Andre bøger i serien

En by i krig Viborg

Andre bøger i serien En by i krig Sakskøbing, 2011 En by i krig Holsted, 2011 En by i krig Stilling-Gram, 2011 En by i krig Dronninglund, 2011 En by i krig Taastrup, 2011 En by i krig Hals, 2012 En by i krig Aalborg, 2012

En by i krig Viborg Henrik Gjøde Nielsen

En by i krig - Viborg Henrik Gjøde Nielsen 1. udgave 1. oplag ISBN: 978-87-92713-96-4 Copyright 2012 Henrik Gjøde Nielsen og Forlaget Uhrskov Redaktion og tilrettelægning: Frede Uhrskov og Vibeke Uhrskov Larsen 2012.

Indhold Forord... 9 De grønne... 11 Farver... 11 Grøn I - uniform... 11 Grøn II - eventyr... 11 Grøn III - begyndelsen... 12 OPROP!... 14 Viborgofficerer i tysk tjeneste... 21 Hvidt flag over Viborg Kaserne... 21 En slags hverdag... 22 Vejen beredes... 23 Oluf Krabbe... 29 Poul Rantzau Engelhardt... 31 Per Sørensen... 33 Frontkæmperens fotoalbum... 36 Frontkæmperens fortsatte fotos... 43 Bombefly - og humor - over Viborg... 47 Fra tysk til britisk dominans... 47 11. maj 1941, kl. 03.11... 48 Viborg venter... 53 Lysets fest i en mørk tid... 55 Jul under besættelsen... 55 Julen 1942... 56 Nytårsaften... 60 En modstandsmand... 63 Viborg i august 1943... 69 Tre datoer... 69 Begyndende modstand... 70 Danmark i undtagelsestilstand... 72 Viborg i august 1943... 73 Gidslerne i byen... 76 Modstandsbevægelsens dag... 80 Ørkenræven i Viborg... 83 ~ 5 ~

Adgang forbudt? Det må vi se!... 83 Atlantvolden... 83 Erwin Rommel... 85 Ørkenræven i Viborg... 85 I Viborg Domkirke ved Kaj Munks død... 87 Kaj Munk... 87 I Viborg Domkirke... 88 Tyskerne ud af Kærvænget... 91 Alvor ind i Stiften... 93 En af de sidste dages (u)hellige... 95 Biperson Bang og befrielsen... 99 Slutspil... 103 Forbrydelse og straf... 103 Sidste brev fra Viborg... 109 At se døden i øjnene... 111 Aalborggade 8, 1. sal... 112 Henrettelsen af Frantz Toft den 8. oktober 1946 kl. 01.00... 113 Livsstraf... 121 Hvilken befrielse... 121 Opgøret forberedes... 123 Tiden er ikke inde til juridiske Spidsfindigheder. 126 Retsopgøret... 130 Plan for henrettelse... 133 Sporene blev kendelige, da man slettede dem... 145 Seksten salver... 149 Første salve... 149 I Viborg Arrest... 150 En øjenvidneskildring... 151 De henrettede... 154 Sidste salve... 181 Fra flygtningehjælp til henrettelsespeloton... 185 Et spejl... 185 Tiden 1935-1940... 186 Tiden 1940-1943... 189 Tiden 1943-1945... 195 ~ 6 ~

Tiden 1946-1949... 205 En cirkel... 210 Morbidt Matador: Sabotørspillet!... 217 Gå i fængsel eller... 217 Hos Richard Krog... 217 Spillet består af...... 219 Spilleregler til Sabotørspillet... 219 Billedforklaring... 222 Særmeldingskort til Sabotørspillet... 223 Mørke sider af historien... 225 Muntert mørklægningsspil: Mulm og Mørke... 227 Tag ind på Rådhuspladsen eller Luftalarm...... 227 Hos Richard Krog igen... 228 Gengas og andre genvordigheder... 229 Spillet består af...... 230 Spilleregler for Mulm og Mørke... 231 Mørke tider med lyse sider... 236 Publiceringsdata... 237 ~ 7 ~

