Synagogen på Jesu tid

Synagogen på Jesu tid Nye fund og ny forståelse. Del 1 Af Anders Runesson, McMaster University, Canada De fleste kristne, som læser eller hører evangelierne i kirken om søndagen, ved, at Jesus prædikede i synagoger på sabbatten. Ligeledes ved de fleste jøder, som er bekendt med Mishnah og Talmud, noget om, hvad der hørte med til synagogegudstjenester i oldtiden. Ved en nærmere undersøgelse af de forskellige kilder fra det første århundrede har nyere forskning imidlertid fundet adskillige uklarheder, der sætter spørgsmål ved de gængse forestillinger om, hvad en synagoge var ved slutningen af århundredet. Som resultat af disse nye studier bliver synagogens tidlige historie nu skrevet om. Der fremsættes nye teorier, som har langtrækkende følger for, hvordan vi skal forstå Jesu virke, kirkens udvikling og forholdet mellem jøder og kristne i oldtiden. En af de vigtigste opdagelser er, at begrebet synagoge i det første århundrede faktisk henviste til to typer institutioner. For at forstå, hvordan Jesus og andre jøder påvirkede hinanden dengang, er det afgørende at vide, hvilken af de to institutioner, der henvises til i Markusevangeliet (jf. boksen nedenfor). Det samfund, de levede i, skulle snart gennemgå radikale forandringer og aldrig blive det samme igen. "Så kom de til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik Jesus straks ind i synagogen og underviste. v22 Og de blev slået af forundring over hans lære; for han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge" (Mark 1,21-22) Fejlen i ældre forskning En almindelig fejltagelse i tidligere forskning har været, at man fokuserede for snævert, når man besvarede spørgsmålet om, hvad en synagoge var ved slutningen af det første århundrede: man nøjedes med bare at se på ét aspekt ved synagogen. Desuden var de kilder, som man brugte til rekonstruktionen, næsten altid en blanding af tekster og arkæologiske rester fra det første, andet, tredje og endda femte eller sjette århundrede. Med hensyn til det sidste er det især almindeligt at bruge billeder, der viser bygninger og kunst fra senere perioder til at illustrere synagoger fra det første århundrede. Det siger sig selv, at det har skabt en betydelig forvirring i skildringer af synagogen på Jesu tid. Arkæologi og tekster Hvad vi derfor er nødt til at gøre, er at nærme os opgaven med så bredt et perspektiv som muligt. Det betyder, at vi må se både på synagogens guds- Synagogen i Baram i Galilæa. Den stammer fra en senere tid (5. årh. e.kr.) og kan derfor ikke uden videre bruges til at forstå, hvordan synagoger på Jesu tid så ud og var indrettet. Foto: Pictorial Library, www.bibleplaces.com 3

Skitse over tredje fase af synagogen i Jeriko. I dens tredje fase blev der tilføjet en spisesal, kaldet triclinium, og en søjle blev flyttet. Foto: BAR 2001/6 Ruiner af synagogen i Jeriko. I forgrunden ses spisesalen (mærket med blåt) og bagved synagogens hovedrum med rester af bænke i venstre side. Synagogen blev ødelagt ved jordskælv år 31 f.kr. og ikke bygget op igen. Foto: BAR 2001/6 tjeneste og de sociale, ikke-liturgiske aktiviteter, som ifølge teksterne blev udøvet i synagoger (så som retshandlinger f.eks. Mark 13,9 osv.). Desuden må vi se på spørgsmålet om lederskab og hierarkier, for at vi kan sige noget om synagogen som institution. Endelig må synagogen som bygning analyseres. Det er for nyligt blevet draget i tvivl, om der overhovedet eksisterede synagoge-bygninger i det første århundrede efter Kristus. Forskere har nemlig peget på den kendsgerning, at ordet synagoge på græsk (som det danske ord synagoge er afledt af) måske henviser til en forsamling af mennesker og ikke nødvendigvis en bygning. 