EURO ENS ØKONOMI OG POLITIK. af Peter Birch Sørensen

EURO ENS ØKONOMI OG POLITIK af Peter Birch Sørensen Kald en spade for en spade! Den danske EU-debat lider af et traume. I årevis forsvarede tilhængerne vort EUmedlemsskab med henvisning til de økonomiske fordele og undlod som regel at fortælle, at EU-samarbejdet også har til formål at fremme den politiske integration i Europa. Men EUmodstanderne har også snydt på vægten. Gang på gang har de fremstillet EU som en trussel mod den danske velfærdsstat og dansk miljøpolitik, selvom realiteten er, at de internationale markedskræfter hurtigt ville undergrave den sociale velfærd og miljøbeskyttelsen, hvis der ikke foregik et forpligtende samarbejde mellem Europas lande. Resultatet af disse fortielser og fordrejninger fra begge sider har været et forpestet debatklima, hvor tilhængere og modstandere jævnligt har beskyldt hinanden for at lyve, og hvor de mange EU-skeptikere med god ret har følt, at vore politiske ledere forholder dem den fulde sandhed om EUprojektets politiske perspektiver. I debatten om euroen bør vi for en gangs skyld gøre os selv den tjeneste at kalde en spade for en spade. For mig er spørgsmålet om dansk deltagelse i møntunionen grundlæggende et spørgsmål om, hvorvidt vi skal deltage fuldt ud i det europæiske samarbejde, eller vi skal stå som passive tilskuere på sidelinien, mens andre træffer beslutninger, der vil få afgørende indflydelse på vor fremtid. Jeg siger ja til euroen vel vidende, at den ikke blot vil binde ØMU-landene tættere til hinanden økonomisk, men formentlig også politisk. Jeg frygter ikke den politiske integration, tværtimod. Når Europas lande inclusive Danmark overfører mere beslutningskompetence til EU, så opnår et lille land som Danmark mere reel suverænitet i form af indflydelse på nogle markedskræfter og europæiske politiske beslutninger, som vi ellers ville stå magtesløse overfor. Et dansk nej til ØMUen vil formentlig have en vis økonomisk pris, men der er intet grundlag for at hævde, at det vil være en nationaløkonomisk katastrofe. Møntunionen bør derfor ikke oversælges med økonomiske argumenter. Derimod vil der for mig at se være nogle store politiske omkostninger for Danmark ved at stå udenfor. Som økonom er jeg naturligvis ikke ekspert, når det drejer sig om at vurdere disse politiske omkostninger. Derfor vil størstedelen af mit indlæg handle om økonomiske forhold. Det er dog meget svært

at adskille de økonomiske og de politiske argumenter i ØMU-debatten. Derfor vil jeg i sidste del af mit indlæg fremlægge de politiske grunde, der får mig til som vælger at sige ja til euroen. ET LYNKURSUS I MØNTUNIONENS ØKONOMI De økonomiske eksperter er stort set enige om, hvilke økonomiske forhold der taler henholdsvis for og imod indtræden i ØMUen. Derimod er de ikke enige om, hvordan man skal sammenveje disse fordele og ulemper, og derfor kan de heller ikke enes om, hvorvidt der er en økonomisk nettogevinst eller ej. Det skyldes, at mange af de mulige fordele og ulemper er særdeles vanskelige at opgøre i kroner og øre. Alligevel kan økonomerne yde et bidrag ved at forklare, hvilke økonomiske argumenter, der er relevante i ØMU-debatten og ved at give deres eget begrundede bud på, hvilke argumenter der vejer tungest. En selvstændig valuta er en forsikring En bevarelse af kronen som selvstændig valuta svarer til at tegne en forsikring. Forsikringen består i, at vi bevarer muligheden for at ændre kronekursen, hvis dansk økonomi bliver udsat for et uventet chok (en forsikringsbegivenhed ). Finland oplevede et sådant økonomisk chok, da Sovjetunionen brød sammen. Derved forsvandt en meget stor del af det finske eksportmarked nærmest fra den ene dag til den anden. I den situation var det en fordel for finnerne, at de kunne forbedre deres internationale konkurrenceevne gennem en nedskrivning af den finske mark og dermed øge deres markedsandele på andre markeder. Imidlertid skal der betales en pris for at opnå den ekstra handlefrihed, som muligheden for en valutakursændring giver. Dette er forsikringspræmien. Den kan f.eks. bestå i, at man pådrager sig nogle ekstra omkostninger ved at skulle veksle mellem kroner og euro fremfor at indføre euroen i Danmark. En del af den økonomiske debat om ØMUen handler om, hvor stor forsikringspræmien egentlig er. En anden del af debatten handler om, hvor meget forsikringen er værd: Hvor stor er sandsynligheden for, at der vil indtræffe en forsikringsbegivenhed, hvor vi vil ønske at ændre på kronekursen? Og hvor meget vil vi egentlig kunne få ud af at nedskrive eller opskrive kronen? Lad os se nærmere på disse spørgsmål.

