Udfordringer ved selvbestemmelse

Transkript

1 DENNE OPGAVE ELLER DELE HERAF MÅ KUN OFFENTLIGGØRES MED FORFATTERS TILLADELSE JF. BEK AF LOV OM OPHAVSRET NR 202 AF Udfordringer ved selvbestemmelse Bacheloropgave Af Rasmus Skov Nielsen Bacheloropgave, Univercity College Lillebælt - Jelling, Pædagoguddannelsen, Vejleder: Steen Jørgensen Tegn:

2 Resume Denne opgave handler om pædagogens udfordringer, problemstillinger i arbejdet med selvbestemmelse i mødet med mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Opgaven sætter spørgsmål ved socialpædagogernes rolle i forbindelse med at realisere selvbestemmelse for den enkelte borger. Dette bliver først undersøgt ved at belyse, hvilke historiske betingelser for borgeren har været igennem. Herefter beskrives hvad selvbestemmelse er. Så belyses socialpædagogik og hvad socialpædagogik indebærer samt historien omkring socialpædagogik. Derefter redegøreres der for pædagogprofessionen i et historisk perspektiv, samt analyser af hvad en pædagogisk faglighed er rundet af. Undersøgelsen Veje til reelt medborgerskab samt fire interviews fra forskellige botilbud er sammenkoblet for at belyse, hvilke udfordringer der opstår i det daglige arbejde med mennesker med nedsat funktionsevne. Afslutningsvis er der et afsnit hvor udfordringerne ved selvbestemmelse er delt op i fire grupper: henholdsvis udfordringerne i samfundet, institutionelle rammer, pædagogen og borgeren. Opgaven rundes af med en konklusion og perspektivering. 1

3 Indhold Resume... 1 Indledning... 1 Problemformulering... 1 Afgrænsning af emne... 2 Metode... 2 Udviklingshæmmede... 4 Delkonklusion... 6 Selvbestemmelse... 7 Delkonklusion... 8 Socialpædagogik... 8 Delkonklusion Pædagogprofessionen Delkonklusion Empiri Veje til reelt medborgerskab Interviews Delkonklusion Udfordringer med selvbestemmelse Udfordringer med baggrund i en samfundsmæssig kontekst Udfordringer med baggrund i en institutionel kontekst Udfordringer med baggrund i pædagogen Udfordringer med baggrund i den udviklingshæmmede Konklusion Perspektivering

4 Referenceliste Bilagsliste... 1 Bilag 1: Interview Guide... 2 BILAG 2: Interview med pædagog fra botilbud Bilag 3: Interview med pædagog fra botilbud BILAG 3 Interview med pædagog fra botilbud BILAG 4 Interview med afdelingsleder

5 Indledning I mine lønnede praktikker har jeg været studerende på to botilbud for voksne med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Begge botilbud har primært borgere, som er udviklingshæmmede med psykiatrisk overbygning. Deres funktionsniveau er forskelligt. Mange af borgerne er over 50 år. Omkring halvdelen har i langt størstedelen af deres liv boet i forskellige støtteforanstaltninger. De botilbud, som jeg var i praktik i, er beliggende i området omkring de tidligere Kellerske Anstalter (tidligere centralinstitution), hvilket gør at udviklingshæmmedes historie er en central del af mit tankesæt. Jeg oplevede i praktikkerne, hvilke udfordringer og dilemmaer socialpædagogerne har i arbejdet med selvbestemmelse. Målgruppen i opgaven er udviklingshæmmede også kaldt borgere. Jeg kalder dem udviklingshæmmede, da gruppen selv ønsker denne betegnelse, hvilket også kan ses i deres egen organisation, som netop hedder Udviklingshæmmede LandsForbund (ULF) (Jensen og Meyer, 2013, s. 168). Ifølge FN konventionerne omkring handicappede og menneskerettigheder er personer med handicap sikret grundlæggende menneskerettigheder, hvilket betyder retten til selvbestemmelse og retten til selv at vælge og være uafhængig. Endvidere er det også beskrevet i Grundloven, at alle danskere er sikret frihed, og denne frihed er ukrænkelig. Sidst er der serviceloven, som der først og fremmest afskaffede institutionsbegrebet og endvidere fastslog, at hjælpen skal gives ud fra borgerens individuelle behov. I løbet af praktikkerne var jeg meget optaget af, hvorfor pædagoger handler, som de gør. Hvordan de oplever hverdagen og den forskel, som der kan være i de forskelliges tilgang til arbejdet. Jeg har været optaget af de kulturer, som opstår i de forskellige institutioner. Ovenstående førte til, at jeg ønskede at skrive en opgave med udgangspunkt i pædagogen og den forskel, som jeg kunne se, at der var i arbejdet med selvbestemmelse. Hvilket fører frem til følgende problemformulering: Problemformulering Hvilke udfordringer er der for pædagogen i arbejdet med udviklingshæmmede og selvbestemmelse? Hvad er baggrunden for disse udfordringer? 1

6 Afgrænsning af emne Jeg har i opgaven valgt at have fokus på pædagogen og ikke i så høj på den udviklingshæmmede. Det skyldes, at mit primære fokus har været på, hvad der udfordrer pædagogen i arbejdet med selvbestemmelse. Jeg har valgt såvel teori som empiri, der kan bruges til at beskrive den praksis, som pædagoger og udviklingshæmmede befinder sig i, hvilket også har betydet et fravalg af teoretikere, som beskriver verden ud fra et makroperspektiv. Dette har jeg gjort for at indfange, hvad der kan lægge til grund for, at den enkelte pædagog handler som vedkommende gør i sin praksis. I opgaven har jeg ikke valgt at beskrive hvilke metoder og faglige tilgange, som pædagogerne kunne bruge i mødet med den udviklingshæmmede for at realisere selvbestemmelse. Dette har ikke relevans, da omdrejningspunktet for opgaven netop er, hvorfor der opstår udfordringer for såvel pædagogerne som for de udviklingshæmmede. Metode Jeg har i min opgave beskæftiget mig med forskellige afsnit, først et afsnit omkring udviklingshæmmede, deres historie og liv. Endvidere beskriver jeg kort, hvad selvbestemmelse er, og hvilken lovgivning der ligger bag. Derefter et afsnit omkring socialpædagogik og dens historie, samt forskellige teoretiske forståelser af begrebet. Jeg beskriver derefter pædagogprofessionen ud fra et historisk perspektiv og det problemfelt, der kan opstå mellem uddannelse, praksis og rammer. Jeg har valgt at lave et empirisk afsnit, som består af undersøgelsen Veje til reelt medborgerskab (Holmskov og Skov, 2007)og egne interviews omhandlende selvbestemmelse. Sidst et afsnit hvor jeg belyser udfordringerne. Mit udgangspunkt for hele opgaven var, at jeg i praksis så konkrete udfordringer med selvbestemmelsen. Dette undrede mig og jeg have et ønske om at udforske, hvad grundene til dette kunne være. Umiddelbart foranlediges jeg til i hverdagen at se det som enkelte menneskes handlen. Samtidig fik jeg kendskab til psykolog Dorthe Birkmose, som har skrevet en bog om forråelse. Dette fik mig til forstå, at man må se på mange facetter for at forstå, hvad der afgør pædagogers handlinger. Igennem mit studie har jeg arbejdet med undersøgelsen Veje til reelt medborgerskab. De har nogle grundlæggende væsentlige pointer den udviklingshæmmede, deres historie, pædagogerne og rammerne som værende vigtige i forhold til at forstå, hvorfor det kan være svært med selvbestemmelse. Dette blev så udgangspunktet for min opgave. 2

