Registering av sognemandtal - arbetslivsprojekt og kulturpedagogik på distans.

Transkript

1 Nordiske Arkivdage i Tavastehus maj 2012 Eiríkur G. Guðmundsson Konstitueret nationalarkivar Islands Nationalarkiv Registering av sognemandtal - arbetslivsprojekt og kulturpedagogik på distans. Kære alle sammen. Det glæder mig særdeles meget at få denne lejlighed til at deltage i en session om arkiverne og den moderne informationsteknikken. Den teknik som har skabt helt nye forudsætninger for arkiverne til at blomstre og gøre sig meget mere gældende end nogen sinde før. Det er min mening at den digitale teknik passer særlig godt til formidling af den del af kulturarven som arkiverne bevarer. Uden denne teknik ville der ikke være tale om formidling af kirkebøger og folketællinger i den grad som vi har oplevet de seneste år. Den digitale teknik gør det muligt at formidle de tusindvis, millionvis af sider, eller på anden vis store datamængder som findes i vore magasiner. Islands Nationalarkivs største digitaliseringsprojekter har for det meste foregået uden for arkivets vægge, ude på landet. Disse projekter har først og fremmest været tænkt som arbejdsmarkedstiltag, som forsøg på at modvirke arbejsløsheden i landdistrikterne i Island. Projekterne har vi prøvet at styrke ved at tage hensyn til pedagogiske metoder. Medarbejderne i projekterne har fået en præsentation af arkivet, dets virksomhed og hvorfor vi formidler. Det har også kendetegnet vore projekter at de har været samarbejdsprojekter og det står klart, at de ville ikke have fundet sted hvis de ikke var det. Med andre ord forudsætningen for at projekterne kom på benerne var, at der var mange parter som fortjente noget ved dem, regeringen, kommunerne, private virksomheder og arkivet. Digital formidling Informationsteknikken, med internettet som det centrale redskab, har ændret scenen og skabt nye muligheder i at formidle og være i kontakt med vore brugere. Formidling har været blandt arkivernes mest populære gøremål og mange formidlingstiltag hær været en sucess og hjulpet meget med at skabe et nyt service-niveau og skabe en ny image af arkiverne. Dette nye service-niveau har mange kaldt den digitale læsesal, i modsætning til den fysiske læsesal, hvor du skal tage hen for at bruge arkivalierne. Modsætning er at du kan hjemme, eller et andet sted hen, indhente arkivalier til dig. En revolutionær ændring for at sige det mildt. 1

2 Nordisk samarbejde om pedagogisk formidling Et vigtigt skridt i at fagligøre formidling blev taget i Norden i året 2004 da der dannedes et nordisk samarbejdsforum som kaldes Nordiskt Centrum for Kulturarvspedagogik, stationæret i Östersund i Sverige. Formålet med NCK er at være netværk for arkiver og museer i Norden hvor man kan samarbejde med temaer som vedrører alle pedagogiske aspekter knyttet til kulurarven, især formidling. Islands Nationalarkiv har været med fra starten og har deltaget i projekter som NCK har inisieret. Jeg kan konstatere at dette samarbejde har været vigtigt for os, den faglige dialog indenfor NCK har gjort os bedre udrustet til at køre vore formidlingsprojekter. Islands Nationalarkiv deltog i NCK s første projekt som var et kartlægningsprojekt og kaldtes Kulturarvens muligheder i almen kompetenceudvikling. Det foregik i Formålet var at analysere, sammenligne og vurdere nordiske kulturarvsinstitutioners muligheder i udviklingen af voksnes kundskaber og kompetencer, ikke mindst de arbejdsmarkedsrelevante kompetencer. Udgangspunktet var Nordisk Ministerråds målsætning om voksnes læring og princippet om livslang læring. Ideologien og praktikken med livslang læring og nutidens nøglekompetencer kommer fra den Europæiske Union. Projektet finansierades med midler fra Nordplus Vuxen. Projektet vakte lyst til et nyt projekt, som kaldtes på engelsk Heritage Learning outcomes in the Nordic and Baltic Area og kom på benene ved hjælp af Nordisk Ministerråd, i Det afsluttedes sidst i 2011 (se NCK s hjemmeside: Under projektet prøvede man at finde ud og analysere hvad en arkivbruger, en museumsgæst, lærer sig? Kan vi påpege og vise det som registreringsmedarbejdere har lært sig ved at indtaste folketællinger, er nyttigt for samfundet eller er nyttigt for dem? Har arkiv og museer en rolle at spille, når det gælder almen kompetenceudvikling, livslang læring og socioøkonomisk udvikling? Islands Nationalarkiv bidrog i dette projekt med en vurdering af kompetencudvikling hos de som arbejde i store projekter vi kørte i årene Projekterne var arbejdsmarkedstiltag sat i gang til at modvirke arbejdsløshed ude i landdistrikterne. Det ene af projekterne var digitalisering af 10 folketællinger ved indtastning. Vurdering af hvad medarbejderne havde lært sig eller hvilken kompetenceudvikling havde fundet sted, blev gjort ved at lægge et spørgeskema for deltagerne. Svarene viste at de, m.m. oplevede øget viden, fik bedre færdigheder og deres syn på arkiv og fortid blev positivere. De oplevede også stor glæde ved at møde på en arbejdsplads og lære nye mennesker at kende. 2

