Den britiske identitet

Den britiske identitet En diskursteoretisk analyse Kandidatafhandling, Aarhus Universitet Cand. Ling. Merc International markedskommunikation og PR (Engelsk) Vejleder: Morten Pilegaard Udarbejdet af Bjørn Andreassen Antal anslag ekskl. mellemrum: 126.538 Afleveret den 1. Juni 2015

Abstract In 2014 the results from the European Parliament elections showed a massive increase in voters towards rightwing parties. One of these parties was the United Independence Party from UK. Within a very short amount of time they have managed to become the largest party in the EU from UK. This thesis aims to explain why this has been the case and furthermore aims to explore how it has been done. One way to look at this matter is by analyzing the political debate within UK. By doing so the aim is to find out what UKIP does different from the other parties in UK, in their communication. By applying a discourse theoretical analysis inspired by Chantal Mouffe and Ernesto Laclau this thesis will analyze how, on one hand, UKIP construct British identity, and on the other, how the established parties do the same and how these two differ from each other. Through an analysis of articulation the thesis found that UKIP has articulated a dislocation in how British identity is to be perceived. UKIP constructs identity by the use of antagonisms and has articulated that British identity is hindered by the negative effects of the EU and immigration. The thesis concludes that UKIP constructs EU, in terms of economy, democracy and ideology, to cause negative impacts on the UK. Furthermore, UKIP constructs immigration, in terms of social, economy and the discourse of fear to cause negative impacts. It is by creating this antagonistic relationship between British identity and the EU and immigration that they construct their perception of British identity. On the contrary the established parties construct British identity to be a result of the positive effects that the EU and immigration has brought to the UK and perceives the EU and immigration to be an important part of British identity. They do not construct their perception of British identity by creating an antagonistic relationship in relation to the EU and immigration. Instead they construct a positive image of the EU, in terms of economy, democracy and ideology. This is also the case with immigration. The established party articulated a positive effect from immigration in terms of social, economy and the discourse of fear. i

ii

Indholdsfortegnelse Indledning... 3 Problemformulering... 5 Specialets kapitler... 5 Præsentation af Storbritannien i EU og fire britiske partier... 6 UKIP... 7 The Conservatives... 8 Liberal Democrats... 9 The Labour Party... 9 UKIP s konstruktion af de etablerede partier... 10 Sammenfatning... 11 Historisk redegørelse for Storbritannien i EU... 11 Specialets videnskabelige forankring... 14 Analysestrategiens oprindelse... 14 Analysestrategi... 15 Chantal Mouffe og Ernesto Laclau... 17 Analysestrategiske begreber... 18 Hegemonibegrebet... 18 Dislokation... 19 Nodalpunkter/ tomme betegnere... 19 Reartikulering... 20 Ækvivalenslogikken... 21 Antagonismer... 22 Sedimentering... 23 Empirisk afgrænsning... 23 Operationalisering af begreber... 25 Analyse del 1... 26 UKIP s konstruktion af britisk identitet... 26 De etablerede partiers konstruktion af britisk identitet... 30 Sammenfatning... 31 Delkonklusion... 32 1

Analyse del 2... 33 Den demokratiske diskurs... 33 UKIP s konstruktion af demokrati... 33 De etablerede partiers konstruktion af demokrati... 35 Sammenfatning... 36 Den ideologiske diskurs... 37 UKIP s konstruktion af et ideologisk EU... 37 De etablerede partiers konstruktion af et ideologisk EU... 38 Sammenfatning... 39 Den økonomiske diskurs/ EU som politisk Union... 40 UKIP s konstruktion af EU som politisk Union... 40 De etablerede partiers konstruktion af EU som politisk Union... 41 Sammenfatning... 43 Delkonklusion... 44 Analyse del 3... 45 Den økonomiske diskurs... 46 Sammenfatning... 48 Den sociale diskurs... 49 Sammenfatning... 52 Frygten som diskurs... 53 Sammenfatning... 56 Delkonklusion... 57 Diskussion... 58 Konsensuspolitik- mangel på antagonismer... 59 Andre eksempler... 62 Konklusion... 66 Literaturliste... 69 2

Indledning Der hersker i øjeblikket stor uro i Europa. Højrefløjspartier stormer frem i meningsmålingerne i Danmark, Frankrig og ikke mindst Storbritannien. Der kan være mange grunde hertil, men noget der går igen i alle disse lande, er frygten for at afgive national suverænitet, frygten for at miste den nationale identitet og frygten for immigration. Det seneste Europa Parlamentsvalg afslørede en stigning i stemmer til partier der lå til højre for den politiske midte, hvilket især gjorde sig gældende i Storbritannien. Ved valget i 2014 fik højrefløjspartiet UKIP sin hidtil højeste stemmeandel og blev valgt ind som det største parti fra Storbritannien (BBC, 2014). Som de fleste andre højrefløjspartier i Europa gik UKIP til valg på at øge suveræniteten hos medlemslandet ved at trække bestemmelsesretten tilbage fra EU. Med dem i spidsen foregår der for tiden en stor omvæltning af den politiske dagsorden i Storbritannien. UKIP har etableret en af de mest succesfulde udfordringer for de etablerede partier, en udfordring som ikke hidtil er set i moderne britisk historie. Vælgertilslutningen til det radikale højrefløjsparti var ved EU parlamentsvalget på et historisk højt niveau, hvilket har efterladt regeringen i Storbritannien i et jerngreb fra de euroskeptiske vælgere. Storbritanniens premiereminister David Cameron virker da også til at have ladet sig påvirke af dette. Således har han meddelt, at han ikke senere end 2017 vil kalde til folkeafstemning omkring medlemsskabet af EU, såfremt han bliver genvalgt som premiereminister ved det næste nationalvalg i Storbritannien. Og selvom Storbritannien i forvejen ofte er blevet beskrevet som en vanskelig og akavet partner i EU, så må udviklingen i forholdet mellem de to betragtes som den hidtil værste i flere årtier. Men hvorfor forholder situationen sig således? Hvordan har UKIP på så kort tid erobret så store procenter af vælgerne? Og hvordan har det kunnet lade sig gøre? Dette er nogle af spørgsmålene som denne afhandling vil besvare. Ifølge flere gennemarbejdede og objektive rapporter vil Storbritannien økonomisk være dårligere stillet såfremt nationen melder sig ud af EU i 2017/2018 (Bertelsmann, 2015), (Theils, 2015), (Lauritzen, 2015). Derfor er det interessant at undersøge, hvorfor et stigende antal briter til stadighed støtter UKIP og deres EU-fjendtlige kurs. 3

