Retten på Frederiksberg DOM. Udskrift af dombogen. Afsagt den 24. marts 2015 i sag nr. BS A :

Transkript

1 Retten på Frederiksberg Udskrift af dombogen DOM Afsagt den 24. marts 2015 i sag nr. BS A : mod Trekroner Forsikring A/S Gammel Kongevej København V Sagens baggrund og parternes påstande Sagen vedrører spørgsmålet, om der er årsagssammenhæng mellem sagsøgerens gener, herunder i form af rygsmerter, og et færdselsuheld, som hun var involveret i den 10. januar Trekroner Forsikring A/S har som ansvarsforsikringsselskab for det køretøj, der var modparten i uheldet, anerkendt erstningspligten, men ikke anerkendt, der foreligger den fornødne årssagssammenhæng mellem uheldet og de gener, som har anført som begrundelse for kravet om godtgørelse for svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste, méngodtgørelse og erstning for tab af erhvervsevne. I sagen er der tidligere i medfør af retsplejelovens 253 ved Østre Landsrets ankedom den 30. januar 2013 truffet afgørelse om, sagsøgte skal anerkende, sagsøgerens eventuelle krav på erstning for midlertidige tab for perioden efter den 13. januar 2004 samt eventuelle krav på erstning for varige men og tab af erhvervsevne ikke er forældede. Sagsøgeren har under sagen nedlagt påstand om, sagsøgte tilpligtes anerkende, der er årsagssammenhæng mellem uheldet den 10. januar 2003 og sagsøgers gener fra lænderyg/korsben/bækkenparti. Sagsøgte har nedlagt endelig påstand om frifindelse. Oplysningerne i sagen Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens 218 a, stk. 2. Parternes synspunkter

2 Side 2/24 Sagsøgeren har i sit påstandsdokument til støtte for påstanden anført følgende: "TVISTEN: Sagen drejer sig om fastsættelse af erstning og nærmere bestemt stillingtagen til årsagssammenhæng mellem et uheld, som sagsøger var uds for den 10. januar 2003, og de gener fra lænderyg/korsben/bækkenparti, som sagsøger siden har haft og de deraf følgende tab. Det bemærkes, sagen alene angår spørgsmålet om anerkendelse af årsagssammenhæng. Fastslås denne skal sagen i første omfang udenretligt forhandles med henblik på udmåling og endelig fastsættelse af erstning. Sagsøger vil i den forbindelse opgøre krav på svie og smerte-godtgørelse, tabt arbejdsfortjeneste, méngodtgørelse og erstning for tab af erhvervsevne. På grund af påstanden behandler dette påstandsdokument derfor ikke nærmere tabet og opgørelsen heraf. Tvisten om årsagssammenhæng skal efter Retslægerådets og Arbejdsskadestyrelsens udtalelser afgøres ud fra en bevismæssig vurdering om de tidsmæssige sammenhænge mellem uheldet og genernes opståen. TIDSMÆSSIG SAMMENHÆNG: Tidsmæssig sammenhæng er en bevisvurdering, der tilkommer domstolene foretage. Sagen har været gentagne gange forelagt for Retslægerådet, der som udgangspunkt har afvist en sammenhæng, men det er sket under forudsætning af, generne først opstod med betydelig forsinkelse, det vil sige uger eller måneder efter uheldet. Retslægerådet har imidlertid ikke kompetence til afgøre bevismæssige tvister om faktum. Kompetencen hertil tilkommer alene domstolene, jfr. f.eks. Vestre Landsrets dom af 10. maj 2006, Vestre Landsrets dom 26. november 2014 samt Københavns Byrets dom af 10. december Retslægerådets udtalelse og konklusion har derfor kun betydning, hvis retten efter den samme bevisvurdering måtte lægge til grund, der i længere tid efter uheldet ikke var gener, og generne derfor opstod med betydelig forsinkelse.

3 Side 3/24 At det afgørende for årsagsvurderingen er det tidsmæssige forhold er særligt understreget af Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 20. november 2014, bilag 29, hvor Arbejdsskadestyrelsen, under forudsætning af de første gener opstod umiddelbart i forbindelse med uheldet, det vil sige indenfor nogle dage efter uheldet, anfører, der i så fald er årsagssammenhæng mellem de aktuelle gener fra lænderyg/bækken/korsben. Sagsøger gør under sagen gældende, der er tidsmæssig sammenhæng, og den tidsmæssige sammenhæng i øvrigt tidligere er fastslået af domstolene. Den tidsmæssige sammenhæng er fastslået af domstolene under sagens tidligere behandling, henholdsvis må tidsmæssig sammenhæng fastslås på baggrund af den bevisførelse og ikke mindst vidneforklaringer, der er givet i sagen tidligere. FORKLARINGER: Ved dom fra Retten på Frederiksberg af 29. november 2011 er der fra vidneforklaringerne blandt andet citeret følgende: Af sagsøgers forklaring er det noteret, hun efter uheldet slæbte sig ind på fortovet. Ved faldet mærkede hun et knæk fra højre mod venstre, og der var noget, der blokerede venstre hofte. Det fremgår videre, hun kontaktede lægevægten, som henviste til skadestuen. Det er forklaret, problemerne i dag er de samme som dengang. Generne opstod med det samme. Det er de samme smerter. Tidligere kollega, H har forklaret, sagsøger forud for hændelsen aldrig var syg, men altid rask og frisk og passede sit arbejde, som betød meget for hende. Vidnet har forklaret, da sagsøger kom tilbage til uges sygdom haltede hun kraftigt. arbejdet efter ca. en Hun klagede over have ondt i hofteområdet. Generne gik ikke væk, og sagsøger blev til sidst opsagt. Kollegaen E har forklaret, sagsøger aldrig forud for uheldet havde haft helbredsmæssige problemer, og sagsøger var meget glad for

