger, om det var en god gudstjeneste, tænker man tilbage på talen som det første og derefter lovsangen, hvis man kommer dertil. Normalt står eller falder hele gudstjenesten på, om det var en god tale eller ej.

37 Men lad os se på, hvad Bibelen siger om det at holde gudstjeneste: Når I kommer sammen, så bør I hver især komme med noget, der kan styrke fællesskabet. Én kan synge en salme, én kan undervise, og én kan komme med en åbenbaring. Én kan bringe et budskab i tunger, og én kan udlægge det. (1. Kor. 14, 26. Bibelen på hverdagsdansk) Det vigtige at få med her er dét, Paulus siger først: Når I kommer sammen, så bør I hver især komme med noget, der kan styrke fællesskabet. Den liste, der her følger med, er ikke det vigtigste, da den kan fortsætte med flere punkter. Det, Paulus ønsker at sige, er, at når man kommer sammen, bør alle kunne bringe noget til fællesskabet. Til en typisk gudstjeneste i vore frikirker i dag er der normalt mellem 3-5 personer, der bringer noget. Resten sidder altså og brænder inde med deres brik af Kristus. Jo større kirken er, jo flere vil sidde passive. Nogle vil så sige, at hvis alle skulle bringe noget, ville det jo blive en frygtelig lang gudstjeneste. Ja, det er rigtigt, hvis man er meget mere end 10 personer, og alle skal tale i en halv time. Derfor ser man også i Bibelen, at de første menigheder bestod af små husgrupper og ikke store kirker. Dog vil jeg indskyde at det ikke behøver at tage lang tid at dele et ord, vidnesbyrd, sang osv. Bibelverset, vi lige læste her, er faktisk den eneste liturgi, vi finder i Bibelen. Der findes ikke noget belæg for, at der skal være en bestemt rækkefølge for velkomst, sang, kollekt og tale. Der findes ikke noget om, at det kun er nogle få, der deler noget og resten, der sidder og lytter. Når vi læser i Bibelen, at Paulus engang talte hele natten (Ap. Gern. 20), tror vi igen, at dette var en lang uafbrudt tale af Paulus, men grunden til, at han kunne tale i så lang tid, var, at folk var med. Graver vi ned i grundteksten vil vi se, at man i dette afsnit i Apostlenes Gerninger kapitel 20 har brugt to forskellige ord, som begge er oversat til det samme på dansk. Det ene ord betyder rigtig nok tale. Det andet ord derimod handler ikke om at tale, men om at føre en dialog. Så Paulus talte sikkert en del af tiden - og efter hans tale har de ført aktiv dialog/samtale til langt ud på natten. De stillede altså spørgsmål og var aktive i forhold til, hvilken retning samtalen tog. Så det foregik ikke som i dag, hvor én taler 45 minutter uafbrudt - og så farvel og tak. Går vi tilbage til de kristne i vores historie i starten af bogen, ville de altså mødes på en helt anden måde, end vi gør i dag. De ville for det første ikke have en kirkebygning. De ville ikke have en gudstjeneste hver søndag formiddag. De ville heller ikke have en liturgi som vores. Nej, de ville sikkert mødes i hjemmene og dele Kristus med hinanden. De ville sikkert spise sammen og dele nadver som en del af et almindeligt måltid, hvor de spiste og blev mætte. Efter dette ville alle så have mulighed for at dele noget, som kunne være til opbyggelse for de andre. Nogle kunne komme med et syn eller en sang, og nogle kunne dele et ord ud fra Guds ord eller en oplevelse, de havde haft. Denne måde at mødes på ville betyde mange ting. Det ville for det første gøre, at alle ville få et større billede af, hvem Kristus er, da man ikke ville være begrænset af præsten og nogle få andre. Det ville også gøre, at folk heller ikke ville være frustrerede, som mange er i dag, over, at de ikke kan fortælle om det, de oplever. Desuden ville folk vokse på en helt anden måde. Kigger vi på frikirkerne i dag, ser vi tre grupper af kristne. Der er en meget lille gruppe af folk, der tjener og er tilfredse med det. De har fundet en plads i kirken, hvor de kan tjene Gud. De oplever derfor, at de bliver brugt, og det vokser de ved. De er derfor tilfredse og ønsker, at tingene skal fortsætte, som de gør. Men denne gruppe er desværre meget lille. Den anden gruppe er rigtig stor. I denne gruppe er mange utilfredse og frustrerede over, at de ikke kan komme til med de ting, Gud har lagt i dem. De har nu siddet der i flere år og lyttet søndag efter søndag. De er frustrerede over, at de ikke kan komme videre i dette system og begynder derfor mere og mere at kritisere alle i ren frustration.

38 Den sidste gruppe er desværre langt den største. En stor del af denne gruppe har været dér, hvor den anden store gruppe er. Men efter nogen tid med frustration i den anden gruppe, har de givet op. De har derfor valgt at lægge sine drømme på hylden og acceptere, at de ikke kan komme videre og blive brugt. De har slået sig til ro, og langsomt er ilden i deres indre blevet slukket, og de er blevet tilfredse og lunkne. Den sidste gruppe er altså gruppen med de lunkne og frafaldne. De fortsætter stadig med at komme i kirken, da systemet er det sidste, man forlader. - Men i hjertet har de for længst forladt den første kærlighed og mistet ilden. Derfor trænger vi til at se en reformation af vores kirkestruktur. Som du måske husker, ville vi så gerne lave noget, der var anderledes, da vi for år tilbage i en anden by skulle have vores første gudstjeneste. Men hvad skete der? Jo, det blev præcis som det, vi kom fra. Sandheden er, at kirketraditionerne ligger dybt i os alle. Det tager ofte lang tid at få dette ændret, men ved Guds hjælp kan det ske. Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne. (Rom. 12, 1 2) Når de fleste læser dette skriftsted, tænker de normalt på synd og forkerte tanker. Dette er også, hvad der henvises til. Men det handler ikke kun om synd og forkerte tanker. Det handler i lige så høj grad om, at vi ikke skal tilpasse os de systemer, som bygger på denne verden. Vi skal altså ikke tilpasse os alle de traditioner, der ikke kan forenes med Bibelen og Kristus. Vi skal fornyes i vort sind, så vi netop kan gøre det, Gud vil. Så tilpas jer ikke de traditioner og de systemer, der bygger på denne verdens filosofi og hedenskab, men lad jeres sind forny, så I kan skønne, hvordan Gud vil, at hans kirke skal være, og så I kan gøre det, han ønsker, og skabe disciple. Eksemplets magt Jesus kaldte os som sagt til at gøre folk til hans disciple. Vi begår bare en fejl ved at tro, at dette kommer af sig selv, hvis folk bare kommer til møderne søndag efter søndag i vore kirker. At lytte til undervisning kan nemlig ikke i sig selv skabe disciple. Jesus var tømrer men byggede ikke en eneste kirke! Han startede heller ikke en organisation og havde ikke gudstjenester på bestemte tidspunkter. Han startede heller ikke en bibelskole, som skulle gøre arbejdet. Nej, måden, han gjorde folk til disciple på, var anderledes, end hvordan vi gør det i dag. I Mattæus evangeliet kapitel 4 kan vi læse, hvordan Jesus kaldte sine første disciple. En dag, da Jesus gik langs bredden af Galilæasøen, så han to brødre, Simon (der senere fik navnet Peter) og Andreas. De var i færd med at fiske med kastenet i søen. Jesus råbte ud til dem: Kom med mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere. Med det samme sagde de farvel til fiskeriet og fulgte ham som hans første disciple. (Matt. 4, 18 20) Jesus kaldte sine disciple med disse ord: Kom og følg mig. En discipel af Jesus var og er stadig en efterfølger af ham. Vi forlader det, vi har gang i, for at følge ham. Men hvordan gjorde Jesus folk til sine disciple? Byggede han en kirke, hvor de kunne mødes hver søndag? Lavede han en bibelskole, hvor han kunne komme til eleverne og undervise hver formiddag? I Bibelen på hverdagsdansk er der en ordforklaring ud fra de vers, vi lige læste. Der står: I datidens kultur foregik undervisningen ofte ved, at man fulgte en mester og lærte gennem eksemplets magt. En discipel er altså snarere en lærling end en studerende. Derfor kalder lærlingene og andre mennesker ofte Jesus for mester.

39 Der er gemt mange sandheder i det, vi læser her. Sandheden er, at i datidens kultur gjorde Jesus og de første kristne tingene meget anderledes, end vi gør i vores kultur i dag. I datidens kultur foregik undervisningen ved, at man fulgte en mester. Man fulgte én og lærte primært igennem eksemplets magt. Man lærte altså ikke bare ved at lytte men ved at følge efter og se. I dag foregår næsten al undervisning i kirkerne ved, at man hører én undervise. Det foregår netop ved, at man som en studerende sidder og lytter til en lærers undervisning. Det er jo sådan, hele vores samfund er bygget op. Men heldigvis begynder flere og flere skoler at indføre en anden måde at lære på. De begynder endnu mere at involvere de unge, så de ikke bare lytter men selv er aktive. Forskere har lavet en undersøgelse om, hvordan man bedst lærer. Dette er de tal, de kom frem til: Vi husker: 10 % af, hvad vi læser. 20 % af, hvad vi hører. 30 % af, hvad vi ser. 50 % af, hvad vi hører og ser. 70 % af, hvad vi selv siger. 90 % af, hvad vi selv gør. Som du kan se, er der en kæmpe forskel på, om man bare sidder og lytter, som i kirkerne, eller om man ser, selv taler eller gør noget. Jesus oplærte sine disciple ved, at de fulgte ham. De oplevede derfor ikke kun, hvordan han underviste, - de så også, hvordan han levede. Efter de havde set, hvordan han gjorde tingene, sendte Jesus dem ud for at gøre det samme. Dette er en vigtig del, der desværre også er gået tabt i dag. Ligesom jeg selv følte, da jeg lige var blevet kristen, bliver der i dag nemt et distanceret forhold mellem den almindelige kirkegænger og præsten (eller taleren). Der er ofte en afstand, som gør, at folk ikke vokser i troen. Når jeg i dag er ude i landet, møder jeg tit folk, der har respekt for mig pga. min tjeneste. Men det er én ting at have respekt for mig og se op til mig, når de kun ser mig via min hjemmeside eller nogle få gange om året på en talerstol. Det er noget helt andet, når man går op og ned af mig og møder mig i alle mulige situationer. De hører mig undervise og husker 20 % af det. Men de folk, der går op og ned af mig til daglig vokser på en helt anden måde. Især når jeg tager dem med ud, så de selv får mulighed for at give det videre, som de har lært. De får ikke kun undervisning gennem mine ord men også gennem mit liv. De lytter ikke kun, men de lærer ved at se, hvordan jeg lever. De lærer ved at se, hvordan jeg er overfor min kone og mine børn, og hvordan jeg tænker på andre, bruger tid med Gud osv. De lærer ved at følge mig og gøre, hvad jeg gør. Kirken er nemlig en del af hverdagen og ikke noget, der bliver flyttet ud til et bestemt sted nogle timer om ugen. Når man tænker på, at vi som mennesker lærer gennem eksemplets magt, altså ved at se hvad andre gør, hvad er det så, man lærer i mange kirker i dag? Kan man i kirken lære, hvordan man vidner? Hvordan man er en god familiefar? Hvordan man er en god ægtefælle? Nej, alt dette er nemlig noget, der hører til dagligdagen - noget man ikke oplever to timer i en kirke søndag formiddag. Jo, man kan selvfølgelig høre undervisning om dette, men det foregår kun ved at høre og ikke ved eksemplets magt. Hvad kan man så lære i kirken? Jo, man kan se, hvordan folk underviser, synger sange eller byder velkommen og andre ting, der hører kirkelivet til. Men Gud har ikke kaldet os til at blive professionelle kristne, der lever et professionelt kirkeliv. Vi er kaldet til at gå ud og gøre alle folk til hans disciple. Disciple, som lever livet ud i hverdagen. Gud har ikke kaldet os til kun at tjene ham på nogle få områder og så lade resten ligge. At man lykkes på en talerstol, mens familien falder fra hinanden, er ikke at lykkes. Nej, det er hele livet, det handler

40 om. Derfor kaldte Jesus folk til at følge ham, så de igennem livets udfordringer kunne lære ved eksemplets magt. Et godt eksempel på den måde, Jesus og de første kristne gjorde det på, er det, vi i dag kalder mesterlære. Dette bruger man ikke så meget mere i dag som for år tilbage. Det går kort fortalt ud på, at man starter i lære hos en mester og følger ham, indtil man bliver udlært. Hvordan lærer sådan en lærling? Jo, han lærer ved at se, hvad mesteren gør. Mesteren underviser, imens han gør tingene, så lærlingen ikke kun hører, men også ser. Efter kort tid er det så lærlingens tur til selv at gøre tingene. Han bliver altså ikke bare skubbet alene ud i det. Nej, mesteren står stadig ved hans side, så han kan se, om lærlingen begår fejl eller stadig trænger til en lille hånd. Efter et stykke tid begynder lærlingen så at gøre tingene på egen hånd, og han bliver udlært og kan rejse videre. Sådan burde det også være, når det kommer til kristenlivet. Man følger andre modne kristne og lærer gennem eksemplets magt. I løbet af kort tid er man så klar til selv at stå med en opgave og undervise andre. En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. (Luk. 6, 40) I Lukas evangeliet kapitel 9 kan vi læse, hvordan Jesus træner sine disciple. Han giver dem en ordre med nogle instrukser. Han siger bl.a. dette: Så sendte han dem ud for at prædike Guds rige og helbrede de syge, og han sagde til dem: Tag ikke noget med jer på rejsen, hverken stav eller taske eller brød eller penge, heller ikke to kjortler hver. (Luk. 9, 2-4) Det, han siger hér, gør han bevidst for, at de skal lære. Senere kan vi nemlig læse dette: Så sagde han til dem: Dengang jeg udsendte jer uden pung og taske og sko, manglede I da noget? Nej, ingenting, svarede de. Da sagde han til dem: Men nu skal den, der har en pung, tage den med, og ligeså tasken; og den, der ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe sig et. (Luk. 22, 35-37) Han sendte dem altså ud på et tidspunkt, for at de skulle lære noget, - nemlig at stole på Gud. Når Jesus senere siger, som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer (Joh. 20, 21), vidste hans disciple, hvad dette betød. De havde nemlig set, hvordan han var udsendt af Faderen. Jesus havde kun sine disciple i 3 år, men det var nok til, at de kunne gå ud og forvandle verden. I dag ser vi kristne sidde på kirkebænken i 15 eller 20 år uden den helt store forandring. Hvorfor? Kan årsagen være, at vi har bygget et kirkesystem op, der ikke formår at oplære folk igennem eksemplets magt? Kan årsagen være, at man kun husker 20 % af, hvad man hører? Forestil dig en ung mand, der gerne vil være elektriker. Han starter derfor på skolebænken. Men det specielle er, at efter 4 år på skolebænken har han stadig ikke prøvet tingene i praksis. Han har kun læst og læst uden at gøre noget. Han har læst alle bøgerne og hørt al undervisningen om, hvordan og hvorledes det skal gøres, så han ved det hele. Nu er tiden kommet, hvor han skal vise, hvad han har lært igennem de 4 år. Hvad vil der ske med ham? Jo, han vil formentlig opleve frygt og usikkerhed og have svært ved at komme i gang. Han vil sikkert tænke, hvad nu, hvis det ikke er helt sådan, som jeg har læst? Hvad nu, hvis noget går galt osv.? Dette gør, at han begynder at få kolde fødder, fordi afstanden mellem at sidde og lytte og så at udføre det i den virkelige verden er så stor. Dette vil heldigvis aldrig ske for en elektriker i dag. På skolen vil han nemlig hele tiden prøve tingene af, og meget af undervisningen vil foregå gennem praktisk træning. Efter en kort tid på skolen vil han også skulle i lære og følge én, før han til sidst er klar til at gøre arbejdet alene. Det eneste sted, man ikke gør sådan i dag, er i vore kirker. Dér foregår al undervisning som i en skole. Derfor har vi i dag en kirke, der er fyldt med frygt, og som aldrig kommer ud i den virkelige verden og