Aalborggade 8, 1. sal Den 8. oktober 1946 kl. 01.00 skulle Frantz Toft som den første henrettes i Undallslund Plantage ved Viborg. Den planlagte procedure skulle gennemføres og de tekniske indretninger afprøves i praksis. Tofts anmodning om benådning var afslået, og henrettelsespelotonen fra Aalborg, hvor Toft havde begået sine forbrydelser, kørte i første omgang til Politigården i Viborg og derpå ud til pladsen i Undallslund. Ordren til dødsdommens fuldbyrdelse forelå i kode: Aalborggade 8, 1. sal: Frantz Toft, 8. oktober 1946, kl. 01.00 om natten. Senere fulgte 15 andre i Tofts spor. I alt 16 henrettedes i Undallslund Plantage, 30 på en del af Københavns gamle voldanlæg, det nuværende Christiania. Dødsdom kan diskuteres, men at Toft virkelig havde begået de forbrydelser, han blev henrettet for, kan ikke betvivles. Henrettelsen af Toft er en dyster afslutning på et mørkt kapitel i Danmarks historie, eller rettere en af flere dystre afslutninger. Såvel forbrydelserne som straffen foretrækker man at forskånes for. Det er nødvendigt at huske. Noget huskes hellere end andet. ~ 8 ~

Forord Man skriver jo så meget mellem år og dag, og på sin vis uden at opdage det, indtil man på en eller anden måde bliver gjort opmærksom på forholdet. Det er udgangspunktet for denne lille bog. Og så noget helt andet. I oktober 2011 modtog jeg et brev, stilet til Hals Museums Lokalhistoriske Arkiv, fra Forlaget Uhrskov ved Frede Uhrskov. Sagen var den, at Forlaget Uhrskov havde startet en serie, En by i krig X-by, der skulle publicere allerede kendt materiale fra besættelsestiden 1940-1945. Det kunne f.eks. være en for længst udsolgt bog, som burde genudgives, eller måske en samling artikler, der kunne udgives i bogform. Om vi havde noget, vi gerne ville udgive? Tidspunktet var lidt uheldigt, idet jeg stod med det ene ben på vej ud af Hals Museum og Nordjyllands Historiske Museum, og det andet på vej ind på Aalborg Universitet, Institut for Kultur og Globale Studier, for der at få opfyldt et længe ønske, nemlig at tage fat på et ph.d.-stipendiat, finansieret af Aalborg Universitet og Nordjyllands Historiske Museum. Nå, men sådan noget skal man ikke spørge mig om, og da Forlaget Uhrskov påtog sig alt det praktiske arbejde, sagde jeg ja, og samlede en del af det materiale, som jeg gennem tiden har skrevet og udgivet om Hals-egnens historie 1940-1945. Museumsforeningen for Hals Museum holdt afskedsreception for mig fredag den 13. januar 2012, og på denne dag blev bogen En by i krig Hals, præsenteret for den absolut intetanende offentlighed. Samarbejdet med Frede Uhrskov var så godt, at vi, da vi lagde sidste hånd på Hals-bogen, drøftede andre mulige projekter. Blandt dem var at samle og udgive en del af det, som jeg har skrevet om Aalborgs historie 1940-1945. Det blev til En by i krig - Aalborg, 2012. ~ 9 ~

Nu var vi godt i gang, og hvorfor så ikke gøre det samme for Viborgs vedkommende? Viborg er min hjemby, skønt jeg efterhånden har levet den største del af mit liv i det nordjyske, og jeg har gennem år og dag skrevet stort og småt om Viborg, herunder om Viborg under besættelsen 1940-1945. Det er et udvalg af disse arbejder, der udgives i herværende bog. Omstændighederne for de enkelte arbejders oprindelige publicering fremgår af oversigten Publiceringsdata. Jeg har i såvel udvalg som rækkefølge i herværende bog tilstræbt en vis kronologi, selvom denne naturligvis brydes, f.eks. i de tilfælde, hvor jeg følger et forløb eller en person fra besættelsestidens start til dens afslutning, og derefter. Det vil i den sammenhæng også fremgå, at henrettelserne i forbindelse med retsopgøret efter besættelsen har optaget mig en del. De arbejder om dette emne, der bringes her, er blot et udvalg af, hvad jeg har skrevet, men angiver forhåbentligt det mest centrale, i hvert fald hvad angår arbejder, der har Viborg som omdrejningspunkt, ligesom jeg her har lejlighed til at bringe nogle detaljer, der kan være med til at sætte de større linjer eller de mere teknisk orienterede udredninger, som f.eks. planerne for en henrettelses forløb, i perspektiv. Besættelsestiden var en trist tid, en mørk tid. At der imidlertid også var lyspunkter, fremgår af andre arbejder i herværende samling. Det er således både trist og lidt mere munter læsning, man møder i denne bog. Men det er også lærerig læsning, vil jeg vove at påstå. Ganske vist viser erfaringen, at vi ikke lærer af historien. Men vi kan lære af historien. Hvis vi vil. Det er en af de gode grunde til fortsat at skrive om besættelsestiden 1940-1945. Og til at læse om den. Aalborg, Efteråret 2012 Henrik Gjøde Nielsen ~ 10 ~

