Lignelsen om den fortabte søn

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 2. maj 2010 kl s.e. Påske, Konfirmation Lukas 15,11-32 Salmer: , ,4+5 Lignelsen om den fortabte søn Han sagde også:»en mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«lukas 15,11-32 I dag skal I konfirmander bekræftes i den kristne tro. I har ikke blot lært trosbekendelsen udenad, som en lang remse, men I har også brugt næsten et år på at finde ind til, hvad det betyder, at tro på, vi er døbt til at være Guds elskede børn lige meget hvilke dumheder vi roder os ud i. Hvad det betyder, at Gud til hver enkelt af jer i dag gentager og bekræfter sit løfte, fra I blev døbt: DU er stadig mit elskede barn. Selv om du måske ikke altid ved, hvad du skal tænke, tro og mene om Gud så tror Gud på dig, så tænker Gud, du er okay, så mener Gud, at du er noget værd - ja, så meget er du værd i Guds øjne, at du er værd at sætte livet på spil for på langfredags kors. 1

2 --- Se, hvis man nu skulle koge den kristne tro ind til en maggiterning, der besidder al den kristendommens kærlighed og kraft, Jesus forkynder, men ikke fylder mere, end du kan have den i din bukselomme, så tror jeg faktisk dagens lignelse om den fortabte søn kunne være et godt bud på sådan en maggiterning. For her får vi på en måde både paradis, syndefald, fortabelse og frelse serveret i én koncentreret historie. Her er to sønner, der har det hele om ikke i paradiset så dog et godt trygt barndomshjem, hvor de har alt, hvad hjertet begærer af mad, tøj, tag over hovedet, velstand og tryghed. Alt mit er jeres, kan vi næsten høre faren sige til sine drenge. Men selv om de to har alt, hvad hjertet begærer, så begærer hjertet mere, den ene vil ikke nøjes med alt, han vil ha mere, han vil ud og væk ud af barndommens kedeligt trygge kuvøse ud i den farlige, fristende verden. Vi forældre kan synes, det er mærkeligt, hvorfor vores kære børn dog vil forlade vores trygge sofahjørne med matadormix, cola og fredagsfilm til fordel for Posen, med dens bajere, barcardibreezer og bræk. Men hvis jeg nu spurgte jer bedsteforældre, hvordan jeres sønner og døtre, der i dag sidder som stolte forældre, opførte sig da de var i konfirmationsalderen, ja, så er jeg bange for, vi nærmer os forbudt for børn og konfirmander afdelingen. For det er jo ikke bare den yngste søn, der vil ud og opleve den farlige fristende verden det ligner næsten en naturlov, der gælder alle Adam og Evas børn. Her er ingen slange, men friheden er ikke mindre fristende så stærkt lokkes sønnen, at han ønsker faren død, så han kan få sin arv. Så tillokkende er det fremmede, at han ikke kan holde ordene tilbage: Giv mig min arv også selv om ordene, betyder: jeg kan ikke vente på, at du dør, far. Og sønnen får arven og rejser og det går jo, som den slags som regel går pengene slipper op, vennerne forsvinder, og han ender i svinestien. Og jeg sku` hilse og sige, det er ikke kun muslimerne, der ikke må spise svinekød, på Jesu tid er svinestien, det tætteste en god jøde kan komme på helvede. (Som Anders Lund Madsen ville sige det:) Det er ikke bare gået lidt galt for sønnen, det er gået virkelig virkelig galt. Så hvad gør vi nu lille du. Ja, han gør selvfølgelig det, som millioner af børn har gjort både før og siden: Han rejser hjem hjem til far, mor hører vi ikke noget om, eller også er det bare fordi, der ikke er nogen kære mor i den historie. Til gengæld er der en kære far. For på trods af, at sønnen ikke kan gøre krav på noget som helst, han har bogstavelig talt på forskud fået alt, hvad der tilkom ham så står faren der alligevel og venter og håber og spejder. Og den lange tale, vi alle sammen har gået og øvet os på, ikke bare da vi var børn, men så sandelig også efter vi er blevet voksne, når vi har rodet os ud i noget snavs den tale når sønnen slet ikke at holde. For hvad skal faren med alle de undskyldninger, de er jo alligevel altid så dårlige, så de næsten ikke er til at holde ud at høre på. 2

