MARIOLOGI - HVORDAN FÅR MAN TILGIVELSE FOR SINE SYNDER? <<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<-

Transkript

1 MARIOLOGI - HVORDAN FÅR MAN TILGIVELSE FOR SINE SYNDER? <<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<- Lad mig indlede med at sige, at denne artikel er skrevet for de mennesker, som erkender, at der er noget som hedder synd og at de selv er ansvarlige for handlinger af denne art. Hvis du mener, at begrebet er uden dækning i virkeligheden, at synder slet ikke eksisterer og at du derfor - som alle andre - er uden synd, så er denne artikel ikke noget for dig. Og det synes jeg egentlig er synd for dig, så lad os lige få gjort det klart, hvad synd overhovedet er for noget. Begrebet synd er måske lidt udflydende, hvilket vi bl.a. kan takke de kristne kirker for, idet de i mange tilfælde har regnet synd som værende noget, som har specifik med overholdelse af den pågældende kirkes egne normer at gøre, og det er helt forkert. Mennesker af alle religioner kan synde, og mennesker helt uden religion eller med en ateistisk overbevisning, kan også synde. Det handler ikke om at følge eller ikke-følge teologisk fastsatte normer med hensyn til ægteskab, helligdage eller madlavning, for mange af disse normer har ikke noget objektivt moralsk grundlag, men er kun begrundet i en tradition, som det pågældende kirkesamfund har taget til sig. Det er f.eks. ikke en synd at undlade at gå i kirke om søndagen, at spise svinekød eller at have erotiske tanker om en person af det modsatte køn, da man ikke ved disse handlinger automatisk gør skade på andre. Man overtræder måske forbud, som er nævnt i de kristnes og muslimernes hellige bøger, men da disse bøger kun henvender sig til tilhængerne af de nævnte religioner, er de ikke universelt gyldige som moralske vejledere. Det er til gengæld en synd at slå et menneske ihjel, at stjæle fra andre, at øve vold eller at krænke andre menneskers ære, for her er tale om at man intentionelt påfører andre tab og lidelse uanset hvilken religion eller spiritualitet de tilhører, og dermed har man ikke overholdt etikkens gyldne hovedregel, som er at man skal "være mod andre, som man ønsker at disse er mod en selv" ("Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem", Matt. 7,12). Regel nummer ét om tilgivelse er derfor den, at du ikke behøver at søge tilgivelse for det, som ikke er en synd. Hvis du har gjort noget dumt, noget som du fortryder, men hvor denne handling ikke har været et forsøg på at skade andre, så er der ikke tale om en synd. Men er du i tvivl, eller har du handlet i uagtsomhed, og føler du at du kunne og burde have tænkt dig bedre om, så er der muligvis alligevel tale om en synd. Det må afgøres i hvert enkelt tilfælde, og når man er i tvivl er det altid et godt råd at henholde sig til den værste mulighed, altså det at der var tale om en synd. Er du i tvivl er det derfor en god ide at søge tilgivelse, som om der var tale om en synd. Også selv om du selv er i tvivl. Regel nummer to om tilgivelse er at du skal søge tilgivelse hos de personer, som har lidt skade af synden. Der er tre kilder til den tilgivelse, som du har brug for. Den ene er det menneske, som har været offer for synden, den anden er dig selv og den tredje er Gud. Enhver synd imod et menneske, er også en synd imod Gud, for vi er alle Guds børn og derfor alle elskede af Gud. Hvis man ikke tror på Gud, er spørgsmålet om at synde imod

2 Gud ikke relevant. Men vælger man at tolke det livets mysterier ud fra et gudsbegreb, så må denne Gud også inddrages når tilgivelse skal opnås. Ikke fordi man kan synde direkte imod Gud, for det kan man ikke da Gud ikke har nogle behov. Men fordi at Gud elsker os alle, og dermed også vore medmennesker, som vi synder imod. Derfor er en synd mod et af disse mennesker, også en synd mod Gud, på samme måde som at den der synder mod et barn, må forvente at påkalde sig dette barns forældres vrede. Det at søge tilgivelse hos den eller dem, som man har syndet mod, er det vigtigste. Ingen anden kan give dig fuld tilgivelse end den, som du har syndet imod, og hvis denne tilgivelse ikke gives, kan det være svært at tilgive sig selv eller at modtage Guds tilgivelse. Det sidste vil mange kristne ganske