Efterværn...En Redningsplanke

Transkript

1 Efterværn...En Redningsplanke Af: Ann Andreasen Forstander, Børnehjemmet i Uummannaq Børn i gode kår er optaget af glæden ved at skabe. Hvis det ikke lykkes for dem, piner det dem lidt, men så finder de noget andet at lave. For skadede børn er lykken ved at skabe derimod livsvigtig, det er en redningsplanke, de desperat klynger sig til for ikke at drukne. Indtil de fortvivlede børn en dag i kraft af kreativiteten når op på siden af de andre børn. Men de bevarer mindet om de sår, de atter har bygget deres tilværelse og personlighed op på. Boris Cyrulnik De grimme ællinger s 210 LOVGIVNINGEN OMKRING EFTERVÆRN Landstingsforordning nr. 1 af 15. april 2003 om hjælp til børn og unge 27. Stk. 2: Igangværende hjælpe foranstaltninger kan fortsætte efter det 18 år, hvis den unge giver samtykke hertil og hvis der er rimelig udsigt til at nå de mål der er fastsat i handleplanen. Vejledning om hjælp til børn og unge pkt Om efterværn: Som led i udslusningsplanen kan der nu tilbydes en fortsat struktureret kontakt til en voksen kontaktperson eller til en døgninstitution, som den unge har været anbragt hos. Kommunalbestyrelsen skal i handleplanen lave en udslusningsplan sammen med de involverede parter, som kan være døgninstitutionen, plejefamilien, forældrene, en ressourceperson (familiemedlem), eller andre, som har med den unge at gøre, og som bør indgå i samarbejdet med efterværn. Samme fremgangsmåde benyttes i forbindelse med udslusning og hjemgivelse af børn eller unge under 18 år. Det er nødvendigt, at der ydes efterværn til alle børn eller unge, som har været anbragt uden for hjemmet. Udslusningsplanen bør indeholde de opgaver, kontakten skal vedrøre og udslusningens varighed, samt hvem der har til opgave at løse de enkelte op gaver. De involverede bør underskrive, så der ikke sker misforståelser. Opgaven for kontaktperson eller støtte skal være nedfældet i en handleplan og vil oftest være Eksempelvis at give råd og vejledning og støtte til den unge umodne med hensyn til at vælge uddannelse og klare uddannelsen eller at yde praktisk bistand ved indflytning til egen lejlighed. Støtten eller kontakten til den unge kan være i form af at lære den unge at skabe kontakter i nærmiljøet og tilegne sig traditioner eller lære praktiske færdigheder. Modningen og behovet vil altid være forskellig fra person til person. Efterværn kan gives af en personlig rådgiver eller en støtteperson. 1

2 Det må antages, at overgangen til det egentlige voksenliv allerhøjst må vare, til den unge fylder 23 år, men der er ingen øvre aldersgrænse. Kommunalbestyrelsen må vurdere, hvornår grænsen skal sættes og i forhold til om formålet med handleplanen er nået. Kommunalbestyrelsen må eventuelt tage stilling til om andre former for hjælp til voksne skal iværksættes. EFTERVÆRN Efterværn er et tungt ord og opgaven er tung, MEN meget vigtig! Uden et ordentligt efterværn risikerer mange års behandlingsarbejde at blive tabt på gulvet. Det er vigtigt at vi som forældre / familie / professionelle / politikere har en fælles forståelse for hvad de unge har brug for, samt hvilke tilbud, støtte og rammer der skal til. Hvem er de unge? Når I græder, når I griner, når I klapper af mig, så accepterer I mig med mit sår. Så holder jeg op med at være et unormalt monstrøst barn uden for samfundet - Boris Cyrulnik De grimme ællinger s 211 Det der karakteriserer de anbragte unge, er især to ting: Deres forældre har ikke været, og er fortsat ikke stabile voksne i deres liv, og samtidig er deres funktionsalder forskellig fra deres biologiske alder. Så bare fordi man på papiret er 18 år, er det ikke ensbetydende med at man er voksen og selv i stand til at tage vare på sit liv. Forskellen mellem deres biologiske alder og deres funktionsalder, betyder, at de ofte ikke er alderssvarende som 18 årige. Uanset om barnet er blevet anbragt som 5 årig eller 10 årig f.eks. er baggrunden og årsagen til at barnet blev anbragt, at barnet på daværende tidspunkt ikke var alderssvarende og det bliver det heller ikke på hverken 8 eller 13 år. Ved anbringelsen begynder et ihærdigt behandlingsarbejde, som giver barnet mulighed for at kunne udvikle sig samtidigt skal det have indhentet den udvikling, det har mistet før anbringelsen. Samtidig i denne periode skal de unge mennesker - tilsvarende andre unge igennem puberteten med hvad det indebærer af identitetsafprøvninger. Det kræver stor energi for de unge mennesker og samtidigt stor energi, stor tid og stor tålmodighed fra de voksne i deres omgivelser. Undervejs i processen kan børnene godt blive forstyrret af gamle mønstre. Deres destruktive eller selvdestruktive tendenser kan dukke op og forstyrre eller påvirke adfærden. Det kan være udtryk for, at barnet har vanskeligt ved at integrere forandringerne så hurtigt, som de sker. Deres selvopfattelse kan ikke følge med, de bliver på en måde lidt fremmed for sig selv, selvom det er forandringer, de selv ønsker. Desuden er de vant til de gamle mønstre kommer, tanker og følelser og har forsvarsmekanismer til at overkomme disse med. Så undervejs i den terapeutiske proces kan de - og i ganske særlig grad de unge i pubertetsalderen - blive vældigt sårbare i den periode, hvor nye personlighedsstrukturer er ved at udkrystallisere sig, men endnu ikke er integreret. Det kan give følelsen af ikke at genkende sig selv, og det kan være ubehageligt og føre til en slags identitetskrise, rejse spørgsmål om hvem er jeg egentlig? 2

