INDHOLDSFORTEGNELSE DANMARKS VILDE LÆGEPLANTER. Forord 9. Plantestoffers veje til moderne medicin 13

Transkript

1 INDHOLDSFORTEGNELSE DANMARKS VILDE LÆGEPLANTER 2014 Ina Giveren, Leon Brimer, Birgit Kristiansen, Lars Norman, Zebra media og Gyldendal A/S København Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Zebra Media Fotograf: Lars Norman Produceret med støtte fra Augustinusfonden, Povl M. Assens Fond og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck s Fond. Forlagsredaktion: Axel Kielland Bogen er sat med Arial og trykt hos Ednas Print, Ljubljana. Printet i Slovenien Udgave, 1. Oplag. ISBN: Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun indenfor de i aftalen nævnte rammer. Gyldendal Fakta Klarboderne 3, 1001 København K Forord 9 Plantestoffers veje til moderne medicin 13 Traditionel medicin og etnomedicin 21 Klostre, de første hospitaler 33 Plantemedicin i danske klostre 37 Plantedele og deres anvendelse 41 Plantepræparater i moderne tid danske, vilde lægeplanter 55 Kemiske stoffer i lægeplanter 279 Referenceliste til videnskabelig dokumentation 289 Ordliste 295 Litteraturliste 303 Læge- og krydderurtehaver 307 Forfattere, redaktør og fotograf 311 Dansk Register 313 Latinsk Register 315 6

2 I 1672 giver Kong Christian d. 5. apotekerne eneret til at fremstille medicin. Apotekernes nyvundne, kongelige privilegium forhindrer dog ikke hverken kloge mænd eller den almindelige borger i at indsamle urter og behandle sine nærmeste. Derfor kommer Forordningen mod kvaksalveri i 1794, hvor det forbydes uautoriserede at medicinere og helbrede. Heller ikke dette lovindgreb har dog siden forhindret lægfolk i at praktisere. Med de beskrevne eksempler i mente kan man spørge sig selv, om der er nogen sammenhæng mellem planters traditionelle anvendelse og deres mulige anvendelse i moderne medicinsk behandling. Findes der f.eks. andre stoffer end kinin, som er udvundet fra planter, og som i dag anses for værdifulde lægemidler? For at en plante, en svamp eller et dyr skal virke på en tilstand i kroppen, skal den indeholde et eller flere virksomme stoffer. Virkningen kan være på en fysiologisk tilstand som hjerterytmen, urinproduktionen, blodkarrenes diameter eller en af nervesystemets funktioner, eller på tilstedeværelsen af fremmede organismer som virus, bakterier, svampe eller flercellede parasitter som f.eks. indvoldsorme. Der vil ofte være tale om kemiske stoffer eller stofblandinger som i isoleret tilstand har en kraftig indvirkning på kroppen og dens funktioner selv i rask tilstand. I dag er kræft en af de store udfordringer for den medicinske behandling og for den forskning, der ligger bag. Forskellige typer af hudkræft er blandt de kræftformer, man ofte hører om i medierne, f.eks. i forbindelse med solbad- Gaffelvortemælk Den komplicerede kemiske struktur af det aktive stof ingenolmebutat i gaffelvortemælk. ning og besøg i solarier. Et almindeligt forekommende forstadie til hudkræft forårsaget af høj soleksponering betegnes aktinisk keratose. På verdensbasis er forekomsten af aktinisk keratose ganske betragtelig. I 2012 fik det danske selskab LEO Pharma godkendelse til at markedsføre lægemidlet Picato på det amerikanske marked. Picato kan anvendes i behandlingen af aktinisk keratose. En behandling med Picato-gel, som smøres på huden, tager kun tre dage mod de til dato sete behandlingstider på uger til måneder. Altså en væsentlig forbedring. Det aktive stof i Picato kaldes ingenolmebutat. Stoffet fremstilles ved at lave et udtræk af planten gaffelvortemælk (Euphorbia peplus), rense udtrækket og herefter udkrystallisere stoffet. Der er ikke involveret nogen form for kemisk syntese ved fremstillingen af dette helt nye anticancermiddel med dets meget indviklede struktur. GIFTIGE PLANTER Men lad os gå tilbage i tiden. De fleste vil have hørt, at Sokrates år 399 f.kr. efter en dødsdom forgiftede sig selv ved at drikke skarntydesaft. I det hele taget er mord og selvmord under anvendelse af giftige planter et populært emne. Men mennesket har i årtusinder benyttet stærkt giftige planter, og dyr for den sags skyld, til langt mere dagligdags aktiviteter end mord og selvmord. For eksempel som hjælpemidler i jagt og fiskeri, når maden skulle skaffes. Således brugte visse Amazon-indianere giftpile i deres jagt på byttedyr i junglen. Pilespidserne smurte de ind i Pile og beholder med kuraregift. såkaldt kurare, hvorefter pilene blev sendt af sted med bue eller fra pusterør. Byttet, f.eks. en abe, faldt snart til jorden med standset åndedræt på grund af lammelse af mellemgulvsmuskulaturen. Kurare udvindes af barken fra det tropiske træ Strychnos toxifera. Det virksomme stof er tubocurarin, som senere bliver anvendt som et generelt muskelafslappende middel ved operationer. Et andet eksempel kender man fra jægere i Vest- og Centralafrika, 14 15