4 Side 4/24 sit arbejde. De så hinanden i forbindelse med arbejdet ca. en gang ugentligt, og sagsøger klagede over generne, herunder var sygefraværende i januar måned på grund heraf. Tilsvarende forklaringer er i øvrigt afgivet af søsteren og dteren, der begge har forklaret, sagsøger med udgangspunkt i skadesdagen fuldstændigt ændrede sig fra aldrig fejle noget, til hun lå i sengen store dele af dagen med konstante smerter fra lænderyg/ hofteparti, smerter som fortste, og som i januar 2005 blev yderligere forværret. Videre fremgår det fra sagens dokumenter: Fra skadejournal, bilag 1, optaget samme dag for uheldet fremgår det under årsag til henvendelsen: Blevet påkørt af bil. Var selv på cykel. Smerter i ryggen og i hø. fod. Det fremgår derfor således udtrykkeligt, henvendelsesårsagen til skadestuen, det er smerter fra ryggen. I den efterfølgende udredning har det stedse fremgået, generne opstod u- middelbart efter uheldet. Således fremgår det blandt andet af journalkontinuion fra Sygehus, bilag 23, hvor sagsøger primært modtog behandling fra den 17. august 2005, det vil sige, fra før der opstod nogen form for tvist eller en repræsention hos sagsøger eller bevidsthed om, det tidsmæssige skulle være et problem, blandt andet følgende: Aktuelt Symptomdebut 10/1-2003, hvor hun faldt på cykel efter påkørsel. Landede først på benene, hvorefter hun faldt og landede på siden. Havde ikke særlig meget fart på, så det var egentlig ikke noget højenergitraume. Efterfølgende mange sm. i ryggen og ganske kort indlagt på. Siden da har hun haft sm. i lænderyggen og kortryggen uden væsentlig udstråling til ben. Videre fremgår det: Har forsøgt forskellig fysioterapi, træning, analgetika, alt sammen uden væsentlig effekt på smerterne. Har stadigvæk mange sm. og har måttet sygemelde sig fra sit arbejde fra 11/1-05. Samme sted, side 2, fremgår fra den 13. september 2005 under forundersøgelse :

5 Side 5/24 Januar 03 vælter hun på cykel og har siden (min understregning) haft sm. lavt i lænderyggen, overvejende ud på ve. side. Speciallæge har i test til bilag 17, den 21. oktober 2005, anført under punkt 4a, er behandling påbegyndt/anvendt?, svaret ja, under punkt 4b, hvilken behandling er påbegyndt/anvendt?, svaret kiropraktor og fysioterapeut, under punkt 4c, behandlingsvarighed?, svaret fra januar Som svar på punkt 5, hvad er den formodede eller konsterede årsag til lidelsen? er svaret UT 10/1 03, under punkt 5a, hvornår begyndte lidelsen? er der svaret på tidspunktet for uheldet, og under punkt 5b, har tidligere lidelser haft indflydelse på den nuværende lidelse?, er der svaret nej. I stustest af 11. april 2006 fra speciallæge til Kommune fremgår i overensstemmelse med det øvrige lægelige: Ovennævnte er set af mig første gang pga følger efter færdselsulykke , hvor pt som cyklist blev påkørt og væltet. Efterfølgende voldsomme smerter i korsrygsområdet i venstre side. Samme oplysninger fremgår af speciallægeerklæring af 6. december 2006, bilag 8, side 2 under nuværende gener. Skadelidte anfører, hun siden uheldet dagligt og døgnet har haft smerter svarende til venstre sacroiliacaled. Af helbredstest fra egen læge, bilag 7, fremgår under ulykkestilfældet, sagsøger efter udskrivning fra Sygehus var sengeliggende i 10 dage. Hun forsøgte derefter, haltende, gå på arbejde, til trods for hun havde voldsomme smerter i ve. bækkenhalvdel og endvidere smerter under hø. fodsål. Speciallægeerklæring af 17. november 2008, bilag 24, til egen læge, det vil sige, det ikke var i forsikringsøjemed, er det angivet under nuværende : på cykel påkørt af bil nær. Faldt på ve. side, fik ondt i ryggen, set på skadestuen, indlagt til observion i et døgn. Har siden haft ondt i ve. side af ryggen og lidt ned i ve. balde, har svært ved gå, svært ved sove p.gr.a. smerter. Samme oplysninger er endeligt gengivet i speciallægeerklæring af 14. april 2009, bilag 18, fra speciallæge, hvor det undr nuværende, side 2, er anført: 10/ var pienten cyklende gennem et vejkryds. En modgående og

6 Side 6/24 venstresvingende bilist ramte cyklen og væltede pienten. Hun faldt ned på venstre side med hofte/sædepartiet først. Udviklede umiddelbart smerter svarende til venstre korsbensled. KONKLUSION TIDSMÆSSIG SAMMENHÆNG: De forklaringer der under strafansvar derfor er afgivet under sagens tidligere behandling ved Retten på Frederiksberg og ved Østre Landsret er derfor fuldstændig konsistente og i overensstemmelse med det lægelige og skriftlige meriale i sagen. Der er alle steder gengivet det samme vedrørende hændelsesforløbet, og gengivet før end sagsøger fik nogen form for advokrepræsention, eller før der opstod nogen form for tvist relerende sig til en tidsmæssig sammenhæng, sagsøger væltede den 10. januar 2003, og hun fik umiddelbart smerter fra ryggen/hoftepartiet, for hvilke hun henvendte sig til skadesstuen, der også vedrørende henvisningsårsag blandt andet anførte smerter fra ryggen. Det er gengivet i alle lægelige journaler, både fra læge og medvirkende speciallæger. Sygehus, egen Sagsøger lå endvidere syg efter udskrivningen fra sygehuset efter uheldet ca. 10 dage i hjemmet på grund af de pågældende smerter og således sygemeldt fra arbejdet, hvilket også er dokumenteret. Vidneforklaringerne fra kolleger og sagsøgers familie bevidner om klagerne umiddelbart efter uheldet med fortste klager fra lænderyg/hofte/bækkenparti. Retten på Frederiksberg har i sin dom også lagt denne tidsmæssige sammenhæng til grund. I dommens præmisser anføres således: har under sagen forklaret, hun ikke har været fri for smerter siden ulykken, men hun hele tiden håbede på, det ville blive bedre. Dette understøttes af forklaringerne fra dteren og søsteren, der sammenstemmende har forklaret, før u- lykken tog sig af børn, hjem og arbejde, men det ændrede sig efter ulykken. Kollegaen H har ligeledes forklaret, siden ulykken haltede og havde ondt, og E har forklaret, i august 2003 ikke længere kunne følge med på deres gåtur fra stionen, og hun trak på benet. Af det lægelige meriale, der er fremlagt i sagen efter ulykken, henvises gennemgående til ulykken i 2003 som tidspunktet for, hvornår smerterne starte-