UKIP udfordrer de etablerede partier ved at sætte spørgsmålstegn ved centrale debatter i det britiske samfund som britisk identitet, suverænitet, og immigration, og har med en populistisk højrefløjsoverbevisning på disse temaer skabt en opstand mod den eksisterende politiske dagsorden i Storbritannien. Britisk identitet er blevet et højaktuelt emne blandt politikere og vælgere og da særligt truslerne imod den britiske identitet er ligeledes i høj grad blevet debatteret. UKIP har fremstillet EU og immigration som Storbritanniens vigtigste fjender og lige netop UKIP s position på disse emner synes at vinde tilslutning hos briterne. Hvilke værktøjer og hvilken kommunikation bruger UKIP i deres forsøg på at lokke vælgerne til? Der har tidligere været partier som har ytret samme afstandstagen overfor EU og immigration, men ingen af dem har opnået nær så stor tilslutning som UKIP. UKIP synes altså at have italesat og formuleret sig til en position på disse temaer, som de andre partier har svært ved at generobre. UKIP dikterer nærmest dagsordenen med deres fjendtliggørelse af EU og immigration. Storbritannien står i øjeblikket i en situation hvor forståelsen og opfattelsen af den nationale identitet er til forhandling. UKIP har sat spørgsmålstegn ved hvordan denne skal opfattes. EU og immigration bliver set som en trussel overfor britiske værdier og interesser, og derfor rystes den etablerede forståelse af, hvordan den britiske identitet opfattes. Spørgsmålstegnene som UKIP stiller er udgangspunktet for dette speciale, der vil forklare, hvorfor det er muligt overhovedet at stille spørgsmålstegn ved udtryk som britisk identitet. Med hvilke kommunikative værktøjer er det lykkedes for UKIP at opstille en ny diskurs for, hvordan identitet skal opfattes og hvilke mekanismer gør sig gældende i en sådan diskurs? 4

Problemformulering Med Mouffe og Laclau s analysestrategi vil jeg analysere, hvordan UKIP konstruerer udtrykket britisk identitet, og hvordan deres konstruktion adskiller sig fra de etablerede partiers konstruktion af samme. Problemformuleringen bliver besvaret igennem følgende tre analyser: 1. Artikulationsanalyse af hvordan UKIP italesætter en dislokation i udtrykket britisk identitet og efterfølgende en hegemonianalyse af hvordan UKIP og de etablerede partier hver for sig konstruerer udtrykket britisk identitet. 2. Hegemonianalyse af hvordan UKIP og de etablerede partier hver for sig meningstilskriver EU-diskursen. 3. Hegemonianalyse af hvordan UKIP og de etablerede partier hver for sig meningstilskriver immigrationsdiskursen. (Begrebet dislokation forklares på side 19 og begrebet hegemoni forklares på side 18. Udtrykket de etablerede partier forklares på side 11). Specialets kapitler 1. Præsentation af UKIP, The Conservatives, Labour og Liberal Democrats samt præsentation af Storbritanniens forhold til EU i et historisk perspektiv. 2. Specialets videnskabelige forankring 3. Analyse del 1 om britisk identitet 4. Analyse del 2 om EU 5. Analyse del 3 om immigration 6. Diskussion 7. Konklusion 8. Litteraturliste 5

Præsentation af Storbritannien i EU og fire britiske partier Inden analysen påbegyndes gives der en kort beskrivelse af hvordan de fire partier, UKIP, The Conservatives, Labour og Liberal Democrats politisk positionerer sig. Jeg vil kortfattet præsentere deres historiske udvikling, deres vigtigste værdier, deres ideologiske forankring og give en præsentation af de fire partiers formænd. Analysedelen vil i specialet være baseret på udtalelser fra de fire partiers formænd, hvorfor jeg finder det vigtigt at beskrive hovedpointerne i deres politiske virke, og da specialet omhandler den hegemoniske kamp partierne imellem, er det nødvendigt at give et indblik i, hvilke aktører specialet omhandler. Jeg vil ydermere redegøre for, hvorfor jeg vil tillade mig at kalde Labour, The Conservatives og Liberal Democrats for de etablerede partier og dermed som en samlet enhed, der står i opposition til UKIP. Dette udføres ved at præsentere en række udtalelser fra UKIP, der viser, hvordan de opfatter og italesætter de tre partier. Efterfølgende vil jeg beskrive Storbritanniens forhold til EU i et historisk perspektiv og kort redegøre for to analyser fra det Europæiske analyseinstitut, Eurobarometer, der viser briternes tilhørsforhold til EU. Dette speciale undersøger, hvordan UKIP artikulerer britisk identitet samt analyserer den hegemoniske kamp mellem UKIP og de etablerede partier. Hvad jeg vil bevise nedenfor, italesætter UKIP endvidere EU som den største trussel mod britisk identitet, hvorfor jeg finder det relevant kort at introducere læseren for Storbritanniens historie og tilknytning til EU og den identitet, som UKIP finder det svært at forene sig med. 6

UKIP The United Kingdom Independence Party (UKIP) blev grundlagt i 1994, og partiets vigtigste kardinalpunkt har siden da omhandlet udmeldelse af EU. UKIP er politisk placeret til højre for midten, og partiets ideologi berører nationalisme, populistisk anti-etablissement og fri markedsøkonomi. Partiet kæmper for et frit, demokratisk og uafhængigt Storbritannien ved blandt andet at fastfryse immigrationen til nationen (Clark, 2012, 110). Ved EU-parlamentsvalg har de oplevet stor succes siden oprettelsen af partiet og er gået fra 150.000 stemmer i 1994 til 2.498.000 stemmer i 2009, og senest har de erobret 4.376.636 stemmer i 2014 og har haft mandatfremgang på 11 pladser siden 2009 til nu at have 24 pladser i EU-parlamentet. Partiet er nu det største britiske parti i EU med fire mandater mere end Labour på en andenplads (BBC, 2014) og må regnes som en seriøs udfordrer til det politiske etablissement i Storbritannien. De har dog ikke altid haft status som et seriøst parti fra kollegaer i den politiske arena. Inden David Cameron trådte til som premierminister, omtalte han UKIP som tosser og skabsracister "Ukip is sort of a bunch of... fruit cakes and loonies and closet racists mostly (Jamie Lyons, 2006). Selvom partiet høstede store resultater ved EU-parlamentsvalget, så har de haft sværere ved at bryde ind på den nationale scene i Storbritannien, hovedsageligt pga. et valgsystem, der på mange måder favoriserer de etablerede partier. De har dog præsteret at vinde to pladser i det britiske parlament, som også kaldes underhuset, men dette er foregået ved såkaldte suppleringsvalg, som opstår, når en siddende parlamentariker afstår fra sin plads i parlamentet. Dette har været tilfældet ved UKIP s nu to pladser i underhuset. To konservative har afstået fra deres pladser og derefter skiftet parti til UKIP, hvorefter de er blevet valgt ind igen (DR DK, 2014). En vigtig faktor for partiets succes har til dels været udpegningen af Nigel Farage som partiformand. Med ham i spidsen er UKIP gik fra at have 1,7 procent af vælgerne ved deres første EU-parlamentsvalg, til at have vundet flest stemmer ved foregående EU- parlamentsvalg i 2014, og har nu over 30.000 medlemmer. UKIP er således forandret fra blot at være tosser og skabsracister, der ikke blev regnet for noget særligt, til nu at vise sig som en seriøs udfordrer til de etablerede partier (Goodwin, 2014,9). Nigel Farage har været partiformand for UKIP af to omgange siden 2005. Efter EU-parlamentsvalget i 2009 fratrådte han som formand for så at vende tilbage i 2010. 7

