Liv, død og evigt liv

Transkript

1 Liv, død og evigt liv På baggrund af den opgivne litteratur ønskes en redegørelse for livsforståelse i tidlig eskimoisk kultur, i det gamle Israel og i nyere teologi Bachelorprojekt januar 2005 Stud. theol. Emilie Steenholdt Institut for Teologi Ilisimatusarfik Vejleder cand. theol. Niels Thomsen

2 Indledning Jeg bor i det høje nord, i det arktiske Grønland, og mange i de varme lande får kuldegysninger ved blot at høre om landets beliggenhed. Jeg er født og opvokset deroppe i det kolde nord, langt oppe nordpå i Grønland. Under en ferie i Mexico i 1994 spurgte mexicanerne mig, hvor jeg kom fra og når jeg forklarede dem, at jeg kom fra Grønland, gjorde de rystebevægelser i kroppen for at vise, at der kunne de i hvert fald ikke tænke sig at bo, det var for koldt for dem. Jeg kunne for øvrigt heller ikke tænke mig at bo i Mexico, fordi jeg fik solstik en af dagene og virkelig oplevede at fryse med kulderystelser i kroppen i over 40 o s varme og det vil jeg nødig opleve igen, sådan er det jo med os mennesker, vi, der er Guds skabninger i Guds storslåede skaberværk, vi har hver især tilpasset os den del af jorden, hvor vi er født eller har bosat os. Jeg er opvokset med kristendommen som ballast af grønlandske forældre. Min baggrund er både eskimoisk, men også kristen. Kristendommen, som går langt tilbage i tiden til længe før Kristi fødsel i et land i Kana ans land, hvor staten Israel blev til efter at forskellige folkeslag i de omkringliggende beboelser med tiden slog sig sammen og i løbet af mange, mange år udviklede en fælles kultur, den israelitiske (den jødiske), hvor kristendommen har sit udspring. Jeg vil benytte muligheden gennem mit bachelorprojekt at finde ud af, hvad det er for en størrelse, jeg er sammensat af. Jeg vil vide, hvad mine rødder består af, et ganske naturligt spørgsmål som alle mennesker stiller sig selv, men som jeg her har fået en oplagt chance for at finde ud af. Vi grønlændere stiftede første gang bekendtskab med kristendommen i 1721, da Hans Egede kom til Grønland for at lede efter overlevende nordboere, han fandt dem ikke, men til gengæld fandt han de gamle eskimoer, Inuit. I nutidens Grønland bruger vi betegnelsen Inuit om vore forfædre og ikke eskimoer, som meget litteratur benytter, så det gør jeg i denne fremstilling. Ole Jensen skriver om sine studier Nu ønsker jeg ikke uden videre verden skruet tilbage til fortiden. En del nød er udryddet i den generation, der har fuldendt landbrugets industrialisering, og fortsætter, at processen fra landbrug til industri har krævet meget af og gjort befolkningen kulturelt rodløs. 1 Rodløsheden kender vi også her i Grønland, som følge af 2 forskellige kulturers møde med hinanden, på et tidspunkt vil denne følelse af fremmedgjorthed forsvinde og så har 2 forskellige kulturer tilpasset sig hinanden. Men for at komme helskindet igennem denne proces må jeg kigge tilbage og se, hvilke sider af disse 2 forskellige kulturer, her i dette tilfælde min eskimoiske fortid og kristendommen, jeg kan få op i en højere enhed. Hvad er der ved disse arv, der gør mig til det hele menneske, jeg er. Vi kan bruge de tusindårige erfaringer, som forfædrene har gjort sig til en del af helheden i dag, såvel kulturelt som i vores åndelighed og dermed i vores kristne livsforståelse. Mennesket er ikke alene, vi lever i et fællesskab, først og fremmest i vores nære samfund, men også ude omkring, hvor vi møder andre i andre dele af verden, der jo er Guds skabte verden. Vi har hver især fundet den krog i verden, som giver os de livsbetingelser, som vi hver især har behov for og som vi trives ved. Guds alle skabninger er der plads til og troen på Kristi opstandelse indebærer, at døde kan opstå, for ellers kunne Kristus heller ikke være opstået. (1 Kor 15,16). Den tro giver et løfte om en fremtid, som er så lys og tryg, at man kan boltre sig i denne store verden, som Gud har skabt (1 Mos 1,1). Denne store verdens gaver består i alt, hvad alle skabninger, såvel dyr som mennesker og alt skaberværket har brug for (1 Mos 1, 3-25; 2,7). For livets opretholdelse er det nødvendigt, at der er harmoni mellem sjæl og krop. Kroppen er Guds tempel og Gud bor der (1 Kor 3,16). Men skal der være en balance mellem krop og sjæl, er det nødvendigt, at man trives. De små og store gnidninger, vi mennesker udsætter dagligt hinanden for kan også sprede sig som ringe i vandet, så det når ud til andre befolkningsgrupper, men også til andre folkeslag med andre værdier og normer i livet end lige netop vores kristne livsholdning. Det, der krydrer tilværelsen 1 Ole Jensen, I vækstens vold, Økologi og religion, s. 31 herefter Ole Jensen 2

3 er jo netop, at vi er forskellige, alle Guds børn er hver især ikke skabt ens, men lad os hellere favne hinanden fremfor at afvise hinanden uden skelen til, om pågældende er grøn eller blå eller om pågældende har en anden religion end vores, livet er for værdifuldt til at udelukke andre i de små eksklusive grupper, som vi selv danner. Udtalelser som De gamle Adamer og Evaer skal ikke mødes i himmelen, men kun Kristi legemes lemmer, afdøde i Ham fra hele gamle Adams væsen, og oprejst i Ham til kærlighedens fællesliv i herligheden 2 udtrykker en fromhed, der hører sig til i en svunden tid, som vi også er en del af, og som gav sin samtid styrke i troen og trøst i livets opretholdelse, men uanset om man siger, at synden skal være renset væk inden man kommer i herligheden er det en udtalelse, der udelukker andre end lige den lille gruppe, som man finder er egnet til at være med i gruppen. Ved kun at inkludere menighedens medlemmer i Kristi kærlighed og udelukke alle de øvrige, bevæger vi os ud i fundamentalismens sfære, hvor der ikke findes plads til ens næste. Og det har vi allerede set for meget til. Op gennem historien har vi set, at kristendommen har udført sin rejse gennem mange folkeslag og er blevet indlemmet i de forskellige kulturer, som en del af deres hverdag. Kristendommen har fået sit præg af de folk, der tog den til sig og sådan skal det være, men lad os begynde med min egen kulturelle baggrund og fortsætte med de gamle israelitters sjæleliv og samfundsliv og afrunde opgaven med den moderne tids opfattelse af det evige liv og lad os undervejs se, hvad vi møder. Jeg er selvfølgelig nødt til at indskrænke mine iagttagelser til at omfatte en redegørelse for livsforståelse i tidlig eskimoisk (inuit) kultur, i det gamle Israel og i nyere teologi med overskriften Liv, død og evigt liv. Til dette formål vil jeg behandle 3 delområder: I Livsforståelse i tidlig Inuit kultur II Sjæleliv og samfundsliv i det gamle Israel III Det evige liv For at gøre overgangen mellem delområder sammenhængende og for at danne et overblik over selve opgaven vil jeg benytte Ole Jensens bog I vækstens vold økologi og religion til at danne bro over de forskellige afsnit, idet han i sin bog gør en livsforståelse, der er beslægtet med Inuit og Det gamle Israel gældende som en moderne mulighed. 2 Regin Prenter, Skabelse og genløsning, 2. udgave 1955 s

4 Liv, død og evigt liv På baggrund af den opgivne litteratur ønskes en redegørelse for livsforståelse i tidlig eskimoisk kultur, i det gamle Israel og i nyere teologi Indledning... 2 Indholdsfortegnelse I: Livsforståelse i tidlig inuit (eskimoisk) kultur Indledning I Nordgrønlandsk skabelsesberetning... 6 Animistisk verdensopfattelse...7 Inua... 8 Sila... 9 II Familie og moral... 9 Amuletter Tupilak Åndemanerens hverv Konklusion Indholdsfortegnelse II: Sjæleliv og samfundsliv i det gamle Israel Forord Indledning Verdens skabelse I Israelittens verdensopfattelse Livets og dødens verden Kampen mellem liv og død II Slægten, social orden Sjælen, velsignelsen Synd og forbandelse Rent og urent Konklusion Indholdsfortegnelse III: Det evige liv - P. G. Lindhardt og Regin Prenter Indledning Det evige liv Konklusion Afslutning Den livsforståelse der findes i Inuit og i det gamle Israel er den en mulighed i det moderne samfund? Litteraturliste