Har vi brug for forsikringen? Hvis den amerikanske økonomi rammes af en alvorlig konjunkturnedgang, som svækker Europas eksport til USA, kan det være en fordel for de europæiske lande at lade euroen falde i værdi for at genoprette eksporten ud af Europa. Et tilbageslag i amerikansk økonomi er derimod ikke i sig selv et argument for, at Danmark skulle devaluere kronen overfor euroen. En énsidig nedskrivning af kronen i forhold til de andre EU-landes valutaer er kun berettiget, hvis Danmark er langt mere afhængig af eksport til USA end de øvrige EUlande, fordi vi dermed rammes uforholdsmæssigt hårdt af det amerikanske tilbageslag. Rent faktisk er der ikke de store forskelle på, hvor meget de enkelte EU-lande er afhængige af eksport til USA. Derfor ville de blive ramt nogenlunde lige hårdt af en nedgang i amerikansk økonomi. Hvis Danmark i den situation foretager en énsidig kronenedskrivning, ville vi blot skaffe os nogle kortsigtede konkurrencefordele på de andre landes bekostning. Hvis de andre lande havde en selvstænding national valuta, og hvis de som modreaktion på den danske devaluering nedskrev deres valutaer, ville ingen EU-lande opnå konkurrencegevinster i forhold til hinanden, men alle ville lide under den inflation, der følger i kølvandet på devalueringer. Et af formålene med ØMUen er netop at udelukke muligheden for sådanne destruktive konkurrerende devalueringer, som er til skade for alle. Moralen er, at valutakursændringer kun kan være til gavn ved økonomiske chok, der rammer landene forskelligt. Værdien af at bevare kronen afhænger altså af sandsynligheden for den slags stød, der énsidigt rammer dansk økonomi. Et eksempel kunne være en svinepest i Danmark, der i længere tid standser vor eksport af svinekød. Eksemplet er dog ikke alt for overbevisende, da svineeksporten trods alt kun udgør en begrænset del af vor samlede eksport. Et eksempel på et positivt stød kunne være et stort uventet fund af olie og gas i den danske del af Nordsøen i en situation, hvor vi er tæt på fuld beskæftigelse. I det tilfælde kunne det være en fordel for os at opskrive kronekursen, fordi de højere investeringer og den højere beskæftigelse i olie- og gassektoren ellers ville give en tendens til overophedning af dansk økonomi. Da også olie- og gassektoren er lille i forhold til den samlede nationaløkonomi, ville det dog kræve nye fund af en helt usædvanlig størrelsesorden for at berettige en sådan dansk revaluering. Som disse eksempler illustrerer, er det ikke helt nemt at forestille sig énsidige stød til dansk økonomi, der virkelig berettiger en dansk enegang i valutakurspolitikken. Det tyder på, at forsikringsværdien af at bevare kronen som selvstændig valuta er lille. Modstandere af ØMUen peger på, at den historiske konjunkturudvikling i ØMU-

landene ofte har været forskellig, og at landene derfor næppe er bedst tjent med at have en fælles penge- og valutakurspolitik. Tilhængere af ØMUen svarer hertil, at indførelsen af en fælles penge- og valutapolitik netop vil bevirke, at konjunkturudviklingen i ØMU-landene bliver langt mere ensartet end tidligere. Da ØMUen endnu kun har eksisteret i meget kort tid, er det for tidligt at vurdere holdbarheden af dette argument. Flere studier peger dog på, at forskelle i de enkelte EU-landes økonomiske politik har været en væsentlig årsag til de historiske forskelle i konjunkturudviklingen. Forskelle i EU-landenes økonomisk-politiske prioriteringer kunne være en begrundelse for at tillade det enkelte land at føre sin egen penge- og