41 for alvor gør det, Jesus har befalet den at gøre. Den ved alt om, hvordan man gør men kan bare ikke selv gøre det. Tager jeg f.eks. én, der gerne vil høre om Gud og en kristen, der i 10 år trofast er kommet i kirken, og siger så til den kristne: Fortæl lige evangeliet for ham her, og vender han om, så døb du ham lige i vand og med Helligånden. Bagefter tager du dig af ham. Hvad ville der ske? Jo, der ville ske det, at den kristne slet ikke ville vide, hvilket ben han skulle stå på. Men en discipel af Jesus skulle jo gerne kunne gøre andre til disciple, da dette er en del af den mission, han har givet os alle. Der er i dag en kæmpe grøft af frygt mellem kirken og verden. Denne grøft fjerner vi kun ved, at vi begynder at gøre folk til disciple i dagligdagen, som Jesus lærte os. En definition af sindssyge kan være at gøre det samme igen og igen og så forvente et andet resultat! Kig på de kristne, der har siddet i kirken i år. Spørg så dig selv, om de er i stand til at gøre det, jeg talte om før? Er svaret nej, så ved du, at de heller ikke vil blive det om yderligere år, hvis man bare fortsætter på samme måde. Vi er tit så godtroende og tænker, at fortsætter vi bare lidt endnu, så vil forandringen ske. Men jeg er overbevist om, at er forandringen ikke sket nu, vil den heller ikke ske i fremtiden. Når vi er klar over, at vi lærer bedst gennem eksemplets magt, vil vi også forstå, at det faktisk er utrolig vigtigt, hvem vi omgås. Vi lærer altså ikke kun ved at lytte til prædikanterne i kirken. Vi lærer i høj grad også igennem de andre, vi mødes med i kirken, og alle vi ellers relaterer til. Det er lidt som historien om en ælling, der åbner sine øjne for første gang, og den første den ser, tror den, er dens mor. På samme måde er det, når man bliver født på ny og éns åndelige øjne bliver åbnet, da vil den kristendom man ser omkring sig, være den rigtige og den normale. Dette kan man selvfølgelig ændre på, men det er faktisk ikke altid så nemt. Bliver man en del af et fællesskab, hvor mange lever i frafald og synd, vil der derfor være stor risiko for, at man selv kommer til at gøre det samme. Kommer man i stedet i et fællesskab, hvor folk er i brand for Herren og tjener Ham i ord og gerning, vil dette på samme måde smitte af på én, da vi lærer igennem, hvad vi ser og oplever omkring os. Vi tilpasser os vore omgivelser. Derfor er det vigtigt, at vi bygger fællesskaber, der er fyldt op med sande, brændende disciple af Jesus. I den første menighed kunne man ikke bare komme ind fra gaden og blive en del af et fællesskab. Nej, der skulle være tegn på, at man virkelig var omvendt og levede ret ind for Herren. Bibelen gør det klart, at det også burde være sådan i dag. Også i dag skal vi udrydde det onde fra vores midte, da den mindste surdej kan gennemsyre hele dejen. (1 Kor 5,6) Hvad jeg skrev til jer, var, at I ikke må have med nogen at gøre, der har navn af broder, men lever utugtigt eller er grisk eller er en afgudsdyrker eller en spotter eller en drukkenbolt eller en røver. I må heller ikke spise sammen med sådan en. Er det da min sag at dømme dem, der står udenfor? Er det ikke dem, som er indenfor, I skal dømme? Dem udenfor skal Gud dømme.»i skal udrydde den onde af jeres midte.«(1 Kor 5,11-13) Jeg er overbevist om, at dette er utrolig vigtigt. Igen og igen er jeg blevet overrasket over, hvor meget nye kristne vokser, når de kommer ind i et fællesskab, hvor man elsker Jesus af hele sit hjerte. Jeg har set folk, som jeg aldrig ville have troet skulle komme til at gå på gaden og forkynde evangeliet og bede for syge, da dette ikke lå til deres personlighed. Men efter de er kommet ind i et fællesskab, hvor mange gør sådan, bliver det helt naturligt for dem at gøre ligeså. Den måde vi stifter bekendtskab med kristendommen på i starten, vil vi nemlig se som det mest normale. Så vi må starte med at lave nogle fællesskaber, hvor vi tjener Jesus i både ord og gerning, så vil det sprede sig til folk, vi omgås, da vi alle lærer igennem, hvad vi ser omkring os.

42 De to spejle Bibelen taler om to spejle. Eller rettere sagt, to forskellige måder at kigge i spejle på. Den ene læser vi om her: vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er. (2. Kor. 3, 18) Her står der om, hvordan vi i dette spejl ser Herrens herlighed og forvandles efter det billede, vi ser. Der sker altså en forvandling, idet vi mere og mere kommer til at ligne det billede, vi ser på. Guds ord er sådan et spejl. Idet vi læser Guds ord, bliver vi forvandlet efter det billede, vi ser. Men der er også et andet spejl, hvilket vi læser om her: Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. Den, der er ordets hører, men ikke dets gører, ligner en, som betragter sit eget ansigt i et spejl: Han betragter nok sig selv, men går bort og har straks glemt, hvordan han så ud. Men den, der fordyber sig i frihedens fuldkomne lov og bliver ved den og ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør. (Jak. 1, 22-25) Her læser vi om én, der også ser i et spejl, men så snart han går bort, har han glemt, hvad han så. Han bliver altså ikke som den anden forvandlet fra herlighed til herlighed. Hvad er forskellen på disse to personer? Jo, den ene omsætter det, han har hørt, mens den anden kun hører og ikke formår at omsætte det. I vers 25 står der: Den, som ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør. Den engelske oversættelse siger, at han skal være velsignet ved det, han gør. Det minder meget om formuleringen, vi finder i Bibelen på hverdagsdansk: Det er jo dem, der handler på Guds ord, der oplever Guds velsignelse (Jak 1,25) Måden, vi har kirke på i dag, er dybt problematisk! Vore kirker er nemlig bygget op omkring, at undervisning i sig selv forandrer mennesker. Men undervisning i sig selv gør ikke noget, hvis man ikke handler på det, man hører. Vi bliver nemlig ikke velsignet/forvandlet ved det, vi hører, men ved det vi gør. Mange kristne sidder i kirken søndag efter søndag, år efter år og lytter til undervisning, uden man kan spore den store forandring i deres liv. De får at vide, at hvis de bare fortsætter, vil der begynde at ske noget, men dette er et bedrag!! Jakob siger jo netop hér, at vi bedrager os selv, hvis vi ikke gør det, vi hører. Vi bedrager os selv, når det, vi hører, ikke forandrer os. Vi kommer trofast søndag efter søndag men går straks bort og har glemt, hvad vi lige har hørt. Når vi ugen efter bliver spurgt, om det var en god gudstjeneste i søndags, svarer vi ja. Hvad talte han om? Åhh, ja - hvad var det nu, det var? Vi har allerede glemt det. Hvis vi ønsker at være velsignede, og at der skal ske en forandring i vore liv, så er det altså ikke nok at høre ordet. Vi bliver først velsignet, når vi gør ordet. Tror vi, at undervisning i sig selv vil forvandle os, bedrager vi altså os selv. Når vi lytter til undervisning uden at handle på det, ligner vi blot én, der betragter sig selv i et spejl, og som har glemt spejlbilledet ligeså snart, vi går bort fra spejlet. Vi har glemt budskabet, ligeså snart vi har forladt gudstjenesten. Hvis jeg ikke havde forladt kirken dengang, jeg gjorde, ville jeg aldrig være kommet dertil, hvor jeg er i dag. Jeg siger ikke, at jeg ikke fik god undervisning i kirken, for det gjorde jeg, men hele systemet gjorde det utrolig svært for mig at omsætte det, jeg hørte til handling. Vi sidder i et kirkesamfund og hører noget, vi ved, vi må gå ud at gøre. Men når man kommer ud af kirkedøren til den store verden, står man helt alene i hverdagen, og da er det pludselig svært. Vi ligner lærlingen, der kun har siddet på skolebænken og ikke har afprøvet tingene i praksis. Derfor må vi

43 komme tilbage til den måde, som Jesus gjorde tingene på - nemlig: Kom og følg mig. Kom og se, hvad jeg gør og begynd at gøre det samme, mens jeg står ved din side. I mange år har jeg tænkt, at folk i kirken bare skulle tage sig sammen og begynde at leve kristenlivet ud i hverdagen. Men jeg har efterhånden opdaget, at det faktisk er svært, så længe man kører kirke på den måde, mange gør i dag. Siden vi er begyndt at arbejde med husmenigheder og små grupper, har vi set folk vokse som aldrig før. Nyfrelste vokser op som folk, der er kommet i kirken i mange år. Jeg har set nyfrelste, der efter et halvt år allerede har ledt mennesker til frelse, selv døbt dem i vand og bedt for dem til Helligåndens dåb. Jeg har set kristne, der efter få måneder kan stå og dele ordet for kristne og ikke-kristne, som om de var kommet i en kirke i mange år. Årsagen er, at de er vokset med denne hast ved at følge andres eksempel. Igen spørger jeg: Hvor mange kender vi ikke, der er kommet i kirken i år, men som stadig ikke kan dele Ordet, døbe med vand og bede til Helligåndens dåb? Hvor mange kender vi ikke, der efter år stadig behøver mælk (=Begynderundervisning jf. Hebr ) fra andre, da de ikke selv kan tage føde til sig? Hvis vi vil vokse og se andre vokse, må vi ændre den måde, vi har kirke på. Vi kan fortsætte med at holde gudstjeneste på samme måde de næste år uden at opnå forandring. Vil vi bygge vore liv på klippen, må vi ikke bare høre Ordet men gøre det, ligesom Jesus siger i lignelsen om at bygge på sand eller klippegrund. Bemærk at også i denne lignelse er forskellen ikke, hvad de hører, men hvad de gør. Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort. (Matt. 7, 24-27) Bibelen underbygger altså netop det, forskere sidenhen har fundet frem til. Vi forandres og lærer bedst gennem det, vi gør. Her kommer de lige igen: 10 % af, hvad vi læser. 20 % af, hvad vi hører. 30 % af, hvad vi ser. 50 % af, hvad vi hører og ser. 70 % af, hvad vi selv siger. 90 % af, hvad vi selv gør. Når jeg underviser, får lytterne forhåbentlig noget ud af det, jeg deler. Du får forhåbentlig også noget ud af at læse denne bog. Men du får helt sikker ikke ligeså meget ud af bogen, som jeg selv gør. Når jeg underviser, lytter man til mig, og derved husker man ifølge forskere ca. 20 % af, hvad jeg har sagt. Men for mig, som underviser, er det noget helt andet. Jeg går nemlig og beder over det, jeg skal dele. Jeg mediterer over det, og når det virkelig er blevet en del af mig, da taler jeg det ud. Dette gør, at jeg får meget mere ud af det end alle andre. Det bliver en del af mig, og jeg husker meget mere end dem, der lytter. Alle, der selv har prøvet at undervise, ved, hvad jeg taler om. Det giver meget mere selv at gøre tingene frem for bare at lytte. Derfor må vi lave en platform, hvor alle får mulighed for at dele noget. Ikke bare for lytterens skyld, men også for folks egen skyld. Har jeg en kristen, som jeg gerne vil opfordre til at læse mere i Bibelen og lære mere i denne uge, end han gjorde i sidste uge, beder jeg ham bare om at dele noget til næste samling. Dette vil nemlig gøre, at

44 han begynder at søge Gud for noget at dele, samtidig med at han graver ned i ordet og læser og studerer for at finde noget relevant at dele. Når han har fundet emnet, tænker og mediterer han over det, og efter nogle dage kommer så tiden, hvor han skal dele det. Hvis jeg dagen efter spørger dem, der lyttede til ham, hvad de husker, vil de sikket kunne huske noget af det delte. Men spørger jeg ham selv, vil han kunne genfortælle hele budskabet igen. Netop derfor tror jeg på små fællesskaber. Fællesskaber, hvor ALLE har mulighed for at dele noget ligesom i den første menighed. Udruste til at gøre tjeneste Efter at Jesus var taget op til himlen forsatte de første kristne Jesu undervisningsmetode med at lære fra sig gennem eksemplets magt. Gennem Helligånden fik menigheden forskellige gaver til at udruste de hellige til tjeneste. De gaver, Jesus havde, blev fordelt ud over menigheden, så vi også i dag kan fungere som Kristi legeme her på jorden. Kristus gav os apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. Deres opgave er at træne de kristne til at udføre hver deres tjeneste, indtil vi alle når frem til enhed i troen på og forståelsen af Guds søn, til en sådan grad af åndelig modenhed, at vi fuldt ud kan repræsentere Kristus. (Ef. 4, Bibelen på hverdagdansk) Her læser vi om nogle af de tjenester, Jesus efterlod os. Deres kald er at træne kristne til at gøre tjeneste, så de kan vokse i modenhed. Vi kalder disse tjenester; apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere, for de femfoldige tjenester. Formålet med de femfoldige tjenester er altså, som vi læser, at udruste de hellige til at gøre tjeneste. En evangelists formål er altså ikke bare at gå ud på gaden og forkynde evangeliet. Nej, hans primære opgave er at udruste de troende til tjeneste. I evangelistens tilfælde vil det sige at træne de troende i at evangelisere. En lærers opgave er heller ikke kun at undervise de troende. Hans opgave er også at oplære de troende i selv at kunne dele ordet. Det er utrolig vigtigt, at vi får dette på plads - ellers vil menigheden ikke vokse, som den skal. I dag har mange den forkerte opfattelse af evangelister, at de skal ud og forkynde evangeliet, så de kristne ikke selv behøver at gøre det. Læreren skal undervise, så man ikke selv behøver at studere Guds ord. Profeten skal profetere, så man ikke selv behøver at høre fra Gud. Men dette er slet ikke, hvad Det Nye Testamente lærer os. Det er rigtigt, at det ikke er alle, der er evangelister, lærere, profeter osv., men alle kristne skulle gerne lære at dele Kristus, undervise andre, profetere, vise omsorg osv. Dette er nemlig en del af den tjeneste, vi alle har fået. De femfoldige tjenester er derfor sat i kirken for at udruste de troende, så de kan gøre tjeneste. At gøre tjeneste vil først og fremmest sige, at vi er udsendt her på jorden i Kristi sted (2. Kor. 5, 20). Når vi er Jesu disciple, lever vi med ham i hverdagen. I kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til forskellige slags tungetale. (1. Kor. 12, 28) Her er der igen en liste over de tjenester, Gud har sat i kirken. Læg mærke til, at der hér bl.a. står nådegaven til at helbrede. Denne nådegave står altså sammen med nogle af de femfoldige tjenester, som er givet til kirken for at udruste de hellige til at gøre tjeneste. Lad mig komme med et eksempel på, hvordan dette kan fungere i dag. Er alle evangelister? Nej. Kan alle evangelisere, altså dele Jesus med andre? Ja! Har alle nådegaven til at helbrede? Nej. Kan alle ifølge Bibelen bede for syge, så de bliver helbredt? Ja!

45 Hvordan hænger dette sammen? Jo, det er sådan, at jeg f.eks. fungerer som evangelist og har nådegaven til at helbrede de syge. Disse gaver har Gud ikke givet mig, så jeg kan få en stor tjeneste, hvor alle kan se mig på en platform forkynde evangeliet og helbrede de syge. Dét kan også være en gren af det at være en evangelist, men dette er faktisk ikke min primære opgave. Min primære opgave er, som vi læser, at udruste menigheden til at gøre tjeneste - i dette tilfælde at udruste de kristne til at fortælle om Jesus og helbrede de syge. Jeg er altså givet til menigheden for at udruste de troende via de gaver, Gud har givet mig. I de husmenigheder, vi har været en del af, er der nok omkring 90 %, der deler Jesus med andre i deres hverdag. Der er nok også omkring 90 %, der i de menigheder har bedt for en syg, der er blevet helbredt. Disse tal er altså meget høje i forhold til andre steder. Men forskellen er egentlig bare, at vi bruger de gaver, Gud har givet os. Vi bruger dem på at gøre disciple gennem eksemplets magt, som Jesus også gjorde det. Vi bruger dem på at udruste de troende til selv at gøre tjeneste, hvilket bl.a. er at kunne dele Jesus og helbrede de syge. Jeg har lavet en undervisning, der hedder Helbred de syge, - en time er alt, hvad der skal til. Det er en kort undervisning om, hvad Bibelen siger om det at helbrede de syge, samt en meget vigtig praktisk del. For nogle år siden talte jeg på en workshop over dette emne på en bibelcamping. På workshoppen ville jeg gerne komme med et friskt vidnesbyrd om, at det ikke blot var tomme ord, når jeg sagde, at det kun tager en time at lære, hvordan man helbreder de syge. Dagen før kontaktede jeg derfor en nyfrelst, der kun havde været kristen i en måned. Jeg spurgte ham, om han havde lyst til at bede for syge, så de kunne blive helbredt, og om jeg måtte låne ham en time? Han svarede ja, og jeg kiggede på uret og konstaterede at klokken var Jeg forsikrede ham om, at når klokken slog 16.36, ville vi stå samme sted igen, og da skulle han gerne have delt evangeliet om Jesus og bedt for en syg, der var blevet helbredt. Vi hoppede så ind i bilen og kørte ned i byen. På vej derned kom jeg med en kort undervisning om det at bede for syge. Da vi kom derned, sagde jeg: Kom og følg mig. Vi gik lidt rundt, og på et tidspunkt gik jeg hen til nogle folk på gaden og snakkede med dem, mens fyren fulgte efter og betragtede, hvad jeg sagde og gjorde. En kvinde på gaden havde ondt i ryggen, så jeg bad for hende, og hun blev helbredt. Efter det sagde jeg til den nyfrelste fyr: Nu er det din tur. Kom med!. Vi gik lidt rundt, mens jeg beroligede ham og fortalte ham, at han bare skulle gøre, som han havde set, jeg gjorde. Jeg spottede da en ung mand og oplevede, at det var ham, vi skulle gå hen til. Vi gik derhen, og jeg fortalte den nyfrelste, hvad han skulle sige, hvilket han gjorde. Han lagde da sin hånd på den unge mand og bad. Og ja, manden blev helbredt i sit knæ, og bagefter var de begge lige begejstrede over, hvad der var sket. Da timen var gået, og vi igen var kommet tilbage, havde vi faktisk set hele fire personer blive helbredt, og vi havde fået delt evangeliet med endnu flere. Den nyfrelste havde bedt for to, og jeg havde bedt for to. Han var meget begejstret og gik nu rundt til de andre på bibelcampingen og fortalte, hvad der lige var sket. Også selvom jeg faktisk havde sagt, at han ikke skulle sige det til alle. Dette minder om, hvad vi læser om Jesu disciple - de kunne heller ikke holde mund med det, de havde oplevet. De (rådet) kaldte dem igen ind og forbød dem overhovedet at forkynde eller undervise i Jesu navn. Men Peter og Johannes svarede:»døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham; men vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt. (ApG 4, 18-21) Denne lektion, som den unge nyfrelste mand fik, vil han aldrig glemme. Der er intet så godt som at opleve, hvordan Gud virker igennem én. Desuden husker vi meget mere af, hvad vi selv gør, frem for hvad vi kun hører.