3 Frugter af mangrovetræet Barringtonia. som har benyttet udtræk af den op til 25 meter lange lian Strophantus gratus på deres pile, og hermed standset hjertet i det ramte dyr. Planteekstraktet indeholder stoffet quabain et såkaldt hjertevirksomt glykosid som standser hjertet i sammentrukket tilstand. Hjertegiften quabain er kemisk nært beslægtet med stoffer i fingerbølplanten (Digitalis purpurea), som er blandt de hundrede plantearter denne bog omhandler. Mange folkeslag har fisket ved at hælde findelte, giftige planter i søer og vandhuller for herefter at samle fisk op, efterhånden som de kom døde op til overfladen og flød rundt. Et eksempel på sådant kemisk fiskeri er bl.a. beskrevet fra Samoaøerne i Polynesien. Lokalbefolkningen findelte frø fra mangrovetræet Barringtonia asiatica og spredte materialet over tidevandssøer dannet ved oversvømmelse af lavninger ved højvande. Træets frø indeholder såkaldte saponiner. Disse stoffer ødelægger gællernes funktion og kvæler dermed fiskene. Skarntyde og planterne anvendt til jagt og fiskeri, er gode eksempler på, at stoffer i planter kan have en kraftig fysiologisk virkning. Netop fordi disse stoffer er giftige, er vejen til at få øje på dem som potentielle kilder til medicin eller tilsætningsstoffer i fødevarer ikke helt enkel. Så lad os gå yderligere i dybden med nogle eksempler på, hvordan nogle udvalgte plantestoffer er blevet opdaget som medicin. FINGERBØL William Withering ( ) blev uddannet til læge ved Edinburgh Medical School. I 1767 fik han ansættelse ved Stafford Royal Infirmary. Det var imidlertid under hans senere ansættelse ved Birmingham General Hospital, at han mødte en patient med væskeansamlinger (ødemer) i arme og underben, som fik det bedre efter indtagelse af et lokalt fremstillet, plantebaseret præparat med mere end 20 ingredienser. Medicinen var fremstillet af en lokal klog kone fra Shropshire. Withering fandt ved systematiske undersøgelser frem til, at fingerbølplanten (Digitalis purpurea) udgjorde den aktive komponent. Herefter udførte han over en periode på ni år utallige patientforsøg, idet han brugte forskellige dele af planten, plukket på forskellige årstider. Han endte med at beskrive 156 gennemførte behandlinger. På basis af forsøgsresultaterne anbefalede han den rette brug ved behandling af væskeophobning i vævene, en lidelse vi i dag ved skyldes nedsat pumpekraft i hjertet. Ampuller med standardiseret digitalis. Tørrede digitalisblade. Tabletter af standardiseret digitalisblade mod hjertelidelser. Den dag i dag anvendes det aktive stof digoxin, som fremstilles af blade af den nært beslægtede plante uldhåret fingerbøl (Digitalis lanata). Stoffet øger hjertets sammentrækningskraft, men ved høje koncentrationer kan der indtræde hjertestop, præcis som når quabainen på den afrikanske jægers pilespids nåede det ramte byttedyrs hjerte. STENKLØVER Frank W. Schofield ( ) blev født i England, men emigrerede allerede som 17-årig til Canada. Mens han arbejdede på en farm, sparede han op til at studere ved Ontario Veterinary College. I løbet af 1920 erne begyndte han at interessere sig for en mærkelig lidelse, som ramte kvæget. Køerne fik gradvis stive lemmer, og der optrådte spontane, synlige blødninger, før døden indtrådte. Schofield fandt omsider en klar sammenhæng med indtagelse af muggent hø eller af ensilage lavet på stenkløverarterne (Melilotus officinalis) og (Melilotus albus). Den dybere kemiske forklaring bag forgiftningen formåede Schofield dog ikke at finde. I 1940 kom man imidlertid endnu nærmere en forklaring på blødninger hos kvæget, da den amerikanske biokemiker Karl Paul Link ( ) og hans gruppe på University of Wisconsin isolerede stoffet dicoumarol fra muggent hø med indhold af stenkløver og viste, at dette efter længere tids konstant indtagelse forhindrede blodet i at størkne. Efterfølgende undersøgelser viste, at dicoumarol blev dannet ved sammenkobling af to molekyler af det naturligt forekommende, ugiftige stof kumarin, som bl.a findes i stenkløver

