Inspirationskatalog Socialpsykiatrien
Indholdsfortegnelse Indledning... 3 Hverdagsoplevelser... 5 Borgerne... 5 Medarbejdere... 6 Teamledere... 8 Om målgruppen... 9 Strukturelle udfordringer... 10 Mangel på passende boligtilbud... 10 Sundhed... 11 Beskæftigelsessystemet... 11 Behov for koordinering og smidighed... 12 Forskellige logikker... 13 Social stigmatisering... 13 Input til strategisporene... 13 Strategispor 1 - Resultater og nytænkning skabes i hverdagen og sammen med borgerne, erhvervslivet og foreninger... 14 Resultater... 14 Nytænkning men hvordan?... 15 Konkrete forslag til en handleplan... 15 Strategispor 2 Sammenhængende og helhedsorienterede indsatser... 16 Strategispor 3 Teknologi... 17 Skema til indsatsområder... 18 2
Indledning Inspirationskataloget er udarbejdet til brug for Socialudvalgets politikformulerende opgave med udarbejdelse af strategier under Socialpolitikken indenfor områderne ældre, handicap og frivilligt socialt arbejde. Socialudvalget har i deres arbejde med formuleringerne af strategierne ønsket en tæt dialog med de borgere, medarbejdere og andre aktører, der til dagligt er eller agerer inden for de enkelte områder, og derved få et bredere grundlag at udarbejde strategierne ud fra. I Skanderborg Kommune har vi et innovationsspor, der hedder fra politik til virkelighed. I nærværende proces har Socialudvalget været optaget af at gå fra virkelighed til politik, således at strategierne har rod i den hverdag, som de skal være med til at forbedre for den enkelte. Fokusgruppeinterviewene med borgere, medarbejdere og teamledere har derfor taget udgangspunkt i oplevede hverdagssituationer, hvilket har været med til at skabe endnu større indsigt i de udfordringer, man som borger, medarbejder eller leder står i, eller som man skal være et svar på. De af respondenterne oplevede hverdagssituationer er gengivet i nærværende som fortalt, uden at der i fremstillingen er taget stilling til, om der er tale om enkeltstående oplevelser, eller om der måske allerede er iværksat tiltag, der skal afhjælpe en given situation, men som så i givet fald kunne formidles eller fungere bedre. Med udgangspunkt i et spørgsmål om, hvad det er for udfordringer målgruppen har i hverdagen, har respondenterne fortalt om forskellige hverdagssituationer. Der har ikke i forhold til hverdagsoplevelserne været defineret temaer på forhånd, og det har således været op til respondenterne at pege på de udfordringer, der umiddelbart synes at fylde mest. Det skal endvidere bemærkes, at respondentgrupperne ikke er blevet forholdt tidligere respondentgruppers udsagn eller oplevelser, og de har derfor ikke haft mulighed for at respondere herpå. Inspirationskataloget skal dermed ikke betragtes som et absolut billede af områderne, men alene som respondenternes input til Socialudvalgets politikformulerende arbejde. Inspirationskatalogerne vil således blive suppleret med supplerende information fra administrationen og evt. andre i forbindelse med den konkrete udarbejdelse af strategier. Fokusgruppeinterviewene har taget udgangspunkt i følgende forståelse af Socialpolitikken: Vision Visionen i Socialpolitikken er, at der bliver skabt et socialt ansvarligt fællesskab, hvor alle kan bidrage og hvor flest mulige - kan mest muligt. En politik, der skal fremme menneskelige ressourcer mest muligt. 3
Principper Der bliver i Socialpolitikken udpeget nogle principper for, hvordan der ønskes arbejdet frem mod visionen. Principperne kan til brug for udmøntningen af Socialpolitikken opdeles i to niveauer: Principper som strategispor og principper som værdier for arbejdet. Principper som strategispor: Resultater og nytænkning skabes i hverdagen og sammen med borgerne, erhvervslivet og foreninger Sammenhængende og helhedsorienterede indsatser Anvendelse af teknologi Principper som værdier: Løsninger findes og skabes i samarbejde med den enkelte og med udgangspunkt i borgernes egne kompetencer og muligheder. Forskellige behov forskellige indsatser Træning ikke kun pleje og støtte Fokus på det der virker mod til at fjerne det, der ikke virker Interviewene er afholdt i perioden december 2014 til januar 2015 af interne konsulenter og med deltagelse af repræsentanter fra Socialudvalget i det omfang, det har været muligt. Der har som udgangspunkt deltaget mellem 6-12 respondenter i de enkelte interviews. Der er udarbejdet fire selvstændige inspirationskataloger på henholdsvis ældre, handicap, socialpsykiatrien og frivilligt socialt arbejde. Læsevejledning Inspirationskataloget er delt op i 4 afsnit. Det første afsnit er hverdagsoplevelser, hvor citater fra respondenterne om hverdagsoplevelser er gengivet som de faldt under den del af interviewene, der omhandlede hverdagsoplevelserne. Citaterne er udvalgt, fordi de i deres indhold karakteriserer de emner, der fyldte mest i respondenternes drøftelser. Det andet er en kort karakteristik af målgruppen på baggrund af udsagn kommet frem under interviewene. I det tredje afsnit redegøres der for, hvilke strukturelle forhold som giver målgruppen særlige udfordringer. I det sidste afsnit er samlet respondenternes konkrete input til de 3 strategispor. 4
