VEJEN. Indhold: Udgives af: Vejens redaktion: Finn Buhl og Tommy Hansen Copyright: Roskilde Pilgrimsforening

Transkript

1 . 1

2 VEJEN Udgives af: Copyright: Roskilde Pilgrimsforening Artikler og Billeder modtages som vedhæftet fil eller på fremsendt USB-stik. Artikler modtages kun som Word-fil. Billeder modtages kun som jpg- eller tif-fil. Indhold: først og fremmest som information til foreningens medlemmer: Artikler, som ikke omhandler foreningens aktiviteter, og som ønskes optaget i bladet, bør have til formål at fremme og udbrede tanken om pilgrimsvandring som mere end blot moderne oplevelse-turisme. Side 3.Skriften under lup! Side 5..Camino del Norte. Side 9.Enkelthed. Side Portræt af en pilgrim. Side 15 Kyndelmisse Vandring. Side 17...Streger fra vejen. Side 19 Niels Heiberg fortæller. Vejens redaktion: Finn Buhl og Tommy Hansen info@roskildepilgrimsforening.dk Layout og tilrettelægning: Finn Buhl og Tommy Hansen VEJEN udgives og sendes som vedhæftet fil til til foreningens medlemmer. Medlemmer uden modtager bladet som tryksag pr. brev: Næste deadline...1. juni 2013 Nr. 6 udkommer.juli kvartal 2013 Andre, som har relation til pilgrimsbevægelsen, kan modtage bladet, som vedhæftet fil til ved at henvende sig til Roskilde Pilgrimsforening på info@roskildepilgrimsforening.dk 2

3 ********************************************************************************* ********************************************************************************** Om at vandre: Af Finn Buhl Joh. 8.12: Atter talte Jesus til dem og sagde: Jeg er Verdens Lys. Den, der følger Mig, skal aldrig vandre i Mørket, men have Livets Lys. Joh : Jesus sagde til dem: En kort stund endnu er LYSET hos Jer. I skal vandre, mens I har LYSET, for ikke MØRKET skal gribe Jer. Den, der vandrer i MØRKET, ved ikke, hvor han går. Ordet vandre forekommer 58 gange i hhv. GT og NT, hvoraf de 9 gange forekommer i NT: Israelitternes religion var en vandrereligion. Israelitterne var et nomadefolk, som engang havde været fastboende som slaver i Egypten, og som endte med til sidst at slå sig ned i Kanaanæernes land. Her ændrede religionen sig fra at være Israelitternes Gudstjeneste til at blive Judæernes Gudstjeneste og blev dermed forvandlet til Jødedom. Judas stamme var nemlig den største og mest indflydelsesrige stamme af de tolv stammer og bosatte sig i området, syd for sin lille allierede Benjamins område. Jerusalem lå næsten på grænsen mellem de to områder lidt inde i Benjamin. Jos Bibelatlas Det Danske Bibelselskab Da Salomon blev konge og byggede side 31. TEMPLET 1. Kong. 6-7 og 2. Kong. 11 Bibelatlas Danske Bibelselskab side 54, var grænsen blevet rykket, så Jerusalem nu lå inde i Judas område Judæa og sådan forblev det. 1. Kong Krøn. 1-9 Bibelatlas Det Danske Bibelselskab side Det Jesus vandrede konstant: Snart var Han oppe i Galilæa ved Genezaret Sø, snart gik han gennem Samaria eller opholdt sig ved Jordan Floden, og endte til sidst med at vandre ned til Jerusalem, hvor jøderne anklagede Ham for blasfemi i forhold til Jahve deres Gud og utroskab overfor kejseren, så romerne, på grund af det sidste, så sig nødsaget til at korsfæste Ham for oprør. Jesus disciple fortsatte efter Hans død - med at vandre, og deres tilhængere kaldte sig VEJEN Apg ,9 24,14-24,22. Paulus vandrede langt udenfor det område, som nu kaldtes Palæstina, op gennem Lille- Asien, helt op til Makedonien og forkyndte om Ham, som selv havde vandret og sagt: Jeg er VEJEN SANDHEDEN og LIVET!. Paulus led martyrdøden i Rom. Men snart slog VEJEN s Folk sig også ned og dannede menigheder, og allerede kirkefaderen Ignatius, som var biskop i Antiokia fra år 69 til år 107, det år han led martyrdøden i Rom, ved at blive kastet for løverne, bruger i sit brev til Filadelferne kap. 6. vers 1 ordet Kristendom, som den første nogen sinde, og i sit brev til Smyrnerne kap. 8 vers 2 bruger han ordene Den almindelige ( ordret katolske ) Kirke - igen som den allerførste. Ignatius skal selv haft hørt apostlen Johannes tale. Ignatius, var - i kraft af sit hverv som biskop for en menighed - selv fastboende, og var altså den, der 3

4 indførte ordet Kristendom om dét, urmenigheden, som vandrede, kaldte VEJEN. De Kristnes Fællesskab kaldte Ignatius for Den almindelige Kirke. I middelalderen begyndte de kristne så atter at vandre: Målet var Jerusalem, Rom og Santiago de Compostela, og snart vandrede hver fjerde borger på de Europæiske landeveje, enten i troens mangeartede tjeneste, eller og især - som pilgrim for igen at nå frem til TROEN. Denne vandring pilgrimsvandringen standsede brat igen med Reformationen, hvor Luther dikterede, at de troende skulle passe deres arbejde seks dage om ugen og gå i kirke om søndagen. At passe sit arbejde kaldte Luther for hverdagens stille andagt. Og selv blandt katolikkerne ebbede pilgrimsvandringen ud i 15- og 1600-tallet.måske tilskyndet af Europas mange krige, som gjorde det usikkert og risikabelt at vandre på vejene over længere strækninger uden bevæbnet beskyttelse. Nu vandrer mange igen! Især til Santiago de Compostela, for Sankt Jacob, som oprindelig var pilgrimmenes helgen er blevet et ikon for moderne turister med rygsæk og hang til det alternative, og dét at have gået på caminoen er gået hen og er blevet et præstigefyldt trend. Men også pilgrimme vandrer igen på den ældgamle El Camino, og disse pilgrimme har såmænd også indtaget de hjemlige landeveje, og vandrer med ORDET, for TROEN har atter fået fødder at vandre med. Igen lyder ORDET: Jeg er Verdens Lys. Den, der følger Mig skal aldrig vandre i Mørket, men have Livets Lys. : I Roskilde Pilgrimsforening har enhver vandring derfor altid flere andagter: Vi vandrer med ORDET, som selv er LYSET og derfor ved vi, hvor vi går. Tak for ordet! 4