3 En digital process og arbejde på distance Digitalisering af kirkebøger er blandt arkivernes største og vigtigste formidlingsopgaver. Det har vist sig at digitale kirkebøger og folketællinger på nettet er godt modtaget af borgerne. Udover det store digitaliseringsprojekt med folketællingerne, fik Nationalarkivet, uden at søge, to gange dkr (9 millioner iskr), for at køre digital registrering af nogen slags i Nord-Østlandet i 2009 og Formålet var at skabe jobs ude i de små bygder i Østlandet, hvor arbejdsudbudet er ringe og ensartet. Hvordan skulle arkivet løse denne udfordrerende opgave? Det var slet ikke muligt at sende orginaldokumenter til disse steder, hvor der ikke var sikre magasiner og ingen erfaring med at omgås arkivalier. Derfor definerede vi en helt digtal proces. Nationalarkivet skulle skanne orginal dokumenter i Reykjavík og så kunne registreringen ske hvor som helst via internet. Sognemandtal Præsterne i Island skulle føre to typer af kirkebøger, den sædvanlige ministerialbog og et sognemandtal. Sognemandtallet eller sjæleregister var sognepræstens embedsprotokol over de årlige husbesøg. Heri skulle præsterne registrere alle personer i hver husstand, deres status i hjemmet, alder, om de havde været til alters, læsefærdigheder, deres adfærd, og hvilke (åndelige) bøger der eventuelt fandtes i hjemmet. Disse typer bøger findes i fleste nordiske lande. Projektidéen Arbejdet med at digitalisere- ved indtastning/ tarnsskribering- de mange folketællinger, som Islands Nationalarkiv har i sine samlinger, gjorde det naturligt at afprøve idéen om at digitalisere sognemandtallene på lignende vis. Efter en del granskning af sognemandtallene viste det sig, at oplysningerne i dem er meget varierende over tid. Det blev derfor besluttet at indtaste de fælles grundlæggende oplysninger i bøgerne: tællingsår, gårdnavne, personnavne, personers status og alder. Desuden provstdømmets navn, præstekaldets navn og sognets navn. Der blev lavet et indtatsningsmodul, hvor man efter digitale billeder af sider i bøgerne kan opskrive disse oplysninger. Registreringen sker online over nettet, og de registrerede oplysninger skrives direkte ind i en database i Nationalarkivet i Reykjavík. Formålet er at gøre disse vigtige kilder tilgængelige og søgbare på arkivets web i fremtiden. Både den indskrevne tekst og de digitale billeder vil være tilgængelige. I teorien, hvis vi kan fuldføre registrering af alle sognemandtal, har man i fremtiden internetadgang til årlige tællinger af alle islændinge i næsten 200 års periode, fra ca Med de forbehold at mange bøger er gået tabt, især de ældste. 3