5 I - Livsforståelse i tidlig inuit (eskimoisk) kultur Indledning Inuits mytologiske liv, såvel som det religiøse har været nært forbundet eller rettere, det har været uadskilleligt. Hele tilværelsen var ordnet, folkets fangererhverv var det altafgørende for folkets overlevelse. I fangerlivet var der en række forhold, der skulle overholdes, men også iagttages. Tabuforskrifter skulle overholdes af alle og det var nødvendigt at være på god fod med ånderne. En fangers oplæring i fangererhvervet starter allerede mens han kun kan kravle. Den starter med leg, hvor alle hans legeredskaber er miniatureudgaver af den voksne fangers redskaber, og oplæringen fortsætter til han bliver voksen og fuldt udrustet til selv at klare sit erhverv ude i havet i en qajaq. En qajaq er fangerens vigtigste redskab, den giver ham den bevægelsesfrihed, som hans fangstområde kræver. Men samtidig nøder fangstdyrenes bevægelser fangeren og hans familie til at følge disse og alt afhængigt af, hvilke fangstdyr og på hvilke tidspunkter, de er fremme på Grønlands kyster følger han og hans familie dem i et nomadiserende liv. Er det dyr, der når de grønlandske kyster om efteråret, eller er det dyr, der først dukker op, når de lyse tider melder sig etc. Vi har både alvorsfulde og lyse beretninger om fangerlivet, om genvordigheder, men også glæden ved at færdes i naturen og mødet med andre mennesker. Havet kræver fangeren hans fulde koncentration. De mægtige naturmagter, der i tide og utide melder sig er ikke noget, man kan være overhørig, det kræver handling og især snarrådighed at overleve i en natur, hvis temperatur det meste af året er i minusgrader og storme, der kan rase uafbrudt, især når de om efteråret melder deres ankomst og afslører, at de er kommet for at blive. En fangers overlevelse afhænger af hans dygtighed som specialist i sit erhverv, men en fanger er også kun et menneske, der besidder alle de andre egenskaber et menneske er skabt med. Disse ekstremer, som han møder i sit erhverv kan i uheldigste fald gøre ham syg i sindet. Vi kender en række fortællinger om storfangere, der har fået smag for at dræbe mennesker, de møder på havet. Og de mennesker de møder på havet er andre fangere, der udøver deres hverv. En fanger, der bliver til fare for sine omgivelser inorersorsuaq (en massemorder) går flere sammen om at uskadeliggøre. Når et sådant forhold sker, er der ikke langt til gengældelsesdrab, et såkaldt hævndrab. En dræbts sjæl får ikke fred medmindre ugerningen gengældes. Øje for øje tand for tand. 3 I første hovedafsnit vil jeg trække de store linier op, som de kommer til udtryk i myter om verdens og menneskets tilblivelse. Jeg vil vise, hvorledes disse myter forudsætter en animistisk verdensopfattelse, og hvilken rolle begreber som Inua (nærmest livskraft) og Sila (nærmest den ordnende kraft) spiller. I andet hovedafsnit vil jeg beskrive nogle enkeltfænomener (familie og moral, amuletter, tupilak, åndemanere), hvor denne livsforståelse viser sig konkret. 3 Otto Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, Otto Sandgreens Forlag, 1987, s

6 Nordgrønlandsk skabelsesberetning: Der kendes flere varianter af skabelsesmyter i de forskellige Inuit-samfund, ja endog i selve Grønland. Jeg begynder med at citere en skabelsesmyte fra Thule-området, som Knud Rasmussen har nedskrevet og oversat efter en Diktat af den gamle Eskimokvinde Arnaruluk 4 fra Thule-området. I Dengang for længe, længe siden, da Jorden skulde blive til, styrtede den ned fra oven, Jord, Fjælde og Sten, oppe fra Himlen; saaledes blev Jorden til. Da Jorden var bleven til, kom Menneskene. Man fortæller, at Menneskene opstod af Jorden. Smaabørn kom ud af Jorden, de kom frem mellem Pilebuske, fulde af Pileløv. Og saa laa de der mellem Dværgbuskene med lukkede Øjne og sprællede; de kunde ikke engang kravle. Deres Mad fik de af Jorden. Der fortælles nu om en Mand og Kone: Konen syr Barnedragter og vandrer ud over Jorden; her finder hun Smaabørn, klæder dem paa og bringer dem hjem. Saaledes blev Menneskene mange. Da de nu var bleven mange, vilde de have Hunde. Og en Mand gaar ud med en Hundesele i Haanden og giver sig til at stampe i Jorden under Raabet: Hok hok hok! Saa sprang Hundene frem af Tuer, Smaatuer; og de rystede sig ordentligt, for de var fulde af Sand. Saaledes fik Menneskene Hunde. Men Menneskene formerede sig; de blev flere og flere. De kendte ikke Døden, dengang for længe, længe siden, og de blev meget gamle; til sidst kunde de ikke gaa, de blev blinde og maatte ligge. De kendte heller ikke Solen, de levede i Mørke; Dagen gryede aldrig. Kun inde i Husene havde de Lys, de brændte Vand i Lamperne; dengang kunde Vand brænde. Men Menneskene, som ikke forstod at dø, blev alt for mange, de overfyldte Jorden og saa kom der en mægtig Havflod. Mange druknede, og Menneskene blev færre. Spor af denne Havflod finder vi paa høje Fjældtoppe, hvor man ofte kan finde Muslinger. Da Menneskene nu var bleven færre, gav to gamle Kællinger sig til at tale: Lad os blot være uden Dag, naar vi samtidig er uden Død! sagde den ene; hun var vist bange for Døden. Nej, sagde den anden, vi vil have baade Lys og Død. Og da den gamle Kone udtalte disse Ord, blev det saaledes. Lyset kom, og Glæden og Døden. Da Menneskene nu havde faaet Lyset, kunde de tage paa Fangstrejser og behøvede ikke længere at æde af Jorden. Og med Døden kom Solen, Maanen og Stjernerne. Thi naar Mennesker dør, stiger de op til Himlen og bliver lysende. 5 Til forskel fra den nordgrønlandske skabelsesberetning fortæller den østgrønlandske om, at menneskene i urtiden levede udødelige oppe i himlen, hvorefter en mand styrtede ned og avlede en datter med jorden. I den efterfølgende kaotiske tid med voldsomme naturkatastrofer opstod innersuit ( ildfolk, der lever i et land under havet) og østgrønlænderne som de eneste overlevende mennesker 6. Åndeligheden i disse sagn eller myter må forstås ud fra den eskimoiske eller som man siger i disse år inuits verdensopfattelse, der kategoriseres under en animistisk verdensopfattelse, d.v.s. at naturen er levende og verden synes at bære liv i sig selv. Der opereres ikke med guddomme, der skaber, men med den besjælede natur. 4 Knud Rasmussen, Grønland langs Polhavet, Mindeudgave, I, København 1934, s. 151 herefter Knud Rasmussen 5 Knud Rasmussen, s Anders Bjørn, SILA, grønlandsk religion, 1996, s. 32 herefter Sila 6