5 En gåtur på skridt fra Frankrig til Verdens Ende på Camino Northe/Camino Costa. 1. del Fra Irun til Laredo. Af Tommy Hansen Indledning: Det er onsdag den 25. april 2012, og klokken er 15.45, flyet til Madrid letter fra Kastrup med forventet ankomst kl , men vi er forsinket så vi lander først omkring klokken Så gælder det om at være hurtig. Flyet til San Sebastian går i den anden ende af terminalen kl Men jeg når det, og kl ankommer jeg til San Sebastian. En taxitur på 10 minutter, og jeg er på hotel Aitana i Irun. Hotel Aitana ligger lige ved grænsen mellem Spanien og Frankrig, så næste morgen er det bare om at stå tidligt op, spise lidt morgenmad, og så lige en lille gåtur over grænsen til Frankrig. Min plan er at gå fra Frankrig til Verdens ende (Fisterre). Jeg har knap 7 uger eller 45 dage før flyet går retur fra Santiago til Danmark, så nu gælder det bare om at være til stede på Caminoen, rense hovedet, og se hvad der sker, jeg tager en dag af gangen, ud over start og hjemrejse er intet planlagt på forhånd. Mine to vandringsture i 2011 på henholdsvis Camino Frances i Spanien og på Via Jacobi i Schweiz gav mig stor lyst til at fortsætte. Jeg overvejede to muligheder for vandring i Enten at gå fra Geneve, hvor jeg sluttede min vandring i efteråret 2011, og videre mod Spanien, eller at gå på Nordruten i Spanien. I julegave fik jeg Henrik Tarps bog. Langs kysten til Santiago de Compostela, det afgjorde sagen. Denne rute byder umiddelbart på alt hvad man kan ønske. Natur så det basker, bjerge, skove, åbne vidder, kyst, strand, vand, små byer, større byer, stilhed, tid til at være alene og tid til at være sammen med andre, men også på udfordringer, op og ned gennem mudder og vand, kulde og varme og af og til lang afstand mellem refugier og overnatningsmuligheder og andre nødvendigheder, og så er der få mennesker på ruten. Men når alt kommer til alt, så er det en del af den store charme ved denne rute. Uge 1 fra 25. april til 29. april: En tur på skridt fra Irun til Deba. Fra Irun går det hurtigt ud i naturen, jeg føler lethed, hvor er det herligt. Men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det nu er den rette årstid jeg har valgt, barometret stod på 8 9 grader da jeg gik ud af Irun, det er vådt og koldt i vejret. Men hurtigt tager naturen og vejen over jeg er på vej. Det går hurtigt opad, sikken en udsigt bagud ned over Irun, havet og bjergene. Og her møder jeg for første gang heste der går frit rundt, og heste med koklokker som på køerne i bjergene i Schweiz. Jeg møder få mennesker, herunder et italiensk par som jeg først ser igen 3-4 uger senere, og derefter mødes jævnligt med indtil afskeden i Santiago. Min første overnatning er i det lille refugium i Pasaje San Juan med udsigt over by og vand, her møder jeg 10 andre pilgrimme (tyskere, amerikaner og franskmænd). Den ene franskmand er på vej fra Santiago, han har gået modsat det flest gør, og er på hjem vej til Frankrig. 5

6 Næste morgen tidligt skal vandet passeres inden den videre færd, så ned til den lille færge og over på den anden side. Vel oppe på bjerget bliver jeg stoppet jeg af en mand, som inviterer indenfor på morgenmad, nogle vil sige det er forsynet, jeg har ikke fået noget at spise, så tilbuddet er som sendt. Det viser sig at være en religiøs sekt som har bosat sig på bjerget, her arbejder de og åbner deres hus op for pilgrimme. Et smagfuldt morgenmåltid og varm kaffe bliver serveret, det bliver indtaget sammen med to tyskere som havde overnattet i huset. Betaling bliver der ikke snakket om, men man kan efter evne give en donation. Den ene af tyskerne, en pensioneret kontormand, møder jeg et par gange den kommende uge på vejen og på et par refugier, og så igen i mod slutningen af turen i Muxia, rent tilfældigt i et supermarked. Dagens vandring leder gennem skøn natur, fra bjerge ned til San Sebastian hvor man kan få sand mellem tæerne, se på havet og folk der surfer, og folk der promenerer. Jeg møder Bill en pensioneret sundhedsarbejder fra USA, vi følges og skilles en del gange i de første uger indtil vi når Oviedo, hvor Bill fortsætter ad Primitivo ruten, og jeg går tilbage og fortsætter ad Nordruten. På 2. dagen overnatter jeg i refugiet i Orio, hvor der er dejlig mad, guitarspil, sang og god stemning hos Rosa. Knæet driller men et nyindkøbt støttebind redder mig. Men halsbetændelse, influenza og feber presser på, og det skulle desværre blive min følgesvend de første to til tre uger på turen. På 3. dagen regner det hele tiden. Møder igen Bill ved frokosttid, vi spiser tapas et hyggeligt lokalt sted, og følges resten af dagen til refugiet i Zumaia. På turen får vi den første snak om sundhedssystemer og verdensopfattelser. Specielt Obamas sundhedsreform bliver vendt. Bill er varm fortaler for denne, men tror ikke på, at den nogensinde vil blive en realitet, da, for som han sagde, hovedparten af den amerikanske befolkning opfatter reformen som ren kommunisme. Næste dag går turen til Deba, midt på dagen møder jeg igen Bill, så snakken om gårsdagens emner fortsætter, mens vi går, nyder naturen og vejen. I Deba møder der os 6

