Prædiken. Hellig tre kongers søndag

Transkript

1 Prædiken. Hellig tre kongers søndag Salmer: Indgangssalme: DDS 752: Morgenstund har guld i mund (mel.: Laub) Salme mellem læsninger: DDS 696: Kærlighed er lysets kilde Salme før prædikenen: DDS 98: Det var ikke en nat som de andre Salme efter prædikenen: DDS 136: Dejlig er den himmel blå (mel. Weyse) Nadversalme: DDS 657, v.1-2: Vågn op, du, som sover Udgangssalme: DDS 138: De hellig tre konger (mel. østrigsk julevise) Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes. Korsvar Atter talte Jesus til dem og sagde:»jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«da sagde farisæerne til ham:»du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke gyldigt.«jesus svarede:»selv om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd gyldigt, for jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen; men I ved ikke, hvor jeg kommer fra, eller hvor jeg går hen. I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen. Men selv om jeg også dømmer, er min dom sand, for jeg er ikke alene, men Faderen, som har sendt mig, er med mig. Og i jeres egen lov står der skrevet, at et vidnesbyrd fra to mennesker er gyldigt. Jeg vidner om mig selv, og om mig vidner også Faderen, som har sendt mig.«de spurgte så:»hvor er din fader?«jesus svarede:»i kender hverken mig eller min fader. Kendte I mig, kendte I også min fader.«disse ord talte han ved tempelblokken, da han underviste på tempelpladsen. Men ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet. Joh 8,12-20 Amen! Gode Gud. Lad dit lys lyse ind i vores liv og lær os at kende det. Amen! 3/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 Der er stor forskel på lys. Vi kender alle det blændende lys, som afslører alt. Det ubarmhjertige lys, der er nådesløst i al sin klarhed. Dette lys er langt fra nogen behagelighed. Det kan føles direkte fysisk ubehageligt. Uhåndterligt i sin pågåenhed, uudholdeligt i sin kolde og sterile afsløren af alt vores. Men så er der det andet lys, det varme lys. Solens stråler, som får os til at stå op hver morgen, livslyset. Det lys svøber sig om os. Det varmer os om hjertet og kaster nyt lys og liv om os og i os. Prædikenen i dag former sig som fire små overvejelser. Fire små refleksioner, der hver for sig og måske også lagt sammen kredser om lyset. Om lyset som livets kilde. Om Jesus som vores livs lys. Om Gud som det fuldkomne lys, som opliver og opvarmer os, livslyset i hjertet, der gribes i troen og i samme nu skænkes os af vores livs kilde og ophav, den gode Gud selv. Dette greb, denne struktur, betyder i hvert fald to ting. For det første betyder det, at vi denne gang begrænser os til at dykke ned i et billede fra dagens evangelium. Troens sprog er billedsproget. Og vi gør det derfor med den ret, der er i, at billedet af Gud som lyset, er et, tror jeg, meget væsentligt billede. Gud som det lys, der på samme tid er livgiver og oplyser vores liv både det gode og det onde i det er et centralt billede i vores tale om Gud. Et væsentligt billede i den fortælling, som Gud har givet sig selv, ved at blive menneske og hér fortælle sin historie som en historie for og sammen med os mennesker. Og for det andet betyder det, at jeg denne ene gang bryder med et princip, som ellers har været ret grundlæggende for min måde at skrive prædikener på. Nemlig en måske ikke altid helt synlig målsætning om at give en sammenhængende fremstilling. En art fortløbende afregning, der både logisk og retorisk hænger sammen og skrider fremad. Det lever I nok med. Måske er I endda begejstrede for, at det nu sker. Men for mig, ja, der har det faktisk været lidt af en overvindelse. Så kom endelig med. Velkommen med på en lille refleksionsrejse; en lille rejse, der fører os igennem fire nedslag i omegnen af billedet af Gud som lyset, der kaster lys ind i vores livs mørke. Træd ind og hop af. Tænk selv videre, når I synes. Stig af, hvis noget er for skævt eller ikke fanger. Og tag det med, som I gribes af; det, som I måske selv kan have lyst til at reflektere videre over. Jeg håber, det kan bære, og lover i hvert fald at lade det stå ved det. De fire nedslag hver for sig. Måske tænkt i en sammenhæng. Men en sammenhæng, som 3/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 I selv må overveje. For i dag får I ingen pointe til sidst. Ingen sammenfattende sammenstilling, der sådan skal gøre det hele klart og dermed måske kan komme til at udviske det væsentligste. Og nu til det første nedslag. Det er i Grundvigs smukke salme Morgenstund har guld i mund, som vi begyndte vores gudstjeneste med. Vi skal have fat i den. For den siger så ganske meget på to linjer i femte vers. Hér hedder det: Gud give os at skinne så, som himmellys, skønt af de små Det er