2 HVA SKAL VI SE I AFTEN, SKAT? MEDIEKRITISK TILBAGEBLIK... 5 2.1RADIOEN...6 2.2FILM OG FJERNSYN... 9 2.3MUSIK...15 2.4SAMMENFATNING...

1INDLEDNING...3 2 HVA SKAL VI SE I AFTEN, SKAT? MEDIEKRITISK TILBAGEBLIK... 5 2.1RADIOEN...6 2.2FILM OG FJERNSYN... 9 2.3MUSIK...15 2.4SAMMENFATNING... 19 3DEN DIGITALISEREDE TIDSÅND...21 3.1HYPERTEKST: VIL DU LÆSE MERE, KLIK HER... 23 3.2INTERNETTETS UDVIKLING...24 3.3POSTMODERNE HYPERTEKSTUALITET...25 4INTER-HVAD-FOR-NOGET?... 28 4.1TRANSMISSION...28 4.2REGISTRERING...29 4.3KONSULTATION... 29 4.4KONVERSATION... 30 4.5CMC COMPUTERMEDIERET KOMMUNIKATION... 30 5DET DIGITALE LIV INTERNETTET OG SAMFUNDET... 32 5.1HVEM SIDDER DER BAG SKÆRMEN?...32 5.2DET MODERNE INFORMATIONSSAMFUND...35 5.2.1FRA ATOMER TIL BITS...38 5.2.1.1Hvad er en bit?... 39 5.2.2INFORMATIONSTEKNOLOGIEN AFMYSTIFICERET...39 6CYBERKIRKEN EN TVÆRKULTUREL MULTIMEDIEKIRKE...41 6.1FRELSESHISTORISK PERSPEKTIV... 41 6.2KIRKENS NYE DIGITALE SPROG... 42 6.2.1DET POETISKE LIVSSYN...43 6.2.2BABY BOOMERE OG GENERATION X ERE... 44 6.2.3TEOLOGI FOR ELEKTRISKE DÅSEÅBNERE... 46 6.2.3.1Individualisme og sanselighed... 47 6.2.4TILBAGE TIL DET LEVENDE, VIRKSOMME ORD...49 6.3PÅ VEJ MOD EN CYBERKIRKE...52 6.4SAMMENFATNING... 54 7NETTET STRAMMES OG BORDET FANGER... 56 7.1ER DET FOR INDVIKLET?...56 7.2SEX OG PORNO I DET OFFENTLIGE RUM...57 7.2.1REDNINGSBÆLTER... 59 7.3TEENAGERE FANGET I NETTET... 60 7.4ENSOMHED OG AFHÆNGIGHED...62 7.4.1INTERESSEFÆLLESSKABER...63 7.5MED LIVREM OG SELER... 64 8PRAKTISK GUIDE: KIRKELIG AKTIVITET PÅ INTERNETTET...66 8.1KRISTEN AKTIVITET OG HJEMMESIDE-GENRER...66 8.1.1GENRE-BETEGNELSER...67 8.2ECIC EUROPEAN CHRISTIAN INTERNET CONFERENCE... 71 8.2.1HVORFOR ECIC?...71 8.2.2FREMTIDIGE MÅL...72

8.3E-VANGELISATION...72 8.3.1METODEOVERVEJELSER... 73 8.3.2KOM SOM DU ÉR OG BLIV SOM OS?...74 8.3.2.1 Kom til os - hjemmesidemissionshus... 74 8.3.2.2 Vi kommer til jer - venskabsevangelisation... 78 8.3.3NYTTIGE RESSOURCER...80 8.4FÆLLESSKAB... 81 8.4.1TO EKSEMPLER... 82 8.4.1.1ZaMir under borgerkrigen i Jugoslavien...82 8.4.1.2The WELL Whole Earth Lectronic Link...82 8.4.2KAN DEN KRISTNE KIRKE HAVE VIRTUELT FÆLLESSKAB?... 84 8.4.2.1Den kristne kirkes kendetegn...84 8.4.2.2Et alternativ i nødens stund...86 8.4.2.3Kritiske røster...86 8.4.3AVISLÆSERNES FÆLLESSKAB...87 8.4.4FIRST CHURCH OF CYBERSPACE... 89 8.4.4.1Indholdsanalyse...89 8.4.5ECUNET.ORG... 90 8.4.5.1Refleksioner over det virtuelle kristne fællesskab...91 8.5MENIGHEDS-HJEMMESIDER: INTERN OG EKSTERN KOMMUNIKATION... 92 8.5.1DET FOLKEKIRKELIGE DILEMMA...92 8.5.2INDHOLDSELEMENTER OG TEKNIK...94 8.5.2.1Bare tekster, eller?...95 8.5.2.2Tekniske overvejelser... 96 8.5.3CALVARY CHURCH, LOS GATOS... 98 8.5.3.1Indholdsanalyse...98 8.5.4SAMMENFATNING... 100 8.6DIAKONI OG UNDERVISNING...100 8.6.1FORDELE OG ULEMPER...101 8.6.2EKSEMPLER FRA DEN KIRKELIGE VERDEN...102 8.6.2.1Online Bible College...102 8.6.2.2Konfirmandweb...103 8.6.3SJÆLESORG... 104 9AFSLUTNING: HAR MAN SAGT @ MÅ MAN OGSÅ SIGE... 107 9.1BERØRINGSANGST... 107 10ORDLISTE: TEKNISKE UDTRYK...110 11LITTERATURLISTE...112

1 Indledning Jeg vil betegne mig selv som kreativ. Det vil sige at når jeg ser noget jeg synes er interessant, så får jeg lyst til selv at lave det samme eller lave det bedre. Jeg vil f.eks hellere lave billeder end se på billeder. Jeg vil hellere skrive historier end læse historier. Og jeg vil hellere designe hjemmesider og eksperimentere med indhold og stilarter end jeg vil sidde og bruge internettet til at chatte, spille eller deltage i diskussionsgrupper. Jeg vil påvirke, udvikle og sætte mit personlige præg. Da jeg fik mit første indblik i den spændende computerverden, satte det derfor gang i kreativiteten og gav mig lyst til selv at programmere. Dette første indblik fik jeg i 1986, da jeg så ungdomsfilmen War Games. Det er historien om en ung computernørd, som via et simpelt telefonmodem er koblet på et stort computernetværk (det, der senere blev til internettet). Han bruger tiden på netværket til at stjæle og hacke adgangskoder til f.eks det amerikanske forsvars militære computeranlæg og er tæt på at starte 3. Verdenskrig, da et uskyldigt udseende spil dam viser sig at dække over et faktisk militært angreb mod det tidligere Sovjetunionen. War Games var altså ikke bare en spændende film, men også et næsten profetisk indblik i de utallige forsøg der siden hen er blevet gjort af hackere, som har prøvet at bryde ind i og stjæle vigtige informationer på såvel private som offentlige og militære computere. Filmen gav mig lyst til selv at arbejde med computere. Ikke fordi jeg synes det ville være sejt at prøve at hacke og stjæle - ligesom hovedpersonen i filmen - men fordi jeg fandt computerverdenen fascinerende: Tænk hvis jeg kunne lære at lave mine egne programmer og engang selv få adgang til netværket! Kreativiteten kriblede i mig, efter jeg havde set filmen. Derfor, i 1988 købte jeg min første computer for 800 kroner, en såkaldt Commodore 64, som på dét tidspunkt var i absolut særklasse. Og nu har jeg så, mange år senere og mange erfaringer rigere, kastet mig over at skrive en bog om internettet som medie dog med konstant reference til de øvrige medier, vi i dag så selvfølgeligt omgiver os med og nærmest opfatter som vores husdyr, på linie med katten og hunden, eller som vores uundværlige fortrolige ven, geniale arbejdsredskab eller hus-gud. Men hvorfor denne særlige interesse for internettet? Hvad er det, der er så særligt ved en masse computere der er bundet sammen af ledninger, kabler, telefonforbindelser, lysnet eller satellitter? Nu kunne jeg godt have kastet mig ud i at skrive specifikt om f.eks fjernsynet eller skønlitteraturen som medie - for også dét har min interesse - men jeg synes faktisk at der er andre der kan skrive bedre om disse ting end jeg kan. Du kan tage et kig bag i bogen, i litteraturlisten, og få et godt indblik i hvem der har skrevet om hvad. Derfor har jeg valgt at skrive om den digitale tidsalder i almindelighed og internettet i særdeleshed, fordi det har min interesse. En interesse, som i forbindelse med mit teologistudie resulterede i et speciale omhandlende muligheden for at skabe kristne fællesskaber og kirker på internettet. Et speciale som meget betegnende fik titlen E-kklesia, d.v.s den elektroniske kirke (ekklesia er græsk og betyder kirke eller forsamling. Forstavelsen e- bruges om alt elektronisk, f.eks e-mail). Det er bl.a erfaringerne fra arbejdet med dette speciale, som jeg nu fører videre i bogform, til glæde for forhåbentlig så mange som muligt. En anden grund til, at det netop er internettet jeg vælger at skrive om, er det faktum at det indenfor en overskuelig fremtid er meningen, at en meget lang række af de øvrige medier - herunder TV, radio, boglæsning, musiksalg, telefonsamtaler og minsandten også dit køleskab - skal integreres med og styres af internettet. Det er i sig selv en vigtig grund til at bekymre sig om og interessere sig for internettet, fordi det om kort tid kommer til at styre din hverdag og dine gøremål mere end du kan forestille dig og mere end du formentlig på nuværende tidspunkt bryder dig om. For snart vil der på dit køleskab være monteret en skærm, som via din internetforbindelse holder styr på, om varerne i skabet er friske og som sender bud til købmanden, når der skal købes nyt ind. Og snart vil dit TVforbrug blive styret af internettet, hvor du via en bestemt hjemmeside beslutter dig for og bestiller de programmer, du kunne tænke dig at se i aften, når ungerne er lagt i seng. Og fremover behøver du ikke gå ned til Gads boghandel for at købe en bog bestående af papir som ældes og som fylder op på din bogreol, for det er meningen, at du via internettet skal kunne downloade - d.v.s hente - de bøger du gerne vil have og så selv printe dem ud på din dertil indrettede printer med særlige bogbinder-