valutakurspolitik, selvom landene rammes nogenlunde ens af økonomiske stød. På kort sigt vil der ofte være en konflikt mellem et ønske om at fremme beskæftigelsen og et ønske om at holde inflationen nede, og de enkelte landes regeringer kan lægge forskellig vægt på disse mål. De historiske erfaringer fra især 1970erne og de tidlige 80ere har imidlertid vist, at man ikke på langt sigt kan opnå en højere beskæftigelse ved at tillade højere inflation og acceptere overdreven offentlig gældsætning. Derfor er EU-landene i dag mere enige om principperne for den økonomiske politik, end de har været tidligere. Endvidere vil ØMUens dannelse formentlig i sig selv bidrage til en større samhørighedsfølelse og dermed en større grad af økonomisk-politisk enighed i fremtiden. For at opsummere: Vi kan have gavn af at bevare kronen som en slags forsikring mod, at vi kan blive udsat for et økonomisk chok, der kun rammer Danmark, eller som en forsikring mod, at vi engang i fremtiden bliver fundamentalt uenige med vore EU-partnere om målsætningerne for den økonomiske politik. Set med dagens øjne forekommer sandsynligheden for disse begivenheder ikke særligt stor, men grundlæggende er det et spørgsmål om at spå om en usikker fremtid. Lad os herefter se på, hvad vi skal betale for at opnå den forsikring, som en selvstændig valuta er. Forsikringspræmiens komponenter De økonomiske omkostninger ved at stå udenfor ØMUen kan groft sammenfattes under følgende overskrifter: 1) Vekselomkostninger, 2) Mindre handel og investering over grænserne, 3) Svagere konkurrence til skade for forbrugerne, 4) Tab af indflydelse på ØMU ens penge- og finanspolitik, og 5) Mindre tillid til dansk økonomisk politik.

Vekselomkostninger Ved at sige nej til euroen pådrager vi os de ekstra omkostninger og det ekstra besvær, der er forbundet med at veksle mellem euro og kroner. Vekselomkostningerne er dog beskedne: De fleste skøn peger på, at vi med en ØMU af den nuværende størrelse årligt vil kunne spare et beløb på omkring 1/4 procent af vor samlede indkomst ved at udskifte kronen med euroen. Mindre handel og investering ved nej til euroen? Ved at indføre euroen udrydder vi enhver usikkerhed om den fremtidige valutakurs mellem Danmark og ØMU-landene. Dermed bliver det mindre risikofyldt at drive udenrigshandel, hvilket kan tænkes at stimulere handelen mellem Danmark og euroland. Når landene i højere grad koncentrerer sig om at producere de varer og tjenester, de er bedst til at fremstille, opnår forbrugerne en velstandsgevinst i form af bedre og billigere varer. Argumentet kan lyde besnærende, men bør ikke overdrives. I dag kan virksomhederne på forskellig vis gardere sig mod kortsigtet valutakursusikkerhed ved at betale en forholdsvis beskeden præmie. Det kan derfor ikke undre, at økonomer har haft svært ved at påvise en markant effekt af valutakursusikkerhed på udenrigshandelen. Mulighederne for at forsikre sig mod uventede valutakurssvingninger gælder dog ikke for dispositioner med en tidshorisont på mange år, såsom langsigtede investeringer over landegrænserne. Derfor er det meget muligt, at indførelse af euroen vil stimulere virksomhedernes grænseoverskridende investeringer til gavn for erhvervsudviklingen. Desværre er det nærmest umuligt at sige, hvor stor denne effekt vil blive, da vi endnu mangler det nødvendige erfaringsgrundlag. Højere forbrugerpriser ved nej til euroen? Med indførelse af euroen vil alle priser i ØMU-området blive opgjort i samme møntenhed. Dermed bliver det lettere for forbrugerne at sammenligne prisen på den samme vare eller tjeneste på tværs af ØMU-landene. Det er derfor nærliggende at tro, at konkurrencen mellem virksomhederne skærpes, så produktionen bliver mere effektiv, og forbrugerne får billigere varer. Hvor overbevisende det end kan lyde, så bør argumentet dog tages med et gran salt. Næsten al udenrigshandel foregår jo mellem virksomheder, der så sælger videre til den endelige forbruger. De professionelle indkøbere i virksomhederne har (forhåbentlig!) ikke