1 En vigtig del af diskussionen består derfor i at sætte arkitekturen i de bygninger, som er blevet udgravet indtil nu (inklusive de nylige udgravninger af Qiryat Sefer og Jeriko) i forbindelse med den beskrivelse af synagoge-aktiviteter, som findes i litterære tekster. Når vi gør det, er vi nødt til at spørge, om de aktiviteter, der nævnes i teksterne, passer til bygningernes indretning. Det vil sige, at vi er nødt til at vurdere bygningernes anvendelighed i forhold til de aktiviteter, som ifølge teksterne blev udført i synagoger. Kildematerialet Når vi leder efter holdepunkter, der kan sætte os i stand til at foretage en rekonstruktion af, hvad en synagoge var på Jesu tid, må vi være omhyggelige med at afgrænse kildematerialet (d.v.s. arkæologiske rester, inskriptioner, papyri og litterære tekster) til det første århundrede før og efter vor tidsregning. Samtidig vil vi også kaste et blik på andet og tredje århundredes materiale for at se, om den retning, tingene i givet fald udviklede sig i, kan sige os noget om synagogen i tidligere perioder. Som vi skal se, vil en analyse af alle relevante kilder pege på eksistensen af to typer institutioner, der begge omtales med de samme synagoge-betegnelser. Lad os begynde med at se på navnene, som vort kildemateriale bruger for det, som vi kalder synagoge. Derefter vil vi kaste et blik på nogle aktiviteter, som er forbundet med institutionen (-erne). Mange navne, mange funktioner Synagogen gik i oldtiden under mange (mest græske) navne. To af de mere almindelige navne er synagoge (som normalt oversættes enten som forsamling eller forsamlingshus ) og proseuche (normalt oversat som bedehus ). Institutionen (-erne), som gik under disse navne, kunne fungere som rådshaller, arkiver (hvor f.eks. optegnelser over frigivne slaver blev opbevaret), skatkamre og herberger. Aktiviteterne kunne også inkludere retshandlinger. Desuden kunne politiske møder holdes i de bygninger, som bar betegnelsen synagoge. Den liturgiske aktivitet, der understreges mest i kilderne, er frem for alt læsning og undervisning i Thorahen. Det er interessant at bemærke, at den offentlige oplæsning og undervisning i Thorahen var en unik aktivitet for synagogen i oldtiden: Offentlig, rituel læsning af hellige tekster er, så vidt vides, ikke forekommet i nogen anden religiøs tradition på den tid. Endelig fandt fælles måltider og offentlige faster sted i rum, der blev betegnet med udtryk for synagoger. 4 Synagogen

Kunstneren I. Lönegaards rekonstruktion af Ostia synagogen, som den kan have set ud i det første århundrede. Spisesalen er til venstre og hovedrummet til højre. Dette rum har bænke rundt langs væggene. Efter skitse af Anders Runesson. Illustration: Birger Olsson og Anders Runesson Funktion og indretning Nu er det interessant at bemærke, at disse aktiviteter passer rigtig godt med indretningen af de udgravede bygninger, der er identificeret som synagoger. Som eksempel kan nævnes synagogen i Ostia (Roms havneby) fra det første århundrede. Den fremviser et triclinium (en spisesal) blandt sine karakteristiske træk; det samme gør bygningen i Jeriko, som er udgravet af Ehud Netzer (jfr. tegningen på forrige side). Det vigtigste er imidlertid indretningen af hovedsalen. I alle kendte tilfælde er den udstyret med faste bænke langs tre eller fire af væggene. Hermed bliver det arkitektoniske fokus det tomme område midt i rummet. Denne konstruktion, der stemmer overens med konstruktionen i f.eks. Det Britiske Parlament, er indrettet til læsninger, prædikener, undervisning og diskussioner; det