7 Side 7/24 de. Som følge af det ovenfor anførte og efter egen forklaring omkring turen til og besøget hos lægen i, må det herefter lægges til grund, i hvert fald efter påsken 2003, vidste eller burde være blevet klar over, ulykken den 10. januar 2003 måtte forventes medføre en sådan varig nedsættelse af hendes erhvervsevne, hun havde krav på erstning herfor. På denne baggrund fandt retten herefter, forældelse var begyndt løbe fra skadestidspunktet og ikke havde været suspenderet, og kravet derfor var forældet. Netop synspunktet om forældelse ville ikke have nogen betydning, hvis generne ikke var opstået, da kravet i hvert fald ikke opstår og forældelse begynder, før generne gør sig gældende. Det ligger derfor udtrykkeligt i det citerede af rettens præmisser, men også i rettens konklusion om forældelse, det er lagt til grund, generne opstod umiddelbart efter uheldet, og som retten anfører, dette fremgår både af forklaringerne i sagen og det sammenstemmende lægelige meriale, jfr. ovenfor. Ved Østre Landsrets dom ophævedes rettens dom, men ikke under henvisning til generne først opstod sent og ved senfølger begynder forældelse først løbe fra det tidspunkt, generne gør sig gældende. Østre Landsret har som Retten på Frederiksberg lagt til grund, generne opstod med det samme, men til forskel fra Retten på Frederiksberg fandt Østre Landsret ikke, tilstedeværelsen af gener, i hvert fald i den første lange tid, skulle gøre sagsøger i stand til vide, der ville blive tale om varige væsentlige og tabsvoldende gener, og dermed forældelse skulle løbe fra skadestidspunktet af. Forældelsen havde været suspenderet indtil det senere tidspunkt, hvor sagsøger omkring 2006/07 fra lægelig side fik vide, der ikke var mere gøre. Østre Landsret har derfor foretaget den samme bevismæssige vurdering, som Retten på Frederiksberg om, generne opstod straks, men har juridisk kvalificeret dem anerledes i henseende til forældelse og påbegyndelse, henholdsvis suspension. Der er derfor den tidsmæssige sammenhæng mellem uheldet og genernes opståen. Retslægerådets forudsætning om, generne først opstod med lang tids lens, kan derfor ikke lægges til grund, og Retslægerådets udtalelse er uden

8 Side 8/24 større betydning for sagen. Det fremgår af Arbejdsskadestyrelsens seneste udtalelse, når det forudsættes, de første gener opstod i umiddelbar forlængelse af uheldet, og i øvrigt det lægelige meriale, der alle henfører generne til følger af uheldet, der er tidsmæssig sammenhæng og dermed årsagssammenhæng. Sagsøger skal derfor have medhold. DET ØVRIGE LÆGELIGE MATERIALE: Det kan i øvrigt tilføjes, udover det lægelige meriale er konsistent med hensyn til forklaringerne om forløbet, det også er konsistent med hensyn til årsagen til generne, nemlig årsagen skal findes i traumet/uheldet. Det kan tilføjes, gener fra SI-leddet også kroniske gener kan opstå selv ved mindre traumer, idet selv en lille forskydning kan medføre meget genevoldende smerter. Der har udviklet sig efterfølgende et kronisk smertesyndrom, og tilstanden er dermed blevet varig og uforbederlig. Endelig kan det til brug for bevisførelsen tilføjes, sagsøger ikke har været uds for andre ulykker, sygdomme eller grunde til generne, der er mere sandsynlige end følger af uheldet den 10. januar 2003." Sagsøgte har i sit påstandsdokument til støtte for frifindelsespåstanden anført følgende: Uheldet Sagsøger var involveret i et incident den 10. januar 2003, hvor hun som cyklist kom i karambolage med et køretøj. Sagsøgte er ansvarsforsikringsselskab for det køretøj der var involveret i incidentet. Det er usikkert om og hvordan sagsøger i givet fald blev ramt, samt om og i givet fald hvordan og hvor hun slog sig, herunder om hun faldt med sin cykel. Tvisten Der er uenighed om, hvilke skader sagsøger pådrog sig herunder hvilke varige gener, disse skader kan have givet anledning til. Sagsøgte har på vegne sin forsikringstager og i overensstemmelse med færdselslovens ansvarsregler anerkendt erstningspligten men ikke anerkendt,

9 Side 9/24 der består den af sagsøger hævdede sammenhæng mellem den enkeltstående begivenhed og hendes funktionstab. Sagsøgte kan ikke erkende, den enkeltstående begivenhed har kunnet give anledning til varige følger med et deraf følgende varigt funktionstab. Oplysninger om incidentet i sagens akter Tvisten om årsagssammenhæng udspringer bl.a. om sagsøgers gener lægeligt (og i øvrigt tillige tidsmæssigt) kan henføres til incidentet - den enkeltstående begivenhed. Om det tidsmæssige aspekt skal sagsøgte fremhæve følgende: Af bilag 1 fremgår bl.a.: Hun er dog ikke blevet direkte ramt, men beskriver hun lige så stille faldt ned på siden med cyklen over sig. Har ikke slået hovedet og ikke på noget tidspunkt været bevidstløs, men angiver have kvalme og hovedpine. OBJEKTIV Columna: Ingen ømhed af processus spinosi. Direkte øm på os sacrum, Bækken: Let kompressionsømhed, ingen løshed. Rtg. viser ikke tegn til fractur. Af bilag 2 fremgår bl.a.: Aktuelt PT. er blevet påkørt af en bil da hun selv var på cykel. PT. fik smerter over abdomen under venstre kurvur. Ikke Bevidstløs. Har ingen kvalme eller opkastning, lidt vejrtrækningsbesvær. Observeret i afdelingen på mistanke om abdominal blødning efter traume. Pt. er fuldstændig velbefindende, tryk og puls stabil og abdomen er fuldst. Blødt. Der angives let ømhed under højre kurvur og ned over venstre hofte. Der er ikke fundet tegn til fract. Der er ang. taget rtg. billeder. Udskrives. Af bilag 3 fremgår bl.a.: Sagsøger søgte læge når der var helbredsmæssig anledning dertil. Incidentet fandt sted den 10. januar Første henvendelse til egen læge i tiden derefter finder først sted mere end fem måneder senere:

10 Side 10/ sympt/klage fra ryg ondt i ryggen siden i går, kender det fra tidl. Sagsøger retter derpå først på ny henvendelse til egen læge i februar 2004: Muskelsmerter/myalgi/fibrositis siden ulykken for et år siden har smerter i ryggen samt nu også i hø fossa, kommer dagligt og ved stillingskift. GU ia. Men udtalte bækkenmyoser. Derpå er der ingen henvendelser før mere end seks måneder senere: Sympt/klage fra ryg Det sidste ½ dage døgn smerter i ven side af ryggen, forværres ved vejrtrækning, obj st.c. et p ia, col thoracalis klinisk facetsyndrom på ven side Almen svækkelse/træthed/utilpashed sympt/klage fra ryg. Det går ikke bedre med ryggen, obj uændret. Træt i nogle mdr Sympt/klage fra ryg vil pga rygproblemerne, hvor Friis ang har konsteret slidgigt flere steder, gerne have en kopi af UK fra indlæggelsen på kir afd i jan 2003 Af bilag 4 fremgår bl.a.: Pt. kendt her fra tidligere med problemer fra venstre skulder. Disse gener er svundet spontant, i hvert fald i nogen grad, men januar 03 blev pt. påkørt af en bil. Ulykken skete, da pt. var på cykel og bilen svingede ind i hendes kørebane og ramte cyklen bagtil. Pt. nåede få benene ned på jorden, men var noget medtaget og kom på skadestue, hvor man mistænkte en miltruptur. Kunne frikendes for dette og kom hjem. Har siden haft intermitterende problemer fra bækken og lænderyg. Der er foretaget en GU pga. de vedvarende bækkensmerter og denne fandtes med normale forhold sv.t. genitalia men ømhed af bækkenvæggen. Har fuldtidsarbejde som og er alenemor med 3 børn. Var sygemeldt en halv snes dage i forbindelse med traumet og har siden været sygemeldt i kortere perioder. Senest sygemeldt fra tirsdag i denne uge. Konklusion: Pienten har efter ulykkestilfælde lave lændesmerter uden tegn på rodtryk. Formentlig drejer det sig om en discusdegenerion (på traumisk basis?) der kan dog også være tale om en overset columnafractur : Rtg. af columna viser discusdegenerion sv.t. L1,L3 og L4 samt følger efter randlisteherniering sv.t. forkanten på L2 og L4. Om det sidste kan være en frakturfølge er vanskeligt afgøre. Pt. oplyser, hun blev fotograferet u-

11 Side 11/24 middelbart efter traumet den , og hun ikke den gang fik oplyst der var abnormiteter Pientens problem må næsten være releret til lænderyg, hvor seneste røntgenundersøgelse som anført viser svær discusdegenerion sv.t. L1, L 3 og L4. Årsagssammenhæng Det er sagsøger der skal bevise, hun kom til skade ved incidentet, og skaderne hun pådrog sig ved incidentet er årsag til hendes senest i sagen beskrevne helbredstilstand med betydelig invaliditet. Om bevisbyrde for årsagssammenhæng gælder, jf. bl.a. U H, følgende: Det er en betingelse for, A kan få medhold i det rejste krav mod TrygVesta Forsikring A/S, hun godtgør, den kroniske smertetilstand er forårsaget af færdselsuheldet. Ved vurderingen af, om der er ført bevis for årsagsforbindelse i det foreliggende tilfælde, må der tages hensyn til karakteren af færdselsuheldet med lav påkørselshastighed og dermed beskeden kraftpåvirkning og til, den kroniske smertetilstand, som A lider af, er karakteriseret ved symptomer, der er u- specifikke og hyppigt forekommende i den almindelige befolkning. Efter Retslægerådets svar på spørgsmål C er årsagerne til kroniske smertetilstande mange og komplekse, og Retslægerådet finder, det i A's tilfælde er vanskeligt udtale sig om årsagen. Retslægerådet har endvidere i svarene på spørgsmål D og 4 betegnet sammenhængen mellem A's nuværende tilstand og færdselsuheldet som usikker. På den baggrund finder vi det ikke tilstrækkeligt godtgjort, A's kroniske smertetilstand er en følge af færdselsuheldet. Det kan efter vores opftelse ikke føre til en anden bedømmelse, hun forud for færdselsuheldet var rask, og der ikke er oplysninger om forudbestående lidelser af betydning. Se dertil FED2014.2Ø, hvor Østre Landsret bl.a. udtalte: Appellanten var den 6. april 2002 passager i en bil, der under bakning i en parkeringskælder kørte ind i en betonsøjle med en hastighed på 3,5 km/t +/- 1 km /t. Hun har flere år efter ulykkestilfældet varige gener i form af svimmelhed i forbindelse med anstrengelse, gangusikkerhed, fonofibi (lydoverfølsomhed) og tinnitus samt nakkesmerter og hovedpine. Sagen angår alene spørgsmålet om, hvorvidt appellanten har ført bevis for årsagsforbindelse mellem ulykkestilfældet og de anførte gener. Efter Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 2, er de anførte gener i sig selv uspecifikke og ikke nødvendigvis en følge af ulykken. Ved besvarelsen af spørgsmål 5 har Retslægerådet anført, symptombilleder i form af hovedpi-

12 Side 12/24 ne, svimmelhed, nakkesmerter, træthed og kæbesmerter er uspecifikke fænomener, der ses ved en række tilstande. Det fremgår af spørgsmål 3 endvidere, der med hensyn til nakkesmerter ikke er fundet noget abnormt ved billeddiagnostik. På baggrund af Retslægerådets udtalelser og under hensyn til karakteren af færdselsuheldet med lav påkørselshastighed og dermed beskeden kraftpåvirkning, findes det ikke tilstrækkeligt godtgjort, appellantens gener er en følge af færdselsuheldet. Arbejdsskadestyrelsens udtalelser af 23. december 2011 og 2. maj 2012 kan ikke føre til et andet result. Det er Retslægerådet der foretager de lægefaglige bedømmelser (af om der er sammenhæng mellem en given påvirkning og den i sagens akter beskrevne helbredstilstand) til bl.a. brug for domstolene. Det er Arbejdsskadestyrelsen der, når den relevante lægefaglige bedømmelse af årsagsforholdene foreligger (i det omfang det er muligt), fastsætter det varige mén og det varige tab af erhvervsevne der kan henføres til færdselsuheldet, se bl.a. U V, hvor Vestre Landsret udtalte: Uanset indstævntes psykiske mén og nedsættelse af erhvervsevne for en dels vedkommende kan være forårsaget af kræften på næsen og hendes deraf ændrede udseende, er der ikke af indstævnte ført det fornødne bevis for, disse skader er en følge af appellantens forsømmelse. Der er herved lagt afgørende vægt på Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 3, hvoraf fremgår, det ikke lader sig afklare, hvorvidt eller i hvilket omfang den konsterede hudkræft på næsen er årsag til hendes psykiske helbredstilstand og til hendes erhvervsforløb. Det bemærkes herved, det hører under Retslægerådets kompetence afgive udtalelser om årsagssammenhæng i tilfælde som det foreliggende, mens Arbejdsskadestyrelsens særlige ekspertise navnlig vedrører fastsættelsen af størrelsen af méngrad og erhvervsevnetab. Se også U H samt U H, hvor Højesteret i begge sager udtalte: Da den beskrevne forskel i Retslægerådets og Ankestyrelsens vurdering af årsagssammenhængen hovedsageligt angår spørgsmål af lægefaglig karakter, finder Højesteret, Retslægerådets vurdering må lægges til grund. Ved bedømmelsen af om sagsøger har løftet bevisbyrden for, der er den fornødne sammenhæng mellem incidentet og hendes senest i sagens akter beskrevne helbredstilstand, tillægges følgende forhold betydning: Ø Ø Ø Uheldets karakter. Den kraftpåvirkning skadelidte er blevet uds for. Om de beskrevne gener lægefagligt lader sig forklare med de skader sagsøger måtte have pådraget sig ved uheldet.