4 PLANTERNES FORARBEJDNING Såfremt erfaring har vist, at effekten bevares ved tørring, har man typisk tørret og eventuelt findelt det høstede plantemateriale for herigennem at øge holdbarheden og nedsætte vægten ved eventuel transport. Ikke kun tørrede planteorganer, men også udpressede fede olier (oleum), eksempelvis oleum lini (hørfrøolie), æteriske olier (aetheroleum) fremstillet ved vanddampdestil- lation, og forskellige ekstrakter er tidligt blevet fremstillet, opbevaret og forhandlet som separate mellemprodukter til senere fremstilling af medicin til direkte anvendelse på huden eller til indtagelse. Fede olier findes typisk som oplagsnæring i frø og består af blandinger af fedtstoffer. Æteriske olier findes som blandinger af let flygtige stoffer i kirtelhår på blad- og stængeloverflader, eksempelvis lavendelolie fra planten Lavandula angustifolia (ægte lavendel), eller i såkaldte sekretrum (kirtler), som vi ser det i f.eks. blade fra eukalyptus-arter og i den gule del (flavedoen) af frugtskallen hos citrusfrugter som appelsin og citron. Æteriske olier er ofte stærkt duftende og bruges derfor også i parfumer. I modsætning til fede olier og æteriske olier kan udtræk (ekstrakter) fremstilles af alle typer af droger. Man skal blot vælge sit ekstraktionsmiddel og en ekstraktionsmetode. Ved en ekstraktion søger man i videst muligt omfang at opløse de stoffer, som man er interesseret i at bevare i ekstraktionsmidlet og herefter fjerne de tilbageværende plantedele, typisk ved filtrering. Med hensyn til ekstraktionsmidlet har dette klassisk været vand, vin eller eddike, og sidenhen sprit og forskellige væskeblandinger. Ekstraktionsmetoderne blev udviklet i apotekerverdenen og navngivet som kort beskrevet nedenfor. En metode kaldes infundering. Her overhældes plantematerialet med kogende ekstraktionsmiddel (typisk vand) og trækker i kort tid, før materialet frafiltreres. Det fremstillede ekstrakt kaldes et infus eller en te. I en anden metode kaldet dekoktering bringes vandet i kog sammen med drogen, og det resulterende ekstrakt kaldes et dekokt. Maceration betegner en ekstraktion, hvor findelt plantemateriale blandes med ekstraktionsmidlet i en beholder og henstår i længere tid, typisk flere timer, hvorefter væsken (ekstraktet) hældes eller presses fra. Endelig findes der en metode kaldet perkolering. Ved perkolering sættes materialet traditionelt i blød i et antal timer, hvorefter det pakkes i en cylindrisk beholder kaldet en perkolator, som er et rør med en aftapningshane i bunden. Yderligere ekstraktionsvæske (menstruum) hældes nu over materialet, som herefter får lov at stå (macerere) i kolonnen op til f.eks. 24 timer. Derefter åbnes hanen for neden og ekstraktet opsamles. Ligegyldigt hvilken plante, del af en plante eller hvilket ekstrakt etc. man tidligere anvendte, eller i dag anvender til medicinsk behandling, må man beslutte sig til, hvilket endeligt produkt, dvs. hvilken lægemiddelform, man ønsker. Beholder med blade af fingerbøl, som er giftig. Dekot-bøsse, hvor drogen varmes op i vandbad. Perkolator, hvor planten står i blød indtil ekstrakten tappes af

5 PLANTEPRÆPARATER I MODERNE TID TRANEBÆR Den spinkle plante vokser hen over spagnum i højmosen. Tranebær blev anvendt i folkemedicinen og anvendes i dag som både kosttilskud og naturlægemiddel. Lille Vildmose. Parallelt med anvendelsen af naturstoffer og naturstofinspirerede stoffer i den stærkt virkende lægeordinerede medicin udviklede der sig fra industrialiseringens begyndelse gradvist et marked for plantebaserede præparater til den enkeltes lejlighedsvise selvmedicinering. I 1900-tallet opstod der et potentielt marked for masseproduceret plantemedicin til selvmedicinering, bl.a. fordi flere og flere husmænd og bønder flyttede til byerne og fik job og dermed ikke havde så gode muligheder for at dyrke eller finde planter til eget brug. En af de første, der forstod at udvikle dette marked, var Marcus Marcussen, som grundlagde Urtethehuset i St. Kongensgade i København i Marcussen solgte ikke blot de enkelte droger, men også færdige teblandinger som f.eks. sundhedsteen Universal med 26 ingredienser. Andre eksempler var Dr. Med. Fr. Wolfs lunge-te og en såkaldt Bryst-te, som Marcussen angav at være af egen blanding. I 1946 udgav Marcussen bogen Helbredende Urter. Bogen blev op til midten af 1970 erne genudgivet mere end ti gange og nåede et samlet oplag på omkring eksemplarer. Herved fik den stor indflydelse på folks viden om og opfattelse af, det vi i dag ville kalde, naturlægemidler og kosttilskud. Marcussen angav, at man kunne nyde sundhedsteen Universal i ubegrænset tid. Netop muligheden for daglig indtagelse af et produkt uden risiko for bivirkninger er også kendetegnende for markedsføringen af de fleste kosttilskud i dag. Det næste trin i udviklingen af plantebaserede præparater i Danmark ændrede virkelig