Hverdagsoplevelser Borgerne Det, at man nu hver 3. måned skal søge om fortsat bostøtte, gør, at man får en følelse af hele tiden at skulle forsvare sit behov for hjælp, også i de perioder, hvor man rent faktisk har det bedre, gør man sig dårligere, fordi man er bange for at miste eller blive sat ned i bostøtte. Det er meget svært, at få det igen, til de perioder, hvor man får det dårligt. Flytningen af kontanthjælpsmodtagerne til kompetencecenteret giver ikke mening. Vi har stor glæde af hinanden på tværs af alder og situationer, og det betyder rigtig meget at være sammen med andre, der er i samme situation. Adskillelsen har medført dårligere forhold. F.eks. er personalet i Væksthuset nu reduceret, og tilbud som musikhold, kan ikke længere opretholdes. I stedet etableres der nu internt konkurrerende tilbud, samtidig med at den faglige ekspertise bliver spredt. Det giver ingen mening, og er kilde til stor frustration. Vi har også fået at vide, at vi ikke skal regne med, at der er tid til at bare at få en snak, fordi der ikke er ressourcer hertil. Tilbuddet bliver i stedet mere aktivitetsbaseret, men det er bare ikke det, vi nødvendigvis har brug for. Når man er så syg, så er kroppen slet ikke i stand til at deltage i aktiviteter. Der er behov for ro Vejen gennem beskæftigelsessystemet er meget hård, og er i mange tilfælde med til at forværre ens tilstand. Der mangler medarbejdere med psykiatrisk erfaring, og der mangler viden om psykiatriske tilbud. Hvis jeg på et tidligere tidspunkt i mit forløb var blevet gjort bekendt med f.eks. Væksthuset, ville jeg måske kunne have haft et skåne eller fleksjob i stedet for at være på varig forsørgelse. Jeg får kvalme, hver gang jeg kører forbi Jobcenteret. Hvad jeg ikke blev udsat for. Det er helt utroligt. De går for højt op i reglerne fremfor den person, de sidder overfor. De aner ikke, hvad det indebærer at være syg. De mangler psykiatrisk erfaring. Man kan godt føle sig opgivet og stigmatiseret, bare fordi man er over 40 og fået tilkendt førtidspension. Jeg vil hellere end gerne have et job, hvis jeg kunne. Vi mangler åndehuller. Væksthuset er ikke ideelt. Omgivelserne er meget institutionaliseret, og det er ikke muligt at komme ud og røre sig i den friske luft. Der mangler en have og et udendørsliv. Vi må ikke engang tænde en juledekoration. Vi havde en båd, men den blev solgt. Vi mangler åndehuller, hvor det er muligt at få klaret hovederne, og hvor der er fred og ro. Man skal være rask førend, man kommer ind i beskæftigelsessystemet. Når man har det skidt, er man slet ikke parat til et sådant forløb. Når man er syg, så kan selv 10 km virke uoverkommeligt. Der sidder en gruppe i Hørning, som ikke magter at komme til Skanderborg, og de er derfor gledet ud af systemet og får ingen hjælp. Når man er syg, har man behov for, at der er en fast person, der følger en hele vejen 5
Jeg har haft 53 forskellige kontaktpersoner gennem mit sygeforløb; jobcenter, skole og sygehus. Hver gang man møder en ny, skal man fortælle sin historie på ny og danne nye relationer. Det er meget opslidende. Jeg har måttet erkende, at det efter jeg blev syg, ikke længere var realistisk at nå de mål, jeg havde førhen. Min bostøtte har så hjulpet mig til at sætte nye mål. I det kommunale har de ikke forståelse for, hvis vi bliver hjemme, når vi har det dårligt. Der mangler viden hos de forskellige aktører om tilbud, også ved praktiserende læge. Der mangler tilbud til ægtefæller og børn og andre pårørende. Som ægtefælle må man stå model til rigtig meget, når man er gift med en psykisk syg. Vi hører ikke hjemme i Ældre og Handicap. Det er stigmatiserende. Vi hører ikke til på Sølund. Pas på godt på os. Medarbejdere Vi har som medarbejdere en opgave i at finde fælles metoder fælles landkort. Alle områder har ofte en forståelse af ens indsats som den vigtige som den, der virkelig kan se borgeren. Ofte vil borgeren også have forskellige funktionsniveauer i forskellige arenaer. Det handler derfor om at få et fuldt billede af borgeren, og det gøres ved i fællesskab at tegne et billede af borgerens situation. Der er en udfordring i forhold til samarbejdet med hospitalspsykiatrien særligt i Risskov, som ikke vil tage i borgere i behandling, hvis de samtidig har et misbrugsproblem. Der er også udfordringer i forhold til at få koordineret de mange indsatser omkring den enkelte borger. Samtidigt er der også et stort pres for at få borgerne ind på arbejdsmarkedet. De unge er slet ikke parate til det. Det er konflikterende målsætninger. Der mangler passende boliger til ungegruppen, som de har råd til. De unge bor på sofaer rundt omkring, og det er svært for de unge at få en stabil boligsituation. Mange af de unge skal også have støtte til at klare sig i egen bolig, herunder til at lære at leve alene. En fast bolig er en forudsætning for, at man kan begynde at yde støtte til de unge Housing first metoden. Nogle får tilbudt en plads på et forsorgshjem, men det er en langt dyrere løsning end egen bolig. Som jobkonsulent oplever jeg at modtage borgere uden at kende ret meget til borgerens historik, samtidig med, at der er et pres for at få lavet en indsats for borgeren hurtigst muligt. Muligheden for at få rettet op på dette er at komme tidligere ind i processen og være en del af den tværgående indsats aktuelt er jobkonsulenterne lidt en appendiks. De kommunale indsatser, virksomheder mv. har svært ved at rumme målgruppen. Der fornemmes en vis træthed, da der 6
