Interviewets længde: 0.56.30 Thea var primær interviewer, Alma var observant og suppleant.

Bilag 3 Interviewets længde: 0.56.30 Thea var primær interviewer, Alma var observant og suppleant. Støj. Rasmus, Thea og Alma sætter sig. Thea: Så ville vi måske høre lidt om din baggrund. Om hvor længe du har arbejdet med Mændenes Hjem og Rasmus: Jamen jeg er jo uddannet nede på RUC i kommunikation og i geografi og skrevet speciale på kommunikation, og jeg blev færdig i 2003, så det er.. Thea og Rasmus: 10-11 år siden. Rasmus: Så mens jeg studerede da fik jeg sådan et studiejob her (Mændenes Hjem red.) som vikar, også blev jeg sådan rimelig tændt på det og synes det var rigtig spændende. Så kan man sige at jeg var i virkeligheden lidt fejlcastet til RUC altså i forhold til at det der med teorier, og sidde og nørde helt vildt meget med det, det var måske ikke det jeg syntes var mest spændende, men jeg kunne godt lide de der gruppeting. Kunne godt lide det der med at lave noget altså nu er vi os, og vi kender ikke hinanden specielt godt, og nu skal vi lave det her projekt det næste halve år sammen og uden at rive hovederne af hinanden. Altså de der samarbejdsprocesting i det synes jeg er rigtig fint og rigtig sjovt. Så det var egentlig en fin tid, også var jeg vikar her også kan man sige jeg var jo rigtig træt af det der akademiske da jeg blev færdig, altså jeg havde næsten kvalme over det og tænkte jeg bare skulle noget helt andet end dét, og der passede det her rigtig godt. Der grines. Alma: Bare hvad det vil sige at være vikar hernede? 1

Rasmus: Vikar hernede det vil sige. Det er sådan studerende og der er man sådan set tilkaldevikar. Det vil sige, jeg blev sat på en weekend, og man arbejdede hver anden weekend. Der var man så to-tre vikarer der passede Mændenes Hjem. Og egentlig vildt og meget grænseoverskridende. Det var meget anderledes dengang kan man sige. Thea: Hvad for nogle tilbud havde man så på daværende tidspunkt var det sådan nogle sundheds..? Rasmus: Altså på Mændenes Hjem her? Thea: Ja? Rasmus: Lidt det samme som i dag det var mere lukket dengang kan man sige. Det var sådan mere lukket for omverdenen. Det var meget, det var sværere at komme ind man skulle igennem sådan en port og en nærmest sådan østtysk grænsekontrol for at brugerne overhovedet kunne komme ind, så der var meget mindre sådan run på stedet på det tidspunkt end der er nu, men det er en anden historie. Nu fortæller jeg lige hvad jeg lavede. Jeg var vikar, så blev jeg fastansat her i vores herberg, også kom jeg ned i kontaktstedet som er vores opsøgning, også efter nogle år der så blev der lavet sådan et projekt i Københavns Kommune hvor man skulle lave sådan en særlig indsats for stofmisbrugere med anden etnisk baggrund end dansk. Og det var super spændende synes jeg og det var så mig og en socialrådgiver der fik lov til at lave, og der kunne jeg så endelig bruge noget af det der jeg havde lært på RUC fordi jeg skulle skrive en rapport og det gjorde vi så og med den i hånden der fik vi faktisk penge til at lave et permanent projekt omkring den her gruppe med anden etnisk baggrund end dansk. Over 50% af brugerne her har anden etnisk baggrund, så det er sådan forholdsvis nødvendigt at der er et eller andet fokus på den gruppe. Så lavede jeg det i fem år, det der projekt der, også så skulle jeg prøve noget andet også tænkte jeg nu skal jeg prøve at være leder, også ude på Sundholm der skulle de lave et kvindeherberg for hjemløse stofmisbrugere - kvinder, og der skulle de bruge en afdelingsleder og der tænkte jeg gud det kunne være spændende også søgte jeg det også fik jeg det. Og så var jeg med til at starte det op, også samtidig så var jeg så også afdelingsleder for et, hvad hedder det, et bofællesskab for psykisksyge stofmisbrugere også ude på Sundholmen der hedder Fristedet. 2

Og så kom loven om stofindtagelsesrum også blev jeg spurgt, også blev jeg headhuntet, til at lave det og det kunne jeg ikke sige nej til. Så det var sådan ligesom at blive spurgt om man vil spille i Barcelona (der grines), så det har jeg lavet de sidste to år, og nu har vi været i gang i halvandet år. Lidt mere. Så det er meget godt. Thea: Spændende. Fedt. Hvor mange ansatte har I her? Og hvilken professioner har de forskellige? Nu kommer du jo selv fra RUC. Rasmus: Nu spørger du om Mændenes Hjem eller spørger du om Stofindtagelsesrummet? Thea: Stofindtagelsesrummet. Hovedsageligt ja. Rasmus: Ja det er stofindtagelsesrummet I primært er interesseret i? Thea: Lige præcis. Rasmus: I stofindtagelsesrummene der er der, er vi 20 fastansatte. Der er mig som er leder, og så er der en social vicevært som er, han er faktisk også akademiker, han er historiker, han er også nede fra RUC, men som er sådan en der dels er praktisk og går og fejer og sådan noget, men også laver opsøgende arbejde i forhold til brugerne og laver pædagogisk arbejde. Men ude i gaden. Altså udendørs, og det handler om det der med er der mange der sidder og tager stoffer udenfor, så skal vi bruge ham til hvorfor sidder I her, og hvorfor går I ikke ind i rummene og sådan noget. Så er der 10 sygeplejersker også er der otte pædagoger. Og derudover så har vi et vikarkorps på 25 og det er 15 sygeplejersker, og der er næsten 20 sygeplejersker og ambulancereddere, også er det sådan mellem fem og 10 pædagogisk personale. De fleste, i forhold til det sundhedsfaglige vikarkorps der er de uddannet og af vores pædagogiske personale der er der nogle uddannede pædagoger, men der også nogle studerende og sådan noget. Nogen der er gode til det her. Thea: Fedt. Hvad så med misbrugerne? Hvad er dine primære rolle i forhold til stofindtagelsesrummet? 3

