Tekster: Amos 8.4-7, Rom. 13.1-7, Matt. 22.15-22 Salmer: Lem kl 10.30 749 I østen 448 Fyldt af glæde 674 Sov sødt barnlille 330 Du som ud af intet skabte 438 hellig 477 Som brød 13 Måne og sol Rødding 14.00 3 Lovsynger Herren 307 Gud Helligånd, vor igenføder 330 Du som ud af intet skabte 13 Måne og sol Jesu modstandere prøver at lokke ham i en fælde for at kunne lukke munden på ham. For hvad enten han svarer ja eller nej til spørgsmålet om hvor vidt det er tilladt at give kejseren skat, vil han bringe sig i modsætningsforhold til magtfulde grupper. Hvis han siger nej, vil han blive fængslet som politisk oprører. Hvis han siger ja, vil han få de patriotiske kredse imod 1
sig, som planlægger oprør mod romerne. Muligvis vil han blive slået ihjel. Muligvis vil han blive umådeligt upopulær i folket. Jesus hopper ikke i fælden. Men sådan set er det slet ikke dette intrigespil, der gør denne fortælling interessant, men det er det svar Jesus giver. Han siger, at de skal betale skat til kejseren, fordi kejserens billede er præget på mønterne, men så føjer han til, at de samtidig skal give Gud, hvad der er Guds. Sammenholdt med mønten med kejserens portræt på, er der en særlig og meget skarp pointe i dette svar. For ligesom kejseren har ladet sit portræt præge i mønterne, har Gud også ladet sit portræt præge et sted. Ikke i metalstykker som de politiske magthavere, heller ikke i sten og træ, sådan som afgudsdyrkerne afbilder deres guder. Men den sande og ene levende Gud har præget sit billede i hvert eneste menneske, der lever på jorden. Måske kan I huske fortællingen om skabelsen af himlen og jorden. Sidst af alt skaber Gud menneskene, og så siger han:»lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.«v27 Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, 2
som mand og kvinde skabte han dem. v28 Og Gud velsignede dem. Så mens vi skal give kejseren, dvs den politiske magt, vi nu en gang lever under, noget af det, vi råder over, nemlig vores penge og vores lydighed, som vi hørte i læsningen fra romerbrevet -, for at kunne leve i fred og ro beskyttet af de politiske magthavere, så er det anderledes radikalt med Gud, for ham skylder vi alt: os selv, vores liv og alt hvad vort liv indeholder. Med Gud er det ikke som med alle mulige andre magthavere, vi bliver stillet over for. Normalt vil det være sådan, at vi stillet over for en magtinstans vil have både rettigheder og pligter: sådan er det med forældre og lærere, arbejdsgivere, kommunale og statslige myndigheder: vi har pligt til at yde noget, men til gengæld har vi også ret til at nyde noget. Men over for Gud har vi ingen rettigheder. Vi glemmer det tit. Og vi bliver forbitrede og vrede, når vort liv fyldes af modgang og ulykke, eller når mennesker, vi holder af, rammes urimeligt hårdt. Det er ikke retfærdigt! siger vi. Nej, men der er ingen der har lovet os, at livet skal være retfærdigt. Det er faktisk temmelig indlysende, at det ikke er det. Retfærdighed er et begreb, vi har indført for at få livet 3
mellem mennesker indbyrdes til at fungere. Retfærdighed forudsætter samspillere der i alt fald i en vis forstand er ligestillede. Normalt taler vi jo heller ikke om retfærdighed i forhold til dyr, fordi dyrene jo netop ikke selv kan være med til at definere de regler, der bestemmer forholdet mellem os og dem. Vi som mennesker har heller ikke været med til at bestemme de grundvilkår vort liv udfolder sig på. Det kommer så flot frem i Jobs Bog i Det gamle Testamente, hvor Gud siger til Job, der netop anfægter retfærdigheden og rimeligheden i den måde hans skæbne udfolder sig på. Gud siger: Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det! v5 Hvem bestemte dens mål det ved du vel? Hvem spændte målesnoren ud over den? v6 Hvor blev dens fodstykker sat ned, og hvem lagde dens hjørnesten, v7 mens alle morgenstjerner jublede, Det er nu en gang ikke sådan, at vi som mennesker har været medbestemmende da verden blev indrettet, vi er ikke en gang blevet taget med på råd. Noget helt andet er, at vi har fået både mulighed for og evner til, at 4
