Prædiken til palmesøndag, Joh 12, tekstrække. Urup Kirke Søndag d. 13. april 2014 kl Steen Frøjk Søvndal. Salmer

Transkript

1 1 Urup Kirke Søndag d. 13. april 2014 kl Steen Frøjk Søvndal Prædiken til palmesøndag, Joh 12, tekstrække Salmer DDS 176: Se, hvor nu Jesus træder Dåb DDS 448: Fyldt af glæde over livets under DDS 57: Herre, fordi du DDS 177: Kom, sandheds konge, Kristus, kom Altergang: DDS 471,3-4 DDS 217: Min Jesus, lad mit hjerte få Tekstlæsninger GT-læsning Zak 9,9-10 Epistel Fil 2,5-11 Prædiketekst Joh 12,1-16

2 2 Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da:»hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?«det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus:»Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.«den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte: Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge! Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet: Frygt ikke, Zions datter! Se, din konge kommer, ridende på et æsels føl. Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham.

3 3 Prædiken Det er indledningen til den stille uge, vi markerer i dag med Palmesøndag. Den stille uge er påskeugen, som rummer de store dage Palmesøndag, Skærtorsdag, Langfredag og Påskedag! Man kan godt diskutere, om det er en rigtig betegnelse: Den stille uge. Faktisk var der meget andet end stille. Der var dramatik, hektisk stemning, højspændte følelser, jublende tilråb, isnende kulde, smerte, korsfæstelse, død og liv. Alt det, der hører til vores liv, koncentreret i én uge. Det var mere passende at kalde ugen den vilde uge! Vi kan også kalde den den mærkelig uge, for der skete så mange mærkelige ting, som folk dengang ikke forstod og som vi også skal grunde over. Derfor er ugen mærkelig den skal mærkes! Udtrykket den stille uge kan dække vores reaktion over at høre det, der skete og høre vigtigheden af det, der skete med Jesus. Det kan gøre os stille og taknemlige. Lige omkring Palmesøndag var der mange mennesker eller grupper af mennesker omkring Jesus, og tre af dem er fremhævet i dag. Jeg tror, vi kan genkende os i en eller flere af dem. Den ene gruppe er folkeskaren. I det øjeblik, da Jesus rider ind i Jerusalem, bryder byen ud i jubelråb, fordi deres konge rider ind i byen. Han er en noget underlig konge, fordi han ikke rider på en hvid hest, men på et æselføl. Det var meget usædvanligt, men dog en profeti fra Det gamle Testamente, at når Guds konge kommer, så skulle han komme på et æselføl. Derfor skærer de grene af palmetræerne og lægger dem foran ham. Nogle tager deres kapper af og breder dem ud foran ham. En rigtig kongehyldest. Nogle af dem håbede helt sikkert, at Jesus ville etablere et tronsæde på kongetronen i Jerusalem og blive redskab til at smide de forhadte romere ud af landet. Problemet med dem var, at de ikke havde forstået ret meget af, hvad Jesus skulle. Og derfor gik der ikke mere end 4 dage, så stod de samme mennesker og råbte

4 4 taktfast: korsfæst ham, korsfæst ham! Jo, for nu var han blevet taget til fange, alt var faldet til jorden, og han kunne åbenbart ikke hjælpe alligevel. Folkeskaren kan vi godt få øje på i dagens Danmark. Det er folk, der har sympati for Jesus, og så længe vi kan se noget håb i ham, så vil vi godt give ham vores hyldest. Jo, hosianna for Jesus, der rider ind i Jerusalem og sejrer, men ikke for Jesus, der dør på korset og lider nederlag! For hosianna et varer bare lige til han skuffer mig, og jeg ikke kan bruge ham mere. Når han ikke vil garantere mig et godt liv og helbred og hjælpe mig til at opfylde mine personlige ambitioner, så væk med ham! Den anden i teksten er Maria. Det er den ene af Lazarus to søstre. I en anden beretning sidder hun og lytter til Jesus, mens Martha sørger for maden. Martha vimser også her rundt med alt det praktiske, men Maria gør nu noget virkelig usædvanligt. Hun tager en krukke med ekstrem dyr olie, nardusolie, og knuser krukken og hælder olien over Jesu fødder og tørre efter med sit hår. Olien har en værdi af en årsløn mindst! Hvordan hun har fået råd til en så dyr salve, ved vi ikke, men hun må have været temmelig velhavende. Hvorfor vælger Maria at gøre dette? Vi får et hint i det, der står om hendes bror, Lazarus. Det var ham, som Jesus havde oprejst fra de døde, læser vi. Det er en taknemlighedsgave til ham, som havde givet hendes bror tilbage til hende. Og så forstår vi hende bedre tror jeg. Hvad ville du give for en bror, der ellers var død? Eller en søster, en forælder, et barn? Nogle mennesker har et barn eller familiemedlem siddende i fangenskab hos pengeafpressere, der kræver flere millioner for at løslade dem. Vi kan forestille os desperationen hos disse forældre eller søskende. Tænk at risikere at miste dem. Alt vil man gøre for at skaffe disse penge! På den måde kan vi godt forstå Maria. Og alligevel er hun af en særlig støbning. Hun giver den dyre salve efter det er sket. Det er usædvanligt, for de fleste tænker