De grønne Farver Nationale symboler fik øget betydning under besættelsen, og det gjorde farver også. Man kunne udtrykke sympati ved at bære huer udformet og strikket i de farver, det britiske Royal Air Force brugte i deres kendingsmærker, og Dannebrogs røde og hvide farver og former kunne gå igen i mangfoldige kombinationer, uforstyrret af den kendsgerning, at de danske nazister også brugte det danske flags farver. De tyske hagekorsfaner var udformet med sort kors på rød bund, mens de danske var lavet med hvidt hagekors på rød bund. Og så var der en anden farve, der under besættelsen fik fornyet betydning, nemlig farven grøn. Grøn I - uniform Det tyske infanteri var klædt i vissengrønne uniformsjakker. Og med den massive besættelse så man naturligvis soldater - og grønne uniformer - over alt i byen og på landet. Derfor blev udtrykket De grønne da også brugt om de tyske soldater. Også når de smed uniformen; for eksempel når de skulle ud at bade i Kærvænget, og de grønne uniformer fyldte op i omklædningsrummene. Grøn II - eventyr En anden betydning, farven fik, havde i udgangspunktet ikke noget som helst med besættelsen at gøre. Det var et eventyr af H. C. Andersen. Danmarks nationaldigter havde engang skrevet et i forhold til hans øvrige produktion lidet påagtet eventyr, De små grønne, trykt første gang i Nye Digtninger. Fortællinger og Digte af danske Forfattere, udgivet af Christian Winther i 1867, men altså skrevet før. Fortællingen indledes med at berette om et ~ 11 ~

rosentræ i vinduet, der for nyligt var ungdomsfriskt, men nu så sygeligt ud, fordi det led noget. Rosentræet havde fået indkvartering, der åd det op - for resten meget honnet indkvartering i grøn uniform. Det var nogle rigtigt væmmelige skabninger var det, som ikke ville kalde sig selv ved navn - i det mindste ikke i uniform, og jeg er altid i uniform. Naturligvis ender det med at mennesket kommer og får sat hele den ækle, snyltende flok på porten og kalder de små grønne ved deres rette navn, for man skal nævne tingene ved rette navn - og tør man ikke i almindelighed, så skal man kunne det i eventyret. Skuespilleren Helge Kjærulff Schmidt fik i besættelsestiden stor succes med sin oplæsning af dette eventyr, som også blev mangfoldiggjort, udsendt i radioen og så videre. Den tyske censur forsøgte at standse denne tilsyneladende åbenlyse tilsmudsning af besættelsesmagten, opfordring til oprør som det var, men forgæves. Man henviste til, at eventyret var næsten 100 år gammelt, skrevet for længe siden, og intet som helst havde med den aktuelle politiske og militære situation at gøre. Men folk vidste jo nok, hvad det drejede sig om. Grøn III - begyndelsen Og så var der endeligt et tredje fænomen, der blev kendt som grønt, de grønne sedler. De grønne sedler var de flyveblade, som tyske fly spredte ud over Danmark den 9. april 1940 om morgenen. ~ 12 ~

Den anden Verdenskrig kom til Viborg den 9. april 1940 omkring kl. 6.00 om morgenen. Byen blev vækket af kraftig motorstøj fra tyske flyvemaskiner, der overfløj Viborg i bølge på bølge. Skønt ingen kunne sige, om Luftwaffe havde i sinde at bombe, stod man på gader og stræder og betragtede flyene. Forklaring må både være, at blot en enkelt maskine dengang var et særsyn, en hel luftflåde aldeles overvældende, og at man var fuldstændigt overrumplet over, at Danmark blev besat af så vældig en styrke. Her flyver en tysk bombemaskine ned over kaserneområdet, hen over krydset Rødevej - Skivevej, på morgenen for besættelsen. ~ 13 ~

