STREJF AF LYS OVER DEN SORTE HAVE

STREJF AF LYS OVER DEN SORTE HAVE DEN KAUKASISKE KIRKE PÅ KORSVEJEN MELLEM ØST OG VEST Bjørn A. Jørgensen AUGUSTINUS FONDEN KONSUL GEORGE JORCK OG HUSTRU EMMA JORCK S FOND DREYERS FOND STATENS KUNSTFOND OVERRETSSAGFØRER L. ZEUTHENS MINDELEGAT GROSSERER L.F. FOGHTS FOND BERGIAFONDEN

FORORD Ifølge Skabelsesberetningen strandede Noas Ark på det armenske bjerg Ararat. Det må have været et storslået skue fra Ararats tinder at spejde ud over Verdenshavet, da stormen aftog. Sagte, imens syndflodens vande veg bort, er Det Kaukasiske Plateau kommet til syne som landskabet af en ny verden. Langsomt, som små isbjerge, er toppen af de mange bjerge dukket frem, langsomt er de blevet bundet sammen til tætte bjergkæder og de frodige sletter på plateauet blevet blotlagte. Isen blev tilbage på de højeste tinder, da bjergenes stenmassiver under overfladen blev blottet. Den smeltende is blev til strømmen i de mange floder, der strækker sig ned gennem højlandet til der, hvor havene fandt deres leje. Det er stadig et storslået skue, her evigheder efter, at begive sig på rejse over Det Kaukasiske Plateau. Gennem et landskab, der ikke er blevet mindre sublimt af, at de mange kirker er indføjet i horisonten. Som stjernerne på nattens klare himmel ligger de mange kirker, som en vifte, spredt ud over Det Kaukasiske Plateau og lyser op i deres landskab. Jeg kender ingen kirke, hvor lyset er så skærende klart som i den kaukasiske. Hvor rummet er så enkelt og virkningsfuldt, fra gulvets klippegrund til kuplens himmel, gjort af samme materiale; plateauets sten. Efter årtusinder virker de kaukasiske kirker urørlige. De bærer tidens spor, fra karavaners mange rejsende, krigene, der fulgte med, og de mange jordskælv, der har rystet plateauet. Jeg har i bogen forsøgt at skitsere den enestående udvikling af rummet og den arkitektoniske tilstand i den kaukasiske kirke, som fandt sted gennem en periode på mindre end tusinde år. Som rummager er jeg fulgt i fodsporene på de bygmestre, der i Kaukasus store korsvej mellem Øst og Vest forenede forskellige kontinenters og kulturers viden og kunnen. Med omdrejningspunkt i Nagorno-Karabakh, Den Sorte Have, efterlod de sig på kryds og tværs af plateauet en bygning, hvori rummet alene dannes af lys og mørke. At tage et så bredt favntag om rummet, på tværs af tiden, kan virke dumdristigt. Hvor værkernes bygningsarkæologi er så kompliceret, og hvor jeg er afskåret fra de mange kilder på russisk eller armensk. Områdets komplicerede historie og de indviklede politiske forhold, der fortsat præger Kaukasus med stadig nye grænsedragninger, burde være tilstrækkelig til på forhånd at opgive. En farefuld vej med dybe huller, hvor man må træde varsomt og alligevel vide, at man til tider vil træde ved siden af eller, værre endnu, uforvarende træde andre over tæerne. Når jeg alligevel har gjort forsøget, skyldes det, at jeg fandt et rum, der for mig var ganske ukendt, helt enestående i sin arkitektoniske tilstand, i et sublimt landskabs horisont, forskelligt fra alt andet, jeg kender. Jeg mødte gæstfriheden hos et folk, hvis historie spænder lige så vidt som landskabets kontraster mellem frodighed og goldhed. Hvis det lykkes at viderebringe blot en flig af det eventyr fra en ukendt verden, er mit mål nået. En stor tak skal rettes til Artyom Grigoryan og Artur Vardanyan i Armeniens kulturministerium, der begge har vist stor imødekommenhed over for mig, trods min uvidenhed og undren. Jeg er Arà Zarian og de mange forskere bag Documenti di architettura armena tak skyldig for gengivelserne af de mange opmålingstegninger. Og en særlig tak skal rettes til de generøse fondsbidrag, der alene har muliggjort en dansksproget udgave. Mine gode venner ved Det Danske Akademi i Rom har utrætteligt hjulpet mig med kilder og oversættelser. Uden Jens Christian Grøndahls inspirerende opbakning og Gunver Skyttes hjælp til at samle de mange løse tråde og gøre manuskriptet sammenhængende havde bogen aldrig set dagens lys. Per Kirkeby samlede til slut essensen af rejsen igennem Plateauets rum i forsatsen. Men ikke mindst er jeg taknemmelig over for de mange gæstfri beboere på Det Kaukasiske Plateau, der med stor hjælpsomhed viste vej til de ofte afsides beliggende kirker. Fremtidige forskere vil uden tvivl kunne afdække nye og hidtil ukendte kulturhistoriske forbindelser i Kaukasus, sådan som det allerede er sket i studiet af Oldtidens handelsveje over Det Kaspiske Hav, Sortehavet og via de russiske floder. Sletten ved Ararats fod blev gennem århundrederne en naturlig scene for den livlige handel og kulturudveksling langs Silkevejen. Derfor virker det også oplagt, at vi netop her, hvor kulturerne mødes på godt og ondt, finder en bygningskunst, der har lånt fra alle verdenshjørner, samtidig med at den fastholder og insisterer på et folks kulturelle integritet. Rocca di Papa, Rom 2009 3

INDHOLD 3 FORORD 4 INDHOLD 5 INDLEDNING 6 Vejen langs Krigen og Tartarflodens strøm 8 Horisonten et sted imellem Himlen Havet og Jorden 9 Rummet tid og lys 10 Perspektivpunkter arkitekturens gengivelse 11 Linjens bevægelse imellem Europa og Kina Første del Historien Det KAUKASISKE PlatEAU 16 TIDENS HORISONT 18 DET KAUKASISKE PLATEAU Urkulturens stammer Urartu kongeriget Persisk Hellenistisk Romersk Den nye verden 23 ARMENIEN DET FØRSTE KRISTNE LAND 26 DEN KAUKASISKE KIRKE TAGER FORM I åndeligt og arkitektonisk Gudsbegrebet Astvatz Det sfæriske kuppelrum Gembeth Kors- eller firkløverplanen Basilikaen Imod det åbne kuppelrum 30 DE PLASTISKE KLOSTERANLÆG II den korsformede kuppel-kirke Strategisk beliggenhed Det sammenflydende klosteranlæg Den korsformede kuppel-kirke Relieffet introduceres Ani byen med de 1001 kirker 32 GAVITH III livets lys og dødens mørke Kilikien vest Georgien øst Armenien og Nagorno-Karabakh Gavith Den korsformede kuppel-kirke fortsættes Korenden på kanten Ribber i gavith Nye retninger Håndværk og stenarbejde Kirken og klippen 35 AFSLUTNINGEN AF DEN KAUKASISKE KIRKE Krigene og kirkerne Selvstændighed 38 Gæstebud på Gndevank Anden del Arkitekturen Den KAUKASISKE Kirke 43 DEN KAUKASISKE KIRKE Iagttagelsen og tiden 44 DEN KAUKASISKE KIRKES RUM MODSAT DET BYZANTINSKE Liturgien og arkitekturen i den byzantinske kirke Rummet og arkitekturen i den kaukasiske kirke 45 STREJF AF LYS Lys Strejf 46 RUMMET OG KORSET Basilikaen Korset Skibet Skib eller Kors 47 RUMMET OG PLANEN I Strømning II Strømning III Strømning 49 KIRKERUMMETS ELEMENTER Stenens møde med Lyset Vinduet Gulvets flade Koret Avandatun Kapellerne Korset Kuplen De tabte skatte 66 GAVITHS RUM Kvadratet Quadrillen og oculus Rummets elementer Det store gavith Lanterner og lys Gavith eller narthex 74 RUMMETS TILSTAND Bevægelsen Horisonten Intetheden 76 KIRKENS YDRE KROP Prismatisk bygningskrop Pereferien og planen Overfladen facadens opdeling Bygningskroppens plastik 88 STENEN Et stof Materialet Tegnet 94 STEDET Bygningens placering 99 KLOSTRENES PLANER Æstetisk og strategisk forståelse af landskabet Den sammenflydende bygningsmasse Klosterets øvrige bygninger 118 Ararat tur retur Tredje del Værkerne Kirker og KLOStre 121 Arkitektonisk værkanalyse 122 Gruppering DEN FØRSTE OG DEN BETYDENDE korsets indskrivning 124 EJMIATSIN Էջմիածին 130 ZVARTNOTS Զվարթնոց BORGEN MED KAPELLET DER BLEV TIL KIRKE Gregor og Masjtots 134 KHOR VIRAP Խոր վիրապ 136 AMARAS Ամարաս DEN TIDLIGE FIRKLØVERKIRKE afsættet for den kaukasiske kirke 138 TSRVIZ Ցրվիզի վանք 140 SARKIS Սարգիս 142 KARMRAVOR Կարմրավոր 144 KAMSARAKAN Թալին BASILIKAEN LANGKIRKEN MED ROTUNDEN 146 TSITSERNAVANK Ծիծերնավանք 150 ODZUN Օձուն 154 GAYANE Գայանե 157 SHOGHAKAT Շողակաթ 158 ARUCH Արուճ 162 TALIN Թալին DET STORE SPÆND KORSET MED STRÆBENICHER 164 MASTARA Մաստարա 168 HRIPSIME Հռիփսիմե 174 SISIAN Սիսիան DE FØRSTE SKRIDT I UDV. AF DEN STORE KORSFORM 176 SEVANAVANK Սևանավանք 180 HAYRAVANK Հայրավանք DE STØRRE ANLÆG MED FORSVARSANLÆG 184 AKHTALA Ախթալա 188 TATEV Տաթև 196 GNDEVANK Գնդեվանք 200 VOROTNAVANK Վորոտնավանք DE AVANCEREDE ANLÆG UDVIKLES: 1. STADIUM 206 SANAHIN Սանահին 218 HAGHPAT Հաղպատ DEN ENKELTSTÅENDE KIRKEKROP 236 AMBERD Ամբերդ 240 BJNI Բջնի 241 MAKRAVAN Մաքրավանք 246 JUKHTAKVANK Ջուխտակ վանք ANLÆGGET MED MERE AVANCEREDE KOMPOSITION 250 KECHARIS Կեչառիս 258 MARMASHEN Մարմաշեն 262 HARICHAVANK Հառիճավանք 268 MAKARAVANK Մակարավանք 276 TEGHER Տեղեր 280 HOVHANNAVANK Հովհաննավանք 284 SAGHMOSAVANK Սաղմոսավանք 290 GANDZASAR Գանձասար DE MINDRE KIRKER MED LISENER OG ORNAMENTER 294 TSAKHATS KAR Ցախած Քար Վանք 298 G TICHIVANK Գտչավանք 300 KECHARIS Կեչառիս DE AVANCEREDE ANLÆG UDVIKLES: 2. STADIUM 302 GOSHAVANK Գոշավանք 312 HAGHARTSIN Հաղարծին DE SIDSTE STORE ANLÆG hvor rum og plastik opnår sit ypperste 320 NOR VARAGAVANK Նոր Վարագավանք 326 KARAPET Կարապետ 330 ARENI Արենի 332 NORAVANK Նորավանք DE KOMPLEKSE OG MYTISKE I SAMSPIL MED BJERGET 342 DADIVANK Դադիվանք 352 GEGHARD Գեղարդ 366 Kort værker 368 Indeks værker 372 Kort over det armenske hovedland 374 Ordforklaring 376 Bibliografi 377 Illustrationer 4

