ganske vist Brahms, da han derved kunne få sine første ting trykt. Men den vækkede også misundelse blandt kolleger,

Transkript

1 Johannes Brahms - og Ein deutsches Requiem Johannes Brahms blev født i Hamburg i Han var en tidligt udviklet pianist, og begyndte at komponere før han var 20, men hverken som pianist eller komponist kan man dog betegne ham som et egentlig vidunderbarn på linie med Mozart eller Mendelsohn. Robert og Clara Schumann var datidens førende musikægtepar i Tyskland, og de var kendt over det meste af Europa. Robert Schumann har som bekendt bevaret sin position som en af alle tiders største komponister. Clara Schumann var en af de førende koncertpianister, og i modsætning til de fleste andre kvinder på den tid, fortsatte hun karrieren trods en nervøs og overfølsom mand og efterhånden syv børn. Det var i dette Schumannske hjem i Düsseldorf, at Brahms efter en koncertrejse henvendte sig i Og det blev et vendepunkt for ham, for han blev, selvom han kun var 20 år, varmt modtaget. Robert Schumann opfordrede den unge mand til at spille nogle af sine kompositioner. Efter sigende skal Robert Schumann efter få takter have sagt; Stop, det må Clara høre. Og Brahms oplevede således, at det feterede kunstnerægtepar Robert og Clara Schumann blev begejstrede over hans musik. Og kort tid efter skrev Robert Schumann en overstrømmende artikel om Brahms i det tidsskrift, som han selv redigerede. Artiklen gavnede ganske vist Brahms, da han derved kunne få sine første ting trykt. Men den vækkede også misundelse blandt kolleger, og den gjorde den meget selvkritiske Brahms endnu mere selvkritisk: Det kunne jo være svært at leve op til de store ord. Et år senere brød en sindssyge, som havde luret i adskillige år, en art skizofreni, ud hos Robert Schumann. Der var muligvis tale om en følge af syfilis, men naturen af Robert Schumanns psykose er stadig omdiskuteret. Efter et mislykket selvmordsforsøg (han forsøgte at drukne sig i Rhinen) blev han indlagt på et sanatorium, og to år senere afgik han ved døden. Brahms var i denne periode en meget stor støtte for Clara Schumann, og han var også betaget af hende. Om forholdet forblev platonisk eller ej er ikke til at vide. Et rygte siger, at han skulle være far til Schumanns yngste barn, men en simpel udregning viser, at det næsten ikke kan passe. Men de kunne have giftet sig efter Robert Schumanns død. Det blev ikke til noget, da det kom til stykket. Her viste et næsten neurotisk træk for første gang i Brahms karakter: Han var livet igennem på enhver måde bange for at binde sig for tæt til andre mennesker. Brahms havde formentlig en række løse forhold efter bosætningen i Wien, men han manglede tilsyneladende evnen til at indgå i et forpligtende forhold. Hver gang det trak op til bryllup, flygtede han. I Clara Schumanns tilfælde var det dog måske forståeligt, 1