er netop, hvad de litterære kilder hævder som de væsentligste træk ved den institution, som de kalder for synagoge. Med hensyn til spørgsmålet, om de institutioner, som bliver benævnt med synagoge-betegnelser, var formelle eller uformelle, er det første klart tilfældet. Som argument kan man pege på det noget omstændelige sæt af betegnelser for embedsmænd på forskellige niveauer. Disse officielle titler peger på et veletableret, hierarkisk mønster af ledere. Både litterære tekster, inskriptioner og papyri nævner f.eks. archon ( forstander ), archisunagogos ( synagogeforstander ), prostates ( formand ), presbuteros Plan over synagogen på Gamla. Bemærk det tilhørende rituelle bad mod sydvest (nederst). Illustration: Danny Syon Synagogen i Ostia, fra andet halvdel af det første århundrede. Man ser ind mod synagogens hovedrum. Den runde struktur er af yngre dato. Foto: Anders Runesson ( ældste ), geron ( ældste ), grammateus ( skriver ), nakoros ( opsynsmand ), huperetes ( assistent ) eller archihuperetes ( overassistent ). To typer synagoger I lyset af informationerne ovenfor er det klart, at synagogen var en veletableret institution i det første århundrede både i Palæstina og i Diasporaen. Nogle af aktiviteterne og funktionerne forbundet med synagogen antyder også, at vi har at gøre med en officiel institution. Men hvis vi ser nærmere på de litterære tekster, bliver institutionens offentlige art stadfæstet i visse tilfælde. I andre tilfælde derimod har vi uden tvivl at gøre med ikke- eller halv-offentlige institutioner båret af bestemte grupper, som er forenet gennem særlige interesser eller ideer. I Ny Testamente f.eks. har vi vidnesbyrd om institutioner kaldet synagoger, der var offentlige landsbypå Jesu tid Synagogen på Gamla set mod sydvest. Bemærk bænkene rundt langs væggene. Foto: Anders Runesson 5

"Theodotos, søn af Vettenus, præst og synagogeforstander, søn af en synagogeforstander, sønnesøn af en synagogeforstander, genopførte denne synagoge for læsning af Loven og undervisningen i buddene, og herberget, rummene og badene, for at give logi til dem fra udlandet, som trænger. Det blev grundlagt af hans forfædre, de ældste og Simonides" Den såkaldte Theodotos inskription, som beretter om genopførelsen af en synagoge. Den unikke inskription blev fundet i 1914 på Ofelhøjen syd for Tempelpladsen. Den er affattet på græsk og stammer fra det første århundrede efter Kristus. Foto: Pictorial Library, www.bibleplaces.com Inskriptionen er et stærkt vidnesbyrd om, at synagogen her altså en forenings-synagoge også blev brugt til undervisning og som herberg. Udtrykket "dem fra udlandet" refererer sandsynligvis til pilgrimme, som kom fra Diasporaen til Jerusalem i forbindelse med de store højtider. forsamlinger, hvor lokal administration og retsfunktioner blev udført, og hvor Thorahen blev læst og diskuteret på sabbatterne. 2 Imidlertid har vi også henvisninger til synagoger, der var halvoffentlige institutioner, der tilhørte bestemte grupper, så som De Frigivnes Synagoge i ApG 6,9. 3 Denne type institution henvises der også til hos Filon fra Alexandria, forfatter i det første århundrede. Han beskriver essæernes synagoge i sit skrift Quod Omnis Probus liber sit, par. 81. 