markedet for industriel masseproduktion radikalt. Det var da Wolles Natur System, fremstillet af Arno Wolle ( ), så dagens lys. Arno Wolle havde tidligt fattet interesse for fremmede kultures traditionelle medicin. Efter at have tjent i hæren som løjtnant, rejste han derfor en del i Afrika og Asien, hvor han ifølge eget udsagn opsøgte kloge koner og mænd for at suge viden til sig. Tilbage i København blev Wolle embedsmand i Finansministeriet, men interessen for plantemedicin steg gradvist, og i 1964 flyttede familien derfor til et husmandsbrug på 20 tønder land i Kattinge vest for Roskilde. Hurtigt udviklede Wolle en decideret industriel produktion af naturlægemidler til både mennesker og dyr. De humane produkter forhandledes i moderne, lufttætte plastpakninger med den fælles etikettekst Wolles Natur System efterfulgt af et nummer og en præcisering eller en anprisning. Som eksempler kan nævnes No. 696 modvirker mættede fedtsyrer, No urtekapsel og No. 703 mod sur mave. Som et eksempel på et præparat til husdyr kan man nævne produktet Mis Wolle et urte-, vitamin- og mineraltilskud til katte. Mange af præparaterne indeholdt et stort antal ingredienser i små mængder. Ifølge Wolle var alt (raskt) levende kendetegnet ved et bestemt unikt svingningstal. En afvigelse herfra medførte svækkelse og sygdom. Præparatets plantebestanddele havde også hver deres svingningstal, som komplementerer vort sygdomsbilledes svingningstal, 49

6 ALMINDELIG AGERMÅNE Agrimonia eupatoria FAMILIE Rosenfamilien (Rosaceae) VOKSESTED OG UDBREDELSE Almindelig agermåne findes på græsland, i vejkanter, grøftekanter og skovbryn. Planten foretrækker åben, ret tør, kalkrig bund. Arten er almindelig på Øerne og i Østjylland, mens den er temmelig sjælden i Nord- og Vestjylland. Almindelig agermåne er hjemmehørende. BESKRIVELSE Almindelig agermåne er en flerårig, håret urt (30-80 cm høj) med opret stængel og mellembrudt fjersnitdelte roset- og stængelblade (fig. 1). Bladene er tæt hårede på undersiden og har savtakket rand. Akselbladene er store og halvmåneformede. Bladstørrelsen aftager gradvist opad. Planten blomstrer i juli og august med lange klaser (fig. 2) af gule blomster. Blomsten (fig. 3) har 5 kronblade og ofte mange støvblade. Frugtstanden består af 1-2 små nødder, som omsluttes helt af blomsterbunden. Den øvre del af frugtstanden er beklædt med talrige krogbørster, som bidrager til frugternes spredning med dyr og mennesker. Hele planten har en svag, aromatisk duft. ANVENDT PLANTEDEL OG INDHOLDSSTOFFER De tørrede blomsterstande anvendes evt. i kombination med de tørrede, overjordiske dele af urten. Blomsterstandene har et højt indhold af tanniner (3-10 %). HISTORISK ANVENDELSE SOM LÆGEPLANTE Vand-, eddike-, mælke-, øl- og vindekokt samt grødomslag og urten knust i fedt har været brugt i Danmark, indvortes såvel som udvortes, mod en lang række lidelser inklusive mundbetændelse, sår og frostskader. Mest almindeligt i folkemedicinen har nok været dens brug i behandling af sår i munden. Man skyllede mund med øl-afkog af agermåne kombineret med f.eks. brunelle og jordbærblade. Agermåne har i den klassiske lægekunst været anset for effektfuld mod blandt andet leverlidelser (gulsot) og koldfeber (malaria). Urten var optaget i Pharmacopoea Danica NUTIDIG ANVENDELSE SOM LÆGEPLANTE Almindelig agermåne har sammentrækkende effekt i kraft af sit høje tanninindhold og anvendes indvortes mod mild diarré og udvortes mod dårligt helende sår eller betændelsestilstande i huden. Desuden anvendes den i gurglemiddel mod betændelsestilstande i mund og svælg. VIDENSKABELIG DOKUMENTATION Effekten af daglig indtagelse af udtræk af almindelig agermåne er blevet undersøgt i to kliniske forsøg. I det ene forsøg opnåede patienter med den sjældne hudsygdom kutan porfyri en betydelig bedring i hudens tilstand samt en generel forbedring i almentilstanden [1]. I det andet forsøg undersøgtes almindelig agermånes potentiale som antioxidant og betændelseshæmmer på en gruppe raske forsøgspersoner. Ved forsøgets afslutning måltes en betydelig øgning af blodets totale antioxidative kapacitet samtidig med en betydelig nedgang i niveauet af interleukin-6, en biologisk markør for betændelse. Desuden øgedes niveauet af HDL-kolesterol også kendt som det gode kolesterol [2]

7 VORTEBIRK De hængende smågrene er karakteristiske for vortebirk. Desuden kendes træet på stammens hvide, afskallende bark og harpiksvorterne på de unge grene. Riis Skov. BLÅBÆR Blåbærbusken kendes på sine grønne kantede stængler. Bærrene farver fingre og mund blåviolet. Ø-bakke.

