1/2007 TIDSSKRIFT FOR ARKITEKTUR, DESIGN, BY OG LAND

1/2007 TIDSSKRIFT FOR ARKITEKTUR, DESIGN, BY OG LAND

Arkitekternes Pensionskasse Rentesatser i AP 2007 Pensionsordninger: Livrenter 5 % Satser er excl. gruppeforsikring Opsparingsordninger: Ratepension 5 % Kapitalpension 5 % Arkitekternes Pensionskasse Søholm Park 1 2900 Hellerup Telefon: 39626566 Fax: 39400706 e-mail: pension@soeholmpark.dk www.soeholmpark.dk Afdelingsarkitekt til byggestyring Vil du være med til at skabe spændende og attraktive arbejdspladser i motiverende omgivelser? Du skal være leder for 6 arkitekter/ingeniører og indgå i større byggeprojekter nybygning, renovering og ombygning i kontorejendomme. Vi kan tilbyde dig at arbejde i en virksomhed, der er strategisk tænkende og stolt af sine resultater. Vi lægger vægt på tværgående samarbejde og et godt kollegialt miljø. Slots- og Ejendomsstyrelsen er en landsdækkende statslig ejendomsvirksomhed i Finansministeriet. Virksomheden forsyner staten med fremtidssikrede kontorarbejdspladser samt bevarer og nyttiggør statens kulturhistoriske slotte og haver. Læs hele stillingsopslaget på ses.dk/jobforum

Vi står lige nu midt i en tid, hvor forandringer, udvikling og innovation er blevet bolsjeord, der dagligt udfordrer vores måde at arbejde på, og som hvis vi tør lade os udfordre kan give nye spændende muligheder for arkitektfaget. Vi har forladt industrisamfundet, og vi har taget et stort skridt ind i oplevelsessamfundet med ændret fokus på, hvad der skaber værdi i samfundet. En videnbaseret virksomheds virke måles som social innovation; ikke i form af, hvordan rum bruges, men i værdien af de aktiviteter mennesker imellem, som rum understøtter! Dette ses dog ofte i samfundet som afgrænsede udfordringer enten til det fysiske arbejdsmiljø eller som en HR(Human Ressource)-opgave. Men sjældent som en samtænkning af de menneskelige ressourcer og de fysiske rammer. Og det er her, arkitekter kan skabe sammenhæng og værdi. Megatrends som globalisering og nye kundekrav presser virksomheder, der udelukkende konkurrerer på pris og omkostninger. Fremtidens konkurrence går på vores evne til at hjemhente viden globalt og omsætte lokalt, samt i udviklingen af unikke koncepter: at knytte ydelser til produktet, som tilfører unik værdi for kunden Mass Customization. Danmarks fremtidige kompetencer er alt det, der ikke kan outsources: strategisk ledelse, udvikling og individuel kundetilpasning eller innovation! For arkitekter betyder dette, at vi skal evne at arbejde værdibaseret at vi skal kunne visualisere visioner med afsæt i vore kunders krav til værdiskabelse. Innovation er en mega vækstdriver. Undersøgelser blandt 5.000 ledere i 20 lande viser, at under 2 % af innovationsprojekterne står for over 90 % af værdiskabelsen. I Børsen og mange andre steder har man kunnet læse, at virksomheder, der bruger designere, tjener flere penge, og at virksomheder, der forholder sig aktivt til design, har større eksport. Innovation betaler sig altså. Men vi mangler måske redskaber i arkitektfaget eller behov for nytænkning af vores egne kompetencer og de fællesskaber, vi indgår i? Den kaotiske idé-genereringsfase kan skematiseres. Kompleksitet i de projekter, vi i dag udfordres med, kræver sparringspartnere. Innovation er ikke kun intuitiv kreativitet men systematisk analyse, der kræver strategiske samarbejder i udformning af rum. Nye kompetencer i vores fag skal evne at skabe værdi ved at samtænke ledelsesstrategier, kultur mellem mennesker og udformning af rum evnen til at arbejde værdibaseret, brugercentreret og kreativt. Arkitekter skal tænke sig ud af boksen... Er det eneste rigtige arbejde kun ansættelse på en tegnestue? Eller kan vi arbejde med innovation og brugerinvolvering som en aktiv del af vores kreativitet og derved skabe unik værdi? Arkitekten som procesrådgiver og rumdesigner, værdiskaber for slutbrugeren af rum, kultur & designmanager, udvikler osv. Det kræver, at vi tør tage udfordringen op. *citat af Charles Kettering, tidligere direktør hos General Motors og opfinder af bla bilstartnøglen med tilhørende elstartmotor.