7 Niels Rosendal Jensen (ansat på DPU) og Ditte Sørensen (bl.a. Socialpædagogernes Landforbund, pædagogisk konsulent og censor ved Professionshøjskolerne) har gennem mange år arbejdet med udviklingshæmmedes betingelser og vilkår. Jeg bruger dem til en gennemgang af de udviklingshæmmedes historie. Den historiske gennemgang kan være med til at pege på nogle af de nutidige problemstillinger. Herefter beskriver jeg, hvilken lovgivning der danner baggrund for selvbestemmelse. Endvidere at der kan være en vis forvirring omkring begrebet selvbestemmelse der sker en sammenblanding med andre begreber, som ligger tæt op af selvbestemmelse. Dette har betydning for daglige praksis. Så følger et afsnit om socialpædagogik. For at forklare, hvad socialpædagogik er, og hvor det kommer fra, har jeg valgt at tage udgangspunkt i flere forskellige teorier omkring socialpædagogik. Dette har jeg for at indfange kompleksiteten i at forstå begrebet. Alt efter hvilken position man indtager i forståelsen af socialpædagogik, får man forskellige forklaringsmodeller. Derfor valgte jeg at tage udgangspunkt i grundbogen omhandlende socialpædagogik for netop at få forskellige vinkler. Afsnittet sluttes en sammenkobling af en forståelse af socialpædagogik i forhold til arbejdet med udviklingsarbejdet. Hertil bruges Jesper Holst (tidligere lektor DPU), som gennem mange år har beskæftiget sig med udviklingshæmmede. Derefter beskriver jeg med udgangspunkt i grundbogen, hvordan pædagogprofessionen er opbygget. Det centrale i afsnitter handler om forståelser af pædagogernes faglighed som værende indlejret i tavs viden, subjektiv forståelse som konstrueres i sociale processer og i en række institutionelle og samfundsmæssige forhold. Jeg vælger denne vægtning, da det giver mulighed for at forstå, hvorfor retten til selvbestemmelse kan give udfordringer. Opgavens empiriafsnit består som beskrevet af en undersøgelse og 4 interviews. Mit udgangspunkt er som nævnt, at jeg i praksis har oplevet, at det giver udfordringer at arbejde med selvbestemmelse. Derfor var det nærliggende at interviewe pædagoger om deres overvejelser. Sluttelig sammenkæder jeg empirien med teorien. Dette gør jeg med afsæt i fire måder at se udfordringer med selvbestemmelse på ud fra en samfundsmæssig kontekst, en institutionel kontekst, ud fra pædagogen og endelige ud fra den udviklingshæmmede. Dette viser, hvordan praksis kan forstås og endvidere min valgte måde at forstå problemstillingen på. 3

8 Udviklingshæmmede WHO definerer udviklingshæmmede på følgende måde: som en tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau, som normalt viser sig i løbet af barndommen, og som bidrager til det samlede intelligensniveau dvs. de kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder (Holmskov og Skov, 2007 s. 6). Der er i Danmark ca udviklingshæmmede ifølge landsforeningen LEV. Dog bliver det ikke registreret, om man er udviklingshæmmet eller ej, så et helt præcist antal findes ikke. Af de udviklingshæmmede, har personer, brug for betydelig støtte for at kunne leve et liv så nær det normale som muligt (Landsforeningen LEV, 2003). Indtil midten af 1800 tallet var udviklingshæmmede anbragt i dårekister sammen med gamle og sindssyge. Nye tanker i samfundet ændrede synet på de svageste til at være værdig trængende til hjælp, da deres problemer ikke var selvforskyldte. I slutningen af 1800 tallet ændrede synet sig igen til, at de blev set som defekte og farlige. Dette skyldes den nye viden fra Darwins lære. (Jensen og Sørensen, 2012, s. 7-10). I 1933 kom Steinckes socialreform, som på den ene side gav hjælp til udviklingshæmmede, på den anden side gav Staten flere beføjelser. Samtidig bygges der flere store institutioner, som fungerede som små samfund uden kontakt til det omkringliggende samfund. Forholdene var på mange måder kritisable (Jensen, og Sørensen., 2012, s. 12 og 13). Fra 1940 til 60 erne begyndte der at være kritik af de førnævnte forhold blev Landsforeningen Evnesvages Vel oprettet, som var med til at støtte op om, at udviklingshæmmende skulle have et menneskeværdigt liv (Jensen, og Sørensen., 2012, s. 14). En ny dagsorden kom på bordet, og udviklingshæmmede skulle have samme muligheder og tilværelse som andre. De skulle integreres i samfundet som andre borgere (Holmskov og Skov, 2007 s.17). Der kom en ny åndssvageforsorgslov i Den grundlæggende ide var et liv så nær det normale som muligt. Det betød et brud med det lægedominerede vælde. Der var dog stadig kritik af forholdene på centrene blandt andet i forhold til personalets holdninger til de udviklingshæmmede (Jensen, og Sørensen, 2012, s ). 4