7 Animistisk verdensopfattelse (animisme, latin: sjæl, ånd) Bag myterne i inuits skabelsesberetninger ligger en forståelse af en verdensopfattelse, hvor naturen er levende og har en livskraft, der ikke adskiller sig meget fra menneskenes og andre skabningers. Jorden blev til, da jord, fjelde og sten styrtede ned fra oven. Menneskene opstod senere af jorden, de havde lukkede øjne og deres mad fik de af jorden. De første mennesker levede i mørke og vand kunne brænde. De kendte ikke solen. De forstod heller ikke at dø, derfor blev jorden overbefolket. Men en mægtig havflod forårsagede druknedøden for mange. Fordi menneskene ikke døde en naturlig død blev de til sidst så gamle, at de både blev blinde og fuldstændig hjælpeløse. Så var det, at to gamle kvinder talte sammen om livet og døden. Den ene stemte for, at de fortsat levede i mørke blot de blev forskånet for døden, den anden gik ind for, at døden blev en del af livet blot lyset kom ind i menneskenes liv, og det var, hvad der skete. Med døden kom lyset, men også glæden. Mennesket, der har en sjæl, er beslægtet med fangstdyrene, der har sjæle. Blot er legemet anderledes. Jorden har også en kraft og en Inuk 7, derfor er der en række forhold, der skal iagttages, for at jorden ikke bliver fornærmet. Naturforhold, såsom havet, luften og jorden har hver deres Inuk, som man skal have respekt for. Fangstdyrene har en altafgørende betydning for inuitsamfundet, derfor er der en række forhold, der skal iagttages, for at de kan have det godt og føle glæde ved at færdes, hvor fangeren og hans familie er. I den tidlige grønlandske kultur og inuit-kultur i det hele taget er troen på eksistens efter døden en forestilling om, at man beholdt udseendet og de samme sociale relationer, som livet på jorden 8. Menneskets sjæl vil få ophold i et af de 2 dødsriger, som sjælene rejste til efter døden, men det var et krav, at de efterladte overholdt en lang række regler eller tabuer, og hvis disse forhold ikke var respekteret, kunne sjælen blive en omflakkende og hjemløs trussel for samfundet 9. Både mennesker og dyr har sjæle og sjælene lever videre efter døden. De dødes sjæle skal tages seriøst og behandles efter bestemte handlingsmønstre, hvis man vil undgå hævnaktioner. Når dyr er nedlagt går der en tid, der er farlig både for dyret og fangeren. Dyret skal rejse tilbage til sit hjem og der iklæde sig et nyt legeme, så den kan komme tilbage til fangstpladserne, og fangeren skal iagttage forholdsregler, så det dræbte fangstdyrs sjæl kan komme tilbage til dyrenes hjem, gør han det ikke, vil han miste sit jagtheld. Tiden mellem dødens indtræden og sjælens tilbagevenden til de dødes hjem er farlig, derfor skal man følge nogle ritualer. Forskellen på mennesker og dyr er legemet, ligheden er sjælen 10. Vi har et sagn, der beretter om en sjæl, der kan vandre. Sjælen, der kan vandre, startede med at være et menneske, men blev en sæl, da han blev dræbt. Han prøvede derefter at leve som en række dyr, men endte til sidst med at blive fanget som en sæl, hvorefter den krøb ind i en ufrugtsommelig kvindes underliv, da hendes mand kastede sine vanter op til hende under parteringen og fødtes senere som et drengebarn 11. Respekten for fangstdyr har haft en altomfattende betydning i det tidlige grønlandske samfund, såvel som i det øvrige inuit-samfund. Livets fortsatte opretholdelse afhang fuldstændig af, om der var fangstdyr at fange. Mange historier handler om sultedød som følge af den lange vinters 7 Inuk; se under afsnittet; Inuk - inua 8 Robert Petersen, GRØNLANDSK INUIT FILOSOFI, Nogle rids om nogle grønlandske opfattelser, omred., april 2001, s. 4 derefter Robert Petersen 9 Sila, s Lasse Brandstrup og Hanne Josephsen, ESKIMOERNE en tekstcollage om religion og eksistens, 1975, s Knud Rasmussen Mindeudgave III, Nye Mennesker, s. 86 7

8 misfangst, når isen har været så massiv eller efterårs- og vinterstormene har været så voldsomme, at fangstmulighederne var blevet umuliggjort. Derfor havde både landdyr og havdyr måttet behandles med hver sin måde at blive respekteret på. F.eks. måtte landdyr ikke bringes ind i huset eller snehytten som havdyrene, ellers blev de fornærmede og ville ikke blive fanget igen. Alle fangstdyr skal behandles med respekt, både de levende og de døde. Benene af den første fangst, f.eks. en sæl, skal omhyggeligt samles og bringes tilbage til havet for at det kan blive levende igen og blive fanget påny. Inughuit (polareskimoerne) samlede benene af en isbjørn sammen med hovedet og stillede det i vindueskarmen for at sjælen ikke skulle have alt for meget besvær med at komme hjem 12. Dyrene blev opfattet som ligeværdige væsener. De blev opfattet som lige så kloge som mennesker, specielt var isbjørne respekterede. Aua, der var en angakkoq, har berettet følgende: Dyr og mennesker står hinanden nær, det var derfor vore forfædre troede, at man snart kunne være dyr, snart menneske. Men bjørnene står os nærmest. De kan synes at have menneskeforstand og kryber hen til sovende sæler, ganske på samme måde som en fanger Han havde selv engang observeret en bjørn liste sig hen til en flok sovende hvalrosser. Den havde en stor isblok mellem forlabberne og dækkede sig bag isstykker, så den ikke kunne blive set af hvalrosserne. Så snart de faldt til ro, krøb den frem oprejst på sine bagben og slog ned på den hvalros, den havde udset sig med isblokken, så den blev bedøvet og så var det ingen sag at aflive den 13. Inua Alt dyr, ting, naturfænomener, selv begreber som latter og søvn mente man var i besiddelse en særlig livskraft, inua (inui i flertalsform). Inua betyder dens ejer, dens herre eller dens menneskelige liv eller dens åndelige kraft, der har samme egenskaber som menneskets åndelige kraft og dog er der en forskel på menneskets, de større fangstdyrs og tings og begrebers væren eller inua. Inua er tings og begrebers væren 14. Der findes en indre kraft og energi i alle ting, såsom jorden, et farligt strømsted, selv latteren, glæden eller gråden. Eksempler: Nuannaarnerup pulavaanga, glæden kryber ind i mig (glæden gennemstrømmer mig). Aliasunnerup kimimmanga, da sorgen gennemsyrede mig (sorgen har taget bolig i mig) etc. Når det drejer sig om naturfænomener var det en almindelig skik, at man formildede et farligt næs længst ud mod det åbne hav (kangaarsuk) med en godbid, når man sejlede forbi, det skulle sikre, at man kom helskindet igennem. I Grønland har vi et sagn om Kaassassuk, den forældreløse, der får sig en åndelig hjælper Pissaap inua (Kraftens herre), et overnaturligt dyr (en kæmpe ræv), der opøver Kaassassuk til at blive mægtig. Kaassassuk bliver i starten opfordret til at gøre sig fri af sit legetøj, der holder ham fanget i at blive på stedet, så han ikke kan frigøre sig fra sin uheldige stilling i samfundet, som prügelknape, eller som Pissaap inua sagde efter at have slynget ham rundt: ( Kingumut qiviassasutit! Kaassassuk kingumut qiviannguaraluaq: Pinnguarpassuit tamalaat! Teriannissap saappaa: Tamassa allineq ajuutitit! Kingullermillu! ) Kig tilbage! Kaassassuk kiggede tilbage og så, at alle mulige slags legetøj var spredt rundt omkring. Ræven fortsatte: Det er, hvad der forhindrer dig i at vokse! Lad os prøve igen! 15 (egen oversættelse). En moderne psykologisk tolkning ville 12 Knud Rasmussen Mindeudgave III, Nye Mennesker, s Knud Rasmussen, Den store Slæderejse, s. 24, herefter Den store Slæderejse 14 Robert Petersen, s Atuakkiorfik Taama allattunga, Aalup Kangermiup oqaluttuai assilialiaalu tamakkiisut, Gaba Thorning aamma Arnaq Grove suleqatigalugit Kirsten Thistedimit saqqummersinneqartoq, s

9 kunne udlægge det således, at Kaassassuk skal frigøre sig fra sine laster for at kunne vokse, for at blive fri af sine skygger. Budskabet minder i dag meget om, at skal man leve et tilfredsstillende liv, er man nødt til at arbejde med sig selv, man skal gennemgå en mental renselsesproces for at fungere optimalt igen, hvis man af den ene eller anden grund er ude i en krise. Vi kan tage en alkoholbehandling som eksempel eller en samtaleterapi hos en psykolog eller psykiater. Sila Sila dækker meget. Grundbetydningen er det, der er overalt. Sila betyder også luft, vejr, rummet, universet, verden og brugt i forbindelse med det menneskelige betyder det, forstand, fornuft, klogskab eller sindssyge. Brændevin blev kaldt for silaqanngitsoq, forstandsløs eller brugt i dens betydning, det, der fratager ens forstand, d.v.s. fuldskab. Sila er en kraft, der opretholder og garanterer den kendte verdensorden. Der er forskere, der opfatter Sila som inuits oprindelige guddom, når Sila bruges synonymt med Pinnga magten deroppe. Inuit i det canadiske fastland har dyrket Sila som en personificeret magt, der rådede over dyrs og menneskers sjæle. Sila skal sikre, at en række taburegler og normer skal overholdes. Hvis menneskene ikke følger reglerne (taburegler etc.) krænker man Sila, der straffer ved at lade storme eller naturkatastrofer hærge 16. Efterfølgende er en demonstration af, hvorledes Sila også bliver opfattet: Alle vore Skikke kommer fra Livet og gaar til Livet; vi forklarer intet, vi tror intet, men i det, jeg nu har vist dig, ligger alle vore Svar. Vi frygter! Vi frygter for Jordens Vejr, som vi skal kæmpe med for at vriste Føden ud af Land og Hav. Vi frygter Nød og Sult i de kolde Snehytter. Vi frygter den Sygdom, som vi daglig oplever rundt omkring os. Ikke Døden, men Lidelsen. Vi frygter døde Menneskers og dræbte Fangstdyrs Sjæle. Vi frygter Jordens og Luftens Aander. Derfor har vore Fædre fra deres Fædre væbnet sig med alle de gamle Leveregler, som er bygget paa Slægters Erfaringer og Livsvisdom. Vi ved ikke hvorledes, vi aner ikke hvorfor, men vi følger dem for at faa Lov til at leve sorgløst. Og saa uvidende er vi trods alle vore Aandemanere, at vi frygter alt det, vi ikke kender. Vi frygter det, vi ser omkring os, og vi frygter det, vi kender fra Forfædres Fortællinger og Myter. Derfor har vi vore Skikke, og derfor overholder vi vor Tabu. 17 Sådan besvarede den canadiske angakkoq (shaman) Aua Knud Rasmussens spørgsmål om, hvorledes man forholdt sig til leveregler og tabuskikke. II Familie og moral Afsnittet om familie og moral har en generel karakter, men Inuits mytologiske liv, såvel som det religiøse har været nært forbundet eller rettere, det har været uadskilleligt. Hele tilværelsen var ordnet, folkets fangererhverv var det altafgørende for folkets overlevelse og derfor var der en række forhold, der skulle iagttages og disse var bundet til familien, alle medlemmer i familien skulle følge de uskrevne regler. Grønland, der ligger i det høje nord, er et arktisk land. Livet er hårdt at opretholde, fordi sommeren er så kort. I vinterens kulde og mørke bliver vejret ustadigt i de egne, hvor havisen ikke regerer, hvorimod havisen giver et mere stabilt vejr. Men for alle inuit gælder det, at livet bliver be- 16 Sila, s Knud Rasmussen Mindeudgave II, Fra Grønland til Stillehavet, Gyldendals Forlagstrykkeri, 1934, s

