Juleaften. 24.dec.2013. Malmhøj kl.10.30. Vium kirke kl.13.00. Hinge Kirke kl.14.30. Vinderslev Kirke kl.16.00 Salmer: 94-119- 120/ 104-121 Tekst: Luk 2,1-14 Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem:»frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:»ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«det skete! Sådan begynder juleevangeliet, som vi nu lige har lyttet til. Men ærligt talt: Det kunne jo godt lyde, som om det var et eventyr, når evangelisten Lukas fortæller, som han gør det! Jo, men så havde begyndelsen nu nok været anderledes. Så havde det nok lydt sådan: Det var engang en kejser, som bestemte, at der skulle holdes folketælling i hele verden Men sådan står der ikke her! 24. december 2013 Prædiken af Frede Møller 1
Det skete, står der. Havde vi læst de samme ord på latin, ville vi have hørt det sådan: Facta est Men hvad var det så, der skete? Jo, der er et par ting, som nok er værd at standse ved i den forbindelse. For det første skete der altså det, at kejseren i Rom ville have at vide, hvor mange mennesker han egentlig bestemte over. Det er jo rart at vide den slags, når man f.eks. skal i krig og skal mønstre en hær. Det er også rart at vide, hvor mange der egentlig er til at betale skat, når sådan en krig skal finansieres. Rart at vide, hvor stor og mægtig man egentlig er. Altså udgik der befaling om, at hele den daværende verden skulle tælles, og det skulle foregå på den måde, at man skulle rejse hen til den by, som ens slægt stammede fra. Hver især kan vi jo så tænke på, hvor vi skulle hen. Hvis ens far stammer fra Struer eller Kolding, ja, så var det dér, man skulle hen for at registreres. Personligt skulle jeg selv en tur til Als, for dér stammer min far fra. Der er måske nogle, som skulle helt til Bornholm eller Færøerne? Også for Maria og Josef betød denne bestemmelse, at de måtte ud på en længere rejse velsagtens til fods eller måske med et æsel, som man ofte ser det på billeder. Sjovt var det ikke, og da slet ikke for Maria, som var i niende måned. Endnu mindre sjovt var det, da det viste sig, at de ikke kunne finde et sted at være, da de nåede frem til byen, Josef stammede fra, nemlig Betlehem. For det andet skete der det, at et barn blev født den nat, og der var hyrder på marken uden for Betlehem, som fik et ganske særligt syn. Pludselig stod Herrens engel foran dem, og Herrens herlighed omstrålede dem, og de blev grebet af stor frygt, fortæller evangelisten Lukas. Nu kommer vi så til det, som er det helt afgørende i denne beretning, og som er årsag til, at vore kirker fyldes her i dag, nemlig det budskab, som englen forkynder: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. 24. december 2013 Prædiken af Frede Møller 2
Det er her, vi står over for det, som gør denne dag og denne nat til noget helt særligt. Frygt ikke! siger englen, og lad os lige et øjeblik standse ved de ord. Hvorfor i alverden skulle der være grund til at frygte? spørger vi måske. Svaret lyder: Fordi vi mennesker med hele vort liv har forfejlet det mål, som Gud har sat for os. Det, som Gud ville med os, det var, at vi skulle leve, som han foreskriver det i sit ord. På de første sider i vores bibel kan vi læse, hvordan Gud skabte de første mennesker og placerede dem i Edens have og gav dem besked på, hvad de måtte og ikke måtte. Desværre skal vi ikke længere end til næste side for at høre, hvordan Adam og Eva vælger at trodse Guds bud og gå deres egne veje. Det medfører, at de bliver smidt ud af Edens have, og ikke mindst medfører det, at de nu står over for en Gud, som er vred og utilnærmelig. Men det, som er det ejendommelige ved det, det er, at samme Gud også har en dyb og inderlig kærlighed til sin skabning, og det er det, som er baggrunden for julens budskab. Fred til mennesker med Guds velbehag, synger englene julenat, og sådan er det. Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv, siger Bibelen, og sådan er det. Vist er Gud vred, fordi vi har valgt vore egne veje, men hans kærlighed er så dyb, så stor, så det skar ham i hans hjerte, som der står i en julesalme. I sådan hjertens kærlighed han kom til os på jorden ned at lindre al vor smerte, siger Brorson, og sådan er det. Det var det, der skete! Det er derfor, vor tidsregning stadig drejer sig omkring det, der skete denne nat. 2013 år efter Kristi fødsel, siger vi, for det er det helt afgørende omdrejningspunkt for os. Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket, siger englen, og glæden det er dette: I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren. 24. december 2013 Prædiken af Frede Møller 3
For os, der lever på vore breddegrader, kan det være svært sådan for alvor at høre, hvad der gemmer sig i de ord. Sådan var det ikke for dem, der hørte dem første gang. De kendte de gamle skrifter, som vi i dag kalder Det gamle Testamente, og de vidste, at disse gamle skrifter var fyldt af løfter om, at der engang skulle komme en frelser fra Gud, en Messias, en Kristus. Hver enkelt gik derfor med forventning om, at det kunne få lov til at ske i hans eller hendes levetid! Da jeg forleden læste om situationen i Sønderjylland i den periode, hvor landsdelen var under tysk herredømme, slog det mig, at her var der nok noget af det samme. Min egen bedstefar blev tvunget til at være soldat på den forkerte side og måtte rejse til Frankrig for at slås for et land, som ikke var hans eget. Hvor må det have været forfærdeligt! Hver enkelt har derfor helt sikkert tænkt: Gad vidst, om jeg får lov til at opleve den dag, hvor Sønderjylland igen bliver dansk? Gad vidst, om friheden kommer i min levetid? Men der gik lang tid. Helt fra 1864 til 1918-20, før det skete. Og der gik endnu længere tid dengang i den gamle pagts tid før løfterne gik i opfyldelse. Men nu lyder det altså fra Guds engel: Nu er det sket! Nu er frelseren kommet! Og for at de ikke bare skal tro, at disse løfter er tomme, ja, så får de besked på, hvad de skal gøre: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Helt konkret kunne de med andre ord begive sig på vej til Betlehem, hvor de fandt den nyfødte Jesus og dermed kunne sige til sig selv: Her er han! 24. december 2013 Prædiken af Frede Møller 4
Det er ikke et barn som de andre, der blev født under himlen den nat, det var Gud selv, der nu ville vandre for at finde på jorden sin skat. I den usleste mand eller kvinde så han perlen så kosteligt skinne, dengang Gud selv blev menneskets lys. Hver især må vi så gå hjem fra kirke og spørge og selv, om vi har brug for, at det bliver jul? Har vi brug for sådan en frelser, som Gud her giver os? Er det en glæde for os, sådan som det var meningen, det skulle være? Det kommer jo helt an på, hvordan vi har det. Vi synes måske, at det går helt fint, og vi har ingen problemer. Det svarer jo så til, at et barn leger glad og sorgløst ude i haven uden at tænke hverken over det ene eller det andet. Pludselig går døren op, og så kommer mor og far styrtende ud. Kom, lad mig redde dig! lyder det så, og hvem kan så undre sig over, at barnet spørger: Redde mig fra hvad? Jeg har da ikke brug for at blive reddet! Jeg har det da ganske udmærket! Men for den, der ligger i vandet og er ved at drukne, er det anderledes, når der kommer sådan en besked: Kom, lad mig redde dig! Da er det et spørgsmål om at overleve her og nu. Da er det min eneste chance for redning. Skal det virkelig blive en glædelig jul for os, så må vi virkelig se at få øjnene op for situationens alvor. At det altså ikke er et himmelsk skulderklap, vi får, men derimod Guds redningsaktion, som ender med at koste Jesus livet! Tænk engang: Så dyrebare er vi du og jeg for himlens Gud! Så dyrebare, så han har ofret sig selv, og derfor er der fred til dem, der har hans velbehag. Amen. 24. december 2013 Prædiken af Frede Møller 5