7 en spøjs indretning, en stor udendørs elevator som går fra øverste vej ned til centrum af byen. En venlig dame viser os vej til turistkontoret, her skal vi betale for overnatning i byens refugium, og her får vi udleveret nøglen til refugiet, og så op med elevatoren igen, fordi refugiet ligger stort set ved siden af denne, med skøn udsigt over by, bjerge og kyst. Uge 2 fra 30. april til 6. maj: en tur på skridt fra Deba til Laredo. Endnu en dag i mudder, vand og kulde. Det er ikke fremmende for halsen og feberen. Det trætter. Jeg overnatter i Kloster alberget i Markina, og møder her bl.a. en Hollænder som allerede har været 7 uger undervejs på turen til Santiago. Imponerende. Næste dag er jeg så træt, at jeg vælger at stoppe allerede først på formiddagen. Jeg overvejer mulighederne i byen Bolivar, som jo har sin historie og et museum for Bolivar, som var manden, der omtales som helten, der startede frihedsbevægelsen i Sydamerika. Men det er for tidligt, alt er lukket, så jeg fortsætter op på bjerget til klostret, Monastario de Cenarruza, som ligger der. Selv om det er tidligt, får jeg lov til at tage en seng i brug. Jeg vasker alt tøjet, solen skinner, det er koldt, men godt tørrevejr. Lidt senere kommer Martine som jeg har mødt nogle gange tidligere, hun vil også have en stille dag. Efter et hvil spiser vi fælles frokost på en nærliggende bjergkro. Vores snak er noget specielt, Martine snakker fransk, hvilket jeg kun meget dårligt forstår, jeg snakker engelsk, hvilket Martine kun meget dårligt forstår, men som altid på Caminoen, så går det. Om aftenen kommer to unge spaniere som er på en uges vandretur, så vi bliver fire der overnatter. Efter messen serverer munken suppe og brød, mens han fortæller historier fra klostret. En af historierne er kun en uge gammel, det var om en pilgrim, der troede hun skulle dø, hun var faret vild i bjergene, var faldet i vandet og havde vandret længe forvildet rundt, inden hun meget træt og forkommen kom til klostret hen på aftenen, men der kunne hun ikke åbne porten, så hun sagde til sig selv: min Gud du har forladt mig, du vil ikke lukke mig ind. Og så lagde hun sig ned for at dø. Historien endte lykkeligt, munkene fandt hende og fik hende efter et par dage på ret køl igen. Næste dag går turen til Guernika, hvor jeg overnatter på pilgrimsvandrehjemmet. Byen har en grum historie, det var her, hvor Hitlers fly i 1937, som forsøg eller generalprøve, bombarderede byen sønder og sammen, byen var ubetydelig militærmæssig, men general Franko gav tilladelse hertil. Picassos berømte billede om udåden pryder en stor gavl i byen. Her får jeg en snak med nogle tyskere som selv bringer historien på banen, de fortæller bl.a. om, hvor lidt man lærte om fortiden i Tyskland tidligere. 7

8 Og så dagen efter går det videre til Bilbao, hvor jeg finder en lille pension ved katedralen i den gamle bydel. Et besøg på Guggenheims museum er selvfølgelig også på listen, et imponerende museum. Næste dag går jeg ud af Bilbao, langt ude og oppe på bjerget går jeg forbi refugiet, og videre ned til Djævlens bro. tilbagevejen møder jeg et spansk par som er på eftermiddagstur, de er i bil og tilbyder mig et lift over bjerget efter vildfarelsen siger jeg hurtigt ja tak til tilbuddet. Fremme i byen finder jeg et pensionat ved havnen, og finder en række dejlige tapas steder, livet er jo herligt. Næste dag byder på endnu en meget smuk tur. På vej ud af Castro Urdiales går turen forbi tyrearenaen, hvor refugiet ligger, men jeg er glad for i stedet at have nydt stilheden på mit pensionat, og afslapningen i havnen aftenen før. Jeg overvejer at overnatte i refugiet i Portugalete, men pludselig er jeg langt forbi, og så er det bare om at fortsætte. Men der er langt til næste overnatningsmulighed, og den skal ifølge oplysningerne først åbne nogle dage senere. Så da jeg sidst på dagen endelig kommer til Probena, bliver jeg glædeligt overrasket over at se refugiet åbent. Det viser sig at de har årets første åbningsdag lidt tidligere end oprindeligt planlagt. Så jeg er nr. 2 pilgrim i år. Den 1. pilgrim er Milan fra Slovenien. Han er på en hurtig tur til Santiago, hans tidsplan er stram, så han skal gå mellem 40 og 50 km om dagen for at nå det. Vi har en hyggelig snak og får på østeuropæisk maner hilst på hinanden, dog ikke med vodka, men med Veterano, som jo er det man drikker i Spanien. Vel fremme i Laredo, som igen er en smukt beliggende by, finder jeg herberget Franciscanas Misioneras de la Madre del Divinio Pastor, her får jeg af nonnen tildelt et dobbeltværelse. Nonnen opfordrer mig til at gå til aftenens koncert i kirken. Så det gør jeg selvfølgelig. Turen fra Probena er helt enorm skøn, sikken en natur, og man går helt tæt på vandet, men oppe på klipperne. På vejen mod Castro Urdiales farer jeg vild pludselig slutter stien. Et stort skilt med Fare, gå ikke videre står pludselig foran mig. Så lang vej retur, på Tommy Hansen fortæller videre i næste nummer, hvor turen fortsætter fra Laredo til Vega de Sariego. 8