9 I 1970erne var det socialpolitiske og pædagogiske fokus at normalisere udviklingshæmmede. De blev tænkt som klienter, og professionelles tilgang tog udgangspunkt i diagnoser, afvigelser og problemer, hvilket også gav personalet ret og pligt til, at træffe beslutninger og valg på vegne af den udviklingshæmmede. Ud fra klintperspektivet blev det enkelte menneske opfattet som en del af en gruppe med fælles træk og sammenlignelige behov snarere end som et individ. (Holmskov og Skov, 2007 s. 17). Konkret blev Statens Åndssvageforsorg nedlagt og i stedet blev Socialstyrelsen oprettet. Bistandsloven kom til i 1976, som slog fast, at udviklingshæmmede skulle behandles af samme myndighed og efter de samme regler som andre (Jensen, og Sørensen, 2012, s. 19). I 1980erne kom der fokus på ligeværdighed og rettigheder, og den udviklingshæmmede blev mere og mere set som en borger. I 1980 blev forsorgen udlagt til amterne, hvilket betød en omlægning både i forhold til omsorgen i dagligdagen og de fysiske rammer. Ligesom der skete et ledelsesmæssigt skift fra en medicinsk tilgang til en pædagogisk/psykologisk. Udviklingshæmmede blev nu flyttet fra de store institutioner til lokalområderne og til mindre selvstændige boliger. Det var båret af en ide om normalisering, hvor udviklingshæmmede blev tilbudt hjælp, så de kunne fungere så normalt som muligt. (Jensen, og Sørensen,, 2012, s ). Denne tanke om normalisering blev der rejst kritik af i 90 erne. Specielt blev der stillet spørgsmål ved den del af normaliseringsideologien, som betød, at det enkelte menneske skulle leve op til at være normal for at blive en del af samfundet. Der blev også stillet spørgsmålstegn ved, om selve målsætningen med integration og normalisering var rigtig. (Jensen, og Sørensen, 2012, s ) Det medførte et større fokus på rettighedsprincippet primært set i lyset af juridisk ligestilling. I 1993 vedtog politikerne, at udviklingshæmmede skulle sikres ligestilling og ligebehandling. Med pensionsreformen i 1995 blev de tilkendt førtidspension. Udviklingshæmmede blev dermed sidestillet med andre førtidspensionister, så de havde individuelle valg, selvstændighed og medbestemmelse. I 1998 kom Loven om social service, som ophævede institutionsbegrebet. Udviklingshæmmede fik retten til egen bolig og præcisering af retten til hjælp og støtte. Professionelle skulle nu tilrettelægge en pædagogisk indsats overfor dem. (Holmskov og Skov 2007 s.17-18). Serviceloven omfattede alle borgere i Danmark, og dermed eksisterede der ikke længere særlovgivning i forhold til udviklingshæmmede (Jensen, og Sørensen, 2012, s. 25). Niels Rosendal Jensen (2012, s. 40) referer til en undersøgelse lavet af Socialministeriet i 2002 omhandlende, 5

10 hvordan det var gået med institutionsbegrebets ophævelse. På det tidspunkt konkluderes der, at der stadig er meget, som mangler og at der blandt personalet er brug for kulturskifte. I 2007 kom strukturreformen, som ændrede opgavefordelingen i det offentlige. Formålet med ændringen var bl.a. billigere og mere individuelle ydelser under øget demokratisk kontrol. Amterne blev nedlagt, hvor det nu er 98 kommuner og 5 regioner, som har opgaven (Sørensen, 2013, s. 76). I 2009 tiltrådte Danmark FN s handicapkonvention. Det forpligtede til at sikre bl.a. udviklingshæmmedes civile, politiske og sociale rettigheder. De senere år har blandt andet været kendetegnet ved, at der rejses kritik af, at det specialiserede område koster mange penge. Der har været eksempler fremme på, at borgmestre foreslog tvangsmedicinering af udviklingshæmmende for at spare på disse udgifter (Sørensen, 2013, s.77). Endvidere er der forslag om ændringer af serviceloven i 2015 med udgangspunkt i en målgruppetilgang, hvor borgerne inddeles i 3 grupper med hver deres hjælpebehov (Høringsportalen, 2014). LEV er stærkt kritiske overfor disse ændringer (LEV, 2014). Delkonklusion Ovenstående viser, at synet på udviklingshæmmede har skiftet gennem årene. De er blevet set som trængende, som hjælpeløse, som farlige, som mennesker på lige fod med andre. Forskellige tendenser i samfundet har gennem tiden givet sig udslag i forskellige syn på udviklingshæmmede. Igennem historien har det gentagende gange vist sig, at selv om lovgivningen blev ændret med udgangspunkt i andre og bedre tiltag i forhold til udviklingshæmmede, så har det været svært at ændre på de reelle betingelser. En af grundene til dette har blandt andet været, at de professionelle ikke har været i stand til i tilstrækkelige udstrækning at ændre kulturen. Ligesom såvel den enkelte udviklingshæmmede og dennes pårørende har haft svært ved at ændre synet på de givne muligheder. Udfordringen indenfor de specialiserede områder i dag handler blandt andet om, at synet er præget af at se mennesket som værende biologisk ikke mindst på baggrund af den hastige voksende neuropsykologi og tilsvarende pædagogik. Dette medfører igen et syn på handicappede ud fra en medicinsk diskurs. Et andet generelt tiltag i disse år er, at der igen bygges større institutioner, hvor borgerne godt nok har selvstændige lejligheder, men disse er beliggende i noget, som kunne ligne de tidligere centralinstitutioner. Endelig lever udviklingshæmmede stadig i et samfund, som ikke altid betragter dem som medborgere. 6

11 Selvbestemmelse Det lovmæssige grundlag for selvbestemmelse I 1993 blev standartreglerne omkring ligestilling og ligebehandling for handicappede stadfæstet ved en folketingsbeslutning. I 2006 vedtog FN konventionen om, at handicappede har samme rettigheder som andre mennesker. Siden da har principperne omkring ligestilling været en central del af al handicappolitik og tanken om at skabe et samfund for alle. Serviceloven blev indført i 1998, og derved ophæves institutionsbegrebet. Det betød større fokus og krav om aktivering, øget medbestemmelse og medindflydelse. I serviceloven er det beskrevet, at der skal ydes en særlig indsats til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. (Lov om social service 81) I Handicapkonventionen, som Danmark tilsluttede sig i 2009, er angivet, at handicappede har frihed til at træffe egne valg og være uafhængig af andre personer. Selvbestemmelse er ikke direkte nævnt i Serviceloven. I kap står der, at brugerne skal have indflydelse på, hvordan tilbuddene tilrettelægges og udnyttes. I 141 angives det endvidere, at der kan udarbejdes en handleplan, som så vidt mulig skal udarbejdes ud fra den udviklingshæmmedes forudsætninger og i samarbejde med denne. (Lov om social service) Selvbestemmelse, medbestemmelse og brugerindflydelse Igennem min indsamlede viden omkring emnet blev det klart, at det kan være vigtigt at skelne mellem forskellige begreber, som knytter sig til selvbestemmelse, idet begrebet defineres forskelligt og det tilmed uden, at de som anvender begreberne nødvendigvis er bevidste om denne forskel. I Veje til reelt medborgerskab (Holmskov og Skov, 2007, s.8) defineres de forskellige begreber således: Selvbestemmelse, det vil sige retten til at bestemme over sig selv og sit eget liv Medbestemmelse, det vil sige retten til at bestemme sammen med andre Brugerinddragelse, det vil sige retten til at blive inddraget i beslutningsprocesser i relation til tildeling og indhold af sociale ydelser. Niels Rosendal Jensen (2013, s. 83) har beskrevet hvordan selvbestemmelse kan forstås: 7