Rasmus: Jeg er dagligleder. Thea: Dagligleder? Ja. Rasmus: Og ja, med alt hvad det indebærer. Personaleleder for alle de mennesker der er og jo sådan set. Snakker med sådan nogle som jer. Sådan noget udad til. Det er der faktisk rigtig meget af, meget presse og der er rigtig meget interesse for det her både fra studerende og fra pressen og fra kommunen og fra alle mulige, så det er meget varieret. I virkeligheden så bruger jeg faktisk meget af det der kommunikationshalløj jeg lærte dengang. Så man kan sige det er sådan underligt har sneget sig (RKC s telefon ringer) omvendt ind det der, min uddannelse i virkeligheden. Altså i virkeligheden da jeg blev færdig så tænkte jeg nu skal jeg så langt muligt væk fra det der studie som muligt, også er det alligevel, har man alligevel kunnet bruge det til noget sådan hen ad vejen. Det er meget sjovt. Thea: Ja det er da fedt. Kan du fortælle os lidt om hvordan det foregår når en narkoman kommer ind? Rasmus: Det kan jeg godt. Thea: For godt at fixe? Rasmus: Ja. I politisk korrekte RUC så er narkomaner ikke noget vi kalder dét er perker. Thea: Er det rigtigt? Rasmus: Ja det er det. Thea: Okay! 4

Rasmus: Så det. Vi kalder vores brugere brugere eller stofbrugere eller stofmisbrugere. Narkomaner er nedsættende. Synes brugerne. Thea: Ja. Det er rigtig godt at vide. Rasmus: Så det vil være godt at, og f.eks., det vil I nok ikke opleve i sådan en rapport der, men hvis der f.eks. sådan journalister får skæld ud af sådan nogle brugerforeninger og sådan noget, hvis de bruger narkomaner, junkier og sådan noget nedsættende, det er sådan nedsættende. Thea og Alma: Ja. Rasmus: Det kunne du jo ikke vide. Thea: Nej, og i forlængelse af det så kalder I det også stofindtagelsesrum i stedet for, overfor fixerum for det kalder de det jo meget i pressen? Rasmus: Ja i stedet for narkorum. Ja det er der faktisk også en rigtig god grund til fordi hvis vi kalder det for et fixerum så er det jo kun for dem der fixer. Hvad med alle dem der ryger? Så på den måde så ekskluderer vi også en gruppe ved at kalde det fixerum. Thea: Og de må godt ryge nede i stofindtagelsesrummet? Rasmus: Ja altså der hvor I gik igennem, hvis I nåede at kigge til højre der var sådan et glas væg nærmest og der er vores rygerum. Der har vi otte pladser med at ryge. Men når en bruger kommer ind til os første gang så skal de lave, så kommer de ind der hvor I også kom ind også var der den computer I måske så? Thea og Alma: Ja. Rasmus: Og første gang man kommer så laver man en anonym registrering. Vi spørger om et brugernavn vi kan se det her (Larm. RKC rejser sig og tager en mappe ned med printede 5

oplysninger ift. hvordan en sådan registrering ser ud.). Vi spørger om et brugernavn, vi spørger om et, og det kan være alt, det vigtige er at det er at noget de kan huske. Vi tager en her, hvor har vi dem? Hvor har vi dem? Brugerkontrakt? Der. Her har vi f.eks. jonesa. Han har oplyst at han hedder jonesa, han jonesa (anden udtale) kan det også være han hedder. Han vil så også gerne have vi spørger så også om, hvis du gerne vil sige dit rigtige navn så er du velkommen til det, og her har han så også oplyst jonesa. Så spørger vi om et fødselsår han er fra 1992. Han er en mand, og han er fra Tårnby Kommune. Thea: Okay. Rasmus: Så skriver han så. Det noterer vi inde i vores system, så printer vi sådan en seddel her og der står at man ønsker at benytte rummet for at indtage stoffer uanset mulige skadevirkninger for mig selv om mit helbred. Jeg er selv ansvarlig for uforudsete komplikationer i forbindelse med indtagelsen af stoffer. Jeg er indstillet på at følge stofindtagelsesrummets husregler, henstillinger fra personalet. Jeg medbringer stoffer til eget brug og handler eller videregiver ikke stoffer til andre. Jeg er indstillet på at personalet i stofindtagelsesrummet skal yde førstehjælp hvis de skynder det er nødvendigt. Jeg medbringer ikke våben, værktøj, salmiakspiritus, knive, skydevåben eller tilsvarende effekter der kan bruges som sådan i stofindtagelsesrummet. Personalet i stofindtagelsesrummet er ikke ansvarlige for bortkomne ejendele i stofindtagelsesrummet. Stofindtaget skal foregå indenfor en rimelig tidsramme således at andre brugere kan komme til. Og det skriver man under på. Thea: Cool. Rasmus: Og når man har gjort det, så er man klar, til at gå ind i enten vores rygerum eller i vores injektionsrum og når man kommer ind der, så tager man en plads, og så hvis man f.eks. går ind i vores injektionsrum, og når man kommer ind der så tager man en plads og så er der en personale der spørger om hvad man skal tage, så oplyser man det stof man skal tage og så tager man sit stof og så rydder man op på sin plads og så går man igen. Thea: Okay. 6

Rasmus: Det er sådan basicly det. Thea: Det er det der sker når man. Ja. Rasmus: Og så, nu skal jeg lige se her, fordi, jeg kan sidde heroppe og se hvad der sker dernede. Thea: Du har måske sådan en? Rasmus: Ja, det er ikke sådan at jeg kan sidde og Alma og Thea: Lurer? (griner lidt) Ramsus: Ja, det er sådan noget med kameraer: Nårh nu fiser i den af igen. Kan i så lave noget. Thea: Nå, så har du oversigt over Rasmus: Det her, det er hvad der sker nede i rummet lige nu. Thea: Ej, så kan dem der kommer ind Rasmus: Her har vi (peger på computerskærm) hov! Der var en der gik. Det er dem der er inde i vores injektionsrum og dem der er inde i vores rygerum. Vi har rigtig gode pladser lige nu, vi har mange pladser lige nu Thea: Ja, der var ikke særlig mange Rasmus: Hvad hedder det? Der er faktisk syv ledige pladser, inde i, det er også tidligt lige nu. Altså om en time der vil der være der vil der være fyldt begge steder. Det er lidt usædvanligt, der plejer altid at være fyldt. 7