allerede har været nogle borgere inde, som har været en udfordring for virksomhederne. Det er vigtigt med det rette match. Der er to konkurrerende hensyn dels til smidighed, fleksibilitet og at sagen skal kunne sættes i gang hurtigt og for hensynet til en velkoordineret og helhedsorienteret indsats, der ofte kræver inddragelse af en del forskellige aktører. Borgerne har en dårlig egenomsorg og lider af voldsomme komplekse problemstillinger, hvilket betyder, at der er mange aktører i borgerens liv mennesker som ikke passer ind i de kasser, man skal for at få hjælp. Mange får kontanthjælp når borgerne så ikke møder op til møder, så smækker kassen i. De her borgere kan ikke selv opsøge hjælpen, og de har ofte en stor modstand over for systemet, da de ofte har en oplevelse af modstand og nederlag. Vi stiller mange krav til folk, inden vi får kontakten ved, at muligheden for at få hjælp afhænger af, at de selv gør noget bestemt. Den nuværende hjælp er ofte meget personbåren og forudsætter medarbejdere med års erfaring, relationer og intern kendskab til kommunen. Vejlederne/mentorerne har åben rådgivning hvor borgerne kan henvende sig frit det kræver dog, at de selv kommer. Sagsbehandlersystemet er meget fragmenteret det vil sige, at borgeren har behov for en systemfortolker. Den koordinerende sagsbehandler løser ikke problemstillingen de kan sørge for at trådene er bundet sammen men borgeren bliver bare gjort opmærksom på, hvor de kan søge og hvordan de bliver ikke hjulpet til dette. Og derfor får de ikke søgt, og får ikke hjælp. Selv når de får søgt kan det være svært at rumme den sagsbehandlingstid, der er. Det kræver meget af borgerne at få hjælp de skal selv være opsøgende. Håndholdt støtte er nødvendigt for at borgerne får den rette støtte. Tid et afgørende element. Borgerne bliver ikke grebet, når de er klar. Det vil sige, at når sagerne tager for lang tid så når borgernes tilstand at blive forværret. Der mangler mulighed for at være fleksible og handle i situationen for at gribe momentet. Hver gang borgeren skifter sagsbehandler og/eller indsats, er der tilbageskridt for den enkelte borger. Der er udfordringer med parallelle bevillinger og indsatser. Virkeligheden er, at samfundet har accepteret og forstået, at man kan komme sig over en psykisk lidelse dette kan være en udfordring, for nu stiller man ofte for store krav til borgerne. Det der er brug for er fleksibilitet, individuel tilgang til den enkelte borger, tidlig indsats mv. Vigtigt: at have en dialog - et overblik over, hvem er omkring den enkelte borger at ruste borgerne til de overgange der er eksempelvis overgangen fra støtte og hjælp til en mere arbejdsmarkedsrettet indsats 7
med enighed på tværs eksempelvis hvad indeholder en 85 Teamledere Der er udfordringer med sundhedstilstanden for denne gruppe af borgere, bl.a. på grund af dårlig kost og almen tilstand på grund af forkerte valg. Mange får bivirkninger af medicinen, og gruppen deltager ikke i motionstilbud og den type sociale aktiviteter. Mange borgere opsøger ikke hjælp, fordi de har svært ved at overskue det. Derfor kan det være afgørende at møde borgerne med sundhedstilbud, der hvor de alligevel kommer f.eks. i forbindelse med jobtræning. Erfaringer for, at borgere har gået fra at arbejde fra 3 til 8 timer, fordi der kom styr på problemer med forstoppelse og sukkersyge. Der er en udfordring på det medicinske område. Mange bliver symptombehandlet, og der kunne være brug for, at der bliver lavet tiltag på psykiatriområdet, hvor f.eks. farmaceuter gennemgår det samlede medicinforbrug ligesom på ældreområdet. Man skal turde satse på, at folk kan komme ud af deres medicinforbrug. De bliver faktisk mere syge, hvis ikke medicinen passer sammen. Hvad betyder det at være færdigbehandlet? Er det når man uden medicin eller når det ikke længere er nødvendigt med pædagogiske interventioner? Og hvad med effekt kontra bivirkninger inden for begge indsatsområder? Det er vigtigt at kunne se tværfagligt på borgeren. Der er forskellige perspektiver, og det er ikke kun en faggruppe, der kan give et sandhedsbillede på, hvad der er godt for borgeren Der er også socialintervention. Mange er udfordret på økonomien. Det er et kæmpe issue. Mange borgere er frustreret og kede af det pga. af økonomi. Det har indflydelse på køb af medicin, mulighederne for at tage bussen, og mulighederne for at give børnene det, de gerne vil have. Herudover er der også et boligproblem, og mange er udfordret på deres netværk og har problemer med ensomhed. Nogle tilbud kan borgeren sige nej til, andre ikke f.eks. på beskæftigelsesområdet. Vi kan ikke skabe en forandring, hvis borgerne ikke er motiveret for at samarbejde. Borgeren skal selv