13 Side 13/24 Samlet set gælder herefter, den påvirkning, som skadelidte hævder, har forvoldt skade, skal have en i forhold til skaden relevant konkret skadeevne, der skal være beskrevet tidstro relevante akutte symptomer der er forårsaget af skaden, der skal være beskrevet tidstro brodannende (persisterende vedvarende) symptomer der er forårsaget af skaden, den påvirkning, som skadelidte hævder, har forvoldt skade ikke lægeligt bedømt må anses for være en mindre sandsynlig årsag til tilstanden end andre mulige årsager også ukendte faktorer og skadevolder ikke skal kunne påpege andre konkrete årsager til helbredstilstanden. At skadelidte har været uds for en påvirkning og selv knytter en forbindelse mellem denne påvirkning og sine symptomer er ikke et fornødent bevis. At der består et tidsmæssigt sammenfald herunder beskrives akutte symptomer eller vedvarende symptomer er heller ikke på nogen måde afgørende. Det afgørende er, om sagsøger kan bevise, den påvirkning hun var uds for ved incidentet, lægeligt bedømt, overvejende sandsynligt har forårsaget hendes invaliderende smertetilstand. Retslægerådet Sagen har været forelagt for Retslægerådet i alt 6 gange. Af erklæring af 31. marts 2010 fremgår sammenftende: sagsøger efter Retslægerådets opftelse slog højre fod uden blivende skade til følge og venstre side af bækkenet (svar på spørgsmål 1), der selv ved sofistikerede skanninger MR og ved skintigrafi ikke har kunnet påvise pologiske forhold i bækkenet (svar på spørgsmål 1), der er påvist degenerion i lænderyggen, der kan forklare rygsmerterne, men som er trafikulykken uvedkommende ( svar på spørgsmål 1). Retslægerådet ikke finder holdepunkter for, færdselsuheldet har påført sagsøger skader, der kan forklare varige gener og symptomerne for en dels vedkommende muligt forklares ud fra andre forhold (se besvarelsen af spørgsmålene 1 og 4) (svar på spørgsmål 2), de beskrevne Modic-forandringer ikke er forandringer der har sammenhæng med uheldet (svar på spørgsmål 3), og det er Retslægerådets vurdering, trafikuheldet ikke har afstedkommet en læsion af lænderygsøjlen, eller er årsag til de beskrevne symptomer og der ikke er konsteret sygelige processer i bækkenet (svar på spørgsmål 4). I sagens behandling har overlæge S. Dorph samt professor S. Sindrup delta- STD S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D88

14 Side 14/24 get Af erklæring af 13. august 2010 fremgår sammenftende: Retslægerådet ikke finder det dokumenteret, der efter trafikuheldet har været tale om strukturelle læsioner i sagsøgers lænderyg, betingende sagsøgers lænderygsymptomer, idet der hverken dokumentres strakssymptomer eller henvendelse til læge for symptomer før mere end seks måneder efter hændelsen (svar på spørgsmål 6). I sagens behandling har overlægerne S. Dorph og S. Jacobsen samt professor S. Sindrup deltaget. Af erklæring af 30. november 2010 fremgår sammenftende: der ikke synes bestå en årsagssammenhæng mellem bækkensmerterne og den degenerive lænderyglidelse (svar på spørgsmål 16). I sagens behandling har overlægerne S. Dorph og S. Jacobsen samt professor S. Sindrup deltaget. Af erklæring af 27. april 2011 fremgår sammenftende: almindelig lægefaglig erfaring tilsiger, der for bestyrke formodningen om en sammenhæng mellem traumisk påvirkning og beviset for læsion, opstår symptomer på en sådan læsion i umiddelbar tilknytning til traumet (svar på spørgsmål 17) og dette er der ikke tale om i den pågældende sag (svar på spørgsmål 17). I sagens behandling har overlægerne S. Dorph og S. Jacobsen samt professor S. Sindrup deltaget. Af erklæring af 14. november 2011 fremgår sammenftende: sagsøger før uheldet har haft kroniske smerter i venstre skulder og arm (svar på spørgsmål 19), Retslægerådet ikke kan udelukke, dette også kan have været medvirkende til det nuværende klagebillede (svar på spørgsmål 19), der uden kendt specifik årsag angives kroniske smerter (svar på spørgsmål 21), for så vidt angår smertetilstanden hos sagsøger er oplysningerne for usikre til Retslægerådet med sikkerhed kan udtale sig om en

15 Side 15/24 eventuel årsagsvirkning af faldtraumet den 10. januar 2003 og det efterfølgende smertesyndrom (svar på spørgsmål 23), det er Retslægerådets opftelse, sagsøger den 10. januar 2003 slog højre fod og venstre side af bækkenet (svar på spørgsmål A), det er Retslægerådets opftelse, skaden på venstre fod ikke medførte blivende gener af nogen art (svar på spørgsmål B), Retslægerådet mener, skadens art (i form af sagsøger slog venstre side af bækkenet) ikke kan medføre blivende gener af nogen som helst art (svar på spørgsmål C), der er tale om en smertetilstand, hvor der ikke umiddelbart kan påvises nogen tilgrundliggende årsag (svar på spørgsmål D, jf. svar på spørgsmål 23), Retslægerådet derfor heller ikke umiddelbart kan fastslå, der er tale alene om en funktionel overbygning eller somisering, men heller ikke kan udelukke en sådan kan foreligge (svar på spørgsmål D), og Retslægerådet ikke finder, den beskrevne forværring medførende sygemelding den 17. januar 2005 er forårsaget af de skader med eventuelle varige følger som sagsøger pådrog sig den 10. januar 2003 (svar på spørgsmål F). I sagens behandling har overlæge S. Jacobsen og professor T. S. Jensen deltaget. Af erklæring af 21. marts 2014 fremgår: Svar på spørgsmål 25: Det er et almindeligt lægeligt krav i forbindelse med symptomer/objektive fund og deres eventuelle relion til en traumisk begivenhed, der foreligger en nøje tidsmæssig sammenhæng imellem den traumiske begivenhed og opståen af symptomer/objektive fund. Begrebet "nøje tidsmæssig sammenhæng" er specielt vigtig, når det drejer sig om subjektive og hyppige forekommende symptomer i den almindelige befolkning, så som muskuloskeletale smerter, svimmelhed, hovedpine med mere. Denne "nøje sammenhæng" kan ikke præcist angives og afhænger af en række faktorer, herunder symptomernes karakter og deres hyppighed i befolkningen. Generelt kan det dog anføres, i praksis vil der være tale om tidsintervaller af nogle få dages varighed. Retslægerådet har tidligere i forbindelse med traumiske nakkeskader anført, et rimeligt tidsinterval imellem den traumiske begivenhed og de efterfølgende symptomers opståen og dokumention er cirka 72 timer. I visse tilfælde kan dette tidsinterval skønsmæssigt være lidt kortere eller lidt længere. Såfremt dokumentionen først foreligger efter adskillige måneders forløb, her eksempelvis 6 måneder efter traumet, er det ikke muligt for Retslægerådet fastslå en dokumenteret lægefaglig sammenhæng imellem symptomerne og det forudgående bestående traume.