problemer med at foretage den nødvendige omregning mellem kroner og euro for at kunne sammenligne de priser, der tages af henholdsvis danske og udenlandske leverandører. Og udenlandske virksomheder, der udbyder varer og tjenester til almindelige danske forbrugere over internettet, angiver som regel deres priser i kroner, så forbrugerne let kan sammenligne priser fra danske og udenlandske leverandører. Derfor skal man næppe lægge nogen særlig vægt på argumentet om større gennemskuelighed og konkurrence ved overgangen til euroen. Tab af indflydelse på europæisk økonomisk politik Udenfor ØMUen har Danmark ingen mulighed for at øve indflydelse på den europæiske pengepolitik, som vi er stærkt afhængige af. Hvis vi indfører euroen, vil Danmarks nationalbankdirektør indtræde i den europæiske centralbanks styrelsesråd, der træffer de pengepolitiske beslutninger. Man skal dog huske, at centralbanken er uafhængig af det politiske system, og at medlemmerne af styrelsesrådet ikke må varetage nationale særinteresser, men er forpligtet til at anlægge et europæisk helhedssyn på pengepolitikken. Danmarks regering og folketing får altså ikke direkte indflydelse på pengepolitikken. Derfor er det formentlig nok så væsentligt, at Danmark ved at indføre euroen får adgang til den klub af ØMU-lande, der forud for møderne mellem EU-landenes finans- og økonomiministre diskuterer økonomisk-politiske spørgsmål af fælles interesse, herunder medlemslandenes finanspolitik. I dag er Danmark sat uden for døren i dette selskab og er dermed berøvet en vigtig mulighed for at præge dagsordenen for den økonomiske politik i Europa. På længere sigt er dette formentlig en af de væsentligste omkostninger ved at stå udenfor ØMUen. Mindre tillid til dansk økonomisk politik Økonomisk set giver et dansk nej til euroen kun mening, hvis vi vil forbeholde os retten til at kunne ændre på kronekursen. Ved et nej bliver det derfor svært at undgå, at de internationale investorer vil stille spørgsmålstegn ved Danmarks fremtidige økonomiske politik. Hvis Danmark virkelig ønsker at holde en fast valutakurs overfor eurolandene, hvorfor siger vi så nej til at overtage euroen? Er det fordi vi er skeptiske overfor ØMUens økonomiske spilleregler, som går ud på at sikre en lav inflation og undgå store offentlige budgetunderskud? En større usikkerhed om dansk økonomisk politik vil medføre et lidt højere dansk renteniveau til skade for investeringerne, og finansmarkederne vil sætte mere fokus på, om

Danmark nu også fører en ansvarlig økonomisk politik. I øjeblikket tages dette næsten som en selvfølge, dels på grund af de senere års gunstige udvikling i dansk økonomi, og dels fordi det er en udbredt forventning, at Danmark ikke ønsker at sætte muligheden for en fremtidig indtræden i ØMU en over styr ved at tillade inflationen og de offentlige finanser at løbe løbsk. Siger vi derimod endegyldigt nej til euroen, bliver vi formentlig nødt til at føre en strammere økonomisk politik for at overbevise valutamarkederne om, at vi ikke