ønske forandringen, men det kræver at borgeren reelt møder op. Hvis ikke borgerne møder op, får de reelt ikke det, der er bevilliget. Der er rigtig mange aflysninger på det psykiatriske områder, og vi skal være mere nysgerrige på, hvad der ligger bagved aflysningerne, og måske stoppe op og se om det er den rigtige indsats. Manglen på passende boliger/botilbud er problematisk, fordi borgerne ikke kan komme videre, når de er klar til det. Mange har boliger, men de kan ikke holde ud at være der. Der skal være mulighed for at skabe flow og tilbyde passende bolig ved udskrivning. En borger har ikke noget sted at bo, og bor fem forskellige steder. Hans mor vil gerne hjælpe, og det gør vores arbejde nemmere, men hvis han bor hos moderen, så ryger tillægget til førtidspensionen. Det stresser ham at bo så mange steder og han har det bedst hos moderen. 8
En borger på 19 år bor hos sine forældre i en toværelseslejlighed uden mulighed for at skærme sig. Han har ikke brug for institution, men har store problemer og det eskalerer. Der mangler et trin fra at være på institution til egen bolig. Et moderne bofælleskab. Ofte er tryghed nok. Man skal føle sig tryg, og der skal være mulighed for at få fat i en professionel. Det er vigtigt med nogle at spejle sig i. Deres netværk er så tyndslidte, at der intet er at spejle sig i. Jo længere man har været på institution, jo mere angstprovokerende er det at skulle ud derfra. Det er rigtig svært for borgerne at få overblik over, hvad det er for et system, de træder ind i, og hvad kommunen er for en størrelse. Én medarbejder kan ikke alle ting, og kravet om specialisering og derved en flerstrenget indsats gør det komplekst for borgerne og giver manglende systemforståelse og overblik over alle aktørerne. Det skal også gøres meget eksplicit over for borgerne, hvad der er, der skal arbejdes med. Vi gør det forskeligt i de forskellige indsatser, B&U og B&S og Æ&H gør det forskelligt og har forskellige måde at handle på. Fremadrettet skal der arbejdes med tværfaglighed og mere blandet personale i hverdagen for at sikre en helhedsorienteret indsats. F.eks. ved at bruge pædagoger i arbejdet med at skabe en relation, og så efterfølgende lade andre faggrupper tage over. Den opsøgende indsats er vigtig, fordi der er borgere, der isolerer sig. Så selvom der er åbne tilbud, så nytter det ikke, hvis ikke borgerne selv er i stand til at opsøge hjælpen. Hvorfor har vi et system, der forudsætter, at borgerne skal have hjælp til at navigere? Om målgruppen Borgere med psykiatriske problemer oplever en stor grad af kompleksitet, fordi de psykiatriske problemer enten griber ind i eller forstærker andre problemer som sundhed, isolering, angst og selvmedicinering. De mangeartede problemstillinger har den konsekvens, at der er mange forskellige indsatser og aktører, som skal hænge sammen også set ud fra borgerens eget perspektiv. Noget der stiller store udfordringer både til koordinationen af de mange indsatser og i inddragelsen af borgeren i eget behandlingsforløb. Hertil kommer, at borgernes aktuelle tilstand og funktionsniveau svinger meget, hvilket gør det svært at tænke behandling og hjælp i lineære processer. Angst og isolation gør ydermere, at det kan være en udfordring overhovedet at få kontakt til borgerne og at få motiveret borgerne til at komme ind i systemet. F.eks. opleves der aktuelt i 9
det opsøgende team en gruppe +60 årige, særligt mænd, der udover psykiatriske problemer også har et alkoholproblem, og som lever en isoleret tilværelse. Derudover er der også en gruppe af unge, der er sofasovere, og hvor nogle af dem også selvmedicinere sig med rusmidler. Udover borgernes psykiatriske problemer, og deraf medfølgende problemer med isolering, angst og sundhed, så har borgerne i mange tilfælde enten et meget begrænset eller manglende netværk, og relationerne hertil kan ofte være noget slidte. Borgerne peger selv på, at de ser sig selv som meget sårbare, og at relationerne med f.eks. sagsbehandler eller bostøtte har stor betydning for, hvordan de klarer sig. I forhold til relationernes betydning peger interviewene på, at der her både er et hensyn til, at for hyppigt skiftende sagsbehandlere mv. kan medføre store tilbageskridt for borgerens udvikling, fordi relationen og tilliden har stor betydning, men at relationen også kan blive for tæt, og i sig selv blive en hindring for yderligere fremskridt. Endelig har mange af borgerne også økonomiske udfordringer, hvilket har konsekvenser for borgerens køb af medicin, madvalg mm. og dermed borgerens almene trivsel. Dette kombineret med borgernes manglende omsorg gør, at det at få varm mad i perioder, kan være svært. Strukturelle udfordringer Mangel på passende boligtilbud Flere af respondenterne peger på, at der generelt er et problem med boligsituationen i Skanderborg Kommune for denne målgruppe, og at indsatsen for borgere i socialpsykiatrien vil kunne forbedres, såfremt der var et både bredere udbud og et større antal af botilbud til rådighed i indsatsen. Umiddelbart opleves der ikke mange hjemløse i kommunen, men de facto findes der en gruppe af