Hyrden over hyrderne - Salme 23. Afskrift af tale holdt på bibelkursus på LMH 1999. Af Johnn Hardang, Norge. Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt, thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst. Slm. 23,4. Vi vil sætte 3 streger i bibelteksen i dag 1. I dødsskyggens dal. 2. Ved Guds bord. 3. I Herrens hus. Mange tænker, at det er et ord om døden, fordi ordene: dødsskyggens dal, er brugt. Dødsskyggens dal møder vi ikke i døden, men i livet. Dødsskyggens dal er nogle områder i mit liv, som er mørke, simpelthen fordi døden kaster skygger ind over livet. Måske er der nogen iblandt os, som har måttet vandre i måneder i det mørkets område, som er mørkt, fordi døden har kastet skygger ind over dit liv. Måske er det en sygdom, du er ramt af. Denne sygdom bærer nogle af dødens kræfter med sig, og alligevel har du tro på livet - du ved, at du skal leve, men ikke nøjagtig hvor længe. Men døden har begyndt at kaste skygger ind over livet. Du tænker anderledes om livet, end du tidligere gjorde. Du vægtlægger ting anderledes, end du før gjorde. Du prioriterer på en ny måde. I en af vore norske sangbøger står der: Da bliver det småt, som før syntes stort. Noget af det, som før havde stor betydning, betyder ikke så meget længere. Ting, jer ikke tænkte meget på før, tænker jeg nu meget på, fordi livet har fået en ny dimension. Døden er rykket nærmere. David er klar over, at han skal dø. Usikkerheden ligger ikke i, om han skal dø, men den ligger i dette: hvornår vil døden og dødstankerne rykke ind på livet, nu mens han lever. Om jeg end vandrer i dødsskyggens dal frygter jeg ikke. Står der det?? Jeg tror David mere end én gang frygtede, når døden kastede de mørke skygger ind over ham. Det er ikke synd, det er ikke unaturligt, og ikke galt at give sorgen, savnet og smerten rum, når nogen af ens allernærmeste rammes af døden. Vi skal leve i det og være i det. Jeg tror heller ikke, det er unaturligt, at tankerne på døden kan fylde en kristen med frygt. David siger: Jeg frygter ikke for dødsskyggens dal, for det onde skal ikke have det sidste ord i denne dal. Jeg frygter det ukendte - frygter det og andet. Men om jeg end skal vandre gennem dødskyggens dal, frygter jeg ej ondt. Hvorfor?? For du er med mig. Det, at du er med mig, det er godt. Og det er mere godt, end hvad jeg skal møde af ondt. Du er med mig. Hvor trygt da at befale sin ånd til Ham. Og så står der noget i en sang: Hvor godt at lægge sin skælvende hånd i Hans, som har været i dødsdalen før mig og har fjernet dens brod og torne. Både på vejen imod og på vejen gennem døden skal jeg fæste min lid til, at jeg aldrig skal gå et skridt alene - men her handler nok verset først og fremmest om vort liv. Det skal du ikke sluge uden at tykke på det, og heller ikke tro, fordi jeg har sagt det.
