JEG ER IKKE VILD MED Af Ib Skovgaard Saxofonisten og komponisten Niels Vincentz er en af de bedst bevarede hemmeligheder i dansk jazz. For 12 år siden lavede han en trioindspilning med Cameron Brown og Billy Hart. Den er først udsendt nu og samarbejdet genoptages med en turne, der indledes i New York og slutter i Danmark med en ny cd-indspilning. SVULSTIG JAZZ Sidste sommer skulle Niels Vincentz spille på torvet i Ebeltoft med trioen Come Sunday med Uffe Steen, Klaus Nørgaard og trommelageren R. J. Miller, men Miller måtte melde afbud. Så stod vi der og manglede en trommeslager og fandt ud af at Billy Hart skulle spille i Ebeltoft aftenen før til en frokostkoncert. Jeg fik kontaktet ham og han tog jobbet. 8 JS#126
JS#126 9 Foto: Daníel Starrason
LAD OS BARE SIGE JEG ER TENORSAXOFONIST! Foto: Daníel Starrason 10 JS#126
Tolv år før, da han boede i New York, havde Vincentz indspillet materiale til en trio-cd med Hart og bassisten Cameron Brown, som af forskellige årsager aldrig blev udgivet. Jeg havde problemer med at finde det rette selskab til at udgive den. Jeg sendte det rundt til flere selskaber dengang, blandt andet til Storyville, Stunt og nogle andre skandinaviske selskaber, og til Enja og et par europæiske selskaber. Ingen bed på. Jeg blev egentlig lidt skuffet. Men måske var opgaven lidt for stor for mig at løfte dengang. Jeg synes vi når ret dybt på pladen, der har sit eget udtryk. Når man spiller denne type musik, er der altid en række faktorer, man ikke selv er herre over, om det så er biorytmer, kemi eller hvad det nu er. Nogle sessions er bare mere vellykkede end andre. Det er ikke rigtig noget man kan kontrollere med viljens kraft. Hvis man står midt i en session og mærker der ikke rigtig sker noget må man acceptere tingenes tilstand, og se om de kan rykke sig af sig selv. Ellers ender man let i en situation, der giver myoser frem for at forløse noget. Her var det mere som om man fik en hel masse ting foræret, det var min oplevelse af forløbet dengang i New York. På torvet i Ebeltoft Optagelsen røg om ikke i glemmebogen så i hvert fald lidt i baggrunden og Niels Vincentz er ikke så god til at sælge sig selv, siger han. Men i Ebeltoft talte Billy Hart en del om den indspilning og derfor er cd en nu udsendt på SteepleChase (EARLY REFLECTIONS) og samarbejdet genoptages med både koncerter og en ny indspilning i løbet af april og maj i år. Billy Hart sagde at han ofte lyttede til indspilningen og var ret vild med den og synes det var synd den aldrig var blevet udgivet. Det endte med at vi blev enige om at genoptage triosamarbejdet på Billy Harts foranledning. Han opfordrede mig også til at sende indspilningen til Nils Winther for at høre om det var noget for SteepleChase. Winther kunne med det samme høre kvaliteten i musikken og ville gerne udgive den. Jeg synes det er en af de mest vellykkede ting jeg har lavet, det skyldes ikke mindst det fremragende selskab jeg er i. Når man spiller med musikere på det niveau, er det som om en masse ting bliver mulige. Jeg er i hvert fald lykkelig over at musikken omsider bliver udgivet. Den har en friskhed der ikke er fadet med tiden og selvom jeg har udviklet mig siden, er jeg stadig tro mod de samme ting, der bar indspilningen dengang. Og jeg er ikke mindre lykkelig over at jeg skal turnere med Brown og Hart og vi skal indspille en ny cd. Den nøgne lyd og fokus på linjerne Meget af din musik er i virkeligheden uden klaver eller andet harmoni-instrument, ikke kun den aktuelle trio med Billy Hart og