Psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer

Transkript

1 Psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer Bacheloropgave af Emma Slebsager Nielsen og Julie Fabrin Storm Erichsen Vejleder: Katrine Zeuthen Antal typeenheder: Normalsider: 38 1

2 Abstract This paper is a theoretical investigation of the psychic reactions to indirect climate change from a psychoanalytic point of view. The aim of the investigation is to gain a greater understanding of the psychic reactions that involve anger, fear, worry, denial and guilt by holding them up against the psychoanalytic understanding of the unconscious as the driving force in our reactions, feelings and thoughts. This is done by examining the kleinian object relations theory, which is the foundation of the recent psychoanalytic work related to climate change and comparing it to the theory of generalized seduction. Through this comparison we find two different ways of understanding psychic reactions to indirect climate change. By using the kleinian object relations theory and the works of Dodds and Weintrobe, we show that indirect climate change can be understood as causing psychic reactions because we relate to the climate as to a mother object and thus act from the paranoid-skizoid or the depressive position towards it. By using Laplanche s theory of generalized seduction we show that indirect climate change can be seen to cause psychic reactions because it activates source-objects and fantasies created in the fundamental anthropological situation where the child tries to translate the messages of the other. The last part of the paper is a critical reflection on the psychoanalytic understandings that we have put forward and the implications that they have for psychologists who work with psychic reactions to indirect climate change. Risk analysis is introduced as a suggestion for a radically different way of understanding psychic reactions to indirect climate change that also opens up for a different kind of work for psychologists. We see a great potential in integrating the psychoanalytic understanding of psychic reactions to indirect climate change in many types of work on preventing further climate change and adapting to a new way of life that is less hard on the planetary resources. 2

3 1.0 Indledning (fælles) Problemformulering (fælles) Afgrænsning (fælles) Metodisk udgangspunkt og opgavens opbygning (fælles) Psykologi og klimaforandringer (Julie) Det etiske aspekt (Julie) Psykoanalyse og klimaforandringer (Julie) Introduktion til psykoanalysen (Emma) Psykoanalyse og klimaforandringer (Julie) Redegørelse for Melanie Kleins arbejde (Emma) Metodisk udgangspunkt: legeterapi (Julie) Kleins psykoanalytiske teori (Emma) Den paranoid-skizoide position (Julie) Objektrelationen i den paranoid-skizoide position (Emma) Splitting (Emma) Projektion og projektiv identifikation (Julie) Den depressive position (Emma) Objektrelation i den depressive position (Julie) Ambivalens og skyld (Emma) Reparation (Julie) Redegørelse for Jean Laplanches arbejde (Julie) Metodisk udgangspunkt: genlæsning af Freud (Emma) Den generaliserede forførelsesteori (Julie) Den fundamentale antropologiske situation (Emma) Oversættelse, fortrængning og konstituering af det ubevidste (Julie) Fantasi og drift (Emma) Klein, Laplanche og klimaet (Julie) Klein og psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer (Julie) Klimaet som objekt: moder jord (Emma) Klimaet og den paranoid-skizoide position (Julie) Klimaet og den depressive position (Emma) Laplanche og psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer (Emma) Klimaforandring og fantasi (Emma) Traumet i meddelelser om indirekte klimaforandringer (Julie) Sammenligning af forståelserne (fælles) Teoretisk diskussion (Julie) Klein og Laplanches menneskesyn (Emma) Barnets relation til sine omsorgspersoner (Julie) Arbejdet med psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer (Julie) Frigørelsen (Julie) Psykologens rolle (Emma) Metodediskussion (Emma) Styrker og svagheder ved Klein og Laplanche (Julie)

4 8.2 Kritisk refleksion over opgavens brug af psykoanalysen (Emma) Risikoanalyse som bud på en anden relevant retning (Julie) Tilgængelighedsbias (Julie) Følelser og beslutningstagning (Emma) Sammenfatning (fælles) Perspektivering: Fra forståelse til handling (Emma) Den psykoanalytiske forståelses brede potentiale (Julie) Litteraturliste Supplerende litteratur Anden anvendt litteratur:

5 1.0 Indledning (fælles) Vi lever i en æra præget af menneskeskabte klimaforandringer, hvis effekt ifølge FN s klimapanel IPCC ses på alle kontinenter (IPCC, 2014). Den globale opvarmning skaber dramatiske ændringer i klimaet verden over, som ingen mennesker på denne planet ifølge Rajendra Pacauri, formand for IPCC fra , kommer til at være uberørte af (McGrath, 2014). Klimaforandringer er på den politiske dagsorden både nationalt og internationalt, og information om klima fylder i mediebilledet. Både klimadebatter, ny forskning, politiske topmøder og konferencer bliver mediedækket, og 70 procent af danskerne angiver, at de bekymrer sig om klimaforandringer (Nielsen, 2015). De psykiske reaktioner på klimaforandringerne er mindst lige så vigtige at forstå som de mekanismer i naturen, der skaber forandringerne, da de psykiske reaktioner er afgørende for, hvordan vi håndterer klimaudfordringen (Weintrobe, 2013a). Alligevel er de først i disse år for alvor ved at komme i fokus i psykologien, og mange områder er endnu ikke udforsket tilstrækkeligt (Swim et al., 2009). Der er forskel på at opleve klimaforandringerne direkte i form af fx tørke og orkaner, og indirekte at have en viden om dem uden at opleve dem på egen krop (Doherty & Clayton, 2011). De psykiske reaktioner på den indirekte oplevelse af klimaforandringerne omfatter blandt andet angst, bekymring, depression, tristhed, vrede og skyld (Dohetry & Clayton, 2011; Fritze, Blashki, Burke & Wiseman, 2008). Vi finder disse reaktioner særligt interessante, fordi de peger på, at et abstrakt fænomen som klimaforandringer, der ikke er tilgængeligt i den enkeltes liv, alligevel har psykisk betydning. Hvis klimaforandringerne ikke betød noget for os, er det vores antagelse, at vi ikke ville have disse psykiske reaktioner. Med denne opgave ønsker vi at undersøge, hvad der er på spil, når vi bliver angste eller vrede af at høre om klimaforandringer. Vi har valgt at tage udgangspunkt i psykoanalysen, da dens fokus på det ubevidstes betydning for vores handlinger, forståelse og kommunikation samt dens anerkendelse af, at vi som mennesker rummer ambivalens og konflikter, er en interessant indgangsvinkel til at forstå psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer. The immediate mover of the psyche is not external events, but our unconscious perception of them (Caper, 1988, s. 177). 5