16 Side 16/24 Svar på spørgsmål 26: En af forudsætningerne for en sammenhæng imellem traumet og efterfølgende symptomer er, som anført i svar på spørgsmål 25, den nøje tidsmæssige sammenhæng. Men når det drejer sig om meget hyppige symptomer i befolkningen så som lænderygbesvær, er den "nøje tidsmæssige sammenhæng" ikke nogen tilstrækkelig begrundelse, idet sådanne lænderygsymptomer kan have andre årsager. Det er således Retslægerådets opftelse, smerter inden for de første dage efter ulykken , er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig forudsætning for, ulykken er årsag til sagsøgers smertetilstand. Svar på spørgsmål 28: Det er velkendt, der kan være en diskrepans mellem objektive fund og subjektive klager ved mange smertetilstande. Begrebet kronisk smertesyndrom er ikke nogen veldefineret tilstand. Det er, som navnet siger, et syndrom, som kan have en række forskellige årsager, og sygdomsbilledet kan være farvet af disse forskellige årsager. Ved kroniske smertetilstande er den primære skade ofte ophelet, og derfor kan det være vanskeligt påvise nogen direkte sammenhæng imellem traumets grad og de efterfølgende symptomer. Ved smertetilstande er der en kompleks vekselvirkning mellem biologiske, psykologiske og sociale faktorer. Der er derfor ikke nogen simpel relion mellem traumets sværhedsgrad og efterfølgende udvikling af kroniske smerter. I sagens behandling har professor T. Staehelin Jensen samt overlæge S. Sonne-Holm deltaget. Som det vil fremgå, er sagen overordentligt velbehandlet i Retslægerådet, og der har samlet set medvirket tre overlæger og to professorer ved sagens behandling, der alle besidder den nødvendige specialviden for kunne bevare de stillede spørgsmål. Sagen er set 4 gange af overlæge, dr. med. med speciale i radiologi Sven Dorph. Sagen er set 4 gange af professor, overlæge, dr. med. med speciale i neurologi Søren Sindrup. Sagen er set 5 gange af overlæge, dr. med. med speciale i ortopædkirurgi Steffen Jacobsen. Sagen er set 2 gange af professor, dr. med. med speciale i neurologi Troels Staehelin Jensen.

17 Side 17/24 Sagen er set 1 gang af overlæge, dr.med. med speciale i ortopædkirurgi og klinisk medicin Stig Sonne-Holm. Sammenftende kan det af Retslægerådets mange svar udledes, der er tale om en smertetilstand, hvor der ikke umiddelbart kan påvises nogen tilgrundliggende årsag (svar på spørgsmål D, jf. svar på spørgsmål 23), smerter inden for de første dage efter ulykken , er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig forudsætning for, ulykken er årsag til sagsøgers smertetilstand (svar på spørgsmål 26), det er Retslægerådets opftelse sagsøger den 10. januar 2003 slog højre fod og venstre side af bækkenet (svar på spørgsmål A), det er Retslægerådets opftelse, skaden på venstre fod ikke medførte blivende gener af nogen art (svar på spørgsmål B), Retslægerådet mener, skadens art (i form af sagsøger slog venstre side af bækkenet) ikke kan medføre blivende gener af nogen som helst art (svar på spørgsmål C), og Retslægerådet ikke finder, den beskrevne forværring medførende sygemelding den 17. januar 2005 er forårsaget af de skader med eventuelle varige følger som sagsøger pådrog sig den 10. januar 2003 (svar på spørgsmål F). Arbejdsskadestyrelsen Arbejdsskadestyrelsen har afgivet vejledende vurdering den 20. november 2014 under visse af sagsøger udtrykkeligt opstillede forudsætninger, nemlig, jf. vurderingen side 2 øverst, Arbejdsskadestyrelsen skulle lægge til grund,, skadelidtes smertegener fra ryg/hofte opstod i umiddelbar tidsmæssig sammenhæng med uheldet. Arbejdsskadestyrelsen finder anledning til indledningsvist bemærke følgende: Generelt bemærkes, vi ved lignende sager om tvivl om årsagssammenhæng grundet manglende tidstro oplysninger om strakssymptomer typisk vil komme frem til bevisbyrden for de senere tilkomne gener kan tilskrives ulykken således ikke vil være løftet, og klagerne således generel sagt må siges, have anden oprindelse end den anmeldte skade. Under de af sagsøgers advok udtrykkeligt opstillede forudsætninger udtaler Arbejdsskadestyrelsen herefter, det varige mén er 8 % og erhvervsevnetabet 65 %. Styrelsen anfører i sin begrundelse for méngradsfastsættelsen bl.a. følgende: Det er vores vurdering, de ovenfor anførte varige lændeklager bedst alder sig indplacere under det ovenfor anførte tabelpunkt, (B.1.3.1) men vi finder,