Thea: Ja. Rasmus: Så der kan man se det. Så når de kommer ind, så spørger vi her med, med en bruger kan vi øh, så kan vi tage en af dem. Så kan vi tage ham, men nu gør vi ikke, så kan de vælge stof her. Så spørger vi dem: jamen jeg skal tage kokain. Bang. Så trykker man der og så vælger man en plads til dem. Og når man har gjort det så opretter man indtaget, og så kommer de herover og stå. Thea og Alma: Ja. Rasmus: Det er sindssygt smart, det er det sejeste system i hele verden til det her stofindtagelsesrum. Thea og Alma: Ja. Thea: Så har man et rigtig godt overblik over Rasmus: Vi har brugt den vildeste programmør til at lave det her og JA ja, så det er sindssygt smart. Så har vi her en oversigt. Så kan vi se, det er lige noget jeg skal bruge det her. YES indtil videre, der har vi haft, og det er dags dato, det er lige nu, der har vi haft 2523 forskellige mennesker der har brugt rummet. 429 kvinder og 2094 mænd. Man plejer at sige at det her miljø det er 80% mænd og 20% kvinder så vi holder faktisk den statistik meget godt. Så kvinder der kommer de kvinder der er her, de kommer her også. Halmtorvet det er vores rum, ovre på Halmtorvet vi har også et rum. Det er hernede og så har vi det ovre på Halmtorvet. Halmtorvet, det er det rum vi har haft længst. Det startede 2. oktober 2012, der har der været 87448 stofindtag. I den periode. Og det har taget 21 minutter i gennemsnit per stofindtag. Og herovre, Skyen, der har vi haft åbent siden 6. august sidste år, der har vi haft 54636 stofindtag, altså injektioner, fix, og i forgårs der passerede vi 40000 ryge indtag. Og nr. 40000 han fik en gave. Rasmus: HEYYY NUMMER 40000. Så der lavede vi sådan et lille show med det. Det var rigtig sjovt. Så det er rigtig mange. 8

Thea: Så det var i forgårs at i passerede 40000? Rasmus: Det var i forgårs. Thea: Så der har været 380? Rasmus: Der har været 380 ja. Her kan vi se hvad der sker (klikker rundt med en mus). Her der har vi haft. Det her. Det er vores travleste dag. Hver måned. Det er dagen inden d. 1. I kan næsten regne ud hvorfor det er den travleste dag. Kan i regne det ud? Thea og Alma: Fordi det er der de får penge? Rasmus: Det er der de får penge! Og SU, ej, og kontanthjælp og pensioner. Det er store pengedag kalder vi det. Og der har der været 263 indtag i vores injektionsrum og 257 indtag i vores rygerum. Samme dag der havde vi 150 indtag ovre på Halmtorvet. Thea og Alma: Nå, hold da op! Rasmus: I vores rum derovre. Så de der rigtig travle dage, der er det ikke ualmindeligt at vi har over 800 indendørs stofindtag på Vesterbro, fordi der er faktisk også den der ambulance fixelancen som øh, hvad hedder det, som kører. Og den tager også sådan små 100 indtag på de her travle dage. Vi vil jo rigtig gerne, altså det man kan sige er jo vores primær opgave med at levere en ramme, hvor at brugerne kan tage deres stoffer i en rolig, i en renlig og i en tryg og i en sikker omgivelse? Det er det vi rigtig gerne vil. Men derudover, så er det vi rigtig gerne vil, er at redde dem, hvis de for eksempel for en overdosis. Nu kan vi se på denne her dag, der har været to overdosisser med kokain, og i alt, - vil tæller alting, det er jo det med, når man er sådan et nyt projekt som vi er, så bliver vi jo målt i hoved og røv ikke? og derfor skal vi være rigtig meget på forkant med det. Der har været omkring 180 overdosissituationer i stofindtagelsesrummet siden vi startede. Og der er ikke nogen der er døde. Altså alle er blevet reddet, og det er jo sådan ligesom, kan man sige, vores andet sigte. Det er, at der er ikke nogen der må dø i vores rum her. 9

Det ville være rigtig ærgerligt hvis der var. Vi har haft nu i alt omkring 185000 stofindtag i stofindtagelsesrummet på Vesterbro, og 180, hvad hedder det, 180 overdosisser. Den tredje ting vi rigtig gerne vil, det er, at vi vil gerne lave brobygning. Og brobygning er jo der her med, at henvise til andre hvad hedder det sociale tilbud. Der er for eksempel denne her dag, hvis vi tager den dag, der er der tre brobygninger til politiet: det kan være der er nogen der har, hvad hedder det, der skal noget med nogle bøder eller et eller andet. Der har været en henvisning til Mændenes hjem sygeplejeklinik, der er blevet tilkaldt en vagtlæge eller læge. Det er sådan brobygninger til det omkringliggende samfund. Prøv at se, her er der, hvad hedder det og så, hvad hedder det laver vi også venescanninger. Det er når vi når brugerne vi har sådan en venescanner hvor brugerne kan se deres årer gennem sådan et apparat. Og så, der kan de. Det kan hjælpe dem i forhold til at få nogle bedre praksisser i forhold til at injicere deres stoffer. Nu skal vi lige se her.. hvad har vi her (baggrundsstøj). Vi har ja, vi har Det er fordi at der (klikker med en mus). Vi har psykiatrisk udrykningsteam. Der er for eksempel en der har været psykotisk ikke? Så har man ringet til psykiatrisk udrykningsteam, så er de kommet. Der er også en god overdosis, og der er en ambulance der er blevet tilkaldt. Rådgivningscenter, det er behandling. Så der er en der er blevet henvist til rådgivningscenter. Og i forhold til at komme i noget behandling. Så stofindtagelsesrummet det kan også sådan nogle ting. Det kan ligesom hjælpe folk videre til noget andet ikke? Thea: Er det så når brugerne selv opsøger det? Rasmus: Ja, altså vi gør ikke noget, uden at brugeren er med på den. Kan man sige. Så det er altid på brugeren det er ligesom brugeren der sætter dagsordenen for sit eget liv. Og vi forsøger så at hjælpe Thea: Okay bedst muligt Rasmus: I forhold til de ønsker de måtte have ikke? Thea og/eller Alma: Okay, ej hvor fedt. 10

