Prædiken. 6 søndag efter trinitatis 2016 Vor Frue kirke Københavns Domkirke Stine Munch

Transkript

1 Prædiken. 6 søndag efter trinitatis 2016 Vor Frue kirke Københavns Domkirke Stine Munch For noget tid siden fik jeg en såkaldt hadegave af to af mine veninder. Det var en DVD med skønheds-guruen Ole Henriksen. Nu kan jeg faktisk godt lide Ole Henriksen, så det blev slet ikke til en hadegave. Og jeg kan lide Ole fordi han bare altid er så glad. I et interview udtaler han: Det handler jo om holdningen til tilværelsen, om at være positiv, at være livsglad og have en ret rygrad- det handler om sund levevis og balance. Og så må man aldrig være bange for at gøre sine drømme til virkelighed og forsøge at være kreativ og tænke uden for de faste rammer. Det skal man kunne for at opbygge og vedligeholde en succesfuld forretning i en konkurrencestærk verden. Jeg elsker livet og jeg elsker arbejdet. Og Ole Henriksen er næsten prototypen på den slags mennesker, som er så beundrede i vesten i dag. Dem der skaber sig selv - hvilket ikke altid er det samme som at skabe sig. Og der er sådan set ikke det mindste i vejen med at gøre sig umage og arbejde målrettet hen mod noget man virkelig har sat sig for. Men idealet synes at være, at man med den rette blanding af træning, udholdenhed, viljestyrke og coaching, så kan man ikke blot forme og konstruere sin krop ned til den mindste muskelgruppe i fitnesscenteret, men man kan også kultivere og danne sig selv, hvis man blot arbejder ihærdigt nok OG SÅ opnår man succes. Altså noget i 1

2 retning af, at hvis bare jeg finder ud af, hvad jeg skal gøre, så kan jeg opnå noget i retning af evigt liv. Sådan som den unge mand i lignelsen i dag. På den ene side, er der i vort samfund i dag den indstilling at hvis man bare bliver stærkere, rigere, sundere, og kan løbe både Berlin og Københavner maraton, SÅ opnår man noget i retning af evigt liv. Men så er der også en anden tendens. Denne tendens handler om at isolere sig fra verden sådan som det ser ud nu. Det kommer til udtryk i f.eks. programmer som Bonderøven og senest i det program hvor Søren Ryge følger en familie med 4 børn som bor og arbejder på en gård på Sydfyn. For at opnå et meget mere enkelt liv, ja, det, som de selv siger, er paradis for dem, lever familien helt uden moderne hjælpemidler. Det meste af arbejdet på gården foregår efter gammeldags metoder med heste frem for maskiner. De dyrker og laver deres egen mad og strikker og syr deres eget tøj. De henter drikkevand fra en brønd i skoven og går rundt i bare tæer året rundt, fordi de føler, at sko er unødvendige»cementklodser«. Hvad der for andre forekommer besværligt, er for dem befriende. Om man forsøger at skabe sig selv med sammenbidt udholdenhed, træning og coaching, eller man forsager det moderne liv med iphones og tablets.. Det er jo sådan set op til den enkelte. Men Paradis eller evigt liv og lykke, ja, det kan vi, uanset hvad, ikke skabe selv. Hverken som skønheds-guru eller øko-hipster.. 2

