Dette hellige evangelium skriver evangelisten. Menighedssvar

Transkript

1 Påskedag 20. april 2014 i Skibet Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Menighedssvar stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8 Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne.»frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se I vor herre Jesu Kristi navn. Amen Prædiken Påskemorgen er tit blevet betegnet som tidens fylde. Og det synes jeg er sket med rette. For påskemorgen ændrer så radikalt på verdensordenen, at alle må forholde sig til det. Døden er ikke længere det sidste der sker for mennesker i tiden, det er livet. Og magten er ikke længere det, der styrer mennesket i livet, det er kærligheden. Liv er større end død. Kærlighed er større end magt.

2 Sådan en oplevelse af at miste de kendte strukturer i livet kan godt skabe frygt. Derfor er det så fint, at Marianne Christiansen, vores nye biskop, engang har betegnet påskedag med et af julens mest genkendelige kendetegn, nemlig englenes sang. Hun kaldte nemlig påskemorgen for en engel i hvide klæder, der siger: Frygt ikke! Glæd jer! Jeg kan godt li referencen til jul, for ligesom han kom til os i julen, som det konkrete menneske, Jesus af Nazareth, som menneskesønnen, der med sit liv viser os, hvordan kærligheden er større end al menneskelig magt, hvis vi lader den være det, på sammen måde kommer han til os påskedag, som den levende Gud, der viser os, at livet faktisk er større end døden, når vi engang, om kortere eller længere tid skal herfra. Påskedag siger: Frygt ikke for, at Gud skal bryde ind i jeres virkelighed. For det er ikke en blind naturgud, der ryster jer og gør jer små med en opstandelse af naturkræfter uden mening. Det er heller ikke Julius Cæsar eller Napoleon eller en anden af verdens mægtige mænd, der er opstanden. Det er mennesket, Jesus fra Nazareth, som I kender ham, helbrederen, tilgiveren, kærligheden selv, ham, der gav sit liv, blev kronet med torne og slagtet som offerlammet for at vise og være Guds billede i menneskeskikkelse, det er ham, der er opstanden for jer. Han gælder. Derfor er opstandelsen ikke blind rædsel for altings sammenbrud, men et nyt syn, et klarsyn, et lyssyn på, hvem Gud er og hvad verden og vi er genfødte til et levende håb. Frygt og ærefrygt Frygt ikke. Vores tid er fuld af frygt og det er langt fra gudsfrygt og ærefrygt altsammen. Det er en anden frygt der ulmer, fordi vores natur ikke vil ære noget, men bilder os ind at kunne beherske og kontrollere livet såvel som døden. Vi vil ikke ære noget, som er stærkere end os.

3 Vi sikrer og forskanser os og låser os som privatpersoner i alle ender og kanter, og som kultur fægter vi med alle videnskaber for at trænge til bunds i livets mysterier, kontrollere, manipulere, for at intet skal møde os uforberedte, alt skal lægges under vores herredømme. Naturen, det billige skidt, er ikke noget vi længere vil møde med frygt og glæde, henvist til at leve af den og dø af den, som det sømmer sig for jordskabninger nej, vi vil ikke frygte den, vi vil beherske den og dens kræfter, som vi vil beherske os selv og hinanden vores liv og vores død. Vi vil ikke frygte for livet eller døden, vi vil forsvare os imod både livet og døden, skemalægge dem, bedøve dem, så vi kan bilde os selv ind, at det i virkeligheden er os selv der bestemmer om vi skal leve, hvordan vi skal leve, hvordan vi skal dø og engang i fremtiden måske også om vi skal dø. Men jo mere vi søger at fjerne ærefrygten og gudsfrygten, den frygt der får en til at kaste sig til jorden i erkendelse af, at her er noget langt større, langt stærkere, noget, som jeg aldrig kan gøre mig håb om at beherske eller fatte, des mere fjerner vi os også fra den taknemmelige glæde, den dybe rystende glæde, som vi møder i de øjeblikke, hvor vi står forsvarsløse over for livets under, ved fødslen, ved sansningen af forår, ved lyden af det store brusende hav, ved lugten af jord, ved smagen af jordbær og taknemmeligheden over et andet menneskes hud mod ens egen, for i de situationer- der hvor livet rigtigt mærkes der smelter den dybe dirrende ærefrygt smelter sammen med den dybe dirrende glæde. Den dumme dødsfascination og den pjattede pladren om det perverse, det kærlighedsløse og det onde, som præger vores offentlige liv, den bygger på frygt for de dødsmagter, som er besejret og som kun er skygger. Den frygt skal påskefesten skylde af os.

4 Den frygt kvinderne bragte med fra graven var den dybe frygt sammen med glæden, som må slå et lille menneske over for livet selv. I denne rystelse fatter vi et glimt af, at Guds kraft, der opretholder altet, både formår at ryste og tilintetgøre og at nyskabe og helbrede. Opstandelsestroen og det levende håb Og opstandelsestroen er, at Gud i Jesus Kristus den korsfæstede og opstandne lader kærligheden gælde til nyskabelse, tilgivelse og helbredelse. Verdens igenfødelse, glæden igenføder som vi skal synge om lidt det er ikke et forudsigeligt kredsløb, men ny skabelse af den eneste, der i kærlighed kan skabe nyt Gud. Den tro må gennemsyrer alt, livet og døden, naturen og tankerne og derfor er påskedag ikke til at komme til ende med den er kun til at begynde på og tage imod i efterfølgelse og lovsang: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb, ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Frygt ikke frygt heller ikke for ikke at kunne tro på kvindernes beretning fra den tomme grav. Selve opstandelsen det, at der hvor der skulle være død, er der pludselig liv, og der hvor alt håb er ude, der åbner sig pludselig ny vej det kan jo synes umuligt. Hvordan skal man beskrive og forstå det umulige? Og hvordan skal man nogensinde kunne skelne mellem et menneskes oplevelse af virkeligheden og virkeligheden selv, når vi ikke engang kan være sikre på, at vi ser tingene på den samme måde, og at vores ord betyder det samme? Man kan jo risikere at stå ved siden af et menneske, der ser en engel og ikke selv se den er englen så uvirkelig eller er det bare mig, der er uden for virkeligheden? Nej, virkeligheden er det, der virker, også selvom vi ikke kan se det, og opstandelsen virker i opstandelsestroen. Nærmere kommer vi ikke opstandelsen som begivenhed,