Cameron Brown. Hvorfor det? Det er en lyd jeg rigtig godt kan lide: saxofon bas trommer. Hvor bevidst det så er at jeg selv dyrker den ved jeg ikke. Men jeg synes det er sværere at spille med klaver end i trio eller lignende uden et harmoni-instrument. Jeg kan også godt lide den nøgenhed der ligger i det udtryk afklædtheden jeg er ikke så vild med svulstig jazzmusik. Min komposition Scandicci (det først nummer på triocd en navnet kommer fra en bydel i Firenze..) skrev jeg efter jeg havde hørt Steve Lacy og hans trio. Det var en opdagelse for mig, hvor det gik op for mig hvad Lacy havde gang i. Den meget stringente musik, som hos Bach. At komme tæt på den koncentration der er i det et højt mål der inspirerede mig meget. Nu spiller jeg saxofon som er et entone-instrument og jeg tror ubevidst at jeg altid har haft fokus på linjen i min musik. Og så tænker jeg: harmonier er noget, der opstår, når flere linjer møder hinanden. For mig er der så megen information i at have en melodilinje, en baslinje og det rytmiske at det i virkeligheden har været nok for mig i mange sammenhænge og jeg har ikke mødt så mange pianister, hvor det har været oplagt for mig at der skulle være de der klodser ind imellem. Rent harmonisk kunne jeg godt lide den frihed det giver mig. Stilistisk har jeg nok den ene fod i det mainstream-prægede og den anden fod i det mere åbne, frie udtryk i stil med John Coltranes senere periode hvor det mere bliver et energiudtryk end et kompositorisk tilrettelagt udtryk. Linjerne Er der er en direkte sammenhæng mellem komponisten og saxofonisten Nils Vincentz med hensyn til linjerne, for du komponerer meget? Ja det er der ret meget. I virkeligheden er det at improvisere jo at komponere (instant composing). Men at komponere er en langsommere proces. Jeg har ikke altid komponeret så meget, som jeg nu gør. Jeg kan mærke det er en proces, der smitter af på min improvisation når man sætter sig ned og komponerer, sætter man tempoet ned og bliver pludselig bevidst om nogle andre ting når musikken spiller, har man ikke altid så meget tid til at tænke over det man laver. Men giver det ikke sig selv, når man vælger at spille uden et harmoni-instrument som Ornette Coleman i sin tid, som Sonny Rollins trio og den sene John Coltrane med blot trommer? Jo, men der kan man sige at for eksempel Sonny Rollins på de der fantastiske optagelser fra Stockholm [Sonny Rollins Trio in Stockholm 1959 med Henry Grimes & Pete La Roca], det er selve essensen af bebop. Han spiller det hele: harmonierne, melodierne, rytmikken. Det er i virkeligheden før han bliver fri. For mig repræsenterer den plade højden af hans dyrkelse af beboppen. Ideerne sprøjter bare ud uden hensyn til tempo eller whatever. Billy kan musikken by heart Men når det nu det er en trommeslager som Billy Hart (på optagelsen fra 1999) og igen på den aktuelle turne må det repræsentere en særlig udfordring hvilken? Billy Hart et en kæmpe musiker for mig at se. Men egentlig var det nemt for mig at spille med ham. Selvfølgelig er det en udfordring, og udfordringen ligger i at jeg skal være nede med tingene og være godt forberedt. Men når man så står i situationen, bliver der leveret så meget energi og så mange ideer. Billy er så hurtigt til at fange de ideer, jeg smider på bordet, at det bliver til interaktion på et højt niveau. Han er blevet 70, men jeg spillede med ham sidste sommer og det var meget den samme oplevelse som i 1999. Udfordringen består også i at kunne følge med Men det var en behagelig oplevelse i virkeligheden. Jeg mindes kun vi brugte first takes til det meste på EARLY REFLECTIONS. JS#126 11