måske sige er let at løse, for "Gud tilgiver alt". Men gør han nu også det? Der findes mange historier i bibelen om at Gud straffer sit folk for det ene og andet, så - i henhold til de bibelske forfattere - har disse mennesker åbenbart ikke kunnet opnå Guds tilgivelse. Og ville det ikke også være lidt uretfærdigt, hvis Gud blot tilgav mennesker for det onde de gjorde, uden at der blev stillet krav til synderen for at opnå denne tilgivelse. Kan man virkelig bare stjæle tusind kroner fra et menneske, og derefter gå i kirke og få meddelt Guds tilgivelse? Skal man ikke betale de tusind kroner tilbage? Skal man ikke øve en form for bod, som gør det onde man har ansvar for godt igen? De fleste forældre stiller sådanne krav til deres børn, så mon ikke også Gud stiller den slags krav sin sine børn? Man kan ikke bare gøre ondt mod andre og så få en gratis tilgivelse, for denne tilgivelse er - hvis man får den - ikke noget værd. Der skal ske en form for kompensation, hvis det overhovedet kan lade sig gøre, og det kan det som regel. Selv hvis det menneske, som man har gjort ondt mod, ikke mere lever, kan man kompensere for sine onde handlinger, måske ikke i forhold til den afdøde, men så i forhold til hans familie eller til andre mennesker i samme situation, som den afdøde befandt sig i. Mariologisk set består både synden altid i noget, som har med Viden, Vilje, Etik eller Spiritualitet at gøre, og for at slippe ud af synden - altså den man selv er ansvarligt for - er det altid nødvendigt at udøve en form for erstatning, kompenserende handling, eller det som man i retslæren kalder for bod. Lad os se på nogle eksempler. - Peter har mobbet en af sine skolekammerater (XX), som er blevet så ked af det, at han ikke ønsker at gå i skole mere. At mobbe andre er forkert, det har noget med etik og moral at gøre, og det som gør mobningen alvorlig er især det, at den er foregået helt bevidst gennem længere tid. Peter, og de andre skoleelever som har deltaget i mobningen, har nu fået en alvorlig opsang af deres skolelærer, og de har besluttet sig for at stoppe mobningen. Men det er ikke nok. Boden mangler, og læreren giver dem derfor besked på at de også skal sige undskyld til XX, som mobningen er gået ud over. Eleverne gør som læreren har sagt, og sagen er hermed afsluttet og ude af verden. Naturligvis under forudsætning af at mobningen ikke genoptages

3 - Søren har et problem med misbrug af stoffer og for at finansiere sit forbrug har han ladet sig lokke til at deltage i et hjemmerøveri, hvor det lykkes for ham og hans medgerningsmænd at røve kr. fra en ældre mand, som de bandt og slog bevidstløs under røveriet. Manden døde en måned efter af et hjerteslag. Nu er Søren blevet fanget af politiet, og han har fået 1 års fængsel for sin handling. Men renser denne fængselsstraf Søren fra skyld for at have medvirker i røveriet? Svaret er nej, for selv om han har siddet i fængsel i et år, så har det jo ikke gjort det onde godt igen. Den ældre mand har ikke fået sine penge tilbage og nu er han død. Søren er derfor nødt til at gøre noget andet og mere, for at få endelig tilgivelse og for at kunne rense sin samvittighed. Han kan ikke sige undskyld eller give erstatning til manden, som ikke lever mere, men han kan vælge at arbejde som frivillig i en form for socialt arbejde, som gør gavn for mennesker, der kan sammenlignes med den mand, som han var med til at røve. Og når dette arbejde er afsluttet, og Søren i øvrigt har påtaget sig skylden og bedt om Guds tilgivelse, så er sagen ude af verden. Søren er stadig en røver og en synder, men hans skyld er renset bort. - Karina har en god veninde, som er kommet på hospitalet med et brækket ben. Bruddet er kompliceret og veninden skal ligge på hospitalet i flere uger. Hun har sendt mange SMS'er, hvor hun fortæller, at hun føler sig alene og gerne vil have besøg, men Karina kommer alligevel ikke. Hun mener ikke at hun har tid, for hun har lige mødt en ny kæreste, som hun er sammen med hele tiden. Kæresten opfordrer Karina til at besøgte sin veninde, men Karina mener, at "det kan vente til at jeg får bedre tid" og det sker ikke. Karina ser derefter ikke sin veninde i de kommende to år, men så går forholdet til Karinas kæreste i stykker, og