Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 13. april 2014 Palmesøndag Markus 14,3-9 Salmer: ,

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 13. april 2014 Palmesøndag Markus 14,3-9 Salmer: , Epistlen skriver apostlen Paulus til filipperne: I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære. Fil 2,5-11 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden:»hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.«og de overfusede hende. Men Jesus sagde:»lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«mark 14,3-9 God morgen i dag Palmesøndag handler det om ødselhed en guddommeligt rundhåndet ødselhed, der overgår al forstand og overskrider alle normer. En kvinde, der hælder parfume for en formue ud over Jesus. En kvinde der ofrer alt, på den Guds søn, der langfredag ødsler sig eget liv og kærlighed ud over dit og mit liv. Uden sikker viden uden at vide, om det hele er spildt. Og så en praktisk bemærkning: Vi står op og synger og sidder ned, når vi lytter til læsninger fra bibelen Babettes gæstebud, kan I huske Karen Blixens historie, som Gabriel Axel omsatte til en vidunderlig film? Den franske kvinde Babette, der pludselig dukker op hos de to kristeligt set yderst tilknappede præstedøtre, to gammeljomfruer der har fulgt deres fars 1

2 strenge bud og sagt nej til kærligheden for i stedet at vie hele deres liv til Gud og menigheden og næstekærlighedens tjeneste. I 15 år er Babette hos dem, arbejder gratis for dem, bliver en del af det lille pietistiske samfund, hvor sparsommelighed og nøjsomhed er en dyd. Den eneste forbindelse, Babette har til sit hjemland Frankrig, er en lotteriseddel; en dag får hun besked om, at hun har vundet. Hun be r de to søstre om lov til at invitere alle i det lille samfund på en middag, som hun derefter går i gang med at kreere efter alle den franske madkunst forskrifter. Da søstrene opdager, hvilket overdådigt festmåltid Babette planlægger at servere, kalder de menigheden sammen og aftaler, at uanset hvad der sker, så vil de ikke fortrække en mine eller sige et ord, når denne ukristelige overflod bliver sat på bordet. Imidlertid kommer en svensk militærmand, der i sin ungdom sværmede for den ene af søstrene, på besøg, og han ved intet om denne aftale, så han roser og lovpriser de fantastiske retter til skyerne, mens de sortklædte skikkelser om bordet spiser i tavshed. Dog, da vinene, som de pligtskyldigt smager på, begynder at gøre deres virkning, bløder de langsomt op, stemningen om bordet stiger, og gammelt nag forsvinder; dog uden at et eneste rosende ord om maden siges til Babette. Dagen efter forventer de to søstre, at Babette, nu da hun er kommet til penge, vil rejse tilbage til Frankrig, men, viser det sig, Babette bliver, hun har brugt hver en klink på dette ene overdådige måltid. Hun har givet alt og ejer igen intet som helst. --- Se, når jeg genfortæller Babettes gæstebud, så skyldes det, at Babette for mig er i slægt med den ukendte kvinde, der nærmest ud af intet dukker op i Simon den spedalskes hus og målrettet går hen til Jesus, bryder sin fine alabastkrukkes forsegling og hælder den fantastisk velduftende nardusolie ud over Jesu hoved. For da Simon og de andre gode mænd omkring bordet kommer sig over chokket, ikke blot over, at denne fremmede kvinde vover at trænge sig på, og bare sådan uden videre vader ind i Simons hus, men i særdelehed, da de genkender duften, den yderst sjældne duft af nardusolie, som ingen almindelige mennesker har råd til, endsige kan drømme om at øse så ugudeligt ødselt ud af. Da de endelig får mund og mæle, er det vreden og forargelsen, der får ordet. 2