8 STORBLADET LIND Tilia platyphyllos FAMILIE Lindefamilien (Tiliaceae) VOKSESTED OG UDBREDELSE Storbladet lind er en hjemmehørende art, som i vild tilstand kun findes ganske få steder i den sydlige del af landet, primært mindre øer og kystnære skove. Storbladet lind er desuden almindeligt plantet i parker og alléer BESKRIVELSE Storbladet lind er et løvfældende træ (op til 30 m højt) med glat, grå bark og en tæt, bred krone. Bladene er skævt hjerteformede (6-15 cm lange) med savtakket rand. Årsskud, bladstilke og blade er dunhårede. På bladundersiden (fig. 1) ses desuden hvidlige hårtotter i vinklerne mellem strengene. Blomstringen finder sted i juni og juli. De velduftende, nektarrige blomster er samlet i langstilkede, hængende, 3-5-blomstrede kvaste (fig. 2). Hver blomsterstandsstilk er forsynet med et vingeagtigt forblad (fig. 3), som er delvist sammenvokset med stilken, og som i forbindelse med frugtspredningen fungerer som en lille propel. Blomsten (fig. 4) har 5 bægerblade, 5 flødefarvede kronblade og mange støvblade. Frugten er en ribbet, kuglerund nød med 1-3 frø. ANVENDT PLANTEDEL OG INDHOLDSSTOFFER Det er først og fremmest de tørrede blomster som anvendes, men brugen af blade, træ eller trækul kendes også Blomster og blade indeholder flavonoider, tanniner og slimstoffer, mens træet indeholder slimstoffer og steroler. HISTORISK ANVENDELSE SOM LÆGEPLANTE I en dansk sammenhæng har vi beretninger fra Vestsjælland, hvor afkog af frøene er blevet brugt til lindring af ømhed, og beretninger fra Sydfyn, hvor afkog af inderbark er anvendt mod betændelse. Mest af alt er det dog blomsterne, der har været plukket og brugt indvortes i en række behandlinger. Således var et dekokt af de tørrede blomster et velkendt sveddrivende og nerveberoligende middel, som bl.a. også blev drukket mod søvnløshed. I den klassiske lægekunst var epilepsi blandt de sygdomme, som man behandlede med te af lindeblomst. I krigsåret 1942 blev der til de danske apoteker indsamlet ca. 600 kg lindeblomst til te. Blomsten var optaget i Pharmacopoea Danica NUTIDIG ANVENDELSE SOM LÆGEPLANTE Blomster af storbladet lind anvendes mod hoste og bronkitis samt til at lindre milde symptomer på mental stress. Den nært beslægtede art, småbladet lind (Tilia cordata), anvendes på tilsvarende måde. VIDENSKABELIG DOKUMENTATION Der er p.t. ingen kliniske forsøg af tilstrækkelig kvalitet, som understøtter virkningen af storbladet lind

9 REFERENCELISTE TIL VIDENSKABELIG DOKUMENTATION ALMINDELIG AGERMÅNE Almindelig agermåne vokser bl.a. i vej- og grøftekanter. Almindelig agermåne er i folkemedicinen tilberedt som dekokt, hvor planten er kogt i enten vand, eddike, øl, mælk eller vin. Sælvig. ALMINDELIG AGERMÅNE 1. Patrascu, V., Chebac-Patrascu, I., and Gheorghiu, G. (1984): Favorable therapeutic results in cutaneous porphyria obtained with Agrimonia eupatoria. Revista De Medicina Interna Neurologie, Psihiatrie, Neurochirurgie, Dermatovenerologie 29, 2, Ivanova, D., Vankova, D., and Nashar, M. (2012): Agrimonia eupatoria tea consumption in relation to markers of inflammation, oxidative status and lipid metabolism in healthy subjects. Archives of Physiology and Biochemistry 119, 1, LÆGEBALDRIAN 1. Fernandez-San-Martin, M.I., Masa-Font, R., Palacios-Soler, L., Sancho-Gomez, P., Calbo-Caldentey, C., and Flores-Mateo, G. (2010): Effectiveness of Valerian on insomnia: a meta-analysis of randomized placebo-controlled trials. Sleep Medicine 11, 6, VORTEBIRK 1. Engesser, A., Bersch, U., Berchtold, J., Göcking, K., and Schaffner, W. (1998): Birkenblättertee (Betulae folium) gegen Infekte der unteren Harnwege eine Pilotstudie. Archiv der Pharmazie Pharmaceutical and Medicinal Chemistry 331, Suppl 1, V33. BLÅBÆR 1. Biedermann, L., Mwinyi, J., Scharl, M., Frei, P., Zeitz, J., Kullak-Ublick, G.A., Vavricka, S.R., Krammer, G., Fried, M., Weber, A., Humpf, H.U., Peschke, S., Jetter, A., and