Det var de sedler, der varslede at også Viborgs brunskjortede nazister nu fik selskab af det store tyske broderpartis Værnemagt, og at viborgenserne nu måtte se en ny farve og en ikke dansk uniform dominere gadebilledet og livet. Denne løbeseddel, som mange krøllede sammen i raseri, er vel nok det mest omtalte dokument i dansk besættelseshistorisk litteratur, og ofte omtalt med foragt, både som følge af dets løgne og ikke mindst som følge af det ubehjælpsomme sprog, velvilligt udlagt som en blanding af dansk og norsk, som budskabet var udformet på. Flyvebladet varslede for de danske nazister en ny æra, og for de fleste danske begyndelsen på besættelsestiden. Som nævnt: Flyvebladet er ofte omtalt, kun sjældent gengivet i dets fulde ordlyd. Derfor skal det ske her. OPROP! Til Danmarks Soldater og Danmarks Folk! Uten Grund og imot den tyske Regjerings og det tyske Folks oprigtige Ønske, om at leve i Fred og Vendskab med det engelske og det franske Folk, har Englands og Frankrigets Magthavere ifjor i September erklæret Tyskland Krigen. Deres Hensigt var og bliver, efter Mulighet, at treffe Afgjørelser paa Krigsskuepladser som ligger mere afsides og derfor er mindre farlige for Frankriget og England, i det Haab, at det ikke ville være mulig for Tyskland, at kunde optræde stærkt nok imot dem. Af denne Grund har England blandt andet stadig krænket Danmarks og Norges Nøitralitet og deres territoriale Farvand. ~ 14 ~

Forside Oprop, nedkastet af tyske fly over Danmark den 9. april 1940 om morgenen. Original i Frants H. Jensens privatsamling. Bagside Oprop. Original i Frants H. Jensens privatsamling. ~ 15 ~

Det forsøgte stadig at gjøre Skandinavien til Krigsskueplads. Da en yderlig Anledning ikke synes at være givet efter den russisk-finnske Fredsslutning, har man nu officielt erklæret og truet, ikke mere at taale den tyske Handelsflaates Seilads indenfor danske Territorialfarvand ved Nordsjøen og i de norske Farvand. Man erklæte selv at vilde overta Politiopsigten der. Man har tilslut truffet alle Forberedelser for overraskende at ta Besiddelse af alle nødvendige Støtepunkter ved Norges Kyst. Aarhunredes største Krigsdriver, den allerede i den første Verdenskrig til Ulykke for hele Menneskeheden arbeidende Churchill, uttalte det aapent, at han ikke var villig til at la sig holde tilbake af legale Afgjørelser eller nøitrale Rettigheder som staar paa Papirlapper. Han har forberedt Slaget mot den danske og norske Kyst. For nogen Dager siden er han blit utnævnt til foransvarlig Chef for hele den britiske Krigsføring. Den tyske Regjering har til nu overvaaket denne Mands Forholdsregler, men den kan ikke taale, at en ny Kriksskueplads nur bliver skaffet efter de engelsk-franske Krigsdriveres Ønsker. Den danske og den norske Regjering har siden Maaneder hat Beskjed om disse Forsøk. Likeledes er deres Holdning ingen Hemmelighed for den tyske Regjering. De er hverken villige eller istand til at kunne yde en virksom Motstand mot det engelske Indbrudd. Derfor har Tyskland besluttet at foregripe det engelske Angrep og med sine Magtmidler selv at overta Beskyttelsen av Danmarks og Norges Kongeriges Nøitraliotæt og værne den saalænge Krigen varer. Det er ikke den tyske Regjerings Hensigt at skaffe sig et Støttepunkt i Kampen mot England, den har udelukkende det Maal at forhindre at Skandinavien bliver ~ 16 ~

Slagmark for de engelske Krigsudvidelser. Af denne Grund har stærke tyske militærkræfter siden idag morges tat Besiddelse af de vigtigste militære Objekter i Danmark og Norge. Over for disse Forholdsregler treffes der for Tiden Overenskomster mellem den tyske Riksregjering og den Kongelige Danske Regjering. Disse overenskomster skal sikre at Kongeriget bestaar videre, at Hæren og Flaaten opretholdes, at det Danske Folks Frihet agtes og at dette Lands fremtidige Uafhængighed fuldt ut sikres. Indtil disse Forhandlinger er afsluttet, maa der ventes at Hæren og Flaaten har Forstaaelse for dette, likeledes at Folket og alle kommunale Seder er fornuftige og har god vilje, slik at de undlater enhver passiv eller aktiv Motstand. Den vilde være uten Nytte og bli brudt med alle Magtmidler. Alle militære og kommunale Steder anmodes derfor straks at opta Forbindelsen med de tyske Kommandører. Folket opfordres til at fortsætte det daglige Arbeide og til at sørge for Rolighed og Orden! For landets Sikkerhet mod engelske Overgrep sørger fra nu af den tyske Hær og Flaade. Den Tyske Kommandør Kaupisch. Mange har formodentlig ved første øjekast haft lyst til at betragte skrivelsen som en drøj vittighed, hvis det ikke var for de tilsyneladende uendelige formationer af krigsfly, der dækkede himlen. Men på trods af det ubehjælpsomme og ind i mellem direkte latterlige sprog og de mere eller mindre åbenlyse løgne var der ingen tvivl: Besættelsen var begyndt. ~ 17 ~

~ 18 ~ Ved besættelsens begyndelse: Smilende tyske soldater demonstrerer deres geværer på Nytorv i april 1940, mens interesserede Viborg-drenge ser til.