5 5 ikke ret meget på giveren, efter at man har fået det, man ønskede, uanset hvor desperat man var før. Hun er taknemlig. En anden indikation får vi i det, Jesus siger om hende:»lad hende være, så hun kan gemme salven til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.«maria har forstået noget, som har været helt skjult for de andre ved bordet. Jesus skulle dø, og han skulle begraves, og han ville ikke blive salvet, som det ellers var skik og brug. Maria giver ødselt og uden tanke på, hvor meget det koster. Sådanne mennesker har vi også i den kristne menighed. Mennesker, der af blot og bar taknemlighed til Jesus giver både af tid og penge, af arbejdskraft og frivillig indsats og ved I hvad: Det er sådanne mennesker, der bærer kirken. Det er slet ikke en overvejelse, hvor meget de ellers kunne have sparet eller brugt til andre formål. De giver bare! Judas Iskariot anklager Maria og siger, at pengene kunne være givet til de fattige. Vi får også at vide, at det ikke var fordi, han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv og gerne så nogle af pengene komme i sine egne lommer. Vi ved ikke, om Maria havde givet penge til de fattige i forvejen. Det er meget tænkeligt, at hun havde. Hvis hun havde råd til den dyre salve, kunne hun sikkert også have råd til at hjælpe. Og det er tit sådan, at dem, der giver af tid og penge i menigheden, har en sådan gavmild attitude, at det også er dem, der hjælper de fattige. Den sidste, vi skal se på, er netop Judas. Han har siddet med ved bordet og iagttaget dette skue, og efterhånden er han blevet mere og mere utilfreds og rasende på Maria. Som nævnt ikke fordi han kærede sig om de fattige, men fordi han gerne selv ville have nogle af pengene. Sikke et spild, er hans reaktion. Og det er en Judas-reaktion, også i forhold til Kristus i dag. Judas forstår ikke, hvorfor i alverden mennesker spilder så mange

6 6 kræfter på Jesus. At gå til gudstjeneste, synge lovsange og tilbede Jesus alt sammen er spildt. Men var det spildt, det Maria gjorde? Var det misbrug af penge og dyr olie? Vi kan selv hver især give svaret. Det er sådan, at der i enhver kristen bor både en Maria og en Judas! På den ene side vil vi gerne tilbede Jesus og bruge hvert øjeblik og alle vores midler på at fremme Guds rige. Vi kan ikke undgå at føle en taknemlighed, fordi vi er blevet sat i frihed, vi har fundet fred, vi er blevet tilgivet for alle vores synder og vi har evigt liv på en endnu mere radikal måde end Lazarus, der blot blev opvakt til nogle få ekstra år på jorden. I øvrigt opstår der hos jøderne en ganske pudsig beslutning om at slå Lazarus ihjel, fordi mange af jøderne kommer til tro på Jesus ved at se Lazarus, der tidligere var død. Den er pudsig, for hvis de slår Lazarus ihjel, så kunne Jesus jo bare vække ham op igen og få endnu flere tilhængere, og på den måde kunne der opstå det rene pingpong der. Den ene side af os er Maria. Den anden side er Judas. Det er i virkeligheden det syndige jeg i os, som hellere vil sig selv end Jesus, og det giver sig udslag i egoisme. Kan jeg i stedet for at tilbede Jesus med min tid og mine penge forsøde min egen tilværelse, så vælger jeg det. Begge sider samles i folkeskaren, og vi må indrømme, at vi også ligner folkeskaren. På den ene side hylder vi Jesus med hosianna-råb, men når det begynder at koste noget eller Jesus ikke lever op til vores forventninger, så siger vi nej tak. Kender du disse sider af dig selv? Jesus er helt sin egen. Han kommer ind i Jerusalem og fuldbringer alt det, som han skulle der. Han dør på korset og betaler for al verdens synd gennem sit offer. Han giver, ligesom Maria, alt, hvad han ejede og havde og var. Selv om han var Gud selv, gav han afkald på det og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.

7 7 Så kan vi spørge som Judas: Hvorfor ødsle sådan med et helt menneskeliv? Var det spildt? Kunne han have ladet være med at give alt og bare nøjedes med nogle penge, en dyr salve, nogle offerdyr? Og en kristen vil altid svare: Nej, det var ikke spildt. Nej, det skulle til. Nej, uden det ville jeg være fortabt og uden Gud. Nej, nej, nej det var ikke spildt, Jesus. Det var tværtimod det mest vidunderlige, der nogensinde er sket i menneskehedens historie. Det var Guds gerning. Som vi sang i den første salme: Her er han, der vil løse hver syndebunden træl; her er han, som vil øse trøst i hver bange sjæl. Her er han, som vil favne dig med sin kærlighed; her er han, som vil gavne dig med sin blodig sved. Vil du nogensinde vide, hvad forløsning er, hvad trøst er, hvad kærlighed er, så må du få øje på og tro på kongen på æslet, som senere blev ham på korset og ham, der stod op fra de døde igen med evig sejr! Vi har døbt en Sejr i dag. Vi sang også om Jesus: Han ved, han skal dem binde og evig sejer få, sang vi. Evig sejr den er nu Sejrs og kan blive vores i troen på Jesus! Amen!