Overalt i det moderne samfund tales der om tværfaglighed, hvor kernekompetencer udfordres for at imødegå indavl og snæversyn. Samarbejdspartnere bidrager til mangfoldighed og giver innovation de bedste vækstbetingelser. Kunne det betyde, at fremtidens arkitekter både ved noget om rum, arkitektur, kultur, ledelse og økonomi? At fremtidens arkitekter ikke alene arbejder i snævre kompetencefællesskaber, men derimod indgår som udvikler i tværfaglige fællesskaber med HR managers, økonomer, kaospiloter, scenografer, kulturmanagers, kunstnere, change management-konsulenter, antropologer, forskere m.m.? Og at fremtiden for arkitektstanden handler om tværfaglighed, der tilsammen kan fokusere på samtænkning af arkitektur, kultur, mennesker og ledelse? Udviklingsøkonom Richard Florida udtaler, at drivkraften i moderne økonomier er innovation, hvor bohemer og nørder følges ad eller sagt med andre ord: Vækst kræver variation med plads til mangfoldighed. I min verden er der nærmest ingen begrænsning for, hvilke nye faglige fællesskaber og nye rådgivningsvirksomheder dette kunne afstedkomme. Men det kræver, at vi overvinder barrierer og fokuserer på, hvor vi kan gøre en forskel. At vi ikke udelukkende koncentrerer os om den teknologiske løsning, men inddrager nye principper for tværfagligt samarbejde. At vi satser på udvikling af nye kulturelle proaktive normer og holdninger, og at vi videndeler fremfor at holde på viden i et organisatorisk klima med tillid mellem samarbejdspartnere. Med udgangspunkt i brugeren skal vi udvikle samarbejdsvillige bygninger, hvor arkitektur, materialer, overflader, belysning, indeklima, akustik, klimaskærm, design, lys, lugt og redskaber tilsammen befordrer optimale relationer mellem mennesker. Det kræver ændret fokus på eksempelvis ny organisering af byggeprocesser, udvikling af nye samarbejds- og ledelsesformer, en strategisk indsats inden for byggeriet med fokus på innovation. At vi søger ud i nye tværfaglige relationer. At arkitektuddannelsen fremover udvikler kompetencer, der kreativt kobler mennesker/rum/ledelse. Og at vi arbejder værdibaseret, kobler processer på tværs og sætter dagsordenen for en ny arkitektonisk praksis med fokus på samarbejdsvillig, mangfoldig, fleksibel og inviterende arkitektur! Gitte Andersen, arkitekt, cand.arch. og byggeøkonom (MDB), er direktør for Signal Arkitekter, www.signal-arki.dk Læs også: ARFOKUS-tema om efteruddannelse, side 24-33

Mad, mad, mad, mad. Alle taler om mad i disse tider; kokke i massevis udgiver kogebøger, tv tryller maden frem i alle verdens afskygninger for de måbende seere, Danmarks borgere indretter nye køkkener for milliarder af kroner, mens kongresser, Dette har netop været incitamentet for at fremme torvehandelen i den danske hovedstad, og indsatsen har båret frugt. Senest maj 2008 åbner Torvehallerne på Israels Plads ved Nørreport i København. Efter komiteer og udstillinger taler om folkesundhed, fedmeproblemer, salmonella og andre sjove bakterier. Men midt i alle disse spørgsmål har Danmark endnu ikke haft plads til noget så simpelt som en ambitiøs torvehal: et sted, hvor Danmarks bedste fødevareproducenter kan afsætte deres produkter. ni års målrettet arbejde med at detailprojektere det ambitiøse torvehalsprojekt, blev den private investor og kommende daglige driftsherre, CenterPlan A/S, sent i efteråret 2006 endeligt godkendt af Københavns Kommunens Borgerrepræsentation. Under hele forløbet har der været en tæt dialog med en lang række officielle