hun har virkelig brug for en at snakke med. Hun ringer derfor til den gamle veninde, men mærkværdigvis har den tidligere veninde "ikke tid lige nu" og virker i det hele taget ret så afvisende. Karina får som fortjent, og hun ved det. Hun fortryder, at hun svigtede veninden da hun var syg, og spekulerer over, hvad hun kan gøre for at genoprette forholdet. Hun kan ikke umiddelbart se nogen løsning, men så beslutter hun sig for at skrive et brev og sige undskyld. En måned efter ringer hun op igen og siger undskyld endnu en gang, så det ikke kan misforstås. Karinas veninde indvilger i at de kan mødes på en cafe, og det gør de. Forholdet kan - måske - igen komme til at virke. Som det fremgår af de tre eksempler er synden forbundet med Viden, Vilje og Etik. Peter har viden om at han mobber sin skolekammerat, Søren har viden om at han røver penge fra en gammel mand og Karina er vidende om at hun ikke besøger sin veninde på hospitalet. Men de fire synder har også noget med Vilje at gøre, for ingen af de nævnte personer havde behøvet at handle som de gør. De gør det fordi de ønsker at handle sådan, også vel vidende, at de derved skader et andet menneske. Det er de bare ligeglade med og det er naturligvis en etisk holdning, for etik handler jo om at gøre mod andre, som man ønsker at disse vil gøre mod en selv, og svaret er tydeligt i hvert af de tre tilfælde, at således gjorde hverken Peter, Søren eller Karina. Om de tre syndere har samvittighedskvaler over deres handlinger, er ikke til at vide, men det at man ikke har dårlig samvittighed, er ikke i sig selv en garanti for at den - 3 -

4 pågældende handling ikke er syndig. Der kan nemlig være mange årsager til at et menneske ikke har dårlig samvittighed, også selv om at det har handlet forkert. Det kan være at man fortrænger sine handlinger, at man var tvunget til at udføre dem eller at man mener at "andre har lavet noget, som er meget værre". Men disse undskyldninger gælder ikke. En handling er syndig, når den har ført til skade på andre mennesker og når man kunne have undladt at udføre den. Og lige så vel som at begrebet synd er et udtryk for noget virkeligt eksisterende, så er begrebet tilgivelse det også. Men denne tilgivelse er naturligvis kun relevant for de syndere, som er bevidste om deres egne synder. Mennesker, som ikke har en sådan bevidsthed, har ikke brug for tilgivelse og de vil sandsynligvis heller ikke ændre deres adfærd. Derfor bliver de, med rette, regnet for at være farlige. Men heldigvis har det store flertal af mennesker det ikke sådan. De er udmærket bevidst om at de har begået en synd, og de skammer sig over det og ønsker at gøre det onde godt igen. Og det kan heldigvis lade sig gøre, for synden er ikke en uudslettelig egenskab hos mennesker, men en tilstand, som mennesker kommer i, når de ikke tænker sig ordentlig om, eller når de handler på grund af vrede, misundelse, jalousi eller andre negative følelser. Fakta er, at mennesker synder, og at vi derfor har brug for en måde til at slippe fri fra syndens byrde, for prisen for at synde, og for at vide at man har syndet, er at man har det dårligt, har dårlig samvittighed, bliver bange for kontakt med andre mennesker og forsøger at skjule sig i fysisk eller psykologisk forstand. Synden gør mennesker syge, i første omgang sjæleligt syge, men på længere sigt også fysisk syge, og lige såvel som at mennesker med fysiske sygdomme har brug for helbredelse, så har syndere også brug for helbredelse. Og den medicin, som vi har brug for, er to ting: Tilgivelse og bod. Og her taler jeg ikke om en symbolsk bod, men om en realistisk bod. Der eksisterer ikke andre midler, som virker, end netop disse. Lad mig lige gøre det klart, at det som jeg siger her absolut ikke er selvfølgeligheder. Det adskiller sig ganske afgørende fra det, som den belastede synder vil få at vide, hvis han henvender sig til en psykolog eller en præst. Gør man det, så vil resultatet - sandsynligvis - være følgende: En psykolog: En psykolog beskæftiger sig ikke med moral, men med psykologi, og der er ikke noget, som hedder godt eller ondt i psykologien. Derfor vil hans løsninger på syndens problem være den samme, som hans løsning på alle andre problemer. Han vil lytte på synderen og lade ham snakke indtil han ikke gider mere, eller har råd til mere. Så vil han opfordre ham til at "glemme fortiden" og til at "komme videre i livet", og det vil klienten så forsøge. Men realiteten er, at det ikke er nok bare at snakke, for det som synderen har brug for er en følelse af at det onde han har gjort er gjort godt igen, og at han er moralsk renset og dermed kan tillade sig at se sig selv i spejlet og andre i øjnene. Et besøg hos - 4 -