UKIP har op til parlamentsvalget i Storbritannien i 2015 sat fokus på følgende seks mærkesager: Returnere magt fra EU til Storbritannien, beskytte Storbritanniens grænser, genopbygge velstand ved at forlade EU, beskytte Storbritannien mod kriminalitet, pleje og støtte til alle, ytringsfrihed og demokrati (UKIP, 2014). The Conservatives The Conservatives har været det mest succesfulde parti i Storbritannien i de sidste hundrede år (Clark, 2012, 42). Siden 2. verdenskrig har de siddet i regering fra 1951-64 og senere 1979-97, hvorefter de har siddet i opposition indtil 2010. I 2010 dannede de den nuværende regering i samarbejde med Liberal Democrats (Clark, 2012, 41). Konservatisme som ideologi defineres i syv hovedtræk: 1) Konservatisme prioriterer traditioner højt, både politisk og socialt. 2) Ændringer i samfundet skal ske på en velordnet måde. 3) De har en skepsis omkring menneskers evne til at reformere samfund. 4) Konservative forsvarer retsstaten og vigtigheden af ejendomsretten. 5) Ønsker en stærk men begrænset stat. 6) Ønsket om en velstående økonomi. 7) Konservative er knyttede til nationen og de nationale interesser (Clark, 2012, 42). The Conservatives har gennemgået to perioder, der har defineret deres politiske ståsted. Den første periode refereres til som One Nation- perioden og bliver opfattet som en progressiv konservatisme, der politisk forstås som værende på den højre side fra midten (dog relativt tæt på midten). Den progressive konservatisme ønsker en større rolle til staten for at skabe et sikkerhedsnet og dermed basis for at opnå individuel selvstændighed. Den næste periode kaldes Thatcherism efter den tidligere konservative partiformand Margaret Thatcher. Thatcherism prioriterede det frie marked, minimum stat, individuel frihed og ansvar, og skal forstås længere til højre for midten end One Nation- perioden. Thatcherism argumenterede endvidere for en større vigtighed af Britisk nationalisme og større EU-skepsis. The Conservatives har, under ledelse af nuværende partiformand David Cameron, positioneret sig i den progressive konservatismes lejr, og David Cameron har tidligere taget afstand fra Thatcherism som ideologisk grundsyn. The Conservatives er dog internt i partiet delt op i to lejre fordelt på de to ovenstående positioner, når det vedrører EU. Dele af det konservative parti ønsker ligesom UKIP at træde ud af EU og har presset David Cameron til at afholde en 8

folkeafstemning om EU. Dette har dog ikke, som jeg vil bevise i specialet, haft afgørende effekt på The Conservatives generelle ståsted i forhold til EU, da David Cameron stadigvæk ønsker at forblive som medlem af EU (Clark, 2012, 47). Liberal Democrats Liberal Democrats har siden 2010, sammen med The Conservatives, dannet regering i Storbritannien. Det er de tredje største parti efter The Conservatives, og Liberal Democrats sidder i øjeblikket på 57 af 650 mulige sæder i parlamentet. Ligesom The Conservatives har Liberal Democrats været delt i de to lejre, Classical Liberalism og Social Liberalism, siden dannelsen af partiet. Forskellen mellem Classical liberalism og Social liberalism er forskellen i ønsket om statens størrelse og indflydelse. Classical liberalism ønsker mindre statslig indflydelse, hvorimod Social Liberalism ønsker, at staten skal biddrage med støtte, således at individer selvstændigt har mulighed for at opnå velstand (Clark, 2012, 89). Social Liberalism har længe været konsolideret som den fortrukne, men indenfor de seneste år har Classical Liberalism igen vundet indpas, og partiet har derfor rykket sig længere til højre mod midten. Dette kan til dels tilskrives Nick Clegg der som formand for Liberal Democrats siden 2007, har trukket partiet længere til højre og politisk tættere på The Conservatives politisk (Clark, 2012, 97). Liberal Democrats er det mest EU-venlige af de fire partier, der analyseres i dette speciale, men foruden dette emne prioriteres økonomisk politik, miljø og uddannelse som de vigtigste områder. Partiet har dog, fordi det politisk er positioneret imellem The Conservatives og Labour, haft svært ved at forme et særpræg og en karakteristisk identitet, da partiernes politikker ofte overlapper hinanden. The Labour Party Interne stridigheder i partiet har ikke kun været tilfældet for de to ovenstående partier. Også Labour har været splittet omkring deres politiske ståsted og ideologi. Ifølge Labours forfatning er partiet et demokratisk socialistisk parti, der kæmper imod ulighed i samfundet, ulighed i indkomster og ulighed i muligheder for at opnå sit fulde potentiale som individ. Partiet kæmper derudover for at beskytte og fremme arbejderklassens levestandarder. I modsætning til The Conservatives og Liberal Democrats ønsker Labour ikke minimal statslig indflydelse, og med den indflydelse bestræber Labour sig på at redistribuere den britiske rigdom blandt alle dele af samfundet (Clark, 2012, 64). 9