5 end at tro på, at for Gud er alt muligt. Det umulige er Guds sag. Og det er blot at lytte til engelen, om vi så ser den eller ej, så sang vi jo om den for lidt siden: Der sad en engel på gravens sten blandt liljer i urtehaven, han peged med sin palmegren, hvor Jesus stod op af graven. (Salmebogen 374 v. 2) Guds engle er så mange slags som dage i et år, men om den så kommer stilfærdigt eller myndigt eller voldsomt, så kommer englen med opstandelsesbudskabet: Jesus er opstanden giv det videre. Skynd jer at give det videre. For i det budskab ligger al livets håb: At døden ikke er en grænse for Guds kærlighed til sine menneskebørn, at alt er muligt for Gud, opstandelsens Gud, der ryster verden og befrier menneskene fra voldens og magtens tyranni, fra alle dødsmagter. Der er opstand i opstandelsen. Der er et håb, der giver kræfter til kamp mod uretfærdighed og undertrykkelse, og tålmodighed og mod selv i håbløsheden. Fordi der, hvor der ikke mere er noget at sige eller gøre, der gør Gud det umulige, sender sin engel og vælter stenen væk. Opstandelsen som nutid og fremtid Det er den opstandelsestro, som kvinderne blev sendt afsted med og som de fortalte videre til os. Opstandelsestroen er ikke en beslutning for at tilegne sig en bestemt historie. Den er erfaringen af, at Jesus er opstanden som håb, som trøst, som nyt liv. Og i den henseende er vi lige så gyldige opstandelsesvidner som kvinderne ved graven var det. At Jesus er opstanden betyder at Guds levende ord taler til os nu og her og altid, i gudstjenesten og i bønnen og i sandheden, hvor den end indfinder sig i vores liv

6 til hver enkelt af os og til os som menighed. Den opstandne Jesus er Helligånden, Guds nærvær, der bringer trøst og oprejsning og forsoning. Det er opstandelsen nu. Men hvad vi end kan tro, håbe og erfare, så er håbet fra Kristi opstandelse fra de døde, altid større, end hvad vi kan tilegne os og opleve. For det er et håb for tid og evighed. Han er gået i forvejen for os. Han møder os med glæden, håbet, trøsten og kærligheden nu, men han er også gået forud for os igennem den mørke død, som ethvert menneske frygter. Gennem forgængeligheden, gennem intetheden. Ved Jesu opstandelse er fremtiden udvidet ud over tiden, udvidet med håbet om den. Og det kan kun modtages og aldrig fattes, at Gud igennem Jesu opstandelse fra de døde kalder os til det håb om, at hans opstandelse også gælder for os. Jesu opstandelse er påstanden om, at Guds kærlighed er livets inderste og yderste mening, og at han derfor ikke vil lade os blive i intetheden, men skal rejse os op af al død og al skyld, alle savn og al sorg, forvandle os og samle os til den evige opstandelse i Guds rige. Det er englens tilsagn til os i dag: Frygt ikke, glæd jer! Gud åbner livet og døden for os. Og til det er der kun at svare: Halleluja! Ære være Gud i det høje! og derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.amen. Meddelelser I morgen slutter vi påskeugen af med højmesse kl Vi kan glæde os til at høre om påskens begivenhed fra johan-

7 nes-evangeliet den måske allersmukkeste af de fire påskeberetninger. Næste søndag den 27. april er der højmesse igen kl. 9.00, og det er ved mig. Efter gudstjenesten er kirkekaffen i dagens anledning erstattet af et lille glas. Jeg håber, at så mange af jer som muligt har lyst til at være med. Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen. KIRKEBØN) (Fra alteret efter prædikensalmen) Kære Gud, vores Fader i himlen. Vi takker dig, fordi du ved din Søn har vist os, at lidelsen og mørket aldrig skal få det sidste ord. Vi takker dig for en påskemorgen efter enhver Langfredag. Vi takker dig, fordi du vil binde dig til os som du bandt dig til din Søn i dødsriget og oprejste ham der fra. Vi takker dig for din kærlighed, som i styrke og udholdenhed langt overgår alt, hvad vi selv kan udvise. Men vi beder dig: lær os gennem din kærlighed at elske andre, fordi du har elsket dem på lige fod med os. Lær os at elske ikke med en luftig og diffus kærlighed, men med en hverdagsagtig og konkret kærlighed. Send os

8 tilbage til vores dagligliv med din opstandelses kærlighed i ryggen, og lær os dér at vokse i kærlighed og troen på, at du den øverste dommer igen og igen sætter os fri til at begynde forfra. Korsfæstede og opstandne Herre: hør vor bøn! Amen.