Rogler, G. (2012): Bilberry ingestion improves disease activity in mild to moderate ulcerative colitis An open pilot study. Journal of Crohn s and Colitis 6, Suppl 1, S122. BUKKETORN 1. Paul Hsu, C.H., Nance, D.M., and Amagase, H. (2012): A meta-analysis of clinical improvements of general well-being by a standardized Lycium barbarum. Journal of Medicinal Food 15, 11, Amagase, H. and Nance, D.M. (2011): Lycium barbarum increases caloric expenditure and decreases waist circumference in healthy overweight men and women: pilot study. J Am.Coll.Nutr. 30, 5, GLAT BURRE 1. Knott, A., Reuschlein, K., Mielke, H., Wensorra, U., Mummert, C., Koop, U., Kausch, M., Kolbe, L., Peters, N., Stäb, F., Wenck, H., and Gallinat, S. (2008): Natural Arctium lappa fruit extract improves the clinical signs of aging skin. Journal of CosmeticDermatology 7, 4, GRÅBYNKE 1. Lee, M.S., Choi, T.Y., Park, J.E., Lee, S.S., and Ernst, E. (2010): Moxibustion for cancer care: a systematic review and meta-analysis. BMC Cancer 10, 130. CIKORIE 1. Olsen, N.J., Branch, V.K., Jonnala, G., Seskar, M., and Cooper, M. (2010): Phase 1, placebo-controlled, dose escalation trial of chicory root extract in patients with osteoarthritis of the hip or knee. BMC Musculoskeletal Disorders 11, 156. ALMINDELIG ENE 1. Agrawal, O.P., Bharadwaj, S., and Mathur, R. (1980): Antifertility effects of fruits of Juniperus communis. Planta Medica 40, Suppl 1, ALMINDELIG FINGERBØL 1. Bussey, H.I., Hawkins, D.W., Gaspard, J.J., and Walsh, R.A. (1988): A comparative trial of digoxin and digitoxin in the treatment of congestive heart failure. Pharmacotherapy 8, 4,

10 ORDLISTE BROMBÆR Brombær vokser i skove, hegn og krat. I både den klassiske og den nutidige lægekunst anvendes te af bladene mod diarré og afkog af bladende som gurglemiddel mod betændelse og sår i munden. Brabrand. Aflangt: blad, der er 3-4 gange så langt som bredt med tydeligt parallelle rande. Aks: blomsterstand med lang hovedakse og sidestillede, ustilkede blomster. Blomsterne springer ud nedefra. Akselblad: mere eller mindre bladagtige dannelser på hver side af bladfoden. Akut: om sygdom, som forløber hurtigt, modsat kronisk. Antimikrobiel: med hæmmende eller dræbende virkning over for mikroorganismer. Barktorne: torne, som oftest sidder spredt på stænglen, og som hverken er omdannede blade eller grene. Bibæger: ekstra krans af bægerbladlignende blade uden for og i mellemrummene mellem de egentlige bægerblade. Bladbasis: den nederste del af bladpladen. Bladskede: den nedre stængelomfattende, ofte rørformede del af bladet. Blodstillende: som standser en blødning. Blomsterbund: den del af stænglen, der bærer blomstens blade. Blomsterstand: samling af blomster, der fremstår som en helhed. Bloster: fællesbetegnelse for bæger og krone. Blosterblade: fællesbetegnelse for bæger- og kronblade. Brod/brodspids: kort, tydeligt afsat spids. Brændhår: hår, hvis spids knækker ved berøring og derved frigiver lokalirriterende stoffer, f.eks. hos nælde. Buenervet: med flere lige kraftige strenge, der løber bueformet fra bladets basis til spids. Bugtet: blad med brede, regelmæssige indskæringer, der højst når 1/3 fra bladranden og ind mod midten af bladet. Bulne: opsvulmet, ofte af betændelse. But bladspids: afrundet bladspids. Bæger: den yderste krans af oftest grønne blade i blomster med dobbelt bloster og tydelig forskel på indre og ydre blosterblade. Bælg: 1-rummet kapsel, der har 1 række frø og oftest åbner sig med 2 klapper. Kun i ærteblomstfamilien. Bær: saftig frugt, sædvanligvis med mange frø. Børsteformet: blad, der er kort, cylindrisk og stift. Dekokt: den væske, der er tilbage, når plantemateriale er kogt i vand. Delfrugt: om de småfrugter en spaltefrugt deler sig i. Delte blade: fællesbetegnelse for bugtede, lappede, fligede og snitdelte blade. Dobbelt fjersnitdelt: et fjersnitdelt blad, hvor de enkelte afsnit selv er fjersnitdelte. Dobbelt savtakket: bladrand med spidse takker og spidse indsnit, hvor hver tak er savtakket. Dobbeltskærm: blomsterstand af skærme, der er samlet i en skærm. Dugget: et tyndt vokslag på f.eks. bær, som giver en mat overflade. 295