dimsedutter eller du kan vælge udelukkende at læse bøgerne på skærmen, f.eks på dit TV (som altså også er internetstyret). Derfor er internettet interessant. Men der er sandelig også flere grunde. En af de vigtigste er den stigende brug af internettet til religiøse formål, d.v.s at mennesker så at sige udøver deres tro og religion på internettet i dag og vil fortsætte med at gøre det fremover, i stedet for i en kirke eller et missionshus. Det er naturligvis skræmmende men ikke desto mindre sandt og værd en nærmere undersøgelse. Tag derfor med på denne rejse, hvor vi til at begynde med vil se nærmere på begrebet medier, og på de forskellige typer medier, der findes og som vi dagligt omgiver os med. Vi skal begynde med at tage et kritisk, mediehistorisk tilbageblik på de medier vi kender så godt radio, TV, film og musik. Vi skal forsøge at forstå disse medier i et kristent perspektiv og især se på, hvordan kristne hidtil har forholdt sig til dem på godt og ondt (kap. 2). Dernæst vil vi bevæge os over i den måske lidt mere filosofiske verden, idet vi skal forsøge at analysere og forstå den verden og den livsforståelse som ligger bag internettet. En verden, som vi her vælger at kalde den digitaliserede tidsånd og som dækker over postmodernismen. En verden, hvis tanker og begreber i allerhøjeste grad påvirker internettet som medie og os som brugere (kap. 3). De efterfølgende tre kapitler handler om internettet som medie og arbejdsredskab: Først ser vi på den tekniske side af sagen, og undersøger hvad man kan lave på internettet - f.eks chatte, surfe, søge informationer o.s.v. (kap. 4). For det andet tager vi tråden fra kapitel 3 op igen, og prøver at betragte internettet som en del af vores moderne samfund og som eksponent for den teknologiske og såmænd også moralske udvikling vi står midt i (kap. 5). Dernæst vil jeg præsentere, hvordan det 21. århundredes cyberkirke eller internetkirke formentlig kommer til at se ud. Hvordan vil det digitale liv, de teknologiske og samfundsmæssige ændringer påvirke den kristne kirke? Og hvordan kan kirken overleve i et flakkende, postmoderne og dybt individuelt samfund uden faste holdepunkter? (kap. 6). Det efterfølgende kapitel omhandler de farer og udfordringer der lurer når vi går på nettet: Hvordan bruger vi som kristne internettet mest hensigtsmæssigt og uden at falde i de grøfter, som bl.a udgøres af porno, identitetssløringer, falsk vidnesbyrd, ludomani og lignende (kap. 7). Endelig vil vi helt specifikt kaste os over de mange spændende ting, som kristenheden og kirken kan bruge internettet til (kap. 8). Vi vil se på intern og ekstern kommunikation, mission, kirke på nettet og meget andet. Og det vil vi gøre både teoretisk og praktisk, d.v.s der vil blive præsenteret masser af praktiske eksempler og ideer som er lige til at tage op og gå i gang med. Her til sidst vil jeg sige, at selvom internettet involverer mennesker så handler denne bog også om teknik, d.v.s ledninger, kabler og tekniske udtryk som kan være svære at forstå. Ikke desto mindre er det nødvendigt at anvende disse udtryk. Men jeg tror faktisk ikke, det vil gøre læsningen af denne bog sværere. Det er ikke sværere at bruge internettet end det er at køre en bil, og når man tager kørekort bliver man også præsenteret for en masse underlige udtryk og dingenoter, som man er nød til at kunne udenad til eksamen, men som senere hen når man er blevet en rutineret bilist ikke er nødvendige at huske, for nu er de blevet en del af rutinen. Skulle du alligevel føle dig lidt på Herrens mark, vil jeg henvise til ordlisten bagest i bogen. Her finder du også en omfattende litteraturliste. Når jeg i løbet af bogen henviser til denne liste, ser det f.eks sådan ud: (Careaga 1999b:37). Først ses forfatterens efternavn, dernæst årstal for udgivelsen og til sidst sidetal. Der er til denne bog knyttet en hjemmeside, på adressen www.ekklesia.dk. Her finder du masser af spændende ressourcer, bl.a. en linksamling, et gratis nyhedsbrev du kan abonnere på samt anmeldelser af en række af de programmer, man kan lave hjemmesider med. God fornøjelse i cyberspace. Carsten Riis Jensen, stud.theol., Greve.

2 Hva skal vi se i aften, skat? mediekritisk tilbageblik Media: De forskellige midler til overføring af påvirkning; annonce- og reklamevirksomhedens kontaktmidler til publikum. Medium: mellemting; middelvej; mellemled; formidler; middel. Massemedium: Midler anvendt til massekommunikation omfattende dels de trykte massemedier: dagspressen, ugebladene, tidsskrifter, bøger, plakater m.m., dels de elektroniske: radio og TV; dertil film (Gyldendals Fremmedordbog anno 1992). For ikke så forfærdelig mange år siden var der en klog mand ved navn Marshall McLuhan, som stillede spørgsmålet Er mediet budskabet?, og i sine egne bøger og artikler svarede han gang på gang Ja. Hvad mon han mente, denne kloge mand? Jo, McLuhan (canadisk medieforsker) tager fat i vores almindelige forestilling om at et medie er noget man anvender til at formidle et budskab - f.eks at vi bruger en radioudsendelse som medie til at formidle et budskab om Jesus. Normalt siger man, at al kommunikation og formidling af et budskab foregår på følgende måde: Hvem siger hvad i hvilken kanal til hvem med hvilken effekt? Det var amerikaneren Harold Lasswell, som i 1948 fremsatte denne formel for kommunikation. Her inddrages både afsenderen (hvem), afsenderens budskab (hvad), det medie afsenderen bruger (i hvilken kanal), budskabets modtager (til hvem) og endelig den effekt som budskabet får for modtageren (med hvilken effekt), d.v.s om personen ændrer adfærd eller vælger at gøre en handling som følge af det budskab, vedkommende har modtaget og fortolket. Men - McLuhan vender som sagt sagen på hovedet og siger i stedet at det er mediet, der er det egentlige budskab, d.v.s mediet (f.eks et fjernsynsprogram) viderebringer ikke bare et budskab passivt fra en afsender til en modtager, nej, mediet har i sig selv en aktiv indholdsskabende funktion for såvel afsender som modtager. Medierne påvirker og ændrer menneskers væremåde og livsforståelse. Mediet er altså ikke bare en kommunikations-kanal men er faktisk det egentlige budskab. McLuhan er - selvfølgelig - blevet modsagt af andre forskere, f.eks af Byron Reeves, som mente at medierne ikke nyskaber menneskelivet men i stedet understøtter det allerede foreliggende. Vi lader ikke medierne forme vores menneskeliv, nej, det er vores menneskeliv - sådan som vi har det lige nu og her - der former medierne og afspejles i medierne: Media equals reals life. Medierne giver hele tiden et billede af den situation vi står i lige nu, den mode, der præger vores verden her og nu. Reeves mener derfor, at McLuhan i al for høj grad sætter mediet i centrum, som om det er mediet og teknologien der ændrer os - og ikke os, der skaber og former medierne så de passer til vores aktuelle behov og livssituation. Der er andre forskere, som sætter sit midt imellem McLuhan og Reeves, d.v.s de udgør hvad man kunne kalde en fornuftig mellemløsning : Samfundsanalytikeren Alvin Toffler mener f.eks, at medierne har både en forandrende rolle (jfr McLuhan) og en afspejlende rolle (jfr Reeves) i forhold til mennesker og livet som menneske. Medierne skaber p.d.e.s udviklingen fra industrisamfund til informationssamfund og er p.d.a.s et vidne om selvsamme udvikling. Medierne påvirker samfundet og påvirkes af samfundet. Mediet og mennesket påvirker hinanden gensidigt. En tredje måde at anskue forholdet mellem medier og mennesker er repræsenteret ved informationspsykologen Donald A. Norman, som mener at der sker en særlig kronologisk udvikling i forholdet mellem mediet og mennesket. Når et nyt medie bliver opfundet - f.eks computeren - så har dette nye medie til at begynde med meget stor indvirkning på en lille gruppe mennesker, nemlig de mennesker som er særligt fascinerede af dette nye medie, denne nye teknologi, og som har stor brug for de funktioner, som det nye medie har og kan. Denne lille gruppe, de såkaldte teknologi-entusiaster, er villige til straks at ændre hele deres livsførsel og deres daglige rutiner for at kunne anvende dette medie hurtigst muligt. Efter det nye medie er opfundet går der normalt et stykke tid, før produktet bliver mere pålideligt og billigere at købe end det var fra begyndelsen. Når dette stykke tid er gået, bliver mediet efterfølgende

udbredt til en langt større målgruppe, som nu tør tage mediet i brug, fordi det er blevet videreudviklet og billigere. Et konkret eksempel herpå er de forholdsvis nye DVD-maskiner, som kan afspille film fra CD-skiver. Der er på nuværende tidspunkt (januar 2001) ikke gået lang nok tid siden produktet blev opfundet, og derfor er det langt fra alle, der tør købe sådan en maskine og uden videre smide den gamle VHS-videomaskine ud. Men - efter nogle år vil uden tvivl selv de største skeptikere turde købe produktet og tage det i brug, vel vidende at produktet nu er gennemtestet, bekvemmeligt at arbejde med, har et funktionelt design, er pålideligt og kan købes til en lav pris. Den første gruppe, d.v.s dem der tog produktet i brug straks det blev opfundet og frigivet, er de teknisk ressourcestærke som er villige til at omstille sig, mens den anden gruppe ikke er teknisk mindede og formentlig ikke er indstillede på at ændre livsstil og adfærd for at kunne bruge det nye medie eller det nye produkt. For de fleste er det ligegyldigt hvordan DVD-maskinen eller computeren virker, bare den virker! Hovedpointen i de ovenfor nævnte kloge menneskers udtalelser er, at medierne under alle omstændigheder påvirker mennesket. For nogle år siden så jeg en række film, som viste i hvor høj grad mennesker lader sig påvirke af det, de ser og hører og får at vide igennem medierne. Filmene viste, at mennesket stoler på medierne, ofte mere end de stoler på hvad andre mennesker fortæller dem: Den første film var komedien Matinee fra 1993, med John Goodman i hovedrollen som den selskabelige filmskaber, der i 1962 leverer underholdning til indbyggerne i Key West i form af gyserog splatterfilm. I Matinee følger man den 15-årige gyserfan Gene, som er meget spændt på premieren på Goodman s nyeste gyserfilm, om atomkrig. Men Goodman s gyserfilm (om konsekvenserne af en atomkrig) bliver pludselig skræmmende virkelighed, da Cuba-krisen bryder ud lige før filmens premiere. Goodman vælger at bruge Cuba-krisen som reklame for sin gyserfilm, og med hjælp fra Gene, hans klassekammerater og den kvindelige hovedrolleindehaver i Goodman s film beslutter han sig for at give indbyggerne i byen en oplevelse de sent vil glemme, idet han anvender kombinationen af film og tilstedeværelsen af skuespillerne i selve biografsalen samt røg og lydeffekter til at skabe en illusion af virkelig krig - og midt i filmens handling går der panik i biografgængerne, som flygter til beskyttelsesrummet og tror at krigen virkelig er kommet til Key West. Det som denne film viser er dels at mennesker stoler på det, deres øjne ser og deres ører hører. Og i dette tilfælde er det klart, at menneskene er særligt påvirkelige fordi Cuba-krisen netop er brudt ud. D.v.s filmmanden - spillet af Goodman - vælger bevidst at bygge på menneskenes latente frygt for atomkrig og angreb udefra og bruger denne frygt til at skabe opmærksomhed omkring sin film og sit budskab. Klar psykologisk krigsførsel. 2.1 Radioen Den anden film var The Night that panicked America fra 1975. Forfatteren H.G. Wells skrev i 1953 science-fiction romanen Klodernes kamp (War of the Worlds) - en klassisk historie om Marsboere som angriber jorden. Romanen blev selvsamme år filmatiseret, af instruktøren George Pal, men det interessante ved romanen er ikke filmen men i stedet den radiodramatisering, som blev lavet kort tid efter af den kendte skuespiller Orson Welles. Welles radiodrama var kun løst bygget på den oprindelige roman, men det skræmmende var, at udsendelsen blev lavet så realistisk, at en meget stor mængde mennesker, som lyttede til udsendelsen, troede at det var sandt - at en invasion fra rummet var i fuld gang. Det er denne virkelige begivenhed - et helt land i chok over en radiodramatisering af en sciencefictionroman - der i 1975 blev filmatiseret til TV med titlen The Night that panicked America. Det er jo helt utroligt, at så mange mennesker troede, at et radiodrama var virkelighed, og filmen viser tydeligt reaktionerne hos flere af de mennesker, som rent faktisk troede på det, de hørte i radioen, og derfor var overbeviste om at jorden var ved at blive invaderet af Mars-boere. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at medierne i allerhøjeste grad påvirker os - både at vi påvirker medierne og at medierne påvirker og ændrer os. Og radioen er - som jeg netop har beskrevet det vedrørende radiodramatiseringen af Klodernes Kamp - det første af de såkaldte elektroniske medier som har fået vidtrækkende betydning for rigtig mange mennesker, verden over:

Et mere hjemligt eksempel på denne mediepåvirkning (og manipulation) finder vi helt tilbage i 1925, hvor den første radiotransmission af en gudstjeneste blev sendt, den 22. februar, med Olfert Ricard som prædikant. Det var på dette tidspunkt, at kirken for første gang begyndte at bruge radiomediet, og det er klart at denne begivenhed har sat sit spor og gav anledning til megen debat dengang. Allerede dagen efter udsendelsen skrev avisen Nationaltidende følgende passus: Var dette muligt? Kan to spinkle Traade, ophængt under Loftet i en københavnsk Dagligstue opfange en saadan Tonefylde? ( )Hvor er vi da henne? Der er utvivlsomt mange Mennesker, der indtil i Gaar har betragtet Radio som et Modelune, et interessant Legetøj, et Udslag af vort mekaniserede Tid og nu, gennem Radiogudstjenesten, har faaet Forstaaelsen af den enorme Betydning, den traadløse Kommunikation vil faa (Hansen 1986:216) Pludselig var radioen ikke længere et simpelt stykke mekanisk legetøj, nej, nu kunne evangeliet d.v.s de åndelige værdier og gudstjenestefællesskabet pludselig høres ikke bare i kirken men hjemme i stuen. I og med transmissionen af denne gudstjeneste fik radioen som medie pludselig åndelig værdi. Naturligvis var man stadig meget betænkelig ved situationen, og Københavns daværende biskop, Harald Ostenfeld mente f.eks ikke, at radioen ville kunne formidle menighedsfællesskabet omkring en levende gudstjeneste. Også Olfert Ricard, som altså blev den første til at afholde en dansk radiogudstjeneste, var tilbageholdende dog med syn for de nye muligheder. Han ønskede ikke at radiogudstjenesterne skulle resultere i, at kirkerne stod tomme fordi folk i stedet lyttede hjemme i stuen. Men på den anden side var radioen for ham en mulighed for at bringe Evangeliet ud til dem, som ikke kan komme der, hvor det ellers bliver forkyndt (ibid:219). Ikke desto mindre opnåede radioen stor popularitet og blev ganske hurtigt et møbel på linie med alle de øvrige møbler og pyntegenstande i borgerskabets stuer. Interessant er det under alle omstændigheder at kirken og den kristne mission har haft stor nytte af radioen som medie og som kommunikationsværktøj. Radioen er ikke blot et middel til god underholdning eller baggrundsmusik for lagerarbejdere, hjemmegående husmødre og deslige, nej, radioen har igennem årtier været med til at bringe evangeliet ud i alverden: Dette har bl.a Viggo Søgaard, professor i kommunikation ved Fuller School i Californien, arbejdet med. Han fremhæver, at en radio er lettere at få fat i end et fjernsyn, og at der derfor må satses meget på at bruge dette medie i forbindelse med evangelisation i u-landene. Radioen har i det hele taget en række fordele, heriblandt at man kan lytte til udsendelserne imens man laver noget andet, d.v.s man er ikke bundet til at skulle sidde og stirre passivt på en skærm. Radioen er tankens teater, hvor lytterne skaber mentale scenerier, stimulerede af dygtig stemmemanipulation, musik og lyde (Søgaard 1993:130). Radioen har desuden et vigtigt fortrin i forhold til at læse: I mange u-lande (og såmænd også i de vestlige, industrialiserede lande) vanskeliggøres udbredelsen af Bibelen, det trykte ord, af en omfattende analfabetisme d.v.s at mange slet ikke kan læse eller skrive. På dét punkt er radioen en stor hjælp, for her får lytterne ordene serveret mundtligt. Derfor var der tale om et stort, teknologisk og kommunikationsmæssigt fremskridt, da udviklingen af radioen blev påbegyndt, efter Alexander Graham Bell s opfindelse af the talking telephone i 1876. Verdens første rigtige radiotransmission foregik julenat 1906, da der fra Boston til fem skibe blev sendt en julehilsen bestående af en violinist som spillede O Holy Night samt en efterfølgende oplæsning af juleevangeliet. Femten år senere, i 1921, blev den første engelsk-sprogede radiogudstjeneste sendt, fra Pittsburg Calvary Episcopal Church over radiostationen KDKA. I 1948 åbnede verdens største evangelisk-kristne radiostation, Far East Broadcasting Company (FEBC), på Filippinerne. I sin bog Media in Church and Mission nævner Viggo Søgaard endvidere bånd og kassetter som endnu et vigtigt medie, baseret på lyd og ikke på billeder. Kassettebånd er ofte blevet brugt til at udbrede budskaber, f.eks blev de brugt til at gentage Khomeini s taler og budskaber ud over hele Iran, og kassettebånd er blevet brugt til læse-træning og andre former for uddannelse f.eks kan man købe bånd til bilen med sprogkurser, så man på vej til arbejde kan lære nye sprog. Et godt eksempel på brugen af kassettebånd til evangelisation er den såkaldte Desert Storm -kassette, produceret af det kristne pladeselskab Maranatha! Music, som blev sendt til de amerikanske soldater i den arabiske ørken under Golfkrigen: I alt 100.000 bånd blev sendt ud. Den samme taktik brugte den kristne rock-gruppe Petra, som til de selvsamme soldater sendte kassettebånd indeholdende udgivelsen Beyond Belief samt den tilhørende 50-minutters spillefilm på et videobånd. Endelig er der muligheden for at indspille hele eller dele af Bibelen på kassettebånd, d.v.s personer indtaler bibelteksterne på forskellige sprog, hvorefter de kan sendes ud og bruges i

verdensevangelisationen. Selv i de fjerneste og mest afsidesliggende dele af verden findes der radioer og kassette-afspillere: The Bible Society in Bangladesh has produced an Easter cassette. Fourteen Scripture passages were chosen to give a full story of the Easter events. Composers were then asked to put the text to music. The result is a cassette with fourteen Bengali songs communicating the story of Easter (Søgaard 1993:171). Også herhjemme bliver radio- og kassette/cd-mediet brugt flittigt i kristne kredse. Mest kendt er vel den danske afdeling af Norea Radio, beliggende i Haderslev. Herfra produceres f.eks en komplet gennemgang af hele Bibelen, kaldet Vejen gennem Bibelen. Også i København er der et stort radioprojekt, Københavns Nærradio, som køres i et samarbejde mellem Indre Mission og Luthersk Mission. Herfra sendes andagter, ungdomsprogrammer, journalistiske programmer, interviews o.s.v.. Også i min bardoms hjemby blev radioen brugt flittigt i de kristne og kirkelige kredse: Over en længere årrække sendte lokalafdelingen af Luthersk Mission f.eks en udsendelse hvis målgruppe hovedsageligt var ældre mennesker. Endnu mere populært var den karismatiske kirke Kristent Center s radioudsendelser, styret af den velkendte evangelist Moses Hansen. Det var hans meget personlige, nærgående og time-lange udsendelser, kaldet Den varme linie, jeg som barn og teenager lyttede meget til og det var igennem disse udsendelser jeg bl.a fik mit første møde med den rytmiske kristne musik, herunder Keith Green, Petra, 2 nd Chapter of Acts og Larry Norman. Det var i disse udsendelser at der formentlig for første gang nogensinde i Danmark blev udøvet helbredelser af syge over æteren, d.v.s Moses Hansen bad i studiet for de lyttere, der var syge og opfordrede dem til i forbindelse med bønnen at lægge en hånd på det syge sted. Jo, radiomediet er meget effektivt også selv om (eller måske netop fordi) der ikke er billeder involveret i dette medie. Radiolytning kræver opmærksomhed, men ikke stillesiddende passivitet. Radioen kan, i bedste fald, være med til at forbedre og udvikle lytterens fantasi og evne til at skabe scenerier og billeder i tankerne. Og radioen kan være med til at føre mennesker til tro på Jesus. På den anden side foregår udarbejdelsen af kristne og evangeliserende radioudsendelser ikke altid gnidningsfrit. Der vil altid opstå konflikter, fordi ikke alle er enige om hvilke virkemidler man skal tage i brug herunder hvilke midler der virker på hvilken målgruppe. Også denne side af det kristne radioarbejde tror jeg mange medie-entusiaster kender til: Jeg har flere gange lavet radioudsendelser møntet på unge, ikke-kristne unge. Men hver gang har jeg mødt modstand fra f.eks min lokale menighed og arbejdsgruppen bag førnævnte kristne ældre-program. Modstanden bestod i en, for mig at se, manglende viden om hvilke virkemidler der rammer netop de unge lyttere. Vi hverken må eller kan forvente, at unge f.eks gider lytte til radioudsendelser hvor den musikalske del består af salmer og missionshussange sunget af et eller andet amatør-strengekor eller en evangelist med en guitar. Det er helt andre virkemidler, der skal til. Og det må være i den kristne menigheds interesse, at man tør give denne arbejdsopgave til de personer, som har forstand på dén slags og som er på bølgelængde med de unge. At man tør give de unge i menigheden den opgave at lave udsendelser for unge, og at man ikke ryster på hovedet over de metoder, den musik og de virkemidler som bliver brugt i disse programmer. Er man ikke villig til at støtte de unge i at lave sådanne programmer, så skal man hellere helt lade være og tænke i andre evangelisationsbaner- og metoder. Så er det ikke radio (og heller ikke fjernsyn) man skal satse på i menigheden, for med disse medier er man i allerhøjeste grad nød til at tænke i andet end de vante missionshus-vaner. Det er man i og for sig også nød til når de gælder et hvilket som helst andet medie, og jeg er overbevist om, at netop på dette punkt det udadrettede arbejde er der store problemer i de kristne menigheder: Vi hænger os fast i de gamle måder at gøre tingene på og tør ikke møde mennesker udenfor kirke og missionshus på deres præmisser. Kom som du er, og bliv som os. Og hvis man så endelig tager chancen og vælger nogle (for kirkens vedkommende) utraditionelle metoder, så opstår traditions-problemet efterfølgende når så de indfangede ikke-kristne skal med til et møde i kirken eller missionshuset, for hér lever traditionalismen stadig i bedste velgående, og de ikke-kristne mødefremmede vil formentlig løbe skrigende væk derfra efter ganske kort tid. Måske internettet kan hjælpe med til at ændre de svære arbejdsvilkår der opstår under traditionalismens pres? Det skal vi se nærmere på i kapitel 6. Der skal ikke være nogen tvivl om, at radio-mediet i et kristent perspektiv er meget effektivt og når vidt omkring. Det kan både Norea Radio og andre kristne radiostationer tale med om. Det kristne, amerikanske analyseinstitut Barna Research Group har i en analyse, foretaget på baggrund af over 1000 telefoninterviews, påvist at fire ud af 10 voksne amerikanere lytter til en eller anden form for