Men du skal læse det, som det står og tænke over det. Hvornår møder jeg dødsskyggens dal - i døden eller i livet? Jeg tror, det er i livet. Dødsskyggen - der hvor skyggen falder, der er skyggen for mig et vidnesbyrd om lysets realitet. Der er ingen skygger uden lys. Jo, klarere lyset er, desto tydeligere ser du skyggen, og desto stærkere taler skyggen til dig om, at der findes et lys. Det er i dødsskyggens dal, vi vandrer. Der er noget, der kaster skygger ind over livet. Men et sted blandt alle skyggerne står Jesus, for at hjælpe dig i nøden er han der. I det sidste brev, vi har af Paulus, som blev skrevet, da han var i fængsel i Rom, skriver han nogle personlige træk fra dødsskyggens dal. 2. Tim. 4. Det må være skrevet, nogle måneder inden Paulus selv skulle igennem martyrdøden. Her havde han fået nogle erfaringer fra dødsskyggens dal, vers 16: Under mit første forsvar kom ingen mig til hjælp. Så stod han altså alene. Ikke én af disse, som var gået ud og ind hos ham, kom ham til hjælp. Alle forlod ham må det ikke blive tilregnet dem. Vers 17: Men Herren stod mig bi og gav mig kraft. Der var én, som ikke forlod ham - det var Hyrden: "Herren er min Hyrde - Herren stod hos mig og styrkede mig, for at forkyndelsen skulle fuldføres ved mig og alle folkeslag få høre dette, at jeg blev friet fra løvens gab." Vi oplever i Norge og Danmark en smertelig realitet - skilsmisser. Vi havde 5 registrerede skilsmisser i Norge i 1905. I dag går hverandet ægteskab i opløsning. Jesus forklarer os, hvorfor skilsmisser er en realitet i dag - Han forklarer os årsagen: Det var for jeres hårde hjerters skyld, at Moses gav jer et skilsmissebrev. Der udstedes aldrig skilsmissebrev fra Himlen. Jeg vil aldrig få et skilsmissebrev fra Ham, som har taget ansvaret for at få mig trygt helt hjem til Himlen. Du er med mig. Herren stod hos mig og styrkede mig. I Matt.11,29 siger Jesus: Jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet. Han sender intet skilsmissebrev. Om alle mennesker skulle forlade dig i din mørke situation, så står han der. Herren stod mig bi. Intet skilsmissebrev fra min Frelser. I de områder i mit liv, hvor ingen kan følge mig, - selvom de havde ønsket det - men jeg må gå alene, går frelseren med mig - vidunderligt. Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt, thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst. Slm. 23,4. Din kæp og din stav trøster mig. Alle ved, at hyrden var udstyret med en hyrdestav - den var krummet i den ene ende. Med den hentede han af og til det tabte får ind i flokken igen. Hyrden gik også med en kæp. Hvad betyder det? Han benyttede den på flere måder, og jeg skal kun nævne én. Undertiden havde hyrden behov for at føre sin fåreflok i mørket. Da benyttede han kæppen og staven til de får, som nu ikke kunne have hjælp af at se - Han gav dem hjælp ved det, de fik at høre. Han gik med staven løftet, og med sin kæp slog han på staven, og så ledte han sin hjord i de mørke områder gennem lyd Din kæp og din stav er min trøst. Sagt på en anden måde: Når det er mørkest i dit liv, så skal Han lade høre fra sig. Du kan være ganske tryg - der skal ikke være tavst og stille Din kæp og din stav er min trøst. Du har ledet mig, Herre, ved dit Ord, siger salmisten. Her er noget, som i den mørke nat,
bærer bud om Herrens omsorg. Hans ledelse og hans omsorg viser sig, når Han lader høre fra sig gennem sit Ord. Hans Ord er lys og trøst. Han kvæger den trætte med sit Ord. Esaj. 45,2-3 er Guds trøst til os: Selv går jeg frem foran dig, hindringer jævner jeg ud; jeg sprænger porte og kobber og sønderhugger slåer af jern. Jeg giver dig mulmets skatte, rigdomme gemt i løn, så du kender, at den, der kalder dig ved navn, er Herren, Israels Gud. Esaj. Selv går jeg frem foran dig. Det betyder, at alt det, jeg møder i mit liv, har mødt Ham før mig. Det er kendt af Ham, for Han går jo frem foran mig sådan, at det jeg møder, har Han allerede mødt, og det kender Han. Han ved om det. Han er prøvet i alle ting i lighed med os. Det er derfor, han kan komme os til