12 Delkonklusion Selvbestemmelse er en frihed til at forme liv i overensstemmelse med de ønsker og behov man har. Hjemmet er den arena, hvor udøvelsen af selvbestemmelse er suveræn. I hjemmet kan man gøre, hvad man vil, hvordan man vil, hvornår man vil, og med hvem man vil. Hjemmet er ukrænkeligt. Selvbestemmelse handler først om fremmest retten til at bestemme over sit eget liv. Begrebet udspringer både af lovgivningen og en grundlæggende rettighed som menneske. I daglig omgang med begrebet blandes det sammen med begreberne medbestemmelse og brugerinddragelse. Disse begreber relaterer sig i højere grad til de demokratiske rettigheder. Socialpædagogik Nedenfor vil jeg belyse tankesættet bag socialpædagogik ud fra forskellige forståelser. Herefter vil jeg sætte det i en historiske ramme indenfor de sidste 40 år. Forskellige forståelser. Bent Madsen peger på, at man ikke kan tale om socialpædagogik uden at se det i en socialpolitisk og samfundsmæssig kontekst. Han skriver, at tre begreber har været centrale for den socialpædagogiske forståelse: Marginalisering, udstødelse og sårbarhed. Overordnet kan begreberne samles under temaet eksklusion og inklusion. En del af socialpædagogik handler i dag om at kunne inkludere borgerne i fællesskabet. Det er et grundvilkår, at socialpædagogikken står mellem de samfundsmæssige krav (at sikre sammenhængskraften i samfundet) og de socialpædagogiske mål. (Madsen, 2013, s ) Psykologien har altid haft betydning for det socialpædagogiske arbejde. Typisk med udgangspunkt i en klassisk udviklingspsykologisk forståelse. Samtidig har viden om hjernen de senere år haft indtog i socialpædagogikken. Søren Langager mener, at vi er på vej til En pædagogisk faglighed, der søges videnskabeligt baseret på klinisk orienteret viden om den anderledes borgers neurobiologiske særegenhed, således at det pædagogiske møde med personerne i den daglige praksis disponeres ud fra denne forestilling om sikker viden frem for mere generelle sociale eller psykologiske forståelser af samvær, relationer, fornuft og emotionel nærhed eller distance. (Langager, 2013, s. 155) 8

13 Jan Jaap Rothuizen (2013, s ) skriver om to forskellige måder at forstå socialpædagogik dels som en pædagogik i forhold til socialt udsatte, dels som en pædagogisk tænkning omhandlende det individuelle (autonomi) og det sociale (demokrati). Selvom socialpædagogik i Danmark primært betragtes som et arbejdsområde, så er det væsentlig for udviklingen af forståelsen at fastholde den refleksive tilgang og åbenhed overfor nye muligheder. Socialpædagogikken indser, at de to (individ og fællesskab) både kan være hinandens modsætninger og hinandens vilkår. Den enkelte bliver sig selv ved at deltage i fællesskaber, fællesskabet udvikler sig på grundlag af individernes bidrag. Fællesskabet kan gøre individet stum, og individet kan sætte sig på fællesskaber. (Rothuizen, 2013, s. 274) Selve måden socialpædagogikken organiseres på har også været genstand for undersøgelser, skriver Klaus Kasper Kofod (2013, s ) om dette ud fra en ny-institutionel teori, som er formuleret af DiMaggio og Powell. Organisationer er på en og samme tid udsat for at skulle forny sig og kunne legitimere fornyelsen. Organisationer udsættes af formelt og uformelt pres fra andre lignende organisationer, fra kulturelle forventninger i samfundet og regeringspåbud(tvangsmæssig isomorfi). Der kan også være tale om mimetisk isomorfi, som skyldes usikkerhed i organisationen, som medfører, at de kopierer andres løsninger. Endelig kan der være tale om normativ isomorfi, som omhandler pres fra de professionelle selv. Der opstår så og sige en faglig social kontrol indbyrdes mellem medlemmerne af professionen, og det smitter af på den måde, man går til arbejdet på. (Kofod, 2013, s. 304). Historisk oversigt. Kasper Villadsen trækker to perioder op indenfor socialpædagogikken. Den første fase strækker sig fra ca til 1980, og denne kalder han for velfærdsplanlægningen. Omdrejningspunktet er borgerens evne eller funktionsevne. Klienter fremstilles som sårbare og rådvilde individer, der har behov for professionel bistand (Villadsen, 2013 s. 185). Centralt for perioden er en tro på sikker viden og faglig ekspertise. Ekspertdiskurserne er i høj kurs. Alle borgere kan og skal integreres i fællesskabet. Anden fase kalder han neofilantropi denne strækker sig fra 1980 og frem til nu. Blikket rettes nu i højere grad mod hjælpemodtagerens selvopfattelse (Villadsen, 2013 s. 185). Hvor første fase kaldte på professionelle, som kunne hjælpe klienterne, handler anden fase om at skabe et individ, som agerer indre styret. 9

14 Da særforsorgen overføres til amterne, begynder de at definere arbejdet med de udviklingshæmmede som socialpædagogisk. (Erlandsen, 2013 s ). Sluttelig skal refereres et bud på socialpædagogik set ud fra gruppen af udviklingshæmmede. Dette gøres med udgangspunkt i Jesper Holst (Holst, J., 2013, s ), som tager afsæt i Agneta Hugemark og Karin Wahlstöm. Jesper Holst koncentrer sig om perioden efter særforsorgens nedlæggelse (1980) og etablering af mindre bo-miljøer. Perioden inddeles i 3 idealtypiske faser: Ideal Normalisering Livskvalitet Service/empowerment Variabel Intention Rehabilitering Det gode liv Service Mål - Behandling - Funktionstræning - Relationen - Kommunikation - Behovsanalyse - Tjenesteydelse Syn på beboer Objekt Relationelt subjekt Autonomt subjekt Syn på medarbejder Faglig kompetent ekspert Menneskeligt kompetent samspilspartner Serviceorienteret facilitator - Videnskabelig - Intellektuelt - Intellektuelt - Emotionelt - Fysisk kompetent - Medgørlig Beslutning og magt Medarbejderen Medarbejder og beboer Beboer (Holst, 2013, s. 344) Perioden starter med 80 ernes velfærdsstat, som havde eksperter, som vidste hvad der var godt for borgeren. Denne periode afløses i 90 ernes af en responsiv stat, hvor udgangspunktet for støtten udsprang af en dialog mellem borger og ekspert. Endelig kom den neoliberaltistiske stat i 00 erne, hvor borgeren anses for at være et autonomt subjekt, hvis behov skal være udgangspunkt for støtten. Delkonklusion Der er forskellige forståelse af, hvad socialpædagogik er. Blandt andet taler Bent Madsen om, at socialpædagogisk arbejde er gået fra at være centreret omkring, at dem som havde brug for hjælp var sårbare, hvor det i dag mere handler om inklusion. Hermed er der sket et skift til at se borgeren som deltager. 10

