SYGEFORSIKRINGER ØGER DEN SOCIALE ULIGHED

Transkript

1 18. oktober 2002 Af Anita Vium - Direkte telefon: ad pkt. 6b) SUNDHEDSPOLITIK Resumé: SYGEFORSIKRINGER ØGER DEN SOCIALE ULIGHED Der er social skævhed i fordelingen af sygdom. De socialt dårligt stillede er mere syge og kan forvente færre leveår uden langvarig sygdom end de socialt bedre stillede. Til gengæld er de socialt bedre stillede i meget højere grad dækket af private sygeforsikringer især er der stor forskel på hvor mange, der er dækket af en arbejdspladsrelateret sygeforsikringer. Disse forsikringer øger altså den sociale ulighed, der i forvejen eksisterer indenfor sundhedsområdet. De arbejdspladsrelaterede sygeforsikringer understøtter altså en udvikling hen imod et dansk samfund, hvor man enten er rig og rask eller syg og fattig. Veluddannede folk i arbejde kan blive behandlet på private hospitaler, hvis uheldet skulle være ude. Mens folk med ingen eller lille uddannelse og folk uden arbejde må vente på behandling i det offentlige system. I stedet for at bruge samfundets ressourcer på at indrette et tostrenget sundhedssystem, bør man bruge ressourcerne til at forbedre det offentlige system, så alle kan få glæde af det på lige fod. Den sociale fordeling af sygdomsmønsteret illustrerer også, at i det system med privat finansiering af sundhedsvæsnet, vi så småt bevæger os hen imod i øjeblikket, vil forsikringerne blive dyrere for de lavere socioøkonomiske grupper end for de højere. Forsikringspræmierne afspejler nemlig sandsynligheden for, at en person får behov for behandling. P:\GS\06-til ny hjemmeside\velfærd\2002\forsik-av.doc

2 2 SYGEFORSIKRINGER ØGER DEN SOCIALE ULIGHED Socialt dårligere stillede er sundhedsmæssige dårligere liv end andre. De har kortere forventet levetid og færre gode år i den periode, de lever. For de erhvervsaktive er det især de arbejdsløse, der har større hyppighed af sygdom end resten. Den sociale skævhed i sygdom og sundhed i Danmark forstærkes af, at det især er de velstillede og mindst syge der er dækket af forskellige helbreds- og sundhedsforsikringer. Disse forsikringer øger altså den sociale ulighed, der i forvejen eksisterer indenfor sundhedsområdet. I stedet for at bruge samfundets ressourcer på at indrette et tostrenget sundhedssystem, bør man bruge ressourcerne til at forbedre det offentlige system, så alle kan få glæde af det. Færre gode leveår Den negative sociale arv slår igennem i folks sundhed. Jo mere veluddannet man er, og jo bedre job man har, desto længere liv kan man forvente at få. Det viser en dansk undersøgelse, hvis resultater er vist i tabel 1, hvor den anden kolonne ( Forventet restlevetid ) viser den forventede restlevetid for 30-årige mænd med forskellige social status. Den sociale status er opgjort udfra Danmarks Statistiks metode, hvor folk kategoriseres efter den traditionelle placering af deres job. Højere omfatter bl.a. kontorchefer, overlæger og gymnasielærere, mens mellemne bl.a. er sygeplejesker, folkeskolelærere og laboratorieteknikere. Tabel 1. Forventet restlevetid og antal fremtidige gode leveår, 30 årig mand Socioøkonomisk gruppe Forventet restlevetid Forventet levealder uden langvaring sygdom Højere funktionær 45,8 34,5 Mellemfunktionær 45,4 32,3 Lavere funktionær 44,7 30,2 Faglært 45,0 26,3 Ufaglært 43,9 25,5 Kilde: Henrik Brønnum-Hansen Socioeconomic differences in health expectancy in Denmark, Scandinavian Journal of Public Health, Uddrag af table II.