6 1.1 Problemformulering (fælles) Hvordan kan psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer forstås ud fra psykoanalysen? 1.2 Afgrænsning (fælles) Denne opgave er en teoretisk analyse og diskussion af psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer ud fra psykoanalysen. Vi vil her skitsere, hvilket udgangspunkt vi har afgrænset os til, da mange forskellige vinkler kunne have været relevante at belyse. En rapport fra American Psychologial Association (Swim et al., 2009) med titlen Psychology and Global Climate Change understreger, at fokus i psykologisk arbejde med klimaforandringer kan tage udgangspunkt i mange forskellige elementer, fx stress, coping, risikovurdering, psykiske barrierer, gruppedynamikker og diskurser (Swim et al., 2009). Vores intention med denne opgave er ikke at give en fyldestgørende oversigt over psykologi og klimaforandringer som felt, men derimod at gå i dybden med at forstå de psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer. Til dette har vi valgt psykoanalysen som teoretisk udgangspunkt, fordi dens forståelse af psyken rummer en kompleksitet, som vi mener kan bidrage med vigtige pointer til arbejdet med klimaforandringer fremadrettet. Den psykoanalytiske tilgang er baseret på udforskningen af det ubevidste som drivkraft i menneskets psyke, og det er dette aspekt af oplevelsen af de indirekte klimaforandringer, vi ønsker at undersøge nærmere. Opgaven er altså et forsøg på at forstå de psykiske reaktioner, fremfor et bud på, hvordan man kan forandre dem. 1.3 Metodisk udgangspunkt og opgavens opbygning (fælles) Det metodiske udgangspunkt for denne opgave er en teoretisk analyse med afsæt i psykoanalysen. Vi har valgt at lave en komparativ analyse af Melanie Kleins objektrelationsteori og Jean Laplanches generaliserede forførelsesteori og den forståelse af de psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer, som disse teorier muliggør. Valget af den kleinianske objektrelationsteori skyldes, at denne udgør grundlaget for det aktuelle psykoanalytiske arbejde med klimaforandringer foretaget af særligt Joseph Dodds (2011) og Sally Weintrobe (2013). Vi har valgt at inddrage Laplanches generaliserede forførelsesteori som et modspil til den kleinianske objektrelationsteori, da denne repræsenterer en gren af psykoanalysen, som står i kontrast til den kleinianske (Gammelgaard, 2011b). Dette valg har vi truffet for at 6

7 udvide den psykoanalytiske forståelse af de psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer og undersøge, om også Laplanches teori kan give indsigter, som kan bidrage til den globale debat om og forskning i klimaforandringer. For at besvare vores problemformulering, introducerer vi i opgavens første del det psykologiske arbejde med klimaforandringer generelt og fastslår, at psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer er en realitet. Herefter giver vi en introduktion til psykoanalysen og det psykoanalytiske arbejde med klimaforandringer. I opgavens anden del redegør vi først for Kleins objektrelationsteori og præsenterer den paranoid-skizoide og depressive position. Hernæst redegør vi for Laplanches generaliserede forførelsesteori og præsenterer den fundamentale antropologiske situation og oversættelsesbegrebet. I tredje del af opgaven analyserer vi med udgangspunkt i redegørelsen, hvordan man kan forstå psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer ud fra henholdsvis Klein og Laplanche. Herefter sammenligner vi forståelserne og fremhæver forskelle og ligheder. Fjerde del er en teoretisk diskussion af Klein og Laplanches menneskesyn og syn på barnets relation til dets omsorgspersoner. Det diskuteres yderligere, hvordan teorierne lægger op til forskellige måder at arbejde med de psykiske reaktioner, da de har forskellige forståelser af frigørelsen fra det ubevidste. Hernæst følger en metodisk diskussion af styrker og svagheder ved Klein og Laplanches teorier og en kritisk refleksion over konsekvenserne af at bruge psykoanalysen i opgaven. Slutteligt inddrager vi risikoanalysen som bud på en relevant psykologisk retning, der belyser psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer anderledes end psykoanalysen og giver andre muligheder for at arbejde med dem som psykolog. Endelig giver vi i sammenfatningen et bud på et svar på vores problemformulering, som vi perspektiverer ved at spørge, hvordan den psykoanalytiske forståelse kan bidrage til klimadebatten. 7

8 2.0 Psykologi og klimaforandringer (Julie) De klimaforandringer, vi ser i dag, er fremkaldt af menneskelig aktivitet, hvilket adskiller dem fra tidligere forandringer i klimaet (Swim et al., 2009). Det bliver i øjeblikket debatteret, hvad ordet klimaforandring egentlig indebærer rent naturvidenskabeligt, men dette beskæftiger vi os ikke med, da fokus i denne opgave er på psykiske reaktioner på klimaforandringer. Da klimaforandringerne har en menneskelig årsag og kommer til at påvirke menneskeheden og hele den måde, vi lever på planeten og med hinanden, forstår vi ligesom Doherty & Clayton (2011) og Reser & Swim (2011) klimaforandringer som et lige så psykologisk og socialt relevant fænomen som et biofysisk, da dets konsekvenser rækker langt ind i menneskets levemuligheder. While psychology has contributed much to collaborative efforts addressing climate change, we believe that psychologists can do much more (Swim et al., 2009). Psykologi og klimaforandringer som felt får i disse år voksende opmærksomhed. Da feltet er relativt nyt, er mange områder endnu ikke er undersøgt i dybden. Ud fra andre dele af psykologien, fx krise- og katastrofepsykologien, risikoanalysen og psykoanalysen, er det muligt at opstille mange hypoteser, men selve testningen af disse hypoteser er først lige begyndt at dukke op (Swim et al., 2009). I det følgende har vi opsummeret nogle af de aspekter af den psykologiske vinkel på klimaforandringer, som er undersøgt hidtil. 2.1 Psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer (Emma) Det er et faktum, at indirekte klimaforandringer skaber psykiske reaktioner. Doherty & Clayton (2011) giver en bred oversigt over reaktioner som angst, bekymring, depression, sorg, skyldfølelse, fortvivlelse, benægtelse og apati. Fritze et al. (2008) argumenterer for, at de indirekte klimaforandringer skaber emotionel bekymring, som især hos børn kan indebære angst, tristhed, håbløshed, frustration, vrede og depression, ligesom uklar information og mangel på tilgængelige løsninger kan medføre benægtelse af problemerne eller undgåelse af at tænke på dem. Berry (2009) argumenterer for, at klimaforandringerne kommer til at have indvirkning på vores mentale sundhed, fordi de påvirker vores fysiske helbred, som er forbundet med vores mentale helbred. Det påpeges, at når (...) the prevalence of physical health problems increases as a result of climate change, so, too, will the prevalence of mental health problems (Berry, 2009, s. 8

