1 Grindsted Kirke. Søndag d. 28. juli 2013 kl. 10.00 Bodil Raakjær Jensen Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Luk 16,19-31. 1. tekstrække. Salmer. DDS 749 I østen stiger solen op DDS 448 Fyldt af glæde DDS 674 Sov sødt, barnlille v.2 og 7 DDS 292 Kærligheds og sandheds Ånd - - - DDS 728 Du gav mig, o Herre Altergang: DDS321 O kristelighed DDS 375 Alt står i Guds faderhånd Tekstlæsninger. Ordsp 3,27-35; 1 Joh 1,5-2,2; Luk 16,1-9
2 Prædiken. Dagens lignelse forarger os direkte og med det samme, for en kriminel en forbryder tages frem som forbillede og roses, fordi han bærer sig klogt ad. Hvad i al verden handler det egentlig om? En mand er så rig, at han må ansætte en anden til at forvalte sine ejendomme. Da der ikke findes kontrol eller revision af den slags forvaltning, er det rygter, der fortæller godsejeren, at noget er galt. Rigdommen bliver ødslet væk, siges der. Historien fortæller ikke, om det sker ved bedrageri, ved uheld eller bare ved forvalterens inkompetence. I hvert fald må det høre op. Den rige mand kalder forvalteren til sig og beder ham aflevere regnskabet med gældsbeviser og det hele, for han kan selvfølgelig ikke længere bruge ham til dette arbejde. Man kan ikke bruge en forvalter, der åbenbart ikke kan regne. Forvalteren overvejer sin situation og finder den udvej at skaffe sig venner til senere brug ved at lade dem selv nedskrive deres gæld. I bedste fald kunne man sige, at han giver almisse af en andens penge i værste fald, at han tager andre med sig på sin kriminelle løbebane. Her slutter så lignelsen eller historien skulle vi måske sige, for det er sikkert en historie fra det virkelig liv på Jesu tid. Det er en af den slags historier, vi også kan høre om i radioavisen, når vi hører om falske underskrifter, ulovlig aktiehandel, selskabstømning, og hvad det nu hedder alt sammen. Nogen i Jesu omgangskreds har fuld af indignation fortalt Jesus denne historie om, hvad der er sket i nabobyen. Som en dygtig pædagog tager Jesus derefter historien op, for her er han fuldstændig sikker på tilhørernes opmærksomhed. Og så gør han sladderhistorien til en lignelse ved at give den en fuldstændig overrumplende slutning. Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. Hvad er nu det for noget? Det kan godt være, at uærlighed verdslig set engang imellem kan være klogt, men hvordan kan Herren altså lignelsens billede på Gud rose den slags uærlighed? Hvordan kan Jesus tage en kriminel frem som forbillede? For at finde svar på det må vi gå en omvej. Jesus fortalte flere tjenerhistorier end denne ene. En af dem kender vi som lignelsen om de betroede talenter. En mand betror sine tjenere sin formue. Den ene får 5 talenter, den anden 3 og den sidste 1 talent. De første to får formuen til at vokse, mens den
3 sidste tjener af angst for sin herres strenghed graver sin talent ned for igen for at kunne aflevere nøjagtigt det, han fik. De første to får ros, mens den sidste bliver smidt på porten. Søren Kierkegaard har i denne sammenhæng tænkt sig en 4. tjener. Denne tjener investerer alt det betroede og mister det hele. Han har intet at betale tilbage ved herrens tilbagekomst. Om denne tjener skriver Kierkegaard. Mon han dog ikke snarere fandt tilgivelsen end hiin forsigtige? Den afgørende forskel mellem de to sidste tjenere den 3. og den tænkte 4. - er nemlig tilliden til herrens storsind. Den 3. tjener er bange for sin herre. Dermed gør han sin herre lille og smålig, også selvom han samtidig kryber for ham og fortæller ham, hvor bange han er for ham. Men herren har altså råd til at være storsindet overfor sine tjenere. Til gengæld ønsker han sig af dem risikovillighed i forhold til livets opgaver. Ellers sker der nemlig ingenting. Og herren ønsker at blive mødt med respekt, der viser sig i tillid og ikke i krybende angst. Det vidste den kierkegaardske 4. tjener. Måske er det egentlig denne 4. tænkte tjener, vi møder i evangeliet i dag. Forvalteren satser nemlig alt. Han sætter ikke livet i stå med sin angst, da krisen kradser. Derfor ender lignelsen med ros og ikke med tænders skæren. Vi kender endnu en tjener-historie. Det er lignelsen om den gældbundne tjener. En tjener skylder sin herre mange penge og beder om henstand, men får i stedet eftergivet hele sin store gæld. På vejen hjem møder han en medtjener, der skylder ham nogle småpenge ved siden af den sum, han selv har fået eftergivet. Men her er ingen barmhjertighed. Medtjeneren bliver smidt i fængsel, indtil han kan betale. Men med det mål, man måler med, skal man selv få tilmålt. Nu er der derfor ikke længere nogen barmhjertig herre. Også den første tjener bliver smidt i gældsfængsel. Han skal få lov til at betale, når han nu så gerne vil. Førstetjenerens problem er, at han ikke vil være skyldig overfor sin herre. Det er også derfor, han først beder om henstand, så skal jeg betale det alt sammen siger han, selvom det er fuldstændig utopisk med den sum, han skylder. Men han vil kunne klare sig selv. Han vil stå fuldstændig skyldfri, ligesom den 3. tjener i de betroede talenter. Han, som opfatter sig som uskylden selv, en, der ikke har gjort noget galt. Men netop fordi han pga. mistillid og angst ikke har gjort noget som helst, udsætter sig for herrens vrede og bliver dømt ude. Som der er en, der konkluderer: Det er den skyld, man vil af med, der gør det af med én.