3 Det sker også, at børnene kommer til savne den gamle livsstil eller dele af den, og savnet kan aktivere det gamle mønster, symptomadfærden. Det barn, som ellers var holdt op med at rømme, gør det pludselig igen. (Citat fra Conni Gregersen s bog Livsmod, p.202). Peter Bastian: At være ved siden af teenagerbørn, er som at komme forbi en butik, hvor der står lukket på grund af renovering, åbner, når arbejdet er færdigt! Den anden faktor ustabile forældre er et livsvilkår for de unge, som varer hele livet. De anbragte unge, som har boet en stor del af deres liv i en plejefamilie eller på en døgninstitution har på mange måder en større tilknytning til plejefamilien/institutionen, end de har til deres biologiske familie. Forældrenes manglende ressourcer gør, at der ofte ikke er ret meget støtte og hjælp at hente, når livet bider fra sig og det gør ondt. De unge havde ingen sikkerhed for at blive hjulpet af deres forældre, da de var børn. Ligeledes har de heller ingen sikkerhed for at opnå hjælp, når de som voksne, dvs efter at være fyldt 18 år, kommer i vanskeligheder. De unge er i vane med at henvende sig til deres forældre fordi de netop er deres biologiske forældre. Men de er også vænnet til ikke at blive hjulpet af denne vej. Derfor er det MEGET vigtigt, at de har en anden kendt fortid at støtte sig til, dvs. at der er andre mennesker, som de har relationer til og kan ringe til og henvende sig til. Mennesker som kender deres liv, mennesker som vil lytte og ved, hvem de lytter på. Når barnet spørger Hvad er der sket med mig? begynder arbejdet med at forandre fortiden. Barnet kan slet ikke lade være med at spørge, hvor kommer jeg fra, og hvor skal det hen, for det er begejstret over at være i live og nysgerrig over, hvad der venter. Men for at besvare disse spørgsmål eller blot stille dem må barnet være knyttet til nogen, der formodes at vide noget, fordi han/hun har kendt verden længere. Et barn, der ikke er knyttet til nogen, stiller ikke engang disse spørgsmål, for det lever hele tiden i nutiden. - - Boris Cyrulnik De grimme ællinger s 213 Denne udvikling er netop foregået medens de unge har været anbragt uden for hjemmet og altså uden at have den daglige kontakt med de biologiske forældre. Medens de unge har været anbragte har de udviklet tryghed og betydningsfulde relationer til personalet på netop det anbringelsessted, hvor de har været. Den tryghed og de betydningsfulde relationer til personalet, som de unge igennem deres udvikling har opnået er for det enkelte barn blevet til erstatningsforældre. Mange steder er de samme personer ansat gennem mange år. Betydningsfulde relationer varer for livet og for de unge er det således ud over de biologiske forældre netop deres erstatningsforældre, som det er naturligt for dem at ringe til, når de er i vanskeligheder. Ikke hvem som helst kan få den unge til at fortælle - det kræver de unges tillid og fortrolighed at opnå at de ringer og fortæller.. De skal turde betro sig som Boris nævner, den unge skal være knyttet til nogen for at de betror sig, for at man kan få lov at høre og få lov til at blive lyttet til. Det er de betydningsfulde relationer som opbygges i erstatningshjemmet (plejefamilie eller døgninstitution) der giver en gensidighed af kendskab og viden om hinanden, som er nødvendigt for at der bliver lyttet og vejledning og rådgivning kan modtages af den unge... Det er altafgørende, at det offentlige ved udskrivning ikke samtidigt sletter kontakten mellem de unge og deres erstatningsforældre, som stadigvæk er den base, hvor de unge har udviklet sig til dem, de er i dag hvad enten basen nu var en plejefamilie eller en døgninstitution. 3