9 Enkelthed! Af Finn Buhl Vi fortsætter vores gennemgang af De Syv Pilgrimsord : Denne gang omhandler det ENKELTHED ENKELTHED er det pilgrimsord langt de fleste pilgrimme har en følelse af at kunne leve op til: ENKELTHED er den umiddelbare modsætning til dagliglivets ofte komplicerede indhold. Samfundet har lige fra de spædeste samfundsdannelser af bygget på uskrevne regler, men efterhånden, som samfundet begyndte at bestå af flere små enheder, som sluttede sig sammen, blev de uskrevne regler suppleret med skrevne regler. I vort moderne, højteknologiske samfund er der regler for stort set alt: Færdselsregler på gader og veje, skatteregler, regnskabsregler for offentlige og private virksomheder, overenskomster for arbejdsmarkedet, regler for modtagelse af arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge, bistandshjælp, børnestilskud, pensionsregler, regler for udlejning af boliger, regler for huslejetilskud, regler for fradrag på gæld i egen bolig, regler for opstilling til demokratiske valg, regler for afvikling af demokratiske valg, og man kunne blive ved.ja, der er sågar regler for, hvornår religiøse samfund betragtes som religiøse samfund. Altså: regler, regler og atter regler..love, love og love i tusindvis, med kilometervis af undtagelser til enkeltparagraffer, for at undgå huller i lovene, samt cirkulærer og bekendtgørelser så selv jurister kan strides om, hvad der er ret, og hvad der ikke er ret. I dette komplicerede samfund er længslen efter ENKELTHED derfor en naturlig længsel: Dét opnås umiddelbart på en pilgrimsvandring. Her pakkes hele ens liv ned i en rygsæk. Der er nemlig en helt naturlig grænse for, hvor meget et menneske almindelig af statur, uden særlig fysisk træning kan bære, når det skal vandre i gennemsnit km. pr. dag i flere uger i uvant, til tider hårdt terræn, selvom Camino Francés, og de andre caminoer efterhånden er blevet meget civiliseret. Endvidere bliver selve hverdagen på en pilgrimsvandring uhyre ENKELT: Man står op om morgenen, og dagens program indeholder kun tre ting. Punkt 1. Vandring x- antal km. mod næste herberg. Punkt 2. Sørge for at få tilstrækkeligt at spise og drikke i løbet af dagen. Punkt 3. Sikre sig en seng at sove i til næste morgen. Så enkelt og ligetil bliver livet på en pilgrimsvandring, og så skulle man tro, man havde opnået ENKELTHED! Men nej!...hvis ikke denne meget enkle tilværelse på det fysiske plan også smitter af på vores SIND, har vi endnu ikke opnået den fulde ENKELTHED!: Vi mennesker er fyldt med alle mulige tanker og ideer: Politik etik moral filosofi litteratur popmusik idoler og religiøse forestillinger.og helst ikke bundet alt for meget til de faste konfessioner. Vores hjerne er ét mylder af alt muligt, og dette mylder har det med at blive FORSTÆRKET under påvirkning af de mange indtryk en pilgrimsvandring byder på. Mange pilgrimme bliver derfor forvirrede, nærmest opspeedede og maniske. Men det burde være det modsatte, der sker på en pilgrimsvandring: Pilgrimmen burde blive fyldt med ro, betænksomhed og afklarethed. For når vandringens enkelthed, og nøjsomheden mht. hvad dagens påklædning skal være, når mad og drikke kun indtages efter behov, når man er frigjorthed fra aftaler ikke har mulighed surfing på Internettet, tjat på Facebook ikke modtager ustandselige opringninger og sms ér på mobilen, samt at dagens største problem blot er en seng at sove i, så burde denne enkelthed også smitte af på alle vores tanker og ideer, således at dét ene, som gør 9

10 vandringen til en pilgrimsvandring, DÉT der gør fortællingen om Jesus Kristus til EVANGELIE, dét bliver DET ENESTE vores sind koncentrerer og koncentrerer sig om: Nemlig:. Jesus, Kristus er OPSTANDEN..ja, Han er sandelig OPSTANDEN! For var Jesus ikke opstået fra De Døde, havde Han kun været en profet og ikke Guds Søn. Den sandhed bør blive vores mantra, når vi vandrer! Kun.når vores SIND bliver lige så enkelt, som det praktiske liv under vandringen, har vi opnået den fulde ENKELTHED: Dét sker først, når sindet spejler sig i legemets enkelthed, og tager farve deraf; så opstår Det Hele Menneskes ENKELTHED. Så lever vi, som Jesus prædikede: Et nyt bud giver Jeg Jer. I skal elske hinanden. Som Jeg har elsket Jer, skal også I elske hinanden. Joh

11 Portræt af en pilgrim Af Finn Buhl Formanden for Roskilde Pilgrimsforening har været ude med "den nysgerrige mikrofon" og fanget ét af vores meget vandrende medlemmer Tommy Hansen. Tommy Hansen vil være kendt af VEJEN s læsere, idet Tommy i nr. 1-2 og 3 fortalte om sine oplevelser på en vandring tværs gennem Schweiz. Tommy Hansen er - som pensionist - startet op på en moduluddannelse, som journalist, så det har været oplagt, at invitere Tommy ind og blive en del af VEJEN s redaktion, hvilket Tommy har sagt "JA!" til. Vi håber på mange spændende reportager fra Tommys hånd. Nedenfor fortæller Tommy Hansen om sig selv og sine holdninger. "Selvportræt" af Tommy Hansen ude på Camino del Norte Finn Buhl: Hvad fik dig til at vandre på Caminoen? Tommy Hansen: I rigtig mange år har jeg holdt sommerferie i Schweiz sammen med min familie. Og i Schweiz har jeg været på rigtig mange endagsvandringer, men aldrig vandringer over flere dage. Som tiden gik, blev det et større og større ønske for mig at komme på en lang vandring. Så da jeg blev pensionsramt, efter et langt arbejdsliv, der trak og fyldte utroligt meget, fik jeg hurtigt tanken: Jeg vil på en lang vandring. Men jeg vidste også, at det skulle være en vandring under såkaldt ordnede forhold, dvs. ikke en vandring i den norske vildmark, hvor kravene til oppakning er noget større end på Caminoen. For nogle år siden var jeg med familien på bilferie i Spanien og var også nogle dage i Santiago og ved Finisterra. Her så vi for første gang disse mærkværdige mennesker, der ustandseligt dukkede op på vejen. Med rygsæk på kom de vandrende fra alle steder. 11