borgere, der enten ikke har en bolig og som derfor bor på skift hos familie og bekendte sofasoverne - eller som ikke kan magte at bo i den bolig, de har. For så vidt angår de borgere, der sover på skift hos familie og netværk, kan det virke belastende på relationerne. Borgernes aktuelle boligsituation kan også værre med til at forværre borgerens problem, hvis f.eks. borgeren ikke har mulighed for at skærme sig fra boligens øvrige beboere. Derudover peges der af respondenterne også på problematikker f.eks. med reglerne omkring boligstøtte i de tilfælde, hvor pårørende eller netværk gerne vil have borgerne boende, men hvor det så i givet fald vil få den konsekvens, at de pårørende vil miste boligstøtte eller andre ydelser, der er betinget af, at de bor alene. Medarbejderne peger på, at det i forhold til f.eks. anvendelse af Housing first metoden, hvor borgerne får trænet deres egenomsorg ikke giver nogen mening, så længe der ikke er fundet 10
en afklaring på deres boligsituation. Der bliver endvidere peget på, at det for nogle borgere kan tage flere boligskift, førend den rette boligsituation er fundet. Teamlederne foreslår endvidere, at der i forhold til variationen af boligtilbud oprettes moderne bofællesskaber, hvor borgerne kan bo sammen med ligesindede, føle sig trygge og hvor der er nem adgang til professionel bistand, så der ikke er så stor overgang til egen bolig. Sundhed Særligt teamlederne giver udtryk for, at borgere med psykiatriske lidelser synes at have en ringere almen sundhedstilstand, bl.a. på grund af dårlig kost, forkerte valg og manglende deltagelse i motion og andre typer sociale aktiviteter. Derudover får mange også bivirkninger af medicinen. Målgruppens udfordringer med sundhed skal særligt ses i lyset af de generelle udfordringer som borgere med psykiatriske lidelser har, som for dem gør det ekstra vanskeligt at opsøge hjælp, fordi mange tager afstand og distancerer sig fra systemet, uagtet om der er tale om sundhedssystemet. Det har imidlertid vist sig, at såfremt borgerne også mødes sundhedsprofessionelt på areaner, hvor de allerede er, har det givet gode resultater i forhold til både at komme i dialog med og forbedre borgernes sundhedstilstand, så somatiske problemer ikke i sig selv kommer til at blokere for en positiv udvikling, f.eks. i forhold til borgerens arbejdsevne. Teamlederne foreslår endvidere, at der på det psykiatriske område gives tilbud om, at f.eks. farmaceuter foretager en gennemgang af borgernes medicin for at sikre, at medicinen ikke skaber flere kontra- eller bivirkninger end højest nødvendigt lig den ordning, der er på ældreområdet. En borger berettede, at vedkommende gennem en længere periode i regionalt regi havde forsøgt at få en tid hos en psykiater med bl.a. henblik på en gennemgang af sin medicin, men at hun på dagen efter en længere venteperiode, blev mødt af en psykolog, som ikke har kompetence på det medicinske område, hvilket havde været en yderst frustrerende oplevelse. Teamlederne stillede endvidere spørgsmål til, hvornår en borger er færdigbehandlet og efterspurgte svar på, om det f.eks. er, når en borger er enten fri af medicinsk behandling, eller er det når, der ikke længere er behov for pædagogiske interventioner? Beskæftigelsessystemet Borgerne oplever umiddelbart, at beskæftigelsessystemet er meget hårdt at komme igennem, og at de oplever meget ringe forståelse for deres situation i dette system. De efterspørger en større grad af forståelse for deres situation i deres vej gennem systemet, og også en større grad af kendskab til tilbud for deres målgruppe blandt sagsbehandlerne. Flere af dem peger 11
på, at tidligere hjælp f.eks. via kendskab til Væksthuset kunne have medført, at de ikke i dag ville have været på førtidspension, men snarer i fleksjob. Beskæftigelsesområdet mangler efter borgernes opfattelse faglig ekspertise i forhold til psykiatriske lidelser, og finder at systemet, og de krav som det stiller til den enkelte kombineret med en efter borgerens oplevet manglende forståelse for deres situation i værste fald kan være med til at forværre deres situation. Borgerne peger endvidere på, at opdelingen af kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister ikke for dem synes særlig hensigtsmæssig, fordi de har stor glæde af hinanden og kan gøre brug af hinandens erfaringer. De frygter, at opdelingen resulterer i konkurrerende tilbud til målgruppen og en spredning af den faglige ekspertise. En jobkonsulent som deltog under medarbejderinterviewet påpegede endvidere, at en tidligere inddragelse af jobkonsulenterne i borgernes sag, vil kunne føre til et bedre match, fordi konsulenten derved ville kunne opnå et bedre kendskab til borgeren, inden matchet skulle ske inden for de tidsmæssige rammer, og dermed bedre muligheder for et for både borgeren og virksomheden bedre match. Jobkonsulenten gjorde endvidere opmærksom på, at det på sigt vil være hensigtsmæssig med en koordinering af kontakten til virksomhederne, for at sikre, at der ikke opnås en metaltræthed i virksomhederne i forhold til deres sociale ansvar. Det skal her bemærkes, at