Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 2. april 2015 Skærtorsdag Mattæus 26,17-30 Salmer: 455-178-476 179-457 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte:»hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?«han svarede:»gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.«og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han:»sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.«de blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham:»det er vel ikke mig, Herre?«Han svarede dem:»det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«judas, som forrådte ham, spurgte:»det er vel ikke mig, Rabbi?«Han svarede ham:»du sagde det selv.«mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde:»tag det og spis det; dette er mit legeme.«og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde:»drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Matt 26,17-30 Godmorgen! I Slotskirken står vi op, når vi synger salmer, vi sidder ned, når vi lytter til læsningerne fra bibelen. I dag skærtorsdag handler det om den sidste nadver det påskemåltid Jesus som en god jøde spiste sammen med sine nærmeste for at fejre flugten fra Egypten. Men samtidig det påskemåltid Jesus den aften gav en ny mening og ny betydning. Så den sidste nadver er ikke blot noget, der skete engang i en fjern fortid. Men det er samtidig nutid, her nu i dag sidder Jesus til bords med dig og mig og deler hele sit liv med os. Som forberedelse til påske har jeg sat mine konfirmander til at lave påskebilleder og små foredrag og spørgsmål til de enkelte påskedage. 1
De blev brugt ved en gudstjeneste forrige søndag, og et af billederne, synes jeg, er så spændende og tankevækkende, at jeg har kopieret det, så I forhåbentlig har fået et eksemplar alle sammen. Min prædiken består i dag af to dele, den første del er mere forklarende eller undervisende, den er også i datid, fordi den handler om, alle de historier der ligger bag det jødiske påskemåltid. Den anden del derimod, den er i nutid, for selv om det snart er 2.000 år siden, Jesus indstiftede nadveren skærtorsdag, døde på korset langfredag og opstod påskemorgen ja, så er det alligevel noget, der sker og gentager sig her og nu igen og igen ikke med de 12 gamle venner, men i dag med dig og mig som Jesu nye venner. Jeg vil begynde i fortiden med lammet, påskelammet, offerlammet, der ligger midt på bordet på konfirmandernes billede for det viser tydeligt, at her sidder Jesus til bords ved det jødiske påskemåltid. Her genfortælles historien om den 2
sidste af de ti plager om hvordan jøderne slagtede et fejlfrit lam, smurte blodet på dørstolperne og overliggeren, så dødsenglen næste nat vidste, hvor den skulle gå forbi for i alle de huse, hvor der ikke var smurt lammeblod på dørstolperne gik dødsenglen ind og slog den ældste søn ihjel. Det hebraiske ord, vi oversætter til Påske, betyder faktisk døden går forbi. For næste morgen genlød hele Egypten af rædselsskrig, undtagen i israelitternes huse, hvor døden var gået forbi, også Farao græd over sin døde søn og befalede israelitterne at forsvinde ud af landet hurtigst muligt. Og Moses førte nu sit folk ud af Egypten, de var parate, havde pakket, havde bagt usyrede brød, for nu gjaldt det om at komme væk, inden Farao ombestemte sig. Jeg skal ikke trætte med hele den lange beretning om ørkenvandringen på vej mod det forjættede land. Om hvordan Moses rakte staven ud over Det røde Hav, så de kunne komme væk fra Faraos soldater, hvordan Moses slog på klippen, så de fik rent vand, hvordan Gud lod det regne med mannakorn, så de hver morgen kunne samle nok til at bage brød, og hvordan Gud lod vagtler falde ned i lejren, så de også fik kød at spise. Jeg skal ikke genfortælle alle de historier, Jesus og hans venner sad og genfortalte den aften, mens de spiste påskelammet. For uanset hvor mange forklaringer vi får, så kan de ikke stå alene, hvis vi vil ind til kernen af, hvad den kristne nadver betyder. Men påskelammet er vigtigt, for Jesus bliver i den kristne påske til det nye offerlam. Vi skal ikke længere slagte påskelam og holde påske for at mindes den jødiske påske og israelitternes flugt fra Egypten. Jesus indtager selv påskelammets plads ikke som den der ofres, men som den, der er parat til at ofre sig selv for din og min skyld. For det ved vi godt, ofre kan være nødvendige, for friheden, for freden, for den elskede, for den nødstedte. I kirkens historie er Jesu død nogen gange blevet forklaret med, at Gud var en grusom gammel Gud, der krævede en syndebuks død, for at Gud skulle blive god igen. 3