11 LITTERATURLISTE TYKSKULPET BRØNDKARSE Tykskulpet brøndkarse vokser på bredden af kilder, bække og andre voksesteder med rindende, gerne kalkholdigt vand. Brøndkarse er velsmagende og samtidig appetitstimulerende. Hoed Å, Glatved. Alver, B.G. & B. Klintberg, B. Rørbye, A.L. Siikala: Botare en bok om etnomedicin i Norden, Stockholm, LTs Förlag Arnklit, F. & H. A. Jensen, J. Jensen: Plantenavne Dyrkede og vilde planter, Plantedirektoratet & Biofolia Brade, A.E.: Klostermedicin og Børglum klosters urtehave, i Korstog og klosterliv omkring Børglum kloster, (Redaktører M. Corfitsen og J. Jørgensen), Frederikshavn, Dafolo Brimer, L.: Leksikon i naturmedicin, (oversat fra original engelsk tekst forfattet af Varro Tyler), København, GAD Bruneton, J.: Pharmacognosy: phytochemistry, medicinal plants, Andover, Intercept Limited Cheng, J.T.: Review: drug therapy in Chinese traditional medicine, in Journal of Clinical Pharmacology 40(5) Fabricant, D.S & N.R. Farnsworth: The value of plants used in traditional medicine for drug discovery, in Environmental Health Perspectives (109 suppl. 1) Frederiksen, S. & F.N. Rasmussen, O. Seberg m.f.: Dansk flora, 2. Udgave, Gyldendal Giversen, I. & J. Jensen, B. Kristiansen, L. Norman: Danmarks flora efter voksested, Gyldendal 2012 Giversen, I. & B. Kristiansen, L. Norman: Danmarks flora (findes på samt mobilversion på dk/mobil). Gram, B.: Lærebog I Farmakognosi til brug ved forberedelsen til den farmaceutiske kandidateksamen, Photographic reprint København, E.C. Andersen Offset 1927/1961. Gruenwald J. & T. Brendler, C. Jaenicke (hovedred.): PDR for Herbal Medicines, Thomson Hansen, K. (red.): Dansk feltflora, Gyldendal Hauberg, P.: Lægebøger med tilknytning til Henrik Harpestræng. Theriaca samlinger til farmaciens og medicinens historie, Dansk Farmacihistorisk Selskab, København 1982, Hefte XXII. Juhldal, J.: Bogen om Arno Wolles naturmedicin. En håndbog med beskrivelse af hans tanker om mere end 300 sygdomme og af hans præparater, Forlaget Praxis Kayne, S.: Introduction to traditional medicine in Traditional Medicine: a global perspective (ed. Steven B. Kayne), London: Pharmaceutical Press Lindman, C.A.M.: Nordens Flora, bind 1-10, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Mentz, A. & C.H. Ostenfeld: Planteverdenen i menneskets tjeneste, København: Frem, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Mossberg, B. & L. Stenberg: Den nye nordiske flora, Gyldendal Nordiska Genbanken: Nordiske Medicinalväxter, Alnarp, Nordiska Genbanken Norn, S. & P.R Kruse, E. Kruse: History of opium poppy and morphine, (artikel på dansk). Dansk Medicinhistorisk Årbog 33: Patnaik, N.: The garden of life. An introduction to the healing plants of India, New Delhi, Aquarian Paulli, S.: Flora Danica Det er: Dansk Urtebog, København, Melchior Martzan 1648 (genudgivet i som fotografisk optryk med indledning og kommentarer af Johan Lange og V. Møller-Christensen). Pedersen, C.: En nøttelig Legebog, Faksimileudgave: København, Levin & Munksgaard,