Dengang i 1999 var du i New York for at spille, ikke for at studere. Og fik forskellige cafe- og restaurant-jobs. Var det tilfældigt eller bevidst at du endte i et indspilningsstudie med Cameron Brown, Billy Hart, teknikeren David Baker og dine egne kompositioner? Jeg mødte Cameron Brown gennem trommeslageren Mikkel Hess, som jeg spillede rigtig meget med i den periode i NY. Og jeg havde med det samme noget med Cameron Brown, synes han var vildt inspirerende at spille med og vi talte lidt om at sætte en session op. Jeg havde et par trommeslagere i tankerne, som ikke var en mulighed alligevel. Så brainstormede vi lidt på det og Cameron havde en god ide om, hvor det var jeg ville hen, så han foreslog at vi skulle prøve at spørge Billy Hart. Det var ligesom der gik et lys op for mig det føltes bare naturligt at det skule være ham, selvom jeg overhovedet ikke havde spillet med ham før. Den der heavy ting han har, det var noget jeg kunne bruge. Så det kom hurtigt op at stå. Efter et par øvere gik vi i studiet med teknikeren David Baker. Både Brown og Hart var enormt tjekkede i studiet og Billy kunne nærmest alle mine numre by heart. Jeg havde indspil- let numrene tidligere med danske musikere på en demo, som Billy havde lyttet på hjemme hos sig selv. Han kunne alle former også de melodiske han spiller lige så meget med på musikken som et horn. Han hviler ikke på laurbærrene, så der er ikke noget at sige til at han er efterspurgt. Kompositionen som proces Det er næsten udelukkende dine kompositioner er det vigtigt for dig at spille din egen musik? Altså jeg er ret vild med at skrive selve processen med at komponere jeg bliver et klogere og bedre menneske af at gøre det, siger Niels Vincentz med et svagt, beskedent smil. Det tilfører mit spil en hel del at gøre det. Man sidder der og har en ide, en melodistump og prøver at arbejde med at lade den vokse af sig selv. Det er sådan set en proces, der fortsætter, når man præsenterer den for nogle musikere. Jeg er ikke typen, som siger det skal gøres sådan og sådan! Jeg kan godt lide at jamme nummeret endelig på plads på en session, det kan være en ret tidskrævende proces især i dag hvor alle har travlt med at fare rundt og tjene til brødet specielt i New York hvor tiden i den grad en vigtig faktor. Man kan ikke tillade sig at spilde folks tid, det er det værste man kan gøre. Jeg kan godt lide at arbejde på den måde, men jeg er også blevet bevidst om at det er vigtigt at have en klar ide og definere en bestemt ting fra starten. Niels Vincentz, som oprindelig er født i Connecticut i 1970, har siden opholdt sig i Odense, Århus, København, New York og Djursland. Jeg flyttede til New York i 2000 og boede der i tre år. Og så kom 9/11 i 2001 og jeg brød mig ikke så meget om den ret massive krigsretorik, der begyndte at køre i medier og på gadeplan. Egentlig havde jeg forestillet mig at blive der meget længere end i de tre år. Men endte med at flytte tilbage til København. Jeg begyndte at skrive meget og gik mere ind i harmoniernes verden på klaveret. Jeg havde et trio-samarbejde (Redshift) med bassisten Eske Nørrelykke og Kresten Ogood (som blev til cd en BUTTERFLY EFFECT, 2005) hvor vi både spillede en masse frit og egne numre og kompositioner af blandt andre Kurt Rosenwinkel, Herbie Nichols og Charles Niels Vincentz Group med Larry Porter, Anders Mogensen og Jonas Westergaard. Foto: Jeroen Bouman 12 JS#126