46 Dette er bare ét eksempel på, hvordan vi burde undervise i dag. Får vi disse undervisnings-metoder ind i menigheden igen, vil folk vokse som aldrig før. Tænk, hvis vi kan komme til at se alle de femfoldige tjenester arbejde på denne måde! Da vil der ingen grænser være for, hvad der kan ske. Menigheden vil vokse som aldrig før. Den vil vokse med en sund balance, da alle gaverne virker sammen, og alle siderne kommer med. Det, han lærte på bare én time, kan mange kristne ikke gøre efter 10 år i kirken. De har hørt, at de burde fortælle om Jesus, og de ved også godt, at de kan bede for de syge. Men gør de det? Nej! Ofte gør de det ikke, da skridtet fra at sidde på kirkebænken og til at gå ud og gøre det helt alene i verden, er for stort. De er fyldt op med frygt, og jeg bebrejder dem ikke. De mangler nemlig nogle, der kan udruste dem. De mangler at komme ind i et discipelskab. Man bliver ikke en discipel ved at sidde år efter år og blot lytte til undervisning. Man bliver en discipel ved, at der er nogen, der tager én i hånden og siger: Kom og følg mig. Det handler i høj grad om at være sammen og dele liv. Det handler om at tage ved lære gennem mere modne disciple, som man er sammen med. Det er nemlig ikke kun de femfoldige tjenester, der underviser bedst gennem eksemplets magt. Det gør alle disciple. En discipel er nemlig én, der gør andre til disciple. Men discipelskab er mere end det. Som discipel skal man lære at leve kristenlivet ud i dagligdagen. Lære at være mand eller kone. Lære at opdrage sine børn. Lære at passe hus og hjem. Lære at give og række ud til andre osv. Det gælder alle livets områder og ikke kun det at kunne dele Jesus og bede for syge. Vi må begynde at bygge bibelske fællesskaber. Fællesskaber som gør folk til disciple, da det er, hvad Jesus har befalet os. Tilbage til bibelcampingen, hvor der faktisk skete flere ting. Udover at fire personer blev helbredt den dag, fik ham den unge nyfrelste selv en dag, han aldrig vil glemme. Der er nemlig ikke noget så skønt som at være et redskab for Gud. Det har alle brug for at opleve igen og igen for at holde sig i brand og føle, at man lever. Da den unge fyr bad for den sidste person, der blev helbredt, lod jeg ham gøre det helt selv. Jeg gik tilpas langt væk, til at han vidste, at helbredelsen ikke havde noget med mig at gøre og vupti var han udlært - og kunne fortsætte selv, uden min tilstedeværelse også efter jeg var rejst. Nu vil nogle sikkert mene, at dette virker meget mekanisk. Mange vil sikkert ikke synes om, at jeg siger, at jeg lærer folk at helbrede, da det jo kun er Gud, der kan gøre det. Det kan jeg godt følge og ja, det er kun Gud, der helbreder! Men han har nu engang givet disse gaver til menigheden for at sikre, at de kristne kommer ind i det, Gud har for dem. Jeg ved også, det kan virke meget mekanisk, da jeg faktisk kun gjorde det, fordi jeg ville demonstrere en pointe til dagen efter. Men sandheden er, at selvom det kan virke sådan, så var Gud med i det. Mekanisk eller ej - Han har nu én gang for alle sagt: Gå ud og forkynd evangeliet og helbred de syge. At Gud var med i det, fik vi bekræftet samme aften. Om aftenen var jeg nemlig til et møde, hvor lovsangslederen pludselig spurgte, om vi ville stå sammen med hende i bøn for hendes søn, der ikke levede med Gud. Hans navn var Jeppe, og hele forsamlingen begyndte at bede for Jeppe. Da jeg hørte dette, tænkte jeg: Jeppe, vi bad da for én i dag, der hed Jeppe. Så da lovsangslederen gik ned fra scenen, spurgte jeg hende, om hendes søn Jeppe havde problemer med sin storetå, hvorefter hun kiggede overrasket på mig og svarede ja. Jeg kunne så sige: Det har han ikke mere, og jeg fortalte, hvordan vi havde mødt ham, og at ham den nyfrelste havde bedt for ham, og at hendes søn var blevet helbredt. Selvom det kan virke meget mekanisk, så bekræfter dette, at vores lille stunt faktisk var et resultat af andres bønner. Vil vi se folk vokse og gøre tjeneste for Herren i deres hverdag, må vi bruge de gaver, Gud nu engang har givet til menigheden. Vil vi bruge disse tjenester og igen begynde at arbejde og oplære igennem eksemplets magt, vil frygten også forsvinde. Ved eksemplets magt kan man lære noget på en time, som mange i dag stadig ikke tør gøre efter år i kirken, hvor de kun har lyttet til undervisning.

47 Hvis vi lægger vores kultur bag os og glemmer, hvad vi plejer at gøre, og begynder at gøre som Jesus og de første kristne, vil vi se en menighed rejse sig op, hvor folk frimodigt lever som disciple af Jesus Kristus i deres hverdag. Der er rigtig mange forskellige tjenester i menigheden. Jeg siger ikke, at alle skal gøre det samme som mig. Men jeg siger, at jeg ligesom andre er sat i menigheden for at udruste de troende. Det er tankevækkende, at den nyfrelste fyr allerede samme dag havde oplevet mere end mange kristne, der har siddet i kirken i mange år. Så vejen frem er, at tjenester begynder at blive benyttet på den rigtige måde igen. Kirken bliver ikke udrustet af at sidde og se en evangelist holde den ene kampagne efter den anden, eller profeten give det ene profetiske ord efter det andet. Nej, den må udruste de troende, så alle kan komme i gang. Vi gør heller ikke hinanden til disciple i dagligdagen, hvis vi kun ser hinanden nogle timer søndag formiddag. Skal folk lære at leve et liv i overensstemmelse med Guds ord i hverdagen, må vi derfor bruge tid med folk og også her oplære dem gennem eksemplets magt. Må Gud rejse forbilleder op i vort land, så menigheden kan vokse, som den skal!! De femfoldige tjenester Hvad vil der ske, hvis en ny kristen kommer ind i et fællesskab, hvor han dagligt følger andre disciple og lærer igennem deres liv samt igennem de femfoldige tjenester, Gud har sat i menigheden? Der vil ske det, at han vil vokse med rekordfart. Sådan var det i den første menighed, som bestod af små selvstændige husmenigheder. De var selvstændige, men blev netop knyttet sammen igennem de femfoldige tjenester, som alle var rejsende tjenester. De nye lærte altså igennem eksemplets magt ved at være sammen med de disciple, de var omgivet af. Men engang imellem fik de besøg af de rejsende tjenester, som også var med til at udruste dem. Dette er, hvad Paulus sagde til menigheden i Rom: For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver, så at I kan blive styrket, eller rettere: Så at vi sammen kan opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min. (Rom. 1, 11-12) Paulus kom altså på besøg for at give dem af Åndens gaver, så de kunne blive styrket. De femfoldige tjenester var dengang alle primært rejsende tjenester. Når der står hyrde, så var hyrden altså ikke en præst for en menighed, som vi gør ham til i dag. En hyrde var også én af de rejsende tjenester, der rejste rundt imellem disse små selvstændige grupper. Han kom med en særlig omsorg for menigheden og kunne give dette videre til de troende, så de kunne blive bedre til at vise omsorg for hinanden. De små husmenigheder, vi ser i Bibelen, ledes af det, Bibelen kalder en ældste eller en husvært, som det faktisk var. En ældste og en biskop var forskellige navne for det samme. Problemet er igen, at vi i dag kommer med vore egne definitioner af de forskellige ord. Siger jeg hyrde, tænker de fleste i dag på en præst, som leder en menighed, som mødes i en bygning, og holder gudstjeneste om søndagen. Men denne definition findes ikke i Bibelen. De forskellige tjenester har ikke en klar jobbeskrivelse i Bibelen. Disse finder vi også kun i historiebøgerne. Meget af det, vi i dag forbinder med disse tjenester, kommer altså ikke fra Bibelen men fra vores kirkekultur. Det her med tjeneste er noget, jeg selv har kæmpet hårdt med. Jeg ved også, at flere andre har kæmpet med det, da man nemt oplever, at blive sat i bås af andre. Jeg husker for år tilbage, at flere kom til mig og sagde, at jeg endelig ikke måtte starte menigheder. Jeg var jo ikke hyrde men evangelist, og derfor ville det være forkert af mig at begynde på det. Dette var

48 virkelig noget, jeg kæmpede med, da jeg troede, de havde ret. Men en dag var jeg i København, hvor jeg mødtes med syv personer fra syv forskellige lande. De arbejdede med noget, der hedder DAWN, hvilket står for Disciple A Whole Nation (Gør en hel nation til disciple). DAWN har til formål at mobilisere hele Kristi legeme og udruste medarbejdere til at træne kirker, så de tilsammen kan plante kirker inden år Da jeg mødtes med dem, spurgte én, hvad min tjeneste var. På det tidspunkt kiggede jeg lidt ned i jorden og svarede, at jeg vidst nok var evangelist, hvortil han til min store overraskelse svarede Fantastisk! Vi har brug for flere evangelister til at starte menigheder. Hyrder er nemlig slet ikke kaldet til dette. Hans svar kom som et chok for mig. På det tidspunkt var jeg trykket, da folk netop havde sagt, at jeg var oprørsk, fordi jeg ville starte en menighed. Men sandheden er, at vi i Danmark lever i en lille osteklokke. Vi gør tingene uden at tænke over hvorfor, og om det er rigtigt, det vi gør. Er der så nogle, der gør det anderledes, er de oprørske og skal bankes på plads med det samme. Dette selvom man uden for vores lille osteklokke faktisk gør tingene på samme måde som dem. Husmenighederne er den største voksende bevægelse af menigheder i hele verden. Det er bare ikke gået op for mange kirker i Danmark endnu, og derfor modarbejder de tendensen. Det, jeg prøver at sige med dette, er, at vi ikke skal hænge os så meget i, hvilken tjeneste folk har. Man skal bare gøre, hvad der ligger i én, og glemme alt det med titler. Da jeg for 15 år siden blev frelst, havde jeg kun ét på mit hjerte, og det var at nå de ikke-kristne. De kristne sagde mig intet på det tidspunkt. Men efterhånden er mit fokus og hjerte blevet ændret. Dette er sket i forbindelse med, at mit kald har udviklet sig. I dag ser jeg ikke længere primært mig selv som evangelist, men som en apostel, hvilket jeg også har fået bekræftet fra flere. Det med tjenester og kald er noget, man vokser ind i, og tingene ændrer sig. Du kan være i én tjeneste i en periode og nogle år senere i en anden. Vi er alt for hurtige til at sætte hinanden i bås, og dermed låser vi hinanden fast. Som jeg var inde på før, så definerer vi de forskellige tjenester ud fra vores kirkekulturer og ikke ud fra, hvad vi kan læse i Bibelen. Lad mig komme med et eksempel på dette. Hvis jeg siger ordet apostel, hvad tænker du så på? Jo, de fleste tænker på noget stort, hvis ikke det største man kan blive i kirken i dag. Derfor har du det sikkert også rigtig svært med, at jeg lige før skrev, at jeg ser mig selv som en apostel. Ja, mange vil sikkert stoppe op, når de læser dette. De vil stoppe op og tænke: Hvordan kan han sige sådan noget, hvem tror han, han er? Men dette beviser bare, hvordan vi tænker. Jeg skrev det netop for at demonstrere, at vi mere definerer begreberne ud fra vores kultur, end ud fra hvad Bibelen siger. Ja, og det viser selvfølgelig også, at vi ligger under for Janteloven, men det er en hel anden undervisning. Når vi læser om de femfoldige tjenester i Efeserbrevet, står de så i rækkefølge efter, hvilken tjeneste der er størst, eller står de bare i vilkårlig rækkefølge? Står de i rækkefølge, så er den største af dem apostel, dernæst profet, så evangelist, hyrde og lærer til sidst. Hvis de er nævnt i hierarkisk rækkefølge, hvorfor står lærer så som nummer tre i Korintherbrevet? Og hvad så med de andre tjenester, der også er nævnt her? Hvor passer de så ind i hierarkiet? I kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til forskellige slags tungetale. (1. Kor. 12, 28) Hvor blev evangelisten og hyrden af? Hvorfor er lærere pludselig rykket to pladser frem? Sandheden er, at vi ikke skal gå så meget op i rækkefølgen. Vi er kun brødre og søstre, når det kommer til stykket. Hvad siger Paulus egentlig om, hvad en apostel er?

49 Mig forekommer det nemlig, at Gud har gjort os apostle til de ringeste, næsten til dødsdømte; vi er blevet et skuespil for verden, for både engle og mennesker. Vi er dårer på grund af Kristus, men I er kloge i Kristus; vi er svage, men I er stærke; I er ansete, men vi er foragtede. Endnu i denne time både sulter og tørster vi, mangler klæder, bliver slået, er hjemløse, og vi arbejder hårdt med vore hænder. Skældes vi ud, velsigner vi; forfølges vi, finder vi os i det; tales der ilde om os, svarer vi med gode ord. Vi er blevet som affald i verden, et udskud i alles øjne indtil nu. (1. Kor. 4, 9-13) Dette er det billede, Paulus giver af, hvad det vil sige at være en apostel. Et billede, der ikke helt stemmer overens med det, vi har i dag. I dag er en apostel ikke én af de ringeste men nærmere toppen af kransekagen. Apostlen er ham, der kommer ind midt i lovsangen og bliver hentet i en stor bil. Sådan er det i hvert fald nogle steder. Ordet apostel betyder udsendt. Men ved du, hvor det stammer fra? På Paulus tid var det sådan, at der var utrolig mange slaver. En tredjedel havde slaver, en tredjedel var slaver og en tredjedel havde været slaver. En herre brugte sine slaver til forskellige opgaver. I dag bruger vi PostDanmark og computeren til at levere beskeder for os. Det kunne man ikke dengang, og derfor kunne en af slavernes opgaver også være at levere beskeder ud til andre. Men når man skulle sende en slave ud, var det tit farligt på grund af røvere. Derfor sendte man tit soldater med for at sørge for, at slaven kom helt frem med beskeden og tilbage igen. Men det kostede at sende soldater med, så nogle gange havde man ikke råd til det. Derfor sendte man den slave, der var mindst betydningsfuld, den man bedst kunne undvære, hvis der nu skulle ske noget. Man tog derfor den ringeste slave, man havde. Ordet for netop denne slave var faktisk apostel. Ja, dette er ikke lige, hvad vi tænker på i dag, når vi tænker på en apostel. Men det stemmer meget godt overens med det, vi læste, Paulus siger om det at være en apostel. Jeg siger selvfølgelig ikke, at en apostel ikke har et større ansvar end andre tjenester for det har de!! I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. (Ef 2,20) Her læser vi, at apostlene og profeterne er dem, der primært skal lægge grundvolden for menigheden. De viser retningen, og hvad Gud har tænkt, hvilket selvfølgelig giver dem et større ansvar. Vi læser også, at det ikke er alle, der skal være lærere. Lærere får en særlig hård dom, da de igennem deres undervisning har et større ansvar end andre. De har ansvar for, at ingen bliver ført vild. Mine brødre, kun få af jer skal være lærere; I ved, at vi får en særlig hård dom. (Jak 3,1) Så der er givet forskelligt ansvar til forskellige tjenester. Det er vigtigt, at vi værdsætter dette. Men at de har større ansvar ind for Gud, er ikke det samme som, at de står over én ind for Gud. Når det kommer til stykket, er vi nemlig alle brødre og søstre, og ingen af disse tjenester skal hovere over resten af legemet. Så større ansvar er altså ikke det samme som, at man står over de andre. De femfoldige tjenester står altså ikke under hinanden i et hierarki, men de står ved siden af hinanden. De står heller ikke over folket på den måde, vi ofte ser det i dag. Disse tjenester er der for at tjene og for at udruste de troende. De er der for at lægge et fundament, så de troende har noget, de kan bygge videre på. Vi taler altså om fundament-tjenester. Når du kommer til et hus, siger du ikke Sikke et flot fundament, det hus har. Nej, vel? Du bemærker slet ikke fundamentet. Det eneste, du lægger mærke til, er selve huset. Det er det samme med disse tjenester. De er der for at lægge et fundament ikke for at tage al æren. Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger. (1. Kor. 3, 10) Så formålet med, at nogle bærer disse tjenester, er, at de skal tjene og udruste de troende til at gøre tjeneste. Målet er nemlig den troendes tjeneste - at alle skal tjene. Dette er målet, og dette burde være