10 sværligt, når kulden sætter ind og er man uheldig med vejret kan man risikere, at fangstdyrene bliver umulige at få fat i, specielt når alt ises til eller hvis stormene raser uden ophør og umuliggør, at fangerne kan tage på fangst. Derfor bliver der indsamlet forråd, masser af forråd, mens sommeren står på. Der bliver liv og glade dage, men også travlhed. Fordi de sæsonbestemte fangstdyrs tilstedeværelse på Grønlands kyster måtte følges, rejste man fra sted til sted i et nomadiserende liv. Kun om vinteren var man fastboende, og dog var vintertiden passende til slæderejser, når sneen og isen skabte kortere forbindelser til de omkringliggende beboelser, der muliggjorde besøgsrejser. For at opretholde livet er det nødvendigt at fordele pligterne. Kvinderne, der føder børn, må have hjemmet som sit arbejdsfelt med alt, hvad dertil hører, hvorimod manden må tage det til tider hårde slid for at skaffe føden og klæder til familien. Børnene bliver oplært i at tage del i pligterne allerede mens de er små. Drengenes legetøj opøver dem til engang at blive fangere, og pigernes legetøj er lavet med det forsæt, at de engang skal overtage rollen som opretholdere af hjemmet og for at de, når tid kom, kan skabe trivsel for familien. Drengenes opdragelse er faderens opgave, hvorimod pigernes opdragelse er moderens. Følgende er en lille episode om børn, der kurer ned ad en fjeldskrænt en sommerdag, og bedstemoderen til børnene er citeret i Peter Freuchens Bog om eskimoerne: Børn ødelægger alt muligt uden at skænke det en tanke; de har ingen bekymringer. Men for hver dag, de lever, bliver de klogere og klogere. Snart kommer den dag da de ikke mere vil gøre den slags ting. De kommer til at spekulere over det unødvendige slid på deres bukser og beklager at de har gjort sådan noget. Man må da glæde sig over, at vi alle begynder som ubetænksomme børn, men at den sunde fornuft vokser frem i os for hver dag der går. Til sidst bliver vi gamle og vise. Tænk dig blot at det havde været omvendt, sådan at vi blev født kloge og sparsommelige og at vores klogskab så tog af med tiden. Så ville det blive onde tider blandt menneskene! Derfor er det glædeligt at se på børnenes tankeløse leg! 18 Beretningerne om forældreløse børn er dog for langt de fleste tilfælde en kamp for livets opretholdelse, og de forsørgerløse har måttet kæmpe for at overleve. Vi har sagn om Kaassassuk, Sassuma Arnaa (Havets Moder) og en række andre fortællinger om de forældreløses kummerlige livsvilkår. Med forsørgerens farlige erhverv med en stor dødelighed til følge grundet ulykker har der været mange forsørgerløse børn, men familien har trådt til og/eller den efterladte mor har giftet sig igen. Amuletter Børnene bliver udstyret med amuletter allerede mens de er helt små. Amuletter skulle afvende såvel ulykker og onde hensigter som giver lykke og held. De er magiske, fordi de er blevet tillagt en styrke, som er større end blot det materiale, som amuletten er lavet af, samtidig med at de afspejler specifikke egenskaber ved materialet 19. En harefod f.eks. skal gøre drengen til en hurtig løber. En qajaq kan også blive udstyret med amuletter for at undgå hekseri. Tupilak En tupilak bruges til at komme en fjende til livs. I den tidlige Inuit-religion har den en magisk virkning. Den er sammensat af forskellige dyrebestanddele. Den gøres levende ved at tupilakmageren lader den die af sine genitalier 20, og sender den derefter ud i havet og svømmer som en 18 Peter Freuchen, Bog om eskimoerne, Gyldendal 1962, s. 77, herefter Bog om eskimoerne 19 Merete Demant Jakobsen, Shamaner, Mellem ånder og mennesker, s. 63, herefter Shamaner 20 Gyldendals Religionsleksikon, Religion/Livsanskuelse, 3. udgave,

11 sæl inden dem rammer sit mål, som regel en mand i hans qajaq, når den bliver forvekslet med en sæl og bliver fanget dræber den sit mål, men sker det ikke og bliver målet klar over, at en tupilak er sendt ud for at dræbe ham, kan han tage sine forholdsregler i brug og afværge angrebet. Når det sker, sker der en boomerang-effekt, tupilakken angriber så i stedet sin avler og det viser sig ved, at den pågældende inden døgnet er omme bliver sindssyg. Åndemanerens hverv En angakkoq bliver på dansk betegnet en åndemaner eller en shaman. H. J. Rinks beskrivelse af angakkoq ens rolle er citeret i bogen Shamaner: De maatte vel ogsaa anses som Bærerne af deres Nations Videnskabelighed, som dem der vedligeholdt den fra Forfædrene arvede Kundskab om Levereglerne. I hvilke som helst tvivlsomme Tilfælde, hvor det gjaldt om det daglige Erhverv, om at afværge Sygdom og andre Ulykker, eller at bekjæmpe Fjender, bleve deres Raad søgte og ubetinget adlydte. Skjøndt de for øvrigt dreve ganske det samme Erhverv som de andre Indfødte, og førte et ligesaa tarveligt Liv som disse, udgjorde de dog en særegen Klasse, der opnåede sin Værdighed ved at gjennemgaae en vis Skole, og maatte iagttage visse særegne Leveregler, ligesom de ogsaa havde et særegent Sprog. Naar deres værste Fjender, de første Missionærer, sige om dem, at der blandt dem fandtes de viseste og klogeste Mænd, kan man vistnok med Grund antage, at dette var det almindelige, og at de besad en dybere Indsigt i Naturen og Menneskelivet, end deres øvrige Landsmænd 21. I bogen, akilinermiulerssârutit, beretter Jakob Olsen, der deltog i ekspeditionen Fra Grønland til Stillehavet i tidsrummet sammen med bl.a. Knud Rasmussen om angakkoq ens (en åndemaners) mange hverv, der bestod i også at kunne rådføre sig med ånder. En angakkoq skal kunne sørge for, at vejret formildes, men han skal også sørge for, at der er fangstdyr nok 22. Og Knud Rasmussen fortæller i bogen Den store Slæderejse, at en angakkoqs vigtigste hverv er at være præst og læge. De fleste sygdomme skyldes mangler i sjælen og man kan ikke adskille præste- og lægegerningen. I angakkoq en Auas beretning om sin læretid og sin opnåelse af a- ngakkoq-hvervet, siger han om dette, at en angakkoq skal kunne helbrede syge, fare til de dødes land for at søge efter tabte sjæle og til den store havånd for at skaffe fangstdyr, og endelig at kunne udføre vidunderlige kunststykker, der skulle overbevise menneskene om hans overnaturlige evner 23. Manglende overholdelse af tabuforskrifter kan også medføre udeblivelse af fangstdyr, når dette sker, er det Havets Moder, der tilbageholder fangstdyrene som straf. Tabubrud, i form af f.eks. manglende overholdelse af renhedsforskrifter i.f.m. fødsel, menstruation, død o.lign. rammer Havets Moder i form af skidt, der lagrer sig i håret. Herefter er det angakkoq ens opgave at tage kontakt til Havets Moder for at formilde hende ved at rense hendes hår, så hun atter kan frigøre fangstdyrene 24. Ånderne spiller en vigtig rolle i den tidlige grønlandske inuit-kultur. Der findes omvandrende sjæle, som er blevet forladt af en afdød angakkoq og som venter på, at en angakkoq-kandidat bliver moden til at modtage en toornaq, dvs. en hjælpeånd. Til Qaarngaaqs spørgsmål om, hvordan hjælpeånden er bekendt med, at Qaarngaaq en dag vil blive angakkoq, svarer denne, allerede mens Qaarngaaq formulerer sit spørgsmål i tankerne; Jeg vidste allerede, mens du var barn, at 21 Shamaner, s J. P. Jacob Olsen, akilinermiulerssârutit, Det grønlandske Forlag, Godthåb 1958, s. 60, herefter akilinermiulerssârutit 23 Den store Slæderejse, s Mâliâraκ Vebæk, Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger, Atuakkiorfik 2001, s