12 Hvor skulle de hen? Og hvorfor gik de her i varmen? Her blev nysgerrigheden og interessen for Caminoen vakt første gang. Finn Buhl: Hvorfor var Camino Francés ikke nok for dig? Tommy Hansen: Jeg valgte Camino Francés som den første tur i foråret 2011, fordi jeg havde hørt, at det var den nemmeste at starte ud på. Jeg havde aldrig før gået langt og aldrig med rygsæk. Og min form var ikke noget at snakke om. Så jeg vidste ikke, om jeg kun klarede en formiddag, to dage, en uge eller mere. Mit udgangspunkt for turen var derfor at starte i Pamplona og så se, hvad det blev til. Og det blev så til Santiago. Da jeg startede i Pamplona, havde jeg ikke taget stilling til, om jeg ville gå fra Pamplona, eller om jeg ville tage bussen over Pyrenæerne og starte derfra. Men pludselig var fødderne på vej ud af Pamplona. Så fødderne bestemte fra starten, og sådan blev det på hele turen. Da jeg kom hjem til Roskilde, gik jeg og manglede noget. Jeg syntes ikke, jeg var færdig med at gå. Mit hoved var blevet rigtig godt tømt på turen, og jeg havde mødt rigtig mange dejlige mennesker. Men turen fra Pamplona til Santiago var ikke nok. Så efter hjemkomsten tog jeg med Dansk Vandrelag på en vandretur på Gudernes Stræde, og der snakkede jeg med turlederen, som fortalte, at han ugen efter skulle ad en vandrerute fra München til Venedig i Italien. Jeg gik straks hjem og søgte på nettet og stødte så der på Via Jacobi, som er den del af Caminoen, der går gennem Schweiz. Jeg vidste, at Schweiz var et godt vandreland, men også at det går meget op og ned. Jeg vågede pelsen og tog af sted igen i august måned. Igen var min holdning til turen, at jeg ville tage én dag ad gangen, og se hvor langt det kunne bære. Og det bar gennem hele Schweiz, billedskønt og hårdt. Med de to ture på en sommer i bagagen følte jeg, at jeg kunne klare alt. Så jeg tænkte på, at turen i 2012 skulle gå videre fra Geneve i Schweiz og gennem Frankrig til Spanien. Men julegaven var en bog om Nordruten, og det trak pludseligt mere. På Camino del Norte så det ud, som om der var det hele; bjerge, kyst, strande, spansk mad, refugier, ensomhed og fællesskab og meget mere. Så det blev ruten i foråret Turen gik fra Irun ved den franske grænse og til Santiago, videre til Muxia og igen videre til Finisterre. Jeg ville ønske, at alle, der stopper efter et langt arbejdsliv, som noget af det første, ville tage en lang vandring. Det tømmer hovedet og lærer én at komme ned i tempo på en rigtig god måde. Herberget i Güemes på Camino del Norte - foto: Tommy Hansen. 12

13 Finn Buhl: Hvilke andre ture har du gået, og hvorfor valgte du lige netop dem? Tommy Hansen: Jeg har gået tre ture i alt. Den første på Camino Francés fra Pamplona til Santiago i foråret Den anden tur på Via Jacobi fra Rorschach ved Bodensøen til Geneve i efteråret Og den tredje i foråret 2012 på Camino Norte fra Irun til Santiago, videre til Muxia og igen videre til Finisterre. Jeg valgte Camino Francés, fordi alle råd lød på, at det var den mest oplagte til første rute. Via Jacobi valgte jeg, fordi min oprindelige drøm har været en lang gåtur i Schweiz, et land jeg aldrig vil kunne få nok af, men samtidig et land, som er utroligt bakket. Det går op og ned, når man går. Så her var det drømmen og udfordringen, der trak. Jeg valgte Nordruten, fordi den har alt det, man kan ønske sig af en vandrerute. Natur så det basker, bjerge, marker, vidder, kyst, strand, byer, fiskerbyer, stilhed, ensomhed, tid til at være hvor man er, fællesskab og mennesker. Finn Buhl: Hvordan opfatter du begrebet "pilgrim"? Tommy Hansen: I bund og grund har jeg ikke det store forhold til begrebet. For mig er de, der går over markerne en pilgrim, den fremmede man møder er en pilgrim, og de, der går på pilgrimsvejene og kalder sig en pilgrim, er en pilgrim. Og når man går på pilgrimsruterne, er det for mig naturligt at kalde sig pilgrim. Ser man på selve ordet pilgrim, så stammer det oprindeligt fra det latinske ord peregrini, som betyder, de der går mellem markerne. Ordet er sammensat af per og agri, som betyder ager eller mark. Romerne kaldte sig cives Romani, eller borgere af Rom, mens alle andre kaldte de peregrini, hvilket bedst kan oversættes med fremmede. Ordet perigrinus kan også oversættes med, den der kommer fra udlandet eller den fremmede. Med tiden har ordet i kristendommen fået en anden betydning, men for mig rykker det ikke ved den oprindelige betydning. Finn Buhl: Lever Roskilde Pilgrimsforening op til dine begreber om at være pilgrim, og det at vandre pilgrimsvandring? Tommy Hansen: Jeg har ikke haft specielle forventninger til Roskilde Pilgrimsforening. Før min første vandring undersøgte jeg markedet og fandt frem til Roskilde Pilgrimsforening og Santiagoforeningen. Og gennem begge foreninger fik jeg et godt grundlag forud for første vandring. Og så er det jo en hyggelig forening at være medlem af. Finn Buhl: Hvilke forhold har du til de andagter, der bliver holdt ude på vores vandringer? Tommy Hansen: Mit forhold til andagter i det hele taget er rimeligt afslappet. Når en andagt er en del af et arrangement, deltager jeg i den. Alternativt må valget være ikke at deltage i et arrangement. Når jeg går på de lange vandringer, falder jeg ind i en kirke, når muligheden og benene siger, det er tiden, men i dagligdagen er jeg ikke kirkegænger. Finn Buhl: Hvordan har du det med, at vi "altid" synger, og at det tit er formandens egne sange, vi ofte synger? Tommy Hansen: Grundlæggende er jeg ikke én, der synger. Jeg er derfor ikke den rigtige at spørge om dette. Men jeg har intet imod, at folk synger, det de har lyst til at synge. Finn Buhl: Er fællesspisningerne efter vandringerne med til at styrke fællesskabet mellem pilgrimmene, eller er de for "omklamrende"? Tommy Hansen: Fællesspisning er altid en god ide. Og efter en vandretur kan det være med til at give en god afrunding. Når man går på Caminoen, er det også altid hyggeligt, hvis man har nogen at dele måltidet med ved dagens afslutning. Det er stort set altid muligt 13