18 Side 18/24 sværhedsgraden og omfanget af disse er lidt værre end anført i tabelpunktet. Vi kan ikke komme det nærmere om generne stammer fra lænd eller bækken, men set i forhold til spørgetemaet er méngraden på ovennævnte baggrund vurderet til skønsmæssigt 8 procent. Det er vores vurdering, gener fra venstre skulder ikke kan skyldes skaden den 10. januar 2003, fordi de i deres helhed er betragtes som forudbestående, og derudover ikke har det fornødne relevante debut tidspunkt i forhold til skaden. For så vidt angår erhvervsevnetabsfastsættelsen anførers bl.a.: Det er vores vurdering, det i overvejende grad er de skadesrelerede følger vi er blevet bedt om lægge til grund i spørgetemaet, der har medført hendes udtræden fra arbejdsmarkedet og nu nedste erhvervsevne, men der dog er konkurrerende venstresidige skuldergener og forværring af bækken/ryg tilstanden der ligger ud over det adækve, som er medvirkende årsag til, hun nu alene har en meget minimal erhvervsmæssige funktionsevne. Vi vurderer derfor, skaden den 10. januar 2003 når spørgetemaet som ovenfor beskrevet lægges til grund har medført et erhvervsevnetab på skønsmæssigt 65 procent. Anbringender Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende der ikke foreligger den fornødne årsagssammenhæng mellem incidentet den 10. januar 2003 og sagsøgers helbredstilstand. Det gøres gældende, sagsøger bærer bevisbyrden for, hun kom til skade den 10. januar 2003, sagsøger bærer bevisbyrden for, de skader hun måtte have pådraget sig den 10. januar 2003 har påført hende varige gener, bevisbyrden er ligefrem, det i sig selv ikke er tilstrækkeligt til løfte bevisbyrden, sagsøger knytter incidentet den 10. januar 2003 til sine invaliderende gener, det ikke i sig selv er tilstrækkeligt til løfte bevisbyrden, sagsøger forklarer om strakssymptomer der har persisteret over tid, Arbejdsskadestyrelsen er af den opftelse, der ikke er årsagssammenhæng og Retslægerådet har udtalt, der ikke foreligger årsagssammenhæng.

19 Side 19/24 Det gøres i udgangspunktet gældende, der ikke foreligger relevante straks- og brosymptomer, når henses til det i sagen eksisterende lægelige dokumentionsgrundlag. Det gøres gældende, det er påfaldende, sagsøger normalt søgte læge når hun havde gener, og sagsøger konkret i denne sag netop ikke opsøgte læge, hvortil kommer, og hun, ifølge det foreliggende lægelige meriale, blev udskrevet som velbefindende. Der er ikke nogen grund til tro, det sygehus, hvorfra sagsøger blev udskrevet som velbefindende, har opdigtet det pågældende udsagn om sagsøgers helbredstilstand på udskrivningstidspunktet. Retten må herefter i overensstemmelse med de oprindelige lægelige oplysninger i sagen lægge til grund, sagsøger blev udskrevet velbefindende fra sygehuset efter uheldet. Retten må samtidig lægge til grund, sagsøger ikke i en endog særdeles lang periode efter uheldet opsøgte egen læge med gener svarende til lænd/ bækken. Herefter gøres det gældende, sagsøgte skal frifindes, allerede fordi der ikke foreligger tidstro, relevante oplysninger om straks- og brosymptomer, og domfældelse ikke kan finde sted udelukkende på grundlag af udsagn fra sagsøger eller sagsøgers nærmeste pårørende, idet sagsøger og de pårørende har en væsentlig interesse i afgive forklaring om straksog brosymptomer og det gælder ikke mindst når forklaring om straksog brosymptomer står i skærende kontrast til indholdet af de lægelige oplysninger i sagen. Selv for det tilfælde, retten måtte lægge til grund, der har været strakssymptomer og symptomer der har presisteret over tid gøres det gældende, sagsøgte skal frifindes. Retslægerådet har haft sagen forelagt 6 gange og Retslægerådets holdning til spørgsmålet om der lægeligt er belæg for en sammenhæng er entydigt klar. Der er ikke lægeligt belæg for en sammenhæng mellem incidentet og sagsøgers helbredstilstand. Den beror på andre og incidentet uvedkommende forhold herunder muligvis en somiseringstilstand eller en udvikling af en smertetilstand grundet forudbestående forhold m.m.

20 Side 20/24 I den forbindelse skal Retslægerådets besvarelse af sagsøgers spørgsmål 26 udtrykkeligt fremhæves. Retslægerådet har i den forbindelse udtalt, smerter inden for de første dage efter incidentet er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig forudsætning for, incidentet kan anses for årsag til sagsøgers smertetilstand. Selv for det tilfælde, retten lægger til grund, der er smerter inden for de første dage efter incidentet er dette altså ikke i sig selv tilstrækkeligt til fastslå, der foreligger årsagssammenhæng, jf. besvarelsen af spørgsmål 26. Herefter falder sagsøgers argumention, der er knyttet op om, der er bevis for smerter inden for de første dage efter incidentet, idet Retslægerådet flere på hinanden gentagende gange har fastholdt, der er tale om en smertetilstand uden påviselig tilgrundliggende årsag, det vil sige uden incidentet kan anses som årsag, og de skader sagsøger pådrog sig ikke har medført blivende gener, jf. svaret på spørgsmål A, B og C, ligesom den beskrevne forværring der medførte sygemelding 2 år efter incidentet nemlig den17. januar 2005 ikke er forårsaget af de skader med eventuelle varige følger som sagsøger måtte have pådraget sig ved incidentet den 10. januar 2003, jf. svaret på spørgsmål F. Sammenftende må det herefter lægges til grund, sagsøger ikke kan få medhold i det rejste krav mod selskabet, idet hun ikke kan godtgøre, hendes kroniske smertetilstand er forårsaget af incidentet. Det gøres gældende, der ved vurderingen af om sagsøger har ført bevis for, der foreligger den fornødne årsagsforbindelse skal tages hensyn til karakteren af incidentet, hvor der var tale om yderst beskeden kraftpåvirkning og i øvrigt er stor tvivl om, hvorledes sagsøger overhovedet blev påvirket, og til den kroniske smertetilstand som sagsøger lider af er uden kendt specifik årsag, og af Retslægerådet ikke anses for forårsaget af de eventuelle skader sagsøger måtte have pådraget sig. Efter Retslægerådes svar på spørgsmål 21, må det lægges til grund, der uden kendt specifik årsag angives kroniske smerter, det ikke er muligt for Retslægerådet med sikkerhed udtale sig om en eventuel årsagsvirkning af incidentet, svar på spørgsmål 23 samt Retslægerådet er af den opftelse, sagsøger ved incidentet slog højre fod og venstre side af bækkenet, og ingen af disse skader har medført blivende gener af nogen art, jf. svarene på spørgsmål A, B og C.