12 du en dag ville blive en angakkoq, fordi du udstråler et lysende skær omkring dig, når du bliver alene og for os efterladte hjælpeånder er det om at komme først til, når lejligheden melder sig. Denne gang er det mig, der kom først til. Du skal ikke være bange for mig, jeg vil hjælpe dig med alt, jeg vil også oplære dig i at blive en dygtig angakkoq. Desuden vil jeg hjælpe dig med at finde andre hjælpeånder, men jeg skal være lederen af dine andre hjælpeånder. Jeg vil give dig en sang (inngerut), som du skal benytte, når du kalder på os 25 (egen oversættelse og gengivelse). En angakkoq rådfører sig med sine hjælpeånder bl.a. for at en syg kan blive kureret for sin sygdom, der skyldes ubalancer i den syges sjæl. Seancen starter med at fortælle bopladsfællerne, at angakkoq en skal til at foretage en åndemaning for at finde årsagen til sygdommen. Når alle er blevet samlet går angakkoq en i gang med sin åndemaning. Han starter seancen med at synge på tromme, imens han løfter hovedet bagover. Angakkoq en fjerner dårlige ånder og under en sådan seance er det kun ham, der må synge på tromme. Derefter går han i gang med at befri tilhørerne for deres tabubrud og det går på tur en efter en. Angakkoq en synger en uddrivelsesvise, der besvares af tilhørerne, hvor de beder om, at de tabubrud, de måtte have begået måtte forlades dem. Mens angakkoq en er i gang med uddrivelsesseancen holder han sine øjne lukket og frembyder nogle lyde, som bliver besvaret af de forsamlede. Når dette er overstået går han udenfor huset og bliver der et stykke tid. Når han så går ind igen fortsætter han sin seance med trommesang og fortæller forsamlingen, hvad han har fået at se under sin uddrivelsesseance. Dette besvares af forsamlingen med, at han må tilkalde sine toornat (hjælpeånder) så disse kan bortjage de dårlige ånder, der har taget bolig i dem. Næste skridt er, at lamperne slukkes og alle tilhørerne lukker deres øjne, hvis de holdt øjnene åbne vil deres øjne tage skade. Tilhørerne holder derfor deres øjne lukket indtil lamperne bliver tændt igen efter endt seance 26 (egen oversættelse). Konklusion De overskrifter, jeg fik omridset for at kunne demonstrere Livsforståelse i tidlig inuit (eskimoisk) kultur fik mig til at indse, da jeg gik i dybden med dem, at man i den tidlige grønlandske kultur var stærkt bevidst om sin religiøsitet. Hele livet igennem skulle der iagttages forskrifter for at være på god fod med ånderne. Respekten for det omgivende samfund, naturen, vejrliget, fangstdyrene etc. træder tydeligt frem, men også i samlivet med andre mennesker havde det været en nødvendighed at iagttage ritualer. En angakkoq spillede en vigtig rolle. Han kunne rejse til de dødes hjem i himlen og i underverdenen. Her synes de døde at befinde sig godt og at være tilfredse med deres situation. Inden de når frem, skal de kravle under et stort skind for at miste alle deres safter. Naar Menneskene dør og kommer op i Himlen, gaar al Ondskaben af dem; de renses og lutres ved, at al Saften gaar ud af Legemet. Dette sker i Sørgeaaret, det Aar, hvor de efterlevende har Sorg for den afdøde og gør Bod, fordi de er bleven urene ved Berøringen med Liget 27. Peter Freuchen, der har boet i Grønland i begyndelsen af 1900-tallet i en 15-årig periode skriver om Inuits livsforståelse: Frygten for døden er dem ukendt, de kender kun kærligheden til livet. Eskimoerne ved ikke selv hvilken hård tilværelse de fører, de nyder altid livet med en misundelsesværdig intensitet, og de mener selv, at de er det lykkeligste folk på jorden og at de lever 25 Karl Siegstad, Iluliarsuit oqquanni, Atuakkiorfik, Nuuk 1995, s akilinermiulerssârutit, s Shamaner, s

13 i det smukkeste land som findes. 28 Men i livet, hvor de efterladte sjæle er omflakkende indtil den døde har fundet vej til dødsriget, må også have givet utryghed. Der findes da også mange spøgelseshistorier, som man fortalte i de lange vinteraftener med uhyggen og spændingen malet i tilhørernes ansigter, men især med børnene trykket godt ind til de voksne lyttende samtidig til stormene udenfor og følte samhørigheden herske i de små overfyldte hjem. Ole Jensen citerer Cox, der siger om den jødisk-kristne skabelsestanke, at dens eftervirkning er årsag til, at jøder og kristne forestiller sig, at Gud befinder sig udenfor det, han har skabt, at der derfor ikke er noget guddommeligt i verden, som indianere og eskimoer troede, eller som det gamle Israels naboer, de kanaanæiske Baaldyrkere, troede 29, så lad os gå i gang med næste delemne for at finde ud af, hvordan sjælelivet og samfundslivet havde udformet sig, dengang i gammeltestamentlig tid. II - Sjæleliv og samfundsliv i det gamle Israel Forord En stor del af stoffet til det gamle Israel, som Johannes Pedersen beretter om i sin bog, er hentet ud af Det gamle Testamente og skabelsesberetningerne. Det er spændende at sammenligne Inuits og de gamle israelitters skabelsesberetninger. Spørgsmål som: Hvori består lighederne og ulighederne, bliver der opereret med guddomme i begge kulturers beretninger, hvordan er forståelsen af Guds skaberværk i disse osv. Mit mål er derfor at finde frem til disse svar ved systematisk at gå til værks i de kilder, jeg benytter for at finde frem til disse to forskellige kulturers opfattelse af skaberværket, livet og døden, det evige liv, i det hele taget åndeligheden. Jeg har brug for en kompetent beskrivelse af Israel, dets folk og kultur og til formålet vil jeg derfor benytte Johannes Pedersens fremstilling af Israel, der indeholder de spørgsmål og svar, jeg stiller. Indledning Johannes Pedersen beskriver levende i sin bog Israel I-II, Sjæleliv og samfundsliv, et folk, israelitterne, der på mange områder er sammenlignelig med Inuits forståelse af liv og død og det evige liv, men på andre er meget forskellig i opfattelsen. Skabelsesberetningerne er forskellige, idet der bag inuits skabelsesberetninger ligger en anderledes beretning end israelittens skabelsesberetning, hvor jorden blev til, da jord, fjelde og sten styrtede ned fra oven og menneskene senere opstod af jorden og havde lukkede øjne og deres mad fik de af jorden, hvorimod de gamle israelitter har deres opfattelse i, at Gud skabte verden af intet. Lad mig starte med at præsentere Johannes Pedersen. JP, der levede , var cand. theol. og professor i semitisk filologi I sine religionshistoriske arbejder brugte han Vilhelm Grønbech ( ), der var dansk religionshistoriker, som sit forbillede. JP fandt et behov for at komme i dybden med grundbegreberne i semiternes livsopfattelse og skrev derfor bøgerne Israel I-II, Sjæleliv og Samfundsliv. Han ville ind bag den gamle israelits liv for at fornemme, hvad israelitten ser, føler, tænker, handler, fordi forskningen indenfor folkeliv hidtil kun 28 Bog om eskimoerne, s Ole Jensen, s