beskæftigelsessystemet ikke er en del af socialpolitikken og de deraf udledte strategier, men alene borgerne som målgruppe. Behov for koordinering og smidighed Grundet de ofte meget komplekse og sammensatte problemstillinger hos den enkelte borger, vil den enkelte borger opleve, at der kan være rigtig mange forskellige aktører inde over den enkeltes sag, hvilket kan gøre det vanskeligt for borgeren at navigere i og bevare overblikket over. De mange forskellige indsatser kan endvidere også gøre det vanskeligt for enten borgeren eller sagsbehandleren at handle i momentet, og dermed hjælpe borgeren i det øjeblik, hvor borgeren er parat til næste skridt. Det bliver fra medarbejdernes side påpeget, at der for denne målgruppe tillige er en risiko for, at deres tilstand forværres ved lange sagsbehandlingstider, og at der tillige er risiko for, at der laves parallelbevillinger/indsatser ved et flerstrenget system. Både medarbejdere og teamledere peger på, at der er behov for en helhedsorienteret indsats. Medarbejderne peger på, at det i den forbindelse er vigtigt at være opmærksom på, at borgeren kan have forskellige funktionsniveauer på forskellige arenaer, og at det derfor er nødvendigt, at aktørerne sætter sig sammen for at få et komplet billede af borgerens situation. 12
Teamlederne foreslår endvidere, at der fremover skal satses på mere tværfagligt samarbejde, og at vi skal blive bedre til at gøre brug af hinandens særlige kompetencer. I forhold til indførslen af den koordinerede sagsbehandlerfunktion udtrykkes der fra medarbejdernes side bekymring for, om det i forhold til denne målgruppe er tilstrækkeligt, idet borgerne her har brug for en mere håndholdt indsats henset til, at de som udgangspunkt har svært ved selv at søge om hjælp og har overskud til selv at navigere i systemet. Derudover er der på grund af kompleksiteten for denne gruppe af borgere behov for en meget tydelig og eksplicit kommunikation med borgerne. Forskellige logikker Som nævnt i ovenstående afsnit har denne målgruppe ofte meget komplekse problemstillinger, som gør, at de ikke altid passer ind i de eksisterende tilbud, og dermed kan have svært ved at få hjælp. Dertil kommer at borgerne og sagsbehandlere skal navigere i systemer baseret på forskellige logikker, som umiddelbart kan gøre det vanskeligt set ud fra den enkeltes perspektiv at sikre en helhedsorienteret indsats. F.eks. når borgere, der selvmedicinere sig selv på grund af psykiatriske problemer ikke kan få hjælp i hospitalspsykiatrien, før end de er stoffrie. Eller når det f.eks. ikke er muligt for en borger at bo hos sin mor, fordi hun så vil miste sin tillægspension. Derudover kan borgerne også opleve meget forskellige tilgange i forhold til hvilke krav og forventninger, der bliver stillet til dem. F.eks. oplyser teamlederne, at borgernes motivation er helt afgørende for, om borgerne rent faktisk får den hjælp, som de er visiteret til, og at det forudsætter, at borgerne rent faktisk møder op. Andre gange kan manglende fremmøde få den konsekvens, at kassen smækkes i og i forhold til borgernes oplevelse mødes borgerne af et beskæftigelsessystem, som i værste fald kan gøre dem mere syge, fordi de ikke umiddelbart kan honorere de krav, der bliver stillet. Social stigmatisering Særligt borgerne gav i interviewet udtryk for, at de som psykisk syge både oplever og er bekymret for en stigmatisering på grund af deres sygdom. De frygter at blive behandlet som og sat i bås med udviklingshæmmede, ikke mindst på grund af generel mangel på psykiatrisk viden både blandt professionelle, beslutningstagere og medborgere. Borgerne gav i den forbindelse udtryk for, at placeringen af socialpsykiatrien under Ældre og Handicap er med til at understøtte denne stigmatisering. Input til strategisporene De foregående afsnit har haft fokus på hverdagen, med det formål at give borgere, medarbejdere og ledere mulighed for at beskrive, hvad der er af særlige udfordringer for målgruppen, og hvilke strukturer der har særlig afgørende betydning for en vellykket indsats. 13
I de næste afsnit vil respondenternes direkte input til de tre strategispor blive gennemgået, og der vil blive samlet op i forhold til de input, der er kommet under hverdagssituationer, hvor respondenterne ofte har behandlet strategisporerne indirekte. I forhold til vægtningen af respondenternes input, skal det bemærkes, at chefgruppen alene er blevet interviewet omkring strategisporerne og ikke hverdagsoplevelser. Strategispor 1 - Resultater og nytænkning skabes i hverdagen og sammen med borgerne, erhvervslivet og foreninger Resultater Resultatet er i udgangspunktet, at medarbejderne på det sociale område skal gøre sig selv arbejdsløse/overflødige, og i den proces er borgerne dømt til udvikling. Det vil sige, at et resultat er progression eller måske mere præcist, at progression er en nødvendighed. Medarbejderinterview Derudover peger medarbejderne også på, at en forudsætning for at skabe resultater er muligheden for fleksible indsatser specifikt målrettet de enkelte målgrupper, en mere faciliterende indsats og en klar exit strategi. Teamlederne