1 Prædiken til 9. s. e. trin. Kl. 10.00 i Engesvang Dåb 752 Morgenstund har guld i mund 448 Fyldt af glæde 367 Vi rækker vore hænder frem 22 - Gådefuld er du vor Gud på Tak og ære være Gud Nadververs: 477 v. 2 på Nu blomstertiden - svensk folkemelodi 375 Alt står i Guds faderhånd Kender I det med, at øjeblikket er så fyldt af glæde, at man - så længe det varer tænker, at nu er alt som det skal være, bedre kan det ikke blive at leve? Som regel varer det ikke så længe, idyl er ikke jo en permanent tilstand. Men de findes, de lysende øjeblikke findes, og den var der, glæden der fyldte det hele. Kender I det med, at man står med et barn i armene, måske et helt nyt barn, der lige er kommet ud i dagslyset, og ser de perfekte fingre, de fuldendte tæer, de bitte små øjenlåg og ørerne og får lyst til at græde, uden at man selv helt ved hvorfor? Kender I det med, at man kan bære en længsel i sig efter noget, man ikke rigtig ved, hvad er, ud over at det er noget, man savner? Noget man har brug for, for at kunne udfylde et hul, man har indvendig, som er lidt svært at definerer, ud over, at man kan sige om det, at det kun er der nogen gange og ikke virker lige stort altid, ja undertiden er helt væk?
2 Kender i det med, at man elsker et andet menneske, både på den erotiske måde og på den måde, hvormed man elsker sine venner, sine forældre, sine søskende og sine børn? Og simpelthen kan mærke, hvor meget man holder af den eller dem, at kærligheden fornemmes som noget fysisk, som noget, der bor i brystet? Og man bliver så taknemmelig over, at der er nogen, man er forbundet med? Kender I det med at man undertiden kan bevæges over, at der er mennesker, der sætter deres liv på spil for at komme andre til undsætning? Som fx de, der i øjeblikket er rejst ud for at komme mennesker til hjælp i de områder, der er ramt af krig og katastrofer? Kender I det med, at et tilfældigt møde med et menneske, som man måske aldrig ser hverken før eller siden, kan blive bevægende og dybt og stærkt, og åbne nye vinduer i ens lille verden? Det er den slags man undertiden kan opleve i en sommerferie. Hvis man er heldig. Kender I det med at sidde ved en kiste her i kirken eller i en anden kirke og ikke vide, hvad man skal stille op med sig selv. Og måske ønske at nogen kunne give én vished for, at den nu døde er levende et andet sted, på Guds sted, så man kunne give slip og få fred i det? Kender I det med, at noget iøjeblikket fuldstændig meningsløst og måske endda ulykkeligt, i bakspejlet kan vise
3 sig som meningsfuldt, et mønster i det, vi kalder vores liv, måske endda vise sig afgørende på den gode måde? Eller kender I oplevelsen af at blive puffet blidt fremad, som om en usynlig hånd bar eller støttede, lidt på samme måde, som hvis man bliver skubbet op ad bakken på cyklen, så at man følte sig velsignet eller heldig?... Hver eneste dag - eller i hvert fald hver anden - oplever vi alle sammen noget, der lægger op til en religiøs tydning eller tolkning af livet. Overalt og hos alle er der erfaringer og fænomener, der peger ud over sig selv og ligesom kalder på noget større, kalder på ord, der kan sætte de her oplevelser ind i en større sammenhæng. Livet er simpelthen skruet sådan sammen, at der hele tiden sker noget, der lægger op til en religiøs tydning. En religiøs tydning kan være så meget, den behøver ikke nødvendigvis at være kristen, dér er vores frihed jo absolut. Gud tvinger ingen. Men jeg har gået og grundet på det hele ugen i forbindelse med dagens tekst, det dér med den religiøse tydning og med, hvilken forskel troen sætter i vores liv? For dagens lidt mærkelige fortælling slutter jo med sætningen. Men når
4 menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden? Sætter troen og troens huse en forskel? Udvirker troen noget for os? Og gør kirken. Hvordan ville verden se ud, hvis der ikke længere var en eneste, der troede på Kristus eller en eneste kirke, hvor Gudsfortællingen lød? Hvis der ikke var ét eneste sted, hvor det kristne svar kunne høres på alt det i vores liv, der lægger op til en religiøs tydning? Hvis ord om Guds nærvær og ubetingede kærlighed, ord om forsoning og tilgivelse og barmhjertighed i Kristus aldrig lød? Hvad så? Jeg har også spurgt et par kollegaer provokerende om det umiddelbart ville gøre så meget? Ud over, naturligvis for de af os, der har søndagsgudstjenesten som en del af vores dagligliv? Men det er jo kun omkring 5-10 %. Det er jo færre end den procentdel der ikke er medlemmer af folkekirken Ville det betyde noget, hvis Jesus ikke fandt troen på jorden? Hvis kristentroen og troens huse forsvandt fra jordens overflade? Det kan være gavnligt at tænke over engang imellem, og måske er det i virkeligheden også det, Vorherre vil have os til? Det, jeg selv har tænkt, er, at ud over dem, der bruger kirken i det daglige og de af os, der får brug for kirken i årets løb i forskellige anledninger, foruden den voksende skare
5 cykelrytterne, der skal have vand i deres flasker fra kirkegårdens vandhaner, så tror jeg der for de fleste i vores land ville vare lidt, førend det fik betydning, at troen og kirkerne var forsvundet. Flere måneder sikkert, måske flere år. Men så ville der ske noget. Lidt ligesom hvis man murede en dør til i sit hus, så at et rum blev lukket. Der ville blive en masse i vores liv, som ingen havde ord for, der ville blive er faringer og oplevelser, som ingen steder havde at blive spejlet eller genkendt. Og måske ville også troens insisteren på, at ethvert menneske er uendelig værdigfuldt og uerstatteligt, hurtig smuldre i samfundslivet, så at enhver ville blive sig selv nærmest. Og vi ville stå med vore døde uden håb, uden ord fra Gud, der kunne åbne mod en større virkelighed. Når menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden? Jeg synes, det er gavneligt engang imellem at overveje, hvordan vores land ville se ud uden troen og de kirkehuse, der rummer den, men som troen jo ikke er afhængig af. Og jo mere jeg tænker over det, desto mere tænker jeg, at jo, når Menneskesønnen kommer, da vil han finde troen på jorden. Fordi vores hverdag er fuld af fænomener og erfaringer, der lægger op til den religiøse tydning. Vi behøver
6 et sprog for det, der er større end os og det sprog er i troen. Men mere fordi, vi ikke kan leve uden at håbe, fordi vi har brug for troens udmelding om, at netop vi har en plads i verden, og det godt vi er her, fordi vi må holdes fast på det gode af én, der er større end os. en præst er nok den helt forkerte til at forholde sig her, for kirken er jo også mit levebrød, jeg får løn af kirken. Men selv om det ikke var sådan, så ville jeg ikke ane, hvor jeg skulle gå hen med min længsel, med min spørgen efter mening, med min taknemmelighed og min skam, med min sorg eller min glæde eller min skyld, hvis ikke troen fandtes. Og troens fortællinger med modet til leve. Men når menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden? Jo, det tror jeg, for der må være et sted, hvor vi mærker, at vi bliver genkendt.