myndigheder, de lokale borgere og forretningsdrivende samt de 138 registrerede producenter af kvalitetsfødevarer fra alle Danmarks regioner, som gerne vil sælge deres produkter på Israels Plads og Københavns Kommunes og CenterPlan A/S indbyrdes kontrakt betyder således, at torvehallerne kan åbne dørene, inden der er gået halvandet år. Københavns Kommune har udført et EUudbud, hvor Arkitekturværkstedets/Torvelaugets projekt indgår som en bunden del af udbudsmaterialet. Og det er nu op til investor at udføre projektet, så det følger det udarbejdede projektmateriale. For Torvehallerne er nemlig allerede planlagt fra de store linjer ned til projektets mindste detaljer: Lige fra torvepladsens markante 7.000 m 2 granitbelægning, som går fra en mere end 4.000 m 2 udendørs brostensbelægning placeret omkring 41 lindetræer til en bearbejdet granit, der bliver finere og finere, jo længere du kommer ind i Torvehal lerne og de enkelte stader. Således at torvepladsen fremstår som en stor sammenhængende granitflade på linje med hovedstadens andre vigtige centrale bypladser. Torvehallernes livgivende rækker af forskelligartede stadepladser varierer i størrelsen fra 12,5 m 2, 25 m 2, 37,5 m 2 til max. 50 m 2, så det sikres, at det kun er mindre producenter af kvalitetsfødevarer, som rykker ind. De udendørs stader placeres omkring markedsarealets lindetræer, mens de overdækkende stader kommer til at ligge omkring lysende søjle- og stålkonstruktioner i hallerne, der har karakter af åbne handelspassager. De er placeret under lette svævende tage beklædt med cedertræ på undersiden og zink med stående false

på oversiden og de er samlet under langsgående ovenlys med solceller. De enkelte stader er opbygget af spinkle stålkonstruktioner, beklædt med fleksible oplukkelige facader i cedertræ og glas og indrettet med salgsdiske, bord-, hylde- og skabsindretninger, primært i træ således at et varmt materiale gennemgående får en signifikant fremtoning der, hvor der handles og pruttes om priserne. Hvert stade får sit eget personlige særpræg med variationer alt efter varesortimentet; fiskehandlerne præsenterer eksempelvis levende krabber, hummere, ål og andre fisk i store glas-akvarier i stadernes hjørner ud mod handelsarealerne. Og udvalgte facadepartier udføres i sandblæst glas, hvorpå kan projiceres årstidernes fødevaremotiver i farver: forårets første Samsø-kartofler og asparges, hornfiskene i maj, sensommerens skovjordbær, kirsebær og blåbær, efterårets kantareller m.m. Desuden er det vigtigt at fremhæve torvepladsens højt prioriterede grønne karakter med i alt 41 nye lindetræer, udplantet rundt om den samlede torveplads og i pladsrummet mellem de to torvehaller. Der bliver tale om et større nyt grønt byrum til københavnerne et rum, der kan opleves som en direkte forlængelse af det historiske voldbælte i lokalområdet, med bla Ørstedsparken og Botanisk Have.* Det grønne aspekt kombineres med en lyssætning, som skal gøre det rart at handle året rundt også i de lange og mørke danske vintermåneder. Lyset vil opleves som en arkitektonisk dialog mellem Torvehallernes undertage i træ, oplyst af up-lights, der giver en varm farvetone, og den udendørs LED-belysning, som består af mere end 140 små runde lys primært