4 Dropper det offentlige erstatningsforældrenes muligheder for at være den unges legitime netværk er det det samme som at kaste de unge tilbage i en afhængighed af deres oprindelige miljø, som ikke kunne hjælpe dem Lovgivningen i Grønland sætter barnet i centrum det må også gælde den unge.. Netop derfor skal det offentlige tilbyde den enkelte unge mulighed for at fastholde kontakten til vedkommendes trygge base og til de betydningsfulde relationer i en nænsom udslusning og altså et nænsomt miljøskift. Et nænsomt miljøskift med tryg kontakt til det stabile erstatningshjem igennem de vigtige år i barnets liv kræver at det er barnet og ikke familien der er i centrum for den offentlige hjælp som er redningsplanken for den unge. Et efterværn er en redningsplanke en planke kan kun bruges som redningsplanke, hvis den unge kender eksistensen af den og har tillid til den og dermed accepterer at bruge den VORES ERFARINGER FRA ARBEJDET MED DE UNGE. Efter mange års erfaringer fra arbejdet med unge mennesker, ved vi, at man ikke bare må give slip på dem når de fylder 18 år så ender det oftest med at det går galt. Alle unge har brug for et netværk og et sted, hvor de kan henvende sig, med andre ord, et godt og solidt sikkerhedsnet Alle har brug for et netværk, som består af betydningsfulde relationer, som man kan fortælle sit liv til.. Hvor ens glæde bliver større og ens sorger bliver mindre når man tager kontakt eller bliver kontaktet. Det er i dette kontinuerlige netværk den unge vil være i stand til at bede om støtte og hjælp, når de er fyldt 18 år og skal til at gøre deres egne selvstændige erfaringer på livets balanceline. De henvender sig naturligt til deres forældre, hvis de er i live, men det er IKKE der, hvor der normalt er hjælp at hente. Hvis de ikke legitimt kan henvende sig til os som deres primære tillidspersoner og få vores hjælp og støtte i denne balanceakt, ender det ofte med at gå galt og hvis VI ikke er der som et sikkerhedsnet spændt ud under dem, når eller hvis det går galt, så går det oftest rigtig galt. Det er tankevækkende, at vi som professionelle social- og sundhedsmedarbejdere, lærere, plejeforældre, klubmedarbejdere og politikere forlanger, at disse unge mennesker ved egen kraft skal kunne udvikle sig til voksne, selvstændige samfundsborgere, alene med den støtte, som mere eller mindre tilfældige bekendtskaber kan give. Det er ikke muligt. Selv om det er sjovt og berigende at møde en masse nye mennesker, så er det ikke der, styrken til de store ting i livet kan hentes. Det skal der relationer til, mennesker, der kender os godt og respekterer os for dem, vi er. Nogen, vi kan snakke med og blive forstået af, som ikke latterliggør eller nedgør os, eller overtager og dikterer, hvad vi skal gøre. Og de skal gerne gide blive ved og ved, selv om vi er dumme og åndssvage og gør de samme fejl gang på gang sådan er en god familie eller ven, og grundlæggende er vi alle sammen ens. Vi har brug for et fællesskab at spejle os i, mærke, at nogen kender os godt nok til at sætte pris på os, selv om vi ikke altid gør de rigtige ting eller er pæne og søde. Det er igennem kontakten med andre mennesker, vi udvikler os, og uden spejling i andre visner vi som blomster i tørke. (Conni Gregersen, Livsmod, p. 70?) En del af arbejdet med de unge går ud på at hjælpe dem med at finde ud af hvem de er, hvad de vil med livet og hvor de skal gå hen. 4