2 at tanken om ægteskab kunne være noget overvældende for den dengang 24-årige Brahms: Clara Schumann var 13 år ældre og havde som nævnt 7 børn. Men de forblev nære venner resten af livet, og Clara Schumann gennemså næsten alle Brahms kompositioner før udgivelsen. Brahms var meget belæst, men helt autodidakt. Han havde bortset fra undervisning i klaverspil og en kortvarig skolegang ingen uddannelse. Hans kompositoriske kunnen skyldtes selvstudier ikke mindst af de gamle mestre. Han kunne være meget morsom, hans breve er præget af humor og selvironi. Der er mange anekdoter med hans sjove bemærkninger. Men han kunne også være sarkastisk, uforskammet, sårende og taktløs. Han havde, når det stak ham, en sjælden evne til at sige de forkerte ting. Han skal engang efter et selskab, hvor det var gået helt galt, have sagt hvis der er nogen her, jeg har glemt at fornærme, så modtag venligst mine ydmygeste undskyldninger. Da han var i København i foråret 1868, i øvrigt lige før førsteopførelsen af Ein deutsches Requiem, lavede han skandale. Men han kunne også vende ironien mod sig selv. Engang da han var inviteret til frokost blev en gammel Rauenthaler trukket op, og værten sagde Hvad Brahms er blandt komponister, er denne Rauenthaler blandt vine. Hvortil Brahms sagde: Hvad så med at trække en flaske Bach op. Han havde mange venner livet i gennem, men hans kantede væsen betød, at det lykkedes ham at blive uvenner med de fleste af dem i kortere eller længere tid. Brahms levede sidste halvdel af sit liv i Wien. Udefra set et ret begivenhedsløst liv med faste vaner, men også et liv, som affødte en strøm af sande mesterværker. Brahms lever ikke op til myten om det miskendte geni, som ingen forstod, mens han levede. Han var - sammen med Wagner - i samtiden anerkendt som tidens store mester i hele det tysksprogede område, og han levede faktisk ganske godt af sin skabende virksomhed. Han blev allerede i sin levetid af dirigenten Hans Von Bülow betegnet som en af de tre store B-er, hvor de andre to er Bach og Beethoven, men det fandt Brahms nu selv var overdrevet. Hans musik har imidlertid vist sig at være meget slidstærk. Han er fortsat i vore dage en af de mest elskede og oftest spillede komponister. Det gælder især de store orkesterværker, kammermusikken, klavermusikken samt Deutches Requiem, og der er næsten intet af hans musik, som er helt glemt. Dog er mange af hans mindre korværker og mange af hans sange sjældent opført i dag. Han var ganske vist romantiker påvirket af bl.a. Schubert, Schumann og Mendelsohn, men han havde også en umådelig 2

3 respekt for de klassiske mestre, først og fremmest de to andre B-er : Bach og Beethoven, men også endnu ældre komponister som Schütz og Buxtehude, havde han en for datiden helt usædvanligt kendskab til. Hans musik et letgenkendelig. Den har et lyrisk-romantisk indhold, ofte præget af en folke-melodisk og lidt sørgmodig tone. Men samtidigt er den holdt i en stram klassisk form. Brahms selvkritik var legendarisk, og han har uden tvivl kasseret meget god musik. Og det er ikke som fx Beethoven, hvor forskere kan snage i skitsebøgerne og følge værkernes udvikling. Brahms har effektivt destrueret alle udkast og alle værker, han ikke var tilfreds med. Derfor ved man ikke meget om, hvordan han skabte sine værker, for man kender stort set kun de færdige resultater. Han har selv berettet, at han har skrevet 20 strygekvartetter. Men han udgav kun tre. Resten har han tilintetgjort. Og den første strygekvartet blev først udgivet efter Deutsches Requiem, da han var sidst i 30.erne. Den sene udgivelse er nok et resultat af hans beundring for Haydn, Mozart og Beethovens strygekvartetter. Ligesom hans beundring for Beethovens symfonier medvirker til, at han næsten ikke kan færdiggøre sin egen første symfoni. Han finder, at det er næsten håbløst at leve op til forbilledet. Symfonien kommer først, da han er 43, som resultatet af mange års arbejde. Den eneste genre, han aldrig gav sig i kast med, var operaen. Sikkert bl.a. fordi han ikke turde gå Wagner i bedene. Men hans idealer og selvkritik gør, at hans række på 122 opus fra først til sidst er af en høj og ensartet kvalitet. Han døde i 1897 af leverkræft kort før sin 64 års fødselsdag, han er begravet i Wien få meter fra Beethovens og Schuberts gravsteder. Brahms havde ikke meget til overs for det amatøragtige, så vi må gøre os umage. Efter at have hørt et amatørorkester af læger spille i Wien skal han med rædsel have sagt: Nej, så vil jeg trods alt hellere opereres af Wiener filharmonikerne. Komponistkolleger, som ikke tog deres kald alvorligt nok, havde han heller ikke noget til overs for. En af de få samtidige komponister, som Brahms var ubetinget glad for, var tjekken Dvorak. De blev venner, og den lidt ældre Brahms gjorde meget for at fremme Dvoraks musik. Brahms respekterede Wagners geni, men følte sig fremmed over for hans musikdramatik. Allerede dengang blev Wagner og Brahms som nævnt opfattet som tidens førende tyske komponister, og i den tyske musikverden var der nærmest kamp om, man var på Wagners parti eller på Brahms parti, hvad der kan virke sært i dag, hvor man heldigvis kan glæde sig over begge genier. Og så lidt om Ein deutsches Requiem. Brahms arbejdede på 3