kristent radioprogram i løbe af en almindelig arbejdsuge (Barna 1999:1). Analysen viser bl.a. at 29% af alle voksne lytter til kristen undervisning eller forkyndelse i radioen i løbet af ugen, og at det især gælder for personer over 53 år (43%). Især er det interessant, at mere end en tredjedel af lytterne (36%) ikke er kristne, d.v.s de tilhører enten en anden religion eller bekender sig som ateister. Blandt de kristne i USA lytter næsten halvdelen (48%) til kristne undervisningsprogrammer. George Barna, som leder analyseinstituttet, udtaler i denne forbindelse: Who would have imagined that more than 10 million people who never attend church listen with some frequency to Christian radio broadcasting? It appears that Christian radio broadcasts may fill a very significant religious need for millions of people some of whom do not get all they need from their church involments, others of whom rely on non-church religious input for their spiritual development (ibid:2). 2.2 Film og fjernsyn Jeg kommer fra et hjem med fjernsyn. Ganske vist var vores første fjernsyn sort-hvid, og vi havde som de fleste danskere kun én kanal, det statsejede Danmarks Radio (DR). Mine forældre havde meget stramme restriktioner for, hvor meget fjernsyn og hvilke udsendelser vi søskende måtte se. Derfor skete det mange gange at mine søskende og jeg sneg os ind foran fjernsynet, og håbede at vores forældre ikke opdagede det. Og selvfølgelig blev vi sure og vrede, når så de kom og slukkede for det, vi var ved at se. Men jeg tror, at hvad mine forældre gjorde var fornuftigt. Ganske vist talte de aldrig med os om, hvorfor der var godt og skidt fjernsyn d.v.s vi lærte aldrig rigtig at skelne men jeg tror min forældre allerede dengang, da vi var små, havde en fornemmelse af at fjernsynet drager, at det manipulerer og at man ikke selv kan kontrollere det, der vises på skærmen. Fjernsynet er sin egen herre, det er u-kontrollabelt. Netop disse forhold omkring fjernsyn og film, at det er manipulerende og ændrer vores virkelighedsopfattelse, skal vi se nærmere på i dette afsnit. Når man bor i en større by, er det umuligt at undgå de mange store plakater med reklamer for biograffilm. De hænger overalt, og selv når det bliver mørkt kan de ses, for inde i plakatmontren tændes der små pærer som lyser hele natten. Og i folkeskolen blev frikvartererne ofte brugt til at diskutere de nye biograffilm især de voldelige actionfilm. Derfor er det ikke så underligt med al den ydre påvirkning fra reklameplakater og klassekammerater at jeg havde enormt lyst til selv at gå i biografen. Det måtte jeg imidlertid ikke! Mine forældre forbød os på det strengeste at gå i biografen, og det var først som teenager efter et mindre oprør at jeg i trodsighed tog cyklen og kørte ind til biografen. Dog skal det siges, at min første biograffilm var nok så from : Det var Cecil B. DeMille s klassiske De 10 Bud, med Charles Heston i hovedrollen som Moses. Ikke desto mindre var mine forældre og de fleste andre forældre i vores menighed stærkt imod biograferne, ud fra den holdning at biografen er et ondt sted, hvor der sker onde ting og vises anstødelige pornofilm og actionfilm. Mine forældre så en sammenhæng mellem stedet og begivenheden, hvorimod jeg selv og vistnok også mine søskende mente at det ikke gjorde nogen forskel hvor man så filmene, for de samme film blev jo vist i fjernsynet, et halvt år efter biografpremieren. Om man så en film i biografen eller derhjemme var sådan set ligemeget, det var stadig den samme film og den samme handling. Der hersker stor begejstring for fjernsyn og biograffilm blandt unge. Jeg husker det selv, både fra folkeskolen, efterskoletiden og gymnasiet: Vi jublede altid, når vores lærer annoncerede, at vi skulle se videofilm. Det var for os langt mere spændende at se video end at høre på lærerens forelæsning. Og af en eller anden underlig grund virkede det, som om vi bedre forstod og huskede det, vi så på skærmen end det, vi hørte læreren stå og sige og skrive på tavlen i en undervisningstime. Det var tydeligt, at dét vi så på skærmen var mere troværdigt og tiltrak langt mere opmærksom lytten end det, vi læste i vores skolebøger eller hørte læreren sige. Jeg husker, at min kone på et tidspunkt i vores lokale kirke snakkede med en af de unge, som gik til konfirmandforberedelse. Hun spurgte ham, om han synes det var spændende og han svarede: Ja, for præsten giver os lov til at se film!. Biskop Jan Lindhardt har en interessant bemærkning til dette fænomen, i bogen Frem mod middelalderen : Det skrevne ord [mister] vægt i den nye oralitet, og det betyder, at hvad der står i avisen eller i en bog, slet ikke har den samme autoritet, gennemslagskraft og troværdighed, som hvad man selv har set på video. Bøtten er vendt. Hvor det før var skriften, der havde autoriteten ( det står skrevet eller jeg har selv læst det ), kommer det nu an på, om han har set det ( ) Den nye generation, som er vokset op med video, tror mere på, hvad den har set på skærmen end hvad den har læst eller sågar

selv set (Lindhardt 1993:202). For mange unges vedkommende er den litterære kultur ved at dø for den visuelle. I dén forbindelse må det for den kristne kirke være værd at overveje vores forhold til verdens største litterære værk, den største bog af alle, Bibelen. For Bibelen ér en bog. Bibelen er ord, skrevet på papir. Og hvis ikke ordene bliver læst eller i det mindst hørt igennem forkyndelsen så kommer mennesker ikke til tro (Rom 10:14-15), og så mister vi den store velsignelse og nødvendighed der ligger i dagligt at beskæftige sig med og lade sig opbygge og vejlede af det ord, som Gud har talt og som mennesker har nedskrevet under Helligåndens vejledning. Man kunne i dén forbindelse tænke over følgende nærmest valgsprogs-agtige udtryk, formuleret af den kristne rockgruppe WhiteHeart: Read the Book, don t wait for the movie! Måske var det et godt slogan for Bibelselskabets næste kampagne? Jeg tror, at fjernsynet og biograffilmenes verden har stor indvirkning på vores liv, at vi bliver manipulerede og at vores virkelighedsopfattelse ændres. Da jeg gik på højskole, i 1995, hørte jeg en sang af Troels Trier, som tager udgangspunkt i dette faktum. Sangen, fra 1982, hedder Gi mig TV : Jeg er tv-narkoman og jeg ved ikke hvem jeg er. Jeg er Kojak og McCloud og Den gamle Kriminalkommissær. Jeg er skiftevis i kassen med Brigitte Bardot og Bodil Kjær. Jeg er tv-narkoman og jeg ved ikke hvem jeg er. Jeg er på fornavn med Prins Henrik, Otto Leisner og John Wayne. Men jeg ville ikke kunne kende min egen mor, hvis jeg mødte hende igen. Gi mig tv tv tv Gi mig tvvirkelighed. TV-virkelighed er meget mere virkelig end den virkelige virkelighed ( ) Jeg gad ikke åbne døren, om der så stod en marsmand i min entre. Jeg ville ikke tro han var virkelig, før jeg så ham på TV. Ganske vist er sangen fra 1982 og enkelte af navnene er måske ukendte for nogle, men udskift dem blot med din tids fjernsyns-idoler (Britney Spears? Beverly Hills 90210? Casper Christensen?). Jo, der sker noget med vores virkelighedsopfattelse, når vi ser TV og når vi går i biografen. Vi træder ind i en sal, lyset slukkes og den overvældende lyd fra HTX-højttalerne samt de skarpe billeder på det enorme lærred gør, at vi suges ind i filmens verden og for et par timer bliver ét med biografens version af virkeligheden. Og alt efter hvor gamle (eller rettere: hvor unge) vi er, opfatter vi filmen mere eller mindre som en faktisk virkelighed, hvor det f.eks er ok at sparke og slå et menneske, til det ikke rejser sig mere eller hvor det er ok at forlade sin ægtefælle og/eller leve i utugt med skiftende partnere. Med denne problemstilling som baggrund skrev jeg for et års tid siden følgende personlige indlæg til et debatforum på internettet for personer med interesse i forholdet mellem film og kristendom: Det undrer mig meget, at unge kristne med glæde går i biografen og ser film, hvor utugt og skilsmisse forherliges. Tag f.eks Titanic, Den Engelske Patient, Breaking the Waves eller Broerne over Madison County. Spændende og rørende film, men som tema har de faktisk: utugt! Det er film der rører ved noget og som er flot lavet, men handlingen er i grunden utugt og det er lavet, så man faktisk holder MED den, som bedriver utugt. For det er jo så synd for ham/hende. Og det er netop de film, der omhandler dette, som alle unge kristne jeg kender, synes er de bedste!! Det er tydeligt, at der her er et problem: At man godt kan leve med utugt, skilsmisse og voldtægt når bare det er på film. Problemet er, at denne holdning strider imod enhver kristens forpligtelse på at afholde sig fra disse ting i såvel handling som i tankerne. Og i biografens mørke. Et par uger senere blev mit indlæg besvaret af en kvinde, som følger: Jeg er enig i at man skal være kritisk, når man vælger hvilke film, man vil se. Men netop de film, du vælger at nævne afslører at du ikke har forstået filmene. F.eks Breaking the Waves, en film om en naiv piges stærke tro og tillid til Gud og mennesker en måske misforstået tro. Det er en film, der handler om (misforstået) helhjertet overgivelse og selvopofrelse. Filmen Broerne over Madison County en film om en kvinde, som måske for første gang i sit liv bliver betragtet som kvinde og ikke som kone eller mor. Hun tager det hårde valg at blive hos sin mand, som dog ikke opfylder hendes behov. Jeg siger ikke at det er smukt at forelske sig i et andet menneske end ens mand/kvinde, men valget, hun foretager at blive hos sin mand det er smukt. At sige at disse film forherliger utroskab er ikke korrekt. Men de beskæftiger sig med de prøvelser livet byder på. Måske kan mange kristne godt lide disse film fordi det er mennesker, som tager aktivt stilling til tingene.