5 Drømmen om fremtiden. - Drømme og visioner - Drømmen om det perfekte og gode liv - Realistiske mål - Håb Hvad siger din fortid om din fremtid? - Social arv - Angst for at blive som forældrene - Mønsterbryder Mange af de unge er når de fylder 18 år, fortsat umodne og ikke realistiske omkring deres egen situation. En del er stadig behandlingskrævende, mens andre mere har brug for omsorg, støtte og en skulder at græde ud ved. For at hjælpe dem gennem denne beslutningsproces, har vi en række samtaler med dem i perioden op til de fylder 18 år. Her snakker vi med dem om, hvad de selv tænker i forhold til deres fremtid. Vi lytter til hvilke ønsker de har med hensyn til uddannelse og livet generelt. Nå vi har lyttet til de unges ønsker, snakker vi med dem om, hvad vi tænker er realistisk, og kommer med vores bud på, hvordan vi ud fra deres egne ønsker bedst kan hjælpe dem. Det er vores erfaringer, at det vigtige i dette arbejde, er at finde passende udfordringer som de unge kan håndterer og få succesoplevelser med. Hvis de får for mange nederlag, knækker de halsen og mister modet, hvilket også ofte går ud over deres motivation i forhold til at komme videre i livet. Da mange af de unge ofte er umodne selvom der er over 18 år, forsøger vi i første omgang at finde udfordringer der kan udvikle deres modenhed, ansvarsfølelse og udvikle deres evner til at tage vare på sig selv. Et projekter som vi gennem årene har haft meget stor succes med er et efterskoleophold. Det er vigtigt, at de unge oplever, at de fortsat kan komme med deres problemer selv om de er blevet mere voksne og at de bliver taget alvorlige og får hjælp når de beder om det. Et efterværn kræver mange ressourcer både personlige, økonomisk og faglige ressourcer Efterværn er et ressourcekrævende arbejde, også selvom de unge ikke opholder sig hele tiden på institutionen eller i plejefamilien. Det er en stor opgave med mange modsatrettet følelser, at skulle holde en sund kontakt med unge mennesker, der på den ene side er ved at løsrive sig og på den anden side er så frygtelig afhænge af os. 5

6 Det kræver mange ressourcer at opmunter, motivere, samtale, hjælpe og støtte et ungt menneske, der er ved at blive voksen og selvstændig, og på samme tid er så skrøbelig, sårbar og usikker på sig selv, som tilfældet er med mange af de anbragte unge. Det kræver også mange ressourcer at skulle hjælpe og støtte dem, når de er på skoleophold eller i praktik i forbindelse med uddannelser, eller samle dem op når de er ved at drukner i lektier, kærestesorger, dårlig økonomi og andre ungdomsproblemer. Forudsætningen for et vellykket efterværn. En af de vigtigste forudsætninger, for et vellykket efterværn er, at de unge selv er motiveret for at blive på institutionen, eller i plejefamilien og dermed selv ønsker at modtage vores hjælp. Det kan være svært for de unge selv at vurdere hvad de vil og ikke mindst hvad de har brug for. Ifølge de unge selv er det de har brug for: - Stabile voksne / et hjem, hvor nogen interesserer sig for deres liv - Forståelse - Nogen der lytter - Nogen der kan give gode råd - En skulder at græde ud ved. Jo større evner og talent en ung har, jo større er behovet for hjælp og opmuntring. Vi er alle tvunget til at skabe et fantasibillede af vores fortid, som vi tror på som en selvfølge. Og skadede børn er mere end nogen andre nødt til at skabe et sådant billede for at holde forestillingen om den traumatiserende begivenhed ud, for den eneste virkelighed, der er til at udholde, er den, barnet selv opfinder. - - Boris Cyrulnik De grimme ællinger s 156 Når de unge er inde i en god udvikling er det vigtigt at de får lov til at opleve succesen og blomstre. En god udvikling er ikke ensbetydende at de kan klare sig selv. Den gode udvikling er oftest betinget af gode omstændigheder, med stabilitet og tryghed omkring dem. Jo mere de får lov til at blomstre og udvikle sig i lyset af deres succeser jo mere modnes de. Selv når der findes resiliensgnister, hvilket der næsten altid gør, skal man være i sand til at få øje på dem og sørge for, at samfundet ikke slukker for dem eller fører dem på vild spor. - - Boris Cyrulnik De grimme ællinger s 188 Se dig tilbage, se omkring dig, se foran dig, se opad. 6