1 Anden pinsedag II. Sct. Pauls kirke 28. maj 2012 kl. 10.00. Salmer: 290/434/283/291//294/298 Uddelingssalme: 723 Åbningshilsen + I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Glædelig pinse. Den tredje af kirkeårets store fester. Vi fejrer at Gud er hos nu ved sin Ånd og vil virke iblandt os. Gud er nutid. Vi udfordres til at lade os fylde af denne hellige Ånd. I dag på andendagen knyttes Helligånden og Hans virke nær til det enkelte menneske og til fællesskabet. Hvordan kan jeg erfare Gud i mit liv? Hvordan fornyes kirken? Hvordan bliver Gud levende for os, så livet bliver nyt? Det er det, denne gudstjeneste skal handle om. Når Helligånden er på færde, får vi ofte en klump i halsen, et stik i samvittigheden. Det var der mange af tilhørerne til Peters pinseprædiken, der fik. Et stik i samvittigheden, det må der gøres noget ved, jeg må gå i mig selv. Ja, og jeg må have lov til at gå til Gud med
2 det, der ikke er som det bør være. Lad os derfor med hinanden bede den bøn, der står i programmet side fire øverst... Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Joh 6,44-51 Bøn. Lad os bede Ja, kom du, kære hellige Ånd, du, der gør levende. Rør ved os, drag os til Kristus, forny din menighed og giv os hjerter af kød. Amen. Prædiken Kan man erfare Gud, opleve at Han virkelig lever? Der findes en dyb længsel i os efter noget mere og dybere, det autentiske, bæredygtige, det, der får os til at leve. Den tørst kan livet selv ikke slukke. Intet menneske, ingen oplevelser kan. Gud, findes du, så lad mig erfare, at du er til! Denne længsel kan også et troende menneske have. Det kan være blevet tørt og trist at tro, bare en mening, der er ikke liv i foretagendet, der sker ingen ting. Så er det, vi kan blive utilfredse, ligesom israelitterne under de 40 års ørkenvandring, og lufter den. Hvorfor skal det være så tørt og modsigelsesfuldt?
3 Det sker også her i mødet mellem Jesus og jøderne i Galilæa. Jesus har sagt, at Han er livets brød som er kommet til dem fra Gud. Det får dem til at murre i krogene, de knurrer og skumler: hvordan i al verden kan Jesus tillade sig at kalde sig livets brød fra Gud, når han er tømrer Josefs søn? Jesus fornemmer stemningen og går ind i den: I skal ikke stå der og skumle. Klar besked. Hold op med at gå ud af utilfredshedens og forargelsens tangent. Og så åbner Han en alternativ vej: Ingen kan komme til mig, hvis ikke Gud drager ham. Hvad er Hans pointe? Først: det, det handler om, er at få øje på Jesus og komme tættere på Ham. Dernæst: Det er noget, vi ikke selv kan stable på benene. Jeg vil gerne tro på Kristus og være mere udholdende og glad i min tro. Fint, men du kan ikke selv. Jeg vil erfare Gud. Fint, men du kan ikke selv skabe den erfaring. Det må Gud gøre. Initiativet til det er Hans. Der er noget her, som kun Gud kan gøre. Vi er dybt afhængige af Ham. Ja bare det, at du søger Gud og bruger kræfter på Ham, sker fordi Han inden har søgt dig. Og Han vil mere: drage os mod Kristus. Han arbejder på sagen. Alt i vort liv er fra Guds side indrettet denne nærmen os til Ham. Alt det, vi erfarer, tjener denne bevægelse. Men for at nå frem til Kristus, må vi oplæres af Ham. Vi må så at sige forlade os selv, slippe kontrollen og
4 slippe Ham ind i vort liv, lære af Ham, for selv går vi galt i byen. CS Lewis, kendt fra Narniabøgerne og Shadowland, var ateist og blev kristen. Han blev engang bedt om at fortælle om hans beslutning om at blive kristen. Det ville han ikke. I stedet fortalte han om Guds beslutning. Om Gud, der blev for stærk for ham, da han blev overrasket af glæde og ikke kunne andet end tro på Gud, selv om det egentlig ikke passede ham, da det skete. Vi er afhængige af Gud. Det eneste, vi kan gøre, er at tænke efter, bede og så lytte til Jesus, så drager Faderen ved pinsens hellige Ånd os nærmere hen mod Jesus, så bliver Han levende og virkelig og uundværlig for os. Men med det oplever vi egentlig ikke, at vi bliver bedre mennesker, kun i begyndelsen, men senere ikke: for jo nærmere vi kommer Ham, des mere opdager vi vores egen afmagt og skyld. Des mere Helligånd, des mere ser vi, hvad skidt der bor i os. Jo nærmere den rene, des mere ser vi, hvor lidt rene vi selv er. Så vi forandres ikke, men der sker noget andet: livet bliver nyt. Vi mærker det, føler det og tror det, når vi ikke mærker det. Der kommer noget nyt ind: Livet bliver en vandring med Kristus, hvor vi kan vende alt i vort
5 liv. Nåden, forsoningen og den nye begyndelse bliver vigtig. Igen og igen. Det her har også en fællesskabsside, som vi særligt mødte i den anden læsning. Hvad er en levende menighed? Hvordan får vi sådan en? Tingene bliver somme tider så udvendige, kører i tomgang, men hvor er livet, gløden, hjertet? Vi tænker, vi må gøre det-ogdet og nogle ting kan vi forandre og bør vi forandre, men liv kan vi ikke stable på benene. Det kommer, når vi hører Guds ord som et ord, der rammer os, jeg oplever, at der bliver talt til mig, jeg får et stik i samvittigheden, som mange fik Pinsedag, så de måtte spørge: Hvad skal vi gøre, og det svar, de fik, var: vend jer til Kristus og lad jer døbe til Ham. Og de, der gjorde det, gjorde efterfølgende noget ganske konkret som gjorde menigheden levende og bevægelig: De insisterede på at holde fast ved fire konkrete ting: Apostlenes lære, fællesskabet, brødsbrydelsen (nadveren) og bønnerne. Når vi holder fast ved disse ting i bøn om at Gud må leve for os, så kommer Helligånden med liv. Apostlenes lære er Guds ord, Bibelen. Slip det løs og lyt og læs. Fællesskabet: De var trofaste over for det, de havde et særligt sammenhold, de stod sammen og plejede båndene mellem dem. De levede af Nadveren. Hvor
6 Helligånden er og virker, kommer Korset og Nadveren i centrum: Korset og Nadveren er jo nemlig Jesu kød til liv for verden. Der havde de deres liv, dybden, den nye livskvalitet, det evige liv inde i deres jordiske liv og som deres fremtid efter døden. Og så bad de til Gud. De sang lovsange til Ham, de forventede noget, det voksede. Det her har også en etisk side, som vi særligt mødte i den første læsning. Det at få et nyt hjerte og en ny forpligtethed. Det er Ånden, der giver os et andet hjerte og en ny ånd i vores indre, tager stenhjertet ud og giver os et kødhjerte, så vi siger ja til Guds vilje. Kærlighed udefra og ind i vort liv så stærk, at den forpligter os på Ham, vi elsker, i kamp med vort gamle menneske. Det nye hjerte skaber vi ikke selv, men Guds Ånd kan skabe det. Og Han gør det stadigt. Men Ånden trænger sig ikke på. Han kan somme tider være afventende og tilbageholdende, til vi spørger, længes, beder, bliver stille og åbne. Så kan Ånden komme til. Nogle gange stærkt og medrivende, andre gange stille og roligt, men altid livet bliver underligt nyt. Glædelig pinse. Amen.
7