Hver især opfatter vi det, vi oplever herunder også handlingen i en film vidt forskelligt. Efter at have set den syntes jeg f.eks, at Breaking the Waves var en god film til trods for at jeg kort forinden havde læst et interview med Lars von Trier, hvor han fortæller om filmens egentlige baggrund. I dag bryder jeg mig slet ikke om filmen, for selvom jeg synes at det rent handlingsmæssigt og visuelt er en god film, så kan jeg ikke sige det samme om de holdninger og det billede af kristendommen, som denne film fremturer og de holdninger som man på samme måde møder i Broerne over Madison County, Titanic, Den Engelske Patient, o.s.v.. Der er i disse film fokus på utugt, man ser kvinderne prostituere sig selv, have sex med fremmede o.s.v.. Det samme gør sig gældende i storfilmen Magnolia, med Tom Cruise: Det er en typisk postmoderne, meget tankevækkende (og meget lang) film om ulykkelige mennesker som desperat prøver at få andre mennesker til at hjælpe sig d.v.s den behandler et relevant samfundsrelateret emne men mængden af eder, forbandelser og (homo)-seksuelle antydninger er direkte kvalmende at se og høre på. Det kan til tider virke, som om det er OK at nyde den slags i biografens mørke: Det er jo bare film. Men hvorfor skulle der være forskel på det, vi frivilligt indlader os med eller accepterer i det virkelige liv og så det, vi accepterer at se i biografen eller på TV? Jeg mener, at en spændende handling ikke gør en film værd at se på. Heller ikke selv om den tager vigtige eksistentielle emner op. Mit problem i dén forbindelse er, at jeg er meget glad for netop eksistentielle film, d.v.s film som er centreret omkring et emne, f.eks sorg, konflikter, psykologi og religion. Det er film af dén slags, f.eks Hamsun, Patch Adams, The Truman Show, Resten af dagen, Værelse med udsigt, Kieslowski s Dekalog -serie, The Straight Story, serien Blå - Hvid - Rød, Livet er smukt, Her i nærheden, Guds børn o.s.v. der fylder op i min videoreol. Mit problem ér, at endog disse ellers så tankevækkende film ofte lider af samme mangel som alle mulige andre film, nemlig at de fleste af dem fokuserer på sygdommen men ikke på helbredelsen. Og dét anser jeg for at være et stort problem, for hvis vi udelukkende ser film, der fokuserer på en problemstilling uden at komme med en løsning eller et løsnings-forslag, så ender vi med aldrig at kunne tage stilling til, om noget er godt eller ondt. Vi vil bare, at alting skal være så realistisk som muligt, men vi vil ikke tage stilling til, om det vi oplever på film og i virkeligheden er godt eller ondt. Vi mister lysten og evnen til at tage stilling, moralsk og etisk. I stedet kæmper vi for, at det vi oplever skal være realistisk og nærværende. Det skal være godt spillet, levende fremført men det må ikke være moraliserende eller få os til at tage stilling. Rigtig mange film viser sygdommen men ikke helbredelsen, og det samme sker i fjernsynets dokumentarprogrammer, hvor et problem præsenteres igennem interviews og undersøgelser, men det lades usagt, hvad løsningen på problemet er. Et eksempel: En flok venner eller et ægtepar går i biografen og ser en film, og da filmen er færdig, udbryder de samstemmigt Hvor var den dog realistisk, og hvor portrætterede den dog virkeligheden og livets dilemmaer godt [f.eks: skal jeg blive hos ham eller lade mig skille?]!! og så lader man ellers tingene stå, som de ér. Man siger ikke Det var dog frygteligt, at de gik fra hinanden. Dét siger man ikke, for bare historien bliver fortalt og vi oplever, Mange film fokuserer på sygdommen, men ikke på helbredelsen. at personerne er autentiske, så pyt med om handlingen, personerne eller personernes gerninger var umoralske. Bare det var autentisk. Det er i dén forbindelse nok så interessant, at filmene faktisk ofte fremstiller de egentlige skurke (set i et kristent perspektiv) som helte og vi som biografgængere eller fjernsynsseere hopper med på den. Jeg husker f.eks, da jeg var med min kone i biografen for at se Lars von Trier s Breaking the Waves, at i pausen midt i filmen var der en kvinde som begyndte at græde højlydt for hun synes nu det var så synd for filmens kvindelige hovedperson og hun synes det var så realistisk lavet og meget nærgående. Hvor er helbredelsen? Disse typer film, som giver et realistisk billede af nogle menneskeskæbner er typisk postmoderne: Postmodernisten, generation x eren (kært barn har mange navne) vil have autentiske mennesker og historier. Autentiske, men ikke moraliserende og uden endegyldige sandheder. Autentiske, men blot som én historie og én sandhed ud af mange sandheder. Derfor fokuserer film i dag ikke på at ændre noget, at helbrede, for det vil vi ikke. Vi vil bare have en god historie. Jeg vil vende tilbage til denne såkaldte postmoderne indstilling i næste kapitel, hvor vi tager hul på internettet som tidsmæssigt fænomen, men hér blot konstatere, at vi med denne holdning at film og

historier skal være autentiske faktisk har fat i bagsiden/den mørke side af de såkaldte autentiske vidnesbyrd : En kristen vil ikke bare fortælle en god og autentisk historie, men vil ændre noget hos dén, historien bliver fortalt til. Det kristne vidnesbyrd må have autoritet (og autoritet er netop, hvad postmodernisten ikke bryder sig om)! Jeg spørger mig selv, hvorfor såvel ikke-kristne som kristne er så vilde med ovenfor nævnte film? Jeg tror for det første (1) at det har noget med tiden at gøre. Tidsånden. Den postmoderne tidsånd, som siger at i f.eks Breaking the Waves og Den engelske patient er der ganske vist tale om utroskab, ja, men det vigtige er ikke utroskaben men dét, at den kvindelige hovedperson foretager et valg! Hun realiserer sig selv. Hun er autentisk! Og så tror jeg for det andet (2) at det har med Satan at gøre: At han hvisker os ind i øret, puster på vores øjne så vi bliver blinde og lader hånt om Guds bud, som taler i strenge ord om vold, utroskab og andre former for ondskab. Hvad så med glæden ved fortolkning? Jeg tror, en og anden imod det jeg netop har sagt om nødvendigheden af en løsning eller af helbredelse vil indvende, at dermed forsvinder glæden ved fortolkning. Det er jo, vil man sige, netop de løse ender og det åbne landskab, de mange indfaldsvinkler og dilemmaer, der gør film og skønlitteratur spændende, fordi de er åbne for debat og personlig fortolkning. Til denne indvending vil jeg sige, at jeg på ingen måde har noget imod åbne film og bøger. Tværtimod. Jeg elsker en god snak efter en film i biografen, og jeg håber altid, at filmen kan bidrage med noget, som jeg selv kan bruge, i dagligdagen eller i en prædiken. Men hvor meget jeg end holder af en god snak, så er jeg dog overbevist om, at der findes én endegyldig sandhed og ét mål for alle mennesker. Og det er på vores vandring frem mod dette mål (Jesu genkomst og dommen til enten himmel eller helvede), at vi gør brug af de retningslinier, bud og formaninger, som Gud i Bibelen og igennem åbenbaringen har givet os at følge. Men jeg er på den anden side godt klar over, at det ikke ligger i tidens trend at være moraliserende eller komme med autoritative løsninger. Slet ikke, for i dag er enhver sin egen lykkes smed. Denne trend følges naturligvis af film-producenterne og TV-journalister. Og derfor har jeg personligt aldrig oplevet nogen sige, at dén film eller dén TVudsendelse ændrede mit liv (jo, i enkelte tilfælde, hvor der har været tale om specifikt evangeliserende, kristne udsendelser, men ikke når det gælder main-stream, ikke-kristent). Film og fjernsyn er uhyre manipulerende medier, som ændrer vores virkeligheds-opfattelse. Jeg har tidligere nævnt Troels Trier s Gi mig TV. Jeg vil her nævne endnu to eksempler. Dels filmen Wag the Dog, og dels fjernsynskanalen TV3 s serie Robinson-ekspeditionen : Biograffilmen Wag the Dog er en politisk satire fra 1997, med Dustin Hoffman og Robert de Niro i hovedrollerne: Mindre end to uger før det amerikanske præsidentvalg bliver den siddende præsident afsløret i en yderst prækær situation, og pludselig er han midtpunkt i en sex-skandale, som kan ødelægge hans chancer for genvalg (lyder det bekendt?). Der må gøres noget, inden hele affæren når at udvikle sig til en offentlig slagtning. Derfor bliver en mystisk "problemløser", Conrad Brean (de Niro), kaldt til Det Hvide Hus. Han har evnen til politisk manipulation og vigtigst af alt han er også en mester i at manipulere med pressen og det amerikanske folk. Han kender den aggressive presse og ved, at den eneste måde at aflede pressens opmærksomhed fra præsidentens seksuelle eventyr er at skabe en historie, der er større og bedre end den, de svælger i nu - en krig. Løsningen er at skabe en krig, som præsidenten kan gribe ind i og få stoppet, men vel at mærke en falsk krig som kun eksisterer i medierne. Med hjælp fra Hollywood-produceren Stanley Motss (Hoffman) får Brean derfor samlet et krisehold, der skal organisere en global konflikt, som pressen kan kaste sig over. Det bliver en konflikt der er værre end den værste krise man endnu har fulgt på CNN, men en falsk konflikt, som kun eksisterer i medierne. "Hvorfor logrer en hund med halen", spørger Conrad på et tidspunkt, "...det er fordi hunden er klogere end sin hale. Hvis halen var klogere, ville den logre med hunden (wag the dog)". For Conrad er folket hunden, som bliver logret med. Omend pointen er banal og hørt flere gange før, er den alligevel vigtig. Og uanset hvor tåbelig usandsynlig Wag the Dog bliver (til sidst i filmen) er pointen stadig rammende:

Fjernsyn og film kan manipulere os i en grad, vi slet ikke forestiller os. Især hvis vi, som Troels Trier synger det, mener at TV-virkeligheden er mere virkelig end den virkelige virkelighed. I foråret 2000 var min kone og jeg på Bornholm. Imens vi var derovre, blev vi indbudt til et foredrag eller rettere: et show med Morten Josefsen, eneste personligt kristne deltager på TV3 s serie Robinson-Ekspeditionen i 1999. Mit indtryk af Morten fra dén aften var en ung mand, på min egen alder, som på denne ekspedition havde lidt adskillige personlige nederlag og som havde fået knækket en del af sin selvtillid. Ganske vist var han en rigtig show-mand: Han løb frem og tilbage på scenen, fægtede med arme og ben og talte i et højt og meget vildt tempo, men dét han fortalte denne aften og det indtryk jeg fik af ham i pausen var ganske anderledes end det, jeg havde set på fjernsynsskærmen året før, da ekspeditionen blev sendt på TV3. Morten sagde mange interessante ting denne aften, men ét særligt udtryk bed jeg mig fast i: Følelses-porno. Han brugte dette begreb til at beskrive det billede, TV3 bevidst skabte af deltagerne, den måde, hver person blev fremstillet og udstillet samt de ting, deltagerne gjorde og sagde for at blive vist frem, for at blive kendte. En udsendelse som Robinson-Ekspeditionen og TV Danmark s Villa Medusa er typiske udtryk for, at medierne manipulerer og skaber en virkelighed. En virkelighed, som ifølge såvel Morten som de øvrige deltagere intet har med den virkelige virkelighed på øen at gøre. Billedstilen, klipningen, redigeringen og musikvalget skaber en særlig TV-virkelighed, som ligger meget tæt op af både spillefilms- og dokumentar-genren. Medierne skaber det billede af personerne, som de vil have, vi skal tro på. Deltagerne bliver klædt af til skindet, og vi føler at vi kommer ind under huden på dem, gennemskuer dem og er med dem overalt, som en flue på væggen. Det er sådanne programtyper, der er fremme netop nu f.eks i TV Danmark s storstilede Big Brother hvor en række personer bliver låst inde i et hus med kameraer overalt. På den ene side snager vi gerne i andres privatliv, og vi mener vi har ret til at vide hvad der foregår i såvel kongehuset som hos naboen, men på den anden side prøver vi desperat at beskytte vores eget privatliv, og vil ikke have at nogen skal vide noget. Mange synes det er sørgeligt, at prinsesse Viktoria og kronprins Frederik jages af paparazzifotografer, men folk bliver alligevel ved at købe de blade og aviser, hvor billederne offentliggøres. Også indenfor den kristne kirke bruges fjernsynsmediet flittigt, og også hér kan det være fristende at bruge det betegnede begreb følelsesporno, for en lang række af de kristne TV-journalister og prædikanter (de såkaldte televangelister ) er ikke bange for at bruge hele følelsesregisteret for at få seerne omvendt eller få dem til at sende penge ind: If you send more money, God will bless you more. Der bliver spillet på alle tangenter, især i USA, hvor der ikke er nogen statskirke men i stedet en lang række større og mindre kirker som hver for sig må kæmpe for deres fortsatte eksistens, igennem aggressiv markedsføring og tids-typiske, tårevædende og autentiske vidnesbyrd, helbredelser o.s.v.. I bogen Frem mod middelalderen (som handler om at vi i vor moderne TV-tid er på vej tilbage til fortidens visuelt betingede kultur) peger biskop Jan Lindhardt på disse typer kirkelige udsendelser og de forretningsmetoder som anvendes. Og han gør det med skarp distance og en slet skjult sarkasme: Den slags mennesker [televangelister] har vi også i Danmark ( ) Nogle af dem indkvarterer vi på rolige steder, hvor der er venlige og professionelle mennesker i hvide kitler til at tage sig af dem. Men i USA er de såkaldte televangelister på fri fod og spiller en meget stor rolle ( ) Amerikanske TVprædikanter opdagede i 1970 erne, at antallet af tilskuere og omsætning steg dramatisk, hvis man viste rigtige helbredelser i udsendelserne. Den troende må være rask, ellers er der ingen grund til at tro. Også rigdom er noget man venter sig af religion. Til visse TV-stationer kan man indsende mindre beløb, og der vil så blive bedt for en til Gud om, at Han vil sende et større beløb. ( ) TV skal være virkeligt, og virkeligt vil dels sige, at det er faktisk, dels at det er selvoplevet. Det er en banal menneskelig erfaring, der er på spil her. Hvis jeg fortæller om noget, andre har oplevet i en fjern fortid, eller fortæller om tanker, der er tænkt tidligere, så har jeg et perifert forhold til mit emne. Er jeg øjenvidne eller har følt det på min egen krop, er det langt lettere at gøre levende for tilskuerne. Derfor har alle TV-prædikanter sig selv som primært kildemateriale (Lindhardt 1993:193.194n). I de amerikanske TV-gudstjenester er der plads til personlig autencitet, tårer, helbredelser, dramatisk musik og store følelser, men der er ikke plads til undervisning i bred forstand, oplæring i den kristne tros indhold, kirkens historie og Jesu forkyndelse.

