Haderslev Domkirke 5. januar 2014 Hellig Tre Kongers Søndag Jh 8, / Sognepræst Christian de Fine Licht Dette hellige

Transkript

1 Haderslev Domkirke 5. januar 2014 Hellig Tre Kongers Søndag Jh 8, / Sognepræst Christian de Fine Licht Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Atter talte Jesus til dem og sagde:»jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«da sagde farisæerne til ham:»du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke gyldigt.«jesus svarede:»selv om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd gyldigt, for jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen; men I ved ikke, hvor jeg kommer fra, eller hvor jeg går hen. I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen. Men selv om jeg også dømmer, er min dom sand, for jeg er ikke alene, men Faderen, som har sendt mig, er med mig. Og i jeres egen lov står der skrevet, at et vidnesbyrd fra to mennesker er gyldigt. Jeg vidner om mig selv, og om mig vidner også Faderen, som har sendt mig.«de spurgte så:»hvor er din fader?«jesus svarede:»i kender hverken mig eller min fader. Kendte I mig, kendte I også min fader.«disse ord talte han ved tempelblokken, da han underviste på tempelpladsen. Men ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet. Amen. Det er blevet Hellig Tre Kongers søndag og vi fejrer den gamle tradition, at det er den 6. januar de vise mænd når frem til Betlehem og besøger Jesus. Hvis vi holder fast ved, at stjernen de styrede efter, først viste sig den 25. december, så er det i virkeligheden gået ret hurtigt. I løbet af middelalderen er det, at disse stjernetydere fra Babylon bliver opfattet som konger med navne og det hele nemlig Kaspar som kongen af Persien, Melkior som kongen af Nubien og Baltasar, kongen af Saba. I den blomstrende billedkunst bliver det tradition, at de skal være henholdsvis en lys, en brun og en sort mand. Og de skal være 60, 40 og 20 år gamle at se på i ansigtet!

2 2 Det med ansigtsfarverne stemmer med min mormors julekrybbe, men alderen havde i hvert fald jeg ikke mulighed for at vurdere dengang, for mere end halvtreds år siden. Men det skal nok passe alligevel. I det 12. Århundrede fandt man tre skeletter ved en af kirkerne i Milano. Og der var nogen, der fandt ud af, at det nok var de tre hellige konger. Godt nok ved vi, at de ikke tog tilbage til Herodes og fortalte om Jesus, men at de i stedet skulle være havnet i Milano, det er måske ikke helt indlysende. Men deres jordiske rester blev så handlet videre til domkirken i Köln, hvor relikvierne nu er anbragt i Hellig Tre Kongers Kapellet. Og så er der ingen grund til at tvivle om dét. Disse hellige tre konger symboliserer i et eller andet omfang, lidt afhængig af, hvor mange af de farverige middelalderlige traditioner vi tager med en fremmed verdens anerkendelse af Jesu betydning for alle andre folk på jorden, end lige netop hans eget folk, det jødiske. De fandt vej på grundlag af deres stjerner, deres videnskab og indsigt i livets betydeligste problemer. Men: Til at begynde med var det så at sige det stik modsatte, de kristne fejrede den 6. januar. Det hed»epifani-festen«og handlede om, hvordan ikke konger fra alle jordens lande men Gud selv anerkender Jesu betydning. Det sker ifølge denne tradition ved Jesu dåb, flere år senere, men altså på dagen den 6. januar da Jesus stiger op af vandet i Jordanfloden og Guds stemme lyder fra et hul i himlen og overfor alle de forsamlede mennesker åbenbarer, at denne søn har del i hans guddommelige herlighed. Der var også nogle, der dengang i de første århundreder spekulerede på, om det ligefrem var sådan, at det først var ved denne lejlighed, at Kristus-ånden tog bolig i mennesket Jesus. Det er i parentes bemærket et nærliggende forsøg på at løse gåden om, hvordan Jesus kan være både menneske og Guds søn men også et overflødigt forsøg på at ville forklare alt. Jesus er øjensynlig ikke selv i tvivl, når han siger:» jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen«.

3 3 Under alle omstændigheder, så mødes der to bevægelser i den begivenhed, vi fejrer på denne årstid: Guds kontakt til menneskene, at hans søn bliver menneske, simpelthen og så på den anden side: menneskers søgen efter Gud. Det er to forskellige retninger i visdom og indsigt, to forskellige spor, som tegner sig i hver sin retning. Eller sagt på en anden måde: Det er som om vi ser to rækker fodspor, der fra hver sin side er nået frem til verdens lys. Det er som om vi i dette punkt ser jord og Himmel, Gud og menneske forenet i én eneste begivenhed i alle tider og på alle steder. På det sted og på denne tid er vi hos ham, der siger til sine disciple, at han er verdens lys -»den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«han er livets lys, han er verdens lys her mødes lyset, der kommer fra både øst og vest: Guddommelig åbenbaring og menneskelig indsigt. Og det sker så at sige i ét lys, der er for den hele menneskelige verden. Og det er altså spørgsmålet om, hvad det betyder, vi har for os i dag. Når der er et lys, der lyser så bliver der lyst op. Det hedder oplysning. Som i»oplysningskontor«. Eller i»oplysningstid«. I oplysningen er al mulig indsigt og visdom og dømmekraft. Og vor tro må altså kunne rumme, at denne sandhed er resultatet af både menneskers søgen og Guds nåde mod menneskene. At det hverken er det ene eller andet alene for går vi ikke omkring i virkelighedens verden, i denne verdens lys, så styrer vi fejl af Kristus og havner i ensidighedens religiøse mørke. Det er i tidens lange løb sommetider blevet sat sådan på spidsen, at den slags indsigt og visdom, som mennesker tørster efter, den skulle vi aldrig selv kunne skaffe os noget af. Vi skal ikke tro på, hedder det, at vi nogensinde selv kan finde ud af at drive det til noget som helst, der er værd at have med at gøre, i den menneskelige civilisation. Ja, når det på den måde, fra kirkens side, har været stillet op som modsætning, så har formaningen altså været: Stol på Gud i stedet for at tænke dig om!