hvide, enkelte røde og grønne diskret forsænket i belægningerne og placeret i et tæt samspil med pladsens lysende vandskulptur i farvet glas og udeserveringsarealet, udført af kunstnerne Nils Erik Gjerdevik og Anders Krüger. Hertil kommer en overdækning af adgangen til Metroen i torvepladsens hjørne mod Frederiksborggade/Linnésgade, så alle handlende kan komme tørskoet til og fra de spiselige herligheder mens de underjordiske gangarealer foreslås udsmykket med historiske fotostater fra Københavns Bymuseum, der viser motiver fra Israels Plads stolte torvetraditioner fra 1889-1958 med myretuer af mennesker omkring varerne budt ud på hestevogne, lad, i kasser m.v. Israels Plads er optimalt beliggende med gennemgående trafikårer af enhver art: Metro, S-tog, kystbane og en lang række buslinjer, samt ikke mindst de mange fodgængere fra de omgivende store boligkvarterer. Og hvad angår parkeringsforholdene har torvepladsen adgang til knap 1300 underjordiske P-pladser for biler og mindre varebiler, mens knap 600 cykelstativer er indpasset, primært omkring Metrostationen og langs Frederiksborggade, samt et mindre antal grupperinger rundt om torvepladsen. Torvelauget har i den udførende koordineringsfase tilknyttet en fagudvalgsbestyrelse, der består af fagfolk med relation til produktion og salg af kvalitetsfødevarer. Fagudvalgsbestyrelsen har løbende vurderet Arkitekturværkstedets stadestørrelser og deres funktionalitet, materialevalg og indretning med borde, hylder, vand, el, køl, affald m.m., og her har der i høj grad været fokus på depot- og toiletfaciliteterne og de højt prioriterede underjordiske renovationsanlæg med op til 75 % genbrug af alle affaldsfraktionerne. Det betyder bla, at affaldscontainere ikke vil stå synlige og ildelugtende som i dag, at der implementeres solceller til ca. 30 % af den daglige strømforsyning, samt at der tages højde for behovet for fælles køle-, fryse-, kompressorrum og åbningstider for alle Torvehallens stader, maksimalt 156 stadeholdere fra nær og fjern, heraf 76 overdækkede og 80 udendørs. Analyser af de sydeuropæiske og skandinaviske torvehaller viser, at de besøgsmæssigt og økonomisk bedst fungerende af dem er baseret på en kombination af overdækkede stadepladser i direkte samspil med udendørs stadepladser. Lejen af den enkelte stadeplads tilpasses i henhold til størrelse, placering, faciliteter og lejeperiode fra få dage til årsbasis, hvilket skal sikre såvel et bredt varesortiment om flere forskellige prisklasser; samt skaber rum og dette er vigtigt for både den etablerede fiskehandler, den lille osteeller ægproducent og de private svampeog bærplukkere. Der bliver ikke tale om et højteknologisk NASA-rumfartøj, spækket med personale, udstyr og høje lønudgifter. Torvehallerne på Israels Plads er derimod en ambitiøs arkitektonisk torvefacilitet, beregnet til at åbne dørene for de mindre producenter og deres specialprodukter, for derigennem at højne respekten for måltidet og madkulturen. Ikke med moraliserende sundhedsparametre, men med frodigt handelsliv, genereret af lokale stadeholdere, som personligt kører medicinresterne, salmonellaen, det overdrevne fedt- og sukkerindhold ud over sidelinjen for at erstatte dem med de produkter, de selv har fremelsket. Torvehallerne skal have et udbud, der er stort, varieret og stabilt, så man på forhånd kan være sikker på, at man ikke går forgæves til Israels Plads. Men der skal i lige så høj grad være plads til de årstidsbestemte overraskelser som fx de friskplukkede kantareller fra Bornholm. Københavns Torvehaller skal være et sted, hvor alle kan gøre deres indkøb, både dem med den velstrukturerede indkøbsseddel, og dem, der kommer for at lade sig inspirere af dagens tilbud af nicheprodukter og egnsspecialiteter. Udførlige oplysninger om Torvehallernes arkitektur, stadeholderlister mv: www.hallerne.dk www.arkitekturvaerkstedet.dk

I virkeligheden har den eksisteret i 46 år. Tegningerne lå der, de første to niveauer var rejst. Og selvom træer var skudt op midt i den firkantede sokkel, var der stadig ildsjæle, der troede på, at Le Corbusiers Saint Pierre-kirke i Firminy syd for Lyon en dag ville blive bygget færdig. Det er ikke den ufuldendte symfoni, vi selv har komponeret færdig. Projektet var der, og det er blevet holdt oppe af en ubrudt kæde af mennesker, som har troet på det i alle disse år, fortæller Yvan Mettaud. Han er konservator for det, som siden indvielsen af Saint Pierre-kirken den 29. november sidste år er blevet til Europas største Le Corbusier-kompleks. Historien om den fransk-schweiziske arkitekts største samlede urbaniseringsprojekt i Europa begyndte i 1960. Borgmesteren i Firminy, den tidligere minister Eugène Claudius-Petit, bad sin gamle ven og åndsfælle udi arkitektur og byplanlægning om at bidrage til et helt nyt bykvarter. Claudius-Petit var lidenskabeligt optaget af ideen om at forbedre arbejdernes kår ved at forbedre boligstandarden, som han yndede at udtrykke det. Og det var så det, han satte sig for at realisere i Firminy en trist og sort mineby med usunde boliger, hvoraf kun halvdelen havde indlagt vand og sanitet. I løbet af 50 erne lod den socialt engagerede borgmester en helt ny bydel opføre Firminy-Vert med 20.000 nye boliger og Le Corbusier fik til opgave at bygge den infrastruktur af offentlige bygninger, der skulle give kvarteret sjæl. Som den moderne arkitekturs teroretiker Le Corbusier skrev over 40 bøger om sin arkitektoniske utopi havde han allerede tegnet de officielle bygninger i Chandigarh, den nye hovedstad i den indiske delstat Punjab. Og han havde afprøvet sine ideer om den ideelle by, La Cité Radieuse, bla i havnebyen Marseille. Le Corbusier var over 70, da han arbejdede med Firminy. Hans tanke var fuldt modnet, og hans idé var at knytte det gamle og det nye Firminy sammen med en slags agora, et offentligt rum, hvor beboerne kunne få tilfredsstillet alle ikkematerielle behov: sportslige, kulturelle og religiøse, forklarer Yvan Mettaud.