Vejen langs Krigen og TARTARFLODENS strøm Det er flere timer og endnu flere sving, siden jeg satte den sidste af to damer af i vejkanten. Hun fik et lift med i den nu godt tilstøvede Niva for at komme til markedet med den frugt, som haven på denne årstid beriger alle i Kaukasus med. Det er to uger, siden jeg begyndte rejsen. Jeg er uvidende om, at krigen nu raser for fuld styrke ned gennem Sydossetien, hvad der engang var Georgien, med retning mod Tbilisi. Tjetjenien, som jeg nu er på højde med, ligger med god vilje bare lidt længere mod øst på Store Kaukasus højderyg. Min telefon er slukket, for hvis uheldet er ude, vil jeg gerne have, at batteriet er til mere end et enkelt forhastet opkald, selvom der næppe er noget tilgængeligt netværk her. For et par dage siden var jeg en halv time fra Tbilisi, men nu er målet 2 Nagorno-Karabakh, en græsfyldt bredning ved Tartarfloden på vejen til Dadivank Dadivank, som blev grundlagt i det 1. århundrede tid er en vanskelig dimension. Ud over de mange sving har jeg de sidste mange timer undveget den uendelige række af huller, som optræder i langt større omfang end den sparsomt tilbageværende belægning. Støddæmperne afslører med aldrig fraværende præcision, når jeg ikke i sidste sekund får undveget et af de rigtig dybe huller i vejen. Jeg har lige passeret en BMP, som ligger nedskredet og udbombet i svinget, hvor en hængebro, der ikke har været brugt længe, spænder en snæver passage over flodens kraftige strøm. Attachéen ved Nagorno-Karabakhs udenrigsministerium rystede opgivende på hovedet, da jeg sagde, at jeg ikke havde nogen chauffør og agtede at køre selv. Fra Indien ved jeg, hvor vanskeligt det er at hyre en chauffør til det her arbejde ad ukendte og ikke farbare veje. Det er svært at forstå, at en person som jeg kan bruge en hel dag på at gennemtegne og 1 Vitruvius De Architectura eller Om arkitektur ti bøger er i sig selv et mytisk værk i arkitekturhistorien. Vitruvius (80-15 f.kr.) gjorde tjeneste i den romerske hær under Julius Caesar og var arkitekt og forfatter. Han nedskrev i sit hovedværk, de ti bøger, antikkens traditioner i det romerske byggeri. På tærsklen til Renæssancen genopdages bøgernes tekst i 1414 i Venedig. Alberti præsenterer dem gennem sin egne ti bøger De Re Aedificatoria (1443-1452). Andrea Palladio illustrerer en samlet kommenteret udgivelse af bøgerne (1556). Men bedst kendt er tegningen fra da Vincis journal (1487) the vitruvian man 3. Leonardo da Vincis tegning, som tager afsæt i Vitruvius kapitel om templernes symmetri (3. Bog, 1. kapitel), indskriver den menneskelige krop i vekselvirkningen mellem den perfekte cirkel og det perfekte kvadrat en fortsat arkitektonisk udfordring. Vitruvius ti bøger er det første og samtidig et basalt værk i den europæiske arkitekturtænkning. Bøgernes indhold bliver således en fælles referenceramme for de store italienske arkitekturteoretikere. Vitruvius lære udlægges ofte som, at arkitektens værker skal være smukke, nyttige og bestandige. fotografere en bygning og det så endda gerne, inden fanden selv kommer i tøjet endsige får sko på, bare for at fange den gryende dags nyskabende lys. Altså kører jeg helst selv. Bjerge er lumske, det er svært at beregne, hvordan skydækket gererer sig. I dag hænger en let dis. Jeg har fået forbud mod at fortsætte vest for Dadivank, hvor vejen kan være mineret egentlig har attachéen, der måtte hidkalde resten af kontorets seks ansatte, været utrolig uklar om, hvor jeg må og ikke må færdes. Der findes ingen grænser her, men en de facto-border, der vel mere må være en linje, som ingen sider på nogen måder anerkender for at være repræsentativ for, hvor langt de kunne have været nået, hvis ikke våbenhvilen i 1994 var blevet indgået. I øvrigt må man kun færdes ad fast banet vej, som det hedder i militært sprogbrug. Alt andet er potentielt mineret og sandsynligvis 3 Leonardo da Vinci, menneskekroppen indskrevet i cirklen og kvadratet 6

også selve vejen her lidt længere fremme. Jeg håber ikke at misse det korte øjeblik, hvor klostret fra vejen er inden for min synsvinkel; det er mit eneste pejlemærke. Byerne er her, som længere mod øst, enten afbrændte, udbombede eller for langt de flestes vedkommende bare fuldstændigt forladte. Krigen er her fjorten år efter det skrøbelige grundlag for våbenhvilen allestedsnærværende. Normalt plejer jeg med fagter og en dårlig udtale at spørge om vej hos de altid hjælpsomme lokale beboere. Men det er timer, siden jeg tog afsked med damen, der til tak gav mig to ubeskrivelig velsmagende æbler fra Kaukasus frodige frugthave. Og nu, hvor vejen endnu en gang brat kaster sig ind mod klippen og med Tartarflodens nedskæring i bjergmassivet slynges med rundt op i dens løb, åbnes der for en korridorstilling. En fuldtræffer har for ikke længe siden gjort det af med fire mand og en T72 er. Støddæmperen rækker ikke til, og mine tankers flugt fra vejens huller til besætningens skæbne afsløres af en rysten i hele bilens karosseri. Jeg overvejer, om det nu også fortsat er fornuftigt at fortsætte. Med det udsyn til næste hjørnes begivenheder føler man sig som en myre i en æggebakke i den her slugt, og samtidig fortrylles man af dens insisterende skønhed, der ikke skæmmes af dagens dis. Dadivank må have en sublim placering i sit landskabs horisont. En hyrde, som fra sin hest styrer sin hjord længere op ad flodens græsfyldte bredning, der på stedet her undtagelsesvis afløser klippen, afgør sagen. Han er det første menneske, jeg har set i en time, og jeg kan altså endnu træffe civilisationen i dette ingenmandsland og fortsætte. Floden har spist mere end halvdelen af vejen her. Jeg retter på bakspejlet for at tilse muligheden af, at min tilbagegangsvej skulle kunne afskæres af flodens evige strøm. I spejlet fremtoner på den urgrønne skovklædte klippe samtidig den rosarøde komposition, der udgør: Dadivank. Endnu en stor arkitektonisk oplevelse, en oplevelse af en række sublimt bearbejdede rumlige tilstande, der er hele rejsen, den lange køretur og kollisionen med vejens mange huller værd. Stedets kvalitet fjerner enhver tvivl om at skulle begrunde den farefulde færd. Det er foruroligende, at krigen, dens ødelæggelser og forfaldet ofte ligger så nær op ad det uvilkårlige i arkitekturens præmis. Jeg har med et bekymret smil erkendt, at vi som arkitekter altid har ydet det bedste i de sidste faser af en kulturepoke eller været med til at opbygge en ny på ruinerne af en iturevet. Samme smil følger med læsningen af Vitruvius ti bøger om arkitektur, 1 hvor han afslutningsvis i den sidste bog, efter i de foregående at have beskrevet, hvordan man opfører og anlægger alt fra byer til deres bygninger, beskriver, hvordan man på ny smadrer det hele igen ikke så fjernt fra denne vej i Kaukasus. Dadivank er langtfra den første kirke, ej heller det første kloster eller tempel på min vej. Som rummager er der så meget evigt at lære, så meget at erkende ved at være gæst. Det er ikke det religiøse tilbedende motiv, men den samlede rumlige tilstand, som kulminationen af tiders forståelse og arkitektoniske virkemidler, der er brugt i erfaring for at opnå et højere mål: at frembringe det åndelige i kulturen, jeg bevidst opsøger. 4 Nagorno-Karabakh, Shahumian. En udbombet T72 er-kampvogn i vejkanten på vejen til Dadivank Nagorno-Karabakh, Shahumian. Flodens 5 nedskæring i bjergmassivet på vejen til Dadivank 7

Horisonten Et sted imellem Himlen Havet og Jorden Stedet er begyndelsen. Før arkitekturens rum er horisonten; den definerer den tilstand, som rummet etableres i. Det fysiske i den arkitektoniske tilstand er i yderste konsekvens sammenstillingen mellem stedet, dets horisont og rummet. Stedet og det fysiske i rummet vil normalt være i stilstand, imens horisonten fortsat indtager nye positioner, når kroppens bevægelse tilføjes. Arkitektonisk er det ikke tilstrækkeligt at forstå horisonten som en fjerntliggende linje; den er derimod en flydende bevægelse, der i rummet bevæger sig 360 omkring kroppen. Vejens bevægelse gennem landskabet kan i sin rumlige tilstand være langt mere kompleks end et afgrænset gadeforløb i byen. Kompleksiteten tilføres af horisonten, der er i fortsat ændring, som man bevæger sig frem langs vejens forløb. Skridt for skridt etableres en kæderække af rumligheder, en række vidt forskellige tilstande, der fortsat sætter sig spor i erindringen og i øjeblikket. Byen har sin karakter, sit eget særkende, der gennem generationer er tildannet specifikt på dens sted. Den har sine lag af fortsat stigende kompleksitet. Byen har som en biotop sin egen identitet forskellig fra nabobyen og verdens øvrige byer. Den har sin egen profil, stedligt indskrevet i horisonten. Samlet i en betegnelse har den en iboende ånd: genius loci. Det enkelte rum, den enkelte arkitektoniske tilstand, om den er isoleret eller i bymæssig sammenhæng, står i et direkte forhold til genius loci. Derfor bliver forståelsen af stedet og horisonten så afgørende i perceptionen. For mig er horisont altid afsæt for arkitekturen. Den stærkeste horisont, jeg kender, er imellem de tre elementer: Himlen, Havet og Jorden. Vandet i sin flydende tilstandsform (lq) er ikke blot placeret imellem de to yderpunkter, landets faste masse (s) og skyernes flygtige damp (g), men er reelt deres bindeled. Vi opfatter vandet som horisontalt, men det er som det vertikale element, der gennem regnen og afdampningen binder Himmel og Jord sammen. Vandet er altid på vej, altid i bevægelse. Det former landskabet fra isen, der smelter på bjergenes tinder og flyder gennem flodens strøm, til stenen nedbrudt ender som kystens sand. Vandets bevægelse er den store formgiver. At forstå et sted er for mig at forstå vandets bevægelse, forstå, hvordan den har formet horisonten. At forstå en bygnings overflade er at forstå, hvordan regnen i én bevægelse omslutter dens krop. Everything we build must be adjusted in relation to the ground, thus the horizon becomes an important aspect of architecture (...). The simplest form of architecture is to cultivate the surface of the earth, to make a platform. Then the horizon becomes the only direction one has, and the moment a dialogue between the earth and the horizon is established, one can start to consider it as a room. Sverre Fehn 8

Rummet tid og lys Et hvilket som helst stykke arkitektur lever af dimensionerne tid og lys Når du træder ind på gulvets flade og gennemstrømmes af tiden, som en erindring fra jordens indre, og i nuet mødes af lysets længde, er det, at rummet eksisterer, og kroppen defineres i et samspil mellem stedet og begivenheden. Det er arkitekturens kerne at arbejde med det møde og søge dets rumlige tilstand. Det er en basis i alle vores bygninger, men det er også det møde, der adskiller dem indbyrdes, og den måde, vi eksistentialistisk føler et direkte nærvær ved at gæste, bebo eller opholde os i dem. Vi får et forhold til dem de bliver på deres egen vis levende for os. Kulturens bygninger besidder især den evne, fordi de ofte er skabt i et fællesskab for, at vi sammen kan dele oplevelser i dem. Magtens bygninger repræsenterer fællesskabet i samfundet og søger at symbolisere magtens størrelse. Men det er de religiøse bygninger, uanset om det er en kirke eller et tempel, der er de ypperste af slagsen, fordi de repræsenterer vores fælles samhørighed, som er langt mere betydende end en magt, der er afmålt og altid labil set over tid. Samhørigheden i den religiøse bygning er ikke alene et møde imellem mennesker i nuet, men et favntag af de mange øjeblikke, der udspændes gennem et levet liv. En erindring om generationerne før og dem, der skal følge. I den kaukasiske kirke findes en enestående og i arkitekturhistorien helt unik forståelse af forholdet mellem tid og lys, som den moderne epoke kun meget sjældent kommer i nærheden af. Ud over arbejdet med disse to helt grundlæggende arkitektoniske dimensioner optræder den kaukasiske kirke i en sublim forståelse af sit landskabs horisont og danner materialiteten i sin plastiske masse af selvsamme stof, som dens horisont er skabt af. Om du vil, knyttes i den kaukasiske kirke tiden og lyset sammen, ligesom stoffet og horisonten gør det i en samlet arkitektonisk tilstand. The room is the beginning of architecture. It is the place of the mind. You in the room with its dimensions, its structure, its light respond to its character, its spiritual aura, recognizing that what ever the human proposes and makes becomes a life. Louis I. Kahn 9