50 vort fokus. Så de, der bærer disse tjenester, skal altså ikke gøre arbejdet for de troende, men de skal udruste dem, så de selv kan gøre tjeneste for Herren. Så vær fri og gør det, Gud har lagt i dig!! Lederskab En stor hindring, for at en menighed kan blive en rigtig nytestamentlig menighed, er den lederskabsstruktur, mange har i dag. Lederskabsstrukturen er mange steder formet som en pyramide med lederen på toppen. Men graver man ned i Bibelen, vil man opdage, at der i de første menigheder var en meget flad struktur. Dette med en flad struktur var noget, jeg i starten havde svært ved at se. Jeg kom nemlig fra en menighed med en pyramidestruktur, og jeg troede, at dette var det eneste rigtige. I dag kan jeg se, at der i Bibelen kun tales om en flad struktur - og ikke bare i lederskabet men i hele menigheden. Meget af det, menigheder med en pyramideformet struktur henviser til, bygger på Det Gamle Testamente. Vi finder den nemlig ikke i Det Nye Testamente. Jesus gjorde netop op med den struktur. Lad os se på nogle af de ting, Jesus sagde og gjorde, som går direkte imod meget af det, vi ser blive praktiseret i dag. I Johannes Evangeliet kan vi læse om, hvordan Jesus vasker sine disciples fødder. Han gør dette for at give dem en lektion, de ikke skal glemme. En lektion om lederskab. Til slut siger han: Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: En tjener er ikke større end sin herre, og en udsending ikke større end den, der har sendt ham. Når I ved det, er I salige, hvis I gør det. ( Joh. 13, 4-17) Hvorfor vaskede Jesus disciplenes fødder? Svaret er, fordi de var beskidte! Dengang lå man ned og spiste, og når man lå dér, var sidemandens fødder tæt på ens hoved. Derfor vaskede man fødderne, inden man skulle spise. På den tid havde man normalt slaver til at gøre dette arbejde. De plejede at vaske deres herres fødder, inden han skulle spise. Jesus gjorde nu det, at han vaskede sine disciples fødder, for at demonstrere en pointe. Han tog her en slaves job og sagde, at de skyldte at gøre det samme. Senere kom han med denne formaning til dem: I må ikke lade jer kalde rabbi; for én er jeres mester, og I er alle brødre. Og I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen. I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus. Men den største blandt jer skal være jeres tjener. Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes. (Matt. 23, 8-12) Skal vi så til at vaske hinandens fødder, som nogle gør i dag? Nej, Jesus gjorde ikke dette for at indstifte en religiøs tradition. Vi skal i stedet forstå det, Jesus prøver at sige, nemlig at vi skal tjene hinanden. Vi er nemlig alle brødre og søstre, som han siger her. Det samme gælder lederne. Vi skal i dag ikke til at vaske folks fødder, da det ikke er en del af vores kultur, og fordi vi ikke har beskidte fødder. Men vi skal tjene hinanden. Vi kan i stedet vaske hinandens biler, hvis de er beskidte. Jesus kom for at tjene, og han præsenterede en struktur, der er anderledes, end hvad vi ser mange steder i dag. Jesus skabte ikke en pyramide, hvor han satte en gudsmand på toppen, som alle skulle tjene. Denne måde vil helt sikkert mislykkes, da stolthed går forud for fald. Intet menneske er kaldet til at sidde alene på toppen af en pyramide. Dette med gudsmanden, som man ser praktiseret flere steder i dag, er faktisk heller ikke nytestamentlig tankegang. Hvis man endelig skal finde belæg for det i Bibelen, er det igen fra Det Gamle Testamente.

51 Jeg siger ikke, at der ikke er nogen, der skal gå foran, og at der ikke er tjenester i menigheden, som vi skal værdsætte og ære, men der skal være en sund balance i det. I Johannes Åbenbaring kapitel 2 tales der til menigheden i Pergamon. Det er ikke så positivt, alt hvad der bliver sagt. En af tingene er flg.: Sådan har du også nogle, der ligeledes holder fast ved nikolaitternes lære. Omvend dig derfor! (Åb. 2, ) Et andet sted står der, at Jesus ligefrem hader nikolaitternes gerninger/lære. Men hvad er nikolaitternes lære? Jo, ordet nikolaitterne kommer af to ord: Nikos og laos. Det betyder sejr over folket eller herske over folket. Det er fra ordet laos, at vi har ordet lægfolk. Så Jesus hader undervisningen om, at nogle skal herske over lægfolket. Det, at vi i dag har ledere/præster, der hersker og bestemmer over folket, er ikke noget, vi finder i Bibelen. Dette er en lære, som Jesus ligefrem hader. Det, at det kun er præster eller ledere, der kan døbe, dele nadver, dele Guds ord osv., finder man altså ikke i Det Nye Testamente. Ifølge Jesus findes der ikke noget, der hedder lægfolk og professionelle. Vi er alle brødre og søstre og har lige adgang ind for Gud pga. Jesu offer. Altså har alle lige adgang til at høre fra ham, døbe andre osv. Selv i dag behøver vi virkelig at gøre op med nikolaitternes lære om, at præster er højere stillet end lægfolket. Det er direkte ubibelsk, og Jesus hader det. Som sagt, er der tjenester/ledere i menigheden, men disse er sat til at lægge et fundament og ikke til at være øverst i et hierarki. De er sat til at vejlede og gå foran og ikke til at styre og bestemme. Jeg har flere gange oplevet, hvordan kirkeledere sætter sig selv i en opløftet position over folk i menighederne. Da man jo skal adlyde sin leder, formår lederne derved at holde folk fast i denne position og de glemmer derfor, at selv om de er ledere, er de stadig brødre og søstre med folk. Folk i menigheden har ligeså meget adgang ind for Gud og kan høre fra Gud, som lederne kan. Forleden kom en ung pige til mig og bad om et råd. Hun havde før været ude at rejse, og det var virkelig godt, og nu oplevede hun igen, at Jesus sagde, at hun skulle rejse ud som missionær. Hendes ledere mente ikke, at hun var klar, og sagde samtidigt, at Gud altid ville tale til lederen omkring noget sådant, så hun måtte adlyde dem. Nu kendte jeg pigen godt og vidste, at hun var en moden pige. Derfor kunne jeg sige, at hvis Gud havde sagt rejs, så skulle hun rejse. Det, at Gud skal bekræfte ting igennem éns leder, er helt forkert. Nogle vil sikkert se det som oprør, at jeg kunne finde på at fortælle hende, at hun bare skulle rejse. Hvordan kan du sige dette, når hendes leder siger noget andet? Det kan jeg, da hun selv må stå til ansvar for sit liv og det, Gud taler til hende om. En leder kan vejlede og rådgive men ikke bestemme over én. Jeg ser, at i nogle kirker, bruger lederne frygt til at kontrollere medlemmerne med. De kommer igen og igen med skrækeksempler på folk, der ikke har adlydt deres ledere, og hvad der så er sket. Indirekte siges der, at dette kan også ske med dig, hvis du går imod din leder. Til det vil jeg blot sige, at jeg kun er kommet hertil, hvor jeg er i dag, fordi jeg netop ikke altid har adlydt mine ledere. Havde jeg adlydt mine ledere, var min tjeneste blevet lukket ned, som jeg beskrev i starten af bogen. Så valget var, om jeg ville adlyde mine daværende ledere, eller om jeg ville adlyde Gud. Jeg har flere gange set dette skriftsted blive misbrugt til at kontrollere folk: Adlyd jeres ledere og ret jer efter dem, for de våger over jeres sjæle, da de ved, at de skal stå til regnskab; lad dem kunne gøre det med glæde og ikke med suk, for det ville være ulykkeligt for jer. (Hebr. 13, 17) Hvis man graver ned i grundteksten, betyder det i stedet noget lignende dette: Lyt til dine vejledere og lad dig overbevise af dem... Det handler altså om at lytte og lade sig overbevise ud fra ordet - ikke om, at man blindt skal adlyde enhver befaling, lederen kommer med, overfor éns kald.

52 Hvis jeg ser en kristen leve i bevidst synd, og han ikke lytter til sine ledere (vejledere), vil jeg også citere det samme bibelvers for ham, som vi lige læste. Jeg ville netop sige, at han skal lytte til sin leder og lade sig overbevise ud fra Guds ord. Men hvis en leder siger til en moden kristen: Du skal ikke rejse ud som missionær, eller Jeg oplever, at du skal sælge din bil og give pengene til mig - ja, så vil jeg sige: Lyt ikke til dem, for det de siger, er ikke bibelsk! Kan du se, hvordan tingene kan misbruges, når de tages ud af deres sammenhæng? Forestil dig, at jeg som leder besøger nogle fra menigheden. Har jeg så ret til at bestemme, hvor deres klaver skal stå, og hvis de ikke lytter, så påpege: Jeg er jeres leder, og I må adlyde mig? Nej, vel!! Idet jeg går foran og vejleder dem ud fra Ordet, er jeg rigtig nok deres leder, - men jeg har ingen ret og magt til at bestemme over deres liv. Jeg kan kun vejlede dem, og så må de lade sig overbevise. I bogen Fællesskab ifølge Paulus viser Robert Banks, hvordan Paulus brugte sin autoritet. Paulus brugte aldrig sin autoritet til at dominere og bestemme over folk, selvom han faktisk havde noget at kunne rose sig af. Han bestemte ikke engang over de menigheder, han selv havde startet. Han vejledte dem som en far og formanede dem, men han var ikke dominerende og bestemte ikke, hvad de skulle gøre. Han stod ved siden af som en bror og ikke over dem som en leder, der driver en virksomhed. Paulus gik faktisk aldrig ind og befalede over folk, som man ser ledere gøre det i dag. Hans forhold til de andre apostle vidner desuden om, at han ikke lå under for dem. Han var f.eks. ikke bange for at irettesætte Peter, da han begik en fejl. Men igen irettesatte han altid ud fra ordet, som er den højeste autoritet. Som leder er man nemlig ikke herre over folk. Vi er medarbejdere, som Paulus siger her: Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde; I står jo allerede i troen. (2. Kor. 1, 24) Forfatteren til Hebræerbrevet siger tydeligt, hvad lederskab handler om: Tænk på jeres ledere, som har talt Guds ord til jer, betragt udfaldet af deres livsløb og efterlign deres tro. Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid. (Hebr. 13, 7-9) Peter siger også dette som en formaning til lederne i menigheden: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, vogt den, ikke af tvang, men frivilligt, som Gud vil det, ikke for ussel vindings skyld, men glad og gerne. Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for, men vær forbilleder for hjorden; og når hyrden over alle hyrder åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans. (1. Pet. 5, 2-4) Så lederskab handler ikke om at gøre sig til hersker over nogens liv. Lederskab handler om at være et forbillede. En leder står ikke over de andre men går foran de andre. En leder går, og andre kan følge efter. Når dem, Gud har sat som ledere i menigheden forstår dette, vil de opnå en større frihed. Det giver frihed at vide, at de ikke har ansvaret for folks liv. Som leder skal man kun gå foran og vise vejen. Herefter er det op til folk selv at følge efter. I dag ser jeg en næsten dæmonisk lære i nogle frikirker, der går under det, jeg kalder åndelig dækning. Den går ud på, at man skal have en åndelig leder over sig, ellers er man ikke under beskyttelse. De mener desuden, at en åndelig leder er nødvendig for at opleve Guds salvelse over éns liv. De ledere, der siger sådan, har selv en leder over sig, men det er næsten altid en person i udlandet eller langt væk. Det er nemlig meget nemmere at underordne sig én langt væk i stedet for sine brødre tæt på. Dette var virkelig en udfordring for mig personligt i en periode. Jeg kom jo selv fra en frikirke, hvor dette var dybt forankret i mig. Men det var svært for mig, for jeg havde jo selv flere gange stået overfor et valg. Skulle jeg underordne mig mine ledere eller gå på det, som jeg oplevede Gud sagde? Det var netop på et af de tidspunkter, jeg fik besøg af Steve Hill for første gang. Det viste sig, at han havde en undervisning om netop dette, som virkelig hjalp mig og satte mig fri.

53 Det er ikke alle, der kan forstå, hvad jeg taler om her. Men nogle vil desværre genkende det alt for godt. Steve Hill viste mig, hvad en sand kristen leder og fader i troen er, og for første gang kunne jeg af hele mit hjerte anerkende en leder. Jeg indså pludselig, at grunden til, at jeg før havde haft det så svært med netop dette, ikke skyldtes mig, og at jeg var oprørsk, men det skyldtes, at jeg befandt mig i et system, hvor der var en masse kontrol, som ikke byggede på den struktur, vi ser i Det Nye Testamente. En kontrol, som forårsager, at vi kun ser få komme ud i tjeneste for Herren. Denne undervisning om åndelig dækning holder nemlig folk fast i et system, så de ikke kommer videre. Underordnelse er vigtig. Bibelen taler meget om underordnelse. Den taler nemlig om, at vi skal underordne os hinanden: I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus. (Ef. 5, 21) Så vi skal rigtig nok underordne os, -hinanden!! og ikke under en leder meget langt væk, som alligevel ikke ved, hvordan vi lever i hverdagen. Vi har brug for igen at få en flad struktur, som kan sætte mennesker fri - fri til selv at høre fra Gud og tage ansvar for deres eget liv. Den struktur, mange kirker har i dag begrænser alle lemmer på legemet i at fungere og vokse. Vi er alle brødre og søstre. Hovedet for menigheden er ikke præsten eller et lederskab, - Det er Jesus Kristus. Han ønsker at tale til os alle. Når den første menighed var sammen, søgte de alle Jesus og lod ham tale igennem dem. Vi taler altså ikke om anarki, som mange frygter, for der er nemlig én hersker, som styrer det hele, og det er Jesus Kristus. Jeg ved godt, at man i mange menigheder ikke vil kunne lave denne flade struktur, uden at det går helt galt. - Men årsagen til dette er, at mange medlemmer i menigheden ikke er kommet helt igennem. De lever stadig med sig selv som herre og følger egne lyster i stedet for Guds vilje. Har man givet sig helt til Kristus og kun har Guds vilje for øje, er dette med en flad struktur ikke noget problem, - tværtimod! Der findes helt klart ledere i Guds menighed, men de er ikke kaldet til at dominere og bestemme over folket. Når man står som leder, er man stadig bror til de øvrige i menigheden. Han står ved siden af og ikke over de andre. Han går foran, så andre kan følge efter. Dette er noget, jeg tror, er vigtigt at få på plads. Jeg er overbevist om, at Gud vil rejse gode og sunde ledere, der som åndelige fædre kan lægge et godt fundament, så menigheden kan vokse i Kristus. Helligånden Jeg husker tydelig en periode i mit liv, hvor jeg var utrolig presset. Jeg stod med en menighed og følte, at jeg havde ansvaret for folk i menigheden. Jeg troede dengang, at ansvaret for deres liv hvilede på mig, da jeg jo var deres præst. Havde de det skidt, var det fordi, jeg var en dårlig leder og havde de det godt, var jeg en god leder. Heldigvis viste Gud mig, hvor forkert denne opfattelse er. Han satte mig fri og lærte mig nogle lektioner, jeg aldrig vil glemme. Før disse lektioner kunne jeg næsten ikke overskue bare at lede vores lille menighed med få nye troende, men nu er det ikke noget problem, om jeg så havde en million nye troende, jeg skulle være leder for. Forskellen er, at Gud lærte mig to vigtige pointer. Den ene er omkring dette med lederskab, som vi har set lidt på. Jeg er rigtig nok leder, men jeg kan og skal ikke styre folks liv. Jeg kan kun lægge et fundament, og så er det op til den enkelte selv at bygge på det. Jesus lagde det bedste fundament, men Judas valgte ham alligevel fra, hvilket vi desværre heller ikke kan undgå at opleve. Jeg lærte også, at jeg som leder ikke er så vigtig, forstået på den måde, at jeg skulle lære at give slip. Jesus var den bedste leder, der nogensinde har været her på jorden. Alligevel sagde han til sine disciple, at det var bedst for dem, at han forlod dem.