Der skulle dog ske ideologiske og politiske ændringer, da Tony Blair i 1995 gjorde op med de eksisterende tanker og retninger i Labour. Han reformerede partiet, kaldte det New Labour og præsenterede Storbritanniens vælgere for The Third Way, som søgte at løse samfundets udfordringer på en anderledes måde end de hidtil kollektivistiske metoder. Redistribuering af rigdom blev ændret til redistribuering af muligheder, velfærdsstaten blev til den sociale investeringsstat. Ydermere søgte The Third Way at gøre op med tidligere opfattelser omkring venstre mod højre i politisk forstand og efterspurgte en øget individualisering. I løbet af 90 erne rykkede partiet sig således mere til højre, og begyndte at acceptere privatisering og blev mere imødekommende for militær oprustning af Storbritannien (Clark, 2012, 69). Efter Tony Blairs og efterfølgende formand Gordon Browns afgang som formænd for partiet, blev der iværksat en lederskabskonkurrence, hvor partiet skulle revurdere dets politik og ideologi. Sidenhen har partiet igen, under ledelse af fungerende formand Ed Miliband, forsøgt at bevæge sig til venstre mod tidligere politiske tænkemåder men kæmper stadig med at distancere sig fra eftervirkningerne af Blair og Browns regeringstid. UKIP s konstruktion af de etablerede partier Som beskrevet i præsentationen af de etablerede partier, har de alle politisk bevæget sig ind mod midten og som følge af dette har de, i forhold til mange emner, samme politiske overbevisning. En anden og den, efter min betragtning, vigtigste årsag til at kalde de tre partier for de etablerede partier er, at UKIP opfatter de tre partier i ledtog med hinanden. UKIP forsøger at konstruere et billede af at partierne ikke kan adskilles, når emnerne omhandler EU og immigration. I et interview i USA fremhæver Nigel Farage de etablerede partier i Storbritannien som var de alle tre ens. Til et spørgsmål om, hvor i den politiske arena man kan placere de andre partier i Storbritannien svarer han, at man ikke kan placere et cigaretpapir imellem dem på de fleste større spørgsmål. Han beskriver, at de alle er Social Democrats, og at der ikke er meget at vælge imellem. They are all Social Democrats. There isn s much to choose. You frankly cannot put a cigaret papir between them on most big issues and the big problem we have got as a country is that 75% of our laws are now made in Brussels by the European Union and I want to take that back (Nigel Farage on Sean Hannity, 2014). 10

Nigel Farage sidestiller ligeledes de etablerede partier med store virksomheder og banker, og kalder dem en del af en politisk boble. Han antyder at alle i det britiske parlament, Westminster er ens, og at de aldrig har drevet en virksomhed eller haft et normalt job. Like everyone in Westminster, you have never run you own company, you have never had a proper job in the real world. You are part of this political bubble that picked up a piece of research that was produced ten years ago. You all do it Labour do it, Torries (The Conservatives) do it, the big banks do it, the multinationals do it (Europe debate 1, 2014). Sammenfatning Når jeg tillader mig at kalde de tre partier Labour, The Conservatives og Liberal Democrats for de etablerede partier så er det et resultat af, at UKIP har italesat en dislokation omkring partierne UKIP oplever ingen divergens imellem partierne på de vigtigste store emner, deriblandt EU og immigration, som er UKIP s to kardinalpunkter. Ovenfor har jeg med et par eksempler vist, hvordan UKIP opfatter partierne, og i og med at UKIP er fokus for specialet, vil jeg iagttage partierne på samme måde. Som det vil fremgå gentagne gange i specialet, er de tre partiers udtalelser på områderne EU og immigration ganske ensartede. De er alle pro EU, og selvom der er divergerende udtalelser på nogle af områderne, er de efter min bedste overbevisning, ikke afgørende for kursen på dette speciale. Hvis jeg i dette speciale havde fokus på andre områder som miljøpolitik, skattepolitik ville det måske være muligt at identificere uenigheder imellem de tre partier, men dette vil jeg ikke gisne om. Ved gennemgang af min empiri, er det i min optik muligt at sammenkæde de tre partier under en fane. Som ovenstående beskrivelser af de tre partier bevidner, har de alle hver især skiftet ideologi og politisk ståsted flere gange, og har på den måde indtaget positioner, som politisk ikke ligger langt fra hinanden. The Conservatives har bevæget sig til venstre over flere omgange, Labour til højre og Liberal Democrats lidt frem og tilbage imellem de to andre partier. Alle forsøger de at appellere til vælgerne i midten, som er den største gruppe af vælgere i Storbritannien (Clark, 2012, 30). Historisk redegørelse for Storbritannien i EU Storbritannien indtræder som medlem i EU i 1970 efter flere års forhandlinger omkring medlemskab. Forinden dette blev Storbritannien, to gange, afvist af et veto fra Frankrigs 11

daværende præsident Charles de Gaulle. Han anklagede Storbritannien for kun at ønske deltagelse i EU, for derefter at dominere fælleskabet med støtte fra USA (George, 1998, 40). Storbritannien havde da også et specielt forhold til USA og havde derudover et mere globalt udsyn, end hvad tilfældet var for de andre medlemslande i EU. Indtil 2. verdenskrig havde Storbritannien været en dominerende nation på globalt plan, men måtte nu acceptere, at dette ikke længere var tilfældet, på trods af at de stadigvæk så sig selv som en vigtig spiller på den globale scene, via deres alliance med USA. Storbritannien og USA undervurderede også indledningsvis de økonomiske muligheder i EU-samarbejdet, men ændrede holdning, da de så hvilken fremgang de europæiske lande fik efter krigen. Økonomisk fandt Storbritannien derfor incitament til at træde ind i samarbejdet som medlem, da de frygtede at medlemslandene i EU udelukkende ville handle med hinanden, hvilket ville gå ud over den britiske velstand. Der var dog ringe incitamenter for at identificere sig med medlemslandene på andre parametre end det økonomiske. Nationalfølelsen i Storbritannien var stor efter 2. verdenskrig og forholdet mellem Storbritannien og USA var godt. Betydningen af dette forhold mellem de to nationer var noget der prægede, og til stadighed præger, det britiske forhold til EU. Grundlaget for at Storbritannien skulle træde ind i samarbejdet, var således i højere grad bygget på økonomiske perspektiver end perspektivet om sammenhørighed mellem medlemslandene (George, 1998, 40). Siden 1970 har spørgsmålet om identitet i EU været problematisk og selvom medlemslandene blev enige om at underskrive en deklaration ved Københavns topmøde i 1973, der skulle definere Europæisk identitet, har spørgsmålet til den dag i dag stadig relevans. Medlemslandene blev enige om at underskrive et dokument, der definerer Europæisk identitet ud fra et økonomisk perspektiv omkring samhandel landene imellem, og indeholder store ord omkring vigtigheden af retsstaten, social retfærdighed og respekt for menneskerettigheder igennem det fælles marked. Senere har EU lavet flere rapporter, der skulle undersøge spørgsmålet om identitet i EU og fundet ud af, at befolkningens identifikation med de respektive medlemslande hindrede identifikationen med EU (Howarth, 2005, 82). Samhørigheden og afhængigheden mellem landene har i økonomiske og politiske termer været evident, men i identitetstermer været fraværende. Befolkningerne i de forskellige medlemslande i EU har til stadighed svært ved at identificere sig med EU, på trods af at EU har prøvet at inkorporere fælleshymne og fælles flag. Resultaterne fra 12