Thea: Hvordan er din opfattelse af stofindtagelsesrum ift. byrummet omkring de forskellige stofindtagelsesrum? Rasmus: Jamen, det er blandet, kan man sige. Fordi det er ikke nogen hemmelighed, at hvis man bor derover i stuen eller på første sal eller på anden sal, eller i det hele taget bor derover, så er det en belastning. Det er en belastning at bo dér i forhold til at du bor ved siden af Nordeuropas største sociale institution og Skandinaviens største åbne stofscene. Altså det er ikke nogen dans på roser. Altså der er mange ting, der er blevet forbedret med stofindtagelsesrummet. F.eks. denne her gade her, hvis i kigger ud her, lille Istedgade, nu sidder der garanteret nogle og fixer. Men hvis man kigger ned ad denne her gade, så var det her jo virkelig hotspot for to år siden, i forhold til at indtage stoffer. Og der kunne sagtens sidde i gaden her en 20-30 mennesker i alle de dér opgange og indhak og indtage stoffer. Men det gør de ikke mere. Så på den måde er det blevet bedre. Kanyleaffald er ifølge brugerforeningen faldet med 75 %. Så er er meget mindre kanyleaffald, men brugerne er her stadigvæk. Altså der er jo stadigvæk masser af brugere, der er i området. Og de kan være larmende, kan være voldelige, kan være irriterende for dem der bor her, men larm og ballade og sover ikke om natten og folk kan ikke sove om natten og de problemer er her stadigvæk. Dem kan vi ikke fjerne, som stofindtagelsesrum. Så altså vi siger at jamen vi har nogle meget tolerante naboer, måske de allermest tolerante naboer man kan have. Men det er, guderne skal vide, en udfordring at bo her og det er vi helt med på. Det ved vi godt. Vi forsøger at gøre forskellige ting for også at forbedre forholdene for beboerne. Men det er ikke fordi at vi sådan lige har en hurra-løsning på det, fordi at der kommer mellem 500 og 600 mennesker på Mændenes Hjem hver eneste dag, som er i det her miljø, og det skaber jo larm og ballade og uro i området, det gør det. Thea: Hvad er det så for nogle tiltag i gør i forhold til beboerne? Rasmus: F.eks. den dør nede på hjørnet, man går ind ad, den prøver vi nu at holde lukket om natten. Der er altid sådan en flok mennesker, der står der på hjørnet, det har i sikkert set, hvis i kommer heromkring, så er der tit sådan en flok dér og når vi låser den dør dér, så er det ligesom at den flok dér den forsvinder. Det har vi eksperimenteret lidt med. Så vi som stofindtagelsesrum det mener vi jo også er noget der bør forbedre forholdene og er jo også noget som på nogle 11

punkter forbedre forholdene. Så er der noget af det, som ikke er vores opgave. Som er politiarbejde. Og der skal man også skelne rigtigt fint at vi er socialarbejdere, vi er altså ikke myndighedspersoner og vi kan ikke rende rundt og lave politiarbejde på den måde. Så kan vi appellere rigtigt meget til vores brugere om at dæmpe sig og have respekt for at der også bor folk i lejlighederne. Men altså hvis du er på kokain og har været på kokain i 7 dage og du ikke har sovet og du har fixet 20 gange i døgnet siden sidste torsdag, så kan man også være uden for pædagogisk rækkevidde. Og så kan det være rigtigt vanskeligt at komme i dialog med brugerne. Thea: Samarbejder i så med politiet ift. at holde områderne...? Rasmus: Vi samarbejder rigtigt meget med politiet. Jeg tror Mændenes Hjem har aldrig samarbejdet så meget med politiet, som vi har gjort efter at der er kommet stofindtagelsesrum. Og man kan sige at stofindtagelsesrummene som succes, fordi det syntes jeg godt at man kan sige at det er, det hænger i høj grad også sammen med at politiet har været meget velvillige, eller jeg vil nærmest sige kloge, ift. hvordan fanden de skulle tackle det der med at nu kommer der stofindtagelsesrum. Og det har de gjort ved at lave, kan man sige, forskellige strategier. Den ene strategi det er at i sådan én ring uden om stofindtagelsesrummet, hvis de møder nogle brugere dér og de har stoffer på sig og det er til eget forbrug, altså en overskuelig mængde, så tager de det ikke fra dem. Så lader de dem beholde det og henviser dem til stofindtagelsesrummet. Så har de ansat sådan et par socialt kloge betjente, som går rundt i området og, hvad kan man sige, laver blødt politiarbejde. Det er sådan den bløde side af det. Og så har de til gengæld intensiveret jagten på stofhandelen. Og de siger at de har arresteret 1 handler om dagen, siden stofindtagelsesrummene åbnede i 2012. Så det er sådan 450 stofhandlere, de har arresteret og retsforfulgt. Så det kan man sige, det er den måde politiet gør det på. Men altså hvis vi har over 800 stofindtag på én dag, det er 800 handler. Altså der skal jo noget i de sprøjter dér. Så det er jo en underlig gotisk knude. På den ene side så skal de jo have de der stoffer, men på den anden side er det ulovligt. Thea: Hvordan vil du så sige at stofindtagelsesrummet er med til at forbedre narkomanerens brugerens, undskyld, liv? 12