15 Socialpædagogikken trækker på forskellige videnskaber, hvilket også kan ses i ovenstående. Socialpædagogik er derfor svær at indfange. Det skal ses i lyset af forskellige samfundstendenser, samtidig med at det er en blanding af forskellige videnskaber. Endelig kan socialpædagogikken beskrives med et historisk blik. Socialpædagogikken står overfor forskellige udfordringer i dag. Socialt udsatte har ikke samme mulighed for at trække på de fordele, som globaliseringen giver. Grundideen om, at fællesskabet er en bærende ide for faget, er sat under pres i det moderne, som netop er kendetegnet ved individualitet. Borgeren betragtes som et autonomt væsen, som har et ønske om selvrealisering, hvilket også giver sig udslag i andre krav til, hvad socialpædagogikken skal kunne. Viden om og troen på, at meget kan forstås objektiv sætter også retning for socialpædagogikken som for eksempel forskning i hjernen. Ligesom troen på at finde evidensbaseret viden udfordrer faget. Pædagogprofessionen Titlen til dette afsnit burde være socialpædagogprofessionen, men der findes ikke i dag en selvstændig uddannelse til socialpædagog. Alle kan kalde sig socialpædagog, men ikke alle kan ansættes som socialpædagog! (Erlandsen og Langager, 2013, s. 225). Socialpædagog er ikke en beskyttet titel som andre professioner. Aftalerne omkring socialpædagoger er reguleret af overenskomstmæssige aftaler. Som skrevet så findes der ikke en selvstændig uddannelse til socialpædagog. Der har gennem tiden været forskellige kortere uddannelser som rettede sig mod udsatte børn og unge og mod udviklingshæmmede. Grundideen for socialpædagogisk arbejde var, at man brugte sig selv i arbejdet og skulle brænde for sagen. I 1958 starter en grunduddannelse omhandlende børneforsorgen. I 1961 etableres en uddannelse til omsorgsassistent indenfor åndssvagforsorgen. Begge uddannelser havde dog beskedne længder i forhold til andre uddannelser. I 1974 etableres uddannelsen til børneforsorgs- og omsorgspædagog, og uddannelsen bliver 3 årig. I 1976 måtte seminarierne kalde sig socialpædagogiske. I 1992 lægges børnehave-, fritids- og socialpædagog- uddannelserne sammen og bliver til en uddannelse. I 2001 klassificeres pædagoguddannelsen som professionsbacheloruddannelse. I 2007 indføres tre specialiseringsretninger: Børn og unge, mennesker med sociale problemer og mennesker med nedsat funktionsevne. I 2014 ændres uddannelsen til at være specialiseringsuddannelser: dagtilbudspædagogik, skole- og fritidspædagogik og social- og specialpædagogik (Erlandsen, 2013, s ). 11

16 Når socialpædagoger skal definerer deres faglighed, så bliver det ofte ud fra vage forklaringer såsom, at relationen er vigtig, at møde borgeren der, hvor borgeren er osv. Disse er dog sjældent videns baseret forklaringer, men nærmere tavs viden, som indlæres. Endvidere kan man stille spørgsmål ved, hvorvidt professionen er i stand til at definere sig selv, men i lige så høj grad må kigge på samfundsmæssige forhold, som afgørende for, hvad professionen er og kan. (Erlandsen og Langager, 2013, s ). Den måde som socialpædagogik udføres på i praksis, kan være anderledes end intentionerne i de fastlagte politiske mål. Det bliver den ansatte, som kommer til at formidle målene og måden, som de gør det på, vil altid have elementer af personlige og faglige vurderinger og forståelser. Sådan skriver Janne Hedegaard Hansen (2013, s ). Hendes hovedpointe er, at socialpædagogik skal undersøges i praksis for at forstås. Den faglige selvforståelse er subjektiv og konstrueres gennem sociale processer i mødet med andre socialpædagoger og med brugerne. Forholdet mellem handling og den forståelse, der ligger til grund for handlingen, skal ses som en proces, hvor handling og selvforståelse gensidigt påvirker hinanden i en kontinuerlig vekselvirkning. Selvom den faglige selvforståelse er subjektiv, betyder det ikke, at socialpædagoger handler uafhængig af en omverden. Socialpædagogernes konstruktion af mening og betydning i praksis indskriver sig i nogle mere overordnede faglige, institutionelle og samfundsmæssige diskurser. (Hansen, 2013, s. 284). Et andet blik på pædagogprofessionen gives af Anne Kathrine Frørup (2013, s ), som har analyseret socialpædagogernes måde at dokumenterer deres arbejde på. Hun konkluderer, at pædagogerne oftest betjener sig af hverdagsdiskurser. Pædagogerne har svært ved at beskrive, hvad deres arbejde består i: Disse dimensioner viser sig blandt andet gennem udsagn, hvor det særlige ved arbejdet tilsløres, eller ved udsagn, der involverer mentale processer, hvor det, som socialpædagogen føler, mener, håber, fornemmer osv., træder i forgrunden, og den såkaldte boglærdom eller teoretiske og eksakte viden træder i baggrunden. (Frørup, 2013, s. 266) 12

17 Niels Rosendal Jensen beskriver det dobbelte i professionen som praksis og uddannelseskultur, hvor uddannelsen præges af luftige standpunkter og holdninger (f.eks. at møde borgerne hvor borgeren er ), som bæres over i institutionen, som kan have sine egne normer, værdier og overbevisninger. Det kan medføre en kløft mellem, hvad den ansatte tror han gør, og hvad han faktisk gør. Det kan kaldes faglig degeneration, hvis man opgiver at give forklaringer på, hvad der præcist er, der virker for hvem, hvor og hvordan. ( Jensen, 2013, s. 48) Bent Madsen peger endvidere på, at det socialpædagogiske arbejde udføres i institutionelle kontekster. For eksempet så har udviklingshæmmede har ret til selvbestemmelse, men det at leve i et specialiseret botilbud har afgørende betydning for, hvorledes muligheden for selvbestemmelse reelt er til stede. (Madsen, 2013, s ) Delkonklusion Uddannelsen som pædagog er forholdsvis ny og har gennemgået en konstant udvikling siden opstarten. Herunder forskellige skift mellem at være en generalist- og en specialistuddannelse. Det kunne dog se ud til, at det under alle omstændigheder er svært at indfange, hvad professionens faglighed består af. Det kan godt være, at uddannelsesstedet forsøger at uddanne de studerende indenfor bestemte tilgange, men praksisfeltet kan have andre. Den faglige selvforståelse opstår i et felt bestående af uddannelsen, den enkelte pædagog, de institutionelle rammer som vedkommende indgår i og ikke mindste den samfundsmæssige kontekst, som er givet på det tidspunkt. Professionen lider under, at det ofte er tavs viden, som kendetegner feltet. En af de fortløbende diskussioner som foregår, omhandler, hvorvidt at professionen skal foregå på professionshøjskolerne eller på universitetet. Ligesom diskussionen om faglige discipliner kontra handlekompetencer har været centrale. Den nye uddannelse skifter fokus fra hvad skal du lære? til hvad skal du kunne? Empiri Jeg tager afsæt i en undersøgelse og 4 interviews. Undersøgelsen er udarbejdet af Socialstyrelsen (daværende Servicestyrelse) Veje til reelt medborgerskab (Holmskov og Holm, 2007). Veje til reelt medborgerskab. Veje til reelt medborgerskab er udgivet af Handicapenheden, Servicestyrelsen i Formålet var at skabe et beslutningsgrundlag for den fremtidige indsats for større selvbestemmelse og brugerinddragelse blandt udviklingshæmmede. Rapporten blev til på baggrund af indsamlet skriftligt 13