Jeg tror ikke, denne udlægning holder. Jeg tror derimod på, at Jesus frivilligt ofrer sig selv, af kærlighed, for at du og jeg kan leve med døden som et overvundet vilkår. Lad mig prøve at illustrere det, med noget vi kender: Forestil jer ovre ved Vesterhavet, SOS fra en nødstedt skipper fanget ude på den yderste revle. Tænk hvis ingen vil gå i redningsbåden for at bringe de nødstedte frelst gennem brændingen. Nogen er nødt til at sætte livet på spil. Eller tænk på, om få dage er det den 9. april 75-året for nazisternes besættelse tænk, hvis ingen havde villet tage kampen op mod Hitlers umenneskelige styre. Forrige år, gik jeg på de enorme kirkegårde ved invasionskysten i Frankrig tusinder af hvide kors i snorlige rækker ukendte unge mænd, der døde, for at vi kan leve i et frit Europa. Eller tænk på en mand som Martin Luther King, og hans kamp for de sortes rettigheder. Tænk hvis han havde opgivet drømmen og valgt et fredeligt familieliv. Tænk hvis der ikke var en ung mand, der frivilligt havde meldt sig for at stå vagt foran synagogen i Krystalgade ved en ung piges fest. Rækken af eksempler er endeløs vi lever af, at der er nogen, der er villige til at ofre sig for os i det nære og i det store. Og netop her er vi kommet til konfirmandernes billede af skærtorsdag. For hvis I ser godt efter, så er dette billede af den sidste nadver en flot udlægning af, hvad skærtorsdag betyder lige her og nu. For hvem sidder ifølge konfirmanderne omkring bordet sammen med Jesus? Det gør Dronning Margrethe, en Mc. Donalds medarbejder, en burkadame, en håndværker, en bonde, en luder, en neger eller mere politisk korrekt en sort, en røver, en blomsterhandler, en inder og så var det, jeg studsede, for pludselig støder vi ind i Franzen og John Franzen. Nu ved jeg tilfældigvis at en af konfirmanderne, Victor hedder Franzen til efternavn, men jeg kunne ikke huske, at hans far hedder John. Da jeg fik forklaringen, måtte jeg overgive mig, for med Victor og hans far og alle de andre om bordet, så står det lysende klart. At skærtorsdag er nutid her 4
får vi alle sammen del i syndernes forladelse, røvere, ludere, Franzen og Dronning Margrethe. Den tilgivelse, vi ikke kan leve uden, fordi det er den, der lader os begynde forfra igen og igen. Det er det helt vildt radikale og provokerende ved den kristne tro, at Jesus sætter ikke bare livet på spil for de gode og rare og søde, han gør det også for de dumme svin og dem, han godt ved, vil forråde og svigte ham inden natten er omme. Forræderen Judas, fornægteren Peter, tvivleren Thomas, de er der alle sammen. I de sidste dage har historien om den unge tyske pilot, der i fortvivlelse måske over sin egen sygdom fløj ind i en bjergside og tog alle i flyet med sig i døden. Uforståeligt, forfærdeligt tragisk. En anden historie fra ugens aviser er historien om morderen, der slog sin ekskone ihjel og nu har fået tilkendt forældre myndigheden over sit barn. En tredje er nekrologen over nazisten Søren Kam, der aldrig blev udleveret til retsforfølgelse for de krigsforbrydelser, som de fleste vist er enige om, at han begik. Hvad tænker du, hvis der er plads til Judas, Peter og Thomas har Jesus så også plads omkring sit spisebord til denne unge tyske pilot, denne hustrumorder, denne krigsforbryder. Eller er det hér, du sætter grænsen. Vi ku jo også sætte overliggeren lidt lavere, er der plads til den, som har været sin ægtefælle utro? Er der plads til den, der har haft for travlt med sit arbejde og sin karriere, så børnene blev svigtet den ene gang efter den anden. Du kan selv fortsætte rækken af ex. Men tænker jeg, man må da kunne kræve, at de angrer, indrømmer og bekender, hvad de har gjort at de fortryder. Ja, måske men vi ved det ikke. Vi ved kun, at Gud holder fast i hele sit skaberværk hver eneste menneskesjæl på denne jord både de gode og de onde både de lykkelige og de fortvivlede. 5
Vi ved kun, at Gud har skabt os alle sammen i sit billede og selv om vi langt fra altid lever op til det forbillede, vi er skabt efter så er det for sådan nogen som os, han går i døden. Vi ved kun, at uden tilgivelse, så er vi håbløst fortabt. Ved nadveren minder Gud os om, at vi hører sammen og hænger sammen vi er et legeme eller en familie. For på Guds lommeregner er et brød plus et brød lig med brødre. Amen. 6