Rasmus: Jamen altså jeg tror ikke der er nogen tvivl om at fra at der har været en situation hvor brugerne har været tvunget til at sidde i vandpytter mellem biler, i folks baggårde, på folks bagtrapper, i underlige skakter, uhumske steder til at der er en ramme hvor at man i ro og mag og i en renlig omgivelse kan tage sine stoffer. Det er et kæmpe kvalitetsløft. Altså vi har også lavet en brugertilfredshedsundersøgelse, den kan i faktisk læse inde på Mændenes Hjems hjemmeside, der ligger den, den er faktisk meget interessant. Og der spørger vi, kan ikke huske hvor mange det er, men en del brugere om hvad er det det har betydet for dig det her. Og der er ingen tvivl om at det har været en kæmpe kvalitetsforbedring for brugeren. Derudover kan man sige at jeg har jo været med i mange år og vi har jo altid haft den holdning at vi vil jo rigtigt gerne de her brugere, men lige så snart de skulle til at indtage deres stof indenfor i vores ramme, så er det sådan ud med dig, hold op med det, lad være med det, gå væk med dig. Altså det må i ikke herinde, hold op med det. Og lige pludseligt kan vi sige kom bare herind med det. Det vil sige at vi lære i virkeligheden brugerne at kende også i den situation, og det er i virkeligheden en situation, der betyder rigtigt meget for dem. Måske betyder alt for dem. Altså mange af vores brugere det er jo mennesker, som bruger al vågen tid på at tænke på stoffer og tænke på penge til stoffer og hvordan skaffer jeg til det næste fix. At lige pludseligt at kunne være en del af det også, gør jo at vores relation til brugeren bliver bedre og det gør faktisk også at vi bliver bedre i stand til at hjælpe dem. Altså hvis de gerne vil ud af deres stofmisbrug, hvis de gerne vil have et sted at bo, hvis de gerne vil have en tandlæge tid, hvis der er problemer med deres kontanthjælp, så vil de også vælge at komme til os, fordi at vi opbygger en tillid til dem. Thea: Så kommer vi måske lidt mere til stofindtagelsesrummet omkring aktørerne bag oprettelsen af det permanente stofindtagelsesrum. Nu har du jo været med fra start af. Hvor vil du måske sige at ønsket omkring det permanente stofindtagelsesrum kom fra? Var det fra beboer eller politikerne eller brugerne? Rasmus: Jamen altså det har været en diskussion i Danmark i mange år. Altså i 15 år måske har der jo været en debat om det her frem og tilbage. Og det har jo været sådan at på Københavns rådhus, i Københavns kommune, der har man været pro det her i mange år, men man har ikke kunne gøre det, man har ikke kunnet etablere det fordi at det krævede en landspolitisk ændring. Altså en ændring i folketinget. Og folketinget har ikke været, der har ikke været flertal i 13

folketinget for at lave den ændring. Da den nuværende regering var i oppositionen sidst, der blev de spurgt, hvis i kommer til magten kommer der så til at ske noget ift. stofindtagelsesrum, og så sagde de hvis vi kommer til magten, så vil vi etablere stofindtagelsesrum. Og der kan man sige at der holdte de ord. Og det blev hastet igennem der i foråret 2012, det var Astrid Krag, sundhedsministeren på det tidspunkt, som var, kan man sige, bannerfører for det og det var en af hendes mærkesager. Det vil sige hele lovgrundlaget var klart dér april måned 2012. Så har der jo været et krav på Vesterbro fra beboernes side om at det ville være en rigtig god idé at lave stofindtagelsesrum. Så på den måde har stofindtagelsesrummet i modsætningen til så mange andre byer været kan man sige Thea: Et ønske måske? Rasmus: været velsignet med at beboerne i området i høj grad har syntes det var en god idé. Thea: Ja. Alma: Mmmmh. Rasmus: Nu er der jo også en forskel på at være meget meget tæt nabo og være sådan generelt beboer på Vesterbro. Hvis man spurgte Vesterbro som helhed så ville der være et generelt flertal for at det synes de er en rigtig rigtig god idé. Man kan sige der er altid nogle ofre, og man kan sige her er det de helt tætte naboer, som er ofrene. Men de ofrer sig så for sidegaderne, f.eks. Victoriagade og Ane Katrines gade som er de to gader der ligger på den anden side, som løber nedad her, altså der har været kæmpe problemer i de to gader. Der er stort set ingen problemer i dag. Thea: Nej, okay. Rasmus: For da jeg boede på Istedgade for 15 år siden, rigtig langt nede af Istedgade var der stofhandlere på den anden side ad gaden. Der sker ingenting i dag. Så man kan sige miljøet er blevet samlet på meget meget lidt plads, så man kan sige de beboere der er lige der hvor det 14

foregår, der er det rigtigt vanskeligt. Og det er det vi prøver at gøre forskellige ting ved og der er noget vi kan og der er også noget vi ikke kan. Thea: Hvad så med i forhold til caféer eller restauranter, får i nogle klager eller positive tilbagemeldinger fra dem? Rasmus: Jamen, det, nej, altså vi får ikke som sådan nogle klager fra restauranter eller caféer. Altså dem der ligger hernede de klarer sig sgu meget fint, der ligger tre på stribe, der fungerer det i virkeligheden ret godt med den blanding af almindelige mennesker og stofbrugere der render rundt i de her stræder ikke? Thea: Ja. Rasmus: Altså vi får klager, vi får klager fra beboere, og der er altid nogen der er sure på os, altså det er der. Thea: Ja, det er vel også modstandere måske eller? Rasmus: Nej, jeg ved ikke om de er modstandere, men det er folk der er frustrerede folk der er frustrerede over at de har købt en lejlighed til fire mio. Og så skal man vækkes om natten med råb og skrig ude fra gaden, og det er sgu da også pisse irriterende, det synes jeg da også selv, jeg ville så ikke have købt lejligheden, men det er jo så en anden sag. Men når du så er i det så er det jo skide irriterende. Thea: Men hvilke overvejelser lå der så bag, både i forhold til Skyen, men også i forhold til derovre ved Halmtorvet? Rasmus: Jamen Halmtorvet, var jo en midlertidig løsning. Og man kan sige at det her bærer også lidt præg af, at det skulle gå rigtig rigtig stærkt, man ville rigtig gerne hurtigt i gang med det her, og rigtig gerne i denne valgperiode, der var rigtig meget politik i den, det skulle nås i denne valgperiode, for man frygtede at man ikke nåede at komme i gang, og at der lige pludselig kom 15