12 DANSK REGISTER BULMEURT Bulmeurt er oprindeligt indført som lægeurt. I dag kan man finde den ved klostre og ruiner samt på eksponeede, ofte stenede strande. Bulmeurt er meget giftig og nutidig anvendelse af planten er forbudt. Kalø. Agermåne, Alm. 54 Asparges 56 Baldrian, Læge- 58 Birk, Vorte- 60 Blåbær 64 Blåhat 66 Brombær 68 Brudurt 70 Brunrod, Knoldet 72 Brøndkarse, Tykskulpet 74 Bukkeblad 76 Bukketorn 78 Bulmeurt 80 Burre, Glat 82 Bynke, Grå- 84 Cikorie 86 Døvnælde 88 Eg, Stilk- 90 Ene, Alm. 94 Evighedsblomst, Gul 96 Fingerbøl, Alm. 98 Fuglegræs, Alm. 100 Fyr, Skov- 102 Gran, Rød- 104 Gulerod, Vild 106 Gyldenris, Alm. 108 Havtorn 110 Hestehov, Rød 114 Hestekastanje 116 Hindbær 118 Humle 120 Hundetunge, Læge- 122 Hvidtjørn, Engriflet 124 Hyld, Alm. 126 Hyrdetaske 128 Hør, Vild 130 Jordbær, Skov- 132 Jordrøg, Læge- 134 Kalmus 138 Kamille, Vellugtende 140 Katost, Alm. 142 Kløver, Rød- 144 Kodriver, Hulkravet 146 Kokleare, Læge- 150 Kommen 152 Kongelys, Uldbladet 154 Kornblomst 156 Korsknap 158 Krageklo, Strand- 160 Kulsukker, Læge- 162 Kvan, Strand 164 Kvik, Alm. 168 Lind, Storbladet 170 Lucerne, Foder- 172 Løg, Rams- 176 Malurt, Have- 178 Matrem 180 Melbærris, Hede- 184 Merian 186 Mistelten 188 Mjødurt, Alm. 190 Mælkebøtte, Alm. 192 Natlys, Toårig 194 Nellikerod, Feber- 196 Nælde, Stor 198 Oksetunge, Læge- 200 Padderok Ager- 202 Pastinak 204 Perikon, Prikbladet 208 Pil, Purpur- 210 Pileurt, Vej- 212 Pimpinelle, Alm. 214 Pors, Mose- 216 Rejnfan 218 Rose, Hunde- 220 Røllike, Alm. 224 Røn, Tarmvrid- 226 Sanikel 228 Skræppe, Kruset 230 Skvalderkål 232 Slåen 236 Snerre, Gul 238 Solbær 240 Stedermoderblomst, Alm. 242 Stenkløver, Mark- 244 Svaleurt 246 Sæbeurt 248 Sødskærm 252 Tandbæger 254 Timian, Smalbladet 256 Tormentil 258 Torskemund, Alm. 260 Tranebær 262 Tusindgylden, Mark- 264 Tyttebær 266 Tørst 268 Vedbend 270 Vejbred, Lancet- 272 Vortemælk, Gaffel- 274 Ærenpris, Læge

13 LATINSK REGISTER HESTEKASTANJE Hestekastanje blomstrer i maj med blomster siddende i store, opretstående stande. Det er især frøene, bedre kendt som kastanjer, som er blevet anvendt i både den traditionelle og den moderne lægekunst. Risskov. Achillea millefolium 224 Acorus calamus 138 Aegopodium podagraria 232 Aesculus hippocastanum 116 Agrimonia eupatoria 54 Allium ursinum 176 Anchusa officinalis 200 Angelica archangelica 164 Arctium lappa 82 Arctostaphylos uva-ursi 184 Artemisia absinthium 178 Artemisia vulgaris 84 Asparagus officinalis 56 Ballota nigra 254 Betula pendula 60 Capsella bursa-pastoris 128 Carum carvi 152 Centaurea cyanus 156 Centaurium erythraea 264 Chelidonium majus 246 Cichorium intybus 86 Cochlearia officinalis 150 Crataegus monogyna 124 Cynoglossum officinale 122 Daucus carota 106 Digitalis purpurea 98 Elytrigia repens 168 Equisetum arvense 202 Euphorbia peplus 274 Filipendula ulmaria 190 Fragaria vesca 132 Frangula alnus 268 Fumaria officinalis 134 Galium verum 238 Geum urbanum 196 Glechoma hederacea 158 Hedera helix 270 Helichrysum arenarium 96 Herniaria glabra 70 Hippophaë rhamnoides 110 Humulus lupulus 120 Hyoscyamus niger 80 Hypericum perforatum 208 Juniperus communis 94 Knautia arvensis 66 Lamium album 88 Linaria vulgaris 260 Linum catharticum 130 Lycium barbarum 78 Malva sylvestris 142 Matricaria recutita 140 Medicago sativa 172 Melilotus officinalis 244 Menyanthes trifoliata 76 Myrica gale 216 Myrrhis odorata 252 Nasturtium officinale 74 Oenothera biennis 194 Ononis spinosa 160 Origanum vulgare 186 Pastinaca sativa 204 Petasites hybridus 114 Picea abies 104 Pimpinella saxifraga 214 Pinus sylvestris 102 Plantago lanceolata 272 Polygonum aviculare 212 Potentilla erecta 258 Primula veris 146 Prunus spinosa 236 Quercus robur 90 Ribes nigrum 240 Rosa canina 220 Rubus fruticosus 68 Rubus idaeus 118 Rumex crispus 230 Salix purpurea 210 Sambucus nigra 126 Sanicula europaea 228 Saponaria officinalis 248 Scrophularia nodosa 72 Solidago virgaurea 108 Sorbus torminalis 226 Stellaria media 100 Symphytum officinale 162 Tanacetum parthenium 180 Tanacetum vulgare 218 Taraxacum officinale 192 Thymus serpyllum 256 Tilia platyphyllos 170 Trifolium pratense 144 Urtica dioica 198 Vaccinium myrtillus 64 Vaccinium oxycoccos 262 Vaccinium vitis-idaea 266 Valeriana officinalis 58 Verbascum densiflorum 154 Veronica officinalis 276 Viola tricolor 242 Viscum album