ROM BYZANS 12

EJMIATSIN Kort s. 367 Kort s. 372 13 Kort s. 18

TIDENS HORISONT I II III 860 782 f.kr. f.kr. urartuernes kongerige Det indoeuropæiske folk breder sig i Europa og Asien og begynder at slå sig ned på det frodige Kaukasiske Plateau De oprindelige hay-armenske stammer begynder at bebo plateauet 860 f.kr. Urartu-kongeriget ved Vansøen nævnes for første gang i skrift hos den store assyriske kong Ashurbanipal 782 f.kr. Urartu-kongen Argishti I opfører sin nye hovedstad Erebouni (Yerevan) armenien bliver et rige 521 f.kr. Armenien nævnes for første gang som et rige, i et kileskrift (ældste skriftsprog) hos den persiske kong Darius I 521 331 f.kr. f.kr. 331 f.kr. Alexander den Store (356-323 f.kr.) angriber Persien og besejrer Darius III. Men Armenien bliver aldrig erobret Det betyder, at Armenien mere eller mindre genvinder sin selvstændighed og befrier sig fra Persien 322 f.kr. Det første armenske kongerige grundlægges af Yervand I 215 f.kr. Efter et århundrede mister Armenien sin uafhængighed til seleukiderne, efterfølgerne til Alexanders rige artashidedynastiet, armeniens første kongelige dynasti (190 f.kr.-12 f.kr.) 190 f.kr. Kong Artashes I 190 105 f.kr. f.kr. 105 f.kr. Armenien taber i krigene imod Persien, og Artavazd II overgiver i bod sin søn Tigran til fjenden Tigran vokser op ved det persiske hof og oplæres i dets statsadministration, skik og brug 95 95 f.kr. f.kr. Den hjemvendte Tigran II (den Store) efterfølger sin far Kong Artavazd II på tronen tigran den store samler det storarmenske rige 70 70 f.kr. f.kr. Tigran den Stores rige når sit højeste og strækker sig fra Det Kaspiske Hav i øst langs Sortehavet til Middelhavet, se kort (s. 17) 69 f.kr. Der udbryder krig mellem Rom og Armenien 67 f.kr. Pompejus (106-48 f.kr.) leder det romerske felttog, og Tigran kapitulerer i 66, men fortsætter som leder 69 67 53 f.kr. f.kr. f.kr. 53 f.kr. Marcus Antonius (83-30 f.kr.) angriber Armenien I ledtog med Kleopatra lokker han Artavazd III i en fælde og myrder ham 34 34 f.kr. f.kr. Alexander, Marcus Antonius og Kleopatras søn, indsættes på den armenske trone og regerer landet under beskyttelse af den romerske hær 31 31 f.kr. f.kr. Artashes II, søn af den myrdede Kong Artavazd III, kommer til magten og allierer sig med den persiske konge 20 20 f.kr. f.kr. Den romerske kejser Augustus fjerner Artashes II fra tronen og indsætter i stedet hans bror Tigran III 12 12 f.kr. f.kr. Tigran IV bliver konge af Armenien den sidste konge i Artashidedynastiet 2 f.kr. 2 f.kr. Caius Caesar indsætter sin stedsøn, Ariobarzane, som konge af Armenien 17 17 Den romerske hærfører Germanicus (16 f.kr.-19 e.kr.) kommer til Armenien for at krone Artashes III arsakidedynastiet, armeniens andet kongelige dynasti (53-423) 62 Tirdat I krones i Rom af kejser Nero (37-68) og udnævnes til konge af Armenien 117 Kejser Hadrian (76-138) garanterer Armeniens uafhængighed og erklærer det for Roms allierede 228 Sassaniderne, som har overtaget magten i det persiske rige, angriber Armenien, men bliver slået tilbage 62 117 228 242 242 Sassaniderne underskriver en fredsaftale med Rom og koncentrerer deres styrker imod Armenien Kong Khosrov I snigmyrdes af sassanidernes håndlangere 252 Khosrov I s søn, der blev reddet fra likvideringen af kongefamilien, vender hjem som kong Tirdat III 301 Tirdat III døbes af Grigor Lusavorich ( Lysbringeren ) og går over til kristendommen armenien, verdens første kristne nation 301 Armenien bliver verdens første kristne nation, da kong Tirdat III erklærer kristendommen for officiel statsreligion 303 Opførelsen af Ejmiatsins katedral, færdiggøres først i 305 330 Tirdat III dør, og Armenien oplever en af sine vanskeligste perioder med splittelse mellem hoffet og kirken 363 Byzans underskriver en traktat med Persien og afgiver store strategiske landområder. Herefter angriber perserne Armenien 369 Kong Pap krones som konge af Armenien, leder landet til sejr og driver perserne ud 374 Kong Pap bliver offer for en byzantinsk sammensværgelse og bliver myrdet 378 Vagharshak krones som konge, og landet deles i to: ét, der understøttes af Byzans, og ét af perserne 386 Byzans annekterer den vestlige del af det armenske hovedland til det Østromerske Rige 392 Med kroningen af kong Vramshapouh genvinder Armenien sin styrke mesrop masjtots udvikler det armenske alfabet 405 På ordre fra kong Vramshapouh og Katoghikos Sahak I udvikler Mesrop Masjtots det armenske alfabet (s. 17) 423 Kong Artashes vinder den armenske trone tilbage fra perserne 428 Armenien annekteres på ny af Persien 451 Armenierne afviser Yezdgerds udsending og nægter at opgive Kristendommen, hvorefter den persiske hær invaderer landet 483 Justinian (note 29) krones som byzantinsk kejser Hans omfattende byggeprogram danner grundlaget for den byzantinske centralplanskirke Flere højtstående embedsmænd, hærførere og soldater i det byzantinske rige er af armensk herkomst 489 Persernes (sassanidernes) konge anerkender Armeniens ret til selvstyre og religionsfrihed 491 Den kaukasiske kirke fastholder den monofysitiske retning (note 18) og distancerer sig fra den romerske og byzantinske kirke 632 Hele Mellemøsten ændres efter fremkomsten af Islam Kalifatet (note 16) er arvtager til profeten Muhammed (570-632) 639 Araberne påbegynder deres krig imod Armenien, men bliver standset og slået tilbage i 640 og på ny i 642 645 Araberne udpeger deres egen generalguvernør over Armenien, og landet underlægges deres styre frem til 859 697 Armenierne gør oprør mod det arabiske styre i 697 og 774 bagratunidynastiet, armeniens tredje kongedømme (862-1045) 862 Prins Ashot Bagratuni anerkendes af kalifatet og kejseren i Byzans som konge af Armenien 913 Afshin (azerbaidjans emir) angriber Armenien. Smbat I overgiver sig på betingelse af, at garnisonen og dens fæstning skånes. Afshin accepterer, men bryder senere sit løfte og kaster Smbat I i fængsel og henretter ham 918 Smbat I s søn, Ashot II, tilbageerobrer den armenske trone og landet genvinder sin selvstændighed 952 Ashot III bliver konge. Hovedstaden flyttes fra Dvin til Ani, byen med de 1001 kirker, ved Arax-flodens bred 1042 Den byzantinske kejser angriber Armenien fra vest, imens landet forsvarer sig imod tyrkerne i øst 1045 Byzans invaderer Armenien, og annekterer det som østromersk provins 1048 Seljuk-tyrkere angriber Armenien og udsletter Arzens (Erzurums) befolkning 1054 Seljuk-tyrkere angriber igen Armenien, men fæstningerne i Ani og Manazkert modstår angrebet 1064 Hovedstaden Ani falder, byen med de 1001 kirker udplyndres og jævnes for størstedelen med jorden 1071 Den byzantinske hær lider et knusende nederlag ved Malazgirt, og Lilleasien ligger blotlagt for den tyrkiske invasion den store udvandring til kilikien 1080 Prins Ruben Bagratuni grundlægger et fyrstendømme i den bjergrige del af Kilikien (det nye Armenien) ved Middelhavet 1095 De første korstog (1095-1291) 1158 Byzans angriber Kilikien og besætter dets sletter rubenidedynastiet, armeniens fjerde kongedømme (1187-1375) 1187 Leo II ( den Strålende ) kommer til magten. Kilikiens uafhængighed erklæres ved Armeniens fjerde kongedømme 1305 Leo IV forsøger at realisere planen om at forene den katolske og den armenske kirke, men møder indædt modstand hos folket 1375 Den egyptiske sultan angriber Kilikien og fjerner den sidste kristne højborg i Middelhavsregionen armenien forvandles til en skueplads for udplyndring og krig 1400 Timur Khans mongolske hær trækker død og ødelæggelse med sig gennem Mellemøsten og Anatolien 1453 Konstantinopel falder, og sammen med den ophører det Østromerske Rige 1585 Ottoman- tyrkerne kontrollerer Kaukasus med hele Armenien, Georgien og det persiske Azerbaidjan I det 18. århundrede forvandles Armenien til en fortsat krigsskueplads mellem Persien og det tyrkiske rige de fem fyrstedømmer i nagorno-karabakh genvinder deres selvstændighed 1722 De fem armenske fyrstedømmer i Nagorno-Karabakh genvinder deres selvstændighed 1730 Efter en heroisk modstand, ledet af folkehelten Davit Beg, falder Nagorno-Karabakh til sidst i hænderne på tyrkerne 1735 Den persiske Nāder Shāh (1698-1747) driver tyrkerne ud, og Nagorno-Karabakh genvinder sin tidligere selvstyreform under det persiske rige Zorakarer 6000- f.kr. Garni 1. årh. Ejmiatsin 4. årh. (s. 124) Khor virap 7. årh. (s. 134) Tsrviz 5. årh. (s. 138) Odzun 6.-7. årh. (s. 150) Gayane 7. årh. (s. 154) S. Shoghakat 6.-7. årh. 16 (s. 157) Mastara 7. årh. (s. 164) Zvartnots 7. årh. (s. 130) Aruch 7. årh. (s. 158) Talin 7. årh. (s. 162) Hripsime 7. årh. (s. 168) Sisian 7. årh. (s. 174) Sevanavank 9. årh. (s. 176)