4 Sammenligner vi udgangen på alle disse tre lignelser og overfører dem til vores forhold til herren, denne gang skrevet med stort H altså Gud, så viser det sig, at det er gratis at fejle. Det er gratis ikke at være god nok. Det er gratis at være skyldig, hvis man ellers vil lade det være gratis. Eller med andre ord. Hvis man er villig til at se sig selv som nøjagtig så skyldig, som man nu engang er og ikke absolut skal retfærdiggøre sig selv. For ellers går det galt. Vil vi absolut selv indfri gælden, så får vi lov. Men det bliver dyrere, end hvad vi nogensinde får råd til. Over for Gud bliver vi altså aldrig gældfri. Hvad skal vi gøre ved det? Vi skal gøre det, at vi skal lade være med at bilde os ind, at vi kan gøre noget. Sandheden er, at vi er og bliver utro forvaltere af Guds gaver til os. Før eller siden går vi alle fallit på den konto. Vi skal derfor lade være med at tro, at vi selv kan betale tilbage, og vi skal standse andre, når de lever i den samme indbildning at det gælder om at stå skyldfri. Tag dit skyldbrev og skriv halvtreds det foreslår en skal være vores hilsen til hinanden ved kirkedøren. Det er godt nok løgn, men det er en løgn, som Gud vil rose os for, for det er en løgn der forudsætter tillid til Herrens storsind. Det er vores lod at leve som skyldnere, der ikke kan betale. Vi lever livet på Guds regning, og den regning er for længst betalt. Derfor er det bedre at leve bevidst med sin skyld, end fejlagtigt at tro, at man har givet Gud, hvad man skyldte, og at man derfor kan kræve det samme af sin næste. Og med næsten med vores medmenneske er vi så tilbage ved det, som alle gudstjenestens tekster lige fra kollekt over ordsprog og Johannesbrev handler om - forholdet til næsten. Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon lyder Jesu opfordring til sidst. Her falder vi nemt over udtrykket den uærlige mammon og bliver forarget igen. Det kan da ikke være meningen, at vi skal opfordres til ulovlige penge-transaktioner, tænker vi. Og det er vel heller ikke meningen. Ser vi sætningen i lyset af dagens andre tekster, så er det vennerne, der er hovedsagen. Det gælder om at skaffe sig venner eller med andre ord at gøre godt. Til det kan man passende bruge den uærlige mammon, der bare opfattes som en selvfølgelig ting. Mammon kaldes uærlig eller uretfærdig, fordi penge af naturen er uærlige. Gods og guld her i livet er ulige fordelt. Selve det, at der hersker pengeøkonomi, forudsætter at nogle tjener på andre. Derfor er mammon pr. definition uærlig ikke mindst når
5 det er det, man forlader sig på, og som ens hjerte hænger ved. Så bliver den uærlige mammon til en afgud, og så er det først rigtigt galt. Den uærlige mammon, som altså for Jesus er forudsætning og udgangspunkt og ikke et specielt kritikpunkt, skal bruges klogt. Det betyder, at man ikke skal holde rigdommen for sig selv, men give ud af den til andre. Det kunne den utro forvalter jo nemt gøre, tænker vi måske. Han gav jo ikke ud af sit eget. Men kristeligt set, er der ingen af os, der har noget eget at give ud af. Her står vi alle som skyldnere overfor Gud. Alle har vi i sidste ende fået det hele foræret. Derfor er det under ingen omstændigheder vores eget, vi deler ud af. Tag dit skyldbrev og skriv 50. Sådan skulle vores opfordring lyde til hinanden. Men vi kunne gå endnu mere radikalt til værks. Vi kunne sige: Tag dit skyldbrev og riv det i stykker, for gælden er betalt til sidste krone. Det skete på Golgata langfredag. Den dag blev det gratis at stå i gæld til Gud. Den dag betalte han selv hele prisen. Amen