9 454). Derudover argumenterer Berry for, at klimaforandringerne kan være med til at undergrave vores sociale helbred ved at nedbryde de fysiske rammer, som vores samfundsøkonomi og velfærd afhænger af (Berry, 2009). Endnu et samfundsmæssigt perspektiv fremhæves af Page & Howard (2010), som argumenterer for at flygtninge og økonomisk sammenbrud vil skabe negative helbredsresultater, og at strømme af flygtninge fra lande, som er blevet direkte påvirket af klimaforandringerne, vil få voldsomme konsekvenser for vestlige lande, som tidligere blot var indirekte påvirket af dem. 2.2 Det etiske aspekt (Julie) En anden interessant del af arbejdet med psykologi og klimaforandringer er det etiske aspekt. Doherty & Clayton argumenterer for, at amerikanske psykologer har en etisk forpligtelse til at beskæftige sig med tilpasning til og mindskning af klimaforandringerne qua de etiske retningslinjer udarbejdet af APA (Swim et. al., 2011, s. 246). Retningslinjerne forpligter amerikanske psykologer til at skabe, kommunikere og anvende psykologisk viden, så den kommer individer og samfundet til gode og faciliterer løsningen på globale problemer. Dette kan tolkes sådan, at psykologer er etisk forpligtede til at deltage i klimadebatten, fordi klimaforandringerne er det modsatte af en løsning på et globalt problem, nemlig en kommende global katastrofe, som vil medføre mere psykisk lidelse (Swim et al, 2011, s. 246). 3.0 Psykoanalyse og klimaforandringer (Julie) I det følgende introducerer vi psykoanalysen som teori og behandlingsmetode og præsenterer de psykoanalytikere, som arbejder med at forstå psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer. 3.1 Introduktion til psykoanalysen (Emma) Psykoanalysen blev grundlagt af Freud i begyndelsen af 1900-tallet, og har baggrund i et opgør med rationalismen. Der er ikke tale om én enkelt teori, men om en bevægelse, som hele tiden nyfortolker og nuancerer Freuds oprindelige værk i forskellige retninger (Gammelgaard, 2011b). Den psykoanalytiske forståelse af mennesket bygger på en inddeling af bevidstheden i tre niveauer: det bevidste, det førbevidste og det ubevidste (Freud, 1933/1973). Det ubevidste er psykoanalysens primære objekt og omfatter den del af psyken, som ikke er tilgængelig for bevidstheden, men som ved stor anstrengelse kan blive det i analysesituationen (Freud, 1933/1973). At forstå og arbejde med menneskets psyke som noget, der ikke er fuldt tilgængeligt for vores 9

10 bevidsthed, er særligt for psykoanalysen. Det adskiller den fra andre grene af psykologien og gør den til et opgør med rationelle fremstilling af menneskets psyke ved at lægge vægt på, at der i menneskers psykiske liv findes lag af motiver, drifter og fantasier, som vi aldrig kommer til at begribe i deres helhed eller komme til bunds i forståelsen af, og som på trods af dette er aktive og påvirker os (Gammelgaard, 2011a). Menneskers handlinger, følelser og tanker forstås altså i psykoanalysen som altid præget af noget, der ikke umiddelbart lader sig gennemskue og ikke opererer ud fra almindelig logik. Dette betyder, at psykoanalysen i højere grad end andre retninger i psykologien arbejder med ambivalens og konflikt som styrende elementer i det enkelte menneskes psykiske liv (Gammelgaard, 2011a). Psykoanalytisk teori lægger vægt på relationen mellem barn og forælder og på de første leveårs betydning for opbygningen af psyken og dermed for den måde, vi forholder os til verden (Freud, 1933/1973; Laplanche, 1990). Som behandlingsmetode er psykoanalysen baseret på det talte ord, men analysen kan ikke beskrives som en almindelig samtale (Gammelgaard, 2011a, s. 183). Målet med det analytiske arbejde er af Freud defineret som at mindske id et, altså den del af vores personlighed, vi ikke har tilgang til (Freud, 1933/1973). Gennem analysen kan det ubevidste gøres bevidst og dermed integreres i jeg et og fratages sin styrende kraft, hvilket er grundlaget for den terapeutiske effekt af psykoanalysen. Hvor der var Id, skal der vorde Jeg (Freud, 1933/1973, s. 67). Psykoanalytikere vil beskrive dette arbejde med det ubevidste forskelligt afhængigt af deres teories specifikke indhold, da teori og praksis i psykoanalysen er uløseligt forbundet (Olsen & Køppe, 1991). 3.2 Psykoanalyse og klimaforandringer (Julie) Arbejdet med at koble de psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer med en psykoanalytisk forståelsesramme er ligesom det generelle arbejde med psykiske reaktioner på klimaforandringer et nyt felt. De to psykoanalytikere Dodds (2011) og Weintrobe (2013) arbejder med psykoanalysens måde at forstå menneskets følelser, reaktioner og tanker, og kobler det med vores psykiske reaktioner på de indirekte klimaforandringer. Deres arbejde udspringer af den præmis, at vi som mennesker ikke gør tilstrækkeligt for at forhindre yderligere klimaforandringer, og at vi på den måde ikke lever op til det ansvar, vi har for de kommende generationer. De argumenterer hver især for, at en psykoanalytiske forståelse af vores reaktioner på klimaforandringer kan give et vigtigt og hidtil overset bidrag til den globale klimaforandringsdebat og -forskning. 10