54 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. (Johs. 16, 7) Når det var bedst for dem, at Jesus, som den bedste leder nogensinde forlod dem, hvordan kan vi så tro, at vi er uundværlige? Måske skyldes det, at vi ikke stoler nok på Helligånden, hvilken er den anden vigtige pointe, jeg lærte. Der var nemlig en dag, hvor min ven Steve Hill stillede mig et spørgsmål. Han spurgte mig, hvad Helligåndens opgave var. Jeg svarede, at det var at minde om, hvad Jesus havde sagt, samt at overbevise om synd, retfærdighed og dom. Han spurgte mig så, hvor god Helligånden var til dette? Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, andet end at han jo var rigtig god. Han spurgte så, hvordan vi delte arbejdet imellem os? Stod jeg for 40 % mens Helligånden stod for de sidste 60 % - eller omvendt? Dette fik mig virkelig til at tænke. Der er jo ingen, der er bedre til alle disse ting end Helligånden. Dette var netop årsagen til, at Jesus kunne sige, at det var bedst, at han gik bort. Den dag lærte jeg at stole mere på Helligånden og det satte mig virkelig fri i min rolle som leder. Jeg kan sagtens forstå, at mange ledere og præster går ned med stress i det kirkesystem, vi har i dag. Alt hviler nemlig på dem. Vokser kirken, er præsten god. Vokser den ikke, og har folk problemer, er det også præstens skyld. Dette er umuligt at leve under i længden, og det har aldrig været Guds mening. Vi må tilbage til den flade struktur, hvor Jesus er hovedet for menigheden, og hvor Helligånden får lov at virke i os alle. Jeg kan bevidne, at der begyndte at ske mange stærke ting, da jeg gav slip. Mennesker blev frelst og voksede, som aldrig før. Det, at både de og jeg forstod, at jeg ikke havde ansvaret for dem, gjorde, at de selv begyndte at tage ansvar. Det, at de forstod, at det var Helligåndens opgave at undervise dem og minde om synd osv., gjorde, at de lyttede til Helligånden og derved blev de forvandlet. Så nu er det intet problem, hvor mange der er, da Helligånden er stor nok til alle mennesker og deres behov. Vi skal lige læse noget fra 1. Johannes brev, som er utrolig radikalt - noget, jeg ved, mange i dag har svært ved at forstå. Men I har fået Helligånden, og han er altid hos jer, så I egentligt ikke har brug for, at andre skal undervise jer. Det er Helligånden, der hjælper jer til en sand forståelse af alle ting, for han lyver aldrig. Han har også lært jer betydningen af at holde fast ved Kristus. (1. Johs. 2, 27. Bibelen på hverdagsdansk) Jeg siger selvfølgelig ikke, at al undervisning er unødvendig. Men når vi læser disse vers, må vi indrømme, at der er noget, vi har glemt. Tænk! - Der står faktisk, at vi egentlig ikke har brug for, at andre skal undervise os, da vi nu har fået Helligånden! Det står lidt på en anden måde, når Hebræerbrevet taler om den nye pagt, men meningen er alligevel lidt den samme: Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: Kend Herren! For alle kender mig, fra den mindste til den største. Jeg tilgiver deres uret og husker ikke længere på deres synd. (Hebr. 8, 10-13) Hele den nye pagt handler netop om det, vi læser her. I dag har alle adgang ind for Gud igennem Jesus Kristus. Altså kan vi alle kende Gud og blive vejledt af ham. Som vi læste, har Han sendt os Helligånden for at vejlede os og for at vise os, hvem han er. Hvorfor har vi så ikke mere tiltro dertil? Hvorfor tror vi stadig, at mennesker behøver en mellemmand (præst) for at kende Guds vilje og for at leve det liv, Gud har kaldet os til? Måske er det fordi, vi i dag har en kirke, hvor størstedelen faktisk slet ikke er frelst. Mange har fået en berøring af Gud og beder til ham, de kommer trofast i kirken, men de er aldrig kommet helt igennem til frelsen, og derfor prøver vi nu at babysitte dem.

55 Da de ikke er kommet helt igennem, vil vi derfor heller ikke se Helligånden gøre det i dem, som vi ser ham gøre hos andre, der virkelig ér frelst. I stedet leger vi selv Helligånd og prøver at opdrage dem til at leve som sande disciple af Jesus, men dette er ikke at gøre dem en tjeneste - nærmere en bjørnetjeneste. Vi skulle i stedet vise dem, at de mangler at komme igennem. Når de så vender helt om og oplever den nye fødsel, som Jesus taler om, da vil Helligånden også tage over og virke i dem. De vil så være ledt af ånden i stedet for kødet, som Romerbrevet taler om. Og det er jo netop dét, der kendetegner en sand kristen. Så hvis vi igen begynder at forkynde evangeliet ligeså radikalt og ligefremt, som det er, - og uden at pakke det ind, vil vi også se sand omvendelse og frelse hos mennesker. Helligånden vil komme til at arbejde i dem, præcis som vi læser om det i Bibelen. Det er ikke ham, der har ændret sig, men os, der har ændret evangeliet, så kirken ofte er fuld af mennesker, der egentlig ikke er frelste. Jeg ser i dag præster bruge timer, uger og måneder på at rådgive og hjælpe mennesker indenfor i deres kirker. Rådgive i sager, der faktisk ville komme mere eller mindre af sig selv, hvis folk bare ville vende om og blive frelst. Så vi burde bruge tiden på at lede dem til frelse i stedet for at rådgive dem og prøve at gøre Helligåndens arbejde. Når han (Helligånden) kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. (Johs. 16, 8) Da jeg blev frelst den 5. april 1995, kom jeg fra en verden helt udenfor kirken og levede i synd, sådan som unge i verden gør den dag i dag. Men fra den dag, jeg blev frelst, begyndte Helligånden at arbejde i mit liv, nøjagtigt ligesom vi læser om det i Bibelen. Helligånden underviste mig gennem ordet, og jeg begyndte derfor at omvende mig fra mit gamle liv. I alle mine år som kristen, har jeg endnu ikke oplevet nogen, der har været nødt til at tjekke op på mig. Aldrig har nogen mindet mig om, at jeg ikke måtte leve i synd. Ingen har fortalt mig, at jeg skulle huske at læse i min Bibel eller huske at komme til møder. Nej, alt dette var nemlig ikke nødvendigt, da jeg virkelig var blevet frelst. Helligånden skulle nok vise mig, hvad der skulle ændres, og hvordan jeg skulle leve. Helligånden var min underviser, som vi også læste om før. og det er jo netop derfor, han er her. Jeg ser det samme ske i dag, når andre vender helt om til ham. Når dette sker, behøver vi ikke at fortælle dem alle disse ting, da det er noget, Helligånden nok skal gøre. I starten, da jeg blev frelst, var der også tider, hvor synden eller de gamle venner virkelig trak i mig, men jeg kunne bare ikke slippe Gud. Jeg havde det som disciplene, der svarede Jesus, efter at mange andre lige havde forladt ham: Jesus spurgte da de tolv:»vil I også gå jeres vej?«simon Peter svarede ham:»herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige. (Johs. 6, 67 70) I Apostlenes Gerninger kapitel 8 kan vi læse om, hvordan Filip døber hofmanden. Efter at hofmanden er blevet døbt, tager Gud Filip bort til et andet sted, og hofmanden står nu helt alene tilbage. Han var helt ny i troen, og det eneste, han havde, var tekster fra det Gamle Testamente. Ja, og så selvfølgelig også lige Helligånden!! Gud havde helt styr på hofmanden, da han tog Filip bort. Han efterlod nemlig ikke hofmanden alene. Han havde jo givet ham en hjælper for livet, nemlig Helligånden! Begynder vi at forkynde evangeliet, som det er, og lader Helligånden komme til, vil han overbevise mennesker om deres synd, så de vender om. Han vil undervise dem og fortsætte det gode værk i dem, som er blevet begyndt. (Fil. 1, 6). I den første menighed så man, hvordan Helligånden var til stede iblandt folk. Helligånden var så stor en del af deres liv, at de kunne sige: Helligånden og vi har besluttet (ApG. 15, 28). Det var altså ikke kun menighedens folk, der traf beslutninger! Nej, de lod Helligånden komme til. Netop dette er også en grund til, at menigheden dengang var meget anderledes end vi ser mange steder i dag. Menigheden kunne f.eks. netop fungere med en flad struktur, uden der blev ballade, og uden at folk gjorde oprør, da Jesus var så stærkt tilstede repræsenteret af Helligånden. Han, og ingen anden, var menighedens hoved, det var tydeligt for alle. I dag er kirken ofte fyldt op med kødelige mennesker, og derfor vil dette ikke kunne fungere mange

56 steder. Derfor er man blevet nødt til at lave de rammer, vi har i dag. Men dette er en erstatning for den virkelige vare. Det samme gælder hele den stil, vi ser blive brugt i dag. Tænk bare på al den energi, der bruges på at skabe en stemning af, at Helligånden er til stede. Men faktisk behøver man hverken et mørkt rum med stearinlys og følelsesmæssig musik eller andet, hvis Helligånden virkelig er til stede. Alt dette er nærmere en indikation for, at han ikke er til stede sammenlignet med den måde, vi ser, Helligånden være på i Bibelen. Vi må altså ikke lade os snyde og tro, at alt det nye med hierarki og stil (lækker indpakning) er vejen frem. Bygger vi kirker med kødelige mennesker, vil de kun holde til den dag, vi står ansigt til ansigt med Gud. Jamen, hvis vi fjerner disse rammer og den pyramidestruktur, vil folk jo falde fra? Ja - men måske er dét akkurat en endnu større grund til at fjerne disse ting, da netop det vil vise, hvad det er vi i virkeligheden har bygget. Husk, det er ikke os men Jesus, der vil bygge sin menighed! Vi er kun levende sten. Han skal nok sætte det sammen, som han nu vil det. I dag er der noget, man kalder 20/80 reglen. Den går ud på, at der i en normal, traditionel menighed er 20 %, der laver alt arbejdet, mens de 80 % bare kommer og nyder. Sådan var det også i Kina, lige indtil kommunisterne kom til magten i Da de kom til magten, betød det stor forfølgelse af de troende, og alle missionærer blev smidt ud af landet. Dette gjorde også, at alle kirker lukkede, og i den forbindelse faldt 80 % af dem, der før kom i kirkerne, fra. Så efter forfølgelsen var der nu kun 20 % tilbage - de 20 %, som hele tiden havde gjort alt arbejdet. Sandheden er, at de 80 % faktisk ikke faldt fra, da de aldrig i første omgang var kommet til. Var de kommet helt igennem til frelsen ville de ikke være faldet fra men have været villige til at betale, hvad det kostede. Der skete så det, at da menigheden nu bestod af de sande disciple, der var villige til at betale prisen, kunne de rigtig overgive sig til Herren. Dette startede den kæmpe vækkelse, vi stadig ser i dag, hvor millioner vender om til Gud. Dette sker igennem små husmenigheder, så ingen ved præcis, hvor mange millioner det egentlig drejer sig om. Helligånden er den samme i dag! I dag har mange desværre bare skiftet ham ud med et system, der holder folk fast i en falsk tro. Men systemer eller hierarki kan aldrig overtage Helligåndens arbejde i et menneskes liv. Systemer kan i stedet give et falskt billede af, hvordan sandheden ser ud. Hierarki kan give et forkert billede af, at alt er i orden, selvom nogle i virkeligheden lever i oprør mod Gud. Systemer kan få os til at tro, at folk er kommet igennem, uden at de i virkeligheden er det. Hierarki kan være et skjulested for stolte mennesker, hvis kød elsker at herske over folk. Helligåndens andre opgaver er at minde om Jesu ord og vejlede os til sandheden: Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. (Johs. 14, 26) Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. (Johs. 16, 13) Hér kunne jeg fortsætte med en lang liste over, hvad Helligåndens funktioner også er, såsom at være hjælper, trøster, vidne, én der giver os kraft osv. Man plejer at sige, at det er meget vigtigt at følge op på mennesker. Men sandheden er, at vi i Bibelen ikke ser nogen opfølgning af mennesker på den måde, som vi gør det i dag. Man siger i dag, at opfølgning er nødvendig, da ny-frelste jo er som nyfødte. Nyfødte babyer kan ikke klare sig selv i verden og har brug for forældre, ellers dør de. Det samme gælder nye kristne. Uden nogle åndelige forældre vil de dø. Det er helt rigtigt, at nyfødte babyer har brug for deres forældre. Det er også rigtigt, at åndeligt nyfødte har brug for forældre, men vi glemmer, at det ikke er os, der har født dem. Det er Gud, og han skal nok tage sig af dem. Han er deres far og har ikke efterladt dem faderløse. Han har givet dem Ånden. Jeg siger selvfølgelig ikke, at vi bare skal lade folk være, og at jeg er imod al form for opfølgning. Vi skal

57 jo gøre folk til disciple, som vi har læst. Men der er en kæmpe forskel på, at lade mennesker følge os, og på at vi bruger tiden på at følge dem op. Kom og følg mig, sagde Jesus, mens han fortsatte videre. Har folk fået det indre vidnesbyrd på, at de virkelig er født på ny, vil de automatisk også have de ydre tegn. F.eks. vil de søge et kristent fællesskab. Til dem kan vi så sige: Kom og følg mig. Så kan vi gå foran uden hele tiden at behøve at kigge tilbage for at se, om de nu er med. Hér må vi også huske, hvor vigtigt det er, at der er nogen, der går foran. Det er nemlig umuligt at følge en bil, der holder stille. En bil skal være i bevægelse, før man kan følge den. Selvfølgelig skal vi hjælpe og støtte hinanden, men det er ikke Jesu opgave at følge op på os. Det er vores opgave at følge Ham. Så ja, jeg mener, at man sagtens kan fjerne alle de ydre ting og lave en flad struktur, uden at mennesker falder fra hvis bare de er kommet helt igennem og har Helligåndens liv i sig. Så vil de, der kommer i en menighed med en flad struktur, i stedet vokse og blomstre i deres tro. Da er der nemlig frihed og plads til at gøre det, Gud har lagt ned i den enkelte. Nu har vi set lidt på kirken, som den var engang, contra hvordan den er i dag. Vi har set på, hvor betydningsfulde rammerne er, og at vi netop er kaldet til at gøre disciple, hvilket primært foregår ved eksemplets magt. Vi har set lidt på de femfoldige tjenester og vigtigheden af Helligånden. Nu skal vi se på endnu en grund til, at små husmenigheder er så vigtige Mange nye menigheder Små husmenigheder er meget nemmere og hurtigere at starte end traditionelle frikirker. Hvor man ved opstart af traditionelle menigheder ofte både har brug for mange hænder og store lokaler, har husmenigheden kun brug for et åbent hjem for at kunne starte. DAWN (Disciple A Whole Nation), som arbejder med menighedsplantning, siger, at det optimale, for at fuldføre missionsbefalingen, er at starte en menighed for hver indbyggere, da dette er den bedste måde at nå folk på. Disse tal er DAWN kommet frem til ved at se på, hvor stor en berøringsflade en mellemstor menighed har, samt hvad der kræves for at discipelgøre en hel nation, som Jesus jo byder os at gøre i missionsbefalingen. Ergo har Danmark brug for rigtig mange nye menigheder. Ifølge DAWN burde en dansk by på indbyggere altså have menigheder. I dag har en by på den størrelse måske en pinsekirke, en frikirke og derudover Indre Mission, Luthersk Mission og nogle folkekirker. Det vil sige, at en by på den størrelse i dag max. kommer op på at have 5-6 levende fællesskaber, hvilket ifølge DAWN betyder, at den stadig mangler mellem menigheder for at kunne fuldføre den befaling, Jesus har givet os. Jesus sagde: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene (nationerne) til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. (Matt. 28, 18-20) Ordet folkeslagene, som er brugt her, kan også oversættes til ordet nationerne, hvilket man har gjort i de fleste oversættelser. Jesus har altså befalet os at gøre nationerne til hans disciple. ikke kun nogle få mennesker fra hver nation, - men HELE nationer. Når vi virkelig kommer til at forstå, hvad det er, Jesus har befalet os, vil vi også komme til at se meget anderledes på kirkens vision, end hvad de fleste gør i dag. Havde Jesus sagt, at målet var at gøre få mennesker fra hver nation til hans disciple, ville det være helt i orden, at en kirke havde som vision at vokse til 300 medlemmer. Som kirke, ville man også være tilfreds med at kunne starte en ny menighed hvert 10. år. Men en kirke med 300 medlemmer, der starter en ny menighed hvert 10. år, vil aldrig kunne fuldføre den befaling, Jesus gav. Når vi virkelig forstår, hvad det er, Jesus hér siger, vil vi opdage, at mange i dag sigter helt forkert, og derfor også rammer langt forbi målet. Når vi forstår, at Jesus talte om hele nationer, vil vi se, at vi er