3 3 I gruppen med lavere og faglærte er typisk folk med en lidt kortere uddannelse såsom ekspedienter, sygehjælpere, postbud og EDB operatører for nes vedkommende og f.eks. metale, faglærte bygningshåndværkere og gartnere for de faglærtes vedkommende. Gruppen af ufaglærte tæller bl.a. speciale, rengøringsassistenter, poste. I tabellen ses, at den forventede restlevetid for 30-årige mænd i beskæftigelse ligger imellem 43,9 år (ufaglærte) og 45,8 år (højere ). Der er altså knap 2 år forskel i den forventede restlevetid. I interviewundersøgelser lavet af Statens Institut for Folkesundhed har man bl.a. undersøgt, om folk har en langvarig sygdom og om de selv føler, at de har et godt helbred. Undersøgelserne er beskrevet nærmere i boks 2. Udfra svarene i undersøgelsen kan man regne ud, hvad den forventede levetid med gode år er for de forskellige grupper i undersøgelsen. Boks 1. Socioøkonomiske grupper I dette notat arbejdes der med fem til seks socioøkonomiske grupper. Disse grupper dækker fem forskellige grupper lønmodtagerne og, hvor det er muligt, også gruppen af arbejdsløse. Studerende, efterlønnere, alderspensionister og andre pensionister, som ikke er medtaget, må via deres alder (studerende, efterlønnere og alderspensionister) eller deres status (førtidspensionister) formodes at afvige fra den gennemsnitlige befolknings sundhedstilstand. Notatet fokuserer altså på de erhvervsaktive, men for overblikket skyld er de selvstændige dog ikke medtaget. Den socioøkonomiske gruppering er baseret på Danmarks Statistisks gruppering, som igen er baseret på den traditionelle placering af forskellige jobs. Kilde: Bilag A i Statens Institut for Folkesundhed Sundhed og sygelighed i Danmark 2000 redigeret af Mette Kjøller og Niels Kr. Rasmussen, København marts Betragter man det forventede antal gode resterende leveår målt som leveår uden langvarig sygdom - i stedet for den forventede restlevetid, bliver forskellen på grupperne af beskæftigede meget større. En 30 årig ufaglært mand kan forvente at have 25,5 år tilbage af sit liv, hvor han ikke lider af en langvarig sygdom. Det tilsvarende tal for højere er 34,5 år altså en forskel i gode leveår på 9 år. Den ufaglærte mand på 30 år kan forvente at leve næsten 42 procent af resten af sit liv med en langvarig sygdom, mens den højere funktionær kun kan forvente at tilbringe knap 25 procent af resten af sit liv med en langvarig sygdom. Konklusionen er derfor, at mænd i højere socio-økonomiske

4 4 grupper både lever længere og er raske i en større del af deres liv end mænd fra lavere socioøkonomiske grupper. I tabel 2 ses de tilsvarende resultater for 30-årige kvinder. Forskellen i forventet restlevetid for kvinder fra forskellige socialgrupper er ikke særlig stor, hvilket analysen ikke umiddelbart giver nogen forklaring på. Ufaglærte kvinder lever således gennemsnitligt yderligere 49,9 år fra de er 30, mens kvinder i gruppen af højere eller mellem kan forvente at leve yderligere 50,3 år altså kun en meget lille forskel. Ser man til gengæld på det forventede antal leveår med godt helbred, har de højere 9,5 flere gode år i vente i forhold til en ufaglært kvinde. Tabel 2. Forventet restlevealder og antal fremtidige gode år, kvinder 30 år. Socioøkonomisk Forventet Forventet levealder gruppe Levealder uden langvarig sygdom Funktionær I 50,3 41,9 Funktionær II 50,3 31,8 Funktionær III 50,0 32,9 Faglært 50,1 Ufaglært 49,9 32,4 Anm.: Forventede levealder uden langvaring sygdom fremgår ikke for de faglærte kvinder, da stikprøven for denne gruppe var for lille til at være repræsentativ. Kilde: Henrik Brønnum-Hansen Socioeconomic differences in health expectancy in Denmark, Scandinavian Journal of Public Health, Uddrag af table II. For både mænd og kvinder gælder det altså, at jo lavere socioøkonomisk gruppe, man er i, jo færre gode leveår kan man forvente at få. Boks 2. Nationale undersøgelser af sundhed og sygelighed Statens Institut for Folkesundhed har i 1987, 1994 og 2000 foretaget store interviewundersøgelser indenfor emner, der knytter sig til den danske befolknings sundhedstilstand. Det drejer sig f.eks. om sundhedsadfærd (rygning, kost, motion etc.), sygelighed og omgivelser (sociale relationer, arbejdsmiljø og bolig). I de to første undersøgelser deltog knap i undersøgelsen og i 2000 var stikprøven på knap personer. Resultaterne i tabel 1 og 2 samt figurerne i notatet kommer fra 2000 undersøgelsen, som blev offentliggjort i marts Nærmere oplysninger kan findes på: Forskel i sygdom Der er en lang række faktorer, der er medvirkende til de sociale forskelle i sundhed og sygdom. Nogle af faktorerne er kortlagt. Der er f.eks. sociale forskelle i livsstil (rygning, alkoholforbrug, motion etc.) og levevilkår (bo-