rusland ekspanderer i kaukasus I det 18. århundrede rykker Rusland ind I Kaukasus og ekspanderer sydover imod Persien og vestover imod det Ottoman-tyrkiske Rige 1799 Napoleon Bonaparte (1769-1821) planlægger blandt andre at bruge armenierne i sin krig imod tyrkerne 1801 Perserne invaderer Georgien, og Katarina IIs (1729-1796) Rusland sender en hær til undsættelse Perserne bliver drevet på flugt, og Georgien underlægges den russiske kejserinde 1805 Russerne erobrer byen Shushi næsten uden modstand, men gennem forhandlinger med Karabakhs khaner rusland erobrer det østlige armenien 1827 Den russiske hær, anført af Paskievitch (1782-1856), erobrer Ejmiatsin, og Yerevan overgiver sig senere Balkans folkeslag gør oprør, og det Ottoman-tyrkiske Rige begynder at gå i opløsning 1828 Den persiske shāh underskriver Turkmenchay traktaten Imod krigsskadeerstatning tilbageføres provinserne Yerevan og Nakhichevan til perserne Russerne intervenerer i den græske uafhængighedskrig og går i krig imod det tyrkiske rige, som besejres forfølgelsen af armenierne i det vestlige armenien eskalerer 1876 Under optøjer i byen Van bliver der stukket ild på de armenske kvarterer 1877 Den armenske befolkning bliver under den russisk-tyrkiske krig atter udsat for en række forfærdelige og umenneskelige overfald fra irregulære grupperinger i den tyrkiske hær 1878 Rusland besejrer det Ottoman-tyrkiske rige, og der indgås en fredsaftale. Rusland trækker sine tropper tilbage fra Erzurum til gengæld for provinserne Kars, Ardahan, Batumi og Bayazid. I aftalen garanteres sikkerheden for den armenske befolkning, og regeringen af det Ottomanske rige forpligtes til at implementere administrativt selvstyre 1881 Den nye russiske Zar Alexander III (1845-1894) påbegynder sin aggressive politik imod ikke-russere i riget og konverterer alle kristne til den russiske ortodokse tro 1890 Den Ottoman-tyrkiske hær trænger ind i den armenske kirke i Erzurum for at ransage for gemte våben de armenske massakrer (1894-1896) 1894 Over en fjerdedel af de 12.000 armeniere i Sassun bliver myrdet af tyrkiske og kurdiske soldater rusland anlægger en aggressiv linje over for ikke-russere 1897 Det nye autokratiske zar-styre implementerer sin anti-armenske politik i Kaukasus og lukker 300 armenske skoler, og andre armenske institutioner såsom biblioteker (matenadaran) forbydes og lukkes, imens armensksprogede aviser konfiskeres 1903 Rusland beordrer den kaukasiske (armenske) kirkes ejendomme beslaglagt og overdraget til den russiske statskasse 1905 Det russiske zar-styre begynder likvidering for at bringe den armenske modstand til ophør, Armenierne ser de russiske ekspropriationer og likvideringer som et forsøg på at udradere deres nationale identitet, og de samles i partiet. De begynder en væbnet modstand, og overalt rejser armenierne sig 1907 Ved det fjerde partikonvent blev målet udvidet, og man krævede selvstyre for det vestlige Armenien inden for rammerne af det Ottoman-tyrkiske Rige og selvstyre for det østlige Armenien inden for et feudalt Rusland 1908 Russiske masseanholdelser og tilfangetagelse af mere end 20.000 armenske nationalister, hvoraf hovedparten var intellektuelle den første verdenskrig (1914-1918) 1914 Armenierne afviser en forespørgsel om at kæmpe på tyrkisk side, hvis det kommer til en krig imellem Rusland og Tyrkiet, med svaret: armenierne er forpligtede til at kæmpe for deres respektive lande. Winston Churchill erindrer siden hen: the Armenians preferred the war, with brother-killings in two fronts, to the suggestion of the Turks about treason against the Russians (note 27) det armenske folkedrab 1915 1915 Om aftenen den 24. april begyndte tyrkerne at arrestere og henrette armenske officerer og soldater, der gjorde tjeneste ved den kaukasiske front. Flere tusinde havde allerede ofret livet for tyrkerne i kampene om Basen og Sarighamish. Af de 2.000.000 civile armeniere, der boede i Tyrkiet (det tidligere vestlige Armenien), blev over 1.800.000 ofre for den etniske udrensning af den oprindelige befolkning. Mere end 1 million mistede livet, og det lykkedes kun for få hundrede tusinde at flygte til Det Kaukasiske Plateau eller overleve i Syrien og det tidligere Mesopotamien Verden over mindes armeniere i dag de mange ofre for det armenske folkedrab den 24. april 1916 På den anden side af den kaukasiske front var de armenske soldater på den russiske side afgørende, da den fremrykkende Ottoman-tyrkiske hær blev standset og nedkæmpet Derpå indtog den russisk-kaukasiske hær Van, Erzurum, Trabizond og Erzincan den russiske revolution 1917 Efter den russiske revolution begynder soldaterne at desertere, og Rusland trækker sig tilbage fra krigen 1918 Brest-Litovsk traktaten tiltrædes af Rusland. Centralmagterne sikrer tyrkisk styre over det vestlige Armenien og dele af det østlige med Kars og Ardahan den armenske republik (1918-1920) 1918 Efter opløsningen af den transkaukasiske regering proklameres den armenske republik den 28. maj. Den tyrkiske regering anerkender formelt grænserne 1919 Som et resultat af de allieredes sejr over centralmagterne underlægges provinserne Alexandrapol og Kars igen Armenien 1920 De allierede anerkender de facto Armenien som en selvstændig stat 1920 Den røde hær erobrer Baku og efterfølgende Azerbaidjan med støtte fra tyrkiske nationalister Den nye sovjetrepublik hævder sin ret til Nagorno-Karabakh og Zangezour sovjet armenien 1920 Trods fredsaftalen i Sèvres fortsætter den tyrkiske kampagne imod Armenien. Ud over det vestlige Armenien annekterer Tyrkiet Kars og Ardahan i henhold til Brest-Litovsk-traktaten samt provinsen Iğdır med Armeniens nationalsymbol Ararat, imens provinsen Nakhichevan omdannes til en uafhængig islamisk stat 1921 Forholdet mellem Moskva og Ankara normaliseres, og forflyttelsen af den tyrkiske grænse frem til Aras-floden accepteres, samtidig med at Iğdırs frugtbare sletter og Ararats bjerg ofres Det øverste Sovjet beslutter, at Nagorno-Karabakh og Nakhichevan administrativt sorterer under Azerbaidjan den anden verdenskrig (1939-1945) 1941 Den 22. juni overskrider Hitlers tropper den sovjetiske grænse og indleder den militære konfrontation 1945 Udenrigsminister Molotov underretter den tyrkiske ambassadør i Moskva om, at provinserne Kars og Ardahan kræves tilbage af Sovjetunionen. Tyrkiet gør dog ingen territoriale indrømmelser, selvom kravet gentages på vegne af den armenske og den georgiske republik armenien mindes 50-årsdagen for folkemordet 1965 Tusinder af armeniere demonstrerer i Yerevan på 50-årsdagen for de grusomme massakrer og deportationer 1987 EU-parlamentet anerkender officielt det armenske folkemord og opfordrer Tyrkiet til at gøre det samme krigen om nagorno-karabakh 1988 Karabakh-Armenier demonstrerer i deres hovedstad Stepanakert til fordel for en forening med Armenien Den sovjetiske kongres i Karabakh stemmer 110 mod 17 for en overførsel til Armenien, men Moskva afviser dette Et altødelæggende jordskælv rammer det nordlige Armenien den 7. december og dræber mere end 25.000 og efterlader over hundredetusinde hjemløse 1989 Karabakhs nationalråd erklærer den 23. august løsrivelse fra Azerbaidjan og fusion med Armenien Beslutningen fører til interne etniske konflikter, der udvikler sig til fuldskala krig mellem Azerbaidjan og Armenien den anden selvstændige armenske republik 1991 Armenien erklærer sin selvstændighed den 21. september. Sovjetunionen opløses i december 1992 I foråret oplever de armenske styrker i Karabakh deres første større fremskridt i krigen 1994 Det lykkes Rusland at få en våbenhvile i stand, stadig fungerende (2010). Nagorno-Karabakh er i dag en de facto selvstændig republik med nær tilknytning til Armenien, men de jure en del af Azerbaidjan 2001 Armenien fejrer 1700-året for kristendommens anerkendelse som statsreligion som det første land i verden Hayravank 9. årh. (s. 180) Dadivank 9. årh. (s. 342) Tatev 9. årh. (s. 188) Sanahin 10. årh. (s. 206) Haghpat 10. årh. (s. 218) Marmashen 10. årh. (s. 258) Akhtala 10. årh. (s. 184) Harichavank 13. årh. 17 (s. 262) Hovhannavank 13. årh. (s. 280) Saghmosavan 13. årh. (s. 284) Gandzasar 13. årh. (s. 290) Goshavank 12. årh. (s. 302) Haghartsin 12. årh. (s. 312) Geghard 13. årh. (s. 352) Noravank 13. årh. (s. 332)

12 Fønikerne var et kanaʿanæisk folkeslag, der levede i flere bystater rundt om Middelhavet, hovedsageligt i Levanten (det nuværende Libanon samt store dele af Syrien, Israel og Palæstina), samlet betegnet som Fønikien. De fønikere, som boede i det vestlige Middelhav (Kartago og Nordafrika), blev af romerne kaldt punerne. Ordet puner stammer fra det latinske pūnicūs. Selv brugte de formentlig ordet Kenaʿani, kanaanitter. På hebraisk betyder ordet Kenaʿani også købmand. I det første årtusinde f.kr. var fønikerne betydningsfulde købmænd i hele Middelhavsregionen, som de koloniserede. Fønikerne menes at være kommet til regionen omkring 3000 f.kr. Deres hovedbyer var Sidon, Tyre og Berot (Beirut). Det fønikiske alfabet blev spredt ud over Middelhavet af de mange købmænd og handelsrejsende. Det menes at være kilde til det græske alfabet og dermed til alle de vestlige alfabeter. Det tidligst kendte eksempel er Ahiramepitafiet (gravinskriptionen for kong Ahiram) fra det 11. årh. f.kr. i Byblos (37 km nord for Beirut). 11 Kotayk Marz, Garni. Hellenistisk tempel fra 1. årh. e.kr. Ødelagt af jordskælv i 1679, udgravet i 1909 og rekonstrueret 1966 Af (guden) Khaldis nåde, har jeg, Argishti, søn af Menua, ladet denne mægtige fæstning opføre (782 f.kr.), og jeg har udvalgt byen Erebouni (Yerevan) til at hævde suverænitet over landet Piainili og underlægge sig fjendtlige folk. Således taler Argishti: Landet lå øde hen, jeg har skabt mægtige bygværker. Af (guden) Khaldis nåde, Argishti, søn af Menua, den mægtige konge over landet Piainili og herre over byen Toushpa. Persisk Fra midten af det 6 årh. f.kr. var det armenske hovedland under politisk og kulturel indflydelse af de achæmeniskpersiske konger. 10 Det armenske Erebounidynasti blev det mest privilegerede persiske statholderskab og opnåede i perioden en høj grad af selvstændighed. Hellenistisk Fra begyndelsen af det 3. årh. f.kr. til omkring slutningen af det 3. årh. e.kr. oplevede landet i seks århundreder en kulturel og politisk hellenistisk indflydelse. I to århundreder blev Armenien en betydelig repræsentant for den hellenistiske kultur i Nær- og Mellemøsten. Under Tigran den Store 11 blev Storarmenien regnet blandt den antikke verdens imperier. 13 It would appear that the pre-islamic Arabs had but the crudest notions of building, that their principal sanctuary before 608 was nothing more than four walls the height of a man enclosing the sacred well Zemzem, and that in the early days of Islam they brought nothing architectural to the conquered countries beyond what would serve their simple ritual requirements. At this time nine-tenths of the population were nomads, for whom the finest architecture is the tent of camel s-hair. It is clear, as Richmond (Moslem architecture, London 1926, red.) has expressed it, that their architectural resources, before they started on their career of conquest, were barely enough to give the rudest expression to their needs. In other words, Arabia constituted an almost perfect architectural vacuum, and the term Arab should never be used to designate the architecture of Islam. The first mosques in the great híras, or halfnomadic encampments of the conquest, such as Basra, Kūfa, and Fustat, were primitive in the extreme, and in Syria the first mosques were churches that had been converted or merely divided; in fact there is no reason for believing that any mosque was built as such in Syria until the time of al-walid (705-15) or possibly Abd al-malik (685-705). ( ) They (the Arabs, red.) then turned to Sasanian architects on the Mesopotanian front (e.g. at Kūfa) and to Syrian architects on the Syrian front. A SHORT ACCOUNT OF EARLY MUSLIM ARCHITECTURE, af K.A.C. Creswell 20

Udbredelsen af den hellenistiske kultur i datidens Armenien var langt mere begrænset end den tilsvarende, der fandt sted i Syrien, Fønikien 12 og Lilleasien/Anatolien. I dag er især teatrene i Artashat og Tigranakert, fortet og det hedenske tempel i Garni fra det 1. årh. e.kr. 11 vidnesbyrd om den hellenistiske indflydelse på Det Kaukasiske Plateau. The population of the country possesses a hardy millennial culture of its own and long established traditions in keeping with their way of life. For this reason, after the advent of Christianity, the influence of hellenistic tectonic ideas and principles over Armenian architecture lasted no longer than a century. AN OUTLINE OF THE HISTORY OF ARMENIAN ARCHITECTURE, af M.S. Hasratian Romersk Den armenske befolkning var, om den ville eller ej, nært tilknyttet Rom op gennem det 2.-3. årh. e.kr. Men man fastholdt trods alt sin tradition for stammer og fyrster frem for at adoptere den mere avancerede statsform, som Rom repræsenterede med sit sociale system og brug af slaver. Det ville være oplagt, som mange forfattere har gjort, at konkludere, at de påvirkninger, som de tre store kulturer (persisk, hellenistisk og romersk) over en tusindårig periode har udvirket på Det Kaukasiske Plateau, danner grundlaget for den kaukasiske kirke. Vi skal siden se, at elementer som Donau Makedonien Thrakien M i d d e l h a v e t D e t S o r t e H a v Sardes Æ g y p t e n Kappadokien Nilen Kilikien Syrien D e t R ø d e H a v Tigris Eufrat Volga S a r m a t e r Armenien Assyrien A r a b Babylonien i e n M e d E l a m P e Rigsvåben Kyros den Store D e t K a s p i s k e H a v i e n r s H y r k a n i e n Persien i s k e B u g t Pa r Pa r t h e r r i g e t S a g a r t Maka t h e r r i g e t A r a l s ø e n Amu Darja (Oxus) 10 Det achæmenisk-persiske rige 550-334 f.kr. i e r S o g d i a n a Aria Drangiana D e t A Baktrien Gedrosia Syr Darja (Yaxartes) A r a c h o s i e n Indus r a b i s k e H a v I n d i e n D et Sorte Hav Po n t o s Halys K a p p a d o k i e n M i d d e l h a v e t Kilikien Judæa N a b a t e e r e Syrien L i l l e A r m e n i e n Kommagene Sophene K o l c h i s S a r m a A r a b kuppelrummet, stylobatet og basilikaen kan være overført gennem disse store kulturer, men at deres indflydelse om noget har grundfæstet den indfødte trang til selvstændighed, der gennemsyrer folket på Det Kaukasiske Plateau og hele gestalten af den kaukasiske kirke. I langt senere perioder integrerede de armenske bygmestre i større grad motiver lånt fra syrisk og i mindre grad fra den romerske og byzantinske arkitektur, som alle var underordnet de principper, der blev udviklet i den kristne kirke. I den sammenhæng er det vigtigt, at da den tidlige islamiske arkitektur tager form under Umayyadedynastiet (661-750), henter også den med få undtagelser hovedparten af sine arkitektoniske motiver netop i den syriske kirke. 13 Motiver som med islams udbredelse over det persiske rige naturligt kommer frem til Kaukasus på lige fod med de allerede direkte genkendelige syriske. i e n t e r A l b a n i e n D e t A r m e n s k e H o v e d l a n d Osrhoene VAN Tigranakert Adiabene Pa r t h e r r i g e t D e t S t o r a r m e n s k e R i g e u n d e r T i g r a n II Artashidernes Rigsvåben Rioni Eufrat B a b y I b e r l o n i e n Tigran den Stores rige 95-66 f.kr. Tigris Kura Arax i n e SEVAN URMIA D e t K a s p i s k e H a v Media Atropatene 11 Tigran den Store (140-95 f.kr.) Da Kong Artavazd II i 105 f.kr. taber den vedvarende krig mod det persiske rige, overgiver han, som det var skik, sin søn til modstanderen. Hans søn Tigran II vokser op ved det persiske hof, og da han i 95 f.kr. efterfølger sin fader på tronen som Armeniens konge, er det med en dyb insigt i opbygningen af den persiske stat. Tigran formår med krig og diplomati at gøre Armenien til et af de stærkeste imperier i antikken. Hans Storarmenien strækker sig med sine vasalstater fra Det Kaspiske Hav til Middelhavets kyst. k 21