58 nødt til at arbejde meget anderledes, end vi gør i dag. Vores mål vil da ikke være at samle 300 mennesker på ét sted. Vores mål vil være at sende folk ud og multiplicere sig - så hurtigt som muligt. Den krig om medlemmer, vi i dag ser mellem mange menigheder, vil da forsvinde og vi vil kunne arbejde sammen om at nå vores fælles mål. Danmark mangler altså rigtig mange nye menigheder for bedst at kunne gøre danskerne til Jesu disciple. Alle tal viser, at en menighed vokser mest i løbet af de første to år efter opstart. Derudover falder eller ligefrem stopper væksten, når en menighed opnår en vis størrelse. Dette stemmer overens med mine egne erfaringer. Da vi startede én af de menigheder, vi gennem tiden har startet op, sagde de andre præster i byen, at grunden til, vi voksede så meget i forhold til dem, var, at vi var nye, og at vi skulle forvente, at dette ville ændre sig efter nogle år. Men når dette er rigtigt, hvorfor begynder vi så ikke at sende folk ud for at starte en masse nye menigheder frem for at samle dem på samme sted i mange år? Sandheden er altså, at nye menigheder vokser meget mere end gamle. Der kan være flere årsager til dette, men en af årsagerne er, at netop nye menigheder ligger på Guds hjerte, og at han derfor føjer mennesker til. Jeg hørte forleden om en kirke i Australien, der ikke var vokset med nye kristne i flere år. En dag kom der en ordentlig splittelse, og kirken delte sig i fire dele. Dette virkede i første omgang som noget rigtig skidt, men i sidste ende blev det kun skidt for Satan. Der skete nemlig det, at alle fire nye menigheder pludselig begyndte at vokse. Efter bare to år var alle fire menigheder ligeså store, som de var tilsammen, før de blev splittet op. Dette er virkelig interessant, og den samme historie gentager sig mange andre steder. Nogle af dem, der arbejder med disse statistikker, siger ligefrem, at splittelse nogle gange kan være Guds vej frem. De henviser til, at de første kristne fik befalingen om at gå ud og forkynde evangeliet, men gjorde det ikke. Derfor rejste Gud en mand som Saulus op. Han forfulgte menigheden, så den blev spredt ud alle vegne, og der, hvor de kom frem, blev der stor vækst. Jeg håber og antyder dog ikke, at dette er nødvendigt, for splittelse gør altid ondt, og der følger mange hårde ting med. Ifølge Operation World ( findes der i Europa hele byer, der ikke har én eneste levende menighed byer, der alle kunne trænge til mange menigheder. Dette ligger på Guds hjerte. Problemet er bare, at høstarbejderne er få, da de har så travlt med aktiviteter og vedligeholdelse i deres kirker. Er en menighed ikke vokset i flere år, er det på tide at stoppe op og lave ændringer. En af de ting, man måske kunne gøre, er at sende folk ud for at starte nye fællesskaber. På den måde vil der helt sikkert ske noget. Vi kom en overgang i en menighed, hvor der var 50 voksne medlemmer. Min kone og jeg forlod så menigheden for at starte vores eget. Pludselig var der to menigheder, 48 voksne i den ene og 2 i den anden. Efter nogle år var vi vokset med omkring 10 nye kristne, hvilket faktisk var mere, end hvad den store menighed var forøget med. Men lad os sige, at vores gamle menighed også var vokset med 10 nye kristne. Hvad ville det så fortælle os? Jo, at større menigheder ikke er lig med større vækst - hvilket alle tal også viser. Forestil dig så en menighed med 50 medlemmer. Disse 50 gør alle det samme som os. De går ud og starter deres egen husmenighed. Vi taler altså ikke om, at de skal lave en stor menighed med bygning, hundrede medlemmer, lovsangskor, medlemskab, vedtægter, gudstjeneste hver søndag osv. Vi taler bare om et lille husfællesskab, hvor de i løbet af to år skal nå 10 nye med evangeliet. Husk, at dette slet ikke er så umuligt, da nye menigheder vokser mest i starten. Jeg ved godt, at dette kan virke urealistisk for de fleste kristne. Nu er de kommet i en kirke i flere år uden at se nogen vækst, og så skal de forestille sig, at man pludselig kan nå hele 10 nye mennesker på

59 bare 2 år. Men du må forstå, at når vi træder ud på Guds ord, vil han også velsigne det. I Apostlenes Gerninger kan vi læse, at væksten kom ved, at Gud dagligt føjede mennesker til menigheden. Dette vil han også gøre i dag, når vi er lydige. Det er ikke umuligt. Slet ikke hvis man får den rigtige undervisning og den hjælp, der skal til. I andre lande ser man det ske igen og igen. Men lad os sige, at disse 50 i stedet gik sammen 4 og 4 for ikke at skulle starte alene. I stedet for at starte 25 nye små fællesskaber, starter de altså 12. Lad os også sige, at disse 12 små grupper ikke formår at vokse så meget, som vi håbede. De vokser kun med halvdelen. Dette ville alligevel betyde, at disse 12 nye fællesskaber på bare 2 år ville nå 60 nye mennesker for Jesus. Hvor i Danmark finder vi sådan en vækst ud fra én menighed? Det finder vi ikke nogen steder, efter hvad jeg kender til. Forestil dig også, at hver af disse 12 små grupper beslutter at holde bare ét udadvendt arrangement om året. Dette er slet ikke umuligt, da vi kun taler om ét om året. Dette vil betyde, at denne by nu vil opleve hele tolv udadvendte arrangementer på bare ét år. Hvilken menighed har overskud til selv at arrangere og afholde 12 arrangementer om året? Sandheden er, at nye små menigheder er en rigtig god ide, da de gør, at man kan række ud til mange flere ikke-kristne. Mange små menigheder har derfor større potentiale for at vokse end en stor menighed. Hvad kan vi lære af dette? Vi kan lære, at vi, i stedet for at samle folk i en kirke, hvor de kommer søndag efter søndag uden at gøre noget, burde bruge tiden på at gøre dem til disciple, så de hurtigt kan rejse hjemmefra og selv starte op. Samme procedure som i en naturlig familie hvor børnene rejser hjemmefra og stifter deres egne familier. Efter at Jesus havde haft sine disciple i kort tid, sendte ham dem ud med disse ord: Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! Og bor der et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over det, men hvis ikke, skal den vende tilbage til jer. Bliv boende i det hus, spis og drik, hvad de byder jer, for en arbejder er sin løn værd. Flyt ikke fra hus til hus. Og når I kommer til en by, og man tager imod jer, spis så, hvad der sættes frem for jer. Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer. (Luk. 10, 5-10) Jesus lagde her grundvolden for, hvordan de første kristne senere skulle arbejde. Det handlede om at finde en fredens person og vupti - så havde de en menighed ud fra personens hjem. Det var sådan, de startede!! En fredens person er en person, som Gud har kaldet på. Én, der er klar til at vende om, så han og hans husstand kan blive frelst. Dette er, hvad vi læser, Paulus og Silas oplevede i Apostlenes Gerninger, kapitel 16. Der læser vi om, hvordan fangevogteren og hele hans hus blev frelst, og vupti endnu en menighed! Det er også sådan, Peter startede menigheden i Cornelius hus. (Ap. Gern. 10). Hvor det i dag kan tage mange år at starte en traditionel menighed, kan man på bare én dag starte en husmenighed. Det eneste, der kræves er en fredens person. Man begynder så at mødes i dennes hjem, og man kan så invitere venner og bekendte med hjem, og se hvordan det begynder at vokse. Det handler altså om at sende folk ud, så de kan finde en fredens person, som Jesus har befalet os. Det er sådan, tusindvis af menigheder rundt om i verden bliver startet i dag. Det behøver faktisk ikke være så svært - heller ikke i Danmark! I dag virker det som om, at mange folk sidder fast i et system. Det virker som om, præsterne har svært ved at sende folk ud. Vi ser ikke mange nye menigheder blive startet i Danmark. I stedet ser vi flere og flere menigheder slå sig sammen for at blive større, men dette skaber desværre bare endnu flere passive kristne, som ikke bliver gjort til disciple. Alle tal viser desuden, at når to menigheder slår sig sammen, vil de i løbet af få år tit være på samme størrelse, som de var hver for sig, før de slog sig sammen. Jeg kender personligt flere menigheder, der har slået sig sammen, - og det gik faktisk lige efter bogen. Efter få år sad de tilbage og var kun ligeså mange samlet, som før de slog sig sammen. Den eneste forskel var nu, at der var én menighed mindre i byen, som kunne række ud til mennesker. Ergo - dette er en dårlig ide!! Selvfølgelig findes der enkelte

60 undtagelser. og det er disse få succes-historier vi oftest hører om. Lyt i stedet til statistikkerne og lær af dem!! Da vi startede de forskellige menigheder, erfarede vi også, at de voksede mest i starten. Efter et stykke tid gik væksten lidt i stå, præcis som de andre præster og statistikkerne havde forudsagt. Der sker nemlig noget i en menighed, når man bliver flere end personer. Da præsterne dengang sagde, at dette ville ske, tænkte vi: Nej, sådan går det ikke for os. Vi vil fortsætte med at vokse, til vi bliver rigtig mange. Men de fik ret. Dengang vidste jeg ikke, hvorfor det blev, som de sagde, og hvordan man kunne undgå det, men det ved jeg nu. Vi har i løbet af de sidste år lært, hvad vi kan gøre for at fortsætte væksten. Det, vi må gøre, er hele tiden at starte nye menigheder rundt omkring. Sker der det, at det ikke lykkes, lukker man bare igen. At en menighed stopper, er ikke nødvendigvis dårligt. Det er heller intet tab, da mennesker jo bare mødes et andet sted. Vi har også startet menigheder, der er lukket. Dette har gjort, at folk er spredt til andre steder, hvor de har fået lov at se en vækst. Vi skal altså ikke være så bange for det. Det handler ikke om at samle folk på et sted. Det handler i stedet om at sprede folk, så man i stedet for at blive en stor menighed kan starte - eller hjælpe med at starte - mange små dele af Kristi menighed. Folk, der arbejder med dette, gør tit det, at de deler sig i flere små menigheder, når de begynder at blive for mange. Det prøvede vi, som tidligere nævnt, også engang, men det lykkedes ikke for os. At dele en menighed er nemlig svært, da man deler ned igennem gode relationer. Det er derfor nemmere at undgå, at man bliver for mange på ét sted, ved helt fra starten at bygge udad i stedet for opad. I den anden menighed, vi havde, skete der f.eks. det, at vi så en familie i en lille naboby blive frelst. Da familien begyndte at komme i vores stue, blev vi for mange. Vi burde derfor, i stedet for at de skulle komme hos os, have sendt nogle mennesker ud til dem for at hjælpe dem med at starte op i deres hjem. Men det så vi slet ikke dengang, da vi var så opsatte på, at vi skulle blive mange. Havde vi gjort sådan dengang, ville der i stedet have været to menigheder, og vi kunne f.eks. have mødtes hver 14. dag eller én gang om måneden og prist Gud sammen. Jeg er overbevist om, at det netop er det, Gud ønsker, der skal ske. Vi vil komme til at se rigtig mange små selvstændige menigheder rundt om i forskellige byer. Disse menigheder kan så komme sammen hver 14. dage eller én gang om måneden og sammen feste og prise Gud. På denne måde får vi de små selvstændige menigheder og samtidigt et større fællesskab, som også er vigtigt. Dette er uden tvivl vejen frem for Danmark. I løbet af det sidste år har vi faktisk døbt over fyrre mennesker rundt omkring i de grupper, vi har hjulpet i gang, eller igennem de relationer, vi har fået. Jeg kender ikke andre menigheder, hvor man har set den samme vækst, - og slet ikke når man tænker på, at det er igennem forholdsvis få personer, alt dette er sket. Årsagen til denne procentvis kæmpe vækst er, at den ikke er begrænset af sted og af nogle få personer. Det bliver som ringe i vandet, da det er de nye, der ud fra deres hjem begynder at lede familie og venner til Gud. Det er også de nye, der selv døber dem, efter de har ledt dem til frelse. Dette kan virkelig ende i en revolution, der ikke er til at stoppe. En revolution, der spreder sig alle vegne. Den vækst, vi selv har oplevet, de gange vi har startet et nyt fællesskab, vil jeg ikke kalde for vækkelse. Men selv de små ting, vi oplever Gud gør omkring os i dag, kan blive til noget rigtig stort, hvis det fortsætter og spreder sig til endnu flere. De sidste gange vi har startet et nyt fællesskab op, har vi set ca. 10 ny-frelste på 2 år, hvilket i sig selv ikke lyder af mange. Men i procenter er det en vækst på flere hundrede procent. Forestil dig en menighed på 50, der vokser med bare hundrede procent! Så ville den efter et år være på 100, året efter på 200, så 400, 800, 1600, 3200 osv. - Ja, på femten år ville denne ene menighed være oppe på 1,6 millioner og dermed være verdens største menighed. Dette ser man bare ikke, da større menigheder åbenbart er det samme som mindre vækst i procenttal. Den største vækst, verden ser lige nu, er måske i Kina. I Kina vokser menigheden gennem små

61 selvstændige fællesskaber. Og det er netop derfor væksten er så stor. Kigger man på de store kirker i Danmark på medlemmer, så har de fleste af dem faktisk en meget lille vækst, procentvis. Det kan godt være, de vokser, men jo flere de er, desto mindre er væksten i procent. Altså må vejen frem være, at vi starter mange nye små menigheder! Når vi taler om menigheder i dag, har vi tendens til at lytte til de præster, der i USA har startet en kirke, som i løbet af år er vokset til at have medlemmer. Dette er selvfølgelig flot. Men faktisk er deres vækst i procenter slet ikke så stor, især ikke når man kun tæller de nye kristne med. En stor del af disse kirkevækster, skyldes nemlig at mange af medlemmerne kommer fra andre menigheder, og hér har USA mange at tage af. Den vækst, de har, er alligevel flot, men slet ikke i forhold til mange andre steder. I Kina og andre steder ser man en hel anden vækst. Der taler man om fællesskaber, der spreder sig og bliver til flere hundredetusinder på de samme år, og der fortsætter væksten med endnu større styrke. Dem hører man bare ikke rigtig om. Forestil dig så, at vi havde 1000 kristne i Danmark, der gjorde ligesom os. Så ville de starte 500 nye små fællesskaber rundt omkring i Danmark. Hvis de havde den vækst, vi havde, ville disse 500 nye fællesskaber nå 5000 nye kristne på bare 2 år. Wow, det ville være stort! Tænk, hvis de så kunne gøre disse 5000 nye kristne til disciple, så de selv efter nogle år kunne gøre det samme. I løbet af nogle få år ville der være nye kristne. Kunne dette fortsætte, ville der i løbet af år være nye kristne i Danmark. Det ville man ikke kunne kalde for andet end vækkelse! Men ok, lad os sige, at vores tankeeksperiment ikke lykkes helt optimalt. Det er jo trods alt første gang, det bliver gjort på denne måde, og derfor lykkes det kun for en tiendedel. Men en tiendedel ville stadig betyde nogle hundredetusinde nye kristne på forholdsvis få år. Så i stedet for kun at vente på, at der sker noget rigtig stort, skal vi alle, ligesom vi og andre har gjort, gå i gang i det små, med at gøre, som der står i Bibelen Simple fællesskaber I denne bog har jeg især brugt ordet husmenigheder, men dette ord dækker faktisk ikke helt, hvad det er, jeg taler om. Der findes nemlig også husmenigheder, som i praksis minder rigtig meget om traditionelle kirker. De har en leder, der næsten altid er taler. De har et fast program, og dåb er også noget, lederen står for. Sagt med andre ord; de er som traditionelle menigheder, bare mindre, og så er deres kirke i et hjem i stedet for i et offentligt lokale. Jeg ved, at mange har denne opfattelse af husmenigheder, og sådan forholder det sig også nogle steder. Skulle jeg personligt vælge mellem sådan en husmenighed og en traditionel frikirke, ville jeg nok vælge den traditionelle kirke. Det handler nemlig ikke kun om, at man kun skal mødes i huse, men også om alt det andet, vi har set på her i bogen. Man behøves altså ikke mødes i et hus. Man kunne også mødes på en café, på stranden eller andre steder. Ja, selv i en kirke, men dette kræver nogle gange lidt mere, for mange bliver så mærkelige og religiøse, når de kommer ind i en kirke. Ordet menighed ville jeg faktisk helst undgå, hvis jeg kunne, da det ligesom ordet kirke er ladet med en masse forventninger og megen kirkekultur. Men det er svært helt at undgå dette ord, da andre ellers kan have svært ved at vide, hvad det er, vi taler om. Personligt synes jeg, at ordet simple fællesskaber faktisk passer bedre til at beskrive det, Gud vil starte rundt omkring i vort land. Det handler nemlig om fællesskabet med hinanden og med Gud. Og det handler om at gøre det så simpelt som muligt, så det er nemt at mangfoldiggøre. Vi må aflægge den kirkekultur, der hindrer os i at bygge den kirke, Gud ønsker. Dette kan være nemmere at lægge fra sig, hvis man, især i starten, slet ikke bruger ordene kirke eller menighed om éns fællesskab. Spørger jeg folk i de traditionelle kirker, om de har lyst til at starte en menighed, vil flertallet nok sige: Nej tak, vi hopper over. Deres forståelse af, hvad menighedsplantning kræver, skræmmer dem. De har nemlig set nogle af de problemer, det giver at være leder for en traditionel menighed. Alle de penge der skal til, vedtægter., planlægning, rådgivning, kirkepolitik osv. Det kræver meget at starte en