11 Dodds (2011) arbejder for at skabe en kritisk dialog mellem den klassiske psykoanalyse og den såkaldte økopsykologi, som forsøger at forstå den følelsesmæssige forbindelse mellem individer og naturen. Weintrobe (2013) arbejder særligt med den angst, som er forbundet til klimaforandringerne, og med forsvarsmekanismen benægtelse. Fælles for Dodds (2011) og Weintrobe (2013) er, at de begge tager udgangspunkt i den kleinianske objektrelationsteori i deres arbejde. I det følgende afsnit vil vi præsentere Melanie Kleins arbejde og dermed beskrive det fundament, som det aktuelle arbejde med psykoanalysens forståelse af de psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer hviler på i dag. 4.0 Redegørelse for Melanie Kleins arbejde (Emma) Melanie Klein ( ) har været en afgørende skikkelse i psykoanalysens historie (Køppe, 2011). Hun er særligt kendt for objektrelationsteorien og begrebet positioner, som betegner elementære og gennemgående strukturer i ethvert individs følelsesmæssige liv (Roth, 2001). Hendes arbejde har særligt præget den britiske psykoanalyse (Olsen & Køppe, 1996). 4.1 Metodisk udgangspunkt: legeterapi (Julie) Kleins analysemetode var metodisk nyskabende. Hun observerede sine børneklienters leg med særligt udvalgt legetøj, som symboliserede forskellige vigtige objekter, og tolkede det overfor barnet (Olsen & Køppe, 1996, s. 454). Med denne metode kom Klein frem til, at børn gør brug af forsvarsmekanismer, har stærke hæmninger og stærk angst, og derfor må have et strengt superego. Legeterapien ledte hende også til den konklusion, at aggression - ikke lyst - er den primære kraft i børns udvikling (Olsen & Køppe, 1996). I modsætning til andre psykoanalytikere, som havde børneklienter samtidig med Klein, fx Anna Freud, mente Klein, at analytikeren skal være lige så neutral over for børn som over for voksne. Børn gør ikke brug af fri association og har en mindre refleksionsevne end voksne, men denne forskel ophæves ifølge Klein, når der anvendes legetøj, da legetøjet giver børnene mulighed for at udtrykke mere, end de kan verbalt (Olsen & Køppe, 1996). 4.2 Kleins psykoanalytiske teori (Emma) Kleins psykoanalytiske teori er baseret på fund fra legeterapien. Den omhandler den tidligste mentale udvikling hos spædbørn og er en forståelsesramme for mentale tilstande hos personer i 11

12 alle aldre. Teorien er en objektrelationsteori, som ser subjektets relation til objekter som det, der skaber dynamik i psyken (Olsen, 2002). Grundlæggende er Kleins psykoanalytiske teori baseret på tre antagelser om mennesket: at livsog dødsdriften fra fødslen er til stede og i konflikt, at barnet fra fødslen føler både kærlighed og had, og at alle oplevelser fra fødslen ledsages af ubevidste fantasier (Roth, 2001). Angsten og aggressionen er i fokus hos Klein, der ser begge dele som vigtige for børns udvikling (Klein, 1946/1996). Dette er et faktum, som har mødt kritik fra mange sider og har fået (...) det pæne selskab af børnevenner til at rejse børster (Olsen & Køppe, 1996, s. 456). Det vigtigste i den kleinianske psykoanalyse er, at børn i det første halve leveår gennemlever to distinkte mentale tilstande: den paranoid-skizoide position og den depressive position (Klein, 1946/1996). Positionerne findes herefter sideløbende livet igennem og er en slags elementære emotionelle strukturer (Roth, 2001, s. 33) eller grundlæggende problemstillinger (Olsen & Køppe, 1996, s. 470) med hver deres ubevidste konstellation af angst, forsvarsmekanismer og objektrelationer (Caper, 1988, s. 176). Når Klein bruger begrebet position frem for fx fase, er det for at understrege, at der er tale om vedvarende tilstande, som hele livet ubevidst påvirker den måde, vi forholder os til og forstår verden (Caper, 1988). En position mister altså ikke aktualitet, når individet udvikler sig, men træder blot i baggrunden. Den kleinianske psykoanalyse fører derfor alle psykiske problematikker tilbage til de to elementære positioner (Klein, 1946/1996). 4.3 Den paranoid-skizoide position (Julie) Den paranoid-skizoide position er den første position, spædbarnet befinder sig i. Den består af en spænding mellem paranoid angst og skizofrene forsvarsmekanismer, som skaber en bipolaritet i barnets indre og ydre objekter (Klein, 1946/1996). Den paranoid-skizoide position indledes med barnets første møde med moderen, kulminerer i tremånedersalderen og gennemarbejdes herefter (Olsen & Køppe, 1996). Positionen er domineret af ekstrem psykoselignende angst, som antages at skyldes dødsdriftens blotte tilstedeværelse (Klein, 1946/1996). For at kunne udholde angsten og beskytte sit jeg, skaber barnet en bipolaritet i sine objektrelationer og dermed også i sit indre (Roth, 2001). Dette sker gennem to skizoide forsvarsmekanismer, splitting og projektion, som tilsammen udgør projektiv identifikation. I det 12

13 følgende uddyber vi efter en beskrivelse af objektrelationen i den paranoid-skizoide position disse to mekanismer og redegør således for denne positions kendetegn Objektrelationen i den paranoid-skizoide position (Emma) I den paranoid-skizoide position forholder barnet sig til såkaldte partialobjekter, dvs. enkelte kropsdele frem for hele mennesker, som opfattes enten som gode eller onde. Det primære objekt i den paranoid-skizoide position er (...) the mother s breast, which is split into a good (gratifying) and bad (frustrating) breast; this splitting results in a division between love and hate (Klein, 1946/1996, s. 164). Det gode og det onde partialobjekt opfattes som adskilte enheder, der intet har at gøre med hinanden Splitting (Emma) Som nævnt er splitting en skizoid forsvarsmekanisme, som barnet beskytter sig mod den ekstreme angst med. Med splitting skaber barnet to poler: en god, som det identificerer sig med og forsøger at besidde, og en ond, som det forsøger at skille sig af med og lokalisere uden for sig selv. Alle objekter, som barnet relaterer sig til - både indre og ydre - bliver underlagt denne opdeling i fantasien, som har reelle effekter på barnets følelser, relationer og senere også tankeprocesser (Klein, 1946/1996). For at forstå behovet for splitting, er det væsentligt at fremhæve, at barnets tidlige jeg er baseret på en identificering med gode objekter og gode oplevelser. Den medfødte dødsdrift skaber aggressive impulser af had og vrede rettet mod de gode objekter (Klein, 1946/1996). Fordi barnet identificerer sig med de gode objekter, er de aggressive impulser en trussel mod barnet selv. Derfor forsøger barnet at løsrive sig fra de hadefulde impulser, som stammer fra dets egen dødsdrift. Det kan kun lykkes ved at bruge splitting som forsvarsmekanisme og på den måde opnå en opdeling af verden og barnets selv i godt og ondt (Klein, 1946/1996). Op af denne opdeling i god og ond lægger sig en anden skizoid forsvarsmekanisme, nemlig almagt, hvor barnet i fantasien har fuld kontrol over de onde objekter og dermed kan redde de gode (Klein, 1940/1975). At splitte verden i to dele er løsningen på den paranoid-skizoide positions angstproblematik da det muliggør, at der kan være et sted i barnets jeg, hvor de gode objekter er urørlige, så jeg et kan videreudvikles (Olsen & Køppe, 1996). Det er vigtigt at understrege, at (...) the ego is incapable of splitting the object - internal and external - without correspondingly a splitting within the ego taking place (Klein, 1946/1996, s. 13