14 på Camino Francés, men på de øvrige ture har det kun sporadisk været muligt, og det var en af manglerne ved disse. Finn Buhl: Hvilke ideer har du, som kan udvikle Roskilde Pilgrimsforening i den retning, du ønsker? Tommy Hansen: Jeg har oplevet foreningen som rummelig og fyldt med rare mennesker. Mit ønske er, at foreningen fortsat er rummelig, og at den har plads til alle, der har lyst til og interesse i vandringer. Og at foreningen fortsat vil medvirke til at sende førstegangspilgrimme af sted på en god måde. Finn Buhl: Hvad er dine vandreplaner for fremtiden? Tommy Hansen: Jeg har planer, men endnu ingen konkrete planer, om at fortsætte min tur fra Schweiz, hvor jeg sluttede i Geneve i Jeg har et ønske om at fortsætte gennem Frankrig på Via Gebennensis og Via Podiensis, men også der går det meget op og ned, så jeg må se, om det kan bære i efteråret En ultimativ drøm er at kunne binde hele Caminoen sammen, fra Roskilde til Tyskland, gennem Tyskland til Schweiz, gennem Schweiz til Frankrig, gennem Frankrig til Spanien og endelig gennem Spanien til Finisterre. En del af drømmen er på plads, måske kommer resten engang. Men ellers gør det jo ikke noget bare at have drømme. Drømmen er jo hjernens legeplads. Brinzerwiller Pilgerherberge i Schweiz - foto: Tommy Hansen Finn Buhl: Tommy!...Det var rigtig spændende at høre om, hvordan du kom i gang med at vandre, om dine overvejelser om begrebet "pilgrim", dine holdninger til det religiøse og endelig dine forsatte planer og drømme. Og...én ting kan jeg love dig: Der vil altid være plads til alle holdninger og rum til enhver, som vil fortælle og skrive om lige netop dét, vedkommende brænder for, samt mulighed for og hjælp til de eller dem, som gerne vil lave en vandring et bestemt sted. Kun sådan vedbliver foreningen at være en levende forening. Endnu en gang tak, fordi du ville være med til at tegne et "portræt af en pilgrim". 14

15 Kyndelmissevandring lørdag den 2. februar 2013 Af Ole Danielsen Årets første og måske også koldeste vandring er Kyndelmissevandringen, som er en indvarsling om lysets komme. Vandringen er den første af årets mange pilgrimsvandringer i Roskilde Pilgrimsforening. Vandringen starter i Kornerup og går over mark, gennem skov og langs fjorden til Roskilde, hvor en lysandagt i Sankt Ibs Kirke afrunder turen, inden afslutningen med hyggeligt samvær i Duebrødre Kloster. Omkring 40 friske Pilgrimme mødtes på Roskilde Busterminal for at deltage i dette års første vandring: Kyndelmissevandringen. Vi fyldte godt i bussen mod Kornerup, og mange kunne købe sig ind på klippekort, som forudseende pilgrimme havde indkøbt til lejligheden. Fra landevejen vandrede vi et par kilometer til Kornerup Kirke. Himlen var overskyet, og det kunne se ud til nedbør af både den ene og den anden slags. Temperaturen omkring de nul grader var frisk og godt vandrevejr. Den lille hyggelige Kornerup Kirke, efter sigende landets mindste med spir, tog venligt imod os. Foreningens Formand holdt lægmands andagt og læste fra Skabelsesberetningen blandt andet om Lys og Mørke. Lidt efter kl. 13 var vi parate til at fortsætte vandringen mod Boserup Skov. Blå himmel og sollys begyndte at titte frem og snart kunne vi mærke solens varme i kinderne. Ad Skjoldungestien gik det lidt zigzag for at undgå de bløde og smattede steder, men dejligt at vandre i Caminolignende natur. Ved indgangen til Boserup Skov blev det tid til en kop varm kaffe og en bid brød, som jo smager ekstra godt efter lidt fysisk aktivitet og indtaget i den friske luft. 15

16 Langs med Fjorden og gennem Kællingehaven og forbi Vikingeskibene gik det nu til Sankt Ibs Kirkeruin, og mens mørket så småt faldt på indtog vi det kolde kirkerum med hvert vores tændte stearinlys og en stemning af Lys Messe. Vi vandrede videre gennem skoven, hvor det visse steder var ganske glat og det var nødvendigt at koncentrere sig og gå forsigtigt. Præst Ulla-Britt holdt andagt og stod for uddeling af diplomer for udført Kyndelmisse Vandring. Kulden var sivet ind gennem både overtøj og fødder og alle længtes efter at komme ind i varmen og glædede sig til den forestående fællesspisning. Med den smukkeste udsigt over Roskilde Fjord, med åbent vand ved bredden og is lidt længere ude, holdt vi endnu en kaffepause i det skønneste solskin. Så humøret var i top da vi trådte ind i Duebrødre Kloster, hvor frivillige havde dækket et festligt bord med farvede duge og servietter m.v. Efter Mad Sang kunne vi så prøve en anderledes menu end tidligere, nu fra Det Sunde Køkken, som tilsyneladende faldt i alles smag. En stor tak til Foreningen formanden og de frivillige for et godt arrangement og en dejlig vandrerdag 16

17 Af Finn Buhl Hans-Jørgen Lykkeboe har tidligere tegnet ude på vores vandringer: Ved vores nylig afholdte Kyndelmisse Vandring blev det igen til adskillige skitser, som på nænsom måde viser de steder og de landskaber vi er gået igennem: Nyd Hans-Jørgens Lykkeboes streger fra vejen. 17