en undersøgelse lavet af Eurobarometer viser, at de fleste adspurgte først identificerer sig med deres nationalitet og derefter som europæere. Ydermere viser undersøgelsen at størstedelen der er med i EU, ønsker et fredeligt fællesskab og økonomisk samarbejde, men at dette ikke må blive på bekostning af den nationale identitet, forskellighed imellem landene eller nationale interesser (Eurobarometer 1, 2014). Endnu en rapport fra Eurobarometer fra 2014 finder, at Storbritannien er et af de lande, hvis befolkning identificerer sig mindst med EU og mindst føler sig som beboere i EU. Rapporten viser ydermere, at alder og uddannelsesniveau har indflydelse på, hvorvidt britiske borgere føler sig knyttet til EU. Generelt udledes, at jo yngre og jo højere uddannelsesniveau en brite har, jo større identificering med EU (Eurobarometer 2, 2014) 13

Specialets videnskabelige forankring Jeg vil i nedenstående kapitel udførligt redegøre for mine metode- og analysestrategiske overvejelser. Årsagen til den udførlige redegørelse begrundes ved, at den er altafgørende for mit valg af empiri og samtidig sætter rammerne for, hvordan jeg kommer frem til mine konklusioner. Jeg vil først beskrive den poststrukturalistiske analysestrategi, som er specialets videnskabelige forankring. Dernæst vil jeg udrede Chantall Mouffe og Ernesto Laclau s fremstilling af diskursteorien, som vil være specialets teoretiske ramme og derefter præcisere de iagttagelsesledende begreber, hvormed jeg iagttager min empiri. Efterfølgende vil jeg præsentere specialets kildekonstruktion for slutteligt at samle op på ovenstående og præcisere det blik, hvormed jeg anvender analysestrategien i analysen. Analysestrategiens oprindelse Analysestrategien konstrueret af Chantall Mouffe og Ernesto Laclau, som jeg i dette speciale vil anvende, henter inspiration fra faderen og udvikler af diskursanalysen Michel Foucault. Hvor andre diskursteoretikere udelukkende opererer med tekstnær diskursanalyse, analyse af tekst og tale, opererer Michel Foucault på et mere abstrakt niveau. Den tekstnære diskursanalyse forholder sig tekstlig og analyserer, hvilke mønstre og regler der findes i samtalen, hvilke overvejelser der har foregået forud for denne, og hvilke konsekvenser den har efterfølgende. I modsætning til den tekstnære diskursanalyse er den Foucaultinspirerede samfundsorienterede diskursanalyse mindre knyttet til enkelttekster, men skal i stedet forstås som en analyse af, hvordan man taler og tænker på om bestemte emner i en bestemt periode (Larsen, 2002, 18). Denne diskursanalyse omfatter følgende antagelser: Sproget/diskursen skaber tænkningen. Der er derfor ingen virkelighed udenfor sproget. Kun hvad sproget italesætter er virkeligt og diskursanalysen ønsker ikke at beskrive sandheden, men kun at beskrive den sociale omverden. Sprogets begreber er i sig selv tomme og uden essens, og kun gennem sociale processer fyldes de med mening. Derudover konstruerer sproget individerne således, at de identiteter et menneske får udelukkende bliver skabt af sproget. Magt er sprog og sprog er magt. Det er magten der skaber sproget, eller sproget der skaber magt til bestemte roller (Larsen, 2002, 20). 14

Analysestrategi Når jeg i denne afhandling vælger at anvende en analysestrategisk fremgangsmåde, er det fordi jeg mener, at denne er bedst til at opstille den bedste metode for behandlingen af min problemformulering. I og med at jeg ønsker at analysere, hvordan UKIP og de etablerede partier hver for sig meningstilskriver britisk identitet, er det nødvendigt at analysere, hvordan de udtaler sig herom. De har hver for sig (som jeg vil bevise nedenfor) divergerende forståelser af, hvordan britisk identitet skal opfattes, og kan ikke blive enig om, at der er én virkelighed. Analysestrategiens anvendelse kan i modsætning til klassiske metoder indenfor den ontologiske ramme påvise, hvordan de forskellige aktører opfatter virkeligheden, og ikke forudindtaget at en sådan findes, som det er tilfældet indenfor ontologien. Ved at benytte mig af denne tilgang indskriver jeg mig i den poststrukturalistiske ramme, som udspringer af og opfattes som en del af socialkonstruktivismen (Esmark, 2005: 8). Grunden til at konstruktivismen efterhånden har vundet indpas i flere forskellige samfundsvidenskabelige discipliner, er dens evne til at stille spørgsmålstegn ved de allerede opstillede kategorier, som ikke længere synes at være tilstrækkelige. Dette skyldes især forandringer, som uanset hvilket samfundsvidenskabeligt områdes der fokuseres på, stiller spørgsmålstegn ved de konstitutive karakteristika af det der kigges på (Andersen, 1999: 9). Mere konkret kan det forklares, at strukturalismens kategorisering ikke længere er fyldestgørende i dens analyse af fremtiden. Eksempelvis bliver der nu stillet spørgsmålstegn til Storbritanniens identitet efter senere års EU integration, som ifølge socialkonstruktivismen altid vil være foranderlig. Når jeg skriver mig ind i den poststrukturalistiske tradition, går jeg fra en ontologisk videnskabsteori til en epistemologisk orienteret videnskabsteori (Andersen, 1999: 13). Med denne forskydning betragter jeg ikke længere fra første orden, hvor jeg spørger til hvad virkeligheden er, men i stedet flytter jeg mit fokus til anden ordens observationer, hvor jeg spørger hvordan virkeligheden er. Jeg observerer nu tilblivelsen af virkeligheden fremfor virkeligheden som genstand, da denne kan ændre form og opfattes forskelligt alt efter, hvilket individ eller organisation der betragter den. Epistemologien spørger til i hvilke former og under hvilke betingelser en bestemt diskurs er opstået (Andersen, 1999: 14), og i poststrukturalisme gælder at det man siger om den anden er man selv (Esmark, 2005: 10). Måden at se på skaber både anskuer og det anskuede. 15