4 Vi har et andet eksempel i den velkendte Theodotos inskription, fundet tæt på tempelbjerget i Jerusalem og dateret til det første århundrede. Mens forenings-synagogen selvfølgelig ikke ville opretholde mange af de officielle funktioner fra den offentlige synagoge nævnt ovenfor, ville begge institutioner lægge vægt på læsningen og diskussionen af Thorahen som det væsentligste træk i forsamlingerne. Vi er derfor i stand til at påvise eksistensen af to typer institutioner kaldet synagoge i det første århundrede: den offentlige forsamling i landsbyen eller byen og den halvoffentlige frivillige forening. Med eller uden bygning Som det er påpeget af mange forskere, kan begrebet synagoge henvise til enten en forsamling eller den bygning, i hvilken forsamlingen mødtes. Vi må nu tilføje, at begrebet synagoge endnu ikke var fastlagt til at beskrive kun én slags institution, uanset om denne institutions medlemmer samledes i bygninger eller ej. Det er først senere, at ordet synagoge bruges eksklusivt til at angive den institution, vi i dag kender under navnet synagoge. Derfor er det heller ikke så vigtigt, om den synagoge, i hvilken Jesus prædikede i Kapernaum, var en forsamling uden bygning eller en bygning, hvor forsamlingen mødtes. 5 Mere vigtigt er det at spørge efter, hvilken type institution, han brugte som scene for forkyndelsen af sit budskab. 6 Den hvide synagoge i Kapernaum er af yngre dato (5. årh. e.kr.). Men den er bygget oven på fundamentet af en ældre synagoge, opført i sorte sten af basalt. Denne ældre synagoge har formentlig stået der på Jesu tid. Foto: Pictorial Library, www.bibleplaces.com Synagogen

Jesus, farisæere og synagoger: Hvem styrede hvad? Så snart det er erkendt, at vi har at gøre med to typer institutioner, der går under de samme navne i oldtidens litteratur og inskriptioner, finder vi hurtigt en løsning på det ofte fremsatte spørgsmål om, hvem der var ansvarlig for synagogen. Ny Testamente forskningen erklærede længe, at farisæerne, fremstillet som Jesu fjender i evangelierne, styrede synagogerne. Derfor havde de magten til at forfølge og straffe Jesus-bevægelsen som kættere. Mark 13,9 advarer disciplene om, at de som følge af retshandlinger vil blive pisket i synagoger. Sådanne afsnit er derfor blevet forstået som vidnesbyrd om farisæernes forfølgelse af Jesus-bevægelsen. Imidlertid lå den offentlige synagoge-institution, som tog sig af administration og retshandlinger, ikke i hænderne på én bestemt jødisk gruppe. Den offentlige synagoge kunne minde om et rådhus med et religiøst islæt (religion og politik var sammenvævet i oldtiden). Således havde den i sig selv intet at gøre med farisæerne. Den var ikke deres institution. Det ser ud til, at for det meste var lederen af synagogen af præstelig afstamning, og kilderne nævner ikke nogen bestemt tilknytning. På den anden side stod det folk frit for at søge indflydelse på de offentlige forsamlingers beslutninger og således tage del i udformningen af samfundet. En måde at influere begivenhedernes gang kunne ske gennem fortolkningen af Thorahen, loven. Det er, hvad vi ser i de afsnit, der beskriver Jesus som en, der underviser i synagogen (f.eks. Luk 4,16-30). Religion og politik var aldrig adskilt i oldtiden. Derfor var Jesu forkyndelse af det kommende Guds Rige i offentlige synagoger, herunder de socio-økonomiske omvæltninger i samfundet, dette rige ville medføre, helt sikkert en politisk handling. Som sådan blev den forstået af de, der deltog i møderne. Forenings-synagogen Hvis den offentlige synagoge mere var som et rådhus, kunne forenings-synagogen sammenlignes med religionspolitiske partier. Ligesom essæerne havde deres synagoge (som vi så hos Filon ovenfor), havde farisæerne og andre jødiske grupper deres. De ville samle sig i enhver form for bygning, både privat og offentlig, og som en forening styrede de deres egne affærer, som kun involverede medlemmer. De havde ingen domsmyndighed over folk i samfundet generelt. Farisæere f.eks. kunne derfor ikke forfølge eller straffe nogen i