14 havde fokuseret på israelittens liv ud fra en animistisk og totemistisk indgangsvinkel. Forskningens Opgave maa være at forstaa Israels Liv som et virkeligt Folkeliv, en Kultur, der er voxet ud til en Helhed ligesom andre Folks 30 skrev Johannes Pedersen om sit forehavende med at fremstille israelittens liv i sin bog Israel I-II, der udkom i I Verdens skabelse Myterne om skabelsesforestillingerne fra Den Nære Orient, som Israel var en del af, er nødvendige at få et indblik i for at forstå de gammeltestamentlige skabelsesberetninger. De gammeltestamentlige skrifter er blevet til over en flerhundredeårig periode og landet Israel og det israelitiske folk er først at regne for et etnisk folk i den begyndende jernalder 31. Det er beduinstammer, der senere danner staten Israel på palæstinensisk grund. Der har altid været folkevandringer og især Syrien/Palæstina eller Halvmånen var ikke til at komme udenom, hvis man ville færdes mellem Egypten og Mesopotamien, da det så godt som var umuligt at skyde genvej gennem ørkenen 32. Jeg vil dog ikke se på skabelsesforestillingerne fra Den Nære Orient, da mit projekt omhandler livet, døden og det evige liv, men blot nævne, at der i første Mosebogs første og anden kapitel findes 2 skabelsesberetninger, ligesom der findes andre skabelsesberetninger i Det gamle Testamente. De andre skabelsesberetninger findes dog mere i brudstykker og er ikke så komplette, men fælles for alle skabelsesfortællingerne er, at Gud har skabt verden og livet. Skabelsesberetningerne er blevet til i det menneskesyn, der begrundes ud fra, at mennesket er skabt af Gud. Der er tale om en forestilling, hvor frugtbarheden er det grundlæggende for livets opretholdelse. Gud skaber verden ved sine befalinger (1 Mos 1) og Guds skabte verdensorden er stabil. Den efterfølgende beretning i Det gamle Testamente i forlængelse af verdens skabelse er beretningen om det israelitiske folks tilblivelse og det er fortællingen om oprindelsen af Israel og de omgivende folkeslag, der omgiver Kana ans land. Indvandringen til Kana ans land og Israels tilblivelse er berettet at være af himmelsk oprindelse. Det er Guds vilje, at landet kom i israelitisk besiddelse og at det er de forskellige folkeslag, der samles i landet Israel og med Guds velsignelse får landet i besiddelse. Israelittens verdensopfattelse Efterfølgende vil vi se på, hvorledes Johannes Pedersen i sin bog Israel I-II, Sjæleliv og samfundsliv behandler israelittens Kultur saaledes som den formede sig i de indvandrede Stammer og i det af kana anæisk Aand omdannede Folk 33. I skabelsesberetningerne opereres der med guddomme, der skaber. Op gennem tiden sker der en integrering af de forskellige stammer i et fælles Israel, der gør, at guddommenes antal efterhånden reduceredes og man forenedes i en fælles monoteistisk gud over Israel (Jahve). 30 Bibliografisk leksikon, s Bibelkundskab, Introduktion til Det gamle Testamente, Redigeret af Else Kragelund Holt og Kirsten Nielsen, Aarhus Universitetsforlag, 2. rev. oplag 1999, s Benedikt Otzen, Israeliterne i Palæstina, Gads Forlag, 1. udgave, 5. oplag 1997 s Johannes Pedersen, Israel I-II Sjæleliv og samfundsliv, 1934, 2. udgave (citat af forfatterens forord af 1. udgave) herefter Israel 14

15 Israelittens verdensopfattelse er himmel og jord, det er den verden, som israelitten befinder sig i. Verden består af 3 dele: 1. Himlen, foroven 2. Jorden, i midten 3. Underverdenens vande, forneden Jorden er en rund flade med himlen udspændt som et telttæppe. Den er en fast hvælving, der er fastgjort på søjler. Jorden er verdens midte, der er anbragt mellem de øvre og nedre vande. Jorden er livets kraftbase. Den danner basis for liv. Himlen er lysets hjem og på den sidder sol, måne og stjerner. Ovenover himlen findes enorme vande, oceanet, derfra kommer regn, sne og alle mulige former for nedbør. Under jorden findes det store urhav. Jordens søjler er nedsænket i urhavet, og de er så godt fastgjort, at de ikke vakler. Søjlerne er de store bjerge, der har dybe rødder, der strækker sig dybt ned i oceanet og danner jordens sokler. Livets og dødens verden Ligesom Inuit har en verdensopfattelse, hvor naturen er levende og har en livskraft, der ikke adskiller sig meget fra menneskenes og andre skabningers 34, er jorden hos israelitterne forstået som levende, alt har liv og sten er også levende, de har en sjælelig karakter, derfor kan de modtage et sjæleligt indhold og blive påvirket af sjælenes tilstand. Livets land er Guds velsignede land, i landet skinner solen og der færdes mennesker og dyr, landet, der dyrkes, har rige gaver til sine børn, til gengæld er det havet, der hos Inuit giver sine rige gaver i form af fangstdyr. Under jorden befinder sig Sheol (underverdenen), det uhyggelige dødsrige, der er de henfarne sjæles opholdssted. Der findes 2 forskellige slags død hos israelitten. En mand, der har udlevet sit liv til fulde med efterkommere kan dø i fred. Han har opnået en høj alder og dør mæt af dage. Han dør den hæderliges død (4 Mos 23,10). Derimod er den død, der afbryder livet pludseligt midt i livet uden at man har udtømt livets muligheder at betragte som en synders død. Kun syndere rammes af denne død som en straf. Det er en del af forbandelsen. Når man dør den retfærdiges død går man over i en anden afdeling i slægtens liv, hvorimod den, der dør den uretfærdiges død kun ender livet i det frygtede dødsrige, Sheol. Enhver der dør kommer i dødsriget Sheol, de døde er på én gang i graven og i Sheol. Den dødes sjæl lever et skyggeliv i Sheol, alligevel lever den døde videre i folkets sjælefond og så længe hans minde lever, ligesom navnesjælen lever videre i form af navngivning hos Inuit 35, er hans person ikke udslettet, men med tiden glemmes den døde, dog i takt med, at han bliver mere og mere opslugt af det store livsfond, som opretholder slægten. Den døde udgik derfra i fødselen og er nu kommet tilbage. Kampen mellem liv og død Livslandet er omgivet af dødslandet, derfor udtrykker israelittens verdensbillede kampen for livet mod døden eller kampen mellem liv og død. Guds skabte land, landet, der flyder med mælk og honning (2 Mos 3,8; 5 Mos 6,3 m.fl.), livslandet, er omgivet mod øst af dødslandet, der er ørken. Det er det onde sted hvor der ikke er sæd og figen og vinstok og granatæble, ej heller vand at drikke (4 Mos 20,5). Ørkenlandet, der kan udtørre landets kilder og dræne alt for liv, afgrøder o.a. er modsætningen til menneskelandet. Det er det onde sted. Israelitten, der i sin tid er kommet fra ørkenlandet har glemt glæden ved at bo i ørkenen, han ser på ørkenen som et sted, hvor uhyggen bor. Der kan ikke gro noget i ørkenen, som er til gavn for menneskene og der 34 Sila, s Sila, s