5 5 ligforhold, arbejdsmiljø etc.). Men en del af de sociale forskelle i sundhed og sygdom kan fagvidenskaben ikke forklare. Men uanset hvad forklaringerne er, er der altså en tendens til, at socialt dårligt stillede er mere syge og dermed har mere brug for sundhedssektorens ydelser. I figur 1 ses andelen af mennesker, der i undersøgelsen af sundhed og sygelighed i Danmark svarede, at de havde mindst en af en række med 22 specifikke sygdomme. Listen af specifikke sygdomme inkluderer bl.a. migræne, forhøjet blodtryk, allergi, eksem, sukkersyge og rygsygdomme, og for ingen af disse sygdomme har højere og mellem større tendens til at være syg end resten af grupperne. Til gengæld har især de arbejdsløse større tendens til at have rygsygdomme, sukkersyge og migræne. Figur 1. Har mindst en specifik sygdom nu, årige 60% 50% 40% 30% 20% 10% 0% Højere Mellem Lavere Faglært Ufaglært Arbejdsløs Anm.: Resultaterne er korrigeret for forskelle i køn og alder i stikprøven. Selvstændige og grupper, der ikke er erhvervsaktive, er ikke medtaget i figuren. Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd baseret på Statens Institut for Folkesundhed Sundhed og sygelighed i Danmark De specifikke sygdomme er listet i tabel Figuren viser, at i gruppen af arbejdsløse lider mere end halvdelen af en specifik lidelse, mens de lavere og de ufaglærte er de næstmest syge. Det er værd at bide mærke i, at folk i gruppen med lavere meget vel kan have kort eller slet ingen uddannelse og være dårligere lønnede end f.eks. gruppen af faglærte. Denne gruppe omfatter bl.a. en stor del af det offentligt ansatte plejepersonale. At der er en stor del af syge i denne gruppe, er således ikke i modstrid med, at socialt dårligt stillede er mere ramt af sygdom end bedre stillede i samfundet.

6 6 Billedet af sygdom gentager sig måske ikke overraskende når man undersøger, om folk er meget generet af sygdomssymptomer. I figur 2 ses, at topscorerne igen er de arbejdsløse, de ufaglærte og de lavere. De mest hyppige gener er smerter i forskellige dele af kroppen (nakke, arme, ben, ryg etc.) og derefter følger træthed og hovedpine. Figur 2. Meget generet af symptomer de sidste 14 dage, årige 45% 40% 35% 30% 25% 20% 15% 10% 5% 0% Højere Mellem Lavere Faglært Ufaglært Arbejdsløs Anm.: Resultaterne er korrigeret for forskelle i køn og alder i stikprøven. Selvstændige og grupper, der ikke er erhvervsaktive, er ikke medtaget i figuren. Kilde: Statens Institut for Folkesundhed Sundhed og sygelighed i Danmark Figur 3. Har haft mindst fem ugers sygefravær i seneste år, årige 9% 8% 7% 6% 5% 4% 3% 2% 1% 0% Højere Mellem Lavere Faglært Ufaglært Anm.: Resultaterne er korrigeret for forskelle i køn og alder i stikprøven. Selvstændige og grupper, der ikke er erhvervsaktive, er ikke medtaget i figuren. Kilde: Statens Institut for Folkesundhed Sundhed og sygelighed i Danmark 2000.