14 167). Splittelsen af jeg et betyder, at evnen til at tænke klart forringes, fordi virkeligheden forvrænges (Roth, 2001; Olsen & Køppe, 1996). Ikke desto mindre er splitting i den paranoidskizoide position en psykisk præstation og starten på en sammenhængende personlighed (Bell, 2001) Projektion og projektiv identifikation (Julie) I forbindelse med splitting anvender barnet sig i den paranoid-skizoide position af forsvarsmekanismen projektion. Barnets onde sider projiceres ud på objekter, som kommer til at besidde de onde egenskaber, barnet før selv besad, og derfor opfattes som onde og forfølgende (Roth, 2001). Hvis denne følelse af forfølgelse fra de ydre objekter bliver for stærk, kan barnet ikke arbejde sig gennem den paranoid-skizoide position. Det kan ske, hvis barnet ikke får hjælp af sine omsorgspersoner til at modbalancere de onde objekter med gode objekter og oplevelser (Klein, 1946/1996). Projektiv identifikation betegner hele den proces, hvor barnet splitter sin opfattelse af sig selv i en god og en ond del, og projicerer den onde del ud på de ydre objekter (Roth, 2001). Dette sker ligesom splitting i fantasien, men har virkelige effekter på jeg et, som bliver svagere, når det projicerer dele af sig selv væk (Bell, 2001). Alligevel er projektiv identifikation en grundlæggende sund mekanisme, som beskytter barnets indre gode objekter og er essentiel for udviklingen af personligheden (Bell, 2001). Barnets brug af splitting og projektiv identifikation skaber en rigid sort/hvid opdeling af verden i den paranod-skizoide position, men skal altså forstås som en psykisk bedrift, der muliggør udviklingen af den depressive position (Klein, 1946/1996). 4.4 Den depressive position (Emma) Den depressive position afløser den paranoid-skizoide position som den fremtrædende mentale tilstand hos barnet. Den er kendetegnet ved psykisk integration og en stærk følelse af skyld fulgt af sorg og fortrydelse, som kulminerer i halvårsalderen (Klein, 1946/1996), hvorefter den bliver gennemarbejdet og overvundet. I denne position findes der ligesom i den paranoid-skizoide position en angst for forfølgelse af onde objekter, og som noget nyt tilføjes en angst for at miste de gode (Klein, 1940/1975, s. 348). I overgangen til den depressive position sker en gradvis integration af jeg et og objekterne. Dette skyldes dels, at barnets opfattelsesevne forbedres (Olsen & Køppe, 1996), og dels at barnet har 14

15 kunnet gennemarbejde den paranoid-skizoide position (Klein, 1946/1996). I takt med integrationen af jeg ets og objekternes gode og onde sider, må barnet genoverveje sit selvbillede og verdensbillede. Det bliver klar over, at det har både onde og gode sider, og at der er en konflikt mellem dets kærlige og destruktive impulser (Temperley, 2001). Man kan sige, at splittelsen som blev opnået i den paranoid-skizoide position for at beskytte det gode i barnets indre, nu ophæves med følelsen af skyld og ansvar for skade som konsekvens Objektrelation i den depressive position (Julie) Barnet er i den depressive position i stand til at forhold sig til totalobjekter, altså hele kroppe og personer med realistiske psykiske kvaliteter, der både indeholder godt og ondt (Klein, 1935/1975). I stedet for at opfatte brystet som en god og en ond enhed, der ikke findes på samme tid, er barnet nu i en relation til moderens krop som en helhed, der dels er god og tilfredsstillende, dels ond og frustrerende, aldrig kun det ene eller det andet (Olsen & Køppe, 1996) Ambivalens og skyld (Emma) Da moderen nu opfattes som en person med både gode og onde egenskaber, bliver hun genstand for ambivalente følelser (Olsen & Køppe, 1996). Barnet både elsker og hader moderen og kan ikke længere som før have aggressive ubevidste fantasier om at skade onde dele af hende, mens de gode dele forbliver uskadte. Ambivalensen skaber en skyldfølelse, som er karakteristisk for den depressive position. Det går op for barnet, at dets aggressive fantasier skader hele moderen, også hendes gode sider (Klein, 1946/1996, s. 172). Dette er grundstenen i den depressive angst, som ikke er en angst for at miste sit jeg, men en angst for at miste moderen, det gode objekt (Olsen & Køppe, 1996). Skylden er den vigtigste komponent i opbygningen af et sundt overjeg hos barnet, ligesom sorg og fortrydelse er med til at sikre, at barnet udvikler evnen til at føle kærlighed (Caper, 1988, s. 187). Ambivalensen (...) enables the young child to gain more trust and belief in its real objects and thus internalized ones - to love them more and to carry out in an increasing degree its phantasies of restoration of the loved object (Klein, 1935/1975, s. 287). I den normale udvikling bliver jeg et stille og roligt stærkere. Dette betyder, at ambivalens, skyld og tabet af et udelukkende godt selvbillede bliver mere tolererbart, og at evnen til at bære skyldfølelse over ens opførsel overfor andre udvides (Roth, 2001). Dette skaber en større forståelse af psykisk realitet og den eksterne verden (Klein, 1946/1996). 15

16 Når den depressive position er blevet konstitueret, bliver jeg et ifølge Klein (1940/1975) nødt til at skabe forsvarsmekanismer mod angsten for at miste det gode objekt. Forsvarsmekanismerne barnet kan gøre brug af i denne position er bl.a. benægtelse, manisk almagt og tvangsmæssige handlinger (Klein, 1940/1975), som vi ikke vil komme ind på her. Vejen ud af den depressive angst er nemlig ikke en forsvarsmekanisme, men reparation Reparation (Julie) I den depressive position finder barnet ud af, at det ved at investere sit indre gode objekt kan fjerne den skadelige virkning ved dets aggressive handlinger eller fantasier og reparere det gode objekt. Det betyder, at barnet og moderen nu giver af deres gode objekter for at opretholde et godt forhold og sådan indgår i en slags psykisk økonomi (Olsen & Køppe, 1996). Hvis denne udveksling stabiliserer det ydre objekt som godt, vil det samtidig stabilisere det indre objekt som godt (Olsen & Køppe, 1996). Reparation er et fundamentalt element i kærlighed (Klein, 1937/1975) og hænger tæt sammen med omsorg. Barnets evne til reparation betegnes af Temperley som (...) den mest kraftfulde manifestation af livsdriften (Temperley, 2001, s. 48). Reparation er et svar på den depressive angst, men ikke et forsvar mod den, da det medfører psykisk vækst fremfor en forringelse af tankevirksomheden (Caper, 1988). I en normal udvikling vil barnet overkomme den depressive position og danne gode relationer til sine medmennesker. Dette tolker Klein (1940/1975) som udtryk for, at barnet er lykkedes i kampen mod sit indre kaos og trygt har etableret gode indre objekter. Sammenfattende kan man sige, at den depressive position indebærer stor smerte i form af skyld, men også skaber håb og lettelse gennem reparation og dermed løser sin egen knude: skylden kan håndteres, når man ved, at den forvoldte skade kan repareres. Efter denne redegørelse for Kleins objektrelationsteori, vil vi i det følgende afsnit redegøre for Jean Laplanches generaliserede forførelsesteori. Denne repræsenterer som nævnt en gren af psykoanalysen, som står i modsætning til den kleinianske. 16