De mest berømte af disse televangelister er Pat Robertson, som i 1961 oprettede radio- og TVstationen CBS samt den velkendte udsendelse The 700 Club, Jimmy Swaggart samt Jim Bakker og hans hustru Tammy Faye Bakker, som oprettede PTL Network og det senere Jim Bakker Ministries. Et særkende ved disse televangelister er, at de efterhånden begyndte at blande politik ind i arbejdet, eksemplificeret ved at Pat Robertson stillede op som kandidat for republikanerne, på linie med George Bush. Pat Robertsons forsøg ud i det politiske blev imidlertid en kort affære, da en bølge af skandaler i midten af 1980 erne rullede ind over de evangelikale televangelister: F.eks blev Jimmy Swaggart grebet i hor, men han fik en enestående chance for et comeback, da han som en fortabt søn der vender hjem, i et tårevædet show i fjernsynet fik officiel tilgivelse. Ligeledes blev televangelisterne Jim og Tammy Bakker idømt 30 års fængsel for misbrug af økonomiske midler. I slutningen af 1980 erne faldt de evangelikale televangelisters seertal drastisk, som et resultat af de mange skandaler og formentlig også på grund af televangelisters mislykkede forsøg på at sammenkæde politisk agenda med kristen evangelisation: In summary, the decline and fall of religious broadcasting is only partially the result of the shame brought upon the industry by greed and sleaziness. Jim Bakker and Jimmy Swaggart brought disgrace to religious broadcasting. Ambition to be television preacher stars brought more competition than the market could absorb. And the insistence on linking higly particularistic political agendas with theological doctrine narrowed the base of potential support (Hadden 1993:6). I stedet for at bruge TV-mediets muligheder som et redskab, er disse televangelister i mange tilfælde selv blevet til redskaber for mediet, simpelthen fordi de er blevet nød til at imødekomme TVmediernes stigende krav om et stort publikum. Dét krav kan kun imødekommes ved at tilpasse og indsnævre det kristne budskab og evangelium, så det bliver spiseligt og attraktivt for så mange som muligt. Den kristne kirke og enkelte kristne producere har, udover TV-gudstjenesterne, endvidere arbejdet med at lave spillefilm. Den slags film, som herhjemme distribueres af Indre Mission s selskab Felix Film. Jeg har selv har stor glæde af en række af disse film, omend det er et uomstrideligt faktum, at langt de fleste af disse kristne film (herhjemme blot kaldet felix-film ) er af meget dårlig kvalitet, både teknisk og indholdsmæssigt. Denne dårlige kvalitet skyldes bl.a., at den kristne forening eller det firma, som står bag filmen, ganske enkelt ikke har hverken forstand på eller penge til at lave gode spillefilm, men det skyldes i lige så høj grad selve handlingen i filmene: Det kristne budskab bliver i mange af disse film præsenteret på en direkte pinlig måde som gør at i hvert fald jeg selv vil afholde mig fra at vise filmen for ikke-kristne: Præsentationen af budskabet tilpasses ikke hverken film-mediet eller tilskuerne. Der ér selvfølgelig undtagelser, og de fleste af disse undtagelser udgøres af egentlige Bibel-film, d.v.s filmatiseringer af Bibelens beretninger. Her tænker jeg dels på Zeffirelli s 5-timers storfilm, Jesus af Nazareth, men også på det italienske selskab Lux Vide s gigant-serie over en række af de vigtigste bøger og begivenheder i det Gamle Testamente. Især GT-serien er af meget stor kvalitet, med store og meget dygtige skuespillere (Ben Kingsley, Max von Sydow o.l.). Særligt filmen om Moses overgår på alle punkter den gamle, kendte De 10 Bud med Charles Heston. Alle disse film er blevet vist i fjernsynet, på DR1. Selskabet har endvidere lavet en Jesus-film, i to dele, med Jeremy Sisto i hovedrollen. Denne film er ikke (på nuværende tidspunkt) blevet vist i Danmark, men i USA har den skabt stor debat blandt de kristne, fordi den tager sig nogle fortolkningsmæssige friheder. Den viser f.eks en dansende Jesus, og da Jesus fristes i ørkenen er Satan klædt i moderne 90 er jakkesæt. Det store spørgsmål i debatten har været, om ikke det netop er godt, at filmen som medie kan give os indtryk af, at Jesus ikke blot var en særlig person, men at han også er det i dag. I filmens slutscene, efter korsfæstelsen, ser man f.eks Jesus stå midt på gaden i en amerikansk storby. Han ér her stadig! Der er skrevet mange bøger og artikler om film og fjernsyn, også fra kristent hold. Og her i landet har vi endog en slags kontrolinstans, nemlig foreningen KLF/Kirke & Medier, som i dag stort set har mistet al indflydelse og er blevet meget liberaliseret, men som oprindeligt ønskede at arbejde for kirkelige udsendelser i DR samt medvirke til at programmerne i øvrigt får et alsidigt og sundt indhold, præget af vor kristne kulturarv, som det tidligere blev udtrykt i foreningens formålsparagraf, før TV2

blev oprettet. Det skal ikke være min opgave i denne bog at give nogen egentlig løsning eller hjælp for fortvivlede kristne, som gerne vil kunne styre deres eget og deres børns film- og TV-forbrug (læs f.eks Den femte væg, Jens Peter Rejkjær, Credo forlag 1996), men debatten synes med fremkomsten af internettet at blive om muligt endnu vigtigere og påkrævet: Hvad gør vi, nu hvor TV et snart smelter sammen med internettet og de farlige film ikke er længere væk end et simpelt klik med musen? 2.3 Musik Der er ingen tvivl om, at musik påvirker os. Det kan jeg konstatere ved blot at betragte vores dreng, Christian, som allerede fra han var et par måneder gammel helt tydeligt lyttede opmærksomt til den musik, vi spiller i vores hjem (alt fra salmesang til moderne pop og rock), og bevægede sig til rytmerne. Da han blev lidt ældre og kunne stå selv, begyndte han at bevæge hele kroppen (især benene) til musikken, og i dag går der ikke en dag uden han har stået og knipset, vrikket med hofterne og slået frem og tilbage med hovedet til én eller anden CD. Jo, musikken påvirker os alle. Den påvirker ikke bare kroppen, så vi får lyst til at danse, men også vores holdninger (især sangteksterne) og vores fysiske helbred, velvære eller mangel på samme. Af selvsamme grund spiller f.eks gravide kvinder musik, gerne klassisk, for at berolige fosteret i maven. Jeg blev i allerhøjeste grad påvirket af den musikdebat, som foregik i Luthersk Mission og en række andre kirkelige bevægelser i begyndelsen af 1990 erne. Denne debat drejede sig primært om, hvorvidt det er i orden at lytte til rytmisk musik, herunder også den såkaldte kristne rytmiske musik, og der blev skrevet læserbreve, artikler og udgivet små vejledende hæfter i forbindelse med debatten. Mange unge måtte i disse år igennem et større opgør eller oprør med deres forældre, men for mig at se handlede debatten om langt mere end rytmisk musik, elguitarer, trommer og dans. Efterhånden som debatten skred frem stod det klart for mig, at det der her var på spil var (1)kristenmenneskets frihed, (2) fastholdelse af gamle traditioner eller tidssvarende fornyelse/kontekstualisering og (3)evangeliets udbredelsesmuligheder blandt unge som aldrig kunne finde på at lytte til hverken Grundtvig, Brorson eller Lina Sandell. Da debatten var på sit højeste, udkom der i 1995 en bog af forlagsleder Claus L. Munk, med titlen Hvad sker når musikken spiller?. Denne bog hjalp mig til at sætte de tre ovenfor nævnte temaer sammen i én rubrik, under overskriften åndsdogmatik. Mere herom lige om lidt. Godt et halvt år før denne bog udkom, skrev jeg selv et indlæg i musikdebatten: Et essay med titlen Musik i kristen sammenhæng. Jeg skrev det efter igennem længere tid at have debatteret kristen musik dels med mine forældre og dels med mine kammerater på en efterskole. På denne skole var der strenge restriktioner: Det var ikke tilladt at have hverken båndoptager eller walk-man med på skolen, og et par gange om året holdt lærerne razzia (!) på værelserne og konfiskerede hvad der måtte være blevet smuglet ind. Jeg synes personligt, at en sådan mistænkeliggørelse var under lavmål og efterfølgende er disse regler da også blevet lempet og ændret. Det var i disse efterskoleår, at jeg for alvor fik et indblik i musikkens verden, bl.a. igennem de musikbånd, som eleverne smuglede ind på skolen. Her hørte jeg f.eks for første gang Petra, WhiteHeart, WhiteCross, Michael W Smith, Amy Grant, Jerusalem o.s.v., og her læste jeg den kristne folkesanger Keith Green s meget rørende biografi, hvor han (eller d.v.s hans enke, for han døde ved et flystyrt i 1982) beskrev hvordan han blev kristen og begyndte at skrive kristne sange, men stadig samme rytmiske stilart som før omvendelsen. Bogen var et stærkt vidnesbyrd for mig, og jeg ved, at mange tusind mennesker primært i USA er blevet berørt af Keith Green s musik og sang (f.eks Create in me a clean heart, There is a Redeemer, The sheep and the goats, The Prodigal Son suite ) og stærke vidnesbyrd ved koncerterne. Efter at have læst Keith s biografi og efter at jeg begyndte at abonnere på det norske kristne musikmagasin Treff følte jeg mig godt rustet til at tage del i musikdebatten. Der var en række udsagn og typiske holdninger, som var meget kendetegnende for debatten, i hvert fald som jeg oplevede den i Luthersk Mission (LM): Den rytmiske musik blev, sagde man, oprindeligt spillet i Afrika som led i djævletilbedelse, og da den kom til den vestlige verden (USA) blev den brugt til at forherlige seksuelle sidespring og et gennemverdsligt liv og derfor kan den kristne kirke ikke bruge dén type musik, for det oprindelige verdslige indhold følger med musikken og man vil altid