Mingus (Weird Nightmare) og så havde jeg skrevet nogle numre, hvor jeg lavede nogle overdubs, som jeg også gjorde på en af mine egne ballader og på Mingus-nummeret. Det var igen med afsæt i nogle stemmer, der lever deres eget individuelle liv, og så giver man det nogle harmoniske farver, så de forholder sig til hinanden uden nødvendigvis at spille sammen rytmisk og melodisk, så at sige. Det var ret vildt at skrive på den måde og have flere linjer. Så det gik jeg og studsede lidt over og skrev nogle numre, hvor jeg også i høj grad dyrkede det med linjerne som endte med at blive til musikken på min forrige cd ART NOUVEAU med Plus Four, der egentlig er den samme instrumentation, og orkester men med tre blæsere: basklarinet, saxofon og flygelhorn. Det er en mere bundet harmonisk sammenhæng, men stadig med en masse åbenhed, hvor udgangspunktet også er den lineære ide. THE MYSTERY Music reflects life. Beautiful, ugly, clear, muddy, Straight, curved, interesting, boring/mundane. Music follows every step I take. Sometimes far ahead. Sometimes in the background. Always revealing, also when it s not telling the truth. Music-language is shadow and light. Tales of heavy things, and things so light, that nothing can hold it down. And things in between. You could name the tones dust of time. They are also light. Vibrations. Waves of water, energy and air. Building blocks in motion. Soul rays. Relate to music, and you relate to yourself. (NIELS VINCENTZ) Den pianoløse gruppe forfølger mig Omkring 2007 flyttede jeg til Djursland, hvor jeg stadig bor. En stor omvæltning: fra New York til København til Djursland. Men et godt træk for der var meget jeg skulle have bearbejdet (grounded) det har jeg så brugt nogle år på derude, og så har jeg spillet en række forefaldende job. Jeg læser noder rigtig godt, og har spillet meget bigband blandt andet i Klüvers jeg kan springe til og tage det fra bladet. Men der gik nogle år, hvor jeg sgu ikke rigtig havde lyst til at sætte noget nyt op. Det var mere noget med at sige: nu dropper jeg bare det hele og så ser vi hvad der sker. Så det gjorde jeg. Men ude af øj ude af sind til gengæld er DK et lille land og jeg bor ikke langt fra Tirstrup Lufthavn. Jeg underviste en del på musikskoler, lidt på Musikkonservatoriet i Århus og havde elever i København på Rytmekons. Men der var dog en del projekter jeg blev involveret i, for eksempel Kresten Osgoods SOUND. Jeppe Gram har også haft bud efter mig til sin trio med Jesper Lundgaard og jeg har et samarbejde med Anders Provis og Richard Andersson der er den igen: den pianoløse ting forfølger mig Dog ikke mere, kan vi tilføje, end at Niels Vincentz også har indledt et kvartet-samarbejde med pianisten Larry Porter (bosat i Berlin), som han oprindeligt mødte under et ophold i Berlin. Kvartetten på en mindre tur i Danmark i februar Genforenet trio: Billy Hart, Cameron Brown og Niels Vincentz. Foto: Jeroen Bouman JS#126 13
continues on......continued from end of article Foto: Daníel Starrason måned. Kvartetten (med Porter, Jonas Westergaard og Anders Mogensen) afspejler en anden og nyere side af Vincentz kompositions-arbejde, der er mere orienteret mod klange end linjer. Jeg har været i gang med at læse i blandt andre komponisten Paul Hindemiths bøger, (THE CRAFT OF MUSICAL COMPOSITION), og han har nogle interessante tanker om harmonier. Han går nærmest ned på atom-niveau med hensyn til harmoni og klang. Han starter med overtonerækken og de intervaller der opstår i kraft af naturlovene ved