16 er heller ingen vand. Inuit har til gengæld i sin tid bosat sig i barske omgivelser, hvor sne og kulde hersker det meste af året, og tilpasset sig klimaet. Den storslåede natur og rejserne på kysterne er en oplevelse, som fangeren ikke vil være foruden. Et andet faremoment er oceanet, der mod vest omfavner landet, uroceanet med havdybet, hvor endnu et dødsrige befinder sig, oceanet breder sig under jorden, i det underjordiske, det ligger der til fare for Guds skabte land og gudsfolket, israelitterne. Det hører også til kaos, det ligger og lurer under menneskenes verden. Det ville have været mere end nok at være omgivet af så frygtelige magter som dødslandet og havdybet, men under landet befinder sig også Sheol, underverdenen, de dødes rige. Sheol ligger dybt under jorden, men omfavner hver eneste grav. Sheol indeholder alle de dødes grave, den er fæl og fuld af uhygge, men fordi den også er stedet, hvor forfædrene kommer hen, når de er døde er den samtidig god. Den er god for den nuværende slægt, fordi den binder nutiden med fortiden, og det er der, sjælefonden får næring. Den sjælefond, der giver efterkommerne den styrke, der kræves for at opretholde lov og orden. Men man kan ikke komme udenom, at Sheol samtidig er en fjende, fordi den er hjemstedet for døden. Derfor er alt det, der er nede i dybet, en fare for livet. Fælles for de 3 dødsriger og uverdener er mørket. De døde ser ikke lyset. Lyset hører hjemme i menneskelandet. I israelittens verdensbillede veksles der mellem kampen for livets opretholdelse og døden. II Slægten, social orden Livet og livets opretholdelse er det grundlæggende. Dette liv bliver udfoldet på mange måder. Dette overordnede liv får skikkelse i slægten, så den enkeltes liv bliver del af slægtens liv, som slægten er en del af folket og folket af menneskeheden. Livet bliver struktureret i slægten og i den sociale orden. Slægtens omfang er større end familiens, men mindre end stammens. Der er ingen skarp afgrænsning mellem slægt, stamme og fædrenehus. Et fædrenehus og en stamme kan være en slægt. Fædrenehuset er et samfund med husfaderen som centrum. Han bliver kaldt Fader af alle i huset. Selve huset hører også til slægten og Israel er en samling af slægter (Jer 2,4; 31,1), og dets 2 riger er ligeledes dets 2 slægter (Jer 33,24). Men det er ikke kun Israel, der består af slægter, det gør resten af verden også, for Gud gav Abraham et løfte om, at i dig skal alle jordens slægter velsignes (1 Mos 12,3). Jakob fik ligeledes et sådant løfte (1 Mos 28,14). Når en israelit betegner et samfund, mener han slægten som det centrale i samfundet. Ordet slægt dækker meget. Så snart der er tale om et fællesskab kan det benyttes, også indenfor dyreverdenen, som de dyr, der gik ud af Noas ark ordnet efter slægter (1 Mos 8,19). Amos taler f.eks. om slægten, der rejste fra Egypten (Mik 3,1). Slægtsamfundet er den sociale grundorden hos israelitterne og folket består af stammer og slægtssamfund (1 Sam 10,19). Familien er det, der er slægtens kerne, familien er samlet om fædrenehuset og består af manden, hustruen, sønnerne og deres hustruer og døtrene. Et hus har også slaver, der enten er husfødte eller fremmede. Slaverne står familien tæt, men vil aldrig have indflydelse, medmindre slavinden giver den barnløse hustru børn gennem manden (1 Mos 16,2). Manden er familiens absolutte centrum og hans hustru er kun medhjælp i opretholdelsen af slægten. Mandens vilje er husets vilje. Skal kvinden få noget gennemført, må hun bruge list. Nærmest faderen står børnene, der er hans kød og bærer hans navn. En mand står sin mor nærmere end sin hustru. 16

17 Slægtsamfundet er den sociale grundorden, der er et stærkt patriarkalsk samfund. Kvindens sociale ret er at føde slægtens børn. Hendes mand er hendes juridiske overhoved 36 og gennem hele Det gamle Testamente råber kvinderne om børn og helst drenge. Sjælen, velsignelsen Idet grundmodsætningen mellem liv og død er det samme som modsætningen mellem lov og kaos eller mellem godt og ondt er det nødvendigt at have velsignelse nok. Ved at have velsignelse nok kan man holde det onde nede. Til livet hører, at det er ordnet, og at det ordnes ved loven. Israelitten forstår loven som Guds livsopretholdende gave. Til dette formål satte Jahve loven ind i israelittens liv. Gud overdrog sine love til israelitterne gennem Moses (2 Mos 31,18), og loven skal overholdes, fordi den er Guds lov. Når man er i loven, er man under Gud. Ulydighed mod loven er det samme som ulydighed mod Gud. Er man ulydig bliver man straffet af Gud. Menneskets opgave er derfor at vise lydighed. Israelittens største frygt er, at det onde engang tager magten, og at kaos kommer til at herske. Derfor er det livsvigtigt at have Guds velsignelse. Men Gud holder nøje øje med israelitten og det er nødvendigt for israelitten at overholde de religiøse forskrifter, og derfor må man sørge for, at Gud med jævne mellemrum fornyr sin velsignelse. Velsignelsen har hjemme i Israels land og velsignelsen er kilden til det frugtbare land. Velsignelsen er livsnerven, det er derfra livet får sin kraft. Landet er velsignelseslandet, hvor der hersker lov og orden. Det er i landet, man har værdierne. Menneskelandet findes overalt, hvor der er mennesker, men centrum er, hvor israelitten befinder sig i Kana ans land. Et folk er ikke en vilkårlig sammensætning af mennesker, men et sjælehele. Det israelitiske folk er helt specielt. Folkets fælles oplevelser går ind i fællessjælen og giver den mening. Der dannes et sjæleligt fond, som også fyldes op af de afdødes sjæle, der giver de nye generationer styrke. Hver generation giver sit bidrag, og derfor bliver den fornyet, men hver generation sætter også sit fingeraftryk i sjælefondet med sine egne oplevelser. Sjælefondet er alligevel hævet over sin samtids generation, fordi den kræver af den nulevende generation at følge bestemte krav. En række forhold skal overholdes, love og regler skal respekteres, det gælder både de skrevne og de uskrevne. Synd og forbandelse Modsat velsignelsen er forbandelsen. Synd er det modsatte af retfærdighed, og synden er det negative, der afsvækker livets positive kræfter. Synderen er svag, hans sjæl er splittet og mangler fasthed og styrke, derfor lyver synderen. Den, der lyver mod pagten, svigter sin egen sjæl. Sjælen har man fælles med sin næste (1 Mos 21,23). Pagten er den, der bærer alt liv. Pagten indeholder alt det, der skaber livet, ved at handle retfærdigt vedligeholder man pagten og dermed det gode liv, som slægten opretholdes på. Ved at handle syndigt, handler man udenom pagtens lov. Det er også syndigt at hade sin bror. Den syndige handling skaber splid og kan i værste fald være starten til fællesskabets opløsning. Ved at synde bryder man freden og det er det samme som, at man er syg i sjælen. Sjælen er en del af en helhed og ved at synde ødelægger man noget i fællesskabet, i fællessjælen. En, der ikke følger fællesskabets regler, øver vold mod samfundet. Og vold er synonymt med løgn (Sl 27,12). Synd har sit udspring i en opløst sjæl og den smitter. Synder har forskellige styrker og derfor behandles disse efter, hvor alvorlig synden er. 36 Gads Bibelleksikon, 2. udgave, 1. oplag,

18 Israelittens opfattelse er, at en mand er ansvarlig for sine handlinger, og hans handlinger påvirker hans sjæl, og selv uden at vide det, kan han synde. F.eks. kan han have taget en kvinde til sig, som viser sig at være trolovet til en anden og en sådan handling er syndig. Synden kan være udgået dybt inde i sjælen eller i sjælens periferi. Hvis den er udgået fra sjælens periferi kan den udviskes igen ved, at den, man har gjort uret, får oprejsning ved at hævne sig på synderen. Men har handlingen haft en så alvorlig karakter, er der kun et at gøre og det er at fjerne det inficerede individ. I groveste fald kan der være tale om, at et helt samfund er inficeret, f.eks. hvis en konge har handlet uretmæssigt, må kongen og hans undersåtter bøde for kongens forbrydelse. Israelitten tænker i fællesskab og er fællesskabet truet af et enkelt individ eller af en gruppe, skal truslen elimineres. Synden giver sig udslag i mange ting og synderen er fyldt med forbandelse. Forbandelse og synd er så tæt indflettede i hinanden, at de ikke kan skilles ad. Synd avler forbandelse og forbandelse avler synd. Forbandelsen kan lægges ind i sjælen udefra. En mand kan ønske velsignelse ind i en andens sjæl, men modsat kan han også forårsage forbandelsen ind i den andens sjæl. Forbandelsen viser sig ved, at man bliver syg eller rammes af ulykker. Ligesom tilfældet er hos Inuit, hvor sjælen kunne skades eller helbredes 37. For en kvinde, der får forbandelsen at føle, kan den vise sig ved, at hendes bug svulmer op, hendes hofte svinder ind (4 Mos 5,21.27 m.fl.) og børn kan hun ikke føde, derfor bliver hun en forbandelse blandt sine nærmeste og venner. En forbandet, der bliver til forbandelse for sine omgivelser skal helst fjernes. Den, der er fyldt af forbandelse, spreder den om sig, den breder sig først i slægten, men som en smitte angriber den alle dem, den kommer i berøring med, fordi sjæle søger hinanden og påvirker hinanden. Synden straffes med ulykke, det er den retfærdiges svar på synden. Straffen er derfor en afbetaling for den synd, der begås. Når man udstår sin straf er man renset (3 Mos 26). Det bedste redskab mod synd og forbandelse er velsignelsen. Derfor søger den forbandede og/eller synder templet for at få fjernet sin synd, og lykkes det, må velsignelsen vende tilbage. Rent og urent At Israel blev et stort land skyldes pagtslutninger. Israelittens forhold til jorden blev ligeledes betragtet som en pagt. Til sidst blev landet så stort og folket så mangfoldigt, at fremmede ikke længere var ønsket, de skulle udryddes sammen med deres guder (2 Mos 23,28 ff). Jahve var blevet så mægtig en gud, at der ikke længere var plads til andre guder. I takt med, at folket og landet voksede og man ikke længere ønskede fremmed magt i sit land blev renheds- og urenhedsritualet mere og mere fremtrædende. De dyr og planter etc. man kendte og var fortrolig med blev godtaget som rene. Fremmede dyrearter, ja endog planter blev kategoriseret som urene. Giftermål med fremmede stammer eller folk blev betragtet som tabu-brud eller som brud på de hellige forskrifter. De fremmede blev betragtet som urene. Kvindens menstruationsblod kom også under denne kategori. At blodet blev betragtet som urent kommer af, at blodet indeholder sjælen. Israelitten måtte ikke spise dyrets blod (1 Mos 9,4) fordi blodet indeholder dyrets sjæl og hvis mennesket tog blodet, tog de sjælen fra dyret, det forstyrrede dyrenes liv. Livet skal respekteres, det må godt beskæres, men ikke dræbes. Derfor skulle man også lade blodet sive ned i jorden, når man fangede et vilddyr, for ved at overgive blodet til det hellige sted, giver man det tilbage til livet. Vilddyrene er sjæle, der myldrer ude i den vide verden. Alt har liv, jorden er levende og sten er også levende, de har en sjælelig karakter, derfor kan de modtage et sjæleligt indhold og blive påvirket af sjælenes tilstand. 37 Sila, s