3 Nej, væk med undskyldninger og bortforklaringer og ind med festdragt, fingerring, fedekalv, festmåltid og festmusik. Sådan er Gud, siger Jesus. Her møder du Gud i en maggiterning. Så himmelråbende urimelig og uretfærdig er Gud i sin kærlighed. Og hvis du sammen med den ældste søn synes, at det er for meget og for strengt og for uretfærdigt, at der skal festes for sådan en drukkenbolt, horebuk og dovenlars. Så er du selv håbløst fortabt ja, måske ikke her og lige nu, hvor du har dit på det tørre, men før eller siden får du så sikkert som amen i kirken brug for at møde samme himmelråbende urimelige og uretfærdige kærlighed. Og det ved du for øvrigt udmærket godt allerede hvis du bare et sekund dropper din hykleriske selvretfærdighed. --- Derfor har jeg også sat et billede på forsiden af programmet, et billede maleren Arne Haugen Sørensen har kaldt Hjemkomst for det billede er et utrolig godt billede på historien om den fortabte søn, og på hvad kirke, kristendom og konfirmation betyder. For skikkelsen i den solskinsgule dragt, der træder ud af den lysende døråbning, er det ikke et billede på Gud, der står og venter på alle sine fortabte sønner og døtre. Og skikkelsen, der er kommet gående ad den blå vej, den blå vej der nærmest danner et kors, hvor det synes som om den ene korsarm er forlænget med en blå hånd, hvor fingeren peger hen mod den lysende dør. Denne skikkelse, der bogstavelig talt har blod på hænderne han har helt tydeligvis været på afveje der er ingen svinesti, men de truende mørke skyer i horisonten antyder noget i samme retning. Alligevel lægger den lysende skikkelse armene beskyttende omkring ham, uden at ænse hans blod på hænderne omfavner han ham og byder ham velkommen hjem. Jovist, han må stå på tæer, for Gud når vi mennesker ikke til sokkeholderne, uanset hvor meget vi synes, vi kan og ved og vil selv. For i sidste instans handler det ikke om, hvad vi ved, kan og vil, men ene og alene, om det virkelig er sandt, at der står en Gud som en kærlig far i døren og byder os velkommen hjem og indenfor. Det gælder i det liv, hvor I konfirmander står på tærskelen til at tage de første skridt på vej hen imod og ind i de voksnes rækker det gælder i det liv, hvor vi alle både børn og voksne, så forfærdelig let kan komme på afveje, rende ind i blindgyder eller fare vild i livet der står kirke, kristendom og konfirmation 3

4 som en lysende åben dør med en lysende skikkelse, der varmt byder os velkommen, uanset hvad vi har rodet os ud i. Det gælder i dag men det gælder lige så vel i morgen, når festen er forbi, og I ikke længere skal i kirke ni gange som del af konfirmationsforberedelsen uanset om vi mennesker glemmer Gud så glemmer Gud ikke dig og mig så står kirkens dør åben for os alle uden forskel. Ja, selv den dag, hvor livet er slut står døren åben, hvis blot vi tør tro det. For Hjemkomst handler ikke kun om den tilgivelse og kærlighed, vi lever af at møde hver eneste dag i livet. Det handler også om den tilgivelse og kærlighed, vi håber på at møde, når livet det er slut, og vi skal hjem til Gud. Det er hvad billedet på bagsiden af programmet minder os om. At også dér er vi i Guds lysende store hænder, den skarpt tegnede grav på den runde jord er tom tom, som den grav kvinderne kom ud til påskemorgen ved solopgang. For håbet er, at Jesu Kristi opstandelse påskemorgen engang skal blive til din og min opstandelse. Også dér på den anden side står der en kærlig far og omfavner sine fortabte sønner og døtre og kalder på tjenerne og siger ud med død og dom og grav og mørke ind med festdragt, fingerring, fedekalv, festmåltid og festmusik. Sådan er Gud, siger Jesus. I en maggiterning, i et lysende billede af en hjemkomst lige til at have i lommen resten af livet eller måske endnu bedre lige til at bære i hjertet resten af livet. At sådan er Gud. Amen --- Konfirmandernes Kirkebøn: Kære Gud Tak for, at du er med os, tak for, at vi ved, du giver os kærlighed, at vi er dine børn. Vi takker dig Gud, for at du har skabt denne vidunderlige verden, som vi lever i. Tak for alle vores dejlige venner. Vi beder for en god og uforglemmelig konfirmation og en hyggelig og sjov fest med familie og venner og nogle super gaver. Vi beder for vores forældre, som har knoklet, alt hvad de kan for at gøre søndag den 2. maj til en af de dage, som vi husker tilbage på som en af de bedste i livet. Hjælp os i disse teenageår, hvor vi ikke altid er lige gode venner med vores forældre, hjælp os med at forstå hinanden. 4