4 4 Selvom det er indlysende vås, når det sådan bliver sat på spidsen, så ligger der bag den tilsyneladende modsætning en mulighed for noget, som er en slags ensidigt religiøst liv. Det vil sige at sætte al sin lid til Gud og ikke ville vide af noget andet. I parentes bemærket, så dukker behovet for kompromisser jo altså op i de mærkeligste sammenhænge hvis man sådan absolut vil prøve at skille sig ud fra alt, hvad man ikke tror er blevet til efter Guds vilje. Men i virkeligheden er det jo heller ikke et spørgsmål om at skille sig ud snarere om at finde ud af, hvorfor vores verden ser ud til at kunne klare sig jævnt godt uden Gud: Hvor kommer visdommen fra? Hvor bor indsigten og sandheden? Disse spørgsmål kan vi ikke ikke længere, i hvert fald besvare helt éntydigt. Det kan vi ikke, fordi vores forhold til Gud er et andet end det må have været før Gud åbenbarede sig for os i sin søn Jesus og det hænger altså sammen med den dobbeltbevægelse hen mod Kristus, som vi markerer med denne Hellig Tre Kongers søndag. I Jesus Kristus kender vi Gud -»kendte I mig, kendte I også min fader«sagde Jesus til farisæerne og deri rummer vi alt, hvad vi ved til gavns om Gud og menneskene. At vi nu i al den tid, der følger, skal leve i lyset i Guds»oplysningstid«, så at sige det er vor frihed og giver os så mange muligheder, at vi ikke kan andet end blive imponerede af verdens overflod. Det er ikke fordi vores liv altid lykkes, det er ikke fordi alle vi kender og holder af har det lige godt det er slet ikke fordi vi er fri for bekymringer, for vi har rigelig fantasi til at forestille os, hvor galt det kan gå på alle mulige måder, både for os og dem vi holder af og for lande, folk og verdensdele, der hjemsøges af naturkatastrofer og hungersnød og krig. Men det gør en forskel, at»verdens lys«skinner fra Jesus Kristus. Det gør den forskel, at vores verden ikke bare»ligger i det onde«, som de siger dem, der vil skille sig ud fra andre med deres selvgode religiøsitet men verden er blevet»oplyst«og badet i nådens lys.

5 5 Al den ærgrelse og vrede som vi føler i forhold til alt det, der ser ud til at være ved at ødelægge vores verden al den skam og skyld vi sommetider er ved at blive kvalt i den kan vi så at sige lægge fra os! Det er den store glæde, der som julebudskabet er for hele verden: At Guds nåde mod menneskene i Jesus Kristus virker sammen med vores uendelige strid for at gøre verden til et tåleligt godt og oplyst sted at leve. Dét er nok den vigtigste betydning af udtrykket»verdens lys«, at Guds søn i den egenskab anerkender og opmuntrer os i vores stræben efter det gode. Eller i hvert fald bare at fremme det gode i verden i stedet for det onde. Vores forsøg på at leve livet til Guds ære og til glæde for vor næste. Vi lærer Gud at kende i Jesus Kristus og alt, hvad han har gjort mod de mennesker, han stod ansigt til ansigt med det er billeder på, hvad Gud vil stille op med menneskene i det hele taget. Sådan forstår vi de såkaldte lignelser, som Jesus fortæller lignelser om Guds rige og hvordan det bliver virkelighed blandt mennesker. Jesus er»verdens lys«og i den»oplysningstid«bryder Guds rige også frem og det gode iblandt os får mere magt end den mørke ondskab selv. Når først vi så er nået dertil, at vi virkelig stoler på, at det gør en forskel, om vi gør noget ved det hele, som det ligger foran os så skal vi heller aldrig tvivle om Guds nåde imod os. I det lys, det verdens lys, der er vor fornuftige oplysning til både visdom og indsigt og dømmekraft, der kan vi også lægge alt i Guds hånd. Hvor paradoksalt det end kan lyde. Så kast da al din smerte på Herrens stærke magt, og håb, o håb, mit hjerte, vær trøstig, uforsagt!