19 Konklusion Hos de gamle israelitter er verdensbilledet kampen for livet mod døden eller kampen mellem liv og død, fordi velsignelseslandet befinder sig mellem dødslandene, ørkenen mod øst, der truer med at udtørre landets kilder og dræne alt for liv, afgrøder o.a. og kun efterlade tørke og efterfølgende hungersnød, hvis den viser sig, men også havet, der omgiver landet, både mod vest, under jorden og over himlen kan oversvømme landet og drukne alt liv, men ikke mindst befinder dødsriget sig under jorden og henter sine ofre, hvad tid det skulle være uden hensyntagen til, om man har udlevet livet. Hvis man er så uheldig at dø midt i livet uden at have udlevet det liv, Gud har skabt, er det ensbetydende med, at man bliver straffet for den synd, man har begået. Er man syg og endda af en alvorlig og dødelig sygdom er det fordi, man har bragt en forbandelse med sig og lovene fordrer, at den forbandede og det vil sige, den syge, fjernes fra det øvrige samfund. I det gamle samfund er der ikke plads til de svage og har man af nød tilranet sig føde er det ligeledes ensbetydende med, at man ikke er velset i samfundet, man har begået en synd, en syndig er syg i sjælen og denne sygdom spreder sig og inficerer det øvrige samfund, så hellere slå det ned inden det breder sig. Dog er man velsignet, hvis man er skånet for sygdom og andre ulykker. Man kan gøre meget for at leve et velsignet liv. Israelitten er sin egen lykkes smed. Israelittens opfattelse er, at en mand er ansvarlig for sine handlinger, og hans handlinger påvirker hans sjæl, derfor er der en række forskrifter, man skal følge og i templet kan man hente velsignelse, hvis der er behov for det. Livet er ordnet og det ordnes ved loven, Gud har givet israelitten loven som en livsopretholdende gave. Når man læser Johs. Pedersens fremstilling af døden i Det gamle Testamente og hvad døden indebærer for israelitten og når man sammenligner Det Nye Testamentes dødsforestillinger er døden ikke længere en forbandelse, men en velsignelse, det er tydeligt fremhævet i Fil 1,21, hvor Paulus i sit brev til filipperne opmuntrer sin menighed og trøster dem med, at for ham drejer det sig om, at livet er Kristus og at døden er en vinding. Det formodes, at Paulus sidder i fængsel, da han skriver til sin menighed, han ved ikke, om han skal leve eller dø, d.v.s. om han overlever eller bliver henrettet. At fastholde, når man står i sit yderste, at livet er så fantastisk en gave, selv med den usikkerhed det også indebærer og ydermere at stå inde for livet, selv i en situation, som det han står i, at livet er Kristus, så har man fået fred i sit indre, man har fundet livets kilde og den er så stærk og så trøsterig, at kun frygten for det onde er tilbage. Livet er så intenst og så boblende, at det kun kan beskrives som, at livet er Kristus, det er en ballast, der vil noget. Og ydermere har han det ekstra i ærmet, hvor han erklærer, at døden er endnu bedre, sin død ser han frem til med glæde, fordi han så er endnu mere i Kristus og at herligheden vil favne ham, når den tid kommer. Småligheden blandt mennesker, der jo hersker så længe menneskene er til og som er så såre menneskelig trods alt, er ikke mere til, kun Guds store favn og styrke der tager imod én, når man forlader denne kødelige verden. Lad os derfra springe ud i projektets tredje delafsnit, det evige liv, to forskellige opfattelser af et evigt liv: 19

20 III - Det evige liv - P. G. Lindhardt og Regin Prenter Indledning Kristendommen har altid været forstået som al anden religion som noget, der havde med liv og død at gøre. Gennem tiden og op gennem kirkehistorien er vægten dog lagt mere og mere på spørgsmålet om evigt liv. Dette blev sat til debat med P. G. Lindhardt, da han, der var professor i kirkehistorie på fakultetet i Århus Universitet havde holdt et foredrag under overskriften Det evige liv i Spørgsmålet om kristendommens syn på det evige liv udløste en voldsom debat i Danmark. P. G. Lindhardt gjorde op med de traditionelle folkelige forestillinger om det evige liv. Regin Prenter, der ligeledes var professor ved Århus Universitet, men i dogmatik, imødegik i sin dogmatik Skabelse og genløsning (2. udgave blev trykt i 1955) P. G. Lindhardt, dog uden at nævne P. G. Lindhardt ved navn. Disse 2 forskellige opfattelser af det evige liv vil efterfølgende blive belyst. Det evige liv P. G. Lindhardt starter sit foredrag med at fortælle om litteratur-professor Carsten Hauch, der i efteråret 1871 var taget til Italien for at tilbringe vinteren dernede, fordi han var svagelig og døende. Om morgenen, når Hauch gjorde sit toilette, kunne hans kone høre ham mumle noget uforståeligt, og udfrittede ham til sidst om, hvad det var, han havde gang i. Til sidst tilstod Hauch, at han var i færd med at genopfriske sit fransk. Han kunne ikke tale engelsk, men fordi han havde hørt, at Shakespeare kunne fransk og han regnede med at ville møde ham på den anden side af dette liv inden alt for længe, ville han lære så meget fransk som muligt for at forberede sig til at kunne tale med sit store idol 38. P. G. Lindhardt bruger denne anekdote til at karikere de folkelige forestillinger om forventningerne til et liv efter døden. Han kommer ikke med argumenter, men gør som det skulle være selvindlysende, hvor latterlige sådanne forestillinger er. En tilsvarende, men ukarikeret forestilling om det evige liv finder man i den grønlandske forfatter Frederik Nielsens Tuumarsi, i hans fortælling om den grønlandske fanger Tuumarsis forsøg på en redningsaktion, da han, under en streng vinter med sultedøden til følge for flere i den lille befolkning i en boplads i Grønland, følte sig tvunget til at forsøge sig ud for at hente hjælp, men undervejs blev han overrasket af en snestorm og faldt i vandet, men reddede sig op. Det lykkedes ham at nå frem til fast is og grave sig ned i sneen for at undgå forfrysninger. Han tabte bevidstheden flere gange og til sidst måtte han se sig nødsaget til at erkende, at han var for afkræftet til nogensinde at komme hjem til sin familie og sine bopladsfæller. Hans kamp for livet var nytteløs, men da han lå på sit yderste havde han et gensyn med sine nu afdøde bopladsfæller, herunder sin søn, som året forinden var omkommet under en storm. Han var ikke selv bange, men følte sig omgivet af en varme, som om han lå i sin seng. Han følte sig mærkværdig rolig. Han dækkede sig igen til med sne, og hans tanker beskæftigede sig nu kun med hans familie. Han bad til Gud om at sørge for familien og overlod dens skæbne i hans hænder. Han bad ikke om hjælp til sig selv, men kun om Guds nærværelse 39. Lige til det sidste var han taknemlig over det liv, Gud havde skænket ham. Han var sikker på, at Gud ville tage godt imod ham (s. 73) og hans sidste tanker var, at han var på vej til Gud, og at 38 P. G. Lindhardt, Det evige liv, Danskerens forlag 1953, s Frederik Nielsen, Tuumarsi, Det grønlandske Selskab, 1980 s. 72, herefter Tuumarsi 20