tydeligt, forekommer det mig. Evangelisten Johannes har inspireret Grundtvig med sin billedtale om lyset. Om lyset, som er kommet til verden. Som et lys, vi skal have i os. Det lyder godt nok lidt dunkelt. Hvad vil det egentlig sige, at vi skal have livets lys. Bor der et lys i os, så vi bare kan skrue op for blusset, når vi har lyst? Eller skal der komme en anden og tænde os, så vi bryder ud i lys lue? Hvad er meningen med det? Hér kommer Grundtvig os til hjælp med en gendigtning, hvor billederne står på nakken af hinanden for at udfolde sagens rette sammenhæng. Salmen kulminerer i den lille bøn, som allerede nævnt: Gud give os at skinne så, som himmellys, skønt af de små At have livets lys bliver hér altså det samme som at være et lille himmellys, et lyst hoved og et varmt hjerte. Denne klare bøn opsummerer den første tankerække. I troen er vi de små himmellys, der skal lyse op i landskabet til glæde for de mange. Og så slut med det. Nu videre. Videre til næste lysende billede. Den anden refleksion, som går på ansigtets lys. Det er ikke, det véd vi, så vanskeligt at læse i et ansigt, der er os kært. Det går helt af sig selv. Vi ser de skiftende stemninger stryge hen over den elskedes ansigt; som lyse skygger over en kornmark. Og det hænder, at et lysende ansigtet brænder ud. Et ansigts levende glød kan slukkes. Vi ser det ske. Så falder der aske over ansigtet. Det formørkes. Mørket lukker sig over det, og ansigtets svindende lys er så langt fra at være et lysende mørke. Men pludselig kan noget andet ske. Et ansigt kan lyse op på ny. Trækkene 3/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 mildnes. Skyggerne viger for et strålende lys, der kommer; stiger op som solen stiger op og lyser alt op. Og så kan vi opleve at stråle sammen; sammen med et andet menneske. Af glæde. Vi bader os i lyset fra et ansigt, som vil os det godt. Lyset over et ansigt indfinder sig hver søndag i kirken, hen mod slutningen af gudstjenesten. Der ser man en præst stå og lyse. Han lyser med løftede arme. De ser ud som stråler, der strømmer ud fra armene i en malende gestus. Han lyser velsignelsen søndag efter søndag efter søndag. Den slipper aldrig op, for dens kilde er lysets dybeste kilde. Præsten står og velsigner med ord, som lyser af liv. Og livet det kommer fra Guds eget ansigt. Herren lade sit ansigt lyse over dig! Det var den anden refleksion over lyset. Men vi tager fat igen; for tredje gang. Næste lysende billede, tak. Nu drejer det sig om en lyskegle, der fejer hen over verden. Dagens evangelium blænder op for troen på, at Jesus er verdens lys, der i sit livgivende lys fejer mørket til side. Jesus fortæller farisæerne en sandhed, der ryster dem. Han sætter bestemt ikke sit lys under en skæppe. Jeg er verdens lys, siger han i al ubeskedenhed. Det, der sker i og omkring mig, er lyset, der er kommet til verden. Mine ord og mine lignelser er som lyskegler, der fejer hen over alt, hvad der er til. Og dér, hvor lyset rammer, der lyser jeg tingene op. Snart ser vi alt i et nyt lys; den blå hvælving over os, fuglene på himlen og liljerne på marken. De er alle evangeliske budbringere. For de er billeder på det Guds rige, der som det kommende, altid kommer imod os. Alt bliver nyt, når Jesus oplyser det med sit ord. Fortællingen om ham er som en kraftig lyskegle, der som det eneste oplyser vores verden, fordi den som det eneste ikke af denne verden. Lysene i verden venter på at blive tændt af verdens lys, af Guds lys. Når det sker, så viger mørket om os og i os. Når det sker, så slukkes vores sortsyn. Det var så den tredje udfoldelse. Den fjerde og sidste fejrer lyset fra skabelsens morgen, som lander her på jorden hver søndag morgen. For hvad siger Gud på skabelsens første dag? Der skal være lys, siger han. Fordi det er Gud, der siger det, så bliver der lys. Som sagt, så sket. Ordet er væren. Ordet er det mulighedsrum, der skaber, hvad det nævner. Det er, som bruger Gud en gigantisk lyskegle, med hvilken han åbner et vældigt 3/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 rum i mørket. Et lysrum, et livsrum, hvor livet kan leves. Det er ikke bare noget, der var en gang. Jeg er dette lys, siger Jesus. Han er det. Det lys, der har været i Gud siden tidernes morgen, er i Jesus. Han insisterer på, at han er det Guds endelige udtryk, i hvem vi alene kender Gud. I hvem vi alene kan oplyses af ham. Som Gud sådan Jesus. Som i begyndelsen, sådan nu og altid. Jesu ord, hvert eneste ord i fortællingen om ham, skænker os lysrum, hvor livet kan leves på ny. Der er skaberkraft i ordene. De gør, at vi tændes som små lysende fakler for vor næste. Alt bliver nyt under solen. Vi lyser op og går ud. For at samles i den levende Guds hånd. Amen! 3/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5