17 5.0 Redegørelse for Jean Laplanches arbejde (Julie) Jean Laplanche ( ) var en af de førende franske psykoanalytikere, og hans teori om den generaliserede forførelse har været med til at forny og genskabe det psykoanalytiske felt (Scarfone, 2013). Bredt set har Laplanche beskæftiget sig med nøglebegreber og traditionelle metapsykologiske koncepter inden for psykoanalysen såsom fortrængning, drifter, fantasi, nachträglichkeit, paranoia, masochisme, overførsel, sorg og det ubevidste (Laplanche, 1999). Laplanches samlede arbejde er så komplekst, at en gennemgang som yder alle dets aspekter retfærdighed ville overskride denne opgaves rammer. Herunder gennemgås derfor udvalgte elementer, som er særligt væsentlige for vores problemstilling, nemlig Laplanches metodiske udgangspunkt, den generaliserede forførelsesteori og herunder den fundamentale antropologiske situation, oversættelse og fortrængning samt fantasi og drift. 5.1 Metodisk udgangspunkt: genlæsning af Freud (Emma) Laplanche har udviklet den generaliserede forførelsesteori ved at følge Freuds fodspor, ledsage ham, kritisere ham og søge andre forklaringer, hvor han vakler (Laplanche, 1999, s. 147). Laplanche genlæser altså ikke blot Freud, men problematiserer ligeledes hans ideer og undersøger dem kritisk (Scarfone, 2013). I arbejdet med genlæsningen af forførelsesteorien behandler Laplanche Freuds arbejde med respekt, lader sig inspirere og fikserer det, Freud teoretiserede om, i en form som minder om Freuds egen (Laplanche, 1990, s. 121). Da Freuds tekster er baseret på erfaringer, tillader Laplanche at anlægge sit eget teoretiske og praktiske perspektiv på disse (Scarfone, 2013). Det er vigtigt at erfaringerne analyseres, og at han går længere end Freud gjorde, for at nå til mindste detalje ( ) even if it does mean taking them apart, breaking them down and putting them together again (Scarfone, 2013, s. 94). 5.2 Den generaliserede forførelsesteori (Julie) Laplanche vender tilbage til den forførelsesteori, som Freud opgav i 1897 (Laplanche, 1990) og reformulerer denne til den generaliserede forførelsesteori, som omhandler børns hverdagsrelationer, tilknytning og opdragelse (Laplanche, 1999). Teoriens vigtigste pointe er, at den infantile seksualitet opstår i det enkelte individ på baggrund af mellemmenneskelig kommunikation (Laplanche, 2011). 17

18 Laplanche anvender ordet repression i sine værker. I opgaven har vi valgt at oversætte repression til fortrængning, hvilket ifølge Olsen (2002) er den danske betegnelse. Fortrængning på dansk betyder generelt set en forsvarsmekanisme, som hindrer konfliktramte forestillinger adgang til bevidstheden og henviser dem til det ubevidste (Olsen, 2002, s. 252). Hos Laplanche er fortrængning selve grundlaget for konstitueringen af det ubevidste som et separat domæne i psyken (Laplanche, 2011), hvilket vi kommer nærmere ind på i det følgende Den fundamentale antropologiske situation (Emma) Den fundamentale antropologiske situation betegner det universelle og uundgåelige møde mellem et spædbarn og en voksen (Laplanche, 2002). Den er uundværlig for ethvert menneskes indtræden i sin menneskelighed (Laplanche, 2011, s. 220). Det helt centrale i den fundamentale antropologiske situation er, at den voksnes seksuelle ubevidste påvirker den kommunikation, der sker mellem den voksne og barnet, og at situationen derfor fundamentalt er asymmetrisk - barnet har ikke et seksuelt ubevidste, som den voksne har, og de kommunikerer derfor fra to forskellige udgangspunkter. Den voksne behøver ifølge Laplanche (1999) ikke at være barnets forælder og får i hans teori betegnelsen the other, den anden. Når Laplanche anvender begrebet ubevidst seksualitet, henviser det ikke til genital seksualitet, men til infantil seksualitet, som er en udvidet seksualitet, der ikke har rod i hormoner eller erogene zoner (Laplanche, 2002). I den fundamentale antropologiske situation kommunikeres meddelelser fra den voksne både med kropssprog, tonefald og tale (Laplanche, 1999, s. 126). Meddelelserne videreformidler den voksnes seksuelle ubevidste til barnet, uden at den voksne er klar over det. Dette skyldes, at meddelelserne kompromitteres af interferens eller scrambling fra den voksnes eget seksuelle ubevidste (Laplanche, 2011, s. 205). På den måde bliver forførelsen gådefuld både for den voksne og barnet: What is crucial is the fact that the adult world is entirely infiltrated with unconscious and sexual significations to which adults themselves do not have the code (Laplanche, 1999, s. 127, fremhævning i original) Oversættelse, fortrængning og konstituering af det ubevidste (Julie) Den fundamentale antropologiske situation er som nævnt ovenfor grundlæggende asymmetrisk (Tessier, 2010). Når barnet, som ikke besidder et seksuelt ubevidste endnu, modtager en medde- 18

19 lelse, som er kompromitteret af den andens seksuelle ubevidste og dermed er gådefuld, står det overfor en udfordring. Den gådefulde meddelelse kan nemlig ikke begribes i sin totalitet af barnet, som derfor må forsøge at oversætte den (Laplanche, 2011). Barnets trang til at oversætte stammer fra netop det kompromitterede seksuelle ubevidste i meddelelsen, og barnet arbejder altså med at oversætte materiale, som allerede er seksuelt (Laplanche, 2002, s. 51). Figur 1 (Laplanche, 2011, s. 215) Når barnet modtager en gådefuld meddelelse, sker det i to momenter: først modtager barnet meddelelsen uden at forstå den og lagrer den i det, Laplanche kalder den ubevidste enklave (se figur 1). Dernæst vender meddelelsen tilbage til barnet, men nu indefra, med et krav om - koste hvad det vil - at blive mestret og integreret (Laplanche, 2011, s. 208). Det af meddelelsen, som kan oversættes og gives mening, etablerer det førbevidste niveau i barnets psyke (se figur 1) sva- 19