I min observation af britisk identitet, observerer jeg ikke britisk identitet som genstand, men i stedet UKIP s konstruktion af denne. Jeg spørger ikke hvad britisk identitet er, men hvordan UKIP opfatter den. Denne forskydning bringer mig fra at være første ordens iagttager til at være anden ordens iagttager. I den klassiske metodeforståelse adskilles metode, teori og metodologi, men under poststrukturalismen smelter metodologi og metode sammen i den analysestrategiske konditionering af iagttagelsen (Esmark, 2005: 11) Hvor metodologi i den klassiske metodeforståelse, på den ene side, har til opgave at sikre, at teorien er konsistent og sammenhængende og på den anden side sikrer, at metoden former empirien, så det muliggøres at teste teorien, så smelter disse sammen i en poststrukturalistisk analysestrategi. Der forekommer dog både metodologiske overvejelser i enhver analysestrategi, som samtidig kan støtte sig til flere metoder. Teori i den klassiske metodeforståelse drejer sig grundlæggende om årsager til effekter (Esmark, 2005: 10), hvor teori i analysestrategiske termer er et program for, hvordan man vil iagttage og konstruere sin genstand og for, hvordan man selv ønsker at komme til syne som iagttager inden for rammerne af et iagttagelsesbærende begreb (Esmark, 2005: 11). Et sådant begreb, som jeg senere vil uddybe mere udførligt, kunne eksempelvis være antagonismer. Ifølge Chantall Mouffe og Ernesto Laclau finder antagonismer sted, fordi sociale aktører ikke er i stand til at sikre deres identitet og interesser. Antagonismer er en konstrueret fjende, som bliver gjort ansvarlig for dette (Howarth, 2005: 152). Når jeg senere i min analyse vil observere britisk identitet, så bruger jeg blandt andet begrebet antagonisme til at iagttage med. Jeg vil bruge dette begreb som værktøj til at analysere min empiri og britisk identitet som genstand. Jeg vælger at bruge disse begreber som analyseværktøjer, hvilket medfører, at perspektivet jeg har som observatør, er med til at konstruere både mig som iagttager, men også det iagttagede. Det er altså et valg, som har den konsekvens, at den iagttagede genstand kan ændre form, hvis jeg som observatør bruger andre begreber i min analyse (Andersen, 1999: 15). Kritikken fra et positivistisk synspunkt lyder på, hvornår en ny diskurs er konstrueret færdig til at kunne analyseres, fordi man i en epistemologisk analysestrategi jo netop hele tiden sætter spørgsmålstegn ved den iagttagede genstand. Dette vil jeg komme nærmere ind på i min 16

beskrivelse af begreber. Selve min redegørelse af de anvendte begreber og anvendelsen af dem kræver nøje opmærksomhed fra mig som analytiker, og en udførlig udredning af disse er nødvendig, da de er altafgørende for resultatet af mine iagttagelser. Hvor metoden i ontologisk orienterede videnskab ontologiserer genstanden ved at producere sand viden om denne, så deontologiserer analysestrategien genstanden ved at problematisere selvfølgeligheden af den. Da jeg som observatør iagttager det iagttagede, altså bevæger mig på et anden ordens niveau, så er det for mig ikke afgørende, at kunne producere sand viden om genstanden. Jeg iagttager blot hvordan UKIP iagttager genstanden. Jeg har valgt at bruge en analysestrategi fremstillet af Ernesto Laclau og Chantal Mouffe. Grunden til dette er, at Laclau og Mouffe er de eneste der formulerer analysestrategi som en politisk teori (Andersen, 1999: 87), hvilket passer bedst på min analyse af f.eks. UKIP som politisk institution. Ernesto Laclau og Chantal Mouffe henter i deres teoretiske projekt, inspiration fra den strukturelle sprogvidenskab, som opererer imellem sprogbygning og sprogbrug, men kritiserer den samtidigt ved at gøre op med den distinktive grænse imellem de to. Ifølge Laclau og Mouffe modificerer sprogbrugen/kommunikation sprogbygningen. På samme måde forklarer de, at politik er et spørgsmål om at fiksere et bestemt betydningsindhold/sprogbrug til et givet udtryk/sprogbygning (Laclau, Mouffe, 2010, 21). Chantal Mouffe og Ernesto Laclau Ernesto Laclau og Chantal Mouffe har været aktive deltagere i den europæiske demokratidebat siden 1970 erne og har i samarbejde, og hver for sig, været fortalere for, at demokratiet skal tænkes mere radikalt, end hvad har været tilfældet hidtil. Deres projekt er både teoretisk og politisk. Teoretisk tager det udgangspunkt i den marxistiske tradition, hvilket kan genspejles i flere af målsætningerne i deres politiske tanker. Politisk har det været at reformere den socialistiske tankegang, da de finder, at klassernes betydning ikke længere er konstitueret, som det var tilfældet under marxismens opblomstring. I stedet identificerer Laclau og Mouffe nye modsætninger til klasserne i form af politiske identiteter og konflikter som etnicitet, køn osv. Klassekampen eller den hegemoniske kamp opfatter de nu til også at kunne være en politisk konstruktion, hvor en politisk bevægelse som f.eks. UKIP der hævder at repræsentere hele nationens interesser i et antagonistisk forhold til andre alternative politiske repræsentationer. De 17

