Prædiken til Påskedag kl. 10.00 i Engesvang 1 dåb 240 - Dig være ære 448 Fyldt af glæde 236 - Påskeblomst 224 Stat op min sjæl Nadververs: 245 v, 5 Opstandne herre du vil gå 218 Krist stod op af døde Jeg forstår ikke opstandelsen. Jeg ved ikke om nogen af jer gør? Jeg tænker om opstandelsen, at den hører til den del af livet, som jeg må overgive mig til eller at lade ligge, som jeg må tro på eller lade være. På mange måder ligner den, når nogen siger, de holder af mig. Det forstår jeg heller ikke, jeg synes ikke, det er særlig fornuftigt. Men jeg tror på det, ellers kunne jeg ikke leve. Og i forhold til det ikke at forstå opstandelsen, tror jeg ikke, vi adskiller os væsentlig fra Jesu første disciple og fra de kvinder, der påskemorgen kommer
til graven og finder den tom. De fattede heller ikke noget. De forstod heller ingenting. Og det var i hvert fald ikke det, de havde ventet. - - Hvis man læser alle fire evangeliers påskeberetninger, er de påfaldende ens, og så er de alligevel lidt forskellige, ligesom vi, hvis vi skulle fortælle om dagens gudstjeneste, ville hæfte os ved noget forskelligt og lade vores for-forståelse forme det, vi så og hørte. Men det, der er gået op for mig, efterhånden som jeg har nærlæst evangelierne, er, at hvis der var noget, disciplene ikke forventede, så var det opstandelsen, så var det, at Jesus gik ud af graven påske morgen. Det kan godt være, han havde talt om det. Men hvis vi i vores tid kan have svært ved at tro på opstandelsen, så tror jeg faktisk, disciplene havde endnu sværere ved det. De havde jo ingen afstand til det, som vi har, de var dybt forviklet i det med deres eget liv. Det, de tænkte, da soldaterne trak af med Jesus, da han blev dømt og henrettet, var, at nu var alt forbi.
Og de forbandede sig selv for at have brugt tre år af deres korte liv på at følge en mand, som de i stærke øjeblikket nok havde været overbeviste om, kom fra Gud; men som nu viste sig at være en helt almindelig charlatan hvis han var fra Gud, ville Gud have grebet ind. Men det gjorde han ikke, Jesus døde. Og var han altså ikke fra Gud alligevel. Sådan tænkte disciplene. Måske var de endda blevet vrede på ham, det kan jeg forestille mig, så vred som man kun kan blive, når det går op for én, at man har spildt vigtige år af sit liv på noget, der ikke er noget alligevel, at man har ladet sig forføre. Og endda af én, som pludselig bringer én i livsfare. Og de var der ikke under korsfæstelsen, disciplene, af frygt naturligvis, men vel også fordi Jesus ved at lade sig fange og dømme og henrettet havde skuffet dem så fælt, at de ikke ville være hos ham? Det tror jeg. I hvert fald tre af dem, der fortæller Jesushistorien, er enige om, at disciplene var borte under alt det, Jesus
lider. Pist forsvundet. Og da Jesus dør, er det ikke hans disciple, men én, der hedder Josef af Arimatæa, som må bakse med den døde krop og få den end af korset. Men disciplene er som sunket i jorden. Bortset fra muligvis ham, der hedder Johannes, som Johannesevangeliet fortæller om. Havde de ventet hans opstandelse, ville de have været modige og stærke, de ville være blevet hos ham under det alt sammen, de ville have stået ved korset, frygtløse og nærværende, de ville have gravlagt ham og være blevet ved graven. Men de var væk, disciplene troede simpelthen, at alt var forbi, og at de var blevet ført vild. Og da kvinderne kom og sagde, at graven var tom, og at de havde set engle, tænkte de tænkte, at konerne enten var blevet vanvittige eller at Jesu lig blevet stjålet. At Jesus skulle være opstået fra de døde, opkom ikke i deres hjerte. Ikke før han senere samme dag viser sig for dem.
I Lukas evangeliet står der endda på græsk, at disciplene sagde til de kvinder, der kom og fortalte om den tomme grav, at det, de sagde var leiros. Leiros er et græsk ord. Det er oversat med det rene vrøvl. Og det er en pæn oversættelse; der mest pæne ord i Biblen. Men leiros er faktisk ikke et pænt ord, men man kan nok ikke få sig selv til at skrive, når man oversætter, at disciplene, da kvinderne kommer og fortæller om den tomme grav, siger: Hvad er det for noget pis at sige? Selv om det er det, der står på græsk. Og selv om det er den type ord, vi er ovre i. De troede det ikke, disciplene. Og man forstår dem godt: At Jesus skulle gå ud af graven var en helt umulig begivenhed, det var det mest tåbelige af alt, det var vanvittigt og noget, der ikke kunne ske. Men det var altså det, der skete. Gud havde grebet ind, Gud havde vist, at Jo. Jesus har Gud bag sig. Og ikke alene det: han havde vist at han kan gøre døde levende.
- Så hvis man overhovedet skulle anføre en fornuftig grund til at tro på opstandelsen, så er det den, at der ikke var nogen, der forventede den, at den lød mindst ligeså vanvittig i disciplenes ører som i vores, og at ingen kunne være kommet på noget så umuligt og oven i købet have fået andre til at tro det. - - Men uanset hvad jeg kan sige eller ikke sige, så vedbliver opstandelsen at være det mærkeligste og forunderligste og mest ubegribelige, der er sket. Opstandelsen kan man ikke forstå eller bevise eller - det eneste man kan er at tro den eller lade være. Det eneste man kan er at overgive sig til Gud og stole på, at han tager sig af os, også i døden, og at der bag det, vi kalder død, og som vi gruer for, venter en opstandelse hos Gud. Hvad det så end indebærer ud over, at vi ved, at det er godt. Selv bliver jeg nødt til at tro på opstandelsen. Ikke fordi det er fornuftigt eller sandsynligt, men fordi jeg ikke kan leve uden at tro det.
Men jo også fordi jeg, faktisk - når jeg tænker efter - har erfaringer med opstandelsen, i det små: jeg har oplevet, at der kan gå opstandelse i livet, at det, jeg troede dødt og vissent og uden kraft, livede op på ny, at jeg selv livede op på ny. Jeg har oplevet, at der kan gå opstandelse i mit liv, mens jeg lever her. Nogen ville kalde det heldigt, jeg kalder det opstandelse og Guds nærvær i mit liv. Så selv om jeg siger, at det er helt ufornuftigt at tro på dødes opstandelse, så er det måske ikke helt alligevel. Fordi jeg i mig bærer nogle erfaringer i mig af det. Og når jeg tænker efter, så sker det i grunden hele tiden, at der går opstandelse i mit liv. Glædelig påske