gør i den forbindelse opmærksom på, at det vil være hensigtsmæssigt, såfremt organiseringen af de forskellige indsatser som myndighed, rusmiddel, socialindsats og sundhed også målrettes borgere med lav motivation og lav funktionsevne, idet de ikke møder op af sig selv. Medarbejderne peger endvidere på, at et resultat også kan være, ikke at ødelægge det, der allerede pågår i civilsamfundet, men i stedet understøtte og anerkende, dem der tager initiativ og gør en indsats uden at spænde dem for en sag, de ikke vil spændes for og dermed risikere at tage motivationen fra dem. Særligt i forhold til denne målgruppe gør teamlederne opmærksom på, at der kunne ligge et stort potentiale i at understøtte civilsamfundets indsatser, idet det vil appellere til mange borgere i målgruppen, at der er tale om en ikke kommunal indsats. Der ses f.eks. gode resultater i come together projektet. Teamlederne peger også på, at de rigtige rammer har betydning for at skabe resultater, og at f.eks. det at få eget sted, hvor det er muligt at være på egne præmisser og ikke være underlagt andres regelsæt, kunne have en positiv betydning for indsatserne, herunder bedre muligheder for i højere grad at gøre stedet til borgernes hus, med muligheder for at komme og være der efter behov, og som var åbent for både borgere, medarbejdere, pårørende og frivillige også om aftenen. Et sted, hvor der også var mulighed for rådgivning om f.eks. sundhed og rusmidler. Tænke borgerne selv ind som en ressource i forhold til at kunne støtte andre i samme situation. 14
Resultat er når vision og handling hænger sammen, og når det er borgerens og ikke medarbejdernes mål, der arbejdes efter. Målene skal være tidsfaste og præcise, og borgerens netværk skal inddrages i det omfang, det er muligt under hensyntagen til evt. slidte relationer. Resultater opnås ved bred involvering af forskellige aktører i visionen, herunder både medarbejdere og eksterne aktører. Der er i dag en del medarbejdere, der ikke har direkte borgerkontakt. De skal også kende visioner, til tankerne om sammenhængende forløb mv. De skal have forståelse for de nye opgaver, som en ny vision kan give dem. Medarbejderne skal også have forståelse for at alle bidrager til det samlede arbejde for borgerne. Det gør de eksempelvis med at supportere og understøtte de medarbejdere, der har den direkte borgerkontakt. Set fra udfører niveau skabes resultater ikke kun gennem vision og mål. Det er nødvendigt, at man begynder at interessere sig for missionen, hvad der er vores kerneopgave. Vi skal have skabt et organisatorisk fokus på det, vi skal. Vi mangler en organisatorisk mission. Alt hvad vi laver, skal være rodfæstet i virkeligheden, i det vi skal. Chefgruppeinterview Endeligt fremhævede chefgruppen, at samarbejdet med eksterne aktører er værdifuldt i forhold til at skabe resultater for målgruppen. Som eksempler blev nævnt vigtigheden af samarbejdet med virksomheder i forhold til at skabe jobs og praktikpladser, samt samarbejdet med foreninger og frivillige i forhold til at få styrket borgernes sociale netværk. Nytænkning men hvordan? Dialogmøder på tværs for at tænke nyt omdefinering af virkeligheden herunder en individuel tilgang og et opgør med borgerens autonomi Åben dialog inddragelse af borgerens netværk og omverden Ved at træde ind i hinandens bede, men uden at rykke hinandens blomster op En mere systematisk inddragelse af og samarbejde med borgerens familie og netværk, erhvervsliv og lokalsamfund, herunder både foreninger og medborgere. I forhold til inddragelsen af borgernes personlige netværk, skal det tages i betragtning, at relationerne kan være forstyrrede og ødelagte Bringe aktørerne tættere sammen Konkrete forslag til en handleplan Konkret peger medarbejderne på et behov for en brobyggerlignende funktion indenfor kriminalforsorgen, der skal sikre, at der ikke kommer nogle ud fra fængslerne op til weekenderne uden, at der er taget hånd om bolig og medicin. Der foreligger en model for den gode løsladelse, som ifølge medarbejderne aldrig er blevet ordentlig implementeret. Endvidere foreslås det, at der etableres en samlet job/boligfunktion, hvor der kan gives en kort intensiv indsats. Denne mulighed findes i andre kommuner. 15
En kortlægning af de allerede eksisterende tværgående koordinerende fora, med henblik på at få disses fulde potentialer bragt i spil i forhold til en sammenhængende og helhedsorienteret indsats. Teamlederne foreslår, at indsatsen i forhold til at få skabt flere erhvervsmuligheder på virksomheder bør skærpes, fordi det betyder rigtig meget for den enkelte borger at have et så normalt liv som muligt. Brug af frivillige erhvervsmentorer i forhold til en målrettet jobindsats, også til dem der er blevet tilkendt pension, med henblik på fleksjob. Strategispor 2 Sammenhængende og helhedsorienterede indsatser Udfordringerne med at få skabt sammenhængende og ikke mindst helhedsorienterede indsatser, fyldte meget i hverdagsberetningerne fra både borgere, medarbejdere og teamledere, herunder risikoen for, at kompleksiteten og de deraf mange aktører kan medføre, at borgeren