5 Hjælp os til at vi kan klare os selv, når vi nu langsomt tager skridtene hen mod de voksnes rækker. Hjælp os med at komme gennem de svære tider, når vi føler os ensomme. Vi beder for en god fremtid, hvad den end bringer. Giv os alle sammen et godt liv. Hjælp os med at realisere vore drømme Hjælp de svage og udsatte i verden, der lever et hårdt liv, mens vi jo selv lever i luksus i forhold til dem. Vi beder for mennesker i den 3. verden, vi beder for, at den globale opvarmning bliver nedsat, og vi kommer til at udlede mindre CO2. Vi beder for dem, der sulter og tørster og dem, der har mistet deres forældre. Gør verden til et bedre sted at leve. Tak for fred i Danmark. Hjælp os med at bevare troen på dig og med, at vi bliver ved med at have en masse kærlighed til overs for hinanden Vi håber, du vil holde din dør åben, når vi engang dør, og lukke os ind i dit rige. Giv os håb og dømmekraft. Vi be`r til, at vi aldrig må glemme dine åbne arme. Giv os tro, håb og kærlighed i dag og alle dage, du er med os. Kære Gud, tak for al den kærlighed, du har vist os. Amen --- Kære konfirmander Ved I, hvad der var det mest anvendte ord i årets x-factor? Ja, rigtigt fantastisk, fantastisk, fantastisk Soulchok, Remee og Pernille ku slet ikke lade være. Med fare for, at der er gået inflation i ordet vil jeg alligevel bruge ordet fantastisk i min tale til jer 13, for jeg synes, det har været fantastisk dejligt at lære jer at kende og følges med jer på rejsen i disse 9 måneder. Og det var jo det andet ord, de tre dommere brugte igen og igen rejsen det er en fantastisk rejse, du har taget, hvor er jeg stolt over at have fået lov at være med på din rejse, sagde de til deltagerne, når de gerne ville understrege, hvor meget de havde udviklet og forbedret sig. Jeg har altid godt kunne lide dette rejsebillede længe før x-factor dommerne drev rovdrift på det. HC Andersen må også have elsket billedet, siden han sagde at rejse er at leve. Eller hvis vi vender det om, at leve er at være på rejse. Men altså, det har været fantastisk dejligt at følges med jer et lille stykke af vejen, gøre holdt ved en ikon, en gospelweekend, en klimagudstjeneste, et teaterstykke om kristendommens ankomst til Danmark i vikingetiden, gøre holdt ved Thorvaldsens Kristus inde i Københavns Domkirke eller bare de almindelige tirsdagsmorgener, hvor vi var på rejse med Jesus og hans disciple ind i bibelens fantastiske univers. At gå sammen med jer og Jesus ad Palæstinas støvede landeveje og møde, tolderen Zakæus og kvinden der skulle stenes, fordi hun var blevet grebet i ægteskabsbrud. Rejse sammen med jer og forræderen Judas og tvivleren Thomas og fornægteren Peter lære dem at kende, så vi sammen kunne se, at de jo ligner os på en prik. 5

6 For det var jo det, der var hele rejsens formål, at vi sammen skulle opdage, at alt det med Gud, det er ikke bare historier fra gamle dage, dengang folk ikke var klogere. Nej, det med Gud er lige her og lige nu det fantastiske er, at den kærlighed og tilgivelse Zakæus og Peter og kvinden mødte dengang, den møder vi her og nu når et barn bliver døbt, når en konfirmand knæler og får Guds velsignelse når et lille brød og nogle få dråber vin rækkes frem til os. Uanset hvor meget eller lidt x-factor vi nu hver især har uanset om vi til audition ville møde lige så hård og ubarmhjertig en dom som en af de stakkels x-factordeltagere gjorde det, da hun blev spurgt: Hvem har sagt til dig, at du kan synge, svarede, min familie og mine venner. Hvorefter dommeren nådesløst replicerede, så sku` du godt nok se at få en ny familie og nogle nye venner. Uanset om vi ville være blevet bedømt lige så hårdt. Så har rejsen lært os, at i Guds øjne har vi masser af x-faktor for I Guds øjne er det kærlighedens Kristus-factor. Det var faktisk det, vi hørte i kærlighedens højsang, som jeg læste fra alteret, og som to af jer har valgt konfirmationsord fra. De smukke ord om den fantastiske kærlighed, som tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Ordene om, at om vi så er de rigeste, og klogeste og stærkeste og smukkeste og med den mest fantastiske x-factor i hele verden men ikke har kærlighed så er det hele intet værd. På vores rejse med Jesus har det nemlig handlet om det modsatte af dommernes dom prøv engang at stav dom bagfra ja, præcis m-o-d siger mod. Den kristne tro vil ikke tage modet fra os, men give os mod. Mod til at leve. Mod til at elske. Mod til at kæmpe for fred og retfærdighed. Mod til at tro, at lige meget, hvad alle verdens dommere siger, så tror jeg, at Gud elsker mig. Det vil jeg håbe, at I husker og tager med jer på rejsen også selv om I med garanti på blå mandag spørger, hvor mange penge fik du. Huske at, størst af alt er kærligheden størst af alt er det at vide og mærke sig elsket både af dem I selv elsker og af Gud. Og rejsen den er slet ikke slut den er først lige begyndt må Gud velsigne jer alle jeres dage, gid I må mærke, at hvert eneste skridt I tager, går I med Gud. Til lykke med konfirmationen det har været fantastisk dejligt at følges med jer. Amen. 6