opererer teoretisk indenfor diskursteorien, og politisk hen imod et fornyet venstrefløjsprojekt og diskuterer derfor både hvad politik er (i diskursteoretisk perspektiv), og hvad politik bør være (normativt). De to teoretikere mener, at politikkens muligheder i poststrukturalismen udvides radikalt, fordi nødvendighedslogikken træder i baggrunden (Laclau, Mouffe, 2010: 22). I poststrukturalismen muliggøres det at problematisere politiske diskurser, og det er derfor ifølge Mouffe og Laclau muligt, at stille spørgsmålstegn ved allerede opstillede og dominerende hegemonier og strukturer, og politikere kan ikke længere udelukkende forklare politiske til- og fravalg med et økonomisk syn eller henvise til nødvendighedens politik (Laclau, Mouffe, 2010:23). Modsat strukturalismens uforanderlige strukturer ser de ikke længere kampen om hegemoni som en kamp imellem klasser, men i stedet som en diskursiv kamp (Esmark, 2005: 180). Analysestrategiske begreber I følgende afsnit vil jeg beskrive de analysestrategiske redskaber, som Ernesto Laclau og Chantal Mouffe har udviklet til at analysere politiske identiteter og forhold, med hvilke jeg vil analysere min empiri. Jeg vil ikke beskrive alle de teoretiske redskaber, som de to har udformet, men nøjsomt udvælge og anvende dem der på bedst vis kan analysere netop de identiteter jeg opererer med. Således når jeg frem til det mest fyldestgørende svar på min problemformulering. Hegemonibegrebet Som beskrevet ovenfor gør Ernesto Laclau og Chantal Mouffe op med den strukturalistiske deterministiske antagelse at klassekampen/ hegemonikampen består af forudgivne klassepositioner. Det er således ikke længere kun bestemte klassepositioner som borgerskabet og arbejderklassen, som er de eneste mulige for hegemoniske projekter (Andersen, 2005, 179). I stedet for klassekampen i den klassiske strukturalismes lukkede og uforanderlige struktur, finder Mouffe og Laclau nu den diskursive kamp som aftager til den hegemoniske kamp. Denne kamp er en kamp om, at meningstilskrive en given identitet som ifølge Mouffe og Laclau følger en række principper for meningsskabelse. Meningstilskrivelsen til den givne identitet skal forstås som ønsket om at fiksere en mening til noget, som ellers ikke er forudgivet. Et eksempel som vil blive brugt flere gange nedenfor er identiteten britisk identitet. Den hegemoniske kamp skal forstås som en kamp om at tilskrive britisk identitet mening. I dette speciale vil jeg anvende begrebet, fordi det 18

sætter mig i stand til at påvise den diskursive kamp, der udspiller sig mellem UKIP og de etablerede partier. Begge parter argumenterer, som senere vil blive bevist for, at britisk identitet skal forstås på hver sin måde, og det er afgørende for specialet at påvise, hvordan de forstår og italesætter denne. Identiteten den ønskede fiksering af mening kalder Mouffe og Laclau for nodalpunkter/tomme betegnere, men mere om det efter næste begrebsafklaring. Forinden skal et andet begreb forklares, som finder sted inden meningstilskrivelsen til identiteten finder sted. Dette begreb hedder dislokation. Dislokation Grunden til at begrebet dislokation skal forklares forinden er, fordi identifikationen af dislokationer generelt er udgangspunktet for enhver analyse af hegemonisk kamp mellem diskurser, og det er ligeledes med dette begreb, at min analyse tager sit afsæt. Dislokation er den proces, hvor kontingens i diskursive strukturer synliggøres (Howarth, 2000: 13), altså en proces, hvor det betegnede løsrives fra betegneren, og hvor det ikke længere er forudbestemt hvordan man opfatter det betegnede eller med andre ord: når en struktur er ude af led og ikke længere opfattes på samme måde som tidligere. Et passende eksempel forud for denne analyse ville være at udtrykket britisk identitet ikke længere er konsolideret som en fast identitet, men i stedet er til forhandling. Når en given aktør italesætter behovet for at diskutere hvad britisk identitet er, og hvordan denne skal opfattes, så er der tale om en dislokation. Analysestrategien/teorien antager, at skabelsen af nye projekter/identiteter starter med oplevelsen af dislokationer, som efterfølgende åbner op for en hegemonisk kamp. Med dette begreb vil jeg vise, hvilke dislokationer UKIP italesætter, da det som forklaret ovenfor, er her min analyse har sit udgangspunkt. Jeg vil nu vende tilbage til beskrivelsen af nodalpunkter/tomme betegnere, da meningstilskrivelsen til disse finder sted som følge af en dislokation. Nodalpunkter/ tomme betegnere Begrebet nodalpunkt har sin oprindelse fra Saussures oprindelige pointe om, at forholdet mellem betegner og betegnet er vilkårligt. Som tidligere nævnt opfatter Chantall Mouffe og Ernesto Laclau ikke at en identitet kan fikseres fuldstændig, men at forholdet mellem indhold(identitet) og udtryk(meningstilskrivelse) altid vil forblive ustabilt (Andersen, 2005, 181). Med andre ord kan identiteten aldrig lukke om sig selv, og der vil altid være et overskud af potentielle meningstilskrivelser til en identitet. Når dette er slået fast så er enhver diskurs alligevel 19

konstrueret som et forsøg på at dominere diskursivitetens felt og dermed opnå delvis fiksering, og det er denne delvise fiksering Mouffe og Laclau kalder for nodalpunkt (Laclau, Mouffe, 2010, 62). I følgende citat formulerer Anthony Clohesy nodalpunktet retfærdighed, som ligeså vel kunne være en beskrivelse af britisk identitet, således: Begrebsliggørelsen af retfærdighed som tomt udtryk er vigtigt. Det er netop, fordi det er et udtryk, der kan tilpasses så mange forskellige fortolkninger, at det altid må forstås som tomt, eller i det mindste delvist tomt på den måde, at det uanset dets betydning altid vil være udfordret, at der til ethvert tidspunkt vil være en dominerende diskurs, som kontrollerer og afgrænser dets mening (Clohesy, 2000, 74). Ved brug af eksemplet med den britiske identitet, så vil betydningen af denne aldrig være ultimativ, men vil i stedet kun kunne blive delvis fikseret i et nodalpunkt indtil der bliver italesat en dislokation af denne. Når en dislokation finder sted, vil alt mening og indhold flyde væk fra identiteten/betegneren således, at denne står tom for indhold og dermed danner mulighed for på ny at artikulere meningsindhold til den. Begrebet nodalpunkter er vigtigt for specialet, da det er med disse jeg vil vise, hvordan UKIP og de etablerede partier i den hegemoniske kamp søger at meningstilskrive britisk identitet. Med dette begreb kan jeg således vise, hvordan partierne adskiller sig fra hinanden, og hvordan de hver især italesætter vigtige temaer/nodalpunkter som immigration og EU. Måden hvorpå et nyt meningsindhold bliver tilskrevet den tomme betegner, og som jeg vil uddybe i følgende afsnit, hedder reartikulering. Laclau beskriver processen fra en dislokation til en fiksering i nodalpunkt på følgende vis: Udgangspunktet for den populistiske erfaring er dislokation, og den kræver en ækvivalent indskrivning. Derfor, og det er den afgørende pointe, vil ethvert fremkommende folk - uanset dets karakter i øvrigt vise sig med to ansigter: et for bruddet med den eksisterende orden, et andet, som selv introducerer orden, hvor der er basal dislokation (Esmark, 2005, 185). Reartikulering Reartikuleringer er et resultat af de diskursive ressourcer, der er til stede i det givne sociale rum, men vigtigt at bemærke er, at de ikke lader sig forklare af dislokationer (Esmark, 2005, 186). Når en dislokation skaber et hul i den kausale kæde, så har den ikke nødvendigvis forbindelse til det indhold, der kommer som resultat af en reartikulering. Dislokationen giver i sig selv bare 20