20 rende til dets jeg, altså det som repræsenterer dets egen historie om sig selv (Laplanche, 2011, s. 208). Der vil imidlertid altid være dele af de gådefulde meddelelser, som barnet ikke kan oversætte. Den ufuldstændige oversættelse, altså det som barnet ikke kan give mening, efterlader spor eller rester, som fortrænges og dermed etablerer det fortrængte ubevidste i barnets psyke (Laplanche, 2011)(se figur 1). Disse rester, som stammer fra den anden og er karakteriseret ved det, Laplanche kalder andethed, indeholder (...) a kernel of truth that is more essential than the trivial conscious memory (Laplanche, 1999, s. 152). Resterne får i barnets fortrængte ubevidste en fremmed form og er ikke modtagelige for kommunikative interaktioner (Tessier, 2010, s. 291). Laplanche kalder resterne for kilde-objekter, et ord som belyser deres dobbelthed: de er kendetegnet ved deres andethed, idet de er objekter indsat i barnet af den anden, men fungerer via oversættelsesforsøg og fortrængning af det uforståelige seksuelle nu som kilden til barnets drift (Laplanche, 1999, s. 129). At oversættelsen sker i to momenter - lagringen af meddelelsen i den ubevidste enklave og derefter forsøget på oversættelse - betyder, at der i alle mennesker, ikke blot spædbørn, findes et lager af uoversatte meddelelser i den ubevidste enklave, som enten stagnerer eller venter der midlertidigt (Laplanche, 2011, s. 213). Kilde-objekterne fungerer som konstant tilskyndelse til at oversætte uoversatte meddelelser eller genoversætte tidligere oversættelser (Scarfone, 2013, s. 562). Denne bearbejdning fortsætter i alle dele af livet (Laplanche, 2011, s. 212). På den måde bliver menneskets forståelse af verden hele tiden præget af nachträglichkeit, altså af at verden forstås med tilbagevirkende kraft ud fra nye erfaringer, som aktiverer kilde-objekterne og dermed igangsætter genoversættelse (Laplanche, 2011). Oversættelse og fortrængning, som igangsættes af den anden i barnets liv, er for Laplanche grundlaget for inddelingen af psyken i bevidst, førbevidst og ubevidst og dannelsen af det seksuelle ubevidste (Tessier, 2010, 284). Den ovenstående proces, hvor barnet modtager en meddelelse og dernæst aktivt bearbejder den ved at oversætte forståelige dele af den og fortrænge de uforståelige, kaldes implantation og er almindelig og finder sted i hverdagen (Laplanche, 1999, s. 136). Der findes imidlertid også en 20

21 voldelig variant af denne proces, kaldet intromission, hvor den voksne kommunikerer meddelelser til barnet på en måde, så de blokerer barnets forsøg på oversættelse og fortrængning og dermed aldrig bevæger sig ud af den ubevidste enklave (Laplanche, 1999, s. 136). Ifølge Laplanche er det ubevidste hos et individ altså delt i to: den ubevidste enklave, som består af endnu ikke oversatte meddelelser, og det fortrængte ubevidste, som består af rester fra forsøg på oversættelse. På den måde er det ubevidste skabt på baggrund af den andens seksuelle ubevidste, men det er ikke en kopi heraf (Laplanche, 1999, s. 160). Da den voksne ikke selv er bevidst om det gådefulde indhold i sine meddelelser, og barnet kun kan oversætte uperfekt og utilstrækkeligt, kan der ikke drages en direkte kausalitet fra den andens ubevidste til barnets ubevidste. Dette taler imod, at børn skulle være et direkte produkt af deres forældre (Laplanche, 1999, s. 160). Alligevel kan man i den generaliserede forførelsesteori tale om, at der sker en udveksling mellem generationer på et ubevidst plan. Når den voksne sender meddelelser til barnet, er disse meddelelser scrambled eller kompromitteret af den voksnes eget ubevidste, som stammer fra mødet med den anden i den fundamentale antropologiske situation, da den voksne selv var barn. På den måde indeholder meddelelser, som børn modtager, altså rester fra oversættelsesforsøg, som strækker sig tilbage i generationerne Fantasi og drift (Emma) Repressed, fantasy is what forms the contents of the unconscious and the very object of psychoanalysis (Laplanche, 2002, s. 48). For Laplanche er det seksuelt ubevidste, som er psykoanalysens kerneobjekt og etableret i forsøget på at oversætte gådefulde meddelelser fra den anden, altid relateret til fantasien (Tessier, 2014, s. 175). Fantasier forstås i den generaliserede forførelsesteori som unikke og specifikke for det enkelte barns individuelle livshistorie, ikke som generelle, medfødte eller biologisk funderede. Det enkelte barns fantasier er skabt af kommunikationen med den anden og opstået i forsøget på at oversætte de gådefulde meddelelser (Tessier, 2014). På den måde får fantasier hos Laplanche ligesom det ubevidste sin oprindelse i menneskelige relationer, når han insisterer på, at enhver fantasi har udgangspunkt i indholdet af meddelelse, som allerede er seksuel i kraft af, at det er kompromitteret af den voksnes seksuelt ubevidste: (...) if the sexual is not present within the original, real experience it will never be rediscovered in the fantasmatic or the symbolic elaboration of this experience (Laplanche, 2002, s. 50). 21