21 Side 21/24 Sammenhængen mellem incidentet og sagsøgers nuværende tilstand er dermed så usikker, sagsøger ikke har ført bevis for, med overvejende grad af sandsynlighed, der er den fornødne årsagssammenhæng. Sagsøger har ganske enkelt ikke i tilstrækkelig grad godtgjort, hendes kroniske smertetilstand er en følge af incidentet. Det bemærkes i den forbindelse, sagsøger ikke forud for færdselsuheldet var rask, og der således er oplysninger om forudbestående lidelser der kan have betydning for udviklingen af smertetilstanden, jf. Retslægerådets besvarelse af bl.a. spørgsmål 1 om degenerion i lænderyggen, besvarelse af spørgsmål 3 om Modic-forandringer, besvarelsen af spørgsmål 19 om forudbestående kroniske smerter i venstre skulder og arm, og besvarelsen af spørgsmål D samt 23 vedrørende smertetilstand hvor der ikke kan påvises nogen tilgrundliggende årsag. Sammenftende gøres det herefter gældende, sagsøger ikke har godtgjort, det vil sige sandsynliggjort med overvejende grad af sandsynlighed, hun ved den enkeltstående begivenhed den 10. januar 2003 er påført skader der har forårsaget midlertidige eller varige gener der kan give anledning til udbetaling af erstning og/eller godtgørelse." Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed under hovedforhandlingen. Rettens begrundelse og afgørelse Det fremgår af journalerne vedrørende sagsøgerens undersøgelse på Sygehus den 10. og 11. januar 2003, der ikke i forbindelse med sagsøgerens indlæggelse efter uheldet den 10. januar 2003 blev konsteret skader på sagsøgerens bækken eller rygsøjle. Sagsøgeren blev endvidere udskrevet dagen efter, den 11. januar 2003, med overlægens notering af, hun var fuldstændig velbefindende. Sagsøgeren har herom selv forklaret, hun ved udskrivelsen fra hospitalet efter uheldet skreg højt af smerte, når hun blev berørt ved hoften, og hun har under sagen forklaret, hun i tiden mellem uheldet og den 23. juni 2003 rettede flere henvendelser til sin egen læge om sine gener, herunder smerterne fra ryggen. Selv om retten efter blandt andet oplysningerne om sagsøgerens tidligere brug af sundhedssystemet finder det nærliggende antage, sagsøgeren ville have søgt lægehjælp, hvis hun lige siden uheldet havde haft så alvorlige smerter, som hun har forklaret om, finder retten på den anden side ikke, de

22 Side 22/24 under sagen afgivne forklaringer fra sagsøgeren, hendes familie og venner i sig selv med tilstrækkelig sikkerhed godtgør omfanget af sagsøgerens smerter, og hvad der har forårsaget disse. Retten finder endvidere, det har formodningen imod sig, sagsøgerens læge skulle have undladt journalføre alle henvendelser fra hende, navnlig hvis det drejer sig om flere henvendelser vedrørende det samme problem. Retten har i den forbindelse blandt andet henset til, disse journalindførsler må antages blive lagt til grund for lægens honorering. Det er derfor op til sagsøgeren, som påberåber sig denne omstændighed, søge dokumentere, lægen ikke har indført konsultionerne i journalen. Udover sagsøgerens egen forklaring herom har der imidlertid ikke under sagen været ført noget bevis om spørgsmålet, og det kan derfor ikke lægges til grund, sagsøgeren, bortset fra skadestuen og opholdet på Sygehus lige efter u- heldet, søgte lægebistand før godt 6 måneder senere, den 23. juni 2003, hvor det af hendes læges journal fremgår, hun henvendte sig til ham. Det fremgår af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 25 og 26 blandt andet, det ved klager af den omhandlede karakter er en forudsætning, men ikke den eneste betingelse for kunne konstere årsagssammenhæng med færdselsuheldet, der er en nøje tidsmæssig sammenhæng mellem dette og de gener, der påråbes. Efter en samlet vurdering af de ovenfor anførte omstændigheder kan det ikke anses for godtgjort, der i sagen foreligger denne tidsmæssige sammenhæng. Hertil kommer, de røntgenoptagelser af sagsøgerens bækken og lænderyg, der er foretaget i årene efter uheldet, viser normale forhold. Der har i speciallægeerklæringerne været peget på flere forskellige mulige årsager til sagsøgerens gener, herunder i erklæringen af 14. april 2009 fra speciallæge. I journalen fra Sygehus under notet fra er det endvidere anført, det ikke vides nøjagtigt, hvorfra sagsøgerens smerte udløses. Derudover er det allerede i erklæringen af 6. december 2006 fra overlæge anført, der vurderes være tale om en subjektiv smertetilstand, og der er tale om men i henhold til de beskrevne gener - som dog ikke er afspejlet i pologiske fund ved den objektive undersøgelse, dertil kommer CT-scanning, skintigrafi og MR-scanning ikke har vist traumefølger, men forandringer forenelige med degenerive forandringer. Overlæge anfører derudover, der ikke er nogen synlig muskelrofi svarende til venstre underekstremitet set i lyset af den betydelige aflastning, der må have været med de smerter, som skadelidte fremfører ved støtte på venstre ben.

23 Side 23/24 Retslægerådet anfører i besvarelsen af spørgsmål 19, sagsøgeren før ulykkestilfældet også har haft kroniske smerter i venstre skulder og arm, og det ikke kan udelukkes, dette også kan have været medvirkende til det nuværende klagebillede. Det fremgår yderligere af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 1, der ved de radiologiske undersøgelser efter uheldet ikke har kunnet påvises pologiske forhold i bækkenet, men der er påvist degenerion af lændehvirvler og discii på de to nederste niveauer i lænderyggen, hvilket kan forklare rygsmerterne, men som er trafikulykken uvedkommende. Endelig anfører Retslægerådet i sin besvarelse af spørgsmål 2, der ikke findes holdepunkter for, færdselsuheldet har påført sagsøgeren skader, der kan forklare varige gener. Som følge af det anførte finder retten det ikke bevist, der foreligger den fornødne årsagssammenhæng mellem uheldet og sagsøgerens gener fra lænderyg/korsben/bækkenparti, og sagsøgte frifindes derfor. Sagens behandling har været opdelt således, der indledningsvist i medfør af retsplejelovens 253 er taget stilling til spørgsmålet, om sagsøgerens eventuelle krav måtte være forældet. Sagsøgeren har fået medhold i denne del af sagen, og sagsøgte skal derfor betale de sagsomkostninger for behandlingen ved byretten og landsretten, der vedrører afgørelsen af dette spørgsmål. Sagsøgeren skal på sin side efter sagens endelige udfald betale sagsomkostninger til sagsøgte for byrettens behandling af sagens merielle spørgsmål. I den første del af sagens behandling, har der således været afholdt to hovedforhandlinger, mens den sidste del af sagen har vedrørt behandlingen af spørgsmålet om årsagssammenhæng, hvorunder der blandt andet har været indhentet en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen og 4 udtalelser fra Retslægerådet. Efter et samlet skøn finder retten på den anførte baggrund, sagens omkostninger i det hele skal ophæves. Thi kendes for ret: Sagsøgte, Trekroner Forsikring A/S, frifindes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part. P. G. Jensen dommer Udskriftens rigtighed bekræftes. Retten på Frederiksberg, den 25. marts 2015.

24 Side 24/24 Lise-Lotte Strunge, Kontorfuldmægtig STD S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D88