Grindsted Kirke. Søndag d. 22. februar 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 22. februar 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 1. søndag i fasten, Matt. 4, tekstrække. Salmer. DDS 336 Vor Gud han er så fast en borg. Dåb: DDS 441,1-4 Alle mine kilder skal være hos dig. DDS 441,5-6 Alle mine kilder skal være hos dig. DDS 624 Gud er Gud, før jorden skabtes Motet v/ pigekor: Mine tider er i din hånd. DDS 487 Nu fryde sig hver kristen mand. Altergang: Pigekoret synger (evt.: DDS 28 De dybeste lag i mit hjerte ). DDS 634 Du ved det nok, mit hjerte. Tekstlæsninger. 1. Mos. 3,1-9; 2. Kor. 6,1-2; Matt. 4,1-11.

2 2 Prædiken. Djævelen er helt konkret i teksten om fristelsen i ørkenen. Jesus står ansigt til ansigt med sin diametrale modsætning, som forsøger at friste ham. Har fristeren heldet med sig, får han bevis for, at Jesus kan formes, og så skal Satan nok lige så stille få ham lirket over på sin side. Problemet for Djævelen er bare, at han ikke står over for et hvilket som helst menneske, men det eneste menneske, Gud nogensinde har taget bolig i, så han kunne leve som en af os. Fristeren leger altså ikke med en eller anden tilfældig person, men står over for sin største udfordring nogensinde. Derfor kræver Satans plan meget mere, end den ellers ville have gjort. Det viser sig da også, at Djævelen lider nederlag, selvom han er selve ondskabens fyrste. Djævelskab kan også være konkret i vores hverdag. Dog viser den sig ikke direkte personificeret i Satan. Jeg går i hvert fald ud fra, at det er de færreste af os, der har stået ansigt til ansigt med Djævelen. Det djævelske lever mere eller mindre skjult i og iblandt os. Pludselig kan det åbenbare sig, sådan som det gjorde sidste weekend, da en afstumpet ung mand gjorde sig til dobbeltmorder og attentatmand i to terroraktioner. Gerningsmanden var ikke Djævelen selv, men han udførte djævelske gerninger, som i sidste ende også kostede ham livet. Han havde ladet sig friste af en forsimplet islamistisk teologi. I Koranen findes der mange eksempler på fordømmende tekster. Der trues med helvedestraf, for eksempel på denne måde: Sig til dem, der er vantro: I vil blive besejret og ført til Helvede i samlet flok! Hvilket ulykkeligt hvilested!. 1 De vantro er dem, der ikke tror på Allah; altså sådan nogle som os. Hvordan der er i Helvede beskrives således: De, der ikke tror på Vore tegn, dem vil Vi lade brænde i ild. Hver 1 Koranen oversat af Ellen Wulff, Forlaget Vandkunsten 2006, sura 3, v. 12 s. 49.

3 3 gang deres hud er brændt igennem, giver Vi dem en anden hud i stedet for, så de kan smage straffen. Gud er mægtig og vis. 2 Koranen indeholder også opfordringer til krig mod de vantro: Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! 3 Et andet sted findes denne opfordring: I, der tror! Bekæmp dem af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad dem finde jer skånselsløse! I skal vide, at Gud er med de gudfrygtige!. 4 Det er ganske usympatiske citater. Bedre bliver det ikke af, at profeten Muhammed - der ifølge legenden fik Koranens indhold åbenbaret af selveste Allah - beskriver bogen som ufejlbarlig. Det fremstår blandt andet af dette citat: Denne Koran kunne ingen finde på foruden Gud; men den kommer fra alverdens Herre til bekræftelse af det, der var før den, og som en nøjagtig fremlæggelse af Skriften; derom hersker der ingen tvivl. 5 På denne baggrund kan man let komme til at dømme islam som en blodtørstig religion og alle muslimer som krigsliderlige galninge, der målrettet arbejder frem mod udslettelsen af alle andre end deres trosfæller. Med udgangspunkt i de nævnte citater fremstår weekendens attentatmand som en præmiemuslim. Så simpel er problemstillingen imidlertid ikke. Heldigvis! Opfordringen til drab af vantro følges oftest af en betingelse. Jihad eller hellig krig skal føres som selvforsvar eller i tilfælde af, at muslimer vil generobre tabt område. Desuden nævnes fredelig sameksistens også som en mulighed: Gud forbyder jer ikke at være venlige og handle retfærdigt mod dem, der ikke bekæmper jer i religionen, og som ikke har fordrevet jer fra jeres boliger. Gud elsker dem, der handler retfærdigt. 6 Selvom Koranen indeholder mange retningslinjer, der lægger op til fjendskab overfor anderledes troende, er islam altså ikke nødvendigvis en ekspansiv og blodtørstig 2 Ibid., Sura 4, v.56, s Ibid. Sura 2, v. 191, s Ibid. Sura 9, v Ibid., Sura 10, v. 37, s Ibid. Sura 60, v. 8, s. 442.