indrette os efter vore egne behov og interesser i den verden, vi har fået stillet til rådighed, men på sådan en måde, at vi aldrig kan vide, om grundvilkårene pludselig ændrer sig, så det bliver umuligt at opretholde den civilisation, vi selv har skabt. Det ved vi også godt. Det ligger i kanten af vores bevidsthed. Det ser man af det udbud af katastrofefilm om storme, isvintre og meteornedslag, der hele tiden bliver større og større. Men hvis Gud har skabt verden, men ikke uden videre garanterer vores kulturs og civilisations beståen, hvad skal vi så overhovedet med Gud? For det første kan vi ikke undgå Gud. For da Gud er den magt, der har ladet os blive til, så er vi slet ikke til uden Gud. Det er den ene ting. Den anden ting er, at selvom vi ingen grund har til at tro, at Gud skulle stille sig bag netop vores kultur og civilisation og garantere den, så ved vi fra Jesus, at Gud ikke er ligeglad med, hvordan vore liv udspiller sig i den verden, vi er sat i. Gud har givet os livet og sat os i verden, for at vi skal virkeliggøre kærlighed. Jesus siger det på den måde, at den indbyrdes kærlighed mellem mennesker er selve 5
essensen af jødernes moselov, som ifølge jødedommen er den lov Gud selv har givet sit folk. Og Grundtvig formulerer det helt klart i en salme, som vi egentlig godt kunne have sunget i dag, hvis jeg havde tænkt mig ordentlig om, da jeg valgte salmer: Kærlighed er Lovens fylde1 og fuldkommenhedens bånd,2 den er, hvad vor Gud vi skylde, den er frugten af hans Ånd; Så når Jesus i evangeliet i dag siger, at vi skal give Gud, hvad Guds er, så er det ensbetydende med at vi skal leve vort liv, som Gud har givet os, i kærlighed til hinanden, for det er det, Gud har bestemt livet til. Ikke bare kærlighed til en vis grad og i nogle situationer og over for nogle mennesker, men det vi skylder Gud, der er at leve livet i ubetinget kærlighed i alle situationer. Det kan vi ikke. Nej, men det er ikke desto mindre det, vi er sat i verden for. Og hvad mere er, sådan er det, fordi Gud, som har sat os i verden selv er ubetinget og ubegrænset kærlighed. Så kravet om guds kærlighed er slet ikke et snærende og begrænsende krav. Det er et krav som åbner svimlende og vidunderlige perspektiver for os, for når Gud kræver af os at vi skal leve i kærlighed, så siger han i og med det, at vi er sat i 6
verden for at Gud selv kan fylde os og udfolde sig i os. Vi er her for at være rum for Gud! Det er da fantastisk! Det handler slet ikke om at vi skal bruge en masse kræfter og evner, vi slet ikke har, men det handler om, at vi skal stille os til rådighed for Gud og lade ham fylde os. Når man hopper i vandet og opdager at man ikke kan bunde, kan det ske at man bliver grebet af panik, for man tror uvilkårligt, at dette er noget, man skal klare. Og man spjætter fortvivlet og mærker alligevel hvordan man uhjælpeligt synker til bunds. Men så kan det også ske en dag, at man slapper af og opdager, hvordan vandet bærer en! Man skal slet ikke gøre noget. Man skal faktisk helt lade være at gøre noget. For vandet er omkring en. Og vandet bærer én. Sådan tænker jeg, at det er med kravet om kærlighed: Først nå vi slapper af og opdager at Gud ikke sidder i en fjern himmel og kræver kærlighede af os, først når det går op for os at Gud er hos os, under os, over os omkring os med sin kærlighed, først da kan vi slappe af og lade Gud udfolde sin kærlighed gennem os også. Og så, tænker jeg, opdager vi måske, at kærligheden vil udfoldes under alle forhold. Ikke bare under nogle bestemte kulturelle og civilisatoriske forhold, som vi slev har defineret. Men kærlighed er der som mulighed og vil udfoldes 7
også i fangelejrene i Syrien, også på gaden i et slumkvarter i Afrika. Også i en en synkende gummibåd på Middelhavet. For, som Grundtvig fortsætter i den salme jeg cieterede før: med Guds-kærligheden vokser op om kap Guds-freden, vorde skal vi og ved den ét med sjælens bedste ven. Amen. 8