identificere f.eks rock og pop med verdslighed. Et andet udsagn var, at de kristne som spillede rockmusik ikke længere kunne kalde sig kristne især fordi de typisk ikke bare spillede musikstilen men også klædte sig i tøj der hører til et verdsligt liv, d.v.s øreringe, langt (uvasket) hår, lasede og hullede bukser, læderjakker og spidse cowboystøvler. Der måtte simpelthen være noget galt med de kristne, som spillede rockmusik og jeg husker, at der sågar var en lærer på en kristne skole, som ovenfor sin klasse postulerede at hun altid ved nærmere analyse kunne finde ikke-kristent materiale i de kristne rock- og popmusikeres sange. Hun hævdede f.eks, at sætningen og sangtitlen I am on the rock, på den kristne gruppe Petra s udgivelse Beyond Belief betød, at de var høje på eller påvirkede af narkotiske stoffer (rock). Det er fuldstændigt tåbeligt at hævde noget sådant. Dels set i forhold til rockgruppens klare kristne (baptistiske) profil og dybe engagement i verdensmission og dels tekstens fulde kontekst: I am on the rock of Jesus! Det var imidlertid sådanne absurde beskyldninger, der fløj igennem luften. Og det blev selvfølgelig ikke bedre af, at der rent faktisk skete en række skandaler indenfor den kristne musikindustri i USA, heriblandt skilsmisser og seksuelle sidespring og disse hændelser gav naturligvis ny luft til den rytmiske musiks modstandere. Også andre steder i verden har musikdebatten kørt for fuld skrue; særligt i USA, hvor den ligesom herhjemme primært handlede om kristen livsstil, d.v.s hvorvidt man kan definere om noget bestemt tøj er kristent, om en bestemt musikstil er kristen, om kristne kun må se kristne fjernsynskanaler o.s.v.. I USA blandede de kristne musikere sig i debatten. Det gjorde de bl.a igennem deres egne sange. Eksempler herpå er folkesangeren Don Francisco s Freedom to move (vi har frihed til selv at vælge), rockgruppen Whitecross Dancin in Heaven (Der er intet galt i at danse hernede på jorden, for i Himlen engang skal vi også danse ligesom kong David), Steve Taylor s We only want to drink milk from a Christian cow, samt Larry Norman s meget populære rocksang Why should the Devil have all the good music? : I want the people to know that He [Jesus] saved my soul, but I still like to listen to the radio. They say rock n roll is wrong, they ll give me one more chance, But I feel so good I m gonna get up and dance. I know what s right, I know what s wrong. I don t confuse it. All I m really trying to say is: What should the Devil have all the good music? Larry Norman er, om nogen, kristenrockens far eller grand-old-man. Det var ham, som kristianiserede rockmusikken, tilbage i 50 erne. Han voksede op i et sort kvarter (han er selv hvid), og kendte den sorte kirkemusik derfra, og da Elvis Presley som en af de første hvide begyndte at synge den nye musik, rock n roll, vidste Larry at det blot var sort gospel uden kristne tekster. Han følte, at Elvis forsøgte at stjæle kirkens rytmiske musik og mente, at nogen burde stjæle den tilbage. Således begyndte han selv som sanger, med et kristent budskab, og eksperimenterede med utallige stilarter, og han var blandt de første til at spille både country og heavy og lave rockopera. Og budskabet i den ovenfor citerede sang er ikke til at tage fejl af: Jeg vil, siger han, at mennesker skal vide at jeg er kristen men at min tro ikke forhindrer mig i at lytte til radio og se fjernsyn og være glad for rockmusik. Jeg kender godt forskel på godt og ondt, og ingen skal bilde mig ind, at jeg i mine valg f.eks når det gælder musik ikke kan skelne mellem musik der priser Gud og musik der priser Satan; og for øvrigt: Hvorfor skulle vi dog overlade al den gode (rytmiske) musik til Satan? Hvorfor skælde ud og fordømme musikkens udøvere? Hvorfor ikke hellere stjæle den rytmiske musik tilbage til kirken og bruge den til at ophøje Gud alene? Nu tilbage til den bog jeg nævnte før, Claus L. Munk s Hvad sker når musikken spiller?. I forbindelse med musikdebatten oplevede mange unge ligesom jeg selv vrede og frustration, fordi vi følte os trådt på, og i særdeleshed fordi det ligesom lå i luften, at hvis man lyttede til rytmisk musik, så kunne man ikke være kristen. Og det uanset om sangerne kaldte sig kristne eller ej. Det var meget, meget hårdt husker jeg: At blive anklaget for at være fortabt, fordi jeg lyttede til rytmisk musik og endda sangere og grupper som var og ér bekendende kristne og hvis hovedformål er at se mennesker blive frelst. Der er ingen tvivl om, at der er foregået nogle hårde og væmmelige kampe i mange kristne hjem, både her i landet og i alle de lande, hvor musikdebatten har kørt. Men da jeg selv gik i gang med at skrive et indlæg i debatten, det førnævnte essay Musik i kristen sammenhæng, opdagede jeg bogen Hvad sker når musikken spiller?. Og dét var virkelig et

lykketræf, for den hjalp mig til at få sat navn på den forkerte holdning som jeg mente lå bag musikdebatten. Dette navn eller begreb er åndsdogmatik. Vi skal blive hængende lidt ved dette begreb, for jeg er overbevist om, at det jeg nu vil komme ind på kan være med til at hjælpe dig som læser denne bog med at forstå, hvordan vi som kristne må forholde os til de medier, vi omgiver os med og de farer og muligheder vi ser i f.eks det forholdsvis nye medie internettet: Åndsdogmatik knytter an ved den (fejlagtige) antagelse at musik er ånd. Denne antagelse stammer i bund og grund fra filosoffen Platon (427-347 f.kr.), som mente, at der i selve verdensrummet udspiller sig en speciel form for musik: sfærernes musik: Planeterne spiller så at sige musik med hinanden. Platon og hans medfilosoffer mente også gennem sindrige udregninger og ved hjælp af lidt krumspring at kunne fastslå, at afstandene mellem planeterne faktisk svarer til forskellige talforhold, der optræder i musik (Munk 1995:18). Platon mente, at vi mennesker med vore musikinstrumenter på en eller anden måde kan ramme nogle af de samme toner og dermed komme i kontakt med de kosmiske urkræfter, som styrer planeterne. Musikken var for Platon nærmest guddommelig, åndelig (heraf begrebet åndsdogmatik ). Af stor vigtighed for forståelsen af Platons tanker er, at han ikke mente at alt det skabte kommer fra Gud. Platon troede ikke på en personlig Gud! I stedet mente han, at det skabte kommer fra noget han kalder ideernes verden. Munk nævner et godt eksempel på denne idéverden : En hest er forkrænkelig, d.v.s den lever og dør engang. Dét må betyde, mente Platon, at de heste vi ser gå omkring os ikke er de sande, virkelige heste. Den virkeligt virkelige hest må være uforanderlig. Men en sådan hest findes ikke her på jorden. Derfor må den findes et andet sted som en hestens ide. Denne heste-ide placerer Platon i ideernes verden. Den virkelige hest kan vi mennesker kun tænke os til: Bag det ufuldkomne synlige det vil sige alt det Billede fra Munk s bog med hest. skabte, som vi kan tage og føle på ligger det fuldkomne, som vi imidlertid kun kan indfange ved hjælp af tanken (ibid:20). Gud har ikke skabt verden. Verden eksisterer på en måde ikke rigtigt. Vi mennesker kan dog opnå kontakt med den virkelige verden, ideernes verden, igennem de forskellige kunstarter herunder musikken: Kunstarterne åbner mulighed for, at mennesket kan opnå en særlig form for indsigt, der gør, at det så at sige kan trænge igennem den skinoverflade, som den synlige verden er, og ind til de evige forbilleder bag tid og rum (ibid:21). Det er vigtigt at gøre sig klart, at Platons tanker intet har med Gud eller bibelsk kristendom at gøre! Tværtimod. Platon er idealist, og hans tanker ligner meget hinduisme, konfuzianisme, New Age og spiritualisme jfr Søren Holm: Spiritualismen antager ( ) at alt i tilværelsen er ånd eller modifikationer af ånd ( ) Platons idélære er det første eksempel i filosofien på en virkelig spiritualisme (Holm 1970:55). En senere discipel af Platon filosoffen Schopenhauer (1788-1860) mente tilsvarende, at musikken er et direkte udtryk for selve verdensviljen. Musikken bringer mig i forbindelse med livets helt centrale kraft og en komponist kan, ved at skabe musik, udtrykke tilværelsens inderste væsen. Platons ideal- eller idéverden er dybt hedensk. Han mente i modsætning til Bibelen at kroppen og den materielle verden er mindreværdig, og sjælen må frigøre sig fra denne ligegyldige verden. En af metoderne for denne frigørelse er netop musikken eller den rette musiske opdragelse, som kan gøre dig ti ét med verdenssjælen. På trods af, at disse tanker ikke er forenelige med Bibelen, findes der alligevel kristne som hævder, at åndsdogmatikken er i overensstemmelse med kristendommen! Blandt disse er det norske musikblad Shofar, men også blandt vore egne findes kristne åndsdogmatikere. Claus Munk giver i bogen Hvad sker når musikken spiller? et eksempel på, hvorledes disse kristne åndsdogmatikere resonerer (d.v.s argumenterer for deres holdning): Eftersom mennesket er ånd, så er det at komponere også en åndelig aktivitet, - og er det at komponere en åndelig aktivitet, så er resultatet heraf også et åndeligt produkt, - og er der tale om et åndeligt produkt, så må der også være ånd i det, - og er der ånd i et produkt, så må det også være konstant og står enten i det godes eller i det ondes tjeneste (Munk 1995:37). Der er en meget fatal og helt forkert følgeslutning i dette ræsonnement, nemlig den tanke at åndsindholdet i et (ånds)produkt er konstant. Denne følgeslutning kender vi fra den ovenfor nævnte musikdebat i kristne kredse i 80 erne og begyndelsen af 90 erne: Man siger f.eks Rockmusik er af det onde, fordi de mennesker der først begyndte at spille denne type musik var ikke-kristne og