4 4 religion. De fleste muslimer ønsker da også blot at leve i fred og fordragelighed. Var det ikke tilfældet, ville vi have set langt flere eksempler på terrorangreb i København og andre vestlige byer. Det er bemærkelsesværdigt, at sidste weekends tre døde havde hver deres religiøse baggrund. Den første dræbte tilhørte den af kristendommen farvede danske kultur med dens vægtlægning på demokrati og menneskerettigheder. Den anden tilhørte det mosaiske trossamfund og var aktiv i den jødiske menighed i Krystalgade. Den sidste var som nævnt ekstremistisk muslim. De tre religioner - kristendom, jødedom og islam - kaldes for monoteistiske, fordi de hver især insisterer på, at der kun findes én Gud. Dette gør de ikke mindst, fordi de - langt tilbage - har samme udgangspunkt. Jødedommen er den ældste af de tre. For to årtusinder siden voksede kristendommen ud af jødedommen, fordi Jesus - der selv var jøde - gjorde op med den hidtidige forståelse af, hvem og hvordan Gud er. Han ændrede troens fokus, så det ikke længere var overholdelsen af bestemte love, der var vigtige for forholdet til Gud. Det vigtige var derimod, at Gud selv havde vist, at han ville os det godt, fordi han havde ladet sig føde som en af os og tilmed lod sig henrette for at tage straffen for vore synder på sig. I begyndelsen af 600-tallet opstod islam som et resultat af, at Muhammed mente, at han fik åbenbaringer fra Gud som han kaldte for Allah. En del af åbenbaringerne mindede om de gammeltestamentelige historier, men de var vinklet på en måde, der ikke gavnede jøder og kristne. Muhammed forklarede dette med, at jøderne havde forvansket de oprindelige historier. Det var altså hans åbenbaringer, der var de sandeste. Muhammeds særprægede gengivelser af de gammeltestamentlige historier kan dog også forklares med, at han sandsynligvis var analfabet og ikke kunne huske de originale historier ordentligt. Det gav han en mulighed for at vinkle dem til gavn for sin egen sag - men det er naturligvis ikke en forklaring, muslimer anerkender. De fleste af dem tror fuldt og fast på, at Koranen er Guds direkte meddelelse til Muhammed, som senere fik dem skrevet fejlfrit ned. Islam har nemlig ikke været igennem en

5 5 reformation, som den den kristne kirke gennemlevede i 1500-tallet og som medførte, at man begyndte at stille nogle spørgsmål, man ikke havde turdet stille tidligere. I dag ved vi, at man ikke kan læse Bibelen eller et andet helligskrift uden mere eller mindre bevidst at fortolke det, man læser. Desuden afhænger det af den enkelte, hvilke dele i skriftet, der lægges vægt på. På den måde er Bibelen ikke entydig. Det har den for så vidt aldrig været, for både i Det Gamle og i Det Nye Testamente beskrives Gud og de krav, han stiller, på forskellige måder, der til tider virker selvmodsigende. I Det Gamle Testamente kan man læse opfordringer som: Den fremmede må du ikke udnytte eller undertrykke 7. Det er jo ganske sympatisk. Det samme kan ikke siges om hævngerrige udråb som dette, der stammer fra en af de gammeltestamentlige salmer: Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen! 8. Går vi til Det Nye Testamente, kan man undre sig over beskrivelser som denne: De er som vildfarende stjerner, og dystert mørke venter dem til evig tid 9 eller hvis din hånd bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå lemlæstet ind til livet end med begge hænder i behold at komme i Helvede, til den uudslukkelige ild 10 eller - som et sidste eksempel fra Det Nye Testamente: Jeres rigdom er rådden og jeres klæder mølædte, jeres guld og sølv er dækket af rust, og den rust vil vidne mod jer, og som en ild vil den fortære jeres kød. 11. Den slags kan nemt virke som en modsigelse af den kærlighedserklæring fra Gud, som store dele af Det Nye Testamente ellers kan beskrives som; en kærlighedserklæring, der blev bragt os af Kristus. Men fordømmelser og beskrivelser af helvedesstraf findes altså også i den for kristne vigtigste del af Bibelen. Det kan vi ikke lave om på, men vi kan vægtlægge de forskellige træk på en måde, så talen om fordømmelse ikke får større indflydelse, end den bør have Mos. 22,20 8 Sl. 137,9. 9 Jud Mark. 9, Jak. 5,2-3

6 6 Springet fra Bibelens mere dystre tekster til Koranens fordømmende vejledninger er ikke stort, selvom mængde af dem er langt mere massiv i Koranen end i Det Nye Testamente. Alligevel ligger vold og had hverken islam, jødedom eller kristendom nær, for de forskellige helligskrifter læses af mennesker, hvoraf de fleste hellere vil leve og lade leve end slå ihjel og selv dø. Selvom islam ikke har været igennem en reformation, så findes der dog en bred reformatorisk bølge i vore dages islam. Var det ikke tilfældet, ville de muslimske lande ligge i konstant krig med resten af verden. Ligeledes ville alle muslimske indvandrere og flygtninge føre partisankrig mod befolkningen i de lande, de var kommet til. Det er ikke tilfældet for andre end de afsporede, ekstremistiske muslimer, der vægtlægger de krigeriske dele af Koranen og griber til terror. Når vi mødes af vold og had, som det skete med weekendens terrorangreb, er det lettest at svare igen af samme skuffe. Da gør man brug af den gengældelsesetik, der er fremtrædende indenfor islam og jødedom: Øje for øje og tand for tand. 12 Man er tilmed tilbøjelig til at dømme alle, der minder om gerningsmanden, som identiske med ham, så også de kan blive straffet. Men selvom Det Nye Testamente også har sine fordømmende tekster, er det nogle helt andre, der står centralt: Tekster om tilgivelse og nåde; ja, sågar om noget så umuligt som fjendekærlighed. Store dele af Det Nye Testamente går i den stik modsatte retning end tilsvarende store dele af Koranen og Det Gamle Testamente. Som kristne forpligtes vi til ikke at gribe til had og hævn, men at tænke os om, før vi handler. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi at gøre ondt værre. Sker det, opdager vi før eller siden, at vi selv har ladet os friste af Djævelen, så det pludselig er os, der har udført djævelske gerninger. Det er der kun én, der vinder på, nemlig Djævelen, den personificerede ondskab. - Amen. 12 F.eks. 2. Mos. 21,24 og Koranen, Sura 5, v. 45.