pacificeres i eget forløb pga. manglende overblik og magtesløshed. I forhold hertil til peger chefgruppen på vigtigheden af at få defineret fælles præcise mål, så det er klart for alle, hvornår målet er nået. De anfører, at det er væsentligt at få lavet fælles mål, og få indført resultatbaseret styring, så alle ved, hvad fællesskabet arbejder hen imod. Der er alt for få fastsatte mål og for meget selvforvaltning egen praksis rundt omkring. I forbindelse med sammenhængende forløb er det blevet tydeligt, at der har været forskellige mål. Der har været mål som handlede om livskvalitet mv., og som ofte har været/båret præg af den enkelte medarbejders holdninger og vinkling. Borgerne giver udtryk for, at vi fra kommunen opstiller for forskellige og modstridende mål. Det er forvirrende med forskellige mål så borgerne har også svært ved at finde retningen og navigere. Interview med chefgruppen Chefgruppen peger endvidere på, at det er en myte - og måske heller ikke ønskeligt, at borgerne skal vedblive med at have den samme sagsbehandler, fordi der også kan ligge et udviklingspotentiale i et skifte, men erkender, at der kan arbejdes med at sikre bedre overleveringer imellem de forskellige aktører, og at der derfor skal arbejdes på at kvalitetssikre overgangene. I forbindelse med overflytningen af sager fra Æ&H til B&S, har vi skabt en ny medarbejdertype hvor vi har samlet flere funktioner i én medarbejder. Men det er bare ikke hele løsningen. Det tværgående samarbejde de tværgående mål er helt centrale. Det helt centrale problem er, at vi ikke har taget opgaven alvorlig nok vi har ikke erkendt, hvor kompliceret det er. Vi skal have medarbejderne med så vi får basis med. Det centrale er, at medarbejderne giver lidt slip på for- 16
ståelsen af relationen som det centrale den har en værdi men den skal slippes en del, så vi i stedet får fokus på målet. Til tider kan et mål også være at fastholde status quo dette kan ofte kollidere med sagsbehandlerens/bestillers ønske om progression. Og samtidig skal rejsen mod målet været fyldt med livskvalitet ellers giver det ikke mening. Endelig peger chefgruppen på, at samarbejdet med de regionale aktører på sundhedsområdet er afgørende for at sikre sammenhængende og helhedsorienterede indsatser. Strategispor 3 Teknologi Respondentgrupperne var generelt enige om, at der umiddelbart er potentiale i at anvende teknologiske løsninger, både i forhold til at skabe og fastholde kontakten med borgerne, men også i behandlingsøjemed gennem brug og udvikling af programmer og apps, der f.eks. kan huske borgeren på at tage sin medicin, træne hukommelsen, hjælpe ved skizofreni, cooping strategi mv. Teknologi kan også styrke borgerens oplevelse af umiddelbar tilgængelighed til hjælp - kan styrkes ved f.eks. videosamtaler, chat eller kommunikation via sms eller e-mail. Respondentgrupperne peger også på, at de rette teknologiske løsninger kan være med til at give borgeren et bedre overblik over sine egne sager, og måske på sigt være med til at understøtte borgernes muligheder for ejerskab og aktiv deltagelse i eget forløb ved f.eks., at borgeren selv kan indtaste relevante oplysninger. I forhold til målgruppen er der imidlertid en udfordring, idet mange af borgerne ikke har en telefon/computer eller har råd til et abonnement. Erfaringer fra et smartphoneprojekt viste, at det, at borgerne får adgang til internettet bedre deres muligheder for at klare sig, og de har lettere ved at komme i kontakt med kommunen og omvendt. I forlængelse af udfordringerne med at sikre sammenhængende og helhedsorienterede forløb ses der et behov for fælles teknologiske IT løsninger i det kommunale system (eksempelvis fælles sagsbehandlings og udfører system), som understøtter den tværgående indsats. Et andet eksempel på anvendelse af teknologiske løsninger er, at alle bostøtter er udstyret med en ipad, hvor metoder og skemaer er lagt ind, så de kan tages i brug umiddelbart direkte hos borgeren. Der er lagt kompetenceskemaer ind, så der er fuldt overblik over, hvilke kompetencer der kan inddrages i forhold til den enkelte borger. Dette gør, at bostøtten bedre kan handle i nuet og ikke først skal tilbage og hente oplysninger i systemet. På borgerens/kommunens egne ipads kan informationerne låses via QR kode, så de kun er tilgængelige i nærheden af borgeren. Rent teknisk vil der også være mulighed for at give virtuel bostøtte, men der ligger her en udfordring i forhold til Datatilsynet/lovgivningen, som sætter mange begrænsninger for brugen. Hvis mulighederne skal prøves af, vil udfordringsretten skulle bringes i anvendelse. 17
Skema til indsatsområder Vision Visionen i socialpolitikken er, at der bliver skabt et socialt ansvarligt fællesskab, hvor alle kan bidrage og hvor flest mulige - kan mest muligt. En politik, der skal fremme menneskelige ressourcer mest muligt. Målgruppen Strategispor 1 Strategispor 2 Strategispor 3 Angst og isolation Kompleksitet Manglende netværk Økonomi Dårlig egen omsorg Strukturelle udfordringer Boligtilbud Sundhed Koordinering Beskæftigelsessystemet Forskellige logikker Social stigmatisering 18