umoralske. Dét er et godt eksempel på en åndsdogmatisk følgeslutning. Man hævder, at åndsproduktet rockmusik har et til alle tider konstant ondt/satanisk indhold, fordi de første rockmusikere var ikke-kristne og umoralske. Deraf følger, at kristne ikke kan anvende denne type musik, denne musiske stilart, fordi dens indhold (ja, endog dens lyd) er ond! Hvad er det, der går galt i et sådant ræsonnement? Problemet er, at man løsriver sagens indhold fra den sammenhæng, hvor det hører til. Man regner med at en sag, et udsagn eller et produkt som f.eks musik ikke ændrer indhold, selvom man flytter produktet fra et ondt til et godt miljø, eller vice versa. Munk nævner som eksempel Jesu navn: Siger prædikanten, at Jesus er din redningsmand!, så er dette klart nok godt, rent og sandt. Men der er nogle forudsætninger for, at udsagnet er sandt - bl.a. at den Jesus, der tænkes på, ikke er en af de andre Jesus-er, der levede i oldtiden, og heller ikke en af de falske Messias-er, som der er profeteret om skulle komme, og som vor tid har en del af. Det er Jesus fra Nazaret, der må være tale om. Ellers er udsagnet ikke sandt! Opfatter tilhørerne det anderledes, da er det ikke det oprindelige åndsindhold, de får med sig, men et andet (ibid:39). D.v.s vores sprog er fyldt med eksempler på, hvordan den samme bogstavkombination (f.eks. Jesus ) kan formidle vidt forskelligt betydningsindhold eller åndsindhold alt efter sammenhængen. Vi kan heller ikke påstå, at en bygning er bærer af det samme åndsindhold: Et hus, der oprindeligt blev bygget som spillebule eller tilholdssted for ludere, beholder ikke denne syndige atmosfære eller syndige indhold hvis huset på et tidspunkt bliver solgt og f.eks brugt som missionshus eller kirke. Så er huset ikke længere en syndens bule men en kirke. Med andre ord: Form og indhold følges ikke ad, sådan som åndsdogmatikerne ellers påstår det. De drikkeviser, som Martin Luther i sin tid tog og lavede om til salmer er et godt eksempel på dette. Musikken er stadig den samme, med de samme (dansevenlige) rytmer, men indholdet er ændret. Det er heller ikke sådan, at fordi vi synes noget er grimt (tøj eller lyden fra en skrigende elguitar) så er det ondt og modsat hvis det er pænt så er det godt. Endog Jesus selv verdens frelser og Guds søn var ikke køn at se på, men det ændrer ikke på det faktum at han virkelig var og ér din og min herre og frelser: Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet (Es 53:2). Problemet er, at åndsdogmatikere og dem var der masser fremme af i forbindelse med musikdebatten blander form og indhold sammen og gør musikken til noget magisk: Man kan støde på det fænomen, at bestemte handlinger og ritualer formodes at udløse kræfter, blot ved at blive udført. Inden for den katolske kirke tænker man f.eks sådan om dåbens og nadverens sakramente. Virkningen sker så at sige i kraft af udført handling. Selv i evangelisk sammenhæng kan lidt af det samme iagttages. Vor bøn til Gud kan f.eks. udvikle sig til en form for magi, hvor vi bilder os ind, at vi bliver hørt, fordi vi bruger nogle helt specielle eller rigtig mange ord eller en bestemt stemmeføring (ibid:45). En anden og lige så vigtig fejlslutning er at man mener, at indholdet i en bestemt bygning, en bestemt type litteratur eller en bestemt musikgenre er objektivt og konstant. D.v.s man påstår, at indholdet i et stykke musik altid vil blive opfattet på én bestemt måde, også selv om tiderne skifter og det er mennesker af forskellig observans der lytter til stykket. Man glemmer med andre ord at inddrage såvel afsenderen som modtageren. Man glemmer, at modtageren d.v.s den der lytter til musikstykket har sin egen forståelsesbaggrund og kommer fra et bestemt miljø som påvirker, hvordan personen opfatter stykket. Denne nødvendige forståelse gør sig f.eks gældende i det eksempel jeg nævnte tidligere, vedrørende at gå i biografen: Jeg fik ikke lov at gå i biografen, da jeg var dreng. Det skyldes, at begge mine forældre forbinder biografen med noget ondt. Bygningen, filmene og hele atmosfæren er ond. Det er, hvad de måske har fået at vide som børn eller har lært i søndagsskolen. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at denne slutning eller rettere kortslutning ikke er korrekt. Vi kan ganske vist godt tale om et oprindeligt åndsindhold: Digteren, filminstruktøren, designeren og musikeren har haft en bestemt tanke eller hensigt med sit værk, sit produkt. Men det er slet ikke sikkert, at jeg som modtager eller iagttager opfatter indholdet sådan som instruktøren eller musikeren gerne ville have det. Således f.eks med filmen Breaking the Waves, som jeg i første omgang godt kunne li, men som jeg ved nærmere eftertanke måtte tage afstand fra. Min opfattelse af de ting, jeg omgiver mig med, er farvet af det miljø, jeg kommer fra og den opdragelse, jeg har fået. Jeg reagerer f.eks negativt, når jeg møder en dreng eller en mand med ørering, fordi jeg forbinder det med homoseksualitet. Jeg bliver derfor usikker, og vil ikke bryde mig om at have med vedkommende at gøre, for jeg ved ikke om han virkelig ér homoseksuel eller om han har en anden opfattelse af at bære ørering end jeg har (f.eks at det er sejt eller in ). Musikdebatten i sen-80 erne og begyndelsen af 90 erne var hård og til tider ubarmhjertig. Det var den, fordi mange kristne åndsdogmatikere fik lov at føre ordet. Desværre. Mange forældre forbandt den

rytmiske musik med syndighed og kunne ikke komme overens med, at kristne begyndte at spille denne type musik, heller ikke selvom der var tale om tekster med et klart, kristent og bibelsk korrekt indhold. Man hævdede, at en given stilart i sig selv var udtryk for at man ikke vil sige nej til synden. Pointen er den, at musikken som medie har stor indflydelse på os som mennesker og som kristne. Musikken rører ved noget i os, både som stilart og genre men også som udtryk for noget, som vi måske i barndommen har opfattet som enten godt eller ondt, sandt eller syndigt. Musikken er et meget effektivt medie, hvis man vil have et budskab igennem og det er lige præcis, hvad vi som kristne ønsker: At få et budskab igennem. Og til denne opgave bruger vi de medier, vi har fået givet af Gud eller som vi hen ad vejen selv opfinder, hvad enten det drejer sig om radio, fjernsyn, musik eller computere og internet. McLuhan hævdede som ovenfor nævnt at mediet er budskabet. Det er ikke korrekt, men det er alligevel hvad mange mennesker, også kristne, langt på vej mener og tager udgangspunkt i. Det gælder ikke blot for musikken, hvor musikgenren (rock eller dance) eller musikinstrumentet (elguitaren eller trommen) skældes ud for at være bærere af et bestemt (ondt) budskab, men det gælder også for radio- og film-mediet, hvor f.eks biografbygningen, radioens lydbølger og den bestemte TV-kanal og dens medarbejdere anses for at være af det onde. 2.4 Sammenfatning Medierne kan i allerhøjeste grad påvirke os. Blandt andet fordi vi, som ovenfor nævnt, stoler mere på det vi ser i fjernsynet end det vi hører fra andre eller læser i avisen. Det er en af grundene til, at programmer som TV2 s forbrugerprogram Boomerang, DR s Rene ord for pengene og Rapporten er så populære, for her bliver de store syndere afsløret: Legetøjsproducenterne, der putter gift i legetøjet; de uhæderlige håndværkere; forsikringsselskaberne som smyger sig udenom regningerne, det offentlige som pålægger os urimelige gebyrer, o.s.v.. Det er ingen tvivl om, at hvis man vil skabe opmærksomhed omkring en sag, så skal man sørge for at få den i fjernsynet i prime time. Får man først sin sag endevendt af villige journalister og får det hele vist på skærmen i den bedste sendetid, så kan man være sikker på, at der efterfølgende bliver gjort noget, f.eks af dem som man føler sig forurettet af. Det er jo derfor, der i slutningen af programmer af ovenfor nævnte type ofte reklameres med, at man kan ringe eller skrive ind og fortælle om sit problem. Man kan også vælge at sende sin historie til formiddagsaviserne, BT og EkstraBladet. Hér får man, hvis historien er tilpas slibrig, samme behandling som i fjernsynet: Man får sin historie frem, i tekst og billeder, og man får hængt synderne ud til spot og spe. Jo, medierne har stor magt og de påvirker os. Og som oftest fylder de mere i vores liv, end vi vil indrømme eller bryder os om. Derfor er der enkelte, der f.eks vælger ikke at have et fjernsyn. Andre ville efter eget udsagn slet ikke kunne overleve uden et fjernsyn, og helst ét i hvert rum. Jeg synes det er ulykkeligt at tænke på, hvor meget medierne, især musik og fjernsyn/biograffilm, fylder i ikke bare voksnes men i særdeleshed de små børns liv i dag. Fjernsynet bliver brugt som babysitter, eller også er fjernsynet simpelthen tændt fra morgen til aften. Der er ingen ro, ingen tid til selv at finde på noget at lave. Medierne stjæler vores tid og gør os passive. Disse fare-momenter skal imidlertid ikke afholde os fra at bruge medierne. Jeg har i det kapitel, du netop har læst, skrevet om såvel kristne som ikke-kristnes brug af medierne. Jeg har set kritisk på medieforbruget, og jeg har kommenteret nogle af de holdninger, som vi har til medierne og som medierne pådutter os. Jeg er nemlig bange for, at medierne har for stor magt over os enten som uundværlige husaltre eller babysittere, eller som noget vi bruger som syndebuk og som påskud for at skælde f.eks vores kristne brødre og søstre ud fordi de ser mere fjernsyn eller hører en anden slags musik end vi selv gør. Derfor anser jeg det for vigtigt at arbejde med medierne, dels at vi arbejder med at producere udsendelser, film, radioudsendelser og musik men også at vi forholder os til udsendelserne vi ser og musikken vi hører. Det er godt at arbejde med medier, både kreativt og som debatemne. For det tvinger os nemlig til at tænke kontekstuelt, d.v.s vi lærer at se os selv i et videre perspektiv som én blandt mange mennesker, mange holdninger og mange måder at leve på. Når jeg f.eks producerer et radioprogram må jeg altid have min målgruppe for øje, således at sproget, musikken og den måde hvorpå budskabet præsenteres indrettes efter dem, som jeg gerne vil have til at høre programmet. Det samme gælder film og musik. Jeg er godt klar over, at jeg måske er en af de få, der gerne så flere

helbredende film, d.v.s film som tør vise en vej og anbefale en løsning på et problem. Men jeg er til gengæld villig til at lade andre have den holdning, de har. Blot de kan argumentere for deres holdning og ikke bare går i biografen for at se en fed film eller for at slå to timer ihjel. Det samme gælder min musiksmag: Jeg kan godt lide rock og blues, og jeg valgte på et meget tidligt tidspunkt (stort set) udelukkende at købe CD ere med kristne kunstnere og sange. Det var mit valg, fordi jeg har det sådan, at hvis jeg endelig skal høre musik (og det skal jeg!) så skal det altså også være noget, hvor jeg ved at ikke bare musikken men også teksten er noget værd, at den siger mig noget. Derfor køber jeg stort set udelukkende CD ere med kristne (hovedsageligt amerikanske) sangere og bands. Men jeg ser ikke ned på andre, fordi de ikke køber kristen musik. Det er deres sag. Deres beslutning. At arbejde med medier kræver en omstilling; kræver at vi lader os kontekstualisere, og sætter os ind i andre menneskers forskelligartede holdninger. Vi skal i de følgende kapitler koncentrere os om internettet som medie, og allerførst vil vi tage tråden op fra det netop afsluttede kapitel og spørge: Er internettet et neutralt medie, og hvilket miljø stammer internettet fra?