et regeringsskifte, og så ville det hele falde til jorden, og så kunne flertallet være væk i forhold til det, så man ville gerne være lidt hurtigt i gang, og det kom vi sådan også. Og så var der som sådan ikke mange egnede placeringer, altså det var meget sådan, altså, alle var enige om at det skulle være der hvor brugerne var, det nyttede ikke at lave den på den anden side af banen, ovre på Sydhavnen. Altså det skulle være der hvor brugerne er. Mændenes Hjem havde meldt sig meget hurtigt og sagt jamen vi vil gerne. De syntes at mellem 500 og 600 brugere der kommer her hver dag, og en stor del af miljøet er her, vi synes det er naturligt at der også er et stofindtagelsesrum her. Thea: Ja. Rasmus: Så det var sådan en kombination af at der var nogle der meldte sig på banen, og at der ikke rigtigt var nogle egnede steder til det, for det er skide svært at placere sådan noget. For det er sådan lidt, så skal der i øvrigt lige være et stofindtagelsesrum her i jeres gade? Thea: Ja, værsgo. Rasmus: For jeg kan love dig for der kommer ramaskrig og så samtidig med at det skal være centralt. Thea: Så der var ikke nogle andre bydele der var med i spil omkring overvejelserne? Rasmus: Nej, nej, altså bydele, altså nej, det ville ikke give nogen mening at lave det første stofindtagelsesrum i Sydhavnen, altså det ville.. Thea: Nej. Alma: For så ville det ikke blive brugt. Rasmus: Nej, det tror jeg simpelthen ikke, altså jeg kan ikke vide det, men, altså det ville være virkelig være mærkeligt. 16

Thea: Det ville måske være spild? Rasmus: Ja det ville det. Thea: Hvad med brugerne der kommer her, har du nogen idé om hvor de er bosat henne eller er de fleste hjemløse eller? Rasmus: Vi plejer at sige, at en tredjedel har en lejlighed, en tredjedel bor på herberg og en tredjedel er hjemløse. Thea og Alma: Okay. Rasmus: En tredjedel af vores brugere, eller den størstedel af vores brugere, det er københavnere, den næstestørste gruppe er fra omegnskommuner, den tredjestørste gruppe det kan være svenskere eller nordmænd, folk fra Vesteuropa. Altså ikke flygtninge eller indvandrere eller noget. Thea: Altså som tager hertil pga. stofindtagelsesrummet? Rasmus: Ja, altså tager hertil pga. Vesterbro. Som tager hertil pga. miljøet. Det har vi altid haft der er altid kommet mange svenskere på Vesterbro. Altså for miljøet og for at købe stoffer. Men vi lærer dem at kende på en anden måde nu pga. stofindtagelsesrummet, for de bruger også stofindtagelsesrummet. Thea: Ja. Rasmus: Så udlændinge er vores tredje største gruppe, og så har vi, så kommer der, fra de forskellige regioner i Danmark som kommer her, ja. 17

Thea: Er det så pga. den sundhedsmæssige sikkerhed ift. stofindtagelsesrummet, men måske også i forhold til det sociale fællesskab der er omkring der? Rasmus: Ja, det er begge dele, altså, der er mange der kommer her for at købe stoffer, der er nogen der kommer for at sælge stoffer, der er nogen der kommer her for at være sammen deres venner, de har deres venner i miljøet eller som er misbrugere og som så har deres venner i miljøet. Der er nogen der kommer her som er her kort, der er nogen der er her i længere tid, og så er der nogen som er her hele tiden. Det er klart at dem der er hele tiden, det er også dem, som beboerne her oplever de største problemer med, og det er i virkeligheden også dem der er mest i saksen hernede, dem der har det dårligst. Altså, dem der har mest, altså, jeg plejer at lave sådan et billede med at hvis man forestiller sig at indre Vesterbro er en magnet, altså så er der nogen der ligesom bare sidder fast, de kommer aldrig nogle andre steder, og så er der dem som er sådan lidt mere sådan uden om magneten, som sådan nogen gange sidder fast, og så nogen gange ikke. Jo mindre du er her, jo mere styr har du på det, ikke? Thea: Ja. Rasmus: Altså typisk har du lejlighed og så får man måske noget metadon ovre apoteket, man har styr på sin kontanthjælp, altså, jo mere, jo tættere du er her på, jo mere er det hele brændt sammen for dig, ikke? Thea: Ja. Er der nogen der kommer her for at tage stoffer for første gang? Rasmus: Det kunne vi jo rigtig godt tænke os der ikke var. Thea: Ja. Rasmus: Jeg skal ikke kunne afvise at det er sket, at der er en der har debuteret. Thea: Okay. 18