Colosseo I Den kaukasiske kirke tager form åndeligt og arkitektonisk På samme vis som ved kejser Konstantins kristning af Rom sker overgangen til kristendommen på Det Kaukasiske Plateau fra 301 med, at de hedenske templer omdannes eller nedbrydes for at blive genopført som kirker. Ud over eksistensen af den enkeltskibede kirke/kapel er det uklart, i hvor stort omfang den romerske basilikatype, 20 som vi kender den fra Forum Romanum, er udbredt i Kaukasus på den tid. Det almindelige beboelseshus i Kaukasus på den tid, det kaspiske hus, 21 er alene belyst fra oven gennem oculus (øje/loftsvindue), 22 mens væggene, er ubrudte med undtagelse af døråbningen. Århundreders bønner har derfor, længe inden kristendommens ankomst, naturligt været rettet op imod firma mentets lys: solen, som strømmer ind og opfylder rummet, eller månens skær. Foro Imperiale 3 Palatino Gudsbegrebet Astvatz I lighed med den romerske og den byzantinske kirke opfatter også den kaukasiske kirke kirkerummet som stedet for tilbedelse af Gud. Men ligheden ophører dermed, idet den kaukasiske kirke, som den syriske, tilslutter sig den monofysitiske lære, der til forskel fra ideen om den treenige guddom opfatter Gud som én, i overensstemmelse med Nikæakoncilet. Der bedes direkte til Gud, og han er i himlen. I den kaukasiske kirke navngives Gud som: himmelhvælvet eller himmeriget med ordet Astvatz. Det sfæriske kuppelrum Gembeth Den kirke, der tager form, har sine rødder i en århundreder gammel tradition for fysisk i rummet at rette bønner op imod himmelhvælvet. Derfor bliver det lysspredende sfæriske element, der retter den tilbedendes blik opad imod Astvatz, også det centrale arkitektoniske motiv i det rum, der udvikles i den kaukasiske kirke. 1 2 Campidoglio 14 Rom, basilikaerne på Forum Romanum set fra Capitolhøjen imod Colosseum 20 Begrebet basilika kommer fra græsk: kongelig søjlehal. Det kendes fra Grækenland og findes i den romerske by på Forum. Her er den i førkristen tid det offentlige rum for markedet, retssal, mødesal og andre offentlige handlinger. Begrebet knyttes i den oldkristne kirke til selve kirkerummet. De oldkristne basilikaer er langt mindre end de store antikke basilikaer, som i dag findes på Forum Romanum, hvor den ældst kendte er Basilica Porcia fra 184 f.kr. (Kort: 1 Basilica Aemilia 179 f.kr. Kort: 2 Basilica Julia 46 f.kr. oprindelig dediceret til Julius Caesar og færdiggjort af Augustus. Kort: 3 Basilica Maxentia et Constantina 308-312, der er Forums største bygning.) På Det Kaukasiske Plateau er det oplagt, at man adopterer basilikaens type som offentligt og siden religiøst rum. Men basilikaens skib får her ikke kleristoriets lysindfald og er dermed berøvet et af de stærkeste virkemidler i den oldkristne kirke. Skibets længde med de fritstående og udsatte søjler må også være sårbar i en egn, der så jævnligt berøres af jordskælv. 26

ribber i ydre kuppelskal ribber i indre kuppelskal eksteriørgesims træ-inddækning rem for ydre kuppelskal radiale tværremme fra indre kuppelskal beliggende under remmen for den ydre kuppelskal. bæring for indre og ydre gesims interiørgesims af træ Jerusalem: Klippemoskeen, tagfoden af trækuplens dobbeltskal efter K.A.C. Creswell Man insisterede på at betegne kuppelrummet gembeth. Et assyrisk ord, der gennem persisk optages i armensk længe inden landets kristning. Ordets anvendelse bevidner, at man i Armenien allerede havde den persisk-orientalske pseudokuppel (Hazarashen). 21 Det kaspiske hus betegner en bygningstradition, som kan spores på begge sider af Det Kaspiske Hav, på tværs af Elburz bjergkæde fra Armenien 16 til Afghanistan 17. Over midten af husets ofte kvadratiske rum er placeret et åbent oculus. I øst opbygges åbningen som en del af et reciprocal-tag, der videreudvikles i kinesisk og japansk arkitektur. I vest opbygges åbningen i den traditionelle Hazarashen (pseudokuppel) omkring fire søjler, der forbindes af en quadrille. 15 Syunik Marz, Spandarian-reservoiret på vejen gennem Zangezur-bjergene De tidligste kupler var sandsynligvis opført i træ for senere at blive erstattet af egentlige stenkonstruktioner. Kaukasus var dengang i langt større omfang dækket af skov, som det i dag er tilfældet i egnene omkring Dilijan i Nordarmenien og dele af Nagorno-Karabakh. Overgangen fra træ til sten er velkendt 22 Oculus er det latinske ord for øje, som er et udbredt og særdeles virkningsfuldt arkitektonisk motiv i religiøse bygninger. Vi finder det stærkest i vestlig kultur i Pantheon i Rom, genopbygget af kejser Hadrian i 125 e.kr. I Kaukasus genfinder vi oculus i alle gavith, hvor det er rummets hovedlyskilde. I det Kaspiske hus er oculus eneste lyskilde. Vindue stammer etymologisk fra gammelnordisk sprog og betyder vindhul 2 eller vind-øje, som aftræk for bålet, og ligger derved meget nært op ad det kaukasiske begreb. I begge kulturer har man søgt at lukke de ydre vægge mest muligt mod vejret og andres luner. 23 Stræbenicher optræder i en plantype, som er mellemskridtet mellem den regulære firkløverplan og den korsformede kuppelkirke. Under kuplen i diagonalen af de to korsarme, hvor de to andre typer har indadgående hjørner, erstattes massen af rumhøje nicher. De (3/4) semicirkulære nicher åbnes ud til kirkerummet, som de forbinder med de fire avandatun. Uden adgang til avandatun bliver de enkelte apsider/korsarme arkitektonisk mere entydige. Men med stræbenicher bliver rummets periferi betydelig mere kompleks end i de øvrige typer. Det tidligste planeksempel er Avan fra det 7. årh., imens Hripsime, Sisian og Aghtamar er de bedst kendte. 16 Vayots Dzor Marz, oprindelig Hazarashenkonstruktion i landsbyen Gnishik i andre kulturer, såsom den stormogulske på den anden side af Det Kaspiske Hav. Eller nærmere Kaukasus i den syriske kirkes bygninger, der danner grundlaget for den tidlige islamiske arkitektur (note 13), hvor kuppelkonstruktioner af træ også blev anvendt. Klippemoskeen i Jerusalem står som et af de tidligste og bedst bevarede eksempler, udført med en dobbelt kuppelskal af træ. Det er arkitektonisk vigtigt at pointere, at den rumlige tilstand, der udvikles i den kaukasiske kirkes kuppel (gembeth), er væsensforskellig fra kuppelrummet i den byzantinske kirke og forholdet mellem kuplen over tvær- og hovedskibet i den romanske og senere gotiske kirke. 17 Afganistan, Nuristan. Reciprocal-tag - konstruktion med oculus t 27

Gaviths rum Den arkitektoniske tilstand af kirkerummets opstigning i gembeth bliver med tilføjelsen af gavith i tredje strømning gjort betydelig mere virkningsfuld. Over en periode på et halvt århundrede fra slutningen af 1100-tallet anlægges de mange gavith i vestenden af de eksisterende korsformede kuppel-kirker. Det ville være interessant at efterforske, hvad der skabte behovet for et så omfattende byggeri over en så kort årrække i en ellers langvarig udvikling af den kaukasiske kirke. Det er oplagt at konkludere, at der var behov for en udvidelse af det begrænsede rum i den korsformede kuppelkirke, men karakteren og den rumlige udformning af gavith er så væsensforskellig fra selve kirkens, at det ikke kan være tilfældet. Ud over at tjene som gravkammer og indgå i selve begravelsesceremonien blev gavith brugt til forsamlinger i både klerikal og sekulær sammenhæng og som undervisningssted for klosterets novicer. I dag bruges gavith til de mange lysborde, hvor man, i modsætning til inde i det enkelte avandatun, tænder sine sjælelys i et kollektivt rum. Soden og de mange flammende lys i det ellers mørke rum sammen med oculus skarpe lys skaber en meget speciel stemning forinden det klare lys i kirken. I rummet bliver de sandfyldte lysborde 134 en stor kontrast til den faste sten, som var de kirkens sediment. Hvor bordenes sand dækkes af vandets spejl, opstår en samtale mellem oculus og det enkelte lys 133. I kirker uden gavith placeres lysbordene i vestenden, om muligt i de vest-nicher, der i de senere kirker erstatter de vestlige avandatun. Før og gerne efter messen opholder menigheden sig mere uformelt i gavith, mens alle samles i kirkerummet under messen. 133 Haghartsin, gavith. Den hvide sten fremtryller sammen med refleksionen af de mange små lys i bordenes vandspejl en stemning af evighed 66

134 Harichavank, gavith. Uden de små lys virker bordenes sand som et ekko af tomhed i det store rum Kvadratet Gavith udformes modsat den korsformede kuppel-kirke kvadratisk i grundplan og er, med undtagelse af det tidlige i Sanahin, typisk bredere end selve kirken. Det placeres ikke konsekvent i kirkens hovedakse, men forskydes gerne, især hvis der tilknyttes en tredje bygning. Med undtagelse af Hayravank er alle gavith anlagt parallelt med kirkens retning øst-vest. I mødet med kirkens vestgavl finder man ofte en portal 138-139, der peger i retning af den romanske periodes elaborerede portaler, mens adgangen til selve gavith normalt bearbejdes i mindre omfang 137. I gaviths østende, lateralt for og i tilslutning til selve kirken, findes ofte et eller flere avandatun, som kan være i to etager 140. De ses aldrig i vestenden af gavith, hvilket i orientering understreger den liturgiske forskel mellem gavith og kirkens rum. Quadrillen og Oculus Hvor kirkens cirkulære kuppelrum (gembeth) bevidst var udtømt og fra neden belyst af tamburet, er oculus (erdtik) i midten af gavith åben op til himlen, som pseudokuplen var i det kaspiske hus. De fire hjørner, der i kirken trykkede imod korsets eller rummets midte, er i gavith erstattet af fire søjler, der bærer quadrillen. Udformningen af quadrillens buer minder om dem, der bar kirkens kuppel, mens buerne, der spænder til ydervæggene, er mindre fremtrædende 136. De fire søjler, hvis sider imod midten af rummet er belyst af oculus, bevirker, at periferien af gavith bliver diffus og henlagt i mørke, modsat af, hvad man oplever i kirkens rum. Fra quadrillens kvadrat mellem søjlerne bearbejdes den mere kegleformede kuppel i gavith til oculus med oktagrammet, 36 undtaget i Sanahin, hvor gaviths kuppel er cirkulær i plan. I modsætning til i selve kirken anvendes her med få undtagelser altid squinchen i overgangen til oktagonens form. I overgang mellem quadrillen og ydervæggene ses i hjørnerne krydshvælv og tøndehvælv i de øvrige. Haghartsin, gavith. De små lys genspejling i bordenes vand går i dialog med oculus 135 67 67