ønsker at bringe os i en situation, hvor vi bliver tvunget til at devaluere kronen. I perioder med ro på valutamarkederne er det ikke sikkert, at vilkårene for dansk økonomisk politik bliver væsentligt anderledes end i dag. Men i situationer med international valutauro vil en større usikkerhed om Danmarks stilling gøre os mere sårbare overfor valutaspekulation mod kronen. Det skyldes bl.a, at vi ikke kan forvente, at den europæiske centralbank vil foretage støtteopkøb af danske kroner, når vi endegyldigt har afvist deltagelse i ØMU en. Kort sagt vil vi i den økonomiske politik skulle være mere katolske end paven selv for at overbevise finans- og valutamarkederne om, at vi har viljen til at sikre stabilitet i dansk økonomi. Disse argumenter bygger på to vigtige forudsætninger. Den ene er som nævnt, at en dansk afvisning af euroen vil skabe større usikkerhed om dansk økonomisk politik. Hvis vi kan overbevise omverdenen om, at vi alene siger nej til ØMU en af politiske grunde, og at vi vil videreføre de senere års politik med lav inflation og sunde offentlige finanser, så får vi også et større økonomisk-politisk manøvrerum. Til gengæld vil en rent politisk afvisning af ØMUen øge Danmarks politiske isolation i EU og dermed forøge de politiske omkostninger ved at stå udenfor. Den anden forudsætning for mit ræsonnement har været, at vi i tilfælde af et nej til ØMUen fortsat vil søge at holde kronekursen fast overfor euroen, og at ØMU-området vil blive præget af lav inflation og en rimeligt stabil konjunkturudvikling. Hvis ØMUen mod forventning skulle blive præget af økonomisk ustabilitet, vil det imidlertid være en dårlig ide at binde kronen til euroen. Hermed kommer vi frem til spørgsmålet: Hvad er det valutapolitiske alternativ til euroen? I traktatgrundlaget for den europæiske centralbank og i EUs såkaldte Stabilitetspagt for finanspolitikken er der gjort meget for at sikre, at inflationen i ØMUen bliver lav og stabil, og at medlemslandene opnår en konsolidering af de offentlige finanser, så de ikke tvinges til at stramme finanspolitikken i en lavkonjunktur, hvor en stramning blot ville

forstærke konjunkturnedgangen. Alligevel kan man naturligvis ikke udelukke, at der fremover kan opstå situationer, hvor den politiske opbakning bag disse målsætninger smuldrer. Hvis ØMUen som følge heraf skulle gå hen og blive ustabil med store konjunkturudsving og høj og svingende inflation, vil det være en ulempe for den danske krone at være knyttet til euroen, fordi vi derved vil importere den høje og svingende inflation og den ustabile konjunktur fra euroland. I den situation ville det være bedre at lade kronens kurs være bestemt af udbud og efterspørgsel på valutamarkedet - at tillade kronen at flyde - og give Danmarks Nationalbank til opgave at sikre en lav og stabil inflation i Danmark. Dermed ville kronen automatisk blive opskrevet i perioder med stigende inflation i euroland, så vi undgik at importere prisstigninger fra ØMU-landene. Med en flydende kronekurs ville Danmark også kunne føre en mere selvstændig pengepolitik. En flydende valutakurs kombineret med en nationalbankmålsætning om lav inflation svarer til den politik, som Sverige og Storbritannien har ført i de senere år. Denne politik ville som sagt tjene Danmark bedst, hvis vi står udenfor en ustabil ØMU. Hvis ØMUen lever op til sine målsætninger om økonomisk stabilitet, er det mere uklart, hvilken valutapolitik Danmark bør foretrække, hvis vi siger nej til euroen. Den nuværende fastkurspolitik har historisk