Tyske soldater på Domkirkepladsen eller Gammel Torv i Viborg, efter endt gudstjeneste. En del af uniformen var naturligvis livremmen, hvor der på spændet var indgraveret ordene Gott mit uns, Gud med os. ~ 19 ~

~ 20 ~

Viborgofficerer i tysk tjeneste Hvidt flag over Viborg Kaserne Viborggarnisonens historie den 9. april 1940 er med til at give en del af baggrunden for, i det mindste i nogle tilfælde, årsagen til at visse danske officerer gik i tysk tjeneste. Dagen forløb forstemmende. Den 8. april 1940 kom der om eftermiddagen ordre til 6. Bataljon i Viborg om at garnisonen skulle sættes i alarmberedskab, og kl. 17.00 blev der givet ordre til forhøjet beredskab. Det betød blandt andet, at befalingsmændene måtte tage til deres hjem i byen, men ikke forlade hjemmet. Garnisonschefen, oberstløjtnant W. Ulrich, tog også til sit hjem og gik i seng, mens han spekulerede på, hvad morgendagen ville bringe. Kl. 5.00 blev han vækket af sin kone. En soldat stod i hans gård og råbte, at han straks skulle indfinde sig på kasernen på Rødevej. Ulrich klædte sig på, mens hans kone lavede morgenmad og pakkede hans kuffert, og snart begyndte de tyske fly at kredse over byen og udspy mængder af grønne flyveblade. W. Ulrich ankom til kasernen og sad ved sit skrivebord, mens han tænkte på, hvad dagen ville bringe, og hvordan han skulle gribe denne eller hin situation an. Kl. 7.00 blev der givet ordre til, at garnisonen skulle gøre sig klar til togtransport, uvist hvordan man egentlig havde tænkt sig at gennemføre denne, og kl. 8.00 blev krigen afblæst, som Ulrich udtrykker det i sine erindringer. Han samlede nogle officerer om sig, alle mere eller mindre lamslåede, hvorpå alle gik hver til sit med besked om at møde kl. 14.00. På det tidspunkt skulle der hejses et hvidt flag over Dannebrog på kasernens tag. Garnisonen forblev på kasernen, men det hvide flag vajede over Viborg. Mit blik nåede aldrig så højt, at jeg så det, som Ulrich udtrykker det. Til gengæld udtrykte i hvert fald en del af ~ 21 ~

mandskabet harme over, at de ikke måtte kæmpe. Det skulle ligeledes en del af mandskabet siden komme til. På den ene eller på den anden måde. En slags hverdag Efter den 9. april 1940 blev mandskabet, når bortses fra et kompagni, hjemsendt, og den resterende del af garnisonen forsøgte at finde en hverdag igen, hvilket ikke var uden problemer. Noget af det, der skabte problemerne var, at nogle af garnisonens officerer efterhånden begyndte at sympatisere med besættelsesmagten, på den ene eller den anden måde. En officer holdt det nazistisk orienterede dagblad Fædrelandet, og af den grund hadede det menige mandskab ham af et ærligt hjerte. Tilsyneladende var der ikke sympatisører at finde blandt de menige, kun blandt officererne på Viborg Kaserne. Det var også menige, der sørgede for, at en tyskvenlig kaptajn blev forflyttet. Sagen havde sin baggrund i drabet på Knud Hvidberg i Kærvænget. Den pågældende kaptajn havde i ord forsvaret den tyske soldat, der stak Hvidberg ned, og en af Viborggarnisonens menige henvendte sig efterfølgende til oberstløjtnant W. Ulrich og anmodede på kompagniets vegne om tilladelse til at pibe kaptajnen ud. Ulrich fik sagen vendt således, at det menige mandskab kunne klage over kaptajnen, hvilket de gjorde, og manden blev forflyttet. I øvrigt indbragte sagen Ulrich en ministeriel næse, fordi han havde opfordret mandskabet til at klage. Men der var andre officerer i Viborg, som ikke indskrænkede sig til at holde Fædrelandet eller til i ord at forsvare de grønne. Der var officerer som fandt en sag i den nazistiske ideologi, eller i ønsket om at bekæmpe bolsjevisme og sovjetkommunisme, eller som i frustrati- ~ 22 ~