Rasmus: Men vi har jo en regel der hedder, at man skal være over 18, og at man skal have et problematisk, yderst problematisk forhold, til hårde stoffer, og det skal være længerevarende. Men vi er jo ikke nogen østtysk grænsekontrol forstået på den måde, man kommer ikke i krydsforhør for at komme ind. I 99 % af tilfældene er det vores målgruppe der kommer ind, der er der ikke et øjebliks tvivl, men så har vi måske 1 % hvor vi kan komme i tvivl. Til der er der en historie som beskriver det dilemma vi kan stå i. Tre måneder efter vi var startet, ovre i vores andet rum, ovre på Halmtorvet, der kommer der en ung svensk pige på nogle af tyve år, en superflot pige og personalet tænker bare, hvad fanden skal hun her. Og de går over til hende, hvem er du og hvad skal du og hvad laver du her, og hun fortæller så, at hun er svensker, og hun er heroinmisbruger og har taget heroin siden hun var 17. Nu har hun været i fængsel i et halvt år, og kommet ud af fængslet for to måneder siden og genoptaget sit heroinmisbrug nu var hun taget til København og købt heroin, og nu vil hun gerne ind i vores rum og tage det. Fint siger personalet, de lukker hende ind, og hun tager sin heroin, og i det øjeblik hun har taget det, siger det bang! Og så ligger hun bare helt blå i hovedet, mega overdosis. Thea: Ja. Rasmus: Og sygeplejerskerne går i gang og arbejder med hende, får givet hende modgift, givet hende ilt, og der bliver ringet efter en ambulance, og hun respondere ikke på den der modgift, hun får modgift igen, og der går lidt panik i det, langt om længe siger det phhuhihuhiuh (Rasmus gengiver en gispende lyd), og så vågner hun op igen og trækker vejret igen, og kommer til sig selv, ambulancen kommer, men hun vil ikke med ambulancen, hun indvilliger dog i at blive, og hun ender med at blive i et par timer. Hun har vist en ven med, på det tidspunkt tager vennen hende under armen og de går til Hovedbanen og tager så toget hjem til Malmø. Hvis hun nu var blevet afvist, hvi vi havde sagt det her, det er ikke noget sted for dig, du må finde et andet sted og tage dit stof, så er chancen for at hun var gået ud og ned i Kødbyen og fundet et indhak og sat sig ned der og taget sit stof, fået en overdosis, så var hun død. Det er altså det dilemma vi står i. Nej vi vil ikke have de debuterede hos os, vi vil gerne gøre en rigtig stor indsats for at det ikke sker, men vi vil hellere have at de tager stoffet hos os, end at de tager stofferne når de er 19

gået ud ad døren, så det er den sondring vi bliver nødt til at, hele tiden og, og det er den personalet står med hele tiden, hver dag, og det er jo er stort ansvar. Thea: Det må man sige. Rasmus: Hvad hedder det. Normalt siger man det tager 10 år at debutere på Istedgade, altså det tager 10 år i sit misbrug, og det kan være at man sidder ude i en lejlighed ude i Brøndby og sidder og ud at nasse hash og tager nogen feststoffer i weekenden eller det kan være man brager igennem med alkohol, og så på et eller andet tidspunkt så går man over til stoffer, der kan være mange årsager, men typisk er det dem som kommer herinde de har et langt misbrug af et eller andet alle sammen. Og vi ser heldigvis relativt sjældent meget unge. Thea: Okay, cool. Lidt i forhold til det her økonomiske, har du nogen idé om staten sparer, eller bruger flere penge på at forsøge.. Rasmus: Altså hvordan kan man gøre det op? Nu har vi haft 180 overdoser, hvad er et liv værd? Thea og Alma: Ja det er jo det spændende, og det som diskussionen har været på. Rasmus: Og hvad er, jeg synes simpelthen det er så svært ikke. Alma: Men jeg tror også at spørgsmålet også udsprang sig lidt af, nu laver man et rum hvor at du gør noget lovligt, som er ulovligt, om det så er i orden fordi man så spare på det, i forhold til ressourcerne der bliver brugt på ambulanceudrykninger og indlæggelser og følgesygdomme. Rasmus: Det kan vi ikke se endnu, men det er jo også en af forhåbningerne når vi har sygeplejersker i det der rum, de ser brugerne hele tiden, så opdager vi sår, så opdager vi forskellige sundhedsfaglige problemstillinger ret tidligt, så vil jeg også sige at behandlingen kan komme i gang tidligere, og jo tidligere behandlingerne kan komme i gang, jo billigere bliver det, kan man sige for sundhedsvæsenet. Jeg tror Ikke der er nogen tvivl om at der på den konto kommer vi til at spare nogle penge i forhold til sundhedsvæsenet. Vi kommer til at spare nogle 20

indlæggelser, vi kommer til at spare en masse der, jeg tror i virkeligheden også i forhold til hvor mange ambulanceudrykninger, altså at det vi i virkeligheden har det samme som ambulancerne har. Vi skal ringe til ambulancen, men det er meget sjælden ambulancen tager folk med, fordi vi ordner ligesom tingene her. Og så spare man jo også at du ved brugeren skal ind og så på den måde. Alma: Og i kan også netop redde dem hvis de får en overdosis. Rasmus: Man vi skal ringe efter en ambulance, stadigvæk.. Alma: Men det var også det Canadas undersøgelse viste, at.. Thea: At det helt klart kunne betale sig, også i forhold til at man også forbedre borgernes levevilkår. Rasmus: Vi driver det her for 17 millioner kroner og året, på de her to år ikke. Og vi har haft 2500 forskellige brugere og der har været 185.000 stofindtag, vi har haft mellem 2-3.000 brobygnings henvisninger hvor vi har henvist brugerne til noget andet, vi har reduceret affaldet i gaden med 75%, vi har givet beboere og brugere meget mere værdighed i forhold til at det der med at sidde åbenlyst på gaden foran børnehaver og turistbusser og så videre og så videre. Thea: Er slut. Rasmus: Ikke slut, men er kraftigt begrænset, det er sgu sjældent at man ser en side udenfor og tage stoffer, i hvert fald i vores åbningstid. Jeg synes det er, hvis der er noget som giver mening med skatteydernes penge. Thea og Alma: Ja. Ja. Rasmus: Så er det det her, altså, så så, vi hjælper dem måske mest belastede befolkningsgruppe vi overhovedet har i Danmark, brugerne siger selv, vi har udtalelser fra bruger der siger: jeg har 21

været stofmisbruger i 20 år, jeg har været i behandling 20 gang, stofindtagelsesrummet er det bedste jeg nogensinde har oplevet i min tid som stofmisbruger, så måske er jeg også den forkerte at spørge. Alma: Ja men det er også bare fordi at nu har vi jo valg at skrive i økonomi. Rasmus: Ja god fornøjelse. Thea: Ja tak skal du have. Rasmus: Jeg synes det giver rigtig rigtig rigtig meget mening. Altså og jeg synes faktisk at 17 millioner kroner ikke er specielt mange penge. Thea: Nej. Rasmus: I forhold til hvad vi ellers bruger af, på alt muligt halløj, på at lave den her ydelse for den her befolkningsgruppe, som er så, kan man sige dårlig, og i virkeligheden måske er dem som har aller aller mest brug for et eller andet løft ikke? Thea og Alma: Ja. Rasmus: Der synes jeg faktisk at 17 millioner er mange penge men, er sådan relativt. Thea: Håndgribeligt. Rasmus: Håndgribeligt beløb. Thea: I forhold til den fixelance der, indgår den også? 22