3 Gå hen og sælg hvad du ejer, og giv det til de fattige.. Hvis vi nu hvilede i troen på Gud, hvis vi intet ejede og bare tog hver dag som den kom, ja, så er den umiddelbare tanke vel, at så ville vi være friere mennesker? Det er sådan blomsterne gror. De syr ikke. Og dog er de klædt smukt på. Eller fuglene, de får hver dag det, som de trænger til. Lige så fri og ubekymrede skulle vi måske leve, uden at finde på alle mulige kreative krumspring. Som børn, der ikke føler dagene, som et stort ansvar, der hviler tungt på deres skuldre. Fordi de ved, at deres forældre tager sig af dem. Sådan skulle vi også have tillid til at alt nok skulle gå. Og så bare leve der, hvor vi nu engang er sat. For vor Far i himlen sørger jo for os! Nogle af os bruger i perioder alt for mange tanker på f.eks. et eller andet problem og tager det meget tungt. Og så viser det sig ofte, at det løser sig af sig selv. Jesus har ret i det han siger og dog kan vi ikke få os til at sælge alt hvad vi ejer og give det til de fattige. Eller ja, igen, jeg bør nok bare tale for mig selv, for jeg ved jo ikke med Jer. Men jeg kan i hvert fald ikke få mig selv til det. Er vi så fortabte? Er der ingen frelse for os? Den unge mand som vi hører om i dag, havde kæmpet med de jødiske leveregler. Han var nået langt. Men alligevel ved han godt med sig selv, at der trods alt mangler noget endnu. Han er ikke tilfreds med sig selv. 3

4 Han er usikker på, om alt det, som han har stræbt efter, nu også holder, når det kommer til stykket. Nu spørger han så Jesus: Mester, hvad skal jeg gøre for at få evigt liv? Det er det fuldkomne, han spørger efter. I første omgang henviser Jesus ham til levereglerne - til budene, som enhver jøde kendte ud og ind - både dem, der stræbte efter at overholde dem, og dem, der kun havde dem hængende over hovedet som en evig påmindelse til den dårlige samvittighed. Den unge mand erklærer, at budene, dem har han overholdt i hele sit voksne liv. Og så peger Jesus på et punkt, hvor manden stadigvæk ikke lever op til det fuldkomne. Han har ikke delt sin rigdom med de fattige. Hvorfor mon Jesus sætter sin finger lige akkurat dér på mandens ømme punkt? Her står der en mand foran ham, som har gjort alt hvad han kunne for at leve et retfærdigt og ordentligt liv. Han har mere end de fleste stræbt efter at gøre det gode. Og så finder Jesus alligevel et svagt punkt. Hvorfor det? Jo, budskabet er: det, du er i gang med er umuligt. Det, du stræber efter, er godt og rigtigt. Men din egen stræben efter syndfrihed er umulig. Det er som at hive en kamel igennem et nåleøje. Det kan kun give problemer, hvis man tror man kan handle og leve sig rigtigt og godt til evigt liv. Det kan vi ikke. Alt får vi fra Gud. 4

5 Man kan ikke gøre sig fortjent. Men hvad så? Hvordan får manden så - og hvordan får vi - del i det evige liv; del i frelsen? Vi hørte fra Paulus brev til romerne, hvad det her drejer sig om: Alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Jesus Kristus. Den rige unge mand er sikkert en nydelig ung mand, enhver svigermors drøm. Han vil gerne gøre det hele så godt, så godt, og det er der virkelig heller ikke spor i vejen med. Tværtimod, da. Men perfekt er han ikke, og perfekt bliver han ikke, hvor meget han end anstrenger sig for det. Og det bliver vi heller ikke. Alle har syndet og mistet herligheden fra Gud. Vi bliver ikke vidner til denne samtale, fordi det nu en gang gør så godt, når de unge, rige og smukke får en over snuden. Disciplene forstår også udmærket godt, at det ikke er janteloven, Jesus gør gældende, når han siger, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. Disciplene var nemlig ikke selv rige. Ikke det, der ligner. Og alligevel bliver de forfærdede over de ord, står der jo. De hører ordene som talt til dem selv og om dem selv: Hvis det er så svært for denne i enhver henseende vellykkede unge mand, hvilket håb er der så for NOGEN af os? Men Paulus fortsætter jo: OG ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Det er den gode nyhed. Forløsningen i Kristus. 5