on over ikke at have kæmpet den 9. april 1940 ønskede at kæmpe sammen med den magt, som havde besat Danmark, eller som af blot og bar eventyrlyst gerne ville melde sig under hagekorsfanen. De fik tidligt i besættelsen muligheden. Vejen beredes For at kunne melde sig i tysk tjeneste var der dog lige et par forhold, der skulle være på plads. Naturligvis kunne ikke blot en enkelt dansk soldat men hel dansk oprettet og organiseret enhed ikke uden videre indgå i den tyske Værnemagt. En oprettelse af en dansk hærenhed, som skulle kæmpe side om side med tyskerne, krævede regeringens billigelse, og deltagelse i en sådan enhed krævede tilladelse for den enkelte soldat. En sådan tilladelse blev udstedt i 1941. Krigsministeriet i København udsendte den 8. juli 1941 følgende skrivelse under angivelsen Til Tjenestebrug. A.2764/4059 : Til Hærens Afdelinger m.fl. Den danske Regering har givet Tilladelse til, at faste Befalingsmænd af Linien, Reserven (Forstærkningen) o.1. og hjemsendte værnepligtige (Befalingsmænd o.l. og menige) fra den danske Hær melder sig til Frikorps Danmark. Medlemmer af Frikorpset vil faa Lønning m.v. i Overensstemmelse med tyske Bestemmelser og for deres Person og Familie være undergivet de almindelige tyske Forsorgsbestemmelser. Adgang til at melde sig til Indtræden i Frikorpset har enhver til Hæren hørende fast Befalingsmand af Linien, Reserven (Forstærkningen) o.l. samt enhver hjemsendt værnepligtig (Befalingsmand o.l. og menig). Tjenstgørende værnepligtige (Befalingsmænd o.l. og menige) til ~ 23 ~

pligtig Tjeneste har ikke Adgang til at melde sig. Anmeldelse til Frikorpset sker paa de i Pressen opgivne Steder. Ovenstaaende vil af Afdelinger m.fl. være at bekendtgøre for tjenstgørende faste Befalingsmænd af Linien, Reserven (Forstærkningen) o.l., ligesom der vil være at give de paagældende fornøden Frihed til Anmeldelse (Mønstring) ved Frikorpset. Faste Befalingsmænd af Linien, Reserven (Forstærkningen) o.l., der efter Anmeldelse til Korpset faar Meddelelse om at være antaget, indsender Ansøgning om Tilladelse til at træde uden for Nummer samt om Rejsetilladelse til Udlandet. Personel, der faar Tilladelse til at træde uden for Nummer, vil kunne forvente at faa Tilladelse til at genindtræde i Nummer, naar Tjenesten ved Korpset ophører på lovlig Vis. Samtlige Ansøgninger fra faste Befalingsmænd o.l. i Sagens Anledning fremsendes uopholdeligt ad Kommandovejen til Krigsministeriet. Ingen kan frigøres, førend Krigsministeriets Bestemmelser foreligger. Ansøgninger vil kunne forventes imødekommet i det Omfang, Tjenesten tillader dette. Hjemsendte værnepligtige (Befalingsmænd o.l. og menige), der ønsker at indtræde i Frikorpset, skal indsende Ansøgning om Rejsetilladelse til Udlandet gennem deres militære Underafdeling. Saadan Rejsetilladelse meddeles de paagældende af den dertil beføjede Myndighed, idet der ses bort fra, om de paagældende maatte være bestemt til Genindkaldelse. Det maa ikke vanskeliggøres for de paagældende at indtræde i Korpset. Skrivelsen er signeret af Brorson og Thygesen; Søren Brorson (Venstre) var Krigsminister i regeringen, T.K. Thygesen chef for Krigsministeriets 1. kontor. Med skri- ~ 24 ~