5 psykologen vil sjældent være nok, da hele det teoriapparat som psykologien bygger på har som sit udgangspunkt, at al menneskelig adfærd skyldes arv og miljø, og at individuel synd derfor ikke eksisterer andet som en subjektiv forestilling. Og subjektive forestillinger kan man jo lave om gennem samtaleterapi, vil psykologen hævde, og det har han også ret i i mange tilfælde. Bare ikke når det drejer sig om synd, for her ved enhver med sin forstand og i sin samvittighed, at der er behov for en tilgivelse og at dette forudsætter, at der erlægges en bod, før at sagen er endeligt ude af verden. Snak alene kan ikke gøre det, især ikke når denne snak er med en psykolog, som intet har med selve syndsforholdet at gøre. En præst: En protestantisk præst vil mene, at Gud tilgiver enhver synder, som tror. Hvad det er man helt præcis skal tro på, er der ikke fuld klarhed over, men det er sandsynligvis noget med Jesus som værende "Guds søn". Hvis ikke synderen tror på det, så kan præsten ikke love ham noget som helst, og den Gud han repræsenterer kan derfor heller ikke forventes at ville give tilgivelse. Omvendt - hvis synderen tror på Jesus - så er han allerede tilgivet på forhånd for sine synder, og der er ingen grund til at gøre mere for at opnå denne tilgivelse. Bod er der under ingen omstændigheder brug for og det at opnå tilgivelse fra syndens offer, indgår ikke i den protestantiske (lutherske) tilgang til problemet. Er præsten katolsk, vil han opfordre synderen til at gå til skriftemål. I dette skriftemål vil synderen skulle fortælle om sine synder, og derpå vil han blive tildelt en absolution, altså en sakramental frisættelse fra sin synd, som præsten hævder at meddele ham på Guds vegne. Og han vil også blive pålagt en bod, som desværre ofte er helt ude af proportion med den synd, som han har bekendt og fået tilgivelse for. Mord, røveri og andre alvorlige synder bliver ofte fulgt af en bod, som består af at skulle bede nogle bønner eller læse et kapitel i Bibelen. Der er altså ikke nogen sammenhæng mellem syndens størrelse og bodens omfang, og da det - ofte - end ikke indgår som forudsætning for absolutionen, at synderen skal søge at gøre det onde godt igen i forhold til syndens offer eller på anden relevant måde, vil det menneske, som søger ægte tilgivelse, have grund til at tvivle. Af de nævnte tre muligheder, psykologien, den protestantiske præst og den katolske præst, er det dog sidstnævnte, som er nærmest ved sandheden om hvad tilgivelse er, og hvad den forudsætter. Dette må dog ikke få nogen til at tro, at besøg hos en katolsk præst er en forudsætning for at kunne få tilgivelse, for det er på ingen måde tilfældet. Katolske præster er for katolikker, og da flertallet af verdens borgere og Danmarks befolkning ikke er katolikker, er besøg hos katolske præster ikke en relevant mulighed for at opnå tilgivelse. Derfor er det nødvendigt at anvende den universelt gyldige metode, som kan frisætte det angrende menneske for dets synd til enhver tid og overalt i verden, uanset hvilken religion som dette menneske måtte bekende sig til. Og denne metode - beskrevet i korthed - følger altid disse punkter: - 5 -