18 18

19 En pilgrimsvandring fra Viborg til Santiago de Compastela af Niels Heiberg Niels Heiberg vil være kendt af de fleste medlemmer i Roskilde Pilgrimsforening: Niels arrangerer hvert år foreningens "Forårsvandring", og Niels har indtil videre hvert år været den håndfaste ordstyrer ved foreningens generalforsamling. Nedenfor fortæller Niels Heiberg om sin drøm om at komme på pilgrimsvandring, om hvordan drømmen "fik ben at gå på", og om "hullet", han så småt er ved at få lukket. Indledning: I 1992 læste jeg i dagbladet Politiken en kronik om pilgrimsvandring på caminoen: Denne kronik fangede mig lige med det samme. Den omhandlede en ukendte længsel og sagde mig, at det var lige mig. Efter at havde læst den, talte jeg med min hustru om at gå turen. Da jeg ikke havde noget større kendskab til caminoen og Spanien, mente jeg, at det var nok bedst at gå sammen med en anden: Jeg spurgte min bedste ven, om han ville med på en vandretur i Spanien. Han kikkede på mig med store øjne og sagde, om jeg virkelig mente det. Da jeg bekræftede, svarede han: "Glem det". Det var ikke noget for ham. Så jeg slog mig til tåls med det, og tiden gik. En forening dukker op: "Den der venter på noget godt, kan vente længe". I 2005 så min hustru en annonce i "Roskilde Avis", hvor man indkaldte til en stiftende generalforsamling for en pilgrimsforening. Det var lige det, jeg havde ventet på i alle årene. Det fortalte mig også, at jeg ikke var alene om at have denne længsel efter ligesindede. Generalforsamlingen blev afholdt og Roskilde Pilgrimsforening blev stiftet. Jeg har været aktiv i foreningen igennem alle årene: Da foreningen var stiftet, blev der afholdt mange foredrag om pilgrimsvandringer, så jeg var meget opsat på at komme ud at vandre. Jeg var klar rent fysisk til at gå på caminoen, men mentalt var jeg slet ikke klar, så det kunne ikke blive i 2005,men måske i Endelig afsted: Det blev jul 2005 og i gave fik jeg af mine børn pilgrimsvandernes bibel "The Road to Santiago", så nu fangede bordet: Købte en roundtrip billet til Pamplona med hjemrejse fra Compostela: Så var det bare at komme i gang med planlægningen. Købte Henriks Tarps bog og benyttede "The Roads to Santiago" s kort. Det var helt fint. Gik slavisk efter Henrik Tarps bog, indtil jeg sagde til mig selv, at han ikke skulle bestemme, hvor lange mine dagsmarcher skulle være. Herefter afstemte jeg mine dage alt efter, hvem jeg gik sammen med: Startede i Pamplona den 28.maj 2006 og var i Santiago 19

20 den 22 juni Jeg var altså 26 dage om at gå 706 km. En utrolig stor oplevelse. Efter hjemkomsten og alle indtrykkene havde sat sig, fødtes tanken om at gå hele vejen fra Viborg Domkirke til Santiago de Compastela. Også af alle dem jeg havde mødt, som var gået langvejs fra, gjorde at lysten var der. Jeg begyndte derfor at planlægge, hvorledes jeg skulle komme fra Viborg til Pamplona. Jeg fik som gave bogen "Pilgrimsvejene til Santiago de Compostela" af Flemming Holm Larsen, hvor han anbefaler turen fra den gamle pilgrims by Le Puy. Den skulle være den mest spændende. kontaktede en af foreningens medlemmer, som havde gået hele turen fra Viborg til Santiago, nemlig Steen Vedby. Han var meget behjælpelig med nogle Links, så jeg kunne bestille kortbøgerne på nettet til rute GR 65, men da deres hjemmesider altid kun er på Fransk, fik jeg en kollega, der var udi det Franske til at bestille dem for mig. Jeg drog af sted den 15 juni 2008, hvor jeg landede Lyon, efter en lille sviptur over Brüssel og videre med tog til Le Puy. Den Danske Klosterrute: I 2007 fyldt jeg 60 år, så jeg havde besluttet at blive hjemme. Jeg fik en boggave af mine kollegaer til min fødselsdag, nemlig "Den Danske Klosterrute fra Ribe til Viborg". Jeg besluttede, at den tur skulle jeg absolut gå. Det var en fantastisk tur på 400 km, hvor jeg kom hele vejen over Foldingbro til Vejen, over Egtved til Jelling, videre til Nørre Snede, Gammel Ry, Silkeborg, Kongens bro, Bjerringbro, videre til Ørum, for at slutte i Viborg. Det var en oplevelsesrig tur, men den var meget svær at gå, da der ikke var nogen vejvisning af ruten: Jeg skulle hele tiden forholde mig til beskrivelsen i bogen. Den største oplevelse var nok at opleve vandskellet ved Skjern Å og Gudenåens udspring, som er der, hvor Skjern Å løber mod vest, og Gudenåen løber mod Øst. Afstanden mellem de to kilder er kun få hundrede meter. På dette tidspunkt var der ikke oprettet herberger på hærvejen, så det var campingpladser, Bed & Break fast, og vandrehjem. Efter ankomst til Le Puy og udsendelse på vandringen fra Katedralen om morgen af alle pilgrimmene, begyndte den lange vandring: Det var en utrolig stor oplevelse at gå på de massive bjerge i det centrale Frankrig, samt langs de store floder. Her fik jeg revideret min opfattelse af Franskmænd: De er utroligt hjælpsomme og ved ikke alt det gode, de kan hjælpe med Turen fra Le Puy: Nu var turen kommet til at planlægge vandringen i 2008 fra Le Puy til Pamplona: I alt 806 km. Søgte på nettet efter kortmateriale, men fandt intet, så jeg 20