Firminy blev kaldt Le Corbusiers Akropolis, konstaterer José Oubrerie. Han var en af de unge arkitekter fra Le Corbusiers atelier, som i 60 erne deltog i Firminy-projektet sammen med André Wogenscky. Projektet omfattede et kulturhus, som blev færdigbygget under Oubreries ledelse i 1965, og det er den eneste bygning, Le Corbusier nåede at se færdigopført. Da Le Corbusier druknede ud for Cap Martin nær Nice i 1965, var beboelsesenheden ved at blive bygget. Enheden med 414 lejligheder den største han nogensinde tegnede indeholder alle de elementer, der kendtegner Le Corbusiers vertikale haveby, dog med undtagelse af butiksgaden: den er bygget på piller, med det flade tag udnyttet til en skole og en taghave. Hans Unité d habitation blev bygget færdig af Wogenscky i 1967, ligesom svømmehallen og Firminys sportsstadion. Tilbage var kirken. På grund af den franske adskillelse mellem stat og kirke må offentlige penge ikke gå til nye kirkebyggerier. Saint Pierre-kirken blev derfor bestilt og finansieret som et privat initiativ. Tegningerne var færdige i 1962, men byggeriet begyndte først i 1971 under ledelse af José Oubrerie, der havde været involveret i kirkebyggeriet fra starten. Grunden, som kommunen forærede til kirkebyggeriet, ligger i en slags hulning mellem to bakker med beboelsesejendommene på den ene side og sportsstadion på den anden. Le Corbusier havde derfor lige fra staten en vision om et højt, vertikalt byggeri, fortæller José Oubrerie. Saint Pierre-kirken er tænkt som en firkantet pyramidebase, der ender i en kegle med en skråt afskåret top. Østfacaden brydes af en slags triumfbue i relief. Det er en slags visir, der beskytter mod lyset fra stjernerne. Denne bygning er en skulptur, som fuldstændig forandrer det sted, hvor den er bygget, kommenterer José Oubrerie. Men der skulle gå 46 år, før denne forandring fandt sted. For byggeriet af Saint Pierre-kirken løb ind i den ene forhindring efter den anden. Biskoppen i Saint Etienne var mildt sagt ikke nogen tilhænger af Le Corbusier og hans modernistiske kirkebyggeri, så han trak sig ud af projektet. Den entreprenør, der som et privat bidrag til kirken udførte en del af byggeriet uden beregning, gik fallit. Og de indsamlede midler smeltede under 70 ernes inflation. I 1975 gik arbejdet i stå. Og der stod den så, midt i Firminy-Vert, lige bag sportsstadion og ved siden af svømmehallen: en 20 meter høj, firkantet betonklods. Sådan stod den, indtil den i 1996 blev fredet, godt ti år efter Kulturhuset og Beboelsesenheden.

Oubrerie lægger ikke skjul på, at det har været nødvendigt at foretage ændringer i forhold til Le Corbusiers oprindelige planer. Vi har måttet føje et to cm ekstra tykt betonlag uden på murene for at leve op til de nye sikkerhedsnormer. Vi har også måttet ændre vinduesfagene, som ikke længere må hvile direkte på betonmurene. Til gengæld har udviklingen af nye byggmetoder og bedre beton gjort nogle ting nemmere. Mange dele af bygningen er blevet præfabrikeret i store elementer. Det gælder fx den rampe, der giver direkte adgang til kirkerummet. Den er støbt i to store stykker. Le Corbusier havde også tegnet et gulv, der nærmest skruer sig op igennem etagerne. Det har givet mig mange søvnløse nætter. Jeg tror ikke, det havde været teknisk muligt i 60 erne, mener arkitekten. Står man i kirkerummet, kan man tydeligt se, hvor den oprindelige bygning fra 70 - Fredningen og ophøjelsen til historisk monument betød, at de offentlige myndigheder var forpligtede til at vedligeholde byggetomten. Offentlig finansiering blev mulig, da det blev besluttet at gøre underetagen, som oprindeligt var tænkt som præstebolig og sognelokaler, til en afdeling af Museet for Moderne Kunst i Saint Etienne. Og i alt har lokale, regionale, statslige og europæiske myndigheder skudt godt 30 millioner kr. i færdiggørelsen af Le Corbusiers sidste værk. Vi startede med at skrælle tyve centimeter af det eksisterende byggeri, fordi det mere eller mindre var blevet forvitret af vejr og vind, mens byggeriet havde ligget stille, fortæller José Oubrerie, som blev hentet tilbage fra USA for at gøre sit værk færdigt. Den fransk-amerikanske arkitekt er en af garanterne for, at Saint Pierre-kirken nu også er en rigtig Le Corbusier. For skeptikerne var mange, ikke mindst i Le Corbusier-fondet, som står vagt om Mesterens arv og minde. Tegningerne er af Le Corbusier. Om den færdige kirke også er det, tager vi endelig stiling til, når den er færdig, forlød det, da byggeriet gik i gang i 2001. Men José erne holder op, og hvor det 21. århundredes byggematerialer begynder. 70 erdelen er mere rå og splittet op i felter efter forskalningsbrædderne, mens den nye betonmur er silkeglat og homogen. Trapperne er forsynet med gelænder, også af sikkerhedshensyn. Men ellers er