hjælp. Han ved nøjagtigt, hvad vi skal igennem - Han har været der før mig. På en underlig måde tror jeg også, at Han har tilladt det, jeg nu skal møde, for ellers ville Han jo have gået en anden vej: Selv går jeg frem foran dig. Her kommer jeg til grænsen af, hvad jeg kan forstå. Ulykker og andet rammer os. Sygdom og dødsfald. Hvordan kan Gud tillade det? Jeg forstår det ikke. Men jeg vil være tryg i den tanke, at Han går frem foran mig. Han ved, hvor Han går Han ved, hvad Han gør. Vers 2: Hindringer jævner jeg ud det, som rejser sig foran os, højdedragene, som vi kalder uoverstigelige. Vi møder ting og siger: Hvordan skal jeg komme over det. Findes der nogen vej. Hvad skal jeg gøre? Han baner vejen, hvor vej ikke er. Det, som for mig er uoverstigeligt, det er for ham muligheder for at lede dig ad den jævne vej. Jeg sprænger porte af kobber og sønderhugger slåer af jern. Det er det uigennemtrængelige - det er, når jeg ser det stængt og låst Ingen løsning og udvej! Jeg sprænger og sønderhugger. Der skal åbnes en vej gennem det uigennemtrængelige. Jeg vil gå frem foran dig. Jeg giver dig. Tænk, at det var det, Han havde i tankerne, Han som tillod vejen ind i det uoverstigelige - ind i det svære. Der er noget, Han vil give mig - Han vil give mig skatte, som er skjulte. I mørket er rigdomme gemt på lønlige steder. Så du kender, at den, der kaldte dig ved navn, er mig, er Herren, Israels Gud. Jeg synes ikke, det er vanskeligt at sige halleluja, når velsignelsen bliver givet mig i velsignelses klædebånd. Når Guds velsignelse ser ud som velsignelse, da er det nemt at takke. Men når Herren gemmer sin velsignelse i trængselsmørke og modgangs klædebånd - når det ser ud til at være noget andet, end det er, så synes jeg, det er svært. Jeg har en ven i Sydnorge. Han sad i sin bil og kørte nordover. Via mobiltelefon fik han besked om, at en skolebus var kørt af vejen. Det var bussen fra hans by, og han vidste, at hans 2 børn var med denne bus. I telefonen kunne man ikke meddele, hvordan det så ud. Min ven vendte bilen og kørte sydover. Og da han kom til ulykkesstedet, fik han besked om, at den ene af hans børn var på sygehuset. Den anden, Berit ville han først møde i Himmelen. Så siger min ven: Det var som mørket sænkede sig over mit liv. Jeg råbte til Gud: Nu trænger jeg at få se, at det holder, det jeg har troet på. Da han mødte sin familien, tog de en sang frem og sang den: - Han lever nok endnu Den gamle af Dage. - Er god og almægtig, som fordum Han var.
- Og alt, hvad Han giver, og alt, hvad Han tager, - går ud på at hjælpe de børn, som Han har. - Han lutrer nok sine i ildprøvens luer. - Men aldrig forlader han nogen af dem. - Så derfor de trængsler, hvorover du gruer, - er netop velsignelse omklædt, min ven. I dag er Johannes et vidnesbyrd for os om den Gud, som er med os i dødsskyggens dal, og som evner at give os skatte, skjult i mørke og rigdomme, gemt i løn. Da stormen havde lagt sig på søen, som Herren befalede at blive stille, sagde de: Hvem er han, som stormen adlyder? Det var jo Jesus. De vidste meget om ham, men på den måde, de nu havde set ham byde over storm og sø, havde de aldrig set ham. Og de måtte gennem det mørke og stormfulde for at se ham netop sådan. Det er sjælesorg. Det er de sjælesørgeriske tanker. Ofte er mennesker, der står i en tjeneste, blevet ført ind i den gennem lidelse - skatte skjult i mørke. Gud velsigne dig, som er i mørkets dal just nu. Du skal ikke frygte. Han er med dig. En lille tanke til sidst om det gode i at tænke: Når en kristen dør, hvor går han da hen? Hvor er de henne? 1000 svar på disse spørgsmål. Et stille råd: de som gik foran dig, hvor er de?? Et lille råd: du må aldrig læse ord, der refererer til tilstanden før Kristi opstandelse, for der er sket en forandring både i Himmelen og på jorden og i dødsriget, da han sejrede over døden. 2 svar læser jeg fra Paulus. 