62 traditionel menighed, og det er sikkert derfor, vi næsten ingen menighedsplantninger ser i dag. - Og det er samtidig sikkert også årsagen til, at flere menigheder faktisk står og mangler en præst. Sådan tænkte jeg også engang. Jeg skulle i hvert fald aldrig være præst for en menighed. Men i dag ville det ikke være noget problem, om jeg så skulle starte en ny menighed hver dag, hvis Gud lod det ske. Det behøver nemlig ikke at være så kompliceret, som vi gør det til. Man behøver ikke vedtægter, en hjemmeside for menigheden, programmer osv. Man behøver heller ikke at stå alene med ansvaret, da der i et simpelt fællesskab skal være en flad struktur, hvor alle løfter i flok og hjælper til. Det eneste, der faktisk kræves, er, at man begynder at mødes. Man spiser f.eks. sammen og deler Jesus med hinanden. Dette er en rigtig god start, og mere behøver man i første omgang ikke at tænke på. Når du har venner på besøg, og I snakker om Jesus, er der så én af jer, der leder aftenen? Har I da sat et program op for, hvad der skal ske? Nej, vel! Hvorfor så gøre så stort et nummer ud af det, når dette er ligeså meget kirke som det andet? Inviter folk hjem til spisning! Spis sammen og hold nadver, hvor I mindes Jesus! Efter spisningen kan alle dele, hvad de har oplevet i løbet af de sidste dage. I kan så bede og søge Gud sammen, for hvad han vil sige til jer. Én eller flere kan dele noget fra Bibelen, og I kan snakke om det. Ja, sådan kan det være, men sådan behøver det ikke være. Sørg bare for, at tingene ikke foregår ens hver gang, da det så nemt kan blive til ritualer. Sandheden er, at de fleste allerede har gjort sådan med venner og bekendte, men de har bare ikke tænkt, at det var kirke. De havde godt nok en rigtig dejlig aften. Alle fik rigtig meget ud af det. Ja, endda mere end ved en normal gudstjeneste. Men man tænker, at det jo ikke er rigtig kirke, hvilket gør, at man ikke prioriterer det og fortsætter. Men hvorfor er det sådan? Hvorfor ikke fortsætte med at mødes på denne måde og engang imellem invitere ikke-kristne med hjem frem for til kirken - for på den måde at se det vokse? Hvorfor gøre det så besværligt? Jamen, vi behøver jo en præst for at kunne starte en menighed? Nej, det behøver man faktisk ikke! Hvor står det i Bibelen? I den første menighed fandt man en fredens person og slog sig ned hos ham. Hjemme hos ham mødtes man og gjorde de ting, vi læser om. Man spiste sammen, delte nadver og liv med hinanden. Man bad sammen og delte ordet. Man var sammen med hinanden og med Kristus. Man lyttede til, hvad Jesus ville sige til én, og så gjorde man det. De nye disciple stillede spørgsmål og lærte af de mere modne disciple. De koncentrerede sig ikke så meget om, hvem der skulle være ældste/præst, da de jo var sammen som familie. Efter et stykke tid blev det af sig selv tydeligt for alle, hvem der var den ældste/husværten i fællesskabet hvem der var med til at gå foran og holde sammen på det hele, men ikke hvem der styrede det hele. De lagde så hænderne på denne og indsatte ham som ældste. At indsætte en ældste var altså ikke, som i dag, hvor man delegerer autoritet ud til en bestemt udvalgt person. I den første menighed var det mere en anerkendelse af de gaver/evner, der allerede var tydelige for alle i fællesskabet. Dette var altså ikke noget, man gjorde, fra den første dag, man begyndte at mødes. Det skete først efter et stykke tid, når det var tydeligt for alle, hvem den eller de ældste var. Vi læser, at Paulus siger dette til Titus: Når jeg lod dig blive tilbage på Kreta, var det for at du skulle ordne, hvad der endnu stod tilbage, og indsætte ældste i byerne, sådan som jeg havde pålagt dig det. (Tit. 1, 5) Denne anerkendelse blev så kendt af de andre fællesskaber, og på den måde kunne de få noget samarbejde i gang mellem de selvstændige menigheder. Det handler om at holde det så simpelt, som vi ser det i Bibelen. Man behøver altså intet medlemskab, ingen vedtægter, programmer, bygninger, hjemmeside og alt det der. Angående økonomien kan man også bare give det, man oplever, man skal give. Man kan give for at hjælpe hinanden, sprede evangeliet og til de rejsende tjenester, der kommer på besøg. Men alt dette kan man sagtens gøre uden, at man absolut behøver at få fradrag for det. Det, at mange i dag vil have fradrag, gør tingene så meget mere

63 besværlige, da det kræver regnskab, bestyrelse osv. Det er naturligvis ikke forkert at udnytte de muligheder - men hold det simpelt! De første kristne var ikke styret af deres fradrag, da de ikke havde den mulighed. I de første menigheder havde hver menighed heller ikke et bestemt navn. Dette er, hvad Paulus skrev, når han tænkte på en bestemt menighed: Hils brødrene i Laodikea, og hils Nymfa og menigheden i hendes hus! (Kol. 4, 15.) (Bemærk kvinder kunne også tjene med i den første menighed.) Så menigheden i x s hus eller lejlighed eller fællesskabet hjemme hos x er fint nok! Selvfølgelig er det i orden at få et navn, men igen hold det simpelt! De første menigheder var altså små selvstændige menigheder/fællesskaber, der var meget simpelt bygget op. De blev så knyttet sammen igennem et netværk af rejsende femfoldige tjenester der til tider kom forbi og delte ud af sine gaver og udrustede fællesskabet. I Hans P. Pedersens bog 2000 år med Helligånden skriver han dette: Menighederne var selvstændige, men udgjorde et ideelt åndeligt fællesskab. De relaterede til hinanden, hjalp hinanden, og en række fælles opgaver bandt den sammen. Menighederne knyttedes især sammen gennem de omrejsende forkyndere, der på en særlig måde var udrustet med de karismatiske gaver og som sørgede for menighedernes åndelige næring og vækst. Dette andet lederskab bestod af apostle, profeter, lærere, hyrder og evangelister, der opholdt sig i menighederne i kortere eller længere perioder. Nogen egentlig organisation fandtes der således ikke menighederne imellem. De første kristne var ikke lammet af institutioner eller spærret inde i organisationer, men lod sig hovedsageligt lede af Helligånden. Gennem Helligånden blev menighederne belært og opbygget og kommende begivenheder blev forudsagt. (Hans P. Pedersen, 2000 år med Helligånden, forlaget Proskrift, 1999, p. 21) Når Paulus skrev brevene, var det også for, at de kunne blive læst op rundt omkring i de forskellige fællesskaber. Når brevet er blevet læst hos jer, sørg så for, at det også bliver læst i menigheden i Laodikea, og at I selv får brevet til Laodikea at læse. Kol. 4, 16. Så hold det enkelt! Begynd at mødes, og tingene vil forme sig efter, hvem man er, samt hvor og hvad der lige sker. Mad, fællesskab og bøn I Apostlenes Gerninger kan vi læse om fire ting, de første kristne holdt meget fast i. De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. (ApG 2, 42) Apostlenes lære vil vi se på i næste kapitel. Derudover læser vi om fællesskabet som noget, de holdt fast i. De var altså ikke bare medlemmer, der tilfældigt mødtes i samme kirke, nej, de var som en familie. De var sammen dagligt, og vi kan læse, at de ikke var blege for at sælge af deres ejendomme for at kunne hjælpe hinanden. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. (ApG 2, 45) Fællesskab er vigtigt. Vi har alle brug for venner og nogle, der er tæt på. En stor kirke betyder ikke, at man har flere venner. Det er faktisk tit sværere at få nære venner i en større forsamling. Man hilser på hinanden og ved, hvad de andre hedder, men forholdet bliver også tit på det niveau. Dette er endnu en grund til, at man behøver små fællesskaber, hvor man kan lære hinanden rigtigt at kende. Små fællesskaber er som små familier. I den første menighed, var de ikke kun sammen i hjemmene. De mødtes også i byen ved området

64 omkring templet, hvilket var ligesom markedspladsen for dem. På den måde var de også sammen med andre brødre og søstre, og de var sammen om at dele Jesus Kristus med folk, der kom forbi; folk, der endnu ikke kendte ham. Ligesom vi har brug for små fællesskaber er det også vigtigt at vi mødes i større fællesskaber, så vi på den måde mærker, at vi er en del af noget større. Derfor er det en rigtig god ide at have relationer til andre menigheder, som man kan mødes med engang imellem. Vi læser også, at Gud dagligt føjede nogle til, der blev frelst. Disse blev primært nået på tempelpladsen og blev så koblet på de små fællesskaber. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst. (ApG. 2, 46 47) Noget andet, der var en stor del af den første menigheds praksis, var brødets brydelse. Brødets brydelse var ikke kun nadver men en del af et fællesmåltid, hvor man spiste sammen og hyggede sig. I Bibelen på hverdagsdansk har man oversat ordet brødets brydelse til fællesskabsmåltider. Til dette er der en ordforklaring: Teksten her taler om brødsbrydelsen. Sandsynligvis er der til dels tale om et fællesmåltid blandt de kristne i hjemmene, dels en fejring af nadveren. (Bibelen på hverdagsdansk side 177) Det, at spise sammen, er en vigtig del af alle kulturer. Når vi spiser sammen, lærer vi hinanden bedre at kende. Vi slapper af, og snakken bliver mere naturlig. Der er intet, der skaber venskaber som et godt måltid mad. Det sidste, vi læser, at apostlene holdt fast ved, var bønnerne. Bøn er det, der sætter tingene i gang. Uden bøn sker der intet. Bøn er en vigtig del af vores fællesskab med hinanden og med Gud. Grunden til, at det er vigtigt i vores fællesskab med hinanden er, at bøn er meget intimt. Når vi beder noget ud, så andre kan høre det, viser vi, hvad der ligger os på hjerte. Derigennem lærer vi hinanden godt at kende. For en del år siden gik Lene og jeg på en træningsskole. På den skole var der en del russere. Alle russerne kunne tale engelsk, men det var kun nogle få, der bad på engelsk. Da træningsskolen, som varede tre måneder, var ovre, havde jeg lært, hvor vigtig bøn er i forhold til at lære hinanden at kende. De russere, der havde bedt på engelsk, havde jeg nemlig fået et andet forhold til end dem, der bad på deres modersmål. Det var som om, de havde blottet deres inderste ønsker igennem deres bønner. Ønsker som jeg jo kunne forstå. Derfor er bøn også en vigtig del af et fællesskab. Fælles bøn hjælper os til at lære hinanden at kende. Vi får at se, hvad der gemmer sig i folk hvad folk har på hjerte. Bøn er også en vigtig del af fællesskabet med Gud, da bøn ikke kun er os, der taler til Gud, men også Gud, der taler til os. Bøn er tovejs-kommunikation. I bøn taler vi med Gud, søger Ham, er stille for Ham, og Han taler til os. Bøn ændrer tingene. Der sker ingen vækkelse uden bøn. Ingen forandring uden bøn. Disse ting, sammen med apostlenes lære, som vi skal se på om lidt, var en stor del af den første menigheds praksis. Selvfølgelig var der også andre ting, men dette skal Gud nok tale om, når vi sammen søger ham. Menigheden var som en familie. Man spiste sammen og delte nadveren, søgte Gud og holdt fast ved den undervisning, apostlene kom med. Det var altså ikke en bygning, medlemskab eller en organisation, der holdt dem sammen. Disse ting behøver ikke være forkerte, men de må aldrig blive en erstatning for den virkelige vare. Man behøver selvfølgelig ikke nødvendigvis spise sammen hver gang, hvis det ikke lige passer ind. Man behøver heller ikke gå systematisk til værks, så alt gøres i rækkefølge. Dette eksempel var bare en illustration af, hvad den første menighed var sammen om, samt hvad der kan foregå i et simpelt

65 fællesskab. Mit råd er, at man bare begynder at mødes, og så får man at se, hvordan det udvikler sig. Det er helt afhængigt af, hvem der bliver en del af fællesskabet. I nogle fællesskaber har man mere fokus på evangelisation, andre har mere fokus på det indre fællesskab, og andre igen på det at søge Gud. Derfor er det godt, når de rejsende tjenester kan komme og hjælpe til, så alle sider kommer med. Der skulle i ethvert fællesskab gerne være fokus på både op, ind og ud. Opad til Gud, indad mod hinanden og udad til mennesker. Derfor har Gud sat de femfoldige tjenester til at rejse rundt og udruste menighederne, så alle sider kommer med. Apostlenes lære Som du igennem denne bog forhåbentlig har forstået, er det vigtigt, hvilke rammer vi har for vore menigheder. Rammerne har meget at sige i forhold til, hvor effektive vi er med hensyn til at gøre folk til Jesu disciple. Men rammerne er i sig selv ikke nok til at gøre folk til disciple. Rammerne og strukturen er nemlig kun som en beholder. Putter man det forkerte i denne beholder, skal man ikke drikke deraf. Jeg er overbevist om, at vi står overfor en tredje - og muligvis sidste reformation, inden Jesus kommer igen. En reformation, der i høj grad kommer til at omhandle strukturen i menighederne. Men jeg ved også, at hvis Satan ikke kan hindre det på den ene måde, vil han prøve på en anden. Kan han ikke hindre noget nyt i at bryde frem, vil han sende noget falsk, der ligner det nye, for netop at forvirre os og få de kristne til at blive kritiske, selv over for ting, der kommer fra Gud. Dette er også sket, når vi taler om denne reformation af kirkestrukturen. Der er nemlig allerede en lille reformation af strukturen i gang flere steder. Noget af denne går under navnet Emerging Church (kirke på vej). Dette er et miljø, eller netværk, af kristne, som, ligesom jeg, er optaget af, hvordan vi har kirke. Nu er det svært helt præcist at definere, hvad Emerging Church står for, da der er flere grupperinger inden for dette netværk, men der findes en stor gruppe, der ikke kun sætter spørgsmålstegn ved måden, vi har kirke på. Denne gruppe sætter også spørgsmålstegn ved selve teologien og livet med Gud, og derfor bliver jeg nødt til tage afstand fra det - og advare dig. Jeg er enig i, at vi skal sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor vi gør tingene, som vi gør, når det kommer til rammerne og selve strukturen for vore kirker. Men ét er at sætte spørgsmålstegn ved rammerne og måden, vi gør tingene på, noget helt andet er det at sætte spørgsmålstegn ved Guds ord og selve livet med Gud. Derfor oplever jeg denne gruppe som et røgslør, der er sendt for at forvirre, så man netop ikke kan tage imod, når den ægte vare kommer. Jeg har allerede oplevet folk, der har svært ved at tage imod det, jeg siger, da de er bange for, at jeg går hånd i hånd med Emerging Church -folk og deres teologi. Jeg havde faktisk også selv svært ved dette i starten. Jeg kan huske, at netop dette var noget af det første, jeg spurgte Steve Hill om, da han kom på besøg. Jeg havde nemlig set, hvor forførende nogle af disse fyre kan være. Derfor var jeg ekstra på vagt. Satans taktik er at så tvivl om, hvad Gud virkelig siger. Lykkes han i dét, er han lykkedes i det hele, da vi uden Guds ord vil blive forført. Da Satan fristede Eva i Edens have var det med disse ord: Har Gud virkelig sagt...? (1. Mos. 3, 1). Da det senere gjaldt Jesus i ørkenen, sagde han ikke: Har Gud virkelig sagt, men taktikken var den samme. Denne gang citerede han bare skriften, taget ud af sin sammenhæng, for på den måde at få Gud til at sige noget, han ikke har sagt. Derpå førte Djævelen ham til Jerusalem, stillede ham på templets tinde og sagde til ham:»hvis du er Guds søn, så styrt dig ned herfra. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling om at beskytte dig, og: De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.«men Jesus svarede ham:»der er sagt: Du må ikke udæske Herren din Gud. «(Luk. 4, 9-12) Satan arbejder på samme måde i dag. Han siger: Har Gud virkelig sagt sådan? Han sår altså tvivl

66 om, hvad Gud har sagt. Eller også siger han: Der står skrevet... mens han tager det skrevne ud af sin sammenhæng og derved fordrejes summen af Guds ord. Dette er, hvad vi ser rundt omkring i dag, bl.a. også i en stor del af den bevægelse, der kalder sig Emerging Church. Noget af det, du læser i denne bog, vil du også kunne høre dem sige. Men de sætter som sagt ikke kun spørgsmålstegn ved rammerne men også ved selve Guds ord. De sætter spørgsmålstegn ved teologien og den lære, apostlene kom med. Derfor må vi være på vagt. Paulus siger dette til menigheden i Korinth: Ligesom en ung jomfru holder sig fra andre mænd i hengivenhed over for den mand, hun er forlovet med, sådan bør I være hengivne over for Kristus alene. Men jeg er bange for, at det skal lykkes nogle af de falske forkyndere at dreje tankerne bort fra den rene og enkle hengivenhed over for Kristus, ligesom Slangen narrede Eva med sin snedige overtalelsesevne. For hvis nogen kommer og forkynder jer en anden Jesus, end ham vi forkyndte, eller hvis I åbner jer for en anden ånd end Helligånden, som I modtog, eller hvis nogen viser jer en anden vej til frelse, så accepterer I det uden videre! (2. Kor. 11, 2-5 Bibelen på hverdagsdansk) Efter dette fortsætter Paulus med at tale om disse falske apostle. Det handler altså om, at vi ikke må komme væk fra den rene og enkle hengivenhed til Kristus. Det handler om Jesus og om, at vi som hans menighed skal være en hellig og ren brud. Al undervisning, der får vore øjne væk fra Jesus og det rene forhold til ham, skal vi derfor være på vagt overfor. Bibelen siger klart, at I de sidste tider vil mange falde fra troen, da de netop lytter til forførende undervisning (1. Tim. 4, 1). Dette gælder altså i høj grad i dag. Det er så uhyre vigtigt, at vi holder fast i apostlenes lære, ligesom den første menighed gjorde. Vi har i dag ikke apostlene fysisk hos os, men vi har det, de sagde, nedskrevet i Bibelen. Det, der dengang var apostlenes lære, blev skrevet ned og senere sat sammen som Bibelen. De fire evangelier om Jesus Kristus og resten af Det Nye Testamente er, hvad vi i dag kan kalde for apostlenes lære. Og hér må vi ikke glemme Det Gamle Testamente, som apostlene citerede igen og igen. Jeg synes, at Paulus beskriver den tid, vi lever i i dag rigtig tydeligt her: Helligånden gør det helt klart, at i den sidste tid, før Jesus kommer igen, vil nogle af de kristne tage afstand fra troen. I stedet vil de blive ivrige tilhængere af lærere, hvis undervisning er inspireret af bedrageriske og dæmoniske ånder. (1. Tim. 4, 1. Bibelen på hverdagsdansk). Senere kommer han med denne formaning til Timotheus: Derfor vil jeg minde dig om det ansvar, du har fået betroet, hvad enten du synes, det er belejligt eller ubelejligt. Du skal afsløre enhver falsk lære og korrigere de vildfarne. Vejled mennesker med meget tålmodighed og klar undervisning. Der kommer nemlig en tid, hvor folk ikke vil rette sig efter den sunde lære, men i stedet følger deres egne ønsker og holder sig til de forkyndere, der fortæller dem, hvad de gerne vil høre. De vil vende det døve øre til sandheden og i stedet lytte til myter... (2. Tim. 4, 1 3 Bibelen på hverdagsdansk). Vi lever virkelig i en tid, hvor mange skaffer sig lærere, de godt kan lide at høre på, mens de lukker ørerne for sandheden og den sunde lære. Paulus siger senere, at den sunde lære er en lære, der fører til gudsfrygt. I hvilke kirker hører vi denne sunde lære, der fører til sand gudsfrygt? Ærlig talt synes respekten for en hellig og retfærdig Gud at mangle i vore menigheder. Det, der hører denne verden til, har langsomt sneget sig ind i mange kirker, selvom Gud siger, at vi netop skal skille os ud fra verden, så han kan komme og tage imod os. (2. Kor. 6, 17). I dag tillader vi ting, som Guds ord siger, vi ikke skal tillade. Mange kristne lever næsten ligesom folk i verden. Den eneste forskel er, at de kommer i kirken om søndagen. Men dette er ikke kristendom! Lever vi som de ikke-kristne, vil vi gå fortabt, lige meget hvad vi så tror på eller kalder os. Dette viser blot, at mange, der i dag kommer i kirkerne, endnu ikke er frelste. De er endnu ikke begyndt på det kristne liv, der kendetegnes ved, at man omvender sig fra sin synd og sine egne veje og lader sig