18 materiale (forskellige projekter mm) og et mindre antal interviews med udviklingshæmmede. Indledningsvis samler forfatteren op på det indsamlede materiale med følgende ord: At selvom institutionsbegrebet formelt er afskaffet, bærer hverdagens praksis mange steder fortsat præg af institutionstankegangen. Bolig og ydelse er reelt ikke adskilt, og medborgerperspektivet har ikke for alvor vundet indpas i den professionelle sprogbrug og praksis og.., at der er tale om et område med begrænset tradition for erfaringsudveksling, dokumentation og måling. (Holmskov og Skov, 2007 s. 7) I rapporten har de tematiseret det indsamlede materiale i 5 overordnede temaer: demokrati og rettigheder, selvbestemmelse, medbestemmelse, brugerinddragelse/brugerindflydelse og kommunikation. Her vil jeg kort gennemgå de 5 temaer og specielt de bagvedliggende årsager for, at der kan være problemstillinger i det enkelte tema specielt med fokus på, hvorfor det kan udfordre professionen. Demokrati og rettigheder. Ganske få projekter har taget sit udgangspunkt i dette tema og få borgere kender deres rettigheder på trods af, at det tydeligvis er af central betydning at kende sine rettigheder. Det kan blandt andet skyldes, at det fagligt udfordrer pædagogerne, som selv skal have styr på begreberne og kunne anvende dem i forhold til borgerne. En del ansatte har endvidere ikke tiltro til, at udviklingshæmmede kan tilegne sig viden om abstrakte begreber. Selvbestemmelse. Langt de fleste botilbud arbejder med selvbestemmelse men hvordan de gør det, er meget varierende. De fleste projekter, som der har været arbejdet med, iværksættes blandt en større gruppe borgere. Typisk i den afdeling, som borgeren bor. At det bliver udgangspunktet kan skyldes såvel fortidens institutionstankegang som de organisatoriske forhold, som findes (personalenormering mm.). Under alle omstændigheder er der et dilemma i, at selvbestemmelse handler om den enkeltes ret til at bestemme selv, men at den sammenhæng, hvor den enkelte har mulighed for at bestemme selv (herunder lære at bestemme selv), kendetegnes af den ramme, som de tilfældigvis lever i. 14

19 Medbestemmelse. Da mange udviklingshæmmede bor sammen med andre udviklingshæmmede kommer medbestemmelse oftest i spil der, hvor de sammen med medbeboere skal beslutte noget sammen. Undersøgelsen viser dog, at de udviklingshæmmede ikke har ejerskab over de beslutninger, som de er med til at tage. Ligesom borgere giver udtryk for, at de kan have en opfattelse af, at det er personalet, som tager beslutningerne. Brugerinddragelse/brugerindflydelse. Brugerinddragelse handler primært om, at den udviklingshæmmede har krav på at blive inddraget i nogle af de beslutninger, som tages omkring dem. Centralt står bolig, beskæftigelse og kontaktpersoner for borgerne. Udviklingshæmmede vil gerne have indflydelse på disse områder. Men som rapporten skriver: Blot er det vigtig at reflektere over, hvordan man spørger, og hvordan man tolker svaret (Holmskov og Skov, 2007, s. 10). Kommunikation. Mange af projekterne tog udgangspunkt i, at kommunikation og samspil mellem borgere og ansatte har afgørende betydning for selvbestemmelse og inddragelse. Det handler både om konkrete metoder/redskaber (individuelt tilpassede) og mere generelle principper (f.eks. anerkendende pædagogik og empowerment). Interviews Jeg har interviewet 3 pædagoger(bilag 2-4) og 1 afdelingsleder(bilag 5) fra 4 forskelige botilbud. De interviewede arbejder alle i Handicapafdelingen i Vejle kommune. Det er forskelligt, hvor målrettet de enkelte tilbud har arbejdet med selvbestemmelse. Interviewsene blev gennemført som enkelt interview og havde en varighed af minutter. Før hvert interview gik i gang, gav jeg en mindre introduktion til interviewet, og hvad det skulle bruges til. Det er tale om semistruktureret interviews, hvor jeg på forhånd havde forberedt nogle spørgsmål. I interviewene spurgte jeg ind til nogle forskellige temaer. Jeg har forsøgt at stille dem som åbne spørgsmål, hvor jeg så havde mulighed for at stille uddybende spørgsmål undervejs. Ved alle interviews blev det optaget på lyd. 15

20 Den pædagogiske opgave De tre interviewede pædagoger taler først og fremmest om, at primære arbejdsopgaver består af at give bedst mulig livskvalitet, støtte til at leve eget liv på egne præmisser, selvbestemmelse, kommunikation, relationsarbejde, støtte til sociale kompetence og borgernes udvikling. Som den ene siger: Se på hvad der giver mening for den enkelte, også arbejde ud fra det. Ovenstående bunder dog i forskellige oplevelser af, hvad der er grunden til, at pædagogerne arbejder med disse ting - for eksempel snakker to af pædagogerne om, at arbejdet skal ses som en bestillingsvare igennem handleplaner fra kommunen. Dette understøtter afdelingslederen og siger samtidig At sørge for at der er kunder i butikken. Alle fire fortæller også, at de er bevidste omkring, at arbejdet udspringer af serviceloven og en af pædagogerne fortæller videre, at han også tænker, at FN konventionerne og grundloven er en del af arbejdet. Forståelsen af selvbestemmelse Grundlæggende har de en forståelse af, at selvbestemmelse er en menneskeret. Den ene pædagog udtrykker At borgeren lever et liv på sine egne præmisser, så det er borgeren, der er styrende for, hvordan et godt liv er. To af de andre pædagoger mener dog, at pædagogerne i sidste ende har den bedste viden omkring borgeren i forhold til udviklingsalder og derved ved, hvad de bedste valg og muligheder er for den enkelte. Endvidere er selvbestemmelsen for to af dem klart bundet op på muligheden for at foretage valg. Blandt andet siger en af dem, at borgeren kun skal have valg som Skal du have rullepølse, spegepølse eller hvad med en leverpostejmad. Arbejdet med selvbestemmelse En af pædagogerne taler om, at han især arbejder med at bruge spørgsmål, for at finde ud af hvad borgeren gerne vil. En af dem siger Jeg kigger på livshistorie og udviklingsniveau på den enkelte, og med et godt kendskab og samarbejde med kollegaer, som også har 100 % kendskab til, hvad den enkelte kan ud fra det vurdere vi, hvor meget selvbestemmelse personen skal have. Dette understøtter en anden pædagog ved at sige, at rammerne for borgerens valg skal ligges, så borgeren kan magte valget. Mens en anden lægger vægt på øvrige tiltag omkring borgeren såsom beskrivelser, statusser, indsatsmål, dagstrukturer, men som udgangspunkt handler det mest om at lægge mærke til, hvor borgeren tager initiativ. 16