Rummets tilstand En bygning og dens rum må altid forstås sammen med landskabets horisont. Vi har, indtil nu, bevidst frataget den dimension i den kaukasiske kirke for at understrege, at det fysiske og især metafysiske rum i kirken er opstået og skal forstås som en søgen dybt inde fra bjerget imod himlens høje lys på plateauet. I de efterfølgende afsnit vil vi se, hvordan det indre rum finder sit udtryk i eksteriøret, og hvordan den store forståelse af rummets indre på ingen måde mister styrke i sit ydre eller ved dets indplacering i sit landskabs horisont. Bevægelsen Med tilføjelsen af gavith er præciseringen af det lys, som hele den kaukasiske kirke er opbygget omkring, endnu tydeligere. Tidligere trådte man direkte fra det klare dagslys ind i kirkerummet. Først efter, øjet havde tilpasset sig det store skift i lysmængden, trådte kirkerummet ud af sin skygge, og styrken i gembeth tonede langsomt frem. Nu mødes man derimod i gavith af et omkalfatrende mørke, alene brudt af den kraftige lysstråle fra oculus, der strejfer gravens sten. Langsomt viger mørket, og rummet træder frem sammen med de mange sjælelys flammer, og bag lysstrålen skimtes intensiteten i kirkens lysfyldte rum. Langsomt, som man skrider gennem gavith, fornemmer man dets dybde og sporene af den regn, der herinde falder dybt i rummet, imens øjet tilpasses mørket. Inden man går de få skridt op og gennem portalen til den korsformede kuppel-kirke, fornemmer man den store luftighed, som omspænder dens rum, der nærmest forsvinder ind i himlen. Stilheden mellem stenene fylder kirkerummet, og man har forladt mørket. Koret og korsarmene fornemmes egentlig ikke, men derimod trykket fra de fire hjørner, der fører én imod rummets midte. Med århundreders flygtighed løftes øjet sammen med tanken op imod den tømte himmel, imod gembeth og Astvatzatzin. Tiden og stilheden forenes, og tilbage bliver kun lysets præcision over stenen i intetheden. Horisonten Sammenstillingen af gaviths khatchkar-sten og gembeths kuppel i deres forhold mellem lys og mørke skaber en sublim arkitektonisk tilstand, der i sig selv rummer hele forholdet imellem livet og døden. De to rum kontraherer i hele deres bearbejdnings gestik hinanden og opnår i gensidighed én samlet styrke. Bevægelsen i gavith opfattes horisontalt, når man træder ind, fordi periferien ligger diffus i mørke, og rummet ikke finder en grænse. Kirkens korsform og det præcise scenografiske lysindfald accelererer bevægelsen og tanken vertikalt imod himlen og gembeths kuppel, langt forbi alterbordet og koret. Det horisontale rum som døden og det vertikale som livet, i én evig forbindelse. Intetheden Den eneste konstant rummene imellem bliver gulvets flade over plateauet. Kirkens rum er bevidst tømt for alt og kuplen løftet så højt så muligt, så den tilbedende i et vakuum af tomrum kan forestille sig sin guds storhed (Astvatzatzin). Hvis gaviths søjler, som tegnes af oculus lys, er Jordens søjler, må de toetagers avandatun i den korsformede kuppel-kirke være Himlens søjler under Astvatzatzins lysfyldte kuppelrum, gembeth. 74

173 Makaravank, St. Astvatzatzin. Den sarte sten flyder sammen med lyset og opløser sfæren omkring kuppelrummet gembeth 75

Matenadaran Den store vifte af klostre, der spredtes ud over Det Kaukasiske Plateau, udgjorde landets religiøse centre, men samtidig samledes videnskaben også inden for dets mure. Der foregik i klostrene afskrivning og oversættelse af klassiske værker til armensk på det alfabet, Mashhtots havde udviklet i 405. Mange værdifulde skrifter er med tiden blevet brændt, mens andre er bragt med frem til vores tid. I dag opbevares den imponerende bogsamling, der engang var spredt i de mange klostre, i Yerevans Matenadaran. Sanahins Matenadaran (bibliotek) anlægges som en selvstændig bygning i slutningen af den anden strømning i 1063, mens de fleste anlægges i tredje strømning 257-258. Forinden og på mindre klostre har man opbevaret bøgerne i vægnicher. Nedfældet i flere af Matenadarans gulve finder man store krukker 624. De siges at have været brugt til at opbevare vinen køligt. Men man kan ikke undlade at tænke, at der under de utallige udplyndringer af klostrene også har gemt sig en værdifuld bog eller en anden kostbarhed på deres bund. 258 Sanahin, matenadaran. Halvsøjlerne, der bærer kuplens buer, understreger rummets og væggens midte 257 Sanahin, matenadaran. Brønden samler oculus vand. I kuplens underdeling spores de to kvadrater i oktagrammet 102 102

Gavith Gavith tilføjes, med Sanahins som et af de tidligste eksempler, klostrenes korsformede kuppel-kirke i begyndelsen af den tredje strømning. Deres udformning og sammenhæng med kirken er beskrevet tidligere (s. 66). I størrelse udlægges de i forhold til kirkens længdeakse (hovedkorsarm), som afsætter gaviths kvadrat eller længden i dets rektangel. De betjener i hovedreglen udelukkende i hovedkirken (Katoghike), mens de øvrige kirker, som de tidlige i første strømning, har direkte adgang fra det fri. Undtaget er Makaravank, Hovhannavank, Saghmosavank, Karapet, G Tichivank, (Geghard og Harichavank). Sanahins søjlehal er blevet fortolket som gavith eller nakhagavith. Vi har tidligere (s. 71) set, at det ikke kan være tilfældet. Rummets udformning i såvel gavith som matenadaran er så egenartet og nært knyttet til begrebet af kirkens gembeth, at dets udformning, ligesom selve kirken, må tillægges en metafysisk karakter. 259 Sanahin, gavith. De fire søjler er trukket fri af væggen og tegner rummets midte under oculus Sanahin, gavith. Kuppelrummet under oculus er cirkulært og ikke underdelt som matenadarans 260 103 103

Tredje del Værkerne 307 Odzun, natur og kultur flyder sammen i det sønderknuste galleri, der omslutter kirkens krop for enden af galleriet ses det ydre avandatun, der adskilles fra kirken af lanternen 120

Kirker og Klostre arkitektonisk værkanalyse De tre strømninger signalerer det opbrud, der var i udviklingen af den kaukasiske kirke gennem den tusindårige periode, hvori dens arkitektoniske kerne blev skabt. En udvikling, der geografisk er koncentreret til Det Kaukasiske Plateau. Når man sammenholder de mange værker, er der fornuft i at argumentere for en fortsat udvikling, afbrudt af krige, der strækker sig fra det fjerde århundrede og kulminerer i slutningen af det trettende århundrede. De tre strømninger er sammenfaldende med den tidlige middelalderlige arkitektur i Europa, som spænder fra den tidlige kristne æra omkring kejser Konstantin (note 17) og den oldkristne kirke, Romerrigets kollaps, op gennem den romanske periode og karolingiske renæssance og frem til gotikkens begyndelse. Ud over plateauet knyttes på kryds og tværs et fintmasket net af de mange kirker og klostre. Værkanalyserne er en collage over de mange arkitektoniske tråde, som binder de enkelte værker sammen. Collagen var forudsætningen for, at vi i det foregående kapitel kunne udkrystallisere de enkelte arkitektoniske elementer. I analysen afsøges den arkitektoniske tilstand ud fra en fænomenologisk tilgang til stedet og horisonten og stenen og rummet, specifikt for det enkelte værk. Ved at sammenholde trådene, som over store afstande linker de mange kirker og klostre sammen, opstår et klart arkitektonisk mønster i udviklingen. Værkanalyserne er grupperet omkring de enkelte skridt i den udvikling, der i hovedtræk følger værkernes kronologiske udvikling. Myten og historiens begivenheder har gjort, at nogle anlæg træder frem for andre. Men generelt kan spores en klar typologisk og geometrisk udvikling med stigende indbyrdes kompleksitet og større forståelse af landskabet. Hvor den samtidige udvikling i Europa gennemløber flere stilperioder, ses i den kaukasiske kirke en fortsat insisteren på enkeltheden og lysets præcisering, forståelse af horisonten og en fortsat indskrivning af korsformen. Det er valgt alene at behandle eksisterende værker, som er beliggende i det nuværende Armenien og Nagorno-Karabakh. De internationale handelsveje over Det Kaukasiske Plateau, det tidligere armenske hovedland og udbredelsen af den kaukasiske kirke er gengivet på kortet s. 372. I de enkelte værkanalyser er planer gengivet (1:400) med øst opad for at understrege korsformen. Der er set bort fra lokale afvigelser i forhold til verdenshjørnerne. Det er tilstræbt at anvende en gennemgående nomenklatur, hvor G repræsenterer gavith, K hovedkirken (katoghike), K klosterets anden kirke/kapel og så fremdeles. De mange navne for de enkelte kirker er sammen med årstal og mæcener isoleret i den kronologiske værkliste (s. 368), og deres placering er gengivet på kortet s. 367. De geografiske koordinater (DD/DMS) er angivet i værklisten ud fra WGS84-datum. Stedet og horisonten er afgørende for forståelsen af de enkelte værkers placering, som hænger nøje sammen med de plantezoner, der lokalt underinddeler bjergene (se kort, note 28). Højdeplaceringer er afsat ud fra kortkoteringer med en mindre usikkerhed, mens bjerge er gengivet efter opgivne højder. Ararats højslette ligger 1000 meter over havet, imens lavlandet øst for Nagorno-Karabakhs højland ligger 500 meter over havet. De tidlige firkløverkirker kunne tidsmæssigt også placeres efter basilikatypen. Her er taget udgangspunkt i afsnittet Rummet og Planen (s. 47) og den typologiske opstilling, som forsimpler Strzygowskis model. Amaras og Khor virap er medtaget for de historiske begivenheder, som er knyttet til dem, mere end for den rumlige kvalitet, der i dag er at aflæse på stedet. 121

Zvartnots Զվարթնոց Et fragment af en bygning, der i mere end et årtusinde har henligget på sletten som en urørlig ruin, må have en bredere reference og større betydning end bare at være en kirke. Det er langtfra tilstrækkeligt alene at eftersøge Zvartnots oprindelse lokalt på plateauet. Trækker vi tidens horisont østenover, har 隋 朝 Suidynastiet et halvt århundrede forinden forenet Kina. I hovedstaden 西 安 Xi an opføres samtidig med Zvartnots 大 雁 塔 Da Yan -pagoden (Store Vildgæs-pagoden, 64 m), der efterfølges af 小 雁 塔 Xiao Yan -pagoden (Lille Vildgæs-pagoden, 45 m), begge opført i hårdtbrændt tegl. Iblandt Østens pagoder er ligheden mellem Zvartnots rekonstruktion og 天 坛 Himlens alter 75 slående. Selvom den er århundreder senere og opført af tømmer, indkapsler det essensen af årtusinders orientalsk tradition. Vestenover må vi grave dybere i tidens horisont og forstå Zvartnots dobbelthed som et bygningsværk for kirken og samtidig som en politisk markering i en tid på Det Kaukasiske Plateau, hvor det armenske hovedland er under pres fra Byzans, imens den arabiske invasion tiltager i styrke. Ved Middelhavets østligste kyst i Levanten er Den Gyldne Oktagon i Antiochia, som kejser Konstantin opførte i årene efter Nikæakoncilet (note 17) af stor betydning. Kirken, der blev viet til harmonien, den guddommelige magt, som forener univers, kirke og kejserdømme, lå i direkte tilknytning til det kejserlige palads. Sammenholder man Den Gyldne Oktagon med begivenhederne i Nikæa og den kaukasiske kirkes valg af monofysitisme (note 18), ville det være nærliggende, at Katoghikos Nerses III, den store bygger, spejlede sit nye palads og kirke i Konstantins. 367 Zvartnots, set imod nord. Det genopførte plateau og genrejste søjler i kirkens center. Til venstre fundamenterne af Katoghikos Nerses III s palads 130

rummet i Pantheon. I interiøret er Konstantins samtidige reference mere sandsynligt rummet i Minerva Medicas nymphæum, som nu henligger halvt i ruin. Den sidste reference fra den antikke imperiale arkitektur er endnu tidligere: i kejser Hadrians Villa i Tivoli. Rekonstruktionen af paladsets Teatro Marittimo er ikke nødvendigvis en fleretagers bygning, men planløsningen og dens indskrivning af rummet i cirklen er afgjort en sublim arkitektonisk løsning, 371 et rum, der har afsat sit spor. 368 Søjlekapitæl præget af den armenske ørn. Oprindelig placeret på de fire hovedsøjler Toramanians rekonstruktion Nede i det Hellige Land finder vi den mest direkte reference for Zvartnots: Konstantins martyrium over graven på Golgata, Anastasis-rotunden (anastasis: opstandelse). In the Holy Land, however, unattached martyria obviously would turn to Constantine s Anastasis Rotunda as a natural prototype. Built of solid ashlar blocks and sheltering the sepulcher of Christ (...). EARLY CHRISTIAN AND BYZANTINE ARCHITECTURE, af Richard Krautheimer Der er tre århundreder mellem Zvartnots og Konstantins kirkebygninger. På Golgata er rummet i Anastasisrotunden i dag kraftigt ombygget, og i Antiochia er der ikke længere spor af Den Gyldne Oktagon. Arkitektonisk har Nerses III skelet mere til den næste store kejser Justinians (note 29) utilnærmelige uovertrufne mesterværk, Hagia Sophia, et århundrede tidligere. Især er sammenfaldet mellem hjørneløsningerne og søjleplaceringerne i H. Sergios, Justinians prøvekirke forud for konceptionen af Hagia Sophia, og Zvartnots fire grundpiller iøjnefaldende. Justinians kirkebygninger er byzantinsk arkitektur par excellence, mens bygninger af Konstantin, der kristnede Rom, henter deres rødder dybt i antikkens romerske arkitektur, fortrinsvis iblandt de imperiale anlæg. I eksteriøret er der i rekonstruktionen af Zvartnots ydre form en slående lighed med de kejserlige grave, som Mausoleo di Augusto 373, der den dag i dag stadig ligger på Campo Marzio og deler sin nord-syd-akse med Stedet og horisonten Nede på Ararats slette er Zvartnots som en satellit placeret øst for Ejmiatsin på dens hovedakse. På det sted, hvor et møde mellem kong Tiridates III og Gregor Lysbringeren skulle have fundet sted, og hvor man også har fundet rester fra Urartuernes konger. Zvartnots ligger med slettens vide horisont og flugter i sin nord-syd-akse med Ararats tinder 367. 131