7 7 En anden måde at illustrere forskelle i sygelighed er ved at se på sygefraværet for de beskæftigede. Figur 3 bekræfter tendensen i retning af, at folk i lavere socio-økonomiske grupper er mere syge end de højere grupper. Gruppen af ufaglærte har den største andel af langtidssyge - nemlig 7,4 procent efterfulgt af de lavere og de faglærte. Der er som nævnt mange årsager til den sociale forskel i sygeligheden, og nogle af dem kan man påvise, mens andre endnu ikke er fundet. Uanset årsagerne er den øgede sygdom en tendens, der går igen i alle statistikkerne. Og den sociale ulighed på sundhedsområdet bliver forøget med den stadig større udbredelse af arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, der især kommer dem i de højere stillinger til gode. Dækning af private forsikringer Ser man på udbredelsen af supplerede helbredsforsikringer (ekskl. medlemskab af sygesikringen Danmark ), er den skæve sociale fordeling meget udtalt. Figur 4 viser fordelingen af folk med supplerede helbredsforsikringer, og her ses en betydelig forskel, idet kun godt 11 procent af de arbejdsløse har sådan en forsikring, mens 37 procent af de højere har den. Figur 4. Er dækket af supplerende helbredsforsikringer, årige 40% 35% 30% 25% 20% 15% 10% 5% 0% Højere Mellem Lavere Faglært Ufaglært Arbejdsløs Anm.: Resultaterne er korrigeret for forskelle i køn og alder i stikprøven. Selvstændige og grupper, der ikke er erhvervsaktive, er ikke medtaget i figuren. Kilde: Statens Institut for Folkesundhed Sundhed og sygelighed i Danmark De supplerende helbredsforsikringer dækker både over operationsforsikringer og kritisk sygdom, som er udbetaling af et pengebeløb, hvis man ram-

8 8 mes af en kritisk sygdom. Den sidste type forsikring er den mest udbredte i befolkningen, og er ikke direkte en sygeforsikring, men snarere en type ulykkesforsikring. Forsikringen imod kritisk sygdom betaler nemlig ikke for behandling, hvis man bliver syg, men udbetaler et fast beløb, hvis man rammes af en række specificerede sygdomme. Ser man udelukkende på deciderede sygeforsikringer, genfindes tendensen fra figur 4 dog blot er forskellene meget større. I tabel 4 ses fordelingen af private behandlingsforsikringer gennem arbejdspladsen fordelt på sociøkonomisk gruppe. Blandt 2,5 procent af de ufaglærte er folk dækket af en arbejdspladsrelateret sygeforsiking, mens tallet for de højere er 20,4 procent altså mere end hver femte. Den mest syge gruppe på arbejdsmarkedet nemlig de arbejdsløse har i sagens natur ingen ekstra sygeforsikring, der er relateret til arbejdspladsen. Tabel 4. Udbredelse af private arbejdspladsrelaterede sygeforsikringer Procent af gruppen Ufaglært 2,5 Faglært 4,4 Lavere funktionær 8,5 Højere funktionær 20,4 Hele befolkningen 5,7 Anm.: Funktionærgrupperne er ikke delt om på samme måde som i figur 1-4. Kilde: Ugebrevet A4 notat Private sygeforsikringer, tabel 3 I øjeblikket er dækningen af de private sygeforsikringer altså størst for de mindst syge nemlig de højere. Hvis de private sygeforsikringer griber mere om sig, vil man erfare, at disse forsikringer bliver dyrere for de lavere sociale grupper simpelthen fordi sandsynligheden for, at de bliver syge, er større. Et system med privat finansieret sundhedsvæsen øger altså den sociale ulighed.