21 Selvbestemmelse i dagligdagen hænger også sammen med brugerinddragelse både som mulighed for at være med til at vælge for den enkelte, som for gruppen af borgere. Ligeledes tales der også om, at rammerne for det pædagogiske arbejde har ændret sig. En af pædagogerne snakker om, at de på hans arbejdsplads i nogle år har arbejdet med mange projekter, som har gjort, at pædagogerne tænker anderledes, så borgerne kan få realiseret selvbestemmelse. Dette understøtter afdelingslederen også ved, at han fortæller, at de også arbejder med at ændre forståelsen af pædagogernes tankegang. Hvad må borgerne ikke bestemme De interviewede svarer forskelligt. Her bliver det svært for dem konkret at svare på, om der er noget de ikke må bestemme. To af dem svarer hurtigt, at der er da ikke noget, de ikke må bestemme, hvor de to andre snakker mere om konsekvenserne ved at give dem selvbestemmelse, som kunne føre til omsorgsvigt. En svarer også, at det er baseret på den enkeltes udviklingsniveau og at serviceloven tager ikke højde for hjerneskade og psykiatrisk overbygning, som gør at personen ikke er i stand til at vælge selv. Du vil heller ikke gå til ned til et 4 årigt barn og sige: Hvad har du lyst til? Udfordringer ved selvbestemmelsen Endelig blev de adspurgt, om selvbestemmelsen giver udfordringer i det pædagogiske arbejde. Dertil svarer den ene: Ja man skal ikke stille valg op, hvis ikke at det er reelle valg, for så er det pseudo valg. Udfordringen er, at det er svært at bekende sig til fuld selvbestemmelse på alle hylder, fordi så kan vi komme i konflikt med omsorgsforpligtelsen og evt. omsorgssvigt. En anden mener, at det først og fremmest kræver kreative pædagoger Det kræver nogle meget kreative pædagoger. Det kræver nogle pædagoger, der kan noget i forhold til deres udviklingsalder.. Endelig er der en, som synes, at det kan være meget udfordrende med selvbestemmelse, da han ikke mener, at de udviklingshæmmede kan magte den ret, som de har via lovgivningen. En anden udfordring er borgerenes egen forståelse. Mange af dem, selvom de ved, de bor i egen lejlighed, så kommer de stadigvæk og spørger om lov til nogle ting, hvor vi må ryste på hovedet og sige, at det er jo faktisk noget af det, vi har arbejdet på nu i otte år, at det må du stadig selv bestemme 17

22 Omsorg og magt Jeg spurgte i den forbindelse også til det ofte vendte dilemma mellem omsorg og magt. Hvortil den ene pædagog reflektere over, at magt og omsorg ofte går på personlig hygiejne, men det synes hun er kedelig, og mener at pædagogen har ansvaret for den situation Det er meget få mennesker, som ikke vil have børstet tænder. Men der er rigtig mange mennesker med nedsat funktionsevne, som synes det er rigtig svært at få børstet tænder. At sige at det handler om et møde mellem omsorg og omsorgssvigt, mener hun handler mest om, at det er en rigid pædagog. En anden forholder sig til det på følgende måde Nogen har godt af en bevidst magt, andre godt af en skjult magt. Nogen skal ikke have nogen magt, fordi de godt kan selv. Forskellige niveauer af magt. Pædagogen, professionen og personalegruppen Her taler nogen om arbejdet i personalegrupperne, samarbejdet mellem hinanden og borgeren. De bruger alle forskellige metoder til at snakke om, hvad der sker, men grundlæggende arbejder de alle med at tale med kollegaer om situationerne. Endelig spurgte jeg, om det påvirkede professionen, hvortil en svarer, at det gjorde det, men det gjorde ikke noget for det er en del af samfundsudviklingen. En anden svarer, at ja det gjorde det, fordi borgerne nu sidestilles med andre, selvom de har brug for hjælp, og at pædagogerne ikke kan være med til at tage beslutninger på samme måde, men bare yde en service. Der er også en, som enkelt siger Selvbestemmelse er et vilkår sådan er det. Delkonklusion I Veje til reelt medborgerskab viser de, at udviklingshæmmede ikke har den selvbestemmelse, som de har krav på. Det gælder i for sig både selvbestemmelse som medbestemmelse/brugerinddragelse. Grunden til dette skyldes, at det er svært at finde måder, hvor udviklingshæmmede ud fra deres forudsætninger er selvbestemmende. Men i lige så høj grad at personalet ikke anerkender selvbestemmelsen og bevidst arbejder på dette. Der er tale om forskellige barrierer, som i en vis udstrækning er uformelle. Dels de kulturelle og sociale normer som vi alle er underlagt men også nogle institutionsbårne rammer. Dels at selvbestemmelse knyttes til kompetencer. I interviewsene går dette også igen. Flere gange giver pædagogerne udtryk for, at borgerne ikke magter reel selvbestemmelse. Selvbestemmelse bliver i en vis udstrækning lig med inddragelse og mulighed for at træffe konkrete valg. Ligesom de er omkring dilemmaet med selvbestemmelse kontra omsorgsforpligtelsen. Generelt har alle en stor bevidsthed omkring, at selvbestemmelse er en 18

23 menneskeret formuleret blandt andet i serviceloven. De forsøger også i arbejdet at imødekomme denne ret. Både rapporten og interviewsene viser, at det kan være en udfordring at udvikle borgerkompetencer for udviklingshæmmede. Udfordringer med selvbestemmelse. Selvbestemmelse giver udfordringer for såvel den udviklingshæmmede som pædagogen. Årsagen til, at det giver udfordringer vil jeg i dette afsnit kigge nærmere på. Det kan anskues fra flere vinkler, og der kan således ikke findes et enkelt svar på, hvorfor det giver udfordringer. Svarene skal findes i både nogle overordnede samfundsmæssige forhold og i forhold, som kan se ses hos det enkelte menneske og de rammer, som vedkommende indgår i. Nedenfor vil jeg i en række sammenhænge referer til interviewene typisk formuleret som Pædagogen siger.. Udfordringer med baggrund i en samfundsmæssig kontekst Jensen og Sørensen (2012) peger på, at de forskellige syn, der gennem historien har været på udviklingshæmmede, har medført ændrede tilgange. Det har dog ofte vist sig, at løsningen af én periodes problemstillinger, medførte nye problemstillinger i næste periode. Nutidens syn på det selvstændige individ og deraf selvbestemmelse kan siges at være en udløber af de problemstillinger, som der var i perioden med fokus på normalisering. Kritikken af normaliseringstanken medførte krav om ligestilling og ligebehandling og specielt de juridiske rettigheder. Det har så medført, at der i dag er stor fokus på selvbestemmelse i en samfundsmæssig kontekst. Det betyder, at vi kan forudse, at selvbestemmelse set udelukkende som et retsmæssigt krav og som en del af en klar holdning i dag, vil medføre nye problemstillinger i fremtiden. Noget af det, som de interviewede pædagoger peger på, er netop også, at det kan være svært at arbejde med selvbestemmelse i forhold til udviklingshæmmede, som måske ikke har kompetencerne til det: Det er svært at realisere de fine ord og flotte tanker til virkelighed og Den (serviceloven) forholder sig bare til at jeg har ret til det, men jeg kan egentlig ikke forholde sig til den ret på grund af udviklingshæmningen. Kasper Villadsen (2013, s. 187) skriver om to perioder indenfor socialpædagogikken. Den sidste periode beskriver han som værende præget af at se borgeren som rettighedssubjekt ud fra en juridisk viden, som et diagnosticérbart væsen set ud fra psykiatrisk/psykologisk viden og endelig som et socialt væsen ud fra en pædagogisk viden. Set i lyset af dette kunne man overveje, hvorvidt 19