67 døbe til at tilhøre Jesus Kristus. Jesus kom for at skaffe sig et rent og lydigt folk, ivrigt efter at gøre gode gerninger. (Tit. 2, 14). I dag ser vi, hvordan unge i kirkerne går i seng med hinanden før ægteskabet og derved lever i utugt. Vi ser skilsmisser og genvielser, som var det det mest naturlige i verden. Noget, man for bare få årtier siden tog stærkt afstand fra. Alt dette er ydre tegn på et indre problem, nemlig at vi er kommet væk fra det sande liv i Helligåndens kraft og den sunde lære, der fører til gudsfrygt. Derfor må det nye, Gud gør, hænge sammen med, at vi bygger på Guds ord som den højeste autoritet i vore menigheder. Vi kan godt skabe en god beholder, men hvis dét, der kommes i, er forkert, burde ingen drikke deraf, lige meget hvor god beholderen så end er. Læg mærke til Jesu ord om endetiden:...og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. (Matt. 24, 12) Lagde du mærke til, at det er lovløsheden og ikke loviskheden, der skal tage over? I dag taler kristne så meget imod det at blive lovisk, at man er gået direkte over i den modsatte grøft, der hedder lovløshed! Dette selvom Jesus gør det klart, at vores største problem ikke bliver loviskheden men netop lovløsheden. Der sidder en hel generation i kirken, som i høj grad lever lovløst. Det vil sige, at de lever i synd og oprør mod Guds lov; Den moralske lov, de 10 bud. Guds lov skulle gerne ligge i deres indre, hvis de virkelig var blevet født på ny. På dommens dag vil Jesus sige dette til mange: Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! (Matt. 7, 23) I som begår lovbrud. I som er lovløse og lever i synd som denne verden. Dette er, hvad der menes med ordet lovbrud. Derfor er det så vigtigt, at vi holder fast i apostlenes lære/bibelen. I bevægelsen Emerging Church sætter man ikke bare spørgsmålstegn ved, hvordan vi holder kirke, men også ved teologien og skaber dermed en platform for denne lovløshed. Dette er et lille udpluk af, hvad man kan høre i dag: Har Gud virkelig sagt, at han vil dømme nogle til helvede? - Har Jesus virkelig sagt, at porten, der fører til livet, er snæver, og vejen er trang? - Har Jesus virkelig sagt, at utugtige, løgnere, tyve og griske mennesker ikke skal arve Guds rige? - Har Jesus virkelig sagt, at vi skal tro på ham? - Handler det ikke om, at du må tro på dig selv? Dette er bare noget af det, man kan høre i dag. Derfor må vi være på vagt overfor, at vi ikke glider væk fra det enkle og rene forhold til Jesus Kristus og hans ord. Vi må holde fast i apostlenes lære. Vi må i Åndens kraft leve som sande disciple af Jesus Kristus, hvilket er hvad min anden bog Kristen, discipel eller slave handler om. Er indholdet ikke rigtigt, er det fuldstændig ligegyldigt, hvilken beholder vi har. Derfor må vi sætte Guds ord som den højeste autoritet i vore fællesskaber. Når man er sammen, er det omkring Guds ord/apostlenes lære. Kommer der spørgsmål, er det igen Guds ord, vi må gå til. Bygger vi fællesskaberne, hvor vi både giver plads til at lade Helligånden virke, og hvor vi giver Guds ord den højeste autoritet, vil det blive godt. Men der, hvor man sætter andet højere end Guds ord og hvor livet med Gud mangler, vil det mislykkes, uanset hvordan rammerne så er. Lad reformationen begynde For 8 år siden fik jeg en profeti af en anerkendt, nu afdød, profet fra Sverige. Hans navn er John Brandström. Da jeg dengang fik denne profeti, troede jeg, at jeg vidste, hvad den handlede om, men det gjorde jeg slet ikke. Det er først nu, jeg begynder at forstå den. Dette er den profeti, jeg fik, og den omhandler også dig: Der kommer en ny dag, hvor det ikke mere er programmer og systemer, det handler om. Jeg vil løfte min kirke over dette og lade den være ledt af min ånd. Lad mig bygge min kirke med Helligånden, og

68 der vil være åbenbaringer, og du vil blive en af de første, der skal leve i dette. Ja, det bliver virkelig en ny dag for os alle. Gud er sandelig ved at bygge sin kirke. Vil du være med? Tør du give slip på programmerne og systemerne og lade Helligånden komme til? Tør du træde ud på Guds ord som den højeste autoritet? Det er med denne bog som med andre bøger. Nogle vil tage imod budskabet, og andre vil ikke. I Markus evangeliet kapitel 4 kan man læse om de forskellige jordtyper om, hvordan der er forskellige typer af respons, når Guds ord bliver forkyndt. Sådan vil det også være med denne bog. Skal jeg omskrive budskabet fra Markus evangeliet lidt til at handle om budskabet i bogen, vil det komme til at se sådan ud: De på vejen er dem, der læser denne bog, men de forstår det ikke, hvilket gør, at de ikke kan tage imod det. Det, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod budskabet i denne bog, men det slår ikke rod i dem. Når de efterfølgende fortsætter i det gamle system, glemmer de det, de har læst, så det kun holder en kort tid. Det, der faldt imellem tidsler, er dem, som forstår budskabet men som ikke kan overskue konsekvenserne af at skulle forlade det etablerede og træde ud i det nye. Omgivelserne og frygten for modstanden kvæler altså ordet, så det ikke kommer til at ændre noget i deres liv. Så er der dem, der forstår budskabet og tager imod det. De begynder at tage det til sig og at vandre i større og større frihed, efterhånden som Gud viser dem, hvad det hele handler om. De begynder derefter at komme i et simpelt fællesskab eller begynder selv at bygge simple fællesskaber. Dette gør, at det kommer til at bære frugt, tredive og tres og hundrede fold. Men hvad nu hvis alle dropper den traditionelle kirke og begynder i simple fællesskaber?" Ja, det er et godt spørgsmål, som jeg faktisk har svært ved at svare på. På den ene side må vi respektere den traditionelle kirke og den måde at gøre det på. Det er jo den, der har fået flertallet hertil, hvor vi er. Men på den anden side trænger vi til denne gennemgribende reformation af vores system. Vi må huske, at det er systemet, og ikke vore brødre og søstre, som befinder sig i systemet, vi er imod. Så ja, vi må respektere folk i de valg, de træffer, men samtidig må vi være frimodige og tale dette ud. Vort land behøver at vide, hvad Gud siger i sit ord, om hvad menigheden i virkeligheden er. Vi er kaldet til at gøre folk til disciple og ikke bare til kirkegængere. Hvordan bliver dette budskab modtaget? Jeg er overbevist om, at nogle traditionelle menigheder vil kunne tage imod det, jeg kommer med, og lære noget godt af det. Især hvis interessen kommer fra lederskabet. Det er nemlig svært at ændre sådan et system nedefra. Andre vil være nødt til at forlade systemet mens andre igen måske vil forsøge at lave et mix, men det vil ikke lykkes, da det bliver som at hælde ny vin på gamle sække. Men forhåbentlig er der også nogle af de traditionelle menigheder, der går hele vejen og ændrer hele deres system. De deler sig op i mange små simple fællesskaber og vil derefter begynde at mødes jævnligt som et netværk af alle disse nye små fællesskaber. - Så alt i alt er det svært at svare på, hvad der præcis kommer til at ske. En ting ved jeg dog, og det er, at Gud vil gøre noget nyt i vort land. Jesus er ved at bygge sin menighed. En ren og hellig brud klar, til han kommer igen. Som Jesus siger her, passer nyt og gammelt ikke sammen. Ny vin må derfor på nye sække. Men som han også siger, er dette netop for ikke at ødelægge både vinen og sækken. Han fortalte dem også en lignelse:»ingen river en lap ud af nyt stof og sætter den på en gammel kappe; for så river man det nye stof i stykker, og lappen af det nye stof passer alligevel ikke på det gamle. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger den unge vin sækkene, vinen løber ud, og sækkene ødelægges. Nej, ung vin skal fyldes på nye sække. (Luk. 5, 36-38) Derfor må vi huske at respektere det gamle samtidig med, at vi giver plads til det nye, Gud vil gøre. Nu skriver jeg gamle og nye i gåseøjne, da det, jeg skriver om i denne bog, faktisk hører til det gamle. Vi har jo netop set på, hvordan den første menighed var. Den var foruden alle de ting, vi i dag forbinder med kirken. Alt det, vi ser omkring os i dag, er altså noget nyt, der er kommet til sidenhen.

69 Men som vi også kan læse i det næste vers, så er det gamle, dvs. det oprindelige, bedst, og når man først har smagt det, vil man ikke gå tilbage til det næstbedste. Og ingen, som har drukket gammel vin, vil have en ung, for han siger: Den gamle er bedst. (Luk. 5, 39) Når man først har smagt, hvad menigheden virkelig er for en størrelse, og hvilken frihed det giver, når man gør tingene simple, vil man aldrig tilbage til systemet igen. Ja, det kan blive hårdt, og det har sin pris, men selvom det koster, vil man ikke gå tilbage, da dette er livet og den ægte vare. Men som vi læser, vil både det gamle og det nye blive bevaret - i hvert fald indtil den dag, en forfølgelse sætter en stopper for det. Vore traditionelle kirker kan nemlig ikke drives, når der kommer forfølgelse. Så den dag, forfølgelsen, som vi allerede ser den i andre lande, kommer til Danmark, er det slut med den traditionelle kirke. Men når dét sker, har Gud allerede bygget en menighed, der kan stå fast og hjælpe de folk, der da må komme. Tror jeg, at det kommer til at gå stille for sig, når folk begynder at lave denne reformation? Nej, det gør jeg slet ikke. Det var også, hvad jeg indledte denne bog med at hævde. Jeg håber selvfølgelig, at det kommer til at forløbe så roligt, som det nu kan, men når nogle først griber dette og vil gå denne vej, vil det skabe konflikter. Det er uundgåeligt. Jeg fik dette profetiske ord for nogle måneder siden: Jeg ser et Danmarkskort, og at Danmark vil blive delt på kryds og tværs. Du må gøre op med dig selv, om du er villig til at betale prisen. Ja, det er noget, vi alle må gøre op med os selv. For det koster, og det vil dele Danmark. Hvor står du så i alt dette? Ja, det må tiden vise. Måske vil du tage noget af dette til dig, eller måske er netop du en af dem, Gud kalder på. Én af dem, der skal hjælpe med at bygge hans menighed og bane vejen for andre, så endnu flere kan komme ind på de grønne, frugtbare marker. Da må du gøre op med dig selv, om du er villig til at gøre det, der skal gøres. Måske du så småt skal begynde at undersøge dette med menigheden noget mere? Måske du så småt skal begynde at starte noget op? Eller måske skal du dele dette med de andre i din menighed? Uanset hvor du står, så er det vigtigt, at du selv søger Gud. Søger du Gud af hele dit hjerte vil han også lede dig. Jeg håber at denne bog vil blive til velsignelse i dit liv. Jeg håber, den på en eller anden måde kan være med til at starte en reformation i dit liv. Jesus vil bygge sin menighed ved sin hellige ånd, og han vil bruge dig og mig som levende sten. Så lad ham få lov, og lad den tredje reformation begynde. Gud velsigne dig Torben Søndergaard En discipel af Jesus Kristus Ønsker du mere undervisning eller at få kontakt med andre simple fællesskaber i nærheden af dig, så besøg DNA-net.dk. På DNA-net kan du foruden undervisning på lyd, video og tekst, også finde links, samt andre resurser omkring dette emne. Besøg: i dag. Flere eksemplarer af denne bog kan bestilles via eller på tlf: (Der gives rabat ved køb af flere bøger til uddeling)

70 Udgivet 2009: Kristen, discipel eller slave af Torben Søndergaard Hvad er en kristen egentlig? Svaret på dette væsentlige spørgsmål afhænger desværre i dag meget af, hvem man spørger. I denne bog får du det bibelske svar på, hvad en kristen egentlig er, og hvordan man bliver en kristen. Du tages også med på en rejse igennem de forskellige ord, som Bibelen og mennesker bruger om dem, der følger Jesus. Ord som 'kristen', 'discipel' og 'slave'. Mange af os har hørt disse udtryk: Jeg er en kristen, men bare på min egen måde eller Jeg er en kristen, men går ikke så meget op i det. Men er det overhovedet muligt at være kristen på sin egen personlige måde? Ifølge Bibelen, argumenterer forfatteren, at svaret er nej lige så lidt, som det er muligt at være discipel eller slave på sin egen personlige måde. Bogen er skrevet både til kristne og ikke-kristne. En radikal bog, da den netop kigger på, hvad det faktisk var, Jesus selv sagde om det at være en kristen. Jesu ord er utrolig radikal, men stedet, hvor vi får det sande svar på spørgsmålet: Hvad er en kristen egentlig? "I en tid, hvor det bibelske efterfølgelsesprincip er blevet udvandet og tandløst, er det befriende at læse Torben Søndergaards bog. Torbens sprog er levende og illustrerende, og han har en særlig evangelistisk gave til at tage læserne med tilbage til de bibelske principper - en opdagelsesrejse, der er ligeså spændende, som den er karakterforvandlende. Jeg kan anbefale denne bog til enhver, der ønsker at se kirken dannet efter det oprindelige, apostolske mønster." Anders Ova, profet, bibellærer og forfatter. I bogen tager Torben Søndergaard bladet fra munden og beskriver kristendommen i dagens Danmark - en kristendom, hvor glæde, frihed, tegn, undere og mirakler har det med at udeblive. Jeg vil absolut anbefale folk at læse bogen og håber, at den vil skabe en debat i vores land angående det at være en kristen. Tamarra Bot, menighedsleder og rådgiver Bogen er på 144 sider. Udgivet 2009: Den fordrejede nåde af Torben Søndergaard Den fordrejede nåde - Advarsel imod en ny bevægelse Der er en bevægelse, der dukker op flere og flere steder i kirkerne. Det der gør denne bevægelse ekstra farlig er, at den allerede har sneget sig langt ind i de fleste kirkekredse, uden at vi har opdaget det. Mange forkyndere er i dag en del af dette, uden de selv er klar over det, og uden selv at kunne se problemet. Dette hæfte er skrevet for at gøre opmærksom på dette problem. Den er skrevet for at hjælpe de kristne til at komme ind på den sunde vej. Vejen imellem de to grøfter. Lovløsheden på den ene side og loviskheden på den anden. Læs den og se, om du er på vejen. Læsere af dette hæfte har sagt: Det er så sandt og godt skrevet, og dette hæfte burde simpelthen være obligatorisk læsning for enhver kristen. Jeg har selv i flere år studset over den tendens med, "at nåden dækker ALT". Det er jo en løgn Jeg er enig i det du siger, derfor er den for mig opmuntrende læsning. Den talte til mig om ikke at misbruge ordet nåde til at leve i kødet. Jeg har læst dit hæfte, og synes den er rigtig god. Levende og ikke mindst relevant. Talte til mig personligt mens jeg læste den. Tak for den

71 Et meget relevant hæfte som viser, at Jesus ikke er kommet for at slette loven, men opfylde loven. Den gør op med synd i kirken og i ens eget personlige liv. Hæftet er på 22 sider Andre udgivelser af samme forfatter: Livet som kristen Fuldfør løbet Den sunde lære Bedraget? Kristen, discipel eller slave, eller andre af Torbens bøger, kan også bestilles via hjemmesiderne: eller på tlf.: Ønsker du at få kontakt til Torben Søndergaard, kan du skrive til: [email protected]