velsen var vejen beredt for de danske, der i første omgang måtte ønske at indtræde i Frikorps Danmark, hvorfra vejen siden skulle gå til andre tyske afdelinger inden for Waffen-SS. At dette skridt dog også kunne vække tvivl om, hvorvidt det nu også var omfattet af den ministerielle skrivelse af 8. juli 1941, herom vidner et brev fra Krigsministeriet 1942. En kaptajn, lad os kalde ham NN, og oven i købet Ridder af Dannebroge, kom på dette tidspunkt nemlig i tvivl om, hvorvidt hans tilladelse til at indtræde i Frikorps Danmark, der blev opløst den 5. maj 1943, netop også gjaldt andre hærenheder. Sin tvivl forelagde han Krigsministeriet i København, og fra chefen for Krigsministeriets 1. Kontor, Kaptajn T. K. Thygesen, modtag han følgende brev, dateret København den 13. juni 1942, A.2374/551: Kjære Hr. Kaptajn. I Anledning af Hr. Kaptajnens Underhaandsforespørgsel den 12/6 1942 hvor De rejste Spørgsmaalet om, hvorvidt Deres Forsættelse [d.v.s. forflyttelse] fra Frikorps Danmark til en anden Afdelingen indenfor Waffen-S.S. maatte bevirke nogen Ændring i Deres hidtidige Stilling og Vilkaar overfor den danske Hær, kan jeg meddele, at den omhandlede Forsættelse ikke medfører nogen Ændring i Deres hidtidige Stilling og Vilkaar over for den danske Hær. Med venlig Hilsen og alt godt i Fremtiden Deres hengivne [sign.] Thygesen. Der var med andre ord intet som helst at være i tvivl om. Regeringen havde udstedt en generel tilladelse, og for de, der kom i tvivl om hvorvidt deres fortsatte karriere i tysk tjeneste nu også var omfattet af den generelle tilladelse, ~ 25 ~

blev der på personlige forespørgsler givet grønt lys. Oven i købet blev det understreget, at det for de pågældende ikke måtte besværliggøres at indtræde i Frikorpset. Man overlod kommandoen over Frikorps Danmark til Oberstløjtnant C.P. Kryssing, der etablerede hvervekontorer over hele landet, og via annoncer og plakater søgte at hverve danske mænd til korpset. Kryssings argumenter gik naturligvis ikke på, at man nu skulle være med til at gøre Europa til en stortysk stat under nazistisk diktatur, men derimod at man sammen med andre nationer i våbenbroderskab skulle slutte op i kampen mod bolsjevismen. Imidlertid var der ikke tvivl om, at den rette indstilling var forudsætning for antagelse. Og det rette blod. Naturligvis kunne jøder ikke blive antaget, idet man søgte mænd af nordisk blod. Våbenføre mænd i alderen fra 17 til 40 år kunne antages krigstiden ud, mens ugifte mænd i alderen fra 17 til 23 år kunne vælge blot at forpligte sig til tjeneste i to eller fire år. Der var flere Viborgofficerer der lod sig hverve, af forskellige grunde og med vidt forskellige skæbner. Tre af de mest markante skal omtales i det følgende. ~ 26 ~

Hverveannonce for Frikorps Danmark, udformet som et opråb fra kommandanten C.P. Kryssing. Kopi i Frants H. Jensens privatsamling. ~ 27 ~

Hverveplakat for Waffen-SS, Standarte Nordland. Original i Frants H. Jensens privatsamling. ~ 28 ~

Oluf Krabbe En af de Viborgofficerer, der aldrig siden lagde skjul på hverken sin deltagelse i krigen på tysk side eller på sin politiske overbevisning, der nærmest må have gjort det naturligt for ham at melde sig under hagekors og Dannebrog som det igen og igen betones, var Oluf Krabbe. Ud over i bogform at agitere for sin nazistisk orienterede verdensopfattelse, skrev Oluf Krabbe også en bog om danske på den forkerte side, nemlig Danske soldater i kamp på Østfronten 1941-1945, mest komplet i 2. reviderede udgave 1998. Det er ikke en uproblematisk bog. Alene det forhold, at forfatteren påberåber sig at fremstille, hvorledes det i virkeligheden gik for sig får alarmklokkerne til at ringe. Ikke desto mindre vedgår Krabbe at der i denne sag er en nær sammenhæng mellem krig og politik, og i begge sammenhænge er sandheden som bekendt det første offer. Krabbes fremstilling er da også politisk farvet, men udmærker sig imidlertid ved en grundig gennemgang af de danske enheders historie og indsats på Østfronten. Udgivet første gang i 1975 er bogen således, uagtet dens politiske observans, noget af et pionerarbejde om emnet. Ikke desto mindre står man efter endt læsning, som ved flere af også de senere fremstillinger af danske soldaters indsats på Østfronten, tilbage med en undren over hvorfor de egentlig trak sig tilbage. For de ikke uhildede, dvs. for frontkæmperne, var indsatsen på Østfronten tilsyneladende en lang succeshistorie. Ganske vist var man presset fra tid til anden, og ganske vist var oplevelserne dramatiske og blodige, med store tab på begge sider, men alligevel er beretningerne, også Krabbes, en lang fortælling om sejhed, mod og styrke, om flygtende Ivan er og vellykket indsats i selv de værste områder. Der er imidlertid et andet område, hvor Krabbes bog ~ 29 ~