24 selvbestemmelsen er bundet op på den juridiske viden, og dermed giver en udfordring, hvis man ser borgerne i lyset af pædagogisk viden. En af pædagogerne fortæller også, at han opmærksom på, at grundlaget for hans arbejde også er bundet op på FN og Grundloven. En anden pædagog siger For eksempel er der flere borgere som har en ret, men ikke kan magte den ret. Her tænker han, at de forskellige videns former krydser hinanden. Der er ingen tvivl om, at det rum som såvel professionelle som borgere kan bevæge sig i altid er indlejret i en samfundsmæssig kontekst. Om vi er bevidste om det eller ej, vil det som samfundet i en given periode er optaget af, præge den pædagogiske praksis. Bent Madsen (2013) siger, at vi ikke kan se socialpædagogik uden at sætte det i en socialpolitisk og samfundsmæssig kontekst. Så når selvbestemmelse i så høj grad er på dagsordenen nu, hænger det sammen med en opfattelse af det indre styrede menneske, som ønsker at realisere sig selv. Hvis vi forestillede os en udviklingshæmmet, som fremsatte et klart ønske om ikke at have selvbestemmelse, ville det ikke være acceptabelt i denne tid. Udfordringer med baggrund i en institutionel kontekst Bent Madsen peger på, at de institutionelle rammer har betydning for selvbestemmelsen. Der er indlejret en dobbelthed i det pædagogiske arbejde, hvor pædagogen på den ene side skal sikre, at den udviklingshæmmede kan deltage i samme fællesskaber som alle andre. På den anden side arbejder pædagogen indenfor en række disciplinerings- og normaliseringsprocesser. Dermed opstår der en risiko for, at det som borgeren lærer, primært er at agere i de institutionelle rammer. (Madsen, 2013, s ). Dette understøttes gennem rapporten Veje til reelt medborgerskab, som viser, at institutionsbegrebet formelt er afskaffet, men reelt stadig har indflydelse. Rapporten belyser, at udviklingshæmmede gerne vil have selvbestemmelse over flere områder af deres liv, men det ofte begrænses til hverdagsagtige områder. Den ene pædagog fortæller om en tidligere arbejdsplads, hvor den faglige tilgang var bygget op omkring struktur, som umuliggjorde selvbestemmelse. En af de andre pædagoger omtaler en (ny) fagetisk profil, som understøtter selvbestemmelsen, men også gør det vanskelligt for medarbejderne, fordi det kan være svært at ændre tankegang. Han fortæller også om at institutionslogikker præger hverdagen. Som tidligere nævnt har DiMaggio og Powell udarbejdet en ny-institutionel teori, som kan forklare, hvorfor organisationer ligner hinanden (Kofod, 2013). Den tvangsmæssige isomorfi viser sig for eksempel i den måde, som mange pædagogiske institutioner organiserer sig ud fra nemlig 20

25 teamopdelt (som den ene pædagog også henviser til). Dette sikrer institutionen en vis legitimation, da en del andre lignende organisationer også organiserer sig således. Ligesom alle 4 bosteder er underlagt at arbejde under serviceloven. En af pædagogerne referer til deres system Rød, gul og grøn et system som andre institutioner har kigget efter, når de skulle finde måder at arbejde med selvbestemmelse. Det er også nævnt som et af projekterne i Veje til reelt medborgerskab. Her er tale om mimetisk isomorfi. Den normative isomorfi handler om fælles faglige kultur, som skabes i det pædagogiske felt. Nogen af pædagogerne giver sammenstemmende udtryk for i interviewene, at de kan være bekymret for, hvorvidt borgerne magter selvbestemmelse. Set i lyset af omtalte teori kunne det medføre overvejelser omkring, hvorvidt en sådan tanke kan være indlejret i den pædagogiske faglighed. Specielt i Veje til reelt medborgerskab peger de på, at de institutionelle rammer sætter mange begrænsninger for selvbestemmelsen. Institutionsbegrebet blev formelt afskaffet ved indførelse af serviceloven, men reelt arbejdes der stadig mange steder ud fra institutionstankesættet. Flere af de interviewede referer til selvbestemmelse i den kontekst, at borgerne bor under samme tag. Endvidere viser det sig også ved, at de taler om, at selvbestemmelse er noget, der gives borgeren ved at fremlægge valg for dem. Det er også vigtigt at forstå institutioner, som underlagt en del struktur herunder en arbejdsplan. Udfordringer med baggrund i pædagogen Den historiske udvikling viser, at gennem tiderne, hvor udfordringerne og arbejdsvilkårene har været forskellige, har synet på den udviklingshæmmede samtidig defineret det pædagogiske arbejde. Holmskov og Skov (2007) beskriver, hvordan skiftet fra klient til medborger også medfører et skift i pædagogens rolle fra at skulle være livstilrettelægger til at være livshjælper og dialogpartner. Det er tydeligt, at dette skift for nogle pædagoger har været svært og kun delvis er implementeret Nogen gange er vi også vejvisere det er den her vej du bør gå og Så kan vi som pædagoger vurderer hvor meget selvbestemmelse, man skal have for at få det gode liv udtaler de interviewede pædagoger. Søren Langager (2013) peger på, at den pædagogiske faglighed i højere grad defineres af neuropædagogik. Dette kan give pædagoger udfordringer i forhold til, at de får viden om tiltag som neuropædagogisk vil give borgeren et godt liv, men som samtidig kan kolliderer med selvbestemmelsen. Jeg har gennem opgaven peget på, at selvbestemmelse i den konkrete verden ofte kædes sammen med medbestemmelse og brugerinddragelse. Jan Jaap Rothuizen (2013) beskriver socialpædagogik, 21