2. Kor 5, 6-8. Så er vi da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet, for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren. De er borte fra legemet - hjemme hos Herren. De venter på opstandelsens morgen. Hjemme hos Herren - de nyder noget i deres nye hjem, som de ikke kunne nyde her. Filip.1,21: For mig er det at leve Kristus og det at dø en vinding. Men hvis det at leve i dette legeme for mig betyder arbejde, som bærer frugt, hvad skal jeg så vælge? Paulus er i et dilemma - han føler sig draget til begge sider. Jeg vil hellere bryde op fra legemet. Her bruges et græsk ord, som brugtes, når de drog teltpløkkerne op, lagde teltet sammen, og flyttede til en ny lejrplads. Paulus, når du bryder op herfra, hvor rejser du da hen? Jeg har lyst til at bryde op herfra og være sammen med Kristus, for det er meget bedre. Et adjektiv skal gradbøjes (fin, finere og finest.) Nu skal vi gradbøje god/godt. Det er god, bedre, bedst. Hvad er godt i en kristens liv?? Det er godt at tro på Jesus, at høre ham til - at være frelst, men der er noget, som er bedre end godt - det er bedre at fare herfra og være med Kristus. Paulus vidste, at det var bedre at drage op og være sammen med Kristus og nyde hans samfund i en tilstand af hans salige nærhed. Der er noget, som er bedst (bedre end bedre). Det er, når det øjeblik kommer, hvor jeg skal være Ham lig, idet jeg ser Ham, som han er. Jeg skal ikke blive en engel i Guds Himmel - Jeg skal få et nyt legeme som er lig det, Han har i herligheden. Og da skal jeg, som Job siger: Udfra mit kød skue Gud, og jeg skal mættes, tilfredsstilles i fuldkommenhed af hans
åsynsbeskuelse. Han skal fæste mine øjne på sig, og han skal fæstne sine på mig. Og så skal jeg altid være sammen med Herren - det er bedst. I mine fjenders påsyn dækker du bord for mig, du salver mit hoved med olie, mit bæger flyder over. Så fritager Han mig altså ikke for mødet med mine fjender. Jeg ledes ikke udenom. Jeg må leve med den fjende, som fór i mit hjerte. Den forbandede gamle Adam. Jeg må leve med ham hele mit liv. Jeg bliver ikke fri af ham her. Jeg vil altid være i kontakt med den løve, som går omkring og brøler. Jeg er i en verden, som ligger i det onde, og som af og til kan påføre smertelige ting - også for mine medvandrere. Du dækker bord for mig. Læg mærke til at tiltalen er forandret. Før var det Han lader mig ligge, Han gør det og er det. Og nu er det pludselig, du dækker bord for mig i mine fjenders påsyn. Det er som om, man er kommet helt ind i Herrens nærhed. Du dækker bord. Han har noget at give, og han giver og giver, om så omstændighederne ser ud til alt andet end fest. Du salver mit hoved med olie, mit bæger flyder over. Ikke til randen nej, det flyder over. At få olivenolie hældt over sit hoved var det, farisæeren Simon skulle have gjort, da Mesteren, Jesus kom på besøg, men han gjorde det ikke. Jesus bebrejdede ham det og sagde: Simon, du skulle have salvet mit hoved med olie. Men denne synderinde, som nu ligger her, hun har salvet mig med sine tårer. At salve med olie betyder, at du er velkommen i mit hus. Så længe du er i min varetægt og i mit hus, så længe skal min omsorg og min beskyttelse også gælde dig. "Som når et barn kommer hjem om kvælden og møder en kærlig favn, slig var det for mig at komme til Gud, jeg kendte, at der var jeg hjemme." Vidunderligt og velkommen. Det mest konkrete: Den olie, hvormed han har salvet mit hoved, er et symbol på Guds Hellige Ånd. Så nær vil han være, så tæt skal fællesskabet mellem Ham og mig være. Han har givet mig sin Ånd, barnekårets ånd, ved hvilken vi råber Abba Fader. Kun godhed og miskundhed følger mig alle mine dage, og i Herrens hus skal jeg bo gennem lange tider. Forbryderen, som er på flugt fra politiet, er fulgt af trusselen om straf og dom. Kun godhed og miskundhed skal følge mig, og hver en gang, jeg lader mig indhente af Herren, må jeg standse op og møde hans godhed og miskundhed. Så frygter jeg ikke længere for at bo i Herrens hus gennem lange tider. Jeg frygter for et fængsel, men ikke for Guds hus. Lad os blive i Himmelen sammen, vi som var det her på jord. ---------------------------------- Oversættelse og afskrift: Marie B. Redigering: Lis J.