deres forenings-synagoger. Imidlertid ville farisæerne søge at vinde indflydelse i samfundet gennem de offentlige by-forsamlinger, ligesom Jesus og hans tilhængere søgte at gøre. Det er derfor ikke overraskende, at der opstod konflikter mellem folk, der tilhørte forskellige partier. Dannelsen af en ny forenings-synagoge Mens det farisæiske parti havde eksisteret i ganske lang tid, da Jesus begyndte sine aktiviteter, ser vi i Ny Testamente fødslen og dannelsen af en ny frivillig forening. Den begyndte i sine forskellige forgreninger at formulere sit eget program og egne regler. Matthæusevangeliet er et godt eksempel på en tekst, der fungerede som et manifest for den forening, i hvilken den blev anvendt. Det er nemt at Ruiner af en synagoge i Modi in fundet i 2001 under vejarbejde. Den og omliggende bygninger dateres til 130-50 f.kr. Indgangen er i siden. Fire faste bænke omgiver den centrale hal, der har to søjlerækker med fire søjler i hver. I nærheden findes en mikve (rituel bad). Foto: Hartvig Wagner på Jesu tid 7

Saligprisningernes Bjerg ved den nordlige ende af Genesaret Sø, hvor Jesus ifølge traditionen holdt sin offentlige bjergprædiken i det fri. Foto: Pictorial Library, www.bibleplaces.com iagttage de to omgivelser, hvori Jesus og Matthæus-fællesskabet var aktive. Jesus brugte den offentlige sfære i samfundet, f.eks. den offentlige synagoge, templet i Jerusalem og ethvert udendørs sted, hvor folk kunne samles (f.eks. Matt 5-7), til forkyndelsen af Riget. Imidlertid samler Jesus også sine disciple særskilt for at give dem instrukser for deres fælles liv (Matt 18). Peter udpeges som overhoved for fællesskabet (Matt 16,13-20). Fællesskabet selv kaldes for ekklesia (Matt 16,18, på dansk oversat som kirke eller menighed ). Det er en synagoge-betegnelse, der også blev anvendt i andre sammenhænge (f.eks. Judits Bog 6,16 folkeforsamlingen, jvf. ApG 11,26 menigheden ). Det siger sig selv, at denne Kristustroende forenings-synagoge, som kaldte sig selv kirke, kun havde ringe magt til at overføre deres forenings regler og visioner til samfundet i almindelighed. Det afholdt dem dog ikke fra at forsøge. Konkurrence mellem synagoger Forenings-synagoger styrede altså deres egne affærer og traf beslutninger, der kun angik dem selv og ikke berørte dem, som ikke var medlemmer. I den forbindelse skal man huske på, at de fleste af disse grupper, der ønskede at ændre samfundet i overensstemmelse med deres syn på, hvordan et jødisk samfund skulle formes, må have været aktive i de offentlige synagoger, hvor de søgte at influere på de religionspolitiske beslutninger, der berørte samfundet som helhed. Denne udadvendte aktivitet må have resulteret i en situation, hvor der visse steder ville være én gruppe, som f.eks. farisæerne, der havde succes og blev fremtrædende, mens andre grupper ville have mere indflydelse andre steder. 8 Afhængig af hvordan det ideologiske kort blev formet i forskellige geografiske områder, ville nye bevægelser som Jesus-bevægelsen møde varierende grader af modstand og konfrontation. Ved at læse evangelierne som kilder både for 30 erne og for den periode, i hvilken teksterne blev samlet, ser det ud til, at Jesus selv vandt en del sympatisører i de offentlige synagoger i Galilæas landdistrikter. Omvendt mødte den bevægelse, han efterlod sig, mere modstand og ligefrem forfølgelse i de bymæssige omgivelser, i hvilke evangelierne blev forfattet senere i det samme århundrede. Konklusion Skal vi sammenfatte den første del af vor undersøgelse, har nyere studier i de arkæologiske udgravninger af synagoger og i de tekster, som omtaler synagoger under forskellige