3 For hvad er det her for noget svineri 300 denarer kunne denne olie være solgt for og her er det værd at bemærke, at én denar svarer til en dagsløn, for en almindelig arbejder, så vi er tæt på en årsløn vi forstår forargelsen ikke engang på Noma eller de andre Michelinstjernerestauranter koster luksusmenuen med tilhørende vine en årsløn. Men Jesus forsvarer hendes himmelråbende ødselhed, lad hende dog være, de fattige kan I jo altid hjælpe, de er her både i morgen og i overmorgen jeres denarer eller tusindkroner får I rig lejlighed til at give til de fattige, hvis ellers I kan få jer selv til at give slip på det, I selv har i lommen. Det er jo let nok at være gavmild med andres penge, anderledes svært er det rundhåndet at dele ud af ens egen hårdt opsparede formue. Kvinden her, hun har gjort en god gerning mod mig, hun har gjort, hvad hun kunne, i morgen kan I jo se, om I vil være lige så rundhåndede, når det handler om at gøre, hvad I kan. Hun skal ikke overfuses, for hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Og som I måske husker, så dør Jesus langfredag så tæt på solnedgang, at de kun lige akkurat når at begrave ham, inden sabbatten begynder. Det er præcis derfor, kvinderne ved solopgang påskemorgen går ud til graven for at salve Jesu legeme, for det nåede de ikke langfredag, men nu foregriber både kvinden og jeg påskens begivenheder. Så lad os vende tilbage til den kostbare nardusolie og Babettes festmåltid. For det, der er fælles for de to kvinder, er jo, at de ofrer alt, deres ødselhed skal fortælles ud over hele verden, fordi det er en ødselhed, der er blottet for egoisme og selvoptagethed. Det er en ødselhed, der står som en lysende kontrast til en mavesur forbeholden livsholdning, hvor mådeholdet og de små sko regerer. --- Men hvorfor sætter Jesus hende dog ikke på plads hvorfor i al verden skal vi høre om denne ødsle kvinde midt i fastetiden, vi som er opdraget med, at Gud ønsker forsagelse og afholdenhed og mådehold. Ja, måske er grunden, at Gud selv i Jesus viser sig så uforskammet ødsel at det skriger til himlen. Når disciplene forsøger at holde børnene med al deres råben og larm på afstand, så bliver Jesus vred og tager dem på skødet og velsigner dem uden smålig skelen til, at det bare er nogle snottede smårollinger. 3

4 Når disciplene vil sende folkeskarerene væk, så de kan nå hjem til aftensmadstide, så forvandler han fem brød og et par fisk til et festmåltid så overdådigt, så der en overflod af mad tilbage, da alle er stopmætte. Da, de beder den blinde tigger holde sin mund, stopper Jesus op og helbreder ham. Da den foragtede tolder Zakæus sidder og gemmer sig i sit træ, kalder Jesus ham ned, og til alles forargelse, inviterer han sig selv på aftensmad hos denne forhadte romerhjælper. Og da Jesus fortæller om, hvordan Guds rige er, fortæller han om en sædemand, der er så fløjtende ubekymret, at han strør om sig med sit korn uden at skele til, om det falder blandt tidsler, på vejen, på stengrund eller i god jord. Sådan er Gud, siger Jesus, så mageløst gavmild, så naivt rundhåndet deler han ud af sin kærlighed. Så generøst giver han af sig selv til alle, uanset hvor lidt eller meget de nu har fortjent det. I den forstand er kristendommen ødselhedens religion. Gud giver og giver og giver betingelsesløst. På en måde er både Babette og kvinden med alabastkrukken en håndgranat under al vores smålighed, lunkenhed og halvhjertethed de går hverken med livrem eller seler de har ingen penge i madrassen som reserve til dårlige tider. Da festmåltidet er spist, har Babette givet alt, hvad hun ejer og har, i 15 år har hun levet i huset på søstrenes nåde, og det må hun nu gøre resten af livet, lotterigevinsten er spist op på ét eneste paradisisk måltid. Men det er da fuldstændig uansvarligt, tænker vi, vi kan da ikke bare sådan leve uden tanke for i morgen, vi er da nødt til at opføre os fornuftigt og ansvarligt. Hvor ender vi henne, hvis vi bare sådan dropper børne- eller pensionsopsparingen det går jo ikke og nej, selvfølgelig gør det ikke det, vi lever i en verden med varmeregninger, daginstitutionstakster, terminsbetalinger osv. men når det alligevel er så tiltrængt, at vi hører om denne ødselhed, så skyldes det, at livet dør af fornuftens forsigtighedsprincipper og mådeholdets middelmådighed. Livet dør, hvis det eneste, der tæller, er det, som kan betale sig. Livet dør, hvis vi tror, at vi skal kunne kontrollere og styre det hele, for, det ved vi jo inderst inde godt, i sidste ende har vi ikke styr på en pind. I den forstand viser Babette og kvinden med nardusolien os en anden vej end snusfornuftens og kontrolmaniens. 4

5 For det er ikke blot nardusolien og lotteripengene de satser, det er dem selv, hele deres eksistens i den forstand er de begge billeder på, hvad det er for en Gud, vi møder i Jesus Kristus en Gud der satser hele sit liv på at vise os sin kærlighed, lige meget hvad det koster ham sikkerheden anseelsen livet alt det er det Paulus prøver at udtrykke i de ord, vi hørte læst fra alteret: at den Gud vi møder i Jesus Kristus er en Gud, der giver afkald på sin Guddommelighed, han tager en tjeners skikkelse på sig, han ydmyger sig og bliver lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Guds søn opgiver kontrollen. På nåde og unåde overgiver han sig på korset. Uden at vide, hvad det ender med. Uden at kende resultatet. Sådan deler Jesus dødens vilkår med hvert eneste menneske. Uden sikker viden. Først påskemorgen får vi svaret: Det holdt, og det holder. Livet er det hele værd. Kærligheden er det hele værd. Ødselheden er ikke spildt. Amen. 5