tjent os godt som middel til at nedbringe inflationen og sikre disciplin i vor økonomiske politik. Dermed forekommer det nærliggende at videreføre fastkurspolitikken. Men som nævnt ovenfor kan et nej til euroen meget vel betyde, at vilkårene for en dansk fastkurspolitik bliver ringere end i dag. I så fald bliver det relevant at overveje indførelse af en penge- og valutapolitik som Sveriges og Storbritanniens. Den klare ulempe ville være, at kronekursen ville blive mere svingende og uforudsigelig. Fordelen ville være, at vi ville blive mindre sårbare overfor valutaspekulation, og at vi kunne føre vor egen pengepolitik, hvilket ville være til gavn i situationer, hvor de danske konjunkturer afviger fra konjunkturudviklingen i euroland. Opsummering af de økonomiske argumenter Jeg har sammenlignet en bevarelse af kronen med det at tegne en forsikring. Forsikringens værdi består i, at vi bevarer muligheden for at tilpasse kronekursen, hvis vi skulle blive udsat for et økonomisk chok, der ensidigt rammer Danmark, eller hvis vi engang i fremtiden måtte blive fundamentalt uenige med vore EU-partnere om den økonomiske politik. Jeg har argumenteret for, at sandsynligheden for disse

forsikringsbegivenheder nok er lille, og at forsikringen derfor har begrænset værdi. Den forsikringspræmie vi skal betale for at bevare kronen (dvs. omkostningerne ved at sige nej til euroen) består i omkostningerne ved at veksle mellem kroner og euro; ulemperne ved øget valutakursusikkerhed, herunder risikoen for lavere tillid til dansk økonomisk politik og spekulation mod kronen, og sidst men ikke mindst tabet af indflydelse på den økonomiske politik i Europa. Vekselomkostningerne kan opgøres med rimelig sikkerhed, men er meget begrænsede. De øvrige omkostninger er overordentligt svære at opgøre. Blandt andet som følge af disse usikkerhedsmomenter bør en stillingtagen til ØMUen ikke afgøres alene ud fra økonomiske argumenter. For mig vejer det især tungt, at vi ved at stå udenfor ØMUen mister indflydelse i Europa, ikke blot på den økonomiske politik, men også mere generelt. Jeg vil derfor afslutte mit indlæg med nogle politiske argumenter for ØMUen, sådan som de tegner sig for mig som dansk vælger. Disse argumenter har i øvrigt en hel del med økonomi at gøre, for som nævnt hænger ØMUens økonomi og politik snævert sammen. POLITISKE ARGUMENTER FOR ØMUen Hvorfor mister vi indflydelse ved et nej til euroen? Når en gruppe af lande indfører en fælles valuta, får de en naturlig tilskyndelse til at samarbejde tættere om den økonomiske politik. Allerede i dag ser vi, at ØMU-landene afstemmer deres holdninger indbyrdes forud for møderne i EUs råd af finans- og økonomiministre. I den grundige svenske udredning fra 1996 om Sverige og ØMUen argumenteres der overbevisende for, at det tættere økonomiske samarbejde vil udvikle et interessefællesskab og en fælles forståelse af problemerne, der også vil få ØMU-landene til at arbejde tættere sammen om andre politiske spørgsmål. Dermed vil lande udenfor ØMUen få sværere ved at præge den europæiske politiske dagsorden. Den danske EU-debat fokuserer meget på ulempen ved at afgive beslutningskompetence til EU. Man glemmer som regel helt, at de andre lande (herunder de gamle stormagter) også afgiver kompetence og dermed tillader Danmark at øve indflydelse på deres politik. Flertallet af EU-lande består af små lande, som med fynd og klem går ind for EU-samarbejdet. Det gælder f.eks. et land som Holland, der har overordentlig mange