22 Den ubevidste fantasi er utilgængelig for logik og kommunikation og kan kun tilgås og identificeres ved at se på dens perverse afledninger i den psykoanalytiske situation (Laplanche, 1999, s. 159). Det gælder på samme måde som for det seksuelt ubevidste, at barnets fantasier på grund af de indledende forsøg på oversættelse ikke er direkte kopier af den voksnes. Laplanche beskriver fantasien som kilden til seksualdriften. Det betyder, at fantasierne ofte bliver udsat for primitive forsvarsmekanismer som projektion og negation, da den drift, de skaber, kan være problematisk og konfliktfyldt at opfylde (Laplanche & Pontalis, 1968). Afsluttende kan den generaliserede forførelsesteori siges at understrege menneskets grundlæggende decentrerethed. Vi er fra første færd åbne mod den anden som individer, og det er i forholdet til den anden, at vi bliver til som mennesker. Dette breder Laplanche ud til også at gælde metodisk i den analytiske situation. Denne er transformativ, fordi den skaber en mulighed for genåbning af den fundamentale antropologiske situation, hvor nye forsøg på oversættelse kan indtræde som mere inkluderende og mindre rigide end tidligere (Tessier, 2010, s. 292). 6.0 Klein, Laplanche og klimaet (Julie) På baggrund af redegørelserne vil vi i det følgende analysere, hvordan psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer kan forstås ud fra den kleinianske objektrelationsteori og den generaliserede forførelsesteori. 6.1 Klein og psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer (Julie) Grundlaget for at forstå et menneskes psykiske reaktion på indirekte klimaforandringer vil ud fra den kleinianske psykoanalyse skulle findes i dette menneskes vekslen og fordeling mellem den paranoid-skizoide position og den depressive position og deres tilhørende angstformer i forhold til klimaet som objekt. Denne forståelsesramme vil vi udfolde i den følgende analyse, som inddrager de to psykoanalytikere Dodds og Weintrobes arbejde. De argumenterer for, at den kleinianske objektrelationsteori kan give en forståelse af menneskets psykiske reaktioner på indirekte klimaforandringer (Dodds, 2011; Weintrobe, 2013a, 2013b) Klimaet som objekt: moder jord (Emma) Kleins objektrelationsteori handler som beskrevet i det foregående redegørende afsnit om spædbarnets relation til moderobjektet i henholdsvis den paranoid-skizoide position og den depressive 22

23 position. For at forstå vores reaktioner og forhold til de indirekte klimaforandringer, kan man ifølge Dodds (2011) brede Kleins teori om spædbarnets relation til moderen ud til at omhandle menneskets relation til jorden. Jorden kan forstås som en grundlæggende moderfigur, moder jord, idet vi som mennesker er afhængige af jordens ressourcer for overlevelse, ligesom vi som spædbørn er afhængige af moderens ressourcer. Man kan på den måde forstå vores relation til moder jord som en afspejlning af, hvordan vi oplevede vores mor i de tidlige barndomsstadier (Dodds, 2011, s. 58). Denne forståelse af relationen mellem menneske og jord som en spejling af relationen mellem spædbarn og moder ses også hos Weintrobe (2013b). Hun lægger vægt på afhængigheden som grundlæggende for begge relationer og argumenterer for, at begge relationer er non-verbale, altomfattende og svære at begribe bevidst. Weintrobe beskriver det voksne menneske som en babyvoksen i dets forhold til (...) the basic survival issues that arise from the present conflict between natural ressources, their usage and the modern vision of successful life (Weintrobe, 2013b, s. 50). Ifølge Weintrobe (2013b) og Dodds (2011) vender vi altså tilbage til de grundlæggende psykiske problemstillinger i de to positioner, når vi forsøger at forholde os til klimaforandringerne, fordi vores relation til klimaet som objekt minder om den relation, vi som spædbørn har til moderen. Ud fra denne præmis vil vi gå mere dybdegående til værks med de to positioner i de følgende afsnit Klimaet og den paranoid-skizoide position (Julie) Når den paranoid-skizoide position er dominerende i menneskets relation til klimaet, opfattes klimaet som en række partialobjekter rigidt opdelt i gode og onde. De gode og onde dele af klimaet har intet at gøre med hinanden, hvilket skaber en oplevelse af, at destruktive og aggressive handlinger mod de onde dele ikke skader de gode. Som nævnt er den paranoid-skizoide position præget af paranoid angst for at miste sit jeg. Denne angst gør, at barnet må splitte de vrede, aggressive og destruktive dele af selvet væk og projicere dem ud i omverdenen, som så kommer til at virke truende og potentielt udslettende. I forhold til relationen til klimaet kan man forestille sig et menneske, som splitter klimaet i en god og en ond del. Den gode del af klimaet vil mennesket nu identificere sig med, hvilket betyder at det må splitte sine onde sider væk. Disse onde sider vil via projektiv identifikation blive placeret i den onde del af klimaet, som nu kommer til at virke forfølgende og skaber en paranoid angst hos mennesket for, at klimaet vil udslette det. Ud fra Kleins objektrelationsteori vil denne mekanis- 23

24 me kunne forklare den patologiske angst for klimaforandringer, som påpeges af Doherty & Clayton (2011). Den paranoide angst for klimaforandringer kan håndteres ved at bruge de skizoide forsvarsmekanismer. Dodds (2011) argumenterer for, at forsvarsmekanismen almagt kommer til udtryk, når vi som mennesker forstår os selv som usårlige i forhold til klimaet. Denne følelse af almagt kombineret med den rigide inddeling i godt og ondt giver anledning til en forestilling om, at man ikke kan skade det gode objekt, som opfattes som uudtømmeligt og usårligt (Caper, 1988). I forhold til klimaet kan man tænke sig, at almagt som forsvar mod den paranoide angst skaber en forestillet relation, hvor man kan udnytte jordens ressourcer i det uendelige uden at skade den. Et andet forsvar mod den paranoide angst, som særligt Weintrobe (2013b) fremhæver ved den kleinianske objektrelationsteori, er benægtelse. Klein kalder selv benægtelse negativ hallucination (Klein, 1946) for at understrege, at barnet i benægtelsen skaber en vrangforestilling, hvor det benægtede ikke længere findes. Denne forsvarsmekanisme er stærkt destruktiv og indebærer en benægtelse af både det ydre onde objekt og de tilsvarende onde objekter i barnet selv (Weintrobe, 2013b). I forhold til klimaet kan man forestille sig, at man for at undgå den paranoide angst benægter, at der findes truende og skræmmende sider af klimaet. Denne benægtelse medfører ligesom almagt en kompromittering af menneskets tænkeevne, da de skizoide forsvarsmekanismer blokerer en nuanceret forståelse af den verden, vi befinder os i Klimaet og den depressive position (Emma) Når den depressive position er dominerende i menneskets forhold til klimaet, vil klimaet forstås som et totalobjekt, som både indeholder gode og onde dele på samme tid. De gode sider af klimaet vil altså også blive skadede, når de onde sider af klimaet udsættes for aggression og destruktion. Den depressive position er som nævnt præget af angsten for at miste moderen. I forhold til klimaet kan den depressive angst ifølge Weintrobe (2013b) forstås som angsten for at miste moder jord. I forhold til klimaet kan man forestille sig, at et menneske domineret af den depressive position vil føle skyld over de dele af sin livsstil, som skader klimaet og dermed skader det fundament, mennesket er afhængigt af. Denne skyldfølelse kan give en reaktion præget af sorg og for- 24