Rasmus: Det er ikke kommunen der driver den, og hvad hedder det, de to stofindtagelsesrum, det er Mændenes Hjem der driver dem, det er mig der er leder for de to rum, og fixelancen har så deres egen leder. Thea: Og bevæger den sig rundt i byen? Rasmus: Nej den holder derover - over på Halmtorvet. Alma: Okay. Thea: Cool. Og igen i forhold til det her økonomi har stofindtagelsesrummet det de behøver i forhold til plads? Rasmus: Nej, vi vil gerne have natteåbent, vi vil gerne have 24 timers åbent og vi vil gerne have dobbelt så mange ryge pladser. Thea: Og i har åbent fra 08.30 til 23.30 nu ikke? Rasmus: Nej vi har åbent fra 7:45. Thea: 07.45? Rasmus: Det er faktisk også en åbningstid som er lavet i forhold til vores naboer i vores lokalområde, og det er den selvfølgelig for 07:45, der begynder børnene at gå i skole. Alma: Det er rigtigt, der ligger en folkeskole lige hernede ikke? Rasmus: Så hvis vi kan få stofbrugerne ind i stofindtagelsesrummet lige inden børnene begynder at gå i skole så er børnene også fri for at skulle stå og glo på det på vej til skole. Så det er det faktisk lavet til, du spurgte hvad gør i for det er i virkeligheden også noget vi forsøger at gøre i forhold til. 23

Thea: Byrummet. Alma: Men det er da godt. Rasmus: Ja. Thea: Ja. Rasmus: Så fra 07:45 og så til midnat der er åbent herover, vi kunne godt tænke os der var 24 timers åbent, og i vores andet rum der har vi åbent fra, hvad fanden var det nu, fra klokken 11:15 til klokken 19:45. Thea: Ja okay, så i har meget længere åbningstid her? Rasmus: Ja det er her den lange åbningstid er, man kan sige at den åbningstid derover det er sådan kan man sige, i det tidsrum den er åben, det er vores travleste tid, som man kan sige, åbningstiden der, den er lagt an på hvornår er der travlest, hvornår er der flest brugere her. Thea: For at aflaste Skyen? Rasmus: For at aflaste Skyen ja. Thea: Godt, altså, ville du sige der var noget stofindtagelsesrummet ikke var godt for? Altså nu har du været inde på, i forhold til naboerne og nogle andre ting, men er der nogle aspekter, du tænker nej? Rasmus: Næ. Thea: Nej, cool. 24

Alma: Det er jo også dejligt nemt, ville du så i den forlængelse sige at stofindtagelsesrummet er løsningen på? Rasmus: Nej. Thea: Nej. Alma: Men er det en del af løsningen? Rasmus: Ja, det er en ekstrem vigtig pointe, stofindtagelsesrummet er ikke et tryllemiddel eller en sådan wow så fik vi lige løst det her kæmpe store samfundsproblem. Stofindtagelsesrummet er et supplement til en palet af løsninger, eller en palet af tilbud der måske udgør løsninger af det her problem. Der er jo ikke noget sted, der er jo ikke noget land, der er ikke nogen plet på denne jord hvor man har fundet en løsning på stofmisbrugs problematikken. Thea: Nej. Rasmus: Der er lande hvor der er dødsstraf på at være stofmisbruger, og der er alligevel stofmisbrugere. Thea: Ja. Rasmus: Jeg tror, at hvis man skal tænke en løsning på det her hvis den er der, så er det paletten, så er det et meget differentieret udbud af tilbud til de her mennesker, alt efter hvor de er, det vil sige hvis de gerne vil i behandling så skal der være mulighed for at komme i behandling, der skal være mulighed for at komme i behandling hurtigt, det skal være høj kvalitet og det skal være, og man skal kunne handle på folks motivation. Thea: Ja. 25

Rasmus: Hvis folk er psykisk syge så skal der være behandling for det, der skal være substitution i forhold til deres misbrug, det skal være høj kvalitet. Hvis folk ikke vil i behandling, hvis folk bare gerne vil tage stoffer, altså vi snakker jo om, at altså det der med at blive stoffri er jo ekstremt vanskeligt. Thea: Ja. Rasmus: Og nu ved jeg ikke om i har prøvet med at holde op med at ryge, men det er der nogen der syntes er rigtig rigtig svært, og holde op med at tage stoffer det er ti gange så svært, så du skal være ekstremt motiveret, og der er rigtig rigtig mange af vores brugere der har været i behandling rigtig rigtig mange gange og igen og igen og igen oplevet nederlag, nederlag, nederlag og vendt tilbage i misbrug igen. Thea: Ja. Rasmus: Hvad er det for et tilbud, hvad er det vi tilbyder dem vi ikke kan behandle? Hvad er det vi tilbyder dem som ikke er motiveret? hvad er det vi tilbyder dem som ikke vil? Er det vandpytten ude i gaden, to biler foran turistbussen, eller er det stofindtagelsesrummet? Hvor at de kan tage de der stoffer i en tryg rolig og sikker ramme, og oven i købet få hjælp hvis det er. Thea: Det går galt? Rasmus: Ja, dels hvis det går galt, men også hvis de rent faktisk gerne vil noget andet. Thea: Ja. Rasmus: Kunne jeg spørge dig retorisk? Thea: Ja, men det var faktisk alt hvad vi havde tror jeg. Rasmus: Smukt. 26

Thea: Tusind, tusind, tusind tak for din tid. Rasmus: Det var så lidt. Thea: Det var meget spændende! 27