kirkerummet sådan, som Le Corbusier tegnede det. Det hvælvede loft gennembores af lysskakter i stærke farver, så fx det gråhvide alter, som skyder op igennem gulvet fra stueetagen, bades i et svagt grønligt skær. Og over prædikestol og alter titter lyset ind gennem stjernelignende åbninger, som netop gengiver stjernebilledet Orion. Da Le Corbusier døde, havde han tegnet noget, han kaldte en konstellation. Han havde udviklet ideen om at lave et stjernebillede i hvælvingen men ikke præciseret, hvilket ét af dem. Det var et medlem af byrådet i Firminy, som en dag foreslog at vælge Orion, som kan ses alle steder på kloden, fortæller Oubrerie. Hans forbillede, hvad lyset angår, var Sofia-basilikaen i Istanbul. Man skal besøge kirkerummet på forskellige tidspunkter af dagen for at opleve de forskellige lyseffekter. Tidligt om morgenen er lyset på alteret næsten iriserende, siger arkitekten, der kun kan komme i tanke om ganske få arkitektoniske elementer, der virker forældede i dag: Der er to runde søjler i rå beton. Dem ville man nok ikke have lavet idag. For Michel Richard, direktør for Fondation Le Corbusier, viser Saint Pierrekirken, hvor moderne Le Corbusier stadig virker her i det 21. århundrede: Den rå beton er måske nok et tema, der på mange måder er udspillet. Men bortset fra det, så er det fascinerende, hvor nutidig Saint Pierre-kirken forekommer. Den ligner ikke en næsten 50 år gammel bygning. Og den er også helt anderledes end Le Corbusiers andre religiøse bygninger, kapellet i Ronchamp og La Tourette-klostret. I den forstand er det vigtigt, at Saint Pierre-kirken blev bygget færdig, fordi den føjer noget nyt til Le Corbusiers værk, konstaterer Michel Richard. Saint Pierre-kirken synes også at vække fornyet interesse for Le Corbusier. 18.000 mennesker valfartede til Firminy i dagene lige efter indvielsen i november, og den

nye Le Corbusier-kirke har fået omfattende presseomtale både i USA og i Europa. En oprejsning for en arkitekt, som har været ude i kulden, ikke mindst i sit hjemland; trods hans status som en af modernismens og den internationale stils tre fædre i kvalificeret selskab med med Ludwig Mies van der Rohe og Walter Gropius, grundlæggeren af Bauhaus-skolen i Tyskland og den tilhørende bevægelse i moderne kunst og design, som Le Corbusier også tilhørte. Nok viste Frankrig sin anerkendelse ved at gøre sin største arkitekt nogensinde til medlem af Æreslegionen, men man lod ham kun bygge ganske få bygninger sammenlignet med udlandet. Og franske politikere går stadig i dækning bag Le Corbusier, når de bliver stillet til ansvar for de sociale ghettoer i satellitbyerne, som i efteråret 2005 eksploderede i optøjer. I resten af verden er Le Corbusier helt naturligt blevet anerkendt som en stor arkitekt. I Frankrig fortsætter man med at skændes om ham. Frankrig er et konservativt land, hvor moderne arkitektur og design først inden for de seneste år er begyndt at slå an. Frankrig foretrækker traditionelle egetræsmøbler med kugleben og bygninger, der minder om regional landsbyidyl, lyder det spidst fra Le Corbusier-kompleksets konservator i Firminy. Men nu er Frankrig ved at tage de første skridt til en bodsgang. Kulturministeriet skal om kort tid tage stilling til, om Le Corbusiers samlede værk i Frankrig og fire andre lande skal indstilles til optagelse på UNESCO s Verdensarvsliste. Det ville være fuldt berettiget, mener Michel Richard. Le Corbusier og hans bygninger er en af de væsentlige kilder til den intellektuelle modernisme. Mange besøgende tror, at hans bygninger er mindre end ti år gamle. Og han er så at sige til stede i meget af det, der bliver bygget idag. Det er i denne forstand, at hans værk er universelt og tidløst: Han er så integreret en del af moderne arkitektur, at man ikke lægger mærke til ham mere.