muligheden for at formulere nye identiteter/projekter. Måden hvorpå en reartikulering finder sted er igennem en artikulation af elementer, som tilsammen organiseres og meningstilskriver nodalpunktet. Det kan være politiske processer, der søger at kæde det tidligere kendte sammen på nye måder (Esmark, 2005: 180). Med andre ord så kædes elementer sammen på nye måder, hvorpå deres betydning forandres. Dette er muligt da elementerne i sig selv aldrig er fastlåste. De bærer i sig selv ingen mening, hvorfor de til enhver tid, i et forsøg på at reartikulere en diskurs, kan sammenkobles med andre elementer og danne en ny diskurs. Denne organisering af elementer kaldes ækvivalenskæder. Ækvivalenslogikken Ækvivalenskæder skal forstås som projekter, hvis elementer overvejende kan udskiftes for hinanden i konfrontation med noget truende (Esmark, 2005: 182). Disse kæder kan opfattes som betegnere for et nodalpunkt og er med til at give værdi til et givet nodalpunkt. Et eksempel på dette kan være nodalpunktet demokrati. Her træder ækvivalenskæder ind og tillægger begrebet demokrati mening med ord/elementer som frihed, lighed og folkestyre mm. Disse elementer får dog kun identitet indenfor den diskurs de fremtræder og ophæves derfor udenfor diskursen. Når et element indtræder i en ækvivalenskæde, får de således en anden karakter, som Laclau og Mouffe kalder for momenter. Da et nodalpunkt aldrig kan blive fikseret, er det også vigtigt at se de ækvivalerende elementer som evigt foranderlige. For at være ækvivalerende må elementerne være differentielle, ellers ville der være en simpel identitet (Laclau, Mouffe, 2005: 82). Laclau pointerer, at en diskurs består af differentielle betydningselementer, der kun får identitet gennem deres indbyrdes forskellighed i diskursen. På den ene side kan elementerne kun opnå identitet gennem indbyrdes forskellighed, og på den anden side aflyses eller ophæves forskelligheden gennem den ækvivalente relation, tilhørsforholdet til den diskursive struktur giver (Andersen, 1999: 95). Som jeg indledte afsnittet med, så bliver ækvivalenskæder dannet i forhold til noget eksternt truende. Udtrykt på en anden måde: Hvis termerne a,b og c i ækvivalenslogikken gøres ækvivalente (a=b=c) med hensyn til trækket d, så må d fuldstændig negere a,b og c (d=-(a,b,c)) og dermed svække de oprindelige termer i systemet (Howarth, 2005: 155). Meget banalt kan det omskrives til, at hvis nodalpunktet er demokrati, og de flydende betegnerne er frihed, lighed og 21

folkestyre så får disse tre betegnere, kun deres identitet i diskursen, hvis de stilles overfor og bliver negeret af et diskursivt ydre, som i dette tilfælde kunne være diktatur. På den måde viser begrebet, hvordan de forskellige aktører ækvivalerer de forskellige sociale identiteter med forskellige udtryk. Ovenstående ligger fint i tråd med næste afsnit som handler om antagonismer, da identiteter også ved dette begreb bliver konsolideret gennem noget eksternt truende. Begrebet ækvivalenskæde vil blive anvendt hyppigt og uddybende i specialet. Med begrebet analyserer jeg, hvilke momenter UKIP og de etablerede partier hver for sig tilskriver nodalpunkterne. Antagonismer Ifølge teoretikeren Carl Schmitt så kan politik kun forstås i konteksten ven/fjende grupperingerne (Mouffe, 2005: 11). Enhver konstruktion af en social identitet medfører etableringen af en forskel, sådan at en gruppe kun kan konstituere sig som et vi, når denne samtidig konstituerer en fjende som dem. Ven/fjende forholdet opstår, fordi fjenden fremstår som en trussel for eksistensen af en social identitet. Der er i en hegemonisk kamp altid flere diskurser til stede, som søger at vinde, og antagonismer skal opfattes som et udtryk for, at to diskurser ikke kan forenes, men i stedet vil være i opposition til hinanden. Ifølge Laclau og Mouffe finder antagonismer sted, fordi sociale aktører er ude af stand til at sikre sig deres identitet, og derfor konstruerer en fjende som gøres ansvarlig for dette (Howarth, 2005: 153). Denne konstruktion af en fjende er desuden en oplevelse, der er fælles for den der skaber fjenden, og den part der bliver gjort skyldig. Laclau og Mouffe mener, at enhver identitet altid bliver truet af noget, der ligger uden for den. Antagonismen skal, for ikke blot at være endnu et element i ækvivalenslogikken, være af negativ karakter. Den skal ses som noget der truer, og påvirker alle elementerne i ækvivalenskæden i den pågældende diskurs. Som beskrevet ovenfor d=-(abc). En antagonistisk relation er derfor en relation mellem to poler, hvor tilstedeværelsen af den ene ophæver den andens mulighed for at opnå en absolut fiksering. Antagonismer er også en måde, hvorpå diskursen opnår en relativ afgrænsning, da den stilles op i forhold til hvad den ikke er (Dyrberg, 2000: 26). Når en identitet skal undersøges igennem en diskursanalyse er det derfor vigtigt ikke kun at se på identiteten isoleret, men samtidig at udforske de relationer og sammenhænge, som de skabes i (Dyrberg, 2000: 247). Antagonismer er et begreb der vil blive anvendt gentagne gange i analysen såvel som i diskussionen. Begrebet benyttes til at påvise modstandsforholdet, eller manglen på det, mellem de forskellige aktører og sociale identiteter. 22