4 værket med ophold i mere end 10 år. De to første satser lå færdige i mange år, og hovedtemaet i begyndelsen af 2.sats var allerede i 1854 en del af en sonate for to klaverer, som aldrig blev til noget. Nogle mener, at det var Brahms mors død i 1865, som fik ham i gang med værket igen, og ud fra brevene kan man se, at det i det store og hele foreligger færdigt i 1866 med alle satserne undtagen 5.sats (den med sopransoloen). I denne skikkelse opførtes værket i Bremen Langfredag den 10. april 1868 med Brahms som dirigent. På dette tidspunkt er Brahms 35 år. I salen var Brahms gamle far og mange af Brahms venner og beundrere, bl.a. Clara Schumann og violinisten Jaschim. Senere på året komponeres 5. sats, og værket publiceres i sin nuværende form i oktober Uropførelsen af værket med alle syv satser sker i Leipzig i Ein deutsches Requiem er ikke et requiem i sædvanlig forstand. Teksterne er fra det gamle og nye testamente, og Brahms har selv sammenstillet dem - i modsætning til det velkendte katolske requiem med faste tekster på latin. Brahms har valgt tekster på tysk fra Luthers tyske bibeloversættelse. Netop fordi teksterne er på tysk og endda fra Luthers bibeloversættelse, har man ikke alene betragtet værket som et tysk requiem, men også som et protestantisk requiem. Måske kunne man endnu bedre kalde det et alment-menneskeligt eller humanistisk requiem, for egentlig har det ikke et specifikt kristent indhold. Teksterne udtrykker snarere en universel erfaring om menneskers livsvilkår Jorden og om forholdet til det guddommelige. Det nok ret usikkert, hvad Brahms inderst inde selv troede på, for han var også på det punkt meget blufærdig med sine tanker. Men han var næppe nogen ortodoks kristen, og man kender udtalelser fra Brahms, som tyder på, at han havde svært ved at acceptere en tro på et liv efter dette. Det er måske derfor, at Ein deutsches Requiem først og fremmest sigter på at trøste de levende, i modsætning til det klassiske katolske requiem, - en dødsmesse -, der især beskæftiger sig med døden og livet efter døden i paradis. Det er et faktum, at biblen var en meget stor inspirationskilde for Brahms livet igennem, og han kendte sin bibel. I andre korværker og i Vier ernste Gesänge var metoden den samme som i Ein deutsches Requiem: Tekster fra biblen, som Brahms sammenstillede. Uropførelsen af Ein deutsches Requiem blev en fantastisk succes og betød et gennembrud for Brahms. Værket placerede ham i samtidens bevidsthed. Ein deutsches Requiem var formentlig - sammen med de mere letbenede ungarske danse - den mest entydige succes Brahms nåede at opleve. Før Ein deutsches Requiem var han mere kendt som pianist end som komponist, men dette værk gjorde ham med et slag berømt som komponist. I Brahms 4

5 dødsår i 1897 blev værket opført over hele verden og i Tyskland mere end 30 gange. En så entydig begejstring ægger selvfølgelig til modsigelse. Bernard Shaw var kendt for sin meget outrerede musikkritik i slutningen af 1800-tallet. Han havde stærke sympatier og antipatier, og Brahms var en af de komponister, som han afskyede. Om Ein deutsches Requiem har han sagt: Dette kolossalt stupide requiem, som har fået så mange af os til at ønske, vi allerede var døde. Det er så rædselsfuldt og bombastisk kedeligt, at selv den allermest skrabede begravelse ville virke som en ballet efter det. Men tiden har nu vist, at meget få er enige med Bernard Shaw. Værket har med uforandret styrke fastholdt sin position i de snart 150 år det har eksisteret. Niels Hartling Birkerødkoret 5