6 Altså: at vi ikke er fuldkomne, betyder ikke, at der ikke er noget håb for os. Det vi mangler i fuldkommenhed, det giver Gud til. Gud til-giver det, vi mangler i at være perfekte, om man så må sige. Nemlig ved at sende sin søn herned for at tage vores skyld. Igennem Kristus er vi blevet frie, vi behøver ikke dukke nakken fordi vi så ofte gør hvad vi ikke skulle gøre. Det har Paulus ikke grebet ud af luften. Det har han bl.a. fra det svar, Jesus giver de nedslåede disciple, som spørger: Hvilket håb er der så for NOGEN af os? Og svaret er jo altså: For MENNESKER er det umuligt, men for Gud er alting muligt. Og så kunne man jo bilde sig ind, at det betyder, at det er ligegyldigt, hvordan vi lever vores liv og omgås hinanden, for Gud fejer alligevel op efter os i sidste ende. Men så ligegyldige er vi ikke. Og så ligeglad er Gud ikke med os. Gud vil at du skal tage ansvar. Gud vil at vi skal tage ansvar for hinanden og vores fælles verden. Og for vores liv. Og hvad får vi for det? Vi får ikke noget for det. Og det gør vi ikke, fordi alt er givet os på forhånd. Livet som vi lever, er givet os på forhånd. Det kan vi ikke gøre os fortjent til. At der er en verden at leve i, det er et vilkår der er givet os. At der et evigt liv. Det har vi virkelig heller ikke gjort os fortjent til. Alle har syndet og mistet herligheden fra Gud. Sådan er det. Sådan er historien som begynder allerede i Skriftens første kapitel. 6

7 Den om Adam og Eva der var ulydige mod Gud. Og sådan fortsætter historien også ud i fremtiden. Og Gud vil at vi skal tage leve det liv i ansvar og tro. Det betyder så ikke, at bare vi tager ansvar for vort eget liv, SÅ bliver vi lykkelige. Altså forstået på den måde, at man er sin egen lykkes smed. For omkvædet er jo i hele evangeliet at intet kan du tage, alt kan du få af Gud. Og altså ikke af dig selv. Det er en befrielse. For mig at se. Lykken, meningen, opfyldelsen, hvad vi nu kalder det, skal ikke hentes inde fra mig selv. Jeg skal ikke længere bebrejde mig selv, at jeg ikke kan tage mig sammen, og tro på - mig selv. Meningen, livet, lyset, sandheden, kommer udefra. Fra Kristus. I dåben lover han os, at han er med os altid, så vi ikke behøver frygte for vores egen åbenlyse begrænsning. Som der står i én af vore bedste salmer, befal du dine veje: Så kast da al din smerte på Herrens stærke magt, og håb, o håb, mit hjerte, vær trøstig, uforsagt! Du (altså én selv, netop) er dog ej den herre, som alting råde bør; Gud monne sceptret bære, og alting vel han gør. 7

8 Det er Gud der har fat i den lange ende, med andre ord. Og derfor kan vi tage fat på livet selvom vi så ofte kludrer i det, for døden og mørket er besejret, som døbte har vi del i den sejr, og kan med oprejst hoved gå ud og vidne om vejen og sandheden og livet. Frygtløse, fordi det ender godt, når nu Kristus har taget død og skyld på sig, så vi kan være frie. Jeg ved godt, det ikke altid er så let at have denne kristne frimodighed i sit hjerte. Men det ER en befrielse når man, i glimt, forstår det. At vi lever på forløsningen i Kristus, og ikke på hvad vi dog selv kan præstere. Og at vi heller ikke falder på, når vi ikke kan præstere noget! Men for mange er det en forargelse. Jeg kan selv! Og vil selv! Og ingen skal komme og sige at jeg er fortabt eller frelst! Men evangeliet er en forargelse. Hvordan kan man acceptere sådan en grænseløs kærlighed? Hvordan kan man acceptere at man ikke kan gøre noget for frelsen, selv?? Det er ikke nemt for et menneske, at acceptere, at den guddommelige vilje er langt, langt ud over en noget for noget mentalitet. Men det må være sådan det er. Du er ikke god nok, det bliver du aldrig - OG du er elsket. Hvilken forløsning! Hvilken befrielse! Det kan man leve hele sit liv på! I ansvar og tro! Og når det kommer til frelsen og det evige liv, så må du stole på den ene, som er den gode. Ham, for hvem intet er umuligt. Selv ikke her blandt os. Amen. 8