Bygningsstilladser pakket ind i tre-etager høje reklameslogans, lysreklamer og billboards langs indfaldsvejene. Reklamerne fylder meget i det moderne bybillede og meningerne er delte: Er det storbykultur på den fede måde... eller bare for meget? På Sandberg-designinstituttet i Amsterdam tog man kort før jul konsekvensen af den omsiggribende kommercialisering og solgte facaden til erhvervslivets højtråbende budskaber. Projektet, der blev døbt Artvertising (art + advertising), byggede videre på konceptet fra den amerikanske The Million Dollar Homepage, hvor firmaer kunne købe sig til spalteplads på nettet, og blive en del af en kæmpestor, lysende kommunikations-mosaik. www.sandberg.nl/artvertising/ www.milliondollarhomepage.com Tag på arkitekturrejse gennem tiden med Dansk Arkitektur Centers nye Arksite Kanon en online-oversigt over milepælene i dansk arkitekturhistorie. Websitet, som er et samarbejde mellem DAC og Realdania, skal styrke interessen for arkitektur generelt i befolkningen og især i blandt skoleelever. Her kan man teste sin viden om arkitektur, få styr på -ismerne ved at glide frem og tilbage på tidslinjen, og endelig kan man give sit eget bud på en arkitekturkanon og uploade den til glæde (eller ærgrelse) for andre. www.dac.dk/arksite Den århusianske tegnestue Arkitema har modtaget Boligfonden Kubens procespris som belønning for at nytænke arkitektens rolle. Allerede i 2004 tog Arkitema et stort skridt mod fremtiden, da tegnestuen, som den første arkitektvirksomhed herhjemme, etablerede egen forsknings- og udviklingsafdeling. Her arbejder arkitekterne tværfagligt, sammen med bla antropologer og kolleger med kompetencer inden for kommunikation, organisation, økonomi og sundhedsvidenskab. Det medfører, at fokus flyttes fra værket over på udviklingen og de kreative processer. Desuden gør tegnestuen meget ud af at involverere brugere og samarbejdspartnere i opgaverne. Det er der for så vidt ikke noget nyt i, men hos Arkitema er medspillerne inde over fra day one. Her ses en gadelampe, som tegnestuen netop har udviklet til Kildebjerg Ry, et helt nyt byområde vest for Århus. www.arkitema.dk Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Schønherr Landskab har i fællesskab vundet en stor international konkurrence om et boligkompleks i den lettiske hovedstad, Riga. Den nye bebyggelse kommer til at ligge på byens hovedgade, Dzelzavas Street, med butikker og cafeer i underetagen. De i alt 420 lejligheder fordeler sig på to fløje, der folder sig blødt omkring et urbant bakkelandskab. Kompositionen accentueres af et højt boligtårn, der bliver et landmark i det centrale Riga. Dommerkomiteen faldt for danskernes vision om et lyst og levende boligmiljø med et åbent gårdrum, et væld af altaner og terrasser og et tydeligt skandinavisk præg i materialer og formsprog. www.vla.dk