4 Som sagt, vi både skanner og lader indtaste- opskrive - sognemandtallene. Skanningen sker i Nationalarkivet i Reykjavík hvor bøgerne opbevares. Registreringen sker på den anden side af landet via internet. Registreringsarbejdet I årene 2009 og 2010 var der arbejdet med registrering af sognemandtal i tre byer i Nordøstlandet. I alt omkring 10 personer deltog i arbejdet i varierende perioder. Vore samarbejdspartnere var et regionalarkiv på Húsavík og to små privatfirmaer som byder på forskellige digitale tjenester. Finanseringen var altså den at arkivet fik bevilget penge via den statlige finanslov. Der blev lavet skriftlige kontrakter hvor alt blev fastlagt. Nationalarkivet skaffede indtastningsmodulet, de digitale billeder og teknisk hjælp. Vore samarbejdspartnere skaffede lokaler og udstyr og ansatte folk. Samarbejdet gik i store træk meget godt. Projektpengene udløb og arbejdet var dermed tilendebragt i slutningen af Men i landdistrikterne, i Østlandet, var der interesse for at fortsætte med lignende arbejde. Repræsentanter fra to kommuner sammen med Foreningen for arbejdsudvikling i Østlandet, kontaktede Nationalarkivet i foråret Ærindet var at diskutere mulighederne for at starte registreringsarbejde for de arbejdsløse i de små og afsidesliggende kommuner i Østlandet. Dette resulterede i en fælles ansøgning til Kultur- og Undervisningsministeriet, hvor man bad ministeriet om et bidrag på et vist beløb. Formålet blev defineret meget nøje og byggede blandt andet på vores erfaring fra NCK samarbejdet. Om efteråret kom et positivt svar, hvor tre kommuner blev opfordret til at iværksætte registreringsarbejde op til 9 arbejdsmåneder i hver kommune. Samarbejdsmodellen (investeringsmodellen ) var mere kompliseret end før: Kommunerne skaffer lokaler og udstyr og tager sig af personalsager. Nationalarkivet skaffer selve arbejdsopgaverne, de skannede kirkebøger og vejledning i arbejdet, laver kontrakterne og udbetaler tilskudet fra ministeriet. Men lønudgifterne finanseres med et tilskud fra ministeriet og fra Arbejdsdirektoratet som selv betaler sin del til kommunerne. Modellen går ud på at alle organisatoriske parter investerer i projektet. Det gør også Foreningen for arbejdsudvikling i Østlandet som har et overordnet tilsyn og deltager i rapportskrivningen sammen med Nationalarkivet. Nu foregår registreringsarbejde i kommunerne Breiðdalsvík og Djúpivogur. De deler med sig de 27 arbejdsmånder som projektet indeholder. Fire personer arbedjer i hver kommune, nogle i deltid. I Djúpivogur er beboertallet 463 og Breiðdalsvík Projektet tager slut nu i 4

5 disse dage. Kommunerne har formodet Kultur-og Undervisningsministeriet om at registreringsarbejdet bliver udvidet som et længere, vedvarende projekt med årlige bevillinger i finansloven. Med bistand fra staten, til at støtte arbejdsmarkedet i Vestfjordene, har Nationalarkivet i samarbjede med regionalarkivet i Ísafjörður en lille registreringsgruppe, bemandet med fire personer, og de registrerer sognemandtalene med mere. I alt har vi registreret 130 bøger, omkring 9% af de 1502 bevarede sognemandtalsbøger. Det har taget godt 7 årsværk. Og det tager c.a. otti (80) årsværk at registrere de resterende bøger. Vi er således kun et lille skridt hen ad vejen i mod digitale kirkebøger på nettet. Vi forbereder selve formidlingen af de registrerede sognemandtal og testversion af en søgemaskine forligger. Der vil brugerne kunne søge efter alle indskrevne oplysninger. Det vil være muligt at følge familieforholdene på en enkelt gård, fra år til år, og føgle visse personer fra år til år. Man vil kunne se på skærmen både de indtastede oplysninger og billeder af siderne, samtidigt, hvis man vil. Jeg tør påstå, at publikum vil få et kraftigt og værdifult værktjøj til sin forskning. Til slut Kære publikum! Vad har arkiven för nytta av partnerskap och partnerskapen av arkiven? For mig står det klart at partnerskabet har gavnet alle samarbejdspartnere som Islands Nationalarkiv har samarbejdet med. Alle har fået noget udbytte. Arkivet har blandt andet fået billige produkter. Arkivet har desuden fået mulighed for at gøre sig mere gældende i landdistrikterne, vi har profileret os som en aktiv kulturarvsinstitution indenfor formidling, og vi er ved at etablere os, som mere åben og imødekommende myndighed overfor almenheden. Har akivpedagogikken gavnet os? Ja. Vi har fremvist i vor rapportering de vurderinger som vi har gjort på personalets kompetanceudvikling. Det har vakt opsigt og styrket vores ansøgninger og øget vores troværdighed overfor vores partnere. I dag er vi mere overbevist om at vi skal tage hensyn til pedagogikken og bruge den målrettet i vort arbejde generelt. Ved at indlede projekter med et lille kursus kan man øge deltagernes udbytte og jeg tror, at hvis vi havde flere tilbud med undervisning til side ved et projektarbejde, kunne arkivernes socioøkonomiske pondus være langt stærkere og vi kunne definere os i større grad som undervisningsinstitutioner. Tak! 5