kan kaste lys over en væsentlig del af sagen, nemlig i spørgsmålet om, hvorfor de danske officerer, herunder Viborgofficererne, gik i tysk tjeneste. Krabbe gjorde sig nemlig i forbindelse med materialeindsamlingen, som alt andet lige må siges at have været grundig, den ulejlighed at bede om erfarne befalingsmænds skøn over, hvilke motiver der drev de enkelte til at melde sig i tysk tjeneste. Resultatet blev, at 2-5 % havde meldt sig af militærfaglig interesse; heri må også, skønt Krabbe ikke nævner det, indgå ønsket om at gøre militær karriere hurtigere og i en større, mere moderne og effektiv hær end den danske. For 5-10 % anføres årsagen at være krigerisk eventyrlyst, og for 3-5 % utilfredshed med private forhold, hvilket vel kan tolkes som varierende grader af personlig desperation. 20-25 % angiver at have meldt sig på baggrund af en antikommunistisk indstilling, hvilket i hvervekampagnerne også i høj grad blev angivet som den gode grund til at melde sig, mens 10-15 % skulle have meldt sig ud fra et behov for national oprejsning ud fra en traditionel konservativ indstilling. 15-20 % skulle have meldt sig som følge af et ønske om fornyelse i Europa ud fra overvejende nationalsocialistisk indstilling men uden klar idédefinition, mens endelig 30-35 % havde meldt sig af samme grund, dvs. ønske om politisk fornyelse i Europa ud fra overvejende nationalsocialistisk indstilling, men som medlem af et nationalsocialistisk parti eller fra en familie med partimedlemmer. Den sidstnævnte gruppe er klart den største, og lægges denne sammen med den andensidst nævnte når man frem til, at mellem 45 og 55 % af de danske østfrontfrivillige faktisk meldte sig af på baggrund af politisk, dvs. nazistisk, overbevisning. Men vejen ind i Hitlers armeer var ikke altid så enkelt defineret. Det er en anden Viborgofficer et godt eksempel på. ~ 30 ~

Poul Rantzau Engelhardt Poul Rantzau Engelhardt var den 9. april 1940 kaptajn i Viborg. Rantzau berettede efter krigen, at den danske general Prior havde rundsendt en fortrolig skrivelse til garnisonerne, hvori han meddelte, at alle hans forslag om at mobilisere den 6. april 1940 og at kæmpe den 9. april 1940 var blevet fejet af bordet. Ifølge Engelhardt var enhver som så den skrivelse ikke i tvivl om, at den tyske besættelse var sket i bedste forståelse med regeringen Stauning/Munch. I november 1940 var Engelhardt så sammen med fire andre officerer indbudt af den tyske generalfeltmarskal von Brauchitsch til et studiebesøg på Vestfronten. Engelhardt var den yngste og skulle derfor tage notater fra besøget. I en takketale til tyskerne, som blev holdt af den danske general Gørtz, sagde denne ifølge Engelhardt åbenlyst, at besættelsen var aftalt, og Engelhardts tidligere chef, oberst Hartz der nu var militærattaché i Berlin, opfordrede direkte Engelhardt til at melde sig i tysk tjeneste, ud fra en betragtning om, at det for Danmark gjaldt om at så mange officerer som muligt meldte sig. Endvidere sagde chefen for Krigsministeriets 1. Kontor, kaptajn Thygesen, som vi tidligere har mødt, til Engelhardt, at det ville være fuldt lovligt at melde sig i tysk tjeneste, og at han til enhver tid kunne indtræde i nummer i den danske hær. Og endelig modtog Engelhardt, efter at have meldt sig, et brev fra en anden af hans tidligere chefer, oberst Wørrishøffer, hvori denne skrev, at han respekterede enhver som satte sit liv ind på, hvad han mente måtte være til gavn for vort land. Tilsyneladende gjorde Engelhardt grundigt gavn for tyskerne på Østfronten. Han blev i hvert fald den dansker, der næst efter den første organisator, oberstløjtnant og senere generalmajor Kryssing, opnåede den højeste grad i Waffen- SS, nemlig standartenführer, svarende til oberst. ~ 31 ~