navne, vist, at på Ny Testamentes tid dækkede begrebet synagoge over flere forskellige institutioner: Det kunne dels betegne den offentlige synagoge i landsbyen eller byen, hvor administration, rettergang og thorah-læsning fandt sted, og dels forenings-synagogen, hvor en gruppe samles om deres egen forståelse. Den spirende Jesus-bevægelse kan opfattes som en sådan forenings-synagoge i det første århundrede. Kapernaum som eksempel At studere vekselvirkningen mellem forenings-synagoger og offentlige synagoger i landsbyer og byer sammenholdt med iagttagelsen af det voksende antal af ikke-jødiske potentielle medlemmer i Jesusbevægelsen er afgørende for at forstå den proces, ved hvilken Jesus-bevægelsen endte som en religion, der var forskellig fra jødedommen. Fordi denne Synagogen

Synagogen i Qiryat Sefer, set mod øst. Synagogen var delt op af to rækker søjler, med bænke rundt langs murene. Ved den ene søjle midt i billedet sidder en person på en bænk. Foto: Tzionit Yoav, Staff Officer of Archaeology, Civil Administration of Judea and Samaria adskillelsesproces er så vigtig for både ældre og moderne former af jødedom og kristendom, skal vi rette vores opmærksomhed mod denne udvikling. Det vil vi gøre ved at fokusere på begge de nævnte faktorer: Synagoger og hedninger. Her vil den lille by Kapernaum tjene som et fremragende eksempel at studere, idet vi her har arkæologiske og skriftlige kilder, der dækker adskillige hundrede år, og som begynder med det første århundrede. Dette vil ske i næste nummer. (fortsættes) Forfatteren theol.dr. Anders Runesson har skrevet afhandling om dette emne. Den udkom i 2001 under titlen The Origins of the Synagogue: A Socio-Historical Study (ConBNT 37; Stockholm: Almqvist & Wiksell International). Artiklens noteapparat bringes her i stærk forkortet form. Artiklen med fuldt noteapparat og henvisninger til diskussionen inden for forskningen kan findes på SBAs hjemmeside, www.sba-dk.dk. oversat af Annette W. Christensen Noter på Jesu tid 1. Således H.C. Kee, The Transformation of the Synagogue after 70 C.E.: Its Import for Early Christianity, New Testament Studies 36 (1990), 1-24; R. Horsley, Archaeology, History, and Society in Galilee: The Social Context of Jesus and the Rabbis, (Valley Forge: Trinity Press 1996). 2. For en generel henvisning til retshandlinger, se f.eks. Mark.13,9. Læsning og undervisning i Thorahen i Nazarets synagoge er nævnt i Luk 4,16-30. Se også Mark 1,21-28 for læsning af Thorahen i Kapernaums synagoge. 3. Grundtekstens græske sprog er ikke klart her. Enten har vi at gøre med en synagoge for frigivne, som inkluderede medlemmer fra Kyrene, Alexandria, Kilikien og provinsen Asien. Eller teksten henviser til mangfoldige synagoger: Ud over fra De Frigivnes Synagoge ville vi dengang i Jerusalem finde yderligere fire synagoger, som tjente behovene hos de jøder, der kom fra de nævnte steder. 4. Filon skriver her: "I [de fædrene love] bliver de oplært på alle tidspunkter, men særligt på hver syvende dag. For denne dag er sat til side for at blive holdt hellig, og på denne dag afholder de sig fra al andet arbejde og går til hellige steder, som de kalder synagoger. Dér, placeret i rækker efter alder, med de yngre neden for de ældre, sidder de sømmeligt og med lyttende ører, som det passer sig for situationen" (Quod. 81). 5. Trods visse forskeres nylige påstande om det modsatte, anser jeg det for sikkert at identificere synagogen i Mark 1,21 som en bygning. I vers 29 forlader Jesus den nemlig for at gå ind i en anden bygning. Arkæologiske udgravninger støtter yderligere denne konklusion. Se fortsættelsen i næste nummer. 9