Barbican Centre i London fylder 25 år, og det fejres med en række kulturevents, bla en stor udstilling om det finske arkitektur-ikon, Alvar Aalto. Udstillingen parrer Aaltos organiske modernisme med værker af den nulevende japanske arkitekt Shigeru Ban. Og når man nu alligevel har fundet vej til Barbican, kan man passende se nærmere på den installation, som den danske kunstner Jeppe Hein har skabt til det halvcirkulære udstillingsrum, The Curve. Distance, som værket hedder, udfordrer vores rumopfattelse med en indviklet rutsjebane, hvor hvide kloder suser rundt i et sindrigt system. Alvar Aalto Through the Eyes of Shigeru Ban, 22. februar 28. maj, Barbican Art Gallery / Distance af Jeppe Hein, 9. februar 29. april, The Curve, Barbican Centre, London. www.barbican.org.uk/artgallery Planken Ud var den spøjse titel på et samarbejdsprojekt fra sidst i 90 erne, hvor designere og møbelsnedkere gik sammen om at skabe et møbel ud fra én enkelt massiv planke. Bagefter blev møblerne udstillet og siden solgt på auktion. Nu går pengene fra salget tilbage med Planken Ud-prisen, som uddeles første gang i år. Meget passende forener den første prismodtager netop designerens kreative nytænkning med møbelsnedkerens materialefornemmelse og omhu. Det drejer sig om Søren Ulrik Petersen ( SUP, blandt venner), som ARKFOKUS længe har haft et godt øje til. Læs Kirsten Sørrigs artikel om SUP s Pind i en æske i ARKFOKUS nr. 4/2006 kan downloades fra www.arkitektforbundet.dk og se Søren Ulrik Petersens soloudstilling på Kunstindustrimuseet. Ombord, til 25. februar, Kunstindustrimuseet, København. www.kunstindustrimuseet.dk og www.sup.dk Arken Museum for Moderne Kunst har fået besøg af 22 mere eller mindre overvægtige og kiksede amerikanere. Der er tale om billedhuggeren Duane Hansons (1925-1996) legemsstore skulpturer af arketyper fra det moderne forbrugersamfund. Humor og melankoli går hånd i hånd i Duane Hansons univers. Hans figurer er komiske, men samtidig vidner deres tomme blikke og tunge kropssprog om resignation og drømme, der aldrig gik i opfyldelse. Skal man le eller græde eller måske begge dele? Se udstillingen og døm selv! Arken: Duane Hanson Skulpturer af den amerikanske drøm, til 3. juni 2007. www.arken.dk Holmegaard Glasværk viser en række koloristisk stærke kunstværker, som glasvirtuosen Per Hebsgaard har skabt i samarbejde med anerkendte danske og udenlandske kunstnere som fx Robert Jacobsen, Per Kirkeby, Peter Stuhr og franske Jean Clareboudt. Per Hebsgaard, der også går under navnet Doktor Glas, er kendt for sin fænomenale teknik og materialemæssige knowhow, men også for sin kreativitet og dristighed. Udstillingslokalerne er en del af Det Levende Glasværk, et 15.000 m 2 stort glasmagisk univers, hvor børn og voksne kan følge glassets vej fra råmateriale til færdigt produkt. Holmegaard Glasværk: Peter Hebsgaard, til 19. august. www.holmegaard.com Så er det igen blevet tid til at nyde resultatet af afgængernes talentfulde anstrengelser på Kunstakademiets Arkitektskole. Afgang, 26. januar 25. februar i Udstillingen, Meldahls Smedie, Kunstakademiets Arkitektskole, Holmen. www.karch.dk

De målbare resultater er kommet i højsædet med den ny beskæftigelsespolitik og de Regionale Beskæftigelsesråd (RBR), der 1. januar 2007 afløste tidligere tiders Og endelig skal Beskæftigelsesministeren sørge for at få kontrakter på plads med de regionale beskæftigelsesråd med udgangspunkt i de landsdækkende mål og Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR). Fokus er flyttet fra arbejdsformidlingernes isolerede indsats for ledige; fremover skal alle lokale, regionale og nationale aktiviteter på beskæftigelsesområdet gå op i en højere enhed og effekten af denne koordinerede indsats fra statens og kommunernes side vil blive målt og vejet, så sucessen er sikret i videst muligt omfang. Lokale arbejdmarkedscentre skal sikre nærheden til borgerne. Regionssekretariater med en regionsdirektør i spidsen skal stå for styringen af den mobile arbejdskraft, der geografisk strækker sig ud over kommunegrænserne til gavn for alle arbejdsmarkedets parter. resultatkrav, der opstilles ud fra de økonomiske og lovmæssige rammer, som Folketinget har vedtaget. Men hvilken betydning får det i praksis for fx en ledig arkitekt? Arbejdsformidlingens tidligere opgaver skal nu løses i fællesskab af regionale samt Lokale Beskæftigelsesråd og bla i forbindelse med os arkitekter af Akademikernes Arbejdsløshedskasse (AAK), der fremover skal tage sig af de individuelle samtaler og rådighedsamtalerne hver tredje måned med vores ledige kollegaer. For dem, der er ledige eller på social overførselsindkomst, betyder det, at ind-