Tsrviz Ցրվիզի վանք Stedet og horisonten Den lille kirke Tsrviz ligger smukt placeret ud til en mindre kløft mellem to mindre forbjerge, mens en større bjergkæde (1.840 m) med tætte skove dramatisk rejser sig øst for. Kirken ligger på en sydvendt græsklædt skråning (900 m), hvor byen i dag er vokset tæt omkring, mens der over den modsatte skråning rejser sig et skovklædt bjergmassiv. I frodigheden af sin æblehave omgivet af de mange gamle træer er kirken indbegrebet af, hvordan man tidligere har fundet den kaukasiske kirke, dengang hvor landet stadig var skovrigt. Stenen og rummet Tsrviz repræsenterer med sin firkløverplan og korsform den tidlige og mest udbredte kirketype på Det Kaukasiske Plateau. Formentlig har typen været at finde i langt de fleste byer. I senere perioder er dens rum grundtype for de mange mindre kirker, der i klostrene opføres omkring de korsformede kuppel-kirker. Til den nedre bygningskrop bruges den grove ubearbejdede sten, som også kendetegner mange af kirkerne omkring Sevan. I øverste skifte inden tagkanten kommer et regulært skifte af tilhuggede sten, der tager imod taget. Tamburets rotunde er i dag også udført i tilhuggede sten. Inde i kirken opleves forskellen mellem den 388 Tsrviz ligger omgivet af sin frugthave på den let skrånende sydvendte side af en mindre kløft 138

390 Tsrviz, inden kuppelrummet smelter pendativerne sammen med apsidernes kalot nedre dels grove sten og den øvres fint bearbejdede stærkt i det sarte lys, der kommer ind ad de små vinduesspalter. Gulvets endnu grovere sten fuldender virkningen af rummets sammenstilling, hvor bema står tomt, og en khatchkar læner sig op ad rummets kors 391-392. I Tsrviz bemærker man især den meget elegante balance, der, på trods af kirkens anselige alder, er i proportioneringen af de enkelte legemer i bygningskroppen. Kirken er et elegant eksempel på den prismatiske virkning af den samlede bygningskrop og den indre opstigning i gembeths kuppelrum. Samspillet mellem kroppens sarte okker sandfarve og det nylagte tags mere brunviolette sten er på alle måder vellykket for kirken i dens frugthave. 391 Tsrviz, væggens grove sten understreges af den endnu grovere gulvflade 389 Tsrviz, mødet mellem de fire apsider sker enkelt i hjørnet, hvor de to buer afsætter en reces Tsrviz, frisen over bema er som den eneste i rummet 392 bearbejdet, og tekststykker er ristet ind i kalotten 139

Hayravank Հայրավանք Stedet og horisonten Vinden kommer som skyerne ned fra de høje bjerge og ruller bølgerne hen over Sevan, som var det havet. Dengang søens vandspejl var naturligt, lå Hayravank på sin klippe, der tonede ud i bugten. På den anden side af søen lå inden masserne af Lille Kaukasus bjerge Artanish Lerr (2.450 m) på sin lille halvø og dannede pendant til bugten. I dag har det lave vandspejl skabt det store lavland syd for klosteret, og de enkeltstående bjerge overfor er blevet mindre tydelige, men vi må genkalde os en mere dramatisk horisont her. Stenen og rummet Her på klippeafsatsen udfolder Hayravank sine kronblade af et firkløver. Kirkens apsider er afrundede indvendig som udvendig, og der er indgange fra syd og øst. Tamburet bæres af squinches som i første strømning. Siden er det lille avandatun tilføjet i det sydøstlige hjørne og senere endnu gavith. Den lille knippeknold på søens kant har gjort, at man undtagelsesvis måtte dreje gavith ud af kirkens akse. I syd blev der plads til et regulært avandatun. I nord udnyttede man drejningen til i mødet mellem den oprindelige kirke og det nye gavith at skabe lysspalten i de toetagers avandatun. Stedets klippe skaber præmissen for planens udformning. Additionen af det lille kapel og kirkens drejning ind i gaviths kvadrat virker overbevisende, når rummet opleves. Der opstår et interessant forhold i gavith mellem kirkens apside, som skaber et fælles alter i sammenstødet med de nordlige avandatun 490. Kirkens indre, hvis akse møder gaviths sydvestlige søjle, står med tiden af sin sten rent og lysfyldt. Gavith er sodet, og de facetterede søjler virker i mørket med intensiteten fra oculus som kirkens modstykke 172/489. Den groft tilhuggede sten finder vi i den oprindelige kirke som i Sevanavank, mens det senere gavith bliver opført i en forarbejdet sten. Begge bygninger er gjort med en grov hånd, imens deres proportioner er nøje afstemte. Når vi ser på sammensmeltningen med landskabet og imellem de enkelte bygningskroppe, repræsenterer Hayravank på bedste vis den store plastiske forståelse i anden strømning. s III s IV s II s I s III s IV 486 Hayravank, oprindelig har kirken ligget på den yderste klippe imod søens spejl. Den oprindelig vandstand har placeret brinken i forgrunden 485 Hayravank, det oprindelige firkløver er indesluttet af gavith og det tilføjede avandatun. De mange møder af stenenes forskellige karakterer styrker afgjort den samlede plastiske virkning 180 180

Vest Syd Øst Nord 487 Hayravank, set nede fra søen har den plastiske bygningskrop samlet hele klippeknolden under sin kuppel snit I snit III snit II snit IV 488 Hayravank er et mønstereksempel på additive bygningsvolumener, der styrkes af stenenes forskelligartethed 181

Vorotnavank Վորոտնավանք Stedet og horisonten Klosteret ligger lidt længere nede ad Vorotan-flodens strøm end Sisian. Men her snævrer bjergene (2.176 m) sig ind til en egentlig kløft omkring deres flod. Klosteret ligger højt hævet over byen og floden på et fremskud i kløften 546. Det ligger bag sit eget lille forbjerg og er ud til kløften befæstet med terrasseformede mure, hvor man i dag finder klosterets frugthaver. Heroppefra har man en vid udsigt ned langs flodens strøm 546, imens man føler højden af de to omkringliggende bjerge og deres bakkede landskab. I ankomsten fra vest dukker klosteret først frem bag vejens sidste sving, når man begiver sig rundt om dets forbjerg 549. Ligesom vejen fuldstændig er skjult fra selve klosteret. 546 Vorotnavank, i skjul bag sit forbjerg ligger klosteret, hvor Vorotan-floden snævrer sammen, med en vid udsigt ned gennem dalen 200

547 Vorotnavank, under klosteret, ned ad den sydvendte bjergskråning, ligger de terrasserede frugthaver 548 Vorotnavank, det er samme høje gavlfelt, som præger firkløverplanen i hovedkirken som den enkeltskibede kirke nord for 549 Vorotnavank, i ankomsten rundt om det lille forbjerg bliver firkløverkirken point de vue i konkurrence med bjerget overfor 201

Haghpat Հաղպատ Af de tidligere klosteranlæg er det kun Sevanavank og Gndevank, der interagerede med terrænet. De øvrige har foretrukket en placering på en plan flade nede på sletten eller oppe på et plateau. Sanahin lagde sig tæt op ad det sted, hvor skråningen tiltog, men med Haghpat grundlægges traditionen for at arbejde aktivt med terrænet, som kulminerer i sammensmeltningen mellem klippe og kirke på Geghard. Da man er færdig med Sanahins hovedkirke, påbegynder man Haghpat. Senere tilføjelser til anlæggene ses også først på Sanahin, hvorefter de videreudvikles og perfektioneres på Haghpat. Ingen af de øvrige klostre i den kaukasiske kirke opnår en så stor symbiose mellem sit plastiske udlæg og interaktionen med stedets landskab og dets horisont som Haghpat. Hvor mange af de større klostre har en ældre kirke (Sanahin, Makaravank, Hovhannavank, Haghartsin og Noravank), anlægges hovedkirken på Haghpat som den første dens placering er gjort med en stor mesters hånd. 595 Haghpat, klokken venter på den første ringning, imens skyerne driver nede i Debet-flodens kløft. I forgrunden oculus af præstekammeret 218

E P R 1:800 N Z T K M A K G A K Stedet og horisonten Haghpat ligger på et større plateau øst for Sanahin, som udskæres af Debet-flodens kløft. Det ligger ikke, som Sanahin, trukket op til skråningen, men på midten af plateauets højeste krete (1.000 m). Herfra har der været god udsigt over det meste af plateauet og adgangsvejen op til klosteret nede fra kløften. Hvor de skovklædte bjergkamme let skygger for solen over på Sanahin, er Haghpat trukket fri af skråningen og har en bedre solorientering imod syd og vest. I dag er det svært at erkende den horisont, som Haghpat oprindelig er anlagt i. Den moderne bebyggelse har nådesløst omkranset klosteret og tillukket dets udsyn. Men imod vest har der heroppe fra været et stort udsyn over kløften nede omkring Alaverdi og over de andre plateauer frem til Sanahins 636. Mod øst i retning af Akhtalas fæstning har bjergene lukket udsynet mere til. Bygmesteren har valgt sit sted, hvor terrænet lokalt dannede et lille plateau, der skabte den høje fæstningsmur imod ankomstvejen fra syd. Hovedkirken er placeret, så en foldning i landskabet gentager terrænspringet og danner en øvre gård omkring tårnet og en nedre gård omkring gavith. Tre niveauer: plateauet og kanten nede fra kløften, fæstningsmuren på kreten i ankomsten og de to gårdniveauer omkring foldningen inden for murene 596. Stenen og rummet Haghpat skærer sig ind i foldningen. Omkring hovedkirken K (nordøst) forløber gangen A-A, der forbinder det underjordiske matenadaran M og danner side i det delvis underjordiske Zhamatun Z. I forlængelse af kirken ligger det store gavith G, der på begge sider flankeres af mindre kirker K -K. I den øvre gård, hvorfra der er fri udsigt over fæstningsmuren, ligger klokketårnet T sammen med refektoriet R, der i nord slutter sig sammen med fæstningsmuren. Adskilt fra muren ligger det meget vigtige præstekammer P med udsigt over hele klosteranlægget. G Selvom oculus var højt og kuppelrummet rent på Sanahin, opdelte søjlerne gaviths rum og anslog en takt gennem søjlehallen. På Haghpat træder man i gavith ind i et overvældende rum, der svarer til størrelsen af søjlehallen. Det lille kvadrerede oculus sidder en anelse højere. Rummets størrelse og uafbrudte periferi er imponerende, alene afbrudt af de to vestlige søjler, der bærer ribberne, og regnbrønden under oculus. Størrelsen af rummet opleves stærkt oppe fra de udkragede trapper 606, som giver adgang til de dobbelte avandatun, der griber omkring kirken. Gulvet, der hæver sig op imod kirkens portal 604, er dækket af de mange khatchkar. I det store rum virker oculus størrelse beskeden. Man skal tænke sig, at der i begge de i dag tilmurede risalitter 603 har været en indgang med en søjle i midten som på Sanahin og Harutiun 568/793. 219