6 1. Først skal man gøre sig syndens art og dens konsekvenser klart. Det kræver at man tænker sig godt om og mediterer over problemet. Det handler om at forstå syndens større eller mindre alvor og dens konsekvenser for offeret. 2. Dernæst skal mulighederne for at ophæve synden undersøges. Hvis man har stjålet nogle penge, kan disse penge måske betales tilbage og hvis man har sagt noget smertende ondt om et menneske, kan dette udsagn måske korrigeres og rettes, så det efterfølgende positive udsagn ophæver det onde. I den udstrækning at der er muligheder for at gøre det onde godt igen, skal dette gøres. Men det er ikke altid muligt. Der vil være situationer, hvor det onde ikke kan genoprettes, enten fordi man ikke har tiden eller ressourcerne til at gøre det godt igen, eller fordi at syndens offer ikke lever mere, ikke er til at komme i kontakt med eller af andre årsager ikke kan gives den rette erstatning eller oprejsning. Når dette gør sig gældende, vil det være rigtigt at lave en anden kompenserende bod, som f.eks. kan handle om at man betaler penge eller udfører frivilligt arbejde for en organisation, som arbejder for et moralsk anliggende, som minder om det, som man selv har gjort sig skyldig indenfor. 3. Når spørgsmålet om bod er afsluttet handler det om tilgivelse, og her er tre parter involveret: Gud, offeret og en selv. Enhver synd mod et mennesker, er samtidig en synd mod Gud, så den første man skal bekende sin synd til er altid Gud. Dette sker gennem ens egen samvittighed, for Gud kender alt det, som sker i menneskets samvittighed, og når man angrer det man har gjort, så modtager man også samtidig Guds tilgivelse. Men ud over dette skal man altid forsøge at opnå tilgivelse fra syndens offer, og det vil i nogle tilfælde være let i andre tilfælde svært eller helt umuligt. Når et menneske mærker, at man angrer sine handlinger, og hvis man tilmed har gjort bod, så vil chancen for at få det ramte menneskes tilgivelse være god. Men man kan ikke være sikker. Nogle gange er bitterheden så stor, at tilgivelse ikke er mulig, og dette er i særdeleshed beklageligt, fordi det pågældende offer dermed belaster og straffer sig selv yderligere. Hvis dette er tilfældet må synderen opgive at få offeret tilgivelse, eller også må han forestille sig, at denne tilgivelse er opnået i en ikke-eksplicit form. Vigtigst af alt er dog altid den tilgivelse, som Gud har givet, og hvis synden er erkendt, boden er udført og man mener at have fået Guds tilgivelse, så er sagen hermed afsluttet. Vi skal afslutte med at konstatere, at forskellen mellem de almindelige psykologiske principper for behandling af synden, og de principper, som gælder i mariologien, ikke nødvendigvis er særlig stor. Det som karakteriserer den mariologiske tilgang frem for flere af de andres, er den sikre overbevisning om at synden rent faktisk eksisterer. Der er ikke tale om indbildning, og den kan derfor ikke kureres gennem psykologisk terapi. Det onde og det gode er ikke bare tomme begreber eller udtryk som henviser til følelser, som man kan have. Det onde og det gode er universelle realiteter, som er grundvilkår for det menneskelige liv. Mennesker med tro på mariologien synder lige så meget som alle andre mennesker, men forhåbentlig er deres bevidsthed om synden større. Og det er godt, for det betyder at deres muligheder for at slippe fri af syndens invaliderende virkning også er større. For mariologiens tilhængere er der faktisk en vej til helbredelse og - 6 -

7 dermed en vej ud af mørket og til det gode liv. Men forudsætningen er, at man kan forholde sig til synden, at man ikke søger at fornægte den og at man - som en selvfølge - også er villig til at tilgive andre for de synder, som de har begået. For bitterheden over at være offer, kan være lige så ødelæggende for et menneske, som synden i sig selv. Det er derfor nødvendigt for mariologiens tilhængere at sætte sig ind i syndens psykologi og at forsøge at forstå synden, som det den er. Mennesket er godt i sin natur og vi søger det gode. Men vi er ikke fejlfri, og derfor kommer vi til at synde. For at forstå synden er den mariologiske model med de fire dynamikker til stor hjælp. For al synd har at gøre med ubalancer i en eller flere af disse dynamikker, og jo mere vi formår at se synden i forskellige perspektiver, jo lettere har vi ved at bearbejde den. Både vore egne synder og dem vi er ofre for har at gøre med Viden, Vilje, Etik eller Spiritualitet og mariologien sætter os i stand til mere systematisk at afsøge disse områder. Det handler både om at forædle vores egen karakter og om at gøre det lettere for os at tilgive andre for det, som de har gjort forkert mod os. Alt sammen handler det om at gøre livet lettere og vores forhold til andre mennesker bedre. <<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<< Jakob Munck 17/2-2013/1.3K - 7 -