21 Blev introduceret for en Schweizer Peter Rauber, som var nogenlunde jævnaldrende. Han var startet i Figeac. Vi talte sammen og aftalte, at vi gik over Pyrenæerne sammen næste morgen: Det var en regnfuld dag. Vi gik skiftevis Peter eller mig forrest: Når det gik opad, gik jeg fra ham. Vi nåede Ronceswalles efter ca. 6.timer, hvor vi fik seng Nr. 1 & 2. Efter et par dage var vi i Pamplona. Peter tog bussen hjem. Jeg tog med fly til Danmark. Alt i alt tog turen 28 dage. Mere om Peter senere. Der var stadig et "hul", som skulle lukkes: Jeg havde mange betænkeligheder om, hvordan jeg kom over Pyrenæerne. Havde planlagt at ankomme en mandag, så alt ræset var overstået med alle dem, der skulle starte i weekenden. Ankom til San Jean Piet de Port om eftermiddagen, indlogerede mig på Gite d Espagne. Kikkede op på Pyrenæerne og sagde til mig selv: "Hvordan kan sådan et par knolde hindre mig. Jeg har allerede 740 km i benene". Så i 2009 kom næste kapitel, hvor jeg skulle forbinde Le Puy med Schweiz. Valgte at starte i Basel grundet, at der var flyforbindelse dertil fra Danmark, dog via Heathrow. Søgte på Google efter kortmateriale: Der var dog ikke meget hjælp at finde. Havde talt tidligere med Steen Vedsby igen, som fortalt, at han havde købt et kort på en tankstation, som han gik efter. Jeg skrev til Peter Rauber, om han kunne hjælpe mig med kort overnatningsmuligheder med mere. Jeg havde beskrevet min rute, som jeg mente, var den rette vej. Peter var meget behjælpelig med kortmateriale og overnatningsmuligheder, som han sendte til mig. Første del af "hullet" lukkes: Ankom til Basel den 18 maj 2009, hvor jeg boede på et hostel den første nat. Tre dage senere var jeg i Solothurm, hvor Peter og hans hustru Elisabeth bor. Spiste aftensmad hjemme hos dem. Fortsatte videre mod Geneve, hvor jeg gik ind i Frankrig. Gik 8 dage i Schweiz og 12 dage i Frankrig i alt 603 km. 21

22 Problemer: Året 2010 var et for mig et ikke så godt år for pilgrimsvandring, idet jeg fik konstateret åreforkalkning i venstre ben, som gjorde, at det at vandre er meget smertefuld. Så der blev ingen lange ture i dette år. På vandring med "haremmet": Året 2011 var lidt anderledes i forhold til min plan om at gå fra Viborg til Compastela: Jeg havde lovet at gå en camino med Helga, Birte Pia og Pearl, også kaldet mit harem. Vi gik fra Leon til Santiago og havde en vidunderlig tur. Ud for at lukke "hullet" permanent: Pilgrimsvandringen for 2012 havde jeg besluttet skulle starte i Ribe og så ellers sydover så langt, jeg kunne gå på ca. 20 dage. Mit slutmål skulle med tiden være Basel: Dette ville nok tage 3 år..!!!!! I 2012 Fra Kruså til Celle: I Tyskland er der 6000 km. opmærket "Jacobs Wege". De veje, jeg benyttede, var: 1. "Via Jutlandia", som går fra Kruså til Glückstadt og "Via Scandinavica", som går fra Rødby til Lübeck og videre til Göttingen. Det var det overordnede: Men hvor fandt jeg nogle kort, som jeg kunne gå efter med oplysninger om afstande overnatningsmuligheder? Fandt nogle på nettet. Bestilte også kort over fernwege, som der er 6 af i hele Tyskland, som kunne bruges til alternativ. Manglede rutebeskrivelser fra Lübeck til Göttingen. I min kvide skrev jeg til Bent Jul, som jeg vidste havde en stor viden om pilgrimsvandring i Tyskland. Han svarede resolut og positivt, og var parat til at hjælpe mig med fornødne kort og informationer. Jeg aftalte med Bent, at han skulle komme forbi mit kontor i Roskilde næste gang, han skulle til København. Bent Juel kom og havde nyudgivne kortbøger med om strækningen "Lübeck -Göttingen". Vi snakkede om de forskellige veje, man kan gå, men blev enige om, at det nok var bedst, at jeg fulgte "Via Jutlandia" til Schleswig og videre til Eckenförde mod Löebeck: En stor tak til Bent Jul. Niels Heiberg fortsætter sin beretning i næste nummer: Her vil han fortælle om "Pilgrimsvandring på Jacobsweg i Tyskland fra Kruså til Celle". 22

23 Vil du godt på vej så læs bøger fra Bøger på Vej! Pris 150,00 kr. plus forsendelse: Sangbogen indeholder 30 pilgrimssalmer og sange, med detaljerede kommentarer og billeder fra pilgrimsvandringer i ind og udland. Salmer og sange er på kendte melodier. Der er noder til de få sange, som er nykomponeret. Pris 150,00 kr. plus forsendelse: Bogen er opdelt i to dele: Første del indeholder en fyldestgørende indføring i den kristne tros grundbegreber. Anden del introducerer derpå en fyldestgørende vejledning i Den Recitative Meditation, som er verdens ældste meditationsmetode, nænsomt omplantet til Evangelist-Luthersk Kristendom. Bagerst i bogen er en anvisning på, hvordan man selv kan binde sin Evangelie-Krans. Evangelie-Kranse i forskellige variationer: Pris 175,00 kr. plus forsendelse. Bog og Evangelie-Krans : Pris 300,00 kr. plus forsendelse. Pris 150,00 kr. plus forsendelse: En håndbog for lægfolk, der ikke vil snyde de øvrige pilgrimme for en andagt ude på vandringen. Bogen indeholder anvisninger på forskellige former for udendørsandagter, og andagter i de kirker, som beredvilligt stilles til rådighed for pilgrimmene, når den lokale præst er forhindret i at deltage. Endvidere indeholder bogen tre praktiske bønner til stille stunder ude på vandringen, samt tretten små kontemplationer, som kan bruges til egen eftertanke, eller som ord til eftertanke for pilgrimmene under vandringen. Pris 75,00 kr. plus forsendelsesomkostninger: En bog om pilgrimsvandringens MÅL, set med protestantismens briller : Bogen er ikke stor, men det er indholdet til gengæld. Protestanter har ikke et geografisk pilgrimsmål, men søger konsekvensen i ORDET og finder gennem ORDET hjem: At knæle foran Guds og LAMMETS trone er det ultimative MÅL. Alle bøger er i handy A5-format med lamineret for- og bagside og spiral-ryg. Se mere om hver enkelt bog på: eller skriv til: buhl@compaqnet.dk 23

24 24