politiske værdier til fælles med Danmark. Fra svenskekrigene i 1600-tallet og frem til afslutningen af 2. Verdenskrig var Danmark adskillige gange truet på sin eksistens og henvist til at indordne sig under de europæiske stormagters kyniske magtspil. EU-samarbejdet er en historisk enestående konstruktion, der tvinger de tidligere stormagter til at indordne sig under fælles internationale spilleregler og giver de små lande en mulighed for indflydelse ved at erstatte magtpolitik med civiliseret forhandlingspolitik. ØMUen, demokratiet og velfærden Men hvis de andre små EU-lande ser EU-samarbejdet som en forøgelse af deres muligheder for at påvirke den politiske og økonomiske udvikling i Europa, hvordan kan det så være, at så mange danskere er bange for at afgive beslutningskompetence til EU? Så vidt jeg kan se, er der to hovedforklaringer. Den første er en frygt for, at beslutningsprocesserne bliver mere uigennemskuelige og dermed mindre demokratiske, når de flyttes op på EU-niveau. Den bekymring er forståelig. ØMUen vil uddybe den økonomiske og politiske integration i EU og dermed skærpe dilemmaet mellem ønsket om at træffe beslutningerne så tæt på borgerne som muligt og behovet for overnationale politiske løsninger. Ved et dansk ja til euroen bliver det derfor endnu mere vigtigt, at Danmark presser på for mere åbenhed og demokrati i EUs beslutningsprocesser. Med Amsterdam-traktaten er der allerede taget positive skridt i den retning, hvilket viser, at Danmark langt fra er det eneste EU-land, der er opmærksom på problemet. Og én ting er sikker: Hvis vi siger nej til euroen, så bliver vi kørt endnu mere ud på et sidespor i EU, hvorved vore muligheder for at trække i retning af mere åbenhed og demokrati yderligere forringes. Den anden hovedårsag til mange danskeres EU-skepsis er en frygt for, at EU udgør en trussel mod den danske velfærdsstat. Denne frygt bygger på to misforståelser. Den første er den fejlopfattelse, at de danske velfærdsydelser er systematisk mere generøse end andre landes. Adskillige danske og internationale undersøgelser har i de senere år påvist, at det ikke forholder sig sådan. På nogle områder er de danske ydelser højere end i andre dele af Nordvesteuropa, men på andre områder er de lavere. Den anden misforståelse går ud på, at de andre EU-lande værdsætter velfærdsstaten mindre end Danmark gør det. Enhver, der følger lidt med i den europæiske politiske debat, kan overbevise sig om, at det ikke er tilfældet. I de andre EU-lande ses EU-samarbejdet

tværtimod typisk som et redskab til at forsvare velfærdsstaten og til at undslippe globaliseringens dilemma. Dilemmaet er, at globaliseringen giver nye velstandsgevinster via den stigende internationale arbejdsdeling, men samtidig trækker i retning af øget ulighed i vor del af verden. Når kapitalen og den højtuddannede arbejdskraft bliver mere mobile over grænserne, så skærpes konkurrencen mellem de enkelte lande om at tiltrække disse produktionsfaktorer via lave skatter eller direkte tilskud. Og når fattige grupper med risiko for høj arbejdsløshed bliver mere mobile, så udløses et pres for sociale nedskæringer, fordi regeringerne søger at undgå at tiltrække personer, der belaster de offentlige budgetter. Hvis de enkelte nationalstater får lov til at konkurrere uhæmmet om at tiltrække de rige og frastøde de fattige, så er det begyndelsen til enden for velfærdsstaten. Er man tilhænger af velfærdsstatens grundlæggende principper, bør man gå ind for mere og ikke for mindre samarbejde i Europa. Også derfor siger jeg ja til euroen.