bølgers svingninger. Han foreslår også en ny temperering af oktaven en meget grundig mand. Jeg tror at mine kompositioner til kvartetten kommer ud af mit studie af Hindemith. Jeg synes Larry Porter har et godt take på hvordan klaverrollen kan udfyldes i en jazzkvartet. Vi har en intuitiv forståelse af hinandens musik. Blandt sine andre gøremål har Vincentz også det musikterapeutiske, pædagogiske projekt Boomboksen kørende, hvor der arbejdes med udsatte unge og skabes musik, tekster og video med vægt på den kreative proces blandt andet i samarbejde med Røde Kors-skolen i Jelling hvor Vincentz har at gøre med unge flygtninge fra Afghanistan, Syrien, Irak og Iran. Boombox-projektet har også omfattet arbejde med unge diagnosticeret med ADHD, omsorgssvigt og autisme. Boomboksen er sådan set også et kompositionsprojekt, om end det ikke er jazz vi laver. For mig som musiker er det interessant at se hvad musikken kan gøre for udsatte og traumatiserede mennesker. Jeg er jo ikke selv terapeut, men det er virkelig interessant at opleve at der sker noget med terapi og helbredelse for nogle mennesker i den forbindelse. Og så er det en spændende proces. Min far døde da jeg var 14 år, og set i bakspejlet har jeg selv brugt musikken til at komme igennem den krise. Jeg stod altid og spillede og øvede dengang. Når jeg gik i seng var det med en walkman og Wether Report på kassettebånd. Eller Charlie Parker. Det var min livline. Tenoren er hoved-instrumentet Er tenor-saxofonen dit hovedinstrument? Det er det jo nok, det er den jeg øver mig mest på. Men jeg har spillet en del sopransax gennem tiden, sikkert for at få afveksling og skift i musikken. Sopranen har jeg altid bare kunne tage op uden jeg har følt det store behov for at øve på den. Det er et instrument med en højere intensitet og det tilføjer endnu en oktav til registret. Lad os bare sige jeg er tenorsaxofonist! Den nye udgivelse (med de gamle optagelser) med Cameron Brown & Billy Hart hedder meget snedigt EARLY REFLEC- TIONS. Hvad vil forskellen mon være nu, hvor samarbejdet genoptages efter 12 år. Er det tid til New Reflections? Der kommer en del nyt materiale, som jeg er i gang med at skrive, en del er allerede skrevet. Inspirationen fra John Coltrane og Wayne Shorter vil sikkert gøre sig gældende. Men live vil der også snige sig et par standards ind i repertoiret. Det er en længere turne vi skal på. Vi starter i New York med tre koncerter:trumpets i New Jersey, Falcon nord for New York (et dobbelt program med Sheila Jordan), Zebulon (Zeb s) i Chelsea på Manhattan, og derefter København (28. april Paradise Jazz); Grenå (29. april Kulturhuset Pavillionen); Esbjerg (30. april Konservatoriet); Gentofte (1. maj Biblioteket); Aarhus (2. maj Vestergade 56) og Odense (3. maj Dexter). Vi slutter med at lave en ny studieindspilning. SYMBOLS FOR ARTICLES Niels Vincentz-indspilninger: Hess-Potter-Vincentz-Tepe: YOU SHOULD NOT DO THIS IF YOU ARE IN A HURRY. Stunt. 1999. Redshift: BUTTERFLY EFFECT. Trio m. Eske Nørrelykke & Kresten Osgood) ILK. 2005. Niels Vincentz Plus Four: ART NOUVEAU. Med Thomas Caudery / Claus Højengård, Anders Banke, Eske Nørrelykke, Kresten Osgood. Long Life Records. 2008. Niels Vincentz: EARLY REFLECTIONS. Med Cameron Brown & Billy Hart. SteepleChase. Indspillet 1999 udsendt marts 2012. Som sideman blandt andet: Hess Is MORE: TIP TOP DYNAMO. Music For Dreams. 2006. Solar Plexus: SHOWS PINK. Callibrated. 2007. Jonas Westergaard: HELGOLAND. Stunt. 2008. Kresten Osgood: SOUND. ILK. 2011. 14 JS#126