Makaravank Մակարավանք Vest Makaravank deler skæbne med naboklosteret Nor Varagavank, som ligger i den næste bjergkæde, 17 km længere imod øst på den modsatte side af Aghstev-floden. Begge er de indhyllet i tæt skov, som man tidligere også har fundet mange af de øvrige klostre. Mindre omtalte i deres samtids skrifter og foruden det mytiske skær, der oftest omgærder de enkelte klostre. Begge klostre er den dag i dag kun gæstet af et fåtal, hvilket kan skyldes den fraværende myte og den uvejsomme søgen efter dem i skovene, men afgjort også de spændinger, som Nagorno-Karabakh, konflikten påførte egnen omkring Aghstevreservoiret. Ikke desto mindre finder man i de to anlæg nogle af de smukkeste eksempler på stenarbejder i den kaukasiske kirke og to af de mest udsøgte valg af stentyper. Samtidig med at klostrene opleves, sådan som langt hovedparten af dem engang lå, fjernt fra byer og i ly af deres skovdække. s VII s V K s III s VI s IV K Stedet og horisonten Makaravank ligger højt hævet over Aghstev-floden. Klosteret er placeret på en vidtstrakt øst-vest-gående bjerghylde, der danner et plateau halvvejs inden, de første tinder (1.979 m) klumper sig sammen. Tinderne, som fortættes ned imod Dilijan, hvor de hæver sig yderligere tusinde højdemeter til bjergmassivet i nordenden af Sevan, danner en skovklædt ryg for klosteret. Meget atypisk i den kaukasiske kirke afskærer bjergene her Makaravank fra en sydlig solorientering. s V G s III s IV K s I s II 714 Makaravank hæver sin elegante krop i den frodige oase, som på forhøjningen omslutter klosteret 268

Syd Øst Nord Men horisonten oppe fra bjerghylden har sikret et vidt udsyn ned over lavlandet langs med floden 19. Heroppe har Makaravank ligget på sin egen lille forhøjning (s. 99) inddækket af skovens træer med frodige agre omkring, i sikker og behørig afstand fra vejens færdsel. Dernede har karavanen måtte vælge sin vej på den lange rejse, hvor de internationale handelsruter delte sig. Placeringen er meget lig Akhtalas, med et bredt udsyn til begivenhederne, imens man selv har været uset. Stenen og rummet I disponering er Makaravank meget lig Sanahin med to korsformede kuppel-kirker, hvor det store gavith G ligger aksialt af den gamle kirke K. Korenden af den nye hovedkirke (Katoghike) K flugter med centrum af den gamle kirkes kuppel. De to kirker er indbyrdes adskilt af et toetagers avandatun 717. Bag hovedkirken findes et lille kapel og en mindre ottekantet firkløverkirke K. Hele anlægget er placeret på en forhøjning, hvor klosterets forplads afskæres fra vejen af en mindre fæstningsmur med ryg i et par verdslige bygninger. G Efter at have passeret porten i fæstningsmuren trænger størrelsen af gavith sig på i ankomsten 715. Oculus er i dag tildækket i gavith, men lyset fylder rummet fra de store vinduesåbninger i periferien. Der opstår et raffineret samspil mellem lysindfaldet fra sakristiet, den gamle kirke, hovedkirken og vinduesskårene i gaviths vestgavl 717. Det stærke sydlys gennem hovedkirken binder dens gulv sammen med gulvfladen i gavith. De store søjler, fronten imod den gamle kirke og afslutningen af quadrillen fører tankerne længere op ad floden til Goshavanks lysfyldte gavith 802. 715 Makaravank, ankomsten til klosteret med gavith og St. Katoghike set fra porten i fæstningsmuren 269

875 Noravank, gavith. Lyset vælder ned fra oculus og ind i rummet gennem kirken, mens de mange væger blafrer over vandets spejl G Vest G snit II 876 Noravank, gavith. Når bordenes lys udslukkes, ændrer rummet karakter 874 Noravank, gavith. Et muqarnaskvadrat omslutter oculus i midten af den hazarashen-lignende loftkonstruktion 336 336

878 Noravank, gavith. Imellem loftet og væggen er indlagt et mellemniveau, hvor khatchkar er indmuret og danner åbne og lukkede nicher 879 Noravank, gavith. Det søjleløse rum er med dets lysindfald et af de stærkeste i den kaukasiske kirke 877 Noravank, gavith. Det direkte nærvær af oculus lys forstærkes af, at lyset fra de øvrige vindues-åbninger ledes uden om en khatchkar 337 Noravank, gavith. Lyset kastes fra oculus ned over 880 gulvets mange khatchkar, imens messen fortsætter 337

903 Dadivank, lyset strømmer ind mellem de svære søjler i arkaden, der fører frem til Katoghike A Arkaden med de fem svære søjler danner indgangen til hovedkirken 903. Den danner i længde og bredde et parallelløb til den gamle kirke og dens forhal, som har adgange gennem arkaden. Der opstår et interessant samspil med den lille kirke udenfor og horisontens beskæring af det nedre anlæg mellem arkadens søjler. Forholdet mellem kirke og arkade er meget lig rumforløbet på Vorotnavank. Der er stor kontrast mellem arkadens grove stenarbejde og proportion og hovedkirkens forfinede volumen. T Arkaden orienteres sydligt, mens den fra ankomsten blokeres af klokketårnet. Dets volumen indskriver præcis størrelse af det tomrum, som etableres inden adgangen til den store kirke. En komposition, som minder om forholdet mellem gaviths resalit på Haghpat og hjørnet af zhamatun inden rundgangen. Tårnet er simpelt med en asymmetrisk bueåbning. Over sadeltaget en simpel kvadratisk lanterne, opbygget som lanternen på Gandzasars gavith. Der er ikke avandatun som i de øvrige klokketårne, men mellem nicherne og de grove sten i østvæggen er indmuret to khatchkar 907, der i størrelse og ornamentering kan måle sig med de bedste i den kaukasiske kirke. K Den lille kirke, der ligger selvstændigt uden for de fire akser, stikker som alt andet på Dadivank af fra det øvrige anlægs bygninger. I sit indre en korsformet kuppel-kirke med åbne vestnicher. Den er grov i sin base af rå sten, som indvendigt bliver mere fint bearbejdet under pudslaget. Tamburet er atypisk opført i teglsten, mens hvælvet er en kombination af stentyper, som den sydlige kirke på G Tichivank. Tagvinklingen 904 Dadivank, St. Astvatzatzin. Korrundingen former det kileformede hvælv i avandatun 902 Dadivank, spalten mellem arkaden og den lille kirke 346

af gavlfelterne og det koniske tambur med sildebensbånd og teglbelagt kuppel trækker formmæssigt kirken i græsk eller senbyzantinsk retning, som tidsmæssigt svarer til perioden for dens opførelse. G I det nedre anlæg er det bedst bevarede rum den store sal, som minder om et regulært gavith i de øvrige klostre. Rummet, der er nedgravet i landskabets foldning, er halvt underjordisk. Eneste 905 Dadivank, typologisk er afstanden mellem den lille kirke og den korsformede kuppel-kirke enorm lysindfald er fra det højtplacerede oculus 920. De høje, spinkle søjler, der her er cirkulære, har rummet, sammen med den grove stenbearbejdning, tilfælles med det egentlige gavith. Soden har afsat sine mørke spor over stenen 918, ligesom i matenadaran på Goshavank. V På vej op gennem lommen slår man i en bue ud langs med de vestlige bjergskråninger for at ankomme i niveau med den øvre gård og parallelt med klosterets akser. Drejningen af de øverste små bygninger af det nedre anlæg slører dets betydelige størrelse inden fæstningsmuren, som i dag er borte 899. Porten er trukket helt op til skråningen, hvor dens placering er indskrevet af anden og tredje akse. Den østlige port på Haghpat styrer beskuerens retning ind i den øvre gård, så klokketårnet skjuler klosteranlægget, og horisonten blottes. På Dadivank fokuserer porten i ankomsten den komplekse tilstand omkring klokketårnet 896, mens den i afskeden fæstner den lokale forhøjning 897, der understreger aksialiteten. 906 Dadivank, St. Astvatzatzin. På de spinkle vægge er det svært at forestille sig en egentlig stenoverdækning af kirkerummet Dadivank, de to khatchkar i klokketårnet 907 347 347

Makaravank Akhtala Tsrviz Marmashen Harichavank Odzun Haghpat Haghartsin Nor Varagavank San Pietro Rom Hagia Sofia Byzans Mastara Sanahin Jukhtakvank Goshavank Kecharis Makravan Amberd Tegher Talin Sevanavank Bjni Sarkis Saghmosavank Hayravank Aruch Karmravor Geghard Hovhannavank Garni Tsakhats Kar Dadivank Ejmiatsin Hripsime Zvartnots Gandzasar Gndevank Zorakarer Amaras Gayane Shoghakat Khor virap Sisian Tsitsernavank Karapet Areni G Tichivank Noravank Vorotnavank Tatev 366

GEORGIEN Odzun Horomayri Kobayr Akhtala Haghpat Sanahin Makaravank Nor Varagavank k Tsrviz Marmashen Haghartsin Ejmiatsin Kaukasus Jukhtakvank Goshavank AZERBAIDJAN Harichavank Khdzkonk Ani Kecharis Sevanavank Makravan Tekor Yereruyk Mastara Talin Aruch Amberd Tegher Karmravor Saghmosavank Hovhannavank Mughni Sarkis Bjni Hayravank Avan Ejmiatsin Zvartnots Shoghakat Hripsime Gayane Garni Geghard Havuts Tar Dadivank Gandzasar Khor virap Karapet Tsakhats Kar TYRKIET Areni Noravank Gndevank Tsitsernavank Amaras G Tichivank Sisian Vorotnavank Zorakarer Aghudi Tatev IRAN Aghtamar Van 367

Illustrationer Fotografier credits Smudsomslag Vayots Dzor Marz. Kirkens plateau i Areni og Tavush Marz, Makaravank. Kuppelrummet i St. Astvatzatzin Forsats af Per Kirkeby Fragments of light around the Black Garden, 2011 Titelblad Tordenskyer over Toscana, San Gimignano s.1 6 Morgenrøde, Østersøen ved Falsters kyst s. 8 7 Hayravank, tidens spor omslutter kroppen i rummet s. 9 8 BAJ på Indian Institute of Management, Ahmedabad. (Louis I. Kahn 1963) s. 10 9 Aragatsotn Marz, lofty tableland s. 14-15 Tidens horisont Lori Marz, Odzun. Aftenskumring over Debet-flodens kløft s. 16/17 Satellitfoto The Caucasus-Caspian region kilde: Aqua MODIS 2004/274-09/30 at 09:55 UTC, NASA s. 18 12 mount_ararat.gif kilde: WWW/2009 s. 22 16 Timber domed roof constructed by the ancient hazarashen Kilde: www.buildingconservationservices.com s. 27 17 Afganistan, Nuristan. Reciprocal-roof kilde: Nuristani Buildings 1984, Lennart Edelberg s. 27 30 Goshavank, St. Gregor. Stumper af lys i korrundingen med ganzatunnicher s. 40-41 895 Dadivank, Areg Balayan 2009 kilde: Republic of Mountainous Karabakh government s tourism department s. 342 948 Aragatsotn Marz, den kaukasiske kirke (Harichavank) placeret i scenen af et lofty tableland s. 364-365 Slutblad Sevanavank, voksen er flydt ud og er som vulkanens lava stivnet i bordets sand s. 378-379 Alle øvrige billeder af forfatteren Bjørn A. Jørgensen. For yderligere brug se: www.bajarch.dk/caucasus Kort credits Ved gengivelse af kort Bjørn A. Jørgensen Relief underlag fra Google maps (s. 12-13, 367, 372-373): 2010 Google Kortdata 2010 Europa Technologies Tegninger credits Genoptrykt fra Documenti di architettura armena : s. 48, 79, 82, 99, 131, 135, 137, 147, 154, 155, 157, 160, 161, 165, 168, 169, 171, 174-178, 180, 181, 206, 208-210, 215, 219, 220, 224-226, 231, 234, 236, 238, 240, 250-253, 255, 257, 259, 260, 268-271, 274, 275, 281-283, 286, 287, 290, 299, 301, 303-305, 307, 308, 310, 312-315, 319, 331, 334, 336, 343, 353-355, 358 Genoptrykt fra Architectural ensembles of Armenia : s. 99 Genoptrykt fra Die Baukunst der Armenier und Europa : s. 47, 48, 144, 151, 163, 264 1010 Over bordets sand gentages øjeblikkets skrøbelighed i vandets spejl 377